Nede i jorden – Nede i vandet (uddrag)

Pod ziemią, pod wodą Tekst og illustrationer © Aleksandra Mizielińska og Daniel Mizieliński, 2015 Trykt første gang i 2015 med titlen ”Pod ziemią, pod wodą” af Wydawnictwo Dwie Siostry, Warszawa Nede i jorden, nede i havet Denne udgave: © 2021 Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Oversættelse: Annette Lerche Trolle · Sats: Flemmer Grafisk design ISBN: 9788727001104 · 1. udgave, 1. oplag · Trykt i Polen 2021 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk

Tekst og illustrationer af Aleksandra Mizielińska og Daniel Mizieliński

Oversat af Annette Lerche Trolle

KRYB OG KRAVL STORT OG SMÅT

bakterier hjuldyr

Lige under overfladen, i de første 10 cm af jorden, vrimler det med levende organismer.

De fleste af dem er så små, at man skal bruge et mikroskop eller et forstørrelsesglas for at se dem.

svampe mider

De lever i jorden, som består af hensmuldret klippe, mineraler og opløste rester af planter og dyr.

protozoer

rundorme

møgbille

bjørnedyr

Møgbiller laver kugler af heste- eller komøg og graver dem ned i jorden. Der lever deres larver af dem, når de kommer ud af æggene.

springhaler

enkytræer

snegleæg

Biulven er en gravehveps.

Den lægger æg i en jordhule.

➛

�

billelarver

regnorme Jordhumlen lægger æg i vokskrukker, som den bygger i forladte musehuller i jorden.

myriapoder stor regnorm

For at se en kæmperegnorm må man til Australien, hvor de bor i fugtige huller i jorden. De kan blive op til tre meter lange.

➛

Her er mit hoved!

Biulven lammer bier med gift og trækker dem ned i sin hule.

Når dens larver kommer ud af æggene, æder de bierne.

Australsk Gippsland-regnorm

🐜5

EN MYRETUE

Tuen, der ses over jorden, udgør kun en lille del af myreboet.

Den største del af det findes under jorden.

Den røde skovmyre, der er almindelig i Europa, bygger tuer af sand og grannåle omkring rådne træstubbe. Nedenunder bygger de underjordiske kamre.

Myrer kan bruge deres kindbakker til at bære ting, der er mange gange tungere end dem selv.

hovedindgang til myretuen Sorte havemyrer, der tit findes i byer, bygger udelukkende deres bo under jorden. De har ingen tue på jordoverfladen.

I Japan lever der en myreart, der hedder Messor aciculatus. Den bygger sin rede langt nede i jorden – nogle gange i hele fire meters dybde.

Myrer forsvarer deres tue ved at sprøjte syre på ubudne gæster.

Myrer kan også leve på træer eller i stubbe eller under sten. Nogle arter bygger slet ikke noget bo.

Nogle myrearter lever af insekter og insektlarver eller resterne af døde dyr. Andre spiser planter, frø, nektar eller honningdug – en sød væske, der udskilles af bladlus.

Mange arter samler føde og oplagrer den i deres myretuer.

I Syd- og Mellemamerika findes der flere arter af bladskærermyrer. De lever af svampe, som de dyrker på tyggede blade i myretuen.

frø

Næsten alle myrerne i myretuen er arbejdere, der passer æg og pupper, fodrer larverne, indsamler føde, forsvarer myretuen, bygger den større og holder den pænt ren.

❶

Myredronningen lægger hele tiden æg, mens arbejderne passer hende, holder hende ren og giver hende mad.

Dronningen er mor til alle myrerne i tuen. Hun kan leve i op til 30 år. larver

myrens livscyklus

Der kan være en eller flere dronninger i samme myretue.

❸puppe

Æggene klækker, og ud kommer

❷ larver uden øjne og lemmer. De bliver fodret af arbejderne og vokser sig store.

larve

❷

Arbejdermyrer graver nye kamre.

voksen arbejder

❶ æg han De unge dronninger og hanner har vinger.

