TAKE test

TAKE 81 / MAJ 2022

Afslagets

anatomi

2

3

AFSLAGETS ANATOMI

Rasmus Kloster Bro, Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

AFSLAGETS ANATOMI

TAKE leder

DANSKE FILMINSTRUKTØRER Linnésgade 25, 2. sal • 1361 Kbh K Tlf: 3333 0888 • mail@filmdir.dk www.filmdir.dk Temaredaktør Martin Strange-Hansen Redaktør Karen Bernheim Redaktionsgruppe Karen Bernheim, Klaus Kjeldsen, Martin Strange-Hansen & Ida Grøn Design e-types & Sandra Odgaard Forsideillustration Sandra Odgaard Tryk Vestergaards Bogtrykkeri Oplag / 800 Take udkommer 3 gange årligt.

Take er både et informationsblad og et debatforum for aktuelle filmpolitiske diskussioner.

Alle indlæg er velkomne

Næste deadline: 01.10.2022

Kære filminstruktører.

Tusind tak for en skøn og velbesøgt generalforsamling i april. Christina Rosendahl og Klaus Kjeldsen takkede af efter mere end et årti i bestyrelsen og 8 år som politisk ledelse for vores fantastiske forening. Det er med enorm stolthed og en vis ærefrygt, at jeg nu er tiltrådt som forperson, sammen med Dorte Bengtson og Lin Aluna som næstforpersoner. Derudover fortsætter Ida Grøn, Søren Balle, Ala’a Mohsen, Olivia Chamby-Rus i bestyrelsen, samtidig med at vi siger velkommen til et helt nyt bestyrelsesmedlem, Jeanette Nordahl og til en rutineret genganger, Anders Refn. Det er en ambitiøs og (relativt) mangfoldig bestyrelse, hvor alle har en aktiv instruktørkarriere kørende og dermed fingeren på pulsen.

Vi vil lade os inspirere af den uafviselige vedholdenhed, som Christina og Klaus er gået i front med. Det er nemlig ikke nok at pege på problemerne, vi skal også underbygge med data, gennemtænke visioner og finde løsningerne. På den måde er vi, Danske Filminstruktører over en årrække blevet uhørt dagsordenssættende for hele branchen. Det skal vi fortsætte med at være!

Den store opgave vi står med nu er at få fremtidssikret rammerne for vores arbejde, så vi sikrer den kunstneriske og kulturelle kvalitet af vores værker og, at arbejdet foregår under ordnede forhold. Det gælder for dokumentar, animation og fiktion, i alle formater og på alle platforme.

Vi kæmper for fair rettigheder og arbejdsvilkår i en tid, hvor globale og nationale streamingtjenester bliver stærkere og stærkere, mens flow-tv og biografvinduet er under pres. Vi skal lykkes med det, ellers er Danmark et

kulturelt meget fattigere land om få år. Derudover vil vi opleve, at de rettigheder og arbejdsbetingelser vi tager for givet i dag, bliver radikalt forringende. Vi ser det lige nu, hvor TV2 forsøger at underkende Create-aftalen som på helt almindelig vis er indgået med producenterne. Producenterne står naturligvis ved aftalen, men TV2 udfordrer sammenholdet i branchen med bøllemetoder, mens de internationale streamingtjenester lurepasser i baggrunden.

Det skaber usikkerhed, særligt de steder, hvor projekter risikerer at komme i klemme på kort sigt.

Derfor kan det ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at vi står sammen og kender vores værd! Det er nemlig helt afgørende kampe vi tager i de her år. Kampe som vil få indflydelse på, hvad det vil sige at arbejde som filminstruktør i Danmark mange år frem i tiden. Vi står skulder ved skulder med de andre organisationer, så vi skal nok lykkes. Rettigheder er der ingen der får, eller fastholder, uden at kæmpe for dem.

Vi skal heller ikke glemme de andre lange seje træk, som vi er i gang med: Vores arbejde for et mere sikkert og bæredygtigt arbejdsmiljø, for større mangfoldighed og ligestilling, mod gratisarbejde, for instruktørens synlighed og ikke mindst for Kunsten og Filmsproget. Det er en ambitiøs huskeseddel for en lille organisation med et formidabelt sekretariat.

Det kan kun lade sig gøre, fordi vi mærker medlemmernes opbakning, så tak for den og for tilliden!

Rasmus Kloster Bro, Forperson Danske Filminstruktører

AFSLAGETS ANATOMI

4

5

AFSLAGETS ANATOMI

INDHOLD

TAKE leder – side 2

Afslagets Anatomi – side 6

Filminstituttets direktør om ’afslaget’ – side 8

Afslag du husker – side 10

Et Filminstitut - flere afslagsverdener – side 14

At byde velkommen med et afslag – side 18

Hvad ville du ønske et afslag indeholdt?

DFI’s retningslinjer for afslag: ”Afslag skal meddeles skriftligt, motiveret og tydeligt. Endvidere bør konsulenten bestræbe sig på at formulere afslaget i en så venlig og konstruktiv tone som muligt, da afslaget i sig selv oftest er et hårdt slag for ansøgeren. Desuden agter en del af ansøgerne trods afslaget at gå videre med projektet i andet regi.

Ved afslag bør konsulenten ikke opmuntre til at ansøge om støtte andetsteds i DFI. Dette kan give ansøgeren en mis-forstået opfattelse af, at projektet har fået en særlig anbefaling med på vejen eller har særlige chancer for at opnå støtte.

Konsulenten kan på ethvert stadie af et projekt rådføre sig med DFI’s producere og lanceringskonsulenter om økonomiske, finansielle og produktionelle forhold.”

“Vejledning i Filmkonsulentens Arbejde” s. 3 DFI Produktion og udvikling 10. december 2012 (opdateret februar 2020)

– side 22

Afvisningens psykologi – side 24

Hvordan påvirker et afslag dig?

– side 28

At blive bombet tilbage til “År 0” - historien om et afslag – side 30

Det er ikke nogen menneskerettighed at lave film – side 38

Att få och inte få -Sprogbrug i svenske afslag – side 44

Er der afslag, du er glad for du har fået?

– side 48

Efterskrift – side 50

Mød de nye medlemmer – side 52

Nyt fra sekretariatet – side 52

Råd og udvalg – side 54

Legatuddelinger – side 58

Fotokreditering – side 59

AFSLAGETS ANATOMI

6

7

AFSLAGETS ANATOMI

Afslagets Anatomi Martin Strange-Hansen, foto: Mikal Schlosser

Intro af temaredaktør Martin Strange-Hansen킡

“…derfor giver jeg desværre et afslag på ansøgningen” Vi kender det alle, den nedslående besked, som kuldsejler det projekt man har arbejdet og investeret tid og håb i. Det forkætrede afslag, som samtidig er et grundvilkår for vores fag. Som en instruktør ytrer længere inde i bladet; “da jeg gik ind i den her branche, fik jeg at vide, at jeg ville komme til at tapetsere væggene med afslag”. Personligt husker jeg snart ikke, hvor mange afslag jeg har modtaget, og hvor mange idéer og projekter jeg har investeret år og forhåbninger i før de endegyldigt er blevet lukket af et afslag fra en afgørende instans. Nogle afslag bider sig fast, med en formulering, som sætter sig i systemet. Et afslag kan være lammende - men de fleste ryster man af sig, før man kaster sig ind i kampen igen - med lige stor forhåbning og engagement i samme eller et nyt projekt.

Jeg har, som alle andre instruktører, erfaringen med at modtage afslaget, med vreden, skuffelsen, frustrationen - og den momentvise forståelse og afklaring.

Men jeg har også flere gange siddet på den anden side af bordet, som den afslagsskrivende og afslagsgivende: Siden 2006, har jeg samlet set været filmkonsulent på hen ved 16 ansøgningsrunder på landets filmværksteder. Jeg ved derfor hvor vigtigt det er, at man i sine afslag forholder sig respektfuldt i forhold til det arbejde og de ambitioner ansøgerne har lagt i deres ansøgninger. Det er derfor aldrig nemt at skrive et afslag. Jeg ved fra modtagerens side, at man som ansøger læser afslaget som Djævelen læser biblen: Blot en enkelt uklar eller uheldig formulering åbner for alskens tolkninger og vredesudbrud, og kan få mig til at miste respekten for eller troen på den pågældende konsulents faglighed.

Som konsulent ved jeg, at man på filmværkstederne gerne tilstræber en udviklingstanke i afslaget. At afslaget gerne må hjælpe eller skubbe ansøgerens videre udvikling. Jeg har også selv modtaget afslag, hvor jeg har kunne læse en ræson og en faglighed i feedbacken, som har hjulpet mig i næste omgang. Afslaget er derfor ikke kun en spand koldt vand i hovedet, men kan også, når den værste vrede og skuffelse har lagt sig, være udviklende.

Erfaringen fra begge sider af bordet har derfor gjort mig nysgerrig på denne smertefulde størrelse, hvorfor jeg i dette nummer af TAKE dykker ned i Afslagets Anatomi. På hvordan afslaget tilgås på DFI, på hvilke psykologiske processer afslaget afføder, og på erfaringer med afslag.

Jeg har i nummeret koncentreret mig om afslaget på diverse konsulentordninger. Markedsordningen, filmfonde og broadcasteres redaktioner kunne også være inddraget, men for overskuelighedens skyld, har jeg valgt at fokusere på det begrundede afslag, som det udspiller sig i kommunikationen med en fagligt ansvarlig konsulent.

I forbindelse med dette nummer af TAKE, har det været vigtigt for mig at høre erfaringer om afslag fra mine instruktør-kolleger. Jeg efterlyste derfor tidligt i processen afslag og afslagshistorier i Danske Filminstruktørers Facebook-gruppe. Men trods stor opbakning og velvilje vedrørende temaet i gruppen, er det småt med afslag jeg har fået tilsendt. Jeg må erkende, at det er for sårbart at sende sine afslag til offentlig læsning. Hvis jeg skal være ærlig, så ville jeg ikke have den store trang til det selv heller. Jeg har intet imod at dele mine afslagserfaringer, sådan kollega til kollega, men ligefrem lægge den blottede arterie åbent for alverden, uden at vide hvem der læser med

vil nok føre til flere søvnløse nætter, end samtlige afslag jeg har modtaget. Og på den anden side, er det også mere oplevelsen, eller erfaringen om man vil, ved afslagene, gode som dårlige, som interesserer mig. Det er når vi udveksler erfaringer, at vi aftabuiserer og potentielt kan lære noget.

Jeg har derfor formuleret en række spørgsmål angående afslagserfaringer, som er blevet sendt ud til en skønsom blanding af fiktions-, dokumentar- og animationsinstruktører, nogenlunde ligeligt mellem begge køn, med en aldersspredning mellem 31-74 år.

De har generøst kvitteret med erfaringer og observationer om afslaget fra modtagerens perspektiv, hvoraf et udvalg kan læses her i bladet. Alle besvarelser er anonyme, ligesom alle navngivne personer, som måtte optræde i de videreformidlede svar er blevet anonymiseret.

Jeg takker mange gange alle de instruktører, som har vist mig den tillid, at sende deres svar på mine spørgsmål om afslaget. En særlig tak for sin åbenhed og mod til at dele sin afslagshistorie skylder jeg Julie Bille, som i “År 0 -en afslagshistorie”, har ladet mig referere direkte til formuleringerne i hendes afslag.

Jeg skylder også tak til de skribenter, der har bidraget til nummeret: Morten Henriksen, for sit grundige interview med Claus Ladegaard om afslag og alder. Og erhvervspsykolog Thea Mikkelsen, for sin interessant beskrivelse af de psykologiske processer, som afslaget afføder i en kreativ proces.

God fornøjelse Martin Strange-Hansen

AFSLAGETS ANATOMI

8

9

AFSLAGETS ANATOMI

Filminstituttets direktør om

’AFSLAGET’

Q&A: Martin Strange-Hansen stiller spørgsmål til Claus Ladegaard

- Hvornår i processen bør et projekt have afslag? ”Vi er jo meget ofte i en diskussion, der handler om, at vi ikke kunne give afslaget noget tidligere,” siger Ladegaard. Det er måske så ansøgere, der har været igennem et udviklingsforløb, og så siger: “kunne jeg ikke have fået det afslag for et halvt år siden,

så jeg kunne have arbejdet videre med noget andet?” Det som er vores politik her er, at hvis man, som konsulent, eller redaktion går videre med noget, så er det, fordi man faktisk skal have en realistisk forventning om, at dette faktisk kan ende med noget, som kan føre til en produktion. Vi er sådan set tilhænger af relativt tidlige afslag, når vi går videre med noget, gør vi det aldrig for bare at se, hvad det kan blive til.”

- Hvad skal modtageren have ud af afslaget? ”Det som ansøgeren skal have ud af afslaget, er et bud på, hvordan der kan arbejdes videre med det her projekt.”

- Er der forskel på afslagets form og indhold, alt efter hvor i processen projektet befinder sig? ”Det er der jo,” siger Ladegaard, ”men det er ikke noget vi har systematiseret. I begyndelsen kan projektet måske afvises på det grundlæggende narrativ, senere kan det måske afvises, fordi man ikke har været i stand til at løfte de kritiske punkter, der handlede om, at man skulle have et plot eller en animation til at fungere. Der vil være flere specifikke grunde jo længere man når frem. Men jeg synes sgu, det er svært at sige noget generelt om, så standardiseret er filmprocessen heller ikke.”

- På væggene på DFI hænger der navne og titler på de projekter, den enkelte konsulent har støttet. Hvor vigtigt er det, at den enkelte

konsulent har en synlig støtteprofil og projektpolitik? ”Det synes jeg egentlig er rigtig fint, forudsat at konsulenterne komplementerer hinanden. En del af det, der er overvejelsen, når vi ansætter konsulenterne, er jo også, at de skal have lidt forskellige profiler, sådan at vi IKKE hele tiden sidder med konsulenter, der lægger vægt på de samme ting. Ja, det er vigtigt for os, at de er forskellige. Hvor forskellige, de så skal være, er en anden diskussion. Det vigtige er, at konsulentkollegierne indeholder forskellige temperamenter. Det er også en del af deres kunstneriske approach til projekterne.”

- Kan det ikke være et problem, at konsulenterne har deres egen agenda? Risikerer man ikke, at der kommer ubalance i behandlingen af projekterne?

Ladegaard ser anderledes på det: ”Når en konsulent stopper, så får de en plakat med navnene på de film, de har støttet. Og vi beholder selv en kopi, som hænger et sted i huset. Det har traditionelt været noget, som nogle har følt sig lidt provokeret af. Det blev læst, som om det er konsulentens film, fordi de står på konsulentens plakat. Vi smykker konsulenten med lånte fjer. Det synes jeg er en overfortolkning.” ”Det kommer også an på, hvad man mener med egen agenda,” fortsætter Ladegaard. ”Hele det her system er bygget op om det faktum, at man ikke kan uddele filmstøtte på samme måde, som man uddeler hektar-

støtte. Der findes ikke objektive kriterier for at uddele filmstøtte eller kunststøtte for den sags skyld, så derfor har konsulenterne altid deres egen agenda. Eller de har altid deres egen faglige begrundelse for, om de vil støtte projekterne. Det er det, der er hele systemet, derfor har vi tre konsulenter på hver ordning, og derfor kan konsulenter kun sidde i et begrænset antal år, og så må de træde ud igen. Svaret på spørgsmålet er sådan set ja, selvom jeg synes, at ordet ’agenda’ antyder noget skjult og fordækt, som jeg ikke mener, der er tale om. Det er forskellige temperamenter, forskellige erfaringer, forskellige blik på den foreliggende historie. Forskellige vurderinger af, hvad der er kunstnerisk interessant og væsentligt. Og derfor er det også vigtigt, at vi hele tiden har blik for, hvordan konsulenterne komplementerer hinanden.”

- Vurderes projekterne ikke forskelligt, alt efter konsulenten alder, køn og erfaring? ”Det kan der godt være tale om. Men det er så ikke noget, der bare er baseret på forskel i alder og køn. Det er baseret på projektet og dets forskellige kvaliteter. Hele dets særegenhed. Vi forudsætter, at den enkelte konsulent har et personligt blik på det enkelte projekt. Det betyder selvfølgelig, at den samme ansøger IKKE vil få den samme behandling hos de to konsulenter. Det er heller ikke hensigten med systemet. Når folk er forskellige, så får man forskellig behandling som ansøger, og det er også det, man skal have.”

Det Danske Filminstitut, Foto: Jørgen True

- Hvad er DFI’s afslagspolitik? ”Afslagspolitikken er faktisk ret velbegrundet,” siger Claus Ladegaard: ”Vi skal sådan set skrive afslag, som er grundige, og som er respektfulde over for det arbejde, der er lavet, når man sender en ansøgning ind. Man kan mange steder både her og i udlandet konstatere, at svarene er blevet standardiserede. Det har vi valgt ikke at gøre. Det bruger vi faktisk en del energi på.”

Ladegaard fortsætter: ”Der er en enorm stor fordel ved at skrive begrundede afslag, og det er, at det kvalificerer simpelthen beslutningsprocessen. Hvis der er nogen af konsulenterne, der siger, at de er i tvivl om, hvad de skal gøre ved det foreliggende projekt, så siger jeg: Gå hen og skriv et afslag – og så kommer de op og siger, det kan jeg ikke. Altså det skriftligt at skulle formulere et afslag eller tilsagn - er faktisk en enormt god lakmusprøve på, om man har truffet den rigtige beslutning. Udover at afslaget er til ansøgeren og skal skabe nogle muligheder for, at de kan arbejde videre med projektet, så er afslagene også med til at kvalificere processen.”

AFSLAGETS ANATOMI

11

10

AFSLAGETS ANATOMI

: At konsulenten ikke brød sig om krigsfilm. Det er den mest

INSTRUKTØRERFARINGER:

useriøse grund til afslag, jeg nogensinde har oplevet. Og i endnu højere grad, fordi det ikke var en krigsfilm, så det virkede utroligt sjusket og hurtigt, som om konsulenten bare ikke gad at bruge tid på at skrive et ordentligt afslag og give faglige grunde.

I forbindelse med tilblivelsen af dette TAKE har vi stillet en række instruktører spørgsmål om deres erfaringer med afslaget. Her er et udvalg af svarene på spørgsmålet

Er der et afslag, en linje eller sætning fra et afslag du særligt husker?

: “Det samlede visuelle udtryk synes

noget bagudskuende, og uden tydelige greb, der skulle fange tidens målgruppe”.

-Det fremstilles som om, der eksisterer en form for norm eller rettesnor for, hvorvidt et visuelt udtryk er up to date.

Eller relevant for tidens målgruppe, men det er jo en fuldstændig subjektiv vurdering. Der findes et utal af forskellige visuelle udtryk, og børn ser film og tv fra alle mulige forskellige tidsaldre. Jeg finder det ufagligt, at blive mødt med en u-underbygget kritik, særligt når man tænker på, at jeg arbejder professionelt med visuelt udtryk på daglig basis.

: Jeg fik et afslag, fordi

konsulenten ønskede, at bogen skulle filmatiseres af en anden instruktør.

-Jeg anklagede konsulenten for unfair behandling.

Konsulenten græd.

: Konsulenten fortæller om stor respekt for filmen og

mig samt et fremtidigt potentiale, som vedkommende glæder sig til at støtte.

-Konsulenten tog sig tid til samtaler og møder om filmen og mig som instruktør. Jeg kunne forstå og bruge afslaget selvom jeg selvfølgelig ikke var enig i konklusionen. Vi fik støtte ad anden vej og lavede filmen.

