M&V 29 2003

Miljø- -.. vandpleje

tema: o

Adale

,,9QP.TS"/tS.t~-9 ~

~

~~ .

.

"

i Danmarks Sportsfiskerforbund • 2003

LEDER

Landsudvalget for Miljø- & Vandpleje • 2003 Forsidefoto: Bent Lauge Madsen, Heine Glusing.

MELLEM NATUR OG KULTUR 3

Regulering af vandløbene har smadret samhørigheden mellem åen og dens dal til stor gene for dyre- og plantelivet - og har samtidig fået drastiske følger for miljøtilstanden i de indre farvande. Imens spidser konflikten mellem landbrugets interesser og ønsket om "en rig natur i et rigt samfund" til. Noget tyder på, at landbruget indtil videre sætter dagsordenen.

LANDBRUGET OG ÅDALEN 8

De senere år har landbruget formået at nedsætte tabet af næringssalte betragteligt, og flere naturgenopretningsprojekter i ådalene skyldes initiativer fra lokale landmænd. Men de øgede nedbørsmængder og den ekstensive vedligeholdelse af vandløbene er en problematisk cocktail for landbruget. Læs her, om erhvervets ønsker for den fremtidige forvaltning.

VENDER LANGSOMT TILBAGE 12

I dag er en stor del af de arealer, som landbruget med støtte fra staten har drænet, atter vandlidende. Endnu en gang er det skatteyderne, som står til at skulle betale regningen. Denne gang får vi dog noget for pengene, hvilket projekterne ved Brede Å og Skjern Å er gode eksempler

<it·

~

.":

~

!

Der skal være samspil mellem et vandløb og dets ådal. Det har man vidst i mange år. Et naturligt samspil sikrer en varieret natur i og omkring vandløbet.

Samtidig sikrer det mod oversvømmelser af den type, som vi har set langs de store europæiske floder de senere år. Man skulle således mene, at det måtte være i alles interesse at få genskabt naturlige vandløb, der er i kontakt med deres ådal.

Virkeligheden i Danmark er imidlertid en anden. Mere end 90 % af de danske vandløb er på et eller andet tidspunkt blevet reguleret, og mange af disse er i forbindelse med reguleringen blevet gravet dybt ned under det omgivende terræn. Vandløbene har derfor mistet kontakten med de ånære arealer. Der sker ikke længere aflægning af materiale og næringsstoffer på arealerne i forbindelse med høje vandføringer, og der kan derfor ikke opstå de varierede og diverse økosystemer, der ellers er karakteristiske for den uforstyrrede ådal. Materiale og næringsstoffer transporteres i stedet i vandløbet. Det giver eksempelvis sandvandring, der er negativt for stort set alle livsformer i vandløb. Og næringsstofferne, der i det naturlige vandløb .ofte vil blive delvis omsat i de ånære arealer, transporteres i stedet ud i havet. hvor de er årsag til det omfattende iltsvind, vi har set de senere år.

Det er ingen hemmelighed, at de ovenfor skitserede problemer giver anledning til betydelige konflikter. Landmændene vil gerne have sikret en fortsat mulighed for at anvende de ånære arealer til dyrkning eller græsning.

Og mange landmænd har da også på grund af harmonikrav brug for hver eneste hektar, de ejer. Så selvom den enkelte landmand gerne vil have mere natur i ådalen, er dette måske ikke muligt med hans nuværende driftsform. Vil han give noget tilbage til naturen, er han nødt til at mindske sin bedrift.

På den anden side stårforskellige interesseorganisationer og kræver mere natur i ådalene og vil ikke længere finde sig i, at hårdhændet vedligeholdelse af vandløbene af hensyn til afvandingen forhindrer vandløbene og de ånære arealer i at opnå en god økologisk tilstand. Og myndighederne balanCerer på et tveægget sværd. De skal sikre afvandingen og samtidig sikre miljøet i vandløbene, en opgave fyldt med modsætninger.

Der ligger store udfordringer og venter i de kommende år, blandt andet med implementeringen af vandrammedirektivet. Landsudvalget for Miljø- og Vandpleje vil følge udviklingen omkring vore vandløb og ådale tæt. For det er nu, vi skal have fundet langsigtede løsninger, der kan sikre miljøet i og omkring vandløbene. Og løsningerne kan kun blive fundet gennem et bredt samarbejde mellem de forskellige interesser i ådalene. Det er vores håb, at det igangværende arbejde med en Vandmiljøplan III bliver et af de værktøjer, der kan anvendes i kampen for at skabe bedre vandløb og bedre ådale.

Landsudvalget for Miljø- & vand pleje

på.

\ ',:

Vandløb og ådale - muligheder og problemer

Landsudvalget Verner W. Hansen

Michael Deacon

Oktobervænget 21

Frihedsvej 1

6000 Kolding

6630 Rødding

Miljø- og vandpleje

Redaktører

Miljørnagasin til foreninger i Danmarks Sportsfisker-

Hans Martin Olsen & Kaare M. Ebert

forbund samt miljøinstitutioner i hele Danmark.

Udgiver

2

Mogens Nielsen

Torben Kaas

Rosenhaven 213

Birkehaven 408

7100 Vejle - telefon 75 82 06 99.

2980 Kokkedal

2980 Kokkedal

Miljø- og vandpleje kan i begrænset omfang

Layout og redigering Klaus Balleby

Danmarks Sportsfiskerforbund, Worsaaesgade 1

Produktion og prepress

rekvireres hos Danmarks Sportsfiskerforbund.

OleWisler

Thomas Sørensen

Hans-Martin Olsen

Nygårdsterrasserne 245 D

Langelandsgade 5

Tryk

Oplag

3520 Farum

8700 Horsens

Scanprint, Svanemærke-godkendt Papir: Cyclus Offset

1.500 eksemplarer

Tekst og foto: Bent Lauge Madsen, mag. scient, åmand emeritus fra Skov - og Naturstyreisen

o

Adalene mellem

NATUR OG KULTUR Regulering af vandløbene har smadret samhørigheden mellem åen og dens dal til stor gene for dyre- og plantelivet - og har samtidig fået drastiske følger for miljøtilstanden i de indre farvande. Imens spidser konflikten mellem landbrugets interesser og ønsket om "en rig natur i et rigt samfund" til. Noget tyder på, at landbruget indtil videre sætter dagsordenen.

D

a vi regulerede åerne afbrød vi den nære forbindelse mellem åen og dens dal. Nu kunne åen ikke længere aflastes når der var meget vand.

Engene var blevet ødelagt s.om de renseanlæg, der havde taget imod sand og okker, når åen svømmede over, og som uskadeliggjorde nitraten, der siver ud fra de dyrkede marker. Åen kunne ikke længere forme og forny dalen, den kunne ikke længere hente sten og grus fra dalens sider. Kun ved at genskabe åens nære forbindelse med dens dal kan vi igen få åen helet. Men hvad er det for en natur vi får i ådalen hvis vi overlader den til naturens egne kræfter? "Åen og dens dal må aldrig blive skilt. De to hører sammen".

Sådan husker jeg canadieren Noel Hynes, den store, gamle åmand, sige det i 1975. Åen og dalen former hinanden. Den naturlige å er ikke en isoleret dyb rende i en

dal. De er tæt på hinanden. Både åen og bækken løber tæt på engens overflade. Åen skærer løs af dalens sider, og den skærer sit løb i den eng som selv leverer tilbage til dalen, når vandet går over bredderne. Åen sorterer det materiale den graver løs fra ådalen i de dybe høller og lavvandede stryg.

I den naturlige ådal går vandet begge veje.

Fra dalen ud i åen, og fra åen ind i dalen. Med vandet går også sand, jord og næringsstoffer, begge veje.

Det er ådalens fald, der giver åen kræfter til at grave med. De er størst øverst, mindst nederst i ådalen. De er størst i det bakkede morænelandskab fra sidste istid, mindst i de brede, vestjyske ådale og hedesletter mellem bakkeøerne fra de gamle istider. Disse forskelle i ådalene giver forskellige åer.

Man kan aldrig se over den samme ådal to gange. Den bliver hele tiden forstyrret. Næste gang er den forandret. Naturligvis skal den store forandring ses over mange årtier eller århundreder. Slyngninger skærer igennem og

afsnører hesteskosøer, der ligger som damme i ådalen før de gror til. Åen skærer løs af ådalens ene skrænt for næste århundrede at skære løs af den anden skrænt. Den flytter sig fra den ene side af dalen til den anden. Åen vil ikke løbe lige ud. Den slynger sig i det velkendte, slyngede mønster med en bølgelængde, der er afhængig af åens øverste bredde - den bredde den har når den erfuld afvand. Så har åen flest kræfter, og den former sine slyngninger med en bølgelængde på cirka 14 gange bredden.

