Skolefravær – socialt set
Dafolo
Marie-Lisbet Amundsen, Tine Basse Fisker (red.), Niels Kolstrup Foldager, Helle Rabøl Hansen (red.), Nina Ramer, Anne Vestergaard Jensen, Wilma Walther-Hansen, Lea Wellejus
Skolefravær – socialt set
1. udgave, 1. oplag, 2026
© 2026 Dafolo A/S og forfatterne
Forlagsredaktion: Sophie Hill
Omslagslayout: Peter Waldorf
Grafisk opsætning: Simon Zander
Kapitel 6 er oversat fra norsk af Tobias Omø Kirkegaard Mygind
Kapitel 3, 4 og 6 er fagfællebedømt
Grafisk produktion: JYPA, Aalborg
Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Ingen dele af denne bog må anvendes eller på nogen måde bruges med henblik på at træne
AI-teknologier eller -modeller.
Forlagsekspedition:
Dafolo A/S
Suderbovej 22-24
9900 Frederikshavn
Tlf. 9620 6666
E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk
Varenr. 8423
ISBN 978-87-7234-596-3
Indhold
Forord
Af Tine Basse Fisker & Helle Rabøl Hansen
KAPITEL 1
Hvordan elevers erfaringer med skoledeltagelsesproblemer formes i skolens læringsmiljøer 13
Af Wilma Walther-Hansen
KAPITEL 2
Tillid, tryghed og skoletilhør
Af Tine Basse Fisker
KAPITEL 3
Mellem bekymring og bebrejdelse – skyld, skam og samarbejdets betydning i arbejdet med bekymrende skolefravær
Af Anne Vestergaard Jensen
KAPITEL 4
Pjæk med vilje – det ”frivillige” og ”ulovlige” skolefravær
Af Helle Rabøl Hansen
KAPITEL 5
Ledelse af følgeskab i fællesskab – et bud på en vej ud af skolemistrivsel og skolefravær
Af Niels Kolstrup Foldager
KAPITEL 6
Når skolen er et utrygt sted at være
Af Marie-Lisbet Amundsen
KAPITEL 7
Burde, frygt og alle deres venner – om skolefravær som reaktion og invitation
Af Lea Wellejus
KAPITEL 8
At holde problemet i midten – skoleledelse og fraværsalliancer
Af Nina Ramer & Tine Basse Fisker
Om forfatterne
FORORD
Forord
Af Tine Basse Fisker & Helle Rabøl Hansen
Titlen på den antologi, du nu er i gang med at læse, er Skolefravær – socialt set. Hvorfor denne titel? Hvorfor ikke bare skolefravær?
Vi ser et skolefraværsfelt, der fortsat er mest præcist, konkret og direkte, når det handler om, hvorfor det enkelte barn ikke kan komme eller vil i skole. Samtidig er der mindre konkret opmærksomhed på fravær som ét socialt fænomen blandt flere, ligesom vi fortsat mangler et stærkere fokus på, hvad der skete på elevens skolebane inden, under og efter fraværet. Ofte sker der det, at skolen enten fortones eller undervurderes som en væsentlig del af fraværets kontekst. Vi ser, hvordan skoletilhøret kan blive hullet og flosset – og omvendt hvordan tilhøret kan bygges op og forstærkes. Ifølge skribenterne i denne antologi er det netop i mødestederne mellem individer, skole og hjem, at der kan findes veje til at udvikle et mere dynamisk skoletilhør.
“Skolefravær er sjældent selve problemet. Det er ofte en løsning –en måde at håndtere en hverdag, hvor det er blevet for svært, for risikabelt eller meningsløst at deltage med værdighed – og nogle gange en løsning på problemer, der ikke kun tilhører barnet.”