Jeg havde konsulentens samtale og noter med som en opbakning til hele projektet og mig som instruktør. Og så føler jeg, at der er muligheder for at få støtte ved pågældende konsulent (og andre) i fremtiden.

Still fra Zappa, foto: Marcel Berga

: “På den ene side er din tilgang til det hele legende frimodig og sjov.

På den anden side skaber netop denne løssluppenhed en tvivl i mig, om du kan styre igennem virvaret af personlige følelser og lyster og hardcore dødsensalvorlig historisk virkelighed.”

-Det antydes, at det der virker som en styrke i projektet: ”løssluppenhed”, samtidigt er det, som jeg vurderes ikke at kunne ”styre”. Det kan være, at det er en ”rigtig” vurdering, men den lukker sig om sig selv, i stedet for at pege på en vej videre med projektet. Jeg står tilbage med en følelse af ikke at kunne min metier, i stedet for en lyst til at skærpe idéen og vende stærkt tilbage. Hvilket ydermere bliver cementeret af slutreplikken: ”Jeg vil alligevel tillade mig at udtrykke et ønske om, at du må lykkes med at realisere projektet på anden vis.” Det er ikke ligefrem en opfordring til at ”fixe problemerne” og søge igen. Hvilket jeg så heller ikke har gjort.

AFSLAGETS ANATOMI

12

13

AFSLAGETS ANATOMI

: Jeg kunne nævne rigtig mange, men fx, at

en konsulent opponerede mod en lidenskabelig og meget væsentlig sexscene i begyndelsen af en film, med det argument, at jeg skulle have fortalt, om hovedpersonen brugte kondom eller ej... : “Det er jo bare en simpel kærlighedshistorie!”

: Da jeg gik ind i det her, fik jeg at vide, at jeg skulle være indstillet på,

: “Hvorfor tager du ikke

noget ketchup, med ud i en skov, og laver den med nogle venner?”

-Det var både sjovt, og provokerende på samme tid. Og en lille smule sørgeligt.

at jeg kunne tapetsere væggen med afslag, så det har jeg vidst. Jeg har fået mange afslag og nogle er jeg gået fra med forståelse og oprejst pande. Andre er bare ærgrelse. Jeg har som regel en plan b, så det er til at holde ud. Men selvfølgelig er det hårdt, fordi man altid håber. Så er der nogle afslag, jeg bliver afsindigt ked af. Hvis det er en konsulent, jeg føler kender mig, så er det ydmygende. Det sidste afslag, for en uge siden, var en af den slags. Jeg bad om et møde og fik at vide, at konsulenten havde sendt den videre til redaktionen. Hvis der var nogen, der var interesserede ville de vende tilbage. Ikke noget med hvor længe jeg skulle vente, og ikke en kommentar til mit spørgsmål om at mødes. Det var ydmygende, fordi konsulenten ikke svarede på mit spørgsmål. Det er de afslag, der for mig, er de mest ydmygende. På den måde fortæller konsulenten mig, at vedkommende er mere end mig og dybest set, at vedkommende ikke respekterer mig.

: En læser-rapport, hvor én havde skre-

vet, at den film skulle laves af en ordentlig instruktør. Og det var tydeligvis ikke mig.

-Jeg blev rystet og nedslået. Det har faktisk taget mange år at lægge afstand til det.

Hvert afslag man får, sætter sig i hele ens system. Det påvirker ens tro og håb, og det er krævende at kæmpe sig op igen. Det føles på mange måder som kærestesorger.

Som kunstner er det smertefuldt ikke at få mulighed for at føre sine idéer ud i livet.

: Næ, jeg har fortrængt dem alle. Op på hesten igen. Ellers går man fuldstændig i stykker.

-Hvert afslag man får, sætter sig i hele ens system. Det påvirker ens tro og håb, og det er krævende at kæmpe sig op igen. Det føles på mange måder som kærestesorger. Som kunstner er det smertefuldt ikke at få mulighed for at føre sine idéer ud i livet. Det hænger sammen med, at dét at skabe er et kald; det er en måde at prøve at forstå verden på. Forstå og begribe det komplekse, det ubegribelige som kun sanserne kan mærke. Hvis vi kun er oppe i hovedet hele tiden, kan vi ikke trives som mennesker. Vi er nødt til at mærke og sanse verden ved samværet med andre mennesker, at være i naturen eller at opleve kunst.

(opdateret februar 2020)

AFSLAGETS ANATOMI

14

AFSLAGETS ANATOMI

Jakob Kirstein Høgel, foto: Christian Geisnæs

Så med forskellene og lighederne mellem de to ordninger ridset op, er det på tide at beskæftige sig med selve afslaget på ordningerne. Hvad skal et godt afslag indeholde på konsulentordningen ifølge Jakob Høgel?

af Martin Strange-Hansen

Et Filminstitut - flere afslagsverdener Om afslag på Konsulentordningen og New Danish Screen

15

Er der en, der kender afslaget indefra, er det Jakob Kirstein Høgel. Som producer og producent, har han selv modtaget en naturlig dosis af afslag fra Filminstituttets instanser. Men han har især været i kontakt med afslaget, fra den afslagsgivende position: Dels som Filmkonsulent på kort- og dokumentarfilmsordningen fra 1999-2004 og leder af New Danish Screen fra 20072014. Jeg har derfor, sat Jakob stævne i hans nuværende kontor på Nationalmuseet, for at tale om hans erfaringer med afslaget. Om forskellen mellem Konsulentordningen og New Danish Screen, og hvordan forskellen udmønter sig i støttepolitik -og afslagspolitik på begge ordninger.

“Der er jo i hvert fald en meget klar forskel i kriterier” siger Jakob Høgel, og uddyber: “Konsulentordningen er produktorienteret, med fokus på, hvem der laver produktet, men der er ikke et særligt blik på filmskaberens udvikling.”

“New Danish Screen er talentorienteret, altså dem, der står bag er et vigtigere kriterie end produktet.”

Jakob fortæller, at forskellen i kriterier, også afspejler sig tydeligt i afslagene på de to ordninger:

“Hvor det på konsulentordningen er fuldstændig legitimt, kun at forholde sig til produktet og give afslag på det, så gør man ikke ansøgerne på New Danish Screen en tjeneste, hvis man kun behandler produktet i ansøgningen.”

“Det er kriterier, som har indvirkning på kommunikationen i afslagene også”, bemærker Jacob, og fortæller følgende fællestræk ved processen med at vurdere projekter på de to ordninger: “Man forsøger i store træk at balancere mængden af projekter med, hvad man har af penge at give af, så man så vidt muligt udsætter projekterne eller ansøgere, for en reel konkurrence i udviklingen, sådan så det, man giver afslaget på, hænger sammen med det, man har stillet af forventninger til projektet. Det er sådan, det optimalt skal være.

Men jeg tror de fleste konsulenter har oplevet, at når man er ved at være færdig som konsulent, så opstår der nogle andre former for prioriteringer: Du har kun penge at give af til den og den dato. Der synes jeg, at jeg har oplevet nogle meget hårde prioriteringer, hvor man skal vælge mellem to projekter. Man har troet på, at begge film skulle laves, men det er der ikke penge til.”

“Et afslag skal først og fremmest indeholde en forståelse af projektet. Hvis man sidder og læser et afslag og har en fornemmelse af, at konsulenten ikke rigtig har forstået projektet, så fungerer det ikke som afslag. Så man har faktisk en pligt til at beskrive, hvad det er, man giver afslag på baggrund af: En opsummering af, hvad det overhovedet er for et projekt, og dernæst de kvaliteter eller mangel på samme i projektet, man så giver afslaget på.”

“Hvis det er et projekt, man har haft møder med holdet om, skal afslaget føre tilbage til noget man har haft en fælles forståelse af er projektets kvaliteter, eller skulle forbedres i udviklingsprocessen. Så afslaget forholder sig til en samtale vi har haft om projektet undervejs.”

“De to dele (forståelsen og projektets kvaliteter/svagheder) mener jeg er afgørende for, at afslaget både er rigtig kommunikation til ansøgeren og også forvaltningsmæssigt er i orden.”

Den beskrevne proces, hvor afslaget fører tilbage til samtaler som konsulent og instruktør har haft om projektet, gælder altså for projekter som har været i udvikling ved konsulenten. Men en del projekter når ikke så langt i processen, at der er den samtale at referere til. Hvordan gribes afslaget an fra konsulentens side på projekter, som ikke har været igennem den proces?

“På konsulentordningen gør man sig en første overvejelse ved gennemlæsning: Er det her et projekt jeg kan se for mig på nogen som helst front? Hvis svaret på det er “Nej”, skriver man et “hårdt afslag”. Et afslag som præcist reflekterer, hvad det er, der er galt med projektet, så folk ikke begynder at udvikle det i alle mulige retninger.

Jakob pointerer, at termen et “hårdt afslag”, ikke er et begreb som officielt bruges på Filminstituttet, men et han selv benyttede

i sit arbejde som konsulent. Det “hårde” afslags funktion er at undgå, at afslaget åbner for en mulighed for, at projektet har en chance ved konsulenten i en anden form.

“Hvis man for eksempel skriver til folk: “I den udformning, det har her, giver det ikke mening at mødes om det, men det er da ikke utænkeligt, at det kunne blive interessant hvis I nu lader være med at gøre det i Sverige, men gør det i Tyskland i stedet for” - det skal man ikke. Man skal ikke begynde at diktere noget som helst. Det er ikke konsulentens rolle i afslaget. Det synes jeg er en vigtig del af kommunikationen.”

Et afslag, som kun forholder sig til økonomi a la “lige nu har jeg ikke penge i kassen”, er ifølge Jakob et “blødt afslag”, som fejlagtigt kan give udtryk af at konsulenten er interesseret i projektet. Det åbner for tolkning og forvirring hos modtagerne, da det slet ikke forholder sig til kvaliteten af det, som er indleveret.

“Det synes jeg simpelthen ikke er redeligt konsulentarbejde. Det er en konsulents forbandede pligt at sige noget om, hvorfor der er valgt således. Der skal være dybereliggende grunde, end det rent økonomiske til, at nogle ikke får støtte.”

Så vidt altså afslaget på konsulentordningen.

Hvordan gribes processen så an på New Danish Screen-ordningen, for et projekt, som står til afslag efter en udviklingsproces? ”Da talentet vejer så tungt på New Danish Screen, er det sværere at give afslag efter et udviklingsforløb, end på konsulentordningen, hvor projektets styrke hele tiden vejes på et givent stadie, og derfor hele tiden kan gives afslag. Ånden i New Danish Screen er, at vi tror på talentet, så der er en udstrakt tillid til at ansøgerne bakser projektet på plads i processen. Hvor man på konsulentordningen, ikke bruger energi på ansøgerens udvikling, er det anderledes på New Danish Screen. Fordi der er fokus på dig som talent, og hvad du ville kunne på sigt for dansk film.

Så er det en mulighed, at du stadigvæk er relevant, men at der er noget, der er gået galt i projektet. Derfor vil man i afslaget gerne give udtryk for, at man vil fortsætte med talentet.”

“Jo længere projektet har været i gang, jo mere er følelsen, at man, for nu at bruge en kliche, har været på en rejse. I sådan et afslag beskriver og forklarer man, hvad det er for kvaliteter, der ikke har udfoldet sig i projektet. Men hvis det er muligt, så syntes jeg også, det er rigtigt at skrive noget om den rejse eller det udviklingsforløb, man har været igennem. Det er jo oftest nogle man stadig synes er talenter, så hvordan sikrer man, at de kommer godt fra det her? Her har jeg oplevet at afslaget har været med til, at det næste projekt, de laver, går i en anden retning og kan noget andet.”

Jakob fortæller, at der er et dobbeltblik på både ansøger og holdsammensætning på New Danish Screen. Hvordan kan dynamikken eller kompetencerne på holdet løfte projektet og de involverede talenter? Instruktøren har måske arbejdet med en fotograf på en filmværkstedsproduktion, men selv samme fotograf viser sig gennem udviklingsforløbet ikke at være stærk, eller erfaren nok til at løfte ambitionerne og instruktørens videre udvikling i det nuværende projekt.

“Jeg kan komme med et eksempel: Jeg oplevede en del gange instruktører, hvor jeg tænkte, der er et oplagt potentiale, men vedkommende vil skrive selv. Det har måske fungeret fint for vedkommende at skrive i kortere format, men i et længere format kommer projektet simpelthen ikke skrivemæssigt derhen hvor det giver mening. Der er også tilfælde, hvor instruktøren ønsker at få en forfatter på projektet, og tænker “Uh, instituttet vil sikkert gerne have, at det er en som har skrevet ti spillefilm, så nu tager jeg den her hot-shot manuskriptforfatter med”.

De har ikke rigtig snakket sammen eller kender ikke hinanden og så prøver de i et par runder at skrive synopser eller treatment, men konstellationen virker bare ikke.

Eller forfatteren overtager processen helt, så manuskriptet pludselig ligner ti eksisterende spillefilm. Og ideen var jo, at denne her instruktør skulle udfolde, hvad vedkommende kunne særligt.”

Jakob beskriver, at afslaget i hans erfaring, kan have et udviklende aspekt for den involverede instruktør.

AFSLAGETS ANATOMI

16

17

AFSLAGETS ANATOMI

JACOB HØGEL Udviklingskonsulent, Nationalmuseet, 2019 - nu

Det er en konsulents forbandede pligt at sige noget om, hvorfor der er valgt således.

Filmkonsulent-erfaring: Kunstnerisk Leder, New Danish Screen, DFI 2007 - 2014 Filmkonsulent, DFI Kort & Dokumentarordningen 1999 - 2004 Filmkonsulent, Den Vestdanske Filmfond, 2015 - nu Filmpolitisk konsulent, Bhutan Ministry of Information and Communications, 2013-2014 Filmkonsulent, IMS 2005 Assesor, Kulturbryggan, Det svenske kulturministerium, 2014 - 2018 Producer & Producent erfaring: Producer, Meta Film, 2015 - 2019 Producent, Medejer Cosmo Doc 2004 - 2007 Anden erfaring: Tutor Docstation, Berlinale Film Festival 2010 - nu Klippekonsulent, Rough Cut Service 2016 - nu Uddannelse:

“Det er ikke i sig selv retningssættende, men når man stopper nogen midt i en proces, tvinges de til at tænke sig om: Jeg havde et længere forløb med en instruktør, som arbejdede på et projekt med en særlig eksperimentel form og en måde at forholde sig til sine karakterer, som ikke var fokuseret på det direkte fortællende. Det oplevede jeg ikke som vedkommendes styrke, men jeg så vedkommende som et giga talent. Vi var igennem en lang proces og her kunne jeg mærke, at projektet blev for terapeutisk og indadvendt for instruktøren. Så afslaget gik på, at de kvaliteter vedkommende havde håbet på var i projektet ikke kom til udfoldelse, og en opfordring til at granske, hvordan vedkommende så sig selv som instruktør. Derefter fandt vedkommende tilbage til nogle grundlæggende kvaliteter, begyndte at lave en helt anden type film og er i dag en stor stjerne i dokumentarverdenen.

Lad os sige det sådan, at det er en konsekvens af et afslag, at nogle forfølger nye spor.”

Jeg bliver nysgerrig på, om Jakob har oplevet det modsatte: At et afslag ikke har udviklet en instruktør, men tværtom fået instruktøren til at trække sig helt.

“Ja. Og jeg har også opsøgt tidligere ansøgere, efter jeg stoppede som dokumentarfilmkonsulent, fordi jeg havde en fornemmelse af, at mit afslag havde gjort ubodelig skade.

Der var en instruktør, som kom ind på mit kontor og kastede sig på grædende knæ og sagde “Giv mig den støtte ellers så går mit liv i stykker”. Der tænkte jeg selvfølgelig, at jeg har gjort ubodelig skade på vedkommende.

Men det viser faktisk, at dem, der havde reageret, var ligesom kommet over det, fordi de havde sagt noget til mig eller lignende.

Hvorimod nogle af dem, der har haft det rigtig svært, det er nok dem, som ikke har reageret. For eksempel et forløb med et talent jeg klart forestillede mig skulle høre til den danske filmbranche. Vedkommende

havde et projekt, der så ret lovende ud og som udviklede sig godt til et vist punkt, men ikke i tilstrækkelig grad, i forhold til de andre projekter jeg havde i udvikling. Dette talent trak sig fra filmbranchen efter afslaget. Man kan jo ikke på forhånd vide, at et afslag gør, at nogen ikke føler, at de skal lave film mere.

Men det er klart, det bliver man jo nødt til at kigge på, at det også kan være en konsekvens.”

Og slutteligt: Alle som har modtaget afslag, kender oplevelsen af, at en enkelt sætning eller formulering i et afslag står frem, så man næsten kun husker denne ene sætning. Jeg spørger derfor Jakob, om han fra konsulentens side af bordet, har oplevet at ansøgere har hæftet sig ved en særlig sætning i et afslag.

“Ja, det har jeg i den grad oplevet. På New Danish Screen havde jeg en nærmest fast

praksis med afslagsmøder, og der har jeg oplevet, at folk er kommet med en bestemt sætning eller et argument, de ikke forstår.

Det bliver man nødt til at kunne udfolde og uddybe. Men det betyder også, at efterhånden som man skriver flere afslag, så kan man godt mærke, hvad det er, der trigger folk.

Der skal være dybereliggende grunde, end det rent økonomiske til, at nogle ikke får støtte.

Man skal være ret kontant, synes jeg, men på måder, hvor man ikke fornærmer folk. Det er især en balance på New Danish Screen, hvor det i så høj grad handler om personerne og talenterne, snarere end projekterne.”

Visuel Antropologi, Manchester Universitet 1995 M.A: Antropologi, Københavns Universitet 1995 Game and interactive design, IT-Universitetet 2010

18

Prami Larsen, foto: Emil Reedtz Poulsen

AFSLAGETS ANATOMI

At byde velkommen med et afslag

19

AFSLAGETS ANATOMI

1. Alder: “Værkstederne har som opgave at åbne døren for unge kræfter. Så alder er et målepunkt, selv vi ikke har nogen aldersgrænse. Men hvordan definerer man alder uden en aldersgrænse? Man kan sige, at vores støtte skal give mening i forhold til, hvor du er i din karriere som instruktør. Så hvis du er færdiguddannet fra Den Danske Filmskole, så skal du nok ikke søge. Omvendt har vi også nogle, som bliver nødt til det af den ene eller den anden grund. Enten fordi de er ”sporskiftere” – f.eks. dokumentaruddannet som ønsker at arbejde med fiktion - eller også fordi de har rendt panden mod en mur i forhold til Filminstituttets ordninger.”

Filmværkstederne er en væsentlig steppingstone for mange unge talenters vej mod en (mulig) fremtidig tilværelse som professionelle instruktører. Som velkomstgave stifter mange her deres første bekendtskab med afslaget.

Hvor det første kriterium handler om at indramme en defineret målgruppe, handler de tre næste kriterier ifølge Prami om at skabe diversitet. Her er det vigtigt at fastslå, at Filmværkstedet ikke har nogen kvoter.

2. Køn: “Vi vil gerne have lige så mange kvindelige fortællere som mandlige fortællere.”

3. Etnisk/Kulturel baggrund:

af Martin Strange-Hansen Så hvad er tankerne til afslaget her i den filmiske fødekædes første trin? Er tilgangen anderledes end på de mere “voksne” støtteordninger på Filminstituttet, og kan det passe, at kvinder og mænd reagerer forskelligt på deres første afslag? Da jeg selv i flere omgange har ageret konsulent på landets filmværksteder, er jeg derfor bekendt med, at Filmværkstedet har en defineret afslagspolitik.

