Vi går imod strømmen (uddrag)

På dansk ved Kim Langer

CARLSENPULS

Content_9788711914564.indd 3

25/08/21 2:46 PM

Vi går imod strømmen oversat fra engelsk af Kim Langer efter “Maybe We’re Electric” Copyright © Val Emmich 2021 All rights reserved. Published by Poppy, Hachette Book Group, NY. Denne udgave: Copyright © CarlsenPuls 2021 Omslagsillustration af Alessandra Olanow. Omslagsfont af Dirty Bandits.

Omslagsdesign af Karina Granda. Cover copyright © 2021 af Hachette Book Group, Inc. Illustrationer af lyspære og lyn: © Shutterstock Dansk omslagsdesign: Klahr Published by agreement with Folio Literary Management, LLC and Sebes & Bisseling Literary Agency.

Grafisk tilrettelægning af dansk omslag: Klahr Bogen er sat med Bembo og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printet in Latvia 2021 ISBN 9788711914564 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.carlsenpuls.dk www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk CarlsenPuls – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711914564.indd 4

25/08/21 2:46 PM

I aften overværer vi i dette lokale noget, som ingen nogensinde før har set.

– Thomas Edison

Content_9788711914564.indd 5

25/08/21 2:46 PM

Content_9788711914564.indd 6

25/08/21 2:46 PM

Du har ikke lyst til at være et monster. Ikke længere. Du har ikke lyst til at føle dig grim. Hverken indeni eller udenpå.

Thomas Edison sagde, at man er dømt til at fejle. Det afgørende er, hvad man gør bagefter. Engang var du uenig, men nu tror du på det.

Og det er grunden til, at du nu går samme vej tilbage, som du kom.

Måske kan du stadig gøre skaden god igen. Konfrontere det grimme, så alt, hvad der kommer bagefter, bliver smukkere.

Content_9788711914564.indd 7

25/08/21 2:46 PM

Content_9788711914564.indd 8

25/08/21 2:46 PM

UVEJRSNATTEN 9

Content_9788711914564.indd 9

25/08/21 2:46 PM

Content_9788711914564.indd 10

25/08/21 2:46 PM

kl. 17.52

J

eg sidder sammenkrummet på museets hårde gulv og venter på, at jeg skal holde op med at ryste, mens den radiator, jeg sidder med ryggen op ad, langsomt bliver varmere.

Det skakternede gulv, jeg sidder på, har slået revner hist og her, og påmindelsen om, at alt begynder med at være nyt og nærmest perfekt, men ender med at slå revner hist og her, får det også til at slå revner hist og her i mig.

Jeg er omgivet af hundredvis af ansigter, alle sammen i sort-hvid, og langt de fleste af dem tilhørende æresborgeren, opfinderen, som engang forvandlede denne perifere plet i New Jersey til et sted, som folk kom valfartende til fra hele verden, og senere fik hele byen opkaldt efter sig.

Udstillet sammen med de mange fotografier af Thomas Edison er også fungerende modeller af hans mange opfindelser. Glødepærer. Lydaggregater.Telefonapparater. En halv snes af de fire hundrede patenter, som blev udviklet i Menlo Park, pryder væggen. I et glasbur ses en model af det laboratorium, der engang lå her på stedet. Det er alt sammen klemt sammen i to rum, der tilsammen ikke er større end vores dagligstue.

Men det er bedre end vores stue. Lige nu vil jeg gerne være så langt hjemmefra som muligt. Jeg ville bare ønske, jeg havde taget et par ting med, da jeg stormede ud tidligere. Primært min telefon. En jakke ville også have været en god idé.

11

Content_9788711914564.indd 11

25/08/21 2:46 PM

Jeg formulerer en e-mail i hovedet til min far: Hun er så irriterende.

Jeg mener det. Hun har ødelagt alt. Vær sød ikke at holde med hende denne gang. Det er det sidste, jeg brug for. Jeg kan lige forestille mig hans svar: Mor gør det, så godt hun kan. Jeg lover, at jeg ikke holder med hende. Ja, hun kan være irriterende. Det kan vi alle til tider.

Jeg trækker knæene op og lader ansigtet synke ned i den hule, jeg har lavet mellem dem og mit bryst. Jeg sidder lige så stille og ryster – i et minut, en time.

En velkendt biplyd river mig tilbage til nuet. Alle, som arbejder her, kender den enerverende lyd. Den fjerner vores opmærksomhed fra, hvad vi nu ellers laver, og fortæller os, at nogen er kommet ind på museet.

Jeg har glemt at låse døren.

Måske er mor løbet efter mig i snevejret. Det kan ikke være Charlie; han er allerede taget af sted til sin koncert og gik glip af det store drama derhjemme. Hvis det er mor, er jeg trængt godt op i en krog. Thomas Edison-museet kan prale af mange ting, men plads er ikke en af dem.

Der er et lokale ud mod gaden, et lokale ud mod gården (der hvor jeg sidder nu), et toilet og et lillebitte kosteskab. En bagudgang fører ud til et skur og Edison-tårnet, men den bipper også, når man åbner den.

