

Formandens beretning for Danish.Care 2023
v. formand Christian Gammelgaard Olesen fremlagt på Generalforsamlingen 30. april 2024
Tak for ordet til dirigenten
Det er traditionen tro formandens årlige opgave at aflægge bestyrelsens beretning for året der er gået. Og det er mig en ære og fornøjelse at få lov til det:
Det er en ret vild og spændende tid vi er midt i! 2023 og 2024 har ikke været helt kedelige.
Senere på eftermiddagen skal vi høre landets ældreminister – hun har netop lanceret en ældrereform som bred politisk aftale, der skal angive retning for en mindre revolution i ældreplejen. Nøgleordene er frisættelse, tillid, større grad af frit valg. Og meget mere brug af velfærdsteknologi… det kan vi håbe på bliver realiseret For første gang har vi en minister der med egne ord er helt vild med velfærdsteknologi, og som kæmper for bedre muligheder for skalering og implementering af de gode løsninger, som vi som branche leverer. En god ven og allieret på Borgen for Danish Care.
Vi skal også høre om Sundhedsstrukturkommissionen. Om fremtidens organisering af sundhedsvæsenet, mellem kommuner, regioner og stat og om hvordan vi håndterer den vilde fremtid vi kikker ind i. Og om mulighederne for ny teknologi og digitalisering i sundhedsvæsenet. Det er fra Jakob Kjellberg – professor, og medlem af Sundhedsstrukturkommissionen. Der er lidt juleaften over det, eller ”Mens vi venter” …. Kommissionens rapport og anbefalinger skulle have været her nu. Vi får se til maj eller juni om det er en stor bombe eller et lille plask. Men jeg tror ikke der kan være tvivl, om heller ikke her, at hjælpemidler, digitale løsninger og velfærdsteknologi får en større rolle.
Jeg nævner vores to oplægsholdere i dag som del af årsberetningen, fordi de temaer, som de vil berøre, er de samme temaer, som vi som forening har berørt, arbejdet og kæmpet for i det forgangne år.
I 2023 kom Robusthedskommissionen også med deres anbefalinger til fremtidssikringen af sundhedsvæsenet. Der var tre afsnit om behovet for nye teknologier og digitale løsninger.
Jeg kunne faktiske nævne mange flere udspil og forslag fra officielt hold – fra regering, regioner og kommuner som slår på tromme for mere af det vi her i salen leverer og lever af. I regeringsgrundlaget, i økonomiaftaler, i digitaliseringsstrategien, i oplæg til strategi for life science med videre.
Snak, papirer og udspil om det vi som branche lever af og brænder for, er der ikke mangel på. Vi har nok haft en lille finger med i spillet for at få noget af det op på agendaen. Whats not to like for en brancheforening …. ?
Jo, der er faktisk meget som ikke er ”to like”.