For at få den beskrevet lidt nærmere, skrev jeg en sms til Filmværkstedets leder, Prami Larsen: Hej Prami, Jeg skriver tema om afslaget i TAKE. Jeg skal bl.a. snakke med en tidligere konsulent fra DFI, men jeg har en opfattelse af, at afslag er anderledes længere oppe i fødekæden end de er her i rekrutteringen, da det er andre parametre der styres efter. Kan vi lave et interview omkring det?

Kh Martin

Jeps! Afslag er en overset, litterær disciplin og højst sandsynligt meget anderledes hos DFI -konsulenter end hos os. Du ringer bare.

Prami Så derfor sidder vi nu her, Prami og jeg, i Filmværkstedets midlertidige residens i Himmelskibet på 4. sal i Gothersgade, for at snakke om den oversete litterære disciplin.

For at forstå værkstedets afslagspolitik, er det dog på sin plads først at definere hvad Filmværkstedet har til formål at støtte: Prami: “Det er først og fremmest styret af vores sponsorer: Det Danske Filminstitut, som ifølge Filmloven, skal fremme talentudviklingen gennem drift af filmværksteder. Og Københavns Kommune, som er interesseret i at skabe en aktiv filmkultur i København.”

Ud over den overordnede formålsramme, opererer Filmværkstedet med fire objektive kriterier i støttepolitikken, fortæller Prami:

“Det er et politisk opmærksomhedspunkt, at alle ansøgere ikke kommer med samme kulturelle og religiøse baggrund. Derfor vil vi vil gerne kommunikere til vækstlaget, at hvis du kommer fra Avedøre, din far og mor er fra Irak, og du drømmer om at komme ind i film eller tv-branchen, må du gerne opleve, at du er velkommen”.

4. Social baggrund: Ligesom med Etnisk/kulturel baggrund, handler dette kriterium om diversitet i fremtidens filmfortællinger. Ifølge Prami er det dog en ulden størrelse at operere med, da Filmværkstedet ikke registrerer folks sociale baggrund -“Det kan vi ikke måle på, men alligevel er vi blevet bedt om at dokumentere, at vi støtter folk med en anden kulturel baggrund, og at vi støtter flere socialgrupper.”

Prami fremhæver, at Filmværkstedets mantra er, at støtte mennesker, ikke projekter, hvilket er en del af grunden til, at Filmværkstedet i 2001 gik bort fra den tidligere projektredaktions-struktur, og over til en

filmkonsulent-struktur for at højne kvaliteten af sagsbehandlingen.

“For det første, fordi der skal være én, som tager ansvar for det begrundede afslag! Det er sådan set det allervigtigste. På den måde havde Henning Camre fuldstændig ret, da han skrev konsulentordningen (på DFI): Et kunstnerisk temperament møder et andet temperament. Og det er de to, der kommunikerer. Det er dem, der skal kommunikere og udvikle visionen.”

Og dermed er banen kridtet op for afslaget i filmværkstedsregi, og hvad især denne kommunikationsform fordrer.

“For det første, så er det vigtigt at få sagt tydeligt fra starten af, at “det her er et afslag”.

Det næste er, at vi som talentordning, skal adressere ansøgerne som mennesker, som talenter, der drømmer om at komme ind i de levende billeders verden. Det vil sige, hvis ikke de har medsendt tidligere projekter, så starter vi der: “Vi kan ikke se, hvordan du vil omsætte det her manuskript eller denne her projekt-idé til levende billeder. Det ville være en rigtig god ide, at vise du evner det. Start med din iPhone og nogle kammerater en søndag eftermiddag”.

Men hvis de har medsendt levende billeder, så skal det også adresseres: “Jeg kan se, du kan fortælle i billeder, men din profil er ikke særlig stærk og tydelig”.

Og så skal deres projekt adresseres, for det er jo deres hjerteblod. Det skal gøres nænsomt og tydeligt, så det skal gøres på baggrund af deres vision. Altså vi skal sætte os ind i, hvad det er de vil med det her projekt.

Vi er jo nysgerrige efter at få nye generationer ind, som kan ændre filmens sprog med deres måde at fortælle på. Det betyder, at vi skal være nysgerrige efter, om det de påstår, at de gerne vil, er repræsenteret i det, de har afleveret. Og slutteligt skal projektet stå mål med deres erfaringer.”

Så nogle ansøgere opfordrer vi til at komme tilbage med et nyt projekt, mens andre opfordrer vi til at komme tilbage med det samme projekt”.

“Når vi har med tredje og -fjerdegangs støttemodtagere at gøre, bygger det begrundede afslag på en dialog, vi har haft med dem igennem flere år. Den historie er en del af afslaget. For eksempel: “Det her er en klon af det sidste projekt, du lavede. Vi vil gerne have, du tager det næste skridt og bliver mere søgende eller bevæger dig ud i nogle områder af filmkunstens discipliner, hvor du ikke har været endnu”. Så det er jo en helt anden dialog på dette tidspunkt.

Det fremgår efterhånden af samtalen, at der er en tanke om udvikling af ansøgeren i Filmværkstedets dialog med deres ansøgere.

Jeg spørger derfor Prami, om han ser afslaget som et udviklingsværktøj.

“Det er først og fremmest et udviklingsværktøj. Ethvert godt afslag er en udviklingsplan på et menneskeligt og et produktionelt plan: “Du skal måske søge en anden ramme omkring din uddannelse eller din talentudvikling, nogle andre ordninger, eller finde ud af hvad er for nogle temaer, der driver dig”.

Det er de bedste begrundede afslag, med et godt og præcist billede af hvem og hvad ansøgeren har præsenteret os for”.

“Det kræver noget særligt af filmkonsulenten. Det er meget få, der er gode til at se på mennesker. Det er meget nemmere at dække sig bag manuskriptet eller bag projekt-ideen i afslaget. Men ansøgerne, der bløder idéen, ved jo godt, at de selv også er i spil. Så det ene kan ikke stå uden det andet. Det er bare svært at skrive”.

Ifølge Prami foregår afslagskommunikationen i forskellige niveauer alt afhængigt af hvilken historik ansøgerne har med Filmværkstedet:

Hvor man på Filminstituttets konsulentordninger kan bede om et afslagsmøde med konsulenten, for at få uddybet sit afslag, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt på Filmværkstedet. Filmværkstedet har én filmkonsulent ansat i en halvtidsstilling. Med 50-60 ansøgninger pr ansøgningsrunde, så er der ikke tid til afslagsmøder. Noget som Prami dog håber kan ændre sig med tiden.

“Når det er første gang, vi møder en ansøger, så er det det vi kalder rekrutterings-opgaven.

“Skrift er envejs, der er ikke en dialog. Så ansøgeren sidder alene tilbage og fortolker på

AFSLAGETS ANATOMI

20

21

AFSLAGETS ANATOMI

Vi er jo nysgerrige efter at få nye generationer ind, som kan ændre filmens sprog med deres måde at fortælle på.

FILMVÆRKSTEDET • Oprettet 1970 • Støttefokus på talentudvikling • 4 ansøgningsrunder årligt • Modtager omkring 200 ansøgninger årligt, heraf støttes 5-10 ansøgninger med Udviklingsstøtte og 3540 med Produktionsstøtte.

• Sammen med eksterne partnere som f.eks. DR og CPH:DOX uddeler Filmværkstedet også enkelte produktionspriser, DR Talentprisen, Filmtalentprisen og PitchIt prisen, ligesom man kan opnå produktionsstøtte ved at deltage i opsøgende projekter som f.eks. Serieskolen.

• Støtter stort set alle formater: Fiktion, Dokumentar, Hybrid, Kortfilm, Novellefilm, Spillefilm, Tv-serier & Webserier

afslaget: “Jamen, hvad mener konsulenten med det? Skal jeg komme tilbage?” Der kan jo være et hav af spørgsmål, og hvor går man hen med de spørgsmål? I en dialog vil du kunne gå tilbage og sige: “Hvad fanden mener du med det her?” Det kan godt være, at arrigskab og vrede er en del af processen, når man får afslag, det er naturligt. Men dem, der genlæser afslaget, på et senere tidspunkt, mange af dem indrømmer: “Du har sgu ret.

Det var faktisk rigtigt, det du skrev til mig”.

Første gang undertegnede skulle være konsulent på en ansøgningsrunde på Filmværkstedet, inviterede Prami mig til et indledende møde for at blive sat ind i støttepolitik, procedurer, deadlines og deslige. Her faldt samtalen også på de afslag, som skulle skrives, og her blev jeg præsenteret for en information, som for mig på det tidspunkt var en ny tanke angående køn og afslag. Der var tilsyneladende forskel på, hvordan mænd og kvinder forholdt sig til afslaget. Jeg spørger derfor Prami, hvad der ligger til grund for denne tanke.

“Det var en gang i 2006 eller 2007. Jeg kiggede på statistikken og stillede mig selv spørgsmålet: “Hvem er det, der vender tilbage

efter et afslag til næste runde, eller næste runde igen, med det samme projekt?”

Så vidt jeg husker, var der det pågældende år 26 projekter som optrådte med det samme arbejdstitel i vores lister over ansøgninger.

Helt karakteristisk var de 22 eller 23 projekter af mandlige instruktører, og kun tre var af kvindelige instruktører.

Så tænkte jeg: “Der må være noget, vi gør fuldstændig galt i kommunikationen”. Hvad er det egentlig vi spørger ansøgerne om?

Finder vi overhovedet frem til mennesket med de spørgsmål? Eller har vi for meget fokus på vendepunkter og konflikt? Alt det her projektorienterede, frem for hvad der karakteriserer mennesket bag ansøgningen?”

“Når det så kom til afslaget, kunne jeg se, at vi blev nødt til at sige meget tydeligere, hvis vi gerne ville se projektet igen i en udviklet form.

At det ikke var projektet som sådan, men det var projektet på det pågældende stadie.

Vi ved fra de tilbagemeldinger vi får, at mange af de afslag, vi skriver til mandlige ansøgere, slet ikke bliver læst. Vi har mandlige ansøgere som i deres ansøgning har skrevet: “Jeg har ikke lavet om på mit projekt siden sidst. Jeg venter bare på den rigtige filmkonsulent”.

Hvis det er en typisk maskulin reaktion på et

langt, fyldigt og velbegrundet afslag, er det lidt ærgerligt.

Omvendt får vi klare udtryk for, at kvinder nærlæser deres begrundede afslag i større grad. De reagerer typisk på to måder: “Det her projekt, kan jeg godt glemme alt om”.

Eller også siger de: “Det her er et angreb på mig. Jeg kan ikke lave film”.

Det vil sige, at vi skal være meget tydeligere i vores kommunikation til kvinder, hvis vi vil have dem ind og fortælle i den her branche”.

Prami understreger at ovenstående betragtning er en generalisering, men at den bygger på en granskning af det mønster af ansøgere, som på daværende tidspunkt vendte tilbage efter afslag.

Et mønster, som har ændret sig efter at Filmværkstedet blev mere bevidst i sin afslagskommunikation i forhold til køn.

“Jeg har lavet en statistik for nogle år siden, hvor jeg kunne se, at vi har fået løst problemerne med kvinder og mænd. Kvinder kommer nu lige så meget tilbage som mænd.

Så vores fokus på kommunikationen har hjulpet.”

• Produktionsstøtte består primært af udstyr og faciliteter, samt op til 18.000 i kontante produktionsomkostninger • Herudover uddeler Filmværkstedet også udviklingsstøtte (op til 5.000 kr.).

• Udover produktionsstøtte tilbyder Filmværkstedet også vejledning, kurser og workshops til sine brugere, heriblandt “Styrk din ansøgning”-workshoppen, “Søndagsskolen/Manus” og “Serieskolen”. Sidstnævnte i samarbejde med Filmtalent, værkstederne i Odense og Aarhus og Netflix.

• Filmværkstedet har én halvtids-filmkonsulent ansat til de 4 årlige runder.

• Filmkonsulent i 2022 er filminstruktør Annette K. Olesen • Prami Larsen har været leder af Filmværkstedet siden 1995 • Fonden Filmværkstedet / København finansieres af Det Danske Filminstitut via Filmtalent & Københavns Kommune.

AFSLAGETS ANATOMI

22

23

AFSLAGETS ANATOMI

: Jeg ville ønske, at ethvert afslag kun

INSTRUKTØRERFARINGER:

I forbindelse med tilblivelsen af dette TAKE har vi stillet en række instruktører spørgsmål om deres erfaringer med afslaget. Her er et udvalg af svarene på spørgsmålet

Hvad ville du ønske et afslag indeholdt?

handlede om, hvad der kan bringe projektet videre. Den bedste undervisning jeg nogensinde har modtaget, var en lærer, der insisterede på, at alle elever skulle sige noget positivt om hinandens arbejde.

Det var en svær proces for alle var godt trænede i at øve kritik. Men at sige noget positivt om noget man ikke umiddelbart forstod eller brød sig om, var meget udfordrende. Men vi lærte det efterhånden, blev vildt stærke, dygtige og trygge sammen.

: Et afslag, der åbner og stiller spørgsmål. Det

giver energi og idéer. Og at det forholder sig til historien som den er, og ikke til nogens eventuelle egen agenda og vilje. At det ikke er et bremsende afslag, der ligesom sætter punktum; altså ikke bare en nedsabling eller affejning med punktum.

Det kan være svært at genvinde modet efter det, eller det tager i al fald kræfter.

: Et godt afslag er fagligt velfunderet og med præcis kritik.

Kritik er vigtigt og nyttigt, hvis man skal lave de bedst tænkelige film, men den skal altså have argumenterne i orden.

Mavefornemmelser og konsulentens/læsernes ”smag” er det værste, der kan forekomme i et afslag, og kan ikke bruges til noget hos den, der modtager det.

: Et afslag skal være hudløst

ærligt, men med respekt for det arbejde og sårbarheden, der ligger i at ansøge om et filmprojekt.

Og det skal være konstruktivt.

Det er vigtigt, at man fremhæver det som ansøgeren skal arbejde videre med.

: En klar og ærlig forklaring. En begrundelse, der ligger i na-

turlig forlængelse af det forudgående samarbejde. En intention om at ville se mine ambitioner og pege på, hvordan min vision vil kunne forbedres. De værste møder er dem hvor man føler konsulenten ikke ser din idé, men forsøger at få dig til at udføre hans/hendes vision. De er heldigvis sjældne.

Still fra Breaking the Waves (1996), foto: Rolf Konow

: Grundige noter til indhold og

begrundelser for, hvorfor projektet ikke er stærkt nok endnu, og gerne hvad der kan styrkes. Og det synes jeg heldigvis man får, næsten altid, når man får afslag (både fra konsulenter og fra markedsordningen og tv-stationer).

: Det vigtigste er at kunne mærke, at konsulenten virkelig

er gået ind i filmens kerne og har taget sig tid til at genlæse, tænke og overveje den (jeg har engang været til et møde, hvor en af de to konsulenter tydeligvis ikke havde andet end skimmet manus - så føler man ikke, at man bliver taget seriøst). At kunne mærke engagement og velvilje på trods af et afslag. Men et ærligt afslag, et hvor man får en vurdering som man kan bruge til noget. Jeg kan lide de skarpe afslag, hvor manus f.eks. bliver pillet fra hinanden og man indser og forstår, at den film bare ikke er god nok.

Eller det afslag, hvor man ærligt får at vide, at manus er godt, intentioner er gode, men på baggrund af dit c.v., er du for stort et sats. Så ved man, hvad man skal arbejde på.

AFSLAGETS ANATOMI

24

Afvisningens psykologi

Thea Mikkelsen, Foto: Mikal Harrsen

Af Thea Mikkelsen, MA & MSc, erhvervspsykolog specialiseret i de kreative brancher

Alle ved, at det er umuligt at leve et helt liv som professionel kreativ uden at opleve, at ens arbejde bliver afvist. Virkeligheden er, at vi alle vil opleve afvisninger af vores kreative arbejde på et eller andet tidspunkt i vores liv.

Et spørgsmål, der indimellem dukker op, er derfor også, at når nu alle oplever at få sit arbejde afvist, hvorfor er det så, at det alligevel kan føles så smertefuldt, at nogen kan have oplevelsen af næsten ikke at kunne overleve det som professionelle mennesker?

Smertens rod Smerten ved at blive afvist peger ind mod vores allerdybeste emotionelle niveauer.

Den del af vores psyke som rækker helt tilbage til vores aller tidligste erindringer

af at være blevet afvist i vores forsøg på at skabe kontakt med de voksne omkring os og den afmagt vi følte, når det ikke lykkedes. Det kunne være små svigt, som hvis de voksne havde deres opmærksomhed et andet sted og vi lå forsvarsløse, og i afmagt måtte udholde denne tilstand og mærke angsten for at blive tilintetgjort i processen.

Eller det kunne være store svigt, hvor de voksne ikke beskyttede os og holdt os i deres bevidsthed, men lod os klare os selv lang tid før, vi vidste, hvordan.

Angsten for afvisningen er noget, vi alle kender og den er forbundet med vores dybeste behov for at være i en relation, hvor vi kan blive os selv igennem den spejling af, hvem vi er, som vi får i kontakten med andre. Afvisningen vækker derfor også alle vores mest primitive forsvar. Hvor de fleste

25

AFSLAGETS ANATOMI

af os har lært os gennem livet at håndtere hverdagens små afvisninger, som består af alt fra ikke at komme først til i baren, over oplevelsen af, at vores venner ikke ringer tilbage, til ikke at blive inviteret til noget, vi gerne ville have været med til, der er det vanskeligere med håndteringen af, at vores kreative arbejde bliver afvist. Og det er der en grund til.

Så når nu et professionelt kreativt liv helt sikkert vil indeholde afvisninger af vores arbejde, bliver vi nødt til at finde måder at udholde angsten for afvisningen, såvel som afvisningen selv.

For at finde måder at forholde os til den potentielle og reelle afvisning på og turde igen og igen at lægge materiale frem som oplæg til idéer og samarbejder, kan det være godt at se på, hvad det er, der ligger og lurer i afvisningens emotionelle rum og hvordan vi kan håndtere det, så vi ikke mister modet til at tilbyde vores arbejde til branchen.

Så når nu et professionelt kreativt liv helt sikkert vil indeholde afvisninger af vores arbejde, bliver vi nødt til at finde måder at udholde angsten for afvisningen, såvel som afvisningen selv.

Den hemmelige del af skabelsen Angsten for afvisningen kommer af, at vi viser noget frem, der kommer fra mere hemmelige mentale rum – rum der til dels er hemmelige for både andre og os selv.

Når noget nyt skabes, vil det i lange perioder have sit primære liv i skaberens indre og det, der bliver fældet ned på et papir eller filmet, vil være forsøg på at komme det ønskede udtryk nærmere. I andre faser af en udvikling vil det, der er at vise, være en dialog mellem den oprindelige hensigt og den form, arbejdet selv begynder at tage, som kan lede det i nye retninger, man ikke havde kunnet forudse. I begge tilfælde vil det være svært for skaberen at have et klart billede af, hvad det egentlig er, der lægges

frem og dette faktum er med til at gøre afvisningen af kreativt materiale vanskeligere at håndtere end det selv at blive afvist.

Som det er blevet beskrevet i psykoanalysen, er der nemlig et særligt forhold omkring afvisningen af kreativt materiale, der gør denne afvisning vanskelig at håndtere. Den engelske psykoanalytiker Donald N. Winnicott beskriver, hvordan vi fortrækker til et privat indre rum, hvor vores bevidste viden og erfaringer møder vores mere eller mindre bevidste indre forestillingsunivers, der er farvet af ubevidste dynamikker mellem følelser af lyst og afsky, når vi arbejder skabende. Det er i dette indre uudfordrede rum, som Winnicott kalder det (Winnicott, 1974), hvor det objektive og det subjektive mødes, at vi skaber nye historier, situationer og tableauer, som udgør råmaterialet til arbejdet med film og andre kreative produkter.

