Blackout (uddrag)

Dhonielle Clayton Tiffany D. Jackson Nic Stone

Angie Thomas Ashley Woodfolk Nicola Yoon På dansk ved Elisabeth Kiertzner, Dorthe Hjort Jensen, Astrid Heise-Fjeldgren, Betty Frank Simonsen og Christian Bach CARLSEN PULS

BLACKOUT Blackout copyright © 2021 by Dhonielle Clayton “Gåturen” er oversat fra engelsk efter “The Long Walk” af Elisabeth Kiertzner copyright © 2021 by Tiffany D. Jackson “Uden maske” er oversat fra engelsk efter “Mask Off ” af Christian Bach copyright © 2021 by Nic Stone “Som skabt for hinanden” er oversat fra engelsk efter “Made to Fit” af Dorthe Hjort Jensen copyright © 2021 by Ashley Woodfolk “Alle de store kærlighedshistorier … og støv” er oversat fra engelsk efter “All the Great Love Stories … and Dust” af Astrid Heise-Fjeldgren copyright © 2021 by Dhonielle Clayton “Ingen søvn før Brooklyn” er oversat fra engelsk efter “No Sleep Till Brooklyn” af Betty Frank Simonsen copyright © 2021 by Angela Thomas “Seymour og Grace” er oversat fra engelsk efter “Seymour and Grace” af Dorthe Hjort Jensen copyright © 2021 by Nicola Yoon Omslagsdesign: Erin Fritzsimmons All rights reserved.

Denne udgave copyright © 2021 CarlsenPuls Grafisk tilrettelægning af denne udgave: Christian Bach Denne bog er beskyttet i medfør af gældende dansk lov om ophavsret.

Kopiering må kun ske i overensstemmelse med loven.

Det betyder f.eks., at kopiering til undervisningsbrug kun må ske efter aftale med Copydan Tekst og Node.

1. udgave, 1. oplag ISBN 9788711994672 Trykt hos Livonia Print CarlsenPuls – en del af Forlaget Carlsen, et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont carlsenpuls.dk carlsen.dk lindhardtogringhof.dk

Til sorte unge overalt: Jeres historier, jeres glæde, jeres kærlighed og jeres liv har betydning.

I er et lys i mørket.

G Å T U R E N 1. akt Tif fany D. Jackson

Harlem, klokken 17:02

DET ER SÅDAN en hedeslagsagtig dag. En af dem, hvor der sker dårlige ting. Folk i en millionby har det med at gøre dumme ting, når graden af anspændthed er lige så høj som temperaturen.

Jeg går normalt ikke uden for en dør på de dage. I stedet bliver jeg siddende på mit værelse, klistret til klimaanlægget, med en iste og en kalkunsandwich og streamer film. Så da toget åbner dørene ud til den brandvarme perron, og puster klistret luft ind i hovedet på mig, fortryder jeg mit nye job.

Det overrasker mig at se, hvor mange mennesker der er på gaden, da jeg kommer ud fra stationen. Skiltet på Apollo Theater lyser i den skarpe sol. Hvis det her var mit filmset, var vi stoppet nu, eller også ville jeg gå over til natoptagelser. Jeg er ti minutter forsinket på grund af toget, og asfalten smelter under mine skosåler, da jeg løber ned ad 125th Street. Metroselskabet er pisseligeglad med at

BLACKOUT

overholde tiden, selv under en hedebølge. Nu kommer jeg for sent.

Eller jeg kommer til tiden, men det er det samme som at komme for sent! Far siger altid: Hvis du kommer for tidligt, er du der til tiden. Hvis du er der til tiden, kommer du for sent. Det er derfor, jeg aldrig chillede på gangene i frikvartererne og altid var den første, der sad på sin plads, flere minutter før det ringede ind anden gang.

Jeg tror, det er grunden til, at alle lærerne kunne lide mig. Det viste min respekt for dem. Selv for mr. Bishop, og ingen hadede idræt mere end mig.

Min kjole er gennemblødt, da jeg står i elevatoren op til fjerde sal. Jeg tror aldrig, at jeg har svedt så meget i mit liv. Men de sagde, at jeg skulle aflevere mine papirer inden oplæringen på mandag.

Ja, HR-trainee. Til et rigtigt job. Undertegnede er den nye kontorassistent i Apollo-koncernens hovedkvarter. Det var min vejleder, der gjorde mig opmærksom på stillingen. Jeg skal rigtigt hænge ud med topkendisserne, når jeg begynder at arbejde for New Yorks mest berømte sorte teater, kendt som stedet, hvor superstjerner som Michael Jackson, Mariah Carey og Stevie Wonder startede deres karriere. Det er god træning til at blive en stor hotshot direktør.

Lønnen: 3.500 $ for seks uger.

Ja, det er helt ovre i Harlem, en hel time plus ét skift med tog fra Brooklyn. Men det lægger stor afstand mellem Bed-Stuy og mig hele sommeren.

Jeg har ikke lyst til at hænge ud der længere. Ikke siden … det skete. Ikke siden “vi” blev til et ham og et hende, og derefter til et mig.

Der stod i bekræftelsesmailen, at jeg skulle være der kvart over fem, og eftersom det ville være første gang, mine kollegaer så mig, 8

Gåturen

tog jeg min nye blå og gule babydollkjole på, som jeg har købt for nogle af eksamenspengene. Ved du hvad? Jeg køber en helt ny garderobe inden skole, som vil passe til mit nye liv, når jeg vinker farvel til mit gamle. Måske begynder jeg ovenikøbet at præsentere mig som Tam i stedet for Tammi. Hvem ville kende sandheden? Der er jo ligesom ikke nogen, der tager med mig til Clark Atlanta. Jeg kommer til at være der … alene.

Sådan var det ikke meningen, det skulle være, tænker jeg, mens jeg nærmer mig skranken i receptionen. “Vi” havde andre planer.

Løfter blev givet. Men der er ikke noget vi længere, og det er på tide, jeg lærer at leve mit liv uden ham.

“Hej, skat.” Den ældre sorte kvinde storsmiler, mens sveden drypper fra hendes øjenbryn. “Kan jeg hjælpe dig.”

Jeg ranker ryggen og ryster tankerne ud af hovedet. “Hej, jeg hedder Tam Wright. Jeg er den nye praktikant, og jeg er her for at aflevere mine papirer.”

“Fint. Lad mig se, om Maureen er her til at underskrive. Pyha, kan du holde varmen?”

Kontoret har ingen vinduer, og der er lummert. Jeg skæver til nogle mænd og kvinder, der sidder med tøjet klistrende til kroppen ved deres borde. “Øh, jo.”

Hun vender sig om for at snuppe en mappe på bordet. “Jeg har hørt, at vi var oppe på 38 grader midt på dagen, og temperaturen er ikke faldet.”

Jeg sætter mine fletninger op i en høj knold på hovedet og vifter mig for ansigtet.

“Er her altid så varmt?” Jeg prøver ikke at panikke, men jeg 9

BLACKOUT

tænker allerede på, hvor få lette kjoler og bluser jeg har til at klare sommeren. Jeg er nødt til at se perfekt ud. Alt skal være perfekt.

Hun smiler medfølende. “Beklager, søde, systemet har drillet hele dagen. Jeg tror, en …”

“Pyyyyh! Shit. Undskyld, jeg kommer for sent!” Jeg farer sammen og stivner ved lyden af stemmen bag mig, og min hud bliver kold, selv om jeg står i en bageovn. Jeg lukker øjnene og begynder at bede.

Lad det ikke være ham. Kære Gud. Alle andre end ham.

“Hej, skat, kan jeg hjælpe dig?” spørger kvinden.

Hans hårde skridt lyder, som når morderen nærmer sig. Han havde altid sneakers på, der enten var for store, eller som han nægtede at snøre, så sålerne klaskede mod gulvet, og gav highfive, for hvert skridt han tog.

“Hey! Hvordan går det, jeg hedder Kareem …” Hans stemme fortoner sig, og så råber han: “Tammi?”

Fandens.

Jeg åbner omsider øjnene og vender mig om imod ham. Den brune hud. De der smukke øjne. Det er ikke, fordi jeg ikke har set ham. Vi er naboer og har gået på samme skole, Stacey Abrams Perpatory på Upper West Side. Men dette er det tætteste, jeg har været på ham i de sidste fire måneder – så tæt, at jeg kan dufte ham, og jeg ville ønske, at han ikke duftede så sygt godt.

“Hvad laver du her?” spørger jeg. Det lyder enormt aggressivt, men med god grund.

Han ruller med øjnene og vender sig om mod receptionisten.

Som om jeg er et spøgelse. “Det må du undskylde. Jeg er her for at aflevere nogle papirer til praktikken.”

10

Gåturen

Praktikken? Nej, nej, nej … vi kan ikke arbejde samme sted. Aldrig!

“Lige et øjeblik, er I her begge for at aflevere papirer?”

“Nej,” siger vi i kor og stirrer ondt på hinanden.

“Jeg mener ja,” siger vi. Igen i kor.

Ydmygende. Jeg træder et skridt væk for at skabe afstand imellem os og rømmer mig.

“Det, jeg mener, er, at jeg er her med mine papirer. Jeg ved ikke, hvad han er her for.”

Han smiler bredt. “Jeg er her vel af samme grund.”

Hun kigger fra den ene af os til den anden og skynder sig at åbne mappen i sin hånd og kigge på papirerne. Hun vender tilbage til sin computerskærm og nærlæser noget, mens jeg kaster et stjålent blik på ham. Han har sine yndlingsjeans på (selv i denne varme), en sort polotrøje og et par nye Jordans. Sikkert nogle, som hun har fået ham til at købe. Jeg savner på en måde hans udtrådte, røde Converse og samling af superhelte-T-shirts.

Drop det, Tammi! Du savner ikke noget som helst ved den her idiot. “Øhhh, lige et øjeblik,” siger receptionisten med bævende stemme. “Sæt jer bare ned. Jeg henter lige Maureen.”

Kareem og jeg sender hinanden et mistænksomt blik og går langsomt over i venteområdet. Maureen er forhåbentlig ikke for længe om at hente mig … og lade narrøven blive siddende her.

Jeg sætter mig til venstre for døren, og Kareem sætter sig over for og vipper nervøst med benet.

Bevar roen, Tammi.

Jeg laver et hurtigt selfie-tjek og sikrer mig, at mit hår ikke er klasket sammen efter al den varme, der er gået igennem min krop.

11

BLACKOUT

Jeg vil ikke have ham, men jeg vil heller ikke have, at han ser mig, når jeg er helt opkørt.

“Wauw,” mumler Kareem for sig selv og stirrer op på et eller andet. Jeg følger hans blik.

“Wauw,” gisper jeg. Væggene i venteområdet er som et murmaleri af gamle Apollo-koncertplakater. James Brown, Ray Charles, Ella Fitzgerald, Billie Holiday – folk, som mine bedsteforældre lyttede til, mens de voksede op. Jeg bemærkede dem ikke før. Og nu slår det mig: Jeg befinder mig i de samme lokaler, som disse legender bevægede sig rundt i. Den tanke varmer så meget, at jeg er lige ved at glemme idioten ovre i den anden side af rummet. Vil det føles sådan her, når nu jeg kommer til at opholde mig meget i tv-studier og på filmset?

