M&V 16 1996

Miljø- og vandpleje Orientering fra Landsudvalget for Miliø- og Vandpleie Nr. 16. December 1996

f

-7i'\

l~.t t

t

I

Parasitter i vore bækog havørreder

Af Kurt Buchmann

Laksefisken Saima trutta, der findes vidt udbredt i både ferske og mari ne systemer, er som alle andre fisk ofte inficeret med parasitter. En del af parasitteme er meget specifikke for ørreden og forekommer kun i denne eller nogle nært beslægtede laksefisk. Andre af de i ørreden forekommende snyltere er mindre kræsne og kan tillige fi ndes i andre fiskearter. Parasitter er i almindelighed en ganske vigtig del af det dynamiske akvatiske miljø. Således vil en række parasitter slet ikke kunne forekomme, hvis der ikke samtidig forefindes særli ge hvirvelløse dyr som snegle, muslinger, slørvinger, tanglopper eller vandbænkebidere i økosystemet. Nogle af snylterne benytter sig nemlig af disse invertebrater til at gennemleve et larvestadium.

Herved tjener de fritlevend e dyr som såkaldte mellemværter.

Sneg le, der ofte er mellemværter for pa-rasitter, kan f.eks. få ødelagt deres lever fuldstændigt ved parasitlarvernes mod-

Fig. 1: Gyrodactylus derjavini på brystfinne af ørred. Ormen er ca 0,5 mm lang. Scanning elektron mikroskop (SEM)

optagelse ved Bresciani og Buchmann.

ning. Fi skene kan kun opnå infektion med de såkaldte kradserorme hvis der på et tidspunkt har været tanglopper el ler vandbænkebidere i systemet.

Derved kan man anvende parasitters forekomst som økologiske indikatorer for invertebratfaunaen. Også på anden vis øver parasitterne afgørende indflydelse på miljøet. Flere patogen e parasitter kan således regulere tætheden af fiskebestande på linje med påvi rkning gennem rovfisks fouragering og menneskets fiskeriindsats.

En- og flercellede snyltere Parasitter kan både være enog flercellede. De encellede kaldes for protozoer og er en overordentlig artsrig gruppe. Der fi ndes mere end 2000 arter, som angriber fisk. De flercellede snyltere kaldes for metazoer og omfatter mere end 30.000 arter med forkærlighed for fisk. Hos Saima trutta kan man finde henved 20 encellede og langt flere

Fig. 2: Små huller i finnens overflade frembragt . af Gyrodactylus derjavini.

SEM-

optagelse ved Bresciani og Buchmann.

flercellede parasitarter, hvorfor der af pladshensyn i det følgende blot skal omtales enkelte hyppigt forekommende snyltere i de danske bæk- og havørreder.

De flercellede snyltere Monogene parasitter.

En for tiden meget omtalt gruppe af parasi tter er de monogene snyltere. Det er nogle små fladorme, der med forkærlighed angriber hud, finner eller gæl ler hos fisk. En enkelt slægt blev beskrevet i 1832 af forskeren Nordmann, der benævnte den Gyrodactylus. Indenfor slægten forekommer 400 arter, hvo raf tre forekommer hos ørreden i Europa. Det er Gyrodactylus truttae, G. derjavini og G. salaris. Det er især G. derjavini der hos os angriber ferskvandsørreden. De små orme besidder i bagenden en lille hæfteskive beklædt med to store centrale kroge (hamuli) samt 16 små kantkroge, hvormed parasitterne fasthæfter sig til fiskens overflade. Ikke overraskende medfører dette en ødelæggelse af fiskens hud, der gennemhulles og lettere lader

bakterier inficere den delikate hud. Snylterne æder desuden løs af overfladecellerne, der nedbrydes af protein nedbrydende enzymer (proteaser) fra ormen. På Figur 1 (der er en meget stærk forstørrelse - scan ning elektron-m ikroskopi - af ormen) er vist hvorledes Gyrodactylus derjavini fasthæfter sig en brystfinne på en ørred og på Figur 2 ses hvorledes, der opstår huller i huden når krogene bores ind.

Gyrodactylus'9 ruppen har en fascinerende formeringsstrategi.

De føder nemlig levende unger.

Ved mikroskopisk undersøgelse af en Gyrodactylus-orm kan man i dyrets livmoder (uterus) se næste generation, som er en færdig udviklet voksen orm, der ovenikøbet også bærer et foster i sig . Den kinesiske æske benyttes ofte til at illustrere denne unikke formeringsmåde. Parasitten er en ferskvandsparasit og forekommer altså kun i vore ferske vande (bække, åer og søer) , idet den vil dø i de høje saltholdigheder i havet, som opleves efter at ørreden er smoltifi ceret og vandret til havs.

MILJØ 1 VAND

På Sektion for Fiskesygdomme, Institut for Veterinær Mikrobiologi, på Den Kg l. Veterinærog Landbohøjskole, har vi netop belyst bækørredens modtagelighed overfor denne snylter i relation ti l forhol!=lene hos regnbueørreden og de i Danmark udsatte laks (Salmo salar) fra Skot- . land og Finland. Det var tydeligt, at især regnbueørreden var meget modtagelig overfor parasitten, bækørreden tog imod en del parasitter men udviste en relativ god evne til at bekæmpe infektionen . Begge laksetyper var særdeles resistente overfor Gyrodac-tylus derjavini. Dette resultat kan teoretisk fortolkes ved , at netop denne snylter er oprind eligt hjemhørende på vore danske ørreder, idet denne fisk kan opretholde en god, men kontro lleret bestand af parasitten . Regnbueørreden derimod, som jo oprindeligt er hjem hørende i Canada, har ikke i udviklingens løb udviklet nær så effektive resistensmekanismer som bækørreden og de europæiske laks. Ved høje parasittætheder synes G. derjavini dog, at kunne medføre fo røget sygelighed og dødelighed hos bækørrederne, hvorfor man absolut må registrere forekomsten af denne snylter ved alle miljøundersøgelser, hvo r denne fiskeart indgår.

Bændelormene I Danmark kan man finde flere arter af bændelorm i Salmo trut.ta. De benævnes ved så eksotiske navne som Proteocephalus, Cyathocephalus, Triaenophorus og Eubothrium. Den sidstnævnte orm bliver ofte fundet af vore flittige sportsfiskere når de renser deres ørreder, hvorfor vi på vor sektion ofte har forespørgsler ved r. ormens farlighed mm . Det skal med det samme fastslås at Eubothrium crassum (Figu r 3), som den rettelig

bør benævnes, ikke er skadelig for mennesker, idet den vi l dø i menneskets mave og tarmsystem hvis den ved en fej ltagelse skulle blive spist. Da dens livscyklus (Figur 4) imidlertid er et skoleeksempel på, hvorledes parasitterne indgår i det økologi-

Fig. 4: Livscyklus for Eubothrium crassum

ske system skal denne omtales. Ørreden er hoved- eller slutvært for denne prægtige bændelorm, der kan opnå en betragtelig længde på henved en meter, idet ormen opnår sit kønsmodne stadium i denne fisk.

Den voksne orm find er man fasthæftet til ørredens pylorusblindsække og den lange række af led vil man se strække sig ud i tarmen som en hvid streng. I hver t led produceres parasitæg, der med ørredens fækalier passerer ud i vandmiljøet. Her ædes ægget af en fritl evende vandloppe (copepod), som derved bl iver infice ret af ormens larvestadium, der tag er ophold i vandloppens kropshule. Hvis copepoden ædes af en lille ørred, vil krebsdyret blive fordøjet, medens ormelarven aktiveres og dernæst udvikles til en voksen bændelorm. Ofte kan mindre fisk tjene som transportværter, dvs at de æder copepoder med bændel-

Fig. 3: Ørredens pylorusbændelorm Eubothrium crassum

MILJØ 2 VAND

orme-larver, som imidlertid ikke udvikles yderligere. Først når en stor ørred æder den mindre fisk vil ormelarven genoptage udviklingen og blive voksen i ørredens pylorusregion. Der eksisterer iøvrigt to typer af ormen . En type gennemfører sin livscyklus i ferskvand, en anden i havvand.

En anden i vore ferskvandsørreder særdeles almindelig bændelorm er bægerhovedbændelormen Cyathocephalus truncatus. Den forreste ende af

Fig. 6: Ørredikten Crepidostomum farionis

Fig. 5: Bægerhovedbændelormen fra en bækørred.

den få cm lange orm (Fi gur 5) er udforrnet sorn et lille bæger, der hæfter sig effektivt fast i ungørredens pylorusblindsæk. Fisken reagerer med en kraftig vævsreaktion, der bevirker at ormen sidder endnu bedre fast, hvilket gør en fj ernelse af ormen meget vanske lig. Også denne parasit har en sammensat livscyklus.

Den kønsmodne orm i ørreden afg iver æg, der ender i bæk eller å. Her indtages disse af en ferskvandstangloppe, Gammarus pulex, som således inficeres med larvestadiet. Når ørreden æder tangloppen, fordøjes krebsdyret, medens bændelormlarven udvikler sig til det kønsmod ne stadium i ørredens bIindsække. Parasitten har været sat i forbind else med massedødsfald af ørreder, men som oftest synes fisken at leve relativt vel med en moderat infektion. løvri gt lever parasitten ikke meget længere end et års tid . En undersøgelse af ungørreder på klippeøen Bornh olm har således vist, at de små ørreder i bække og åer næsten alle er inficeret med Cyathocephalus truncatus, orm der imidlertid dør ud efter at ørreden er smoltificeret og vandret til havs, hvor fiskene således renses for denne ferskvandsparasit. Istedet inficeres ørrederne i østersøen med en anden bændelorm, nemlig den ovenfor omtalte Eubothrium crassum.

Ikterne En anden gruppe cif almindelige parasitter er ikterne. Disse

fladorme kaldes også trematoder. I vore ørreder forekommer en række arter, nogle er begrænset til ferskvandsbiotopen, medens andre erhverves i det marine miljø. Ørreder i bække og åer vil som regel være inficeret af orme tilhørende slægten Crepidostomum, hvoraf vi har to arter, C. metoecus og C. farionis (Figur 6). Den sidstnævnte ar t blev iøvrigt beskrevet af den gamle danske parasitolog Otto Frederik Muller i 1700-årene.