Det er en forstyrrelse der kommer med et mellemrum på et par år, somme tider lidt hyppigere, somme tider lidt sjældnere. Men det er en forstyrrelse, der sætter sit overordnede præg på åen.

En yderligere vandføring ændrer ikke åen, for kræfterne øges ikke. De forsvinder når vandet går over bredderne. Vandet skyller ind over dalens eng, og det løber stille og roligt tilbage til åen når der igen er plads. Den dal det forlader er forandret - her er efterladt det

3

sand og andet materiale vandet havde med.

Sådan er engen bygget op. Åen og dens dal er en levende helhed der uafbrudt forstyrrer hinanden.

Før reguleringen i 1910

Vandløb

Før reguleringen i 1910

Vandløb

1 år efter reguleringen i 1910

Den gode og den onde Vi plejer at se forstyrrelser i naturen som noget ondt, f.eks. vulkanudbrud, jordskred i regnskoven og stormfald i nåleskoven. Men set ud fra økologiske synspunkter skaber det nye levesteder og dermed et rigere planteog dyreliv. Forstyrrelser inden for visse, vide grænser er en vigtigere forudsætning for en rig og varieret natur end ro og stabilitet. Den gode fornyelse erden der ikke erfar lille, . ikke for stor. Ikke for hyppig, ikke for sjælden.

I søer og i vandhuller hersker roen, åg deres skæbne er vis - de vil gro til og forsvinde. Vandhullet kan forynges af gravemaskinen omend det kun varer kort. Åen har sin egen gravemaskine. Strømmen forstyrrer åen og dalen uafbrudt. Forstyrrelsen er fomyeren og foryngeren.

Men forstyrrelsen kan også være så stor og omfattende, at den ødelægger. Det skete f.eks. da vi skilte dalen fra sin å. At regulere åen var en stor og omfattende forstyrrelse der fik flere i sit kølvand.

Da åen blev rettet ud og gravet dybt ned kunne den ikke længere oversvømme engen. Før gik vandet to veje - fra dalen ud i åen, og fra åen ind over engen. Nu gik vandet kun den ene vej - fra dalen ud i åen.

Den bremse der holdt vandets kræfter i skak ved tøbruddet blev ødelagt. Vandet kan ikke holdes tilbage og forsinkes, kræfterne kan ikke aflastes. Vandmængden og . kræfterne øges ned gennem vandløbssystemet. Det ser vi jo mange eksempler på, i Danmark ikke så katastrofale som i andre dele af verden. Men årsagen er fælles.

Overskudsvandet holdes ikke længere tilbage i de øvre vandløbsdale, og så kommer der for meget af det på en gang længere nede. Man behøver ikke at finde årsagen i drivhuseffekten. Den er meget tættere på.

De utæmmede kræfter graver løs i bund og sider, og åen har ikke andre steder at lægge sandet end i sig selv længere nede. Den sten og grusbund der måtte være skånet af

80 år efter reguleringen i 1910 (dvs. i 1990)

Efter Rolf Christiansen, Viborg Amt.

Da Nørreåen blev reguleret i 1910 faldt grundvandsspejlet, som den øverste figur viser. På den nederste fra 1990 kan det ses at den afvandede jord har sat sig. Vandspejlet er nu lige så højt som i 1910. Data fra Viborg Amt. Figurfra Aktuel Naturvidenskab 4/2000.

gravemaskinerne dækkes af sandet, og åen kan ikke længere hente nyt grus og nye sten i dalens sider.

Inde i dalen er jordbunden blevet tør.

Nitraten fra de dyrkede marker, der før blev uskadeliggjort i den våde engbund, strømmer nu uhindret ud i åen og videre til fjorde og havet. Ilten trænger nedtil pyritlagene og sår giftigt jern og surt vand ud i åen. Det kvæler de sidste rester af dyrelivet og farver åen rød af okker. Heller ikke det kan·den komme af med. Og alle strømmens forsøg på igen at skabe kontakt med sin tabte ådal bliver bremset af den hyppige forstyrrelse vores

vedligeholdelse repræsenterer.

Vejen til genforening Engene er skabt af sand, okker og ler og organiske partikler som åen har aflejret, når den går over sine bredder. I nogle enge er det blandet op med store mængder organisk materiale, tørv, der stammer fra plantevæksten i bl.a. engsøer og hesteskosøer.

Engene kaldes henholdsvis mineraljordsenge og tørvejordsenge afhængig af hvor stor en andel det organiske stof udgør.

Begge er meget frugtbare og har derfor været mål for omfattende afvandinger, så

Vandet skal gå over breddeme. Her renses vandet, her forsinkes vandet, og her taber strømmen kræfterne .

.(

4

.

~/

'\. !

Kornmarken i går - den gamle eng i morgen? Drænene fra marken bag engen ender i en drænbrønd, og under den afvandede eng løber de dybe dræn, som sender nitrat direkte ud i åen. Får drænvandet (nederst) i stedet lov at sive ud over engen kan nitraten omsættes af bakterier i den våde engbund . .Baggrundsakvarel Lars østergaard . Figur fra Aktuel Naturvidenskab 4/ 2000.

engene kunne udnyttes til græs og afgrøder.

Ved afvandingen sænkes vandspejlet, så afgrøderne får en stor roddybde i en jord der er så porøs at der kan sive ilt derned.

Rødderne skal ånde. I den våde eng er der ingen ilt. Rødderne kan ikke ånde i den vandmættede jord . Vandspejlet sænkes ved at man lægger drænledninger eller graver åbne grøfter. Dette sidste sker ofte i de sandede hedeslettedale. Normalt er afvandingsdybden omkring 120 cm.

Når en vandlidende eng bliver afvandet synker jorden straks en lille smule. Man siger den konsoliderer, og det skyldes at vandets "opdrift" ervæk. Jorden bliver relativt tungere.

Men i de enge der har et stort indhold af organisk stof, tørveengene, fortsætter jorden med at synke. Det er bakterier der er på spil.

Når der kommer ilt ned i jordbunden sættes der gang i deres udnyttelse/forbrænding, af det organiske stof. Det er for dem hvad rugbrød erfor os, og ligesom rugbrødet forsvinder også det organiske stof. En skive på en cm eller mere kan det blive til om året.

Jordoverfladen synker, og det bliver til meget i løbet af nogle årtier.

Vi siger at jorden sætter sig og det er grunden til at afvandede enge i vore ådale nu

igen er ved at blive vandlidende. De nærmer . sig åens vandspejl, selvom det for landmænd kan se ud som det er vandspejlet, der nærmer sig markens overflade. Det gælder om at have orden på nivelleringerne og fikspunkterne, så man kan fastlægge årsagen. Ny dræning eller regulering hjælper lidet med mindre man vil pumpe vandet op. Åernes fald er brugt ved de sidste reguleringer.

Jordsætningerne var ved at gøre mange af Skjern Å dalens marker ubrugelige, og det banede vejen for naturprojektet. Man må se i . øjnene at afvandede enge på tørvebund har en begrænset levetid. Overalt i landet kæmper landmænd forgæves mod vandet og den helt naturlige og forudsigelige udvikling. Det handler om cirka halvdelen af vore måske 500.000 hektar afvandede enge, 10 % af landbrugsarealet. Den anden halvdel er overvejende mineraljordsenge på de sandede hedesletter. De vil fortsat kunne dyrkes.

Den våde eng, et renseanlæg Langt om længe begyndte man i Danmark at indse at vore vådområder kunne være en forbundsfælle i karnpen mod kvælstofforureningen af havet. I Vandmiljøplan 2 fra

1998 skal 16000 hektar våde enge give deres bidrag ~ en reduktion på 5600 tons om året skulle det blive til.

Bag det ligger den økologiske kendsgerning at bakterier i den våde, iltfrie eng bund kan omsætte nitrat (N03), som gøder havets alger, til det helt uskadelige kvælstof luftmolekyle N2, der udgør cirka 80 % af vores atmosfære. Det er den samme proces der sker i vore dyre renseanlæg, der skal fjerne byspildevandets nitrat, der er ganske ubetydeligt i forhold ti/landbrugets bidrag.

Fænomenet har været kendt både i vore nabolande og i USA i mange år, rnen det må retfærdigvis tilføjes at den danske forskning har vist at de våde enges kvælstDffjemelse er endnu bedre end den "gamle" udenlandske forskning viste.

