Ti vilde fortællinger fra danmarkshistorien (uddrag)

CARLSEN

1

Asser Amdisen

Ti vilde fortællinger fra danmarkshistorien Tekst © Asser Amdisen og Forlaget Carlsen 2021 Illustrationer © Sissan Richardt 2021 Omslag: Kit Hansen med illustrationer af Sissan Richardt Forlagsredaktion: Mette Viking Konsulent: Ulla Selfort Grafisk tilrettelægning: Michael Haase Bogen er sat med Garamond Tryk: Livonia Print Printed in Latvia 1. udgave 1. oplag 2021 ISBN 978-87-27-00527-0 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Udgivet med støtte af Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond

Indhold Velkommen 5

En jætte, en ko og tre irriterende brødre 7 Verdens skabelse (sagntid)

En gave fra guderne 20 Historien om Kong Skjold (sagntid)

Den tavse prins 33 Historien om Vermund og Uffe (sagntid)

Gidslet 45 Historien om Holger Danske (sagntid)

Vikingernes største pralhals 57 Historien om Palnatoke (ca. 980’erne)

Kongen, der fik et flag i hovedet og talte med sin døde kone 69 Historien om Valdemar Sejr (1170-1241)

En bølle i rustning 81 Historien om Niels Ebbesen (1308-1340)

Den stædige biskop og landet uden konge 94 Historien om Stygge Krumpen (ca. 1485-1551)

Danmarks frækkeste søhelt 107 Historien om Tordenskjold (1690-1720)

Den uheldige helt 124 Historien om Peter Willemoes (1783-1808) Til de voksne 135

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker og kendt som P3’s ’helt egen hushistoriker’. Til daglig er han direktør for Skoleskibet Georg Stage, men han finder også tid til at holde foredrag rundt om i landet og blander sig ofte i den aktuelle debat i diverse medier. Han har tidligere fået udgivet bøgerne: Til nytte og fornøjelse – Johann Friedrich Struensee 1737-1772 (2002, genudgivet 2012 med titlen Struensee), Historier fra Herregården (2005), En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig (2017), Nu vi taler om demokrati. En debatbog for demokrater (2018), En romersk mønt og hvad deraf fulgte. Rapkæftet version af økonomiens historie (2020). Se også www.asseramdisen.dk Sissan Richardt (f. 1978) er uddannet på Kolding Designskole og har siden 2006 været selvstændig illustrator. Hun er bladtegner for en række aviser, uge- og fagblade og spænder vidt over satire- og novelletegninger, fagbladsillustrationer, illustrationer til børne- og ungdomsbøger foruden specialopgaver til firmaer og forskellige projekter. Som en bibeskæftigelse designer hun plakater og malerier. Se også www.illustrationer.org

Velkommen Engang i gamle dage … Sådan begynder alle historierne i denne bog. Jeg hedder Asser, og langt de fleste af de historier, jeg fortæller her, har jeg selv fået fortalt, da jeg var en lille dreng, af min far eller min morfar. En del af dem har jeg fortalt videre til mine egne børn og til andre børn rundt om i landet. De har egentlig aldrig være beregnet til at blive skrevet ned men til at blive fortalt – og fortalt videre. Det, jeg ønsker allermest i hele verden, er, at du vil huske historierne, så du engang kan fortælle dem videre – med eller uden bog.

Historier er en gave, vi har fået af vores forfædre, og som det altid er med gaver, skal man passe godt på dem og ikke smide dem 5

væk. Det bedste man kan gøre med en gave, er at give den videre til nogen, der har mere brug for den, end man selv har.

Måske tænker du nogle gange: »Det her kan ikke passe – det må være løgn.« Det er heller ikke sikkert, at alle historierne er helt sande, men det er i hvert fald sandt, at de er blevet fortalt gennem århundreder. Derfor er de stadig vigtige.

Men nu er det vist også snak nok. Læn dig tilbage, og slå ørene ud – så skal jeg fortælle en historie.

