Kane Arkiverne (1) – Den røde pyramide (uddrag)

DEN RØDE PYRAMIDE

PÅ DA NSK V ED ER IK BA R FOED

CARLSEN

Kane-1_ins page 2-4.indd 3

29.06.2021 15.53

Kane Arkiverne (1) - Den røde pyramide Oversat fra amerikansk af Erik Barfoed efter The Red Pyramid – The Kane Chronicles 1 Copyright © Rick Riordan, 2010 All rights reserved. No part of this book may be reproduced or transmitted in any form or by any means, electronic or mechanical, including photocopying, recording or by any information storage and retrieval system, without permission from the publisher.

Permission for this edition was arranged through the Nancy Gallt Literary Agency and Ia Atterholm Agency.

Cover illustration © Jacey, 2017 Cover design by Puffin UK, and published by arrangement with Random House Children’s Publishers UK, a division of The Random House Group Limited.

Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2021 Sat med ITC Galliard og trykt hos ScandBook UAB, 2021 ISBN: 9788711980446 2. udgave, 1. oplag, 2021 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen -et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S et selskab i Egmont

Kane-1_ins page 2-4.indd 4

29.06.2021 15.53

Til mine bibliotekarvenner, bøgernes forkæmpere, de sande troldmænd i Livets Hus. Uden jer ville denne forfatter være fortabt i Duat.

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 5

30-06-2011 11:24:24

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 6

30-06-2011 11:24:24

Indhold

1. Død ved Nålen 11 2. Et brag af en jul 27 3. Spærret inde sammen med min kat 39 4. Kidnappet af en ikke særlig ukendt 49 5. Vi møder aben 60 6. Morgenmad med en krokodille 73 7. Jeg taber en lille mand på hovedet 96 8. Muffin leger med knive 117 9. Vi løber fra fire typer i nederdel 127 10. Bast bliver grøn 135 11. Vi møder den menneskelige flammekaster 143 12. Vi springer gennem timeglasset 154 13. Jeg møder dræberkalkunen 159 14. Vi er lige ved at blive dræbt af en eller anden franskmand 171 15. En himmelsk fødselsdag 182 16. Hvordan Zia mistede sine øjenbryn 197 17. Møgtur til Paris 215 18. Når flyvende hunde bliver onde 228 19. Picnic i himmelen 250

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 7

30-06-2011 11:24:24

20. Jeg besøger den stjernebesatte gudinde 264 21. Tante Kitty kommer til undsætning 273 22. Leroy møder skoleskabet fra Helvede 285 23. Professor Thoths eksamen 296 24. Blue Suede Shoes går op i røg 315 25. Vi vinder en tur i Dødsriget med alt betalt 331 26. Egyptian Queen 339 27. Dæmon med gratis vareprøver 356 28. På date med toilet-papirets gud 367 29. Zia arrangerer et stævnemøde 389 30. Bast holder sit løfte 399 31. Jeg overbringer et kærestebrev 415 32. Korsene 424 33. Værsgo og salsa! 440 34. Kagemand giver os et lift 451 35. Mænd spørger om vej (og andre tegn på verdens undergang) 457 36. Vores familie bliver pulveriseret 465 37. Leroy får sin hævn 477 38. Fuldt hus 485 39. Zia fortæller mig en hemmelighed 492 40. Jeg klokker i det med en ret vigtig formular 503 41. Vi takker af – for denne gang 522

Forfatterens note 545 Ordliste 547

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 8

30-06-2011 11:24:24

ADVARSEL

De følgende sider er skrevet af efter en digital lydoptagelse. Nogle steder var lydkvaliteten dårlig. Derfor er visse ord og udtryk et gæt fra forfatterens side. Så vidt muligt er de centrale symboler, der omtales, illustreret med billeder. Baggrundsstøj i form af håndgemæng, slag og eder og forbandelser, som bliver udvekslet mellem de talende, er slettet.