Endnu en gang har vi her at gøre med en orm, der involve rer store dele af det akvatiske økosystem i sin livscyklus. Ormene er hermafroditter, afgiver æg, der frig øres i vandløbet, larven fra ægget invaderer små muslinger som ærte- og bønnemusling, der igen senere frigiver ny larvestadier. Disse invaderer vand løbsinsekter eller ferskvandstanglopper, som siden videregiver infektionen til ørrederne i forbi ndelse med disses fouragering .

I ferskvandsm iljøet kan ørreden også inficeres af øjenikter, parasitter af slægterne Diplostomum og Tylodelphys. Også her beskriver parasitterne økosystemet på bedste vis, idet både fiskeædende fugle, fisk og snegle i miljøet er obligatoriske aktører i livsforløbet (Fi gur 7). Den fiskeædende fug l, f.eks. en måge, er hovedvært og flyver rundt med den kønsmodne orm i tarmen. Æg fra denne ikte forlader fuglen med fækalierne, lander i vandet, hvor ægget klækkes. Dvs. at en lille fimrehårsklædt larve

r

årsag e beskadigelse og inflammation i fiskens tarm. Der findes en del arter, som kan inficere ørrederne. Almindelige er Eehinorhynehus truttae (Figur 8), E sa/monis og Aeanthocepha/us angui/lae.

lI'"

•@.

~

Fig. 7. Øjeniktens livscyklus.

trænger ud af ægskallen, finder en mosesnegl (Lymnaea pereger eller L. stagna/is), som gennembores og inficeres. I sneglen udvikles et stort antal nye larver (cercarier), der efter at have ødelagt sneglens indre trænger ud i vandet, hvor de opsøger en fisk (f.eks. en ørred), gennemborer dens hud og vandrer optil øjet.

Her tager ikten ophold som en metacercarie. Den venter på at fuglen skal æde fisken , for herigennem vil den nemlig kunne udvikle sig til en voksen orm i fuglens tarm. Et stort antal øjenikter i fiskens linser vil fremkalde grå stær og blinde fisken. Den kan derfor ikke regulere sin farve i forhold til omgivelseme, den har nedsat fødeoptagelse og falder således lettere som bytte for rovfuglen. løvrigt må man være opmærksom på at cercarier kan fremkalde massedøqsfald hos små fiskelarver. Denne stærkt patogene parasit må altså tages i betragtning ved fiskeøkologiske vurderinger af søers bestande. I østersøen, hvor saltindholdet er lavt, kan øjenikten (som jo ellers er en ferskvandsparasit) også overleve. Den lille mosesnegl er nemlig vidt udbredt i store dele af østersøen. Derfor finder man havfisk som torsk, skrubber og havørreder i østersøen, der er inficeret med øjenikter.

Når ørreden er vandret ud i et rigtig salt hav (Kattegat, Nordsøen) vil den ikke længere erhverve infektioner med ferskvandsikter. Derimod udsættes den nu for infektion med en lang række marine ikter. Af dis-

De to førstnævnte arter benytter tanglopper (som Gammarus pu/ex) til mellemvært. De æder altså æg (Figur 9) fra kradserne, hvorved de bliver inficeret. Når tangloppen dernæst ædes af ørreden opnår kradseriarven sit voksne stadium i fiskens tarm .

Aeanthocepha/us angui/lae, som er meget almindelig også hos ål, benytter vand bænkebidere som mellemværter. Tilstedeværelse af Aeanthoeepha/us angui/lae i tarmen på en ørred indikerer således, at den har indtaget vandbækebidere på et tidligere tidspunkt. Parasitten tjener altså som økologisk indikator.

Rundorm Ørreder både i fersk- og havvand kan inficeres af rundorm, se kan nævnes Brachypha/lus en ormegruppe, der også betegerenatus, Hemiurus Luhei og nes nematoder. En af de mange Hemiurus communis. Disse ikter arter, der kan fi ndes i ferskbenytter sig af snegle og vand, vandsørreder, er Cystidie%ides lopper til gennemførelse af deephemeridarum. Ørreden er slutres livscyklus og er således også glimrende økologiske indikavært og bærer de voksne særkønnede orm i tarmen. Hunortorer. men producerer æg, der forlader fisken og ender i vandløbet.

Kradserne Her ædes æggene af døgnflueEn gruppe ganske almindeligt larver, som bliver mellemværter, forekommende orm i vore ørreidet de bærer rundt på ormens der er de såkaldte kradsere, larvestadium, Når ørreden æder som også benævnes acanthocedøgnfluelarven i bækken eller paler. Det er særkønnede organismer, få cm lange, der i forenden besidder en lille snabel (proboscis) med rækker af kroge. De benyttes ikke overraskende til fasthæftning i fiskens tarmslimhinde. Ormene opsuger som bændelormene næring fra tarmindholdet over deres hud og snyder således fisken for en del af fød en. Desuden kan betydelige infektioner naturligvis for-

Fig. 10: LIVscyklus for rundormen Cystoeoloides.

Fig. 8: Ørredens kradser Echinorhynchus truttae

Fig. 9: Æg fra kradseren .

den voksne med vinger udrustede døgnflue bliver den inficeret og livscyklus kan således gentages (Figur 10). Endnu et eksempel på hvorledes parasitterne er obligatoriske deltagere i naturens kredsløb.

Når ørreden er vandret til havs udsættes den for infektion med andre rundorme, hvoraf de mest almindelige er Hysterothy/aeium aduneum og Anisakis simplex.

Den førstnævnte art finder man i fisken mave eller tarm , til tider kan den findes som larve i organeme. Den sidstnævnte (Figur 11) finder man som larve i fiskens kropshule eller indre organer.

Den har en kompliceret livscyklus, der omfatter både hvaler (i vore farvande som oftest marsvinet), der tjener som hovedvært, lyskrebs er første mellemvært

Fig. 12: Livscyklus for Anisakis.

Fig. n: Anisakis simplex kan forekomme i kropshule eller muskulatur hos havørreder.

MILJØ 3 VAND

og silden er anden mellemvært (Figur 12). Ørreden kan erhverve infektionen ved at æde lyskrebs, sild eller andre fisk med infektion. Som bekendt bør man undgå at fortære rå fisk med levende ormelarver. Anisakis-Iarver kan nemlig fremkalde sygdom hos mennesker (anisakiasis) ved at gennembore mave- eller tarmvæg. Varmebehandling (som kogning, steg-ning eller varmrøgning) eller nedfrysning ved - 20°C kan aflive ormene.

Krebsdyrparasitterne Både i ferskvandsbiotopen og i det marine miljø kan ørreden erhverve infektioner med parasiti ske krebsdyr. Navne som Argulus, Ergasi/us, Caligus og Lepeophtheirus er slægter af krebsdyr, der foretrækker et parasitisk liv på bl.a. ørreder. Bortset fra den førstnævnte slægt er disse parasitter som oftest omdannede vand lopper, der i udviklingen løb har haft held med at snylte på fisk. Det er da også praktisk for et krebsdyr at holde sig til en fisk. Maden er lige for munden (de æder af fiskens hud), stævnemøde og parring kan foregå uforstyrret ved fisken og transport rundt i miljøet sørger fisken for. I ferskvandsmiljøet finder man Caligus /acustris på fiskens hud og Ergasi/us på ørredens gæller, medens andre arter af krebsdyr tager over når fisken vand rer til havs. Således vil lakselusen ang ribe havørreden når den er ankommet i det marine miljø. I England og Skotland har man i de senere år tilskrevet den dalende bestand af havørreder de særd eles kraftige angreb af lakselus (Lepeophtheirus sa/monis) (Figur 13). Disse snyltende krebsdyr er særkønnede.

Hunnen bærer ægsække, når æggene klækkes fremkommer små naupliuslarver, som gennemgår en række hudskift før den voksne snylterform fremkommer. lait ti stadier forekommer hos denne art. Da krebsdy-

Fig. 13.'

Lakselus er en snyltende vandloppe.

ret æder løs af fiskens hud kan infektioner medføre ødelæggelse af hud og siden infektioner med svampe og bakterier. I lakseopdræt i Norge og Skotland anses denne snylter for et af de allerstørste problemer i opdrættet. Parasitten blev iøvrigt beskrevet af den danske zoolog Henrik Nikolaj Krøyer i 1837. Han interesserede sig ikke for fiskens velbefindende, men var derimod stærkt optaget og fascineret af denne krebsdyrgruppes biologi.

Allerede i begyndelsen af 1800tallet kunne Krøyers mange store undersøgelser af vore hjemlige fisk iøvrigt dokumentere, at snyltere i vore bæk- og havørreder var særdeles almindelige.

De skal altså betragtes som naturlige individer på linie med de fritlevende organismer i bække, åer søer og hav.

De encellede parasitter Fimredyr Der skal her blot omtales få arter af encellede organismer fra vore ørreder. Den mest kendte og nok mest skadelige er fimredyret /chthyophthirius mu/tifi/iis.

Den kaldes ikke uden grund for fiskedræberparasitten. Hele bestande kan nemlig så godt som udryddes, hvis denne parasit får held til at florere. Til gengæld vides det også, at fisk kan opnå en beskyttende immunitet mod denne parasit. Forskere arbejder således på at udvikle en vaccine mod denne parasit, hvilket vil kunne få stor betydning ikke blot i fiskeopdrætssammenhæng men også i forbindelse med udsætninger af fisk . Som det fremgår af Figur 14, som er optaget med et scanning elektronm ikroskop, er denne såkaldte ciliat beklædt med fimreh år (cilier). Ved høj temperatur forløber livscyklus overordentlig hurtigt (Figur 15). Det fiskeædende stadi um trophonten, der har en hesteskoformet kerne, falder til bunds i biotopen.

Her encysteres den som en to-

mont, der deler sig mange gange, hvorefter de resulterende tomiter omdannes til theronter og gennemborer huden på en fisk.

Ved 20°C vil en enkelt celle på få uger blive til tusindvis af parasitter. Da fisken reagerer ved en cellereaktion på infektionen vil infektionsstedet kunne registreres som en hvid plet (ca 1 mm) på fisken. Sygdommen kaldes da også for hvidpletsyge.