En jætte, en ko og tre irriterende brødre Verdens skabelse (sagntid)

E

ngang i gamle dage et sted i det land, vi i dag kalder Danmark, skrumplede en vakkelvorn tohjulet kærre hen over en ujævn landevej gennem en skov. Solen skinnede, og det var temmelig varmt. På vognen var der spande med fisk og bunker af grene, og foran vognen gik en mand. Han så slidt ud, men han havde også været undervejs i flere timer og var ved at være godt træt i hele kroppen af at trække sit tunge læs. Han havde efterhånden lidt svært ved at finde energien til at gå videre. Han kunne heller ikke rigtigt samle sine tanker, fordi hans øjne hele tiden flakkede 7

frem og tilbage mellem skoven og vejen, hvor sønnerne Ask og Bue løb frem og tilbage.

Siden dengang hans kone døde, havde tvillingerne sjældent været ude af hans tanker. Efterhånden var de store nok til at være alene om morgenen, mens han var ude at fiske, men når han om formiddagen tog den lange tur ind til handelspladsen for at sælge sin fangst, var han nødt til at tage dem med.

Manden gik og tænkte på alt det, han skulle nå, før dagen var omme. Når han havde solgt sine fisk, gik turen tilbage til gården, hvor jorden og dyrene skulle passes, inden han kunne få sovet lidt.

Og i morgen begyndte det hele forfra igen. Noget let liv var det ikke, men der var heldigvis noget at glæde sig til hver eneste dag.

Lige inden de nåede handelspladsen, plejede manden og hans sønner at tage sig tid til at tænde et bål og stege et par fisk. I den halve time fiskene var over bålet, kunne han slappe lidt af og snakke med sine sønner. Manden glædede sig til sin pause, mens drengene piskede ind og ud af skovbrynet for at samle brænde til bålet. Hver gang de kom ud af skoven, havde de favnen fuld af kviste og grene, som de smed op på vognen. Jo tungere læsset blev, jo mere kunne manden mærke i sine muskler, at dagens højdepunkt nærmede sig.

Bue løb rundt uden at sige ret meget, men på Ask stod munden ikke stille. En byge af spørgsmål væltede ind over manden, hver eneste gang knægten nærmede sig vognen. Hvad er stjernerne lavet af ? Hvorfor kan fugle flyve? Hvor kommer Jorden fra?

Ask ville vide alt. Manden svarede, så godt han kunne, men det var ærlig talt ikke særlig godt, for han var en mand uden lærdom og brugte al sin vågne tid og alle sine kræfter på at skaffe mad på bordet og komme igennem dagens hårde slid.

8

Endelig sad manden og hans sønner ved bålet og ventede på, at fiskene skulle blive færdige. Som altid nød de, at der den næste halve time hverken skulle arbejdes, trækkes med kærrer eller noget som helst andet. Det eneste, der var at gøre, var at trække vejret, snakke lidt og vente. Ask lå i græsset og kiggede op på skyerne, der gled forbi på sommerhimlen. Han vendte hovedet mod sin far. »Far,« sagde han, »hvor kommer vi egentlig fra – altså ikke os tre, men os alle sammen – menneskene, Jorden, guderne … og skyerne?« Manden smilede. Asks mange spørgsmål gjorde ham tit helt paf, men det her spørgsmål kendte han faktisk svaret på. Han pirkede lidt til fisken, tog en dyb indånding og begyndte: »Jeg ved det ikke med sikkerhed – så gammel er jeg trods alt ikke,« sagde han og smilede, »men da jeg var barn, spurgte jeg min bedstefar om det samme, og han forklarede mig det nogenlunde sådan her: Engang var der her, hvor vi bor i dag, absolut ingenting. Det var et stort og dybt ingenting, som man kaldte Ginnungagap. I Ginnungagap var der hverken lys eller mørke, kulde eller varme.