Kareem sidder stadig og vipper med benet og roder i alle sine lommer. Det gør han, når han er nervøs eller forsinket, hvilket vil sige stort set altid. Han ville slet ikke være nået i skole, hvis ikke jeg havde slået flere alarmer til på hans telefon for ham. Gad vide, om han stadig har dem.

Hold op! Hold op med at tænke på ham. Han tænker ikke på dig.

Hvad laver han overhovedet her? Mr. Taylor, vores vejleder, fortalte mig om stillingen, men sagde, at der kun var én ledig plads til en studerende med interesse for medier og underholdning. Kareem sagde, at han ville vælge røvsygt regnskab, så han kunne lære at “tælle alle sine lapper”. Hallo, det er jo derfor! Det er på grund af pengene. Han vil have de 3.500 $.

Nå, surt for ham. Det er mig, der er the real deal her. Jeg sendte ovenikøbet et video-CV med ansøgningen (alt sammen optaget og 12

Gåturen

redigeret på min telefon). Det er mit job! Plus … jeg har brug for det. Det er endnu et skridt på vejen til en stjerne på Hollywoods Walk of Fame. Mor og far er stadig ikke helt med på min plan.

Det var Kareem den eneste, der var. Og nu … er han sikkert skide­ ligeglad. Så han skal ikke få lov til at tage det her fra mig. Han kan lige så godt svinge ned og tage A-toget tilbage til Brooklyn.

Jeg hiver telefonen frem, prøver at finde noget at fokusere på, så jeg ikke hele tiden skæver til ham. Han har ikke forandret sig særlig meget. Han er stadig latterligt høj med lange ben og spinkle arme og så de der smukke øjne og store læber. Han ser lidt brunere ud. Måske har han været på stranden … med hende. Jeg får kvalme ved tanken. Jeg kan se dem for mig tage turen ud til Far Rockaway, hende i en lillebitte bikini og ham med bar overkrop …

“Hey, har du en oplader?”

Der går et øjeblik, før jeg opfatter, at det er mig, han taler til.

“Hvad?” ryger det ud af mig.

“En oplader,” siger han helt langsomt, som om jeg ikke taler engelsk. “Jeg glemte at lade op, og nu er jeg nede på sådan noget fem procent.”

Jeg blinker vantro med øjnene. “Er … er det alt, hvad du har tænkt dig at sige til mig?”

Han rynker panden. “Hvad mener du?”

Han er som sædvanlig blank.

“Du har højst sagt to ord til mig de sidste mange måneder, og så begynder du med at bede om noget.”

Først bliver han bare forbløffet. Men så kniber han øjnene sammen, læner sig tilbage og bider tænderne sammen.

13

BLACKOUT

“Glem det,” snerrer han og lægger armene over kors. “Fatter ikke, at jeg orker. Du tænker kun på dig selv.”

“Hvad betyder det?”

“Ikke noget,” mumler han.

Jeg skæver til receptionisten, der nu er tilbage ved sit bord. Hun ser væk og lader, som om hun ikke lytter. Hans telefon ville ikke gå død hele tiden, hvis han holdt op med at bruge den som DJ-­ højtaler. Jeg ville ikke engang låne ham en oplader, hvis jeg havde en. Om han så var den sidste dreng på Jorden. Jeg har tænkt mig at fortsætte med at være fucking smålig resten af mit liv.

Han bider tænderne sammen igen og læner sig frem i stolen. “Du opfører dig fandeme, som om jeg beder om tyve dollars. Nærigt.”

“Hallo, er du færdig? Eller kommer der mere lort ud af din klamme mund?”

Kareem kniber øjnene sammen og sender mig et dræberblik.

“Goddag!”

Vi farer begge sammen ved lyden af en syngende stemme fra en kvinde, der er på vej rundt om receptionistens bord og har kurs imod os.

“Hej! Jeg hedder Maureen. Du må være Tammi Wright. Og du Kareem Murphey?”

“Ja,” siger vi i kor, og jeg hader mig selv over at elske måden, vi lyder på sammen.

Slå det ud af hovedet, søster! Der er ikke noget “vi”. Vi er væk, døde.

For altid.

Hun giver hånd til os begge og sukker. “Jeg er virkelig ked af at skulle sige det her, men jeg ville ønske, vi mødtes under bedre vilkår.”

14

Gåturen

“Hvad mener du?” spørger vi begge, og jeg holder et suk tilbage.

“Det er ret pinligt. Der er tale om en mindre procedurefejl. Det lader til, at I begge har fået tilsendt et tilbud om en praktikplads.

Men vi har desværre kun budget til én stilling.”

Jeg får en klump i maven og bider tænderne sammen.

Kareem lægger armene over kors og rynker panden, så hans øjenbryn former sig til et V. “Hvad betyder det så?”

Man kan se, at hun synker en klump. “Der er kun én af jer, der har fået stillingen.”

Kareem og jeg ser på hinanden, og så med et klik bliver der kulsort i rummet.

Bare sådan.

Det ene øjeblik stirrer jeg op i de der smukke, brune øjne, som jeg har savnet, og i det næste … intet. Ingen glidende FADE TIL SORT, OVERTONE eller KLIP TIL. Filmen stopper bare.

Jeg vakler forvirret baglæns, mens jeg hører nogle stemmer i mørket.

“Hvad fanden!”

“Hvad sker der?”

“Ro på, alle sammen!”

Der lyder fodtrin og skrabende stole i en stigende bølge af panik.

Måske er nogen ved et uheld kommet til at ramme en kontakt, men så ville vedkommende have tændt den igen nu. Der er noget galt.

Hvor er Kareem?

“Hey! Hvad sker der?” råber jeg og vifter en hånd foran mig, mens mine øjne prøver at vænne sig til mørket. Noget bumper ind i mig, og jeg skriger.

15

BLACKOUT

“Tammi?” Hans stemme lyder, som om den er langt væk og blander sig med kaosset.

“Kareem,” vil jeg råbe tilbage, men navnet bliver siddende i min hals.

Telefonernes lommelygter tændes som spredte spotlights. Så lyder der endnu et klik. Det er lys, men ikke så kraftigt som før.

Det er nødlys, et for hver tre meter, cirka, så det meste af kontoret henligger stadig i mørke. I den anden ende af venteområdet drejer Kareem rundt og ser mig i øjnene, og jeg er ikke helt sikker, men jeg kunne have svoret, at han nærmest så lettet ud. Dørene til kontoret går op, og et dæmpet dagslys trænger ind gennem nogle smalle vinduer, der vender ud mod en murstensbygning.

Efter fem minutters skramlen råber Maureen: “Vi evakuerer, folkens!”

“Er du sikker?” spørger receptionisten.

“Det er en gammel bygning. Jeg ved ikke, hvor længe generatoren kan køre. Udenfor, alle sammen! Brug jeres mobillys, og tag trappen.”

Kareem og jeg siger ikke noget, da vi følger efter flokken ud ad døren og ned ad gangen hen imod et lysende, rødt exitskilt.

Der er flere mennesker i trappeopgangen, hele bygningen tager den samme rute. Mit hjerte begynder at hamre.

Måske er det en brandøvelse eller nogen, der har brændt deres frokost på.

Udenfor på gaden myldrer det med mennesker, der strømmer ud fra alle bygningerne. De fylder fortovene, og er alle bøjet over deres telefoner i kollektiv forvirring. Jeg kan næsten ikke få luft i 16

Gåturen

kaosset af hede, høj luftfugtighed, paniske stemmer og blændende sollys. Der foregår noget.

“Hvad sker der?” spørger jeg en mand på hjørnet tæt ved stationen. “Bliver vi … angrebet, eller sådan noget?”

Alene spørgsmålet giver mig lyst til at kaste op.

“En eller anden strømafbrydelse,” siger manden og scroller på sin telefon. “Hele byen er ramt.”

“Hvad? Hele byen?” spørger Kareem. Jeg havde ikke engang bemærket, at han stadig var bag ved mig.

Jeg fisker telefonen frem og ringer til mor. Hun tager den ved andet ring.

“Er du okay?” spørger hun, og jeg kan høre min storebror og søster skændes i baggrunden.

“Ja. Jeg har det fint. Strømmen er gået her.”

“Ja, også her. Hvor er du?”

“Jeg står uden for Apollo … med Kareem.”

Hun gisper. “Er han dér … sammen med dig?”

“Ja. Jeg, øh, forklarer senere.”

“Wauuuuw. Okay. Kom hjem, så snart du kan.”

“Det skal jeg nok. Vi ses snart.”

“Pas på dig selv, Tammi.”

Jeg skriver en besked til min far om, at jeg er okay. Hans turistbus sidder sikkert fast i trafikken et sted nu. Og jeg aner ikke, hvor min lillebror, Tremaine, er. Han render nok rundt og fotograferer et sted. Jeg ved i det mindste, at han kan passe på sig selv. Flere mennesker strømmer ud på gaden. Min familie er i sikkerhed, men er jeg? Det ser ikke ud, som om der er nogen, der aner, hvad der 17

BLACKOUT

foregår, eller hvorfor strømmen er røget. Byen kunne være under angreb, uden at nogen overhovedet ville opdage det!

“Hey,” siger Kareem. Jeg havde næsten glemt, at han stod ved siden af mig. “Øh. Må jeg låne din telefon?”

“Hvorfor?” snerrer jeg.

“Min er næsten død, og jeg skal ringe hjem.”

Jeg smækker telefonen ned i hånden på ham. “Her.” Han ryster på hovedet og trykker et nummer ind. Det havde han ikke behøvet. Hans mor står stadig blandt mine kontakter.

“Næh, mor. Det er mig,” siger han. “Ja. Ja, lang historie. Nå, men er strømmen røget? Er den? Shit, også her. Okay, jeg er på vej.

Ja, ved det godt, jeg prøver, okay? Ses snart.”

Han lægger på og rækker mig telefonen igen. “Tak for lån af dine gratis minutter.”

Jeg får lyst til at banke sarkasmen ud af munden på ham, da jeg får øje på Maureen. “Åh, hey! Maureen!” Vi maser os gennem menneskemængden og hen mod kantstenen, hvor hun står.

“Undskyld, venner, det er et dårligt tidspunkt. Jeg tæller hoveder,” siger hun uden at se på os. “I to skulle smutte hjem. Vi ved ikke, hvor lang tid det her vil tage. Kom tilbage på mandag, okay?”

“Men,” begynder jeg, “du sagde ikke, hvem af os der fik stillingen. Hvem af os skal komme tilbage?”

“Det er et rigtig dårligt tidspunkt,” siger hun oprevet. “Beklager, men lige nu er jeg nødt til at sørge for, at der er styr på alle. Det er procedure. Jeg skal nok kontakte jer, når strømmen er tilbage, okay? Kom godt hjem!”

18

Gåturen

Hun skynder sig væk, inden jeg når at standse hende.

“Det er bare løgn,” siger jeg og slår ud med armene. “Skal vi vente hele weekenden?”

“Jeg tror, vi har værre ting at bekymre os om,” siger Kareem og rækker hånden frem. “Stik mig lige din telefon igen.”

“Hvad nu?”

“Hallo, vi står midt i en nødsituation, skal du bare være så besværlig?”

“Argh! Fint! Du skal bare ikke bruge al strømmen.”

