Tyggegummidamen – og andre historier (uddrag)

Tyggegummidamen og andre historier

af Frida Brygmann og Thomas Korsgaard

Ill ustr er et af Jo n Skræntsk ov Carlsen

1

Tyggegummidamen Side 7

2

Pigen, der kom til at ønske sig en nabo Side 25

3

De to julemænd Side 43

4

Drengen, der kidnappede sin egen morfar Side 59

5

Verdens yngste direktør Side 79

6

Bladet Brian Side 97

1

Tyggegummidamen

1 I et lille, gult murstenshus med stråtag boede en dame sammen med en småbuttet puddelhund.

På dørskiltet stod der:

Her bor Bisse og Lene Hunden fyldte meget i Lenes liv. Når Lene skulle børste tænder, skulle Bisse også have børstet tænder. Og når Lene ville have et stykke lagka-

9

ge, fik Bisse også et lige så stort stykke. Og når Lene nynnede med på sangene i radioen, bjæffede Bisse med som kor.

Og så var der alle turene, de gik. Lene luftede Bisse hver morgen, middag og aften, og det var netop på en af disse hundelufteture, at det en dag gik så galt for Lene, at hun blev til en tyggegummidame.

Egentlig var alt, som det plejede: Lene gav Bisse sele på ude i entreen, tog sin lange cottoncoat, en god hjemmestrikket hue og gummistøvler på og fandt et stykke jordbærtyggegummi i skuldertasken. Lene var nemlig afhængig af tyggegummi og skulle altid have et stykke, når hun gik med Bisse. „Det har jeg fortjent,“ sagde hun til sig selv og kastede det glad i munden. Lene tænkte nemlig meget bedre, når hun havde noget at gumle på.

Så satte de af sted mod den store mose, som de gik rundt om, mens Lene grublede og gnaskede og tænkte og funderede.

Der var ikke ét bestemt emne, hun tænkte mere på end andre. Lene havde tanker om alt i hele verden. Lige fra hvordan amerikansk poli-

10

tik egentlig hang sammen, til hvordan man får det brunlige kalk af toiletkummen, og sommetider tanker om noget, hun engang havde læst i avisen om, at grise skulle være klogere end hunde.

Turen rundt om mosen var perfekt for Lene og Bisse. Den var hverken for lang eller for kort

11

for nogen af dem. Problemet var bare, at Lene ikke så, hvad der skete omkring hende.

For eksempel sad en skorstensfejer fast i skorstenen i en boligblok, som Lene kom forbi. „HJÆLP MIG NED!“ råbte han, men Lene hørte det ikke og gik videre med rynker i panden over alt det, hun grublede over.

Derfor så hun heller ikke, at et jetfly jagede af sted ti centimeter over hovedet på hende og fyldte luften med en stribe af tung røg.

Hun hostede bare en enkelt gang og spadserede videre. Og for at det ikke skulle være løgn, marcherede hele orkestret med pensionerede postmænd forbi hende og spillede høj musik på grydelåg og stortrommer og trækbasuner.

De spillede så højt, at hele byen kunne høre det. Undtagen Lene, for hun var i gang med at tænke over, hvordan fyldte chokolader egentlig bliver fyldt.

Da Lene og Bisse nåede om mosens hjørne sidst på turen, var jordbærsmagen i tyggegummiet altid helt forsvundet. Så stoppede hun op og satte det fast på køreplanen for bus 210 ved busstoppestedet, som hun plejede. Der sad i forvejen tu-

13

sindvis af Lenes aflagte tyggegummier, men det bemærkede hun selvfølgelig heller ikke.

Lene skulle lige til at gå videre, men pludselig var der nogen eller noget, som trak hende tilbage. „Ahvaffornoget!“ udbrød Lene for sig selv og så sig over skulderen.

Men der var ingenting at se. Ingen mennesker, ingen busser, ikke noget som helst.

Hun prøvede igen at gå videre, men noget holdt hende stadig fast.

