Ensom selv med fuld hjælperordning

Selv med fuld hjælperordning kan man godt føle sig ensom en gang imellem

Rasmus bruger sit hjælper-team med stor fleksibilitet – også når det gælder op- og nedture.

AF FRANDS HAVALESCHKA

Rasmus Lund-Sørensen er 37 år, bor i Kolding og er i mange sammenhænge et kendt ansigt. Han har nemlig en evne til at involvere sig i rigtig mange ting og er altid klar til at give en hjælpende hånd.

Tidligere var han frivillig i KIF Håndbold, ligesom han også var en af de mange frivillige til VM i herrehåndbold i Herning i 2019. Kulminationen var selve finaleaftenen, hvor Danmark vandt guldmedaljer og der efterfølgende kom en masse fest i gaden.

- Det var virkelig en fed oplevelse, fortæller Rasmus, der ud over håndboldinteressen også forsøger at være aktiv på forskellige andre måder. I øjeblikket er han med i CP Danmarks kredsbestyrelse for Sydøstjylland, og sidste år blev han valgt til formand for DH’s lokalafdeling i Kolding.

For mange alenetimer

Rasmus har cerebral parese og sidder i el-kørestol, men takket være et godt og stabilt BPA-hjælperhold og en velkørende handicapbil er han normalt meget udfarende og tit på vej til en aktivitet. Det har coronaen imidlertid sat en stopper for, hvilket har påvirket ham så meget, at han offentligt på de sociale medier har udtrykt sine frustrationer og ensomhed.

Der har været for mange alenetimer foran skærmen på det seneste, indrømmer Rasmus.

når man har en fuld hjælperordning 24 timer alle ugens syv dage?

- Det kan måske synes lidt mærkeligt, men selv om man altid er to i lejligheden, så er mine hjælpere ansat hos mig for at udføre et stykke arbejde, og selvfølgelig er det vigtigt, at man ansætter folk, der passer til ens kemi, men de er jo ikke mine venner eller kærester, understreger Rasmus.

- Derfor er det vigtigt, at man passer på sig selv, så forholdet ikke bliver for tæt, men omvendt kan man heller ikke undgå at blive en del af hinandens op- og nedture. Det mener jeg er helt menneskeligt og viser, at man har interesse for hinanden.

Stabilt ansættelsesforhold giver tryghed

Rasmus har haft sin BPA-ordning siden 2009. Han har ansat fire handicaphjælpere, to kvinder og to mænd, alle på 37 timer. Vagtordningen er enkel – et døgn ad gangen fra klokken 22 til 22 næste dag. Og tilsyneladende er handicaphjælperne tilfredse med deres arbejdsplads og med Rasmus som arbejdsleder, for ansættelsesforholdene har været stabile mellem tre og syv år.

Rasmus har således ikke haft behov for at ansætte nye medarbejdere i de sidste tre år. Det er en stabilitet, der giver tryghed.

Rasmus bruger sit hjælper-team med stor fleksibilitet. Har han brug for hjælp i forbindelse med et møde, så er hjælperen med ved siden af ham. Hvis han ikke har behov for hjælp, så får de at vide i god tid inden vagten, at de skal tage en bog med.

Til familiemiddage og sammenkomster er hjælperen som regel en del af selskabet, og foregår det i Rasmus’ lejlighed, så har de hjælperværelset, de kan trække sig tilbage til, hvis det begynder at blive alt for festligt. Det er trods alt en arbejdsplads!