Skip to main content

Deltagelsesdidaktik i praksis

Page 1


Deltagelsesdidaktik i praksis

Dafolo

Katrine Krogholm Olesen og Charlotte Rørvig Haaber

Deltagelsesdidaktik i praksis

1. udgave, 1. oplag, 2026 © 2025 Dafolo A/S og forfatterne

Forlagsredaktion: Maria Appel Bangshøj og Nicoline Møller Harlyk

Illustrationer: Lisa Gravgaard Arendrup

Omslagsdesign og grafisk layout: Simon Zander

Grafisk produktion: JYPA, Aalborg

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Forlagsekspedition: Dafolo A/S Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666

E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk

Varenr. 8310

ISBN 9788772344508

Indhold

KAPITEL 4 Videndeling

KAPITEL 5 Refleksion

KAPITEL 6 Undervisningseksempler med afsæt i Deltagelsesdidaktik

BILAG

Forord

Af Maibritt Bech Nielsen og Søren Schmidt, henholdsvis lærer og leder på Ramme Skole

I forbindelse med projektet Faglig trivsel for alle børn i regi af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet blev vi introduceret til begrebet Deltagelsesdidaktik af Charlotte Rørvig Haaber og Katrine Krogholm Olesen. Mødet med disse perspektiver gav os en stor begejstring og en ny nysgerrighed på undervisningens muligheder. Inspirerede vendte vi tilbage til skolen med en fælles motivation for at undersøge, hvordan øgede valgmuligheder i undervisningen kan skabe bedre deltagelse og faglig trivsel for alle elever.

Som henholdsvis underviser og skoleleder har vi fra hver vores position erfaret, hvordan Deltagelsesdidaktik rummer et potentiale, der kan gøre undervisningen mere meningsfuld, fleksibel og inkluderende for alle elever. Vi har oplevet, at når vi anvender Deltagelsesdidaktik, bidrager det til, at skolen bliver en fællesskabsmagnet – en skole, man gerne vil komme i. Selvom vores perspektiver er forskellige, har vi begge erfaret, hvordan denne tilgang kan styrke både elevernes læringsmuligheder og skolens fællesskaber – og samtidig forandre og forbedre vores professionelle praksis.

Vores interesse for Deltagelsesdidaktik udsprang af et ønske om at skabe en undervisning, hvor alle elever kan deltage, udvikle sig og lykkes – på hver deres måde, men stadig sammen. Det bygger på en tro på, at vi kan møde vores elever dér, hvor de er – både fagligt og menneskeligt.

Gennem Deltagelsesdidaktik har vi erfaret, at det er muligt at skabe et undervisningsmiljø, hvor eleverne arbejder med de samme faglige mål på forskellige, men ligeværdige måder.

Når vi som undervisere arbejder bevidst med at identificere læringsbarrierer og derudfra tilbyder eleverne valgmuligheder, bliver det muligt at invitere langt flere elever aktivt ind i læringen – også dem, der tidligere har haft svært ved at følge undervisningen på mere traditionelle præmisser. Vi sænker ikke de faglige krav, men åbner undervisningen, øger variationen og inddrager elevernes ideer, interesser og erfaringer som en værdifuld del af planlægningsfasen. Vi designer valg, der gør en forskel.

Som undervisere betyder det et skifte fra primært at være formidler til i højere grad at være vejledende, procesunderstøttende og rammesættende. Det kræver tydelige mål, men også mod og villighed til at give slip på noget af kontrollen og tilpasse undervisningen undervejs. Evalueringen ændrer også karakter. Det er ikke længere en ensidig vurdering, men en dialog, hvor elev og underviser sammen er nysgerrige på valg, processer, udfordringer og strategier.

