Tilbage til Mumidalen (uddrag)

Tilbage til

Mumidalen Inspireret af Tove Janssons bøger På dansk ved Lene Ewald Hesel

INDHOLD Troldkarlens hat ................................................................9 ... hvori Mumitrolden finder en skjult hat med magiske kræfter Tofslen og Vifslen ......................................................................21 ... hvori to små pudsige væsner besøger mumihuset

Retssagen ..........................................................................33 ... hvori Murren aflægger et uventet besøg i Mumidalen

Farvel, Snorkfrøken ...........................................................49 ... hvori mumifamilien sætter kurs mod en ukendt ø

Mumifars ø.........................................................................61 ... hvori mumifamilien flytter ind i et gammelt fyrtårn

Mumimors vægmaleri.........................................................73 ... hvori Mumimor virkelig forstår, hvad et hjem er

Mumitrolden og havhestene................................................87 ... hvori Mumitrolden forelsker sig i en smuk havhest

November............................................................................99 ... hvori en ung besøgende leder efter den familie, som han altid har drømt om

I

den smukkeste dal omgivet af mørke skove og bjerge står det høje, lyseblå mumihus, hvor mumifamilien bor. Gæster fra nær og fjern er altid velkomne i Mumidalen, på alle tidspunkter af dagen – og året ...

Troldkarlens hat ... hvori Mumitrolden finder en skjult hat med magiske kræfter

Tilbage til Mumidalen

D

et var en smuk morgen i Mumidalen. Mumitrolden var ved at gøre sig klar til at tage på vandretur i bjergene med sine venner.

“Jamen kære, så får I brug for proviant,” sagde Mumimor og pakkede en stor madkurv med havbudding og marcipangrise.

“Med det rigtige vandreudstyr flyver milene bare afsted!” sagde Mumifar og rakte ham en hjortetaksstav.

“Før du ved af det, prøver de vel at vaske dig bag ørerne!” sagde Lille My hånligt.

Mumitrolden skulede til sine forældre. Hvorfor behandlede de ham altid som et barn?!

Han kæmpede sig ned til stranden, hvor Mumrikken og Snif ventede på ham. De gloede på hans tunge oppakning. Mumitrolden sukkede.

“Forældre!” sagde han. “Nå, lad os komme afsted. Friheden kalder!”

Trekløveret satte kurs mod bjerget og begav sig op ad den snoede sti.

10

Troldkarlens hat

“Lad os lave en stenvarde på toppen for at vise, at vi kom først,” sagde Mumrikken, der viste vej.

Snif hørte ikke efter – han havde alt for travlt med at fylde sig med godbidder fra Mumitroldens kurv.

Da de nåede op til toppen, var kurven tom, og Snif havde forfærdelig ondt i maven.

“Du skulle ikke have spist al vores mad, Snif!” udbrød Mumitrolden arrigt.

“Jamen jeg kunne ikke lade være – marcipangrisene lugtede så godt!” jamrede Snif.

Mens de skændtes, opdagede Mumrikken noget.

“Der har været nogen før os,” sagde han. “Se engang de spor!”

Mumrikken fulgte sporene med de andre i hælene. Mumitrolden fik øje på noget mørklilla, der sad kilet ind mellem to store sten.

“Sikke da et underligt sted at lægge en hat!” sagde han og trak den fri.

Men det var ikke nogen helt almindelig hat. Faktisk var det en magisk hat, der engang havde tilhørt en mægtig troldkarl. Men det anede Mumitrolden ikke.

“Du kan da godt lide hatte, ikke?” sagde han og rakte den til Mumrikken. Men der var et eller andet ved hatten, som Mumrikken ikke brød sig om.

“Nej, den er alt for ny til mig,” sagde han og bakkede væk.

“Jeg vil gerne have den!” sagde Snif og rakte ud efter den.

“Nej, du vil ej,” sagde Mumitrolden. “Den er alt for fornem til sådan et lille dyr som dig! Men jeg kender en, der kan passe den.”

Snif surmulede hele vejen hjem.

12

Troldkarlens hat

Desværre var hatten alt for stor til Mumifar.

“Hvad skal jeg gøre med den?” spurgte Mumitrolden.

“Jeg synes,” sagde Mumrikken, “at vi skal kaste den ned i vulkanen og se den blive fortæret af glødende lava!”

Der opstod en dyb tavshed.

“Vi kunne også bruge den som papirkurv?” foreslog Snif. “Nu da den åbenbart er for fornem til mig!” Han smed et par æggeskaller ned i den.

“God idé!” sagde Mumimor. “Det ville være helt rart at se dit værelse rent og ryddeligt.”

Mumitrolden marcherede ovenpå og smed hatten hen i et hjørne af sit rodede værelse.