Forfatteren kan ikke afgøre, om optagelsen er ægte. Det forekommer sandsynligt, at de to unge fortællere beretter sandheden, men døm selv.

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 9

30-06-2011 11:24:24

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 10

30-06-2011 11:24:24

1. Død ved Nålen

C a r t e r

Vi har kun ganske få timer, så hør godt efter.

Hvis du hører denne historie, er du allerede i fare. S ­ adie og jeg er formodentlig dit eneste håb.

Tag hen på skolen. Find skabet. Jeg siger ikke hvilken skole eller hvilket skab. Hvis du er den rette person, finder du det. Koden er 13, 32, 33. Når du har hørt dette til ende, ved du, hvad tallene betyder. Men husk, at den historie, vi nu fortæller, ikke er slut endnu. Hvordan den ender, afhænger af dig.

Og det allervigtigste: Når du åbner pakken og ser, hvad der er i den, må du ikke beholde den i mere end en uge.

Det vil være fristende. Den giver jo næsten ubegrænset magt. Men hvis man bruger den for meget, bliver man opslugt af den. Lær dens hemmeligheder at kende, og giv den videre. Skjul den for den næste, ligesom Sadie og jeg skjulte den for dig. Og vær forberedt på, at dit liv vil tage en meget interessant drejning.

Sadie siger, at jeg skal klappe i og komme i gang med historien. Fint. Det begyndte i London. Den aften vores far sprængte British Museum i luften.

11

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 11

30-06-2011 11:24:24

Mit navn er Carter Kane. Jeg er fjorten år gammel og bor i en kuffert.

Det tror du ikke på? Siden jeg var otte, har min far og jeg rejst verden tynd. Jeg blev født i Los Angeles, men min far er arkæolog, så han rejser meget i forbindelse med sit arbejde. Vi tager for det meste til Ægypten, for det er hans speciale. Hvis man går ind i en boghandel og tager en tilfældig bog om Ægypten ned fra hylden, er den med stor sandsynlighed skrevet af dr. Julius Kane. Vil du vide, hvordan ægypterne trak hjernen ud af mumier, eller hvordan de byggede pyramiderne og forbandede Tut Ankh Amons grav? Spørg min far. Der var også andre grunde til, at min far rejste så meget, men dengang kendte jeg ikke hans hemmelighed.

Jeg har aldrig gået i skole. Min far gav mig hjemme­ undervisning. Hvis man kan kalde det “hjemme”, når man slet ikke har noget hjem. Han lærte mig bare det, han syntes var vigtigt. Derfor ved jeg en masse om Ægypten, baseballresultater og min fars yndlingsmusikere. Jeg læste også meget – faktisk alt, hvad jeg kunne få fingre i, lige fra min fars historiebøger til fantasyromaner – for jeg tilbragte rigtig meget tid på hoteller, i lufthavne og på udgravninger i fremmede lande, hvor jeg ikke kendte en levende sjæl. Min far sagde altid, at jeg skulle lægge bøgerne og spille lidt bold i stedet, men har du nogensinde forsøgt at få gang i en spontan omgang baseball i Aswan i Ægypten? Det er ikke nemt.

Nå, men min far lærte mig tidligt kunsten at have alt, hvad jeg ejer, i en enkelt kuffert, der er lille nok til at komme med som håndbagage. Min far rejste på samme måde, bortset fra at han havde en ekstra arbejdstaske 12

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 12

30-06-2011 11:24:24

med sine arkæologiske redskaber. Den vigtigste regel: Jeg måtte under ingen omstændigheder kigge i hans arbejdstaske. En regel, jeg aldrig brød. Ikke før den dag eksplosionen fandt sted.

Det skete juleaften. Vi var i London, fordi det var en af de to årlige samkvemsdage med min søster, Sadie.

