En bjørn ved navn Paddington (uddrag)

En bjørn ved navn

Paddington

af

Michael Bond

illustreret af

peggy fortnum

på dansk ved Lene Ewald Hesel

EN BJØRN VED NAVN PADDINGTON er oversat fra engelsk efter “A Bear Called Paddington” af Lene Ewald Hesel Tekst © 1958 Michael Bond Indledning © 2008 Michael Bond Illustrationer © 1958, 1959, 1960, 1961, 1962, 1964, 1966, 1968, 1970, 1974, 1979, 2008 Peggy Fortnum og William Collins Sons and Co. Ltd., farvelagt af Mark Burgess Grafisk tilrettelæggelse: Christian Bach Originally published by HarperCollins Children’s Books, a division of HarperCollinsPublishers Ltd. Translated under licence from HarperCollinsPublishers Ltd. All rights reserved Bogen er sat med Bembo Std. 1. udgave, 1. oplag, 2021 Trykt af Livonia, Letland, 2021 ISBN: 9788711984307 Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven. Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont carlsen.dk lindhardtogringhof.dk

Kapitel 1

Pas godt på denne bjørn hr. og fru brown mødte Paddington første gang på en jernbaneperron. Ja, det var faktisk derfor, han fik sådan et usædvanligt bjørnenavn, for stationen hed nemlig Paddington.

Hr. og fru Brown var taget hen på stationen for at hente deres datter, Judy, der kom hjem fra kostskole for at holde sommerferie. Det var en varm sommerdag, og stationen vrimlede med folk på vej til stranden. Togfløjterne skingrede, højttalerne gjaldede, ­dragerne fór rundt og råbte ad hinanden, og der var så meget larm,

–

19 —

En bjørn ved navn Paddington

at hr. Brown, som var den første, der fik øje på bjørnen, måtte sige det flere gange til sin kone, før hun forstod det.

“En bjørn? På Paddington Station?” Hun så forbløffet på sin mand. “Vær nu ikke fjollet, Henry. Det kan jo ikke passe!”

Hr. Brown rettede på brillerne. “Jamen det er rigtigt!” insisterede han. “Jeg så den klart og tydeligt. Derovre – lige ved cykelstativet. Den havde en besynderlig hat på.”

Uden at vente på svar greb han hende i armen og halede hende gennem mylderet, uden om en salgsvogn belæsset med chokolade og te og kaffe, forbi en bogbod, ind gennem en sprække i et bjerg af kufferter og hen mod Hittegodskontoret.

“Der kan du selv se,” sagde han triumferende og pegede hen mod et mørkt hjørne, “det var jo dét, jeg sagde!”

Fru Brown fulgte hans hånd med blikket og kunne lige akkurat skimte en lille, lodden skikkelse inde i skyggen. Det så ud, som om den sad på en kuffert af en slags, og rundt om halsen hang et skilt, hvor der stod et eller andet. Kufferten var gammel og ramponeret, og på siden af den stod der med store bogstaver: HÅNDBAGAGE. Fru Brown knugede sin mands arm. “Du har ret, Henry!” udbrød hun. “Det er en bjørn!”

Hun studerede den nærmere. Det så ud til at være en meget usædvanlig slags bjørn. Pelsen var brun (en temmelig snavset brun), og på hovedet havde den en besynderlig hat med en meget bred skygge. Under hatteskyggen kiggede to store, runde øjne på hende.

Bjørnen må have fornemmet, at man ventede sig noget af den, for den rejste sig og lettede høfligt på hatten, så to sorte ører kom til syne. “God eftermiddag,” sagde den med en lille, klar stemme. “Øh ... god eftermiddag,” svarede hr. Brown tøvende. Der opstod en kort tavshed.

–

20 —

Cyan Magenta Yellow Black

Bjørnen så spørgende på dem. “Kan jeg hjælpe jer med noget?”

Hr. Brown fik et fåret udtryk i ansigtet. “Æhm ... nej. Vi stod faktisk og tænkte på, om vi måske kunne hjælpe dig?”

Fru Brown bøjede sig forover. “Du er en meget lille bjørn,” sagde hun.

Bjørnen skød brystet frem. “Jeg er en meget sjælden bjørn,” sagde den betydningsfuldt. “Der er ikke mange af min slags tilbage, dér hvor jeg kommer fra.”

“Og hvor er så det?” spurgte fru Brown.

