1 minute read

STX

På STX har du en bred vifte af fag inden for samfundsvidenskab, naturvidenskab og humanistiske fag. Du kan starte efter 9.klasse, og uddannelsen varer tre år. Formålet med en STX er, at du bagefter kan søge optagelse på en videregående uddannelse.

Om Uddannelsen

På det almene gymnasium får du undervisning i en bred og almen fagrække inden for både naturvidenskab, sprog, kultur­ og samfundsforhold. Du lærer at gå i dybden med fagene, du lærer at tilegne dig ny viden, og du lærer at forholde dig kritisk til denne viden.

PÅ GRUNDFORLØBET...

vil du også blive undervist i almen sprogforståelse, hvor man bl.a. ser på, hvordan sprogene hænger sammen, og hvordan vi kommunikerer med hinanden. Du deltager også i et naturvidenskabeligt grundforløb, hvor du bl.a. kommer til at gennemføre praktiske undersøgelser, både i laboratoriet og i naturen.

STUDIERETNINGER...

Studieretningerne er organiseret inden for hovedområderne:

· Naturvidenskab

· Samfundsvidenskab

· Sprog

· Kunst

Skolerne har mulighed for at udbyde en række forskellige studieretninger.

Der er fastlagt i alt 18 forskellige studieretninger inden for STX.

Der vil være forskel på, hvilke retninger de enkelte gymnasier kan tilbyde dig, så husk at klikke dig ind på de enkelte gymnasiers hjemmeside for at finde mere info om deres studieretninger.

STUDIERETNINGSPROJEKT (SRP)

I 3.g skal du udarbejde et studieretningsprojekt i forhold til det emne, du har valgt.

Projektet skal som udgangspunkt skrives i to fag, hvoraf mindst et fag skal være på A­ niveau, og mindst et fag skal være et studieretningsfag. Projektet afsluttes med en obligatorisk prøve, der både rummer vurdering af den skriftlige besvarelse og en tilhørende mundtlig eksamination. Resultatet af den mundtlige prøve kommer til at tælle med i dit samlede eksamensresultat.

Eksamen

I hvert skoleår er der både mundtlige og skriftlige eksamener. I løbet af uddannelsen skal du til mindst 10 prøver, der alle tæller med i dit samlede eksamensresultat. Nogle vil være obligatoriske, fx skriftlig dansk og almen sprogforståelse, og andre vil blive udtrukket. Når du har bestået STX­ eksamen, får du et samlet eksamensbevis, hvori dit gennemsnit står. Du kan ikke senere forbedre dit gennemsnit.