Han tjekker sin telefon og finder et nummer, inden han trykker.

“Hey, yo. Twig, hva’ så, bro? Nej, jeg ringer fra min … vens telefon.

Min egen er totalt død, T.” Twig er en af vores naboer fra blokken. Høj og tynd og ranglet som et ungt træ. Hvorfor ringede han til ham? Hvad var så vigtigt, at han ville spilde batteritid på det?

“Ja, strømmen er fandeme røget over hele byen. Det er crazy,” siger han. “Men hvad med i aften? Ja? Er du på? Okay, klart. Ses snart.”

Han rækker mig telefonen igen og fisker sin pung frem. “Hvor mange penge har du?”

“Hvorfor?”

Han fnyser og vifter med hånden i retning af stationen. “For hvis der ikke er strøm, er der heller ingen tog. Vi skal have fat i en taxa.”

Fuck, han har ret. Togene kører ikke, og jeg vil helt sikkert ikke sidde fast i de der tunneler i mørke.

Han tæller kontanterne i sin pung. “Jeg har tyve. Du?” Jeg har kun fem dollars.

19

BLACKOUT

“Det er ikke nok at komme hjem på,” siger han. “Trafiklysene virker ikke, så vi er heldige, hvis vi kan køre ti blokke.” “Øh, der ligger en bank overfor,” siger jeg. “Jeg kan bruge mit kort.”

“Når der ikke er strøm, virker automaterne heller ikke.”

“Shit,” mumler jeg. “Hvad gør vi?”

Jeg ved ikke, hvorfor jeg spurgte ham. Sikkert fordi der ikke er andre i nærheden. Og jeg forsøger at bevare roen på trods af den stigende panik indeni.

Han kigger op på vejskiltet og tager en dyb indånding. “Okay.

Vi gør det.”

Han begynder at gå, og jeg følger efter.

“Hvor skal du hen?”

“Hjem. Hvor ellers?”

“Men hvordan?”

Han trækker på skulderen. “Jeg går.”

“Går! Herfra?”

“Har du en bedre idé?”

“Det er sygt langt, ligesom! Det tager flere dage.”

Han skærer ansigt. “Fald ned. Vi er ikke i Bronx.”

“Super. Hyg dig,” siger jeg og vinker. “Ses.” “Hvad mener du? Du kommer med mig.”

“Pff. Fandeme om jeg gør!”

“Hey, vi ved ikke, hvor lang tid det her varer, men jeg har ikke tænkt mig at blive og finde ud af det. Jeg skal ikke sidde fast her, når det bliver mørkt. Du har ingen penge, taxa-appene går amok, og jeg har ingen telefon. Så vi er bare nødt til at holde sammen, 20

Gåturen

indtil vi er hjemme. Og så kan du hade mig igen, eller whatever, bagefter.”

Hey, jeg har aldrig sagt, at jeg hader ham. Ikke højt, altså.

Jeg kigger rundt og overvejer mulighederne. Måske er strømmen snart tilbage. Måske går der kun et par minutter, eller to timer, højst.

Men hvad nu, hvis han har ret? Hvad nu, hvis det tager hele natten at få den op at køre, og vi sidder fast her?

“Vi tager Frederick Douglass ned til Central Park West,” siger han.

Metroselskabet er i gang med at sætte tape for indgangen til stationen. Gad vide, hvor mange mennesker der sidder fast i mørket dernede … sammen med rotterne? Mine hænder skælver bare ved tanken. Men der er værre ting … særligt én, som jeg desperat vil undgå.

“Kommer du eller hva’?” snerrer Kareem.

Jeg sukker mod solnedgangen og tager det første skridt hen imod ham.

U D E N

M A S K E

Nic Stone

Subwayen, klokken 17:26

TREMAINE WRIGHT VAR ikke stor fan af lukkede rum.

Det vidste jeg, Jacorey “JJ” Harding, Jr., kun, fordi nogle af mine latterlige venner i sjette klasse for seks år siden jagtede Tremaine igennem drengenes omklædningsrum og skubbede ham ind i et lille pedelskab.

Så staklen råber og forsøger at komme ud derindefra. “Luk mig ud, for fanden. Det er ikke sjovt!” Og selv om jeg ikke var et af fjolserne, der stod og holdt for døren, vidste jeg godt, at mit vage “Aj, kom nu. Luk ham nu ud,” ikke havde tyngde nok til, at de ville tage mig alvorligt. Ikke et af mine mest stolte øjeblikke, men sådan var det.

Klokken ringede, og vi skred.

Jeg ville ikke have tænkt videre over det, hvis Tremaine var dukket lidt forsinket op til næste time, som jeg havde forventet, at han ville. Ingen større skade sket, tænkte mit unge (dumme) selv.

BLACKOUT

Men det gjorde han ikke.

Uret tikkede videre. Tremaines stol forblev tom. Og jeg kan huske, at jeg så mig omkring i lokalet og spekulerede over, om andre end jeg mon bemærkede, at knægtens forsinkelse var blevet til et decideret fravær. Det var der, jeg begyndte at blive nervøs. Hvad nu, hvis der var sket noget med ham? Og endnu værre (i hvert fald i min tolvårige hjerne): Hvad nu, hvis han sladrede om gruppen og tog mig med i faldet? Det var sikkert min dårlige samvittighed, der nagede mig, fordi jeg jo i virkeligheden slet ikke havde hjulpet ham. Men jeg var sgu bekymret, det er bare det, jeg siger. Jeg kunne mærke, hvordan sveden bredte sig langs min hårgrænse og dryppede ned ad siderne af det, der snart ville være funky armhuler.

Hvad nu, hvis jeg kom i problemer? Hvis jeg gjorde, ville min far nægte at lade mig spille basket. Det havde han allerede truet med, da skoleåret begyndte.

Halvvejs inde i timen kunne jeg ikke klare det længere. Jeg bad om lov til at gå på toilettet. Det krævede al min viljestyrke ikke at løbe hen til omklædningsrummet. Turen forbi toiletterne og bruserne hen til pedelskabet var de længste, mest skræmmende, femten sekunder af mit unge liv. Jeg sværger. Der kom ikke en eneste lyd fra den anden side af skabsdøren. Hvilket i min horror-film­-elskende hjerne betød, at han var (1) væk og sikkert ved at sladre om os i dette øjeblik eller (2) væk og aldrig kom tilbage … altså som i død.

Som i vildt meget død, eller hvad man nu siger.

Det var mig, der skreg, da jeg åbnede døren og fandt ham siddende mellem et tårn af toiletruller og en af de der store, gule gulvspande – fyldt med vand farvet som dragesnot.

24

Uden maske

Det mest vanvittige? Han kiggede ikke engang op. Han blev bare ved med at stirre ud i det, der må have været en slags efterlivs-­ afgrund eller sådan noget. “Øhh … Tremaine?” Jeg satte mig på hug og lagde en hånd på hans skulder. “Tremaine!” Gav ham et skub. Han vågnede af trancen og vendte sig mod mig.

Og så skreg han. Og væltede toiletrulletårnet. Og så blev han bare siddende og trak vejret helt vildt hurtigt.

Jeg så mig over skulderen. Bange. “Er du okay?” Godt, knægten var i live, men det ville ikke se så godt ud, hvis vi blev fundet herinde, når vi egentlig skulle være til time. “Vi … øhh … bliver ligesom nødt til at komme ud af det her skab …”

Han så mærkeligt på mig … sådan lidt forvirret, men også lidt trist toppet med en smule overraskelse. Svært at beskrive.

Så nikkede han. “Jeg er ikke så glad for lukkede rum,” sagde han. Uhyggeligt roligt.

“Cool. Så lad os smutte.” Jeg rejste mig og rakte hånden frem.

Han tog imod den. Kom på benene.

Han så på de spredte toiletruller. “Burde vi … øhh …”

“Nej, nej,” sagde jeg. “De ved ikke, at det var os. Lad os bare komme af sted.”

Han nikkede, og vi forlod omklædningsrummet i stilhed, men så snart vi var forbi midterlinjen i gymnastiksalen, sagde han: “Mmm … kan vi måske lade være med at fortælle nogen om det her?”

“Hva’?”

“Hele den der … klaustrofobi-ting. Jeg er med på, at dine venner 25

BLACKOUT

godt kan lide at drille mig, men jeg ville have det bedst med, at de ikke fik ekstra ammunition.” “Åh.” Det gav mening. “Ja, selvfølgelig.” Og så begyndte skyldfølelsen over ikke rigtigt at have gjort noget at snige sig ind på mig.

Det fik min hals til at klø. “Jeg … øh … er ked af, at jeg ikke stoppede dem.” (Og jeg håbede samtidig på, at han aldrig ville fortælle nogen, at jeg havde sagt det. Forfærdeligt).

“Jeg hørte godt, at du bad dem om at lade mig være,” sagde han.

Det gjorde mig ret chokeret, må jeg indrømme. “Åh.”

“Kunne du have prøvet lidt mere? Ja.” Han så på mig. “Men du kom i det mindste tilbage efter mig.” Og han smilede. Jeg sværger, jeg kunne se hele hans tandbøjle. Skiftevis blå og grøn. Jeg kiggede hurtigt væk, for jeg kunne mærke, at jeg blev varm i ansigtet af hans blik.

Det var vildt ubehageligt, selv om jeg ikke rigtig ved hvorfor.

“Den del sætter jeg pris på,” sagde han.

“Det er cool. Glem det. Jeg skal nok prøve at være lidt mere bestemt, hvis de generer dig igen.”

“Det ville være rart,” sagde han.

Og det var det. Vi skiltes foran kontoret, for han skulle ind og hente en fraværsseddel, og jeg gik tilbage til timen.

Ingen hilsen, da han endelig kommer ind i klasselokalet – hverken fra mig eller ham.

Jeg holdt mit ord og bad mine venner om at lade ham være. Og det gjorde de. Men Tremaine og jeg? Ikke et ord (som han kender til i hvert fald) i de seks år, der er gået siden episoden.

26

Uden maske

Ingen hilsner.

Men lige nu? Her i dette sindssygt mørke tog? Her er Tremaine Wright det eneste, jeg kan se.

Der er gået lidt over fire minutter, siden alle lysene gik ud, og toget langsomt stoppede. Vi er i A-toget mod Brooklyn. Jeg stod på, hvor jeg plejer: 145th, tre blokke fra vores lejlighed. Og da vi nåede 125th Street, gled dørene op, og Tremaine steg ind.

Min første tanke var: Hvad fanden laver Tremaine Wright i det her kvarter, når skolen er ferielukket? Men så opdagede jeg, at han havde sin tro følgesvend, sit kamera, med sig, så jeg gik ud fra, at han var ude for at tage billeder eller sådan noget. Homien har været en del af årbogsholdet siden ottende klasse. Har altid en eller anden form for kamera på sig.

Vognen, vi sidder i, er fyldt uden at være fuldstændig pakket – alle sæder er optaget, og nogle passagerer, der står sådan rundt­ omkring, en dame med en klapvogn, en hipster-lignende skægget fyr med sin cykel, tre piger i ballettøj, der ikke kan være mere end tretten år gamle, to fyre, som jeg går ud fra er et par, fordi de står helt tæt sammen.

