Skip to main content

Når pædagoger og børn læser

Page 1


Når pædagoger og børn læser

Inspiration til udvikling af læsepraksis og læsekultur i dagtilbud

NÅR PÆDAGOGER

OG BØRN LÆSER

Inspiration til udvikling af læsepraksis og læsekultur i dagtilbud

LINE MØLLER DAUGAARD, SARA DØRKEN CHRISTIANSEN, IRENE SALLING KRISTENSEN & TORKIL ØSTERBYE

DAFOLO

Line Møller Daugaard, Sara Dørken Christiansen, Irene Salling Kristensen og Torkil Østerbye

Når pædagoger og børn læser

Inspiration til udvikling af læsepraksis og læsekultur i dagtilbud 1. udgave, 1. oplag, 2026 © 2026 Dafolo A/S og forfatterne

Forlagsredaktion: Anne Marie Vinther Lemuchi og Nicoline Møller Harlyk Omslagslayout og grafisk opsætning: Simon Zander

Grafisk produktion: JYPA, Aalborg

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition: Dafolo A/S

Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8352

ISBN 978-87-7234-520-8

Indledning

“Vi er gode til at binde sløjfer”. Sådan sagde en pædagog i en børnehave i et interview om arbejde med billedbøger i børnehaven (se Christensen & Østerbye, 2024). For pædagogen refererer det at binde sløjfer til en pædagogisk praksis, hvor pædagoger og børn sammen lykkes med at skabe meningsfulde forbindelser mellem bogens indhold, børnenes erfaringsverden og hverdagens praksis i børnehaven. Som et eksempel på, hvordan der bindes sløjfer, fortalte pædagogen om en dag i børnehaven, hvor de sammen havde læst en ny bog om dyr. Børnene blev især optaget af et særligt dyr fra bogen, nemlig giraffen. Højtlæsningen blev derfor startskud til en række forskellige giraf-snakke og giraf-aktiviteter. Pædagoger og børn talte fx om, hvor lang en giraf egentlig er, og der blev med målebånd målt og tegnet op, hvor meget en giraf ville fylde, hvis den blev lagt ned på børnehavens gulv.

Vi er gode til at binde sløjfer –

pædagog, børnehave

Andre eksempler på sløjfebinding fra interviewene med pædagogerne kunne være, når man læser Lasse-Leif – fri leg i supermarkedet (Finderup & Carlsen, 2017) og efterfølgende begynder at lege supermarked – samler varer, laver penge eller betalingskort og øver sig i at indtage roller som kunde og ekspedient. Eller når pædagogerne bevidst vælger en billedbog, hvis indhold kan tematisere noget, der aktuelt er på spil i børnenes indbyrdes relationer. Fælles for pædagogernes eksempler på at binde sløjfer er, at der er tale om en praksis, hvor pædagoger og børn sammen vækker bogens univers til live, og

hvor arbejdet med bøger opleves som en integreret del af hverdagens pædagogiske arbejde. Når der bindes sløjfer, giver arbejdet med bøger og læsning mening for pædagogerne. Her optræder bogen og dens indhold ikke løsrevet fra resten af børnenes og institutionens hverdag, men er integreret i hverdagens pædagogiske praksis og flugter med pædagogernes grundlæggende forståelser af pædagogisk arbejde.

Måske får pædagogernes eksempler dig til at tænke på dine egne erfaringer med at binde sløjfer som pædagog, dagplejer eller medhjælper? Til at tænke tilbage på, hvordan nogen har bundet sløjfer sammen med dig, da du var barn – eller hvordan du selv gør det med børn eller børnebørn? Til at længes efter at begynde at binde sløjfer i din næste praktik som pædagogstuderende? Eller til at sætte det at binde sløjfer på dagsordenen til næste stuemøde, personalemøde, netværksmøde eller undervisningsgang?

Denne bog henvender sig til dig, der på den ene eller anden måde beskæftiger dig med børn og bøger, og som savner praksisnær inspiration til den fortsatte udvikling af læsepraksisser og læsekultur i dagtilbud. Måske er du pædagog i en vuggestue, børnehave eller integreret institution; måske er du dagplejer, pædagogisk assistent eller medhjælper. Du kan også være pædagogstuderende eller underviser i grund- eller efter- og videreuddannelse af pædagoger, eller måske er du sprogvejleder, dagtilbudsleder eller konsulent. For nemheds skyld refererer vi gennem bogen ofte til alle disse som ‘pædagoger’. Vores håb er, at bogens eksempler vil ramme dig lige præcis dér, hvor du er, og at du i bogens beskrivelser af og refleksioner over læsepraksisser i dagtilbud vil finde både inspiration og stof til eftertanke.

