1 minute read

Den politiske dagsorden

I ’Den politiske dagsorden’ kan du følge med i foreningens handicappolitiske arbejde, der foregår på mange niveauer og fronter – lige fra mødelokalerne på Christiansborg til direktørens Twitter-profil.

AF MOGENS WIEDERHOLT

Advertisement

Kommunernes misbrug af rådighedstimer i BPA skal stoppes. Men vil det ske?

Det har længe været øverst på vores ønskeseddel, at få stoppet kommunernes misbrug af rådighedstimer, som rammer rigtig mange af vores BPA-brugere.

Efter hårdt pres, er der endelig skred i sagen – og en ny bekendtgørelse om kommunernes anvendelse af rådighedstimer i BPA-ordninger er i høring.

Rådighedstimer er arbejdstid, hvor hjælperen er på arbejde, dog ikke i aktiv tjeneste, men kan tilkaldes. Lønnen for rådighedstimer er væsentlig lavere end timer med aktiv tjeneste.

En finanslovsbevilling på 30 mio. kr. og de nye regler er lavet for at begrænse kommunernes brug af rådighedstimer. Rådighedstimer ødelægger fleksibiliteten i BPA-ordningerne - og den overdrevne brug af rådighedstimer, gør det meget svært at rekruttere hjælpere til BPA.

Vi er enig i det overordnede formål

CP Danmark er selvfølgelig helt enige i det overordnede formål, at reducere brugen af rådighedstimer. Derfor glæder vi os rigtig meget over, at det med den ny bekendtgørelse ikke længere vil være muligt, at bevilge rådighedstimer om dagen. Alle hjælpertimer i tidsrummet fra klokken 06 til 23 skal i princippet være aktiv-timer.

Problemet er blot, at der ikke er lagt nogen særlig begrænsning ind i forhold til brugen af rådighedstimer om natten. Derfor frygter vi, at kommunerne vi føle sig fristet til at skrue gevaldigt op for anvendelsen af rådighedstimer om natten – og så vil vi jo være lige vidt i forhold til rekrutteringsproblemet. Hvis man ikke kan have en anstændig løn som hjælper, så søger hjælperne andre steder hen – og uden hjælpere ingen hjælperordning. Derfor er vores budskab, at kommunernes mulighed for at bevilge rådighedstimer om natten også skal begrænses.

CP Danmarks høringssvar kan læses på hjemmesiden: cpdanmark.dk - benyt søgefunktionen.

This article is from: