Geminiforbandelsen (2) (uddrag)

KIM ACE

Kim Ace

GEMINI 2

FORBANDELSEN 1 EN EPISK FORTÆLLING OM KUJONER O G KÆMPEORME

En episk fortælling om tis og trolddom

Carlsen CARLSEN

Geminiforbandelsen.indd 3 Content_9788711999875.indd 3

10/02/21 19/08/21 3:58 4:21 PM PM

Geminiforbandelsen 2 – en episk fortælling om kujoner og kæmpeorme © Kim Ace og Forlaget Carlsen 2021 Omslagsillustration: Jonathan Moltke Nielsen Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2021 ISBN 9788711999875 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. carlsen.dk lindhardtogringhof.dk CARLSEN EGMONT Forlaget Carlsen - et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711999875.indd 4

19/08/21 4:21 PM

PROLO G

Der herskede komplet stilhed i Golahas dunkle gader. Tulaga Lunas to måner hang på himlen og lignede et par gigantiske stirrende øjne, som fik rimfrosten til at glimte med et sølvagtigt skær. Det eneste tegn på liv kom fra skyggerne mellem to huse, hvor små, hvide dampskyer bølgede i takt med et hæst åndedræt.

Gemt i sit skjulested trak Atamai sin hætte endnu tættere omkring ansigtet og forsøgte at holde vejret. Han havde ikke set spor af mennesker, siden han efterlod bjerglossen Raja uden for hovedstadens port, men følelsen af at blive overvåget fik ham alligevel til at sætte farten op. Han bed tænderne sammen mod kulden og satte i løb mod slotspladsen.

Hans fodtrin gav genlyd imellem byens barrikaderede huse På samtlige gadehjørner over hele byen hang plakater med det samme motiv. Det forestillede Erytnevias konge, Khayaamo. Under billedet stod der med blodrød skrift: KUN DU, ALENE, KAN SIKRE ERYTNEVIAS FREMTID. Med kåben flagrende om kroppen og hjertet hamrende i brystet nåede Atamai endelig frem til slotspladsen. Det var mere end 13 år, siden han sidst havde sat sine ben i nærheden

5

Content_9788711999875.indd 5

19/08/21 4:21 PM

af slottet, og han gøs ved tanken om den nat, forbandelsen var blevet kastet og havde spredt Formørkelsen ud over hele landet. Kongeslottet lå som en ruin foran ham, og under den lå resterne af Eneboernes Klan, mast ihjel af de sammenstyrtede murbrokker. Ingen havde siden forsøgt at genopbygge slottet, og uden Eneboernes magi ville byggeriet alligevel have været så godt som umuligt. Atamai vidste, at et andet slot i byen var blevet taget i brug som kongens bolig, men det var ikke der, han havde sit ærinde denne nat.

Forsigtigt nærmede han sig resterne af det gamle slot, imens han hele tiden anstrengte sine sanser for at sikre sig, at ingen holdt øje med ham på den tomme plads. Det var, som om hele byen stank af sort magi. Atamai ville have følt sig mere sikker med Raja ved sin side, men hendes hvide pels lyste op som et fyrtårn i natten, og det var altafgørende, at Atamai ikke blev opdaget. Siden kampen ved Sydvolden for et halvt år siden havde rygterne svirret om en eneboer, der havde dræbt mere end 20 af kongens vagter. Nogle mente selv at have set magikeren, imens andre påstod, at det havde været et stort kattedyr, der tilintetgjorde vagterne. Historierne var blevet mere og mere usandsynlige, som tiden var gået, hvilket kun var til Atamais fordel.

Da han nåede frem, trådte han forsigtigt ud i murbrokkerne og satte sig med en knagende lyd. Han placerede sin vandrestav imellem sine knæ og rakte ud efter Naturatina.

Atamai havde brugt de sidste mange måneder på at forstærke Symbiosen med den universelle kraft. De mange offergaver havde langsomt fyldt ham til bristepunktet med energi, og nu lod han den flyde ud af sig i bølgende impulser,

6

Content_9788711999875.indd 6

19/08/21 4:21 PM

så den trængte dybt ned i jorden under ham. Langsomt fandt han frem til det, han søgte.

De døde eneboeres kvaste knogler lå fordelt i små bunker i en bred cirkel under ham. Han kunne mærke deres smerte.

Rædslen og forvirringen, de hver især havde følt i deres sidste levende øjeblikke, borede sig pinefuldt gennem Atamais krop.

Men han ledte videre. Lidt efter lidt fandt han frem til hver og en, der var gået bort den nat, og efterhånden som hans kræfter slap op, forstod han, at han havde taget fejl.

Han forblev i en form for trance, da han endelig gav slip på Naturatina. Hvordan kunne det være sandt? Han havde været så sikker på, at Fet Oanu på en eller anden måde var undsluppet. Men de var der alle sammen! 132 eneboere var døde den nat, da balkonen brasede sammen. Atamai var virkelig den sidste eneboer! Men hvem stod så bag den sorte magi og vagterne?

Uroen voksede i Atamai. Hele hans krop skælvede, og hans puls fik det til at hyle skingert for hans ører. Noget var helt galt! Lyden blev højere og højere, indtil den forvandledes til én lang hyletone, der rev ham ud af trancen. Han slog øjnene op, og i samme sekund mærkede han en iskold hånd, der med uhyggelig kraft greb ham om den ene skulder. Han vendte sig og stirrede direkte ind i et knoglehvidt ansigt.

Content_9788711999875.indd 7

19/08/21 4:21 PM

Content_9788711999875.indd 8

19/08/21 4:21 PM

KAPITEL 1

ROBERTAS VARSEL

Rasmus slog rædselsslagen øjnene op og kastede sig rundt i sengen. Han børstede sig febrilsk på sin ene skulder for at skubbe den kolde hånd væk. Han ville skrige, men hans hals var lammet af frygt. Langsomt forsvandt den skingre lyd, og han indså, at han lå i sin seng på sit værelse i huset på Solhøjen. Med besvær trak han vejret dybt ind og forsøgte at skubbe mareridtet væk.