Det særlige ved dette indre rum er, at det, der sker her, ikke er egnet til at være i relation til andre mennesker og deres forestillinger om os og vores arbejde. Det er et indre rum, der er helt vores eget og hvor vi uden at blive udfordret kan udvikle vores forståelse for og af verden. Og som Winnicott skriver, så oplever vi at blive afsløret som mennesker, når vi viser noget, der er skabt fra dette sted (Winnicott, 1965).

Dette ”indre hvilested”, som han kalder det, er ikke kun noget mennesker, der arbejder kreativt, har. Men det er kun kreative mennesker, der viser andre, hvad der er blevet produceret i dette rum i sin rene form. Derfor opstår den særlige følsomhed, man kan opleve, når man skal præsentere sit kreative arbejde til andre inden det er færdigt, som tilfældet er i udviklingsfaserne for et filmisk projekt. Uanset materialets karakter, om det er en farveholdning eller en dramatisk konflikt, så vil det at vise noget inde fra dette uudfordrede indre hvilested have en karakter af blotlæggelse.

Man viser noget frem, der ikke har fundet sin offentlige form og betydning endnu, men som stadig er levende materiale.

Narcissismen og det uudfordrede hvilested Det uudfordrede indre hvilested er, ifølge psykoanalysen, forbundet med vores tidlige udviklingsfaser og især det, der er blevet

kaldt den primære narcissisme. I den primære narcissisme, som både skal forstås som et tidligt baby udviklingsstadie og et livslangt niveau i vores sind, genkender vi os selv i det kærlige blik og den nydelsesfulde puslen omkring os fra vores primære voksne og vi skaber følelsen af, hvem vi er og hvad det vil sige at være et individ ud fra denne nydelse. I denne proces skabes det indre uudfordrede hvilested, som det sted i vores sind, hvor vi mærker, vi vokser som mennesker ved at lade vores indre følelse af nydelse og spænding samt elementer fra den ydre verden mødes og blive til historier og erkendelser, attraktive farver og lyde, dramatiske situationer og karakterer.

For nogle mennesker, bliver denne tilstand til det, vi normalt kalder narcissisme og som i psykoanalysens terminologi hedder den sekundære narcissime. Her forsvinder den følelsesmæssige fylde fra det indre rum og vi kan kun mærke os selv igennem de identifikationer, vi skaber med verden omkring os. I dette tilfælde har vi kun oplevelsen af at være os selv, hvis vi står i en tydelig relation med attraktive objekter omkring os. Det kan være statusobjekter eller attråværdige situationer, som det at få accepteret sin ansøgning om at lave en film eller få greenlightet et projekt. Hvis vi primært er forbundet med os selv gennem attraktive objekter og situationer vi håndterer succesfuldt, kalder vi det narcissisme.

Den narcissistiske krænkelse Som det er blevet beskrevet i både den psykoanalytiske ledelseslitteratur og i forskningen i professionel kreativitet, så er der behov for en vis grad af også sekundær narcissisme for at opretholde begæret for at placere sig i attråværdige situationer og hermed også være indstillet på at levere det arbejde, der skal til, for at nå hertil. Så rigtig mange, der arbejder ambitiøst i de kreative brancher, har en snert af narcissisme.

Når vi oplever, at vores kreative arbejde afvises, hvad enten det er i forbindelse med, at vi søger støtte eller samarbejdspartnere, så vil vi blive ramt på både den primære og den sekundære narcissisme og opleve, at vi kan have svært ved at holde fast i vores eget selvbillede, hvilket kan føre til en tilintetgørelses-angst. Dette

AFSLAGETS ANATOMI

THEA MIKKELSEN Erhvervspsykolog med fokus på de kreative brancher.

Oprindeligt læste hun Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, men blev så optaget af de kreative processer bag den professionelle skabelse, at hun besluttede sig for at skifte spor og blive psykolog i 2006.

Siden 2007 har hun arbejdet med ledelse og samarbejde i professionelle kreative brancher samt arbejdet som ekstern lektor og været med i bestyrelsen for ISPSO - The International Society for the Psychoanalytical Studies of Organisations.

Hun har skrevet 4 bøger om professionel kreativitet. Senest Coaching the Creative Impulse – Psychological Dynamics and Professional Creativity, der udkom i 2020 på det engelske forlag Routledge.

Thea Mikkelsen er i dag bosat i Italien med sin familie og arbejder hovedsageligt i Danmark og Norge samt online med coaching og med online platformen for professionel udvikling for kreative Milano Club.

26

kaldes også en narcissistisk krænkelse og den kan føles meget aggressiv.

Vi bliver ramt omkring vores primære narcissisme ved, at det materiale, vi lægger frem fra vores indre produktionsrum, og som hermed kommer fra et indre beskyttet rum, ikke mødes med det kærlige blik, der skal til for, at vi sammen med materialet kan vokse og føle nydelse ved at være os, hvilket er en af kreativitetens vigtigste drivere. Men vi bliver også ramt på vores sekundære narcissisme ved at blive udelukket fra det fællesskab, som vi identificerer os med og andre attraktive produkter og situationer, som i forhold til den sekundære narcissismes drive er det, der får os til overhovedet at opleve os selv som mennesker, der er værdige til at blive respekteret.

Afvisningen af det kreative projekt kan på denne måde føles som en total eliminering af os som værdige og kompetente mennesker og de fleste vil opleve en grad af usikkerhed omkring, hvem de så er og om de overhovedet er nogen, når deres projekter bliver afvist.

Men når nu dette er en situation, som alle indimellem må igennem, hvad kan man så gøre for at udholde den?

Det psykiske forsvars sejr og fiasko

Mikkelsen, Thea, 2020, Coaching the Creative Impulse – Psychological Dynamics and Professional Creativity, London, Routledge,.

Morrison, Nancy and John Evaldson, 1990; ”Thoughts on the Processes of Psychoanalytic Writing” 1990 Contemp. Psychoanal., (26):408-419 Winnicott, D. W., 1965 The Maturational Process and the Facilitating Environment New York: International Universities Press, Inc. Winnicott, D. W., 1974 Playing and Reality, London, Routledge.

Wolson, Peter, 1995 “The Vital Role of Adaptive Grandiosity In Artistic Creativity” Psychoanal. Rev., (82)(4):577-597

Et træk ved den primære narcissisme er forbundet med den tidlige menneskelige tilstand, som vi genkender hos det lille barn og som vedbliver at være en følelse i os, en følelse som Freud har kaldt ”His Majesty the baby”. Det er den primære følelse af at være udvalgt og have adgang til en indre storhed. Denne følelse er der noget, der tyder på, er helt central for, at man som professionel kreativ kan udholde afvisninger og komme igennem den narcissistiske krænkelse, de afstedkommer og genfinde den personlige betydning af skabelsen. Følelsen af at bære på noget vigtigt i sig selv, som man kan give som en gave til verden. Denne følelse er blevet kaldt en fleksibel grandiositet (Wohlson, 1995) og den betegner altså vores evne til at forblive forbundet med den indre følelse af storhed, som vi udvikler gennem dybe kærlighedsfulde relationer.

Det er godt at være opmærksom på, at det

27

AFSLAGETS ANATOMI

er denne følelse, der skal få én igennem perioder med afvisninger og hjælpe én videre. Det betyder nemlig også, at det kan være vigtigt ikke at gå alt for langt ind i afvisninger og lade dem fylde alt for meget i ens sind.

Men det betyder også, at man skal være opmærksom på det, der kaldes et manisk forsvar og som er betegnelsen for det, der sker, når vi slet ikke forholder os til en afvisning og bare bliver ufortrødent ved i samme retning, uden at interessere os for, hvad indholdet af afvisningen bestod af. Dette kan udvikle sig til en følelse af omnipotens og altså en følelse af at kunne ændre tings naturlige og realistiske gang.

Denne tilstand er heller ikke gavnlig for den professionelle kreative karriere, da den kan forhindre én i at lære noget vigtigt og forholde sig til de realistiske rammer, der er omkring for eksempel filmproduktion og støtte (Wohlson, 1995).

Kontroltabet Når man som professionel kreativ arbejder ud fra det indre uudfordrede hvilested, hvor man selv er redaktøren, der sorterer og selv forfatteren, der skaber grundmaterialet, så har man den fulde kontrol over sit univers. Man er selv den, der bestemmer, om noget skal leve og dø og hvis man øver sig på at åbne sit sind, kan man opleve at få karakterer til at opstå og gå til grunde og universer, man altid havde ønsket fandtes eller som udgør ens værste mareridt står pludselig lyslevende foran én. Dette giver en dyb følelse af tilfredshed og kontrol.

Når man så sender sin ansøgning til andre for at få støtte eller etablere samarbejder, vil man opleve et kontroltab, som kan være mere eller mindre udfordrende for afsenderen. Hele den sociale kontekst, man sender sin ansøgning ind i, er pludselig afgørende for projektets skæbne. I denne fase kan vi typisk kæmpe med tanker om, hvorvidt modtageren har de nødvendige kompetencer til at forstå os og angsten for, at hvis de ikke har, vi så ekskluderes fra det professionelle fællesskab, vi føler det er afgørende for os at være en del af.

Vejen videre Den dybt personlige opgave for os som

professionelt kreative er således at finde en måde, hvorpå vi får etableret en metodik, vi kan bruge, hver gang vores arbejde afvises, og som kan hjælpe os tilbage til en dialog og et samarbejde omkring vores projekter. Men hvis vi skal lykkes med at overføre vores projekt fra at leve beskyttet i vores indre til at få sit eget liv i den professionelle kontekst, vi arbejder i og gennem påvirkninger fra mange sider og i dialog med mange forskellige synspunkter, udvikle sit eget liv, så må vi etablere et vedholdende overskud. Og som den amerikanske psykoanalytiker Wohlson beskriver, så er det dem, der bevarer følelsen af en fleksibel grandiositet, der lykkes med at komme tilbage efter gentagne afvisninger.

De fleste kreative mennesker kan forfalde til både følelser af selvforherligende omnipotens og dyb tomhed i forbindelse med en afvisning og som beskrevet er ingen af disse to følelser gavnlige for den fortsatte produktion og udvikling. I stedet er det vigtigt at vide, hvad der skal til for, at man bevarer den følelsesmæssige kontakt med en fleksibel grandiositet. For nogle vil dette betyde at mærke glæden ved at behandle sig selv respektfuldt gennem sport, god mad, dejlige oplevelser og lignende.

For andre kan det være nødvendigt at arbejde bevidst med at etablere support systemer omkring sig, der kan stå for den kærlige, uselviske og respektfulde spejling af én selv, som kan hjælpe én med at genkalde følelsen af grandiositet og overskud.

Dette kan en god ven eller partner stå for i perioder, mens der i andre perioder af livet og andre faser i den professionelle udvikling, kan være behov for en terapeut eller en coach, der kan hjælpe én tilbage på sporet.

Gode råd til at tåle afvisninger i et professionelt kreativt liv

Vær opmærksom på, hvad der er dit projekt med at være skabende: Hvorfor vil du fortsætte selvom der kan komme modstand?

Vær opmærksom på, hvordan du kan genskabe følelsen af grandiositet og overskud, når du oplever afvisninger af dit arbejde.

Sørg for at have mennesker omkring dig, der hjælper dig med at holde den følelsesmæssige balance og det faglige fokus, så afvisninger bliver anledninger til at reflektere for at komme klogere tilbage på sporet.

AFSLAGETS ANATOMI

29

28

AFSLAGETS ANATOMI

INSTRUKTØRERFARINGER:

: Jeg får energi af det. Hvis

I forbindelse med tilblivelsen af dette TAKE har vi stillet en række instruktører spørgsmål om deres erfaringer med afslaget. Her er et udvalg af svarene på spørgsmålet Fighter, Foto: Jens-Juncker Jensen

Hvordan påvirker et afslag dig?

jeg tror på det, slipper jeg det ikke. Der er dog projekter som umiddelbart bliver lagt i en skuffe, for så at blive samlet op senere, hvis mulighederne bare ikke er der.

: Jeg lærte tidligt at komme

hurtigt op på hesten igen og begynde på en af de andre historier jeg har hobet op.

: Det kommer helt an på

formuleringen af afslaget.

Jeg har modtaget konstruktive afslag med klare tilkendegivelser af både interesse for projektet og dets svage punkter. Punkter der har været til at bearbejde, og også senere, for det meste, har ført til et tilsagn.

: Når man er kreativ, så får man hele tiden ideer. Men det er ikke

alle ideer som man vil kæmpe for. Det kan sammenlignes med det at finde en kæreste. Igennem livet møder vi hele tiden mange dejlige og vidunderlige mennesker, men det er ikke alle vi ender med at kysse med og/eller udvikle en kæreste-relation sammen med. Nogle kærester og forhold er værd at kæmpe for, hvor justeringer er nødvendige. Andre er ikke. Og så er der de der ideer eller kærester, som man vil give sin højre arm for - gå igennem ild og vand for. Det der er det vanskelige er, at tvivlen altid følger en som kunstner og derfor kan det være svært at vurdere hvilke ideer man skal kæmpe for. Og nu er vi tilbage til det med det smertefulde. Der er ideer som altid vil nage en - lige som the one that got away.

: Jeg bliver altid rasende over inkompetence. Især når man har et system,

hvor blot ét inkompetent menneske udgør 50% af ens ansøgningsmuligheder.

Men det er meget sjældent, at jeg opgiver et projekt som følge af afslag.

Jeg sidder og tænker over, om jeg nogensinde har hørt noget fra en konsulent, som har gjort mit projekt bedre. Det er skræmmende, men det kan jeg nok tælle på en hånds fingre. Og jeg har trods alt søgt DFI i 30 år.

Jeg har fået mange afslag, og sat mig ind i begrundelserne. Hvis jeg selv har troet oprigtigt på projektet, har jeg søgt igen. Det har ført til projektets gennemførsel hver gang. :

: Det kommer meget an

på projektet, men som regel afføder det en fighter-ånd, om den så bliver kanaliseret ind i samme projekt eller nye ting, er forskelligt.

: Forskelligt. Der er nogle, der rammer så

hårdt og afklapsende af det lukker helt for lysten. Men som regel fortsætter jeg eller ligger det i dvaletilstand. - afhængig af om der findes andre veje og muligheder.

med konsulenten at forstå begrundelsen hvis ikke den er tydelig. Herefter bruger jeg lidt tid på at vurdere projektet ud fra de nye betragtninger. Men oftest har jeg tænkt, at nu må filmen laves så han/hun/de kan se, at de tog fejl.

Fighter, Foto: Sebastian Wintero

: Først forsøger jeg gennem samtale

AFSLAGETS ANATOMI

31

30

AFSLAGETS ANATOMI

af Martin Strange-Hansen

At blive bombet tilbage til “År 0” - historien om et afslag Julie Bille: FotoTamia Hurtado

1 EXT/ SØ, UKENDT LAND/DAG “Vi ser gennem øjnene på ’noget’ der svømmer op fra den bundløse sø. Gennem tangen og søplanterne.

Gennem mørket. Op mod lyset. Et lys, der bliver kraftigere og kraftigere.

Vi bevæger os op ad, og op ad. Hænderne foran os tager kraftige svømmetag i det dybe, grønne mørke.

Tams Vulkan: FotoTamia Hurtado

- “År 0” manustekst af Julie Bille

- Således starter manus til Julie Billes “År 0”, et thriller-suspense drama om et dansk par, som drager til Guatemala for at adoptere et spædbarn, men må sande at babyer ikke altid er af menneskelig oprindelse.

film realiseret: En møjsommelig arbejden sig gennem støttesystemer, økonomiske realiteter og meningstilkendegivelser frem mod greenlightet, der stråler så forjættende i synsfeltet.

Historien er inspireret af myter og indtryk fra Guatemala, hvor Julie har boet siden 2008, og startscenen kunne lige så godt være et billede på processen med at få sin

Filmen, er planlagt til at være Julies debutspillefilm. Efter et treårigt udviklingsforløb ved New Danish Screen, flytter Julie, efter at have sundet sig, projektet over i Spil-

lefilmskonsulentordningen. Det har dog brug for et nyt manus, da det samarbejde med en manuskriptforfatter, som Julie blev opfordret til at indgå på New Danish Screen-ordningen, i Julies optik har taget projektet i en forkert retning. Hun har derfor egenhændigt genskrevet en ny version, som hun søger manusstøtte til. Hun ser frem til samarbejdet med konsulenten, som hun har haft et positivt indledende møde med.

Men sådan kommer det ikke til at gå. Julie modtager et afslag fra filmkonsulenten.

Et afslag med en formulering, som hun føler underkender hende som filminstruktør. Hvorfor hun efterfølgende klager til Filminstituttets ledelse og branchens interessenter.

Alt dette foregik i 2016. I nutiden har jeg en mørk efterårsaften sat Julie i stævne på Zoom. Da hun toner frem på skærmen, fremkalder den lyse lune Guatemala morgensol og yogaretreat-stemningen i boligen bag hende, akut breddegrads-misundelse i min ende af Zoomen.

Omdrejningspunktet i vores Zoom-rendevous er et genbesøg af det afslag, som vakte hendes vrede for år tilbage. Hvorfor hun klagede, kommer vi ind på senere, i første

omgang er jeg interesseret i at undersøge, hvordan hun i dag, med års distance, oplever afslagets ordlyd. Julie har generøst, og må jeg bemærke, frygtløst indvilliget i at lade mig videreformidle afslagets ordlyd.

Vi har aftalt, at jeg læser afslagets formuleringer om projektets styrker og svagheder op i bidder og får hendes respons på det undervejs gengivet i interviewform. Jeg udelader her konsulentens obligatoriske historiereferat og går direkte til selve afslaget.

Afslagsteksten indledes med, at filmkonsulenten fremhæver projektets styrker og svagheder. Konsulentens gennemgang i første del af afslaget, vækker genklang ved Julie. Hun respekterer filmkonsulentens fagligt og kunstnerisk relevante kritikpunkter: “Jeg bifalder projektets mod på at udfordre den klassiske fortælling og den logik, de årsagssammenhænge, som den traditionelt fortællende film benytter sig af. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på nogle af Michelangelo Antonionis centrale værker, hvor det, der starter som plotdrevne fortællinger, snart opløses og transformeres til eksistentielle tilstandsfilm, hvor virkeligheden smuldrer og formål fortaber sig i meningsløshed. Hos Antonioni falder historien og karak-

terernes indledningsvise projekt fra hinanden og åbenbarer sig som tomhed, selvbedrag eller illusion.”

Martin: Hvordan reflekterer det, som filmkonsulenten her siger, med det, du gerne ville med projektet?

Julie: Altså, jeg kan godt se, at der er fragmentariske elementer, men jeg var ikke ude på at lave en decideret fragmentarisk fortælling eller bryde med en klassisk fortælleform. Det var mere min arena, der er specielt. Jeg ville egentlig gerne have, at det var en spændende historie, og den må gerne være klassisk fortalt.

“Uden sammenligning i øvrigt oplever jeg også, at “År 0” foretager en lidt tilsvarende dekonstruktion af det plot som indledningsvis etableres, idet adoptionshistorien gradvist træder til side for en mytologisk fortælling, med rødder i, hvad jeg antager er Guatemalansk folklore; et sagn om fiskemennesker. Således omdannes en tilsyneladende traditionel historie til en allegorisk fabel, i takt med, at hovedpersonernes konkrete projekt falder fra hinanden. Det er bestemt ikke et uinteressant greb.”