Der var ingenting. Ginnungagap var verdensdybet.

Nord for Ginnungagap lå Niflheim. Det var et iskoldt og øde sted, hvor den store slange Nidhug levede. Der er ikke meget at fortælle om Niflheim, og det er ikke så mærkeligt, for det er ret begrænset, hvor meget der sker på sådan en isklump. Noget må der nu alligevel være sket, for en dag begyndte tolv kolde floder at løbe fra Niflheim og ind i Ginnungagap.

Syd for Ginnungagap lå Muspelheim, hvor den store ildjætte 9

Surt levede. En jætte er lidt det samme som en trold. En menneskelignende tingest, som dog ikke er et rigtigt menneske. Heller ikke Muspelheim er der meget at fortælle om, men det kaldes tit Flammehavet, og en dag begyndte tolv floder af lava – altså rødglødende, smeltet sten – at flyde ud af Muspelheim og ind i Ginnungagap.

I ved sikkert, at der dannes rim, når kulde og varme mødes, og det gjorde der også i verdensdybet, da de tolv kolde og de tolv varme floder mødtes. Rimen blev til dråber, og af dråberne opstod den enorme urjætte Ymer, som en dag vågnede midt i det store intet. Midt i Ginnungagap.

At sidde helt alene i verdensdybet er måske nok det kedeligste, man kan forestille sig. Der var ikke bare en fornemmelse af, at der ikke var noget, man kunne lave. Der var faktisk ingenting, man kunne lave – ja, der var i det hele taget bare ingenting.

Men der sad Ymer altså og havde ikke andet sjov end at banke sine fødder mod hinanden. Da han var blevet godt træt af det, fandt han på at bevæge sig lidt rundt. I retning af Muspelheim blev det varmere og varmere, og han kom til at svede. For Ymer, der havde kedet sig så utrolig meget, var det at svede en fest. Endelig skete der noget.

Ymers armsved blev nu, ligesom rimen og dråberne, skabt om til noget levende. Ud af hans armhuler voksede en hanjætte og en hunjætte. Al den banken med fødderne fik også betydning, for til Ymers store overraskelse fik den ene fod en søn med den anden fod. Vupti, pludselig var der Ymer og tre små jætter i Ginnungagap. De tre små jætter fik børn med hinanden og blev til utallige nye jætter. Så var der da endelig noget at se på.« 10

På dette tidspunkt i historien blev det for meget for Bue. »Siger du, at der voksede trolde ud af ham der Yoghurts arm­ sved?« spurgte han.

Bue var altid den fornuftige. Han talte ikke så meget som Ask, men snyde ham, det kunne man ikke. Han havde da selv svedt under armene masser af gange, men der var altså aldrig vokset trolde ud af hans armhuler. »For det første hed han Ymer,« sagde manden. »For det andet er det ikke noget, jeg bare siger, det er sådan, historien er. I den slags historier sker der altid mærkelige ting. Måske var det virkelig sådan engang, eller måske er det bare for kedeligt, hvis det kun handler om høns, fejekoste og irriterende unger. Vil I høre historien eller ej?« Ask og Bue nikkede, og manden fortsatte: »Floderne fra Niflheim og Muspelheim blev ved med at løbe, rim blev til dråber, og en dag blev en ko født ud af dråberne, på samme måde som Ymer var blevet det. Koen hed Audhumbla.

Køer er sådan set ret gode til at leve i det store intet. De stiller ikke store krav til tilværelsen. De æder, drikker og står – det er nogenlunde, hvad køer gør.

Men Audhumbla blev alligevel både sulten og tørstig. Hun havde jo ikke nogen græsmarker at æde af, så hun gav sig til at slikke på en stor saltsten. Da hun havde slikket på stenen en tid, dukkede en menneskeagtig figur op. Han blev kaldt Buri.

Buri fik senere en søn, som blev kærester med en jættekvinde, og de fik sammen tre sønner. Den første hed Odin, dernæst kom Vile og til sidst Ve. Odin, Vile og Ve var de første aser – altså nordiske guder.