Min far må nemlig kun være sammen med hende to dage om året – én gang i vinterhalvåret og én gang i sommer­halvåret – fordi vores bedsteforældre hader ham.

Efter seks advokater, to slåskampe og et livsfarligt angreb med en paletkniv (svært at forklare!), fik de lov til at beholde Sadie i England. Hun var kun seks dengang, to år yngre end mig, og de kunne ikke have os begge to – det var i hvert fald deres undskyldning for ikke at ville have mig. Så Sadie voksede op som et helt almindeligt engelsk skolebarn, og jeg rejste verden rundt sammen med min far. Vi så kun Sadie to gange om året, hvilket passede mig helt fint.

(Hold nu kæft, Sadie – det kommer jeg jo til.)

Nå, men min far og jeg var lige landet i Heathrow efter et par forsinkelser. Det var en råkold eftermiddag, og det støvregnede. Min far virkede underligt nervøs under hele taxaturen ind til byen.

Min far er en stor mand. Han er ikke typen, der bliver nervøs. Hans hud er gyldenbrun ligesom min, han har gennemborende, sorte øjne, og så er han skaldet og har gedebukkeskæg og ligner en parodi på en ond videnskabsmand. Den eftermiddag havde han sin kashmir­ frakke på og sit bedste brune jakkesæt. Det, han bruger, når han holder forelæsninger. Han bliver altid lidt nervøs, 13

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 13

30-06-2011 11:24:24

når han skal være sammen med Sadie, men denne gang var det anderledes. Han blev ved med at se sig over skulderen, som om nogen fulgte efter os.

“Far?” sagde jeg, da vi kørte af motorvej A-40. “Er der noget galt?”

“Intet spor af dem,” mumlede han. Så gik det op for ham, at han havde sagt det højt, og han så forskrækket på mig. “Nej, nej – der er ingenting galt.”

Det bekymrede mig. For min far er a) meget dårlig til at lyve, og b) han sad og knugede sin arbejdstaske ind til sig. Det gør han normalt kun, når vi er i fare. For eksempel dengang røvere stormede vores hotel i Kairo. Jeg hørte skud nede i lobbyen og skyndte mig ned for at finde min far. Da jeg kom derned, stod han stille og roligt og lukkede sin arbejdstaske, mens der hang tre bevidst­ løse røvere med hovedet nedad i lysekronen. Deres k­ ofter faldt ned over hovederne på dem, så man kunne se ­deres underbukser. Far påstod, at han ikke havde set noget, og til sidst besluttede politiet, at hændelsen skyldtes en sjælden funktionsfejl i lysekronen. En anden gang havnede vi midt i nogle gadeoptøjer i Paris. Min far gik hen til den nærmeste parkerede bil, skubbede mig ind på bag­ sædet og sagde, at jeg skulle dukke mig. Jeg lagde mig ned på gulvet og kneb øjnene i. Jeg kunne høre far ­rode i sin ­arbejdstaske omme på forsædet, mens han mumlede et eller andet for sig selv, og folkemængden brølede og ødelagde ting udenfor. Nogle minutter senere sagde han, at jeg godt kunne komme frem igen. Alle andre biler i gaden var blevet væltet og sat i brand. Vores bil var blevet vasket og poleret, og der sad adskillige tyveeurosedler ­under vinduesviskerne.

14

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 14

30-06-2011 11:24:24

Nå, men jeg lærte i hvert fald at have respekt for tasken.

Den var vores lykkeamulet. Og når min far knugede den ind til sig på den måde, betød det, at vi ville få brug for den.

Vi passerede gennem centrum og fortsatte østpå. Vi kørte forbi de gyldne gitterporte foran Buckingham Palace og den høje stensøjle på Trafalgar Square. London er en ret fed by, men når man har rejst så meget, som jeg har, er det efterhånden svært at kende byerne fra hinanden.

