IKON 81

nr. 81 • marts/2013

ikon >> Tro i dialog

Navnet er Søren ...Søren Hauge Det sidste skridt i udviklingen fra institution til person

læs også

tema Selvudvikling Egoet skal udvikles!

Hvad siger de på mystikmessen?

Er positiv psykologi altid så positiv?

Hvilken betydning får Moons død for bevægelsen?

Glimt fra IKONs jubilæum

Redaktion: Lars Buch Viftrup (ansv. red., larsviftrup@yahoo.dk), Anne Krabbe-Poulsen (akrabbe@hotmail.com), Lene Skovmark (lene.skovmark@mail.dk), Ingerlise Provstgaard (ipro@webspeed.dk), Martin Herbst (mthe@km.dk).

Layout: Jeanette Westh, jeanettewesth@gmail.com.

Forsidebillede: Lars Hur, www.larshur.dk.

Tryk: Fjerritslev Tryk, Østergade 35, 9690 Fjerritslev, tlf.nr. 98 21 24 31.

Oplag: 800.

Indlæg og artikler sendes til Redaktionen, IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C, e-mail: ikon@ikon-danmark.dk.

Læserbreve/debat-indlæg modtages gerne, dog forbeholder redaktionen sig ret til at udelade eller forkorte efter eget skøn.

Signerede artikler er ikke nødvendigvis udtryk for IKONs holdninger.

Annoncer: 4 kr. pr. mm. - 1/4 side 800 kr.

- 1/2 side 1400 kr. - 1/1 side 2500,- (alle priser ekskl. moms).

IKON: Nørreallé 29, 8000 Århus C, tlf.: 30200280. SE-nr. 1663 9397.

Træffetid bedst tirsdag og torsdag.

E-mail: kontor@ikon-danmark.dk.

Formand: Louise Buch Viftrup, louiseviftrup@gmail.com.

Hjemmeside: www.ikon-danmark.dk.

Her kan man også melde sig ind i foreningen IKON, hvor årskontingentet er 200,- kr. (dog 100,- kr. for studerende og pensionister).

Husstandsmedlemskab 300,- kr.

Det er tilladt at citere fra IKON i henhold til Medieansvarsloven med tydelig kildeangivelse.

Ved eftertryk af artikler må der aftales med redaktionen eller forfatteren.

Copyright © IKON-Danmark 2012.

ISBN 0907-7987.

..........................Indhold

Abonnement: IKON udkommer normalt i marts, juni, september og december. Årsabonnement 220,- kr. (inkl. moms). Løssalg 55,- kr. Abonnement kan bestilles på nedennævnte adresse eller ved indbetaling af beløbet på giro 6 61 61 51 med angivelse af afsenderadresse samt formålet med indbetalingen.

TEMA: SELVUDVIKLING Navnet er Hauge...Søren Hauge, Anne Krabbe-Poulsen....................4 Ego eller ikke ego, det er spørgsmålet, Kenneth Sørensen......8 Vox Pop fra mystikmesse, Lene Skovmark.....11 Omvend dig - og bliv som barn på ny, Poul Götke...............12 Helliggørelse - Kristendommens svar på selvrealisering?, Joachim Grün....14 Når klageretten bliver sat på porten, Ingerlise Provstgaard.............16 AKTUELT Moons død og mit liv, Martin Herbst...........................................20 Af lys er du kommet, klumme ved Lene Skovmark................23 IKONs jubilæum, Lars Buch Viftrup og Pernille Aagaard....................24 Venskab gi’r kendskab, Pernille Aagaard..........................26 JP kom forbi, Lars Buch Viftrup.....................27 Et grænsesprængende sted, Merete Juel Povlsen......................27

Magasinet IKON udgives af den kristne forening IKON (Informations- og samtaleforum for Kristendom Og Ny religiøsitet). Magasinet henvender sig til alle, der ønsker at forholde sig til den religiøse mangfoldighed. Formålet er gennem saglig og engageret formidling at inspirere til dialog, give dybere indsigt og øge forståelsen mellem kirken og tidens religiøse strømninger.

12

11

20

LEDER

ursynden Er selvudvikling

...eller bare en del af livet?

AF Lars Buch Viftrup ansv. redaktør Udskældt begreb Selvudvikling er i mange kristne sammenhænge et udskældt begreb. Selvudvikling ses som endnu en forklædning for menneskets ursynd, at det vil gøre sig selv til Gud. Og der er god grund til at være på vagt overfor denne tilbøjelighed hos os mennesker.

Som f.eks. i den positive psykologi (se mere på side 16), der uden tvivl gør mennesker istand til at præstere og udvirke rigtig meget godt, men som også har den bagside, når den bliver en ideologi, at den bliver ensidig. Den vil ikke vide af det skæve, det mærkelige, det som ikke føles godt. Og dermed fortrænger den ikke bare en helt afgørende del af livet, den fortrænger også alle de mennesker, som ikke er med til at fremme den positive udvikling. Vi får super-velfungerende, men også afstumpede og ensidige mennesker. Vi får kunst af lutter pæne, men uinteressante og flade pastelfarver. Vi får en social bevidsthed, der tror, at det hele kan klares ved at vi bare kigger indad i os selv.

En ud af mange tilgange Men det behøver ikke at være sådan.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 3

Positiv psykologi kan som den ene tilgang i skuffen ud af mange, være et godt perspektiv at holde fast i, når man overmandes af hjælpeløshed. Og spørgsmålet er, om kritikken af selvudvikling fra kirkeligt hold ikke også er ensidig. At den udelukkende vil se på alt det, mennesket IKKE kan, fordi man teologisk vil fremme den pointe, at det er Gud, der frelser os. Det kan komme til at virke som om, at man fra kirkeligt hold gerne vil holde mennesker nede, når man konsekvent kritiserer selvudviklingsbølgen.

Spørgsmålet er, om man ikke selv bliver ligeså ensidig, når man ikke formår at holde fast i dette svære, men helt nødvendig BÅDE/OG-perspektiv.

Ligeså sandt det er, at vi er skabt og alene kan frelses af Gud, ligeså sandt er det, at vi er sat i verden med en magt og et råderum, som vi skal lære at forvalte.

I dette nummer af magasinet...

I dette nummer magasinet IKON vil mange af artiklerne berøre seludviklings-tematikken på forskellige måder.

Og så har vi nogle artikler, der berører aktuelle begivenheder, bl.a. Moons død og IKONs jubilæum. Artiklen

med Søren Hauge, en god ven og dialogpartner i IKON, er både aktuel, idet den er skrevet i anledning af, at Center for Levende Visdom lukker, og samtidig handler den om selvudvikling. Søren Hauge fortæller om udviklingen fra instution til person, fra at have en stærk institutionel tiltknytning til det teosofiske samfund til at blive sig selv, personen Søren Hauge.

Denne artikel rejser det store spørgsmål, om der er et modsætningsforhold mellem selvudvikling og det at tilhøre en institution, som gerne vil have hånd i hanke med medlemmerne? Og at det derfor ikke kun handler om teologi, men det i ligeså høj grad handler om organisation og sociologi, når den kirkelige kritik rammer selvudviklingsbølgen? Engang indgik kristendommen i et hierarkisk feudal-samfund. Så tilpassede den sig et demokratisk industri-samfund med stærke autoriteter. Og nu er den igang med at tilpasse sig en globalisert og individualiseret virkelighed, hvor selvudvikling bare er en del af livet.

Men er der så overhovedet brug for institutionen længere?

TEMA: SELVUDVIKLING

Navnet er Hauge ...Søren Hauge Søren Hauge er på mange måder Danmarks svar på Mr. Theosophy. Det er en betegnelse, han i dag gerne vil løsrive sig fra. Som 17-årig bliver han medlem af det daværende Teosofisk Samfund. I 2007 ændrer han sammen med sine medarbejdere navn til Center for Levende Visdom. I 2012 nedlægges centeret. Nu står Søren Hauge uden organisatoriske rammer, som en lettet mand. Jeg sætter ham stævne i Århus for at høre, hvad det er for en bevægelse, han har taget over de sidste mere end 30 år.

AF anne krabbe-poulsen Gymnasielærer og medlem af redaktionen -Hvordan skal du nogensinde få det her ned på papir, Anne? Ja, Søren det er jo så mit problem, siger jeg, mens jeg løber grinende ned af trappen i Center for Levende Visdoms gamle lokaler, som Søren Hauge i dag bruger til sine private konsultationer. I 2 ½ time har Søren forsøgt at finde de rette ord til at beskrive det, han kalder sin ”opdagelsesrejse”.

Du har gjort op med en rigid foreningsstruktur og manglende fornyelsestænkning i det teosofiske miljø. Du har i fællesskab med dine medarbejdere nedlagt Center for Levende Visdom, som også havde de organisatoriske rammer. Kommer det hele til at dreje sig om Søren Hauge nu? spørger jeg med et smil.

- Jeg har altid i min undervisning lagt mig selv på disken og taget udgangspunkt i mine egne erfaringer, og det gør jeg fortsat, for det er det, folk kan relatere til. Men det føles anderledes i dag i kraft af det sted, jeg er nået til. Jeg føler virkelig en indre frisættelse. Jeg kan mærke, at hver gang

jeg underviser i dag, så er jeg ikke en forlængelse af en eller andet bestemt tradition.

Søren Hauges endelige farvel til den teosofiske bevægelse 2007 bliver et afgørende år for Søren.

Han kalder det sin smertens historie, men også sin frisættelse. Som repræsentant og rejseleder for det teosofiske miljø rejser han sammen med IKON og Danmission på en interreligiøs pilgrimstur til Indien. Her vil Søren stolt vise sine kristne venner det teosofiske hovedkvarter, men oplever det absurde, at da de når frem, vil vagterne ikke en gang lukke bussen derind.

- Det er surrealistisk - her kommer jeg teosof, og jeg må have en kristen ven og præst til at få mig ind i det teosofiske hovedkvarter - symbolikken kan ikke være tykkere….

Her opdager han, at det teosofiske hovedkvarter i Adyar ligner et mausoleum; forstenet og uden ægte fornyelse. Søren tager allerede beslutningen dernede. Han vil ikke hjem og forsvare en teosofisk bevægelse, som har mi-

stet sin fornyelseskraft. Det er definitivt slut. Men det er også en smertelig slutning, for den idealistiske Søren må indse, at kampen for at ville skabe en fornyelse i den teosofiske bevægelse er endeligt afsluttet. En bevægelse, der har været med til at definere og skabe Søren, siden han var en ganske ung mand.

Ikke første gang Hauge forlader det teosofiske miljø Hauge bliver hurtigt set som ”the upcoming man” i de teosofiske kredse i begyndelsen af 1980’erne. Han begynder en meditations- og studiegruppe som 20-årig. Men det går hurtigt op for Søren, at der er to fløje i det teosofiske miljø. Der er Helena Blavatskyfløjen og Alice Bailey-fløjen, der hhv. repræsenterer den gamle og filosofiske gren, samt den nye og psykologiske gren af teosofien. Søren føler ikke, han kan tage parti, da han både kan identificere sig med det gamle, men samtidig også er helt med på det nye.

Denne kontinuitet anser Søren for at være vigtig. Han bliver underviser og

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 4

TEMA: SELVUDVIKLING

FOTO: LARS HUR

en stor hovedfigur i det teosofiske miljø i Danmark og Skandinavien. Men han oplever diverse magtkampe og korridorsnak i foreningen. Og i 1988 bliver han selv en del af en magtkamp, da hans egen undervisning kompromitteres i det teosofiske samfund, fordi han inddrager nye aspekter i sin undervisning.

Oplevede du, at du ikke måtte stille spørgsmål eller være kritisk?

- Neeej, men alligevel kan man sige, at teosofisk teologi har sine primære udlægninger, som jeg på det tidspunkt går op imod.

Der går ifølge Søren en lige linje fra 1988 og til nu. Han forlader teosofisk samfund i 1988 og ender i en dyb eksistentiel krise.