“Hallo?” siger en stemme, som helt sikkert ikke er min mors.

Jeg sidder musestille og håber, at stemmen og dens ejermand har tænkt sig at forsvinde lige så hurtigt igen.

En skygge vokser i gangen og falder ind i det bagerste lokale. Den står stille, og jeg kigger op. En hætteklædt skikkelse tårner sig op over mig. Der drysser sne på gulvet, da hætten bliver trukket tilbage.

Jeg kender ham, han går på andet år i high school ligesom mig.

Hans navn er Mac Durant. Mac Durant, som i nævn alle de attraktive attributter, du kan komme i tanke om – flot, klog, charmerende, populær, god til sport, for god til at være sand-hjerteknuserkliché fra en hvilken som helst teenageromanceserie – og så endda med det absurd passende navn, Mac Durant. Hvad fanden laver han her?

12

Content_9788711914564.indd 12

25/08/21 2:46 PM

Jeg ligner noget, der er løgn. Jeg er indbegrebet af fedtet hår. Jeg er en forvasket sweatshirt. Jeg er udtjente leggings og to forskellige sokker.

Ikke fordi jeg er supermeget oppe at køre over mit udseende selv på de dage, hvor jeg gør en indsats og rent faktisk forventer at blive set, men det look, jeg har kørende lige nu, inklusive røde og ophovnede øjne, er tragisk på et helt andet niveau.

Jeg tørrer mig i ansigtet med ærmet og gør mit bedste for at virke psykisk stabil. Hans enorme, gyldenbrune øjne er fulde af forvirring.

Han prøver sikkert at komme i tanke om, hvad jeg hedder. Hvem er den pige, som jeg går forbi hver dag, men aldrig har noget at gøre med? Og hvorfor sidder hun sammenkrummet på det her beskidte og revnede gulv og ryster?

“Jeg skal låne din telefon,” siger Mac Durant.“Det er et nødstilfælde.”

Det er ikke de ord, jeg forventede at høre, eller det toneleje, jeg var forberedt på at høre dem i. At høre uro og bekymring fra en, der ellers mest er kendt for at ose af selvtillid, gør mig endnu mere nervøs.

Museet er lukket, har jeg lyst til at sige. Han må ikke være her, og det må jeg egentlig heller ikke.

“Så er du sød?” siger Mac, høfligt men desperat.

Min højre hånd løfter sig, og mine fingre peger. Han vender sig om i en fart og trækker sin skygge efter sig. Jeg rejser mig og stiller mig ud i mellemgangen som en spion på et gadehjørne. Han rækker ud efter den gamle telefon, men løfter ikke røret. Så er det, jeg får øje på blodet på hans hånd.

Han løfter blikket og får øje på mig.

“Du gør det,” siger han.

Jeg kæmper for at få en lyd frem.

Han løfter røret. “Du skal ringe for mig. Jeg skal nok fortælle dig, hvad du skal sige.”

Der er intet som helst ondsindet i hans blik, kun hastværk.

13

Content_9788711914564.indd 13

25/08/21 2:46 PM

Jeg ser hans blodige hånd trykke tre cifre. Enhver opringning, der kan klares med kun tre tal, er en opringning, som jeg ikke ønsker at have noget med at gøre.

Jeg er på nippet til at fortælle ham om mit nye og endnu ikke nedskrevne princip, men han trygler mig med utålmodige håndbevægelser og ved at bruge mit navn.“Tegan,” siger han. Det, at han siger mit navn, ved, hvad jeg hedder – det er alt for meget.

Jeg lader ham række mig røret.

En fjern stemme:“Alarmcentralen. Hvilken hjælp har De brug for?”

Mac gør tegn til, at jeg skal sætte røret for øret. Som om han skal lære mig at bruge et apparat, jeg aldrig før har set, som om jeg er tilbage i Edisons tid. Sådan her gør man, når man taler i telefon: Hun skal sætte toppen af røret til øret og bunden af røret for munden og tale ind i det.

Men hvad skal hun sige?

“Jeg vil gerne anmelde noget,” hvisker Mac som en instruks til, hvad jeg skal sige til den vagthavende i den anden ende.

Jeg kan ikke. Jeg er stum. Han bønfalder mig med sine store øjne, og så hører jeg mig selv gentage ham ordret:“Jeg vil gerne anmelde noget.”

Macs blik er fuldt af smerte, da han fodrer mig med min næste replik. “Der er en mand i en garage.”

“Der er en mand …” siger jeg.

“I en garage,” siger Mac. “I en garage.”

“Hans bil kører i tomgang. Inde i garagen.”

“Hans bil kører i tomgang inde i garagen,” gentager jeg.

“Jeg tror måske, han er ude på at gøre sig selv fortræd,” siger Mac. Jeg tøver. Mac nikker. Det er okay. Det er alt sammen okay. Hans øjne giver mig et løfte: Vi er sammen om det her.

“Måske er han ude på at gøre sig selv fortræd,” siger jeg til den vagthavende.