Føj! Det havde været ekstra nøjeren denne gang. Drømmen var kun én af mange, han havde haft de seneste fem måneder, men denne her havde virket så meget mere virkelig end de andre. Mareridtets detaljer var allerede ved at forsvinde, men han skuttede sig alligevel i et forsøg på at trykke control+alt+delete, så han kunne få genstartet sit indre system.

Det skvulpede let i madrassen under ham.

Det føltes, som om han lå i et soppebassin. Come on, mand! Han var tretten et halvt år nu. Hvordan kunne der overhovedet være plads til så meget tis inden i ham? Det var, som om en elefant lige havde drukket hele DGI Byens vandland og derefter havde tømt snablen ud i hans seng. Der var ingen vej udenom. Han måtte op og skifte boksershorts.

9

Content_9788711999875.indd 9

19/08/21 4:21 PM

Han satte sig op og skulle til at svinge benene ud over sengekanten, da han fik øje på Xander. Han lå på en luftmadras på gulvet og sov som en sten. Han lignede en labradoodlehvalp med ansigtet viklet ind i sit lange hår.

Det var altid fedt at holde sleepover med Xander, hvilket de havde gjort mange gange hele efteråret. Men det var især fedt, at han var der, når Rasmus havde mareridt. Selvom Xander havde et kæmpestort værelse med en rigtig gæsteseng, foretrak han altid, at de sov hos Rasmus. Hos Xander kunne de ellers have huset helt for dem selv, fordi hans forældre næsten aldrig var hjemme. Der var kun nannyen Rosita, som boede i kælderen, og som kun kom op i huset, når hun skulle lave mad eller gøre rent. Rasmus havde en teori om, at Rosita måtte være det eneste menneske på Jorden, der rent faktisk havde gennemført Netflix. Alligevel var de altid her hos Rasmus og hans plejefamilie.

Rasmus trådte ud på gulvet foran sin seng og trak forsigtigt den drivvåde dyne med sig. Han måtte finde et tæppe i skabet at sove under resten af natten, så han foldede dynen sammen til en klump og skulle lige til at træde et langt skridt hen over Xander, da han pludselig fik øje på et kridhvidt ansigt i den modsatte ende af værelset. Det stirrede direkte på ham.

Rasmus blev så forskrækket, at han snublede baglæns og mistede grebet om dynen. Samtidig fik han trådt Xander hårdt i maven, og der lød en lang, klagende lyd, som når en flodhest, der har levet af kål i 15 år, endelig får lov at slå en rigtig brandskid. Sekundet efter sad Rasmus fortumlet i sin seng, og den plaskvåde dyne landede oven på Xander.

10

Content_9788711999875.indd 10

19/08/21 4:21 PM

„Mmmff … ppfff … hvad sker der?!“ kom det jamrende fra Xander, imens han forsøgte at kæmpe sig fri af tisdynen.

Rasmus ænsede ham ikke. Han sad bare, forstenet af skræk, og stirrede på det hvide ansigt, der lod til at svæve frit i luften ikke mere end en halv meter over gulvet. Xander kom langt om længe fri og satte sig op. „Okay? Det er så rimelig ulækkert, det her!“ sagde han og skubbede dynen fra sig med væmmelse malet i hele ansigtet. „Prøver du på at drukne …?“ Han gik i stå, da han fik øje på Rasmus’ ansigt. „Bro?“ Rasmus kunne stadig ikke få et ord frem. Synet af det stirrende ansigt havde sendt ham direkte tilbage til mareridtet.

Xander fulgte hans blik. „Hej, Roberta.“ Først da gik det op for Rasmus, at det bare var hans plejelillesøster, der kiggede på ham. Hun stod helt roligt uden at blinke med et lille smil på læben. „Roberta, for hel…“ udbrød han. „Hvad laver du her? Jeg blev pissebange.“ „Ja, det kan jeg godt fornemme,“ sagde Xander træt nede fra gulvet.

Rasmus kiggede forfærdet ned og skubbede hurtigt dynen til side med sin ene fod. „Ej seriøst, undskyld! Hun gav mig bare et herrestort chok, så jeg kom til at tabe dynen …“ „Rolig, bro,“ smilede Xander og blinkede til Rasmus. „Det er fint nok. Jeg skal bare lige ha’ lov til at prale lidt med, at jeg har holdt mig knastør i nat.“ Han trak sin dyne til side og fremviste stolt den tisfrie luftmadras. „Eller det var lige indtil du smed din dyne i hovedet på mig.“

11

Content_9788711999875.indd 11

19/08/21 4:21 PM

„Tillykke, du har vundet DM i blærekontrol!“ svarede Rasmus igen, inden han skiftede sit fokus hen på Roberta. „Hey, søster-løster. Hvad laver du herinde?“ Roberta svarede ikke, men fastholdt bare sit mærkelige smil og blev ved med at stirre på ham. Rasmus kunne ikke lade være med at få lidt noia af det besynderlige udtryk i hendes øjne. „Går hun i søvne eller hvad?“ spurgte Xander. „Aner det ikke … Roberta?“ prøvede Rasmus igen. „Hallooo?“ Stadig intet svar. Rasmus kom i tanker om sine gennemblødte boksershorts og madrassen. Han begyndte at rejse sig, men i det samme brød Robertas spinkle stemme stilheden: „Kom med.“ Rasmus så overrasket på hende. Roberta var blevet meget bedre til at tale i løbet af de sidste par måneder, men hun havde aldrig talt så rent som lige nu. Den nuttede babylyd, hun plejede at have, var pludselig fuldstændig væk. „Hvad sagde du?“ spurgte han overrasket.