Ideen i de naturlige renseanlæg er at drænvandet fra de gødede marker skal sive gennem engens våde jord i stedet for at strømme gennern dræn ud i åen. Sådan har de naturlige enge nok renset den smule nitrat fra der også i gamle dage vaskede ud fra markeme.

Danske forsøg har vist at en våd eng kan fjerne 300 - 400 kg nitratkvælstof (vægten af kvælstof i nitratmolekyle) per hektar per år.

Der er eksempler på at nogle enge kan fjerne endnu mere. Fra hver hektar dansk landbrugsjord løber cirka 20 kg nitratkvælstof ud i vandløbene per år. Det betyder at en våd eng i teorien kan fjerne overskudsnitrat fra cirka 20 hektar. Det er en forudsætning, at engen indeholder organisk stof, som bakterierne kan forbrænde. Det er deres næring, mens nitraten er iltningsmidlet sorn de "ånder" med. De udnytter enkelt sagt ilten i nitraten (N03), og tilbage er det rene kvælstofmolekyle .

Den samme renseproces sker i søernes sorte, iltfrie mudder. Det er en af baggrundene for at man vil genoprette tørlagte søer i åsystemerne, som f.eks. Sundby sø i Thy og Vilsted sø i Himmerland.

Engene kan også rense vandet når det er kommet ud i åen. Det sker når vandet går over bredderne. Her står vandet stille og indholdet af jordpartikler, gødning sand og okker bliver liggende tilbage når vandet

Elletræet står nu på stylter fordi den afvandede jord har sat sig.

5

Skovkilden ved Granslev Å - en rigtig gydebæk.

trækker sig tilbage. Det er det, som skaber engen og gør den frugtbar. I varidløbsbredden kan man se efterladenskabeme fra mange års oversvømmelser ligge som tynde og tykke lag, afhængig af hvor store og langvarige oversvømmelseme har været.

Undersøgelser i Gjem Å, som DMU har lavet, viser at en enkelt oversvømmelse af 1 hektar eng kan· efterlade lige så meget fosfor som på et år skyller ud fra 150 hektar intensivt dyrket mark.

Oversvømmelseme var åens renseanlæg før vi adskilte åen fra sin dal. Nu genskaber vi nogle steder den gamle samhørighed for at fjerne opløst jern og okker. I Rind Å ved Rind kirke er et stykke af åen genslynget. Om vinteren, når der er mest jern og okker i vandet, løber åen ud over engen og står stille i nogle lavvandede bassiner længe nok til at det opløste jern iltes og okkeren bundfældes.

Når vandet længere nede igen ender i åen er langt hovedparten, op til 75% af jern og okker væk.

I Sønderjylland stemmer man Hvirl Å op i vintertiden så vandet løber ud over engene i en såkaldt "vintersø". Her renses vandet, og om sommeren kan kreaturerne igen græsse engen. Denne dobbeltfunktion havde engene i gamle dage, og det kan de få igen.

Ådalenes fremtid Vi ervist alle enige om at den smukkeste og bedste ådal er den grønne, afgræssede eng

6

med deri blå, slyngene å igennem. Her er viber og rødben, for de vil have udsyn. Her kan fiskeren svinge fluestangen ved bredden. Her kan man gå uden.at synke i mudder til skridtet.

Denne åbne eng er skabt af os. Det er kreaturer og høslet der holder buske og træer, siv og tagrør nede. Det er dræning og grøftning der holder vandet væk så kreaturer og fiskere kan gå på engen.

Måske kan man forestille sig at der her og der har været sådanne lysåbne ådale, før vi begyndte at udnytte dem for længe siden.

Nogle "palæo-økologer" - sådan kaldes folk der studerer og tænker over fortidens naturmener at urokser og store hjorte, godt hjulpet af bævere, har kunne friholde nogle områder i ådale for træer og buske. Andre tvivler.

Der er rigelige eksempler på hvad der sker når en dyrket eller græsset eng får lov at passe sig selv. Den gror til. Først kommer sivtuerne, senere el og pil. Viben og de andre vadefugle forsvinder. Nattergalen, rørspurven og mejserne tager over. Fiskeren kan ikke svinge fluestangen. Vi kan ikke se åen for tagrør og elletræer.

Det er ikke et spørgsmål hvilken natur der er bedst som natur. Er den åbne eng med viber bedre end elleskoven med dens fugleog insektliv? Det er et spørgsmål hvad vi , brugerne, vil have.

Skal naturen opfylde vore behov må vi pleje den, styre den, medmindre vore behov er

naturen i fri udfoldelse. Naturgenopretning er i Den store Danske Encyclopædi defineret som en ændring af naturen der gør den bedre egnet til det vi vil bruge den til. Det handler om et valg mellem flere muligheder, hvor fiskere, botanikere, ornitologer og kunstmalere ikke nødvendigvis har det samme ønske.

Hvordan kommer åen til at se ud? Vil den igen begynde at lave flettede løb med holme sådan som Holme Å var engang . Det kan jo let ske når vårflommen vælter træer. Vil der igen komme lavvandede engsøer i dalene? I dag genskaber vi dem for at genoplive deres rensende egenskaber overfor kvælstof og fosfor. Men de er jo også smaltfælder. Og levested for et spændende fugleliv.

Hvad med de små tilløb i bakkerne som ørrederne yngler i? Når de ud i dalens å? Eller siver de ud over den tilgroede eng og ender i en sump fordi derpå engen ikke er fald nok til at give bækken kræfter til at grave sit løb.

Hvis ikke et stort" 100 års-regnskyl " kan hjælpe til er en anden mulighed at hjælpe med en rendegraver. Vandløbsrestaurering i fremtiden?

Natur eller landbrug i ådalene Landbrugsjord har aldrig været så dyr som i dagens Danmark. Der skal være plads til den overskydende gylle. Derfor er det ikke kun naturintereserede der har kig på ådalene. Vi har muligheden for at måske en kvart million

hektar kan blive natur igen. blot vi venter på at naturen går sin gang. Men der er store penge på spil for landbruget. I flere år er kravene om en mere hårdhændet vedligeholdelse blevet mere højrøstede. som om det skulle afbøde at markerne sætter sig. Det følges nu op af krav om ændrede regulativer. der kan legalisere den. hårdhændede vedligeholdelse på bekostning af miljøet. Og nu. samme år som Skjern Å Naturprojektet er afsluttet til en pris af 257 millioner krQner. formulerer landbruget krav om nye reguleringer.

Måske skal vi være glade om det lykkes at købe de 16000 hektar våde enge der er med i vandmiljøplanerne. Det er under 10 % af de våde enge der er på vej tilbage til naturen.

Hvad er skæbnen for resten. Ny regulering?

Måske kan vi få en ide om hvad fremtiden vil bringe ved at se i visionerne for "en rig natur i et rigt samfund". også kaldet Wilhjelmudvalgets betænkning.

Heri har landbruget sat dagsordenen for ådalene "I det omfang det ikke påvirker den vandafledning. der hidtil har dannet grundlag for landbrugsmæssig drift på de bagvedliggende arealer, skal der skabes bedre muligheder for at undlade vedligeholdelse. fremme fri slyngning og etablere fleksible b.eskyttelsesbræmmer".

I den vision er der ikl<e mange spor af den vandløbslov. som Danmarks Sportsfisker. forbunds Børge Christensen fik gjort til en vandløbskvalitetslov. Wilhjelmudvalget siger at vi - måske - kan få gode vandløb i ådalene hvis det ikke kolliderer med landbrugets afvanding!

Og så skal samfundet betale for det en gang til. Først for at afvande engene. Nu fordi landmændene ikke kan bruge dem mere.

Det må være et rigt samfund der har råd til den.

D

Nogle skovvandløb siver ud over den tilgroede eng og ender i en sump. fordi der på engen ikke er fald nok til at give bækken kræfter til at grave sit løb.

,..--- MERE AT LÆSE Kaj Sand Jensen og Nikolaj Friberg: (red): De strømmende vande. Gad.

2000.

Bent Lauge Madsen: Vandløbene i Danmark. Gad 1998.

Bent Lauge Madsen: De våde enge.

Aktuel Naturvidenskab nr. 4. 2000.

Wilhjelmudvalget: En rig natur i et rigt samfund. Skov og natu.rstyrelsen. 200t Luna B.Leopold: A view of the river.

Harward University Press. 1994.

Slyngninger varer ikke evigt. Her er en af dem afsnøret. Nu er den en hesteskosø. en dam, der vil gro til. Den har ikke længere strømmen til at forny sig.