14

Content_9788711914564.indd 14

25/08/21 2:46 PM

Mac giver mig to opadvendte tommelfingre. Jeg fjerner røret fra munden og siger til Mac, at den vagthavende spørger om en adresse.

“Anchorage Road nummer otteogfirs,” siger Mac. Jeg giver adressen videre til den vagthavende, og først bagefter synker informationen ind. Mac bor på Anchorage, i gåafstand herfra, i den modsatte retning af mig. Museet ligger nogenlunde midt imellem, hvor vi bor.

Den vagthavende spørger om mit navn. Mac hører det og mimer lydløst, at jeg skal lægge på. Jeg tøver. Han tager røret og lægger på for mig.

Museet ligger tyst og stille hen.

Jeg ser hans blodige hånd holde om røret. Han stikker den i jakkelommen.

Mac Durant tager en dyb indånding, løfter skuldrene og puster ud.

Alle de spændinger, han kom ind på museet med, siver ud af kroppen på ham. En forvandling. Han er den dreng, jeg altid har betragtet på afstand, bekymringsfri smilehuller, gyldenbrune hundeøjne, coolness i metermål, og han ser på mig, mig, og siger det mest naturlige ord i den mest unaturlige situation: “Tak.”

Content_9788711914564.indd 15

25/08/21 2:46 PM

Kl. 18.39

T

elefonen står tavs mellem os.Vi stirrer på den, som var den et lig, der er blevet smidt i grøften. Jeg kæmper med erkendelsen af, at jeg lige har været delagtig i noget stort uden at ane, hvad det gik ud på.

Mac giver sig til at forklare: “Det var vildt mærkeligt. Jeg kom bare gående og fik øje på ham. Han sad i sin bil inde i sin garage.”

Jeg venter på resten af historien, men han smiler bare, som om han lige så godt kunne sige: Det var da meget sjovt. Hvad skal vi nu finde på?

Stop. Efter det, han lige har fået mig til at gøre, har jeg krav på en ordentlig forklaring. Hvor kom han gående? I en snestorm? Hvad fik ham til at tro, at fyren var ude på at gøre sig selv fortræd? Burde garageporten så ikke have været lukket? Og hvordan kunne Mac så se ham? Og desuden, hvis han ikke var ret langt hjemmefra på sin egen vej, hvorfor gik han så ikke hjem og ringede? Og, nå ja, hvad er der sket med hans hånd?

Bare ærgerligt, at jeg ikke kan sige noget af det højt. Sådan fungerer det ikke. Hvis jeg siger noget, forbryder jeg mig mod naturlovene i vores fælles univers, hvor han gennemtvinger sin vilje, og jeg adlyder tavst.

Min forundring bliver kun større, da Mac stikker den anden hånd i jakkelommen og tænder for sin telefon. Hans telefon! Den, han kunne have brugt til selv at ringe efter hjælp.

16

Content_9788711914564.indd 16

25/08/21 2:46 PM

Det kan jeg ikke bare lade passere. Univers eller ej. “Fed telefon,” udbryder jeg.

Han gransker sin telefon for at finde ud af, hvad der skulle være specielt fedt ved den. “Tak,” siger han og ser på mig, som om det er mig, der er noget galt med.

Han stikker telefonen i lommen igen og ser sig omkring i lokalet.

“Faktisk har jeg aldrig været herinde. Jeg er gået forbi ude på gaden en million gange, men …”

Han slentrer rundt nu, og selv i en krisesituation er han værd at se på: posede lærredsbukser, hvide sneakers og en tyk vinterdynejakke med kunstpels på hætten. Han går hen til den buste af Thomas Edison, som er det første, alle besøgende møder, når de kommer ind på museet. Troldmanden fra Menlo Park, bliver han kaldt. Edison, ikke Mac Durant. Selvom navnet helt ærligt passer lige godt til dem begge.

“Nå, sådan ser han ud,” siger Mac så henkastet, som det overhovedet kan lade sig gøre. “Manden. Myten. Legenden.”

“Myten,” siger jeg og bliver overrasket over mit eget tonefald.

Mac blærer sig med sine dybe smilehuller. “Du er ikke fan?”

Jeg trækker på skuldrene. Ligesom min far var jeg engang begejstret for Edison, men i dag synes jeg, han er rimelig overvurderet.

Og hvad er det for øvrigt, vi taler om her? Hvorfor smiler Mac, som om det skulle være morsomt? Jeg både skælver af frygt over den fremmedartede tiltrækning i situationen og væmmes indvendigt over dens absurde forudsigelighed. Er jeg i reel fare, eller sidder jeg bare håbløst fast i det samme utrættelige high school-realityshow, som jeg gennemlever hver eneste dag? For på en måde er det bare så typisk for en fyr som Mac Durant at komme brasende ind, som om han ejer stedet, mens samtlige døre på guds legeplads åbner sig for ham, og enhver pige, som han allernådigst lader sit gyldne blik falde på, føjer hans mindste vink og endda gør sig til hans medskyldige i noget kriminelt. Og hvad så nu? Hænger vi bare ud og får os en uskyldig sludder?