Der gik et øjeblik. Så lagde hun hovedet let på skrå, imens hun fastholdt sit lille, skøre smil. „Oooh, kom med,“ hviskede hun. „Ta’ mig … kom med.“ Rasmus og Xander gloede undrende på hinanden. „Jeg tror, du skal gå med hende,“ konstaterede Xander. „Øh, ja okay, Roberta. Jeg skal bare lige skifte nattøj og øhh – ja, have sendt min dyne til afbrænding i et krematorium, så kommer jeg.“ „Nh-nh,“ svarede Roberta og rystede på hovedet. „Ta’ mig.“ Denne gang lød det lidt højere.

Rasmus var ét stort spørgsmålstegn. Hvad var der i vejen?

Var hun blevet bange for et eller andet? Skulle han med ind og

12

Content_9788711999875.indd 12

19/08/21 4:21 PM

kigge efter monstre på hendes værelse? Hvorfor var hun ikke gået ind og havde vækket Vita og Bjørn? Hun kunne endda have hentet Troels. Men på den anden side var han jo selv et stort monster, så hvis Troels fandt et eller andet ulækkert krapyl på Robertas værelse, ville det nok mere ende som en slags fætterkusinefest under hendes seng. „Okay – så kommer jeg med.“ „Hvad er det, vi skal?“ istemte Xander.

Roberta rystede hidsigt på hovedet og stirrede intenst på Rasmus. „Kom med! Ta’ mig!“ sagde hun endnu højere end før og med fuldstændig klar tale. „Ja ja, vi kommer jo nu,“ beroligede Rasmus og begyndte at rejse sig. „Nej!“ Roberta sagde det så højt, at både Rasmus og Xander stivnede.

Helt langsomt løftede hun sin ene arm og pegede direkte på Rasmus. Eller gjorde hun? Rasmus flyttede sig lidt i sengen og opdagede, at Roberta i virkeligheden pegede på noget lige bag ham. „Ooooh …“ sagde hun med en underlig stemme.

Det løb Rasmus koldt ned ad ryggen. Langsomt drejede han hovedet med en stigende uro for, hvilket syn han ville møde i mørket bag sig. Med tilbageholdt åndedræt afsøgte han skyggerne bag sin seng. Der var ingenting. Han sad bare og gloede ind i savsmuldstapetet på væggen. „Det her er altså lidt creepy,“ kom det åndeløst fra Xander. „Skal vi ikke prøve at vække hende?“ „Jeg … tror ikke, hun går i søvne,“ hviskede Rasmus og løsrev sit blik fra den tomme luft, som Roberta pegede på.

13

Content_9788711999875.indd 13

19/08/21 4:21 PM

Han kiggede igen på sin plejelillesøster. „Roberta, er du vågen?“ „Ta’ mig – kom med,“ sagde hun igen, helt stille, imens hun sænkede sin arm som en robot, hvis batteri er løbet tør for strøm. „Siger du, at vi skal komme med?“ forsøgte Rasmus igen.

Roberta rystede på hovedet. Rasmus rejste sig fra sengen, trådte forsigtigt hen over Xander og satte sig på hug ved siden af Roberta. Hun ænsede ham ikke, men blev bare ved med at kigge ind i skyggerne bag hans seng. „Du siger jo hele tiden, at vi skal komme med …“ Roberta rystede på hovedet. „Skal vi ikke komme med?“ Roberta nikkede. „… Okay?“ Rasmus anede ikke, hvad han skulle stille op. „Rimelig ubeslutsom type – du siger jo at …“ Rasmus blev afbrudt, da Roberta igen rystede voldsomt på hovedet.

Der var stille i lang tid. Xander havde siddet og kigget frem og tilbage mellem Roberta og det sted, hun ikke ville slippe med øjnene. „Er det ikke noget, DU siger?“ spurgte han forsigtigt.

Det mystiske smil bredte sig igen i Robertas ansigt, og hun rystede langsomt på hovedet. Som i slowmotion løftede hun igen sin arm og pegede. Både Rasmus og Xander fulgte hendes finger med øjnene og stirrede ud i den tomme luft. „Oooh si’r – kom med,“ sagde hun med tilfredshed i stemmen.

Endnu en gang løb det Rasmus iskoldt ned ad ryggen.

Content_9788711999875.indd 14

19/08/21 4:21 PM

KAPITEL 2

PØLLEBRØD

Næste morgen blev Rasmus og Xander vækket af Vita, der kaldte på dem for foden af trappen: „Rasmus og Lyxandeeer!

Så er der morgenmad.“ Der var iskoldt på værelset, fordi Rasmus havde hængt den våde dyne til tørre om natten. Han skyndte sig at trække dynen indenfor og smække vinduet i, inden de med klaprende tænder kom i tøjet og begav sig ned mod køkkenet.

Xander stoppede halvvejs nede ad gangen på første sal. „Jeg skal lige morgenstrinte – jeg gætter på, jeg må komme først? Du har vel fået tisset godt og grundigt af?“ Han grinede og daskede drillende Rasmus i siden.

Når Xander daskede, føltes det nogle gange mere som at få en lammer af en boksekænguru. „Årh, hold kæft!“ Rasmus lod, som om han var fornærmet, og daskede tilbage. „Vent lige på mig,“ smilede Xander og tog i dørhåndtaget, lige idet døren blev åbnet indefra.

Xander væltede ind på badeværelset og klaskede lige ind i maven på Troels. Rasmus forberedte sig på et irriteret udbrud, men Troels grinede bare. „Hey, dude – så meget er der ikke nogen, der skal skide!“ 15

Content_9788711999875.indd 15

19/08/21 4:21 PM

Xander grinede, skubbede Troels ud på gangen og lukkede døren efter sig. Troels kiggede ned på Rasmus, som om han var en nullermand, der skulle støvsuges bort.

Som med alle andre i verden havde Xander formået at charmere sig ind på Troels på trods af den ydmygelse, han havde udsat ham for i skolegården for et halvt år siden. Nu talte de om knallerter og fodbold og alle mulige andre ting, som Rasmus ikke anede noget om. Rasmus derimod var aldrig rigtigt blevet tilgivet for hele Puch Maxi-skandalen og forsøgte derfor altid at undgå Troels så meget som muligt, når Xander ikke var i nærheden. „Godmorgen, tisse-terrorist,“ vrissede Troels og gloede muggent på Rasmus. „Godmorgen, Hr. Skæg,“ svarede han og kiggede flabet på Troels’ overlæbe.