- Det er, som om navlestrengen bliver filet i med en rundsav, det gør uendelig ondt at føle sig svigtet og føle sig styret. Men det teosofiske foreningsmiljø kan ikke undvære Søren og beder ham om at vende tilbage.

- Det er en sejr for mig, men brændt barn skyr ilden, så jeg har en oplevelse af, at det er et vendepunkt.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 5

Jeg sætter betingelser og får min frihed til at gøre, det jeg vil.

Teosofien i Danmark kulminerer kvantitativt ved årtusindskiftet og man runder 1200 medlemmer, og den fornyelse i det teosofiske miljø, Søren er med til at skabe, knopskyder både i Norge og Sverige.

Navneskifte til Center for Levende Visdom - Men denne frygtelige oplevelse var i virkeligheden en velsignelse i svøb, siger Søren og henviser til mødet med det teosofiske hovedkvarter i Adyar i Indien. Teosofisk forening i Århus skrifter navn til Center for Levende Visdom. Søren understreger ordet levende. Her bliver fokus spirituel vækst. Man er gået fra en traditionel foredrags- og formidlingsforening til en langt mere inddragende og aktiverende forening, hvor man vokser i et spirituelt fællesskab. Fra at læse og fortolke, ”hvad mesteren mon mener her” og udlægge teksten loyalt, bruges teksten som afsæt til en indre udviklingsproces.

- Projektet er idealistisk og båret af ildsjæle, der vil dybde og seriøsitet.

Derfor bliver medarbejderstaben også mindre, forklarer Søren.

- I det øjeblik du siger ja til at gå i dybden, falder de fra, der godt kan lide at lave kaffe, men ikke vil mere end det. Det var meget intenst og familieagtigt, altså en åben familie. De sidste 5 år har været mere meningsfulde for mig, end alle de foregående år. Det handlede ikke om at være repræsentant for en tradition, sige de rigtige ting og holde fast i de rigtige bøger, men det var livsblod, det handlede om. Det har været fantastisk.

Hvorfor lukkede I så i 2012, når det nu var så meningsfuldt og fantastisk?

- Vi nedlægger centeret enstemmigt. Der er ingen konflikt i det. Og vi samarbejder på kryds og tværs i alle mulige andre sammenhænge i dag. De organisatoriske rammer er bare ikke længere nødvendige.

Søren forklarer, at ud over et økonomisk incitament både privat, men også på foreningsniveau, så er han også i gang med nye projekter, der ta-

TEMA: SELVUDVIKLING

Søren hauge var sammen med IKON og Danmission med til at arrangere en rejse til Indien i 2007, som bl.a. gik forbi Det Teosofiske Samfunds hovedsæde i Adyar. Her sidder gruppen og lytter under rundvisningen.

“Jeg har mine rødder i teosofien.

Men har frisat mig fra de teosofiske dogmer” ger al hans tid, så det ville kræve tre mands arbejde at skulle fortsætte.

- Og sagen er også den, at selv om vi alle har lige meget at skulle have sagt, så er det totalt urealistisk at tage mig ud af centeret og forsætte. Det ville ikke give mening, og folk ville undre sig og tænke, hvad der er sket i det stærke fællesskab.

Fra organisatoriske rammer til networking Hvad er forskellen på, at man går fra en mere organisatorisk ramme, hvor man er forpligtet på fx en ideologi eller fortællinger, som man identificerer sig med, til en form, hvor mennesker netværker med mennesker?

- Den er kæmpestor. Jeg tænker ikke organisation i dag, men jeg tænker organisme. Jeg tænker meget mere flydende, strømmende og i bevægelighed. At det mere er kraftpunkter, der går sammen og mødes omkring et meningsfuldt formål. Jeg oplever

generelt, at de traditionelle organisationer er i krise også i de teosofiske miljøer. Dér hvor fornyelserne sker, er dér, hvor man har sluppet de traditionelle organisatoriske tænkemåder.

Dér hvor livet er til at få øje på, er dér, hvor man tænker i de her nye baner.

Der er jo det faremoment, at organisationer har en tryghed, fordi de har en kontinuitet, en tradition, man trækker på. Det ser jeg en styrke i, men problemet er, hvordan skal fornyelsen få muligheden for at lave sit vingefang.

Kan der i disse netværksgrupper ikke findes lige så mange magtkampe og dogmer? Selvfølgelig kan der det, men det er lettere at undgå at falde i alt for mange traditionelle grøfter, når du er i en tankegang, der er flow-orienteret, og som er meget procesbevidst.

Her kommer mange af den moderne psykologis fantastiske vindinger til gavn, for her findes de gode værktøjer til at være konfliktløsende i proces.

Selv om Søren har forladt den teo-

sofiske bevægelse, er rødderne fortsat teosofiske. Han bruger nu sin tid, ud over privatkonsultation, på e-academy sammen med Kenneth Sørensen (se artiklen: Ego eller ikke ego på side 8 i dette magasin). Det er en etårig uddannelse til essensvejleder og etårig uddannelse til soul-flow guide. Disse uddannelser er praksisuddannelser, der netop er 7-strålepsykologi (Baileyteosofi) omsat i et sprog uden metafysik og som et værktøj til anvendelse i konfliktløsning og helhedsforståelse.

I foråret søsættes et parallelt produkt til e-academy sammen med erhvervspsykologisk rådgiver, Sebastian Nybo.

De har stiftet firmaet CoreProfile Institute, der primært henvender sig til erhvervslivet. Sidegevinsten ved dette projekt er, at der også er mere økonomi i det.

Når I udskiller den metafysiske dimension i energipsykologien og gør den til et redskab. Hvordan adskiller I jer så fra mange af de andre tilbud?

- Vi vil ikke skille det ad. Men pointen er, at spirituel praksis beror på, hvis du får erfaringer, der er duelige, så er det dem, du skal forholde dig til, og ikke nogle postulater omkring nogle kosmologiske ting, som du ikke kan forholde dig eksistentielt til i første omgang. Så vi vil aldrig nogensinde fornægte vores inspirationsgrundlag, som er Alice Bailey, Roberto Assagioli og Lucille Cedercrans. Men det er ikke vigtigt for os hele tiden at sige Bailey for at være loyal mod en tradition. Man kan næsten høre de kritiske kristne nu sige: ”Prøver I nu at snige noget ind, uden I siger, hvad det er”. Nej! Men det må ikke blokere folk for at komme til noget. Denne her psykologi er duelig og virker i praksis, og så behøver man ikke forholde sig til Baileys univers for at få gavn af det.

Findes der ikke mange af disse firmaer i dag allerede. Hvad er det nye?

- Vi vil meget mere med det, fordi der er sjæl og dybde i det her. En af de uddannede kursister hos os er eksempelvis guldsmed. Hun er begyndt

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 6

TEMA: SELVUDVIKLING

at holde kurser om bevidsthed og skabelse. Om hvordan folk inden for deres fagområde kan udvikle sig og få mere dybde i deres kunsthåndværk, så det ikke bare er kommercielt, men så der kommer mere sjæl, bevidsthed og dybde i. De anvender de her værktøjer. Det er fuldstændigt nyt! Vi får tilbagemeldinger om større livskvalitet, dybde, bevidsthed og væren i forbindelse med det at producere smykker.

De kurser, der tilbydes i erhvervslivet i dag, går de ikke også ud på at opnå

dybde, en større bevidsthed og harmoni?

- Jo, men vi har et nyt sprog, som ikke findes. I stedet for at folk i et firma tager en flad personlighedstest, der måske nok er inspireret af Jung, men hvor sjælen er gået tabt. Så vil vi hellere, at man i en virksomhed kan bruge et værktøj, hvor du står ved, at du som menneske har en indre kerne, en indre værdi og essens. Og din indre kerne skal være i overensstemmelse med din ydre performance. Det hand-

ler ikke bare om at maksimere din performance.

Fornyelse, fornyelse, fornyelse, hele tiden i udvikling - er det ikke okay, at noget er stille eller står stille?

- Jo, det er det. Fornyelse for mig er ikke en hæsblæsende rejse, fornyelsen kan jo netop også være at synke dybt ind og mærke dig selv mere ubeskriveligt, stille og fredfyldt end du nogensinde har gjort.

Du virker som en lettet mand?

- Ja, jeg føler, at min rejse indtil nu har været én lang forberedelse til det, jeg gør nu. Jeg kalder mig ikke teosof i dag, for jeg vil gerne være fri for at have det mærkat på mig. Jeg har mine rødder i teosofien. Men har frisat mig fra de teosofiske dogmer. Der er så meget glæde og lethed, så meget frihed og fornyelse i det jeg laver nu. Ideerne sprudler, og der er ikke nogle rammer, vi støder imod. Det er frit laboratorium, og kun vores kreativitet sætter grænser.

Levende Visdom - Esoterisk spiritualitet Søren Hauge 699 sider Lemuel Books 2008

Søren Hauges monumentale forsøg på at lave en samlet præsentation af det, han kalder for den levende visdom eller esoterisk spiritualitet. Store tænkere og religiøse personligheder fra alle mulige traditioner finder sin plads i Hauges filosofi, der ikke vil lade sig binde af bestemte traditioner, men overalt finder udtryk for en levende visdom, der bevæger mennesket mod stadig nye erkendelser. Hvis man vil have et indgående kendskab til tankerne bag den spirituelle strømning, som har sine rødder i teosofien, så er dette bogen at konsultere. Hauges store evner som formidler gør de til tider meget vanskelige og vidtforgrenede tanker forståelige og interessante, så de næsten 700 sider slet ikke virker så lange.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 7

TEMA: SELVUDVIKLING

Kan man forestille sig et samarbejde mellem sjælen og egoet, hvor sjælen styrer, og egoet tjener? Det er et spørgsmål, der er værd at undersøge.

Ego eller ikke ego, det er spørgsmålet Af Kenneth Sørensen MA psykosyntese, spirituel underviser og forfatter. www.psykosyntese.dk Et af de helt fundamentale spørgsmål, der rejser sig for enhver, der træder ind på en spirituel udviklingsvej, er spørgsmålet omkring Ego. Hvad gør vi med de sider af vores natur, som er egocentrerede og som sætter skel op imellem selvet og guddommen? De fleste mystiske traditioner, der retter sig mod at forene sig med guddommen eller buddhamind, er enige om, at oplysning handler om at udvide sin bevidsthed fra det individuelle til det universelle. Det forudsætter, at den spirituelle søgende formår at transcendere eller overskride de barrierer, der står mellem det afgrænsede ego-selv og det grænseløse universelle selv.

Ofring af egoet Meditation, bøn og forskellige yogiske praksisser, herunder renselse og tjeneste har været det centrale omdrejningspunkt, som skulle tilvejebringe den transcendens. Det er ofte sket gennem afkald af alle de begær, som ego-selvet har bygget op omkring sin eksistens. Denne asketiske og selvop-

ofrende vej har ofte haft et centralt ledemotiv, og det er forestillingen om at komme ud af verden og ind i Himmerige, Nirvana eller blot ren lyksalig transcendens. I den kontekst giver det mening, at egoet skal ofres på guds alter - vi skal så at sige tømmes for indhold, så det universelle kan fylde tomheden.

Eller samarbejde med egoet I de sidste par hundrede år er der dog opstået en helt ny spiritualitet baseret på evolution. En af de helt centrale skikkelser, der formidlede denne tanke, var stifteren af det teosofiske samfund H.P. Blavatsky og de senere teosofiske pionerer. Den indiske mystiker Sri Aurobindo og hans integrale yoga er også en meget vigtig kilde i forbindelse med denne impuls og mange flere kunne nævnes. Det, der er den nye tanke i denne evolutionsbaserede spiritualitet, er, at den manifesterede verden udvikler sig. De østlige spirituelle traditioner opfattede verden som en illusion, man skulle ud af, og som forhindrede opnåelsen af

den fuldkomne oplysning. Den evolutionære spiritualitet betoner i stedet, at det guddommelige vil manifestere sig på jorden. Det vender hele motivationen på hovedet, forstået på den måde, at det ikke længere handler om at komme ud af verden, men derimod at komme ind i verden med hele det guddommelige potentiale, vi er i besiddelse af. Vi skal ikke blot søge gudsriget i en hinsides verden, men forberede vejen for gudsrigets komme på jorden. Det er en fundamental forskel, som også får betydning for den måde, vi definerer egoets rolle. Den er ikke længere en fjende, vi skal besejre gennem at slå det ihjel eller give afkald på det gennem transcendens. Egoet bliver i stedet en samarbejdspartner, som skal tjene det guddommelige og den højere bevidsthed.

