Brahms Marathon

1 2 . N OV E M B E R 2 0 2 2 KO N S E R VATO R I E T S KO N C E R T S A L

BRAHMS

N

O

H

T

A

R

A

M

Program

KL. 15 SYMFONI NR. 1 I C-MOL, OP. 68 I. Un poco sostenuto – Allegro II. Andante sostenuto III. Un poco allegretto e grazioso IV. Adagio – Allegro non troppo ma con brio SYMFONI NR. 2 I D-DUR, OP. 73 I. Allegro non troppo II. Adagio non troppo III. Allegretto grazioso, quasi andantino IV. Allegro con spirito

KL. 20 SYMFONI NR. 3 I F-DUR, OP. 90 I. Allegro con brio – Un poco sostenuto – Tempo I II. Andante III. Poco allegretto IV. Allegro SYMFONI NR. 4 I E-MOL, OP. 98 I. Allegro non troppo II. Andante moderato III. Allegro giocoso – poco meno presto IV. Allegro energico e passionato – più allegro

4

Kære publikum

Den 15. december 1997 mødtes Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester for første gang. Det skete i Mozarts symfoni nr. 38, den såkaldte Pragsymfoni, og dette musikalske møde blev starten på et langt parløb, der er vokset kunstnerisk år for år - og måske det aldrig har stået stærkere end i dag.

Samarbejdet har inden for de sidste 10 år resulteret i prisvindende udgivelser af hhv. Mozart og Beethovens symfonier, og senest har vores udgivelse af Brahms allerede høstet internationale udmærkelser og placerede sig som nr. 1 på udgivelsesdagen hos Tower Records i Tokyo. Herhjemme kvitterede Politikens anmelder med fem stjerner og konstaterede, at ”det lykkes smukt. Med sans for tempo, skøn balance, høj energi og et helt igennem dramatisk udtryk.”

Det er netop Brahms’ fire ekspressive symfonier, vi har valgt at præsentere i anledning af vores 25-års jubilæum. Fire symfonier - to koncerter - én dag. Det er en krævende præstation af både musikere og dirigent - såvel fysisk som musikalsk - så jeg tør godt på forhånd love masser af energi og nerve!

Kunst rummer fantastiske kræfter og kan skabe meningsfulde fællesskaber - for en stund, og for resten af livet. Derfor er jeg meget taknemmelig for, at vi grundet en substantiel anonym privat donation har kunnet invitere en række organisationer ind i koncertsalen i dag med ønsket om at skabe et glimt af glæde i en mørk tid.

Velkommen i salen til jer alle og rigtig god fornøjelse med Brahms Marathon!

Andreas Vetö Direktør, Danmarks Underholdningsorkester 5

6

25 års samarbejde

ADAM FISCHER I dag markeres 25 års tæt og banebrydende samarbejde mellem chefdirigent Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester. Samarbejdet har resulteret i flere udgivelser og høstet internationale udmærkelser.

Ungarskfødte Adam Fischer (f. 1949) er uddannet på Konservatoriet i Budapest med videre studier i Wien.

Han er en særdeles efterspurgt dirigent inden for såvel opera som koncertrepertoire og har samarbejdet med en lang række førende internationale koncert- og operahuse.

I 2022 modtog han den prestigefyldte pris Lifetime Achievement Award ved International Classical Music Awards (ICMA).

Læs jubilæumsinterviewet i vores avis.

Scan med din mobil og se videoer med Adam Fischer:

7

Beethovens ligemand AF KARL AAGE RASMUSSEN

F

lere af musikkens største skabere har et efterliv som mytologiske fabelvæsner eller filmidoler, og disse livsmyter kaster et særligt lys over deres musik.

Men nogle forbliver skygger, sært slørede skikkelser, vi kun kender som de gængse standardportrætter – Vivaldi, Haydn, Mendelssohn, Rossini, Puccini ... fortsæt selv.

At det også gælder den sidste af de tre store B’er, Johannes Brahms, er nok overraskende. Brahms er mere yndet end nogensinde, og dog har vist de færreste et indtryk af manden bag musikken.

Brahms’ liv er ikke gjort af fængslende fortællestof – lidenskabelig kærlighed, skæbnenedslag, truende sygdom, mystik eller politiske overgreb. Ingen stormfulde ægteskaber, børn og familie, et borgerligt, påholdende arbejdsliv præget af formidabelt håndværk, flid, selvkritik og tillid til rigskansler Bismarck. – Den sidste puritaner?