7

LANDBRUGET OG ÅDALEN o

A

dalene har altid været vigtige for vores samfund. Det er ikke en tilfældighed, at Trelleborg ligger ved Tude Å, på den tid var åeme de vigtigste færdselsårer. For gårde og landsbyer, men også for vandmøller og anden industri har vandløbene op gennem historien været en vigtig lokaliseringsfaktor.

Udnyttelse er et nøgleord, når vi ser på åernes historisk_e betydning. I dag er kun landbruget afhængig af åerne og ådalene til afgræsning og afvanding for at sikre dyrkningen på højereliggende arealer. Det udmønter sig helt klart ved, at der nu er en helt anden samfundsholdning til forvaltningen af vores ådale, end der var for blot 35 år siden.

Skjern Å er et fremragende eksempel på, at ønskerne til ådalene kan ændre sig i løbet af

8

relativ kort tid. I 60'erne blev 4.000 hektar enge og våde områder omdannet til agerjord.

Skjern Å blev rettet ud og inddiget på strækningen fra Borris til Ringkøbing. Fra 1999 til slutningen af 2003 er der reetableret omkring 2.200 hektar, som indgår som en del af den nye ådal. Det er et dejligt område, man har fået skabt, men det har også kostet den nette sum af 280 millioner kroner.

Landbruget har en vigtig rolle Landbruget har altid haft og har stadigvæk en vjgtig rolle i forvaltningen af ådalene.

Mange forbinder ådalene med græssende kreaturer. Kreaturerne er vigtige, hvis ådalene ikke plejes, gror de til, og vi mister de karakteristiske danske ådale.

Landbruget kritiseres ofte for at belaste blandt andet vandløb med næringsstoffer.

Derfor er det vigtig for mig at nævne de meget betydelige reduktioner, som landbruget har opnået over de sidste 15 år: • Kvælstofindholdet i husdyrgødning er reduceret med 13 procent.

• Forbruget af kvælstof i handelsgødning er. faldet med 47 procent.

• Kvælstofoverskuddet på markniveau er faldet med 40 procent.

• Forbruget af fosfor i handelsgødning er reduceret med 69 procent.

Af Henrik Høegh, viceformand i Dansk Landbrug

De senere år har landbruget formået at nedsætte tabet af næringssalte betragteligt, og flere naturgenopretningsprojekter ådalene skyldes initiativer fra lokale land- ' mænd. Men de øgede nedbørsmængder og den ekstensive vedligeholqelse af vandløbene er en problematisk cocktail for landbruget. Læs her, om erhvervets ønsker for den fremtidige forvaltning .

• Fosforoverskuddet på markniveau er reduceret med 56 procent.

Kvælstof og fosfor har ikke særlig stor betydning for plante og dyreliv i vandløbene, men vi kan se gode resu ltaterne også i vandløbene. I 2001 var målsætningen opfyldt i 48 procent af vandløbene. Kvæls tofkoncentrationen er i gennemsnit reduceret fra cirka 9 mg N pr. liter i 1990 til cirka 6 mg N pr. liter vand i 2001. I 50 procent af vandløbene har der været et fald i P-koncentratioen siden 1989 (DMU rapp. nr. 378).

Vandløb til serviceeftersyn Der skal ikke falde ret megen ekstra nedbør, før vi ser store oversvømmelser af marker og . afgrøder - de senere år også af boliger, gader og veje i byerne. Når der kommer ekstra nedbør, kan kloakker og regnvandsledninger heller ikke længere alle steder klare vandpresset, og i boligområder resulterer det i store vandskader.

Den vejrsituation, vi oplevede sidste

sommer og den kendsgerning, at mange vandløb populært sagt ikke "kan komme af med vandet" og derfor breder sig indover enge og marker, vil vi se oftere i fremtiden .

Det kraftige reg nvejr sidste år er neml ig en forsmag på en vej rtype, der vil blive hyppigere og hyppigere i fremtiden. Ændringen i retning af flere hændelser med ekstremnedbør vil oven i købet være særlig stor i Skandinavien.

Det er ikke mit, men derimod det officielle bud på den fremtidige udvikling fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Problemerne med øget nedbør sammenholdt med den senere tids ændring af ved ligeholdelsesniveauet ti l en mere ekstensiv vedligeholdelse er en problematisk cocktail for os landmænd. De berørte landmænd har d isponeret på bagg rund af en forventninger om ti lstrækkelig vandføri ng i åen, derfor er det ikke acceptabelt, at vandløbsvedligeholdelsen i flere amter nec;lpriodteres voldsomt.

Der er brug for rationelle vurderinger og beslutninger om, hvordan vand løbene

fremover skal dimensioneres og vedl igeholdes, så de kan klare fremtidens udfordringer med hensyn til bortlednin gen af ekstremnedbør. Det skal ske ved , at vand løbsmyndighederne underkastervandløbene og de bagvedliggende reg ulativer et grundlæggende serviceeftersyn.

Wilhjelmudvalget Wilhjelmudvalget, hvor landbruget også var med, pegede på, at ådalene er vigtige. Netop i ådalene, kan mange fo rskell ige hensyn tilgodeses samtid ig - f.eks. vandafledning, tilbageholdelse af næringsstoffer, forbedringer af vand løbenes naturkvalitet, korridorer for dyr op planter m.v. Udvalgets holdning var, at det skal ske i et omfang, der ikke . påvirker den vandafled ning, der hidtil har dannet grundlag for landbrugsmæssig drift på bagvedliggende arealer.

Anbefalingen fra udvalget var, at der anbefales en udvidelse af de vand løbsnære engarealer, overdrev og strandenge med 100.000 hektar. Det var fo rventningen, at en

9

Wilhjelmudvalget, hvor landbruget også var med, pegede på, at ådalene er vigtige. Netop i ådalene, kan mange forskellige hensyn tilgodeses samtidig - f.eks, vandafledning, tilbageholdelse:;tf næringsstoffer: korridorer for dyr op planter m.v.

væsentlig del af de 100.000 hektar kan tilvejebringes gennem yderligere målrettet anvendelse af braklægningsordningen.

Desuden var det en anbefaling, at udpege ådalene som SFL-Dmråder (Særligt følsomme landbrugs-Dmråder, red.) for derigennem at opnå dels en pleje ved afgræsning og samtidig gøre det acceptabelt for landmanden at arealerne ekstensiveres. Jeg tror, at den ambitiøse målsætning på 100.000 hektar bedst kan opnås ved at følge principperne for etablering af våde enge. Efter midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II blev der skabt et fornuftigt incitament for landmændene til at gå ind i projekterne, og der er nu en betydelig interesse for ordningen.

Et af problemerne med ådalene er, at de meget ofte er inddelt i ganske små parceller som tilhører landmænd i et stort område, Hvert enkelt lod er for lille til en rentabel afgræsning, ligesom hegning bliver meget dyrt. Den opdelte arealfordeling giver praktiske problemer, når man vil lave forvaltningsplaner. Det har man fx oplevet i ådale, hvor der er taget initiativ til frivillige naturprojekter blandt andet Kolindsund på Djursland.

Operation Engsnarre Jeg vil gerne fremhæve Varde Ådal, som er et meget progressivt initiativ fra landbrugets side.

I Varde Ådal er der i de seneste 5 år iværksat et naturgenopretningsprojekt i et samarbejde mellem Sydvestjysk Landboforening Varde og Vardeegnens Familielandbrug, der repræsenterer områdets landmænd samt Direktoratet.for FødevareErhverv, Ribe Amt og Skov- og Naturstyreisen. Landbrugsdriften i området er blevet ekstensiveret, 6g afvandingen er ændret, så arealerne nu frernstårvæsentligt mere våde. Driften defineres af de indgåede MVJ-aftaler (Miljøvenlige jordbrugsaftaler, red.) om "ændret afvanding", hvilket udelukker intensiv dyrkning af f,eks. græs til grønpilleproduktion. Den ekstensive drift består i slet (grønthøstning, red.) og afgræsning , som er meget vigtig for at skabe den ønskede natur i

10

ådalen samt et renere vandmiljø i Ho Bugt, der er den nordligste del af Vadehavet. Ådalen er delt op i 13 delområder, der et for et er blevet inddraget i projektet. I de første tre delområder på tilsarnmen godt 400 hektar, blev vandstanden i 1999 hævet ved etablering af stensfryg, stemmeværker, tilstopning af grøfter og render.

Anlægsomkostningerne er betalt af Skov-.og Naturstyreisen med naturforvaltningsmidler og med midler fra EU-LlFE, Direktoratet for FødevareErhverv har gennemført 5 jordfordelingssager og finansierer det danske bidrag af tilskuddene til den miljøvenlige landbrugsdrift. På baggrund af et godt samarbejde, mellem landbruget, regionale og centrale myndigheder i hele processen, er projektet lykkedes. Ved hjælp af ovennævnte jordfordeling, information, rådgivning og frivillige aftaler er 2.200 hektar ud af 2.700 hektar i dag inde under projektet, hertil kommer 200 hektar, som henligger i naturlige vådområder i,ådalen. Det er da et ganske godt resultat.