– Niels Kolstrup Foldager, kapitel 5
Fravær flytter sig. Både børnene og de unge bevæger sig – helt konkret væk fra skolen og tilbage til hjemmet eller andre steder – ligesom der også er fraværsforståelser, der bevæger sig. De første bevægelser synes enkle – børnene bliver bare væk. De andre bevægelser er svære, og forældre, lærere og fagfolk bokser med at forstå. De knokler med at finde løsninger, og skolen arbejder for at trække børnene tilbage igen. Og børnene selv? Enkelte af dem ønsker bare, at skolen ikke fandtes. Nogle foretrækker andre læringsarenaer. Andre ønsker, at de selv var sådan et barn, der kunne (eller ville) gå i skole.
“Når fravær forstås som skoledeltagelsesproblemer, bliver forebyggelse ikke et spørgsmål om at motivere elevens krop tilbage i klassen, men om at ændre de betingelser, der gør, at kroppen oplever modvillighed i forhold til at være der.”
–
Wilma Walther-Hansen, kapitel 1
Skolefravær har eksisteret så længe, vi har haft skole. For snart 100 år siden udkom den første artikel om skolefravær, da psykiateren I.T. Broadwin på en konference i 1932 beskrev en særlig form for ”pjæk”. Der var ikke tale om det, man sædvanligvis forstod ved pjækkeri. Pjækkeri mente man på dette tidspunkt var et personlighedstræk, som det at stjæle, løbe hjemmefra og anden uartig og problematisk adfærd. Der var tale om en lydigheds- og moralbrist, som også forårsagede pjækkeriet. Men det, Broadwin havde fået øje på, var, at nogle børn faktisk slet ikke kunne komme i skole, hvad end de ville eller ej. Han talte om en form for neurotisk personlighedstype, som gjorde, at disse børn udviklede angst for at gå i skole.
I 1941 forærede en anden psykiater A.M. Johnson os begrebet skolefobi. Han karakteriserede skolefobi som det forhold, at et barn er så skrækslagen for at komme i skole, at al skolegang bliver umulig. Skolefobi blev den foretrukne måde at forstå skolefravær på i de næste mange årtier. Og uanset om man talte om, at et barn ikke ville i skole (pjæk) eller ikke kunne komme i skole (angst), var der tale om indre årsager: i begge tilfælde en brist i karakteren – enten af sløset eller udisciplineret karakter eller af neurotisk art.
I starten af 1960’erne dukkede ordet ”skulkeri” op i lovgivning om børneog ungeforsorg, og i 1980’erne diskuterede elevbevægelserne sammenhænge mellem ”pjæk” og kedsomhed. Med kedsomhedsbegrebet blev blikket flyttet en anelse fra fravær set som personlighedsbrist til fravær som reaktion på, at noget i skolen var ulideligt kedeligt.
“Når man ikke inkluderes i det sociale fællesskab, fører det til en reduktion i selvtillid, utryghed og en manglende oplevelse af at høre til i skolesamfundet.”
– Marie-Lisbet Amundsen, kapitel 6
Det kontekstuelle perspektiv fik for alvor gennemslagskraft i dansk skole- og børneforskning og i praksisfeltets debat i midten af 2010’erne. Børn fødes med forskellige forudsætninger og vokser op i familier med forskellige omsorgsmønstre, værdier, baggrunde og muligheder. Der findes børn, som lever med angst, depression og forskellige former for neurodiversitet, og ud fra et kontekstuelt perspektiv er fokus på, at disse forhold naturligvis eksisterer, og at skolens kontekst kan være en socialpsykologisk arena, som enten forstærker eller afbøder nogle af disse forhold for børnene.
“Det er bemærkelsesværdigt, at det netop er den uædle form for fravær, der sjældent italesættes – for hvad skal vi som samfund stille op med, at skolen i stigende omfang med intention fravælges af de ældste elever, som har været i skole i længst tid?”
– Helle Rabøl Hansen, kapitel 4
Op igennem 2010’erne virkede det primært oplagt at tale om forældrenes manglende støtte til børnenes skolegang, når man diskuterede skolefravær. Vi havde sparsom viden om mekanismer bag og årsager til skolefravær, og de data, vi havde var – som data ofte er – begrænset af kun at kunne måle det, som var blevet registreret. Det betød, at viden om fravær i form af fraværsprocenter blev koblet med data om medicinforbrug, psykiatriske og somatiske diagnoser og karakterer. Eller familiære forhold som forældrenes uddannelsesniveau, sociale familieindsatser, overførselsindkomster, sygdom hos forældre m.m.