Det nære forhold til Robert Schumanns enke, Clara, var et uhyre stærkt, livslangt venskab, men næppe mere, trods de energiske rygter, der udpegede ham som far til Schumanns yngste datter.

Allerede som teenager var Clara berømt. Hun blev en af sin tids betydeligste pianister, og den 20-årige Johannes kom ind i det navnkundige pars liv netop da Roberts lurende sindssyge brød ud i lys lue. I marts 1854 blev han anbragt på et “hvilehjem” i en forstad til Bonn, og de næste tre år tilbragte unge Brahms i Düsseldorf som hushjælp og støtte for den fjorten år ældre Clara og parrets syv børn. Men intet tyder på, at Brahms’ forhold til Clara bevægede sig ud over det platoniske, da Schumann døde efter et par års pinefuld “kur” mod tvangstanker. Imidlertid betød styrken og alvoren i deres kunstneriske kald en slags pagt, og den indbyrdes beundring, ømhed og flirt har nok lignet et kærlighedsforhold.

8

B R A H M S M A R AT H O N

Og før han forsøgte at drukne sig i Rhinen og blev indlagt, havde Schumann oplevet unge Brahms’ enorme talent.

Forholdet til Clara blev skelsættende. Han var ofte tiltrukket af intelligente, musikbegavede kvinder, men ingen havde hendes kløgt eller musikerskab. Om det er grunden til, at han forblev single, kan ingen vide. Hans venner vidste at, han som ældre opsøgte prostituerede, da navne på Wiens kendte skøger kan ses kradset ned i hans manuskripter. Men derved blev det.

Han valgte rollen som ungkarl og kompenserede for dens aura af svigtende maskulinitet med brovtende mandschauvinisme. Men manden med det maskuline skæg, med ølmave, cigarstump og overdådig appetit, var hverken et renæssancemenneske eller en godmodig bamse, han var en sky, akavet, pirrelig personlighed. Og feminine træk dominerer både hans væsen og hans musik. Hans stemme var høj og lys længe efter overgangsalderen – “som en ung piges” mente Schumann. Ølmave opnåede han som 40-årig, og først endnu senere, efter årelang kamp, præsterede han det

“Forholdet til Clara blev skelsættende. Han var ofte tiltrukket af intelligente, musikbegavede kvinder, men ingen havde hendes kløgt eller musikerskab.”

9

B R A H M S M A R AT H O N

fuldskæg, som blev et varemærke. Den unge Brahms var en spinkel Adonis med barnlige ansigtstræk, langt hørblondt hår, vandblå øjne og forfinet silkehud som “enhver pige kan kysse uden at rødme”. Det maskuline viste sig senere, mest som en brovtende alfahan med dårlige manerer.

At Brahms kunne være egocentrisk, taktløs og sårende er der et utal af vidnesbyrd om. Inviteret af vennen Niels W. Gade gav han koncert i København få år efter det forsmædelige nederlag i 1864 til Bismarcks Preussen. H. C. Andersen var blandt tilhørerne, alt var udsolgt, og yderligere to koncerter blev annonceret. Men ved en påfølgende festbanket forårsagede Brahms måbende indignation ved at lovprise Bismarck og foreslå Thorvaldsens Museum flyttet til Berlin! Det varede længe, før hans musik fik fodfæste i kongeriget – da den unge Carl Nielsen i efteråret 1894 besøgte berømtheden i Wien, mødte Brahms ham i døren med spørgsmålet: “Ligger det der endnu, museet?”

Den kraftfulde, imposante mand var faktisk ofte usikker, opfyldt af en næsten morderisk selvkritik. Han anså sin papirkurv og en kamin for de vigtigste arbejdsredskaber. En række værker nævnt i breve, prøvespillet etc. forsvandt igen sporløst, og de større indebar ofte endeløse revisioner, nogle for til slut alligevel at blive kasseret.

Han omarbejdede adskillige tidligere værker, og altid (i modsætning til Anton Bruckner) med klart forbedrede resultater. Den 21-åriges H-dur klavertrio fra 1854 er et pragtværk, men 35 år senere lavede Brahms en ny udgave (den som nu altid høres, omend stadig som “opus otte”!), der er genrens kronjuvel. Da han bosatte sig permanent i Wien, sled han dag ud og dag ind med sin første symfoni, men der gik næsten femten år, før han i 1876 offentliggjorde den. I samme tidsrum komponerede Anton Bruckner fire timelange symfonier ...

