3 minute read

Jeg VILLE videre – jeg VILLE ha’ noget ud af livet

Selv da Emily Spiro Praegel sad rystende af angst og næsten druknet i tvangstanker på sit værelse og kæmpede for at komme afsted til sin ungdomsuddannelse hver morgen – var hun ikke i tvivl om, at hun nok skulle lykkes i livet. For selvom diagnoserne – OCD, angst og social fobi – bed fra sig og stadig bider fra tid til anden, er Emily fast besluttet på, at de ikke skal fylde det hele – og de har da heller ikke afholdt hende fra at opnå sine drømme som selvstændig

Det er de allerfærreste, der allerede som 12-årig kan svare på spørgsmålet: ’Hvad vil du være, når du bliver stor?’ Det kunne Emily. Hun ville være grafisk designer. Den drøm har hun holdt fast i. Også selvom drømmen med tiden fik følgeskab af indtil flere diagnoser og et langt, sejt træk med terapi.

”Jeg har aldrig haft den tvivl. Jeg vidste, at jeg ikke skulle læse videre, så det passede mig godt at tage en erhvervsuddannelse,” fortæller Emily, der besluttede sig for at starte på mediegrafikeruddannelsen. Men ingen vej uden bump!

”Der begyndte at dukke nogle ting op i løbet af folkeskolen. Jeg kæmpede med nogle ting for mig selv og samtidig blev jeg frarådet at starte erhvervsuddannelse med det samme. Teknisk skole synes lige, jeg skulle have lidt mere hår på brystet. Jeg startede i 10. kl. men det var ikke mig. Efter en tur til Bolivia begyndte jeg på produktionsskole, hvor jeg ikke trivedes. Det var der, jeg virkelig begyndte at kæmpe. Jeg startede dog på grundforløbet – og så var det, at jeg for alvor kunne mærke, at noget var galt,” uddyber 32-årige Emily.

Diagnoserne skulle ikke vinde

En ungdomsuddannelse kan være hård til enhver tid, men når man samtidig kæmper mod ukendte kræfter, bliver det virkelig en tur op ad bakke. Der blev først sat ord på kræfterne, da Emilys mor så noget i tv, der gav genklang. ’Du har jo OCD,’ lød beskeden til Emily, der gennem flere psykologforløb fik konstateret ikke bare OCD, men også social fobi og angst. En barsk virkelighed at skulle forholde sig til, men Emily var fast besluttet på, at diagnoserne ikke skulle få bugt med hende.

”Det var faktisk en kæmpe gave at få at vide, hvorfor jeg havde det, som havde, og så begynde kampen for at komme videre. For mig har det vigtigste været, at jeg VILLE videre og jeg VILLE have noget ud af livet. Det var en virkelig hård proces, og jeg kommer aldrig helt af med mine udfordringer, men jeg gør arbejdet. Det var utrolig hårdt at gennemføre en ungdomsuddannelse på den baggrund. Jeg havde det så skidt. Jeg brød sammen med jævne mellemrum og jeg kunne bruge 1,5 time på mine tvangstanker bare om aftenen. Det kunne fx være at tjekke alle døre og vinduer eller vaske hænder på en bestemt måde. Jeg brugte også utrolig lang tid på, hvad andre mente om mig, uanset om det var en fremmed i metroen eller mine klassekammerater. Og så sov jeg bare virkelig virkelig meget. Jeg lavede næsten ikke andet, når jeg kom hjem fra skole.”

Et af de vigtigste redskaber for Emily til at bekæmpe tvangstankerne var en liste, hun lavede sammen med psykologen, med alle de tvangstanker, hun havde, og så arbejde de sig langsomt op gennem listen fra de ting, der fyldte mindst til dem, der fyldte mest. Det kaldes eksponeringsterapi. Emily bruger det stadig i dag, når angsten prøver at holde hende fra ting, hun gerne vil.

For trods praktikoplevelser, der ikke ligefrem gavnede psyken, lykkedes det for Emily at få sit svendebrev i hus – endda med en bronzemedalje. Næste skridt var et job ved et softwarefirma, og samtidig fortsatte Emily med bryllupsfotografering, noget hun allerede var godt i gang med under sin uddannelse. Fem år blev det til i softwarefirmaet inden stress sendte Emily til tæl-

// Christina Qvistgaard

ling igen. Men som bekendt er intet så skidt, at det ikke er godt for noget.

”Jeg er alt for stædig til bare at sidde derhjemme, så gennem mit netværk fik jeg noget freelancearbejde hos et reklamebureau og passede samtidig mine egne kunder. Det passede mig rigtig godt,” forklarer hun. ”Jeg har altid drømt om at kombinere det grafiske med fotografi og med at sidde på mit eget kontor derhjemme, så da corona kom, sprang jeg ud i det og blev 100 % selvstændig.”

Bruger sine erfaringer

I dag kan Emily leve af sin virksomhed, der er specialiseret i visuel identitet til især virksomheder og foto til erhverv. Og hun kan samtidig også bruge nogle af de erfaringer, der følger med, når livet giver knubs.

”Jeg føler, at jeg er god til mit arbejde bl.a. fordi, jeg selv har haft de udfordringer. Når jeg skal fotografere nogen, så ser jeg dem virkelig. Jeg har gået nogle ting igennem, som har gjort, at jeg er vokset som menneske,” fastslår Emily, der også understreger, at selvom man kan lære at leve med sine diagnoser, så forsvinder de aldrig helt.

”Da jeg startede med at lave photoshoots var jeg syg af angst dagen inden. Jeg kunne ligge med koldsved hele natten. Jeg tænkte alle scenarier igennem og fokuserede på alt, det der kunne gå galt. Jeg forberedte mig på det værste. I dag har jeg en sund nervøsitet før photoshoots. Men jeg arbejder også stadig med min angst og socialfobi, så jeg kan holde den nede. Det gør jeg bl.a. ved at deltage i netværksarrangementer en gang imellem.”