“Jeg kan lide mit værelse, som det er!” sagde han og åbnede vinduet på vid gab. Han stirrede tankefuldt ud. “De tror stadig, jeg er deres lille, fjollede Mumitrold, som bare lader sig kommandere rundt med og altid gør, hvad der bliver sagt!”

Bag Mumitrolden steg en lille lyserød sky op af hatten. Uden at ane uråd lod han sig falde baglæns om på sengen.

Tilbage til Mumidalen

Pludselig kunne han mærke, at han lettede fra sengen. Han satte sig op. Det så ud, som om han sad på en kæmpestor skumfidus.

Nej, en sky – en stor lyserød sky, der svævede hen mod det åbne vindue!

“Aaaah!” Han klamrede sig desperat til skyen, da den svævede ud af mumihuset og op mod himlen. Han kiggede ud over siden. Der var meget, meget langt ned.

“Hjælp!” råbte han, da han fik øje på Snorkfrøkenen. Hun så forbavset op på ham.

“Hvordan er du kommet derop?” råbte hun.

“Det ved jeg ikke!” svarede han. “Men jeg vil gerne ned! Kast et reb op til mig!”

Det eneste, Snorkfrøkenen lige kunne finde, var Mumrikkens fiskestang, men det var også godt nok: Hun kastede snøren ud, og lidt efter havde hun fanget skyen og halede den ind.

Mumitrolden skulle lige til at springe ned, da Snorkfrøkenen standsede ham.

“Vent!” råbte hun. “Sådan en chance får man kun én gang i livet!”

14

Hun kravlede ombord. “Hvor svært kan det være at flyve en sky?” hujede hun, da de svingede sig op mod himlen.

Sammen svævede de mellem trætoppene hen over Mumidalen, over bjerge og ud over det glitrende hav. Udsigten var fortryllende.

Mumitrolden begyndte at slappe af og more sig.

“Dét er livet!” sagde han. “Svæve afsted uden nogen som helst bekymringer – og uden at nogen hele tiden pylrer om én.”

“Er det ikke meget rart at have nogen, der pylrer om dig?” spurgte Snorkfrøkenen.

Mumitrolden sukkede. “Mine forældre bekymrer sig sikkert om mig lige nu.”

De blev liggende på den svævende sky og så solen gå ned.

“Så er det på tide at vende hjemad,” sagde Mumitrolden. Han satte Snorkfrøkenen af og landede ved mumihuset. Den lyserøde sky forsvandt med et PUF! 15

“Nå, der er du!” sagde Mumimor, da han kom ind ad døren. “Jeg har ryddet op på dit værelse. Dine bøger lå og flød over det hele.”

Mumitrolden gik direkte op på sit værelse. “De tror stadig, jeg er en snottet troldunge!” mumlede han. Han tog hatten på for at se, om den fik ham til at se ældre ud. Nærmest tværtimod. Skuffet lagde han sig på sengen med hatten over øjnene. Snart sov han dybt.

Da han vågnede, var det morgen, og han dappede søvndrukkent hen til spejlet.

“AARGH!” Inde i spejlet stirrede et væmmeligt væsen tilbage på ham. Det havde øjne så store som suppetallerkener, en tynd, behåret krop og kæmpestore ører, der lignede grydelapper. Mumitrolden tjekkede en ekstra gang. Det besynderlige væsen var ... HAM! “Hvad er der sket med mig?!” jamrede han. “Det er også den dumme hats skyld!

Du har bare at forvandle mig tilbage til Mumitrolden!” råbte han.

Mumifar hørte hans råb og skyndte sig ovenpå. I det samme kom en underlig fyr ud af hans søns værelse.

16

Troldkarlens hat

“Jeg vidste ikke, at Mumitrolden havde besøg,” udbrød Mumifar overrasket. “Hvor kommer du fra?”

“Derinde ... øh,” stammede Mumitrolden.

“Derinne Ø?” sagde Mumifar. “Aldrig hørt om den. Men hvor er det hyggeligt at have en ligesindet eventyrer i huset. Kom med nedenunder og få lidt morgenmad.”

Mumifamilien blev meget overrasket over at møde det ejendommelige væsen. Men høflige, som mumitrolde jo er, gjorde de deres yderste for at være venlige og imødekommende. Mumitrolden forsøgte at besvare deres spørgsmål.

“Derinne Ø er meget speciel,” sagde han. “Jeg måtte svømme hele vejen hertil, fordi min båd blev bidt midtover af ... øh ... søslanger.”

“Var du ikke bange?” spurgte Lille My mistænksomt.

“Nahaj,” lo Mumitrolden nervøst. “Ikke engang, da en af dem bed min arm af. Altså min reservearm.”

“Fascinerende!” udbrød Mumifar. “Fortæl endelig mere!”