10

B R A H M S M A R AT H O N

At Brahms blev 43 år gammel før han publicerede værket skyldtes imidlertid hverken besvær med det symfoniske apparat eller skyggeboksning med Beethoven, men vanskeligheder med sammenhængskraft og formlogik. Hans naturtalent var korte, sluttede formelemeter, ikke den dynamiske “gennemføring”, der er Beethovens unikke kendetegn. Brahms’ symfoniske stof er uden den iboende konflikt, der sikrer dramatik, hans metode er en nøjeregnende variationsteknik, der vender og drejer et snævert stof. Kollegaen Hugo Wolf beskrev hans musik som “kunsten at komponere helt uden idéer”. Og det folkelige vid tog bemærkningen til sig ved at synge hovedtemaet fra Fjerde symfoni med teksten: “I-gen faldt in-gen-ting ham ind”. Men faktisk blev Brahms bedre livet igennem, og i de to sidste symfonier gør rytmisk energi og dynamisk fremdrift al kritik til skamme.

Man kan lytte til et astronomisk antal forskellige indspilninger af Brahms’ symfonier, fra fløjlsbløde udgaver, hvor den rytmiske diktion drukner i skønhed til “moderne” fortolkninger, der klinger som røntgenbilleder. I modsætning til Beethoven benyttede Brahms ikke metronomtal, så alverdens fortolkere har frit slag med nogle uhyre elastiske tempobetegnelser – man kan høre Brahms i snart sagt alle tempi, fra slæbende til jappet. I almindelighed er de hurtigere at foretrække, Brahms’ rolige fremlæggelse af sit stof behøver ingen pegepind og tåler ikke at stå i blød. Og han har ikke brug for hormontilskud, ekstra suspense eller hedeture.

Den slags tager noget fra ham uden at give noget til gengæld.

I marts 1896, 75 år gammel, ramte en hjerneblødning Clara Schumann. Hun var døende, og i den første uge af maj skrev Brahms “Fire alvorlige sange”.

11

B R A H M S M A R AT H O N

Clara døde 20. maj, men en banal misforståelse førte til, at Brahms kun med nød og næppe nåede begravelsen i Bonn, han nåede blot at kaste en håndfuld jord i graven. “Nu kan jeg ikke længere miste nogen eller noget”, hviskede han til de omkringstående. I juli sendte han Vier ernste Gesänge til Claras datter, Marie: “Jeg ber dig blot lægge det til side som et offer, et minde om din kære mor.”

En læge i sommerresidensen Bad Ischl diagnosticerede gulsot og ordinerede kurophold i Karlsbads varme kilder. Til en ven skrev Brahms “en banal gulsot, blot med den særhed ikke at ville gå væk.” Men 3. september noterede kuranstaltens læge “hep. hyp.m” i journalen. Få bogstaver, men en dødsdom: hepatitis hypertrophia maligna, ondartet leverkræft. Brahms havde krævet “ikke for nogen pris at ville høre noget ubehageligt”. Og lægen holdt tæt. I foråret begyndte Brahms solide appetit at svigte, og bunker af gamle breve og manuskripter endte i hans sultne kamin. Han overværede Philharmonikernes koncert i marts 1897 med Dvořáks to år gamle cellokoncert (som han beundrede), og hans egen fjerde symfoni udløste endeløs jubel. Folk svingede med hatte og tørklæder, og han var længe hensunket i den kollektive kærlighedserklæring. Så nikkede han tak og forsvandt.

Den 3. april klokken ni morgen vækkede hans husbestyrerinde ham. Han satte sig op, forsøgte at sige noget, men sank tilbage i sengen og uden videre hørte hans vejrtrækning op. Tre dage efter blev han stedt til hvile i en æresgrav på Wiens Zentralfriedhof få meter fra stedet med Beethovens og Schuberts jordiske rester. Da begravelsen fandt sted sænkede alle fartøjer i Hamburgs kæmpehavn flag og faner til halv mast.