Sammen drager de ud på en parringsflyvning, hvor dronningen bliver befrugtet.

dronning De larver, der får mest at spise, bliver til dronninger.

pupper

❸Når en larve er stor nok, laver den en kokon omkring sig og bliver til en puppe. Inde i den udvikler den sig til en voksen myre.

Kort tid efter dør hannerne. Dronningerne taber vingerne og finder et sted at bygge bo. Eller de bringes tilbage til den gamle tue af arbejderne.

Når en dronning finder et nyt sted, laver hun et bo og passer sine æg, indtil de første arbejdere har udviklet sig og kan påtage sig opgaverne.

æg

I et af myretuens kamre eller lige uden for tuen har myrerne deres gravplads. Her bærer de alle de døde myrer hen.

🐜7

DYR, DER GRAVER

Den stjernenæsede muldvarp har en følsom, stjernelignende snude, som den bruger til at søge og gribe føde med.

ørkenspringmus

Overalt i verden er der dyr, der bruger underjordiske skjulesteder.

En jordhule sikrer dem mod rovdyr eller mod kulde eller varme. Den kan også bruges som forrådskammer.

Visse dyrearter tilbringer hele deres liv under jorden, andre gemmer sig kun i huler, når de skal have ro til at føde og opfostre unger. Nogle dyr graver omfattende, underjordiske gangsystemer, andre laver enkle, overfladiske skjul, og nogle bruger endda jordhuler bygget af andre dyr.

Her er et udvalg af dyr, der graver, fra forskellige dele af verden.

rødmus

fedthalemus

steppelemming skovmus gravende kæmpefrø

Den sydafrikanske gule skovskorpion er en af de mange skorpionarter, der graver huller.

coruro

mosegris kamrotte

ørkenrotte

bleg kængurumus

europæisk sisel canadisk jordegern

isfugl

degu goferskildpadde

prærieugle Øjnene på muldvarpegnavere er dækket af hud. De bruger fortænderne til at grave gange.

stor bambusrotte

taskegofer

surikat lunde bæveregern

fennek

væsel

Ligesom oddere og bævere placerer bisamrotter indgangen til deres jordhule under vandet.

Lunder bruger deres næb og fødder til at grave dybe jordhuler, hvori de laver rede.

Magellanpingvinerne, der lever på Sydamerikas sydspids, bygger rede i jordhuler eller under buske. vildkanin

sydafrikansk springhare

Det australske næbdyr er det eneste pattedyr, der lægger æg. Det graver sin hule på bredden af floder og vandløb.

alpemurmeldyr Det afrikanske hulepindsvin samler knogler, sten og hårde træstykker i sin hule. Det gnaver i dem for at trimme fortænderne, der aldrig holder op med at vokse.

Loxocemus bicolor er en gravende kvælerslange fra Mexico.

europæisk odder

prærieulv

nibåndsbæltedyr

sumpbæver

almindelig vombat

europæisk bæver vortesvin Bævere lever i huler eller bæverhytter, som er et bo bygget af grene og ler.

🐜9

Pod ziemią, pod wodą Tekst og illustrationer © Aleksandra Mizielińska og Daniel Mizieliński, 2015 Trykt første gang i 2015 med titlen ”Pod ziemią, pod wodą” af Wydawnictwo Dwie Siostry, Warszawa Nede i jorden, nede i havet Denne udgave: © 2021 Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Oversættelse: Annette Lerche Trolle · Sats: Flemmer Grafisk design ISBN: 9788727001104 · 1. udgave, 1. oplag · Trykt i Polen 2021 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder for eksempel, at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk

Tekst og illustrationer af Aleksandra Mizielińska og Daniel Mizieliński

Oversat af Annette Lerche Trolle

I SØEN rudskalle malle suder

Nordamerikas Great Lakes (De Store Søer) er Jordens største ferskvandsbassiner. Den største af dem, Lake Superior – der grænser op til både USA og Canada – er næsten dobbelt så stor som Danmark. Verdens dybeste sø er Bajkalsøen i Rusland, der nogle steder når en dybde på 1642 m.

gedde

Alligevel indeholder alle søerne mindre end 1 % af alt det ferskvand, der findes på vores planet. Men hvor er resten så? Det meste af det er is – i form af gletsjere, sne og iskapper ved Nord- og Sydpolen. Og en stor mængde af det befinder sig under jorden.

Ferskvand – den slags, der i modsætning til saltvand kun indeholder en lille mængde salt – er livsnødvendigt for mange planter og dyr, blandt andet mennesker. Men det udgør mindre end 3 % af alt Jordens vand – søer er kun en lille dråbe af alt verdens vand.

karpe

skalle

asp europæisk ål karusse

græskarpe aborre stalling ædelkrebs

I HAVET sardiner Verdenshavene er de største vandområder på Jorden. De dækker næsten tre fjerdedele af klodens overflade og når dybder på mange kilometer (se side 🐟 42-43). Det salte havvand*, der fylder dem, udgør næsten 97 % af alt vand på vores planet.

havaborre

ansjoser

krabber

Havvand egner sig ikke til drikkevand. I stedet for at slukke tørsten øger det den – hvis man drikker det, skal kroppen udskille vand for at slippe af med det overskydende salt.

Men masser af dyr og planter har tilpasset sig et liv i saltvand.

rejer

tunge tun

sild

*Ud over i havene findes saltvand også i visse søer og sumpe samt i undergrunden. østers

torsk helleflynder makrel

hummer

gråsæl

finnebræmmet ringbug

flynder spækhugger 🐟5

HVAD FLYDER? HVAD SYNKER?

tyngdekraft

Svaret virker enkelt – lette ting bliver på overfladen, og tunge ting synker ned på bunden. Men passer det nu også? For hvis det gør, hvordan kan det så være, at tonstunge skibe ikke synker? Og hvordan kan ubåde være nede i vandet uden at synke ned på bunden eller boble op til overfladen?

Så meget vand har skibet flyttet – eller fortrængt.

Hver gang vi dykker ned i vand, bliver vi påvirket af en kraft, der kaldes opdrift. Det virker, som om vandet prøver at skubbe os væk fra det område, vi har taget fra det. Mens tyngdekraften trækker os ned mod jorden, skubber opdriften os lodret opad. For at noget skal flyde, skal disse to kræfter være lige stærke.

opdrift

Selvom et skib er lavet af stål, som er tungt, er der masser af tomme rum inde i det, som er fyldt med luft. Derfor vejer det mindre end det vand, det fortrænger, og derfor kan det flyde på overfladen i stedet for at synke.

Skibet flyder, hvis de to kræfter – tyngdekraft og opdrift – er lige stærke.

Med andre ord trækker skibets vægt det ned mod bunden med samme kraft, som vandet skubber det opad.

dykker Hvis dykkere ikke bar ekstra vægt, ville de hele tiden blive skubbet op til overfladen af opdriften.

For lettere at komme ned i vandet bruger de derfor bælter med tunge blylodder, som trækker dem nedad.

På ryggen bærer dykkeren en dykkerflaske med komprimeret luft, så hun kan trække vejret. Luft herfra bruges også til at fylde vesten.

I vandet kan dykkere ændre dykkedybden ved hjælp af en BCD-vest. Hvis dykkeren lukker luft ind i den, begynder hun (eller han) at stige op til overfladen. Hvis hun slipper luften ud, synker hun ned mod havbunden.

BCD-vest

Dykkere kan også justere dykkedybden ved hjælp af vejrtrækning.