Bjørnen så sig omhyggeligt om, før den svarede. “Det mørkeste Peru. Egentlig må jeg slet ikke være her. Jeg rejste som blind passager!”

“Blind passager?” Hr. Brown sænkede stemmen og så sig nervøst over skulderen. Han ventede næsten at se en politibetjent stå lige bag ham og notere det hele ned på sin notesblok.

“Ja,” sagde bjørnen. “Jeg udvandrede, forstår I.” Der kom et

TJ438-2-2008 IMUK HCC1131 A Bear Called Paddington W:189mmXH:254mm 175L 130 Stora Enso M/A Rhodamine/Magenta (D)

Pas godt på denne bjørn

15

En bjørn ved navn Paddington

sørgmodigt udtryk i dens øjne. “Jeg boede sammen med min tante Lucy i Peru, men hun kom på et alderdomshjem for bjørne.”

“Du mener da vel ikke, at du er rejst den lange vej fra Sydamerika helt alene?” udbrød fru Brown.

Bjørnen nikkede. “Tante Lucy sagde altid, at hun gerne ville have, jeg udvandrede, når jeg blev gammel nok. Det er derfor, hun lærte mig engelsk.”

“Jamen hvad levede du af undervejs?” spurgte hr. Brown. “Du må da være hundesulten?”

Bjørnen bøjede sig ned og låste kufferten op med en lille nøgle, som den havde i en snor om halsen, og tog et næsten tomt marmeladeglas op. “Jeg spiste appelsinmarmelade,” sagde den stolt. “Bjørne kan godt lide appelsinmarmelade. Ombord på skibet skjulte jeg mig i en redningsbåd.”

“Men hvad vil du gøre nu?” spurgte hr. Brown. “Du kan ikke bare sidde hér på stationen og vente på, at der sker noget.” “Åh, jeg skal nok klare mig ... det håber jeg da.” Da bjørnen bøjede sig ned for at lukke kufferten igen, fik fru Brown et glimt af teksten på skiltet. Der stod ganske enkelt: pas godt på denne

bjørn. tak.

Hun vendte sig om mod sin mand. “Åh, Henry, hvad skal vi gøre?” sagde hun indtrængende. “Vi kan ikke bare efterlade ham hér – jeg tør ikke tænke på, hvad der kan ske ham. London er sådan en stor by, når man ikke har noget sted at tage hen. Kan han ikke bo hos os i et par dage?”

Hr. Brown tøvede. “Jamen kæreste Mary, vi kan da ikke bare tage ham med sådan uden videre. Når alt kommer til alt ...”

“Når alt kommer til alt, så hvad?” Fru Browns stemme havde fået en skarp undertone. Hun så ned på bjørnen. “Den er ret sød.

–

22 —

Cyan Magenta Yellow Black

Og det kunne være så hyggeligt for Jonathan og Judy, også selvom det kun er for en kort periode. De ville aldrig tilgive os, hvis de vidste, at du lod den blive her.”

“Det lyder højst ureglementeret,” sagde hr. Brown usikkert. “Jeg er sikker på, der er en lov om den slags.” Men så bøjede han sig ned. “Har du lyst til at komme og bo hos os?” spurgte han. “Hvis du altså ikke har andre planer,” tilføjede han hurtigt, for han ville ikke såre bjørnen.

Bjørnen sprang op, så den var lige ved at tabe hatten af bar glæde. “Ja tak, det vil jeg meget gerne. Jeg har ikke noget sted at tage hen, og alle lader til at have frygtelig travlt.”

“Jamen så er det afgjort,” sagde fru Brown, før hendes mand kunne nå at ombestemme sig. “Og du kan få appelsinmarmelade

TJ438-2-2008 IMUK HCC1131 A Bear Called Paddington W:189mmXH:254mm 175L 130 Stora Enso M/A Rhodamine/Magenta (D)

Pas godt på denne bjørn

17

En bjørn ved navn Paddington

til morgenmad hver eneste dag, og ...” Hun forsøgte at komme i tanke om noget andet, som bjørne sikkert godt kunne lide.

“Hver dag?” Bjørnen så ud, som om den ikke kunne tro sine egne ører. “Derhjemme fik jeg det kun ved særlige lejligheder.

Appelsinmarmelade er meget dyrt i det mørkeste Peru.”

“Så skal du få det hver eneste dag, fra og med i morgen,” fortsatte fru Brown. “Og honning om søndagen.”

