
2 minute read
Velkommen i Klub 100, Britt
Det store mål blev nået, da Britt Drud Sørensen i slutningen af august løb over maraton-målstregen med sin frame runner og direkte ind i ’Klub 100 Marathon Danmark’.
Det var en træt, men glad Britt, der løb over målstregen og lige ind i den eftertragtede Klub 100 Marathon Danmark. Foto: Benjamin Steengaard Rasmussen.
Advertisement
Trods grå skyer og lurende regn var der intet, der kunne spolere festen for Britt Drud Sørensen, da hun på en rute ved Kalundborg løb sit maraton nummer 100 på sin frame runner (tidl. racerunner). Et løb, der på slaget 10 blev skudt i gang af regionsrådsformand Heino Knudsen, der efterfølgende løb den første runde på en frame runner (5,27 kilometer) sammen med Britt.
Derefter takkede regionsrådsformanden stille og roligt af, og lod Britt løbe videre i jagten på de 42,195 kilometer. Et mål, der blev nået lidt før klokken 15, hvor godt 100 publikummer, løbere og familiemedlemmer kippede med flagene, da Britt løb over målstregen.
Med et stort smil på læberne fik en træt Britt overrakt medalje, blomster og ikke mindst et diplom med medlemskabet af Klub 100. Den 35-årige vestsjællænder var glad og meget lettet over endelig at have nået målet, der oprindeligt skulle være opfyldt sidste år, men blev udskudt på grund af corona.
Stor personlig gevinst ved frame running
Det var Britts løbeklub, ’5 Tårns motion’ i Kalundborg, der arrangerede jubilæumsløbet til ære for hovedpersonen, der debuterede på maratondistancen i 2012. Da hun senere for alvor fik smag for den lange distance, besluttede hun i 2015 at jagte de 100 maratonløb.
Debuten på en frame runner havde hun dog allerede haft i 2009 på atletikbanen i Holbæk, dog på langt kortere distancer. Men Britt fandt hurtigt ud af, at de lange løb var en stor gevinst for hendes helbred. De sikrede en effektiv opretholdelse af de fysiske funktioner og havde samtidig en gavnlig effekt på hendes spasticitet. Når hun løb regelmæssigt havde hun det godt, når hun holdt længere pauser, kom de kropsmæssige problemer.
Konstateringen af at det var træningen med frame runneren, der gav hende velvære på krop og sjæl, krævede derfor ingen større lægeuddannelse. Hun fortsatte derfor ufortrødent med regelmæssig træning og løb.
Og når hun er i gang, så kan hun ligeså godt løbe flere løb. Det viste hun i forbindelse med jubilæumsløbet, der var en del af 5 Tårns motions triplestævne, hvor deltagerne havde mulighed for at løbe enten halv- eller helmaraton tre dage i træk.
Det gjorde Britt. Hun løb den fulde maratondistance tre dage i streg - 27.28. og 29. august. Ganske enkelt dybt imponerende.
BST/FH