Evighedsdøden (uddrag)

A D A M S I LV E R A

PÅ DANSK VED TINA SAKUR A

CARLSENPULS

Content_9788711992678.indd 3

27/08/21 8:29 PM

Evighedsdøden er oversat fra engelsk efter ’Infinity Reaper’ af Tina Sakura Copyright © 2021 by Adam Silvera All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form Omslagsillustration © 2021 by Kevin Thong Omslagsdesign: Erin Fitzsimmons Dansk udgave © CarlsenPuls 2021 Grafisk tilrettelægning af dansk omslag: Christian Bach Bogen er sat med Relato og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag ISBN 9788711992678 Printed in Latvia Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret. Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node. www.carlsenpuls.dk www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk CarlsenPuls – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711992678.indd 4

27/08/21 8:29 PM

Til dem, der ikke magter at kæmpe videre. Bliv ved.

Shout-out til Becky Albertalli og Elliot Knight, som altid var med mig, selv når de ikke kunne være det.

Content_9788711992678.indd 5

27/08/21 8:29 PM

Content_9788711992678.indd 6

27/08/21 8:29 PM

LYSKRAFTVERDENEN Lyskraftkunstnere – Har særlige kræfter. Kan være både overjordiske og Spectere.

Overjordiske – Man ved ikke, hvor de stammer fra, men disse folk er i besiddelse af kræfter, som er forbundet med stjernerne og himlen.

Nogle evner viser sig allerede fra fødslen, andre dukker op senere i livet. Deres evner spænder vidt. Overjordiske kan kendes på den måde, hvorpå deres øjne lyser som forskellige steder i universet, når de bruger deres lyskraft. Særlig gruppe: Spell Walkerne.

Spectere – For tres år siden udviklede man en metode inden for alkymien, hvormed man kan bruge væseners blod til at give mennesker særlige kræfter. Mennesker, der får deres kræfter på denne måde, bliver kaldt Spectere. Hver enkelt Specters evner begrænser sig til det væsen, fra hvilket de har modtaget blod. Spectere kan kendes på den måde, hvorpå deres øjne gløder som solformørkelser, når de bruger deres lyskraft. Særlig gruppe: Blodstøbere.

PERSONGALLERI SPELL WALKERE OG DERES ALLIEREDE Emil Rey – En reinkarneret Specter med fønixblod, som kan skabe grå og gylden ild, heale sine egne dødelige skader, fornemme andre fønixers følelser, flyve og genopstå. Kendt som Ildvinge og Evighedssøn.

Brighton Rey – Skaber af online-serien Overjordiske i New York. Har drukket Høsteblod for at få evner som en fønix, en hydra og et spøgelse.

Maribelle Lucero – En overjordisk, der kan levitere og svæve.

Iris Simone-Chambers – En overjordisk med en utrolig styrke og en hud, der kan modstå de fleste lyskraftangreb. Ny leder af Spell Walkerne.

Atlas Haas (afdød) – En overjordisk, som kunne fremmane vind.

Content_9788711992678.indd 7

27/08/21 8:29 PM

Wesley Young – En overjordisk, som kan løbe hurtigløb.

Eva Nafisi – En overjordisk, som kan heale andre, men som selv bliver såret derved.

Prudencia Mendez – En overjordisk med telekinetiske evner.

Carolina Rey – Emil og Brightons mor. Besidder ingen kræfter.

Ruth Rodriquez – En overjordisk, som kan skabe kloner af sig selv.

Bautista de León (afdød) – En reinkarneret Specter med fønixblod, som kunne skabe gylden ild, heale sine egne dødelige skader, genopstå og huske detaljer fra sit tidligere liv. Grundlægger af Spell Walkerne.

Sera Córdova (afdød) – Alkymist og overjordisk, som havde klarsyn. Også med til at grundlægge Spell Walkerne.

BLODSTØBERE OG DERES ­ALLIEREDE Ness Arroyo – En Specter med formskifterblod, som kan ændre udseende når som helst.

Luna Marnette – En højtstående alkymist, som skabte Blodstøberne. Har ikke selv særlige kræfter.

Dione Henri – En Specter med hydrablod, som er i stand til at lade nye lemmer vokse frem eller manglende lemmer vokse ud igen.

Stanton – En Specter med basiliskblod, som har slangesanser og kan bruge gift og syre mod en modstander ud over at kunne forstene og lamme.

June – En Specter med spøgelsesblod, som kan gå gennem massive objekter og besætte folk.

POLITIKERE Senator Edward Iron – Præsidentkandidat, som er imod lyskraft. Har ingen kræfter selv.

Barrett Bishop – Vicepræsidentkandidat og hovedarkitekten bag Bounds.

Har ingen kræfter selv.

Kongresmedlem Nicolette Sunstar – En overjordisk præsidentkandidat, som kan skabe brændende varmt og blændende lys.

Content_9788711992678.indd 8

27/08/21 8:29 PM

Senator Shine Lu – En overjordisk vicepræsidentkandidat, som kan gøre sig usynlig.

GLORIERIDDERE OG FØNIXER Tala Castillo – Glorieridder uden særlige kræfter.

Wyatt Warwick – Glorieridder uden særlige kræfter.

Nox – Obsidianer, hvis særlige evne er at opspore folk.

Roxana – Lyshylerfønix, der skaber torden og lyn, når den flyver.

ANDRE VIGTIGE PERSONER Keon Máximo (afdød) – Alkymist og Specter med fønixblod, som kunne skabe grå ild, heale egne dødelige skader og genopstå. Han udviklede den alkymi, der kunne give almindelige mennesker kræfter, og blev den første Specter.

Kirk Bennett – Kurator for fønixudstillingen på Museum of Natural Creatures.

Dr. Billie Bowes – En overjordisk, som kan skabe illusioner.

Sølvstjerneslagteren – En konservativ youtuber.

Content_9788711992678.indd 9

27/08/21 8:29 PM

Men sande herskere fødes ikke. Vi bliver skabt.

– Marie Lu, The Rose Society

Content_9788711992678.indd 10

27/08/21 8:29 PM

ET

BRIGHTONS NAT BRIGHTON

Jeg ser op mod Den kronede drømmer, mens jeg drikker hver eneste dråbe af Høsteblodet.

Eliksiren lugter af brændende kroppe og smager som jern og kul.

Blodet fra hundredeårsfønixen, gyldenlokhydraen og de døde spøgelser tynger som mudder mod tungen. Min hals brænder, og jeg er lige ved at spytte resten ud, men jeg tvinger mig selv til at synke det hele, for det her Høsteblod kommer til at ændre alt. Jeg var ikke så heldig at blive født med kræfter. At blive født som overjordisk. Men nu hvor jeg har overtaget disse væseners evner, kommer verden til at tage imod mig som deres nye helt.

En fuldstændig enestående Specter. Umulig at slå ihjel.