Selvets fire stadier Spiritualitet har nu to dimensioner, der er lige væsentlige. Vi må fortsat udvide vores bevidsthed fra det individuelle til det universelle. Det vil i praksis sige, at en fundamental udvi-

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 8

TEMA: SELVUDVIKLING

“Egoet skal altså ikke afvikles, det skal udvikles”

delse af det, vi identificerer os med og oplever, er sand mig. Der er fire grundlæggende stadier på denne rejse. Det egocentriske selv, hvor vi identificerer os med alle de behov, der sikrer vores overlevelse, status og plads i livet som afgrænset individ. Det etnocentriske selv, som er vores identifikation med alle de tilknytningsgrupper, vi er en del af, familien, vores køn, etnicitet, nation, trossamfund og foreninger.

Det verdenscentriske selv, som er vores identifikation med hele menneskeheden og udviklingen af et sandt humanistisk og globalt orienteret sindelag. Der er en intuitiv dimension af denne udvikling og opvågning, som indebærer, at man får en direkte oplevelse af sig selv som en uadskillelig del af verdenssjælen.

Det vil sige, at man i sin essens oplever, at man er menneskeheden og repræsenterer denne helhed i sit individuelle udtryk. Elsk din næste som dig selv betyder i virkeligheden, at næsten er en selv. Den bevidsthed, der kigger ud af næsten øjne, er den samme bevidsthed, der kigger ud af mine. Den kærlighed, der elsker i næstens hjerte, er den samme kærlighed, der elsker i mit. Det sidste stadie er opvågningen til det kosmocentriske selv, det nonduale niveau, hvor enheden med alt, hvad der eksisterer, erkendes. Den grundlæggende oplevelse er, at alt, hvad der eksisterer, indeholder liv og bevidsthed i en eller anden form.

Der er med andre ord en allestedsnærværende bevidsthed og ånd som gennemtrænger hele eksistensen, som opretholder og udvikler den. Jeg er denne ånd. Det er det non-duale perspektiv.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 9

Egoets forædling Disse fire stadier medfører en gradvis udvidelse og opvågning til fortsat større helheder. Den indebærer også, at vi transcenderer de foregående stadier, men inkluderer dem som fundament, når bevidstheden skal manifesteres. I stedet for den gamle spiritualitets ledemotiv: transcender og ekskluder er den ny tids ledemotiv: transcender og inkluder. Egoet skal altså ikke afvikles, det skal udvikles. Vi skal droppe identifikationen med vores krop, følelser og tanker, men vi skal bevare den sunde og positive kontakt til disse funktioner, da de er redskaber, vi skal udtrykke den højere bevidsthed igennem. En forudsætning for, at egoet – den samlede sum af tanker, følelser og krop – kan samarbejde med det grænseløse kærlige og vise Selv, er at det renses, forædles og dermed udvikles. Lad mig illustrere dette med et eksempel.

Kampen mellem ego og sjæl Vores meditationspraksis vil ofte relativt hurtigt give os nogle højdepunktsoplevelser af kontakt med det verdenscentriske selv. Det kan være en oplevelse af den upersonlige og grænseløse kærlighed til menneskeheden.

En erkendelse af kærligheden uden objekt, hvor kærligheden til medmennesket ikke er noget, man giver eller modtager, men mere er et ocean af samhørighed, man indånder sammen og lever i. Det kaldes også for kristusbevidstheden. Disse højdepunktsoplevelser fortoner sig hurtigt, fordi vores identifikation med de gamle egostrukturer fortsat lever i bedste velgående, især i de underbevidste regioner.

Faktisk vil disse højdepunktsoplevel-

ser kalde disse gamle strukturer frem fra kælderen, fordi de står i direkte opposition eller modpol til den indstrømmende højere bevidsthed. Det er i denne situation, at der opstår en indre kamp i mennesket mellem egoet og sjælen, der er en repræsentant for den verdenscentriske bevidsthed. Det er en kamp eller indre konflikt mellem to forskellige behov – kærligheden til egoets behov og kærligheden til menneskehedens. Det er dog ikke to uforenelige behov, for konflikten skal føre til en harmoni og et samarbejde, hvor de egocentriske behov gradvist erkendes og udvikles. De delpersonligheder eller egostrukturer, der bærer disse behov, skal gradvist lære at samarbejde med det verdenscentriske selv eller sjælen. Det er i virkeligheden et psykospirituelt og terapeutisk arbejde, som jeg ikke kan redegøre for her i sin totalitet, da det er alt for omfattende at beskrive i en så kort artikel. Det er dog det centrale tema i min netop udkomne bog: Storhedens kald – integral meditation og vejen til frihed.

Virkningen af evolutionær spirituel praksis Det, som i sin essens er sagens kerne, er, at det større altid kan inkludere det mindre. Når de underbevidste strukturer oplever, at spirituel udvikling ikke betyder død og udslettelse af det, de kæmper for: overlevelse, tryghed, status etc., så bliver det muligt at udvikle et samarbejde. Evolutionær spirituel udvikling handler jo netop om at bringe mere lys, kærlighed og visdom ind i verden. Det kan sagtens forenes med behovet for en sund økonomi, seksualitet og anerkendelse. Det er ikke længere hovedmotivet for det spirituelt

TEMA: SELVUDVIKLING

engagerede menneske, men blot helt naturlige behov, der opfyldes som led i den spirituelle praksis. Det er, hvad Jesus også forstod, da han bad os om først at søge himmeriget, så kom alle de andre ting helt naturligt. Ikke som noget, der kommer dumpende ned fra himlen på mirakuløs vis. En evo-

lutionær spirituel praksis vil gøre os så kreative og værdifulde for verden, at vi aldrig vil have problemer med at få vores personlige behov opfyldt. Vi bliver kanaler for kærlighed, visdom, kraft, intelligens og skønhed – kort sagt det gode, det sande og det skønne.

Vi går ind i politik, undervisning, for-

retningslivet, kunst, videnskaben, religionerne og alle de praktiske områder og bliver skabende lysende kreative.

Det er hvad en evolutionær spirituel praksis afstedkommer - et samarbejde mellem ego og sjæl – hvor sjælen styrer og egoet tjener.

“Vi må fortsat udvide vores bevidsthed fra det individuelle til det universelle” Storhedens kald - Integral meditation og vejen til frihed Kenneth Sørensen 304 sider Kentaur Forlag 2012

Dette er vel, hvad man kan kalde en klassisk selvudviklingsbog, med personlige erfaringer, personlighedstypologier og selvudviklingspraksisser.

Kenneth Sørensen har skrevet en meget personlig bog, der tager afsæt i den udvikling, som han selv har foretaget sig. Derigennem formidler han både engageret og indsigtsfuldt de ideer og spirituelle praksisser, som har bragt ham igennem hans udvikling. Der er masse af teosofisk stof, selvom Kenneth Sørensen som en del af sin udvikling har forladt den teosofiske bevægelse. Men det teosofiske materiale nytolkes og nyformuleres. Sammen med Søren Hauge (se artiklen: Navnet er Hauge, Søren Hauge på side 4 i dette magasin) er Kenneth Sørensen en af de vigtigste formidlere af nyere, esoterisk spiritualitet i Danmark.

Mere information: www:e-academy.dk www.psykosyntese.dk

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 10

TEMA: SELVUDVIKLING

Hvad betyder selvrealisering for dig?

Under den årlige messe, Mystikkens Univers, som sidste gang fandt sted den 2.-4. november 2012 i Østerbrohuset i København, tog Lene Skovmark kontakt til en række af de personer, som medvirker på messens forskellige stande og spurgte dem ud om selvrealisering og selvudvikling.

Læs her, hvad de svarede.

Af Lene Skovmark Præst og medlem af redaktionen Bolette Bach, clairvoyance og tarot Selvudvikling og selvrealisering er for mig to forskellige ting. Selvrealisering er at gå målrettet efter noget, man gerne vil, at virkeliggøre sin drøm, som for eksempel at uddanne sig til præst. Selvudvikling sker, når man møder det man kalder et spejl, hvor man mærker antipati mod et andet menneske, eller når man møder modstand i livet, at man så nysgerrigt tør spørge: Hvorfor? At man vender blikket indad og spørger: Hvad skal jeg lære? I stedet for at give andre skylden. I stedet for at lægge ansvaret udenfor sig selv og være fordømmende, så blive rummende og empatisk.

Freja Eliane Johannesen, intuitiv maling, healing og meditation Det er at få kontakt med det Højere i sig selv.

Det handler også om at afvikle det personlige selv for at åbne sig for det større guddommelige, som jeg forstår som lyset og kærligheden.

Det er min tro og oplevelse, at vi bærer det guddommelige i os selv som en gnist af det Større. Det giver en følelse af at komme hjem til det, der er det virkelige, det egentlige.

Selvet skal afvikles for at skaffe plads og at blive mere åben for at tage imod og give. Kun at ville mig selv er for småt.

Anette Ejsing, Ph.D. og Erhvervsteolog Der er flere lag i selvrealisering. Der er det professionelle lag, hvor jeg proaktivt skal gøre noget, sætte mig et mål og forfølge det. Så er der det dybere lag, der har med hjertet at gøre. En form for selvrealise-ring, hvor jeg opdager mig selv, hvor jeg skal bruge hjælp for at finde ud af, hvem jeg er, for jeg er blevet forført af det jeg tror, jeg vil. Endelig er der det individuelle og mere pragmatiske lag, hvor kultur og livsomstændigheder er med til at forme mig. Fastekur muliggør selvrealisering af de tre lag, fordi du tager et basalt livsgrundlag væk, nemlig mad. Når vi ikke må spise, bliver vi tvunget til at møde sider af os selv, som er skjulte af den madtradition, som lægger sig som et lag over os selv. Mad er afledning. Faste åbner mennesket for selvrealisering på det skjulte plan i mennesket. Det man får ud af det afhænger af, hvordan man bruger muligheden for forandring. Faste er en genvej til den form for selvrealisering, som vor kultur ikke er god til at formidle. Du bliver mere nøgen over for dig selv, og mærker dine længsler, følelser og frygt på en klarere måde. Jo mere arbejde man gør, jo mere integreret bliver man med det selv eller den dybere identitet, som ellers er skjult, og som vil leve, hvis det får lov.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 11

Annalise Stourup de Molade, Intuitiv LifeCoach og Healer, livsvejleder, psykoterapeut og spirituel lærer Det er et stort spørgsmål. For mig handler det om at leve det, min Sjæl vil have mig til at gøre. At arbejde på at skabe en bedre verden.

Det giver mig glæde og glæder andre. Gør det der får dit hjerte til at synge, for verden har brug for mennesker med hjerter, der synger. Selvrealisering er en nødvendighed, du ikke kan vælge fra. Det vil ske alligevel, når du kommer i krise, og du kan vælge at gå imod eller at samarbejde med de udfordringer (= gaver), livet giver. Målet er af finde hjem til mig selv. Jeg er det jo allerede, men jeg skal finde ind til det menneske, jeg er.

Rishi Tulsidasananda, munk fra Tyskland, discipel af guruen Swami Vishwananda At have en ubetinget kærlighed til alt og alle, inklusive dig selv. Ubetinget grænseløs kærlighed til det guddommelige kan ikke adskilles fra kærligheden til mennesker. Selvrealisering er en proces, der kan være lang eller kort, hård eller let, afhængig af din længsel efter kærligheden. Hvis du elsker den guddommelige kærlighed, er vejen kort, og vanskeligheder er ikke en hindring. Alt overvindes ved tålmodighed og ved at være positiv over for alle på den åndelige vej og positiv i forhold til dig selv. Alt starter indefra, og når du elsker dig selv, vil du naturligt elske andre. Kærlighed er begyndelsen og målet, og meditation understøtter processen.

