DANMISSION MAGASIN 2/2021

ISSN: 2245-6953

Håbet ér ude i verden

2/2021

Nye muligheder for at skabe sammenhæng mellem

ude og hjemme Vi kan fejre 200-års jubilæum i det kommende år, fordi vi gennem hele historien er lykkes med at skabe sammenhæng mellem ude og hjemme.

Tidligere ventede man længselsfuldt på brevene fra udsendte missionærer, der fortalte om resultaterne af indsatsen til de flokke af engagerede, der fulgte med i arbejdet hjemmefra. Brevene var lang tid undervejs, men væsentlige for at fortælle om hverdagen ude i verden.

I dag er det fortsat afgørende at skabe sammenhæng i arbejdet og høre nyt fra de steder, hvor Danmission arbejder. Til gengæld er mulighederne og måden, vi fortæller om, hvad der sker i verden fuldstændig forandret. Ja, måske særligt i de seneste 15 – 20 år, hvor der er dukket helt nye muligheder op for at gøre verden mindre.

Teknologien har betydet, at nyheder udefra ikke længere er måneder undervejs i posten. Vi kan derimod være med live og direkte fra stort set hvert eneste hjørne af verden, og det giver jo fantastiske muligheder for at skabe sammenhæng mellem ude og hjemme.

Men det ændrer ikke ved, at det her godt 200 år efter fortsat er det personlige møde, der bærer missionen. Hvis ikke vi skaber forbindelser, der betyder noget for dig og mig, så bliver det blot systemer, der holder sig selv i gang. Og det skaber hverken håb, tilgivelse eller liv. Så sammenhængen mellem ude og hjemme skabes kun, hvis vi mødes, og vi kan derfor kun glæde os over, at de muligheder er bedre end nogensinde. Det at være udsendt for Danmission behøver nemlig ikke længere at være den årelange udsendelse, hvor man giver afkald på livet i Danmark, og hvor den eneste kommunikationsform til de engagerede herhjemme er breve, der er lang tid undervejs.

Nu er der mulighed for at rejse ud i kortere tid eller for at få besøg udefra, selvom det desværre også på mange måder administrativt er blevet mere besværligt at få visum og alle øvrige nødvendige tilladelser i hus. Derfor må der indimellem tænkes kreativt for at sikre mulighederne for et reelt nærvær og muligheden for at møde hinanden.

Og der er det, at teknologien giver muligheder for at være sammen på en måde, som vi aldrig har prøvet før. For nogle uger siden så jeg fx, at biskoppen i Arcot kirken i Indien inviterede præster i kirken til et online-seminar om et teologisk spørgsmål. Jeg tænkte, at det da ville være helt oplagt, hvis en række præster fra Danmark også loggede på, og der var fælles inspiration på tværs af lande og kirker. Eller det kan være, når der eksperimenteres med online-gudstjenester i lande på tværs af verden, så er der jo ikke langt til, at vi rent faktisk også begynder at holde gudstjenester sammen – selvom vi sidder tusindvis af kilometer fra hinanden. Naturligvis er det ikke det samme som at sidde i samme rum, men det kan skabe mødesteder og sammenhæng i en tid, hvor det ikke længere handler om talrige missionærer, der rejser ud i årevis og sikrer sammenhængen gennem rejsebreve og foredrag rundt om i Danmark.

Verden forandrer sig, og det handler om, at vi sammen med vores lokale samarbejdspartnere formår at gribe de muligheder, der opstår for at skabe nye mødesteder og sammenhænge på tværs til glæde for os alle både ude og hjemme.

Tak for året, der er gået og på gensyn i 2022.

Morten Skrubbeltrang, formand for Danmission

2

Danmission Strandagervej 24 2900 Hellerup Tlf.: 3962 9911 Fax: 3962 0206 Mail: danmission@danmission.dk Følg os på... www.danmission.dk www.facebook.com/danmission www.youtube.com/danmission Instagram: @danmission Twitter: @danmissiondk Støt: Giro: 600-0398 Netbank: reg.nr. 4190 konto 6000398 Sms: DM til 1245 og støt med 100 kr.

Online: danmission.dk/stoet

Danmission Magasin Udgives af Danmission og udkommer 2 gange årligt. Bladet sendes til alle givere og kirker.

Forsideillustration og illustrationer i bladet: Cæcilie Parfelt Vengberg, www.cillevengberg.com De i bladet fremførte synspunkter deles ikke nødvendigvis af bestyrelsen eller redaktionen. Det er tilladt at bringe uddrag med kildeangivelse.

Michael Trinskjær (ansv.)

Lisbeth Langbein Weimann (red.)

Ole Krabbe-Poulsen (layout) Tryk: Øko-Tryk ApS

Danmission fylder 200 år Den 17. juni 1821 stiftede præsten Bone Falk Rønne Det Danske Missionsselskab (DMS), som blev starten på mere end 200 års missions- og hjælpearbejde rundt om i verden. I løbet af årene er der sket sammenlægninger med andre missionsselskaber, som kulminerede i 2000. Her slog DMS sig sammen med landets næstældste missionsselskab, Dansk Santalmission fra 1867, og etablerede det, der i dag er Danmission.

Flere end 8.000 mennesker er engageret i støtten til Danmissions arbejde enten som privatpersoner eller gennem kirker, organisationer, skoler og virksomheder.

De 8.000 tæller bl.a. frivillige i stiftsarbejde, kirker, genbrugsbutikker, sommerlejre og landekredse.

Læs med!

Du kan i dette magasin læse om det stærke fundament, Danmission arbejder ud fra efter 200 års engageret indsats. ’Håb, Tilgivelse og Liv’ er i centrum for alt arbejde både ude og hjemme, og fokusområder for arbejdet er teologisk udvikling, dialog og fred samt bæredygtigt forvalterskab.

Du kan læse mere om både jubilæum og Danmissions arbejde i bladet.

God fornøjelse!

Du kan læse om Danmissions missionssyn og programstrategi for, hvordan der arbejdes rundt om i verden på danmission.dk

Hvis du vil læse mere om Danmissions historie, vil vi anbefale bøgerne ”Det Danske Missionsselskabs Historie 1821 – 1985” og ”Missionssyn gennem 200 år” som er skrevet af tidligere generalsekretær og højskoleforstander, Harald Nielsen.

Køb dem her:

danmission.dk /historiebog

3

Læs mere om Danmissions jubilæum på

danmission.dk /200

Danmissions arbejde i verden

før, nu og i fremtiden ”Vores arbejde i verden kan koges ned til, at vi skal være med til at skabe håb, tilgivelse og liv,” fortæller generalsekretær i Danmission, Kristian Sloth.

Af Lisbeth Langbein Weimann

Tro motiverer til handling

Selvom generalsekretær i Danmission, Kristian Sloth, betoner, at han ’kun’ har været ansat i Danmission i to år og måske derfor ikke er den rette til at fortælle om, hvilken betydning Danmissions arbejde har haft i 200 år, så har han og Danmission alligevel en fælles historie, der rækker ud over de seneste to år. Hans forældre var udsendt for Det Danske Missionsselskab til Tanzania i 1970’erne, da han var en lille dreng, og han har derfor fulgt arbejdet på tætteste hold i mange år.

”Og så er der jo alt det andet arbejde, som er sværere at se med det blotte øje, og som er sværere at gøre op,” siger Kristian Sloth og fortsætter: ”Alt det arbejde der foregår mellem ørerne, i hjertet og i relationerne mellem mennesker. Der er ingen tvivl om, at Danmission har været med til at bringe det kristne evangelium ud og mange af de steder, hvor vi har været, lever kirkerne i bedste velgående og indgår som en vigtig partner i udviklingsarbejdet i de enkelte lokalsamfund – bl.a. i samarbejde med andre religiøse aktører.”

Hospitaler og skoler fungerer den dag i dag ”Mange af de udsendte var ildsjæle, der viede det meste af - eller hele - deres liv til missionen. De var ofte med til at grundlægge hospitaler og skoler, og det er fantastisk at se, hvordan mange af institutionerne står den dag i dag. Nogle er overtaget af regeringer, andre drives af kirkerne – men fælles for dem er, at de stadig er af uvurderlig betydning for lokalsamfundet,” fortæller Kristian Sloth.

Hvor danskerne lytter mere til politikere end til religiøse ledere, så er det i mange udviklingslande præster, imamer og andre religiøse ledere, der lyttes til, og det er de religiøse ledere, der motiverer befolkningen til handling. ”Der bliver lyttet til religiøse ledere i udlandet på en helt anden måde end herhjemme. Derfor er det til gavn for lokalsamfundene, at vi er med til at styrke de lokale kirker og samarbejdet mellem de religiøse institutioner,” siger Kristian Sloth.

Han var i oktober på rejse i Syrien og Libanon, og her besøgte han bl.a. ’Det Danske Hospital’ i Syrien. I år er det 100 år siden byggeriet af hospitalet blev igangsat under ledelse af Fox Maule, som var udsendt af Østerlandsmissionen, der senere blev en del af Det Danske Missionsselskab. Ansvaret for hospitalet er i dag overtaget af de syriske myndigheder, som løbende har udvidet hospitalets kapacitet, og så sent som i år har udvidet med en ny fødeafdeling. På sit besøg mødte Kristian Sloth bl.a. tre ældre kvinder, som fra deres barndom kunne huske og fortælle historier om flere af de mange danske missionærer, der har arbejdet på hospitalet.

Han påpeger, at det er vigtigt, at kirken som institution ikke bare opfatter sig selv som et lokalt eller nationalt fænomen: ”Vi er en del af det samme skaberværk, og så er det også på sin plads, at kirken viser det konkret ved, at man samarbejder på tværs af religioner, og at man mødes og opbygger relationer. Kirken er et godt fundament til at samarbejde om de udfordringer, verden og lokalsamfundene står over for, og som vi som kristne bør føle os kaldet til at hjælpe til med at løse.”

Også andre hospitaler, skoler mv. rundt om i verden er blandt de synlige beviser på 200 års arbejde, som udsendte ildsjæle har været med til at etablere og drive.

4

Partnerne skaber et stærkt fundament

nå bredere ud i den danske befolkning for at skabe endnu mere engagement om Danmissions arbejde, som er bygget op om tre temaer: teologisk udvikling, dialog og fred og bæredygtigt forvalterskab.

En vigtig byggesten i Danmissions stærke fundament er samarbejdspartnerne i de lande, Danmission arbejder i, som pt. er Tanzania, Libanon, Syrien, Irak, Jordan, Egypten, Myanmar og Cambodja.

”Vi har store ambitioner for det fremtidige arbejde i samarbejde med vores partnere, men også når vi ser på, hvordan vi fortæller om arbejdet herhjemme, så vi styrker og udvider det store engagement fra frivillige. Vi skal gøre vores til at være med til at løse både lokale og globale udfordringer, ” siger Kristian Sloth og fortsætter:

”Vi ville ikke kunne udføre vores arbejde uden partnerne og omvendt. Vi har gjort hinanden stærke og har overvundet konflikter, hvilket kun gør samarbejdet stærkere,” siger Kristian Sloth.

De lokale partnere arbejder sammen med medarbejdere på Danmissions hovedkontor i København, men i særlig høj grad med medarbejderne på de eksisterende landekontorer i Libanon og Cambodia og på de kommende landekontorer for Tanzania og Myanmar. Landekontorerne bliver styrket i de kommende år, og der vil igen blive sendt flere mennesker ud til både kontorerne og til partnerne, fortæller Kristian Sloth:

”På den helt høje klinge kan man sige, at vores arbejde skal være med til at skabe håb, tilgivelse og liv i de samfund, vi arbejder i ude i verden – men i sidste ende også herhjemme.” 

”Vi skal tættere på de partnere, som vi samarbejder med, så vi forstår deres virkelighed bedre, og så vi bedre herhjemme kan fortælle om alt det gode arbejde, der sker – både ude hos partnerne, i menigheder og i lokalsamfund. Og med nye digitale muligheder vil der også være mulighed for, at vi med livesendinger kan tage folk herhjemme med helt ud i felten: i den lokale landsby, i den udrydningstruede regnskov eller i den politisk anspændte storby.”

Med til at skabe håb, tilgivelse og liv Det fremtidige arbejde i Danmission bygger på 200 års engageret arbejde fra både medarbejdere og ikke mindst frivillige - og ambitionerne er ikke blevet mindre. Det er stadig arbejdet ude i verden, der er fokus for Danmissions arbejde, men det er et mål at

5

 slutter aldrig Danmissions jubilæumssalme

Håbet og kærlighedens sendelse er udgangspunktet for Danmissions nye jubilæumssalme, hvor melodien understøtter tekstens budskab ved at lægge op til fortsættelse. Det fortæller Per Krøis Kjærsgaard, der er manden bag Danmissions 200-års jubilæumssang.

Af Barbara Christensen ”Håbet er ude i verden” lyder titlen på salmen, der er skrevet i forbindelse med Danmissions 200-års jubilæum. Det er forstander på Osted Fri- og Efterskole, Per Krøis Kjærsgaard, der både har begået tekst og musik til salmen, der skal spilles i let swing.

slutter ikke med, at melodien lander på en grundtone eller tonika. Den står åben. I teksten kommer en opfordring til alle dem, der synger og lytter til den: "Opfordringen lyder: ”Ud skal du gå - Ud skal du nå - Møder er gløder, hvor alt bliver til - Bare vi vil”.