Jeg smider den tomme flaske fra mig. Den ruller over mod min bror, som er blevet stukket ned. Emil ser på mig, som var jeg en fremmed, mens jeg slikker mig om munden og tørrer den med bagsiden af hånden. Jeg skal lige til at hjælpe ham op, da jeg snubler og falder på knæ. Mit syn bliver sløret. Det føles, som om alle i kirkens have langsomt snurrer rundt om mig. Så går det hurtigere, hurtigere, hurtigere. Hele min krop føles,

11

Content_9788711992678.indd 11

27/08/21 8:29 PM

som om utallige fingerspidser strejfer min hud. Jeg hiver vejret ind, det dybeste åndedrag i mit liv, som om nogen lige har forsøgt at kvæle mig og endelig slipper, og før jeg kan gå totalt i panik over, hvad det end er, der sker, bliver jeg omringet af lys.

Jeg lyser. Slet ikke lige så meget som Den kronede drømmer over mig, men jeg føler mig alligevel som mit helt eget stjernebillede – den lysende Brighton, den strålende konge, hvad man nu end skal kalde det. Jeg aner ikke, om alle Spectere oplever dette varme, hvide skær, når de får deres kræfter. De eneste Spectere i mit liv, jeg kan spørge, er særlige tilfælde, der ikke ville kunne huske det. Emil blev genfødt med sine fønixkræfter, og Maribelle Lucero opdagede først lige for et par timer siden, at hun ikke er en helt almindelig overjordisk. Hendes biologiske far var en Specter, selve grundlæggeren af Spell Walkerne, hvilket gør hende til den første overjordisk Specter-hybrid. Men jeg er også et særligt tilfælde. Jeg kan mærke det; jeg kan mærke forandringen i mig, selv da lysskæret forsvinder.

Emil er forbløffet, men han ser hurtigt lidende ud igen.

“Hjæ-hjælp mig,” stønner han svagt. Blåt blod fra den døde fønix, Gravesend, klistrer vådt til Emils brystkasse, men det er hans eget røde blod, der pulserer ud af hans sår, som jeg må koncentrere mig om. Luna Marnette, den højtstående alkymist, der skabte Høsteblodet, som jeg lige har drukket, stak ham med en evighedsenderstav. Hun må have såret ham så dybt med den, at han ikke engang kan bruge sine fønixkræfter til at heale sig selv.

Jeg holder forsigtigt Emils hoved. “Jeg er her, bro.”

Det giver et sæt i mig, da magiskud eksploderer over Alfakirken for Nyt Livs have. Kampen er ikke stoppet, fordi min bror er ved at dø. Det er, som om Blodstøberne og deres akolutter ikke helmer, før hver eneste Spell Walker er død. Midt i slagsmålet kan jeg se Prudencia Mendez, Wesley Young og Iris Simone-Chambers, Spell Walkernes leder. På trods af deres medfødte kræfter kæmper de med at holde stand mod Stanton, en Specter med basiliskblod og -kræfter, og Dione, en Specter med en hydras hastighed og ekstra arme.

Så ser jeg Maribelle, vores stærkeste kort, knæle ved siden af Luna med et morderisk blik. “Du fik mine forældre og min kæreste dræbt, så du kunne leve for evigt. Nu vil jeg se dig forbløde.”

12

Content_9788711992678.indd 12

27/08/21 8:29 PM

Luna glider ind og ud af bevidsthed, mens hun stirrer mod stjernerne, som om de stadig kan give hende styrke. Det kommer ikke til at ske. Hendes sølvhår klistrer til hendes svedige pande, og hun presser af al kraft hånden mod det hul i sin mave, som jeg skød med min stavs lyskraft. “I må … ikke…” Luna forsøger at tale, men er ved at kvæles i sine egne ord. Det udløser et flashback af far, som kvæles i sit eget blod. Det er så væmmeligt, at jeg må se væk, selvom Luna fortjener al den smerte, hun mærker.

Takket være Høsteblodet vil jeg i modsætning til Luna aldrig mere skulle frygte døden.

Men det gør min bror.

“Maribelle! Maribelle, vi skal have Emil på sygehuset.”

Så dukker June op ud af det blå. Månehvid hud, mørkt sølvskinnende hår, tomt udtryk i de store øjne. Hun er Specter med spøgelsesblod, den eneste Blodstøber med de evner, tror vi. Og hun besatte Maribelle og fik hende til at dræbe Atlas Hass, hendes livs kærlighed og en af min yndlings-Spell Walkere. Jeg bliver ved med at sige Maribelles navn, men det er, som om hendes behov for hævn gør hende døv. Hun er umulig at stoppe, da hun griber glemselsdolken, den, der er lavet af knogler og kan få spøgelser til at forsvinde, og jagter den unge morder rundt i haven.

Derhjemme, da jeg fortalte Maribelle min plan om at stjæle Høsteblodet fra Luna, modsagde hun mig ikke. Hun ønsker, at Luna skal dø uden kræfter, og jeg vil slet ikke dø; vi kommer begge to til at komme ud af det her som vindere. Men det hele kan være ligegyldigt, hvis Emil ikke også overlever. Jeg bliver nødt til at få ham ud herfra. Jeg forsøger at løfte ham, men det føles umuligt; det er, som om han har sten gemt i sin kraftsikre vest. Det er en skam, at ingen af mine nye evner har noget med muskelkraft at gøre, men det lykkes mig alligevel at opbyde alle mine kræfter og få Emil på benene, og han lægger armen om mine skuldre.

En akolut løber hen mod os med en økse og hopper over den hydra, der blev halshugget på grund af eliksiren, så hans fødder er klistrede af gult blod. Jeg håber, han glider i græsset, men han holder sig oprejst. Emil kan ikke beskytte os, men det er okay. Nu vil jeg være hans helt, ligesom han har været min den sidste måned. Jeg tager en dyb indånding, rækker hånden frem og visualiserer, at fønixild skyder ud af min håndflade.

13

Content_9788711992678.indd 13

27/08/21 8:29 PM

Akolutten har ikke givet op. Jeg holder hånden klar og fokuserer på, hvor meget jeg ønsker at dræbe ham, og pludselig flyver han bagud, som om han er blevet knipset væk af en usynlig hånd.

Hvordan gjorde jeg det? Er det spøgelsesblodets kræfter?

Da Prudencia dukker op ved siden af os med øjne, der gløder som tindrende stjerner, går det op for mig, at det ikke var mig. Øjne, der ligner portaler til andre steder i universet, er en af de måder, hvorpå man kan se, om nogen er overjordisk, men det er kun, hvis de overjordiske lader en se deres kræfter. Siden vi mødte hende i highscool, har Prudencia kun vist os sine smukke, brune øjne, og nu står hun her og redder os og kæmper i krigen med os. Hun har en flænge i panden, og hendes glimtende, overjordiske blod løber ned ad den ene side af hendes ansigt.

“Hvad er der sket? Hvem har såret dig?” spørger jeg.

Prudencia vifter afværgende spørgsmålet væk, mens hun betragter Emils sår. “Han skal have lægehjælp nu.”

Det er kun nogle timer siden, Prudencia og jeg sidst så hinanden på Nova, grundskolen for overjordiske, der blev brugt som tilflugtssted.

Iris forbød mig at tage på flere missioner, og selvom Prudencia bad mig holde op med at sætte livet på spil og i stedet blive hos min familie, blive hos hende, fulgte jeg Maribelle som en sand helt.