12

Guder er nogle mærkelige skabninger. De har en frygtelig stor magt og kan gøre både det ene og det andet, men de er ikke altid rare og bestemt ikke altid nemme at have med at gøre. Det gjaldt også Odin, Vile og Ve. Om det nu var kedsomhed eller noget andet, der løb gennem hovederne på de tre nye aser, kan man ikke vide. I hvert fald gik det hverken værre eller bedre, end at brødrene besluttede sig for at slå urjætten Ymer ihjel.

Som sagt så gjort. Da Ymer var død, tænkte de tre guder, at de vel måtte kunne bruge hans kæmpestore, døde krop til noget fornuftigt. De splittede Ymer ad, og af hans kropsdele skabte de den verden, vi kender.

Først tog de Ymers kranie og gjorde det til himmelhvælvingen.

Dernæst skabte de fire dværge, der kunne stå i hver sit hjørne og holde himmelhvælvingen oppe, og for at kunne kende forskel på dem kaldte de dværgene Nord, Syd, Øst og Vest. Da der var lidt mørkt, tog de tre guder nogle gløder fra Muspelheim og hængte dem på kraniet. Det blev til stjernerne, som giver lidt lys om natten.

Bagefter tog guderne Ymers kød og skabte af det Jorden, som vi bor på. Hans blod blev til have og floder, og af hans knogler formede de bjergene. Hans tænder knuste de og kværnede helt fint til sand, som de spredte ud over det hele.

Nu tog Odin, Vile og Ve de to flotteste stykker ild fra Muspelheim og satte dem op på himmelhvælvingen. De kaldte dem Sol og Måne. Dengang var Solen og Månen altid oppe, og de var altid det samme sted på himlen. Men i en senere tid var der på Jorden en mand, som fik tvillinger. Han var så glad for Sol og Måne, at han opkaldte sine børn efter dem. Det syntes aserne var at blære 13

sig urimelig meget, og som straf tog de børnene fra manden. Guderne puttede nu den rigtige Sol og den rigtige Måne i hver sin vogn og satte tvillingerne Sol og Måne til at køre den ene og den anden vogn på skift hen over himlen. Det lyder måske meget rart, men da det var tænkt som en straf, skabte guderne også to gigantiske ulve, som skulle forfølge tvillingerne.

Så deroppe på himlen er tvillingerne altså med Solvognen og Månevognen, rædselsslagne for de to store ulve, og det er derfor, solen og månen hver eneste dag på skift ræser hen over himmelhvælvingen og forsvinder igen. Det fortælles, at når Ragnarok, altså verdens undergang, kommer, vil det begynde med, at ulvene indhenter og æder både den rigtige Sol og den rigtige Måne og tvillingerne med de samme navne.« Ask og Bue kiggede op mod himlen, hvor solen var på vej, som den plejede at være. Historien måtte jo passe – den forklarede i hvert fald ret godt, hvordan den verden, de kendte, var blevet til, hvorfor solen gled hen over himlen, hvorfor jorden var blød og våd og sandet hårdt og knasende. Det gav mening. »Men der mangler noget,« sagde Ask. »Hvor er vi henne i historien? Hvor er menneskene?« »Det kommer, det kommer,« sagde manden, mens han rejste sig op for at kigge til fiskene. »Jo, ser I, Odin, Vile og Ve var jo brødre. De lignede hinanden, de kunne huske de samme ting – og så konkurrerede de som vanvittige om stort set alting.« Ask sendte Bue et skævt smil. I morges havde han vundet over sin bror i et kapløb gennem skoven. »En dag gik de tre gudebrødre en tur på stranden. Mens de 14

gik og tjattede lidt til hinanden, fik Odin øje på et stykke træ, som var drevet ind ude fra havet. Det var langt og bredt og helt sort af at have ligget i vandet. Ikke langt derfra lå der et mindre stykke træ, som også var drevet i land. Odin samlede begge træstykker op og kiggede grundigt på dem. Så smøgede han ærmerne op, og Vile og Ve vidste, at nu skulle deres storebror igen til at blære sig med en eller anden form for magi.