17

Content_9788711914564.indd 17

25/08/21 2:46 PM

Jeg ser ned på gulvet. Midt i det skakternede mønster er der kommet nogle skønhedspletter: røde dråber. Jeg følger deres bane op til Macs hånd, som han lige har rørt ved Edison-busten med.

“Nej,” siger jeg.

“Hvad nu?”

“Nej, nej, nej.”

“Er der noget galt?”

Jeg peger: Thomas Edison har fået blodtud.

“Pis,” siger Mac. “Min fejl.”

Jeg løber ud efter papirhåndklæder og rengøringsspray. Jeg tørrer op på gulvet og tager mig af mr. Edison, mens Mac forsøger at sætte prop i sit kødsår. Det er han ikke særlig god til.

Jeg finder førstehjælpskassen frem under billetskranken. Jeg har kun set den være i brug en enkelt gang (i forbindelse med et bistik).

Bedømt ud fra plastrenes gullige skær kan det ikke udelukkes, at kassen er endnu ældre end udstillingsgenstandene omkring den.

Jeg lægger kassen op på skranken, åbner låget og sukker teatralsk.

“Kom her,” siger jeg.

Mac kommer hen til glasdisken med sin hånd. Montren er fuld af Thomas Edison-merchandise. Glødepærenøgleringe. Glødepære­ klemmebolde. Glødepærenotesblokke. Glødepæreglødepærer. Genivand koster en dollar – et fund til prisen. Der står et Edison-nikkehoved på disken. Mac prikker til det, og hovedet nikker ja, ja, ja, ja, ja.

Jeg gestikulerer ned mod Macs hånd. Han virker usikker. Også nu er det svært at kapere, hvad jeg ser: Han, som tilsyneladende altid svæver vægtløst, mens vi andre går på to ben, står som limet til jorden. Og det skyldes hverken arrogance eller dovenskab. Han tør simpelthen ikke.

Jeg kender følelsen bedre end nogen anden; man er aldrig mere sårbar, end når man blotter sin hånd.

“Normalt ville jeg lade dig bløde, lige så tosset du vil,” siger jeg.

“Men det passer mig ikke så godt lige nu.”

18

Content_9788711914564.indd 18

25/08/21 2:46 PM

Han griner skævt. Det er et smil, der kan spalte atomer.

Han åbner hånden og lægger den fladt på disken.

Jeg stikker mine egne hænder, dem begge to, ned i førstehjælpskassen og hiver ting op af den. Gazebind, saks, salve. Først sårrens. Jeg væder en vatrondel og trykker den våde side mod Macs hånd. Han krymper sig.

“Det her svier nok lidt,” advarer jeg.

“Jeg tror, det er meningen, man skal sige det, før man gør det.”

Fair nok.

Jeg dupper det blå og lilla mærke, hans hudafskrabning.Virkeligheden siver ind.Tanken om, hvad jeg laver og med hvem. Hvad med min ånde? Mit hår? Mine øjenbryn? Ikke at det gør nogen forskel. Når folk ser på mig, er det som regel noget andet, de kigger på. På disken er der fire hænder, og en af dem er helt klart ikke som de andre. Jeg har kun to fingre på min venstre hånd. Mac stirrer garanteret på den. For at afprøve min teori trækker jeg min venstre hånd væk fra fokuspunktet og tjekker, om hans blik følger med. Det gør det.

Jeg fjerner hånden helt, og han tager sig selv i at stirre og forsøger at opføre sig naturligt. I det mindste siger han ikke undskyld. Det er det værste – når folk siger undskyld, som om de er kommet brasende ind, mens man ikke havde tøj på, og har set noget, som burde være gemt væk.

Jeg tager en tube salve. “Smør det her på dig selv,” siger jeg og opdager for sent, hvordan det lød. Jeg klemmer, og tuben prutter salve ud i hans raske hånd. Ikke spor akavet. Nu er det mig, der forsøger at opføre mig naturligt. “God fornøjelse,” siger jeg.

Han ler stille og smører salve på såret i et tyndt, gennemsigtigt og glinsende lag, så hans hud bliver glat. Han smører det ud over hele det ømme sted, masserer blidt med fingrene. Hvad end det er, der foregår her, så burde det foregå i enrum.

Mac tager hånden op til næsen og snuser. Så stikker han den frem mod mig. “Lugt lige til det her.”

19

Content_9788711914564.indd 19

25/08/21 2:46 PM

“Nej,” siger jeg og læner mig bagud.

“Kan sådan noget blive for gammelt?”

Jeg tjekker den fladklemte og krakelerede tube. “Udløbsdatoen hedder 2003.”

Han snuser igen til sine fingre, og det giver et ryk i ham.

Jeg bliver overvældet af nysgerrighed. “Okay, så lad mig lugte engang.”

Han rækker hånden frem. Jeg kan helt klart lugte noget. Det er ikke indbildning fra hans side. Jeg lugter til tuben for at se, om det er den samme lugt, men salven er stort set duftfri.