Nede på jorden stønner Luna.

“Wou,” siger Prudencia. “Vi fik hende altså?”

Hun må have misset det hele, mens hun kæmpede for sit liv: min storladne entré, hvor jeg ramte Luna med det sidste skud i min stav, reddede Emil og drak Høsteblodet. Selv lysskæret. Det var historiske øjeblikke, og hun er gået glip af dem. Jeg skulle have sat et kamera op, så jeg senere kunne uploade det hele, så alle kunne se det.

“Det var mig,” siger jeg og peger på stålstaven, der ligger på jorden.

Hun siger ikke, at jeg er en helt, eller at det var godt gået.

Iris råber, mens hun maser sig gennem akolutter som en quarterback, og når at nedlægge seks, før hun når frem til os. Blod er ved at størkne i hendes korte, grønne hår, og der er mere på hendes knoer. Hun har tydeligvis vundet over enhver idiot, der troede, de kunne klare sig mod en af byens stærkeste overjordiske. “Det vælter frem med håndhævere,” 14

Content_9788711992678.indd 14

27/08/21 8:29 PM

pruster hun. “Der var mindst tolv, men der kommer flere. Det er tid til at trække sig.”

Håndhævere myldrer ind gennem kirkens havedøre, de er beskyttede i deres havgrønne rustning, mens de sigter med deres stave på hver eneste af os – overjordiske, Spectere, de menneskelige akolutter, der ønsker at blive mere end det – og bombarderer os med magiskud i alle farver. Det ville være et ret godt tidspunkt for mine spøgelsesevner at dukke op lige nu, så jeg kunne fase gennem den massive væg bag os, måske endda teleportere os over, men da en smertende kvalme og svimmelhed er det eneste, jeg mærker, lader jeg mig falde til jorden med Emil, mens skuddene fyger hen over hovederne på os. Iris springer frem og skærmer os. Hun har krydset armene foran brystet; magiskud bider ikke på hendes mørkebrune hud.

Prudencia bruger sine kræfter til at feje andre lyskræfter af vejen, men hun er forsigtig med ikke bare at fyre dem tilbage i hovedet på håndhæverne.

Sidste januar fik de sidste fire oprindelige Spell Walkere skylden for et terroristangreb, der blev kendt som Blackoutet, men vi ved alle, at det rent faktisk var Blodstøberne, der stod bag det. Der er bare lige det, at håndhæverne ikke har fanget den besked. De har fået til opgave at udrydde den nye bølge af Spell Walkere, selvom det ikke er deres skyld. I modsætning til Spell Walkere redder Blodstøbere ikke uskyldige liv. Der er noget helt galt, når håndhæverne ikke arbejder hårdere på at få fanget dem og smidt dem i fængsel.

Wesley skynder sig over til os og er lige ved at skride lidt ud, da han stopper op. Hans højde og muskuløse kropsbygning minder mig om en af min barndoms yndlingswrestlere, bortset fra at wrestleren ikke havde Wesleys brune man bun. Men wrestleren havde helt sikkert skrammer over øjet og flækket læbe, som Wes har nu. “Hey, venner, vi er ret meget trængt op i et hjørne lige nu,” siger han.

“Ej, er det rigtigt?” siger Iris, mens hun smækker et lynskud til side.

Overalt i haven ligger der små pytter af blåt, gult, gråt og rødt blod.

Jeg var her ikke, da massakren begyndte, men det er stadig foruroligende at se det himmelvendte hydrahoved med tungen hængende ud af den enorme mund og den døde blå fønix liggende ved siden af.

Hurtige bevægelser fanger min opmærksomhed, og Dione kaster sig ind mod håndhævernes patrulje. Hun bruger sine seks arme og giver en 15

Content_9788711992678.indd 15

27/08/21 8:29 PM

håndkantsslag mod halsen, knækker nakken på en anden, giver en tredje en knytnæve mellem øjnene og snupper to håndhæveres stave og skyder dem ned med dem.

Haven forvandles langsomt til en kirkegård.

“Dæk mig, Prudencia,” siger Iris, mens hun løber over mod porten, vrider de spidse stænger fra hinanden, som var det ler, og begynder at slå løs på murstensvæggen bag den. “Få fat på Maribelle, Wes!” Jeg vender mig om og ser Maribelle lange ud med glemselsdolken, men hun rammer ikke June, der hele tiden teleporterer sig rundtomkring.

Wesley skynder sig derover og må straks træde et skridt tilbage, så han ikke bliver dolket. Han forsøger at hive Maribelle med, men hun nægter, så han tager fat i hendes ben, løfter hende op på skulderen og løber tilbage til os.

“Sæt mig ned!” råber Maribelle og forsøger at slippe ud af hans greb som en fønix fanget i bur.

“Vi efterlader dig ikke her,” siger Wesley.

Maribelle hamrer dolkens knogleskæfte i ryggen på Wesley, indtil han slipper hende. Hun ser sig omkring, da June pludselig dukker op af jorden og lægger hænderne på Luna for at beskytte sin leder. Maribelle kaster dolken, som hvirvler lynhurtigt gennem luften, men June og Luna forsvinder endnu hurtigere i natten.

“Hun slap væk! De slap begge to væk!”

Et magiskud er lige ved at ramme hende, og Maribelle vender sig for at vurdere faren. Flere håndhævere forsøger at dræbe hende. Hun har tydeligvis fået nok nu, for det ene øje gløder som en komet, og det andet brænder som en solformørkelse. Mørkegule flammer vækkes til live fra hendes hænder og ned til albuerne, og hun kaster ilden mod håndhæverne. Hun sender hurtigt en ildpil mod kedlen, da Stanton, basilisk-Specteren, forsøger at få fat i resten af eliksiren. Alt Høsteblodet går op i flammer.

“Skynd dig!” råber Prudencia til Iris. Hun er ikke trænet nok i at bruge sine kræfter til at blive ved med at afværge alle disse magiskud, og nu ankommer flere håndhævere til stedet med fuldt ladede stave.

Med et kraftigt slag får Iris hul på muren. Stort nok til, at alle kan komme igennem.

“Gravesend,” siger Emil stille.

16

Content_9788711992678.indd 16

27/08/21 8:29 PM

“Gravesend er død,” siger jeg.

“Tag hende med.”

Selvfølgelig tænker Emil på fønixliget, som om det virkelig betyder noget nu, om nogen tager Gravesend og laver halstørklæder ud af hendes fjer. Men efterhånden som flere magiskud affyres i vores retning, tager jeg styringen og får Emil ud herfra. Iris kan se, det er svært for mig, og hun bærer med lethed Emil ud på bagsædet i sin jeep.

“Hvor er Eva?” spørger jeg. Eva er Iris’ kæreste og selv overjordisk med stor kraft. Emil har brug for hendes healende evner så hurtigt som muligt.

“Eva er på vej mod Philadelphia med din mor og nogle andre,” siger Iris.

“Jeg har en forbindelse på Lynx-anlægget,” siger Wesley uden for bilen. “Der burde vi kunne få diskret hjælp.”