Rasmus vidste godt, at han burde lade være, men Troels’ nyeste projekt var nærmest umuligt ikke at tage lidt pis på.

Han havde nemlig bestemt sig for at få overskæg. Indtil videre var det kun blevet til nogle sørgelige små rødlige dun. „Ja, pøj pøj med selv at blive en rigtig mand,“ svarede Troels. „Jeg gætter på, du bliver 200 år, før du får så meget som et enkelt hår under armene … pattebarn.“ Han kørte højtideligt sin tommel- og pegefinger hen over sin overlæbe, inden han vendte sig og forsvandt ned ad trappen.

Da Rasmus og Xander nåede ned i køkkenet, lignede Vita som sædvanlig en tornado på koffeinpiller. „Godmorgen, drenge,“ smilede hun forpustet, imens hun forsøgte at holde styr på madpakker, Robertas manglende indtag af morgenmad og en ubestemmelig substans, som hun

16

Content_9788711999875.indd 16

19/08/21 4:21 PM

var ved at blende i foodprocessoren. Den tyktflydende væske mindede på en eller anden måde Rasmus om den radioaktive slim, som engang havde forvandlet fire små skildpadder til Teenage Mutant Ninja Turtles.

Bjørn og Troels sad over for hinanden ved køkkenbordet, den ene med ansigtet limet til sin mobil, og den anden begravet i Gadget Magasinet. Siden Rasmus og Xanders familier havde lært hinanden at kende, og siden den ene gang, Bjørn og Vita havde været til parmiddag hos Xanders forældre, havde Bjørns nyeste besættelse været gadgets. Xanders hus var nemlig fyldt med dem.

Bjørn havde ikke så meget som et halvt øje på Roberta, som sad i sin højstol ved siden af og smurte det, der tilsyneladende var øllebrød, i håret, som om det var shampoo. Hun grinede overstadigt, da hun så Rasmus og Xander. „Skynd jer at finde en plads ved bordet, drenge,“ fortsatte Vita, imens hun rørte rundt i en kasserolle. Hendes arm lod til at forvandle sig til en tornado, så brunt splat sprøjtede til alle sider. „Vil I have glutenfri øllebrød eller bare Coco Pops?“ Det var som at blive spurgt, om man helst ville vælte på cykel eller vinde i lotto. „Uuh, den er svær,“ svarede Rasmus og smilede til Xander, som hjemmevant fandt dybe tallerkener og skeer i skabet, imens Rasmus greb en liter letmælk og æsken med Coco Pops og skyndte sig hen til køkkenbordet.

Roberta rakte glad begge arme ud for at give krammer, da de satte sig ved siden af hende, og råbte, så højt hun kunne: „Ra-xander!“ De lænede sig begge lidt forsigtigt ned til hende og lod sig kramme. Samtidig fik Rasmus fat i køkkenrullen og gav

17

Content_9788711999875.indd 17

19/08/21 4:21 PM

sig til den umulige opgave at gnide øllebrød ud af hendes hår. Han standsede, da det gik op for ham, at hendes nuttede babylyd var tilbage.

Han spekulerede på det, der var sket om natten. Det lod til, at Roberta havde glemt alt om det. Der var i hvert fald ikke skyggen af det mærkværdige ansigtsudtryk tilbage. Hendes nattebesøg på hans værelse var endt med, at både han og Xander havde fulgt hende ned i seng, hvor hun var faldet i søvn, så snart hun ramte sin hovedpude. „Glædelig 1. december, alle sammen,“ sagde Vita muntert, idet hun satte sig ved bordet og stillede en hjemmelavet juledekoration midt på køkkenbordet.

På en eller anden ubegribelig måde var kalenderlyset allerede brændt ned til 5. december. Rasmus lovede sig selv at holde et skarpt øje med lyset hver eneste dag. For med den mængde vissen gran, vatnisser og hjemmetørret bark, som dekorationen bestod af, var det, som om ‘brandfare’ slet ikke var et stærkt nok ord til at beskrive Vitas lille kunstværk. „Glædelig forjul,“ svarede Xander og smilede venligt til Vita. „Ha! Forjul,“ grinede Troels uden at tage øjnene fra sin telefon. „Raller, skat, har du tid til at hente Roberta i dag efter skole? Jeg skal ned og måle op til min udstilling på Pepper Ronnis Pizza i eftermiddag. Jeg kan slet ikke forstå det. Min første fernisering er allerede i morgen.“ Lige så bizar, som den sætning lød, lige så korrekt var den. Vita havde, efter megen overtalelse og ubegribelige

18

Content_9788711999875.indd 18

19/08/21 4:21 PM

mængder hawaiipizza til aftensmad, med udbringning fra Pepper Ronnis Pizza, fået lov at udstille sine kunstværker i deres lille restaurantlokale på Hovedgaden. Skuret i haven var fyldt til bristepunktet med portrætmalerier af nærmest samtlige indbyggere i hele Sønderdal. „Ja, det kan jeg godt,“ svarede Rasmus med munden fuld af Coco Pops og kiggede på Xander. „Gider du med?“ „Jeg kan ikke i dag,“ svarede han med strålende øjne. „Mine forældre kommer hjem fra Hongkong, så jeg må hellere være der til at tage imod dem.“ „Nå, så må du huske at hilse,“ smilede Vita. „Men så klarer du bare den selv, ikk’, Raller?“ Under hele samtalen havde Roberta siddet og guffet store håndfulde af Coco Pops i sig, som hun fiskede fra Rasmus’ tallerken. Som om hun ville give noget i bytte, udstødte hun pludselig en langtrukken pruttelyd og sendte sin øllebrødsske i retning af Rasmus. Han lod modvilligt flyvemaskineskeen lande på sine læber og fakede, at han spiste den brune substans. Robertas pruttelyde passede lidt for godt til udseendet på det, der var på skeen. „Mmm – mange tak, Robbie,“ sagde han og smilede til hende, imens Xander undertrykte et fnis. „Skal Xander ikke også ha’ lov til at smage?“ Xander spærrede forfærdet øjnene op, imens Rasmus sendte ham et snedigt smil.