“Jeg tror, det er dig,” siger jeg. “Det er dit blod.”

“Mit blod? Hvad mener du?”

“Du har ondt blod.”

“Mit blod er ikke ondt,” siger han selvsikkert.

“Jeg mener på grund af det slemme, der er sket med din hånd.”

Han ser ned på sin hånd, og hans atomare smil er blevet afvæbnet.

Jeg må have sagt noget forkert. Imens kigger hans stakkels sår bare op uden forbinding.

“Vi må hellere dække det,” siger jeg.

Jeg giver mig til at vikle gazebind om den. Det betyder, at min venstre hånd er nødt til at komme i spil igen. Tilbage på bordet med den.

Mens jeg forbinder ham, rundt og rundt, vender min frustration tilbage. Jeg har spørgsmål, og han har svar, og i stedet for at komme frit frem og stille dem bliver jeg ved med at cirkle rundt og rundt i kujonagtig uvidenhed.

Det er ikke sikkert, jeg nogensinde igen vil få chancen for at bryde den evige cyklus.

Så jeg stiller mit spørgsmål: “Hvad skete der?”

Han lukker øjnene.

Lad mig gætte engang. Han huggede brænde. Reddede en kat ned fra et træ. Skovlede sne for en gammel dame.

20

Content_9788711914564.indd 20

25/08/21 2:46 PM

“Jeg smadrede en mursten,” siger Mac og skræller fuldstændig det voldelige element af noget, der lyder som en voldelig handling, som om der ikke havde været andet at gøre.

Jeg forsøger at se det for mig, murstenen, som bliver smadret, og at det er Mac, som gør det, men det er en video, som ikke vil loade. Jeg kan ikke forestille mig det – at denne totalt beherskede person skulle tabe fatningen.

Til gengæld ser jeg, hvordan Mac har det med det, der er sket: en mudret pøl af skam og anger og noget, der minder om stolthed.

Han kigger op igen og afventer min reaktion.

“Tja,” siger jeg efter at have tænkt det igennem.“Din hånd er stadig pænere end min.”

Jeg smiler ad min egen vittighed, så han med god samvittighed kan gøre det samme.

Content_9788711914564.indd 21

25/08/21 2:46 PM

Du var anderledes lige fra fødslen. Alle de andre børn fik ti fingre og ti tæer. Ikke dig. Du fik én hånd med kun to fingre – tommel og ringfinger – og de var der kun lige akkurat. Det er en medfødt deformitet, som hedder synbrachydaktyli. Det er et ord, som man får ondt i hovedet af at se på. En eller anden meget kreativ person fandt på et mere simpelt udtryk for det. Når dine fingre er vokset sammen, siger man, at du har, trommehvirvel tak, sammenvoksede fingre. Dine forældre vælger deres egen tilgang til tingene. De kalder din venstre hånd for din særlige hånd.

I starten overvejer dine forældre seriøst et kirurgisk indgreb, men vælger i sidste ende at lade være. I stedet lægger de alt deres håb i en risikabel tilgang ved navn selvaccept. I begyndelsen virker det tilsyneladende fint. Du er et sorgløst og uvidende barn. Du ved ikke, hvordan det er at have ti fingre. Det føles ikke, som om der er noget galt. Mor og far giver dig lov til selv at finde ud af tingene. Skjorteknapper er irriterende, og du føler aldrig, at du har et rigtig godt greb om cykelstyret. Men der er ikke noget mærkeligt i det. Det er bare sådan, det er.

Så bliver du ældre. Du opdager, at folk glor. Det har de altid gjort, du lægger bare først mærke til det nu. Din bedste ven siden børnehaven, Isla, forsvarer dig indædt mod fnisende drenge. Du begynder at se dig 22

Content_9788711914564.indd 22

25/08/21 2:46 PM

selv med nye øjne. For første gang hører du en læge sige, at du har et ‘handikap’. Du har altid vidst, at du var anderledes, men dette nye udtryk – uagtet den ligefremme måde, det blev sagt på – får det til at virke, som om der er noget galt med dig. Tvivlen kommer lige så stille snigende, om hvor ‘normal’ du i virkeligheden er. Du stirrer dig blind på det, der gør dig anderledes, selvom du ved, at det hverken er sundt eller produktivt. Du stirrer på din hånd, indtil den ikke længere er en hånd. Den er en mini-calzone, som er spændt fast på dit håndled. Eller en slange, som har slugt en gammeldags tv-antenne. Den er det sidste stykke tape fra en rulle, som klistrer sammen og bliver til en sammenfiltret klump.

Du forsøger at aflede folks opmærksomhed fra det, der gør dig anderledes. Om sommeren går du i langærmede bluser. Bluser med iøjnefaldende og distraherende logoer på brystet. Du joker konstant, primært på din egen bekostning.