En anden ciliat på ørreden hedder Capriniana piscium. Den skal omtales, da dens biologi illustrerer mangfoldigheden i parasitverdenen . Også denne er meget lille og mikroskopisk (Figur 16), og den angriber ørre-

som oftest uskadelige, men vil ved masseforekomst kunne skabe en del utrivelighed og sygelighed hos fiskene.

Flagellater Flagellater er små encellede dyr (ca 10 tusindedele af en millimeter lange) der bærer svingtråde (flagei ler). I ørreden findes en flagellat, der betegnes Hexamita sa/monis. Den pæreformede organisme, der besidder otte svingtråde, forekommer i tarmen og pylorusblindsækkene hos små ørreder. Ved heftige infektioner ses nedsat ædelyst, afmagring og tarmbetændelse hos fisken. På vor sektion på

Fig. 14:

Fiskedræberen Ichthyophthirius multifiliis, SEMoptagelse ved Bresciani og Buchmann.

f ° ° ~ "

o

~

o

J

000

.. o

:

o

o

Fig. 15.

o dens gæller. Dvs den anvender gællerne som ti lholdssted, for den spiser ikke af ørreden.

Tværtimod lever den af andre mikroorganismer som små cil iater i vandet, der indfanges af de små rør rør på organismens forende. Ved meget stor tæthed af disse smådyr vil ørredens gællefunktion kunne nedsættes, men ellers anses snylteren ikke for meget skadelig. Man kan iøvrigt begrænse dens livsgrundlag ved at holde vandet rent for dens fødeemner (ciliater mm).

Dette gøres som bekendt ved at fjerne organisk belastning af biotopen . Andre arter af fimredyr tilhører slægterne Trichodina og Trichodinella. Disse parasitter er

Livscyklus for fiskedræberen.

Landbohøjskolen har vi fornyligt gennemført undersøgelser, der . viser, at organismen trives bedst ved lavere temperaturer (under 15 °C), en temperatur der som bekendt også behager ørreden bedst.

Myxosporidier Der forekommer flere arter af myxosporidier hos vore ferskvandsørreder. En enkelt art skal omtales her. Det er Ch/oromyxum trultae. Snylteren ses som små sporer med en længde på ca 9 tusindedele af en millimeter.Parasitten forekommer i galdeblæren og i tarmen hos ørreden, der taber ædelysten og kan udvikle sygdom. Galdeblære og

MILJØ 4 VAND

J

Ørredens krav til de fysiske forhold i æg- og yngelstadiet - en kommentar Af Hans-Martin Olsen

Fig. 16: Capriniana. cilia t på ørredens gæller. SEM-optagelse ved Bresciani og Buchmann.

tarm kan beskadiges betydeligt ved kraftige infektioner.

Livscyklus for netop denne art er endnu ikke helt fastlagt, men nyere undersøgelser af parasitgruppen har vist, at børsteorme (f.eks. Tubifex) spiller en afgørende rolle i denne. Således ved man at disse små børsteorme tjener som obligatoriske mellemværter for flere nært beslægtede myxosporidier. Børsteormene skal altså forekomme i mi ljøet for at livscyklus kan gennemføres. Andre velkendte repræsentanter i denne gruppe er Myxobolus cerebralis, der fremkalder drejesyge hos laksefisk. Også PKX parasitten, der fremkalder nyrebetændelse menes at tilhøre denne parasitgruppe. Ørredparasitter i økologisk belysning Som det er fremgået af ovenstående gennemgang er fiskeparasitter en naturlig del af økosystemet. Fiskene har i et dynamisk samspil med deres parasitter gennemlevet udviklingshistorien på godt og ondt. Både vært og parasit har på bedste vis formået at udnytte de økologiske nicher, der har måttet byde sig til. Denne dynamik fortsætter netop nu ude i naturen.

Menneskets indgreb kan sætte begrænsninger både for fisken og for parasitteme. Således kan anvendelse af udsætningsfisk med en speciel genetisk udrustning (større eller mindre modstandskraft overfor infektioner) kunne betyde en ændring også af parasitfaunaen. Forarmning af den øvrige ferskvandsfauna kan medføre nedsat forekomst af parasitter. Vandkvaliteten vil have indflydelse på mængden af særlige arter af ciliater. Tilstedeværelse af andre typer sygdomsorganismer (bakterier, virus) vil ligeledes i samspil med snylteme kunne påføre fiskebestandene

en mærkbar reduktion. Det er mit håb at vi i de kommende år vil få indført parasitologiske teknikker i miljø- og biotopundersøgelseme, idet snylterne har en ganske afgørende indflydelse på D vort økosystem.

Supplereode litteratur Buchmann, K. (1987).

Cestodes of migratory traut (Salmo trutta) from the Baltie Sea. Bull. Eur. Ass. Fish Pathol. 7 (5): 115-117.

Buchmann, K. (1989).

Trematodes and acanthocephalans of Salmo trutta from the Baltic Sea. Bull. Eur. Ass. Fish Pathol.

9 (1): 9-11

Buchmann, K. (1995) .

Parasitter i fisk . Jordbrugsforlaget. ISBN 87 74324098

Buchmann, K. (1995).

Nyt lys på regnbueørreden i Danmark. Naturens Verden 8: 288 - 296.

Buchmann, K. (1996).

Læså og Kobbeå, en økologisk bedømmelse med parasitologiske teknikker. Bornholms Natur, tidsskriftet Fjælstaunijn 1: 32-37.

Kurt Buchmann, cand. scient. ph.d. er fiskeparasitolog og forskningslektor på Sektion for Fiskesygdomme, Institut for Veterinær Mikrobiologi, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Bulowsvej 13, 1870 Frederiksberg C.

Lars Bangsgaard og Finn Sivebæk ( herefter benævnt B & S) har i en udmærket artikel i Miljøog vand pleje nr. 15 beskrevet resultatet af en række undersøgelser, de har foretaget omkring ørredens krav til de fysiske forhold i æg- og yngelstadiet. De afslutter med at konkludere, at "de fundne gennemsnitsværdier for ynge lens valgte dybder, strømhastigheder og så videre bør således indarbejdes i retningslinier til eventuelt nye restaureringstiltag, så man derved sørger for, at der er levesteder for ørredyngei".

Dette bør efter min mening tages med forbehold. Ikke alle deres konklusioner stemmer overens med, hvad andre har fundet, ligesom specielle forudsætninger gør sig gældende omkring B & S undersøgelser. Disse forudsætninger er med til at gøre resultaterne afvigende.

Strømhastighed i gydeområder B & S nævner, at der i Vejle å var en strømhastighed på 0,4 mis henover gydebanken, og at denne var skadelig, idet den' fjernede selv store partikler fra gydebanken. Jeg tror, at der er tale om en beklagelig trykfejl, da en anden artikel om de samme undersøgelser nævner, at strømhastigheden henover gydebanken i Vejle å var 0,8 mis 11/.

Fastholder B & S, at strømhastigheder over 0,4 mis er skadelige for gydebanken, forekommer det mærkeligt, eftersom andre danske undersøgelser af naturlige gydebanker i seks forskellige vandløb har vist, at den gennemsnitlige strøm hastighed henover gydeområderne var 61 cmls (målt 5 cm over bunden), mens den varierede mellem 46 og 71 cmls 12/. Desuden bør man, når man taler om strømhastighed, nævne, hvor målingen er foretaget, da strømhastigheden varierer ned gennem vandsøjlen 13/.

B & S fandt i Vejle å, at ynglen

i juni valgte en gennemsnitsdybde på 31,7 cm, mens ynglen i august valgte en gennemsnitsdybde på 56,7 cm. Disse resultater varierer meget fra, hvad andre har fundet. I Sverige er det fundet, at 62 % af variationen i tætheden af yngel kunne forklares ud fra en regressionsligning, hvor dybden var eneste betydende faktor 14/. Der)ne regressionsligning viste iøvrigt, at jo lavere vandet var, des højere tæthed af ørredyngel. Også egne undersøgelser af elfiskeresultater fra Århus Amt har vist, at ynglen foretrækker, at gennemsnitsdybden i vandløbet er under 20 cm (se figur 1), eller med andre ord, at man finder de højeste tætheder af yngel, hvor gennemsnitsdybden dybden ikke overstiger 20 cm 15/.

Min konklusion er, at ørredynglen foretrækker dybder under 20 cm, også i efteråret, hvor hovedparten af amtets undersøgelser foretages. Forskellen mellem de her beskrevne resultater og resultaterne fremlagt af B & S kan forklares med to ting.

For det første er der tale om kunstige gydebanker, hvor man ved elektrafiskeri ikke har konstateret naturlig yngel. Dette skyldes formentlig , at dybden henover gydebankerne simpelthen var for stor til, at ynglen kunne trives der. Da man så udsatte yngel, har disse valgt standpladser i mangel af bedre. Det vil sige, at ynglen har placeret sig på de mindst uegnede steder, hvilket var de mest lavvandede områder. Dette fremgår også af B & S's resultater.

For det andet er det vist, at man, når man anvender dykning som metode til observation af ørredens standpladser, finder, at gennemsnitsdybden på standpladserne er større end man finder ved andre metoder 16/ .

Derfor forholder jeg mig kritisk til værdien fremført af B & S.

Fortsættes side 6.

MILJØ 5 VAND

Ørredens krav til de fysiske forhold i æg- og yngelstadiet - fortsat: Gode undersøgelser

ler og betydningen af erosion.

Afslutningsvis vil jeg da lige nævne, at de punkter jeg ikke har nævnt er i fuld overensstemmelse med andres resultater, og at disse resu ltater med god ret kan benyttes ved fremtidige restaureringsprojekter. B & S's undersøgelser har dokumenteret en række ting, vi vil komme ti l at høre meget mere om i den fremtidige vandløbs.pleje, såsom betydningen af de brednære area-

Litteratur / 1/ Sivebæk, F. og Bangsgaard , L., 1995: Sediment på ørredens gydebanker. Vand & Jord 2 (6): 258-261, /2/ Christensen, L. B., 1988: Undersøgelser af naturlige og kunstige gydepladser for laksefisk. Hedeselskabets Forsknings-

virksomhed . Beretning nr. 39. /3/ Hynes, H. B. N., 1970: The Ecology of Running Waters.

