Barnets Bibel (uddrag)

Barnets Bibel �ØGERN�S B � G FOR B Ø RN

G EN FORTA LT A F

Kim Fup� Aa�eson ILLU STRE RE T A F

Signe Kjær C A R L S E N

f o r tæ l l i n g e r f r a

�et Gamle Testamente OG GUD SKABTE V ER D E N .. . 14 Første Mosebog, kap. 1-2

ADA M OG E VA . . . 2 0 Første Mosebog, kap. 2

SLA NGEN I T RÆET . . . 2 6 Første Mosebog, kap. 3

KA IN OG ABEL . . . 32 Første Mosebog, kap. 4

NOA S A R K . .. 3 7 Første Mosebog, kap. 6-9

BABELSTÅ R NE T ... 44 Første Mosebog, kap. 11

TAL RI G SOM STJE R NE R N E . . . 4 8 Første Mosebog, kap. 12, 15 og 18

SODOM A OG GO M O R R A . . . 52 Første Mosebog, kap. 18

A BRAH AM SK AL O FR E ISAK! . . . 56 Første Mosebog, kap. 22

JA KOB OG ESAU ... 61 Første Mosebog, kap. 25 og 27

HIMM ELST I GEN . . . 6 8 Første Mosebog, kap. 28

JAKOB S LÅ S ME� EN FR EM M E D . . . 71 Første Mosebog, kap. 32

JOSEF OG AL LE H ANS BR ØDR E . .. 75 Første Mosebog, kap. 37

JOSEF TY � E R KON G E NS DR ØM . . . 8 1 Første Mosebog, kap. 39-41

J OSEF M Ø DER S INE B R ØDR E I G E N . .. 8 7 Første Mosebog, kap. 42-46

MOSES I KU R V E N ... 92 Anden Mosebog, kap. 1-2

EN B RÆNDENDE B U S K . . . 10 0 Anden Mosebog, kap. 3

DE TI PLAG E R . .. 104 Anden Mosebog, kap. 7-13

GENNEM DET R ØDE HAV . . . 11 2 Anden Mosebog, kap. 14

M OSES SØ RGER FOR MAD O G DRI KK E ... 116 Anden Mosebog, kap. 16

DE TI BUD . . . 1 21 Anden Mosebog, kap. 20

LA NDET M E� MÆL K O G HO NNIN G .. . 12 5 Fjerde Mosebog, kap. 13

JOSVAS TROMP E T E R . . . 12 8 Josvabogen, kap. 6

G IDEON .. . 13 3 Dommerbogen, kap. 6-8

SAMSON . . . 136 Dommerbogen, kap. 13-16

DAVI� SKA L VÆR E K O NGE .. . 14 1 Første Samuelsbog, kap. 16

DAVI� MOD G OLI AT . . . 1 4 5 Første Samuelsbog, kap. 17

DAVI� OG KONG SAU L . . . 1 5 0 Første Samuelsbog, kap. 18-31

KONG SAL OMO S D O M . . . 1 5 5 Første Kongebog, kap. 3

ELIA S OG S TYRK EPRØV E N . .. 15 9 Første Kongebog, kap. 16

JONA S I � VA LENS MAV E . . . 16 4 Jonas’ Bog, kap. 1-4

DA NIEL I LØV ER N E S KU LE .. . 169 Daniels Bog, kap. 1-6

GUD LOV ER LYS ... 17 5 Esajas' Bog, kap. 9

f o r tæ l l i n g e r f r a

�et Nye Testamente MA RIA OG ÆR K E E N G LE N . . . 18 0 Lukasevangeliet, kap. 1, Matthæusevangeliet, kap. 1

MA RIA F ØD E R JE SU S .. . 18 5 Lukasevangeliet, kap. 2

TRE FORNEM ME O G KLO G E MÆN D . . . 1 9 0 Matthæusevangeliet, kap. 2

JESU S E R VÆK . . . 19 5 Lukasevangeliet, kap. 2

JOHA NNES DØBE RE N .. . 19 9 Matthæusevangeliet, kap. 3, Markusevangeliet, kap. 1 Lukasevangeliet, kap. 3-4, Johannesevangeliet, kap. 1

JESU S M ØDE R DJÆV LE N . . . 2 0 3 Markusevangeliet, kap. 1, Matthæusevangeliet, kap. 4 Lukasevangeliet, kap. 5