AFSLAGETS ANATOMI

Julie: Ja, jeg har ikke tænkt filmen som udelukkende fragmentarisk. En fabel måske. Der er helt klart noget fabel-præget i den, i og med, at der er de her undervandsvæsener med. Det er en fabel, der spejler den vestlige materialisme. Det kan jeg godt skrive under på.

Martin: Hvad tænker du om det, filmkonsulenten skriver, med at hovedpersonernes konkrete projekt falder fra hinanden.

Genkender du det?

Julie: Ja, det synes jeg sker lidt i historien.

De har et konkret projekt med at hente deres barn, og det falder så fra hinanden samtidig med, at der en mytisk verden, der åbner sig mod slutningen. Den mytiske verden tager måske mere og mere over, imens deres projekt falder fra hinanden.

Det syntes jeg godt, jeg kan genkende.

“Jeg oplever, at der på et tematisk niveau tegnes en streg mellem vestlig materialisme og verdens undergang. Vestens (over)forbrug er ikke blot en økologisk katastrofe, men også en livsstil som producerer en tilstand af desperat åndelig fattigdom. Et eksistentielt tomrum som vores hovedpersoner måske kan fylde med endnu en ’vare’.”

Julie: Det synes jeg er meget godt beskrevet. Det er i hvert fald ét lag i den.

Martin: Det vil jeg gerne dvæle lidt ved.

Nogle gange får man et afslag, hvor det virker som om filmkonsulenten ikke har læst projektet. Det er læst rent praktisk, men konsulenten har ikke set intentionen i projektet.

Har du her en fornemmelse af, at filmkonsulenten ser, hvad du vil med dit projekt?

Julie: Ja og jeg syntes faktisk konsulenten var rigtig god til at læse. Altså jeg kunne egentlig godt lide de kommentarer og den sparring jeg fik, da vi havde vores mundtlige møde.

Efter således i afslagets første del at have beskrevet projektet, dets tematik og styrker, beskriver filmkonsulenten i den næste del det, som i sidste ende er grunden til afslaget, nemlig projektets svagheder: “MEN jeg oplever det som en svaghed, at man er usikker på, hvad man skal ønske for karaktererne og historien. Hvad man populært sagt skal ’heppe på’ bliver deres og historiens udfald. Når der ikke er et særligt mål for karaktererne, eller et særligt udfald at håbe på, er det i høj grad sinds-, kultur- og tilstandsmotiverne som står tilbage, som det, der skal fastholde engagementet. Og til det, finder jeg dem sammenlagt for uklare.”

Julie: Jamen, det synes jeg faktisk er ret præcist formuleret. Det kan jeg godt følge.

Til det vil jeg så sige, at det er jo noget jeg ville arbejde på under videreudviklingen af historien. Men hvis konsulenten syntes, at det var for stor en elefant i rummet, så er det jo et fint grundlag for et afslag.

“Ydermere oplever jeg ikke at hovedkaraktererne træder tydeligt og derfor udfordrende nok frem, da deres psykologi og nuancer overskygges af de ydre begivenheder og de overnaturlige ting de konfronteres med.”

Julie: Det synes jeg også filmkonsulenten har ret i, det er jo et perspektiv. Og til det kan man sige, at man jo kan trække karaktertegningen frem i en yderligere gennemskrivning. Så det er ikke en fejl som sådan.

Det er bare dér, hvor processen er nu. Der mangler den karaktertegning, som typisk kommer til allersidst, hvor man har lært sine karakterer godt at kende.

Martin: Så de to passager, jeg har læst op her, beskriver svagheder, hvor du tænker: “Ja det er rigtigt, der er en svaghed der, men det er noget som kan udvikles på, og arbejdes med”?

Julie: 100 % ja. Jeg synes, det er nogle gode kommentarer. God feedback og ikke noget, der ikke kan udvikles videre på.

I første omgang springer vi over næste del af afslaget, som indeholder sætningen som var årsag til Julies klage, og springer ned til afslagets sidste del, hvor projektet vejes op mod bunken af andre projekter:

AFSLAGETS ANATOMI

en nyskrevet version af “År 0” uden en producer, med intentionen om at bruge et støttetilsagn til at få tilknyttet en ny producer.

Da hun modtager afslaget, tilbydes hun muligheden for et afslags-møde af filmkonsulenten. Til afslagsmødet skal hun medbringe en bisidder, men selv om en god kollega stiller beredvilligt op, føler Julie, at uden en producer, med en anpart i projektet, som kan støtte hende på mødet og i arbejdet med projektet efterfølgende, er der intet givtigt ved et sådant møde.

Hun ender derfor med at aflyse mødet,

“År 0 kan muligvis blive et stærkt projekt, men i det samlede felt af projekter, vurderer jeg det ikke til, at være blandt de stærkeste.

Af ovennævnte grunde og i lyset af den tilspidsede konkurrence mellem de mange projekter samt de begrænsede midler jeg har til rådighed, giver jeg derfor afslag på ansøgningen.”

men dermed er afslaget ikke et overstået kapitel for Julie. Som tidligere beskrevet, sender Julie efterfølgende en klage til Ledelsen på DFI. I klagen fremgår det, at der især er en sætning i afslaget, som falder Julie for brystet: «Med dine hidtidige film i erindring er jeg endvidere ikke overbevist om, at du på nuværende tidspunkt i din karriere har tilstrækkelig praktisk erfaring til, at løfte et indholdsmæssigt og produktionelt kompliceret – tilmed oversøisk - projekt som År 0, så resultatet bliver tilstrækkelig overbevisende.”

Martin: Hvad tænker du om formuleringen her omkring begrænsede midler og vurderingen af konkurrencen mellem projekterne?

Julie: Jeg tænker en ting og det er: Jeg beder ikke om produktionsstøtte. Jeg beder om lov til at komme ind i systemet. Få 30.000, så jeg kan skrive videre og tilknytte en producer, som kan løfte projektet. Det er det, der er mit mål. Men det har filmkonsulenten så ikke prioriteret. Samtidig er det ikke pengene, det handler om for mig. 30.000 er jo ikke særligt mange penge, men det handler om at få et ben indenfor, så jeg kan komme videre med en producer og et selskab og så videre. For uden finansiering i projektet er det svært at finde en producer, som vil gå videre med det.

Julie fortæller, at hun har haft et frugtbart og stærkt samarbejde med producer Jesper Morthorst på sine to foregående film.

Samarbejdet fortsatte med “År 0”, men gik i opløsning, da projektet blev lagt ned på New Danish Screen, efter at Jesper og Julie i tre år havde forsøgt at efterkomme de dessiner og råd for projektets udvikling, som blev udstukket. Det er i Julies optik, ikke samarbejdet som gik i stykker, det var processen med “År 0” i New Danish Screen, som drænede energien ud af Jespers engagement i projektet.

Efter en positiv indledende samtale om projektet med filmkonsulenten, har hun derfor ansøgt konsulentordningen med

Ja, jeg har ikke tænkt filmen som udelukkende fragmentarisk. En fabel måske. Der er helt klart noget fabel-præget i den, i og med, at der er de her undervandsvæsener med. Det er en fabel, der spejler den vestlige materialisme. Det kan jeg godt skrive under på.

Tyren: Foto Julie Bille

Martin: Så noget af det filmkonsulenten fremhæver, som styrker er det fragmentariske. Læser konsulenten noget som du ikke har prøvet på at gøre?

33

32

Julie skriver i sin klage til DFI’s ledelse: “Filmkonsulenten mener altså, at jeg mangler praktisk erfaring”.

Martin: Så skriver du et brev til ledelsen på DFI. Hvorfor?

Julie: Det er jo fordi filmkonsulenten ud over at snakke om historien også skriver: “Desuden tvivler jeg på, at du med din baggrund kan løfte et projekt i Guatemala”. Og det er der, hvor jeg tænker: “Hvorfor? Hvorfor skriver konsulenten det? Det passer jo ikke!” Det skulle konsulenten bare slet ikke sige.

AFSLAGETS ANATOMI

35

34

AFSLAGETS ANATOMI

”Bobby”: Foto Julie Bille

Det er jo subjektive meninger, sådan er det med konsulenter. Så det er konsulentens subjektive mening

Julie har på det pågældende tidspunkt en omfattende filmproduktion bag sig, med 9 kort- og novellefilm. Den seneste var den Robertvindende 54 min lange “Bobby”.

Det er med andre ord ikke erfaring, Julie mangler.

At Julie vil optage en film i Guatemala har ikke været genstand for problematisering på New Danish Screen-ordningen. Med bopæl i Guatemala, ser Julie ikke projektet som en oversøisk produktionel størrelse.

Søen hvor filmens handling foregår, strækker sig ud for foden af det bjerg, hendes hus ligger på. Det er groft sagt hendes baghave, filmen skal optages i.

Julie oplever at sætningen krænker hendes professionalisme og erfaring som filminstruktør. At den underkender hende og hendes relevans i støttesystemet og filmbranchen. Hendes klage er det psykiske forsvar mod den krænkelse. Et behov for at tage kontrollen tilbage og insistere på sin identitet som instruktør.

Her slipper jeg mit interview med Julie for en kort stund, og overvejer om afslagets spørgsmålstegn ved Julies erfaringsgrundlag illustrerer forskellen mellem afslagsprocedurer på New Danish Screen og Konsulentordningen? I interviewet med tidligere filmkonsulent og leder af New Danish Screen-ordningen Jakob Høgel, som kan læses her i bladet, udtaler Jakob Høgel følgende:

Om New Danish Screen “Ånden i New Danish Screen er, at vi tror på talentet, så der er en udstrakt tillid til, at ansøgerne bakser projektet på plads i processen. Hvor man på konsulentordningen, ikke bruger energi på ansøgerens udvikling, er det anderledes på New Danish Screen. Her er det nogle unge filmfolk, hvis karriere man er med til at få bygget op.”

“Konsulentordningen er produktorienteret, med fokus på hvem der laver produktet, men der er ikke et særligt blik på filmskaberens udvikling.”

Om konsulentordningen “På konsulentordningen gør man sig en første overvejelse ved gennemlæsning: Er det her et projekt jeg kan se for mig på nogen som helst front? Hvis svaret på det er “Nej”, skriver man et “hårdt afslag”. …Så folk ikke tænker, at nu skal jeg udvikle det i alle mulige retninger.”

“Det er kriterier, som har indvirkning på kommunikationen i afslagene også.”

Filmkonsulenten har, med andre ord givet Julie det, som Jakob Høgel betegner som et “hårdt afslag”, for ikke at åbne for en yderligere manusudvikling af projektet. Ud fra filmkonsulentordnings-termer, er der måske ikke tale om en fradømmelse af Julies filmkørekort, men et nej tak til projektet. Det er dog ikke sådan, Julie opfatter det. Afslaget fra filmkonsulenten, får hende til at tvivle på, om hun hører til på DFI’s ordninger.

Herfra vender vi tilbage til interviewet med Julie, som erklærer sig lodret uenig

med filmkonsulentens vurdering af hendes erfaringsgrundlag: Julie: Det er jo subjektive meninger, sådan er det med konsulenter. Så det er konsulentens subjektive mening, at jeg ikke vil kunne løfte en produktion i Guatemala.

Martin: Er det egentlig ikke det, der er omdrejningspunktet her? Det er det, som det afslag gør ved dig. At du føler det på en måde siger: “Jeg tror ikke på dig!”

Julie: Jamen, det er jo det, det gør.

Martin: Og hvis filmkonsulenten ikke gør, så gør Filminstituttet heller ikke?

Julie: Er det egentlig ikke det? Det er jo en killer, fordi det er tydeligt, at jeg faktisk har den erfaring.

Martin: Altså, jeg tror ikke, at intentionen har været, at du skulle have oplevelsen af, at du ikke havde erfaring nok til at kunne lave

en spillefilm. Jeg tror, at da filmkonsulenten læser det og ved, at der er en historik, hvor der er arbejdet længe på det her projekt, uden det har løst det, som måske hele tiden har været grundproblemerne i historien.

Så vil filmkonsulenten måske have, at du starter på noget nyt? Det er derfor I har det positive indledende møde, fordi konsulenten ser et potentiale.

Julie: Det kunne konsulenten jo have skrevet. Konsulenten kunne have skrevet: “Jeg vil gerne være med til at støtte dig. Fordi jeg tror på dig som person. Jeg vil gerne være åben for, hvis du kommer med en idé til noget nyt”. Et eller andet i den retning.

Martin: Så, hvis vi nu vender tilbage til det, jeg har læst op fra afslaget: Her blev fremhævet nogle styrker i projektet. Der var formuleringer i afslaget som du oplevede som misforstået omkring det fragmentariske i forhold til din intention. Herefter fremhævede filmkonsulenten nogle svagheder i manus, som du bemærker er god feedback.

Men derfra synes du, at konsulenten skulle have sagt: “Men jeg tror ikke på projektet”.

Julie: Og “Jeg tror på dig som instruktør”.

Martin: Det havde været et bedre afslag for dig at modtage?

Julie: Så havde jeg jo bare kunne sige: “Okay, det er historien. Det er ikke mig.” Så havde jeg jo ikke haft noget grundlag for at skrive det brev til DFI’s ledelse og så videre.

Så havde det måske også været lettere for mig at kigge på historien i stedet for at lade det handle om alle mulige andre ting.

Vores Zoom-session udløber. Jeg takker Julie mange gange for hendes åbenhed og mod til at dele sit afslag med en følelse af, at det har været mindre smertefuldt at genbesøge afslaget end frygtet. Som væsenet, der svømmer mod lyset i starten af Julies manus, forlader vi afslaget:

AFSLAGETS ANATOMI

37

AFSLAGETS ANATOMI

Julie Bille, foto: Markus Haller

“Jeg har stadig lyst til at lave film. Jeg drømmer stadig om det kreative flow, der bare strømmer og strømmer, og som ikke stoppes af konsulenter og filminstitutter. Men uden drømmen om at blive elsket af andre end mig selv, er der en stille fin fred, en rolig vished om, at alt er som det skal være. Med eller uden afslag. Med eller uden film.”

36

JULIE BILLE, FØDT 1971 Uddannelser: Filminstruktør, Super 16 2004 Grafisk Designer, Danmarks Designskole 1998 Tegneserietegner, Ecole Superieure Arts Plastigue, Bruxelles, 1993 Filmografi: “Mambo” 1996, Dansk Novellefilm, nomineret til CATOON D’OR for bedste korte animationsfilm “Øjesten” 1997, Filmværkstedet “Under dagen” 2000, Fillmværkstedet + Kulturministeriets udviklingsfond, FIRST PRIZE Of THE JURY - Venice Int. Short Film Festival, BEST SHORTFILM - Public service Channel TV-prize Portugal, SPECIAL EFFECTS PRIZE - Avanca Int. Film Festival “Candela” 2002, Super 16 “Cool girl” 2003, Super 16 “Tyren” 2003, Kort & Dokumentarfilmsordningen, Official selection Nordisk Panorama “Vildt” 2004, Super 16 “Hundeøjne” 2006, New Danish Screen “Bobby” 2009, New Danish Screen, ROBERT for bedste lange novellefilm 2010

Vi når op til søoverfladen, og helt op på søbredden. Som om det var første gang. Vi hvæser efter vejret. Hiver efter vejret. Trækker luften dybt ned i lungerne, hvæsende. Der er solen. Den blænder os.” - År 0, manustekst af Julie Bille

6 x modtager af Statens Kunstfond Udvalgt nyt filmtalent, PIX SESSIONS, CPH PIX 2012 Bosiddende i Guatemala Filminstruktør, Kunstner, Sanger, Illustrator https://juliebille.artstation.com År 0-kronologi kort: Spillefilmsprojekt af Julie Bille

Efterskrift: I anledning af New Danish Screens 10 års jubilæum i 2014, udgav Filminstituttet jubilæumsskriftet “Processer” med beretninger og betragtninger fra et par håndfulde af ordningens brugere. På side 32-33 i udgivelsen optræder en tekst af en ung kvindelig filminstruktør, som reflekterer over det afslag, hun kort forinden har modtaget:

“Det er på mange måder en uafviselig partykiller, at den konsulent, der begejstret har været med til at udvikle manuskriptet, også er den, der vælger ikke at støtte filmens endelige produktion. Men jeg har slet ikke lyst til at skrive om et afslag. Jeg har lyst til at skrive om det kreative flow, der bare strømmer og strømmer inde i mig og er ustoppeligt.”

Ordene er Julie Billes, og handler om afslaget som “År 0” har modtaget på New Danish Screen-ordningen. Følelserne, hun udtrykker i sin tekst, kender vi alle, lige som vi nok alle kan genkende den ukuelighed, og behov for at rejse sig igen og vedblive at udtrykke sig kreativt - på trods af afslagenes nedslående natur. Jeg lader derfor Julie få det sidste ord, med endnu en passage fra hendes tekst:

“Jeg har stadig lyst til at lave film. Jeg drømmer stadig om det kreative flow, der bare strømmer og strømmer, og som ikke stoppes af konsulenter og filminstitutter. Men uden drømmen om at blive elsket af andre end mig selv, er der en stille fin fred, en rolig vished om, at alt er som det skal være. Med eller uden afslag. Med eller uden film.”

2011-2014: I udvikling på New Danish Screen-ordningen, sammen med producer Jesper Morthorst.

2014: Afslag på produktionsstøtte på New Danish Screen. Den lange udviklingsproces plus afslaget får producer Jesper Morthorst til at smide håndklædet i ringen, hvorefter Julie står uden producer på projektet.

2015: Julie beslutter at søge spillefilms-konsulentordningen med projektet, med en ny egen gennemskrivning af projektet, denne gang uden producer. Planen er at tilknytte en ny producer til projektet efter et muligt tilsagn om manusstøtte.

Julie inviteres til et indledende møde af filmkonsulenten, som ifølge Julie, mundtligt udtrykker stor interesse i projektet. Julie går fra mødet med indtryk af, at filmkonsulenten vil tildele hende manusstøtte, når hun indsender ansøgningen.

Julie får i første omgang udfyldt ansøgningsformularen forkert, da hun afkrydser at filmen ikke har været ansøgt DFI tidligere, på trods at filmen har været i udvikling i New Danish Screen i 3 år. Filmkonsulenten tager, ifølge Julies opfattelse, denne fejl meget ilde op og beder hende gensende ansøgningen med formularen korrekt udfyldt.

2016: Efter genansøgning med korrekt udfyldt ansøgningsskema modtager Julie afslag på ansøgningen om manusstøtte til projektet.

Claus Ladegaard, foto: Nikolai Østergaard

AFSLAGETS ANATOMI

38

Det er ikke nogen menneskerettighed at lave film Interview med Filminstituttets direktør Claus Ladegaard Af filminstruktør Morten Henriksen

Claus Ladegaard tager imod mig stående i døren til sit store hjørnekontor på 3. sal i Filmhuset, hvor han er ved at afslutte en anden samtale. Anledningen til interviewet er den undersøgelse, som Danske Filminstruktører har fået lavet om ’Aldersfordeling blandt danske filminstruktører for støttetildelinger og biografsalg’: Har DFI kun blik for de unge, de nye og fremadstormende talenter, og specielt kvinderne, og mangler der et blik for de ældre instruktørers kvaliteter og livserfaring?

Selv repræsenterer jeg en gruppe af ældre instruktører, der hidtil har nikket ja til spørgsmålet. Gruppen består foruden mig selv af følgende: Anders Refn, Anne Wivel, Flemming Quist Møller, Jannik Hastrup, Jon Bang Carlsen, Mette Knudsen, Morten Arnfred, Nils Malmros, Nils Vest, Rumle Hammerich, Søren Kragh-Jacobsen, Torben Skjødt Jensen.