12

Iben Hjejle SKUESPILLER

Skuespiller Iben Hjejle er med på scenen, hvor hun sætter fokus på mennesket, komponisten og kunstneren Johannes Brahms ved at fremføre fire nyskrevne tekster undervejs. Her portrætteres fire afgørende kvinder i Brahms’ liv, og måske nøglen til at forstå Brahms og hans monumentale kunst bedre. Teksterne er skrevet af Jesper Malmose.

13

Brahms’ fire symfonier

14

Johannes Brahms Symfoni nr. 1 i c-mol

J

ohannes Brahms bliver ofte betegnet som romantikkens store klassicist. Efter 1850 opstod der i den tyske kunstmusik en voldsom polarisering, der næsten havde karakter af en ideologisk fejde. Musikhistorien har givet de to stridende parter betegnelserne nytyskere og klassiscister. Den første retning havde Wagner og Liszt som frontfigurer, mens Brahms blev associeret med den anden. Splittelsen voksede ud af revolutionerne i 1840’erne. Nytyskerne mente, at det var musikkens og kunstens pligt at formidle et revolutionært indhold. Bevægelsens ’chefideolog’, musikkritikeren Franz Brendel, skrev: ”Musikerne har vænnet sig alt for meget til at betragte kunsten som et isoleret område, uden for historiens gang.” Musikken skulle ses som et middel til at udsprede det revolutionære budskab – det skulle være musikkens egentlige indhold.

For klassicisterne var denne problematik forfejlet. Deres bannerfører, kritikeren Eduard Hanschlick, hævdede tværtimod, at musik aldrig kan have andet indhold end sin form. Musik er i sit inderste væsen absolut – hævet over verdens begivenheder, ideer og tanker og uden forbindelse til samfundsmæssige paroler.

Efterhånden som revolutionerne klingede af, stod kampen om, hvorvidt musikken kan fortælle noget uden for sig selv eller ej.

Nytyskerne hyldede den såkaldte programmusik (bl.a. med reference til Beethovens Pastoralesymfoni) og musikkens evne til at forbinde sig med digtningen, mens klassicisterne fastholdt, at musik er en absolut og abstrakt kunstart.

Johannes Brahms blev (med eller mod sin vilje) klassicisternes kunstneriske frontfigur. Han videreudviklede den måde at arbejde med det musikalske stof på, som man møder hos især den sene Beethoven, hvor ganske få motiver ligger til grund for et helt værk, 15

B R A H M S M A R AT H O N

og hvor små motiviske variationer skaber nye temaer, som udfolder sig som forskellige sider af den samme musikalske idé.

Symfoniens sidste sats bryder ud i en hymne, der vækker klare mindelser om finalen i Beethovens niende. Men karakterisktisk for Brahms er der ingen digterisk undertekst til musikken – hymnen taler for sig selv. Ligheden med forlægget har til tider fået folk til at betegne Brahms’ første symfoni som ”Beethovens tiende”.

Symfoni nr. 2 i D-dur Brahms tilnærmelse til den symfoniske genre var på mange måder en kamp. Han følte den kolossale vægt af Beethovens symfonier som en forhindring. Det var en skæbne, som alle europæiske – og i særdeleshed tyske – komponister på den tid havde fælles. Mange af dem tyede til den billedskabende programmusik for at finde nye veje, men Brahms insisterede på musikkens karakter af et abstrakt sprog. Når gode venner spurgte til, om der ikke snart kom en symfoni fra hans hånd, svarede han: ”I aner ikke, hvordan det føles at høre de trampende skridt af en gigant som Beethoven lige bag jer!”.

Efter udgivelsen åbnedes tilsyneladende en særdeles livfuld kreativ åre: Allerede året efter færdiggjorde han sin symfoni nr. 2.

Den blev til under et sommerophold i den smukke by Pörtschach.

Symfonien er Brahms’ mest idylliske. Den kaldes undertiden for Brahms’ Pastorale – med reference til Beethovens 6. symfoni.

Men trods dens fredfyldte karakter rummer den også mørke og melankolske træk. Brahms selv var faktisk af den opfattelse (som han skrev til sin forlægger), at ”den er så melankolsk, at man ikke 16

B R A H M S M A R AT H O N

“I aner ikke, hvordan det føles at høre de trampende skridt af en gigant som Beethoven lige bag jer!” er i stand til at høre den til ende. Jeg har aldrig skrevet noget så sørgeligt, og partituret må udkomme som klagesang.” Symfonien befæstede Brahms’ position som symfoniker og som klassicist, i stadig mere skarp opposition til nytyskerne, som så det som kunstens opgave at formidle et revolutionært budskab.