Men selv om her ikke er propfyldt, er her alligevel nok mennesker til et fælles Gisp!, da her blev mørkt og til at give mig følelsen af, at al luft blev suget ud af universet.

I løbet af få sekunder knasede togførerens jeg-keder-mig-stemme ud af højtalerne med en besked om “tekniske problemer”.

Tilbageholdte åndedræt forvandles hurtigt til en samlet utilfredshed. Mumlen. Mukken. Sammenbidte læber.

27

BLACKOUT

Og så begyndte telefonernes lommelygter at blive tændt.

Først var det sindssygt spøgelsesagtigt, men efter et par minutter, da mine øjne havde vænnet sig til det, begyndte jeg at slappe lidt af. Nok til at se over mod Tremaine.

Begge passagerer ved siden af ham og de tre, der sad over for på den anden side af mellemgangen, havde tændt lommelygterne på deres telefoner, så selv om han er i skygge, kan jeg se ham ret tydeligt. Da han først steg på, forsøgte jeg at lade være med at tænke på, om han så mig eller ej – så det var selvfølgelig det eneste, jeg kunne tænke på – men lige nu har han hovedet lænet tilbage mod en af de der Hvis du ser noget, sig noget-plakater. Og hans øjne er lukkede.

Jeg vil næsten sige, at han ser vildt afslappet ud, men med sekunders mellemrum – og jo, jeg betragter ham længe nok til at bemærke det – spidser han læberne, som om han skal til at fløjte.

Og så lukker han munden igen.

Jeg ser på hans bryst for at se, om jeg kan tyde, når det skubbes ud, og imens jeg gør det, bliver jeg kastet tilbage til et øjeblik, jeg må have gemt dybt nede et eller andet sted, hvor ingen – inklusive mig selv – nogensinde kunne finde det: Det begynder med mig. Sidste år. Jeg var den eneste førsteårs­ elev på talentholdet, en ære jeg stolt bar rundt på som et usynligt S på mit bryst. Ingen kunne få mig ned. Lige indtil den fjerde kamp, hvor jeg gik efter at lave et smoooooooth lay-up, blev tacklet og landede virkelig uheldigt på min højre ankel. Mega forstuvning.

Har aldrig følt større smerte i mit liv.

Jeg sidder på gulvet, sammenknebne øjne, holder det ene knæ 28

Uden maske

ind til brystet. Skræmt fra vid og sans, men uden intention om at vise det til nogen, for rigtige mænd viser ikke smerte, ifølge hver eneste træner, jeg nogensinde har haft. Træneren forsøger at berolige mig: “Træk vejret ind gennem næsen … nemlig, sådan. Spids så læberne og ånd ud gennem munden. Sådan.” På hendes signal kom et par seniorer over for at hjælpe mig op, så jeg kunne få min punkterede ego-røv ud i omklædningsrummet. Da jeg kom på benene, så jeg tilfældigvis ud på publikum. Og hvis blik mødte jeg?

Tremaine Wrights.

Han stod ved bænkene et par rækker oppe. Stort kamera i hans hånd. Stirrede bare på mig. Sådan … bekymret.

Højtalerne i toget knaser igen: “Okay, beskeden oppefra er, at der er strømafbrydelse over hele byen. Vi kan ikke gøre så meget, for alle signalerne er gået ned. Så forhold jer roligt, så skal jeg nok opdatere jer, så snart jeg hører noget.”

Endnu en omgang mumlen. Mukken. Sammenbidte læber.

Vi finder os til rette.

Bortset fra Tremaine. Hans bryst hæver og sænker sig virkelig heftigt lige nu. Han tager dybe vejrtrækninger, går jeg ud fra.

Og hans ene ben er sindssygt uroligt. Ligesom en video game controller under en vildt intens omgang Call of Duty. Jeg tror ikke, jeg vidste, at et ben kunne være så uroligt.

Mit blik lander på hans fod – uden min udtalte tilladelse, må jeg sige – og da jeg får øje på hans spritnye hvid-i-hvid-i-hvide Jordan Retro 1s (så spritnye, at de nærmest skinner i det her røvmørke tog), ser jeg væk.

Hurtigt overblik: De to fyre sidder nu på gulvet og ser på et eller 29

BLACKOUT

andet på den enes telefon. Deres hoveder hænger nærmest sammen (de må være et par). De tre balletbørn sidder tæt sammen i en klump og ligner nogen, der savner deres forældre. Cykelfyren har tændt sin forlygte og rettet den op mod loftet. Han ser ud til at være rimelig tilfreds med sig selv over at have fået den idé.

Babyen i klapvognen begynder at græde i den modsatte ende af toget, og jeg drejer hurtigt hovedet i den retning (også selv om ingen andre gør det – #NewYork). Moren har lagt sin telefon med lommelygte-funktionen opad på toppen af klapvognen, så jeg kan se, at hun bøjer sig ned og tager den lille fyr op. Så, hurtigt som lynet, finder hun et bryst frem, og knægten tager for sig.

Det får mig til at smile. Så er der i det mindste et menneske på det her sted, der ikke får en rumlende mave. Og helt ærligt, så beundrer jeg den her mor for ikke at dække sig selv til eller sådan noget. Okay, det er mørkt som ind i helvede og ingen kan rigtig se noget som helst, men alligevel. Personligt synes jeg ikke, at mødre nogensinde burde føle sig tvunget til at dække babyen til, når han eller hun eller … de … spiser.

Men den slags shit ville jeg aldrig sige højt.

Jeg ryster på hovedet.

Af alle mulige tidspunkter for en strømafbrydelse. Jeg er ikke alene fanget i den her fandens tindåse sammen med Tremaine i den nærmeste fremtid, i aften skulle have været en ny begyndelse.

Slutningen på basket-sæsonen var hård – jeg mistede min mojo et øjeblik, men undertegnede var on fire i hele denne første uge på træningslejr.

Holdkammeraterne har talt mig op. Jeg føler mig som et nyt 30

Uden maske

menneske. Og endnu bedre: Langstons kusine – Kayla hedder hun og er på besøg fra et eller andet sted nede sydpå – så et billede af mig sammen med Lang og syntes åbenbart godt om det, hun så. Normalt ville jeg aldrig indlede mig alene på tanken om at lave noget med et medlem af en holdkammerats familie, ud over det mest basale (læs: sige “hey” hvis jeg ser dem på gangene). Men det var Lang selv, der sagde, at hun var interesseret. Og hun er virkelig smuk.

Så.

Da jeg fik den DM, hvor hun spurgte, om jeg ville hænge ud med hende til en gadefest i Brooklyn i aften, svarede jeg ja. Sagde til Lang, at jeg ville komme forbi og hjælpe ham med at vælge outfit og alt sådan noget, tænkte, at hvis jeg tog af sted i god tid, så kunne jeg også lige overraske min bedstefar (helt fantastisk at bo i ­Harlem – nærmest modsat city, hvor alt, hvad jeg er interesseret i, sker). Det er derfor, jeg var på det her tog til at begynde med: ny sæson, ny pige, ny start. Ny mig.

Eller … for alle andres vedkommende: gamle mig. Over til mig: JJ “Jump-Jump” Harding. (Og selv om “JJ” teknisk set står for “­Jacorey Jr.”, så virker det da ret godt, ikke?).

Mon jeg nogensinde vil fortælle nogen, at jeg ikke sådan rigtigt føler basket-livet længere? At, hvor basketball tidligere var lyset på min vej/min grund til at eksistere/det eneste, jeg så frem til, så er det mere bare … noget nu? Og måske ovenikøbet noget trættende?

Det sker nok nogenlunde på samme tid, som jeg fortæller dem, at jeg synes, at kvinder skal have lov til at amme uden at dække barnet til med en klud, der gør dem helt varme.

31

BLACKOUT

Og når vi taler om varme, måske er det bare mig, men den her togvogn begynder godt nok at blive en smule hed.

Nu er det mig, der tager en dyb indånding. Sender et hurtigt skjult blik mod Tremaine. Hans øjne er stadig lukkede, og hans voldsomme, bevidste vejrtrækning er stadig tydelig, og nu er det begge ben, der spræller. Skiftevis som et sæt trommestikker midt i en fanfare. Jeg har lidt lyst til at se, om han er okay, men efter det, der skete for et par måneder siden … arh, så ved jeg sgu ikke.

Jeg gætter på, at han var på vej til samme fest som jeg. DJ’en er trods alt hans storesøsters ekskæreste, og jeg har hørt, at det er Tremaine, der tager “in-action”-billederne til homiens webside, og at han får en ret god betaling for det. (Jeg mener … hvorfor skulle nogen ellers følge sin søsters eks rundt med et kamera?).

Jeg sniger mig til endnu et blik på de der hvid-i-hvid-i-hvide J’s, før jeg lukker mine egne øjne og lader mit hoved falde tilbage mod kortet over subwayen bag mig. Det føles ærligt talt lidt selvskadende efter den helt nye klipning, jeg fik i eftermiddags. Jeg er fristet til at holde mit eget lys fra telefonen op og rette det mod mit hoved, så folk i det mindste kan se de mirakler, min frisør kan udrette.

Jeg tænker på Tremaines bryst og forsøger at matche min egen vejrtrækning til den rytme, jeg lige så i hans.

Ind gennem næsen. Ud gennem munden.

Hans sko fylder mine tanker.

På et eller andet tidspunkt bliver jeg nødt til at stoppe med at holde alt hemmeligt.

Så er der gået tolv minutter.

32

Uden maske

Jeg løj før.

Hele det der ingen-hilsen-noget.

Nja … det er ikke sandt. Slet ikke.

Jeg har altid ønsket, at det skulle være sandt, men hvis jeg skal være ærlig – og det er det eneste, jeg kan være på det her mørke tog, hvor der ikke er noget til at holde mig med selskab, ud over de tanker, jeg normalt drukner med jeg-har-noget-jeg-skal – siden den dag i omklædningsrummet i sjette klasse for alle de år siden har “ingen hilsen” været umulig.

Og jeg hader det på en måde. Ikke kun fordi jeg ved, og altid har vidst, hvad det “betyder” (selv om jeg endnu ikke er nået til at indrømme det over for nogen – heller ikke mig selv), men også, fordi jeg ikke er den eneste, der hilser på ham. Homien kunne sådan set score, hvem han ville. Over hele kønsspektret, ligesom, som min lillesøster Jordy kalder det.

Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, for jeg har aldrig ladet mig selv komme tæt nok på ham til at få det bekræftet, men jeg tror, at vi er nogenlunde lige høje. Sådan ca. 190. Han er måske endda lige et par centimeter højere end mig.

Og han er bestemt ikke ranglet. Det er det vilde. Han er lige så trænet som halvdelen af mine holdkammerater. Det er ærligt talt en af de ting, der irriterer mig. Der er ikke nogen, der siger det højt, men vi ved alle, at folk forventer, at fyre som mig og Tremaine – høje, “atletiske” fyre af en bestemt racemæssig demografi (jeg vender øjne virkelig hårdt lige nu) – skal være sportsfolk. Basket. At vores hænder skulle være særligt gode til at kaste og gribe forskellige typer “sportsbolde” (endnu en af lillesøsters). For fanden, jeg var 33

BLACKOUT

kun fire år gammel, den første gang min far lagde en basketball i mine hænder.