Som skoleleder giver Deltagelsesdidaktik et vigtigt sprog for, hvordan skolen som helhed kan tilrettelægge læringsmiljøer, hvor alle elever reelt kan deltage. Det bliver tydeligt, at trivsel og læring ikke er hinandens modsætninger, men gensidigt forstærkende. Når undervisningen tilbyder eleverne fleksible muligheder for at deltage, oplever vi færre konflikter, fordi elever, der tidligere brugte deres energi på blot at ”overleve” undervisningen, nu kan bruge deres overskud på positive sociale relationer. Det bidrager til en roligere skole, hvor eleverne i højere grad ser hinanden som ligeværdige deltagere i fællesskabet.

Som leder er det afgørende at understøtte denne udvikling ved at prioritere tid, faglig sparring og didaktiske læringssamtaler. Det giver skolen et styrket fokus på kompetenceudvikling, refleksion og udvikling af læringsmiljøer, hvor vi betragter elevernes muligheder for at deltage som et fælles anliggende.

Vi har begge oplevet, hvordan elevernes engagement stiger, når de føler sig set, hørt og taget alvorligt. Når deres ønsker indgår i tilrettelæggelsen af undervisningen, ser de en tydeligere mening med det faglige arbejde. De får øget ejerskab og markant større motivation. Samtidig skaber det et mere inkluderende læringsfællesskab, fordi eleverne ser, at der findes mange måder at lære på – og at alle måder er legitime. Det er en vigtig kulturforandring, både i klassen og på skolen som helhed.

Gennem vores arbejde med Deltagelsesdidaktik er vi blevet opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at alle medarbejderes værdier forenes i et fælles børne- og læringssyn. Når de voksne omkring barnet deler de samme værdier og forståelser, får barnet en tryg, forudsigelig og inkluderende hverdag.

Vi er opmærksomme på, at undervisere opbygger kompetencer gennem fx prøvehandlinger og videndeling. Samtidig er det vigtigt at have strukturer for udbredelse af god praksis, fx gennem strukturerede prøvehandlinger, en fælles idebank med valgmuligheder i læreprocessen, observationer af hinandens undervisning eller didaktiske læringssamtaler.

Vi oplever, at undervisningen lykkes, når der sker en sammensmeltning mellem pædagogik og didaktik, hvor mening, elevinddragelse og valgmuligheder går hånd i hånd. Netop dét tilbyder Deltagelsesdidaktik.

Introduktion til Deltagelsesdidaktik

Velkommen til forlængelsen af vores bog Deltagelsesdidaktik –Undervisning for alle (Olesen & Haaber, 2024). I den første bog præsenterer vi vores bearbejdning af Universal Design for Learning. UDL er en didaktisk ramme, som har til hensigt at understøtte alle børns lærings- og deltagelsesmuligheder i undervisningen. UDL bygger på et omfangsrigt forskningsgrundlag blandt andet inden for områderne neurovidenskab, pædagogik, didaktik og kognitiv psykologi (CAST, 2024). Bogen følger læreren Thomas, som benytter Deltagelsesdidaktik som en måde at skabe lærings- og deltagelsesmuligheder på for sine elever. Læseren får indblik i Thomas’ didaktiske udvikling og får på den måde præsenteret forskellige modeller og refleksionsværktøjer, som vi løbende har udviklet og anvendt i vores møde med teams rundt i landet. Bogen rummer dog få eksempler på konkret planlægning, gennemførelse og evaluering af Deltagelsesdidaktik, og det har derfor været et ønske for os at skrive endnu en bog, som tilbyder læreren konkrete ideer til, hvordan Deltagelsesdidaktik kan se ud i skolens forskellige fag og i undervisningens faser. Netop denne bog sidder du med i hænderne nu.

Vi er heldige med, at en række lærere har delt deres undervisningsforløb med os, så vi i denne bog kan præsentere forløb til indskoling, mellemtrin og udskoling i mange af skolens fag. Det er vi dybt taknemmelige for. Ud over de gode eksempler på Deltagelsesdidaktik udfolder denne bog Deltagelsesdidaktikmodellen såvel teoretisk som gennem konkrete eksempler fra undervisningen. Vi stiller skarpt på fire typer af læreprocesser og giver ideer til, hvordan de kan anvendes i undervisningens forskellige faser: Læringsforudsætninger, Åbning, Fordybelse, Videndeling og Refleksion.