“Wauw, hvor er du heldig,” siger de børn, jeg af og til møder. “Det er totalt vildt, at du rejser så meget.” Men vi bruger jo ikke ligefrem tiden på sightseeing, og vi har heller ikke råd til at rejse på første klasse. Vi har været nogle ret barske steder, og vi bliver sjældent mere end nogle få dage. Jeg føler mig mere som flygtning end turist.

Man skulle ikke tro, at min fars arbejde var farligt. Han holder forelæsninger med titler som “Kan ægyptisk magi dræbe?”, “Populære straffe i det ægyptiske dødsrige” og lignende emner, som de fleste mennesker er ­ligeglade med. Men han ser sig altid over skulderen og tjekker hvert eneste hotelværelse, før jeg får lov at komme ind.

Han ­løber ind på museer for at se et eller andet, tage noter og styrter ud igen, som om han er bange for at blive fanget af sikkerhedskameraerne. Men jeg skal ikke klage.

Min far er fed at rejse med, vores tilværelse er bare ikke specielt afslappet.

Mine bedsteforældre, mr. og mrs. Faust, bor i et bolig­ område i nærheden af Canary Wharf ved bredden af Themsen. Taxaen satte os af på fortovet, og min bedstefar bad chaufføren vente.

15

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 15

30-06-2011 11:24:24

Halvvejs oppe ad havegangen stivnede min far. Han vendte sig om og kiggede bagud.

“Hvad er der?” spurgte jeg.

Så fik jeg øje på manden i trenchcoaten. Han stod og lænede sig op ad et vissent træ på den anden side af gaden. Han var tøndeformet og sort som mørkristet kaffe. Frakken og det nålestribede jakkesæt så dyre ud. Han havde en fedoralignende hat på og langt, flettet hår og mørke, runde briller. Han lignede en jazzmusiker, en af den slags, min far altid slæbte mig ind at høre. Selvom jeg ikke kunne se hans øjne, havde jeg på fornemmelsen, at han holdt øje med os. Han så ikke glad ud.

“Carter,” sagde min far, “gå indenfor.”

“Men …”

“Hent din søster. Vi mødes ved taxaen.”

Han gik over gaden til manden i trenchcoaten og efterlod mig med to muligheder: Jeg kunne følge efter ham for at se, hvad der skete, eller jeg kunne gøre, som jeg havde fået besked på.

Jeg valgte den trods alt mindst farlige kurs. Jeg gik ind for at hente min søster.

Sadie åbnede døren, inden jeg overhovedet nåede at ­banke på.

“For sent på den som sædvanlig,” sagde hun.

Hun stod med sin kat, Muffin, som havde været en ­“afskedsgave” fra far seks år tidligere. Muffin blev tilsyne­ ladende hverken ældre eller større. Den havde pjusket, gul og sort pels som en miniatureleopard og vagtsomme, gule øjne og spidse ører, der ragede alt for langt op i forhold til hovedet. I dens halsbånd sad et ægyptisk vedhæng 16

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 16

30-06-2011 11:24:24

i sølv. Den lignede ikke nogen muffin, men Sadie var ikke så gammel, da hun navngav den, hvilket nok skal tages med i betragtning.

Sadie havde heller selv ikke forandret sig ret meget siden i sommers.

(Hun står her ved siden af og skuler ad mig, mens jeg indtaler dette, så jeg må hellere beskrive hende på en pæn måde).

Man skulle ikke tro, hun var min søster. For det første har hun boet i England så længe, at hun taler med engelsk accent. For det andet ligner hun vores mor, der var hvid. Sadie kunne sagtens gå for at være hvid. Hun har lyse­brunt hår, der hverken er lyst eller brunt, og som hun normalt får lavet lyse striber i. Den dag havde hun røde striber i den ene side. Hendes øjne er blå. Meget blå. Blå øjne, præcis ligesom mors. Hun er kun tolv, men hun er lige så høj som mig, hvilket er virkelig irriterende. Hun tyggede som sædvanlig tyggegummi, og til sin halvårlige dag med far havde hun taget lasede jeans, læderjakke og militærstøvler på, som om hun skulle til koncert og regnede med at trampe lidt på de andre tilskuere. Om halsen hang et par hovedtelefoner og dinglede, hvis det nu skulle blive kedeligt.