Proj~ktet i Varde Ådal og Ho Bugt Enge blev, ligesom mange andre naturgenopretningsprojekter, startet på initiativ af landbruget, der lokalt opkaldte projektet "Operation Engsnarre" i håbet om, at den engfugl, der i gamle dage kunne høres over engene, igen skulle vende tilbage, Med engsnarrens faktiske tilbagevenden som yng lefugl i området allerede i 2001 og igen i 2002 forstummede den begyndende kritik af, at landbruget havde "fået lov" at være med i naturgeoopretningen. Men i modsætning til mange and re projekter forbliver arealerne i Varde Ådal i privat eje, ligesom landbruget selv har ansvaret for driften.

Landbrugets Naturpleje Landbruget har fokus på behovet for en koordineret indsats i naturplejen i ådale, hvor der dels bliver arbejdet målrettet på at samle opsplittede arealer til store enheder for at gøre disse billigere at rydde og hegne, samt for at gøre arealerne mere attraktive til græsning og/ eller høslet. En bedre koordinering af naturplejen, hvor der efter nøje definerede

plejekrav sker en styring af græsningstryk, slettidspunkt og dyreart, vi l ofte være ønskelig for at tage de nødvendige hensyn til de enkelte områders unikke naturværdier.

Det er derfor vigtigt med en god formidling mellem de kvægbrugere, der har behov for grovfoderarealertil græsning, hø eller præmierettigh~der og de lodsejere eller plejemyndigheder, der har behov for dyr til naturarealerne.

Jeg vil derfor nævne Landbrugets Naturpleje, der er et initiativ, som Sjællandske Familie-Iandbrug i samarbejde med andre lokale foreninger har startet. Landbrugets Naturpleje er blevet startet for at prøve at overvinde de barrierer, der har været for en bedre pleje og udnyttelse af naturarealer som, enge, strandenge og moser.

Landbrugsudviklingen med færre men større besætninger, har nemlig bevirket, at der ikke altid findes dyr lokalt, som kan varetage den nødvendige afgræsning af natur- og halvkulturarea,ler.

Landbrugets Naturpleje har til formål: • at forbedre naturplejen i Danmark, både hvad angår kvantitet og kvalitet.

• at sikre landbruget indflydelse i den fremtidige arealforvaltning.

• at sikre en naturmæssig og økonomisk optimal udnyttelse af græsningsarealer til glæde for alle parter.

• at arbejde aktivt med naturpleje ved at koordinere og i praksis forestå natur plejen, i tæt samarbejde med pleje myndighederne, lodsejere og kvæg brugere.

• at sikre midler til omkostninger ved afgræsning af arealer.

Amtets opgaver vil især være: udpegning af arealer. fastsættelse af plejekrav.

,I

I Ikke kun landbruget lider under at vandløbene populært sagt ikke "kan komme af med vandet". I ekstreme nedbørsperioder kan kloakker og regnvandsledninger heller ikke længere alle steder klare vandpresset, og i boligområder resulterer det i store vandskader.

-

løbende overvågning af arealernes naturmæssige status. inddragelse i lodsejerkontakten, hvis det viser sig formålstjenligt. at forestå rydning og hegning, hvis amtet normalt udfører disse opgaver.

Det er væsentligt at afhjælpe det omfattende bureaukrati, der erved koordinering af afgræsning m.v. Arbejdet kan omfatte alle led i kæden fra det planlægningsmæssige ved udpegning af arealer, der skal plejes og fastsættelse af specifikke plejekrav, til det praktiske med at samle arealer, rydning , hegning, udsætning af dyr, tilsyn og papirarbejde i forbindelse med dette. Det er også helt væsentligt at forstå, at det er nødvendigt, at der ydes en eller anden form for kompensation for de tab og ekstra udgifter, der er ved at etablere og opretholde en ekstensiv afgræsning af bl.a. de vandløbsnære arealer.

For at sikre overholdelse af plejekravene, vil der ske en effektiv styring af græsningen.

Dette kan ske gennem valg af dyreart og race, udsætningstidspunkt og tidspunkt for hjemtagning.

Samtidig skal der kunne ske en løbende ændring i græsningstrykket for at tilpasse græsningen til vækstvilkårene.

Som en del af projektet, vil der ske en oprettelse af en "husdyrbank", hvor husdyrbrugere tilmelder sig med dyr, der skal bruge afgræsning eller grovfoderareal. Ud fra dyrenes egnethed og under hensyntagen til de produktionsmæssige krav, vil Landbrugets Naturpleje formidle de rette dyr til de rette arealer. Landbrugets Naturpleje skal desuden sikre, at veterinære krav og dokumenter er i orden ved fællesgræsning.

Pleje af blandt andet ådale ved afgræsning er krævende, fordi der regelmæssigt skal . føres tilsyn med dyrene. Vores erfaringer viser tydeligt, at den bedste måde at organisere tilsynet på erved at lave aftaler med lokale landmænd.

Vandrammedirektivet Vi ved stadig ikke noget om, hvad konsekvenserne bliver ved at implementere

Vandrarnmedirektivet i Danmark. Det er i modsætning til f.eks. habitatdirektivet en rammelov, så det er i højere grad op til de enkelte lande at fastsætte miljøkvalitatetsmålene for de enkelte vandområder. For landbruget er det vigtigt, at der er dokumentation for effekten af de tiltag, som iværksættes. Det er endvidere vigtigt, at der også laves en analyse af konsekvenserne i det tilhørende opland.

Vandmiljøplan II og III I nogle af de områder, der i de senere år er overgået til ekstensiv drift, er der områder, der som led i Vandmiljøplan II, er blevet genoprettet som vådområder. Det oprindelige mål var, at 16.000 hektar vådområder skulle genoprettes ved udgangen af 2003, men dette mål er blevet justeret ned til mellem 8.000-12.500 hektar ved midtvejsevalueringen af Vandmiljøplan II. Status for vådområderne ved årsskiftet var 12 gennemførte projekter svarende til 662 hektar. Der er givet midlertil gennemførelse af 3.843 hektar, og der er givet midlertil forundersøgelse af yderligere 7.365 hektar. Der er endnu mulighed for at indsende ansøgninger, så samlet set er der ingen tvivl om, at vi når målsætningen på de 8.000 hektar.

I Vandmiljøplan III arbejdet fokuseres der på effekten af forskellige tiltag. De tidligere vandmiljøplaner manglede helt miljøeffektvurderinger. Med Vandmiljøplan III arbejdet, som er i gang netop nu, forventer jeg at få slået fast, at vi ikke skal have flere generelle regler. Man får den største miljøeffekt ved at målrette indsatsen. I Vandmiljøplan III arbejdet er der også fokus på de vandløbsnære arealer, og der er fokus på fosfor. Et af virkemidlerne, som der formodentlig peges på, er at der skal være en restriktiv P-tilførsel på risikoarealer langs vandløb og etablering af bræmmer som enten dyrkes ekstensivt eller tages ud af omdrift.

De virkemidler som skal tages i anvendelse som følge af Vandmiljøplan III, vil jeg ikke gisne om på nuværende tidspunkt, men jeg vil godt pege på nogle virkemidler, som landbruget finder velegnede for den

fremtidige forvaltning af ådalene.

• Udarbejdelse af frivillige forvaltningsplaner for ådalene, som kan danne grundlag forvandindvindingsplaner, naturgenopretning , afgræsnings ordninger m.v.

• Formidling af ådalenes natur- og kulturmiljøværdierved informationskampagner, som eventuelt kan suppeleres med frivillige aftaler med lodsejeren om adgang til arealerne.

• Udarbejdelse af naturplanerfor bedrifter, som omfatter en stillingtagen til naturværdier og landbrugsmæssig anvendelse af ådalene - ofte vil der ikke være konflikter mellem de to interesser.

• øget udpegning af ådale i fremtidige SFL-områder.

• Koordinering af bekæmpelsen af kæmpe bjørneklo med andre tiltag så man får mest miljø og natur for pengene . .