Hvis du allerede har læst bogen Deltagelsesdidaktik – Undervisning for alle, kan du med fordel hoppe videre til kapitel 1, men for en god ordens skyld kommer her en opsummering af de grundlæggende pointer med deltagelsesdidaktik.

Hvorfor er Deltagelsesdidaktik vigtig?

I de seneste år har begrebet deltagelse fået stadig større opmærksomhed i den pædagogiske debat. Udfordringen i debatten har til tider været, at koblingen mellem deltagelse og læring glemmes. Lektor i inklusion Helen Benstead (2019) problematiserer, at deltagelsesbegrebet bliver adskilt fra læringsudbyttebegrebet, og understreger, at deltagelse handler om mere og andet end at være fysisk til stede i undervisningen. Der er først tale om deltagelse, når eleverne oplever at være aktive i undervisningen og bidrage med hver deres kompetencer og lærings-

forudsætninger. At være aktiv aktør handler om, at eleverne kan gøre sig gældende, kan slå til i undervisningen og har en reel indflydelse på, hvordan undervisningen ser ud. Således ser vi deltagelse og læring som dialektiske forståelser, og det er afgørende, at læreren er bevidst om at kunne give eleverne mulighed for at deltage gennem sin planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen.

Deltagelsesdidaktik har til formål at skabe bedre muligheder for at lære og deltage i skolens læringsfællesskaber ved at tilbyde mangfoldige læreprocesser i undervisningen, som imødekommer elevernes forskellige forudsætninger. Deltagelsesdidaktik forudsætter således, at læreren ser kvaliteten i elevernes forskelligheder og planlægger, gennemfører og evaluerer en undervisning, hvor eleverne, med afsæt i deres forskellige måder at lære på, kan bidrage til den fælles undervisning.

Hvordan anvendes Deltagelsesdidaktik?

I Deltagelsesdidaktik er undervisningen bygget op omkring tre nøglebegreber: læringsbarrierer, valgmuligheder og elevperspektiver

Læringsbarrierer opstår, når læreprocesserne i undervisningen ikke imødekommer de læringsforudsætninger, som eleverne har, og det mål, der er i undervisningen. Det kan fx være, at eleverne har begrænset taletid, og at lange oplæg ved tavlen får eleverne til at miste koncentrationen. Med læringsforudsætninger tænker vi på elevernes viden, kompetencer, særlige behov, interesser og præferencer.

Valgmuligheder handler om, at læreren i sin planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning imødekommer elevernes forskellige læringsforudsætninger ved at tilbyde valgmuligheder i læreprocessen. Vi opstiller fire typer af læreprocesser, som alle er gyldige måder at lære på. Ved at gøre brug af de fire typer af læreprocesser kan læreren variere sin undervisning, idet der bliver flere måder at arbejde med indholdet på frem mod det fælles faglige mål. De fire typer af læreprocesser er lige vigtige. Men læreren skal overveje sin dosering af de forskellige læreprocesser i undervisningen, og hvilke elever der profiterer af de forskellige læreprocesser. Pointen er, at der ikke skal være én måde at arbejde med indholdet på, men derimod flere, da eleverne har forskellige præferencer og kompetencer. Vores ønske er, at de fire typer af læreprocesser kan være hjælpsomme for læreren i planlægningen af valgmuligheder. Vi er bevidste om, at de fire typer af læreprocesser er vores bearbejdning, og de kunne have været anderledes.

De fire typer af læreprocesser er:

• Stillesiddende og lyttende læreprocesser

• Kropslige og sanselige læreprocesser

• Æstetiske og skabende læreprocesser

• Fællesskabsopbyggende læreprocesser.