(Okay, hun slog mig ikke, så jeg beskrev hende åbenbart nogenlunde).

“Flyet var forsinket,” sagde jeg.

Hun slog smæld med sit tyggegummi og gnubbede Muffins hoved. “Jeg smutter, bedstemor!”

Et eller andet sted i huset mumlede bedstemor Faust noget, jeg ikke rigtig kunne høre. Sikkert: “Du skal ikke lukke dem ind!”

17

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 17

30-06-2011 11:24:25

Sadie lukkede døren og så på mig, som om jeg var en død mus, katten var kommet slæbende med – en gave, hun ikke var specielt begejstret for at få. “Så er du her igen,” sagde hun.

“Ja,” sagde jeg.

Sådan var hun. Der var ikke noget med: “Hej, hvordan har du haft det de sidste seks måneder?” “Hvor er det godt at se dig!” eller den slags. Men det var helt fint med mig. Når man kun ser hinanden to gange om året, føles det mere, som om man er fjerne slægtninge end bror og søster. Bortset fra at vi havde samme forældre, havde vi absolut intet til fælles.

Vi gik ned ad trappen. Jeg gik og tænkte, at hun duftede som en blanding af “gamle menneskers hus” og tygge­gummi, da hun standsede så brat, at jeg stødte ind i hende.

“Hvem er det?” spurgte hun.

Jeg havde helt glemt fyren i trenchcoaten. Han og min far stod på den anden side af gaden og så ud, som om de skændtes. Far havde ryggen til, så jeg kunne ikke se hans ansigt, men han fægtede med armene, som han plejer at gøre, når han er ophidset. Den anden skulede ad ham og rystede på hovedet.

“Det ved jeg ikke,” sagde jeg. “Han var her, da vi kom.”

“Det er, som om jeg kender ham.” Sadie rynkede panden og prøvede at komme i tanke om, hvor hun kendte ham fra. “Kom,” sagde hun.

“Far siger, at vi skal vente i taxaen,” sagde jeg, selvom jeg godt vidste, at det ikke ville nytte. Sadie var allerede væk.

I stedet for at gå lige over gaden pilede hun halvvejs op 18

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 18

30-06-2011 11:24:25

til den næste gade og skjulte sig bag bilerne. Så smuttede hun over gaden og knælede bag et lavt stengærde. Hun begyndte at snige sig hen imod far. Jeg havde ikke andet valg end at følge trop, selvom jeg følte mig temmelig åndssvag.

“Hun har boet i England i seks år,” mumlede jeg, “og straks tror hun, at hun er James Bond.”

Sadie slog mig uden at vende sig om og krøb videre.

Vi skjulte os bag det store træ. Jeg kunne høre far tale omme på den anden side. “… er nødt til det, Amos. Det er det eneste rigtige, det ved du udmærket godt.”

“Nej,” sagde den anden mand, som åbenbart hed Amos. Hans stemme var dyb og rolig – og meget bestemt. “Hvis jeg ikke stopper dig, Julius, så gør de. Per Ankh skygger dig.”

Sadie vente sig om mod mig. “Per hvem?” mimede hun.

Jeg rystede mystificeret på hovedet. “Lad os komme væk herfra,” hviskede jeg nervøst, for jeg var sikker på, at vi ville blive opdaget og få ballade. Sadie ignorerede mig selvfølgelig.

“De kender ikke mine planer,” sagde min far. “Og når de går op for dem, vil det være …”

“Hvad med børnene?” spurgte Amos. Mine nakkehår rejste sig. “Hvad med dem?”