Det skal forstås sådan, at det menneskelige møde giver resonans mellem mennesker. Når vi møder hinanden, er det, som når man slår en tone an på et klaver eller en guitar: Så kan de andre strenge også begynde at vibrere - og det giver resonans. Sådan er det menneskelige møde også. Derfor slutter sangen heller ikke. Hvis man hører melodien, så tænker man, at den ikke helt falder til ro. Og man kan næsten ikke bære det. Men det er faktisk med vilje – for netop håbet og rejsen ud i verden med kærlighedens budskab, det slutter aldrig."

"Jeg var meget beæret over at blive spurgt, om jeg ville skrive salmen. Den bygger sig op om håb. Det håb, der skal bringes ud i verden, og som Danmission gennem sit arbejde er med til at bringe ud," siger han.

Inspireret af vittighedstegning Teksten i salmen udvikler sig hen over fem vers – og det er bestemt med vilje, at titlen er dobbelttydig, forklarer Per Krøis Kjærsgaard: "Jeg faldt over en gammel vittighedstegning, som hedder ”Hvorfor sidde inde, når alt håb er ude?” Den dobbelthed, der ligger i udsagnet om, at håbet er ude, kunne finde anvendelse i salmen; udsagnet kan pege på håbløsheden og afmagten – men kan også tydes positivt; at håbet rent faktisk ér ude i verden.

Den dobbelttydighed danner rammen for salmen."

Per Krøis Kjærsgaard

0 Forstander på Osted Fri- og Efterskole

"Salmen er bygget sådan op, at første vers begynder med håbløsheden: ”Håbet er ude i verden - forjaget, forslået, fortvivlet, forslidt - skygget af menneskers færden. Kapløb med mørket er dit.” Men som salmen skrider frem, afløses håbløsheden, og kærlighedens budskab tager over”, fortæller Per Krøis Kjærsgaard.

0 Tekstforfatter, komponist, pianist og foredragsholder

0 Har skrevet et væld af sange.

Bl.a. ”Kære linedanser” og ”Gi' os lyset tilbage”. Begge sange blev i 2015 kåret til at være i top ti over Danmarks bedste sange i en afstemning afholdt af DR.

”Håbet kommer til verden og lægges i den hullede menneskehånd, altså en reference til Kristus´ fødsel, korsfæstelse og opstandelse. Ved nadverbordet sender han os ud i verden med kærlighedsbudskabet. Det er nemlig det største i verden. Og med det, så er håbet ude i verden."

Sangen der ikke falder til ro Da Per Krøis Kjærsgaard skrev musikken til Danmissions jubilæumssalme, gjorde han sig umage for, at den aldrig for alvor slutter melodisk. Versene

6

1

Håbet er ude i verden

Håbet er ude i verden Danmissions 200-års jubilæum

jubilæumssalme

Tekst og musik: Per Krøis Kjærsgaard, 2021

Tekst og musik: Per Krøis Kjærsgaard, 2021 Let swing



C

C/e

Hå bet er



C/e

skygget af

 

E



u de

/c

ba re vi

C/g

i



ver den

for

men ne skers

fær den.



D



D

liv

F

lev et for

F

slå et, for

Kap løb med

G

Værder det

Dm7

jag et, for



Am7

giv

F

G

E/gis

Am7

Tag el ler

/h

F

for

slidt

/f

G

mør ket er

Dm

G

tvivl et,

D/Þs



D7/Þs

/7

dit.

G

/a

liv et med liv et på

/h

spil

G/d

vil.

rit.

1. Håbet er ude i verden 1. Håbet er ude i verden forjaget, forslået, fortvivlet,forslidt forslidt forjaget, forslået, fortvivlet, skygget af menneskers færden. skygget af menneskers færden.

Kapløb med mørketer erdit. dit.

Kapløb med mørket Ta’giv eller giv Ta’ eller Værd erliv det liv Værd er det levet formed livet med på spil levet for livet livetlivet på spil Bare viBare vil. vi vil.

4. Håbet er ude i verden.

4. Håbet er ude i verden. vi endelig nu endeligved: ved:Kærlighed Kærlighed FordiFordi vi nu er dog største.

Deter erden! den! er dog detdet største.

Det Lang er dén korte besked.

Lang er dén korte besked. substans Vores Vores substans livsresonans. livsresonans.

Toner der rammer og uden men Toner der rammer og uden etet men klingerklinger igen igen

2. Håbet er ude mange 2. Håbet er ude forfor mange håbet alene rungende ord. hvor hvor håbet alene erer rungende ord.

1 Asken af usungne Asken af usungnesange1 sange gøder denden sårede gøder såredejord. jord.

Spirende tro tro Spirende Afgrundens bro bro Afgrundens Bethlehemsstjernen, et lysende Bethlehemsstjernen, et lysendespejl spejl Halvmånens segl.

Halvmånens segl.

5. Håbet er håb omen enverden verden 5. Håbet er håb om håbet værdog oger er håbet håbet bekendt som som håbet er er værd bekendt Chancen er vores, deter erden! den!

Chancen er vores, det Menneskehænderhar harsendt sendt Menneskehænder Ud skal Uddu skalgå du gå Ud skal Uddu skalnå du nå Møder Møder er gløder hvorhvor alt bliver til til er gløder alt bliver Bare viBare vil. vi vil.

3. Håbet er kommet 3. Håbet er kommettiltilverden verden og lagt i den hullede og lagt i den hulledemenneskehånd. menneskehånd.

LivetLivet blevblev livet med livet medsmerten smerten bundet med frihedens bundet med frihedensbånd. bånd.

Kærlighedsord.

Kærlighedsord.

Sagt ved et bord.

Sagt ved et bord.

Sendte et krav gennem tider og land Sendte et krav gennem tider og land Gør hvad du kan.

Gør hvad du kan.

Per Krøis Kjærsgaard 2021

Per Krøis Kjærsgaard 2021 (1 fra Jeppe Aakjærs gravsten) ©www.sangtimen.dk

(1=fra Jeppe Aakjærs gravsten)

7

©www.sangtimen.dk

Kirker arbejder med respekt for den lokale kultur Kontekstuel teologi kan handle om kokosnødder, krigstraumer og kamp for retfærdighed. Den anerkender den lokale kultur og tager afsæt i en tanke om, at vi kan tolke verden teologisk. Derfor bliver den også ofte beskyldt for at være politisk, fortæller professor Peter Lodberg.

Af Malene Fenger-Grøndahl – illustrator: Cæcilie Parfelt Vengberg

Respekt for den lokale kultur

Da den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu i 1970’erne og 1980erne – med inspiration fra amerikansk ’sort teologi’ og sydamerikansk befrielsesteologi – kunne betone, at der ligger en særlig værdi i at være skabt sort, var det med til at ændre en hel befolknings syn på sig selv. Tutus teologiske refleksioner blev en væsentlig forudsætning for kampen mod Apartheid og for, at sorte kristne kunne se sig selv som ligeværdige mennesker med samme rettigheder som andre sydafrikanere.

Hvor afgørende dette er, har mange teologer forsøgt at sætte ord på. En af dem er den ghanesiske missionsteolog Lamin Sanneh (1942-2019), der oprindeligt var muslim, men konverterede til kristendommen – bl.a. fordi kristendommen er en ’oversættelsesbevægelse’, som vedkender sig den lokale kultur som det sted, hvor åbenbaringen finder sted. Det var afgørende for Sanneh, at man i kristendommen oversætter Bibelen til lokale sprog.

”Det viser potentialet i kontekstuel teologi eller lokal teologi – og det viser måske også, hvorfor kontekstuel teologi af nogle opfattes som en politisk teologi,” siger teolog og professor MSO ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, Peter Lodberg.

”Sanneh mente, at der i tanken om, at det lokale spiller en rolle som bærer af det guddommelige nærvær, ligger en respekt for de lokale kulturer som dem, der former kristendommen. Samtidig er kristendommen naturligvis med til at forme den lokale kultur, og i lokal teologi ligger også, at kristendommen kan være afsæt for kritik af de forhold i den lokale kultur, som ikke lever op til det, man kunne kalde Gudsrigets standarder – alt det, der forhindrer mennesket i at leve i overensstemmelse med skaberens hensigt,” forklarer Lodberg.

Kontekstuel teologi, eller lokal teologi, er ifølge professoren en teologisk retning, som især har udviklet sig efter 2. Verdenskrig, ofte som en del af lokale opgør med kolonimagters undertrykkelse af lokalbefolkninger. Kontekstuel teologi anerkender og respekterer den lokale kultur og tager farve heraf, forklarer Lodberg.

Håb, skuffelse og politisk forandring

”Kontekstuel teologi tager afsæt i den tanke, at Gud ifølge kristendommen oversætter sig selv ind i verden og får en historie, som er Jesu Kristi historie.

Gud bliver menneske og bliver del af en kultur – den jødiske – og vedkender sig dermed det menneskelige vilkår at være forankret i en bestemt krop, på et bestemt sted, i en bestemt kultur,” siger han.

Det fører os tilbage til spørgsmålet om lokal teologi som en politisk teologi.

Fortsættes side 10 

8

9

Kontekstuel teologi Kontekstuel teologi, også kaldet lokal teologi, opstod i forbindelse med afkoloniseringen og har især udviklet sig efter 2. Verdenskrig.

Indtil 1900-tallets begyndelse var tanken bag kristen mission i udviklingslande typisk, at man skulle bringe evangeliet og Gud ud til mennesker, der var ugudelige eller hedninger.

 Fortsat fra side 8

”I den lokale teologi ligger et opgør med tidligere tiders åndeliggørelse af, hvad kristendom er. Den er et forsøg på at tænke ånd og legeme sammen, for det legemlige spiller en væsentlig rolle for, at mennesket kan leve et liv i hele dets fylde, både åndeligt og materielt,” forklarer Peter Lodberg.

Kontekstuel teologi vil i mange udviklingslande give inspiration til protester mod politisk undertrykkelse og fattigdom, som man så det i 1970’erne i Latinamerika i form af den såkaldte befrielsesteologi, en katolsk teologisk retning, der læste evangelierne ud fra de fattiges og undertryktes perspektiv, så frelsesbegrebet fik en sociopolitisk betydning. ”Befrielsesteologien blev af mange anklaget for at være for politisk. Man kan også sige, at den til dels fejlede, fordi mennesker i Latinamerika blev skuffede i deres håb om forandring, da befrielsesteologien ikke kunne indfri de forventninger om social forandring, den havde været med til at skabe,” siger Lodberg. ”I Afrika og Latinamerika er en såkaldt herlighedsteologi i stedet vundet frem visse steder. Den er karakteriseret ved en tanke om, at den, der giver penge og andre ydelser til kirken, vil blive belønnet med større rigdom. Det er en form for kapitalistisk belønningslogik,” siger professoren.

Fattigdomsbekæmpelse og kokosnødteologi Han tilføjer, at lokal teologi ikke er politisk i snæver forstand, men kan give sig politiske udtryk, fordi den insisterer på at læse tidens tegn i samfundet og på den baggrund søge tilbage til den kirkelige og bibelske tradition for at finde ressourcer til at forstå og tolke situationen – og med afsæt heri handle for at skabe bedre forhold.

”I en dansk protestantisk og sekulær tradition har vi lært, at det religiøse kun hører hjemme i privatsfæren. Men lokal teologi insisterer på at forstå verden teologisk og hævder, at fordi verden allerede er bærer af Gudsrigets nærvær, kan vi også der finde tegn på, at Gud er i gang med at forløse verden. Det sker, når lidelse og uretfærdighed bekæmpes, når fattige får noget at spise, og når syge bliver raske.”

Lokal teologi kan derfor give legitimitet til at bekæmpe social uretfærdighed og hjælpe syge og nødstedte. Desuden kan den ifølge Lodberg anerkende og inkorporere lokale traditioner. ”Et eksempel er ’kokosnødteologi’ fra Stillehavsområdet, hvor kokosnødden bliver brugt som billedet på Guds rige, der kommer, når kokosnødden falder til jorden – ingen kan bestemme, hvornår det sker. Desuden kan kokosnødden bruges i en lokalt tilpasset nadverfejring, fordi den indeholder både kød og saft, der sidestilles med brød og vin. Man indretter gudstjeneste og sakramenter, så de afspejler respekt for lokale kulturelle traditioner,” siger Peter Lodberg.

Kontekstuel teologi afspejler samtidig kirkens og kristendommens iboende spænding mellem det lokale og det universelle, påpeger han. ”Når Danmission vil bringe teologer og lægfolk fra Syrien og Myanmar sammen, så de kan dele erfaringer, afspejler det denne spænding på fornem vis. De kan give hinanden noget, fordi de står i samme situation, men også fordi de i kristendommen har arvet de samme skrifter og den samme måde at tænke på.

Når Danmission bringer dem sammen, varetager organisationen indirekte en vigtig dimension i kristendommen – at fastholde og udfolde dens på en gang lokale og universelle karakter,” siger han. 

10

Tankegangen ændrede sig for alvor efter en international missionskonference i Edinburgh i 1910, hvor repræsentanter for protestantiske missionsselskaber var samlet. De formulerede en tanke om, at kirkerne lokalt skulle være selvbærende, selvudbredende og selvstyrende, så de kunne løsrive sig fra kirkerne i nord. Bag denne bevægelse lå en tanke om, at Gud allerede er til stede i verden, fordi verden er skabt af Gud, og mennesker er skabt i Guds billede. Forkyndelsens opgave er derfor at tyde og tolke det guddommelige nærvær, der allerede er i verden – at sætte ord og billeder på det – ikke at bringe Guds nærvær ind i verden.

I katolsk sammenhæng skete der en afgørende ændring med Andet Vatikanerkoncil i 1962-65, hvor man gennemtænkte sit kirkesyn og betonede, at kirken ikke primært er en centralistisk, hierarkisk institution med de gejstlige i toppen, men består af Guds folk på vandring. Kirken skal derfor tænkes nedefra og ud fra de lokale forhold.