Ladegaard kigger på mig: ”Jeg kan se, når jeg kigger på navnene på de 10-12 instruktører, som har talt sammen, at halvdelen af dem er i produktion eller har lige været i produktion.”

Ja, ja, der er nogle af dem, der er ret forkælede. Men jeg tror også, at flere af dem har engageret sig, fordi de mener, at andre kvalificerede instruktører har det unødigt hårdt.

”Det tror jeg også, de har, men jeg tror, at det handler om, at det samlede antal instruktører er steget ret kraftigt. Der er 570 medlemmer af Danske Filminstruktører, og undersøgelsen taler om over 800 cpr-numre. Her taler vi altså om en konkurrence om nogenlunde de samme midler i 2021, som er meget hårdere, end den var i slutningen af 90’erne.”

Det viser sig vel i undersøgelsen, siger jeg, at det er sværere som ældre at komme igennem og få nogle manuskriptstøtter hos konsulenterne. Der er også en tendens til, at det er sværere for ældre instruktører at komme igennem hos de skiftende børne- og ungdomskonsulenter.

Ladegaard nikker: ”Der er vel også en generation fra 40 til 55, hvor folk er mest produktive. På sin vis er det også det, der vises i undersøgelsen her. Der ligger sådan en pukkel i midten. Det er svært at komme ind i det her system, og det kan også være svært at fortsætte med at lave film. Men det er vel nogenlunde det billede, der er.”

Ikke de store overraskelser Problemet er, at Danske Filminstruktørers undersøgelse ikke rigtig bekræfter vores, de ældre instruktørers, påstande. Sådan som den er udformet, er der ikke så meget at komme efter. Jeg har derfor på forhånd

39

AFSLAGETS ANATOMI

... jeg oplever ikke, at vi skal sikre, at de 6 + 6 instruktører, der hvert andet år kommer ud af filmskolerne, skal komme til at lave film. Det er IKKE vores opgave. Det er ikke nogen menneskerettighed at lave film.

AFSLAGETS ANATOMI

40

41

AFSLAGETS ANATOMI

Her er den 77-årige Anders Refn ved at optage slutscenen til sin film ‘De forbande år 2’

et familieliv med forpligtelser og faste udgifter.”

Ladegaard fortsætter: ”Der er et andet problem, som er forbundet med det forrige, og det er de såkaldte EN-films-instruktører (dvs. instruktører, som kun kommer til at lave en spillefilm). Det er omkring 10 år siden, det blevet gjort systematisk op, og det viste sig, at over 60% af de instruktører, der laver spillefilm, laver kun EN enkelt. Den analyse viste også, at de spillefilm havde en lavere kvalitet – vurderet efter festivaldeltagelse og antal solgte biografbilletter.

Derfor kan man sige, at der er indbygget et problem i vores system: Det er lidt for let at debutere, og det er lidt for svært at have en høj produktionsfrekvens. Det er et kæmpe problem, og desværre mener jeg snarere problemet vokser i øjeblikket end skrumper.”

Data bliver hurtigt en spændetrøje

besluttet ikke at bruge så meget tid på undersøgelsen, men har i stedet for samlet en række af de frustrationer over DFI, som cirkulerer mellem instruktører – unge og ældre - for at høre Ladegaards kommentarer til dem.

”Jeg mener egentlig ikke,” siger Ladegaard, ”at vi har et ansvar for nogen. Jeg synes, vi har et ansvar for at sikre, at hvis der er nogen af dem, der kommer ud af uddannelsesinstitutionerne, der har talent, at vi så får grebet fat i dem og giver dem en mulighed for at bevise, at de kan lave en film. Og hvis de kan det, så også relativt hurtigt efter det lave en til. Men jeg oplever ikke, at vi skal sikre, at de 6 + 6 instruktører, der hvert andet år kommer ud af filmskolerne, skal

Så vender jeg tilbage til Danske Filminstruktørers undersøgelse: Har du andre kommentarer til undersøgelsen? ”Nej,” siger Ladegaard, ”der er ikke mange store overraskelser. Når jeg læser rapporten bliver jeg sådan set relativt beroliget.

Altså der kunne jo godt have ligget en eller anden meget voldsom skævhed i det. Den har jeg svært ved at få øje på. Der er en tendens til at de ældre instruktører er mere på markedsordningen end på konsulentordningerne. De lidt yngre instruktører laver især film til børn og unge. Alt sammen tendenser, som er relativt forudsigelige. Vi kigger i virkeligheden IKKE på alder på den måde, at har vi haft tre instruktører under tredive, så skal vi have to over 70.

Det er IKKE en del af tilgangen.”

EN-films-instruktører Har du nogen kommentarer til det, at gruppen af ældre instruktører i Danske Filminstruktører skrumper overraskende hurtigt, når folk er over 60, så er der egentlig ikke så mange instruktører tilbage.

Ladegaard tænker et øjeblik, så siger han: ”Der er noget med, at der i dag uddannes langt flere end tidligere. Der er mere end 800 instruktører med i undersøgelsen, og hvis man kigger på antallet af film, der produceres, så er der 25 spillefilm og 30-35 dokumentarfilm om året, så hvis der bare skulle være en nogenlunde fornuftig produktionsfrekvens indenfor antallet af instruktører, så er der alt, alt for mange.

Det er det ene svar. Det andet svar det er: At mange forlader film- og tv-branchen, når de kommer lidt op i alder, bare i 30’erne.

Der er jo noget i den måde, som film- og tv-branchen fungerer på, som virkelig er meget udfordrende i forhold til at have

Ladegaard mener hurtigt den slags bliver en spændetrøje: ”Hvis vi skulle indsamle

kønsfokus for en 5-6 år siden, da vi kunne se, at det kun var 20% af ansøgerne, der var kvinder. Nu nærmer vi os i virkeligheden 40% af kvinder. Det er en udvikling, som gik langsomt i starten, men som er gået rimelig hurtigt de sidste par år. Og vores fuldstændigt klare holdning er, at vi prioriterer IKKE kvinder. Vi har en målsætning om, at der skal være lige mange mandlige og kvindelige instruktører, men det er sådan set ud fra en relativ enkel tilgang, der hedder, at sandsynligvis er mænd ikke bedre til at lave film, end kvinder er. Men vi kommer ikke til at støtte 50% kvinder, fordi der skal være 50% kvinder. Det er et mål, vi forhåbentlig når en dag.”

Markante udmeldinger om kvinder

”Dette er også et spørgsmål om lovgivning.

Ifølge dansk lov er det faktisk sådan, at hvis vi var gået ud og havde sagt, at vi støtter 50% kvinder, så ville det være ulovligt. Lad os nu holde fast i, at dette med filmstøtte drejer sig om kvalitet, med alle de diskussioner vi nu kan have af kvalitet. Lad os ikke tale om, at så og så mange skal laves af kvinder, og så mange af unge. Det er i virkeligheden en vigtig bestræbelse at holde så mange af disse særskilte hensyn væk – og det er lykkedes til et vist punkt, og til et vist punkt er det ikke lykkedes. Frygten er selvfølgelig, at der en dag ved siden af konsulenterne ligger en liste på tolv krav, der altid skal opfyldes. Der skal være så og så mange kvinder, der skal være så og

Silje Riise Næss har haft nogle meget markante udmeldinger, som virkelig deler instruktørerne. Hun beskrev i en artikel i Ekko, at der var kun 20% af hendes ansøgere, der var kvinder, 80% var mænd, alligevel så valgte hun at støtte lige så mange kvinder som mænd, for det var vigtigt for hende, at flere kvinder kommer til, for så ville der hurtigere vise sig nye kvindelige instruktørtalenter. ”Vi støtter efter kvalitet,” siger Ladegaard. ”Det gælder også Silje. Det, hun har sagt, er, at hun har holdt øje med sine egne forudfattede meninger i forhold til de projekter, der er kommet ind. Vi begyndte på det her

Her ses Anders Refn med nogle af de mange nazi-soldater, som det vrimler med i ‘De forbandede år 2’, foto: Vibeke Tuxen Winding

Hvilket ansvar mener du, at DFI har for den voksende skare af instruktører, der bliver udklækket på Filmskolen, Super16 og filmskoler i udlandet?

komme til at lave film. Det er IKKE vores opgave. Det er ikke nogen menneskerettighed at lave film.

- Da denne undersøgelse blev lavet, så spurgte de jer fra Danske Filminstruktører, om I har nogen tal på, hvor mange der har ansøgt i de forskellige aldersgrupper, så fik de det svar, at I ikke har nogen tal, og I planlagde heller ikke at begynde at indsamle dem. Hvad er grunden til, at I ikke vil indsamle dem?

de tal, så skulle det være, fordi vi ville bruge dem til et eller andet. Nu viser det sig så, at de skævheder der er, er relativt små, så derfor synes jeg sådan set ikke, der er nogen speciel grund til at indsamle dem.

Og det er klart, at der har selvfølgelig været nogle undtagelser, for der har været noget fokus på, at der har været en underrepræsentation af kvinder. Det betyder, at så begynder vi at være lidt mere systematiske med at indhente tallene her. Hvis vi nu havde haft en formodning om, at der var en stor skævhed på alder, så ville vi nok være gået mere systematisk til det, men nu viser undersøgelsen, at det er der ikke. Det er nok bare det, der er svaret på det.”

... der er indbygget et problem i vores system: Det er lidt for let at debutere, og det er lidt for svært at have en høj produktionsfrekvens. Det er et kæmpe problem, og desværre mener jeg snarere problemet vokser i øjeblikket end skrumper.

AFSLAGETS ANATOMI

Nej-bunken Noget som bliver diskuteret meget mellem instruktører er, om det giver mening at genindsende sit manuskript (som man selv elsker) til DFI, eller om man hellere skal komme med noget nyt: Hvordan forholder I jer til, at det samme manuskript kommer ind til DFI flere gange?

Ladegaard nikker: ”På konsulentordningen er det en del af hele systemet, at de skal kunne komme ind flere gange. Hele konsulentsystemet er bygget op om, at det er en vurdering, som er truffet af et enkelt menneske, som er udstyret med beslutningskompetencen her, og som selvfølgelig også ser på projekterne med sit blik, og derfor kan man sige, at udover, at man kan søge hos de to konsulenter, så kan man selvfølgelig også søge, når der kommer en ny konsulent. Det sker dog relativt lidt på konsulentordningen. På markedsordningen var der simpelthen en tendens til, at det samme projekt eller manuskript blev indsendt igen og igen og igen. Der har vi så simpelthen sat et tal på det, man kan KUN søge TO gange. Det er klart, at der kan dispenseres fra det her, hvis der er et projekt, som er blevet radikalt omarbejdet.

Men det har faktisk været for at undgå, at vi faktisk stadig sidder og laver den samme bedømmelse igen og igen.”

Blandt instruktører er det almindeligt at antage, at filmkonsulenterne påvirker hinanden, bl.a. fordi de kan gå lige hen til deres computer og læse, hvilken medfart et projekt før har fået: Tidligere var det også forbudt for konsulenterne at læse hinandens indstillinger. I dag er det første en konsulent gør, hvis de får et projekt ind - som er blevet behandlet før - at de læser de vurderinger, der tidligere har været af projektet. Er det ikke farligt?

”Jamen, hør nu! Det regulerer vi ikke.

Konsulenterne må indsamle den viden, de har lyst til”, siger Ladegaard. ”Det er jo også, fordi vi kan se, at relativt tit får noget, som har fået afslag hos den ene konsulent, tilsagn fra den anden konsulent. Det sker faktisk rimeligt ofte. Det, vi siger til konsulenterne, det er: Du skal bedømme det her fra start. Det kan godt være, at du ved, at den konsulent, der sidder ved siden af dig, har sagt nej til det. Det kan også være, at du kender argumenterne, men du skal vurdere det her med dine øjne fra start. Det system fungerer faktisk udmærket. Det ligger også i det, at ansøgeren modtager et begrundet afslag – og så sker der meget ofte det, at der er noget, der omarbejdes eller forbedres, før man så søger igen, ikke. Det, som er lakmusprøven på, om det system virker, er, om noget som har fået afslag hos den ene konsulent, kan få støtte hos den anden konsulent, og det sker.”

Jeg har hørt nogen sige, at et projekt, der har været inde nogle gange, risikerer at havne i en slags nej-bunke, hvor det mere eller mindre automatisk får afslag. ”Jeg kender ikke nej-bunken,” siger Ladegaard. ”Jeg kender projekter, der har været inde en del gange og ikke er blevet støttet.

Jeg kender også projekter, der har været inde i forskellige forklædninger i mange år, som så ender med at få støtte til sidst. Et godt eksempel er jo Anders Refns to besættelsesfilm, der har været tyve år undervejs.

De begyndte som tv-serie, så kom de til DFI i 2015. I flere omgange blev de afvist, men endte så med at blive støttet og produceret på markedsordningen, så uden at jeg har en dugfrisk opgørelse over, hvor ofte det sker, så ved jeg, at det sker.”

Ikke gummi-stempel - Er det, som om der fra konsulenternes side er en modvilje mod at blive gummistempel til nogle næsten færdige projekter? ”Ja, det kan godt være,” svarer Ladegaard. ”Jeg vil nok placere det i den lidt ubevidste afdeling. Men det vil jeg ikke afvise, at det godt kan have været tilfældet. At projekter, der sådan set er færdigudviklede, sådan

set kan have en sværere gang hos konsulenterne end projekter, der kommer ind i en lidt mere tidlig form. Det, som jeg synes er interessant ved den iagttagelse, er, at det - der er sket over de sidste ti år – er, at vi faktisk har fået konsulentsystemet og markedsordningen til at hænge meget bedre sammen. Altså hvis du ser de film, der i dag produceres på markedsordningen, så er der mange af dem, som typisk er film, som ville have ligget på konsulentordningen tidligere, Thomas Vinterberg, Anders Thomas Jensen. Der er altså blevet en vandring igennem systemet, hvad jeg faktisk synes på mange måder er rigtig fint.

Og det understreger, at markedsordningen er mere en produktions-støtteordning, end det er en udviklingsordning - så der er det lettere at komme med nogle af de mere færdige projekter.

- Noget af det, som er faldet mange instruktører for brystet er, at flere konsulenter har udtalt, at de egentlig hellere ville have projekter, der ikke er alt for udviklede, når de får dem præsenteret, fordi de gerne vil være meddigtende eller medskabende. De vil gerne være en del af projektet.

Ladegaard ryster lidt på hovedet: ”Jeg ved sgu ikke rigtigt, om det er rigtigt. Tror du ikke, det er en myte? Det er i hvert tilfælde ikke den måde, som jeg oplever konsulenterne og deres arbejde på, hvor de kun går ind i projekter, hvor de kan blive en del af projektet. Men vi har jo i høj grad designet konsulentordningen til noget, der har med udvikling at gøre, hvor man kommer ind relativt tidligt med sine projekter. Så jeg tror, der er en tendens til, at der er et udviklingsfokus.”

Den nye lars von trier Hvor meget betyder manuskriptets kvalitet i forhold til, hvem instruktøren er? ”Der skal ikke være tvivl om, at det er jo en kombination,” siger Ladegaard. “Det er ikke det samme, hvis det nu er et nyt talent, vi kun har set i nogle kortfilm, som hvis det er en instruktør, der har 6-8 film bag sig.

Forholdet mellem det, der skal laves, og den, der skal lave det, er altid forskelligt.”

43

AFSLAGETS ANATOMI

Bruger konsulenterne for mange kræfter på at lede efter den nye Lars von Trier? ”Ja, det, tror jeg bestemt, kan være en motivation,” siger Ladegaard. ”Men den altoverskyggende motivation hos konsulenterne er vel at støtte nogle rigtig gode film.”

Konsulenternes aftagende magt - Nogle instruktører har ment, at konsulentordningen handler lidt for meget om konsulenter og for lidt om instruktørerne, fordi konsulenterne gerne vil styre for meget...

Ladegaard ryster på hovedet: ”Jeg synes ikke, det er rigtigt. Der er faktisk også et interessant historisk perspektiv, hvis man kigger på konsulentordningen. Går vi tilbage til 80’erne, 90’erne og nullerne, så var den helt afgørende stemme for, om et projekt blev realiseret eller ej, det var konsulenten. Altså sådan er det ikke længere.

Vi har projekter, som konsulenterne siger ja til, men som ikke kan få den medfinansiering eller den distribution, som er krævet, for at vi kan støtte dem. Så der er sket noget med den indflydelse, den magt, som konsulenterne har på projekterne.

Den var langt større tidligere, end den er i dag. Så det er i hvert tilfælde en del af historien også, at den afgørende beslutning om et filmprojekt trækkes betydeligt længere ud i dag end tidligere og ikke kun er op til konsulenten.”

- Er det så, fordi tv-stationerne kan sige nej? ”Det er fordi tv-stationerne kan sige nej, det er fordi distributørerne kan sige nej.

Biograferne er også blevet meget mere forsigtige med, hvad de sætter op, og hvad de engagerer sig i. Det handler også om, at antallet af spillefilm og de penge, der er til spillefilm er måske nok de samme i absolutte tal, som de var tidligere.

Men relativt set i forhold til markedet for levende billeder, så er pengene blevet mindre. Så den afgørende stemme, som en konsulent havde tidligere, den er aftaget, og man kan sagtens som konsulent sige ja, men det er slet ikke den samme garanti, for at projektet så bliver realiseret som tidligere. Problemet er så, at det går ud over de lidt mere eksperimenterende film – altså som kunstnerisk er lidt mere udfordrende: Chancen for som

producent at tjene sine penge hjem, den er bare blevet mindre. Hele indtægts- og finansieringssiden af film er skiftet rigtig meget de seneste år.”

Morten Henriksen, foto: Jo Selsing

så mange transseksuelle, så og så mange film, der er optaget i Jylland, og så og så mange, der foregår på Fyn. Jo mere den liste vokser op og bliver manifest, jo mere forsvinder kvalitetshensynet. Så bliver det i virkeligheden et tjekliste-system. Det gør vi i virkeligheden alt det, vi kan, for at undgå.”

42

Den kunstneriske film i fare Har det hele fået mere mainstream-karakter, end tidligere? At det er farligere med det, der ligger lidt nede ad sidevejene?

Ladegaard nikker: ”Det, der ligger lidt nede ad sidevejene, og som ikke umiddelbart har den samme appel til et publikum, og som ikke er i relativ sikkerhed for at kunne få et pænt biograftal. Jamen, den slags film viger. Vi kan se det relativt tydeligt på danske films festivaldeltagelse. Den falder nemlig.”

Er filmene blevet mindre eksperimenterende?

Ladegaard tøver et øjeblik: ”Det filmsproglige udtryk er knapt så fremherskende, som det var tidligere. Det er en systemisk fejl det her, som jeg prøver at tale med politikerne om, at vi skal prøve at rette op på. Men det er klart en fejl, der er gået ind i systemet. Man kan sige det på den måde, at hvis man kigger på hele historien om filmstøttesystemet, så havde man oprindeligt problemer med at få de kunstneriske film realiseret, så blev man enige om, at dem kunne man ikke producere uden statsstøtte, og så lavede man filmstøtteordningen. På et tidspunkt så oprettede man også 60/40- ordningen, fordi man sagde, de

kommercielle film har faktisk også et problem. Men nu er det tæt på at blive sådan, at systemet i dag kan holde hovedet oppe på de kommercielle film, men systemet er faktisk ikke længere tilstrækkeligt til, at de kunstneriske film har de vilkår, de burde have.”