Refleksionsspørgsmål

Vækker begrebet ’at binde sløjfer’ genklang hos dig?

Hvis ja: Hvordan ser det ud, når du eller I binder sløjfer?

Hvad skal der til for, at der kan bindes sløjfer i din professionelle hverdagspraksis?

Bogen er baseret på vores egne møder og samarbejde med pædagoger på dagtilbudsfeltet i forbindelse med undervisning, efter- og videreuddannelse og forskning og udvikling, og fra disse møder stammer bogens beskrivelser og eksempler fra praksis. Vi trækker især på en række praksisnære forsknings- og udviklingsprojekter gennemført i de senere år – dem kan du læse nærmere om i tabel 1 sidst i kapitlet. Bogen er hverken en metodebog, en teoribog eller en manual og præsenterer ikke ét sammenhængende koncept for ’den gode højtlæsning’. Der er snarere tale om en inspirations- og refleksionsbog, som tager afsæt i pædagoger og børn som læsere, og gennem bogens kapitler bestræber vi os på at give stemme til læsende pædagoger og børn.

Ud over denne indledning består bogen af syv afrundede kapitler, som både kan læses hver for sig og i sammenhæng. Kapitel 1 har overskriften Pædagogen som læser. Her stiller vi skarpt på den enkelte pædagog som læser og giver eksempler på, hvordan pædagogers egne betydningsfulde læseoplevelser kan være med til at forme det professionelle pædagogiske arbejde med bøger og læsning. I forlængelse heraf er fokus i kapitel 2, Gode læsesituationer i dagtilbud, på, hvordan der kan skabes gode læsesituationer og læseoplevelser for børnene i dagtilbud – med afsæt i pædagogers beskrivelser af, hvad der for dem udgør gode læsesituationer. I kapitel 3 rettes opmærksomheden mod læsningens relationelle dimensioner. Kapitlet viser, hvordan læsning også er en relationel og social praksis, både for børn og pædagoger, og hvordan læsning kan have betydning for børns trivsel og deltagelsesmuligheder. Herefter giver vi i kapitel 4, Børneperspektiver på gode bøger, børnene ordet og sætter fokus på, hvad børn i vuggestuer og børnehaver selv peger på som gode bøger. Kapitel 5 stiller skarpt på de mindste børn og læsning – et ofte overset felt. Små børns læsning og læsepraksisser er anderledes end hos større børn, og kapitlet beskriver, hvordan der kan skabes rum for opdagende læsepraksisser allerede i vuggestuen. Kapitel 6 har overskriften Fra læseoplevelse til læselæring – og tilbage igen? Her tegner vi med afsæt i et interview med en erfaren pædagogisk assistent et historisk rids over de seneste års udvikling i synet på børn, bøger og læsning i danske dagtilbud, før vi i det afsluttende kapitel 7 opsummerer de væsentligste pointer fra bogens forudgående kapitler og samler dem i en afsluttende diskussion af læsekultur i dagtilbud.

Gennem bogen vil du som læser møde praksisnære beskrivelser af konkrete læsesituationer suppleret af pædagoger og børns refleksioner over

læseoplevelser, læsepraksisser og læseridentitet. Vi håber, at bogens eksempler, analyser og refleksioner vil virke genkendelige, men samtidig også tankevækkende. Som læser inviteres du bogen igennem løbende til at stoppe op og reflektere – over dig selv som læser og især over din professionelle hverdagspraksis med børn og bøger. Det sker gennem refleksionsspørgsmål som dem, du mødte i teksten herover. Det er vores håb, at bogen på den måde kan fungere som et frugtbart og inspirerende grundlag for den fortsatte udvikling af den pædagogiske hverdagspraksis med børn og bøger i dagtilbud og således bidrage til, at der i fremtiden kan bindes nye sløjfer og skabes grobund for stærke læsekulturer.