Men Tremaine har altid virket så upåvirket af hele forventningstingen. Jeg kan huske engang, hvor jeg overhørte en af mine latterlige holdkammerater sige til ham ude på gangen: “Hvor er det tragisk, at en mand med din højde og bygning hellere vil håndtere et kamera end en sten” (som i den orange-og-sorte kugle, der er central i mit valg af sport).

Jeg blev selv ret overrasket over, hvor meget jeg havde lyst til at slå ham, men Tremaine smilede bare og sagde: “Nogen skal jo tage billedet af dig til plakaten ude i fremtiden.”

Latterlig holdkammerat kunne ikke engang komme på et svar.

Stod bare der med åben mund og så ud, som om han lige havde været vidne til noget overnaturligt.

Det tænkte jeg over i ugevis.

Jeg ved ikke. En del af mig har altid ønsket, at jeg kunne være så … afklaret, som Tremaine lader til at være. Tilpas som sig selv, eller hvordan man nu vil udrykke det. Jeg fatter ikke, at jeg som en af de ti bedste spillere i staten stadig ikke føler, at noget af det er berettiget. At det virker, som om nogen vil opdage den rigtige mig hvert øjeblik, det skal være. Og så begynder jeg at tænke over, hvorfor det egentlig ville være et problem.

Men altså, Tremaine. Folk siger alt muligt lort om ham. Der går rygter om, at han tog mødommen på både holdets første quarter­ back og hans kæreste – men det virker aldrig til at genere ham. Det er bare ham og hans kamera. Han er altid skinnende ren (du ved,

34

Uden maske

perfekt garderobe) og helt vildt cool. Mens han dokumenterer alt muligt.

Normalt.

Lige nu bevæger hans bryst sig op og ned lidt hurtigere end før, og uanset hvor corny det føles, så bliver jeg bekymret.

Trangen til at gå over og tjekke, om han er okay er tiltagende …

Men jeg har ikke rigtig været i kontakt med ham i årevis. Det ville jo se vildt mærkeligt ud, hvis jeg gik hen til ham i et mørkt tog under en strømafbrydelse og opførte mig bekymret, som om vi var venner eller noget.

Han ville da stirre mærkeligt på mig.

Ville han ikke?

Ja, jeg svigtede min “alliance”, som Jordy kalder det, og gik tilbage for at hjælpe ham i sjette klasse. Og ja, hvis han stadig lider af klaustrofobi, så er der en mulighed for, at han er ved at flippe ud indvendigt lige nu, hvor han er fanget i det her smalle subway-tog.

Men hvad nu, hvis jeg tager fejl?

Hvad nu, hvis han er vred over, at jeg ikke rigtig har sagt noget til ham siden sjette klasse?

Hvad nu, hvis han misforstår?

Hans blændende, lyse hvide kicks fanger mit øjes opmærksomhed igen.

Hvad nu, hvis han ikke misforstår?

Atten minutter.

Folk er ved at blive rastløse.

35

BLACKOUT

Drenge-parret er helt sikkert et par-par. Den ene holder fast om den anden, som har lukket sine øjne. Minder mig lidt om den måde, Langstons fædre sidder helt tæt sammen på og hepper på deres søn til vores kampe, som var det helt normalt. Som … det jo sådan set også er, ikke? Mine forældre gør det samme til kampene, hvorfor skulle Langs ikke?

Hvorfor har jeg det så svært med det her pis?

Nå, men hipster-cykel-homie har nu sat sig op på sin tohjulede hest, fødderne på pedalerne, og ser ud, som om han er klar til at ride ud fra det her sted, så snart dørene åbner.

Balletpigerne er stadig klumpet sammen.

Baby er gået omkuld (går jeg ud fra) i klapvognen, men mor ser udbrændt ud, imens hun bevæger vognen frem og tilbage, som om hun vil begynde at græde, hvis hun holder op.

Og Tremaine … jeg har ikke været i stand til at løsrive mit blik fra hans fødder.

Jeg ville ønske, at der havde været mobildækning i den her tunnel. Der er noget andet med min lillesøster: Hun ved mere om mig end nogen anden. Bare sådan helt intuitivt. Jeg har hverken be- eller afkræftet nogen af hendes spekulationer, men her på det seneste har hun ladet små hints falde, der fortæller mig, at hun har nogle tanker om mig. Tilbage i marts havde hun eksempelvis ret travlt med at spørge til mine planer for prom-festen: Hende: “Nå, men hvad er planen så, storebror?”

Mig: “Hvad mener du? Altså hvilken pige jeg vil invitere?”

Hende (med et træk på skulderen): “Eller fyr. Vi er trods alt to årtier inde i det enogtyvende århundrede.”

36

Uden maske

April, hvor hun helt tilfældigt henvendte sig til mig ved en af de sjældne lejligheder, hvor vi begge lavede lektier ved køkkenbordet: “Ved du hvad, JJ?” sagde hun og kiggede op over de Malcolm X-agtige briller, hun styrer. “Jeg glæder mig virkelig til den dag, hvor du tager din elskede med hjem.” (Hvem taler sådan som fjortenårig?).

“Jordy, hvad snakker du om?” spurgte jeg.

“Jeg tror bare, at du ville være en fantastisk romantisk partner for en.”

“Altså som i at du vil have mig til at blive kæreste med en pige?”

Hun trak på skulderen. (Hun og hendes skuldertrækninger).

“Eller en dreng. Uanset hvad er jeg sikker på, at mor og far også vil være begejstrede. Så stop nu bare med at være så tøvende.”

Hun var også den første, der bemærkede, da det gik ned ad bakke i slutningen af sæsonen … og til at konfrontere mig med det: “Du er ikke på toppen, Jacorey Jr.,” sagde hun over morgenmaden en dag. “Og jeg ved, at der er sket noget. Du skulle tage at … komme ud.”

“Jeg skulle tage at hvad?” “… MED det. Du skulle tage at komme ud MED det. Hvad er det, der bekymrer dig?”

“Jeg aner ikke, hvad du snakker om.”

Men selvfølgelig vidste jeg det. Ved. Hvad hun snakkede om.

Det her kunne hun selvfølgelig umuligt vide, men selv med lukkede øjne lige nu kan jeg se Tremaines sneakers. For de er brændt ind i min hukommelse.

Og som tiden går i det, der efterhånden føles mere og mere som en gigantisk metalkiste – det er jo sådan set sådan, tog er formet, 37

BLACKOUT

ikke? – ville jeg ønske, at jeg kunne ringe til Jordy lige nu. Bare jeg havde fortalt hende det dengang.

For hun havde ret. Der var sket noget.

Toogtyve minutter.

Jeg løj igen. Om ikke at have haft nogen “rigtig kontakt med Tremaine i årevis”.

Jeg sniger mig til endnu et hurtigt blik mod drenge-parret. Nu er de helt krøllet sammen, begge med lukkede øjne.

Jeg lukker også mine igen.

Det hele begyndte tilbage i januar. Jeg havde været lidt småtrist.

Ikke over noget specifikt. Bare sådan helt generelt. Jeg går lidt ned, hver gang det bliver vinter – men det er der ikke andre end Jordy, der ved. Trænerne har det på samme måde med “smådeprimeret” som med frygt. Tro mig.

Nå, men jeg spillede en katastrofal kamp, et par domme for travelling, en unødvendig dom for nøl, faldt over ingenting på vej op ad banen og flækkede min læbe, kunne ikke ramme kurven, om det så gjaldt mit liv, havde fået fire domme for fejl inden pausen.

Jeg var bare … elendig.

Så elendig, at træneren tog mig ud.

Det var aldrig sket før. Og hvor dramatisk det måske end lyder, så gav hvert eneste medlidenhedsblik og klap på skulderen og “Glem det, JJ. Du er klar igen til næste kamp,” bare følelsen af, at jeg sank længere og længere ned. På smidt-overbord-med-vægterundt-om-anklerne-måden.

38

Uden maske

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte ind på mit værelse og låste døren. Gik på nettet og søgte efter … øhh … indhold, som jeg typisk sætter på, når jeg vil zone helt ud, om du vil. Jeg faldt over noget, der var lidt anderledes end det, jeg normalt finder. (Imens jeg tænker tilbage på de her begivenheder, bliver jeg fristet til at kigge på drenge-parret igen. Fordi … ja).

Jeg hadede ikke det, jeg fandt, det er det … men jeg blev også afbrudt. Af min far. Han bankede på døren og sagde, at han ville høre, om jeg var okay. Og selv om han ikke så noget som helst, var jeg så flov, at jeg ikke brugte min tablet i en uge.

Nu ser jeg på drenge-parret.

Det vildeste ved det hele er, at jeg er ret sikker på, at Jordy har ret: Vores forældre – også far – ville ikke have noget problem med, at jeg … kunne lide den, jeg nu engang kan lide. Han og mor mødtes for pokker under et dragshow. Hendes bedste ven fra college var på scenen, og far var udsmider på klubben. Jeg har aldrig mødt vennen, for han flyttede til Atlanta, før jeg blev født, men som jeg har forstået det, så var det ham, der førte mor og far sammen.

Men jeg kunne alligevel ikke helt ryste frygten for at blive afsløret af mig. Jeg har hørt alle historierne, hvor en fyr ligesom mig bliver afsløret i at se på et eller andet shit, og pludselig vil de fyre, han ellers normalt er sammen med til sport, ikke have noget at gøre med ham længere.

Så jeg blev ved med at spille dårligt. Fordi jeg begyndte at få de her … drømme. Om mig. Og om sådan nogen som mig. Mig sammen med sådan nogen som mig.

39

BLACKOUT

Altså fyre.

Spring frem i tiden: Februar, hvor jeg fandt og joinede (selvfølgelig under et andet navn) et site med forskellige begivenheder rundtomkring i byen for fyre, der er til fyre. Jeg skimmede dem hurtigt igennem uden nogen intention om at tage med til nogen af dem og slettede min browser-historik bagefter, men så dukkede der pludselig en op, som skulle holdes dagen efter min attenårs fødselsdag. Et maskebal.

Jeg loggede af.

Fødselsdagen kom, og mine holdkammerater holdt en seriøs fest for mig. Vores center-forwards far ejer en klub uptown, og de gjorde sig virkelig umage for min skyld. Vild DJ, smukke piger, så langt øjet rakte. Og en af dem, fra en anden skole, Shelley, hed hun, var ret interesseret i mig. Hun dansede mig op i et hjørne og begyndte at kysse mig på halsen.

Og jeg kyssede hende tilbage – hun var god til at kysse, sådan helt objektivt set – og da hun tog den lidt videre, fulgte jeg med.

Men vi var på en klub, så der var selvfølgelig en grænse.

Det vilde er … jeg var ret lettet over det. At vi kun kunne tage det et vist stykke. Hun gav mig sit nummer og sagde, at jeg skulle ringe. “Du kan jo komme forbi, og så kan vi fortsætte, hvor vi slap,” sagde hun. Mine holdkammerater var selvfølgelig ekstatiske. “Du scorede den hotteste pige fra Bed-Stuy Prep!”

Men jeg vidste, at jeg ikke ville bruge nummeret. Så jeg slettede det.

Aftenen efter befandt jeg mig i toget med en smoking i min taske.

Og en maske.

40

Uden maske

Syvogtyve minutter i det her tog.

Klokken var 22:29, da jeg nåede frem til bygningen over for den adresse, som stod i invitationen. Der var heldigvis en krog, hvor jeg kunne gemme mig i skyggerne.

Jeg skiftede tøj på toilettet ved Herald Square, men havde en lang frakke på, så ingen kunne se, at jeg var i smoking indenunder.

Bygningen så helvedes sketchy ud. Femetagers murstensbygning på Bowery med en kinesisk restaurant i stuen. På invitationen stod der, at jeg skulle gå indenfor, give passwordet til personen bag disken, og så ville jeg blive ledt videre.

Jeg følte mig som en komplet idiot.

Hvad nu, hvis det var en form for fælde? Var jeg på vej ind til en kult-ceremoni? Var jeg på vej til at blive myrdet? Mine forældre – som troede, at jeg var hos en af mine holdkammerater – havde advaret mig om den slags, og alligevel stod jeg nu her, på den anden side af gaden, over for en vildt sketchy bygning i den diametralt modsatte ende af byen, langt væk fra mit varme og hyggelige hjem i Harlem. Kun Gud kunne vide, hvilken forfærdelig skæbne jeg måske havde i vente.

Men så så jeg en fyr nærme sig restauranten fra venstre.

Han havde også en frakke på og en hat, der var trukket langt ned til lige over øjnene. Men jeg kunne genkende hans gang – og hans sko – hvor som helst.

Lige da han nåede døren, tog han sin hat af, og jeg fik et hurtigt glimt af Tremaine Wrights ansigt, inden han tog sin maske på. Så gik han indenfor, og jeg så ind gennem det store vindue i restauranten, da han løftede hånden for at hilse på kvinden bag disken, som 41

BLACKOUT

nikkede og smilede som velkomst, inden hun førte han ned ad det, der lignede en mørk toiletgang.

Jeg skyndte mig over vejen.

Ligesom Tremaine havde gjort, tog jeg også min maske på, inden jeg gik indenfor. Stedet var fyldt med unge sorte. Og jeg skulle under ingen omstændigheder genkendes.

Det viste sig, at jeg slet ikke havde brug for passwordet. “Ned ad gangen og så den sidste dør til venstre,” sagde kvinden uden at se op fra det, hun havde gang i.

Så jeg fulgte hendes instruktioner. På det her tidspunkt var jeg for nysgerrig til at lade være. Gennem døren og ned ad nogle trapper. Som førte mig til noget, jeg aldrig havde oplevet før: fyre iført smokinger i forskellige farver og mønstre og alle mulige forskellige masker.

Jeg blev ramt af et “virvar af følelser”, som Jordy kalder det, på samme tid. En snert af frygt, klart. Ville stadig helst ikke genkendes. Men der var også en følelse af … ikke at være alene. For tidligt at kalde det at høre til. Jeg var (er) helt klart stadig ved at finde ud af mig selv. Men da jeg trådte ind i lokalet – med den dunkende musik og fyre, der småsludrede og så både cool og tjekkede ud – fik jeg en virkelig god følelse i hjertet, selv om det lyder corny.

Den første sjove ting ved aftenen: Den eneste, der ikke bar maske, var DJ’en, og ham genkendte jeg. Jeg kender ikke hans navn, men alle kalder ham Twig (og han lignede faktisk også lidt træfiguren fra de der superheltefilm om en gruppe, der zipper rundt i universet med den grønne dame og den talende vaskebjørn).

42

Uden maske

Jeg kendte ham, fordi han havde været DJ til min fødselsdagsfest aftenen før.

Jeg skulle helt sikkert ikke have min maske af.

Men mit indtryk var nu heller ikke, at andre skulle. Rummet var fyldt med forskellige masker. Nogle dækkede kun øjnene – andre hele ansigtet. Der var en fyr i en lilla paisley-mønstret smoking med en maske af fløjl og fjer. En fyr i sort på sort på sort havde en maske, der lignede noget fra Phantom of the Opera. Og en anden homie så skarp ud i rød smoking og en hofnar-agtig maske.

Overalt var der fyldt med fyre ligesom mig, velklædte og med deres ansigter skjulte.

Nogle var i dybe samtaler. Andre havde drinks i hånden. Nogle få så utroligt ubekvemme ud, imens de tjekkede deres telefoner.

Ret meget det samme, som jeg så til highschool-fester.

Men jeg tror sådan set, at jeg også så ret ubekvem ud. “Første gang?” spurgte nogen på min højre side. Jeg drejede rundt og fik øje på en fyr i et blågrønt satin-lignende outfit og en maske med påfuglefjer.

Og fyren havde ramt helt præcis. “Øhh … ja, det kan man godt sige,” svarede jeg.

“Jeg er vild med din stil,” fortsatte fyren og lod sit blik glide op og ned ad mig. “Meget klassisk. Masken er også perfekt. Vidunderlig overdrevet. Du virker som en mand, der ved, hvad han vil have.”

Homien grinede og afslørede nogle skæve tænder.

Nu var det på tide, at jeg kom videre.

“Tak,” sagde jeg. “Hav en god aften.” Og jeg vendte mig for at gå, men fyren tog fat i min arm.

43

BLACKOUT

“Spil nu ikke genert,” sagde han og lænede sig så tæt ind til mig, at han næsten kvalte mit øre med sin varme ånde. “Vi er her alle af samme grund …”

Og lige idet jeg skulle til at give ham et ordentligt skub, så han landede lige midt på sin påfuglerøv, hørte jeg endnu en stemme og mærkede en hånd på min ene skulder. “Der var du,” sagde den. “Jeg har ledt efter dig alle vegne.” “Øhhh …” Men før jeg var færdig med at regne ud, hvordan jeg skulle overmande begge fyre og samtidig slippe væk fra den her fucking fest uden at blive opdaget, kom jeg til at se ned i gulvet. Og jeg så et par hvid-i-hvid-i-hvide Jordan 1s.

Jeg frøs.

“Undskyld,” sagde den pågående påfugl og lod sit blik glide op og ned ad Tremaine på samme måde, som han havde gjort ved mig.

“Jeg vidste ikke, at han var optaget.”

Vidste Tremaine, at det var mig? Hans smoking var i øvrigt trækulgrå, og jakken manglede opslag. Sættet så helt nyt ud, og hans maske var helt sort og dækkede kun lige området mellem hans øjne og næse. Han mindede mig lidt om den sværfægtende fyr, der er stjernen i de Zorro-film, min far elsker. Hele looket fik min mave til at opføre sig underligt.

“Helt okay,” sagde Tremaine. “Killer-outfit, for resten. Kom, babe.” Og så tog han min hånd og trak mig væk.

Jeg var for chokeret til at gøre andet end at følge med.

(Men babe, alligevel?).

Han gav slip på min hånd, da vi nåede frem til et tomt bord bagerst i lokalet. “Det må du virkelig undskylde,” sagde han og 44

Uden maske

rystede på hovedet. “Jeg holder normalt ikke folk i hånden uden lige at få deres navn først, men fyren der er supercreepy, og du er tydeligvis ny her. Jeg hedder Tremaine.”

Bekræftelse.

Det var helt mærkeligt at se ham uden sit kamera. Og jeg var også ret overrasket over, at han brugte sit rigtige navn.

Mit åndedræt blev tungt. Hvordan kunne han være så afklaret omkring alt det her? Ville jeg nogensinde selv nå dertil?

Han kom lidt tættere på. “Og hvad hedder du?” “Åh … øhh … Tobias.”

Jeg ventede på, at han skulle grine eller afsløre mig. Et eller andet tegn på, at han vidste præcis, hvem jeg var.

Det fik jeg ikke.

“T og T!” sagde han og pegede først på sit eget bryst og så på mit. “Tjekket!”

Det fik mig til at grine. Og til at slappe lidt af … bare ikke helt så meget, som jeg gerne ville, fordi min dårlige samvittighed over at lyve lige op i fyrens åbne ansigt (maske) samtidig hvilede tungt på mine skuldre.

Rimelig ambivalent, når jeg tænker på det nu.

“Fortæl mig lidt om dig selv, Tobias.”

Han understregede ligesom navnet, som om det var en smule mistænkeligt, men jeg rystede det af mig. “Hvad vil du gerne vide?”

Han trak på skulderen. “Hvad laver du i din fritid?”

“Den er nem: basketball.”

Fortrød det med det samme.

Homien stoppede ikke. “Åh. Sportsmand.”

45

BLACKOUT

Jeg lo igen. “Hvorfor siger du det sådan?”

“Der kommer ikke så mange sportsfolk heromkring.” Han lod blikket glide rundt i rummet, og jeg fulgte hans øjne. “Og jeg gætter på, at du ikke møder en hel masse fyre som dem her i rummet til dine sportsting. Er det her vildt ubehageligt for dig?”

“Hmm …” Og jeg besluttede mig for at sige sandheden. “Ja, lidt. Mellem dig og mig, så er jeg ikke sikker på, at det ville gå vildt godt, hvis mine holdkammerater fandt ud af, at jeg var her.”

Det gik først op for mig, hvor skidt det lød, da ordene kom ud af min mund. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle trække dem tilbage. “Øhh … kommer du her tit?” spurgte jeg og forsøgte at skifte emne.

“Tit er nok at strække den. De holder sådan noget her en gang om ugen, men det er kun tredje gang, jeg er her. Det er et interessant sted at se på mennesker.”

“Se på mennesker?”

“Ja, jeg går vildt meget op i fotografering og er vild med at studere folk, når jeg ikke har mit kamera.”

“Hvor gammel er du? Hvis det er okay, at jeg spørger,” sagde jeg så for at finde ud af, om han ville svare sandt.

“Jeg fyldte sytten i december.” Han lænede sig lidt tættere ind til mig. “Sig det ikke til nogen, men de lukker mig kun ind, fordi jeg kender DJ’en. Jeg har fotograferet ham mange gange. Formelt set skal man jo være atten. Og du skal helt sikkert passe på folk, der udgiver sig for at være en anden, end de er.”

Han så mig direkte ind i øjnene, imens han sagde det, og jeg sværger, at jeg holdt op med at trække vejret.

46

Uden maske

Men så fortsatte han. “Så … hvor gammel er du?”

“Jeg er … nitten. Lige begyndt på college. Eller altså næsten lige begyndt.” “Ærligt?” Og han blinkede.

Hvis det havde været muligt at teleportere sig ud af det her sted.

Tro mig.

Min tavshed var åbenbart sigende, for så sagde han: “Jeg tager pis på dig. Hvad læser du?” “Øhh … maskinteori. Men jeg overvejer at skifte hovedfag.”

(Jeg ved godt, at jeg lød komplet latterlig. Fatter ikke en skid af, hvorfor han blev ved at ville tale med mig).

“En klog sportsmand! Dobbelt uheld.” Og så smilede han det smil, der får alle pigerne på gangene på skolen til at tabe kæben og blive bløde i knæene. Og jeg kan sgu ikke lyve: Nu, hvor det var rettet mod mig, gav det hundrede procent mening.

Herfra er meget af aftenen lidt uklar. I løbet af få minutter forandrede jeg mig til det, man vel kan kalde en slags drømmeudgave af den, jeg måske engang kunne blive: åben biseksuel andetårselev på City College med et spændende studieliv, der både indeholdt studenterråd, basket og medlemsskab af Alpha Phi Alpha.