Roberta lod straks flyveren lette og satte kurs mod Xanders mund med nye, pøllelignende forsyninger. Imens så Rasmus sit snit til at spørge Vita: „Går Roberta egentlig nogle gange i søvne?“ Vita kiggede nysgerrigt på ham. „Næh, det tror jeg ikke. Hvorfor?“

19

Content_9788711999875.indd 19

19/08/21 4:21 PM

„Fordi hun vistnok gjorde det i nat,“ svarede Rasmus. „Hun kom ind og vækkede os.“ „Ja,“ indskød Xander med pøllegrød i mundvigen. „Rasmus blev megaforskrækket.“ „Ha! Taber! Bli’r han nu også bange for Roberta?“ fnøs Troels hånligt.

Rasmus ignorerede ham. „Hun var bare sådan ret mærkelig.“ „Nåh – mere mærkelig, end hun plejer?“ spurgte Vita med et glimt i øjet og smilede kærligt til sin datter.

Rasmus tænkte lidt over det. „Ja, hun blev ved med at gentage det samme igen og igen: Kom med – tag mig – kom med.“ „Ja,“ sagde Xander. „Og det var, som om hun kunne se noget, som ikke var der.“ Noget … eller nogen? Tanken slog ned i Rasmus uden forklaring. „Hun gik sikkert bare i søvne, som I selv siger – eller også har hun drømt et eller andet,“ smilede Vita ubekymret og kiggede på sit armbåndsur. „Hvad?! Er klokken 20 i otte?! I skal i skole, drenge!“ Hun sprang op fra stolen. „Bjørn, kan du ikke finde en dims i det der blad, der på magisk vis kan vise, hvad klokken er?“ Bjørn så forundret op fra sit gadgetmagasin. „… Er det ikke bare et ur?“ svarede han undrende. „Præcis – så mangler vi bare, at du kigger på et en gang imellem,“ vrissede Vita og forsvandt op ad trappen.

Content_9788711999875.indd 20

19/08/21 4:21 PM

KAPITEL 3

STALKERNISSEN

Rasmus og Xander nåede på mirakuløs vis frem til skolen og op til deres klasselokale, inden klokken ringede ind. De skyndte sig indenfor.

Opdelingen i klassen talte som sædvanlig sit tydelige sprog.

Hestepigerne var stimlet sammen bagest i klassen og stod og fnisede af et eller andet, som kun de forstod. En stor drengegruppe sad i en tætpakket klump omkring katederet. De forsøgte alle at kigge med over skulderen på drengen foran dem for at kunne følge med i det Nintendo-spil, som Alfred og Lucas konkurrerede i på hver sin medbragte spilkonsol.

De lignede en familie surikater på savannen, sådan som de stak hovederne op mellem hinanden for at kunne holde øje med spillets udfald.

I vindueskarmen sad den populære gruppe, som bestod af Dennis og Elvira-Augusta, Freja, Rosa, Vigga og Sam. Dennis og Elvira-Augusta sad tæt sammen i midten. De var efter sigende blevet kærester over Messenger den forrige weekend, og siden havde de holdt i hånd, som om nogen havde svejset deres håndledsknogler sammen. På trods af faren for hvert øjeblik at få amputeret fingrene i Elvira-Augustas

21

Content_9788711999875.indd 21

19/08/21 4:21 PM

jerngreb, havde Rasmus aldrig set Dennis være så smart-ass.

Hans selvtillid, som ellers ikke fejlede noget i forvejen, var nu svulmet op som en forstuvet storetå. Sam sad i vindues­ karmen ved siden af kæresteparret og lignede en, der lige var kommet for sent til toget.

Rasmus var på ingen tænkelig måde ekspert i piger eller deres adfærdsmønster, men på ham havde det virket, som om Elvira-Augusta havde brugt det sidste halve år på at lægge for vildt an på Xander. Men Xander havde bare virket lettet, da hun og Dennis var blevet kærester.

Og lige så anmassende, som Elvira-Augusta kunne være over for Xander, lige så nøjeren var det for Rasmus altid at have Ritas øjne hvilende i nakken. Lige siden han havde forsvaret hende over for Dennis dengang ved lejrbålet, var det, som om hun havde lært sig selv at teleportere. Hvor end Rasmus befandt sig, så var hun der på mystisk vis også.

Rasmus havde tit overvejet, om hun havde fået FBI til at satellitovervåge ham, eftersom hun altid lod til at vide, præcis hvor han var. Rasmus havde flere gange overvejet at snakke med hende, for hun var jo egentlig sød nok og sådan noget, men han vidste også, at han var en skovl til sådan noget.

Indtil videre var det kun blevet til at hilse med et akavet nik.

Så snart Rasmus og Xander trådte ind ad døren, fik Sam øje på dem og signalerede ivrigt, at de skulle komme nærmere. „Hej, Sam,“ smilede Xander og krydsede klasseværelset.

Sam sprang ned fra vindueskarmen, og de klaskede hænderne sammen i en highfive. „Hey, X!“

22

Content_9788711999875.indd 22

19/08/21 4:21 PM

Sam var vokset endnu mere end Xander i løbet af efteråret, og pludselig gik det op for Rasmus, hvor meget han egentlig mindede om Miles Morales. Som for øvrigt var Rasmus’ absolutte yndlings-Spiderman. „… og hej, Rasmus.“ Til Rasmus’ store overraskelse havde Sam ladet high­ five-hånden svæve afventende i luften. For ikke at lade Sam hænge skyndte Rasmus sig at gengælde. Smak! sagde det, da han i stedet klaskede sin hånd lige ind i Sams øje. „Hov! Ej, shit – undskyld!“ udbrød Rasmus og ønskede et kort øjeblik, at han kunne smelte i ét med linoleumsgulvet og forsvinde. „Av for …!“ udbrød Sam og tog en dyb vejrtrækning. „Det er fint nok.“ „Ja, du har jo heldigvis to øjne, så du kan jo bare bruge det andet,“ jokede Rasmus.