Jens Lybecker, miljøsagsbehandler i kommunen, discipel af Swami Vishwananda, spirituelt navn: Roshan.

Mit svar vil være teoretisk, da jeg selv ikke er realiseret. Som menneske har vi en Sjæl, som er det evige i os. Når du er i stand til at erkende det fuldt ud, er du realiseret og lever i sjælsbevidsthed. På den måde opnår du broderskab med alle andre sjæle, og alle skel mellem mennesker ophører. Et skridt videre er gudsrealisering, som Jesus havde opnået. Han siger jo ”Jeg og Faderen er ét”. Der er mange niveauer af realiseret bevidsthed, og det højeste er kosmisk bevidsthed. Jeg praktiserer en form for yoga praksis, som renser fra alt det negative og bygger op med den højeste energi. Når man bytter tung energi ud med lettere energi, sker der en åndelig udvikling.

TEMA: SELVUDVIKLING

Omvend dig - og bliv som barn på ny!

Troen har konsekvenser, også nede i kroppen og ude i verden.

Af Povl Götke Lic.theol. (ph.d.), TPC Løgumkloster Kristendommen handler om, at man skal omvende sig. Johannes prædiker omvendelse og døber, dvs. han vasker folk rene for snavs, så de er klar til at indgå i en ny sammenhæng. Denne rabiate, reformjødiske tradition tager Jesus på sig og fører videre med samme radikalitet. Der ligger en knivskarp selverkendelse og en klokkeklar opfordring i talen om omvendelse: vi er ude på et skråplan, vi retter vores opmærksomhed det forkerte sted hen, vores handlinger er tomme og ligegyldige – og det skal der laves om på.

Nu! Vi skal vende os om, vende ryggen til det, vi spontant, instinktivt eller ”naturligt” retter vores opmærksomhed mod og bruger vores energi på, nemlig os selv og vores eget. I stedet skal vi samle opmærksomheden om det andet og den anden. Det handler ikke om selvet og ens eget, men om Gud og næsten. ”Du skal elske Herren din Gud af hele

dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.” Det er det største bud i loven. Og det næste er: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Det er det, det hele handler om, kristeligt anskuet.

Hvis vi holder op med at søge vores eget og i stedet begynder at søge det, der er Guds, og hvis vi begynder at elske vores medmennesker som vi elsker os selv, så åbner himlens porte sig. For det er ikke kun os selv, der forandres, men verden og virkeligheden omkring os fornyes.

Omvendelse har konsekvenser Omvendelsen sker ved, at man kommer til tro, men det handler ikke om at tro på, at Bibelen er Guds ord, for det er den ikke. Det handler om at tro på, at Jesus er Kristus. Gud blev ikke en bog. Gud blev menneske.

Men denne tro på, at Gud kommer til os mennesker i form af Kristus og vender os om, så vi kan blive frelst i fællesskabet med Gud og næsten, har nogle konsekvenser. Dette aspekt ved

troen har været fortrængt i meget af den moderne, mondæne kristendom herhjemme. Det skal vi have lavet om på, for ellers er det ikke kristendom, vi forkynder.

For Paulus er det hævet over enhver tvivl, at troen har konsekvenser på det personlige plan og i det sociale spil. I Galaterbrevet sætter han kødets gerninger overfor åndens frugter på en måde, så konsekvenserne er krystalklare: ”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige. Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Alt dette er loven ikke imod! De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.

Lever vi i Ånden, skal vi også vandre

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 12

TEMA: SELVUDVIKLING

“At blive kriste-lig, deri ligger den sande selvudvikling og selvrealisering” i Ånden. Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.”

Heller ikke for Luther er troen uden konsekvenser i det ydre og på adfærdsplanet. I ”Om et kristenmenneskes frihed” skriver han, at det ikke er gode gerninger, der gør en mand god, men en god mand gør gode gerninger.

Det kan ikke være anderledes. Kierkegaard er inde på noget af det samme i ”Kjerlighedens Gjerninger”, når han om kærligheden skriver, at det er utænkeligt, at man skulle kunne tro på kærligheden uden også at handle kærligt. Tror man på kærligheden, så handler man også derefter, ellers så tror man ikke på den. Man forsøger i det mindste på det. Man bliver inspireret, man får en samvittighed.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 82 // side 13

Begge de herrer - og Paulus med, for den sags skyld - er smerteligt bevidste om, at tingene er mere spegede end som så, og at mennesket er et syndigt, sammensat væsen med en uudgrundelig evne til at forplumre alt hele tiden. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Men det ændrer ikke ved, at tro for dem ikke blot er noget, der foregår mellem ørerne, men også er nede i kroppen og ude i verden.

Kristendommen siger sandheden om menneskelivet og har derfor ingen illusioner om, at det kan lade sig gøre at ophæve selvkærligheden: ”Du skal elske næsten som dig selv.” Enhver tale om selvafvikling er løgnagtig og hyklerisk. Men kristendommen taler om en transformation, en forandring,

en fornyelse, en genfødsel af selvet, således at det bliver kriste-ligt. Deri ligger kristendommens enorme terapeutiske potentiale, som har reddet utallige mennesker kloden rundt fra selvdestruktion: at man i troen erstatter sit kødelige jeg, misbrugeren, med et kristeligt selv, der lever sit liv for og med andre.

At blive kriste-lig, deri ligger den sande selvudvikling og selvrealisering. At blive ligedannet med Kristus.

I hver eneste hattedame og drukkenbolt er Kristus, og i hver eneste kiste, vi skubber ind i ovnen eller bærer til graven, ligger Kristus. Hvis man forstår det, er man kommet i mål. Men det kan kun et barn tro på, så kristendommen handler om at blive som barn på ny.

FOTO: DREAMSTIME

TEMA: SELVUDVIKLING

Kunne man tænke sig, at der bag tidens trang til selvrealisering ligger en længsel efter at finde - og blive - den man virkelig er som skabt af Gud? Og er helliggørelse et svar på denne længsel? Den norske teolog Joachim Grün, som er uddannet i ignatiansk spiritualitet og leder af Solåsen Pilgrimsgård i Norge, skrev i bladet Over Alt (nr. 1, 13. årg.

2001) en artikel med titlen Helliggjørelse – vår dypeste lengsel. Nedenstående er udvalgte og let redigerede uddrag fra denne artikel.

Helliggørelse - Kristendommens svar på selvrealisering?

Af Joachim Grün, teolog og leder af Peterstiftelsen Oversat og redigeret af Lene Skovmark, Præst og medlem af redaktionen At blive menneske fuldt ud Helliggørelse handler om menneskets dybeste længsel efter at blive hel, helbredt og helstøbt. Helliggørelse beskriver vejen tilbage til vores rette hjem, vejen mod at blive menneske fuldt ud.

Ligesom en fisk i vandet er i sit rette element, sådan er vi fuldt ud mennesker, når vi lever og bevæger os og handler i Gud. Helliggørelsen handler ikke om at polere sin ydre maske og havne i en farisæisk og uægte fromhed. Helliggørelsen er længselen efter det ægte, længselen efter at blive det, Gud har bestemt os til, nemlig at blive Kristus lig. Helliggørelse rummer håb om forvandling, først og fremmest af vort hjerte, og så af hele menneskeheden. Den giver håb om, at frelsen begynder at skabe nyt liv her og nu.

Kirken og den åndelige længsel Det er nødvendigt at genopdage helliggørelsen, for ved sin tavshed om

dette tema er kirken medansvarlig for nyreligiøsitetens opståen. Hvis vi ikke genvinder den gamle kirkelige selvforståelse, som beskriver helliggørelse som kirkens og menighedens mål, vil kirken miste sin åndelige relevans. Da vil kirken fastholde mennesker i en åndelig umodenhed, som med lovord positivt omtales som barnetro. Det er det, som i Hebræerbrevet kritiseres som ”mælketro”1, og som står i vejen for vækst og håb om modning. Helliggørelse er teologiens omega og det endelige mål for kirkens liv og virke.

Bibelen om helliggørelse Ifølge Bibelen er helliggørelsen Guds vilje for den troende2. ”Ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige”3. Hvis vi mennesker skal komme ind i det fuldkomne fællesskab med Gud, må vi vokse til lighed med Kristus. Johannes siger i sit brev: ”Vi ved, at når han åbenbares, skal vi

blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” Og: ”Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren”4. I den græske tekst kan ”rense sig” også oversættes med ”helliggøre sig”.

Bibelen beskriver helliggørelse som en spændingsfyldt proces. På den ene side er det Guds værk.5 På den anden side, og som en konsekvens af det, Gud gør med os, skal vi rense os selv, ja, stræbe efter hellighed.6 Luther og helliggørelse For Luther selv hang retfærdiggørelse og helliggørelse tæt sammen, uden at sammenblandes, og uden at adskilles.

Derimod var lutherske teologer forsigtige med at beskrive, hvad frelsen virkede i menneskets hjerte, for man var bange for, at det igen skulle føre til en lovisk gerningskristendom.

Når Luther beskriver de gode gerninger, som fører til helliggørelse,

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 14

TEMA: SELVUDVIKLING

nævner han tre aspekter: Kærlighed til vores næste, kampen mod kødet og det onde begær, og et liv i ydmyghed og gudsfrygt. De to sidste måder at leve på kan kun virkeliggøres gennem et dybere bønsliv. Det er her, den lutherske kirke har ringe indsigt i sjælens indre processer og kun lidt at bidrage med i den åndelige kamp, som så skal føre til kærlighed til vor næste. Det er derfor, at pietistisk helliggørelsesforkyndelse med vægtlægning på tjenesten ofte har ført til den selvudslettende, grå tjeneste, som ofte overskygges af et dårligt selvbillede, og ikke vokser ud af kærlighed og en erfaret forvandling til det billede, Kristus er for os.

Moral eller helliggørelse?

I løbet af kirkens historie ser vi ofte, hvordan bibelske spændinger mellem moral og helliggørelse bliver opløst ved, at et kirkesamfund kun fremhæver ét aspekt af sandheden og glemmer eller fortrænger den tilsyneladende modsætning. I dag er spændingen måske størst mellem den såkaldte herlighedsteologi, der hævder, at de troende kan blive syndfri, og en luthersk elendighedsteologi, der beskriver den troende som en tilgivet, men uforbederlig synder.

Et af kristentroens største dilemmaer er en moraliserende forkyndelse, som i mange sammenhænge har erstattet den sunde vejledning i helliggørelse. Dette er ikke mindst en konsekvens af det sidste århundredes ”etiske teologi”, som den liberale teologi lancerede. Moral og etik er vigtig, men helliggørelse griber dybere og er samtidig en forudsætning for den kristne moral og det, Jesus forventer af sine disciple som en ”bedre retfærdighed”.

Jesus forventer, at disciplenes retfærdighed ”langt overgår de skriftkloges og farisæernes”. Han beskriver denne nye retfærdighed i bjergprædikenen og siger, at hans disciple uden den retfærdighed aldrig kommer ind

i Himmeriget”7. Denne ”bedre retfærdighed” er kun mulig ved at ”rense bægerne indvendigt”, hvilket betyder at rense hjertet. Jesus forventer altså fra den troende en helt anden standard. Dette er kun muligt gennem helliggørelsen, som tager udgangspunkt i hjertet, og som sprænger alt, hvad mennesker selv kan præstere.

Luthersk bolværk mod helliggørelse Det er nødvendigt at kritisere, hvad man kan kalde det lutherske bolværk mod helliggørelse. Der er især tre tendenser: 1. Retfærdighed og helliggørelse skilles ad. Efter Luther bliver retfærdiggørelsen mere og mere forstået som et juridisk begreb, som har med dommen at gøre. Frelsen bliver opfattet som noget, der sker i himlen, og bliver indsnævret til at handle om tilgivelse af synder. Og ikke længere som både fremtidig og nuværende, en nyskabende forvandling, som begynder her og nu og fuldendes på dommens dag.