“Jeg har sørget for beskyttelse til dem,” sagde min far.

“Og for øvrigt vil vi alle være i fare, hvis jeg ikke gør det.

Så drop det.”

“Det kan jeg ikke, Julius.”

“Er det en duel, du vil have?” Min fars stemme var gravalvorlig. “Du kan ikke vinde over mig, Amos.”

Jeg havde ikke oplevet min far være voldelig siden Den 19

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 19

30-06-2011 11:24:25

Store Paletknivsepisode, og det var ikke noget, jeg havde lyst til at opleve igen, men de to mænd var tilsyneladende ved at varme op til kamp.

Før jeg nåede at reagere, sprang Sadie frem. “Far!” råbte hun.

Han så overrasket ud, da hun kastede sig i armene på ham, men ikke nær så overrasket som ham, der hed Amos. Han trådte så hurtigt baglæns, at han snublede i sin trenchcoat.

Han havde taget solbrillerne af, og ligesom Sadie syntes jeg, at der var noget bekendt over ham – som et meget fjernt minde.

“Jeg … jeg må videre,” mumlede han. Han rettede på fedorahatten og luntede ned ad vejen.

Far så efter ham. Han havde den ene hånd beskyttende om Sadies skulder og den anden begravet i sin arbejds­ taske, som han havde over skulderen. Han slappede først af, da Amos drejede om hjørnet og forsvandt. Han tog hånden op af tasken og smilede til Sadie. “Hej, skat.”

Sadie gjorde sig fri af ham og lagde armene over kors.

“Skat mig her og skat mig der. Du kommer for sent. Samkvemsdagen er næsten slut! Og hvad handlede det her om? Hvem er Amos? Og hvem er Per Ankh?”

Far stivnede. Han kastede et blik på mig, som om han spekulerede på, hvor meget vi havde hørt.

“Ikke nogen,” sagde han og prøvede at lyde munter.

“Jeg har planlagt en super aften. Hvad siger I til en privat rundvisning på British Museum?”

Sadie sad sammensunken mellem far og mig på bag­sædet af taxaen.

20

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 20

30-06-2011 11:24:25

“Jeg fatter det ikke,” sagde hun gnavent. “Vi har én aften sammen, og så vil du spilde den på at forske.”

Far forsøgte at smile. “Det bliver sjovt, skat. Kuratoren for den ægyptiske samling har personlig inviteret …”

“En mega overraskelse.” Sadie pustede en rød hårlok væk fra ansigtet. “Det er juleaften, og så skal vi ind og glo på halvrådne, gamle levn fra Ægypten. Tænker du nogensinde på andet?”

Far blev ikke vred. Han bliver aldrig vred på Sadie. Han stirrede bare ud ad vinduet på den mørke himmel og regnen.

“Ja,” sagde han stille. “Det gør jeg.”

Sadie så stadig muggen ud, men når far blev stille på den måde og sad og stirrede tomt frem for sig, vidste jeg, at han tænkte på mor. Han havde tænkt meget på hende de seneste måneder. Når jeg kom ind på hans hotelværelse, sad han med mobilen i hænderne og kiggede på mors smilende ansigt på skærmen – håret var skjult under et tørklæde, og øjnene funklede og strålede mod ørkenlandskabet.

Det skete også, når vi var på udgravning. Så sad han nogle gange og stirrede ud i horisonten, og så vidste jeg, at han sad og tænkte på dengang, de mødtes – to unge forskere i Kongernes Dal, hvor de gravede efter en konge­ grav. Far var ægyptolog. Mor var antropolog og ledte efter dna fra oldtiden. Han havde fortalt mig den historie tusind gange.

Taxaen zigzaggede af sted langs Themsen. Da vi passerede Waterloo Bridge, blev min far anspændt.

“Stands lige et øjeblik,” sagde han til chaufføren.

Taxachaufføren kørte ind til siden ved Victoria Embankment.