Det tredje og sidste nøglebegreb, elevperspektiver, handler om, at læreren inddrager elevernes perspektiver i planlægningen, gennemførelsen og evalueringen af sin undervisning. Vi ser eleverne som didaktiske aktører, som skal inddrages i såvel planlægning som evaluering af under-

visningen. De er vigtige informanter i forhold til lærerens didaktiske overvejelser. Netop den pointe henter vi hos docent Lotte Hedegaard-Sørensen, som i forskningsprojektet Reaching the ”hard to reach” beskriver vigtigheden af at invitere eleverne ind i det didaktiske maskinrum (Hedegaard-Sørensen, 2020).

Kort sagt har Deltagelsesdidaktik til formål at give alle elever lærings- og deltagelsesmuligheder i undervisningen ved at tilbyde forskellige måder at lære på. Her er et eksempel fra undervisningen i dansk. Eleverne har læst romanen Bortebjerget af Kathrine Assels, og læreren beslutter på baggrund af elevernes læringsforudsætninger, at der skal være tre valgmuligheder i læreprocessen frem mod målet.

Elevperspektiver og elevinddragelse

Elevernes læringsforudsætninger og måder at lære på er forskellige.

Lær dem at kende ved at inddrage børnenes perspektiver i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen.

Valgmulighed 1

Indtal eller skriv om hovedpersonen

Valgmulighed 2

Lav en digital profil for hovedpersonen

Valgmulighed 3

Tegn hovedpersonen i 1:1 og skriv stikord rundt om

Figur 1. Nøglebegreber i Deltagelsesdidaktik (egen model).

Mål At lave en personkarakteristik af romanens hovedperson

Kassen til venstre illustrerer, hvordan læreren indhenter viden om elevernes læringsforudsætninger og lader denne viden være anvisende for, hvilke valgmuligheder der er behov for i læreprocessen, hvis alle elever skal kunne nå målet om at lave en personkarakteristik af romanens hovedperson. Pilene i midten illustrerer de tre valgmuligheder, som eleverne får. Disse valgmuligheder har afsæt i forskellige læreprocesser, som netop imødekommer diversiteten og mangfoldigheden i elevernes læringsforudsætninger.

Overordnet er Deltagelsesdidaktik et supplerende greb til den didaktik og undervisning, som allerede fungerer i skolen. Formålet er, at læreren afprøver elementer af Deltagelsesdidaktik i sin undervisning for at opnå erfaringer med, hvad der fremmer og hæmmer lærings- og deltagelsesmuligheder for alle elever. Sidstnævnte pointe hænger sammen med vores ønske om, at lærerens didaktiske kompetence skal langt mere i fokus i skolen. Det kræver, at det professionelle samarbejde i skolen beskæftiger sig med læringssyn, didaktik og undervisning, og at samtalen om god og inkluderende undervisning bliver til en naturlig del af fx teammøder. Dette er nærmere beskrevet i kapitel 6 i bogen Deltagelsesdidaktik - Undervisning for alle.

Modellen Deltagelsesdidaktik

For at understøtte læreren i at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning har vi udviklet modellen Deltagelsesdidaktik (Haaber et al., 2023) (se bilag 1).

DELTAGELSESDIDAKTIK

Kilde: Haaber, Krogholm Olesen & Westmark (2023)

ÅBNING

• At åbne indholdet ved hjælp af forskellige læreprocesser

• Adgang

FORDYBELSE

• At omsætte indholdet ved hjælp af forskellige læreprocesser

• Handling

REFLEKSION

• At se tilbage på valgmulighedernes kvalitet i samarbejde med eleverne

• Evaluering

ELEVPERSPEKTIVER

Brug af modellen:

• Mål

• Rammer og ressourcer

VIDENDELING

• At formidle med fokus på mål og indhold

• Feedback

VALGMULIGHEDER LÆRINGSBARRIERER

1. Undersøg elevernes læringsforudsætninger i forhold til målet i undervisningen.

2. Beslut jer for, hvordan I vil åbne undervisningen. Skal eleverne have mulighed for at åbne indholdet på forskellige måder?