Og Tremaine var nem at tale med. Faktisk sneg der sig mere og mere ind fra mit virkelige liv, jo længere tid vi talte. Jeg fortalte ham, at jeg var forvirret, fordi jeg vidste, at der var nogle piger, jeg var tiltrukket af, men at jeg var ret sikker på, at jeg også var til fyre. (Til det svarede han: “Det samme her. Og lad ikke nogen overbevise dig om, at dine følelser er forkerte. Jeg har vidst, at jeg var tiltrukket af mennesker siden anden klasse. Du vil blive overrasket over, hvor 47

BLACKOUT

vanvittige nogle mennesker bliver, når de finder ud af, at de ikke kan putte dig i en kasse”).

Jeg fortalte ham om min Jordy. (“Hun lyder fantastisk. Støtte fra familien betyder alt”).

Jeg fortalte ham om mine trænere. (“Det er fra grundbogen i toksisk maskulinitet, min ven”).

Og jeg fortalte ham, at jeg var nervøs, fordi jeg ikke rigtig vidste noget med sikkerhed. (“Velkommen i klubben. Og jeg taler ikke om det her mærkelige sted”).

Jeg endte med at føle mig virkelig afslappet sammen med Tremaine Wright, så da han spurgte, om jeg datede nogen, svarede gode, gamle Tobias: “Altså ifølge det, du fortalte påfuglen, så dater jeg jo dig.”

Vi grinede, og så talte vi videre.

Vi talte videre om familie. Hans yndlingsperson er hans ældre søster, Tammi, men hans far, Sean, buschauffør, kommer på en tæt andenplads. Jeg fortalte ham, hvordan mine forældre havde mødt hinanden, og han fortalte mig om sine: Camille, hans mor, var en fotografpraktikant fra Virginia. Hun var faret vild og besluttede sig for at hoppe på en turistbus. Ret hurtigt nærmede de sig Flatiron-bygningen, hvor fotografen havde kontor lige over for … så hun var gået op til chaufføren og havde spurgt, om han ville sætte hende af, men det var en nonstop-tur, så han havde sagt nej. Hun plagede lidt mere, og da han endelig så på hende, blev han så distraheret af hendes skønhed, at han kørte ind i bagenden på taxaen foran dem. “Og det var blot tredje dag på jobbet,” sagde Tremaine.

“Blev fyret med det samme.”

48

Uden maske

Vi talte om mad. Han er halvt jamaicaner, men han elsker ramen og koreansk barbecue. Jeg fortalte ham, at min bedstefar oprindelig kommer fra Georgia, og plarede løs om min kærlighed til soul food fra syden.

Vi talte om venner. Han fortalte, at han aldrig har haft vildt tætte venner, slet ikke fyre, selv om han godt ved, at mange er “interesseret” i ham. Han håber, det vil ændre sig, når han begynder på college. Jeg fortalte ham, at selv om jeg har tætte venner – de fleste af dem er mine holdkammerater – så er jeg bange for, hvordan de vil reagere på, at jeg ikke er straight. “Jeg har hørt, at herresport kan være ret homofobisk,” var hans svar til det.

Jeg fortalte ham, at han virkede som en, der havde det ret godt med sig selv, og at jeg ikke var sikker på, at jeg nogensinde ville nå dertil. Og han forsikrede mig om, at han ikke altid havde haft det sådan, og at han bestemt også havde haft sine usikkerhedsmomenter. “Der er bare det,” sagde han, “at hvis jeg ikke kan elske og acceptere mig selv præcis, som jeg er, hvordan fanden kan jeg så forvente, at andre kan.”

En fair pointe, det er klart.

Før jeg vidste af det, tjekkede han sit ur og sagde, at han blev nødt til at gå, så han ikke kom for sent hjem.

Og jeg vidste, at jeg ikke kunne følge ham ud. Det var risikabelt.

Så jeg sagde, at det havde været rart at snakke med ham (hvem fanden troede jeg lige, at jeg var), og at jeg håbede, vi ville støde på hinanden igen.

Han så skuffet ud et virkelig kort øjeblik, men han kom sig så hurtigt, at det ville virke, som om jeg havde nærstuderet ham, hvis 49

BLACKOUT

jeg nævnte det. “Ja, helt klart,” sagde han. “Vi ses sikkert et eller andet sted.”

Men da han rejste sig for at gå, gjorde jeg noget, som jeg stadig har svært ved at fatte. “Yo, Tremaine,” sagde jeg. Og tog fat i hans arm. Da han vendte sig om mod mig, løftede jeg det nederste af min maske, trak ham ind til mig … og kyssede ham midt på munden.

“Okay, så,” var det eneste, han sagde, da vi stoppede (efter … noget tid).

Så gik der noget, der føltes som treogfirs minutter, men som sikkert kun var nogle få. “Du må øhh … hellere komme af sted, ikke?” sagde jeg for at bryde tavsheden. Og sikkert også, fordi jeg følte helt vildt meget på en gang: chok over min ligefremhed, skyld over ikke at spørge om lov til at kysse ham (det kan jeg seriøst sige om mine forældre – de går virkelig op i hele samtykke-tingen), tristhed over, at vi skulle skilles, begejstring over læbe-mødet, frygt over det, som begejstringen bekræftede for mig. Det føltes helt anderledes, da jeg kyssede Tremaine, end det gjorde sammen med Shelley aftenen før.

Det var noget skræmmende shit.

“Ja …” sagde han. “Jeg må måske nok hellere …”

Der lyder et højt bump og et fælles gisp i toget, og jeg åbner mine øjne med et sæt. “Åh gud, er han okay?”

Jeg registrerer ordene, før jeg registrerer klumpen på gulvet, men da min hjerne endelig får forbundet Tremaines tomme sæde med de hvid-i-hvid-i-hvide sneakers, der sidder fast på kroppen på det

50

Uden maske

snavsede gulv, er jeg hurtigt nede hos ham, før jeg overhovedet når at sanse, hvad jeg gør.

“Yo, Tremaine!” Jeg tager fat i hans skuldre og ryster ham.

Panikken begynder at gøre mine håndflader fugtige og mine armhuler svedige … præcis som i sjette klasse.

Man skulle tro, at jeg havde lært noget om at hjælpe, når jeg ser en fyr i problemer, siden dengang, ikke? Bare pinligt.

“Tremaine!” Jeg giver ham endnu en rystetur. “Hey, er du okay?” Åndssvagt spørgsmål.

Men han stønner.

Det er et godt tegn i min bog.

“Tremaine, det er mig. JJ,” siger jeg og forsøger at få ham om at ligge på ryggen. “Jeg får dig ud herfra, mand, men hvis du kan hjælpe mig bare en lille smule ved at lade mig vide, om du kan høre mig, vil det være virkelig godt.”

Han stønner igen.

Jeg strækker hans ben ud og flytter mig igen op til hans hoved.

Og begynder at bruge mine hænder som vifte, som jeg har set, at folk gør i film.

Jeg aner i øvrigt overhovedet ikke, hvad jeg i virkeligheden laver.

Men det ser ud til at virke. Hans hoved begynder langsomt at bevæge sig lidt mod højre og så til venstre. Og da det er tilbage i midten, åbner han sine øjne.

Jeg tror, at min hjerte begynder på en stepdans eller noget, der minder om.

“Gudskelov,” siger jeg. Og slår bogstavelig talt korsets tegn.

“Kan du overhovedet bevæge dig? Jeg vil have dig op og ud af det

51

BLACKOUT

her tog, men hvis jeg skal bære dig, må jeg lige lægge en plan …”

“JJ?” spørger han helt groggy og forvirret. (Og shit, hvor har jeg et had-kærlighedsforhold til det, det gør ved mig indeni. Må undgå at se på hans mund).

“Ja, det er mig.”

“Hvad skete der? Hvor er vi?” Hans øjne lukker sig igen.

“Nej nej. Du bliver nødt til at holde dig vågen. Vi er i subwayen. Der er strømafbrydelse, og vi har siddet fast inde i en tunnel i omkring en halv time.”

“Jeg hader lukkede rum,” siger han.

“Det ved jeg godt. Men det, jeg har brug for at vide, er, om du kan gå. Jeg får åbnet dørene, og så hjælper jeg dig op, og så giver du mig besked, cool?”

“Mhhmmm,” siger han. Eller rettere … brummer.

Lynhurtigt får jeg mine nøgler op af lommen og bruger den lille kniv fra min sammenfoldelige mini-værktøjsnøglering til at åbne panelet ovenover togvognens midterste dør (gudskelov er jeg høj nok til at nå det). Jeg er sikker på, at de fleste ikke lægger mærke til det, når de stiger ud og ind af et tog, men da jeg var lille, lærte min far mig, hvordan jeg altid kan få mig selv ud af et offentligt transportmiddel, hvis der skulle opstå en nødsituation.

Det er også ham, der har fået mig til at gå med nøgleringen.

Da jeg er inde i kabinettet, drejer jeg på to røde håndtag – det klik, det giver, da låsene går på, lyder næsten som musik – og lægger derefter al min vægt i at skubbe dørene op.

Og så tilbage til Tremaine.

“Okay, jeg tager fat i dine skuldre for at få dig op at sidde, og så

52

Uden maske

tager jeg mine arme ind under dine og lægger dem om din hofte, så jeg kan rejse dig op, cool?”

Jeg venter ikke på et svar denne gang.

Da jeg får ham op – sidebemærkning: Han er tung – og jeg holder fast om livet på ham, imens han får sine fødder ind under sig, spørger jeg igen: “Tror du, du kan gå?”

Hans hoved falder tilbage mod min skulder. (Overrasker mig for sindssygt). “Ja. Med lidt hjælp.”

“Jeg har dig,” siger jeg. “Jeg er ret sikker på, at vi bliver nødt til at gå på linje for at komme ud af den her tunnel, men du kan læne dig op ad min ryg.”

Jeg skifter om til hans højre side, uden helt at give slip på ham, og trækker hans arm over min skulder, før jeg træder ind foran ham. Der kommer en passager over og giver mig begge vores rygsække, og på mystisk vis lykkes det mig at få dem begge sat fast foran – gudskelov er de ikke tunge. Og så læner han sig ind mod mig med al sin vægt, og vi bevæger os mod de åbne døre.

I løbet af få sekunder er vi ude. Jeg ved, at nogle flere følger efter, men jeg fokuserer kun på, at få os ud under åben himmel.

Afsløring: subway-tunneler uden for toget? Virkelig scary shit.

Jeg fortryder virkelig min horror-film-periode i skolen. Den lille amatørlommelygte på telefonen hjælper kun marginalt.

Vi går heeeeeeelt vildt langsomt i det, der føles som en evighed, med hele hans front presset mod hele min ryg (som er meget). Jeg holder hans højre arm imod mit bryst med min venstre hånd, så jeg kan holde lyset med min højre. Toget var stoppet lige uden for stationen på 96th Street.

53

BLACKOUT

Så jeg gør mit bedste for at fokusere på fyrens vægt imod mig og min viden om, at det er op til mig at få ham ud af det her fandens hul i jorden, og på magisk vis holder det mine fødder i bevægelse.

Snart åbner tunnelen sig, og jeg er helt vildt lettet.