Der kom et bekymret udtryk i bjørnens øjne. “Er det meget dyrt?” spurgte den. “Forstår du, jeg har ikke ret mange penge.”

“Selvfølgelig ikke – vi kunne da ikke drømme om at tage noget for det. Vi vil betragte dig som et medlem af familien, ikke sandt, Henry?” Fru Brown så appellerende på sin mand.

“Naturligvis,” svarede hr. Brown. “Hvis du tager med os hjem,”

–

24 —

Pas godt på denne bjørn

tilføjede han, “må vi hellere præsentere os. Det er fru Brown, og jeg er hr. Brown.”

Bjørnen lettede høfligt på hatten, to gange. “Jeg har ikke rigtig noget navn,” sagde den. “Jo, altså et peruviansk, selvfølgelig, men det er kun bjørne, der kan udtale det.”

“Så må vi hellere finde et andet navn til dig,” sagde fru Brown.

“Det vil gøre alting meget lettere.” Hun så sig om på stationen for at få en idé. “Det må gerne være noget lidt specielt,” sagde hun tankefuldt. I det samme var der et lokomotiv ved en af perronerne, der med et støn begyndte at rulle ud fra stationen. “Nu ved jeg det!” råbte hun. “Vi fandt dig på Paddington Station, så vi kalder dig Paddington!”

“Paddington.” Bjørnen smagte på navnet et par gange. “Det er et meget langt navn.”

“Og et meget fornemt navn,” sagde hr. Brown. “Jeg kan godt lide navnet.Vi kalder dig Paddington.”

Fru Brown rejste sig. “Glimrende. Nå, Paddington, jeg skal over på en anden perron for at tage imod vores datter, Judy, der kommer hjem på ferie. Du må være tørstig efter den lange rejse, så gå du bare med hr. Brown hen til cafeen, så du kan få en dejlig kop te.”

Paddington slikkede sig om munden. “Jeg er faktisk ret tørstig,” sagde han. “Man bliver frygtelig tørstig af havvand.” Han hankede op i sin lille kuffert, trak hatten godt ned i panden og slog venligt ud med den ene pote i retning af cafeen. “Efter dig, hr. Brown.” “Øh ... tak, Paddington,” sagde hr. Brown.

“Pas nu godt på ham, Henry,” råbte fru Brown efter dem. “Og tag for guds skyld det skilt af ham, når du kan komme til det – det får ham til at ligne en pakke. Hvis en af dragerne får øje på ham, smider han sikkert Paddington på bagagevognen.”

–

25 —

En bjørn ved navn Paddington

Der var mange i cafeen, men det lykkedes hr. Brown at finde et bord til to i et hjørne. Når Paddington stod på stolen, kunne han lige akkurat hvile poterne på bordpladen. Han så sig nysgerrigt om, mens hr. Brown hentede teen. Synet af alle de spisende cafegæster mindede ham om, hvor sulten han var. Der lå en halvspist bolle på en tallerken, men netop som han rakte ud efter den, kom der en servitrice og satte tallerkenen med bollen over på en afrydningsbakke.

“Den skal du ikke tage, min ven,” sagde hun og klappede ham venligt. “Det er ikke til at vide, hvor den har været.”

Paddington følte sig så tom indeni, at han egentlig var ret ligeglad med, hvor bollen havde været, men han var alt for høflig til at gøre indvendinger.

“Nå, Paddington,” sagde hr. Brown, da han satte to dampende kopper te og et fad med kager på bordet. “Hvordan ser det her ud til at begynde med?”

Paddingtons øjne strålede. “Det ser dejligt ud,” svarede han. Så skævede han skeptisk til teen. “Men det er svært med kopper – mit hoved har det med at sidde fast i dem, eller også falder hatten ned i dem, så teen smager underligt.”

Hr. Brown tænkte sig om. “I så fald må du hellere give mig hatten, og så hælder jeg teen over i underkoppen for dig. Det gør man ganske vist ikke i de bedre kredse, men der er nok ikke nogen, der vil tage anstød af det denne ene gang.”

Paddington tog hatten af og lagde den forsigtigt på bordet, mens hr. Brown hældte lidt af teen over i underkoppen. Han så lækkersultent på kagerne, især en stor én med flødeskum og syltetøj, som hr. Brown satte på en tallerken foran ham.

“Værsgo,” sagde hr. Brown. “De havde desværre ikke nogen med appelsinmarmelade – det her var det bedste, jeg kunne få.”

–

26 —