1 minute read

Indledning

I denne bog om tilknytning og dannelse i dagtilbud får du indblik i og redskaber til, hvordan man med neuropsykologisk afsæt kan videreudvikle og kvalificere det fælles pædagogiske grundlag i dagtilbuddet . Når I som dagtilbud skal omsætte den styrkede læreplan til konkret pædagogisk praksis, har det stor betydning, hvilket vidensgrundlag I arbejder ud fra, og hvordan dette vidensgrundlag helt konkret omsættes i den daglige pædagogiske praksis i dagtilbud .

Dannelse er sat på dagsordenen i den styrkede læreplan (Børne- og Undervisningsministeriet, 2018), og det giver os mulighed for at gå dybere i vores faglige refleksioner og prioriteringer . I bogen definerer jeg overordnet dannelse som en grundlæggende forholdemåde . En grundlæggende tilgang til at forstå sig selv og verden . Dannelse stikker dybere end læring og udvikling og de færdigheder og kompetencer, barnet tilegner sig, mens det går i dagtilbud . Derfor præsenterer jeg gennem bogen dannelse som det overoverordnede mål i arbejdet med den styrkede læreplan . Arbejdet med de øvrige temaer i læreplanen og det pædagogiske grundlag i dagtilbuddet har til formål at understøtte og kvalificere dannelsesprocesserne i dagtilbuddet . Her giver en neuropsykologisk forståelsesramme os nye muligheder for at forstå barnets udviklingsbetingelser og dermed også nye veje at gå, når vi løbende justerer og videreudvikler vores pædagogiske tilbud . Både i forhold til den aktuelle børnegruppe og på det strategiske niveau i dagtilbuddet . Derudover får du viden om og eksempler på, hvorfor fokus på barnets tilknytning spiller en afgørende rolle i dannelsesprocessen .

Mange danske dagtilbud skal i højere grad end tidligere skabe meningsfulde og udviklende læringsmiljøer for børn, der på forskellig vis har særlige forudsætninger for deltagelse . Disse børn har brug for nye pædagogiske læringsmiljøer og tilbud for at få optimale udviklingsbetingelser, mens de går i dagtilbud . Dette øger kompleksiteten i den samlede opgaveløsning både i den almene og specialpædagogiske praksis .

Bogens formål er at præsentere konkrete og virkningsfulde forståelsesrammer og metoder, der reducerer denne kompleksitet og skaber et fælles organisatorisk overblik, når opgaven er at etablere og videreudvikle læringsmiljøer, der understøtter børns tilknytning og dannelse i dagtilbud . Alt sammen med et neuropsykologisk afsæt .