Er tv-stationerne for lidt interesserede? ”Vi kan ikke pantsætte vores filmpolitik hos tv-stationerne. Det handler dybest set om, at den offentlige støtte er for lav. Om den kommer herfra eller fra tv-stationerne er sådan set ligegyldigt. I hvert tilfælde er den for lav i dag.”

OM UNDERSØGELSEN: Aldersfordeling blandt danske filminstruktører for støttetildelinger og biografsalg 2021 I forlængelse af Danske Filminstruktørers arbejde med mangfoldighed og efter henvendelser fra medlemmer, har vi fået lavet en undersøgelse af aldersfordelingen blandt danske filminstruktører for støttetildelinger og biografsalg. Rapporten med undersøgelsen udkommer senere i år og vi holder et infomøde for medlemmer af Danske Filminstruktører i den forbindelse.

AFSLAGETS ANATOMI

44

45

AFSLAGETS ANATOMI

I vejledningen står endvidere i afsnittet “At vurdere en ansøgning”: “En ansøgning vurderes i første omgang ud fra indholdet og det kunstneriske potentiale af idé og historie. Dernæst foretages en vurdering af potentialet hos de personer, der ønsker at realisere idéen.”

Konsulenten skal med andre ord vurdere og vægte den kunstneriske kvalitet i de ansøgte projekter, samt personerne bag. Det er blandt andet ud fra denne vægtning af projekter indstilles, eller modtager afslag.

Kan kvalitetskriterierne aflæses i formuleringen af de afslag som filmkonsulenterne udsender? Det satte Svenske Filminstruktører sig i 2019 for at undersøge. Undersøgelsen udmøntede sig i rapporten “Att få och inte få -Språk i beviljanden och avslag av filmstöd”, af Sofia Gustafson Čapková

1.

2

Att få och inte få -Språk i beviljanden och avslag av filmstöd “Avgörande för kvalitetsbedömningen kan således bli en rad av varandra tämligen oberoende faktorer, såsom förnyelse av filmens uttrycksmedel och formspråk, angelägenhetsgraden i filmens ärende, intensiteten eller fräschören i dess verklighetsuppfattning eller samhällskritik, graden av psykologisk insikt och andlig nivå, lekfull fantasi eller visionär styrka, episka, dramatiska och lyriska värden, den tekniska skickligheten i manus, regi och spel samt övriga artistiska komponenter hos film.”

Ovenstående sætning er formuleret af Harry Schein, grundlæggeren af Det

Svenske Filminstitut. Sætningen benævnes “Harry Scheins definition af kvalitet i film” og bruges som referenceramme for sagsbehandlingen i Det Svenske Filminstitut. Med risiko for at misse nogle nuancer i oversættelsen, kan det oversat til dansk læses således: “Afgørende for kvalitetsvurderingen kan således være en række af hinanden uafhængige faktorer, såsom fornyelse af filmens udtryksmidler og formsprog, graden af uopsættelighed i filmens ærinde, intensiteten eller friskheden af dens virkelighedsopfattelse eller samfundskritik, graden af psykologisk

indsigt og åndeligt niveau, legende fantasi eller visionær styrke, episke, dramatiske og lyriske værdier, den tekniske færdighed i manuskript, instruktion og skuespil samt andre kunstneriske komponenter i filmen.”

En filmkonsulents arbejde består, ifølge DFI’s “Vejledning i Filmkonsulentens arbejde” i at sikre, at det samlede udbud af film “både i henseende til alsidighed, volumen, kunstnerisk kvalitet og publikumsappel fastholder og udvikler dansk filmkunst og filmkultur både nationalt og internationalt.”

Konsulenten skal med andre ord vurdere og vægte den kunstneriske kvalitet i de ansøgte projekter, samt personerne bag. Det er blandt andet ud fra denne vægtning af projekter indstilles, eller modtager afslag. og Kristina Nilsson Björkenstam.

Da den svenske og den danske konsulentordning, bortset fra den formulerede kvalitetsdefinition, er sammenlignelige størrelser, finder jeg det interessant at se på sprogbrugen i de svenske afslag. I rapporten, som Svenske Filminstruktører har stillet til rådighed for denne artikel, gennemgås 92 afslag skrevet i perioden 2014-2018. Her optælles forekomsten af

enkeltord i afslagene, for at skabe et overblik over sprogbrugen og de mest anvendte ord i afslagene. Fyldord og hilse-ord som “kære”, “venlig hilsen” og lignende er udeladt. Rapporten undersøger forekomsten af nøgleord, som refererer direkte til afslag og vurdering af projekterne. I følgende tabel ses de 25 mest brugte nøgleord i de 92 afslag 2 . Nøgleordene er sammentalt i deres forskellige bøjninger, så frekvensen repræsenterer den samlede fremkomst af hvert nøgleord.

Læser man tabellen igennem som dansk instruktør, vil man nok opleve en hvis genkendelse i nøgleordene. Personligt har jeg en fornemmelse af deja vu, ved de fleste af ordene, fra de afslag jeg selv har modtaget (og skrevet). Et ord træder dog tydeligt frem konkluderer rapportens forfattere:

“Vejledning i Filmkonsulentens arbejde” DFI Produktion og udvikling, 10. december 2012, (opdateret februar 2020) p 41 “Att få och inte få -Språk i beviljanden och avslag av filmstöd” af Sofia Gustafson aČ pková och Kristina Nilsson Björkenstam

NØGLEORD

DANSK OVERSÆTTELSE

ANTAL OPTRÆDENDER

Jag Projekt Er Film Tack Ansökan Histori Stöd Prioriter Manus Form Starka Bedöm Sakna Dig Upplev Tyck ônska Lycka Origin Valj Konstnär Ledsen Skicklig

Jeg Projekt Din/Jeres Film Tak Ansøgning Historie Støtte Prioritere Manus Form Stærk/Styrke Bedømmer Savner Dig/Du Oplever Tænker/Synes Ønsker Lykke/Held Original Valg Kunstnerisk Beklager Dygtig/færdighed

598 246 130 125 99 97 73 72 62 49 44 41 38 36 36 34 33 32 28 27 21 18 12 11

AFSLAGETS ANATOMI

-“Det mest fremtrædende resultat i vores undersøgelse af afslag er tilstedeværelsen af ”jeg”. Ordet ”jeg” er højfrekvent, når det kommer til rene ordfrekvenser…med en frekvens på 598 ud af 14454 ord (4,1%).

Pronominerne ”Jer” og “Du/Dig” optræder også usædvanligt hyppigt ved afslag”.

Konsulentens rolle, som personligt stillingtagende virker altså til at være det fremherskende. “Afvisningerne har en klar afsenderstemme, bruger konstruktioner, hvor formuleringerne udtrykker et subjektivt perspektiv (”jeg ... ser ...”, ”Jeg savner ...”, ”efter min mening”), og argumenterer med klar reference til kvalitetskriterier.”

Brugen af “Jer” & “Du/Dig” i rapporten tolkes som en “bestræbelse på at etablere nærhed ved at formulere budskabet som en kommunikation mellem ”jeg” og ”dig”, mellem ligemænd, og ikke som en kommunikation mellem en upersonlig organisation og et individ”.

Ser vi på DFI’s retningslinjer for afslag opfordres konsulenten til at “formulere afslaget i en så venlig og konstruktiv tone som muligt, da afslaget i sig selv oftest er et hårdt slag for ansøgeren”. En undersøgelse af danske afslag, vil derfor nok fremkomme med en lignende høj brug af ordet “Jeg” og “Jer” eller “Du”.

Sofia Gustafson Čapková og Kristina Nilsson Björkenstam beskriver desuden to kategorier af hyppigt forekommende nøgleord: “Det handler dels om ord, der findes i høflighedsfraser (”Tak”, ”Ønsker”, “Lykke/ Held”, ”Beklager”), og dels en opgørelse af verber, der viser, hvad ”jeg” (konsulenten, red) foretager (”Prioriterer”, ”Savner”,

“Oplever”, ”Støtter”, ”Vælger”, ”Synes”).

Konteksten for disse ord bliver tydelig i sekvenser som ”Beklager, men jeg har valgt at prioritere ... ... Jeg savner X og føler, at Y ... ... jeg ønsker dig held og lykke med ... ... .”

Mens øjnene løber ned over tabellen bemærker jeg, at jeg skal helt ned til ord nummer 12 på listen, før det første ord jeg tolker som værdiladet i forhold til projektets kvalitet dukker op. Det er ordet “Stærk” (Starka), som i denne henseende både kan betyde en styrke, som fremhæves ved projektet, eller et element som ikke står stærkt eller noget som burde styrkes.

De næste værdiladede ord, som optræder i tabellen er hhv. nr. 21 “Originalitet” og nr.

23 “Kunstnerisk”, hvilket igen kan betyde en fremhævelse af en styrke i projekt eller ansøgeren, eller efterlyses som en mangel i samme.

46

heder der gør, at et givent projekt ikke kan komme på tale for en eller anden form for støtte. Du skal fremhæve manglerne på en konstruktiv måde, og med de givne kriterier kommer manglerne naturligt til at havne på den kunstneriske side”.

Afslutningsvis konkluderer forfatterne, at afslagene oftest udtrykker “omhu fra konsulentens side med at skrive en kvalitetsvurdering, og vi ser også ofte en ordopgørelse, der peger på i) filmens kvaliteter, ii) de kvaliteter, som filmen mangler og iii) de kvaliteter, der udgør kriterier for filmstøtte”.

Et stort tak til vores kollegaer i Svenske Filminstruktører for at stille deres undersøgelse til rådighed.

På plads nr 25 oplever jeg en geografisk forskel, da jeg støder på ordet “dygtig/færdighed” (Skicklig), som jeg ikke umiddelbart genkender fra danske afslag. Ordet er til gengæld det eneste værdiladede ord, som ikke umiddelbart ser ud til også at kunne hentyde til en mangel i projektet. Det er et ord, som højst sandsynligt fremhæver et teknisk aspekt eller ansøgers metode i ansøgningen.

Om forekomsten af værdiladede ord som beskriver de ansøgte projekters indeholdte kvaliteter (“Kunstnerisk”, “Original”, “Dramatisk”, “Fantasi”, “Fornyende”, “Kvalitet”, “Kreativ” o. lign) skriver forfatterne: “Generelt er det let at forestille sig, at man for at kunne skrive et forståeligt afslag både skal fremhæve styrker og vise, hvilke svag-

-Baseret på Svenske Filminstruktørers undersøgelse “Att få och inte få. -Språk i beviljanden och avslag av filmstöd” af Sofia Gustafson aČ pková och Kristina Nilsson Björkenstam.

Dansk sammenfatning af Martin Strange-Hansen

47

AFSLAGETS ANATOMI

48

Still fra Olsen Bandens Sidste Bedrifter, foto: Rolf Konow

AFSLAGETS ANATOMI

49

AFSLAGETS ANATOMI

: Der har været afslag, som jeg

på tidspunktet ikke var glad for, men senere har været glad for.

Fordi jeg nu kan se, at filmen på det tidspunkt og i den daværende form ikke var klar eller måske var jeg ikke klar.

Jeg har været glad for den konstruktive feedback, som et afslag også kan være.

: Jeg har fået mange afslag fra mar-

kedsordningen i første søgning, hvor kritikken kunne bruges til at forbedre projektet. Det har jeg så gjort, og derfor er jeg vel glad for afslagene, selvom de aldrig er sjove at få. Men de har faktisk gjort noget godt for filmene.

: Ligesom jeg har det svært med afslag, der diffust

kritiserer mine metoder, har jeg det ok med afslag, der forholder sig konkret og konstruktivt til projektet. Det kan være i forhold til beskrivelser og planer, der ikke har været tydelige nok eller fx en for snæver distributionsplatform. Flere afslag er på den måde endt med at føre til stærkere projekter, (selvom det er irriterende at indrømme det, for det havde måske ikke været nødvendigt med et afslag).

: Det kan være svært at se

svaghederne i sit projekt.

Et velbegrundet afslag har sendt mig tilbage med en forståelse for, hvad der skulle laves om - og i sidste ende gjort idéen stærkere.

: Et afslag, som jeg

ligefrem glad for: Nej...

Men jeg har da fået afslag, som jeg bestemt respekterer.

INSTRUKTØRERFARINGER:

I forbindelse med tilblivelsen af dette TAKE har vi stillet en række instruktører spørgsmål om deres erfaringer med afslaget. Her er et udvalg af svarene på spørgsmålet

Er der afslag du er glad for du har fået?

: Selvfølgelig havde jeg helst set et tilsagn!

Men fik et meget smukt og inspirerende afslag fra konsulenten, der faktisk styrkede mig i troen på, at det kunne noget, omend ikke med den konsulent på det tidspunkt.

: Nej! Det er altid en sorg og smertefuldt at få afslag. Jeg er også typen

som bliver ved med at kæmpe. Jeg springer aldrig over hvor gærdet er lavest. Så hvis min idé ikke er god nok, så bliver jeg ved og ved at arbejde på den (hvis jeg får lov) indtil alle svære kreative koder er knækket.

AFSLAGETS ANATOMI

50

51

AFSLAGETS ANATOMI

Efterskrift: Jeg har i nummeret primært beskæftiget mig med afslaget på diverse konsulentordninger. Markedsordningen, filmfonde og broadcasteres redaktioner kunne også være inddraget, men for overskuelighedens skyld, har jeg valgt at fokusere på det begrundede afslag, som det udspiller sig i kommunikationen med en fagligt ansvarlig filmkonsulent. Som artiklerne har belyst, er der forskellige tilgange til afslaget afhængigt af hvilken ordning man søger, og jo nærmere man er på det tidlige talentniveau, jo mere supporterende og personligt udviklende skal afslaget formuleres, hvorimod sagsbehandlingen på de “voksne” konsulentordninger, er fokuseret på produktet -og mindre på ansøgerens udviklingsbue.

Som det kan læses i de afslags-erfaringer, som er blevet delt med os, er det ikke alle afslag, der er velafbalancerede og fagligt redelige. Det er både styrken og svagheden ved konsulentordningerne, at kvaliteten af sagsbehandlingen og dermed afslagene, ikke er bedre end den til enhver tid siddende konsulent. Men min egen erfaring er, at det heldigvis hører til sjældenhederne, at konsulenten overskrider sin faglige grænse i afslaget.

I et par af de delte erfaringer, ser det ud til, at de anonyme læserrapporter på andre ordninger, kan indeholde personligt krænkende underkendelse af den pågældende instruktør. Det skal dog understreges, at min spørgeundersøgelse, er baseret på et for lille datagrundlag til, at det for alvor kan udpeges som et problem.

Jeg har undervejs i tilblivelsen overvejet at inddrage “det store afslag”: Når filmen, man har slidt og kæmpet for, endelig er gået igennem alle instanser og har fået finansieringen på plads. Hvorefter op til hund-

redvis af dygtige mennesker har arbejdet intenst, brugt al deres dygtighed sammen med dig for at få filmen optaget og færdiggjort. Utallige tanker og valg er foretaget i månedsvis, mens filmen er blevet finpudset i klip, lyd, vfx og grading, for at kunne fremstå i sin mest fuldendte form for publikum. Og det selvsamme publikum så afviser filmen, måske ovenikøbet også med nedadvendte tommelfingre fra kritikere og filmfestivaler. Det afslag er “det store afslag”, og det slår mangefold hårdere end en sides skriftlige kommentarer fra en tidsbegrænset filmkonsulent. I know, I’ve been there.

Men forholdet til publikum, og hvordan man rejser sig igen efter en publikumsøretæve, er i sig selv et helt temanummer værdigt (Inspirationen hermed givet videre) - så efter nærmere overvejelse, valgte jeg som nævnt at fokusere på det begrundede afslag.

I forbindelse med dette nummer genbesøgte jeg, ligesom i interviewet med Julie Bille selv et afslag, som jeg i afslagstidspunktet, og i år efter, fandt særligt uretfærdigt. Jeg erfarede ved genlæsningen, at jeg faktisk kunne nikke genkendende til de svagheder, som konsulenten påpegede i projektet. Så har afslaget lært mig noget? Måske ikke konkret, men jeg må erfare, at jeg, med årenes distance, er glad for, at projektet ikke blev til noget.

At konsulenten trods alt havde ret i sit afslag.

Tak for denne gang, stay creative.

Martin Strange-Hansen Temaredaktør

Portræt af Martin Strange Hansen, foto: Mikal Schlosser

Og således kom vi altså en smule rundt om afslaget.

Hvordan det påvirker os og hvordan det gribes an fra DFI’s side. Er der aspekter som ikke er berørt?

Ja, masser.

AFSLAGETS ANATOMI

Tanne Sommer, foto: Valdemar Qvist Andersen

Mød de nye medlemmer

53

52

AFSLAGETS ANATOMI

Tanne Sommer: Udover filmskolen Station Next, som jeg gik på, da jeg var teenager, har jeg lært mig selv at lave film. Jeg var 5 år, da jeg lavede min første film. Jeg havde allernådigst fået lov til at lege med mine forældres gamle VHS-kamera, og fremførte min yndlingsmusical med mine bamser. Jeg ville fortælle historier, og tænkte, at jeg skulle være forfatter. Jeg skrev som 11-årig min første (og eneste) 100-siders roman, og blev selvfølgelig også ved med at fortælle historier gennem mine film. Jeg fandt ud af, at der var noget der hed en filminstruktør, og at man rent faktisk kunne arbejde med, at lave film. Det var helt perfekt - så kunne mine historier jo komme til live!

Jeg arbejder med en form for magisk-komedie og leger generelt bare meget, når jeg laver film.

Denne legesyghed spiller også ind i den måde, jeg lever mit liv på, og er en stor del af, hvem jeg er

Her kan du møde en række af Danske Filminstruktørers nye medlemmer. Vi vil gerne bidrage til større kendskab blandt medlemmerne og til det arbejde, I laver. Her præsenterer vi nogle af de medlemmer, der senest er blevet medlem.

som person. Det er dog slet ikke ensbetydende med, at jeg er mindre seriøs end andre instruktører, eller at mine historier er mindre vigtige at fortælle. Historier starter jo altid med, at man har noget på hjerte.

Derfor river jeg et stort stykke af mit hjerte ud, hver eneste gang, jeg viser mine film for et publikum. Og hvis det stykke af mit hjerte kan gøre folk glade, eller få dem til at grine, kan jeg sætte det tilbage igen og mærke den glæde. Det er den mest fantastiske følelse, jeg kender.

Vi har stillet de samme fire spørgsmål til alle: 1. Hvad er din baggrund for at lave film - er du uddannet, autodidakt eller noget helt tredje?

2. Hvorfor er det vigtigt for dig at lave film?

3. Arbejder du på noget lige nu, og hvad har du tidligere lavet?

4. Hvorfor har du valgt at blive medlem af Danske Filminstruktører?

Jeg er lige nu i post med min nye road-komedieserie ”SÆD”. Jeg er også i gang med at skrive en fantasyserie i forbindelse med Serieskolen og Netflix. Herudover går jeg snart i gang med to nye komedieserier, hvoraf den ene tager udgangspunkt i det lille, kristne miljø jeg selv er vokset op i, Derudover er jeg festivalleder på TheNextFilmFestival, som er en stor international filmfestival for unge filmskabere under 22 år.

Det har tidligere været meget svært for mig at navigere i, hvad mine rettigheder som instruktør og manuskriptforfatter er. Jeg meldte mig derfor ind i Danske Filminstruktører, hvilket har givet mig en meget større forståelse for dette. Herudover er det også vigtigt for mig at være en del af et stærkt fællesskab, hvor vi kan hjælpe og støtte hinanden i denne sindssyge - men helt fantastiske branche.

Jeg har tidligere været en del af både Fatamorgana og KBH Film- og Fotoskole og går nu på Den Danske Filmskole som dokumentarinstruktør. Jeg bliver færdig i 2025.