I den protestantiske verden foregik en parallel udvikling med baggrund i Kirkernes Verdensråd, hvor man i stigende grad støttede teologisk uddannelse i afrikanske og asiatiske lande og i Mellemøsten for at forankre teologien i de lokale forhold.

Når en del missionsselskaber i verden i dag – i lighed med Danmission - satser på kontekstuel teologi, er det med inspiration fra bl.a. Andet Vatikanerkoncil og Kirkernes Verdensråd.

Vi vil inspirere kirkerne til at handle på det, der sker uden for deres mure Når kristne i Myanmar deltager i fredelige protester mod militærstyret, og når kirker i Syrien laver hjælpearbejde blandt både muslimer og kristne, er det blandt andet resultatet af Danmissions arbejde med kontekstuel teologi. Det handler om at reflektere over samfundets udfordringer med afsæt i troen – og på den måde få håb og mod til at handle til gavn for det fælles bedste, fortæller global rådgiver for kontekstuel teologi, Agnete G. Holm.

Af Malene Fenger-Grøndahl I det nordlige Myanmar har der været en tendens til, at kristne menigheder enten lukker sig om sig selv i passiv venten på bedre tider, eller at de griber til voldelig aktivisme for at opnå retfærdighed. Men nu er der tegn på, at nye tilgange til at handle med troen som afsæt vinder indpas. Det skyldes bl.a., at Danmission har støttet kristne i Myanmar i at reflektere over deres rolle som kirker og menigheder og over, hvordan de – med troen som afsæt – kan spille en konstruktiv rolle i det krigs- og konfliktprægede samfund.

Hun tilføjer, at kontekstuel teologi, som Danmission arbejder med det, har fokus på det, der foregår nu og her. ”Kontekstuel teologi går ud på at reflektere over og finde veje til, hvad der er det fælles bedste for alle i det offentlige rum. Det er anderledes i forhold til en dansk kontekst, hvor vi er vant til at høre, at religion ikke skal spille en afgørende rolle i det offentlige rum, og hvor forholdet mellem kirke og stat er præget af, at staten i høj grad har overtaget rollen som den, der definerer, hvad det fælles bedste er.”

”Kristne i Myanmar har med god grund følt sig trængt i mange år, og der er en tendens til, at kirkerne tænker på en af de to måder: Enten tænker de sig selv ind i Exodus-fortællingen og identificerer sig med Moses og hans folk, der vandrede i ørkenen i 40 år. Eller de bliver så frustrerede, at de griber til en voldelig aktivisme for at opnå den ligestilling, de med god grund savner. Men vi kan se, at vores indsats om kontekstuel teologi betyder, at der åbner sig flere veje og måder at se sig selv og sin rolle som kirke og menighed,” fortæller Agnete G. Holm.

Fra Japan til Tanzania, Syrien og Myanmar Hun er global rådgiver for kontekstuel teologi i Danmission og er uddannet cand.theol. Desuden er hun hjælpepræst ved Helligåndskirken i København.

Hun er missionærbarn og opvokset i bl.a. Japan og har arbejdet i mange år i Danmission.

Motivation, mod og håb

”I Danmission arbejder vi med kontekstuel teologi som en form for paraplydefinition af mange teologier – også offentlighedsteologi, altså teologi om, hvordan kirken kan spille en rolle for det fælles bedste i det offentlige rum, økoteologi og religionsteologi.

Det har alt sammen med konteksten at gøre, og vores tilgang er, at vi støtter en trosbaseret refleksion om, hvad der foregår uden for kirkens mure. Det handler ikke om ens egen dogmatik eller liturgi; den er mere udadrettet, aktionspræget og relationspræget,” siger hun.

I mange af Danmissions partnerlande spiller religion og religiøse aktører en afgørende rolle, fordi det typisk drejer sig om svage eller konfliktramte stater som Myanmar, Syrien, Libanon og Irak. ”I disse lande er det ofte kirker, der påtager sig opgaver, som staten ikke formår at løfte. Traditionelt har det været drift af hospitaler, skoler og den slags. Men Fortsættes side 12 

11

 Fortsat fra side 11

i stigende grad er det også dialog og fortalervirksomhed for udsatte, undertrykte og marginaliserede grupper. Her spiller kirkerne en vigtig rolle, også ved at forme alliancer og netværk med mennesker uden for kirken, som kan være med til at løfte opgaverne,” fortæller Agnete G. Holm.

”Mange unge kristne deltager i civil ulydighed mod militæret, laver fortalervirksomhed og tager kontakt til udlandet. De samarbejder på tværs af religiøse og etniske skel, og det er noget nyt. Den åbenhed er vokset ud af den trosbaserede refleksion, og den virker tilbage på kirkesamfundene, som reflekterer over, om de fremover skal give samarbejdet mere plads,” siger hun.

Og det er her, den kontekstuelle teologi kommer ind, fordi den kan styrke kirkernes grundlag for at gå aktivt ind i disse felter og kan motivere menighederne, give dem mod og håb, uddyber hun.

Syriske menigheder stærkere

”Vi tror, at når vi støtter kirkerne og andre religiøse aktører – det kan også være muslimer eller andre religiøse grupper – i at reflektere sammen med afsæt i deres tro, så kan vi inspirere dem på en anden måde, end hvis vi fortæller dem, at det ifølge FN’s menneskerettighedserklæring er en god ide at tage sig af de fattige og drage omsorg for miljøet. Man får et andet lag med.”

Også i Syrien har Agnete G. Holm oplevet, hvordan kontekstuel teologi i en krigs- og krisesituation har styrket og inspireret kirker og menigheder. ”Krigen har virkelig rystet kirkerne i deres grundvold.

Mange menigheder blev splittet og mistede præster, og de præster, der var tilbage, skulle være både nødhjælpsarbejdere og sjælesørgere. Det førte til, at en af vores partnerkirker i Syrien startede et lægmandsteologisk projekt, som vi støttede,” beretter Agnete G. Holm.

Præster holder bedre prædikener Siden 2017 har arbejdet med kontekstuel teologi – i form af støtte til refleksion og aktion med afsæt i troen – været skrevet ind i Danmissions partnerskabsaftale med Danida og har udmøntet sig i projekter i en række lande. Et eksempel er Myanmar, hvor Danmission gennem en årrække har samarbejdet med et institut for teologi, som Agnete G. Holm har besøgt flere gange. Under et af hendes besøg gik det op for hende, at instituttets lærebøger alle var skrevet af europæiske og amerikanske teologer.

I løbet af et år blev der uddannet lægfolk, som kunne påtage sig nogle af de opgaver, præsterne normalt løste alene. Samtidig engagerede kirken sig i stigende grad i samfundet ved at støtte de mange lidende mennesker, både kristne og muslimer. ”Selv om krigen har været en katastrofe, siger flere af kirkerne i Syrien, at den også har været en velsignelse, fordi den har tvunget dem til at gentænke deres måde at være kirke på. De har reflekteret over deres rolle i samfundet og har lært, at de i langt højere grad må engagere sig i dialog med andre religioner.

De har også engageret sig mere i diakoni. Mange menigheder er simpelthen blevet sundere og mere handlekraftige, fordi det blev så tydeligt, hvad der skulle gøres,” siger hun.

”Mange af de lokale teologer havde halvfærdige artikler og manuskripter liggende, men manglede støtte til at få dem ud. Vi har i nu fem år arrangeret seminarer om aktuelle emner, som oplægsholdere har givet deres teologiske bud på, og efterfølgende har vi udgivet oplæggene,” fortæller hun.

Seminarerne, som tiltrækker studerende, professorer og lægfolk, har med Danmissions støtte spredt sig til flere dele af landet og er blevet så populære, at der er venteliste.

Som endnu et udkomme af arbejdet med kontekstuel teologi er Agnete G. Holm nu ved at koble aktører fra bl.a. Myanmar og Syrien sammen, så de kan lære af hinandens erfaringer og sammen reflektere over deres muligheder som kirker.

”Folk vil høre om deres egen kontekst, og det er tydeligt, at det giver de præstestuderende en masse.

Når de har reflekteret over deres egen kontekst ud fra et bibelsk eller dogmatisk synspunkt, tænder det dem, så deres prædikener bliver mere relevante, og de kan motivere deres menighed til at handle i nærområdet,” siger hun.

”I Syrien var der under krigen heftige diskussioner i nogle af kirkerne om, hvorvidt man skulle skaffe sig våben for at kunne forsvare sig. Tilsvarende diskussioner finder nu sted i Myanmar. Her er det langt mere inspirerende for kirker i Myanmar at høre, hvilke erfaringer kirkerne i Syrien har gjort sig, end at høre, hvad man tænker i Frankrig eller Danmark,” siger hun. 

Især siden militærkuppet i februar i år er det ifølge Agnete G. Holm blevet tydeligt, at arbejdet med kontekstuel teologi har skabt større håb og åbenhed i kirkesamfund i Myanmar.

12

Enkle budskaber giver unge libanesere håb ”Vores budskaber skal give unge libanesere håb i en ellers håbløs situation,” fortæller Omar Meksassi, projektleder på det lokale Danmission-kontor i Beirut, der står bag en ny Instagramprofil målrettet unge i Libanon.

Af Lisbeth Langbein Weimann Håbet er svært at få øje på i Libanon efter eksplosionen i Beirut i august 2020, der dræbte 203, sårede over 6.000 og efterlod tusinder hjemløse og stillede landet over for et kæmpe genopbygningsarbejde.

En typisk reaktion i krisetider er at søge hjælp og støtte i religionen, og det er her, Danmission med Teo Tech vil være med til at tænke i nye måder at formidle budskaber, der kan være med til at opretholde håbet hos unge.

Eksplosionen kom oven i en i forvejen skrøbelig politisk fred. Befolkningen har oplevet både borgerkrig, invasioner og står lige nu over for endnu en økonomisk kollaps og et stigende antal COVID-19 tilfælde.

”Vi så et klart behov for, at de religiøse institutioner i Libanon skulle række ud til de unge mennesker på nye måder,” fortæller Omar Meksassi og fortsætter:

Unge sidder kun derhjemme I krisetider er ungdommen en af de mest sårbare befolkningsgrupper, hvilket også er tydeligt i Libanon. ”De unge kommer ikke ud længere, men sidder hjemme på værelset mismodige og deprimerede. Forståeligt nok har de svært ved at opretholde håbet om en bedre tilværelse,” fortæller Omar Meksassi, der er projektleder på det lokale Danmission-kontor i Beirut. Han arbejder med innovation og digitalisering og styrer det lille pilotprojekt, Teo Tech.

”Med Covid-restriktioner og udviklingen i det hele taget, er det nødvendigt, at vi bruger innovation og teknologi i endnu højere grad. Mange teologer kender ikke til alle de muligheder, der er, for at dele budskaber digitalt i hverdagen. Det hjælper Teo Tech dem nu med.”

Netværk på tværs af religioner Teo Tech er i første omgang udmundet i Instagramprofilen ’Nehmehplatform’. Nehmeh betyder ’velsignelse’ på arabisk. Et netværk af frivillige teologer - både kristne, muslimske, buddhister og andre trosretninger står bag indholdet til profilen og Omar Meksassi og en mediekonsulent målretter - i samarbejde med teologerne - indholdet til den unge målgruppe. ”Sociale medier egner sig ikke til lange religiøse tekster, men mere korte, konstruktive budskaber – og det har vi kunnet hjælpe netværket med,” fortæller Omar Meksassi.

Omar Meksassi, projektleder på Danmissions Beirut-kontor

Budskaberne skal lindre og opfordre til positiv handling både over for en selv, men også andre fx i et opslag som dette: ”At hjælpe andre giver dig værdi og formål i dit liv… Hold dig ikke tilbage for at bede andre om hjælp, og sørg for at give til dem, der har brug for det”. Det kan også være spørgsmål, der skaber et øjebliks eftertænksomhed, som ”Hvilke mennesker i dit liv får dig til at se positivt på verden?”.

13

Når ud til mange unge ”Det har været overvældende at opleve den store interesse for budskaberne,” fortæller Omar Meksassi.

Allerede i løbet af de to første uger nåede opslag på ”Nehmehplatform” ud til 50.000. ”Vi kan se, at brugerne gemmer vores opslag og skriver personlige beskeder til os, som vi enten selv besvarer eller sender videre til netværket. Til gengæld oplever vi ikke mange synlige ”likes” af hverken vores profil eller vores opslag, og det kommer ikke bag på os, netop fordi ’likes’ er synlige for andre – og vi mennesker er desværre ikke altid indstillet på at vise, at vi også kan tvivle og savne mod,” fortæller Omar Meksassi.

Han kan sagtens se potentialet i at ekspandere projektet og drage erfaringer videre til lignende projekter i andre lande. Men indtil videre er der fokus på at bringe endnu flere gode budskaber ud til den libanesiske ungdom på ”Nehmehplatform”. ”Med al den feedback, vi allerede har fået, ser vi sammen med netværket på, hvad det fremtidige indhold skal være, så vi også fremadrettet kan være med til at indgyde håb om en bedre verden hos de unge libanesere,” siger Omar Meksassi. 

Håbet vender tilbage til syriske familier ”For første gang i lang tid har vi kunnet dele vores følelser og tanker på en tryg vis, og vi har kunnet føle os som almindelige mennesker igen,” fortæller en syrisk familiefar, der sammen med sin kone og datter har deltaget i projektet ’Revalue Syria’, som Danmission og Compassion Protestant Society står bag.

Af Leila Jisr og Lisbeth Langbein Weimann

Præster og fagfolk står bag undervisning

Krigen i Syrien har stået på siden 2011 og har sat sine tydelige spor på både landet og dets indbyggere.