Liverpool University Press.

Liverpool. /4/ Titus, R. G., & Mosegaard, H., 1992: Fluetuating Recruitment and Variable Life History of Migratory Brown Trout, Saima trutta L., in a Smal l, Unstable Stream . J. Fish Bial. 41 : 239255. /5/ Olsen, H.-M. , 1996: Indeks

til fysisk vandløbs bedømmelse.

Delrapport 2. Habitatkrav hos ørreden (Saima trutta L.) i vandløb. Danmarks Miljøundersøgelser, afd. for ferskvandsøkologi.

Silkeborg. /6/ Heggenes, J., Brabrand, Å. & Saltveit, S. J., 1991,

Microhabitat Use by Brown Trout, Saima trutta L., and Atlantic Salmon, S. Salar L., in a Stream: a Comparative Study of Underwater and River Bank Observations. J. Fish Bial. 38 : 259-266.

D

25

e : .~

« Q Q

s: Q,I

50 40

~

= .... 3020 S IO = = dybdeintervaller

dybdeintervaller

Figur 1. Ørredynglens forekomst ved forskellige gennemsnitsdybder og hvilke dybder, den foretrække r. I figuren ti l højre angiver hvide pri kker procentvis forekomst af ørred, mens sorte prikker angiver procentvis forekomst af de forskellige dybdeintervaller. Hvor forekomsten af ørred er højere end fo rekomsten af dybdeintervallet, er der tale om præferens, mens ørreden undgår de områder, hvor forekomsten af dybdei ntervallet overgår fore komsten af ørred . n angiver, hvor mange observationer der forekommer i det enkelte dybdeinterval.

Efte r /5/

Virusbetingede fiskesygdomme Af:

Niels Jørgen Olesen, Statens Veterinære Serumlaboratorium og Henrik Korsholm, Veterinærdirektoratet

Lig esom parasitære og bakterielle infekti oner spiller virussygdomme en væse ntlig ro lle fo r fisks sundhed og trivsel. Det er karakteristisk for vi russygdomme, at de ikke kan behand les med lægemidler. De eneste mulig heder for beg rænsning er tø rlæg ni nger og desi nfe kti on (stamping-out) eller vacc ination.

I Danmark er der to virussygdomme hos fisk, der har stor betydning: Egtvedsyge (VHS) og MILJØ 6 VAND

IPN (infe kt iøs pankreasnekrose).

Sygdommene belaster først og fremmest dambrugserhvervet, men da begge sygdomme er omfattet af lovgivni ng og bekæmpeisesprog rammer, må det foru dsættes at alle, der beskæftiger sig med pleje af de fe rske vand, har ke ndskab t il sygdorY)mene, og til de regelsæt, der omhandler dem.

I denne ar tikel vil de virusbetingede sygdomme blive beskre-

vet, medens regler ved rørende udsætninger, desinfektion og almi ndelige forholds reg ler til hi ndri ng af smitteoverførsel vil bl ive beskrevet i en efterfølgende ar tikel.

Egtved syge Sygdommen blev første gang beskrevet i Tyskland i tredverne , og i Danmark blev sygdommen først observeret i vi nteren 49-50 på et dambrug nær Egtved ved

Vejle. Den virus, der var årsag til sygdommen, blev isoleret af dyrlæge Mogens Jensen, Statens Veterinære Serumlaboratorium (SVS), i 1963 og kald t Egtved vi rus, et navn der siden blev officielt god kendt. Et meget anvendt synonym for Egtved virus er VHS vi rus, der er afledt af sygdommens officielle engelske navn : Viral Haemorrh agic Septicaemia.

Udbredelse Egtvedsyge forekommer i Danmark og i de fleste europæiske lande syd og øst for os, medens resten af Skandinavien og de britiske øer regnes for fri for sygdommen., Egtved virus har aldrig været påvist udenfor Europa indtil 1989, hvor den i et par tilfælde blev påvist i rognvæske fra fritlevende stillehavslaks ved USA. Indenfor de sidste par år er Egtved virus i enkelte tilfælde blevet isoleret fra silde- og torskefisk i Stillehavet og i Atlanterhavet, og fundene førte til, at SVS i sommeren '96 deltog i et togt med havforskningsskibet DANA i Østersøen. På togtet udtog vi i alt 198 samleprøver til efterfølgende virologisk undersøgelse og fandt derved 23 isolater af Egtved virus fra sild, brisling, havkvabber og torsk! Det har medført, at der nu bliver igangsat en større epidemiologisk undersøgelse af udbredelsen af Egtved virus i Nordatlanten og tilstødende havområder. Betydningen af fundene er endnu ikke klarlagt.

Alvorlige tab på grund af VHS i Europa ses primært i forbindelse med intensivt opdræt af regn- . bueørred. Kliniske symptomer hos vildtlevende fisk er kun beskrevet i få tilfælde i Danmark og kun i regnbueørred. Det har ofte, men ikke i alle tilfælde, kunnet eftervises, at kliniske udbrud af VHS i havbrug har været . introduceret med fisk fra ferskvandsanlæg eller ved smitte mellem havbrug.

Forekomst af VHS i Danmark, oktober 1996 VHS inficerede

Egtvedsyge i Danmark Egtvedsyge er forsøgt bekæmpet i Danmark siden 1965, først som et frivilligt program tilrettelagt af SVS, og siden 1970 som en lovomfattet sygdom under Veterinærdirektoratets styring.

Antallet af smittede dambrug er reduceret fra omkring 400 i 1965 til 40 i 1996. Sygdommens udbredelse er således reduceret til Om'me Å, den nedre del af Skjern Å, samt til den nedre del af Holme Å og 7 indpumpningsanlæg ved Ringkøbing Fjord (figur 1). Det nordlige Jylland samt Grejs Å, Ørum Å, Hansted Å og Bygholm Å, omfattende 119 dambrug, har opnået EU godkendelse som VHS fri zone, medens et større område omfattende 110 dambrug umiddelbart syd hhv. nord for denne zone forventes at opnå samme status i løbet af 2 år (figur 1). De handelsmæssige restriktioner dette

EU-godkendt VHS-fri zone •

Undersøgelseszone for opnåelse af status som EU-godkendt VHS-fri zone.

medfører, vil blive beskrevet i en efterfølgende artikel.

Værtspektrum Egtvedsyge forekommer hyppigst hos regnbueørred . Spontane sygdomsudbrud har været set i bækørred, stalling, helt, geddeyngel og pighvar.

Egtvedsyge er kun påvist i fisk.

Varmblodige dyr kan ikke angribes, da VHS-virus inaktiveres ved temperaturer over 25°C.

Sygdomsbeskrivelse Inkubationstiden, dvs. tiden fra smitte til sygdomsudbrud , afhænger af fiskens alder, viruskoncentration , vandtemperatur og fiskens stresstilstand. Under eksperimentelle forhol d er den

kortest observerede inkubationstid 3-4 dage. Under praktiske forhold vil den sædvanligvis være noget længere, 1-3 uger og op til adskillige måneder ved lave vandtemperaturer, lave viruskoncentrationer og i ikke stressede fisk .

I starten af et sygdomsudbrud ses normalt pludselig nervøsitet eller uro, uden at der iøvrigt kan observeres andre symptomer.

Senere observeres mørkfarvning, udstående øjne, blege gæller og sløvhed. Blødninger kan ofte ses i øjets iris samt ved finnebasis og i muskulatur.

Bugen kan være udspilet af væske. Mod slutningen af et udbrud er blødningerne (i øjne og hud) som regel mindre udtal-

te, medens der ses abnorme drejebevægelser om længdeaksen samt kraftig mørkfarvning. Ved opklipning af syge fisk ses udtalte blødninger i nyre, hjerte, hjerne, fedtvæv, muskulatur og på svømmeblæren. Milten kan være svullen og bagtarmen er ofte fodertom og helt bleg.

Hos yngel vil dødeligheden som regel nå op omkring 100%.

Hos større fisk er dødeligheden ofte mindre, varierende fra 30 til 70% .

Høje vandtemperaturer (>15°C) giver ofte et kortvarigt forløb med høj akut dødelighed, men lav akkumuleret dødelighed.

Udbrud af Egtvedsyge er hyppigst om foråret ved stigende eIler vekslende vandtemperaturer.

MILJØ 7 VAND

Regnbueørred med typiske Egtvedsygeblødninger i muskulaturog i indre organer.

Sygdomsudbrud er dog konstateret på alle tider af året, men sjældent ved vandtemperaturer over 18°C.

Diagnostik Da det kliniske billede og de syn lige forandringer meget ligner de forandringer, der kan observeres ved bakterielle infektioner som rødmundsyge og furunkulose, kan en sikker diagnose kun stilles ved laboratoriemæssig undersøgelse. Ved mistanke om VHS infektion skal Veterinærdirektoratets sektion for akvaku ltur i Vejle straks kontaktes (tlf 75 85 78 20). Den laboratoriemæssige undersøgelse fo retages på Statens Veterinære Serumlaboratoriu m, sektion for fiskesygdomme, Hangøvej 2, 8200 Århus N, tlf. 89 37 24 31.

IPN Infektiøs Pankreas Nekrose (IPN)er en meget smitsom virusbetinget sygdom, der især angriber yngel under opdrætsforhold, men som også ses i mange vildtleven de fisk.

Sygdommen bl ev erkendt i begyndelsen af tresserne.

væld eller boringer, og undgå at de fik tilført sygdommen.

Omkring 35 avlsdambrug er i dag IPN fri. De må kun tilføre avlsmateriale efter Veterinærdirektoratets godkendelse og kun fra andre IPN-fri avlsdambrug.

Deres frih ed for infektion bliver verificeret ved to årlige virolog iske undersøgelser på SVS.

Værtspektrum

MILJØ 8 VAND

Andre virusbetingede sygdomme i fisk I ål forekommer ret hyppigt infektion med en Egtved vi ru s lignende partikel kaldet EVX. Den kan forårsage dødelighed i regn-

bueørredyngel, men er formodentl ig ikke årsag til sygdom i ål Fiskefnat, også kaldet Iymfocystis, i fladfisk er ligeledes en virusbetinget infektion, der skyldes et iridovirus, der kan dyrkes under laboratoriemæssige forhold.

