BÆREDYGTIGHED er på dagsordenen over det meste af verden.
Nutidens kriser viser, at vi har indrettet vores samfund og levevis på måder, som belaster klima og natur, bidrager til artudryddelse og ulighed mellem mennesker. FN’s 17 verdensmål sætter en ny retning for den samfundsmæssige og økonomiske udvikling.
Men hvad med den menneskelige udvikling?
Hvis vi skal lykkes med de ydre forandringer, har vi behov for en indre omstilling.
VÆREDYGTIGHED peger indad og kan beskrives som indersiden af bæredygtighed.
Begrebet væredygtighed åbner for nye perspektiver, nye tilgange til menneskers væren i verden og ikke mindst vores bidrag til den nødvendige omstilling til en bæredygtig verden.
Væredygtighed er et nyt begreb og er som sådan ikke fasttømret eller fastlåst. I denne bog giver en række indsigtsfulde personer netop deres bud på væredygtighed ud fra deres faglige og personlige ståsted. Og vi kommer vidt omkring – fra meditation og natursyn, til digital dannelse og kvantefysik.