Skatteøen (uddrag)

SKATTEØEN MED ANDERS OG MICKEY

Skrevet af

Illustreret af

Tea Orsi

Mike Wall

på dansk ved maria roslev

CARLSEN

J

im And boede på en lille kro ved havet. Kroen hed Admiral Duckbow, og Jim hjalp sin bedstemor med at drive den. Der var sjældent mange gæster, men han elskede, når sømændene lagde vejen forbi og fortalte om deres spændende oplevelser på havet.

En dag indlogerede en mystisk sømand ved navn Billy Bramsejl sig på kroen. Han insisterede på at blive kaldt “kaptajn”.

Sømanden sad for det meste ved et vindue og så ud over havet, mens han sippede til en kop sort te med alt for meget sukker. Jim holdt nysgerrigt øje med ham, men var også skræmt af sømandens underlige opførsel.

Doktor Mouseley, en af kroens stamgæster, var om muligt endnu mere nysgerrig, og han udspurgte ofte kaptajnen om hans fortid. Men til trods for sin ihærdighed fik han aldrig nogen svar.

Det virkede, som om kaptajn Bramsejl godt kunne lide Jim, og en dag bad han ham endda om en tjeneste. “Hold udkig efter en pirat med et træben, og hvis du ser ham, så kom og fortæl mig det med det samme,” sagde han til Jim. “Men hvad nu, hvis jeg ikke ser ham?” spurgte Jim. “Godt spørgsmål, min dreng,” svarede kaptajnen. “Så fortæl mig, at du ikke har set ham, og for hver gang du af lægger rapport, får du en guldmønt.”

1 81

Den aftale var Jim med på, og han fortalte hver eftermiddag, at han ikke havde set den mystiske pirat.

Hver gang blev kaptajn Bramsejl meget lettet, og hver gang gav han Jim noget til gengæld. Det var altid bare nogle underlige, gamle genstande, aldrig mønter.

“En dag får du brug for tingene, min dreng,” sagde kaptajnen og lagde tilsyneladende aldrig mærke til Jims skuffelse.

1 91

Når kaptajnen ikke drak te, gik han ud på Tågeklippen og spejdede i timevis ud over havet med sin teleskopkikkert. Han forstod ikke helt, hvorfor alting virkede så tåget og småt.

“Jeg bliver vist nødt til at få linsen repareret,” sagde han hver aften, når han vendte tilbage til kroen.

“Hvorfor prøver du ikke at vende kikkerten om?” foreslog Jim en dag.

Kaptajnen g jorde, som Jim havde foreslået, og blev glædeligt overrasket. “Du skal nok blive til noget stort en dag, min dreng,” sagde han til Jim.

1 10 1

En morgen, netop som kaptajnen var taget af sted med sin kikkert, dukkede en underlig og lidt uhyggelig mand ved navn Slyngel op på kroen.

“Hvor er Billy Bramsejl? Bor han her?” spurgte han Jim.

En foruroligende fornemmelse ramte Jim, og han ville gerne væk i en fart, men Slyngel greb fat i hans arm og holdt fast.

Heldigvis kom hans modige bedstemor ham til undsætning med favnen fuld af kager.

“Kom indenfor og smag lidt hjemmebag, gode herre,” sagde hun og sendte Jim et sigende blik.

1 11 1

Bedstemorens plan virkede.

Slyngel spiste så mange søde sager, at han til sidst blev så mæt og træt, at han måtte gå hjem og sove.

“Det var jo det rene barnemad at slippe af med ham,” sagde hun og blinkede til Jim, der lo lettet.

Da kaptajn Bramsejl senere ­vendte tilbage for at drikke sin te, fortalte Jim ham om den uventede gæst. Det gjorde kaptajnen vældig urolig.

“Det er ikke noget godt tegn.

Slyngel er sikkert en spion, og inden længe dukker piraten med træbenet nok også op,” udbrød han, så teen sprøjtede ud af munden på ham.

1 12 1

Om aftenen dukkede kaptajnen ikke op til aftensmad. Jim bar en skål suppe op til hans værelse, men da han bankede på døren, kom der ikke noget svar.

Han bankede f lere gange, og til sidst åbnede han døren. Kaptajnen var f lygtet ud ad vinduet med et reb lavet af tøj, lagner og sure sokker.

Han havde efterladt en kiste med alle sine ting og et kort brev til Jim.

1 13 1