Betydningen af denne virus i fl adfisk kendes ikke.

Herudover findes sporadisk forekommende virusinfekti oner ved viro log iske undersøgelser i forbindelse med overvågningsog eksportundersøgelser af fisk.

Disse infektion er menes ikke at være årsag til egentlige sygdomsmæssige problemer.

Ved virologiske undersøgelser podes organ materiale fra fisk på ce liekulturer, der dyrkes i specielle medier. Kun virus, der kan angribe og dræbe eller forandre disse cel lekulturer, vil kunne påvises. Det må derfor påregnes, at fisk kan huse en lang række forskellige mindre sygdomsfremkaldende vi rus, der ikke kan angribe de ce ller, der anvendes på laboratoriet, og derfor ikke vil blive d iagnosticeret.

O

IPN forekommer hyppigst i laksefisk, men er fundet i en lang række fersk- og saltvandsfisk samt i krebs og skaldyr. IPNV isoleres hyppigt fra både fritlevende fisk og akvakulturfisk.

Sygdomsbeskrivelse De første tegn på IPN udbrud i ørredyngel er oftest en pludselig og sædvan ligvis stigende daglig dødelighed , først og fremmest blandt de hurtigst voksende individer. De kliniske symptomer omfatter mørkfarvning, en ærtformet udposning på bugen samt en skruende svømmebevægeise og krampe. Den sam lede dødelighed kan vari ere fra 10 til over 90%. Større fisk vi l ofte være livslange bærere af IPN virus uden kliniske symptomer. .

Udbredelse IPN forekommer i de fleste, om ikke alle, lande i Nord- og Sydamerika, Asien og Europa, der producerer laksefisk. I Danmark blev sygdommen øjensynligt introduceret ved en import af æg midt i tresserne. IPN virus er nu udbredt i store dele af landet. Et bekæmpelsesprogram blev iværksat af Veterinærdirektoratet i 1968. IPN kan i modsætning til VHSV overføres vertikalt, dvs fra moderfisk gennem æg til afkom.

Hvis en stamme først er inficeret, kan man således ikke slippe af med infektionen igen.

Bekæmpelsesprogrammet gik derfor ud på at udpege ikke inficerede stammer på avIsdambrug med vandforsyning fra

krose (IH N) er en laksefiske sygdom, der forårsages af et virus, der ligner Egtved virus meget.

Sygdommen blev første gang konstateret i Frankrig og Italien (1987), hvorfra den siden har bredt sig til store dele af det kontinentale Europa. Danmark er EU godkendt IHN-fri zone. På baggrund heraf må der ikke importeres fi sk og æg fra ikke godkendte zoner/lande.

Sygdommen blev i 1995 konstateret i Cuxhaven i Nordtyskland, og er således kommet ganske tæt på landets grænser. Der er stor frygt for en introduktion til Danmark, da sygd ommen må forventes at være.vanskeligere at bekæmpe end Egtvedsyge, som følge af et større værtsspektrum og forekomst af flere raske smi ttebærere.

Diagnostik IPN har stor lighed med andre yngelsygdomme som YDS (yngeldødelighedssyndrom) og rødmundsyge. En sikker diagnose kan kun foretages på grundlag af en laboratoriemæssig undersøgelse. Da medicinsk behandling af IPN syge fisk ofte vil forværre symptomerne, er det vigtigt, at en sådan ikke igangsættes før en sikker diagnose er stillet. Mistanke om IPN infektion på eller opstrøms for et IPN frit dambrug, skal straks indberettes til Veterinærdirektoratet, der indsender prøver til SVS.

IHN Infektiøs hæmatopoietisk ne-

IPN inficeret yngel. Bemærk den ærtformede udposning på bugen.

Nu kan du annoncere I .

.

Miljø- og vandpleje Ring til redaktionen på telefon 75 82 06 99 og hør nærmere om mulighederne.

Bakterielle infektioner hos fisk i ferskvand Af Jens Laurids Larsen

For ikke at være forudindtaget i den diskussion, som disse artikler kan foranledige, må forskellige normale foreteelser fastslåes. Den vilde fauna er generelt hjemsted for de smitstoffer, som huserer i de dyr, vi domestiserer. Flagermus er normal vært for rabies virus (hundegalskab), angrebne ræve kan sprede virus til husdyr og mennesker ved bid.

Trikinose, en tidligere frygtet sygdom, findes hos f.eks vildsvin og ræve og med produktion af fritgående svin, kan sygdommen overføres ti l disse. Ligeledes er en bakterie, som kan forvolde abort hos søer påvist hos harer og tuberkulose ses jævnligt hos jagtbart fuglevildt. På ti lsvarende vis fungerer den vi lde fiskebe-

stand som smittebærere af en række smitstoffer, der under forskellige omstændigheder kan foranledige sygdomme - mest dramatisk er ichthyophonus hoferi hos sild, som gav anledn ing til massedødsfald i bl.a. Øresund og Kattegat i 1991-1994. En del af de smitstoffer, der findes hos de vilde fiskebestande forekommer latent (skjult), uden at fisken viser sygdomstegn. Introduceres de i akvakultur, kan det få katastrofale følger. Egtved virus kan således, uden påvisning af sygdomstegn , findes i den vi lde fauna, mens dette smitstof har særdeles alvorlig følger, hvis det introduceres i dam- eller havbrug.

På den anden side kan et smitstof, der opformeres kraftigt i ak-

vakultur medføre en risiko for de vildfisk, der lever tæt op ad dette. Dette er f.eks. set i Norge med furunkulose og parasitten Gyrodactylus sal aris.

Generelt om sygdomsudvikling Sygdomme optræder generelt som et resultat af et dårligt samspil mellem værtsorganisme smi tstof og miljø (Fig. 1).

Tidligere antog man, at de fleste bakterielle smitstoffer fandtes i de vandmiljøer, hvor fisk lever, og under stressbetingelser kunne de så angribe fiskene. I dag ved vi , at sådanne sm itstoffer findes, men langt de fleste smitstoffer er meget specifikke, og er tæt knyttet til deres vært,

der så funge rer som smittebærer (carrier). Fisk huser således ofte skjulte smitstoffer, som de kan transportere under deres vandringer og som de huser, når dambrugere, akvarister eller folk med havebassiner køber nye fisk.

Det, der udløser et sygdomsudbrud , er ofte stress, hvor for tætte popu lationer og dårlige miljøforhold er de mest belastende faktorer for fiskene. I Fig . 2 er illustreret en række parametre, som er betydende for stress.

Sygdomsmanifestationer De symptomer fisk viser under sygdomsudbrud er ofte så almene, at man ikke herud fra kan sti lle en diagnose. Det er derfor

Miljøvenligt klækkeanlæg AkvaTek præsenterer klækkeskabet til klækning af fiskeæg - ørred, laks og lignende fiskearter.

Skabet er udviklet i samarbejde mellem Løgstør Skibssmedie, Vilsted Dambrug og AkvaTek "Akva Opdræts Teknik ApS". Skabet er derfor produceret 100 % dansk.

Klækkeskabet har et minimalt vandforbrug, idet vandet genbruges efter rensning og iltning.

Skabet er komplet og lukket. Det kræver kun tilslutning som en vaskemaskine.

Bedre udnyttelse af produktionskapaciteten - belaster miljøet mindre. Produktionskapacitet om året er op til 500.000 styk fiskeyngel.

TeknikkEm betyder, at produktionen af ørred og laks spredes. Ved at hæve temperaturen til 11 ae i vandet til ørredæg kan skabet klække æggene på 4 uger. Sænkes temperaturen til 4°e i klækkeskabet kan klækketiden strækkes til 10 uger. Klækning vil kunne foretages op til 4 gange hver sæson . Ring til :

AkvaTek Vej Isøvej 51 E

8600 Silkeborg - TIt. 86 82 31 11 MILJØ 9 VAND

Figur 1: Sygdom opstår som resultatet af et uheldigt samspil mellem vært, smitstof og miljø.

nødvendigt at påvise smitstoffet.

For de bakterielle infektioner har man søgt at opstil le tre forskellige kategorier af sygdomsmanifestationer.

1. De septikæmiske infektioner (septikæm i ; blodforgiftning).

Akutte infektioner med udtalte blødninger i hud, finner og indre organer (Fig. 3 på side 10).

2. De granulomatøse infektioner (g ranu lom ; lil le knude).

Kroniske infektioner med små knuder i indre organer (Fig 4 på side 10).

3. De overflad iske infektioner.

Akutte til kroniske infektioner med angreb af gæller, hud og finner (Fi g 5 på side 10).

Det kan være vanske ligt at skelne mellem kategori 1 og 3, som er de mest udbredte sygdomsbilleder. De akutte udbrud ses ikke meget i naturen, hvor den kraftige svækkelse også ville gøre angrebne fisk til lette by ttedyr. Generelt ses det akutte forløb hos meget unge ind ivider, mens det kroniske forløb med sår ses hos noget æld re fisk. De mest karakteristi ske træk ved en blodforgiftning er vist i Tabel 1.

Det skal tilføjes, at de fleste kategori 1 sygdomme optræder om sommeren ved vand temperaturer over 16 DC, men andre forhold kan medvirke til, at sygdommene også optræder på

andre årstider.

De mest udbredte bakterielle sygdomme 1. De septikæmiske infektioner omfatter følgende sygdomsenheder i danske ferskvandsmiljøer.

- Furunkulose - Rødmundssyge - Bakteriel hæmorrhagisk septikæmi Alle forårsages af gram-negative bakterier, hvilket hentyder til deres farveegenskaber ved GRAM' s metode.

alder

Furunkulose (byldesyge) Årsag: Furunkulose skyldes bakterien Aeromo nas salmonicida (Aero; luft, monas ;enhed, salmo ; laks, cida ; dræber) Forekomst: Denne bakterie har været kendt siden 1894, hvor den første gang blev .sat i forbindelse med syg dom hos ørred i et klækkeri i Tyskland .

Først i 1902 blev sygdommen beskrevet i USA. Der har været en del pol imi k om, hvor bakterien først optrådte og spredtes fra. Opfattelsen i dag er den, at bak-terien nok er indført til Europa med regnbueørred fra USA. Denne fisk er mest modstandsdygtig overfor sygdommen , mens laks, bækørred og især kildeørred er mere følsomme.