3. Beslut jer for, hvordan eleverne skal fordybe sig i indholdet. Skal eleverne have mulighed for at fordybe sig i indholdet på forskellige måder?

4. Beslut jer for, hvordan eleverne skal dele deres erfaringer og viden om indholdet med hinanden. Skal eleverne have mulighed for at videndele indholdet på forskellige måder?

5. Beslut jer for, hvordan eleverne skal reflektere over deres måde at lære på i forhold til de anvendte læreprocesser. Skal eleverne have mulighed for at reflektere over læreprocesserne på forskellige måder?

Figur 2. Deltagelsesdidaktik (Haaber et al., 2023).

Modellen beskriver fem forskellige faser i undervisningen, som læreren må gøre sig overvejelser om i planlægningen. I det nedenstående beskriver vi kort disse faser.

Fase 1: Læringsforudsætninger. Her forholder læreren sig til den mangfoldighed af læringsforudsætninger, som eleverne i klassen har, og sammenholder disse med det faglige mål og de rammer, undervisningen er underlagt. Den analyse er forudsætningen for at planlægge valgmuligheder i læreprocessen.

Fase 2: Åbning. Her forholder læreren sig til, hvordan indholdet i undervisningen skal åbne sig for eleverne.

Fase 3: Fordybelse. Her forholder læreren sig til, hvordan eleverne kan fordybe sig i indholdet i undervisningen.

Fase 4: Videndeling. Her forholder læreren sig til, hvordan eleverne kan videndele deres arbejde fra fordybelsesfasen med hinanden.

Fase 5: Refleksion. Her forholder læreren sig til, hvordan lærer og elever i fællesskab kan reflektere over kvaliteten i valgmulighederne som afsæt for at evaluere og planlægge videre.

Modellen er cirkulær, og læreren vil i fasen Refleksion systematisk udvide sin forståelse af, hvilke læreprocesser der fungerer i Åbning, Fordybelse og Videndeling.

Bogens opbygning

Bogen består af seks kapitler, der tilsammen udgør en helhed, men som også kan læses hver for sig. Kapitel 1-5 tager afsæt i modellen Deltagelsesdidaktik og behandler hver sin fase: Læringsforudsætninger, Åbning, Fordybelse, Videndeling og Refleksion. Hvert kapitel starter med en praksisfortælling fra den specifikke fase i undervisningen. Her møder vi en række fiktive lærere, som er teoretiske ”kloninger” af de mange lærere, som vi er heldige at samarbejde med omkring Deltagelsesdidaktik. Herefter forholder vi os til, hvorfor fasen er vigtig, og hvad fasen konkret handler om. Til sidst præsenterer vi ideer til de fire typer af læreprocesser i den specifikke fase.

Kapitel 6 indeholder 13 undervisningseksempler fra dansk, matematik, sprogfag, kulturfag og naturfag. I dansk, matematik og sprogfag er der tre eksempler fordelt på indskoling, mellemtrin og udskoling, mens kulturfag har to eksempler fra udskolingen, og naturfag har to eksempler fra henholdsvis indskolingen og mellemtrinnet.

I det følgende præsenterer vi indholdet i hvert kapitel:

Kapitel 1: Læringsforudsætninger

Her introducerer vi fasen Læringsforudsætninger. Formålet er at vise, hvordan læreren i sin planlægning kan overveje elevernes forudsætninger for at deltage i undervisningen. Kapitlet giver et indblik i, hvordan læreren Jesper og hans team arbejder med elevernes læringsforudsætninger og hverdagens udfordringer med særaftaler, uro i klassen og elevernes manglende motivation.

Kapitlet svarer på disse spørgsmål:

• Hvorfor er fasen Læringsforudsætninger vigtig i Deltagelsesdidaktik?

• Hvad er læringsforudsætninger, og hvordan hænger de sammen med mål og læreprocesser?

• Hvad er læringsbarrierer?

• Hvad er sammenhængen mellem læringsforudsætninger og læringsbarrierer?