Jeg ved ikke helt, hvordan guder gør den slags. Måske siger de trylleremser, måske skriver de bogstaver på et stykke træ – måske kan de bare lave mirakler uden videre. Under alle omstændigheder gjorde Odin noget magisk ved de to stykker træ. Han forvandlede det lange, brede stykke til en mandefigur og det mindre stykke til en kvindefigur. Vile og Ve var ikke særligt imponerede.

At forme to træstykker, så de ligner en selv, er da flot nok, men for en gud med supermagiske kræfter er det faktisk ikke noget særligt.

Men så var det, at Odin for alvor gik i gang med sine kunster.

Han greb sine træfigurer og gav sig til at puste på dem. Langsomt begyndte træet at se blødere og mere bevægeligt ud, og nu opdagede Vile og Ve, at det ikke bare var bevægeligt – det var levende.

Odin havde pustet liv ind i træstykkerne og skabt to levende væsner. Han så på sine brødre med et overlegent udtryk i ansigtet og meddelte, at det, han her havde skabt, var mennesker. En mand og en kvinde. Manden hed Ask og kvinden Embla.

Vile og Ve kunne godt se, at det var blæret lavet, men de ville selvfølgelig ikke vise, at de var imponerede. De havde selv magiske evner, og selvom Odin var den stærkeste, var han ikke altid den klogeste. De gloede alle tre på Ask og Embla, der sad helt 15

fraværende og stirrede tomt ud i luften. Godt nok var de levende, men ud over at sidde der med flakkende øjne og trække vejret kunne de jo ikke rigtig noget.

Vile gav sig omgående til at drille sin storebror: ’Sikke nogle fine kødklumper, du har lavet, Odin. Kan de slet ikke andet end at sidde der og puste?’ Vile mente, at skulle man lave noget virkelig fantastisk, skulle der andet og mere til. Han gik hen til Ask og Embla og gav sig til at puste dem ind i øret. Først den ene, så den anden.

Da Vile havde pustet et stykke tid, rejste Ask og Embla sig op og begyndte at tale. De sagde hinandens navne og gav sig så til at gå rundt på stranden. Alt det, de fandt i sandet, gav de navne, mens de snakkede i munden på hinanden. Så begyndte de at ordne tingene efter, hvilken farve de havde, og hvad de kunne bruges til.

Vile kiggede på sin storebror med et blik, som klart sagde, at det her var klog magi. Odin havde givet mennesketingesterne liv, men han, Vile, var langt klogere – han havde givet dem vilje og forstand, så Ask og Embla faktisk kunne bruges til noget.

Vile havde scoret flest point, og Odin stirrede surt og tavst på ham. Imens gik Ve over til de to mennesker, som lige nu havde vældig travlt med at tælle et eller andet. Først gik han hen til Embla og hviskede hende noget i øret, mens han lagde sin hånd på hendes bryst. Så gik han videre til Ask og gjorde det samme.

Det, Ve gjorde ved menneskerne, forandrede dem totalt. Det var, som om de først nu fik øje på verden. De mærkede solen på deres ansigter og vinden i håret. De kiggede ned ad sig selv og så deres egne kroppe. Og de så hinanden. Først kastede de lige et 16

hurtigt blik, derefter tog de et længere kig. Embla rakte hånden ud for at røre Ask lige der, hvor Ve også havde rørt ved ham. De tog hinanden i hånden, og først nu lagde de mærke til Odin, Vile og Ve. Ved synet af de tre guder blev Ask og Embla grebet af panik og satte i løb væk fra stranden og ind i skoven, hvor de gemte sig.