2. Det pessimistiske lutherske menneskesyn. Denne ensidige juridiske og himmelske frelsesforståelse går i spænd med det, der ofte kaldes det sorte lutherske menneskesyn.

Mennesket opfattes som syndigt og forbliver synder. Bibelens beskrivelse af det nye liv, der forvandler den troende, bliver nedtonet, og helliggørelse beskrives ikke længere som vækst. Lutherdommens tale om den troende som retfærdig og synder på én gang (simul justus et peccator) fortolkes ofte sådan, at vi retfærdiggøres ved tro på Kristus, mens vi her på jorden er uforbederlige syndere.

3. Den manglende tro på en ”bedre retfærdighed”.

Dette ubibelske menneskeFOTO: DREAMSTIME

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 15

syn fører ofte med sig en vægring ved at tale om en kristen etik. Når frelse ikke forvandler mennesket, og mennesket statisk forbliver en synder, kan man naturligvis ikke forvente nogen genuin kristen etik. Derfor har luthersk teologi ofte en tendens til at beskrive en almen menneskelig etik, som man kan forvente, at enhver person, uafhængig af troen, kan forstå og forpligte sig på. Dette må nødvendigvis føre til moralisme.

For at komme ud af vores lutherske dilemma, må vi tilbage til en teologi og spiritualitet, som udholder Bibelens spænding mellem retfærdiggørelse og helliggørelse. Og tilbage til Luthers egen forståelse.

Noter 1 Hebr. 5,12 f.

2 1. Thes. 4,3 3 1. Peter 1,15-16 4 1. Joh. 3, 2-3 5 Joh. 17,17 6 2. Kor. 7,1 Hebr. 12,14 7 Matt. 5,20

TEMA: SELVUDVIKLING

klageretten

Når bliver sat på porten

Den positive psykologi har vundet indpas i det danske samfund, på godt og ondt. Der er ikke noget i vejen med at fokusere på det positive, men som ideologi, der nægter at se realiteterne i øjnene, kan det være direkte skadeligt, hævder Ingerlise Provstegaard, der introducerer os til en amerikansk bog, der analyserer rødderne og virkningerne af den positive psykologi i det amerikanske samfund.

Af Ingerlise Provstgaard Pensioneret lærer og medlem af redaktionen Da jeg var barn, læste mine forældre højt for min søster og mig af den amerikanske bog ”Pollyanna” – historien om den lille forældreløse missionærdatter, der gennem skuffelser og trængsler lærte princippet om altid at møde det sørgelige og svære med at fokusere på noget positivt: ”Jamen, DET kan jeg da være glad for!” forkyndte hun, hver gang hun fandt en lille lysstråle i mørket. Og med den forkyndelse blev hun selv en lille lysstråle, der skabte glæde og forvandlede menneskesind omkring sig.

Eleanor H. Porter’s ”Pollyanna”, der udkom i USA i 1913, lever endnu i børnelitteraturen, men gennem tiderne har den måttet stå model til mange foragtelige grimasser og overbærende smil: ”Ja-ja-ja, så let er det jo heller ikke – pladder og kvalm kristelighed!”

Nutidens udbredte forkyndelse og brug af positiv psykologi kunne godt ligne Pollyannas ”at-være-glad-leg” for fuld udblæsning. Men er den det?

Det vil jeg vende tilbage til senere.

FOTO: COPO, SXC.HU

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 16

TEMA: SELVUDVIKLING

Mere skade end gavn?

Den positive psykologi har med sine løfter om gennem tanker, vilje og ord at kunne blive herre over sit liv og sin skæbne fået en stor indflydelse i hele den vestlige verden. Så stor, at der i USA, hvor den må siges at have sine kraftigste rødder, nu høres stemmer, der stiller spørgsmålet, om den gør mere skade end gavn. Også herhjemme er der betænkeligheder. ”Positiv psykologi er ikke altid lykken”, lød således overskriften på en artikel, lagt ud på nettet af Berlingske den 30. november 2012. Artiklens forfatter, Christina Bølling, belyste gennem interviews med danske positivisme-skeptikere nogle af dens problemer og nævnte også fire amerikanske bøger, som gør op med dens negative sider.

En af disse bøger stødte jeg på for et par år siden og fandt den et både sobert og vigtigt indlæg i debatten om positivismens velsignelser. Den er skrevet af journalist og forfatter Barbara Ehrenreich og hedder BRIGHTSIDED - how the relentless promotion of positive thinking has undermined America (2009).

Essensen af hendes påstande er, at positiv tænkning er blevet til en ideologi i USA, og at det er en ideologi, der underminerer landet, fordi den bremser eller direkte hindrer realistiske bedømmelser af virkeligheden, opfordrer mennesker til at være uærlige om deres sande tilstand og betegner al sygdom og ulykke som selvforskyldt: ”Du tænker negativt, du høster negativt!”

Inspirationen til en nærmere analyse af den positive tænkning og dens virkninger, der hvor den blev dyrket systematisk, fik hun, da hun ca. 10 år tidligere blev ramt af brystkræft.

At dø med smil på læben De nuttet- lyserøde omgivelser og den ikke så lidt overdrevne muntre atmosfære, hun mødte overalt i det behandlingssystem, hun naturligt måtte

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 17

”Hvis du er syg eller lider nederlag, så er det din egen skyld!” indgå i, fyldte hende fra dag ét med undren og væmmelse. En reklame for en plysset ”brystcancerbamse” med en lyserød sløjfe på brystet fik hende til at tænke, at ok, måske skulle hun dø af det her, men ”at hun skulle dø krammende en bamse og med et lille lykkeligt smil om munden, det havde hun ikke været forberedt på at blive konfronteret med”!

Distancerende og skarpt humoristisk beretter hun, hvordan hun og hendes medsøstre i ulykken opfordres til at modtage sygdommen som en gave, omfavne den som en chance for et bedre liv, som en dør til det guddommelige. Ethvert udtryk for bitterhed, vrede eller frygt – enhver klage over smerter og ubehag – mødes med en strøm af bebrejdelser fra behandlere og medsøstre, der fuldt og fast tror på, at sygdommen kun kan bekæmpes ved totalt at nægte rum for den slags tanker og ord. Kampen skal føres ved kun at tænke positive tanker og ved at visualisere, hvordan immunsystemets små soldater rykker ud og nedkæmper fjenden, canceren. Tænker man negativt, bliver soldaterne trætte, og sygdommen forværres.

Og her sætter B.E. lys på det meget centrale spørgsmål, som det er relevant at stille på alle de steder og niveauer, hvor den positive tænkning hersker: Hvad med dem, der ikke vil være med? Dem, der insisterer på at have lov til at være vrede eller modløse og sige det højt? Ja, de bliver ildesete og irettesatte og i mange tilfælde simpelthen udelukket af det gode selskab. Nogle kvinder fortalte hende, at de var blevet udelukket fra deres støttegruppe, da det viste sig, at deres cancer havde bredt sig. For ifølge en sådan ideologi kan tilbagefald og fiasko kun skyldes en utilstrækkelig overgivelse

til den positive tænkning: ”Du har nedkaldt det over dig selv – det er din egen skyld! Og du skal ikke trække os andre med ned!” En stor omkostning at betale for retten til at være sand ikke alene i sine følelser og udtryk, men i selve sin virkelighed!

Hvad er baggrunden?

Inspireret af disse erfaringer i den lyserødt muntre sygdomsverden og ud fra efterfølgende omhyggelig og kompetent research påviser B.E. gennem sin bog, hvordan positiv tænkning, specielt gennem det sidste tiår, har gennemsyret så godt som alle niveauer og områder i samfundet – hos de arbejdsløse, i forretningsverdenen, på helbredsområder, i psykologien, økonomien, blandt de kristne, ja helt op til landets ledende kredse, hvor man fx i årene op til den økonomiske krise nægtede at høre på ”negativ snak” i så udbredt grad, at budbringere af dystre forudsigelser risikerede fyring.

Hun følger den positive tænknings rødder tilbage til 1800-tallets ”New Thought”- bevægelse, som handler om at tro på, at det, man tænker, på godt og ondt bliver til virkelighed. Tanker kan skabe virkelige hændelser, ja, de kan slet ikke lade være! Som magneter tiltrækker ens tanker en positiv eller negativ virkelighed – ”fra energierne i universet”, eller i kristent regi fra en Gud, der ønsker, at mennesker skal have, hvad de ønsker sig, og være rige og raske – alt efter, hvad man tænker og siger. Det er den såkaldte ”lov om tiltrækning”. Man høster, hvad man sår – får, hvad man beder om.

Og man høster ikke kun på det personlige plan, man er i høj grad med til at tiltrække godt eller ondt for sine omgivelser også. Dermed bliver det helt logisk en næsten hellig pligt

TEMA: SELVUDVIKLING

“Gud vil, at du skal være rask, rig og lykkelig”, sådan lyder budskabet i mange amerikanske mega-kirker. FOTO: DREAMSTIME

at gå til kamp mod enhver klagen og græden og udbredelse af dårlige nyheder. Man skal arbejde intenst med sig selv for aldrig at give plads og udtryk for tvivl og bedrøvelse, frygt og skepsis. Det er en disciplin, der skal læres, og man skal lade være at omgås jammerhoveder, for de smitter!

B.E. funderer også over årsagerne til, at amerikanerne med så åbne arme har taget imod ideologien og mener, at en af grundene måske kan findes i en modreaktion til den stærke indflydelse, som calvinismen i sin tid bragte med sig fra Europa. Dens strenge krav om dyd, pligt, hårdt arbejde og moralsk levevis lagde en knugende, deprimerende dyne over livet; at føle sig lykkelig betragtedes faktisk som en synd. Pudsigt nok, hævder hun, rummer den positive tænknings ideologi den selvsamme calvinistiske trang til konstant selvransagelse – nu ikke ledende efter synd, men efter negative tanker – og til fordømmelse og udstødelse af synderne.

Men naturligvis passer ideologien også som fod i hose til hele konceptet ”den amerikanske drøm”, drømmen om at kunne opnå alt, hvad man sætter sig for og sætter sin vilje ind på.

Gennemsyrer hele samfundet ”Get motivated!” lyder det højlydt og muntert i en forretningsverden, der er trængt af nedgang, og motivationen bliver fremelsket hos de ansatte med et hav af kurser, selvudviklingsbøger, Dvd’er osv., som forkynder den po-

sitive tænknings velsignelser. I store fællesmøder lyttes der til oppiskende taler og deltages i stående jubelbekendelser som: ”I FEEL HEALTHY, I FEEL HAPPY, I FEEL TERRIFIC!” B.E. nævner bl.a. marketingfirmaet Amway som et godt eksempel på denne kultur, hvor det ligesom i cancerfællesskabet lyder: - ”Bliver du fyret, så tag det som en chance for et bedre liv - en udviklingsmulighed - en tiltrængt timeout!”

-”Føler du dig dårligt behandlet, så gør noget ved din negative holdning!”

- ”Går det skidt, så har du ikke arbejdet hårdt nok med dig selv!”

Som den socialt engagerede/indignerede person B.E. er, tilføjer hun ironisk, at det jo også er ulige nemmere for en leder at arbejde på at få den ansatte til at erkende sig lykkelig i enhver situation, end det er at gøre noget ved reelle og urimelige uretfærdigheder i systemet!

I de megastore succeskirker møder B.E. nøjagtig det samme mønster: Gud vil, at du skal være rig, rask og lykkelig – men du må selv skaffe dig goderne ved at tro på, at det kan ske: tænk, at det er muligt, og det vil ske!

Herlighedsteologi eller fremgangsteologi, kender vi det som på vore kanter.