Da du kommer op i teenageårene, er det et overstået kapitel. Du gider ikke tale mere om det. Helt ærligt, kan det ikke være lige meget? Det er kun en hånd. Ikke noget særligt, langtfra. Ingen interesserer sig for en hånd. Ikke dig selv. Heller ikke din familie eller dine venner. I ved det alle sammen, men det fylder ikke noget. Det er kun fremmede, der går op i det. Problemet er bare, at der er mange fremmede, og der kommer hele tiden flere til, som kan huske dig på det, du hele tiden glemmer. Det er udmattende. Du magter ikke at gøre det klart for alle de nye mennesker, du møder. Eller at tage kampen med de gamle mennesker i din tilværelse, som stadig ikke er blevet klogere. Det er nemmere bare at gå i ét med tapetet. At undgå at se dem i øjnene. At gøre sig selv lille. At gøre sig selv meget, meget stille.

Content_9788711914564.indd 23

25/08/21 2:46 PM

Kl. 18.54

J

eg lægger tingene tilbage i førstehjælpskassen og stiller den på plads på den nederste hylde. Jeg dukker mig ned bag skranken og rumsterer urealistisk længe. Jeg har brug for tid til at tænke mig om.

Hvad handlede den telefonopringning om? Hvorfor bede mig om at ringe? Og blodet! Vi må ikke glemme det onde blod!

Måske er Mac på magisk vis forsvundet, når jeg rejser mig op, og så kan jeg igen fokusere på at bekymre mig om mig selv.

Jeg rejser mig, og mine bønner er blevet hørt. Han er væk.

Det var nemt.

Jeg kaster et blik ud ad vinduet uden at få øje på ham. Jeg skynder mig hen til indgangen og drejer den stramme lås, så verden bliver lukket ude. Mit suk er et lettelsens suk.

Eller er det skuffelse? Er jeg lige gået glip af det mest ophidsende øjeblik i hele mit liv? Jeg vil vædde på, at han var her for to sekunder siden: Mac Durant. Han gik uden at sige farvel. Eller sige tak for forbindingen.

En lyd fra det bagerste udstillingslokale får mig til at vende mig om. Da jeg kommer derind, står Mac og roder med en af fonograferne.

“Forsigtig,” siger jeg og er lettet over, at han stadig er her, samtidig med at frygten skyller ind over mig på ny og begynder forfra igen. Han er skræmmende på samme måde, som en enhjørning ville være, hvis man mødte den: Den er jo noget, man ikke troede fandtes.

24

Content_9788711914564.indd 24

25/08/21 2:46 PM

Jeg blander mig og griber pickuparmen, før den rammer pladen.

Vi har allerede svinet mr. Edisons ansigt til. Jeg vil ikke også være med til at ødelægge et af de her ubetalelige apparater.

“Den er fra trediverne,” siger jeg. “Den er uerstattelig.”

“Vi har en pladespiller derhjemme.”

“Ikke ligesom den her.”

“Den ligner ellers.”

Det er selvfølgelig meget hyggeligt, at han har fået selvtilliden tilbage, men desværre aner han ikke, hvad han taler om.

“Virker den?” spørger Mac. Selv i sin nuværende forfatning – uglet hår, der stritter i alle mulige retninger, rødmende kinder, som er meget nemme at relatere til – udstråler Mac en kraft, som er svær at stille noget op imod.

Ja, pladespilleren virker. Den kan ikke spille en hvilken som helst vinylplade, kun Edisons patenterede skiver, og det er udelukkende på den guidede rundvisning. Museet er åbent fire dage om ugen. I dag, lørdag, lukkede det klokken fire, og det åbner igen i morgen klokken ti, hvis vejret tillader det. Men det er flere måneder siden, jeg arbejdede på Thomas Edison-museet, og ingen af os burde være her nu.

Men det er vi.

Fint nok. Ganske kort.

Jeg åbner frontpanelet på den største grammofon og sætter pickuppen ned. Musikken er afsindig dårlig og uudholdelig livlig.Vi lytter i et langt minut (ikke nogen nem bedrift). Helt urimeligt føler jeg mig ansvarlig for det, vi hører, som om det er mig, der har indspillet nummeret, og Macs dom over det er også en dom over mig. Hans fod er glad for beatet og vipper i en frisk rytme. Han smugkigger på sin telefon og lægger den væk igen. Da musikken endelig slutter, løfter jeg pickuppen og lukker panelet.

“Den er et kæmpehit hos dem på halvfems plus,” siger jeg i håb om at distancere mig fra den gabekoncert, han lige har været udsat for.

25

Content_9788711914564.indd 25

25/08/21 2:46 PM

Han går videre gennem udstillingen. Hans afslappede og nysgerrige måde at slentre på giver på en eller anden absurd måde indtryk af, at hans plan for den her lørdag aften hele tiden har været at genopfriske sin forsømte Thomas Edison-historie. Jeg følger hans bevægelser og studerer ham i profil (af sikkerhedshensyn, naturligvis). Han har en fremtrædende næse, og det fungerer for ham. Hans læber ser ud, som om de er malet på med den dyre pensel; hvis jeg skal være ærlig, så har jeg dagdrømt om at tvære hans maling ud.

“Skal du ikke snart til at lukke?” spørger Mac. “Det ser ikke for godt ud derude.”