Der kom ikke så meget som et smil fra Sam. „Øhmm – altså,“ fortsatte Rasmus forsigtigt. „Du kunne se meget cool ud med en klap for øjet ligesom Snake Plissken fra Escape From New York.“ Sam stirrede uforstående på ham, imens han stadig gned sit skadede øje. Rasmus prøvede igen: „Eller som Nick Fury … fra Avengers?“ Der var stadig ingen forståelse at spore i Sams blik. Rasmus vendte sig mod Xander, i håb om at han ville afbryde, men han kiggede bare på Rasmus med et afventende smil. „Altså, du ved – ligesom ‘Skrækøje’ Dunder … fra Harry Potter, ham må du da have hørt om?“ Rasmus vidste godt, han bare burde tie stille, men det var, som om hans tunge og talerør ikke længere var under hans kontrol.

23

Content_9788711999875.indd 23

19/08/21 4:21 PM

„Hey, Raller?“ lød det pludselig lige bag ham.

Rasmus, Xander og Sam vendte sig alle tre om.

Lettelsen over, at envejssamtalen med Sam var blevet afbrudt, forsvandt lynhurtigt ved synet af den mur af piger, der stod og stirrede direkte på Rasmus. Flokken havde forladt deres område bagest i lokalet, og det gik nu op for ham, at de i virkeligheden havde stået samlet omkring hans og Xanders bord. „Jeg tror, du har fået en gave af din nisseven,“ sagde Clara, der stod i midten af gruppen med en hemmelighedsfuld mine.

Lige bag Clara stod Rita. De to var bedste veninder. Rita smilede til ham og lignede en nytårsraket fyldt til randen med C4 og nitroglycerin, som kunne eksplodere af spænding hvert øjeblik.

Pigegruppen delte sig på midten, så en passage åbnede sig for Rasmus. På bordet bagest i lokalet stod en funklende pakke dækket af glimmer og med et stort, lyserødt bånd omkring.

Rasmus kunne pludselig ikke længere bevæge sine fødder. „Kom nu, bro,“ hørte han Xander sige, og Rasmus mærkede et af de alt for hårde, men samtidig venlige puf i ryggen, og tumlede fremad som en nyfødt giraf.

De havde trukket nissevenner ugen før. Rasmus havde selv trukket Sam, og når nu det var blevet første december, burde han vel også have taget en hemmelig gave med til ham.

I stedet havde han gjort ham halvblind. Typisk!

Efter hvad der føltes som et årti, nåede han med museskridt endelig hen til gaven. Bordet var fuldstændig usynligt under den enorme mængde chokoladejulemænd og poser med pebernødder og klejner. Hele klassen var blevet stille nu,

24

Content_9788711999875.indd 24

19/08/21 4:21 PM

og selv Nintendo-drengene holdt øje med ham. Rasmus kunne næsten ikke magte at kigge på gaven. Én ting var, at den havde så meget funklende glimmer på, at det var som at stirre direkte ind i solen, men skulle resten af klassen virkelig følge med i det her? Hvorfor kunne man ikke selv få lov at vælge, hvornår man var Den Usynlige Mand?

Oven på gaven lå et kort. Foran på kortet var et billede af en enhjørning, der tilsyneladende fløj igennem luften, imens den sked en regnbue. Med skælvende hånd tog han kortet og åbnede det. En skinger, klemtende lyd som fra en Smølf, der bliver tortureret, fyldte klasselokalet. Det lød som en kærlighedssang. Han ønskede sig bort til et sted, hvor solen aldrig skinner.

Pludselig blev kortet flået ud af hænderne på Rasmus. Han snurrede rundt og så Dennis løbe væk med kortet i den ene hånd. Han sprang op i vindueskarmen og vendte sig rundt mod klassen. „Kære nisseven!“ læste han højt og så hånligt på Rasmus. „Ej, lad være, Dennis!“ kaldte Clara forgæves.

Dennis fortsatte bare endnu højere: „Du har krøller i din manke og dine ben er meget slanke Jeg håber en dag du vil gide at tage med mig ud at ride Åh mit hjerte spræller når jeg ser på dig, Raller.“ Da digtet sluttede, eksploderede drengene i en kakofoni af grin. Rasmus bemærkede ud af øjenkrogen, at Rita ikke længere lignede en raket, men mere et gennemblødt heksehyl, som nogen havde trådt på. Man skulle ikke være nogen

25

Content_9788711999875.indd 25

19/08/21 4:21 PM

mesterdetektiv for at regne ud, at Rita var hans nisseven.

Rasmus stirrede på Dennis og mærkede, hvordan blodet begyndte at syde i hans årer.

Med ét stod Xander ved siden af Dennis. „Hey! Giv mig den der,“ sagde han lavmælt og greb ud efter digtet.

Men Dennis undveg og viftede med kortet over hovedet.

Rasmus forestillede sig den stakkels enhjørning, som snart ville blive så søsyg, at den kastede regnbuer op i lårtykke stråler. Han vågnede endelig op fra sin pinlighedskoma. „Ååhh, Dennis, du vores eget comedyikon du mindst lige så sjov som en stivkrampevaccination.“ Det udløste et lettet grin fra hestepigerne, og Xander så sit snit til at hoppe op og snappe kortet ud af Dennis’ hånd.