Hun undres over, hvordan tærsklen mellem businessliv og kirkeliv synes nedbrudt, og hvordan begge med lige stor styrke fokuserer på vækst og resultater. I business bruger man åndelige metoder som middel, i kirken verdslige, som stærkt nærmer sig ok-

kult magi. Gud er den tjenende ånd, som skaffer guld og store resultater – hvis altså menigheden er med på at tænke de rigtige tanker!

Hun undres også over, at man i disse gigantkirker afstår fra kristne symboler og al ”gammeldags kirketradition.” Man vil fx ikke skræmme folk væk med en, der hænger på et kors!

Bygningerne ligner anonyme lagerhaller, musikken er larmende, talerne korte og muntert oppiskende til SEJR i alle livets forhold.

Der er måske lidt flere smil, og der er måske ikke ligefrem udstødelse og fyringer for at være ked af det. Og dog, siger hun – bag facaden med smil og kærlige ord ligger ganske samme kolde dom: ”Hvis du er syg eller lider nederlag, så er det din egen skyld!”

På det psykologiske område var man lidt sene til at acceptere positiv tænkning som en behandlingsmetode, men nu er ”positiv psykologi” kommet på banen for alvor. Her hedder det at stræbe efter lykke. Der laves store undersøgelser af, hvem der er lykkelige, og hvorfor de er det – undersøgelser, som B.E. og andre anser for videnskabeligt tvivlsomme, men som alligevel har overbevist mange om, at der er noget brugbart dér. Det har bl.a. medført, at offentlige tilskud til traditionelle behandlinger nedprioriteres til fordel for lykkepiller og coaching.

I tiden op til den økonomiske nedsmeltning, siger B.E., lød der mange advarende røster om landets katastrofekurs. Røsterne blev bragt til tavshed, ikke sjældent ved simple fyringer af ulykkesfuglen! Og man har holdt endnu fastere på positiv tænkningmetoderne, selv efter, at det gik galt for alvor. Men på trods af alle anstrengelserne, vurderer hun, har amerikanerne ikke fået det bedre i dette tiår.

De rige er ganske vist blevet rigere,

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 18

TEMA: SELVUDVIKLING

men de fattige er blevet fattigere, og som nation, hævder hun, ”er vi blevet mere og mere nedtrykte og bekymrede i de år, hvor lykke-bevægelsen har blomstret”.

Retten til at klage sig B.E. har sat sig for at slå et slag for retten til at klage sig, hvis der er noget, der gør ondt. Retten til at sige fra, hvis man opfordres til at juble, når man har mest lyst til at græde. Retten til at være sand i sine tanker og sin tale.

Hendes hovedkonklusion er, at positiv tænkning er et fænomen, som arbejder stik imod de mest fundamentale menneskelige instinkter for overlevelse. Det er aldeles unaturligt og direkte tåbeligt ikke at tænke realistisk over, hvilke farer der kan true, se dem i øjnene og tage sine forholdsregler.

Positiv tænkning kan udvikle sig til en slags kollektivt selvbedrag, hvor troen på alle tings gode udgang overdøver alle advarende stemmer. Som da man fyrede skeptikere før den økonomiske nedsmeltning – og som da man overhørte advarsler og røde lamper, før to fly tørnede ind i to tårne.

BRIGHT-SIDED anskuer ikke problemerne omkring positiv tænkning og positiv psykologi fra en kristen vinkel. Bogens vurderinger hviler på almindelig sund fornuft: det her er simpelthen ikke sund og sand menneskelig adfærd. Og det tror jeg, mange vil være enige i, sådan som det også kom frem i den nævnte artikel i Berlingske.

Tilbage til Pollyanna For mit eget vedkommende var det så, at jeg gennem læsningen yderligere kom til at tænke på min barndoms Pollyanna og hendes positivisme. Var det hendes ”at-være-glad-leg”, der omsider havde fået det blå stempel?

I begge tilfælde hviler adfærden på en tro. Pollyannas tro er en traditionel tro på, at hun har en far i himlen, der elsker hende. Hun bebrejder ikke hverken Gud eller mennesker for sin

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 19

på mange måder hårde skæbne, man kunne sige, at hun tager imod sit liv, som det er. Men hun vil ikke stille sig tilfreds med at gå til bunds i sorg og mørke, og ergo må hun finde og fremholde lysstrålen i mørket, hver gang det er ved at blive for meget.

Ud af det kommer megen glæde både for hende selv og hendes omgivelser.

Den positive tænknings tro er i de fleste tilfælde rettet mod en diffus guddom: det guddommelige, universet, de kosmiske energier eller som i succeskirkerne en Gud, som er løst fra traditionens og Bibelens bånd. Det er en tro på, at det guddommelige, universet, de kosmiske energier eller Gud står parat med alverdens velsignelser og bare venter på bestillingssedlen, for enhver er i sin gode ret til at vælge, hvad man ønsker sig og dernæst kræve det, fast i viljen og troen. Det eneste betingelse er, at man komplet og aldeles vender ryggen til det negative – betragter det som ikke eksisterende.

Hvis man opfylder denne forudsætning, vil modgang og mørke forsvinde som dug for solen.

Ud af det kommer ganske vist i mange tilfælde spektakulære resultater, men også uendelig megen skuf-

felse, frustration og forladthed, når legen ikke lykkes, eller resultaterne ikke holder.

På trods af lighederne i de to slags positivisme er de vel derfor i deres grundlag snarere hinandens modsætninger. Ikke mindst, hvis vi foruden at bruge den sunde fornuft også anskuer sagen fra kristentroens side. For at søge, og finde, en lysstråle at glæde sig over midt i et svært vilkår, er nu engang ikke det samme som aktivt og viljefast at benægte og fornægte det sværes eksistens. At acceptere sit liv med dets givne vilkår er ikke det samme som at kræve retten til at sortere det svære fra. Og at tro på en kærlig far, der er nærværende i ethvert givent vilkår er slet ikke det samme som at påtage sig det fulde og tunge ansvar for at skaffe sig et godt liv med alt, hvad det indebærer.

B.E.vil slå et slag for retten til at klage sig, når det gør ondt. Hun vil ikke være med til at sætte klageretten på porten og tvinge mennesker til at tænke, tale og handle på en måde, der ikke svarer til deres sande jeg. For så ender vi i en falsk lykke, en selvbedragerisk sikkerhed, mener hun.

Hun er ikke blind for, at det i sig selv jo er en god ting at kunne finde de lyse sider i tilværelsen. Men når en positiv livsholdning, som for den enkelte kan være god og gavnlig at stræbe efter, sættes i system som den eneste acceptable måde at møde verdens tilskikkelser på, så udvikler den sig, som hun påviser gennem sine mange eksempler, til at blive kold og nådeløs både over for den, der underkaster sig systemet og over for dem, der falder udenfor.

Læs mere: Positiv psykologi er ikke altid lykken af Christina Bølling, artiklen findes stadig på www.berlingske.dk Bright-Sided - How the Relentless Promotion of Positive Thinking Has Undermined America af Barbara Ehrenreich Thorndike Press 2010

Moon er død. Hvad vil der nu ske med den bevægelse, som han grundlagde og var leder af? Vil bevægelsen dø ud, stagnere eller måske ligefrem ekspandere? Martin Herbst forlod bevægelsen efter 16 aktive år, og her giver han sit bud på fremtiden for Moonbevægelsen og samtidig en personlig reaktion på afskeden med den person, der engang var som en far ham.

Moons død og mit liv Af Martin Herbst Præst og medlem af redaktionen Tidligt om morgenen den 2. september 2012 udåndede Sun Myung Moon, grundlæggeren af Moon-bevægelsen, hvis officielle navn er Family Federation for World Peace and Unification.

Dermed sagde verden farvel til en af det 20. århundredes mest omdiskuterede messiasskikkelser. I kølvandet på Moons død har mange spekuleret over, hvad der vil ske. Hvem vil nu udstikke de overordnede retningslinjer for avisen The Washington Times og de andre medieinstitutioner? Hvem vil nu lede viften af industriforetagender, der genererer milliardbeløb? Hvem vil nu styre uddannelsesinstitutioner som det amerikanske Bridgeport University eller det koreanske Sun Moon University, der tæller titusindvis af studerende? Hvem vil nu lede udviklingen af bevægelsens landområder i Paraguay og Brasilien, der er på Danmarks størrelse? Hvem vil nu søsætte

internationale konferencer og fredsinitiativer, der samler verdens religiøse og politiske topledere? Hvem vil nu inspirere medlemmerne med visioner og projekter? Jeg skal vende tilbage til disse spørgsmål senere i artiklen, men først vil jeg fremføre nogle betragtninger af mere personlig karakter.

Moon var min far For nogle mennesker var Moon en forretningsmand. For andre var han en religiøs leder. I manges øjne var han en selvbestaltet messiasfigur, der forførte hundredtusinder. Jeg er, for så vidt, enig i alle tre anskuelser. Men for mig var han mere end det. Han var tillige min far. I perioden 1978-96 var Moon, hvor mærkeligt det end kan lyde, mere far for mig end min egen far. Hvordan har jeg det med, at den mand, jeg med stolthed kaldte ’sande far’, og som jeg blandt andet overlod at vælge min ægtefælle, nu er borte?

Jeg må sige, at nyheden om Moons død ikke er kommet som et chok. I mit liv var Moon allerede død, da jeg brød med ham og hans lære i 1996.

Det brud repræsenterede både min og hans død. Da han, om man så må sige, døde for anden gang 2. september 2012, oplevede jeg det nærmest som en naturlig forlængelse af det, der allerede var sket i 1996. For mig var hans første død således langt værre end hans sidste!

Hvad tænker jeg nu? Hvilke forestillinger gør jeg mig om fremtiden for Moon og hans bevægelse? Hvad angår Moons personlige skæbne, ønsker jeg ham kun det bedste. Jeg har ingen skjult bøn om, at han skal brænde i helvede som bod på den afgudsdyrkelse, han i realiteten personificerede.

Jeg nærer intet ønske om, at hans misbrug af menneskers tillid og penge vil låse ham fast for evigt i et lukket

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 20

kredsløb af skyld og straf. Jeg håber ikke på straf og hævn. Jeg håber på tilgivelse og forsoning. Jeg håber, han er et godt sted, hvor han kan slappe af uden at føre sig frem som messias.

Og hvis Gud er så god, som jeg tror, han er, er der også håb for Moon. Af ret indlysende grunde ved jeg ikke, hvordan himmeriget ser ud. Men det kunne være et fantastisk syn at se (os) banditter som Moon danse hånd i hånd med hinanden, tilgivet og levendegjort af Guds kærlighed.

Jeg ønsker også det bedste for hans familie og bevægelsens medlemmer.

I mine øjne et det uløseligt forbundet med, at de erkender den åndelige dovenskab, arrogance og frygt, der kendetegner foretagendet. For det er åndelig dovenskab, der bevirker, at man giver sit hjerte til noget, der giver sig ud for at være Gud uden at være det. Det er arrogance, der forårsager, at man tager patent på sandheden og dermed lever i det, jeg kalder ’de færdige forklaringers paradis’. Og det er et udslag af frygt, når man forskanser sig i et fællesskab, der er immunt over for selvkritik. Alle tre træk kendetegner bevægelsen, hvor mange rosværdige projekter den end har søsat og opretholder med største personlige ofre fra medlemmernes side og understøttelse af mange prominente figurer, der i blandt adskillige statsoverhoveder.

Det betyder igen, at jeg håber, at Moons familie, såvel som medlemmerne, kommer til at græde mange tårer. Kan man virkelig ønske det bedste for sine medmennesker og samtidig håbe, at de kommer til at græde mange tårer? Svaret er ja. For der findes to slags tårer. Der findes de tårer, man græder, fordi man er selvcentreret, stivnakket og hårdhjertet. Men så findes der de tårer, man græder, fordi man opdager, at man er selvcentreret, stivnakket og hårdhjertet. De første tårer er gift for sjælen. De forstener hjertet og gør blind. De sidste tårer,

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 21

derimod, er lægende for sjæl og sind.