Prudencia hopper ind på forsædet. “Vi er nødt til at finde et sted, som ligger tættere på. Han mister meget blod meget hurtigt.”

Wesley tænker, så det knager. “Aldebaran! Der er gode folk på Aldebaran.”

“Vis vej,” siger Iris.

Wesley spurter afsted til fods, og Iris trykker speederen i bund. Jeg ser ud ad bagruden og kan se Maribelle sakke bagud. Jeg ved ikke, hvornår hun har tænkt sig at komme tilbage efter Atlas’ bil, som vi kørte herhen i tidligere på aftenen, og jeg er også ligeglad. Emils øjenlåg falder i, og jeg klapper ham på kinden, til han vågner.

“Emil, kom nu. Se på mig, bro.”

Jeg havde så travlt med at få brugt alle skud i staven, at jeg ikke så Luna smadre min bror med den evighedsender. Hvis jeg var min egen stav, mit eget omvandrende våben, ville jeg have haft ubegrænsede kræfter til at klare sagerne. Blodet skyller op i mine kinder, når jeg ser Emil sådan her. Han må ikke dø nu. Det må ikke slutte sådan her.

“Jeg skulle være kommet herhen noget før.”

Prudencia vender sig om i forsædet. “Du skulle aldrig være taget fra Nova. Vi anede ikke, om du overhovedet var i live.”

“Jeg var sammen med Maribelle. Hun blev også smidt ud.”

“Ingen smed dig ud, Brighton.”

Jeg ser ned på Emil.

17

Content_9788711992678.indd 17

27/08/21 8:29 PM

Prudencia ryster på hovedet. “Du sidder ikke og bebrejder din bror, mens han er ved at forbløde, vel? Tag dig sammen.”

“Jamen det er sandt! Han ville ikke lade mig være med i den næste mission. Og det ville du heller ikke, Iris.”

Iris holder øjnene på vejen og snor sig igennem trafikken for at holde trit med Wesley. “Du skal ikke angribe mig på den måde, når jeg gør mit bedste for at redde din brors liv.”

“I skulle have taget jer tid til at oplære mig!”

“Jeg havde for travlt med at redde resten af byen,” siger Iris.

Livet i byen suser forbi uden for vinduet. Folk sidder på deres verandaer og brandtrapper og stirrer op mod Den kronede drømmer, selvom man har tilskyndet alle til at blive indenfor, indtil den har passeret. I modsætning til de almindelige stjernebilleder som Storebjørn eller Orion, som kun styrker specifikke kræfter, så er Den kronede drømmer et primær-stjernebillede, som styrker alle lyskraftkunstnere, overjordiske og Spectere. Medierne får det til at lyde, som om det er de overjordiske, der er problemet her til aften. Det er alkymister som Luna, der har brug for primær-stjernebilleder som det her for at forvandle folk til Spectere.

“Jeg kan godt garantere, at du ikke længere er mig overlegen,” siger jeg.

“Og jeg kan godt garantere, at jeg ikke er ude på at vinde over dig i en eller anden territorieafpisningskonkurrence,” siger Iris og drejer til højre.

Et spørgsmål former sig på Prudencias læber, mens hun ser nøje på mine under glimtene fra lygtepælene. “Det har du ikke gjort, Brighton, det har du bare ikke …”

“Nogen var jo nødt til at vise mod,” siger jeg.

Prudencia ser ud, som om hun er nær ved at stikke mig en lussing.

“Lad være med at forveksle det at være hæmningsløs med mod! Man kan dø af den eliksir!”

Jeg har ikke tænkt mig at lade nogen tale til mig, som om jeg er et komplet fjols, ikke engang Pru. Jeg ved, at lignende eliksirer er blevet testet på mennesker. Så snart Den kronede drømmer steg op på min attende fødselsdag 1. september, begyndte Spell Walkerne at opspore Spectere, som udviste kræfter fra flere væsener – for første gang. Emils kræfter manifesterede sig, mens vi kæmpede mod en.

“Det virkede for de andre Spectere,” siger jeg.

18

Content_9788711992678.indd 18

27/08/21 8:29 PM

Prudencias blik føles ubehageligt. “Mener du andre Spectere som Orton, som brændte op af sin egen ild? Brighton. Din far døde, fordi hans blod ikke kunne klare hydra-delen i ham …”

“Jeg ved godt, hvorfor min far døde!”

“Hvorfor leger du så med ilden på den her måde? Sådan en opførsel er grunden til, at Iris ikke ville have dig med ud på slagmarken! Du tror, du er så sej, men Emil er en af de stærkeste lyskraftkunstnere på vores side, og se ham nu!”

“Forestil dig, hvad jeg vil være i stand til, når mine kræfter manifesterer sig. Jeg kan skyde med ild, gå gennem mure, få lemmer til at gro ud, spæne gennem gaderne. Flyve! Måske kan jeg også besætte folk og …”

“Forbandede stjerner! At besætte folk hjælper dig ikke. Disse kræfter er ikke dine. Den eliksir var lavet til Luna af hendes forældres blod. Måske er der negative bivirkninger. Du er så uansvarlig.”

“Sådan en opsang har du aldrig givet Emil!”

“Emil valgte ikke at blive Specter, og han arbejder virkelig hårdt på at finde ud af, hvordan han kontrollerer sine kræfter, men du har bare kastet dig selv ind i en farlig kombination af lyskraft, en kombination, der kan slå dig ihjel.”

Jeg holder mig til det, jeg har fortalt Emil.

Jeg vil hellere dø uden kræfter end at se ham gøre alt det, jeg ikke kan.

Vi kører ind på en parkeringsplads, og Iris bremser så hårdt op, at jeg må holde Emils hoved.

Aldebaran Lyskraftskadestue er strålende rød og cirkelformet. Gennem vinduet kan jeg se Wesley ved indgangen. Han sveder og tager nogle dybe indåndinger, mens han taler med tre lyskraftlæger. De skynder sig over til os iført blafrende midnatsblå kapper og bærer forsigtigt Emil ud af bilen og hen på en båre. Jeg sværger, at et par af dem ser beundrende på ham, som om han er en slags berømthed. Sagen er den, at Emil rent faktisk er blevet en berømthed, især blandt overjordiske, lige siden han gik viralt flere gange. Han er heldig, at vi ikke er på et almindeligt sygehus, hvor sygeplejerskerne måske ville give ham håndjern på, indtil håndhæverne nåede frem og spærrede ham inde i New York Bounds.

Ud af det blå kan jeg pludselig høre skridt bag mig – det er Maribelle, der er landet. Hun har fanget den kvindelige lyskraftlæges opmærksom19

Content_9788711992678.indd 19

27/08/21 8:29 PM

hed. Hun stirrer bare på Maribelle, hvilket ikke er ualmindeligt. Det var Maribelles mor, Aurora, som blev taget på film i at sprænge Nightlocke Observatoriet i luften, og siden da har det været sværere for overjordiske at leve i fred. Men sådan som lyskraftlægen stirrer på hende, skulle man tro, det var hende selv, der havde sprængt observatoriet i luften. Lægen kigger væk og vurderer alle. Iris, Wesley og Prudencia er allerede ret medtagede – de bløder, de er beskidte, de har blå mærker. Jeg slap ret godt fra det, ingen rørte mig. Det er, som om jeg allerede har evnen til at fase.

