I Danmark har vi en lang tradition for dialog i skolen. Det er et uomgængeligt princip, at eleverne kan komme til orde i undervisningen, og at de kan udveksle forståelser og meninger både med klassekammerater og med skolens voksne. Dialogbegrebet i skolen trænger dog til en nytænkning og reaktualisering. Undervisningen er på mange skoler stadig præget af lange skoledage med lærerdomineret undervisning, og samtidig befinder vi os i en tid, hvor vores kommunikationsformer har ændret sig radikalt, og en stadig større del af interaktioner foregår ansigtsløst gennem digitale medier.
Med Dialogisk undervisning – Traditioner, teorier og metoder til praksis er tanken at inspirere til en inddragende og aktiverende tilgang til undervisningen, hvor alle elevers stemmer værdsættes og sættes i og på spil.