Fremtidige forventninger På baggrund af Kommissionens forslag til ændringer af den fælles landbrugspolitik forventer vi, at der vil blive overført midler fra den direkte støtte til de horisontale ordninger, og at vi på den måde får mulighed for at kompensere de landmænd, som ekstensiverer driften i ådalene og derved deltager aktivt i plejen af ådalene. I den forbindelse er det vigtigt; at der bakkes op fra regeringens side, idet det er mest sandsynligt, at ændringerne vil kræve en betydelig medfinansiering. Jeg mener faktisk, at den såkaldet modulation er et rigtigt godt tilbud: Landbruget bidrager med 50 procent af midlerne, så er det vel også rimeligt, at politikkerne finansierer den anden halvdel. D

11

o

ADALENE

vender langsomt tilbage - langsomt

I dag er en stor del af de arealer, som landbruget med støtte fra staten har. drænet, atter vandlidende. Endnu en gang er det skatteyderne, som står til at skulle betale regningen. Denne gang får vi dog noget for pengene, hvilket projekterne ved Brede

Å og Skjern Å er gode eksempler på.

Af Kjeld Hansen, journalist og forfatter

L

Kort sagt korn, som ingen i verden har brug for, dyrkes intensivt med sprøjtemidler og gylleudlægning og i strid med naturen overalt i det danske landskab - også helt ud i ådalenes marginale områder til små to meter fra vandet.

Prisen har været høj - for naturen såvel som skatteyderne. Men nu begynder vi endelig at få lidt igen for alle pengene ...

andet over er ådalenes grønne blomsterenge med de græssende kreaturer erstattet af monotone agre med korn, kom og atter kom.

Kun hist og pist summer det stadig af sol over en enkelt eng, men for honningbien er der ikke meget at komme efter. Hvor bekkasin og engsnarre spillede op til parringsdans i sjapvand til knæene, synger blot en forkølet sanglærke. Viben er for længst fløjet, og frøernes kvækkende kor forstummet.

Alt det brogede liv, som engen - den organiske jordforbindelse meliem vand og land - husede, er hastigt på retur. Ådalene er taget ind i omdriften for at dyrke kom.

Kom til at fodre svin med, kom til at lægge på EU-lager, korn til at brænde af i stokerfyret.

Rivende tilbagegang Men først skal der nævnes et enkelt manende eksempel på den skyhøje pris.

Prøv at klikke ind på "sjældne planter" på hjemmesiden for landbrugsamtet Viborg Amt - www.miljo.viborgamt.dk/sw1910.asp.

Amtets botanikere har undersøgt, hvordan det går med de 320 mest sjældne planter i

-.• +

+

..

•

,~

..J

"" .

/

Den gule engblomme er de fugtige ferskenges vartegn - hvor den er væk, er engen også væk. På bare 10 år er engblommen forsvundet fra lidt mere end halvdelen af de lokaliteteri Viborg Amt, hvor den voksede så sent som i 1990. Krydser viser steder, hvorfra den gule engblomme er forsvundet - boller markerer lokaliteter hvor den end u findes.

12

amtet. På bare 10 år er 60 arter helt forsvundet, mens endnu flere er gået voldsomt . tilbage. Tidligere var engblommen en af de meget almindelige planter. Nu er den hårdt ramt. Det viser kortet her på siden.

Fyns Amt har også produceret sit "engblomme-kort", og det er lige så nedslående, som kortet fra Viborg Amt. Fra perioden før 1980 kender de fynske botanikere 88 lokaliteter med engblomme. I perioden fra 1980 og op til i dag har de kun genfundet planten på 25 af disse lokaliteter. Det er en tilbagegang, der vil noget, nemlig minus 72 procent. Desværre er der ingen saglige grunde til at tro, at det skulle stå anderledes til på de fugtige enge i ådalene i andre amter.

Denne højepris harvi i virkeligheden selv betalt. Først forærede vi massive tilskud til de landmænd, som for 20-40 år siden grøftede og gravede drænrørene ned for derefter at sætte plovens blanke stål i den jomfruelige eng. Dernæst betalte vi hektarstøtten, eksportstøtten og lejen af overskudslagrene til de mere og mere overflødige kornprodukter, som engen gavmildt gav fra sig .

Og lad det ganske stilfærdigt være sagt, at al denne støtte gjorde det - og gør det fortsat rentabelt at ødelægge engene over det ganske land. Uden vores økonomiske støtte ville ingen landmand drømme om at sætte plov i en fugtig eng. Det er vores penge, der gørforskellen .

Samtidig vokser og vokser vore udgifter til det, som man med en voldsom bøjning af ordenes sande betydning, kalder for "vandløbsvedligeholdelse". Landbrugets krav om at få slået grøden og uddybet vandløbene lyder mere og mere skingrende årfor år, i takt med at engjordenes humus omsættes og mineraliseres, så agrene synker og bliver våde igen.

Atter er det skatteyderne, der må holde for, med omkring 150 millioner kroner om året til "vedligeholdelse" - ikke af vandløbene, men af dyrkningssikkerheden, især i ådalene.

Nu er vi ved at være fremme ved kasseapparatet for sidste gang. Ordene klinger nydeligt og neutralt; vandløbsrestaurering, genopretning af vådområder, kvælstoffjernelse, men tag ikke fejl. Nu skal der betales for at få ådalene tilbage. Skærer man gennem flommen af pæne ord, er det endnu engang den almindelige skatteyder, der skal betale.

I.

Genslyngningen af Brede Å med enge og egentlige vådområder kostede 15,3 millioner kroner, fordelt over perioden 1989·1997. Ovenstående tabel viser de økonomiske konsekvenser for de seks institutioner eller erhvervsgrupper, der blev berørt af projektet. Kilde: Samfundsøkonomisk vurdering af miljøprojekter.

Danmarks Miljøundersøgelser, Miljøstyrelsen, Skov· og Naturstyreisen, 2000 . .

Til gengæld er der endelig håb forude. Nu køber vi nemlig ådalene tilbage.

Den første succes Brede Å projektet i Sønderjylland er i dag gennemført, afrapporteret og evalueret - og det blev en succes.

Atter snor Brede Å sig til havs, frodigt blinkende og fuld af liv gennem det sønderjyske landskab - til stor glæde for alle, og ikke mindst for de landmænd, der slap ud af den selvskabte klemme med stigend~ okkerforurening og vandlidende jorde. Oven i købet med både erstatning og økonomisk bistand i 20 år!

Succesen vil kunne gimtages på et tifold af ådale over det meste af landet. Her er historien: I 1952 blev det besluttet at regulere den langsomt flydende og vandfyldte Brede Å i Løgumkloster Kommune. Med statstilskud og hjælp fra Hedeselskabet gik arbejdet i gang. Over en periode på syv år og i tre etaper lagde man hele det naturlige hovedvandløb om. I alt blev 47 kilometer stærkt slynget å reduceret til 33 kilometer vandløb. . Åen blev rettet ud til en lige kanal, bunden i vandløbet gravet dybere, og der blev bygget styrt på styrt til at opfange vandets energi, så vandløbet ikke skulle begynde at sno'sig igen. Udretningen virkede efter hensigtenådalen blev drænet, og de frodige enge kunne tørres ud og dyrkes mere effektivt til planteavl. Denne opdyrkning tog især fart, da landbruget blev mekaniseret i 1960'eme.

Så begyndte anden akt. I en årrække hentede landmændene gode udbytter af agrene langs den nye kanal, men så meldte problememe sig. De tidligere enge langs kanalen begyndte at "sætte" sig. Da der kom luft til den tørveagtige engjord, begyndte der straks en iltning af det organiske indhold med efterfølgende mineralisering, så jordens volumen skrumpede ind. Som en vaskesvamp, der skrumper voldsomt ind, når den tørres ud.

Resultatet var, at jordoverfladen simpelthen sank. Markeme blev atter vandlidende, samtidig med at det også blev stadig mere tydeligt, at reguleringen havde en række andre uheldige konsekvenser for miljøet.

Kvaliteten af vandet i åsystemet blev ringere (blandt andet udledning af okker), biodiversiteten (antallet af plante- og dyre-

arter) faldt, og det gik ud over de rekreative muligheder (især sportsfiskeri).

Scenen var nu sat for tredje akt - restaureringen. Den strakte sig over perioden 1989-1997, hvor den lige kanal blev lagt tilbage i de gamle åslyngninger, samtidig med at vandstanden blev hævet langs den genskabte å.

Hvad kom der ud af det? Umiddelbart har det større areal med våde enge givet en mindre udvaskning af jem og dermed mindre okker og en bedre omsætning af nærings. stoffer. Dyr og planter i vandløbet har fået nye levesteder og fiskene dermed bedre fødegrundlag. Betonstyrtene er enten fjernet eller bygget om til stryg, og det skaber fri passage for fisk og smådyr.

For de dyr og planter, der lever på fugtige enge, er der skabt rnuligheder for at overleve eller for at etablere sig.