Jeg var forsigtig og på vagt, fordi det var mere end rigeligt for mig at blive taget som gidsel af Blodstøberne én gang.

Jeg indhenter lyskraftlægerne, der bærer Emil, lige da elevatordørene lukker.

“Kun familie,” siger den ene læge.

“Det er min bror.”

Det er kun godt, han ikke siger noget. Hvis de kender ham, må de også kende mig. Emil har jo optrådt på min Youtube-kanal 117 gange.

Snart ved de alle sammen, hvem jeg er.

Elevatoren kører op til øverste etage, fjortende. Lyset i gangen er varmt og klart, og det minder mig om, da jeg stod på scenen og holdt dimissionstale. Jeg snubler, føler mig svimmel, men undgår at falde. Lægerne kører Emil ind på en enestue med hvide vægge, store vinduer og ikke mindst et loft med skodder, der kan åbnes op. Sådan er lyskraftskadestuerne normalt indrettet, for at nattehimlen kan helbrede og styrke de overjordiske – og i mindre grad også Specterne.

Lægen tager sig uendelig god tid til at skære Emils kraftsikre vest op. Jeg råber, at han for helvede skal skynde sig, og at Emil blev dolket med en evighedsender. Emil er helt bleg, og jeg står helt tæt på ham og holder ham i hånden, selv da nogen beder mig rykke lidt til side, for min bror skal vide, at jeg er her for ham. Eva Nafasi ville kunne redde Emils liv på et øjeblik, men Spell Walkerne tager hende aldrig med i slagmarken, for at miste healeren ville være et stort tab for os og en stor fordel for vores mange fjender. Jeg er lettet, da den kvindelige læge selv viser sig at have nogenlunde evner til at heale. Hendes kraft er ikke så farverig som Evas, der lyser som en regnbue, men de dæmpede røde farver er med til at gendanne Emils blod. Langsomt, men sikkert. Problemet 20

Content_9788711992678.indd 20

27/08/21 8:29 PM

er, at hun ikke virker stærk nok til helt at lukke såret. Måske bliver de nødt til at sy ham med gammeldags sting.

Jeg ville ønske, at Emil og jeg kunne heale hinanden, kraft til kraft.

Alt det blod gør mig svimmel. Jeg burde sætte mig ned og drikke lidt vand, men det her minder mig for meget om, da far var ved at dø.

Emil ville ikke kæmpe, men jeg skubbede ham. Værelset snurrer rundt, når jeg tænker på, at Emil er i fare for at dø. Han fortjener at leve. Helt ærligt, her er en, der går så meget op i, at vi ikke efterlader en død fønix.

Lysene på væggen bliver svagere. Jeg føler ikke, at Den kronede drømmer gør mig mere kraftfuld eller hjælper mig med at forblive oprejst. Mit greb løsner sig om Emils hånd, og jeg vakler baglæns.

Engang spurgte jeg far, hvordan det føltes at leve med sin blodforgiftning. Han sagde, at han kunne mærke det over det hele: rystelser i kroppen, rødmen i huden, svimmelhed, hjertebanken. Nogle gange blev han stakåndet, som jeg er nu, trak kun vejret halvvejs ned i lungerne og derefter kun en fjerdedel ned i lungerne, og det nærmeste, jeg har været noget, der minder om den langsomme kvælning, var, da jeg fik angstanfald på grund af eksamen, eller endnu værre, de angstanfald, jeg fik, når far kom hjem fra sygehuset med endnu kortere forventet levetid.

Jeg falder om og ser op på Den kronede drømmer fra gulvet, og mens mine øjne lukker sig, får jeg en usvigelig sikker fornemmelse af, at Høsteblodet ikke vil gøre mig udødelig. Det vil forgifte mig dødeligt.

Content_9788711992678.indd 21

27/08/21 8:29 PM

TO

FANGE NESS

Hvem bliver jeg nu? Senatorens fange ude i verden eller en, der er buret inde i Bounds-fængslet?

Vi befinder os under dæk, da senatoren beder mig komme ud og få lidt luft forrest på skibet for at tænke over den store beslutning, jeg skal træffe.

Det at have fået en på tuden af ham og være blevet ramt af håndhævernes lammende kraft for nogle timer siden, samtidig med at skibet sætter farten op i retning mod øen, gør ikke noget godt for min balanceevne, da jeg går op ad den smalle trappe og træder ud i agterstævnen.

To fuldstændig sortklædte mænd bevogter trappen, og ingen af dem lægger specielt meget mærke til mig, selvom vi kender hinanden ret godt.

Senatorens sikkerhedsansvarlige, Jax Jann, har altid mindet mig om en olympisk svømmer med sin trænede overkrop og lange arme og ben. Han har tykke øjenbryn og rødt hår, der er trukket op i en hestehale. Han har de mest imponerende telekinetiske evner, jeg nogensinde er stødt på. Ingen snigmorder vil nogensinde få ram på senatoren, så længe han er i nærheden.

Den anden, Zenon Ramsey, har mørkeblond hår, der fuldstændig dækker hans øjne, hvilket giver folk den opfattelse, at han ikke lægger mærke til 22

Content_9788711992678.indd 22

27/08/21 8:29 PM

noget, selvom han rent faktisk er mere årvågen end de fleste. Han har en sjælden evne til at se tingene fra andre folks perspektiv – bogstavelig talt.

Jeg har hørt, at det kun virker på kort afstand, men det er alt, hvad han har brug for for at være sikkerhedsvagt og scanne for fare inden for en radius af tre kilometer.

Senatoren har altid ansat overjordiske til at beskytte vores familie, og det, at han har overjordiske livvagter, når han aktivt arbejder imod dem i samfundet, har altid føltes som et slags magisk trick, indtil jeg fandt ud af, hvor godt de bliver betalt for at holde ham i live. Hvilket er mere, end man kan sige om det at være en Blodstøber, der havde til opgave at gøre Luna udødelig. Det mest chokerende var, hvordan Jax og Zenon så på mig, som om det ikke var meningen, at jeg skulle være blevet sprængt i småstykker på Nightlocke Observatorium.

Hvor mange andre ved, at senatoren forsøgte at få sin egen søn dræbt, så han kunne hænge Spell Walkere ud som en trussel mod samfundet?

Selv hvis der var en måde, hvorpå jeg kunne overmande Jax og Zenon og stikke af i en redningsbåd, så fortæller det gennemtrængende skrig, som lyder over os, mig, at jeg ikke ville komme ret langt. En fønix, der er fire gange så stor som en ørn, svæver ned mod floden. Den krystalblå mave strejfer vandets overflade, mens den leder efter potentielle indtrængende eller folk, der er stukket af. Denne fønix med våde, blå fjer er en himmelsvømmer. Jeg kan kende den fra engang, hvor senatoren kom hjem fra jagt med et hoved magen til. Det hænger måske stadig på væggen på kontoret i huset.

“Et imponerende syn,” siger senatoren, mens han følger efter mig ud i forstævnen på skibet.