De blødgør, og gør seende. Der var engang en sang, hvis omkvæd lød: ’Jeg skulle eje millioner, hvis tårer var af guld’. Der er en dyb åndelig sandhed i de ord, sangskriveren ikke var sig bevidst. De rigtige tårer er af guld.

De er kilden til åndelig rigdom. Ifølge de egyptiske ørkenfædre er de lige så vigtige for sjælen, som vandet er for kroppen. Hvor ville jeg ønske, at medlemmerne fik smag for de tårer. Hvor ville jeg ønske, at de indså i hvor høj grad, de er behersket af åndelig dovenskab, arrogance og frygt og tog de nødvendige konsekvenser.

Mange tror de vil kollapse Med disse personlige betragtninger for brystet vil jeg prøve at skitsere de mulige fremtidsscenarier for bevægelsen. En mulighed er, at det hele vil kollapse nu, hvor Moon er væk. Der er rigtigt mange, der hælder til den anskuelse. Det gør jeg ikke. Det har udløst et væddemål på 6 flasker god rødvin mellem mig og en norsk sjælesørger, jeg mødte på en konference umiddelbart efter Moons død. Han insisterede på, at det hele vil kollapse

inden for en 10årig periode. Jeg sagde nej. Så måtte vi afgøre det med et væddemål. Faktisk kan jeg ikke tabe væddemålet. Det passer mig egentlig fint.

For selvom jeg gerne så, at bevægelsen går i opløsning, elsker jeg god rødvin!

Mere alvorligt udtrykt forholder det sig således, at Moon-bevægelsen allerede nu er så konsolideret, at selvom den skulle blive udsat for en veritabel medlemsflugt, vil der gå adskillige årtier, før bevægelsen er helt opløst.

Til det kan man tilføje, at mange af børnene af de par, Moon har matchet og viet ved de store bunkebryllupper, den såkaldte ’2. generation’, har påtaget sig ledende roller både inden for den religiøse og finansielle sektor af bevægelsen. Titusinder af ’2. generation’ er blevet matchet og har deltaget i et bunkebryllup. Og selvom ikke så få af dem har gjort det ud af ren og skær loyalitet over for deres forældre, er bevægelsen som helhed ikke i farezonen. Blod er tykkere end vand. Der skal en hel del til, før børn går direkte imod dem, der har skænket dem liv og kærlighed. Det gælder ikke mindst Moon-bevægelsen, der i den grad er organiseret som en familie.

Martin Herbst, der på billedet sidder som nummer to til højre for Sun Myung Moon, tror ikke, at Moons død vil betyde, at bevægelsen kollapser. FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF MARTIN HERBST.

“Moon har åndet ud, men der er ingen grund til at ånde lettet op.

Der er snarere grund til at tage en dyb indånding” Den vægtigste grund til, at mange, deriblandt min norske ven, tror, det hele vil kollapse med Moons død er, at man har opfattet bevægelsen som et énmandsforetagende. Det har den aldrig været. Derfor har den igennem årene kunnet overleve den ene Moonrelaterede skandale efter den anden.

Det være sig Moons fængsling for skattesvig, hans udenomsægteskabelige seksuelle forhold, eller problemer med hans børn, der ikke er så forbilledlige, som de bliver fremstillet. Ud over lederen, Moon, er foretagendet konstitueret af læren, Det Guddommelige Princip, der repræsenterer en forening af kristendom og orientalsk tankegang. Det er i kraft af denne lære og den optik, den afføder, at medlemmerne oplever en samhørighed på tværs af nationaliteter og kulturer. For så vidt medlemmerne har tilegnet sig læren gennem foredrag, opdragelse og et væld af uddannelsesrelaterede aktiviteter, er deres engagement i bevægelsen så godt som upåvirket af Moons bortgang.

Det fjerner dog ikke det faktum, at der nu er opstået et betydeligt ledelsesmæssigt vakuum. Men det er der taget højde for. Vakuummet er allerede blevet udfyldt af tre af Moons børn. Sønnen, Hyung Jin Moon, leder den religiøse afdeling, datteren, In Jin Moon, står for det kulturelle og uddannelsesmæssige, medens en anden søn, Kook Jin Moon, styrer forretningsimperiet. Alle tre er uddannet på Harvard og har rimeligt vindende personligheder. De vil gøre deres til, at bevægelsen fortsætter. Den er i så gode hænder, den kan være efter at Moons ældste søn, Hyo Jin Moon, der ellers

var udset som arvtager for mange år siden, er afgået ved døden grundet et overforbrug af narkotika, og den næstældste søn, Hyun Jin Moon, har forladt skuden, fordi han ikke fik lov til at overtage hele ledelsen.

Måske vil de få et opsving?

En anden mulighed er, at bevægelsen vil få et opsving efter Moons død.

Hvor lidet attraktivt dette scenario end er, bør det også medtænkes. Det er faktisk mere realistisk, end man umiddelbart skulle tro. Sagen er, at Moons messianske selvforståelse har virket befordrende for bevægelsens konsolidering, men begrænsende for dens ekspansion. Den konstante strøm af direktiver med dertil hørende udskiftning af ledere har bevirket, at man ofte har måttet opgive lovende projekter og dermed skabt en uro i bevægelsen, der har været hæmmende for medlemstilgangen. Kravene om stadig større donationer fra Moons side har ligeledes udmattet mange trofaste medlemmer og henvist dem til sidelinjen. Det drejer sig om titusindvis af mennesker, der har ’forladt’ bevægelsen på grund af arbejdspresset, ikke på grund af manglende tro på Moon. Nu, hvor disse direktiver og krav bortfalder eller bliver mere moderate, vil mange af disse medlemmer givetvis vende tilbage.

I forlængelse af dette skal det også pointeres, at en stærk hierarkisk ledelsesform er hæmmende, ikke mindst vor foranderlige samtid taget i betragtning. Med Moons bortgang vil organisationen blive mere decentral.

Hvad sker der, når en organisation bliver decentral? Den kan enten gå i

opløsning, hvis dens identitet ikke er stærk nok, eller den kan ekspandere.

Det sidste blev tilfældet for kristendommen. Det var der mange, der ikke havde forudset. Da Jesus hang på korset, troede de fleste, at det var slut med den sekt. Jesu død blev imidlertid kun begyndelsen. Da Ron Hubbard, grundlæggeren af Scientology, døde i 1986, var der ligeledes mange der betragtede det som bevægelsens endeligt. Men ikke så snart var Ron Hubbard væk, før John Travolta og Tom Cruise dukkede op. Hvad vil der ske med Moon-bevægelsen, nu hvor han er død? Man skal være varsom med at give et endegyldigt svar.

Det egentlige problem med Moon-bevægelsen Hvad var og er det egentlige problem med Moon-bevægelsen? Problemet består ikke i, at bevægelsen hjernevasker sine medlemmer eller benytter sig af fordækte metoder til at fastholde dem. Den slags har aldrig foregået, hvor mange avisartikler, der end bedyrer det modsatte. Det er også fejlagtigt at sige, at det hele er løgn og bedrag fra ende til anden. Der er meget godt, sandt og smukt i Moon-bevægelsen, ellers kunne den ikke tiltrække og fascinere så mange.

Problemet med Moon-bevægelsen er det samme, vi finder i ethvert sekterisk foretagende. I en sekt gør man en del til helheden. Dermed lukker man øjnene for den begrænsning og mangelfuldhed, der kendetegner ethvert sundt fællesskab. I Moon-bevægelsen er det helt ekstremt. Mennesket, Moon, bliver til den ufejlbarlige messias. Læren, Det Guddommelige Princip, bliver til

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 22

klumme >> teologi i farten

Af lys er du kommet Af Lene SKOVMARK Denne bogtitel lyste mig i møde fra hylden i en alternativ boghandel. Forfatteren er hospicesygeplejerske og understreger vigtigheden af ikke kun at fokusere på kroppen som forgår, men drage omsorg for livet som består. Kroppen er noget sekundært og et midlertidigt ”vedhæng”, som ikke kan eksistere uden det liv, der strømmer igennem. Mennesket er liv, der har en krop.

I en tid, hvor opfyldelsen af kroppens basale behov og pleje fylder meget i reklamer og i det moderne menneskes bevidsthed, er det en gavnlig påmindelse at betænke, hvor vi kommer fra, og hvad vi kommer af. At vi som mennesker er mere end krop og materie.

hele sandheden. Fællesskabet bliver til himmeriget på jorden. Tendensen til at gøre en del til helheden ser man imidlertid ikke kun i en decideret sekt som Moon-bevægelsen. Den kan være til stede i mange forskellige sammenhænge. Hvor er der mange eksempler på, at folk tilsidesætter ærlig selvkritik og opfører sig, som om deres forestillinger, ønsker og begær er målet for

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 23

Af lys er du kommet, til lys skal du blive, og af lys skal du igen opstå. Sådan lyder en velsignelse bagest i bogen.

Associationen er nærliggende og nok også tilsigtet: af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jord skal du igen opstå. I stedet for at fokusere på krop, forgængelighed og død, kunne man i begravelsesritualet med lige så fuld ret betone, at mennesket udgår fra Gud som er lysets kilde, sat til at være lys i verden, og vender tilbage til Lysets Rige.

En besindelse på at vi er kommet fra lyset, kan være et gavnlig korrektiv til det pessimistiske syn på mennesket som syndigt, som gennem tiden har præget kirken. Og stadig kan gøre det.

Der er mere værdighed i at blive mindet om, at vi er af lys, frem for at vi er af jord.

alt. Det kan føre til mange tragedier fra bankkrak, dopingmisbrug, hestekød forklædt som oksekød, seksuelt misbrug af børn til organiseret kriminalitet og terrorisme.

Problemet i Moon-bevægelsen eksisterede før Moon blev født. Det vil blive ved med at eksistere efter hans død. Udfordringen består i at forholde

Mennesket er et sammensat væsen, formet af jord og har fået indblæst livsånden af Gud. Kroppen forgår, ånden består. Mennesket er ånd og har en krop. Men uden krop intet menneskeliv.

Jesus var helt gennemlyst som menneske og uden synd. Han er ikke bare kommet af lys - han er lys ”sand Gud af sand Gud og lys af lys”. Det kan ikke siges om os almindelige, dødelige mennesker. Men vi er skabt i Guds billede og kaldede til at lade os rense og gennemlyse af Guds kærlighed, så både krop og ånd transformeres. Jesus er verdens lys og kalder os til at leve i lyset.

sig til det, ikke i at stirre sig blind på en enkelt bevægelse. Moon har åndet ud, men der er ingen grund til at ånde lettet op. Der er snarere grund til at tage en dyb indånding.

ikons 20 års jubilæum

There’s a crack in everything

IKON efter 20 år

There is a crack in everything - that’s where the light comes in - i IKON skal vi fortsat eksperimentere med sprækkerne i vores tro og liv. Sådan lød formandens opfordring under jubilæumsfejringen, hvor flere deltagere pegede på IKONs evne til at forholde sig til det skæve og anderledes som noget af foreningens store styrke. Her er indtryk fra IKONs 20 års jubilæum, der bød på en begivenhedsrig weekend med spændende program, gensyn og fest.

Af Lars Buch viftrup og pernille aagaard Tidslinien: IKONs historie personificeret Fredag aftens store programpunkt var tidslinjen, hvor en række personer udgjorde IKONs tidslinje. Den første person var naturligvis Johannes Aagaard, der ganske vist ikke var med i IKON, men som indirekte var årsag til IKON, da ⅓ af Dialogcentret brød ud og stiftede foreningen i 1992. Jens Linderoth talte på vegne af Johannes Aagaard, ligesom han senere også skulle tale for sig selv, da han i forbindelse med Dialogcentrets nedlæggelse blev ansat under IKON. Den sidste person i tidslinjen var Eva Bernhagen, som efter flere års engagement i Islamisk Kristent Studiecenter blev medlem af IKONs bestyrelse og her bl.a. signalerer, at IKON igennem årene har taget islam-dialogen til sig. Ind i mellem var en lang række personer, som har været og er med i IKON, og hver især gav de et varieret og levende billede af en forening, som hele tiden har været i bevægelse. Her et lille udpluk af udtalelser fra personerne fra tidslinjen.