21

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 21

30-06-2011 11:24:25

“Hvad er der galt, far?” spurgte jeg.

Uden at ænse mig forlod han taxaen. Da Sadie og jeg steg ud efter ham, stod han og kiggede på Kleopatras Nål.

Hvis du ikke kender den, kan jeg fortælle, at Nålen er en obelisk, ikke en nål, og at den ikke har noget som helst med Kleopatra at gøre. Englænderne syntes sikkert bare, at det var et sejt navn, dengang de bragte den til London.

Den er godt tyve meter høj, hvilket må have været ret imponerende i Det Gamle Ægypten, men ved bredden af Themsen så den lille og trist ud ved siden af alle de høje bygninger. Man kunne sagtens køre forbi uden at opdage, at man lige havde passeret noget, der var tusind år ældre end London. “Åh gud,” sagde Sadie og gik frustreret rundt om sig selv. “Har du tænkt dig at standse ved hvert eneste monument?”

Min far stirrede på toppen af obelisken. “Jeg var nødt til at se den igen,” mumlede han. “Der, hvor det skete …”

En iskold vind jog op fra floden. Jeg længtes efter at komme tilbage i taxaen, men far var for alvor begyndt at gøre mig bekymret. Jeg havde aldrig før set ham så distræt.

“Hvad, far?” spurgte jeg. “Hvad skete der her?”

“Det var sidste gang, jeg så hende.”

Sadie holdt op med at gå utålmodigt frem og tilbage. Hun skulede usikkert ad mig og derefter far. “Hvad? ­Mener du mor?”

Far satte Sadies røde lok på plads bag øret, og hun blev så overrasket, at hun ikke engang skubbede ham væk.

Jeg var kold som is af at stå i regnen. Mors død havde altid været forbudt område. Jeg vidste, at hun var død i 22

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 22

30-06-2011 11:24:25

en ulykke i London. Jeg vidste også, at mine bedsteforældre gav min far skylden for det. Men ingen ville fortælle os detaljerne. Jeg havde opgivet at spørge far om det, dels fordi det gjorde ham ked af det, dels fordi han nægtede at fortælle mig noget som helst. “Når du bliver ældre,” sagde han, hvilket var verdens mest irriterende svar.

“Døde hun her? Er det det, du siger?” sagde jeg. “Ved Kleopatras Nål? Hvad skete der?”

Han bøjede hovedet.

“Far!” indvendte Sadie. “Jeg kommer forbi den hver dag, og nu står du og siger, at – i al den tid – og så vidste jeg det ikke engang?”

“Har du stadig din kat?” spurgte far hende. Ærlig talt et temmelig tåbeligt spørgsmål.

“Selvfølgelig har jeg det!” sagde hun. “Hvad har det med noget som helst at gøre?”

“Og amuletten?”

Sadie tog hånden op til halsen. Da vi var små, lige før Sadie flyttede ind hos bedstemor og bedstefar, havde far givet os hver en ægyptisk amulet. Min var Horus’ Øje, som var et populært beskyttelsessymbol i Det Gamle Ægypten. Faktisk har far sagt, at et af de moderne symboler for apoteker, , er en forenklet udgave af Horus’ Øje, fordi medicin skal beskytte en.

I hvert fald havde jeg den altid om halsen inde under trøjen, men jeg gik ud fra, at Sadie havde tabt sin eller smidt den væk.

23

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 23

30-06-2011 11:24:25

Til min overraskelse nikkede hun. “Selvfølgelig har jeg den, far. Men lad være med at skifte emne. Bedstemor siger altid, at det var din skyld, at mor døde. Det er ikke rigtigt, vel?”

Vi ventede. Og for en gangs skyld ville Sadie og jeg det samme – vi ville høre sandheden.