Først tror jeg, han taler om himmelsvømmeren, men han stirrer ligeud mod vores destination. New York Bounds er en samling af små stenslotte, helt tæt samlede, som om nogen har skubbet alle tårnene i et skakspil sammen. Tårnene har ingen vinduer. De er designet sådan, for at de indsatte er forhindret i at se stjernerne, hvilket lægger en dæmper på deres evner. Isolationsfængsling er den mest grusomme straf; at begrave overjordiske så dybt under jorden, at det føles, som om alle stjerner er forsvundet fra universet.

Jeg har selv set det.

23

Content_9788711992678.indd 23

27/08/21 8:29 PM

Senatoren tog mig med herud, efter min mor blev dræbt.

Jeg fik en rundvisning på New York Bounds, så jeg kunne forstå, hvor kreative fængslets arkitekter havde måttet være for at kontrollere de kraftfulde indsatte. På en af etagerne flød to mænd rundt i store vandbeholdere. Kun deres hoveder nåede lige akkurat op over overfladen, så de kunne trække vejret og spise; deres affald var deres eget problem. Ildstøberen kunne slet ikke fremkalde sin kraft, og hvis lynkasteren ønskede at bevæge sig, ville den bevægelse koste ham livet. På en anden etage var der installeret elektricitet i udkanten af en celle for at forhindre en kvinde, der kunne smelte sig om til flydende form, i at flygte. Hendes nabo var en mand, der kunne gå i et med hvilken som helst baggrund, så her havde man installeret sprinklere med forskellige farver maling for altid at kunne holde styr på ham.

Den sidste person, vi besøgte den dag, var en indsat i isolation. Han var blevet fængslet for at bruge sine varmekræfter til at få sin families blod til at koge. Skrigene gav ekko gennem gangene og gjorde mig så nervøs, at jeg havde gemt mig bag min daværende livvagt, Logan Hesse.

Men da sikkerhedsvagten åbnede døren til cellen, indså jeg, at jeg ikke havde nogen grund til at være bange. Den indsatte havde kæder om både hænder, ankler og livet. Der var ingen modstand tilbage i ham, mens vi betragtede ham, som om han var et eller andet dyr i zoologisk have. Næste dag blev den overjordiske fundet død i sin celle med røde håndaftryk i sit blege ansigt. Da senatoren fortalte mig det, hånede han den døde ved at efterligne hans selvmord. Jeg grinede højt og gik så i gang med lektierne igen.

Jeg hader den, jeg var.

Skibet lægger til kaj. Øen er kendt for sine fælder, sandbasilisker, der kan sluge mennesker hele, men da senatoren træder ud på stranden før mig, stoler jeg på, at han ved mere, end jeg gør lige nu. Jeg overvejer, om jeg kan klare den stejle tur på de takkede klipper op til fængslet, da en ældre mand træder frem fra en klynge træer. Lommelygten, der viser ham vej, oplyser hans ansigt, og jeg genkender ham med det samme.

Det er ham, der styrer øen.

Barrett Bishop er meget bleg, som om han kun kommer ud om natten. Sidst, jeg så ham, var morgenen for det store Blackout, og han 24

Content_9788711992678.indd 24

27/08/21 8:29 PM

har flere rynker omkring øjnene og gråt, skulderlangt hår. Han slæber den brune jakke, der hører til hans tre-delte jakkesæt, efter sig, for han er mere ligeglad med, hvordan han ser ud, end senatoren. En kontrast, der har fungeret godt for dem til det her valg. Senatoren er den alvorlige kandidat, som er den bedst kvalificerede til jobbet, men Bishops vibes af almindelighed og hans erfaring som chef for New York Bounds har gjort ham til et drømmeemne som vicepræsident. Deres tilhængere støtter ham ved hvert eneste vælgermøde, selv når han siger de mest farlige ting.

“Edward,” siger Bishop hæst og ser på senatoren. Så vender han sit isblå blik mod mig. “Du har taget dit spøgelse med.”

“Det har jeg nemlig,” siger senatoren.

Bishop lyser mig direkte i øjnene med lommelygten og leger med mig, som om jeg er en kat, der keder sig, før han slukker den. “Hvad gør vi med spøgelset? Begraver vi ham dybt i Bounds-komplekset?”

“Det er hans valg,” siger senatoren.

De små lys fader, og Bishops smil antyder, at han vil gøre mig til sin personlige fange. Hvis jeg sad i fængsel, ville det være nok straf at sidde i en celle og fortryde alt, jeg har gjort forkert. Men arkitekterne bag fængslet, som hader lyskraft, bliver nødt til at vise deres magt. De vil vise os alle sammen, alle steder, at vores kræfter kan overvindes med almindelige midler. De har en dyster fantasi og nok had til, at de kan tage hjem om aftenen uden at føle sig som umennesker.

Engang havde jeg det samme had.

Efter vores besøg på New York Bounds spurgte senatoren mig, hvordan jeg ønskede, at de skulle straffe den mand, der dræbte min mor, hvis vi nogensinde fangede ham. De overjordiske havde skabt en illusion og narret min mor til at tro, at han var hendes ven, før han stak hende ned. Hele dagen overvejede jeg mit svar, og under aftensmaden sagde jeg til senatoren, at jeg ville lænke den overjordiske til en stol, få hans familie derind og så dræbe dem alle for øjnene af ham. Ingen illusioner. Ren virkelighed.

“Vi kan ikke myrde folk,” havde senatoren sagt.

Men det er tydeligvis løgn. Han planlagde mordet på mig og gav uskyldige overjordiske skylden. Sandheden er, at han ikke må blive taget med blod på hænderne.

25

Content_9788711992678.indd 25

27/08/21 8:29 PM

Så ... hvad gør jeg?

Jeg hadede at blive brugt af senatoren til at sprede hans budskab til andre unge om, at alle overjordiske er farlige, men de planer, han har for mig nu, er endnu mere ekstreme. På båden sagde han, at han vil have mig til at bruge mine evner som formskifter til at give mig ud for at være kongresmedlem Sunstar og hendes team for at modarbejde den støtte, hun har fået i præsidentvalgkampen. Jeg kender ikke detaljerne i planen, men hvis der er en chance for, at jeg kan fremstå som hende et eller andet offentligt sted, så er der måske en mulighed for, at jeg kan flygte.

Lige nu har jeg ingen chance for at undslippe den her labyrint – fire tårne med flere etager, bevæbnede vagter og uendeligt mange fælder.

Jeg vender mig mod senatoren for at give ham hans svar. Den aftagende kronede drømmer spejler sig i hans briller. Jeg har ingen anelse om, hvordan det gik her til aften med udødelighedsritualet. Jeg håber, Emil fandt sin bror og slap afsted med fønixen. Jeg håber, at han ikke døde for den fugls skyld. Hvis jeg nogensinde får mulighed for at se ham igen, er jeg nødt til at være lige så beregnende og tålmodig, som Luna har været hele sit liv.

Jeg vil være den bonde, der vælter kongen. Jeg vil snyde manden, der uden så meget som en metamorfmuskel i sig narrer verden.

“Jeg vælger at arbejde for dig,” siger jeg.