Jeg elsker at lave dokumentarfilm, fordi jeg interesserer mig for mennesker og relationer mellem mennesker. Jeg bliver nemt opslugt af stemninger, og jeg er optaget af at bruge min intuition som arbejdsredskab. At forsøge at nå grænsen mellem det læselige og ulæselige gennem et billedsprog, som skaber en følelse, en stemning eller en tilstand. Og så indkapsler du nuet for evigt - det er i sig selv en ret vild ting.

Lige nu sætter jeg alt min tid af til vores øvelser på Filmskolen, som spænder vidt fra øvelser i studiet til samarbejder med de andre linjer. Tidligere har jeg lavet den korte dokumentarfilm Nattens smil, som jeg fik støtte fra Filmværkstedet til. Den handler om psykisk sårbarhed og føl-

Óskar Kristinn Vignisson, fotor: Christian Karlsen

Lulu Roos, foto: Lulu Roos

Lulu Roos: Óskar Kristinn Vignisson: Teenagedrømmen var at være musiker, men hurtigt blev jeg mere i interesseret i film. Island har ikke en stor filmbranche eller filmskole, så jeg tænkte, at det nok blev svært at lave film der, så i stedet søgte jeg ind på kunstakademiet, hvor jeg blev introduceret til performance art, installationer, videoværker og fotografi. Derefter, i 2017, søgte jeg ind på Den Danske Filmskole, hvor jeg lige er blevet færdiguddannet fra.

Jeg ser det først og fremmest som et privilegie at lave film. Men derudover er det vigtigt for mig, fordi det giver noget til sjælen. Man kan dykke ned i karakterer, poesi, universer og undersøge emner som man lærer af. Det er også sjovt at lave film, og det er også vigtigt, hvad der kommer ud i samfundet. Film kan åbne hjertet, hjernen og skabe samtaler. Det tager jeg seriøst og det gør det vigtigt for mig at gøre mit bedste.

ger nogle unge kvindelige kunstnere i København. Jeg er både interesseret i de nære portrætter, men har også en mere sociologisk interesse i at observere mennesker, gerne i flok og på afstand.

Jeg har lige lavet vores afgangsfilm Frie Mænd, som har åbnet mange døre, og været meget lære-

Det er der kommet nogle små videoværker ud af.

rigt. Nu fortsætter jeg indirekte med universet og karaktererne til en spillefilm som jeg sidder og skriver lige nu.

Jeg har valgt at blive medlem af Danske Filminstruktører, da jeg synes det er vigtigt at være en del

At være instruktør kan være et ensomt job, og derfor er det er enormt godt at være en del af et

af et fællesskab. Jeg vil gerne høre erfaringer fra andre instruktører, dele ud af mine egne samt

fællesskab, så kan vi dele erfaringer, informationer og stå sammen, når der er behov for det. Og

have en sikker platform, som hjælper med at sikre mine rettigheder som instruktør. Og så håber

lige nu tror jeg, at der er behov for en stærk organisation ligesom Danske Filminstruktør er. Det

jeg, at Danske Filminstruktører kan hjælpe mig tættere på mine kolleger i branchen.

vil jeg gerne være en del af.

AFSLAGETS ANATOMI

55

54

Jeg startede foran kameraet mere eller mindre ved en tilfældighed i en lille mockumentary serie i 2014. Siden har jeg arbejdet som fotograf, klipper, scripter og senest instruktørassistent på en håndfuld tv-serier og spillefilm. Jeg har været enormt heldig at få lov at være føl hos nogle dygtige mennesker, og har i øvrigt dummet mig masser af gange i mit arbejde. Det er lærerigt. Så det korte svar er ja, helt klart autodidakt.

Lin Jo Skytte, foto: Mai Nan Skytte

Anders Skovshoved, foto: Sabrina Heinsman

Anders Skovshoved:

AFSLAGETS ANATOMI

Lin Jo Skytte: Jeg har arbejdet som producerassistent og junior producer hos Toolbox Film i seks år. Det var lidt som at være i mesterlære. Når jeg ser tilbage på den periode, var de år, virkelig godt givet ud.

Det gav mig rum til at udforske, og være nysgerrig på, hvad jeg synes var sjovt at beskæftige mig med. Jeg fik plads til at finde min retning. I 2020 kom jeg ind på Manuskriptskolen for Børnefiktion. Det blev et springbræt for, at jeg senere søgte ind som animationsinstruktør på filmskolen, hvor jeg blev optaget på den nye årgang og startede her i sommeren august 2021. Jeg elsker

Nogle gange kan jeg egentlig tænke, at der er en milliard ting, der er vigtigere end at lave film. Men

animation, fordi det er ligesom et fyrværkeri, der bliver ved med at eksplodere. Historierne

samtidig synes jeg også, at det er uundværligt. Film har for mig altid været et sted hvor der bliver

bliver ved med at overraske, animationsstilene udfordrer og teknologien imponerer. En arena

foldet alle de sindssyge, makabre, smukke, uhyggelige, underlige, livsbekræftende og finurlige ting

hvor fantasi og historiefortælling får fuldstændig frit løb, og hvor den eneste begrænsning er

ud, der sker ude i virkeligheden. Hvis jeg kan være med til at vække noget som helst i andre men-

ens egen opfindsomhed.

nesker, bare halvt så meget som jeg selv er blevet påvirket af film gennem min opvækst, så giver det hele mening for mig.

I mit arbejde, ønsker jeg at bruge historiefortælling til at dele erfaringer som underholdning, eller til at spejle mig selv i andre og forstå vores verden. Når jeg fortæller mine historier eller

Jeg er lige blevet færdig med at skrive første sæson af en kort TV-serie til DR Ultra, som vi skal på

hører andres, handler det for mig om at komme tættere på hinanden som mennesker. I min

optagelse med 1. marts. Derefter skal jeg tilbage og skrive sæson 2, og direkte på optagelse igen. Der

måde at fortælle på, er der ikke grænser for hvad der kan ske. Jeg elsker at vride præmisser,

er virkelig fart på, processerne er meget komprimerede og der kan være langt mellem ambitioner

opfinde regler og lægge dogmer ned over mine historier: ”Hvad hvis verden var lavet af papir?”

og pengenes rækkevidde, men det til trods er det en krævende og virkelig sjov udfordring.

eller ”Tænk, hvis man kunne bo på toppen af en bølge?” Det skal helst være helt crazy og vende

Tidligere har jeg været instruktørassistent på 2 sæsoner og en spillefilm i Klovn-universet, samt

op og ned på verdenen som vi kender den. Det er netop dér, at man kommer til at overraske sit

instrueret et par piloter, musikvideoer, reklamefilm o.l.

publikum - og ikke mindst mig selv.

Jeg har tilpas mange gange følt, at det ville være sindssygt rart med faglig og juridisk rådgivning.

På filmskolen er vi i gang med vores første Collab-forløb. Vores hold arbejder på en tre minut-

Og så vil jeg gerne vil være en del af en forening, der bakker op om ordentlige vilkår og kultur i

ters pilot til en serie, der laves i Unreal engine. I fortællingen følger vi en tolv-årig dreng, der

dansk film.

falder ned igennem en sprække i jorden, og ind i et parallelt univers ved navn “Verden under verden”. Sideløbende med dette, er jeg i gang med mit afgangsprojekt på Manuskriptskolen for Børnefiktion. Her har jeg valgt at skrive en roman, der skal være en slags “Murakami - men for børn”. For mig er poetik, surrealisme og filosofi store og abstrakte begreber, men som jeg tror falder børn mere naturligt end hvad man lige giver dem credit for. Børn godt kan forstå og

Nivetha Balasubramaniam, foto: Peter Theglev

Nivetha Balasubramaniam:

dykke ned i absurde historier på en legende og sjov måde.

Jeg er ved at uddanne mig som instruktør på Super16, og er i fuld gang med min førsteårsfilm.

Jeg gik for alvor i gang med at dygtiggøre mig som instruktør, da jeg startede på Kunstakademiet

Mine undervisere siger hele tiden, at dét at være instruktør er enormt ensomt. Og det er noget

i 2018, hvor jeg gik på manusuddannelse og skuespillerskole som en del af min praksis. Jeg går

vi bare må leve med. Det synes jeg lyder virkelig trist, og ensomhed er ikke et ord jeg vil have ind

stadig på Kunstakademiet og er i fuld gang med min kandidat, og jeg elsker, at jeg har friheden til

i ligningen, når jeg tænker på mit fremtidige arbejdsliv. Jeg håber derfor, at Danske Filmin-

at dyrke mig selv som kunstner med en masse frihed fra to seje skoler.

struktører kan være mulighed for at finde og holde fast i faglige fællesskaber og give et rum til sparring og refleksion med andre instruktører.

Tidligere har jeg lavet en autobiografisk webserie, som hedder MEENA, hvor jeg vandt en Pitch Me Baby-pris på OFF tilbage i 2016. Serien følger den unge kvinde Meena, der flytter til København for at lede efter kærligheden - langt væk fra sin tamilske familie. Men selvom Meena befinder sig hundredvis af kilometer væk, har hun svært ved at lægge sin tamilske opvækst fra sig. Her var jeg både instruktør og hovedrolle. Serien er siden blevet vist på Kunsthal Charlottenborg og Villa Kultur sammen med en installation. Jeg elsker at skabe æstetiske og immersive installationer rundt om filmene, som har til formål at gøre filmoplevelsen sanselig, så det bliver en magisk oplevelse at se mine film.

Har du nogensinde ønsket, at du var en del af en anden familie? Den følelse har jeg dykket ned i min førsteårs film på Super16, som er en magisk fortælling om splittelse og længsel. Den handler om hovedkarakteren Amala, som ønsker sig en ny familie, og ender på magisk vis hos nabofamilien, men med ingen minder om sit tidligere liv. Hun føler et indre savn, og snart opsøger hun sin gamle familie. Det er vigtigt for mig at lave film, fordi jeg elsker at historier kan empower mig. Hver gang jeg har fået en god filmoplevelse, føler jeg, at jeg bliver empowered og føler mig ovenpå. Den følelse vil jeg gerne give videre i mine egne film.

Det var helt naturligt for mig at melde mig ind i Danske Filminstruktører, da de arbejder hårdt for at instruktørens arbejde og rettigheder bliver respekteret - og det vil jeg gerne være en del af.

Og så er det ikke dårligt med fri bar ;)

AFSLAGETS ANATOMI

56

57

AFSLAGETS ANATOMI

RÅD OG UDVALG

NYT FRA SEKRETERIATET LEGATUDVALGET UDDELER MIDLER FRA DEN KOLLEKTIVE 1/3 AF BLANKBÅNDSMIDLERNE FRA COPY-DAN. SØG VIA VORES NYE DIGITALE LEGATANSØGNING! De kollektive båndmidler kan søges af ophavsmænd og kunstnere inden for alle genrer, herunder navnlig de, som yder væsentlige og nyskabende bidrag til dansk musik og film, men som ikke har mulighed for at leve af deres kunstneriske virksomhed.

Næste legatrunde åbner til april med frist maj/juni.

Sådan søger du: Gå ind på Danske Filminstruktørers hjemmeside under: http://www.filmdir.dk/da/legatansøgning-blankbåndsmidler Her finder du vejledning og et link til det digitale legatansøgningssystem, som du skal klikke på og herfra udfylde din legatansøgning i de relevante felter. Bemærk, at du først kan benytte ansøgningsskemaet, når næste ansøgningsrunde er åben.

Legatansøgninger til Danske Filminstruktørers legatudvalg kan udelukkende udfyldes og indsendes online.

Danske Filminstruktørers Legatudvalg: Mette-Ann Schepelern Daniel Kragh Uri Schwarz Eva Marie Rødbro Katrine Borre Cecilie McNair Peter Hausner Andrias Høgenni Klaus Kjeldsen (bestyrelsens repræsentant)

AVU-kopier: Klaus Kjeldsen Verdens-tv: Sandra Piras Blankbånd: Sandra Piras Dansk Kunstnerråd: Lin Alluna DFI Dialogforum for diversitet: Christina Rosendahl/Rasmus Kloster Bro

DFI Rådet for Kort- og Dokumentarfilm: Ida Grøn

Psykisk arbejdsmiljø – sexkrænkelser og magt: Christina Rosendahl

DFI Rådet for Spillefilm: Rasmus Kloster Bro

Solidarisk Kameraudlejning: Mathias Broe/Natalia Ciepiel

Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg: Lin Alluna

Statens Kunstfonds repræsentantskab: Mette-Ann Schepelern

TAKE-redaktion: Martin Strange-Hansen Klaus Kjeldsen Ida Grøn Karen Bernheim

Filmkontakt Nord/ Nordisk Panorama: Lin Alluna FERA- Féderation Européenne des Réalisateurs de l’Audiovisuel: Ida Grøn

Create Denmark bestyrelse: Christina Rosendahl (ordførende)

Oscarudvalget: Skiftende bestyrelsesmedlemmer

Create Denmark, koordinationsudvalg: Sandra Piras

Komiteen for IB-prisen: Annette K. Olesen & Per Fly

COPY-DAN: Fællesbestyrelsen: Klaus Kjeldsen

Kritisk revisor: Karsten Kiilerich SNF - Sammenslutningen af Nordiske Filminstruktører: Sandra Piras

AFSLAGETS ANATOMI

58

59

AFSLAGETS ANATOMI

LEGATUDDELINGER MARTS 2022

FOTOKREDITERING

NAVNE

FORMÅL

Efteruddannelse/seminar: Kirstine Barfod Ditte Haarløv Johnsen Julie Bezerra Madsen Thora Lorentzen Iben Haahr Andersen ANDREAS JOHNSEN Sebastian Gerdes Peter Hausner Nikolaj Storgaard Mortensen Mira Campau Marie Limkilde Oliver Jacoby Søren Green

Showrunners Boot Camp 2022 Deltagelse på DOKDAG2021 DocCelerator kursus WORKING WITH ACTORS: GETTING THE RIGHT PERFORMANCE DOKDAG DokDag2021 Manuskriptskolen for Børnefiktion Virtuel Production Workshop.

Virtual Production Workshop Søndagsfilmskolen - workshopforløb hos Filmværkstedet Workshop ACTION by Joan Scheckel (LA) Virtual Production Workshop på Filmskolen Virtual Production Workshop

5.375 kr.

925 kr.

4.100 kr.

11.122 kr.

925 kr.

740 kr.

6.000 kr.

2.000 kr.

1.000 kr.

7.000 kr.

10.315 kr.

1.000 kr.

1.000 kr.’

Rejser Trylle Vilstrup Thora Lorentzen Tanja Wol Sørensen Malene Diaz Vilstrup ANDREAS JOHNSEN Marina Vorobieva Patricia Drati Martin Strange-Hansen Ida Kat Balslev Laurits Nansen Adda Elling Troels Hansen

CARTOON FORUM / VILDYR ANSIGT TIL EMILY SLÆGT VILDYR / CARTOONFORUM THE DECAYING OF PUGLIA Min Fremmede Søster Becoming Ema “On my mind” Uopsættelige optagelser Palæstina Rejse til dokumentarprojekt i Vietnam Ny i Nord LOL-land

4.000 kr.

6.000 kr.

5.000 kr.

4.000 kr.

9.020 kr.

8.000 kr.

10.000 kr.

20.000 kr.

8.000 kr.

8.000 kr.

10.000 kr.

8.000 kr.

Research/treatment/manus/lignende Kristian Håskjold Christine Albevk Børge charlotte madsen Frigge Fri Volander Himmelstrup caecilia Holbek Trier Maria Møller Kjeldgaard Maria Møller Kjeldgaard Johan Buch Maria Møller Kjeldgaard

Asaliv Den Farlige Alder mom Research - ABOUT A HERO Efter Børnene 1VM Tavshedens Tid Undskyld jeg er her Strandløverne

5.000 kr.

5.000 kr.

6.000 kr.

8.000 kr.

10.316 kr.

12.500 kr.

7.000 kr.

10.000 kr.

5.000 kr.

Produktion Rune Lange Abildgaard Søren Brydesen Emil Lynge Johnsen Anne-Marie Bjerre Koch Niels Rosenkrands Thor Zing Simon Kamp Frederik Køhrsen Mathias Broe Anahi Testa Pedersen

HOLD KÆFT AS THE DAYS WENT BY MONUMENT Bjørn & Mathilde To som elsker hinanden Hjerteslag Hasard Ingeborg Flyder Queer Kin Sindet i Kasser - Normal med Anahi

5.000 kr.

6.000 kr.

8.000 kr.

8.000 kr.

5.000 kr.

10.000 kr.

5.000 kr.

5.000 kr.

7.500 kr.

12.000 kr.

Efterarbejde Emil Nørgaard Munk anne wivel Anja Dalhoff Anna Eline Friis-Rasmussen Mads Erichsen films Jacob Dammas William Andreas Wivel

Between Two Cultures Notater om døden Apimundo Kiss me, Never “Weekend Cowboy” KLANG på film Vanitas

6.000 kr.

10.000 kr.

15.000 kr.

10.000 kr.

5.000 kr.

5.000 kr.

9.800 kr.

Andet Sanne This Helene Moltke-Leth Nils Vest

An Eternity of You and Me Filmfestival distribution FILM TIL ALVOR OG FEST 1968-2018

15.000 kr.

15.664 kr.

15.000 kr.

BEV. KR.

Forpersonens leder Portræt af Rasmus Kloster Bro: Celina Dahl/Ritzau Scanpix Redaktørens intro Portræt af Martin Strange Hansen: Mikal Schlosser DFI’s definition på et afslag: Alle billeder af DFI: Jørgen True Afslag du husker Still fra Zappa: Marcel Berga Interview med Jakob Høgel Portræt af Jakob Høgel: Christian Geisnæs Interview med Prami Larsen Portræt af Prami Larsen: Emil Reedtz Poulsen Hvad ville du ønske et afslag indeholdt Breaking the waves Still: Rolf Konow Afvisningens Psykologi Portræt af Thea Mikkelsen: Mikal Harrsen Hvordan påvirker et afslag dig?

Fra Fighter: Foto af Sebastian Wintero Fra Fighter: Foto af Jens Juncker Jensen ”År 0” en afslagshistorie Tams Vulkan: Tamia Hurtado Julie Bille totalbillede ved bord: Tamia Hurtado Tyr: Foto af Julie Bille “Bobby”: Foto af Julie Bille Julie Bille nært portræt: Markus Haller Morten Henriksen interview med Claus Ladegaard Portræt af Morten Henriksen: Jo Selsing Portræt af Claus Ladegaard: Nikolai Østergaard Billede 1 af Anders Refn: Vibeke Tuxen Winding Billede 2 af Anders Refn: Vibeke Tuxen Winding Billede 3 af Anders Refn: Vibeke Tuxen Winding Svenske filminstruktørers undersøgelse af sprogbrug i afslag Portræt af Harry Schein: Lars-Olof Löthwall Wordcloud-illustration fra Svenske filminstruktørers undersøgelse af sprogbrug i afslag Afslag du er glad for, at du har fået?

Still fra Olsen Bandens sidste bedrifter: Rolf Konow Outro Portræt af Martin Strange Hansen: Mikal Schlosser

Mød de nye medlemmer · Portræt af Tanne Sommer: Valdemar Qvist Andersen · Portræt af Lulu Roos: Lulu Roos · Portræt af Anders Skovshoved: Sabrina Heinsman · Portræt af Óskar Kristinn Vignisson: Christian Karlsen · Portræt af Nivetha Balasubramaniam: Peter Theglev · Portræt af Lin Jo Skytte: Mai Nan Skytte

AFSLAGETS ANATOMI

60