Store dele af byer som Aleppo og Homs ligger i ruiner, og FN skønnede i 2016, at 400.000 har mistet livet som følge af krigen.

Til hver mødegang blev der talt om et emne som fx fred, konflikt, forskellighed, ‘hvordan udtrykker jeg mine følelser’ og ‘min familie og jeg’. Emner og undervisningsmateriale blev lavet i et samarbejde mellem præster og andre fagfolk som sociologer og psykologer, og undervisningen af børnene bestod bl.a. af praktiske øvelser, hvor de tegnede, malede, talte og legede sammen.

Danmission og Compassion Protestant Society (CPS) står bag projektet ’Revalue Syria’, hvor familier fra forskellige egne af landet og med forskellig religiøs baggrund mødes 12 gange og taler om deres erfaringer, tanker og håb for landet. CPS er en kristen, libanesisk hjælpeorganisation, der arbejder for fattige og marginaliserede i Syrien og Libanon.

”Vi har med projektet ønsket at give både børn og forældre en mulighed for at turde åbne sig igen.

Vores håb er, at familierne bringer nye værdier med hjem, og at de vil bidrage til at vende negative år til noget mere konstruktivt og positivt,” fortæller Sandy og fortsætter:

Sandy er 25 år og facilitator på projektet, der indtil videre har kørt i Aleppo og Latakia. ”Efter 10 års krig med ødelæggelser og sorg er det tydeligt for enhver, at syrerne har mistet livslysten og håbet. Formålet med ’Revalue Syria’ er at genopbygge værdierne for borgerne og give dem et vist håb tilbage – specielt for de børn, som aldrig har oplevet andet end krig,” fortæller hun.

”De voksne og specielt børnene skal gerne gå hjem med følelsen af, at de også selv har et ansvar over for samfundet, og hvordan de ønsker, at Syrien skal være. Og de skal lære at acceptere andre, som er anderledes end dem selv. En pige med et tørklæde om hovedet er ikke en dårlig pige, bare fordi hun har en anden religion.”

Børn som forvandlet Sandy har netop afsluttet et forløb i projektet, hvor børn og forældre blev samlet i hver deres gruppe.

Børnene i den gruppe, hun var facilitator for, var til at begynde med nervøse for at tale med hinanden – specielt med børn med en anden religiøs overbevisning. I begyndelsen mobbede flere af dem endda hinanden. Men i takt med, at børnene lærte hinanden bedre at kende, delte de deres erfaringer med hinanden, og venskaber opstod.

Håb for fremtiden

”Børnene var som forvandlet og følte pludselig en sikkerhed, som de aldrig har kendt. De begyndte at forstå, hvem de selv er, lytte til deres følelser – og til hinanden. De er vant til hårde livsvilkår, hvor familiemedlemmer enten er rejst ud af landet eller døde, og hvor forældrene måske ikke har noget arbejde,” fortæller Sandy.

Familien hørte om projektet gennem deres kirke og så det som en mulighed for at møde andre.

Familien Wess var en af de familier, der deltog. Far, mor og datter på syv år bor i det fattige område Salaheddin i Aleppo. ”Vi har mistet familie og venner i krigen og andre venner er forsvundet, og vi ved ikke, om de lever endnu,” siger en tydeligt berørt far.

”Vi har været taknemmelige for at deltage i projektet, for vi er meget alene, så her fik vi mulighed for at dele vores bekymringer og erfaringer med andre.

Vores datter er vokset op under krigen og er ræd hver gang, hun hører bomberne falde. I dag er hun

14

Øverst arbejder børn med et af "Revalue Syria"s emner.

Nederst til venstre Sandy, der er facilitator i projektet og til højre familien Wess.

mindre bange og kan slappe lidt af,” fortæller moren, og faren supplerer:

Moren i familien Wess fortæller, at projektet har givet dem nye venner og et vist håb for fremtiden:

”Det er første gang i lang tid, at vi har kunnet dele vores tanker på en fri og tryg måde. Når vi mødtes med de andre forældre, kunne vi grine lidt og føle os som almindelige mennesker igen.”

”Før krigen var vi ligeglade med, om andre havde en anden religion end os - vi var lige gode venner af den grund. Men krigen har sat kiler imellem os borgere i Syrien. Så det er godt, at vi, som i dette projekt, finder sammen igen – også med mennesker fra andre egne af landet og med forskellige religioner. Det har givet os håb for fremtiden,” siger hun. 

Sandy fra CPS fortæller, at de oplever, at deltagerne har været glade for at være med, og at flere af dem melder tilbage, at de håber, at projektet fortsætter.

15

16

Dialogen er en øjenåbner Dialogen kan få os til at forstå, at vi er forskellige, og at det så også er helt i orden, siger teolog Henrik Lindberg Hansen, der har skrevet en ph.d. og en bog om dialog mellem religiøse grupper.

Af Lone Krogsholm – illustrator: Cæcilie Parfelt Vengberg Målet med dialogarbejde er ikke at overbevise eller omvende nogen. Det fjerner ikke forskellene, men kan være en øjenåbner for, hvordan nogle tænker anderledes, og måske omvende vores egen attitude over for ’de andre’.

gruppernes dialog i Egypten. Da han i 2010 vendte tilbage til Danmark, opdagede han, at de samme teorier nu kunne bruges her. ”Religiøs dialog har ikke nogen lang historie i Danmark, fordi vi indtil for nylig har været et meget homogent samfund. Vi har ikke brugt religion til at definere os som mennesker. Det var i stedet det politiske højre og venstre, indkomst og den slags, som definerede, hvilken gruppe man tilhørte. Tro var apolitisk. Men det er ved at ændre sig i Danmark, hvor religion nu også er blevet politik, og politik er blevet religiøst,” mener Henrik Lindberg Hansen.

Det mener Henrik Lindberg Hansen, der er cand.theol. Han var fra 2004 til 2010 udsendt af Danmission til Egypten og har på den baggrund skrevet en ph.d. om dialogarbejde. ”Vi mennesker har et grundlæggende behov for at høre til i en gruppe. Det skaber tryghed at kende ’sin flok’, og følelsen af at høre til bliver i høj grad skærpet af, at der er nogle, der ikke hører til. Så kan vi opdele verden i ’dem og os’, hvad enten det handler om religion, nationalitet, hudfarve eller noget helt fjerde.

Men det kan føre til splid og ufred. Gennem dialog kan man opbygge relationer og ’få alle i samme båd’ trods forskelligheder,” forklarer Henrik Lindberg Hansen.

Kølebilen overvandt konflikterne Dialog kommer fra det græske ’dialogos’, som betyder ‘gennem ordet’. Men Henrik Lindberg Hansen fremhæver også begrebet Diapraksis, hvor mennesker med forskellig religion arbejder sammen om noget. Han har oplevet, hvordan CEOSS (Coptic Evangelical Organization for Social Services) benyttede det i Egypten.

Sikret i det religiøse netværk I Egypten sikrer de religiøse netværk deres medlemmers tilværelse. De såkaldte patroner, der sidder i parlamentet, er ofte lokale præster, som repræsenterer og skaffer støtte til deres egne grupper. På den måde er det politiske system religiøst og omvendt.

Lederne mødes i dialog, men ellers taler man ikke med andre grupper om hverken politik eller religion, for så bliver man uvenner. Alligevel lykkedes det Henrik Lindberg Hansen at arrangere dialoger mellem grupper.

”I en fiskerlandsby var der skarpt skel og konflikter mellem kristne og muslimer. CEOSS tog derud og samlede alle i et rum for at snakke om deres problemer. De var alle fattige og havde svært ved at få brød på bordet, og ingen af dem havde råd til at anskaffe en kølebil. I stedet blev deres fangst så købt billigt af en fra byen, der kom med sin kølebil og senere solgte fiskene i byen med en gevinst, som fiskerne gik glip af,” fortæller Henrik Lindberg Hansen.

CEOSS tilbød så at låne dem penge til en kølebil under forudsætning af, at det blev et fælles projekt for de kristne og muslimske fiskere. På den måde blev deres liv knyttet sammen, og de begyndte at gentænke synet på hinanden.

”Nogle gange talte vi om tro, men vi gjorde det fra et personligt perspektiv, hvor målet var at acceptere, at de andre havde en anden tro. Det var meget nyt for folk. De troede ikke på, det kunne lade sig gøre, uden at de kom op at slås,” fortæller han.

Det lykkedes mod alle odds. Efterfølgende beskrev Henrik Lindberg Hansen i sin ph.d., hvordan både politik, sociologi og socialpsykologi spiller ind på

Fortsættes side 18 

17

Fortsat fra side 17

Kendskab nedbryder skel

Religiøse grupperinger kan også være forestillede fællesskaber. Henrik Lindberg Hansen nævner et dialogarrangement i Egypten, hvor deltagerne var kristne fra den vestlige verden samt kristne og muslimer fra Egypten.

”I Danmark har vi tendens til, at vi vil gentænke først, og så kan vi bagefter omsætte det i noget praksis. Men en stærk afstandtagen bliver ikke altid mindre af, at man snakker tingene igennem. Det gør derimod ofte en forskel, hvis man deler vilkår og skal sikre hinandens liv og overlevelse,” siger Henrik Lindberg Hansen.

”Vi snakkede tro, og i begyndelsen var dialogen præget af, at de kristne fra den vestlige verden og fra Egypten udgjorde en fælles gruppe over for muslimerne. Men efterhånden ændrede dynamikken sig, for vi vestlige var på mange punkter længere fra de kristne egyptere, end muslimerne var. Vores måde at leve på lå fjernt fra deres, mens de delte mange vilkår, verdenssyn og sprog med muslimerne. Vi fra vesten blev en effektiv katalysator for, at de kristne og muslimske egyptere fandt et fællesskab i at være anderledes end os. De viste sig at være meget enige om meget,” siger Henrik Lindberg Hansen.

Det kan fælles arbejde være en vej til, mener Henrik Lindberg Hansen. Han nævner et eksempel fra sine studieår, hvor han havde job på Aarhus Havn. Han opdagede snart, at mange af de ansatte her var meget negative over for flygtninge og indvandrere. ”De kunne ikke udstå dem – de var nogle røvhuller alle sammen. Undtagen to! Den ene var en fyr, som arbejdede i samme afdeling som mig. Han kom fra Egypten, hvor han havde vundet bronze i brydning.

Han var god nok. Og det var ham den mørke nede i den anden afdeling faktisk også. Ja, så var der også lige den afrikanske kvinde, som en kollega var gift med. Hun var også fin nok. Men det var resten ikke.

Nej, de skulle bare smides ud af Danmark,” fortæller Henrik Lindberg Hansen og tilføjer, at når man får relationer, bliver mange af de skel, vi har sat op, automatisk brudt ned, fordi de egentlig er meget fiktive.

En kamp mod negative kræfter Ofte er dialogarbejdet frugtbart, og deltagerne får en bedre accept af hinanden og forskellighederne. Selv om de bagefter vender tilbage til et samfund, der fokuserer på forskelle, så er Henrik Lindberg Hansen overbevist om, at dialogen har en effekt og er et vigtigt værktøj til fredelig sameksistens. ”Det virker – det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi vil altid have behov for at skille os i grupper, men dialogen kan være en øjenåbner, som deltagerne går ud i samfundet med. Stærke kræfter i verden trækker os væk fra hinanden. Hvis vi bare lader stå til, så får de negative kræfter frit spil. Men verden består af individer, der hver især kan bidrage til at udbrede en mere positiv holdning til andre,” siger Henrik Lindberg Hansen. 

Fælles om at være anderledes Han refererer til politologen Benedict Andersons begreb ’forestillede fællesskaber’, hvor pointen er, at for eksempel en nation er alt for stort et fællesskab til, at alle kan kende hinanden. Derfor kan man kun forestille sig, at man har et forhold til alle i nationen.

Det er en forestilling, men samtidig så virkelig, at folk kan slå ihjel for det fællesskab.

18

Dialog breder sig som ringe i vandet ”Vi har et særligt fokus på unge i vores arbejde med dialog rundt om i verden, da de kan blive fremtidens ledere,” fortæller Agnete G. Holm og Andreas Dybkjær-Andersson, seniorrådgivere i Danmission.

Af Lisbeth Langbein Weimann Da Corona ramte Myanmar, efterspurgte myndighederne borgere, der kunne samle folk på tværs af religion, etnicitet osv. for at lave en fælles forebyggelsesindsats. Her kunne en gruppe af unge med forskellig religiøs overbevisning træde til. ”Vi havde sammen med lokale partnere trænet gruppen af unge i bl.a. dialog og samarbejde,” siger Andreas Dybkjær-Andersson, landechef for Myanmar og seniorrådgiver i Religion, Dialog og Fredsskabelse i Danmission.

30 unge fra forskellige egne i Myanmar og med forskellig religion var i en måned blevet uddannet i, hvordan de faciliterer dialog og ikke-voldelig kommunikation. ”De unge havde ellers haft svært ved at bruge deres nye viden, da de vendte hjem til deres lokale samfund, hvor de ældre landsbyboere ikke respekterede den nye viden, de kom med. Men med Corona blev der akut brug for dem til at samle og koordinere, hvordan situationen skulle gribes an i landsbyerne,” siger Agnete G. Holm, der i mange år har arbejdet med dialog i Danmission og nu er global rådgiver for kontekstuel teologi.

Ændrer synet på sig selv og den anden Agnete G. Holm har bl.a. undervist unge på dialoglejre i Mellemøsten, og hun har set, hvordan blot få dages undervisning i dialog kan ændre meget for de unge. ”Når vi træner de unge i dialog, lærer de på kort tid at tale og lytte til andre.