“Klogt valg, Eduardo,” siger senatoren med et kort ’så er det afgjort’-bifald.

“Jeg havde ellers glædet mig til at gøre dit fængselsophold til en udfordrende leg,” siger Bishop. “Men vi må vel klare os uden så.”

“Så lad os tage hjem,” siger senatoren.

Hjem. Det kolde hus har ikke været mit hjem siden før Blackoutet.

Det er et andet slags fængsel. Men hvis jeg kan bide den følelse i mig og vente på, at senatoren åbner døren på klem, kan jeg slippe væk uden at se mig tilbage.

Forhåbentlig kan jeg undslippe, før jeg kommer til at hjælpe senatoren med at blive præsident.

Content_9788711992678.indd 26

27/08/21 8:29 PM

TRE

DØDENS GREB MARIBELLE

For nogle måneder siden, jeg kan ikke huske præcis hvornår, for fire, måske fem måneder siden, stod der en overjordisk på gadehjørnet og reklamerede for sin evne til at se ind i fortiden og fremtiden. Normalt er jeg ikke så desperat, men jeg ville gøre alt for at finde ud af sandheden om mine forældres død. Atlas havde advaret mig mod at have for høje forventninger.

Jeg burde have stolet mere på hans instinkt. Mor sagde altid, at jeg havde en tilbøjelighed til at fare vild i mit tågede sind, og at en klart tænkende som Atlas ville være god for mig. Den overjordiske og hendes krystalkugle gav ingen mening, men efter så lang tid har jeg endelig fået mit svar: June, Specteren med spøgelsesblod, besatte min mor og gav hende skylden for Blackoutet, så hele landet ville miste tiltroen til Spell Walkerne.

Så besatte June mig og fik mig til at slå Atlas ihjel.

Jeg havde brug for at være lidt alene, så jeg har sat mig op på taget af Aldebaran Lyskraftskadestue. Jeg sidder og dingler med benene ud over den fjorten etager høje bygning, og Den kronede drømmers stjernelys prikker i min hud en sidste gang, før den forsvinder helt fra himlen. Nu er det sket. Lunas sidste forsøg på at blive udødelig er forbi. Jeg ville ikke 27

Content_9788711992678.indd 27

27/08/21 8:29 PM

sige nej til kassevis af stjernebelyst vin og æsker fulde af flammekager som tak for de mirakler, Brighton og jeg udførte i aften.

Det lykkedes mig at få en gave med. Glemselsdolken, som jeg leger med mellem fingrene, er smuk. Ikke på grund af, hvordan den ser ud, ved stjernerne, nej. Den sjældne dolk ligner en rådden knogle og bærer mørkegrå mærker fra alle de spøgelser, der er blevet dræbt med den – senest Lunas forældre. Dolken er også overraskende tung, tung som den overjordiskes krystalkugle, som jeg kastede igennem hendes fløjlsbeklædte rum, da det gik op for mig, at hendes tydning var fup. Ren svindel for at tjene penge. Glemselsdolken er smuk, fordi det er det våben, jeg kan bruge til at gøre en ende på June for evigt.

Jeg er udmattet. Forslået, træt helt ind i knoglerne, ømme muskler.

Jeg har ikke hvilet, siden jeg faldt sammen over Atlas’ lig på museet, lige efter at mine nye evner åbenbarede sig for mig og alle omkring mig i en ring af ild. Men jeg kan ikke sove uden Atlas i aften. Følelsen minder mig om de mørke, ensomme nætter efter Blackoutet, hvor jeg tvang alle til at gå, selv min dengang bedste ven, Iris, som også sørgede over sine forældre. Men så blev Atlas mit lys. Nogle eftermiddage måtte han hjælpe mig ud af sengen. Andre gange var jeg stærk nok til selv at kunne. Lige nu er jeg rædselsslagen ved tanken om at lægge mig i hvilken som helst seng uden ham.

Den kolde vind blæser mit hår tilbage. Jeg ville ønske, far var her, så han kunne flette det, som han gjorde, da jeg var barn. Men det er han ikke.

Døden har et fast greb i mig. Den tager alle, jeg elsker.

Mor, far. Atlas. Simone, Konrad.

Det havde ikke behøvet at være sådan her. Hvis jeg havde vidst, at mine forældre var grundlæggerne af Spell Walkerne, ville jeg have forstået, at min evne til at svæve kun var et glimt af det, jeg ville være i stand til, når jeg havde arvet Bautista de Leóns fønix-evner. Jeg ville have vidst, at de stærke instinkter, der holdt mig i live, når jeg var i kamp, var en slags sjette sans, en udvidelse af Sera Córdovas syn, der advarede om mulig fare. Jeg kunne have styrket mine kræfter og sørget for, at mor og far blev hjemme, inden de tog afsted for at prøve at redde verden. Inden de satte vores bevægelse flere år tilbage.

Jeg kunne have brugt mine kræfter på at holde Atlas i live.

28

Content_9788711992678.indd 28

27/08/21 8:29 PM

Mens vi venter på at se, hvad der sker med Emil, og om Brighton tager tilbage med mig bagefter, så vi kan opspore Blodstøberne sammen, burde jeg hente Atlas’ bil, som jeg lod stå nogle blokke fra Alfakirken for Nyt Liv. Jeg har endnu ingen skede til glemselsdolken, og den er for stor til at kunne være i mine støvler, så jeg skjuler den igen i den vatterede lomme i min kraftsikre vest.

Jeg går ind igen gennem en pyramideformet dør, og et par lyskraftlæger ser nervøst på mig, som om jeg kunne finde på at springe det hele i luften, ligesom de tror, at min mor sprængte observatoriet i luften. Disse lyskraftlæger er vist lidt unge i det, måske kun et par år ældre end mig, så måske er de slet ikke klar over, at Spell Walkere for otte år siden hjalp et dusin lyskraftskadestuer ved at indsamle millioner til tekniske opgraderinger. Folk betalte for at få taget et billede sammen med mine forældre og Iris’ forældre. Og Iris og jeg følte os som kongelige, når folk, der støttede indsamlingen, bad om personlige hilsener og fødselsdagskort til børn, de kendte. Men de fleste penge kom fra folk, der gerne ville vide, hvordan det var at kunne flyve. Og ikke bare at flyve, men at flyve sammen med de dengang højt skattede Spell Walkere. Hvorfor skulle man springe ud i faldskærm, når Lucero-familien kunne flyve en rundt i nabolaget et par minutter?

Alting var ikke perfekt dengang, og det bliver det heller aldrig, men jeg ville være klar til at slå ihjel for at få den tid tilbage.

Jeg vil slå ihjel for at få den tid tilbage.

Jeg drejer om et hjørne hører en, der snøfter. Prudencia sidder på gulvet og græder ned i sine hænder. Emil må være død. Jeg ved, at han har et godt hjerte, men det virker retfærdigt. Hvis Emil ikke havde sluppet June, da vi endelig fik fat på hende i Apollo Arena, ville Atlas være i live lige nu.

“Er Emil død?” spørger jeg.