Pædagogen som læser. læseridentitet og læsepraksis blandt pædagogisk personale i vuggestue, børnehave og dagpleje (PÆlS)

Hvornår? 2024-2025

Hvem? Sara Dørken Christiansen, Line Møller Daugaard, Marie Højholt, Irene Salling Kristensen og Torkil Østerbye. Finansieret af VIA University College.

Hvad? Interviewundersøgelse blandt dagplejere, pædagoger og medhjælpere i vuggestue og børnehave ved brug af et kreativt og visuelt orienteret interviewformat, der inviterer pædagogerne til at reflektere over egen udvikling som læser over tid og at trække linjer til deres læsepræferencer og læsepraksisser i deres professionelle pædagogiske praksis.

Billedbogspraksis i børnehaven

Hvornår? 2023

Hvem? Sara Dørken Christiansen, Irene Salling Kristensen og Torkil Østerbye. Finansieret af VIA University College.

Hvad? Undersøgelse af billedbogspraksis i børnehaven gennem survey til pædagoger efterfulgt af observationer og interviews med pædagoger og børn i tre børnehaver.

Nysgerrig? Læs faglig artikel: https://www.laesesporet.dk/vi-binder-sloejfer-naar-paedagoger-og-boern-vaekker-bogens-univers-til-live

Sammen om sprog – lokal kvalitet i vuggestuens sprogmiljø Hvornår? 2020-2022

Hvem? Line Møller Daugaard, Marie Højholt, Irene Salling Kristensen og Torkil Østerbye. Finansieret af VIA University College og BUPLs udviklingspulje.

Hvad? Udvikling af kvaliteten i sprogmiljøet i to vuggestuer i et tæt samarbejde mellem pædagoger, ledere og forskere. Indsigter fra et standardiseret kvalitetsvurderingsredskab, ITERS-3, sammenholdes med pædagogers egne forståelser af og erfaringer med kvalitet i sprogarbejdet og danner afsæt for sprogpædagogiske udviklingsforløb i de to vuggestuer.

Nysgerrig? Se to korte sprogpædagogiske film: https://bupl. dk/forsknings-og-udviklingspuljer/udviklingspulje/ sammen-om-sprog-lokal-kvalitet-i-vuggestuens

Lyt til podcast: https://creators.spotify.com/ pod/profile/paedagogisk-extrakt/episodes/ Sammen-om-sprog-i-vuggestuen-e1s6nfb

Læs faglig artikel om bøger, læsning og trivsel i vuggestuen: https://issuu.com/paedagogiskextrakt/ docs/10914_webmagasinet_p_dagogisk_extrakt_ nr_21_2022_p/38?fr=sNmEwNDQ1MDk2ODQ

Læs forskningsartikel om kvalitet i sprogarbejdet: https://nordiskbarnehageforskning.no/index.php/nbf/ article/view/620/1060

Sproglig praksis og sprogligt læringsmiljø i vuggestuen

Hvornår? 2018-2019

Hvem? Line Møller Daugaard, Marie Højholt og Irene Salling Kristensen. Finansieret af VIA University College.

Hvad? Etnografisk feltarbejde i tre forskellige vuggestuer med henblik på at beskrive hverdagens sprogpædagogiske praksisser.

Nysgerrig? Læs faglige artikler om eftermiddagsmad, sang og vuggestuebørns kontaktformer: https://www.videnomlaesning.dk/media/3632/28_line-moeller-daugaard.pdf

https://videnomlaesning.dk/media/3627/28_irene-salling-kristensen.pdf

https://videnomlaesning.dk/media/3636/28_marie-hoejholt.pdf

Lyt til podcast: https://petergogikum.buzzsprout. com/1386490/episodes/8657964-petergogikum-5-de-sma-taler-om-sprog-i-vuggestuen

TABEL 1: OVERSIGT OVER PROJEKTER

Litteratur

Christiansen, S. D. & Østerbye, T. (2024). ”Vi binder sløjfer” - når pædagoger og børn vækker bogens univers til live. Bibliotekernes sprog- og læsespor. https://www.laesesporet.dk/vi-binder-sloejfer-naar-paedagoger-og-boern-vaekker-bogens-univers-til-live

Børnebog

Finderup, M. & Carlsen, A. (2017). Lasse-Leif: Fri leg i supermarkedet. Alvilda

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Når pædagoger og børn læser by Dafolo - Issuu