Førsteopførelsen af 2. symfoni fandt sted 30. december 1877 med Wiener Filharmonikerne og den karismatiske og højt berømmede dirigent Hans Richter. Symfonien er helt klassisk i sin opbygning. En stort anlagt åbningssats i sonateform (og med et lille citat af Brahms’ måske mest velkendte melodi, hans Wiegenlied) efterfølges af en langsom og elegisk andensats. Derefter en graziøs sats i tredelt menuettakt og til slut en stor, apoteosisk finale. Brahms anså i øvrigt selv denne symfoni som sin bedste.

Symfoni nr. 3 i F-dur Symfoni nr. 3 er skrevet i det år, hvor Brahms fyldte 50 år. Wagner var død nogle måneder tidligere, og Brahms havde i respekt dirigeret en koncert til minde om ham, skønt han havde været oprørt over Wagners udtalte antisemitisme. Brahms var liberalt sindet, skønt stærkt konservativ i kunstnerisk henseende, og han 17

B R A H M S M A R AT H O N

havde mange jødiske venner. Jødehad brød frem flere steder i Europa i 1880’erne, ikke mindst i Rusland, hvor zar-imperiet iværksatte omfattende progromer. Også Wien var hjemsøgt, og byen blev i perioden mere og mere polariseret imellem ekstrem konservatisme og ekstrem radikalisme, både politisk og kunstnerisk. Wagner-tilhængerne afskyede Brahms, og ved uropførelsen af 3. symfoni buh’ede de højlydt efter hver eneste sats. Det er skæbnens ironi, at selv Brahms’ tilhængere siden skulle bruge hans musik i anti-jødisk tjeneste: Furtwängler betegnede således hans ”Deutsches Requiem” som et udtryk for det ’ægte tyske’ i modsætning til den ’kunstighed’, der prægede jøderne Mahler og Schönberg. Brahms’ 1. symfoni fik tidligt navnet ’Beethovens tiende”. Hans 3. symfoni har også fået en række forskellige tilnavne. Dirigenten Hans Richter kaldte den ”Brahms’ Eroica”, andre betegnede den som hans ”Germania Symfoni”. Clara Schumann, som var dybt betaget af symfonien (mens den evige ungkarl Brahms selv var dybt betaget af hende!) hørte både skove og bjerge i musikken og talte om hans ”Alpine Symfoni”.

Første, anden og fjerde sats er bundet sammen af et musikalsk motto: et F, der stiger til et As og videre til det høje F. Et motiv, der i grunden antyder tonearten f-mol. Men symfonien står i F-dur. I den sammenhæng er tonen As et fremmedelement, og denne kamp imellem dur og mol er et gennemgående træk i disse tre satser. Næsten 30 år tidligere havde Brahms skrevet en violinsonate med motivet F-A-F. Et motiv, der skulle stå for ”Frei aber froh”. Med midterste tone erstattet af et As bliver dette udsagn pludseligt mere tvetydigt. Tredje sats er en af Brahms’ mest populære symfoniske satser. En smuk og lyrisk cellomelodi, som overtages af de øvrige strygere. Satsen rummer ikke 18

B R A H M S M A R AT H O N

den samme tonale kamp som de tre øvrige, men dens stemning af længsel og melankoli falder i tråd med resten af symfonien.

Symfoni nr. 4 i e-mol Brahms skrev sin fjerde og sidste symfoni i somrene 1884-85 i den lille bjergby Mürzzuschlag i Alperne. I sin velskrevne Brahms-biografi ”En sørgmodig drøm om idyl” giver komponisten Karl Aage Rasmussen et fascinerende indblik i tiden omkring tilblivelsen af værket. Han skriver: ”At én sommer ikke var nok til at færdiggøre den sidste symfoni, skyldtes måske den Tredjes overvældende succes.

Det præstationspres, der kunne sætte ham i stå som ung, har måske igen rørt på sig. Og hvis ja, må en aften i oktober 1885, da han sammen med en kollega spillede det nye værk firhændigt for de nærmeste venner, have ført til en urolig nat. For reaktionen var chokerende negativ.”