Odin og Vile kiggede vredt på Ve, som stod med et svedent grin og kiggede ind i skoven, dér hvor de to mennesker var forsvundet. ’Hvad gjorde du ved dem? Nu er de jo væk,’ vrissede Odin. ’Jeg gjorde dem ikke noget,’ svarede Ve, ’jeg gav dem bare følelser og ånd. Du havde jo lavet et par kødklumper uden vilje, Odin.’

Han vendte sig mod Vile. ’Og du, Vile, gav dem visdom og mål.

Jeg gav dem kærligheden, smerten og frygten, og dermed kom de til at ligne os. Åbenbart skræmte det dem så meget, at de tog flugten. Dem behøver vi ikke tænke mere på. De overlever ikke længe i den tilstand.’

Odin kiggede op mod skoven med rynkede bryn. Han var sikker på, at guderne slet ikke havde hørt det sidste til menneskene.

Og det fik han jo ret i. Ikke længe efter var både mennesker og jætter blevet mange, mange flere, og det gav en farlig ballade og masser af slagsmål.

Odin, Vile og Ve måtte i gang med magien igen, så de kunne få lidt ro. Først gav de jætterne et stort og vildt område, som de kaldte Jotunheim. I midten af Jotunheim lavede de et mindre, men hyggeligere område, som de kaldte Midgård. Her skulle menneskene bo. For at der ikke skulle blive for meget ballade på grænsen mellem Jotunheim og Midgård, tog de Ymers øjen17

bryn, og af dem lavede de et hegn mellem jætternes og menneskenes områder.

I midten af Midgård, højt hævet over det hele, byggede guderne til slut en bolig til sig selv. De kaldte deres hjem for Asgård, og midt i Asgård plantede de et træ, som de gav navnet Yggdrasil.

Det træ er hele verdens centrum, og det skal stå, til Jorden går under.« Manden rejste sig fra græsset og så ned på tvillingerne. »Ja, sådan blev verden altså skabt,« sagde han. »Sådan kom den til at se ud, som den gør i dag, og det er det sted, vi kommer fra … eller det vil sige, hvor menneskene kommer fra, for vi tre kommer jo hjemmefra, og hvis I ellers har fået spist jeres fisk, kunne det være, vi skulle se at komme videre ind mod byen og få solgt resten i en fart.« Mens de traskede det sidste stykke vej mod handelspladsen, pludrede Ask og Bue videre om det, de havde hørt. Ask mente, at hans navn var det bedste, fordi det også var navnet på det første menneske, men det, syntes Bue, var noget pjat.

Manden brugte sine kræfter på at trække den tunge vogn i stedet for at snakke videre, for dagen var stadig lang. Men tænke kunne han sagtens, og han tænkte på, at der for ikke så længe siden var kommet nogle fremmede sydfra til byen. De talte hele tiden om en ny gud. De var helt vilde med ham og kaldte ham Gud – som om der kun var én gud. Det gav manden ikke meget for. Deres Gud lød ikke engang til at være noget særligt. Han var hverken stærk eller klog og slet ikke nogen konkurrent til Odin og de andre aser.

18

De fremmede havde også nærmest bare kopieret den gode gamle historie om altings begyndelse. De kaldte deres første mennesker for Adam og Eva – mere eller mindre de samme lyde som i Ask og Embla. Nej, den gud var der ikke den store fremtid i. »Her i landet har vi altid haft de samme guder – og mange af dem. Det er der ingen grund til at lave om på. Sådan har det altid været, og sådan vil det også være i fremtiden.« Det var, hvad manden tænkte for sig selv, mens han trak sin tunge kærre ind mod handelspladsen for at sælge sine fisk. I dag ved vi jo, at han tog fejl, når han troede, at den nye gud ikke ville have mange chancer heroppe nordpå.

Men sådan er det faktisk tit, når gamle trætte mænd siger, at verden ikke kan blive anderledes, end den altid har været. De tager stort set altid fejl.