De erkender, at de har fordomme - for det har vi alle sammen. De lærer at håndtere fordommene, for det er den eneste måde, man forandrer sig på.

Og de bliver hudløse i forløbet, fordi de går dybere og dybere ned i sig selv – men de kommer også tættere på hinanden, bl.a. når de træner dialog i grupper. Så det er en dialogrejse, hvor de ændrer deres syn på sig selv og den anden”, siger Agnete G. Holm.

Religiøse ledere har indflydelse Danmission har i mange år arbejdet med dialog og fredsskabelse ikke blot blandt unge, men i lige så høj grad blandt religiøse ledere, da lokale vilkår ikke kan ændres uden at inddrage de religiøse ledere. ”De religiøse ledere har indflydelse på en stor del af samfundet, uanset om

19

de står på prædikestolen eller ude i landsbyen. Så det er vigtigt, at de bliver uddannet i at tænke inklusivt og ikke i ”dem og os”. Med den rette indstilling kan de arbejde på tværs af religiøse ståsteder og skabe alliancer og netværk med hinanden. Og det har vi set ske mange steder gennem årene,” siger Agnete G. Holm.

Når der opstår samfundskriser som fx krig eller corona, er det en stor fordel, at de religiøse ledere kender hinanden, så de hurtigt kan tage fat i hinanden. ”For en del år siden var der kirker og moskéer i Egypten, der blev angrebet.

Her ringede præsterne og imamerne til hinanden og stod hånd i hånd i en ring om en bestemt kirke eller en bestemt moské for at beskytte den,” siger Agnete G. Holm.

Et andet eksempel på, hvordan samarbejdet mellem religiøse ledere kan blive bedre gennem dialog er et samarbejde, Danmission havde med den libanesiske partner, Adyan, gennem fire år.

Fortsættes side 20 

Fortsat fra side 19

”Vi arbejdede med religiøse ledere fra otte forskellige trosretninger, og det, der var hårdest og tog længst tid, var dialogen mellem dem. De skulle finde frem til fælles kristne og muslimske samfundsværdier, og de endte med at skrive en undervisningsbog om værdierne, som nu bliver brugt i skoler på tværs af religioner. Det var en sej proces, der krævede mange møder, men bogen endte med at få bred anerkendelse – selv af paven!” siger Agnete G. Holm.

Dialog skabes i samarbejdet En anden måde at skabe forståelse og dialog mellem mennesker er ved at arbejde sammen om små, konkrete projekter. Dialogformen kaldes diapraksis, og der er flere eksempler på, hvordan deltagere fra Danmissions dialogkurser har taget fat i konkrete lokale projekter, der har bragt lokalsamfundet sammen, når de er vendt hjem fra kursus. ”Fx samlede en ung iransk, muslimsk kvinde kristne og muslimske indbyggere i sin landsby, og de genopbyggede i fællesskab en lokal kirke, der var blevet bombet,” fortæller Agnete G. Holm.

Dialogen på sociale medier Dialog foregår ikke kun ansigt til ansigt blandt mennesker, men også i stigende grad i cyberspace på sociale medier, og her indbyder tonen ikke altid til den gode, konstruktive eller for den sags skyld sandfærdige dialog.

Agnete G. Holm kender til unge, der efter, de har gennemgået dialoguddannelsen, forsøger at hjælpe med at fremme den gode dialog. ”De unge mødes og kæmper online mod hadefuld tale på sociale medier, og de modsiger udsagn, bl.a. ved at komme med facts,” siger Agnete G. Holm.

20

Fremadrettet vil Danmission i højere grad have fokus på, hvad der sker på sociale medier og opbygge en mere systematisk tilgang til arbejdet, siger Andreas Dybkjær-Andersson. ”Vi har set, at sociale medier ved konflikter kan have stor betydning. I forbindelse med folkemordet i 2017 i Myanmar på det muslimske mindretal, rohingyaerne, blev rohingyaerne på sociale medier fremstillet som illegale indvandrere, selv om de har levet i landet i mange generationer.

Efterfølgende var Danmission med i et projekt om design og innovation, hvor der bl.a. blev udviklet en chatboks til Facebooks Messenger, hvor man kan faktatjekke oplysninger,” fortæller Andreas Dybkjær-Andersson.

Unge kan blive fremtidens ledere Når Danmission arbejder for at styrke dialogen blandt unge, kan det få stor betydning for de samfund, de tilhører, for hvor demokrati og den ’demokratiske samtale’ er en grundlæggende del af det danske samfund, så er det ikke sådan alle steder i verden. ”Vi kan godt have forskellige holdninger i Danmark, og der kan også opstå konflikter, men så finder vi løsninger sammen. Det er vigtigt for, at et samfund kan bevæge sig fremad, men sådan er det desværre ikke i alle lande,” siger Andreas DybkjærAndersson og fortsætter: ”De unge i de lande, vi arbejder i, kan blive religiøse ledere, politikere eller ledere på universiteter. Vores arbejde handler derfor om at hjælpe dem frem til, hvad man kan kalde en ’demokratisk dannelse’, så de forstår vigtigheden og værdien af dialog og demokrati i et bredere perspektiv.

Vi kan se, at deres uddannelse og træning i dialog breder sig som ringe i vandet til andre unge – og det skaber et håb for fremtiden.” 

Studerende lærer at samarbejde på tværs af religion Arbejdsløsheden blandt unge i Tanzania er høj, og risikoen for at ende i ekstremistiske miljøer vokser tilsvarende. Projektet ’Interfaith Youth Club’ arbejder for, at studerende på universiteter bliver bedre rustet til at søge job og til at få større forståelse for medstuderende med anden religion.

Af Lisbeth Langbein Weimann Christian Council of Tanzania (CCT) er sammen med Danmission og fem universiteter i Tanzania gået sammen om projektet ’Interfaith Youth Club’. CCT er en paraplyorganisation for protestantiske trosretninger og organisationer i Tanzania og arbejder for at styrke lokalsamfund inden for områder som sundhed, klima, økonomisk retfærdighed, tværreligiøse relationer m.m.

ryger ud i kriminalitet – og i værste fald i ekstremistiske terrororganisationer. Samtidig står CCT bag en undersøgelse, der viser, at 65 % af de studerende har hørt andre religioner omtalt hadefuldt af religiøse ledere, og på flere af universiteterne oplever man religiøs ekstremisme.

Gennem undervisning i dialog og praktiske øvelser er målet at skabe større samhørighed, forståelse og respekt blandt de studerende, også så de søger hjælp hos andre studerende uafhængig af religion.

”Vi har to mål med ’Interfaith Youth Club’”, fortæller program officer i CCT, Azgard Stephen: ”De studerende skal være forberedt til at søge job, når de en dag er færdiguddannede, og de skal lære at samarbejde på tværs af religioner. ”

Vi er afhængige af det gode samarbejde

Fem universiteter er tilknyttet projektet, og planlægningen er sket i tæt samarbejde med universiteternes ledelse, som også består af personer med forskellig religion.

Mussa Abdallah Kapenja og Munawwa Suleiman Jaku er begge deltagere i ’Interfaith Youth Club’ og de har allerede efter få mødegange fået stort udbytte af at deltage.

IT-færdigheder og den gode jobansøgning

”Jeg lærer meget af at deltage i Interfaith Youth Club”, fortæller Mussa Abdallah Kapanja. Han er er 21 år og læser Community Development:

På hvert universitet samles en gruppe med 10 studerende bestående af fem muslimer og fem kristne. De mødes en gang om måneden og bliver undervist i at kommunikere og samarbejde på tværs af forskelligheder og får færdigheder til at komme ud og begå sig på arbejdsmarkedet. De lærer fx at skrive en god jobansøgning samt basale IT-færdigheder og hjælper hinanden på kryds og tværs med de forskellige færdigheder, de hver især har.

”En medstuderende med en anden tro end min egen ser jeg nu som et medmenneske, som jeg kan samarbejde med, og hvor vi kan hjælpe hinanden på forskellig vis. Den tilgang kan jeg også bruge, når jeg er færdiguddannet og forhåbentlig får et job. For vi er afhængige af, at vi kan samarbejde - både her på universitetet, på arbejdspladsen og i alle livets øvrige sammenhænge.”

“Vi kan se, at aktiviteterne skaber relationer og fremmer den fredelige sameksistens fremadrettet i det tanzaniske samfund,” siger Azgard Stephen.

Munawwa Suleiman Jaku er 24 år og læser Development, Finance and Investment: ”Nu kan vi dele ideer og arbejde sammen mod fælles mål på en anden måde, end vi kunne før. Så jeg håber, at projektet fortsætter, så også andre studerende kan få glæde af det.” 

’Interfaith Youth Club’ er mere aktuel end nogensinde før af mange årsager: Ungdomsarbejdsløsheden i Tanzania er høj, hvilket øger risikoen for, at de unge

21

Drømmer om egen symaskine

Mary (tv.) og Sada er tidligere studerende på syskolen.

”Før jeg gik på syskolen, havde jeg ingen muslimske veninder. Det har jeg nu,” siger Mary, der er kristen og uddannet syerske fra syskolen Upendo, som Danmission støtter.

Af Anna-Marie Lauenstein og Lisbeth Langbein Weimann I den største by på Zanzibar, Stonetown, ligger ”Upendo Means Love”, som er en kombineret syskole, systue og butik. Her kan unge piger tage en to-årig, anerkendt sy-uddannelse, hvor de ikke blot lærer at sy, men også bliver undervist i bl.a. sundhed og dialog på tværs af forskelligheder – fx religion. Der går både muslimske og kristne piger på skolen.

21-årige Mary er kristen og går i kirke hver søndag. Hun afsluttede uddannelsen på Upendo for et år siden.

Fejrer hinandens højtider ”Før jeg gik på syskolen, havde jeg ingen muslimske venner. Det har jeg nu, og vi besøger tit hinanden og fejrer også jul og Eid sammen,” fortæller Mary.

Veninderne mødes også jævnligt med både nuværende og tidligere studerende og løber med i løbeklubben, som har sit udspring i Upendo.

Danmission støtter skolen økonomisk, der ellers primært løber rundt ved salg af produkter fra systuen.

Produkterne er syet af ansatte syersker, der alle er tidligere Upendo-elever.

Syr tøj på bestilling Pigerne på syskolen kommer fra fattige hjem og har derfor ikke altid mulighed for at købe deres egen symaskine, når de har afsluttet uddannelsen. ”Jeg låner en symaskine af Upendo, så jeg nu kan tjene penge ved at sy bl.a. sengetøj og tasker på bestilling,” siger hun. Tidligere elever har mulighed for at låne symaskiner gratis af skolen. Mary bor hos sine forældre og tjener, hvad der svarer til 300 kr. om måneden på at sy. ”Min drøm er at få min egen symaskine, når jeg får råd,” siger Mary.

Hvis du har lyst til at støtte Upendo – eller blot vil se nærmere på, hvad de syr – så kig med på: www.danmission.dk/shop 

22

QUIZ

Test dig selv - hvor godt kender du Danmission (og DMS og Dansk Santalmission) Se rigtige svar nederst på side 31

2. Den 17. juni 1821 stiftede præsten Bone Falch

1. Danmission blev 1. jan. 2000 dannet af

Rønne (1764-1833) DMS. Det blev senere til Danmission. Hvad betyder bone på dansk?

Det Danske Missionsselskab (DMS) og Dansk Santalmission. Hvad var DMS´s første motto, der er et direkte citat fra Bibelen?

A. Knogle

A. “Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til

B. At gnide noget blankt

de fattige.” (Mark., 10, 21)

C. Bønne

B. ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt., 28, 20)

4. Karen Gormsen var uddannet sygeplejerske

C. ”Frygt ikke, tro kun!” (Mark., 5, 36; Lukas 8, 50)

og udsendt af DMS som missionær til Manchuriet i Kina i 1906-1951. Ud over bl.a. at grundlægge et børnehjem opfandt hun noget, der var med til at redde især børns liv. Hvad?

D. “Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” (Matt., 5, 44)

A. En skuffe i en hospitalsmur; datidens

”babyluge”, hvor babyer blev efterladt; børn, der ellers ville enten fryse ihjel eller blive spist af vilde dyr.

3. Danmission er en demokratisk organisation.

Hvem udgør den øverste myndighed?

B. Hun bidrog til opdagelsen af benzylpenicillin

A. Repræsentantskabet, der består af mindst 237

(eller penicillin G) fra muggen Penicillium Rubens i 1928.

og højst 257 medlemmer.

B. Bestyrelsen i samarbejde med

C. En forlængelse af det eksisterende

generalsekretariatet, der, når de er samlet, også udgør det hurtigtarbejdende forretningsudvalg.

kloaknetværk, der betød at spildevand ikke længere blev ledt direkte ud i havnen Port Arthur.

C. Stiftsbestyrelserne, der er organiseret efter

folkekirkens ti stifter. Hver bestyrelse er valgt på et stiftsårsmøde og rummer op til ni medlemmer. Her sidder også repræsentanter fra genbrug, kirker, landekredse m.fl.

6. Grønland blev DMS´s første mission. Den dag i

dag står der en kirke, Frelserens kirke, i Julianehåb / Qaqortoq, der blev opført med midler fra DMS. Rom blev ikke bygget på en dag – det blev den kirke heller ikke. Hvad forsinkede dens opførsel i flere år?

A. Arkitekten, der havde tegnet kirken, havde

fejlberegnet sig, således at kirketårnet kom til at sidde for lavt – oven på våbenhuset.