“Den nat jeres mor døde,” sagde min far, “her ved ­Nålen …”

Promenaden blev pludselig oplyst af lyn. Jeg vendte mig om, og et kort øjeblik så jeg halvt i blinde to skikkelser: en høj, bleg mand med tvedelt skæg og flødefarvede gevandter, og en mørklødet pige i mørkeblåt tøj og med et tørklæde om hovedet – tøj, jeg havde set hundredvis af gange i Ægypten. De stod side om side og iagttog os fem meter væk. Så forsvandt lyset. Skikkelserne blev til et sløret efterbillede. Og da mine øjne havde vænnet sig til mørket, var de væk. “Øhm …” sagde Sadie nervøst. “Så I lige det?”

“Ind i taxaen,” sagde min far og skubbede os af sted foran sig. “Tiden løber fra os.”

Fra da af klappede far i som en østers.

“Det her er ikke et godt sted at snakke,” sagde han og kiggede om på os. Han lovede chaufføren ti pund oven i hatten, hvis han kunne køre os til museet på under fem minutter, og han gjorde, hvad han kunne.

“Far,” sagde jeg, “de to nede ved floden …”

“Og ham fyren, du talte med, ham Amos,” sagde Sadie. “Er de ægyptere, eller hvad?”

“Hør nu her, begge to,” sagde far. “I er nødt til at hjælpe mig i aften. Jeg ved godt, at det er svært, men I er 24

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 24

30-06-2011 11:24:25

nødt til at være tålmodige. Jeg skal nok forklare det hele, når vi når til museet, det lover jeg. Så gør jeg alting godt igen.”

“Hvad mener du?” blev Sadie ved. “Hvad vil du gøre godt igen?”

Fars ansigtsudtryk var ikke bare trist. Han så næsten skyldbetynget ud. Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg kom i tanker om, hvad Sadie havde sagt: at vores bedsteforældre sagde, at det var hans skyld, at mor døde.

Men det kunne umuligt være det, han mente. Kunne det?

Taxaen svingede ind på Great Russell Street og standsede med hvinende bremser foran museets hovedindgang.

“Bare gør det samme som mig,” sagde far. “Og opfør jer helt normalt, når vi møder kuratoren.”

Sadie opfører sig aldrig normalt, sad jeg og tænkte, men besluttede at holde det for mig selv. Vi steg ud af taxaen. Jeg tog bagagen, mens far gav taxachaufføren et stort bundt sedler. Så gjorde han noget underligt. Han smed en håndfuld af et eller andet småt ind på bag­sædet – sten eller sådan noget, men det var for mørkt til, at jeg kunne se det ordentligt. “Kør videre,” sagde han til chaufføren. “Vi skal til Chelsea.”

Det gav ingen mening, for vi var jo allerede steget ud, men chaufføren kørte videre. Jeg kastede et blik på far og fulgte så taxaen med øjnene. Lige inden den drejede om hjørnet, fik jeg et mystisk glimt af tre passagerer på bagsædet: en mand og to børn.

Jeg blinkede. Taxaen kunne umuligt have nået at samle nye kunder op så hurtigt. “Far …”

“En taxa kører ikke tom rundt ret længe ad gangen her i London,” sagde han nøgternt. “Kom, unger.”

25

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 25

30-06-2011 11:24:25

Han marcherede ind gennem den store port med gitterlågerne.

Både Sadie og jeg tøvede et øjeblik. “Hvad foregår der, Carter?”

Jeg rystede på hovedet. “Jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til at vide det.”

“Nå, jamen, så kan du jo bare blive herude i kulden, hvis du vil. Men jeg vil have en forklaring.” Hun vendte sig om og travede efter far.

Når jeg ser tilbage på det nu, ved jeg, at jeg burde være stukket af. Jeg skulle være trukket af sted med Sadie og have skyndt mig at få os så langt væk som muligt. I stedet fulgte jeg efter hende ind gennem porten.

bog2485-Kane-1_Den-røde-pyramide.indd 26

30-06-2011 11:24:25