“Jeg tror, at jeg kan gå lidt bedre nu,” siger Tremaine, da vi næsten er fremme ved stationen. Hans vægt tager lidt af, og så fjerner han armen helt fra mig.

“Er du sikker?”

“Ja, og jeg kan også hjælpe lidt til. Lad mig tage tasken.”

“Rolig nu. Slap af. Jeg har styr på det.”

“Så JJ Harding er altså en gentleman?” Og jeg kan ikke se hans blik, heldigvis, for så kan han heller ikke se mit.

For at være ærlig, så var jeg ikke opmærksom på, i hvilken retning vi gik, men i det øjeblik vi står på platformen, som ærligt talt føles mørkere end toget, er det, som om al energien forlader mig.

“Er det okay, hvis vi lige slapper af her et øjeblik?”

Før han kan nå at svare, føler jeg mig frem til væggen og lader mig glide ned ad den ligesom kondensvandet på en kop. Nok ikke det reneste gulv at sidde på – og så i mine nye jeans – men jeg kunne ikke rejse mig op nu, selv hvis jeg prøvede.

Jeg mærker en krop sætte sig ved siden af mig. Sådan riiiigtig tæt.

“Er du okay?” Tremaines stemme er sagte, men tyk i mørket.

Jeg kan høre, at andre er ved at finde vej til platformen – masser af snak om at finde en udgang – men Tremaines nøgne arm imod min får mig til at tænke, at det er okay bare … at blive siddende.

54

Uden maske

“Jeg må indrømme, at jeg aldrig har haft det bedre.”

Han ler. Og for blot et kvarter siden ville jeg ikke have været klar til erkende, hvordan jeg har det lige nu. Med ham helt tæt på – og i sikkerhed.

Det er sgu utroligt. Jeg er virkelig glad for, at det er mørkt, for ellers ville jeg sikkert prøve at kigge på hans mund i smug.

“Lige der er jeg helt enig,” siger han. “Da toget stoppede … lad mig bare sige, at jeg vidste, at det hurtigt ville gå ned ad bakke.

Lukkede rum er no-go for mig. Det generer mig ikke så meget at være i toget, så længe vi er i bevægelse. Men da vi standsede? I en tunnel? Klaustrofobien blev meget virkelig.”

“Ligesom i sjette klasse?” spørger jeg.

“Ja, tæt på.”

“Jeg … øhh …” Har jeg virkelig tænkt mig at sige det her? “Jeg kunne godt se, at du kæmpede lidt. Jeg er ked af, at jeg ikke reagerede noget før.”

“Altså med din historik …” Han støder sin skulder mod min.

Min mave føles, som om den lige har lavet et 360-graders hopskud op i min hals.

Jeg rømmer mig. “Men er du okay?” spørger jeg.

“Jo, altså … du ved … jeg er simpelthen lige besvimet i et subway-tog fyldt med fremmede.”

“Jeg tænker, at det er meget godt, at de sådan set ikke kunne se dig.”

Han ler igen.

Det er for meget, mand.

55

BLACKOUT

“Ved du hvad, jeg bliver nødt til at fortælle dig,” siger han, “at på trods af dine heltegerninger – hvor tøvende de end var – så ser du meget bedre ud uden maske.”

Jeg kan ikke få vejret og slet ikke tale.

“Jeg så dig ved Herald Square den aften. Du kom ud fra toilettet i din smoking – meget tjekket i øvrigt – og jeg fulgte efter dig på afstand. Hoppede på linje F i samme vogn som dig bare i den anden ende. Jeg tænkte – håbede i virkeligheden – at du måske var på vej samme sted hen som jeg, men det virkede ikke realistisk.

Jump-Jump Harding til et maskebal for queer-fyre?”

Jeg lyver ikke: På trods af alt det, han fortæller mig, smiler jeg over lyden, når han siger mit kælenavn. Og jeg gik heller ikke glip af det håbede, han sagde.

“Da du stod af ved Second Avenue, var jeg i tvivl. Jeg fulgte efter dig, lige indtil du gemte dig i skyggen af bygningen på den anden side af gaden. Og da jeg havde ventet nogle minutter for at se, hvad du gjorde, gik jeg ind, men jeg håbede virkelig, at du ville følge efter.”

“Og det gjorde jeg.”

“Jep.” Jeg tager en dyb indånding nu. Er ærligt talt sådan lidt lettet … men også irriteret, hvis jeg skal være helt ærlig. “Så du vidste altså præcis, hvem jeg var, hele tiden.”

“Ja, jeg gjorde. Og hvis jeg skal være helt ærligt, JJ,” siger han, “så var jeg ret vred på dig. Jeg gav dig mit rigtige navn og håbede på, at det ville opmuntre dig til at give mig dit. Men det gjorde du ikke.”

Nå. Så er det ikke mig, der er irriteret længere.

56

Uden maske

“I flere uger – UGER, JJ! – var jeg i tvivl. Jeg har haft sådan et crush på dig siden før hele den der omklædningsrumsepisode i sjette klasse. Jeg elskede at snakke med dig og lære mere om dit liv.

Du lagde ikke mærke til det, men du nævnte faktisk din søsters navn på et tidspunkt.

“Nå, for fanden.”

“Nemlig. Du var dig … men du lod, som om du ikke var. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Især fordi du jo vidste, hvem jeg var. Og så kysset …”

“Kysset.” Ordet er sagt, før jeg kan nå at bremse det.

“Ja,” siger han. “Misforstå mig ikke, jeg nød det. Det tror jeg også, du kunne mærke. Jeg skubbede dig ikke ligefrem væk.”

Jeg er glad for, at det er mørkt, for det får mig til at smile som et lille børnehavebarn, der lige har fået ros for et farvekridtprojekt.

“Men jeg hadede også mig selv for at nyde det, JJ. Du løj for mig hele tiden, og du kyssede mig uden min tilladelse. Det var forvirrende.”

“Undskyld, Tremaine,” siger jeg. “Altså virkelig, virkelig, virkelig undskyld.”

Han siger ikke noget, og jeg siger heller ikke mere, så vi sidder der bare. Jeg tjekker min telefon og bliver rimelig overrasket over, at fyrre minutters brug af lommelygten ikke har påvirket mit batteri særlig meget.

Jeg spekulerer på, om det er en slags metafor.

“Men hvorfor sagde du ikke noget?” spørger jeg så Tremaine.

“Det ved jeg faktisk ikke,” siger han. “Det har jeg spurgt mig selv om i ugevis. Hvorfor afslørede jeg dig ikke bare? Jeg har stadig 57

BLACKOUT

ikke rigtig noget svar. Måske fordi … altså, jeg forstår jo godt behovet for lidt tid og plads til at finde ud af dig selv. Men jeg vil nu sige, på baggrund af det, du fortalte mig om dine forældre, at jeg tror, at din søster har ret i, at dine forældre vil støtte dig.”

Jeg nikker. “Ved du hvad? Det forstod jeg faktisk, imens vi gik ud af tunnelen, T. Jeg tror ikke, at mine forældre har nogen mening om, hvem jeg forelsker mig i. Det er mere hele basket-tingen. Der er kun en NBA-spiller, der er sprunget ud som bøsse.”

“Jason Collins,” siger han.

Jeg er imponeret. “Nemlig. Og ja, han fik sikkert en hel masse support. Men det er nogle år siden, og ingen andre er stået frem siden. Inden for sport er der bare den her …” Jeg går i stå, fordi jeg ikke rigtig ved, hvilket ord jeg skal bruge.

“Stigmatisering,” siger han.

Så jeg kan altså sætte kryds ved “ færdiggør mine sætninger” på listen over idealpartnere.

“Nemlig. Og selv om mine forældre ikke vil have et problem med min … orientering, må det hedde, så vil de ikke være begejstrede for, hvis jeg stopper med at spille basket. I deres hoveder – og også i mit indtil for nylig – er det min billet til betaling for college.

Og selv om jeg ikke er sikker på, at jeg overhovedet har lyst til at spille basket længere, så vil det at være sprunget ud kunne give mig problemer med mine holdkammerater og trænere, og det ville helt sikkert fucke mit spil op. Jeg er sikker på, at de alle vil opføre sig støttende – ingen vil jo have et stempel som homofob. Men det her shit stikker sgu dybt, mand.”

58

Uden maske

Jeg kan høre, at han synker dybt ved siden af mig.

Vi er stille i nogle minutter, imens mit dilemma finder ro i mørket omkring os. Jeg har ingen idé om, hvad jeg skal gøre.

Men jeg må indrømme, at noget af det pres, jeg har kunnet mærke i brystet, er forsvundet. At vide, at nogen kender min hemme­lighed og ikke ser på mig på en ny måde, er … betryggende.

Små skridt, tænker jeg.

“Var du på vej til den fest i Brooklyn, hvor Kareem er DJ?” spørger jeg bare for at sige noget.

“Ja. Jeg skal tage billeder.”

“Det tænkte jeg nok. Jeg var også på vej dertil.”

“Ikke nogen overraskelse.” Jeg kan høre smilet i hans stemme.

“Så øhhh … hvordan skal vi nu komme dertil?”

Han ser op mod skiltet på stationen. “Altså vi er jo tæt på parken …” Han vender sig mod mig. “Skal vi cykle? Jeg er sikker på, vi kan leje nogen. Vi kommer til at være fandens svedige, når vi ankommer, men … i det mindste når vi frem. Er du klar?”

“Ja, for fanden. Jeg er klar!” siger jeg. “Det lyder faktisk lidt sjovt.”

“Hej, JJ?” Det er helt skørt, hvor godt jeg kan lide lyden af de to bogstaver, når de kommer ud af hans mund. “Ja, Tremaine?”

“Kan vi aftale, at du aldrig lyver sådan for mig igen?”

Den rammer hårdt. “Ja. Og igen: Undskyld.”

“Jeg tilgiver dig. Den her gang.”

Jeg griner. Det føles godt. “Det respekterer jeg.”

59

BLACKOUT

“Hvis du vil høre sandheden – og du har bare at lade være med at bruge den imod mig – så tror jeg egentlig ikke, at jeg kunne være sur på dig ret længe.”

“Jeg tror altså også, at jeg har haft noget for dig siden den dag i sjette klasse,” indrømmer jeg endelig. “Men jeg har jo tydeligvis forsøgt at benægte det.”

Nu er det ham, der griner. “Godt at vide.”

Vi vender tilbage til stilheden, men mørket er ved at gøre mig urolig.

“Tror du snart, at lyset kommer tilbage?” spørger jeg.

Han svarer ikke med det samme, og jeg presser ikke på. Jeg … sidder der bare. Jeg har ingen anelse om, hvad der sker nu.

Men jeg mærker også, at jeg er lidt ligeglad. I hvert fald lige nu.

Lige da jeg har opgivet at få et svar, kommer det: “Jeg ved det ikke. Men jeg håber det.”

Så kommer jeg til at tænke på: “Roder mørket med din klaustrofobi? Kan jeg gøre noget for at hjælpe?”

Han griner igen. “Nej, det handler slet ikke om det,” siger han og læner sig ind mod mig. Jeg sværger, at hvis man rent faktisk kunne smelte, så ville jeg være en stor klump flydende glæde på det her gulv i stedet for et menneske.

Han fortsætter: “Jeg er ærligt talt overhovedet ikke bange lige nu. Jeg glæder mig bare til at se dig uden din maske.”