I dag er sygdommen udbredt til alle dele af verden og findes i både akvakultur og hos vildtle-

temperatur ,

iltmangel

~ ~

~

fødemangel

populations tæthed

MILJØ 10 VAND

bruddet. Kontrol er i dag muligt med vacciner. Praktisk ta lt alle havbrugsfisk (over 90%) er vaccinerede mod furunku lose og samtidigt mod vibriose og rødmundsyge, idet der anvendes en såkaldt trivalent vaccine. Vi har de sidste år desuden gennemført vaccinationer af udsætningsfisk - især laksefisk, idet flere af disse som nævnt er mere modtagel ige end regnbueørred.

Det skal nævnes, at der ud over furunkulosebakterier, findes en række beslægtede bakterier som udviser lidt anderledes karaktertræk, når vi laver diagnostik på laboratoriet. De går under nåvnet atypiske Aeromonas salmonicida og har vist sig at kunne ang ribe en række fiskearter både i fersk- og saltvand.

TABEL 1 Bakterieirifektioener hos

f~sk

Symptomer Ydre: Blødninger (øjne, mund, finnebasis overflade, omkring gattet).

Mørkfarvning.

Exophthalmi ; udstående øjne.

Figur 2: Faktorer af betydning for stress. bakterier

vende fisk. tid ligere ansås bakterien for at være ret specifik for laksefisk, men de senere år er værtsspektret blevet betragtelig udvidet. Desuden ansås bakterien som sygdomsårsag alene i ferskvand, dette forhold har også ændret sig , idet bakterien har været en af de første tru sler for ekspansionen i f.eks. norsk akvakultur.

Symptomer: I den akutte fase ses symptomerne, der er nævnt i Tabel 1. Som noget karakteristisk for fisk døde i denne fase kan være en kirsebærrød milt.

Presses på gællelågene siver der blod ud. Der er tegn på tarmbetændelse, ind holdet her kan være blodigt og tyktflydende (ses ikke ved virusinfektion).

De karakteristiske tegn i det kro-

fiskeri

Sår, abcesser, furunkler, slø\lhed, appetitmangel, afmagring.

Indre: Blødninger, (muskulatur, svømmeblære, peritoneum, indre organer).

Lyse processer på organerne.

Svulst af milt, nyre.

niske forløb er bylder (furunkler), der kan åbne sig og danne sår med frynsede kanter og en blodig sårbund. Indholdet i bylder er tykflydende bloti lblandet.

Brystfinnerne angribes ofte så bløddelne forsvinder og finnestrålerne stikker frem. Foruden de store tab ved det'akutte dødsfald medfører bylder og ar en forringelse af slagtekvalitet evt. total kassation.

Hos vildtleven de fi sk ses især det kron iske forløb ofte i form af sårdannelser med et rødbrunligt indhold og svagt brunlige sårrande.

I dansk dambrugserhverv forekomm er sygdommen til syneladende sjældent, men overføres fiskene til havbru g optræder sygdommen i en akut fase, hvilket betyder, at de indkøbte fisk var smittebærere, og at det osmotiske stress ved overførsel til havbrug udløser sygdommen.

Kontrol og behandling : Ved akutte udbrud af sygdommen kan alene et velvalgt anti biotikum i fod ret stoppe sygdomsud-

Disse bakterier findes meget hyppigt hos vi ldfisk, men også hos fisk i akvaku ltu r - blodforgiftning og sårdannelser er fremtrædende ved sådanne infektioner. Medicinering og vaccinati on er mulig.

Rødmundsyge (Yersiniose, enteric redmouth dis~ase, ERM) Årsag: Rødmundsyg e skyldes bakteri en Yersinia ruckeri navnet hidrører fra to forskere Yersin og Rucker.

Forekomst: Yersinia ruckeri bl ev påvist i USA først i 1950 ' erne. I slutningen af 1950' erne kom bakterien til Europa, hvor den spredtes især gennem 1980 . erne, så at langt de fleste dambrug i dag har været udsat for sm itstoffet. Selvom Yersinia ru ckeri er påvist hos en række sunde vi ldfisk, er der ikke rapporteret sygdom hos disse.

Symptomer: Det, der har givet sygdommen navn (rødmundsyge), er voldsomme blødninger (rødme) i mu nd og kæberegio-

nen, der kan resultere i henfald af væv så kæbeknoglerne kan blottes. Generelt er sygdomstegnene som nævnt i Tabel 1. Dog er blødningstendensen ofte så udtalt, at det kan være vanskeligt at adskille sygdommen fra Egtvedsyge (VHS). Dog er milten forstørret ved rødmundsyge, tarmindholdet er blodtilblandet og fisken kan ikke håndfanges i modsætning til VHS. Der findes ikke bylder som ved furunkulose.

Behandling og kontrol: Et akut sygdomsudbrud kan behandles med antibiotikum, da sygdommen ofte har et cyklisk forløb må behandlingen hentages. Der findes velfungerende vacciner på markedet og fiskene vaccineres ved at blive dyppet i en vaccineblanding i ca. 30 sekunder. Nye vacciner, der kan tilsættes foder, er meget snart på markedet.

Bakteriel hæmorrhagisk septikæmi (infektioner

n~e~l, l~e~~9.:~~ge"aen~mo-

ndt> dltU. tusk'dIHlsrødsyge) ,

Årsager: Bevægelige Aeromonas arter og Pseudomonas flourescens (Pseudo = falsk, monas = enhed, flourescens = der flourescerer) Forekomst: Bevægelige Aeromonas er særdeles udbredte i naturen, og .må betragtes som en vandbakterie (miljøbakterie).

Disse bakterier besidder en række egenskaber, der gør dem i stand til at angribe alle dyrearter, når de rette betingelser er til stede . Bakterien er især knyttet til ferskvand, hvor høje vandtemperaturer i forbindelse med tilstedeværelsen af organisk stof medfører en opformering.

Svækkes vand levende dyr og inficeres f.eks. mennesker med et dårligt immunsystem kan infektion udvikle sig.

Pseudomonas flourescens er også en vandbakterie, men vokser ved lave temperaturer så kun vekselvarme dyr angribes.

Symptomer: I den akutte fase er symptomerne som nævnt i Tabel 1. Der findes dog en række sygdomskompleker som forårsages af især de bevægelige Aeromonas, som f.eks.

1. infektiøs bugvattersot hos karper 2. infektiøs hudbetændelse hos karper 3. infektiøs svømmeblærebetændelse hos græskarper 4. rød sårsygdom hos bars

Sårinfektioner ses meget ofte hos fisk i havebassiner om foråret, hvor immunsystemet hos fiskene fungerer dårligt.

Behandling og kontrol: I akutte tilfælde kan antibiotikum anvendes. Vacciner findes ikke, da miljøbakterier som regel udviser et meget bredt spektrum af antigene forskelligheder. Den forebyggende indsats må koncentrere sig om miljøforholdene.

Figur 3: Blodforgiftning -indre blødninger (regnbueørred).

De granulomatøse infektioner Årsag: Som eksempel på denne type sygdomme skal nævnes fisketuberkulose, der skyldes forskellige bakteriearter under slægten Mycobacterium.

Forekomst: Det er især hos marine fisk og tropiske akvariefisk sygdommen forekommer. I Danmark har vi f.eks. set sygdommen hos torsk. Det ser ikke ud til, at sygdommen spiller nogen rolle for ferskvandsfisk i Danmark.

Symptomer: Et kronisk forløb med med afmagring og evt. sårdannelser er typiske, små grålige knuder findes i indre organer.

Behandling og kontrol: Syg, dommen kan normalt ikke behandles, da bakterierne er beskyttet mod antibiotika i knuderne. Døde og syge fisk skal destrueres, angrebne bestande bør aflives. Moderne fodringsmetoder er i sig selv forebyggende.

De overfladiske infektioner Årsag: Bakterier, der i dag henregnes til slægten Flavobacterium (Flavo = gul, bacterium = lille stav), og for ferskvandsmiljøer i Danmark arter F. psychrophilum (psychro = kulde, philum = elsker).

Forekomst: Disse bakterier gives i Danmark to typer af systemmanifestationer, en hos yngel kaldet yngeldødelighedssyndromet (YDS), og en hos lidt større fisk vintersår (koldtvandssyge) der optræder i vinter / forårs perioden.

Infektioner med denne bakterie er beskrevet i USA fra 1947 og har gennem 1980' erne spredt sig til en række lande i Europa. Bakterierne er ikke påvist som årsag til infektioner hos vildfisk.

Symptomer: YDS forløber som en blodforgiftning, der rammer yngel på 0,2-2g og dødeligheden er meget høj 30-90%.

Blodmangel med blege gæller, lever, nyre og tarm. Milten forstørret og kan ses gennem bugvæggen som en rød plet.

Figur 4: Fisketuberkuloseknuder i indre organer.

Tarmen er stor med blodudtrædninger bagtil og der ses udstående gat. Ved større fisk (sættefisk 2-l0g) udvikles ofte sår ved rygfinnen (saddle-back disease) og blindhed, men e'lIers typiske tegn på blodforgiftning.

Vintersår udvikles hos 50 -200 g' s sættefisk. Sårene er lokaliseret til siderne på fisken, blege gæller og blindhed ses ofte.

Deform rygsøjle samt abnorme svømmebevægelser følger i kølvandet af infektionen, hvorvidt disse skyldes infektionen eller

behandlingen vides endnu ikke.

Kontrol og behandling: Der, udforskes intenst i disse infektioner men hidtil synes høje doser af antibiotika (f.eks. tetracyclin) at være mest effektiv.

Vaccination har vist sig effektiv ved eksperimenter udført vedrørende vintersår. Der er også udført vaccinationsforsøg på YDS, men uden tilfredsstillende effekt.

Hidtil er der ikke udviklet kommercielle vacciner til forebyggelse af disse sygdomme, men D der forskes i dette.

Figur 4: Fisketuberkuloseknuder i torskelever.

Figur 5: Vintersår (regnbueørred).