Dennis så et øjeblik rundt i klassen som for at finde støtte fra enten Elvira-Augusta eller Sam, men da ingen af dem så meget som kiggede i hans retning, lod han sig hurtigt dumpe ned fra vindueskarmen. Xander sprang også ned og afleverede kortet til Rasmus. „Det er sgu da en totalt nice nisseven, du har,“ sagde han højt.

Man kunne nærmest mærke lufttrykket fra det drømmende suk, som alle pigerne i klassen udstødte samtidigt. „Ja,“ svarede Rasmus efter at have taget mod til sig. „Hun … eller øh, DEN er skidehamrende nice! Og en god digter.“ Han forsøgte forgæves ikke at kigge i Ritas retning, men fik alligevel øje på smilet, der bredte sig i hendes ansigt.

I samme sekund ringede klokken ind til første time, og Vibeke, deres klasselærer, kom susende ind, som om hun havde stået parat uden for døren og bare ventet på et startskud.

26

Content_9788711999875.indd 26

19/08/21 4:21 PM

„Glædelig første december!“ sagde hun storsmilende uden at ænse, hvad der foregik.

Eleverne fandt hurtigt deres pladser, og først da Vibeke havde hamret sin taske op på katederet, så hun op og fik øje på glimmerpakken på Rasmus’ bord. „Hold da op, Rasmus – det kalder jeg da at byde julen velkommen. Der er rigtignok én, der har fået en god nisseven, hva’?“ Vibeke ventede ikke på svar, men begyndte straks at pakke sin taske ud, som var hun en elitesoldat, der skulle skille et automatvåben ad på rekordtid.

Rasmus og Xanders blikke mødtes, og pludselig var et grineflip lige ved at tage livet af dem. De gjorde alt for at være stille, men den undertrykte latter fik tårerne til at sprøjte ud af øjnene på Rasmus. For hvis det her bare var den første nissegave, hvor store ville de næste så ikke blive? Sidste skoledag inden jul ville det jo ende med, at der stod en spritny Audi med en kæmpe sløjfe på taget ude i skolegården.

Vibeke indledte timen med at præsentere det gruppeprojekt, de skulle lave i løbet af december. En bograpport om Anne Franks Dagbog. Rasmus tænkte fraværende, om det ikke var lidt deprimerende at skrive en bograpport lige op til jul om en pige, der gemte sig for nazisterne på sit loft. Men så længe han kom i gruppe med Xander, var det vel fint nok. „Kom nu, mand,“ hviskede Xander ivrigt. „Åbn gaven, jeg vil se, hvad nissen har givet dig.“ Rasmus turde næsten ikke, men tog alligevel forsigtigt fat i båndet og bandt sløjfen op. Han nåede kun lige at åbne kassens låg et par millimeter, inden ordet drillenisse fik en helt ny betydning. Låget sprang op som en fjeder, samtidig

27

Content_9788711999875.indd 27

19/08/21 4:21 PM

med at der lød et højt knald. Pludselig var både han, Xander og halvdelen af klassen fuldstændig indhyllet i regnbuefarvet glimmer.

Rasmus sad og stirrede, som var han ramt af granatchok.

Hele klassen, inklusive Vibeke, kiggede forskrækket ned på ham. Dennis brød ud i en øredøvende og hånlig latter. For anden gang på under ti minutter længtes Rasmus efter den tid, hvor han bare var Den Usynlige Mand.

Content_9788711999875.indd 28

19/08/21 4:21 PM

KAPITEL 4

RACERCYKEL = SKOD GAVE?

Rasmus og Xander kæmpede sig op ad den snoede skovsti på vej hjem mod Solhøjen. Xanders el-løbehjul var ikke velegnet til den mudrede vinterjord i skoven, så han kørte i stedet på sin nye racercykel, som hans forældre havde haft med hjem til ham fra en forretningsrejse for en måned siden. Cyklen var så strømlinet, at den kun manglede at få nogle sponsorreklamer klistret på stellet, før man kunne gennemføre Tour de France på den. Xander havde vist Rasmus cyklen med et opgivende udtryk i ansigtet. For i skovens terræn var cyklen med sine papirstynde hjul og ca. 200 gear nærmest lige så ubrugelig som løbehjulet. Som Xander havde sagt: „Hvis nu min far bare én gang havde set, hvilken vej jeg kører i skole, så havde han vel tænkt, at en helt almindelig cykel ville være bedre end den her. En trillebør ville faktisk være lettere at bruge på en skovsti.“ Men Xander havde åbenbart ikke kunnet lide at påpege det over for sine forældre, og derfor svedte han nu som en bokser i 11. runde på vej op ad bakken. „Det var altså en megafed nissegave, du fik i dag,“ stønnede han og begyndte igen at smågrine ved tanken.

29

Content_9788711999875.indd 29

19/08/21 4:21 PM

„Ja, det var da superfedt med en overdimensioneret bordbombe klokken otte om morgenen,“ svarede Rasmus sarkastisk. „Jeg har jo gået rundt og lignet et juletræ hele dagen med alt det glimmer i håret.“ De grinede begge og trampede videre i pedalerne. „Du har vel regnet ud, at det er Rita, der er din nisseven, ikk’?“ spurgte Xander. „Det troede jeg også først, men det kan vel også bare være nogen, der tager pis på mig?“ Xander rystede på hovedet. „Jeg ville egentlig ikke ha’ sagt noget, men Clara fortalte mig i går, at Rita nærmest var klar til at sælge sin hest for at få dig som nisseven.“ „Så hun gik lige Sherlock Holmes–amok for at finde ud af, hvem der havde trukket mit navn, eller hvad?“ „Det må hun ha’ gjort, for hun byttede med Vigga for at få dig.“ Xander smilede kækt til Rasmus, men skiftede hurtigt til et alvorligt udtryk. „Men hey, lov mig, at du ikke siger noget!

Det er jo en hemmelighed … men jeg kunne ikk’ holde det hemmeligt for dig, bro!“ Rasmus nikkede eftertænksomt. „Jeg skal nok holde mund. Men seriøst – hvorfor vil Rita sprænge mit ansigt af med en glimmerbombe?“ Xander grinede højt. „Du ved, lårf works in misty… øhmm?“ „Love works in mysterious ways?“ hjalp Rasmus. „Ja, det der,“ smilede Xander.

