
3 minute read
Forfatternes forord
from Kom ind i legen
by Dafolo
sige: Har I bare leget i dag? NEJ, vi har ikke bare leget, som om det ikke var noget.
Det pædagogiske arbejde er tungt belagt med politiske forventninger, internationale sammenligninger, krav, forandringer, sammenlægninger og mere akut: personalemangel. Det er set i det lys opløftende, at så mange pædagoger og ansatte i dagtilbuddene alligevel fastholder optimismen, glæden ved arbejdet med børnene og deres familier og åbenheden overfor at prøve noget nyt og blive klogere.
Her viser legen også stort potentiale. I Levende Legekultur indsatsen, hvor vi har arbejdet med at voksne sætter lege i gang og deltager i børns leg, er der en enslydende tilbagemelding: Det giver arbejdsglæde at lege med børnene. Alle, der først har fået legemod, finder det dybt meningsfyldt og motiverende at arbejde med det gode børneliv gennem leg. Og alle synes, det giver mening at drage omsorg for, at børnene får gode erfaringer med sig selv og hinanden i legens fællesskab. Her er en metode, som forhåbentlig kan give endnu flere legemod, og som kan styrke legefagligheden hos alle dem, som har det, men savner videre inspiration.
Tak til forfatterne for at udvikle en metode, som alle kan bruge – og bruge, så det passer lige netop til dem og deres børnegruppe.
God fornøjelse med at komme ind i legen! Ditte Winther-Lindqvist
Ditte Winther-Lindqvist er lektor i udviklingspsykologi på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet. Hun har forsket i børns udvikling af identitet og fantasi gennem leg i daginstitutionen med fokus på det sociale, fysiske og pædagogiske legemiljø.
Kom ind i legen! introducerer til en ny pædagogisk metode, fælles legemanuskripter, som har til formål at sikre alle børns deltagelse i alsidige legefællesskaber med andre børn i dagtilbud.
Bogen er en praksisrettet håndbog, som henvender sig til pædagoger, pædagogstuderende, pædagogiske ledere og konsulenter og andre med interesse for børns leg og kvalitet i dagtilbud.
Bogen blev til før vedtagelsen af den styrkede pædagogiske læreplan og var dermed på forkant med det store fokus, der siden er opstået på legens og legemiljøets betydning. Vi har opdateret denne udgave med et nyt afsnit om legestemning, som understreger betydningen af, at de voksne har en legende tilgang i deres samspil med børnene gennem hele dagen. Bogen og metoden er blevet mødt med stor interesse blandt dagtilbud og uddannelsesinstitutioner i Danmark, og i 2019 blev den også oversat til tysk.
Metoden fælles legemanuskripter er udviklet med afsæt i nyere legeforskning og på baggrund af pædagogers praksiserfaringer, som har vist, at de gode lege ikke altid kommer af sig selv. Inspirationen til metodens udvikling kommer især fra Ditte Winther-Lindqvist, hvis forskning i børns leg vi står i stor gæld til. Pædagogerne i Børnehusene Kokkedal og pædagog Bente Marianne Jacobsen i Børnehuset Ålsgårde i Helsingør Kommune har bidraget med afprøvning af forskellige versioner af metoden og har generøst delt ud af deres erfaringer undervejs. Pædagog Ulla Helweg Nissen har ud fra sin store praksiserfaring bidraget med input til udformningen af de fælles legemanuskripter, som præsenteres i bogens legekatalog. De indledende tanker om at give alle børn i daginstitutionen kendskab til nogle fælles fantasilege opstod med inspiration fra den integrerede institution Asgård på Ydre Nørrebro i København, dengang under ledelse af May-Britt Andersen og Jacob Graack, som havde haft besøg af Ditte Winther-Lindqvist.
Vi håber, at bogen og metoden på tværs af fagområder vil medvirke til at opbygge en fælles forståelse af leg og læring som hinandens forudsætninger og give interessen for børns leg som livs- og læringsrum fornyet liv. At komme ind i legen er for børnene at komme ind i fællesskabet og ind i en verden af oplevelses- og læringsmuligheder. At komme professionelt ind i legen er for pædagogerne at komme ind i kampen for pædagogprofessionens eksistensberettigelse med generobringen af et pædagogisk trumfkort. Kom ind i legen! kan ses som et
bidrag til at synliggøre for omverdenen, hvor mange strenge den pædagogiske fagtradition har at spille på!
Kristina Avenstrup og Sine Hudecek August 2022