Bisse begyndte at pibe, men da Lene tog et skridt fremad igen, skete det samme. Hun vrikkede lidt med kroppen og mærkede, hvordan noget begyndte at klæbe til ærmerne på cottoncoaten, og nu forstod hun pludselig, hvad der var sket.

Lene sad fast i alt sit gamle tyggegummi. „SHIT!“ udbrød hun og fik den samme slags udtryk i øjnene, som når man sidder fast i en elevator eller smækker sig inde i et lille rum.

Lene greb ud efter sin skuldertaske. Hun prøvede at åbne den for at få fat i sin telefon, så hun kunne ringe efter hjælp. Men det var ikke så ligetil, for tasken var nu fyldt med klistret tyggegummi.

14

„DET VAR LIGEGODT SATANS!“ udbrød hun.

Hun lagde alle kræfter i og prøvede én gang til og var lige ved at nå sin telefon med spidsen af pegefingeren. Hun gjorde sig klar til at ringe til Helge, den lokale politimester, men tasken svuppede ud af hendes hænder, og hun så den forsvinde ind i tyggegummiklumpen. „Min ELSKEDE telefon!“ råbte Lene.

I det samme gøede Bisse, og Lene fik en idé. „Bisse!“ kommanderede hun. „Spis tyggegummiet, så jeg kan komme fri!“ Men Bisse forstod ikke menneskesprog, og det vidste Lene egentlig også godt inderst inde. „Ih,“ sukkede hun for sig selv og prøvede at vriste sig fri igen. Men det gjorde det kun værre. Lene sank dybere og dybere ind i tyggegummiboblen.

SLURP! SWOOOP! SWAP! Folk, der kom forbi busstoppestedet, kunne nu kun se Bisse, hundesnoren og Lene Knudsens briller stikke ud af massen.

15

Buschaufføren så heller ikke Lene. Han kørte forbi gang på gang, men da hunde jo sjældent tager bussen alene, stoppede han ikke op.

Orkestret var færdig med at spille musik og marcherede også forbi uden at se de to gummistøvler, der stak ud fra tyggegummiet, og det samme med skorstensfejeren, som nogle andre havde hjulpet ned i mellemtiden.

Lene følte sig helt fortabt inde i det lyserøde tyggegummi, og da mørket begyndte at sænke sig over mosen, lagde Bisse sig søvnigt på jorden og smaskede sig i søvn, mens Lene overvejede, hvordan det ville blive at sove stående lodret op som en giraf. „Så er der jo ikke andet for end at håbe på, at der kommer nogen og redder os i morgen tidlig,“ sagde Lene, lukkede øjnene og smaskede sig også i søvn.

Sådan gik der flere dage, hvor Lene hang fast i tyggegummiet på køreplanen, og bussen bare blev ved og ved med at køre forbi. Hele livet kørte faktisk bare forbi hende. En brandmand med en stige under armen, en hel vuggestue med flyverdragter og klapvogne og en stewar-

16

17

desse i uniform, som lige havde fået fri fra arbejde, gik forbi, men ingen af dem hørte Lene, som sad skjult dybt inde i den klistrede tyggegummimasse.

En gang stoppede en mand op for at vente på bussen, og Lene Knudsen skulle lige til at råbe om hjælp, men så vrissede manden surt ad tyggegummierne på køreplanen: „Fy for den lede!

At folk ikke kan rydde op efter sig selv!“ Og så blev hun flov og droppede det.

Men så en dag hørte Lene et fløjt i det fjerne, og Bisse begyndte at knurre og bjæffe.

Lene nåede ikke at reagere, før en stor, slimet klat tyggegummi blev tværet ud lige ved siden af hendes hoved. Den var helt hvid, og duften af pebermynte fik hendes næse til at vågne. „Jeg er herinde!“ råbte Lene. „Så hjælp mig dog! Du der! Hvem du end er! Her! Herinde i tyggegummiet!“ Manden, der lige havde sat tyggegummiet på køreplanen, kiggede forbavset op på Lene. „Hvad laver du derinde?“ sagde manden forbavset.

18