Han giver mig et hurtigt elevatorblik, og det er først nu, han lægger mærke til, hvor underlig jeg egentlig ser ud. Den forvaskede og krympede røde sweatshirt, jeg har dalret rundt i hele dagen, er det sikre valg, når det handler om komfort og dovenskab. Jeg lyder måske nok som en ægte museumsmedarbejder, men jeg ligner det langtfra.

“Der kommer nogen og henter mig,” siger jeg. “Når som helst nu.”

En lodret løgn.

“Der er snak om, at guvernøren måske vil erklære undtagelsestilstand.” Han ryster på hovedet. “Sådan noget her bliver altid blæst op til det helt store. Folk elsker drama.”

Folk. Som i andre folk. Ikke ham. Mac Durant hopper ikke på dramavognen. Det er det budskab, han forsøger at sælge. Og alligevel er det ham, der skaber drama her. Jeg havde tænkt mig at gå i hi på museet i et stykke tid, men på grund af Mac føles mit sikre helle ikke længere sikkert. Jeg burde gå. Lige nu.

Jeg har ikke lyst til at gå hjem, men hvad kan jeg ellers gøre? Jeg har ingen penge og ingen telefon. Ingen af mine venner bor i gåafstand.

I en situation som den her ville jeg normalt satse på Neel, men han og jeg er uvenner.

26

Content_9788711914564.indd 26

25/08/21 2:46 PM

At gå hjem er ikke ensbetydende med, at jeg behøver at tale med min mor. Jeg går direkte op på værelset og gemmer mig under dynen.

Men det kan jeg ikke, før jeg er kommet af med Mac. Jeg rømmer mig. “Du har sikkert et eller andet sted, du skal være.”

Han har alt for travlt med at granske museumsvæggen til at svare.

Jeg kan også slukke lyset, så han forstår hentydningen. Det er ekstremt og potentielt meget forvirrende, men det er tid til at gøre noget drastisk.

Jeg tilsidesætter al min selvlede og sniger mig hen mod afbryderen. Idet jeg når den, træder Mac utilsigtet ind i min bane og tvinger mig tilbage igen.

“Ta’r du stadig bussen?” spørger Mac og drejer nærmest en hel omgang rundt om sig selv for at finde mig.

“Ja,” svarer jeg og er forundret over, at han kan huske det.“Desværre.”

Mac har ikke kørt med skolebussen siden mellemtrinnet, og dengang sov han for det meste som en sten på morgenturen. Det er noget, som jeg ville elske at høre ham udbrede sig mere om – fortiden, vores fortid, den mikroskopiske lille bid, vi har sammen – men han vrager mindet lige så pludseligt, som han bragte det på banen.

Jeg beslutter mig for, at tiden er inde til at tage den gode gamle gennemprøvede budskabsformidler i brug: gabet. Jeg gør mit første forsøg, mens Mac skøjter hen over udstillingen. Det er for luftigt og nærmest lydløst. I anden omgang giver jeg den fuld gas og ender med at lyde som en gammel troldmand med nyresten.

“Mand,” siger jeg og prøver at skrue ned for dramatikken. “Jeg er supertræt.”

Mac ænser ingenting og tjekker for hundred og syttende gang sin telefon. I betragtning af, hvad jeg har været vidne til de seneste fem minutter, er hans næste spørgsmål langt ude.

“Må jeg låne din telefon igen?” spørger han.

Hvorfor bruger du ikke din egen? er et fornuftigt gensvar, som jeg dog får overbevist mig selv om ikke at lufte.

27

Content_9788711914564.indd 27

25/08/21 2:46 PM

“Selvfølgelig,” siger jeg.

Han går tilbage til det forreste lokale. Jeg tæller til tre kasser øl, før jeg følger efter og stopper for enden af mellemgangen, hvor jeg kliner mig op ad det sidste stykke af væggen. Jeg læner mig langsomt sidelæns, indtil et af mine nysgerrige øjne lige akkurat kan se en smal stribe.

Mac står ubevægelig og eftertænksom med røret ned langs siden.

Så løfter han det op til øret, taster et nummer og lytter. Han lægger på og står og venter. Han vender sig om mod vinduet. Det er svært at se noget derude.

Han begynder at dreje, og jeg ved, jeg burde røre på mig, men han vender sig hele vejen om, og jeps, den er god nok, den ene halvdel af mit ansigt er fuldt synligt, hvilket er klart mere mærkeligt end et helt ansigt.

“Hej,” siger Mac. Jeg træder frem med hele ansigtet. “Hej.” Han sidder på en taburet bag skranken. Han støtter albuerne på glasset og hviler sit sammensunkne hoved i hænderne.

Der er kun én god grund til, hvorfor Mac ikke vil ringe fra sin egen fuldt brugbare telefon: Fordi han ikke vil have, at den, han ringer til, skal vide, det er ham. Det forklarer den første opringning til alarmcentralen. Men hvad med den nye opringning? Hvem ringede Mac Durant til denne gang?