• Hvorfor er det vigtigt at være nysgerrig på elevernes læringsforudsætninger?

Kapitel 2: Åbning

Formålet med kapitlet er at give bud på, hvordan læreren åbner undervisningen på en måde, som understøtter elevernes motivation og giver øget adgang til undervisningen. Kapitlet præsenterer begrebet abduktiv undervisning, som giver inspiration til, hvordan læreren kan åbne undervisningen. Som et eksempel bruger vi Bakkeskolen, hvor ledelsen og skolens ressourcepersoner har valgt, at skoleårets didaktiske fokus er på åbningen af undervisning. Lærerne Jette og Sigrid deler i kapitlet deres erfaringer med åbning af undervisningen.

Kapitlet svarer på disse spørgsmål:

• Hvorfor er fasen Åbning vigtig i Deltagelsesdidaktik?

• Hvorfor er åbningen af undervisningen vigtig for elevernes motivation?

• Hvordan kan læreren planlægge forskellige åbninger, der imødekommer elevernes læringsforudsætninger og det faglige mål i undervisningen?

• Hvad er en abduktiv undervisning?

Kapitel 3: Fordybelse

Her udfolder vi de fire typer af læreprocesser; stillesiddende og lyttende, æstetisk og skabende, kropslig og sanselig samt fællesskabsopbyggende. Formålet er at give inspiration til, hvordan læreren kan give valgmuligheder i fordybelsesfasen. Kapitlet viser eksempler på, hvordan lærerne Simon, Cecilie, Sisse, Jeppe og Martin arbejder med læreprocesserne i deres undervisning.

Kapitlet svarer på disse spørgsmål:

• Hvorfor er fasen Fordybelse vigtig i Deltagelsesdidaktik?

• Hvilke kvaliteter og begrænsninger har de fire forskellige typer af læreprocesser?

• Hvordan kan viden om de fire forskellige typer af læreprocesser kvalificere valgmuligheder i undervisningen og mindske læringsbarrierer for eleverne?

Kapitel 4: Videndeling

Her præsenterer vi bud på, hvordan eleverne kan videndele med hinanden. Formålet med kapitlet er at vise, hvordan fasen Videndeling kan konsolidere det faglige indhold og understøtte fællesskaberne i klassen. Kapitlet handler om matematiklæreren Anette, som gør sig erfaringer med videndeling.

Kapitlet svarer på disse spørgsmål:

• Hvorfor er fasen Videndeling vigtig i Deltagelsesdidaktik?

• Hvilket formål har videndelingsfasen for elevernes læring og fællesskab?

• Hvordan kan videndelingsfasen bidrage til at konsolidere elevernes forståelser?

Kapitel 5: Refleksion

Her giver vi bud på, hvordan læreren kan inddrage elevernes perspektiver i planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisning. Formålet er at vise, hvordan læreren kan reflektere over og evaluere på kvaliteten af de forskellige valgmuligheder i læreprocessen set i forhold til elevernes adgang til undervisningen.

Kapitlet svarer på disse spørgsmål:

• Hvorfor er Refleksionsfasen vigtig i Deltagelsesdidaktik?

• Hvordan kan læreren være nysgerrig på elevperspektiver og elevinddragelse?

• Hvordan kan læreren sammen med eleverne reflektere over og evaluere kvaliteten af de valgte læreprocesser?

Kapitel 6: Undervisningseksempler med afsæt i Deltagelsesdidaktik

Her præsenterer vi 13 undervisningseksempler fra dansk, matematik, sprogfag, kulturfag og naturfag. De viser, hvordan konkret undervisning kan se ud med afsæt i modellen Deltagelsesdidaktik.

Undervisningseksemplerne har vi fået af lærere, som vi samarbejder med. Eksemplerne er fra lærernes egen praksis og er udtryk for, hvordan de har omsat og arbejdet med Deltagelsesdidaktik.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Deltagelsesdidaktik i praksis by Dafolo - Issuu