5. Dansk Santalmission refererer til den indiske urbefolkning santalerne, hvis sprog den norske missionær Paul Olaf Bodding nedskrev. I indisk sammenhæng er santalerne en meget lille befolkningsgruppe. Men hvor mange santalere regner man med, at der findes i runde tal?

B. Kirkens træværk blev ved med at ”arbejde”: at

A. 70.000

C. Kirken blev oprindeligt bygget i Danmark,

give sig og trække sig sammen pga. de meget store temperaturforskelle. Til sidst manglede der simpelthen brædder til en af de bærende vægge. hvorefter den blev sendt med skib som et samlesæt til Grønland. Men undervejs forliste skibet – og brædderne drev i land i Grønland, dog med mange skader. DMS måtte sende en dansk tømrer for hjælpe med at samle kirken.

B. 700.000 C. 7.000.000

23

24

Håb i en håbløs tid Klimaforandringer truer verden. Men vi skal møde dem med åbne øjne og et lysegrønt håb om, at vi kan gøre det bedre i dag end i går, mener teolog og bioetiker Mickey Gjerris.

Af Lone Krogsholm – illustrator: Cæcilie Parfelt Vengberg Hvis vi sammenligner verden med en skål risengrød, så ligger vi danskere lige midt i smørklatten. Også når det gælder klimaproblemer. Det mener bioetiker og teolog Mickey Gjerris. Men det fratager os på ingen måde et stort ansvar for at afhjælpe dem, for de rammer uretfærdigt.

til den andens bedste,” skriver Mickey Gjerris i bogen og tilføjer: ”Jeg vil mene, at de fleste af os med vores sunde fornuft kan indse, at det i den nuværende situation er uetisk ikke at handle. At lade som om problemerne ikke findes, eller at andre vil komme og løse dem.”

”Selv om vi får problemer med nedbør, så stiger temperaturen ikke så meget her som i andre områder. Samtidig har vi råd til at udvide kloaksystemet og bygge højere diger. Det har du ikke, hvis du lever i for eksempel Tanzania. Vi kan forberede vores infrastruktur, så vi bliver mindre påvirket, fordi vi er så rige, som vi er,” siger han og tilføjer:

Ånde luften i fulde drag Et kristent liv rummer i Mickey Gjerris’ optik to vigtige opgaver. Den ene er at prøve at blive de bedste mennesker. Vi skal tage vare på andre skabninger, og det fællesskab omfatter for ham ikke blot mennesker, men hele biosfæren.

”Da det samtidig er de 10 procent rigeste i verden, der udleder over 50 procent af alle drivhusgasser gennem industri og luksuriøs livsstil, så er klimaforandringer næsten så uretfærdige, som noget kan blive. Dem, der er mindst skyld i problemet, bliver hårdest ramt.”

”Livet er en bevægelse mod et ideal, vi godt ved, vi ikke kan nå. Men vi kan prøve at skade andre mindre i dag, end vi gjorde i går,” siger han.

Mickey Gjerris er teolog og ph.d. i bioetik, tidligere medlem af Det Etiske Råd og i dag lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Han har i 20 år forsket i menneskets forhold til dyr, teknologi, klima, liv og død og meningen med det hele i et etisk, filosofisk og teologisk perspektiv. Han har skrevet mange artikler og bøger inden for dette felt og tager i sit arbejde udgangspunkt i den danske teolog K.E. Løgstrups forståelse af tilværelsen.

Den anden opgave er at ånde luften i fulde drag.

Vi skal sætte pris på livet, der ikke må blive en sur byrde, hvor man handler af frygt eller pligt. At tage vare på hele fællesskabet skal blive noget, der giver mening og glæde i ens tilværelse. Kan man balancere de ting, så mener Mickey Gjerris, man forsøger at leve et kristent liv. Han erkender, at det er svært og kan gå galt, men henviser igen til tilgivelsen. ”Vi har alle sammen brug for at få at vide, at vi er tilgivet, men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage og bare hytte vore egne skind og lade som om, resten ikke betyder noget. Tværtimod er det netop tilgivelsen, der sætter os fri til at prøve at gøre det bedre uden at være overbekymret,” siger han.

En etisk udfordring I sin bog ”Upraktisk håndbog i lysegrønt håb” beskriver Mickey Gjerris, hvordan klimaforandringer handler om etik. Mangel på drikkevand, svigtende høst og dermed sult, oversvømmelser og hedebølger vil føre til menneskelig lidelse, der som udgangspunkt er en etisk udfordring. For vi skal bruge den magt, vi har, til at hjælpe andre.

Balancen mellem respekt og omsorg Hvad vi så skal gøre – hver især, i organisationer eller på politisk plan – for at handle bæredygtigt, er der ingen færdig opskrift på. Ofte kræver det afvejning

”Som Løgstrup sagde: du lever under en etisk fordring. Du har noget af en andens liv i din hånd. Du har magt, og du har et ansvar for at bruge den magt

Fortsættes side 26 

25

Handling

Fortsat fra side 25 af flere onder. Som eksempel nævner Mickey Gjerris konflikter ved en køledisk med kød. Tæller det mest, at dyrene har haft et godt liv og tumlet sig i det fri, eller er det vigtigere at tage hensyn til klimaet, så dyrene har været lukket inde? Langt hen ad vejen kan videnskaben hjælpe os med faktuel viden, men i sidste ende må vi vælge ud fra vore værdier og holdninger.

”En af verdens største udfordringer er knaphed på naturressourcer og ødelæggelse af naturens mangfoldighed. Vi er som mennesker blevet sat til at forvalte Guds skaberværk, men det er vi i gang med at ødelægge. Derfor er det vigtigt, at vi ALLE tager ansvar og handler,” siger Ernst Jürgensen, seniorkonsulent i Danmission.

Det gælder også, når man arbejder for bæredygtighed og social retfærdighed i udviklingslandene.

Man kan skaffe faktuel viden og erfaringer fra andre.

Men det er vigtigt at spørge lokalbefolkningen. Ellers risikerer man at komme med en løsning, der ikke løser deres problemer, eller indebærer noget, de ikke er enige i, mener Mickey Gjerris. Han nævner som eksempel, at det ikke hjælper på hungersnød at give genmodificerede soyaplanter til mennesker, der er imod genmodificering.

Af Lisbeth Langbein Weimann Alvoren er ikke til at tage fejl af, når man læser avis eller ser tv. Videnskabelige rapporter viser gang på gang, at det står slemt til med naturen, men det er først nu, at der fra en bredere front bliver handlet.

Samtidig bliver lokalsamfund i udviklingslande klemt, når der sker rovdrift på de naturressourcer, der er tilbage, og som de er afhængige af.

”Ethvert ønske om at hjælpe en anden skal balanceres mellem respekten for den anden og omsorgen for den anden. Man skal have respekt for, hvad den anden ønsker, så det bliver den andens livsmål, der er i centrum, og ikke ens egne. Men at drage omsorg kan også betyde at blande sig i det, den anden vil, og sætte spørgsmålstegn ved de valg og det livssyn, der ligger bag. Gennem sådanne diskussioner kan vi blive klogere og vokse som mennesker,” mener han.

”Situationen kræver, at vi arbejder sammen og handler, så krisen ikke bliver værre. Det gælder både private aktører, regeringer og organisationer som Danmission. ALLE skal arbejde sammen om at gøre noget ved den kæmpe udfordring, vi som menneskehed står overfor,” siger Ernst Jürgensen, seniorkonsulent og global rådgiver for ’Bæredygtigt, retfærdigt og ligeværdigt forvalterskab’ i Danmission.

Det lysegrønne håb Normalt betragter vi kriser som noget, der går over, men klimaforandringerne kommer vi ikke igennem.

Vi må se i øjnene, at de arter, der er uddøde, er væk for altid. Men situationens alvor skal kombineres med håbet om, at vi personligt og i fællesskab kan løfte ansvaret, få mere eller mindre styr på situationen og finde nye muligheder for et godt liv, mener Mickey Gjerris. Han opfordrer til, at vi bevarer håbet.

Ernst Jürgensen var i 15 år udsendt for Danmission til Cambodja sammen med sin kone, Anne Mette. Der oplevede de på tætteste hold, hvordan rovdrift på naturressourcer i bl.a. regnskove er med til at ødelægge skrøbelige samfund lokalt og klimaet globalt, men de oplevede også, hvordan handling blandt lokale er med til at skabe håb.

”Som kristne mennesker skal vi gøre det bedste, vi kan. Men vi skal også ånde luften i fulde drag – sætte pris på den tilværelse, vi har fået. Det, mener jeg ikke, man kan, hvis man i håbløshed og modløshed bliver enten kynisk eller apatisk. Man skal kunne se, at det giver mening at prøve at løfte det ansvar, man har for fællesskabet. Selv om man ikke fjerner problemerne, så får man lyst til at prøve at begrænse skaderne,” siger Mickey Gjerris.

Samarbejdet mellem religiøse aktører ”Baggrunden for, at vi står, hvor vi gør i dag, skyldes primært et overforbrug blandt verdens allerrigeste.

Og her kan vi se på os selv i den vestlige verden - og dermed også i den mere kristne del af verden. Vi har et ansvar for at hjælpe til i de lande, hvor de mærker de værste virkninger af overforbruget – og vi har ikke mindst et kæmpe ansvar for at råbe højt, så overforbruget og rovdriften på naturressourcer ikke fortsætter, og her har vi i Danmission en unik mulighed,” siger Ernst Jürgensen.

For hver art, der bliver reddet fra at uddø, og for hver 0,1 grad temperaturstigning vi undgår, jo nemmere bliver det at opfylde de mange milliarder menneskers behov for fødevarer og rent vand. Selv om hver enkelt af os kun er en dråbe i et hav, og det synes helt umuligt at få øje på vore egne handlinger i det store regnskab, holder Mickey Gjerris fast i håbet:

”Vi har mulighed for at tale ind i problematikken fra et kristent perspektiv og tale til både kristne og andre religiøse aktører i de lande, hvor vi arbejder.

Det gør vi bl.a. ved at få de religiøse institutioner til

”Er der dråber nok, bliver de til en bølge.” 

26

giver håb at samarbejde om at gøre noget ved ressource- og biodiversitetskrisen på lokalt, nationalt og globalt plan,” siger Ernst Jürgensen.

I de lande, hvor Danmission arbejder, har de lokale kirker og religiøse aktører en helt anden indflydelse, end man ser det i Danmark. De kan derfor også - sammen med Danmission være med til at holde fast i håbet ved at mobilisere og engagere helt ud i lokalsamfundene.

Ulovlig fældning af træer For håbet kan umiddelbart være svært at få øje på fx i Cambodja, hvor regnskovene skrumper ind på grund af ulovlig fældning af træer. Men skovbeskytternes utrættelige kamp er alligevel med til at holde et vist håb oppe. Danmission har siden 2014 arbejdet sammen med lokale partnere og grupper af skovbeskyttere for at mindske den ulovlige fældning af træer i regnskoven, Prey Lang. ”Her forsøger en lille gruppe af skovbeskyttere at passe på skoven, som bliver fældet af firmaer, som har stor økonomisk og politisk magt. Både firmaer og politikere bruger deres magt til at udplyndre landet og berige sig selv på bekostning af naturressourcer og de svageste befolkningsgrupper. Mange af de lokale i skoven er analfabeter, har ingen uddannelse og er samtidig økonomisk afhængige af de naturressourcer, de kan hente i skoven,” fortæller Ernst Jürgensen (læs mere om Danmissions arbejde i Prey Lang på side 28 - 29).

Adgang til egne naturressourcer Konflikter om adgang til naturressourcer vokser i de lokalsamfund, hvor Danmission arbejder, og sammen med lokale partnere hjælper Danmission med, at konflikterne bliver håndteret, bl.a. i Cambodja, men også i Tanzania.

”Vi er med til at opbygge lokale samfunds evne til at håndtere konflikter i forhold til naturressourcer og indgå i konfliktløsning i samarbejde med lokale myndigheder og andre aktører” fortæller Ernst Jürgensen.

Ligesom lokalsamfund kan stå i konflikter om naturressourcer, så kan den enkelte jordejer også opleve udfordringer, bl.a. hvis jordejeren ikke kender sine rettigheder eller ikke forstår indviklede samfundsstrukturer.

I Tanzania er Danmission med i projektet ’Shauku’, der dækker fire stifter rundt om Victoriasøen, og som er med til at løse lokale konflikter. ”Her er oprettet en række landsbykomiteer med 10 mænd og 10 kvinder udpeget af lokalsamfundene.

Komitemedlemmerne repræsenterer en befolkningsgruppe, fx unge, ældre, muslimer, kristne osv. De hjælper med at løse konflikter i lokalsamfund, men gør også befolkningen opmærksomme på deres rettigheder. Det kan fx være ved en skilsmisse, hvor manden er taget afsted, og kvinden bliver smidt væk fra den jord, hun bor på. Her hjælper komiteen til med, at kvinden får lov til at beholde den jord, hun er retmæssig ejer af,” siger Ernst Jürgensen.

Også andre steder i Tanzania ses den uretfærdige adgang til – og brug af naturressourcer. ”Vi undersøger pt. muligheden for at støtte en gruppe masaier, der vandrer med deres kvæg, og som bliver forflyttet fra deres sædvanlige græsgange. De bliver forflyttet, enten fordi græsgangene bliver overtaget af tilflyttere, eller fordi private firmaer får tilladelse af regeringen til at lave mineeller plantagedrift. Masaierne bliver derfor nødt til at bevæge sig længere og længere væk til områder, hvor de heller ikke altid er velkomne, fordi der bor andre, og de mister dermed deres livsgrundlag” fortæller Ernst Jürgensen.