Genslyngningen af Brede Å rned enge og egentlige vådområder har skabt et nyt rekreativt og naturskønt ornråde med gode muligheder for de lokale og for at tiltrække mange besøgende. Ornrådet kan ses fra et nyanlagt stisystem langs ådalen. Dertil kommer muligheden for at sejle i kano på selve vandløbet og for at fiske.

Omregnet til faste 1997-priser kostede hele projektet 15,3 millioner kroner, fordelt over perioden 1989-1997, I en omfattende analyse fra DMU og' Skov- og Naturstyreisen fra 2000 er der sat tørre tal på de økonomiske

konsekvenser for de seks institutioner eller erhvervsgrupper, der blev berørt af projektet.

Analysen viser, at landmændene i området er den store vinder, mens stat og amt (C" skatteyderne) bærer hovedparten.af udgifterne. Den populære myte, der siger, at EU betaler alt, holder ikke i denne sammenhæng; tværtimod tjener EU på projektet, fordi man sparer diverse tilskud til områdets landmænd.

Hvem ville have troet det Var Brede Å det første projekt, hvor vi købte os en ådal tilbage, så er Skjern Å det største.

Skjern Å er det værste eksempel på den kortsynethed, der ligger bag opdyrkningen af langt de fleste våde engområder. Vel kan man tjene gode penge i nogle år på at dyrke de næringsrige engjorde, men med ufravigelig sikkerhed "brænder" humuslagene af, og agrene begynder at falde samrnen.

Men historien begynder for mange år siden ...

Allerede i det andet nummer af Hedeselskabets Tidsskrift, der udkom i januar 1880, beskriver en af selskabets ingeniører ønsket om at afvande arealerne omkring Skjern Å: "Dette betydelige Engareal, som kunde være en meget rig Hjælpekilde for den magre Omegn, har i alt for mange Aar henligget i en mangelfuld Tilstand."

82 år senere tager gravemaskinerne fat på

Kodbøl Styrtet, der blev etableret i forbindelse med afvandingen af Skjern Å dalen i 1968, forhindrede gennem 35 år en række fiskearter i at foretage deres årlige vandringer i Skjern Å systernet.

13

Skjern Å Naturprojekt, på cirka 2200 hektar, er det største naturgenopretningsprojekt nogensinde herhjemme, og folk 'strømmer til i titusindvis fra nær og fjern og fra udlandet.

at realisere drømmen. Efter adskillige forsøg gennem næsten et helt århundrede var det lykkedes Hedeselskabet at skære projektet til, så det gled ned hos lodsejerne. I 1958 godkendte de det endeligt, om end med et spinkelt flertal. Fire år senere, i 1962 begynder entreprenørerne at flytte rundt på millioner af kubikmeter fugtig engjord.

De mange kilometer slyngede åløb blev rettet ud og lagt op bag høje diger i lige kanaler med en samlet længde på 80 kilometer. Pumpestationer blev bygget, der kunne løfte 7000 litervand i sekundet. Det nye vandspej l i den inddigede Skjern Å kom til at ligge ornkring to meter over det omliggende terræn, så åens enorme vandmængder strømmede af sted i en mægtig rende oppe over de omliggende marker.

I 1968 var projektet fuldbragt. Fugtige enge, maleriske høstakke og gumlende kreaturer blev snart fortrængt af modeme landbrugsmaskiner og høj produktive kornmarker. Med i købet forsvandt tusinder af ynglende vadefugle, padder, dyr og alt det andet liv, der tidligere fandtes på de 4000 hektar enge og sump. Sjældne fugle som sortterne, stor kobbersneppe, engsnarre og hedehøg flygtede straks, mens storken i Skjern først opgav ævred i 1974, og parret i Tarm holdt ud ti l 1977. Livet i selve åen blev også ramt - den særlige Skjern Å-laks gik hastigt tilbage, og en række specielle vandplanter blev sjældne.

14

Skatteyderne betalte Næppe nogensinde ville Skjern Å-projektet være blevet gennemført, hvis lodsejerne selv skulle have betalt. Som så mange andre af de store landvindingsprojekter ville det aldrig have kunne betale sig.

I datidens mønt blev prisen anslået til 21 millioner kroner, men da projektet kunne udføres med statsstøtte i henhold til landvindingsloven af 1940, slap landmændene med 7 millioner kroner. (Den endelige pris blev cirka 30 millioner kroner, der svarer til cirka 220 millioner kroner i 1999-priser).

Den daværende landbrugsminister, Karl Skytte, var en varm tilhænger af projektet. I al stilhed skaffede han statens bidrag på 14 millioner kroner. Det skete gennem en tillægsbevilling til finansloven , så sagen undgik at blive fremlagt i folketinget. Et folketingsforslag til en anlægslov ville have udløst en offentlig debat, og den kunne meget vel have resulteret i uønskede ændringer af projektet.

Da det blev kendt, at lodsejerne, Hedeselskabet og Karl Skytte havde indgået en studehandel om at lægge Danmarks største å i lænker for skatteydernes penge, brød kritikken alligevel løs. Sagen optog megen spalteplads i de store landsdækkende aviser, ikke mindst i Politiken, og på begge sider blev der brugt stærkt følelsesladede argumenter.

Men lige lidt hjalp det. Den offentlige

modstand rokkede ikke en millirneter, hverken ved beslutningen eller projektets udformning. Intet vartil offentlig diskussion.

Projektet skulle gennemføres, uden .ændringer overhovedet.

Og reaktionen var den samme, da folketingsmedlem HolgerViveke, SF, i oktober 1961 forsøgte at standse projektet. Viveke spurgte landbrugsminister Karl Skytte, om han stadig ville gennemføre et beskæftigelsesprojekt i en tid rned næsten fuld beskæftigelse, og om han ville have mere landbrugsjord, når alle talte om at begrænse produktionen. Fra folketingets talerstol sagde Viveke om de mange millioner i statsstøtte: - For disse penge opnår vi at få spoleret en enestående smuk natur, fugleliv, fiskebestand sarnt delvis ødelæggelse af fiskeriet i Ringkøbing Fjord. Vi skaffer os tilrned af med ferskvand, som vi ikke kan undvære.

Landbrugsministeren var ikke enig. Karl Skytte svarede: - Der foreligger ikke for mig saglige argumenter i et omfang, der betinger, at sagen er anderledes end andre landvindingssager. Projektet er et af de bedste, vi har, og vi spolerer ikke naturen. Jeg tror ikke, at vi ødelæggerfiskebestanden. Derved blev det.

Kodbøl Styrtet blev en katastrofe Karl Skytte tog fejl. Naturen blev spoleret, også så ganske eftertrykkeligt.

Livsbetingelserne blev markant forringet for mange almindelige dyr og planter, men også for en række truede arter sorn f.eks. Skjern Å-laksen. Det naturlige dyre- og planteliv i selve åen forsvandt stort set, da forureningen med okker voksede voldsomt. Åens selvrensende evne blev stærkt forringet , og det medførte en stigende forurening af Ringkøbing Fjord, som i 1979 skiftede karakter fra "blomsterenge til algesuppe".

Et af Hedeselskabets mere monumentale bygværker ved den nye kanal, Kodbøl Styrtet, viste sig snart efter 1968 at være så fejldimensioneret, at det gennem de efterfølgende 35 år forhindrede en række fiskearter som helt, aborre og flere karpefisk i at foretage deres årlige vandringer i vandsystemet. Resultatet var blandt andet et total kollaps for heltbestanden i Ringkøbing Fjord.

Afvandingen af ådalen blev derimod en umiddelbar økonomisk succes for lodsejerne.

Man lagde de mange små engparceller sammen til store markblokke, som var velegnede til drift med store maskiner, og jorden steg hurtigt i værdi. De tidligere enge var frugtbare, og i de første år blev der høstet mange fold. Statens meget store tilskud til selve projektet gjorde, at den enkelte lodsejer fik foræret en betragtelig værdistigning på sin jord.

Men længe varede det ikke, før arealerne begyndte at sætte sig, flere steder med mere end en meter. Allerede efter 10-15 år stod det klart, at der skulle graves endnu dybere grøfter, lægges nye drænrør og installeres større pumper, hvis den intensive landbrugsdrift fortsat skulle være mulig. Kort sagt - et nyt afvandingsprojekt ville være nødvendigt.

Men denne gang skulle lodsejerne selv betale.