MILJØ 11 VAND

Lovgivning om forebyggelse og bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos ferskvandsfisk Af Rud Goldenbohm Hansen, Veterinærdirektoratet I en foregående artikel i dette temanummer af "Miljø- og vandpleje" beskrives de virusbetingede fiskesygdomme VHS (Egtvedsyge), IPN (Infektiøs Pankreasnekrose) og IHN (Amerikansk virus). Heri er sygdommene, deres udbredelse, værtsspektrum og diagnostik beskrevet.

Nærværende artikel omhandler nogle af de lovgivningsmæssige tiltag, der er gjort for at forebygge og bekæmpe de nævnte sygdomme.

Akvakulturfisk og vildtlevende fisk Denne lovgivning er først og fremmest rettet mod at beskytte akvakulturfisk mod visse smitsomme sygdomme, der har stor økonomisk betydning for akvakulturerhvervet. Akvaku lturfisk er de arter, der opdrættes kommercielt i særlige anlæg (dambrug, havbrug, recirkulerede anlæg m.m.). Det drejer sig i Danmark hovedsagelig om arterne regnbueørred, bækørred, kildeørred, laks og i mindre grad om andre laksefiskearter, gedder, ål og pighvar.

Da de vildtlevende fisk i stor udstrækning lever i det samme akvatiske miljø som de opdrættede fisk, og da srnitte kan overføres via vandet, er vildtlevende fisk ligeledes omfattet af lovgivningen. Det gælder først og fremmest vedrørende udsætning og omførsel af fisk.

Lov om husdyrsygdomme Akvaku lturfisk er husdyr, og regler vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme hos disse er fastsat i Husdyrsygdomsloven (Landbrugsministeriets lovbekendtgørelse nr. 381 af 7. Juni 1993 om husdyrsygdomme).

Med hjemmel i loven er der udarbejdet to bekendtgørelser, som vedrører såvel opdrættede som vildtlevende fisk. Det er "Sygdomsbekend tgørelsen " (Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 508 af 2. oktober MILJØ 12 VAND

1984 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos ferskvandsfisk), og det er "Afsætningsbekendtgørelsen" (Veterinærdirektoratets bekendtgørelse nr. 846 af 23. September 1996 om afsætning af akvakulturdyr og -produkter inden for den Europæi ske Union (EU) samt indførsel heraf fra tredjelande).

Sygdomsbekendtgørelsen Denne bekendtgørelse regulerer først og fremmest en række forhold , der angår dambrugerne, men dele af bekendtgørelsen har også betydning for andre, der færdes i og ved vore vand løb, f.eks i forbindelse med udsætninger,' recipientundersøgeiser, grødeskæring m.m ..

Det er bestemmelserne, som har betydning for disse personer, der vil blive beskrevet i det følgende.

Desinfektion af fodtøj, udstyr og transport~ beholdere.

I henhold til § 4 stk 3 i bekendtgørelsen skal fodtøj, redskaber og værktøj renses og desinficeres ved arbejde og besøg på dambrug. Der skal her fø lges en procedure som beskrevet i "Veterinærdirektoratets cirkulære af 27. August 1986 om rensning og desinfektion af ferskvandsdambru·g m.v." Det fremgår heraf, at redskaber, værktøj m.m., som har været benyttet, skal rengøres grundigt, inden dambruget forlades. Til desinfektion af fodtøj, redskaber, værktøj m .v. kan der anvendes en 3-5% jodophor-brugsopløsning .

Beholdere til transport af fisk f.eks. i forbindelse med udsætninger, skal ligeledes rengøres og desinficeres i overensstemmelse med cirkulærets anvisning. Rengøringen skal foretages med børste, kost eller højtryksrenser og om nødvendigt med anvendelse af rengøringsmidler, således at alle urenheder er fjernet. Efter tørring skal der foretages en desinfektion

med et aldehydholdigt præparat f.eks. en 2 % brugsopløsning af formalin eller med en 2-3 % jodophor-brugsopløsning.

Udtømning af vand fra beholderne, må bortset fra ved aflæsning af fiskene, kun foregå på steder godkendt hertil af Veterinærdirektoratet.

Cirkulæret kan i sin helhed rekvireres hos Veterinærdirektoratet.

Andre forholdsregler for at undgå smitteoverførsel I bekendtgørelsens §4 stk. 5 hedder det at "Prøveudtagnings-

materiel, grødeskæringsmateriel, drænspulingsmateriel m. v. skal behandles således, at smitteoverførsel hindres." Der er ikke her nærmere foreskrevet hvorledes denne behandling skal foretages, blot skal man sikre at srnitteoverførsel hindres. Veterinærdirektoratet anbefaler, at der anvendes en procedure, som mindst omfatter følgende:

1. Der anvendes kun udstyr, der i forvejen er rengjort og desinficeret.

2 . Der startes altid ved øverste position i vand løbet.

3 . Ved et dambrug startes ved indløbet og sluttes ved udløbet.

4. Undgå så vidt muligt at gå fra et vandløb ti l et andet på den samme dag. Hvis det er strengt nødvendigt, så skal alt udstyr (støvler, ketcher, iltmåler, bakker m.v.) rengøres og desinficeres i fe lten.

5. Ved hver passage af et dambrug og ved overgang til et sidetil løb desinficeres alt udstyr.

6. Ved hjemkomst rengøres og desinficeres alt udstyr.

Generelt om udsætning af fisk.

Fisk må kun udsættes i frivand og i lystfiskersøe r, såfremt de tilføres direkte fra et dambrug, der står opført i Veterinærdirektoratets register over VHS-fri dambrug (VHS-registrerede dambrug) eller, såfremt de hidrører fra et vandområde, hvor der opstrøms ikke forekommer dambrug eller kun dambrug, der er VHS-registreret. Veterinærdirektoratet kan dog i særlige tilfælde dispensere herfra.

I frivand og lystfiskersøer ovenfor dambrug, der af Veterinærdirektoratet er registreret fri for IPN (IPN-registreret dambrug) eller deltager i et bekæmpelsesprogram for IPN , må der kun udsættes fisk fra IPN-fri avlsdambrug .

Oplysn inger om et dambrugs status m.h.t. VHS og IPN kan fås ved henvendelse til Veterinærdirektoratet ligesom lister over VHS-registrerede dambrug og IPN-registrerede dambrug kan rekvireres herfra. Opmærksomheden skal i den forbindelse henledes på, at listerne ændres løbende afhængig af sygdomsudviklingen.

I saltvandsområder må der kun udsættes fisk fra dambrug, der ikke er inficeret med VHS. Fra saltvandsområder må der ikke føres fisk tilbage til ferskvandsdambrug herunder lystfiskersøer bortset fra til dambrug, der ligger nederst ved et vandløbog kun såfremt dette dambrug er inficeret. Ål fra åleproduktionsanlæg kan i øvrigt kun udsættes i frivand, såfremt de efter undersøgelse på Statens Veterinære Serumlaboratorium er fundet fri for svømmeblæreorm (Anguillicola spp.).

Afsætningsbekendtgørelsen Denn e bekendtgørelse indeholder bl.a. en række bestemmelser vedrørende omførsel af fisk og andre akvakulturdyr (krebsdyr og tbskallede bløddyr)

Godkendt zone- og undersøgelseszone juni 1996 .

0___-==»--===-....;;.50 km

T "),T

I11111111

Godkendt zone fri for VHS

E~~~I Undersøgeleszone med mellem geografiske områder, der har forskellig sundhedsstatus m.h.t. en række sygdomme hos akvakulturdyr.

Bestemmelserne har stor betydning i forebyggelsen af de omhandlede smitsomme syg-

hensyn til VHS

domme hos fi sk, og det enkelte dambrugs sundhedsstatus har stor betydning for dambrugets mu lighed for at kunne afsætte sine fisk og eventuelt æg herunder muligheden for afsætning til eksport.

Modtagelige arter Fisk af ar ter, der er modtagelige for IHN og VHS·udgør en væsentli g større smitterisiko end fisk af ikke modtag elige arter.

Fisk af modtagelige arter kan, såfremt de er inficerede, udskille

store mængder virus-partikler til omgivelserne. De ikke modtagelige arter kan kun paSSivt overføre et mindre antal virus-partikler og som regel kun i en begrænset periode efter at have ophold t sig i inficerede omgivelMILJØ 13 VAND

Omførsel af fisk og kønsprodukter af VHS-modtagelige arter mellem zoner og godkendte enkeltbrug

>

Godkendt zone

Tro nsportdoku ment

Godkendt enkelt brug

-<

'-----

~I

_undersøg_elseszone_1

~

Pilene angiver hvorfra

og hvortil fisk og kønsprodukter må flyttes.

ser. Man må derfor skelne mellem modtagelige og ikke modtagelige arter.

I nærværende artikel omtales kun forholdene for fiskesygdommene IHN og VHS og kun for disse sygdommes modtagelige arter. Vedrørende ikke modtagelige arter henvises der til bekendtgørelsen eller i konkrete situationer at søge oplysning hos Veterinærdirektoratet.

Følgende arter betragtes som modtagelige for IHN: 1. Alle laksefiskearter herunder Stalling (Thymallus thymaIlus) og Helt (Coregonus sp.).

2. Gedde (Esox lucius) . .

Følgende arter betragtes som modtagelige for VHS: 1. Alle laksefiskearter herunder Stalling (Thymallus thymaIlus) og Helt (Coregonus sp.).

2. Gedde (Esox lucius).

3. Pighvar (Scophthalmus maximus).

Godkendt zone og godkendt brug Et geografisk område (zone)

~eller et enkelt akvakulturbrug kan , såfremt det opfylder en række nærmere angivne betingelser, blive godkendt af EU-Kommissionen som "godkendt zone" h.h.v. "godkendt brug" fri for IHN og VHS. Hele Danmark er således god· kendt zone fri for IHN. Det betyder, at fisk og deres kønsprodukter, af de IH N-modtagelige arter, kun må indføres i DanMILJØ 14 VAND

Ikke godkendt zone

mark, såfremt de kommer fra en tilsvarende godkendt zone i et andet EU-land. Indførsel fra et tredje-land kan kun foretages efter særlig tilladelse fra Veterinærdirektoratet. For ikke-modtagelige arter gælder der andre regler, der er nærmere beskrevet i bekendtgørelsen.