27

Rent drikkevand i Egypten En ting er den retfærdige tilgang til naturressourcer, noget andet er knapheden på og kvaliteten af naturressourcer, som specielt i udviklingslande er truet og som forværres dag for dag. ”I flere af de lande, vi arbejder i, oplever lokalbefolkningen virkningerne af klimaforandringerne og knapheden på naturressourcer på tætteste hold,” fortæller Ernst Jürgensen.

Danmission undersøger pt. adgangen til rent drikkevand i Egypten, hvor drikkevandet i højere og højere grad er forurenet, og hvor der samtidig er knaphed på vand. 95-97 % af alt drikkevand kommer fra Nilen. ”Rent drikkevand sikrer også, at familier bliver mindre syge – og dermed bruger landet også færre penge på sundhedsudgifter,” fortæller Ernst Jürgensen.

Vi må ikke opgive håbet Det kan virke som en håbløs kamp, vi alle og ikke mindst udviklingslandene er oppe i mod. Men Ernst Jürgensen lægger vægt på, at det er vigtigt, at vi ikke opgiver håbet, men i stedet handler: ”Vi er nødt til at holde fast i, at vi i hvert fald kan være med til at stoppe den negative udvikling og rovdriften på de naturressourcer, vi stadig har.

Derfor vil vi i Danmission fortsætte arbejdet med at støtte lokale befolkningers initiativer, hvor de på forbilledlig vis kæmper for lokale naturressourcer.

Samtidig vil vi fortælle om udfordringerne både herhjemme og i europæiske sammenhænge. For vi skal alle sammen være med til at bremse den negative udvikling. Hvis vi gør det, tror jeg på, at vi trods alt kan skimte et håb i en ellers vanskelig situation,” siger Ernst Jürgensen. 

”Skoven er liv

– og uden den er vi døde” De lokale skovbeskyttere i skoven Prey Lang i Cambodja har en kort beskrivelse af, hvad skoven betyder for dem: ’Skoven er liv, og uden den er vi alle døde’. Danmission støtter skovbeskyttere og lokale organisationer i arbejdet for, at der ikke sker yderligere ulovlig fældning af træer.

Af Lisbeth Langbein Weimann, fotograf: Daniel Madsen Regnskoven Prey Lang er på størrelse med Fyn og ligger i det nordlige Cambodja. Prey Lang betyder ’Vores skov’, og den er i de seneste år skrumpet ind på grund af ulovlig fældning af træer, hvilket har katastrofale konsekvenser for lokalsamfundet, der bl.a. lever af at udvinde harpiks fra dipterocarp-træerne. Men lokalbefolkningen er også på anden vis forbundne med skoven, fortæller tropebiolog og professor i etnobotanik på Københavns Universitet, Ida Theilade:

den frigiver og fungerer som en buffer mod klimaforandringer,” siger Ida Theilade.

Oppe mod stærke kræfter Den politiske elite i Cambodja er dybt involveret i udnyttelsen af naturressourcer, herunder i Prey Lang. ”En rapport fra Global Initiative Against Organised Transnational Crime viser, hvordan topembedsfolk er involveret i den illegale tømmerhugst i Prey Lang, og hvordan myndighederne ser igennem fingre med ulovlighederne. Lokale bliver udsat for trusler og tvunget til at fraskrive sig ejerskab til deres værdifulde træer, der derefter fældes af velorganiserede karteller i mere eller mindre åbent samarbejde med myndighederne,” fortæller Ida Theilade.

”De lokale har en meget kort forklaring på, hvilken betydning skoven har for dem: ’Skoven er liv og uden den er vi alle døde.’ Skoven rummer en biologisk rigdom, som de lokale er afhængige af, men deres kultur og liv er vævet tæt sammen med skoven. Dør skoven, dør menneskene med den.”

En tredobbelt katastrofe

De lokale skovbeskyttere vil dog gå langt for at beskytte skoven. En af dem er Hoeun Sopheap, der er koordinator i PLCN i Kampong Thom provinsen. Han har boet i skoven hele sit liv og har været skovbeskytter siden 2006.

Danmission har siden 2014 arbejdet sammen med lokale partnere for at støtte den lokale skovbeskyttergruppe - Prey Lang Community Network (PLCN), der arbejder mod, at der på ulovlig vis bliver fældet træer. De patruljerer bl.a. i skovene og overvåger, hvor mange træer der bliver fældet. Danmission har sammen med Københavns Universitet og en lokal it-virksomhed udviklet en app, der hjælper skovbeskytterne med overvågningen. PLCN offentliggør tallene for at lægge pres på den cambodjanske regering til at stoppe den ulovlige fældning. Regeringen har dog pt. forbudt skovbeskytterne at patruljere inde i skoven, så de registrerer fældede træer lige uden for skovene, når træet bliver fjernet.

”Jeg kæmper for, hvad der er tilbage af skoven, både fordi den har stor betydning for mit lokalsamfund og landbrugene omkring – og fordi den har betydning for Cambodja og det globale klima. Helt fra jeg var lille, fortalte mine bedsteforældre mig om Prey Lang.

Det er en skov fuld af biodiversitet i form af forskellige træarter og planter, som bl.a. bliver brugt til medicin af lokalbefolkningen, men som også bliver solgt. Nu står store firmaer bag den ulovlige rydning af skoven, hvor der i stedet bliver etableret fx gummiplantager eller cashewmarker.”

Det er en tredobbelt katastrofe, når træerne bliver fældet: Det fjerner livsgrundlaget for lokalbefolkningen, det ødelægger økosystemer og biodiversitet i Cambodja, og det bidrager til at skabe globale klimaforandringer.

Trænet i konfliktløsning Det er ikke ufarligt for Hoeun Sopheap og de øvrige skovbeskyttere at patruljere i skoven. Den kristne fredsorganisation ’Peace Bridges’ hjælper medlemmerne af PLCN til, hvordan de bedst løser de konflikter, de kommer ud for – både i skoven ved skovhugst og i de lokale samfund. De har trænet skovbeskytterne i, hvordan de møder dem, der fælder træerne, og hvordan de bedst muligt kan tale dem fra det, så der ikke opstår en voldelig konflikt. Leder af Peace

”Skoven er en af Cambodjas største sammenhængende skovområder og er med til at regulere lokale vejrsystemer, som afkøler luften, afkorter tørtiden og genererer regn, hvilket er essentielt for landbruget, der er afhængig af nedbør. Skoven indgår selvfølgelig også i det globale kulstof kredsløb, for en sund tropisk skov optager mere CO2 fra atmosfæren, end

28

Ida Theilade har flere gange besøgt skovbeskytterne i Prey Lang.

Bridges, Som Chanmony, påpeger, at der skal tænkes bredere end blot konfliktløsning i skoven:

”Mange giver udtryk for, at de elsker naturen – men gør måske ikke så meget for at kæmpe for den. Hvis vi skal forbedre situationen både i Prey Lang, men også andre steder i verden, kræver det, at vi alle er villige til at ofre både tid og penge på at ændre situationen.”

”Vi har brug for en løsning, der tænker hele vejen rundt – hvor vi ikke kun stopper den fattige mand, der er blevet hyret af store firmaer til at fælde træer på ulovlig vis. Vi skal støtte hele samfundet ved skoven. Derfor er vi også flere organisationer (red: herunder også Danmission), der arbejder sammen om at støtte lokalsamfundet, bl.a. i forhold til den fattigdom, de oplever, så de netop ikke føler sig fristet til at gå til de store firmaer, der står for skovhugsten.

Vi hjælper dem også til at arbejde endnu bedre sammen internt og med de øvrige organisationer.”

Selvom Ida Theilade har svært ved at opretholde håbet om Prey Langs overlevelse, så mener hun, at vi netop bør lade os inspirere af de lokale skovbeskyttere for at opretholde håbet. Hun lægger vægt på den store vilje, den ellers udsatte lokalbefolkning udviser: ”De viser, at der heldigvis findes mennesker overalt på kloden, der er villige til at kæmpe for fælles værdier, som for eksempel verdens klima. Modstand mod overgreb - både mod mennesker og naturen – kan komme fra uventede kanter. Fattige og marginaliserede befolkningsgrupper har ofte en enorm styrke og vilje til at kæmpe for en bedre fremtid for os alle. For det er det, skovbeskytterne gør – støttet af Danmission. Det bør være til inspiration for os alle,” siger Ida Theilade. 

Håb bliver skabt fra uventede kanter Skovbeskytterne giver ikke op i deres kamp for, hvad der er tilbage af skoven, men Hoeun Sopheap mener, at alle har et ansvar for at kæmpe for verdens naturressourcer:

Et filmhold besøger sammen med Ida Theilade skovbeskytterne i Prey Lang.

29

Engageret vejviser kåret som årets ildsjæl ”Danmission ville ikke være til uden frivillige ildsjæle, og du, Karla, er et lysende eksempel på, at et frivilligt engagement i Danmission sagtens kan omfatte både Danmissions virke i kirkelivet og i genbrugsbutikker”, sagde bestyrelsesformand Morten Skrubbeltrang bl.a. i sin tale til årets ildsjæl, Karla Gosvig. Prisen blev uddelt på repræsentantskabsmødet i efteråret.

Karla har i mange år været aktiv i Danmissions arbejde i både sognebasaren i Brabrand, distriktsarbejde, stiftsarbejde og genbrugsbutikken i Basar Vest. ”Jeg er frivillig, fordi jeg ikke kan lade være.

Det er naturligt for mig, at vi skal hjælpe de steder ude i verden, hvor de har det svært. Så det at være frivillig giver indhold i mit liv, fordi det er væsentligt og giver mening,” sagde Karla Gosvig efter overrækkelsen.

”Vi skal have alle med” ”Samarbejdet mellem os, der hjælper i verden, er vigtigere end nogensinde før, for rundt om i verden stiger antallet af konflikter og katastrofer. En ting er at nå dem, der har behov for hjælp, men jeres store engagement ud over hele landet i form af frivillige, der fastholder hjælpen, er helt afgørende. Vi skal have fortalere for vores sag og den næstekærlige gerning, det er. Vi skal hele tiden kigge os over skulderen og se, om vi har alle med. Det er en særlig forpligtelse for os med den rigdom, vi har,” sagde udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen i sit oplæg på Danmissions repræsentantskabsmøde.

Ministeren fortalte desuden om sine personlige oplevelser med udviklingsarbejde, og hvordan han mener, at den folkelige forankring er vigtig for udviklingsarbejdet, samt hvilken unik rolle Danmission har i den sammenhæng.

Du kan læse mere på www.danmission.dk.

Nyt blod i bestyrelsen Der var stor udskiftning i Danmissions bestyrelse, da der skulle vælges fire medlemmer på repræsentantskabsmødet i efteråret.

Karina Mogensen Aallmann, Birgitte Søgaard Lauta og Michael Hvistendahl Munch blev valgt som nye bestyrelsesmedlemmer og bestyrelsesformand Morten Skrubbeltrang, der hidtil har været udpeget af bestyrelsen, blev også valgt af repræsentantskabet som bestyrelsesmedlem.

Du kan se oversigt over hele bestyrelsen på www.danmission.dk

30

Mød verden – på en uge 43 engagerede deltagere var i september samlet til en uges højskole med Danmission på Emmaus Højskole i Haslev. Temaet var ’Mød verden’ med bl.a. foredrag om mødet mellem mennesker med forskellig religion, men også med masser af fællessang, musik, god mad, mulighed for at lave håndværk samt udflugt til Lolland, hvor bl.a. Maribo Domkirke og Dodekalitten blev besøgt.

Thyra Smidt har været tilknyttet Danmission i mange år, bl.a. som udsendt i Mellemøsten i ni år og leder af Mødestedet i 19 år (et nu lukket dialogcenter med rådgivning og aktivitetstilbud til flygtninge og indvandrere). Derudover har hun også været højskolelærer på netop Emmaus i Haslev. Nu er hun frivillig i Roskilde Stifts bestyrelse og står i en af Danmissions genbrugsbutikker en gang om ugen.

Blandt deltagerne var Bit Boel Buhl, der er kirke- og kulturmedarbejder ved Gellerup Kirke:

”Mit motto er, at mission er mennesker, og at det er vigtigt, at vi mødes med mange forskellige slags mennesker, for vores tro udvikles i mødet med andre,” siger Thyra Smidt.

”Højskoleopholdet har givet mig indblik og inspiration til mit arbejdsliv - og så har det været interessant at få ordet ’mission’ lidt mere udfoldet. Mission er for mig dialog, og der er ingen anden vej, hvis vi skal opnå en fredeligere verden.”

Hun var glad for at opleve de mange forskellige tilgange, deltagerne mødte op med på højskoleugen, da det satte gang i mange gode debatter undervejs.

Martin Sørensen deltog også på højskolen. Han har bl.a. været udsendt som en af de unge Globale Fortællere for Danmission og er nu frivillig i genbrugsbutikken i Bazar Vest, Aarhus:

”Jeg bliver altid lidt høj af at være med i et fællesskab som højskoleugen, hvor vi synger, hører gode foredrag, debatterer, får ny viden og hygger os sammen.

Derfor håber jeg også, at endnu flere vil tilmelde sig højskoleugen næste år,” siger Thyra Smidt. 

”Jeg regner med at være en del af næste generation af aktive i Danmission. Vi står med frugten af mange menneskers gode arbejde igennem 200 år, så det har været spændende – i både oplæg og pauser – at høre førstehåndsvidner fortælle om, hvad Danmission har arbejdet med i verden, og hvad vi skal arbejde med i fremtiden.”

Du kan læse mere om tilmelding m.m. til højskoleugen i 2022 i næste udgave af Danmission Magasinet.