Det er ikke nemt det her. Det er ikke nemt at være hjælpemiddel- eller velfærdsteknologileverandør i Danmark. På trods af alle de fine ord. Det er faktisk rigtig svært for mange. Det er svært at få en ordre. Det er svært at få en omsætning. Det er svært at få foden indenfor hos de offentlige kunder. Det er svært at trænge igennem. Det kan være svært at få et overskud…. Ja, det har vi faktisk som forening selv oplevet. Det er svært at overskue alle de krav og reguleringer som i stigende grad rammer os som virksomheder. Det er faktisk både svært og dyrt.
Nogle virksomheder har ikke sorte tal på bogen. Nogle virksomheder er lukket. Andre er fusioneret eller er blevet købt op. Andre kikker meget mere mod udlandet.
Når der er sagt, så går det også rigtig fint for mange. Overordnet set vokser branchen. Ja, og i brancheforeningen er vi også blevet flere medlemmer sidste år. Over 20 ny medlemmer kom til i 2023. Og 10 nye medlemmer er kommet til i de første måneder af 2024 Det er vi glade for. Flere medlemmer giver større stemme, mere synlighed og større indflydelse. Mange medlemmer siger i vores medlemssurvey, at det er netværket, viden og muligheden for at være sammen med andre virksomheder, som skaber værdi i foreningen. Og det kan være meget værd at kunne have nogen at sparre med om udfordringer for forretningen
Men, hvorfor er vi endt sådan, at der tales så relativt meget – men handles så relativt lidt? Behovet for vores løsninger har aldrig været større! – Flere ældre, flere med behov, færre medarbejdere. Større opmærksomhed på vores branche. Hvor går det galt? Er det pengepungen der kradser? Hmm – ikke rigtig hvis vi kikker på statsbudgettet. Men så i regionerne og i kommunerne.
Måske har vi ikke være dygtige nok som branche eller som virksomheder at spille os reelt endnu bedre på banen? Er vi professionelle nok? Branchen er sværere at være i som virksomhed i dag end den var for år tilbage.
Måske eftermiddagens andet indslag kan give et bud på svaret på det spørgsmål. Vi skal i hver fald høre fra Torben Hollmann fra Næstved Kommune hvordan han som centerchef for sundhed og ældre i en større kommune insisterer på at lykkes med at bringe nye løsninger i spil for kommunerne borgere og medarbejdere – og i samspil med private leverandører. Kan Næstveds tilgang være en model for andre kommuner – og giver det reelle nye forretningsmuligheder for leverandørerne. Det får vi også at høre fra to af dem
Der er meget at arbejde med for en brancheforening – og der har været arbejdet meget i brancheforeningen i det forgange år. Herunder en række medlems- og brancheaktiviteter.
På sidste års Årsdag var vi samlet mange af os i Aarhus til en, synes jeg selv, rigtig givende eftermiddag sammen med gode medarbejdere fra Aarhus kommune. Vi nørdede ned i ti tema som er udfordringer for samspillet mellem leverandører og kommune på hjælpemiddelområdet. Noget af det vi kom frem til, blev i årets løb til et samlet forslag til Sundhedsstrukturkommissionen for bedre brug af hjælpemidler og velfærdsteknologi.
Og sidste år var mange af os på en vild Health & Rehab messe i Bella Center. Messen for knap 180 udstillere og for en masse kunder og partnere. Jeg er faktisk lidt stolt over, at vi som forening og sammen med en masse samarbejdspartnere står bag Nordens størst event og mødeplads for sektoren!

Vi har været med til at holde Velfærdsteknologikonference i Odense, og vi driver CareNet med en række af seminarer og temadage og meget meget mere.
Og i forhold til eksportaktiviteterne, som er del af branches DNA, har vi haft arrangeret fremstød på 5 udenlandske messer sidste år. Vi var i Tyskland på tre messer, i Sverige og i Japan. Her var det sammen med en delegation hvor bl.a. ældreministeren også var med for at blive inspireret til brug af velfærdsteknologi og for at se de danske løsninger i spil på et marked, hvor der også er meget store behov. Det er altid en fornøjelse at være en del af.
Branchens indsats for at hjælpe nye startups på vej skal også nævnes – helt specifikt vores startup program CareTech Challenge, hvorigennem vi de sidste fire år ar hjulpet over 40 startups i gang eller videre gennem hjælp til udvikling, innovation, funding, udstillinger m.v. Mange af firmaerne er kommet rigtig godt videre og ud over rampen. Det er ikke pop og Løvens Hule – det er hands-on hjælp til branchens nye ildsjæle. Også Caretech Challenge driver vi sammen med en række andre organisationer som partnere.
Heldigvis er der rigtig mange og flere og flere andre organisationer, der også søger samarbejdet med Danish.Care.
Jeg vil her også takke sekretariatet, Helle, Ditte, Anders og Morten for en fantastisk flot og dedikeret indsats. Og velkommen til Annette, som begyndte i sekretariatet tidligere på måneden. Det er en stor opgave i løfter med at favne både service, drift og udvikling af sekretariatet. Og I er der altid for medlemmerne.
Og jeg vil også takke mine kollegaer i bestyrelsen for et super godt samarbejde og for jeres store indsats. Det er en vigtig opgave I løfter – og det er da også sjovt og givende at være med til at give en del af sin tid for en større fælles sag.
Jeg startede beretningen med et optimistisk blik. Mulighederne har aldrig været større for vores branche- og som forening griber vi mulighederne – og gør det sammen med jer medlemmer – til vores events, i netværksgrupper, overfor myndighederne og på en dag som i dag!
Men alt er ikke positivt. Det er også svært. Derfor skal vi være dygtige og fokuserede. Og vi skal være åbne og klar til udvikling og nye løsningsmodeller. For verden står ikke stille.
Men fremtidsmulighederne er store. Og det bringer mig til mit sidste que til eftermiddagens program. Vi skal nemlig der høre direktøren for Instituttet for Fremtidsforskning og hendes syn på mulighederne i en fremtidig verden under kolossal forandring. Ikke navnepillende for hjælpemiddelbranchen – men op på den store klinge.
For det er der, vi skal op. Tak for ordet.