De nåede endelig til Xanders hus for enden af Solhøjen og steg af cyklerne.

30

Content_9788711999875.indd 30

19/08/21 4:21 PM

„Hey, vil du sove sammen i nat?“ spurgte Rasmus. „Nej, er du sindssyg,“ svarede Xander drillende. „Man ved sgu da aldrig, hvornår din søster kommer rendende og skræmmer livet af os – eller om du prøver at kvæle mig med en tisdyne!“ Rasmus grinede. „Nåh nej, men vi ku’ jo også sove hos dig. Jeg vil sgu gerne høre dine forældre fortælle lidt om Hongkong.“ Det kunne tælles på en hånd, hvor mange gange Rasmus havde mødt Xanders forældre, Thomas og Lene. Selv når de for én gangs skyld var hjemme, havde de altid travlt. Men Rasmus kunne virkelig godt lide dem. Xanders mor, Lene, rodede altid op i Rasmus’ hår, ligesom hun gjorde med sin mands. Hun sagde, at hun var vild med mænd med krøller.

Xander blev seriøs. „Nej, jeg tror bare, det skal være os i aften.“ Han så pludselig meget yngre ud, end han plejede. „Modtaget,“ svarede Rasmus med et træk på skuldrene, selvom han faktisk ikke havde lyst til at sove alene oven på den forrige nats mareridt og Robertas zombieoptræden.

Det var, som om Xander kunne se lige igennem ham. „Hey, er du okay, bro?“ Rasmus vidste ikke, hvad han skulle svare. En løgn! Hjerne, kom nu bare med en løgn! Han så på Xander, og med ét var der en lille mur inden i ham, som brød sammen, og han kunne ikke længere kæmpe imod. „Jeg havde en drøm om vagterne i nat,“ sagde han stille og kiggede ned i jorden. „Jeg befandt mig i en kæmpestor by … og jeg tror, jeg ledte efter et eller andet? Det var, som om jeg blev trukket hen imod det. Jeg kan også huske et hus – eller slot, der var brast sammen, og jeg kunne ligesom mærke

31

Content_9788711999875.indd 31

19/08/21 4:21 PM

nogen, der lå under det – eller – jeg ved det ikke … Det er svært at forklare. Men så til sidst, lige inden jeg vågnede, kom vagterne. Pludselig stod de der bare. Og den ene af dem greb fat i min skulder – jeg sværger, jeg ku’ stadig mærke hånden, da jeg vågnede! Jeg har haft så mange drømme om vagterne, men denne her var bare … meget mere virkelig på en måde.“ Rasmus fik standset sin talestrøm og mødte endelig Xanders blik. Han lignede én, der lige har set et spøgelse. Rasmus fortrød med det samme, at han havde fortalt om sin drøm.

De havde ikke talt om noget, der havde med Erytnevia at gøre, siden de sidste gang var Skiftet tilbage for snart et halvt år siden. Rasmus’ hoved havde været ved at eksplodere af tanker om Karzoun og Kuora, og Atamai og Raja, men han havde ikke sagt et ord om det til nogen. Han havde egentlig forventet, at Xander på et eller andet tidspunkt ville bringe det på banen, men efterhånden som ugerne og månederne gik, stod det klart, at de havde indgået en uudtalt kontrakt om aldrig at bringe emnet op. Rasmus havde overbevist sig selv om, at det var bedst sådan. Men på en måde var de måske bare gået i endeløse cirkler om den varme grød.

Næsten hver aften var gået med at se gamle fantasy- og scifi-film, som Xander pludselig havde fået en enorm interesse for. Rasmus elskede at føre Xander med ind i den verden, han selv havde været så opslugt af hele sit liv. Men det havde også været en pinsel at sidde og glo på de film uden nogensinde at snakke om de vilde ting, de selv havde oplevet.

Han ville ønske, at han bare kunne glemme alt om Erytnevia. Hvorfor kunne han ikke bare have fundet på en eller

32

Content_9788711999875.indd 32

19/08/21 4:21 PM

anden dum drøm om at blive ædt levende af muterede måger? „Jeg sku’ ikk’ ha’ sagt noget,“ mumlede han stille. „Jo, du skulle,“ svarede Xander alvorligt. „Jeg har også drømt om … øhmm, alt muligt fra Erytnevia.“ Rasmus blev så lettet, at han var lige ved at tisse i bukserne. „Seriøst? Har du også haft mareridt?“ „Ja – næsten hver eneste nat.“ „Hvad handler dine om?“ spurgte Rasmus nysgerrigt.

Xanders øjne flakkede en smule. „Det er meget forskelligt … jeg kan ikke huske det lige så godt som dig.“ De stod begge og trippede lidt på stedet. Var det ikke noget med, at det var sundt at tale om det, hvis man havde oplevet noget traumatisk. Bare fordi de talte om Erytnevia, betød det jo ikke, at de NOGENSINDE skulle tilbage, vel?

Rasmus mærkede pludselig, at han frøs, som om han var på polarvandring, selvom det danske vintervejr ikke engang bød på minusgrader endnu.

Xander brød endelig tavsheden. „Nå, jeg må hellere komme ind – Rosita skal sikkert have hjælp til at lave mad.“ „Helt fint,“ nikkede Rasmus. „Vis ses i morgen, ikk’?“ „Selvfølgelig, bro,“ svarede Xander med et smil, der ikke nåede helt op til øjnene, og sendte ham sit afskedshåndtegn, som både var et pistolskud og en thumbs-up.

Rasmus gengældte håndtegnet med en underlig fornemmelse i maven. Han hoppede på cyklen og trillede afsted til den modsatte ende af vejen, hvor Roberta gik i dagpleje.

Content_9788711999875.indd 33

19/08/21 4:21 PM