“I fraværssager opstår der over tid ofte en parallel ensomhed: Parterne arbejder på sagen – men ofte hver for sig. Den situation kan opstå, hvis barnets mistrivsel bliver et privat anliggende i familien, og lærernes bestræbelser bliver en intern skoleopgave, alt imens dialogen mellem parterne nemt bliver præget af gensidig frustration. Når dette sker, øges risikoen for, at fraværet ikke blot er et tegn på mistrivsel, men også bliver et omdrejningspunkt for relationel fastlåsning.”
– Nina Ramer og Tine Basse Fisker, kapitel 8
Men ingen af de tilgængelige data siger noget om kvaliteten af skolemiljøet: relationerne mellem børnene i klassen, relationen til lærerne og deres måde at lede skoleklassen på eller deres måde at arbejde med undervisning som fælles omdrejningspunkt. Snævert udvalgt metodik og data har heller ikke kunnet fange, om skolen opleves meningsfuld for børnene. Om det faglige stof er forbundet til børnenes hverdagsliv, eller om børnene finder glæde og tryghed i skolens fællesskaber. Kort sagt: alle de forhold, som vi i dette forord vælger at kalde den socialpsykologiske tryghed for at understrege betydningen af sociale relationer og fællesskaber som betingelser for tryghed eller utryghed. Socialpsykologisk tryghed skal her forstås som de relationelle, kulturelle og pædagogiske betingelser, der gør det muligt for et barn at indgå som legitim deltager i skolens faglige og sociale fællesskaber uden risiko for udstødelse, marginalisering eller meningsløshed. Når denne tryghed svækkes, kan fravær fremstå som en måde at regulere en situation på, som ellers opleves uoverkommelig. Socialpsykologisk tryghed skal derfor ikke (udelukkende) forstås som en følelse, men som en social struktur, der opstår mellem mennesker og i skolens kultur og organisation – den kan opbygges eller eroderes, og den er derfor relevant som blik på praksisfeltet.
“I forståelsen af fravær og i arbejdet med det kan den enkeltes fortælling udfolde sig og gå fra blot at handle om manglende fremmøde til fx at ses som en meningsfuld reaktion fra det pågældende barn eller unge, der kalder på en nysgerrig og respektfuld invitation og reaktion fra os fagpersoner.”
– Lea Wellejus, kapitel 7
For at generere viden om det, der kan udfordre den socialpsykologiske tryghed, har vi her i antologien inkluderet kapitler, hvor børn er blevet hørt og fulgt, og hvor fagfolk, skoleledere, lærere og forældre er blevet interviewet. Det vil sige, at kapitlerne bygger på empiriske undersøgelser af det, som ikke kan findes i kvantitative data eller i gamle forståelser og begreber. Antologien bidrager med praksisnære analyser, teoretiske perspektiver, begreber, symbolikker og empiriske undersøgelser, der tilsammen giver et bud på en kvalificering af arbejdet med børn med højt skolefravær.
“Forældre er skolens skjulte flertal.”
– Anne Vestergaard, kapitel 3
Vi retter altså blikket mod den sociale kontekst for at få øje på det, der kan være på spil her. Vi kigger ind i skolen og i skolens liv for at finde flere brikker i det sammensatte puslespil, som fravær udgøres af.
I denne antologi bidrager forskere og praktikere, og deres bidrag spænder vidt. De deler viden, erfaringer, analyser, debat, poesi og forståelser om skolefravær. Skribenterne har skrevet frit, og de er næppe enige om alle vinkler og vurderinger på tværs, men de har noget til fælles. De skriver sig alle ind i skolefravær – socialt set.
“Antallet af brud i trygge relationer til voksne i dagtilbud og skoler har betydning for skolefravær på den måde, at bruddene kan øge barnets forventning om, at relationer til professionelle voksne er skrøbelige og midlertidige.”
– Tine Basse Fisker, kapitel 2