Op gennem 1980'erne blev problemerne med dræningen stadig mere akutte, samtidig med at okkerloven fra 1985 gjorde det usandsynligt, at lodsejerne ville kunne nydræne uden en langvarig sagsbehandling og ekstra investeringer i anlæg til okkerrensning. Sarntidig blev forureningen af Ringkøbing Fjord med næringsstoffer mere og mere synlig.

kroner i erstatninger og til erhvervelser af jord.

Næsten en tredjedel af den samlede millionudgift til projekt gik således direkte i lommerne på landmændene. Den samlede pris for Skjern Å Naturprojekt i 1997-priser blev på 255 millioner kroner. EU støttede med 25 rTlillioner kroner, mens resten blev betalt af staten. Stort set samme beløb som i datidens kroner blev betalt for afvandingen, blot 30 år tidligere. • Fælles for begge udbetalinger var landmændene i rollen som modtagere og staten (=skatteyderne) som betalere.

Skjern Å Naturprojekt på cirka 2200 hektar er det største naturgenopretningsprojekt nogensindeherhjernme, og folk strømmer til i titusindvis fra nær og fjern og fra udlandet.

Skjern og Tarm har fået en attraktion, der har direkte positiv afsmitning på priserne for villaer ud til den nye ådal!

Officielt blev projektet indviet i en stor-

mende sydvestkuling 30. oktober 2000 af HKH Prins Joakim. I sin tid havde Kong Frederik den IX afvist at besøge afvandingsprojektet med de berømte ord til lodsejerformanden: - Nej, De ødelægger jo naturen, mand! Denne gang var det royale islæt på plads, da den gamle konges barnebarn, HKH Prins Joakim, fjernede det sidste stemmeværk, og lod de frie vand masser strømme ind i det nye løb. O

Kjeld Hansen er journalist og forfatter. I efteråret 2003 udgiver Gads Forlag hans nye bog "Der er et yndigt land", som fortæller den danske naturs historie gennem de seneste 200 år. Beretningen om Brede Å og Skjern Å i denne artikel er baseret på uddrag fra et af bogens mange kapitler. Kjeld Hansen driver også konsulentfirmaet BæreDygtighed, læs mere på www.baeredygtighed.dk

Etableringen af Kodbølstyrtet i Skjern Å var katastrofal for heltbestanden i Ringkøbing Fjord - den kollapsede totalt.

De ødelægger jo naturen, mand I maj 1987 besluttede Folketinget at genskabe Skjern Å-systemets selvrensende evne, og der blev fremlagt forskellige projektforslag om at genetablere åløbet.

Grupper af lokale landmænd gjorde straks voldsom modstand mod ideen om at genskabe åens naturlige løb. Men modstanden var kun på skrømt.

Politikerne - og lodsejeme - vidste godt, at den nødvendige nydræning af ådalen ville blive alt for kostbar til nogensinde at komme på tale uden offentlige tilskud, og det var tiden ikke længere til. Så i virkeligheden drejede protesterne sig om at presse prisen på de vandlidende jorde i ådalen i vejret, før der skulle handles, og samtidig sikre frugtbare erstatningsarealer uden for ådalen.

Det er præcis den samme strategi, der anvendes i Nørre Å-dalen, langs Lindenborg Å, i Nordsjælland og de andre steder, hvor ådalene efterhånden er sat under vand.

I 1997-priser blev der uddelt 92 millioner

Afvandingen af arealerne omkring Skjern Å sluttede i 1968. Projektet spOlerede naturen - også så ganske eftertrykkeligt. Livsbetingelserne blev markant forringet for mange almindelige dyr og planter, men også for en række truede arter som f.eks. Skjern Å-laksen.

15

ORIENTERING www.fiskepleje.dk Ved årsskiftet fik internettet endnu en hjemmeside, som beskriver noget om fisk. Denne .hjemmeside er imidlertid meget anderledes i forhold til andre, idet den beskriver, hvordan man gennem fiskepleje kan optimere fiskebestande.

Tilme d dig Nyhedsbrev ...

Det er Danmarks Fiskeriundersøgelser, Afdeling for Ferskvandsfiskeri (FFI) som har taget delte initiativ og lavet siden www.fiskepleje.dk. Hjemmesiden beskriver i detaljer, hvordan man foretager fiskepleje med henblik på 'at bevare eller forøge fiskebestande i ferskvand og kystnære områder.

Fiskeplejekonsulent Finn Sivebæk har opsat hjemmesiden og fungerer som redaktør for den løbende opdatering. Fiskepleje er et forsknings- og rådgivningsområde, som. udgør en stor del af FFI's arbejdsområder. Forskning inden for området i både ind- og udland bidrager med ny viden og den internetbaserede "Fiskeplejehåndbog" er et perfekt medie til at holde brugergrupperne opdateret. www.fiskepleje.dk har nu fungeret i næsten en måned og har været utrolig velbesøgt.

Henvendelser fra amter, kommuner, private firmaer, utallige lystfiskere, dambrugere samt aviser og tidsskrifter viser, at man har imødekommet et behov om oplysning inden for emnet.

FFI samarbejder med landets mange Iyst- og fritidsfiskerforeninger om udsætning og opdræt af fisk. I den forbindelse er hjemmesiden til stor hjælp; når der er behov for at informere om retningslinier og anbefalinger inden for fiskeplejeområdet.

!",~

•••• ".~."'h.'_" k.""I~.II.",.

h" ''' ''*Y"~.lh".Id,.,.~I

:'~~:l~~.:~I~~;:.,I

••••Iy.'U ~

... r.,,,.

'5'.... .,'.'4.,.""''''.,,....,,,,, •• ,,~ tw.·~

..I.,1.,.· _

..

:::.';.';~~t':~;::J!!i~;:!::..~~~" ,n

,,6.'... "".IIIoI..~I.I •• ,L... __ .

_.I., ... ..

K."IkkI.I . .... ".?Po1 ....... 'Itiol.

t., ...,."' • •

v. ,.v."' ••

~"

1.1...... ".'h.''''.oIg•. f.'dI ....''',!....... , ...1I .. _ ... .... _ ~.ovI_

Udsætte fisk og krebs o.r9l'eon~traditioo fota!udsæltehsl< l seIlfClg vøndleba".· ·,k se!kencltlmenr'!I~ ~<· het

UlbagllUl 11 (().ta!llll

TI<liI9&'iOlovooSænoogerforetagOlmod_kp6 at.:lgebeSlan<l_ .sådal<uririe,O<1j)o!'61 ertwervsmæssjQ!fl~

IdesOOØfeAl" fOnlgårudsamfI\jØfOOVMsagltlJII\<jd

datlormål,IIIfis __ bMIr langeti de!rome""",-, fisken _ ,Mgårsomel"' !;II'>JI reClS.kabbl81 genskaWk1arv<YldedeS0e/

f"'., .l1lh..... """9, •• '" ,_,~ ~'''" .... omrU"

SI"' .... ~51<"''''9''''! uosamng

Pleje af søer

al attfj, som, 4f.;.l'I~ , ""'~. "'~. ~b'"", ~jog~II Sa."'lnd t"..... <I .. OOSat.<nbbeog l' l/( De< bi ..... gi v&lstll~8~Il,'dsæmng8lk-~"" Der "' .."se ..... 5(IITlsl<al>'æl"~~. ooI0(~u<ISaI'AAon9a/hsl< .. ~p;\hsl<_"'(1eI."gCI~,attiskenebloverUOSatp'6nOjÆln""

atoo "wil'n"'er ...,.... bIo"'!lfUg!:

Sten rev - havets oase Skov- og Naturstyreisen og Danmarks Miljøundersøgelser står bag udgivelsen af en ny bog, der primært fokuserer på stenrevenes økologi . i de åbne dele af Kattegat og Bælthavet.

Samspillet mellem revenes geologi, .de ydre levevilkår som f.eks. vandets saltindhold og næringsstoffer og de forskellige dyrs og planters tilpasning til disse vilkår er et af hovedtemaerne i bogen.

Et andet væsentligt element i bogen er de menneskeskabte trusler eller presfaktorer, som påvirker stenrevene i de danske farvande, og som derfor er afgørende for revenes aktuelle økologiske tilstand.

Bogen beskriver også de vigtigste dyr og planter fra stenrevene.

Læsere, der er interesseret i en mere komplet og detaljeret beskrivelse af revenes dyr og planter i danske farvande, henvises til felthåndbøger.

Det er nok de færreste af os, der får mulighed for at opleve revenes natur på egen hånd, men denne bog kan dog give læseren et indblik i dette helt unikke økosystem.

Bogen er skrevet af Karsten Dahl, Steffen Lundsteen og Stig Asger Helmig. Den koster 69,- kr i løssalg og kan besti lles hos bogharidleren eller ved Gads Forlag.