Mød verden i 2022 Fire frivillige og en Danmission-medarbejder stod bag planlægningen af højskoleugen, som det er første – men ikke sidste – gang, at Danmission afholder. ”Da det var en stor succes, planlægger vi at afholde højskoleuge igen til næste år på samme tid,” fortæller Thyra Smidt, der er en af arrangørerne.

QUIZ svar

Bit Boel Buhl og Martin Sørensen var blandt deltagerne til højskoleugen.

De korrekte svar fra quizzen på side 23: 1.C., 2.B., 3.A., 4.A., 5.C., 6.C.

31

Et solidt fundament støbt af frivillige ildsjæle Det var idérige ildsjæle, der grundlagde den første af Danmissions genbrugsbutikker for mere end 40 år siden.

I dag er der 68 butikker landet over, der tilsammen både er Danmissions største indtægtskilde og største frivillige fællesskab.

Af Kirstine Thye Skovhøj Lige siden 1977, hvor den allerførste af Danmissions genbrugsbutikker blev etableret i Frederikshavn af ihærdige frivillige med diakon Iver Brogaard i spidsen, har der hersket en helt særlig lyst til at drive og udvikle Danmissions genbrugsbutikker. Der er sket meget, siden den første genbrugsbutik så dagens lys i det nordjyske. De seneste 44 år er der kommet nye butikker til, og i dag driver vi sammen 68 butikker landet over.

trods af corona-nedlukninger og det faktum, at vi har valgt at lukke nogle butikker, haft en flot omsætning i vores butikker. Det vidner om, at kunderne for alvor har taget genbrugstanken til sig”.

Genbrugsbutikkerne er Danmissions største indtægtskilde, og samtidig er det vores allerstørste engagementsmotor: Ca. 2200 frivillige har valgt at engagere sig i butikkerne, og der er konstant fokus på at invitere nye med i fællesskabet.

Genbrug er ikke længere kun for de få, men er især de senere år blevet trendy: Vores kunder vil ikke bare gøre gode billige køb, men de ønsker også at tage vare på vores fælles klode ved at købe brugte frem for nyproducerede varer. Det fortæller Jannie Zillig, leder af Danmission Genbrug & Salg.

“Det er kun med de frivilliges store indsats, at butikkerne kan holde åbent og dermed levere et flot overskud til gavn for verdens fattigste, samtidig med, at hver enkelt butik tilbyder et socialt fællesskab og er et vigtigt lokalt samlingspunkt,” siger Jannie Zillig og fortsætter: ”Vi ser vores 68 butikker som lokale Danmission-ambassader, der på fineste vis repræsenterer Danmission og spiller en vigtig rolle i at udbrede kendskabet til vores arbejde ude i verden”.

“De frivillige ildsjæle, der lagde grundsten til vores genbrugsbutikker tilbage i 70’erne havde helt ret i, at genbrug var værd at satse på. De seneste år har vi på

Hjørring

Frederikshavn

Dybvad

Hjallerup

y 68 genbrugsbutikker 68 Genbrugsbutikker

Dronninglund

Nørresundby

y Danmission Lysstøberi

Aalborg Vorupør

1 Lysstøberi y Danmission Sorteringen

Løgstør Svenstrup

Vilsund

Aars

1 Sorteringen

Thyholm Gjerlev

Lemvig

Gl. Skivevej Viborg Koldingvej Viborg Struer

Randers

Skive Ulstrup Bjerringbro Fårvang

Banetoften Holstebro Struervej Holstebro

Egå

Rønde

Herning Ringkøbing

Helsingør

Silkeborg Skanderborg

Bazar Vest Aarhus Brabrand Aarhus Jægergårdsgade Aarhus

Espergærde

Horsens

Tarm

Måløv Værløse Lyngby Husum Torv Taastrup Rødovre Øster Farimagsgade Hedehusene Rosengården Roskilde Amagerbrogade Osted Greve Viby Sj.

Vejle Danmission Sorteringen Middelfart

Kvaglund Esbjerg

Danmissions Lysstøberi Hårslev

Havdrup Køge

Thriges Plads Odense Vindegade Odense

Vojens Haderslev

Ringsted

Ringe Faaborg Svendborg Aakirkeby

32

Nykøbing F. Nysted

“Jeg lærer nye mennesker at kende, lærer om dansk job-kultur, om samfundet og om, hvordan man arbejder sammen med danskere”.

Sansan, 40 år, frivillig medarbejder i Bazar Vest, Aarhus.

“Vi har sådant et godt samarbejde på lageret, hvor jeg sorterer og prissætter isenkram.

Jeg er meget glad for at være med. Vi får meget ros for vores flotte butik. Det giver en stolthed over at være en del af teamet”.

“Det giver mening at hjælpe andre, hvis man har tid. Jeg har altid haft den holdning, at hvis man kan noget, skal man bruge det overfor andre. Det at være chauffør er en aktiv måde at hjælpe på”.

Ulla Eriksen, 75 år, frivillig medarbejder, Thriges Plads Odense

Walther Jensen, 59 år, frivillig medarbejder i Espergærde.

Det vidste du (måske) ikke om Danmission Genbrug:

  

Danmission Sortering i Vejle har en aftale om at tømme den kommunale genbrugsplads hver anden uge. Det betyder, at der årligt kan udleveres møbler, isenkram og tøj/sko/tasker til genbrugsbutikkerne til en samlet salgsværdi på 2,5 mio.kr.

Flere end 50 frivillige muleposesyersker syr årligt tusindvis af muleposer. De bliver solgt for at begrænse plastikforbruget.

Siden 2020 estimeres det, at der er syet og solgt godt 10.000 muleposer svarende til en værdi af ca. 200.000 kr.

150.000 bøger blev solgt i vores butikker i 2021

33

Vi kan ikke trække vejret!

Midt i kaos henvender folk sig i Myanmar til kirken for at få hjælp.

Få måneder efter militærkuppet i februar 2021 blev Myanmar ramt af en dødelig tredje bølge af Covid-19, da Delta-varianten spredte sig fra Indien. ”Bølgen kom som et pludseligt og uventet angreb,” siger pastor Mahn Palmerston, der er generalsekretær i Myanmars Kirkeråd, MCC, som sammen med Danmission er med til at åbne et nyt hospital, der bl.a. skal behandle COVID-patienter.

Af Magdalena Vogt

"Kirkens rolle er at tjene folket"

Bølge efter bølge af humanitære katastrofer har ramt Myanmar i løbet af 2021. Efter militærets magtovertagelse har den generelle uro og økonomiske nedsmeltning fået vigtige sociale tjenester og strukturer til at bryde sammen. Så da den tredje bølge af Covid-19 ramte, blev utallige syge overladt til kvælningsdøden i hjemmene uden adgang til sundhedspleje. Familiernes desperate råb efter hjælp og ilt har oversvømmet sociale medier med budskaber som: ”We can’t breathe!” og hashtags som #Myanmarcan’tbreathe.

Pastor Saw Shwe Lin er vicepræsident i Myanmars Kirkeråd og meget aktiv i Covid-responsteamet. Han sørger over de mange kirkemedlemmer og venner, der er døde under den tredje bølge. Det har derfor været vigtigt for kirkerådet at yde psykosocial støtte til familier, der har mistet deres kære, og desuden at gennemføre værdige begravelser. Dette har pastor Shwe Lin gjort ufortrødent, hvilket resulterede i, at han og hans kone også blev smittet med Covid-19.

“Pastor Shwe Lin foretog den ene begravelse efter den anden, selvom han vidste, at det var farligt,” siger Palmerston.

Folket håber på hjælp fra kirken Pastor Mahn Palmerston forklarer, at hospitaler og klinikker har været så dårligt udstyret, at de ikke engang har været i stand til at levere selv de mest basale ydelser, som folk har brug for - fx ilt.

Imens mærkede Shwe Lin selv, hvordan det er at være alvorligt syg af virussen, og hvor ekstremt svært det var at få medicin, ilt og sundhedspleje.

“Det har været en stor sorg at se døende mennesker blive afvist, når de er kommet til hospitalerne,” siger Palmerston.

Det fik bl.a. teamet til at tænke over, hvad kirken kan gøre på langt sigt for at hjælpe med at lindre lidelser og redde liv.

Midt i den dybe nød har familierne til de Covid-syge spurgt, om kirken kan hjælpe, og kirkefaciliteter er blevet omdannet til midlertidige krisecentre og Covid-behandlingscentre.

“Kirkens rolle er at tjene folket, og vores mål er at møde samfundet med kærlighed,” siger pastor Shwe Lin.

Et nyt hospital

“Selvom vi ikke havde nok ilt eller medicin, havde vi ikke noget valg. Vi var nødt til at gøre noget,” siger Palmerston.

Da Myanmars Kirkeråd oplevede behovet for flere permanente sundhedscentre og hospitaler i

34

danmission.dk/haab

Myanmar, konsulterede de læger og partnerorganisationer for at udforske mulighederne for at levere mere bæredygtige sundhedsydelser. De planlægger at åbne et nyt hospital i begyndelsen af 2022, ​​ som skal hedde ”Shwe Pyi Thaw Thit”, hvilket betyder ”Det Nye Kongerige”.

fra start også være barselspleje, fødselshjælp og gynækologi samt en udrykningsenhed, når der fx sker ulykker på fabrikkerne.

Dr. Saw Ivan er læge og hospitalsleder og leder det nye projekt.

Dr. Ivan er meget opsat på at få hospitalet op at køre snart.

Under pandemien har Myanmars Kirkeråd skabt et stærkt netværk af medicinske frivillige og fagfolk, som også er ivrige efter at fortsætte deres hjælpearbejde på det nye hospital. Der vil også være en præst på stedet til at lede den psykosociale støtte og skabe forbindelse til lokalsamfundet og religiøse organisationer.

“Vi skal nå at forberede os, inden den fjerde og femte bølge rammer, siger Dr. Ivan.

Smittetrykket i Myanmar er aftaget midlertidigt i øjeblikket, men Dr. Ivan frygter, at en fjerde bølge højst sandsynligt rammer landet de kommende måneder, hvor anden type vinterinfluenza normalt spreder sig.

Indtil videre har kun 8 procent af Myanmars befolkning modtaget mindst én vaccinedosis, hvilket betyder, at 92 procent løber en høj risiko for at blive alvorligt syge.

MOBILEPAY: 488149 SMS ”HÅB” TIL 1245 (100 kr.)

”Når vi er syge, lider vi ikke kun fysisk. Der er også en psykisk, følelsesmæssig og åndelig smerte.

Selvfølgelig er de tekniske og medicinske aspekter meget vigtige, men hvis vi skubber de åndelige behov til side, vil en person aldrig heles fuldstændigt,” siger Dr. Ivan.

Håber at nå ud til forskellige befolkningsgrupper

Arbejder sammen for at bringe lys og håb

Hospitalet skal ligge i udkanten af ​​hovedstaden Yangon, i et område kaldet Shwe Pyi Thar, som er et stort industriområde med mange interne migrantarbejdere – folk der kommer fra andre dele af Myanmar for at finde arbejde på fabrikkerne. Mange af dem er lavtlønnede og bor i simple skure.

Pastor Mahn Palmerston håber også, at hospitalet bliver et sted, der bringer håb til befolkningen i Myanmar. ”Min mor var læge, så jeg voksede op på et klinikområde og blev vant til at møde lidende og døende mennesker. Jeg kan huske, at der hver jul var et kristent kor, der kom til hospitalet for at synge og dele de gode nyheder,” fortæller pastor Palmerston.

Selvom 85 procent af befolkningen i Myanmar er buddhister, kom alle for at lytte til koret, og de fik del i Guds kærlighed.

”Ud af alle de ’nye’ områder i Yangon er Shwe Pyi Thar den mest underudviklede, og meget få internationale organisationer eller NGO'er arbejder her. Der er heller ikke adgang til hospitaler i området for familier med lav eller mellemstor indkomst,” siger Dr. Ivan.

Men ikke alle i Shwe Pyi Thar er fattige, og Dr. Ivan er sikker på, at hospitalet også vil kunne nå andre befolkningsgrupper.

”Også de ikke-troende var meget glade for, hvad de fik at høre,” siger pastor Palmerston.

”Hvis vi leverer sundhedsydelser af god kvalitet, kan vi også betjene patienter, der har råd til at betale for ydelserne, hvilket er vigtigt fra et forretningsmæssigt perspektiv, så hospitalet kan blive selvbærende på længere sigt.”

Det var den gang, at Pastor Palmerston fik ideen til at åbne et kristent hospital, og han er glad for snart at se ideen blive til virkelighed. At tage sig af syge og forkynde de gode nyheder er to forskellige tjenester, der bør koordineres. Palmerston konkluderer, at han vil tjene folket, til han dør, men han vil også opfordre andre til at deltage i arbejdet.

Møder mange behov I første omgang gør hospitalet klar til 40 sengepladser for Covid-19-patienter og yderligere 7 senge på intensivafdelingen. Dr. Ivan forventer, at sengepladserne bliver optaget ret hurtigt. Når pandemien forhåbentlig daler, vil hospitalet yde mere generel pleje. Der vil

”Lad os arbejde sammen! I Bibelen taler Paulus om, hvordan nogen planter, og en anden vander – og så giver Gud væksten! Når vi er trofaste, vil Gud skabe en vej,” siger Palmerston. 

35

Juleengel i sandblæst stål 149 kr.

2 juleengle i plexiglas 119 kr.

GIV HAB TIL MYANMAR Køb juleengle og støt behandlingen af syge og udsatte mennesker, der er hårdt ramt af corona og konflikt.

Køb her:

www.danmission.dk/shop 36