En dyb indånding fylder lungerne med luft, og det får dykkeren til at stige lidt opad mod overfladen. Efter en dyb udånding synker dykkeren lidt nedad.

blybælte Det er opdriften, der får os til at føle os lettere i vand.

Dykkerudstyret føles også meget tungere på land end i vandet.

undervandsbåd

ballasttank fyldt med luft

❶Ubåden tager vand ind

ror

i ballasttankene og skifter rorenes stilling.

Det resulterer i, at den begynder at synke dybere og dybere ned i vandet.

❸ Ved hjælp af trykluft presses

vandet ud af ballasttankene, så ubåden bliver lettere og begynder at bevæge sig opad.

Rorene hjælper også med opdriften.

tank med komprimeret luft (luft presset sammen i et lille rum)

Ubåde dykker og stiger op (dykker ud) ved hjælp af ballasttanke og ror.

Ballasttanke er rum, der kan fyldes med vand, luft eller begge dele, afhængigt af om ubåden skal dykke, op til overfladen eller forblive på en stabil dybde.

en fisk De fleste fisk har en svømmeblære, som hjælper dem med at skifte dybde.

Det er en særlig pose inde i kroppen, som fisken kan fylde med en gas, der er lettere end vand – som regel ilt.

Hos nogle fiskearter er svømmeblæren forbundet med fordøjelseskanalen.

Fisk af denne slags kan ganske enkelt svømme op til vandets overflade og sluge lidt luft, som så ender i svømmeblæren.

Hos andre arter kommer ilten til svømmeblæren direkte fra fiskens blod ved hjælp af en speciel kirtel.

❷Når tankene fyldes

svømmeblære

op med vand, bliver ubåden tungere.

De fire ror er ubådens ’finner’. Deres stilling bestemmer, om ubåden sejler fremad, om den løfter sin bov (forende) og stiger op til overfladen, om den sænker den og dykker dybere ned, eller om den bevæger sig vandret i en stabil dybde.

Når svømmeblæren er fyldt, fortrænger fisken mere vand.

Det gør opdriften kraftigere, så det bliver lettere for fisken at komme op til overfladen.

For at dykke dybere ned tømmer fisken svømmeblæren.

Gassen tømmes ud af svømmeblæren på samme måde, som den kom ind. Nogle fiskearter slipper den ud i vandet gennem munden, andre pumper det tilbage i blodet. 🐟7

KORALREV I det lave, solbeskinnede vand i de varme have findes en af naturens mest dyrebare skatte – koralrevet. Koralrev er opbygget af kalksten udskilt af små dyr kaldet stenkoraller og er dækket af levende kolonier af koraldyr. De findes i en dybde på op til 50 meter på steder, hvor vandets temperatur aldrig kommer under 18 °C. De koraller, der bygger koralrev, er små organismer på få millimeter. Selvom de minder om planter, er de faktisk dyr. Når de formerer sig, skaber de enorme kolonier i forskellige farver og former bestående af mange tusind enkeltindivider. De lever mest af zooplankton (mikroskopiske havdyr); men inde i deres krop har de også alger, der producerer næringsstoffer til dem ved hjælp af sollys.

hvidtippet revhaj

Koralrev er vigtige for en rig og mangfoldig natur i havene. Selvom de kun optager en brøkdel af en procent af havenes overflade, er det hele 25 % af alle arter af havdyr, der lever i og omkring dem. De skaber et fordelagtigt miljø for farverige fisk, søsnegle, rejer, krabber, skildpadder, svampe, søstjerner, søpindsvin og mange, mange andre.

picassofisk hvidstrubet kirurgfisk påfuglekejserfisk Bennets fanefisk

gul kirurgfisk

blågrøn jomfrufisk

sadelpletklovnfisk

stime-vimpelfisk bølgelinjet aftrækkerfisk

sorthalet jomfrufisk

blå søstjerne østaustralsk klovnfisk klovnfisk

paletkirurgfisk

almindelig pincetfisk

−50 m 🐟9