En af vennerne opsøgte Brahms næste dag: ”Jeg bemærkede forsigtigt, at han måske burde overveje at holde værket tilbage. Skulle det gå efter mit hoved, sagde jeg, så smed jeg scherzoen med det abrupte tema og de ret banale ideer i en papirkurv. Jeg ville udgive den storartede passacaglia (sidstesatsen) som et selvstændigt værk og skrive to nye satser, som bedre passede til de to andre.” Men Brahms stod fast. De fire satser er båret af en streng og konsekvent indre sammenhæng i det musikalske materiale, så det var utænkeligt for ham at ændre på symfonien. Han havde dog ikke store forventninger til modtagelsen af værket. Uropførelsen var stort lagt an med hele fjorten koncerter i tyske og hollandske byer 19

B R A H M S M A R AT H O N

under ledelse af komponistens gode ven og yndlingsdirigent Hans von Bülow. Men Brahms skrev lakonisk til sin forlægger: ”Det ville være vanvid at investere bare én krone i det!”. Så meget desto mere overraskende var publikums reaktion ved uropførelsen.

Der var højlydt bifald efter hver sats og lange ovationer bagefter.

Kritikere tøvede ikke med at betegne symfonien som Brahms’ væsentligste værk. Og siden da har symfonien ubestridt vundet sin fortjente plads som ét af periodens vigtigste symfoniske værker.

Symfoniens åbningstema består i al sin enkelhed af en serie af faldende tertser, som i omvending bliver til sekster. Dette enkle motiv er bestemmende for hele symfonien, både i tematisk og harmonisk henseende.

Søndag 12. november 2022 Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg

Instruktør Birgitte Næss-Schmidt

Danmarks Underholdningsorkester

Lysdesign Sarah Falk Fredelund

Chefdirigent Adam Fischer

Lystekniker Martin Holst

Forfatter Jesper Malmose

Direktør Andreas Vetö

Skuespiller Iben Hjejle

Producent Adam Simonsen

Kostume og sminke Sofie de Mylius

Produktionsleder Dorte Pontoppidan

20

Oplev Haydns opera

Orfeo ed Euridice (L’anima del filosofo)

CHEFDIRIGENT

A DA M F I S C H E R

M EDVI R KEN D E M A L M Ö O P E R A KO R , E M Ö K E B A R ÁT H , A L I C I A A M O , T H O M A S WA L K E R , D AV I D J E R U S A L E M

2 1 . JA N UA R 2 0 2 3 KO N S E RVATO R I E T S KO N C E R T S A L 21

Danmarks Underholdningsorkester Vidste du, at Danmarks Underholdningsorkester er ejet af musikerne? Vi præsenterer musikalske oplevelser i hele landet – på tværs af både genrer og generationer.

Vi udvikler konstant nye musikalske koncepter med interessante samarbejdspartnere, og vi vil rykke grænserne for, hvad et symfonisk orkester kan!

Mød musikerne og læs mere om vores kommende koncerter på underholdningsorkester.dk

FOTO: TOKE BJØRNEBOE

Se vor es nye hjem m eside!

22

Vi har udgivet Brahms’ samlede symfonier Efter den succesfulde boksudgivelse med alle Beethovens symfonier fortsætter Naxos og Danmarks Underholdningsorkester nu samarbejdet med endnu en boks-samling.

UDGIVELSEN ER STØTTET AF:

Lyt på din foretrukne streamingtjeneste  23

Præsenterer musikalske oplevelser i hele landet

1.-18. DEC

RASMUS BJERGS JULESHOW Vi bringer julehyggen rundt i hele landet.

Falkoner Salen 18. december

29. DEC

NYTÅRSKONCERT Nytårsshow i Vejle Musikteater med Anders Blichfeldt, Kaya Brüel, Signe Svendsen, Søren Sko og Trine Gadeberg

11.-15. JAN

EN AFTEN MED ANDERSEN Per Vers, Bisse, Katinka, Bodil Jørgensen og Rasmus Dissing fortolker Benny Andersen

21. JAN

ORFEO ED EURIDICE Haydns mytiske opera i koncertversion dirigeret af Adam Fischer

22. FEB 19. MAR

31. MAR – 19. APR

DANMARKSTURNE MED TV-2 TV-2 i stærkt samspil med Danmarks Underholdningsorkester

GRÆSSET ER GRØNNERE Nyskrevet opera af Oh Land i samarbejde med Den Fynske Opera

… og der kommer hele tiden nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret underholdningsorkester.dk