Prudencia kan næsten ikke få ordene frem, og hun tørrer ikke tårerne væk fra sine våde, brune øjne. “Det ved jeg ikke. Lyskraftlægerne er allerede i gang med at se til ham, men Brighton … han er også bevidstløs, og der er et hold, der prøver at redde ham.”

Så vidt jeg kan se, er Brighton og Emil hendes allernærmeste. Prudencias forældre blev også dræbt, og nu er hun også ved at miste alle dem, 29

Content_9788711992678.indd 29

27/08/21 8:29 PM

hun elsker. Hun involverede sig kun i den her krig, fordi hun ville ordne det med sine bedste venner. Bliver hun hos Spell Walkerne, hvis de dør, eller tager hun tilbage til sin tante, der hader overjordiske? Jeg ved det ikke.

“Der er stadig håb,” siger jeg. Det er sandt. Jeg spilder ikke mit åndedræt på tomme ord. “Det er sket før, at Spectere er besvimet i begyndelsen af deres udvikling. Når de har drukket eliksirer. Når deres kræfter dukker op for første gang. Deres kroppe skal vænne sig til det. Og Høsteblodet er et helt andet niveau. Jeg er sikker på, at Brighton klarer den.”

“Det er ikke meningen, at Brighton skal være Specter,” siger Prudencia.

Tjah, men det er jo ikke meningen, at nogen skal være Specter. Heller ikke mig. Men Emils ambition om at skabe en eliksir, som kan binde kræfter – den eliksir, Bautista og Sera arbejdede på, før de døde – føles som en umulig opgave. Det virker ikke som den letteste sag i verden at få en erfaren alkymist til at forvandle nogen til Specter, men den opgave er ikke lige så overvældende som at få alle Spectere til at blive almindelige mennesker. Den stjerne er for længst blegnet, som det hedder i det gamle ordsprog.

“Brighton traf sit valg,” siger jeg.

“Og du valgte at hjælpe ham, så jeg har lyst til at smide dig gennem væggen … men jeg kender også Brighton. Selv hvis du ikke havde hjulpet ham, var han dukket op alligevel. Du holdt ham nok i virkeligheden i live.” Prudencia stirrer ligeud på den modsatte væg, hvor der hænger en beroligende plakat med overjordiske, der løber på vandet. Jeg kan ikke forestille mig, at det har den tilsigtede virkning på hende nu.

“Hvad var hans grund til at drikke Høsteblodet?” spørger hun.

Da Brighton første gang præsenterede sin plan, kunne jeg se igennem dét, som nogle folk, selv Prudencia, nok fejltolker som charme.

“Han sagde, at det var nødt til at være ham, der drak den. Han sagde, at det ville være for risikabelt for mig, for vi ved jo ikke nok om blodtypen hos en, der både har arvet overjordiske og Specter-evner.”

“Som om han ikke selv løb en risiko! Som for eksempel, at hans egen far ikke overlevede at have hydra-essens i sig, eller at Luna lavede eliksiren med blod fra sine forældre, eller at intet af det var testet, og at han udmærket vidste det, men gjorde det alligevel!”

30

Content_9788711992678.indd 30

27/08/21 8:29 PM

Hun hyperventilerer, og det minder mig om de mange dage efter mine forældres død, hvor jeg græd og skreg så meget, at Atlas og Iris og de andre overhovedet ikke kunne forstå, hvad jeg forsøgte at sige.

“Han dør,” siger Prudencia.

“Måske. Lyskraftkunstnere har ikke nødvendigvis en luksus som tid.

Det burde du vide, eftersom dine forældre døde.”

Hun rejser sig op. “Hvad snakker du om?”

“Jeg holder aldrig noget hemmeligt for Atlas. Du havde dine grunde til ikke at fortælle Brighton, at du er overjordisk, det er jeg med på. Men hvordan tror du, det føles for ham, at du fortalte din hemmelighed til Iris, en komplet fremmed, før du betroede dig til ham?”

“Jeg ville ikke have, at han skulle udnytte mig. Du så, hvordan han brugte Emil til at booste sin egen status og berømmelse. Og det er anderledes med Brighton og mig end med dig og Atlas.”

“Jeg var ærlig over for den person, jeg elsker, og det var du ikke.”

Prudencia himler med øjnene. “Du kender mig ikke.”

“Du tog afsted på missioner, der involverede farlige typer, hvor du vidste, at du måske ville blive nødt til at afsløre din telekinese for at holde Brighton i live.”

“Og holde Emil i live!” Hun ryster. Den vrede ville være meget brugbar mod Blodstøberne, hvis hun en dag besluttede sig for at gøre alvor af det.

“Mener du helt ærligt, at du ville være taget på alle de missioner, hvor du vidste, at Emil blev beskyttet af Spell Walkere, hvis Brighton ikke var der?”

Prudencia tager en dyb indånding. Hun skal lige til at sige noget, men hun bider det i sig og går. At gemme sig for sin sande natur er vist hendes ting.

Hvis Wesley ikke havde trukket mig væk fra June, ville jeg spørge, om han ville tage med mig hen for at hente Atlas’ bil. Men jeg er skidesur, så jeg går ned ad trappen for at undgå ham og Iris, og da jeg når udenfor, hopper jeg op i luften og svæver gennem nattens skygger med vinden susende om ørerne.

Det tager ikke ret lang tid at komme hen til kirken. Jeg er forsigtig, for der holder stadig en af håndhævernes kampvogne foran kirken og en ambulance og politibiler i nærheden. Ligposerne med de døde akolutter 31

Content_9788711992678.indd 31

27/08/21 8:29 PM

bliver nok båret ud inden så længe. Politibetjente afhører folk, og jeg spekulerer på, om øjenvidnerne overdriver detaljerne om, hvad der skete, som det er sket så mange gange før.

Jeg låser Atlas’ bil op, men før jeg kører tilbage til Aldebaran for at høre, om der er nyt om Brighton, åbner jeg bagagerummet og tager den vinflaske, der indeholder Atlas’ aske. Jeg kremerede ham selv med den kraft, der manifesterede sig efter hans død. Jeg dør, hvis en digter en dag får fingre i den historie.

Jeg er ikke ekspert i spøgelser. Det er ikke en fjende, vi før har krydset klinger med, og jeg er vokset op med de sædvanlige historier om, at spøgelser kun kommer frem om natten, og at de kun går igen i verden, hvis de blev brutalt myrdet. Men Lunas ritual lærte mig noget værdifuldt. En alkymist, der er fortrolig med nekromanti, kan påkalde et genfærd. Det eneste, de har brug for, er noget fra personen, fra da de var i live, og så at den person, der dræbte dem, er til stede. Det virker ikke særlig kosmisk retfærdigt over for spøgelserne, men hvis der er kommet noget godt ud af, at June besatte mig, da hun skød Atlas i hjertet med magiskud, så er det, at jeg også bør tælle som hans morder.

Men først vil jeg dræbe June og hævne ham.

Jeg knuger Atlas’ aske ind til mit hjerte og dagdrømmer om den dag, hvor jeg kan påkalde hans genfærd og sende ham fredeligt afsted mod stjernerne.

Content_9788711992678.indd 32

27/08/21 8:29 PM