
3 minute read
Skolestart: 0. og 10. klasse

Fortællinger fra 0. og 10. klasse

Skolestart: 0. klasse
Af Helle Brumvig Gork ”Jeg kunne faktisk godt mærke de fløj ud af kroppen!” sagde en af mine søde små piger, der sammen med Freja og jeg - og 21 andre ivrige nybegyndere - startede i 0.b mandag den 10. august.
Forinden havde jeg fortalt, at jeg var vågnet om morgenen med en skæg, kildrende fornemmelse i kroppen. Som om, der fløj noget levende rundt inde i min krop. Efter et par gange at have taget en dyb indånding og herefter udånding, var det dog som om, det gradvist forlod min krop, den blev mere rolig. ”Det hedder at have sommerfugle i maven, Helle!”, sagde en af drengene øjeblikkeligt, han kendte tydeligvis til uroen i maven. Han sagde det heldigvis med et smil på læben, som fik resten af begynderholdet til at nikke genkendende og smilende. Og således startede vi. Sammen. Det nye hold. Vi trak vejret helt ned i maven sammen, vi udåndede sammen og vi kunne simpelthen få øje på alle de sommerfugle, der forlod vores kroppe og fløj ud i rummet. Vores rum. Vi fandt endda nogle siddende under stolene! Det lykkedes os at indfange dem og smukkesere dem. Og de hænger nu ved døren ind til 0.b, som et dejligt minde om 1. skoledag på Odense Friskole!
Det vil altid være noget helt særligt at starte i skole. Og det var det også i år, til trods for tilstedeværelsen af en vis Mr. Covid-19. Vi havde en skøn fest, som vel og mærke var en speciel VIP-fest for de særligt seje, nemlig børnene. Eller eleverne, som de blev til på lige præcis denne dag. Forældre ingen adgang. Og det var synd for dem.
Men heldigvis har mor og far meget bredere skuldre end os. Og blomster, flag, sang og VELKOMMEN til var som det altid er og skal være! Hold op, vi glæder os til året sammen, for vi har mange planer. Holdet hedder 0.b og det er et vaskeægte Dream Team! Jeg gav hver af mine elever en skumfidus med et lille flag i på 1. skoledag, da jeg gerne ville signalere, at jeg ville lære dem nogle fiduser. Det skal jeg bestemt nok komme til - men jeg kan mærke, at det også kommer til at gå den anden vej.
Sommerfuglene er fløjet, som den søde pige rigtig nok bemærkede, men er blevet erstattet af noget andet og meget værdifuldt!
Det er supersjovt, og vi glæder os til at spille for jer!
10. klasse
Af: Isabella Diaz, Albert Nielsen og Laura Schytte
Vi var spændte, da vi mødte ind på skolen, men da vi mødte de andre klassekammerater gik nervøsiteten hurtigt over. Vi har haft et godt fællesskab fra starten af, alle snakker og arbejder godt sammen på kryds og tværs. Det har være spændende at møde alle de nye mennesker. Lærerne har været gode til, at vi alle har være en del af fællesskabet. Vi som 10. klasse havde overnatning på skolen fra torsdag d. 13.8 til fredag d. 14.9, hvor fokus var på at lære hinanden bedre at kende. Vi lavede mad i små grupper - til forret fik vi empanadas, til hovedret fik vi madpandekager med en masse lækkert fyld, og til dessert fik vi pandekager med is. Imellem måltiderne hyggede vi os i skolegården med boldspil, brætspil og en masse snakken. Vi brugte en del tid i køkkenet, både da vi lavede mad og spiste, der var musik og folk hyggede sig med at lave mad. Vi sad alle i køkkenet og spiste, men igen i små grupper. Efter en god aften med hygge, gjorde drengene klar i den store sal til at sove, og pigerne gjorde sig klar i den lille sal. Fredag morgen stod vi op lidt i syv og fik pakket sammen. Da det var gjort, gik vi op i køkkenet og spiste morgenmad, og efter morgenmad sagde vi farvel til hinanden og på gensyn til en ny uge.