Mac løfter hovedet og kigger op i loftet. Han strækker overkroppen og lægger nakken tilbage. Et dybfølt suk tøffer ud, og han tilter hovedet til siden og hviler det i sin åbne håndflade. Jeg stirrer betaget.

I et drømmende tonefald spørger han: “Er dine forældre stadig sammen?”

Spørgsmålet kommer ud af det blå, men er alligevel totalt oplagt.

Jeg ryster på hovedet. Nej, det er de ikke.

28

Content_9788711914564.indd 28

25/08/21 2:46 PM

“Heldigt,” siger Mac. Heldigt? Nej, det er jeg ikke enig i. Det er ikke spor heldigt. Hvis Mac vidste, hvad jeg har været udsat for i dag, netop fordi min kernefamilie er blevet blæst til atomer.

Han sidder ret op og ned foran vinduet. Udenfor falder sneen tæt.

Fnuggene holder i hånd, mens de falder. Man kan ikke se gennem den mur, de danner.

Hans blik glider hen langs væggen og standser ved døren. “De er ret sent på den,” siger han.

“Hvem?”

“Dem, der skal hente dig.”

Nå ja, min til lejligheden opfundne køretur. “Det er nok på grund af vejret,” siger jeg. Det lyder troværdigt nok.

Han rejser sig og kommer frem bag skranken, vokser i størrelse, efterhånden som han kommer nærmere, den forbundne hånd dingler ned langs siden. Jeg trykker ryggen helt ind i væggen. Hans jakke hvisler højlydt og derefter sagte, da han går forbi og lægger ny afstand mellem os. Han har kurs mod udgangen. Endelig. Elvis has left the building.

Men nej. Han går forbi døren.

Det er den rene tortur. Jeg følte mig som verdens mest ensomme menneske, da jeg gik hjemmefra, og nu har jeg rent faktisk fået selskab, og, ja, det er spændende, men også skræmmende og forvirrende, og timingen er helt forkert.

“Jeg skal til at lukke,” siger jeg og er ved at være løbet tør for ting at tale om. “Er der andet, jeg kan gøre for dig, eller …?”

Han tjekker sin telefon – igen. Er det ham, der venter på nogen?

Hvad fanden foregår der? Jeg kan ikke holde til det længere.

“Hvorfor er du her stadig?” spørger jeg.

Han ser op. “Mig? Hvorfor er du her stadig?”

Ta’r du pis på mig? Hallo! “Jeg arbejder her. Som du nok kan se.”

29

Content_9788711914564.indd 29

25/08/21 2:46 PM

“Du har ikke ringet til dem, der skal komme og hente dig. Ikke engang sendt en sms. Intet.”

“Det er, fordi … jeg har glemt min telefon derhjemme.”

Han smiler ironisk. “Seriøst? Der står en telefon lige dér.”

Min hals snører sig sammen. Han træder et skridt nærmere, træder ind i min privatsfære. “Ikke for at være nederen, men jeg tror ikke på, at der kommer nogen og henter dig.”

Jeg støtter mig til væggen, hvis nu jeg får brug for hjælp til at holde mig på benene. “Hvad får dig til at sige det?”

Han peger på indgangen. Han må have set det for lidt siden, da han stod henne ved vinduet: skiltet med museets åbningstider.

“I lukker klokken fire,” siger Mac. “Klokken er over syv.”

I den totalt langt ude historie, jeg har rodet mig ud i, har jeg haft fri i tre timer og bare ventet tålmodigt. Uden at kontakte nogen. Uden at holde øje med en bil gennem ruden. Klædt som en professionel sofakartoffel. For ikke ret længe siden sad jeg og gemte mig på gulvet inde i baglokalet. Mac har bidt mærke i det hele. Og her gik jeg og troede, at det var mig, der var den store observatør.

“Og hvad så?” siger jeg.

Jeg ved stadig ikke, hvorfor det betyder noget, eller hvad vi i det hele taget taler om.

“Og,” siger Mac og begynder at gå langsomt rundt i lokalet. “Har du tænkt dig at fortælle mig, hvorfor du i virkeligheden er her?”

Jeg bøjer hovedet. Jeg har holdt mig oven vande, eller i hvert fald prøvet på det, i flere måneder efterhånden, år, faktisk, men nu føles det, som om jeg drukner.

“Jeg har ikke lyst til at gå hjem,” indrømmer jeg meget spagt.

Han sukker. “Heller ikke mig.”

Jeg ser på ham. Han er stadig i bevægelse – nu virker det bare mere, som om han vandrer hvileløst rundt. Det, der burde have stået klart 30

Content_9788711914564.indd 30

25/08/21 2:46 PM

lige fra begyndelsen, gør det endelig: Af en eller anden grund kan han ikke sidde stille.

“Nå?” siger Mac og slår ud med armene, som om han overgiver sig. “Ingen af os har lyst til at gå hjem.”

Hans gyldenbrune blik finder mit tværs gennem lokalet.

“Så lad os lade være,” siger han så.

Content_9788711914564.indd 31

25/08/21 2:46 PM