Danmarks inddeling i zoner m.h.t . VHS Medens hele landet er godkendt zone fri for IHN , så er landet opdelt i zoner efter deres VHS·sundhedsstatus. Zone-inddelingeme følger vandløbssystemerne, således at et helt vandløbssystem altid vil tilhøre samme zone.

Som det fremgår af figur 1 er store dele af det nordlige Jylland og et mindre område mellem Horsens og Vejle "godkendt zone". Det sydlige Jylland er sammen med øerne ikke-godkendt zone.

I Midtjylland er et større område og i Nordjylland et mindre område godkendt af EU-Kommissionen som et såkaldt "undersøgelsesområde". D.v.s. et område, der i en periode underkastes en særlig intensiv overvågning for VHS med henblik på at opnå stauts som godkendt zone, når den intensiverede overvågning er afsluttet den 1. Juli 1998, såfremt der ikke i perioden kon- stateres VHS i zonen.

I bekendtgørelsen er navnene nævnt på dE;! vandløbssystemer, der ligger i den godkendte zone, og Veterinærdirektoratet kan endvidere oplyse hvilke dambrug, der ligger i de forskellige zoner og om deres sundhedsstatus m.h.t. de omtalte syg-

domme i øvrigt.

I den ikke godkendte zone ligger der nogle dambrug (p.t.

10 dambrug), der af EU-Komm issionen har opnået status som "godkendt enkeltbrug" (= "godkendt brug") fri for VHS. Det kan lade sig gøre, når dambrugenes drift og vandforsyning opfylder særlige krav. Disse godkendte enkeltbrug har således samme sundhedsstatus m.h.t. VHS som dambrugene i den godkendte zone.

Omførsel af fisk mellem zoner Af diagrammet figur 2 fremgår det, hvorledes fisk (samt æg og sæd) må flyttes mellem de forskellige zoner og godkendte enkeltbrug. Reglerne gælder såvel for akvakulturfisk som for vi ldtlevende fisk af de modtagelige arter, og gælder såvel for akvakulturanlæg og lystfiskersøer som for frivand der ligger indenfor de forskellige zoner. For ikkemodtagelige arter gælder der særlige regler, som er nærmere beskrevet i bekendtgørelsen.

Fi sk kan flyttes indenfor den samme zone og mellem godkendte 'enkeltbrug under iagttag else af de forhold, der er beskrevet i afsnittet "Generelt om udsætning af fisk".

Fisk kan kun flyttes til en anden zone, der har samme eller en ring ere su ndhedsstatus i forhold til den zone eller det brug fiskene stammer fra. I diagrammet er det angivet ved at pilene, der angiver den tilladte retning for flytning af fisk, kun går vandret d.v.s. mellem zoner og brug med samme sundhedsstatus eller nedad d.v.s. til zone med

lavere sundhedsstatus.

Derudover gælder reglerne beskrevet i afsnittet "Generelt om udsætning af fisk ".

Transportdokumenter Ved flytning af fisk eller deres kønsprodukter indi en godkendt zone eller til et godkendt brug, skal der sammen med fiskene følge et særligt "transportdokument", der er attesteret hos Veterinærdirektoratet, hvor dokumenterne ligeledes kan rekvireres.

Spørg VeterinærdIrektoratet Ovenfor er de generelle regler, der sigter på at fo rebygge spredning af visse smitsomme sygdomme hos fisk, beskrevet. Ikke alle bestemmelserne er beskrevet i detaljer, og der kan væ-re andre regler, som skal iagt-tages i denne henseende. Er man i tvivl, er man derfor altid velkommen til at kontakte Veterinærdirektoratet, 1. Afdeling, Sektion for Akvakultur.

Vest for Storebælt hevises til adressen : Skomagervej 3 B, 7100 Vejle. Tlf. 7585 7820, Fax. 7585 7557. øst for Storebælt henvises til adressen: Rolighedsvej 25, 1958 Frederiksberg C. Tlf. 3135 8100. Fax. 3135 4073.

Aiour med lovgivningen Miljøbeskyttelsesloven 30.061996: Bek. nr. 557 om ændring af bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold , husdyrgødning, ensi lage m.v.

Generelt 09.121991:

Bek. nr. 794 om godkendelse af listevirksomheder.

24.061992:

Bek. nr. 584 om miljøgodkendelser m.v. af de anlæg, der er omfattet af miljøvurderinger iht. lov om planlægning (VVM).

08.02.1994:

14.101996: Bek. nr. 906 om ændring af bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensi lage m.v.

05.091995:

Bek. nr. 93 om miljøregulering i erhvervszoner.

08.021994: Cirk. nr. 30 om erhvervszoner.

06.04.1994: Lov nr. 225 om erstatnin g for miljøskader.

27041994:

Lov nr. 292 om aktindsigt i miljøoplysninger.

25.05.1994:

Bek. nr. 408 om afgrænsning og admin istration af EU-fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder.

Bek. nr. 730 om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål. - Se bind 1, afsn it 2 - Beskyttelse af jord og grundvand.

06.09.1995: Bek. nr. 732 om tilsyn med kvaliteten af kommunalt spildevandsslam og komposteret huholdningsaffald mm, der a~vendes til jordbrugsformål - se bind 2, afsnit 4 - Affald og genanvendelse.

Havmiljø

27061994:

Bek. nr. 579 om betaling for aktindsigt i miljøoplysninger, der er til rådighed i andet en skriftlig form.

21.061992:

Bek. nr. 535 om udtømning af olie fra maskinrumsrendestene på skibe i særlige havområde.

27061994:

Lovbek. nr. 590 om miljøbeskyttelse.

30.061993: Lov nr. 476 om beskyttelse af havmiljøet.

30.061994: Cirk. nr. 123 vejl. udtalelse om aktindsigt i miljøoplysninger.

28.05.96:

30.091994: Bek. nr 847 om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (Samlebek.).

Miljøstøtte 27041994:

Lov nr. 295 om DEN GRØNNE FOND.

30.09.1994: Bek. nr. 849 om tilladelse m.v. til de anlæg, der er omfattet af miljøvurdering iht. lov om planlægning (VVM).

2706.1994:

Bek. nr. 566 om retningslinier for DEN GRØNNE FONDs anvendelse samt regler for dens virkomhed.

02.02.96:

Bek. nr. 54 om Den Grønne Fond.

17101994:

Vejl. nr. 182 til brug for vurdering af om et an læg eller projekt er omfattet af planlovens regler om vurdering af virkninger .på miljøet (VVM).

18.04.1995:

Bek. nr. 261 om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven.

Bek. nr. 643 "Bekendtgørelse om lavfrekvent støj fra høj-hastighedsfartøjer".

Fiskerilove 08.04.1992:

Lov nr. 227 om fisketegn.

Bek. nr. 1220 om administration og erhvervelse af fisketegn.

Lov nr. 330 om ferskvandsfiskeri.

11.05.1995:

Skr. om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven.

2212.1992:

14.111995:

Vejl. om behandling af påbudssager efter olietank bekendtgørelsen.

14.051992:

13.121995:

Bek. nr. 975 om visse godkendelsespligtige virksomheders pligt til indarbejdelse af grønt regnskab.

05101993:

Bek. nr. 810 om fiskeredskaber i ferskvand.

07071994:

Bek. nr. 657 om ålepas, ungfiskesluser samt afgitring i ferske vande.

Spildevand med videre

01.121994:

Bek. nr. 970 om fredningsbælter i ferske vande.

25.041994:

Bek. nr. 310 om spildevandsti lladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kap. 3 og 4.

0912.1993:

Bek. nr. 940 om regulering af fiskeriet på Randers Fjord m.m.

31.10.1995:

Bekendtgørelse nr. 900 om ferskvandsdambrug (med seneste ændringer).

0812.1994:

Bek. nr. 1000 om mindstemål og fredningstider for fisk og krebsdyr i ferskvand.

12.05.96:

Lov. nr. 490 "Lov om afgift af spildevand".

04.061986:

Lov nr. 306 om saltvandsfiskeri.

Vandløbslov

2212.1993:

Lov nr. 1082 om ændring af lov om saltvandsfiskeri.

19.051992:

Lov nr. 404 om vandløb.

06.11.1992:

Vejl. nr. 10 om ændringer af vand løbslovens § 69 om bræmmer.

Bek. nr. 895 om fredningstider for fi sk og krebsdyr i saltvand.

19.011994:

Vejledning nr. 182 til brug for vurdering af om et anlæg eller projekt er omfattet af planlovens regler

Bek. nr. 33 om ændring af bekendtgørelse om mindstemål for fisk og krebsdyr i saltvand.

08.121995:

Bek. nr. 949 "Bekendtgørelse om stoprist eller spærrenet i fiskeredskaber i visse salte vande".

16.01.1996:

Bek. nr. 12 "Bekendtgørelse om visse former for rykfiskeri".

1992: 1710.1995:

om vurdering af virkninger på miljøet (VVM).

Erhverv, anlæg, stoffer med videre 03.01.1992:

Bek. nr. 12 om pelsdyrfarme.

08.06.96:

16.011992:

Cirk. nr. 7 vedr. 2 nye bek. om erhvervsmæssigt dyrehold.

Bek. nr. 674 "Bekendtgørelse om stoprist eller spærrenet i fiskeredskaber i vise salte vande".

03 .0796:

15.12.1992:

Bek. nr. 1159 om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning , ensilage m.v.

Bek. nr. 651 "Bekendtgørelse om fiskeri og fredningsbælter i Ringkøbing Fjord, Stad il Fjord og Von å".

28.02.1995:

Vejledning nr. 32 om husdyrhold og arealkrav for landejendomme.

03.0796:

Bek. nr. 652 "Bekendtgørelse om særlige fiskeregier for visse tilløb til Ringkøbing Fjord".

MILJØ 15 VAND

Miljø- og vandpleje er et internt orienteringsblad for foreningerne i Danmarks Sportsfiskerforbund Udgiver: Danmarks Sportsfiskerforbund, Worsaaesgade 1,7100 Vejle, tlf: 75 82 0699 Redaktion: Landsudvalget for Miljø- og Vandpleje Tryk: Nordvestgrafik

Miljø- og vandpleje MILJØ 16 VAND

kan i begrænset oplag rekvireres hos Danmarks Sportsfiskerforbund.