“Jeg var enig med Dialogcentrets teologi - men dybt uenig i ledelsesstilen, og derfor var det nødvendigt at bryde ud” “IKON blev stiftet samme aften, som vi brød med Dialogcentret - og vores første opgave var at løsne os fra identiteten som oprørere og skabe os en identitet som seriøse dialogpartnere” “Hvad er dialog uden spiritualitet? Og spiritualitet uden diakoni og sjælesorg?

I IKON holder vi tingene sammen” “Dialogen i IKON tager udgangspunkt i det andet menneskes fortælling om sig selv” “Jeg har det svært med religionsdialog, men godt med samtaler mellem mennesker” “Det er vigtigt, at der er plads til mennesker med diffus religiøsitet - ellers bliver dialogen kun for vidende elitemennesker” “Det gjorde et stort indtryk på mig, at de muslimer, jeg var i dialog med, sendte mig et kort og ønskede mig glædelig jul” “Gud er altid større end vores ord, så derfor tør jeg være i dialogen - også når det er svært” “Jeg går ikke længere i dialog med folk - nu er jeg venner med dem!”

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 24

ikons 20 års jubilæum

Panelet: Religionsdialogens udvikling Lørdag eftermiddag havde IKON inviteret et panel af tidligere og nuværende aktører i og venner af IKON til en debat om religionsdialogens udvikling og fremtid.

Panelet bestod af: Louise Buch Viftrup (formand for IKON), Morten Skrubbeltrang (generalsekretær for Kirkefondet), Kåre Schelde Christensen (generalsekretær for Folkekirke og Religionsmøde), Agnete Holm (Dialogkonsulent for Danmission), Raag Rolfsen (direktør for Areopagos).

“I Dialogcentrets tid handlede det meget om at omtale andre, i IKON gav vi plads til menneskers selvforståelse - og gennem dialogen nærmede vi os hinanden” “Vi er gået fra at være mærkelige til at være mainstream.

Idag skal vi ikke argumentere for nødvendigheden af dialog” “Vi har i stigende grad brug for dialog med os selv inden for de kristne kirker - og i vores egne menigheder - vi har brug for at tale sammen om, hvad vi tror - og hvordan vi praktiserer vores tro” “Efter 11. september stiller ingen spørgsmål ved behovet for dialog - men mange spørger: Hvordan???”

“Inden for den sidste generation er der sket en ændring i den vestlige religiøsitet af et omfang på størrelse med reformationen - men mange har ikke opdaget det endnu!”

“IKON er gået fra vidensdialog til erfaringsbaseret trosdialog.

Dermed kan flere mennesker være med, fordi det ikke handler om at vide på forhånd, men at spørge nysgerrigt ind” ”I kirkerne er vi forholdsvis langsomme til at opfatte virkeligheden - måske skyldes det, som undersøgelser viser, at en organisation med over 1000 medlemmer i virkeligheden ikke har brug for andre end sig selv” ”Forbløffende mange præster er ikke i stand til at tale om deres egen personlige tro”

FOTOS: LARS BUCH VIFTRUP

”Det moderne menneske bærer i sig mange forskellige identiteter - så der er brug for fællesskaber, hvor man være trygge sammen”

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 25

“Dialogens begræsning er, at den tager så lang tid” “Dialogen indebærer frihed - også frihed for ens samtalepartner til at reagere uhensigtsmæssigt” “Vores politikere er så presset af stemmetal, at de ikke kan vove pelsen i dialogen - men det kan vi i kirkerne og de kirkelige organisationer”

”Kendskab gir’ venskab”, plejer vi at sige. Måske er det snarere omvendt - at ”Venskab giver kendskab”? Beretning om et tankevækkende moskébesøg i Aarhus med kvinder fra Mellemøsten.

Venskab gir’ kendskab Af pernille aagaard HR-konsulent - ”Er du dansker?”

Spørgsmålet stilles til mig af en 7-8 årig pige med store mørke øjne og brune krøller. ”Ja”, svarer jeg, ”men det er du jo også!”. ”Næ”, svarer den lille og hopper afsted, som små piger gør, når de er glade. ”Jeg er jo iraker!”

Denne lille ordveksling i en moské i Aarhus opsummerer meget præcist min oplevelse og mine overvejelser, da jeg senere gør klar til at tage hjemad, og i moskeens entré er ved at finde mit fodtøj blandt de ca. 120 øvrige par sko og støvler. En ung kvinde siger: ”Jeg er glad for, at du som dansker kommer her. Vi kender jo jeres samfund og jeres kultur og religion, og jeg er glad for, at du vil lære os at kende.”

Vi lever i samme land. Vi deler ofte de samme børneinstitutioner og skoler, ungdomsuddannelser og arbejdspladser. Vi lever op og ned af hinanden – og alligevel er det første gang, jeg befinder mig i en levende moske i Danmark – og ikke en museumsmoské i fjerne lande.

Anledningen er profeten Muhammeds fødselsdag. Min shiamuslimske veninde, der er flygtet fra Irak har inviteret mig med kvindefest i moskeen og er synligt glad over, at jeg har taget imod invitationen. Hjemmefra har jeg nøje overvejet min påklædning, men min omsorgsfulde veninde har gennemskuet, at jeg ville falde for meget igennem i mit eget tøj, så hun har medbragt en kjole, hun har fået sendt fra Irak, så jeg passer ind. Kjolen forvirrer nogle af børnene, der ikke er vant til at se en lyshåret i den påklædning. Deraf spørgsmålet fra den lille pige.

Moskeen fyldes af kvinder og børn - efter 120 opgiver jeg at tælle. Der er gamle kvinder og unge. Dansktalende og ikke-dansktalende. Uuddannede og uddannede. Kvinder på pension og kvinder på arbejdsmarkedet. Tørklæderne ryger af – og de næste timer skifter mellem oplæsning fra Koranen ved nogle ældre kvinder, recitationer Min omsorgsfulde veninde havde sørget for at medbringe en kjole til mig, så min påklædning ikke stak af fra resten af deltagernes.

fra Koranen og af digte, sang, musik, trommelyde, dans, de karakteristiske råb fra arabiske kvinder og hyldestråb til profeten, så trommehinderne vibrerer. Derefter trækker kvinderne i bededragter, og bønnen ledes af en kvinde – og så er der masser af mad og kage og hygge.

Det er meget anderledes – og på sin vis overvældende…ikke mindst fordi det sætter så mange tanker i gang. På den ene side gør det ondt, når en lille pige, der taler perfekt dansk og skal leve sit liv i Danmark ikke oplever sig selv som dansker. På den anden side kan jeg kun glæde mig over, at der her er rum for, at flygtede kvinder fra Irak, Iran, Afghanistan, Syrien og Libanon kan mødes og være glade og trygge sammen – og oven i købet åbenhjertigt tage imod kvinde fra en anden tro, der gerne vil være med. ”Kendskab gir’ venskab”, plejer vi at sige. Måske er det snarere omvendt: ”Venskab giver kendskab”?

Undervejs tænkte jeg i hvert fald mange gange på IKONs jubilæum, hvor en af paneldeltagerne i IKONs tidslinie tegnede en udvikling, der gik fra, at vi som kristne undersøgte og talte om ”de andre”, til at vi talte med - og til i dag, hvor ”de andre” er vores venner. For jo flere venskaber på tværs af etnicitet, kultur og religion jo større er håbet om, at vi alle på hver vores vis kan føle os som en del af det samme fællesskab.

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 26

FOTO: LARS BUCH VIFTRUP

JP kom forbi Af Lars Buch Viftrup Ansv. red.

Joshua Peter, kaldet JP, leder dialogcentret Quo Vadis i Tiruvannamalai i Sydindien. Det er på få år blevet til et helt unikt sted for dialog mellem religioner og kulturer, som hele tiden udvikler sig og skaber store forandringer både blandt indere og vesterlændinge, blandt kristne, hinduer og søgende vesterlændinge.

På sit besøg i Danmark var han også forbi IKON, hvor vi tilbragte en eftermiddag og aften i selskab med hinanden. 17 mennesker dukkede op trods meget kort varsel. For der er efterhånden rigtig mange i IKON, som kender JP og Quo Vadis. Som kasse-

rer i IKON, Jens Vestergaard, sagde, så har han ganske vist aldrig været på Quo Vadis, men han har efterhånden mødt så mange mennesker i IKON, som er kommet hjem efter et besøg, begejstrede og forandrede. Det blev en stærk og rørende oplevelse for dem, der mødte op, og venskabet mellem IKON og Quo Vadis blev bekræftet. JP gennemførte en meditation som den, de holder i den røde hytte på Quo Vadis, og som de fleste tilstedeværende kender fra deres ophold på stedet. Der blev talt om samarbejdsmuligheder, udvekslet gaver og spist indisk mad.

Gennem de seneste år er samarbejdet

med Quo Vadis blevet mere og mere afgørende for IKON. Volontører fra Vestens Unge har været med lige fra starten, hvor der bare var en lille rød hytte på den store grund. IKON var med til indvielsen af det store hus under den første interreligiøse pilgrimsrejse i 2007. Og år efter år er forbindelserne blevet flere og flere. Og vi håber, at stedet i fremtiden vil komme til at modtage mange flere volontører og studierejsende, og at venskabsforbindelserne vil fortsætte med at vokse.

Magasinet IKONs læsere kan desuden se frem til at høre mere om stedet i fremtiden.

Merete Juhl Povlsen, ny netværkskoordinator for IKON og Danmission, har som en af sine første opgaver været på besøg på dialogcentret Quo Vadis.

Et grænsesprængende sted Af Merete Juhl PoVlsen Netværkskoordinator i IKON Otte dage i februar 2013 opholdte jeg mig på Quo Vadis i Tiruvannamalai.

Otte dage, som var fyldt med spændende samtaler, fordybet meditation, besøg i templer og ashrams og ikke mindst herlige mennesker. Quo Vadis er for mig at se et helt unikt sted, der formår at skabe et rum for alle mennesker uanset religion, og som samtidig ikke skjuler sin kristne identitet. Selv i Quo Vadis’ geografiske placering afspejles stedets dialogiske karakter, idet det er placeret midt i en hellig, hinduistisk by i et lokalområde, hvor

IKON - tro i dialog // www.ikon-danmark.dk nummer 81 // side 27

de hinduistiske ashrams ligger særlig tæt. Alle ansatte i Quo Vadis arbejder hårdt for at skabe de bedste rammer for dialogen.

Seneste dialogiske initiativ på centret er en daglig meditation kl.12 i Red Hut for alle ansatte uanset religion, hvor der skabes rum for at dele det, som ligger den enkelte på sinde.

Fra første dag blev det taget vel imod, og det viser, at aktiviteter for både besøgende og ansatte gennemsyres af centrets dialogiske og grænsenedbrydende tilgang.

FOTO: MERETE JUEL POVLSEN

Afsender: IKON, Nørreallé 29, 8000 Århus C. Returneres ved varig adresseændring.

Ny netværkskoordinator for IKON

Mit navn er Merete Juel Povlsen. Jeg blev cand.theol. i sommeren 2012, hvorefter jeg fulgte Pastoralseminariets uddannelse indtil julen 2012. Jeg er ansat af Danmission pr. 1. feb. til at varetage både IKON- og Danmission-relaterede opgaver med særligt fokus på den religiøse dialog. Siden 2010 har jeg arbejdet som netværkskoordinator for IKON, og jeg vil fortsat sidde på IKONs kontor i Aarhus.

Jeg brænder for den religiøse dialog, som jeg oplever som noget, der både tilfører nye indsigter i andres og egen tro, og samtidig er religionsdialogen et eminent værktøj til at nedbryde fordomme og misforståelser mellem mennesker. Jeg ser frem til at arbejde med engagerede frivillige i IKON og Danmission, som også oplever en styrke i den religiøse dialog.

Jeg kan fortsat træffes på 30 200 280 eller på ikon@ikon-danmark.dk