PETERS STOR E FANG ST ... 2 07 Lukasevangeliet, kap. 5

DE TOLV DISCI P LE .. . 2 11 Johannesevangeliet, kap. 1, Markusevangeliet, kap. 1 Matthæusevangeliet, kap. 4, Lukasevangeliet, kap. 5

BRY L LU PPE T I K AN A .. . 2 15 Johannesevangeliet, kap. 2

TALE N �Å BJ E R G E T . .. 219 Matthæusevangeliet, kap. 5-7

JESU S GÅ R PÅ VAN D E T ... 2 23 Matthæusevangeliet, kap. 14, Markusevangeliet, kap. 6 Johannesevangeliet, kap. 6

JESU S RE�DER JA IR U S' DAT TE R . .. 22 7 Matthæusevangeliet, kap. 9, Markusevangeliet, kap. 5 Lukasevangeliet, kap. 8

J ESU S �EL BREDER E N LAM MAN D . . . 2 31 Markusevangeliet, kap. 2, Matthæusevangeliet, kap. 9 Lukasevangeliet, kap. 5, Johannesevangeliet, kap. 5

DEN STORE FE ST .. . 2 3 5 Matthæusevangeliet, kap. 22, Lukasevangeliet, kap. 14

JESU S LÆRER DI S CI P LE NE SIT FADER V OR . . . 2 3 9 Lukasevangeliet, kap. 11, Matthæusevangeliet, kap. 6 Markusevangeliet, kap. 10

D E N BA RMHJ ERTIGE SAMA R IT ANE R . .. 242 Lukasevangeliet, kap. 10

F E M BRØ D OG TO F I SK ... 2 4 7 Johannesevangeliet, kap. 6, Lukasevangeliet, kap. 9 Matthæusevangeliet, kap. 14, Markusevangeliet, kap. 6

SØNNEN DER TOG LANG T VÆK . . . 2 51 Lukasevangeliet, kap. 15

Z AKÆU S . . . 2 5 7 Lukasevangeliet, kap. 19

JESU S VÆKKER EN D ØD M AN D! . . . 2 61 Johannesevangeliet, kap. 11

JESU S KOM M ER TI L J E R US ALE M . . . 2 6 5 Markusevangeliet, kap. 11, Matthæusevangeliet, kap. 21 Lukasevangeliet, kap. 19, Johannesevangeliet, kap. 12

DET S IDSTE MÅLTI� ... 2 7 0 Johannesevangeliet, kap. 13, Matthæusevangeliet, kap. 26 Lukasevangeliet, kap. 22, Markusevangeliet, kap. 14

HVEM JES U S ? . . . 2 76 Matthæusevangeliet, kap. 26, Markusevangeliet, 14 Lukasevangeliet, kap. 22, Johannesevangeliet, kap. 18

JE SU S SKA L DØ .. . 2 8 0 Matthæusevangeliet, kap. 27, Markusevangeliet, kap. 15 Lukasevangeliet, kap. 23, Johannesevangeliet, kap. 18-19

JE SUS PÅ KO R S ET . . . 2 8 4 Matthæusevangeliet, kap. 27, Markusevangeliet, kap. 15 Lukasevangeliet, kap. 23, Johannesevangeliet, kap. 19

JE SUS S TÅ R O� FR A GRAVE N .. . 29 0 Johannesevangeliet, kap. 20

JE SUS FARER TIL H I M ME LS . . . 2 9 5 Lukasevangeliet, kap. 24, Apostlenes Gerninger, kap. 1

ILD I DISC IP LE NE ! . .. 297 Lukasevangeliet, kap. 24, Apostlenes gerninger, kap. 2

Det gamle testamente

OG GUD SKABTE VER�EN

hvordan alting blev til

Mørke. Mørke og ingenting. Sådan var det i begyndelsen. Det var så mørkt at man slet ikke kunne se nogen begyndelse.

Men der var Ordet. Ordet var hos Gud, og på den første dag trillede Gud jorden stor og rund og sagde: Lys.

14

OG GUD SKABTE VERDEN

Og der blev lys.

Nu var der en jord, der var lys, der var mørke, og Gud syntes at lyset skulle hedde dag. Mørket kom til at hedde nat.

Det var da lidt af en begyndelse.

Den anden dag skabte Gud himlen. Så nu var der både himmel og jord. Gud malede skyer på himlen, lyse skyer, mørke skyer, tordenskyer, lammeskyer.

Den tredje dag skænkede Gud havene fulde. Og på land voksede alt hvad der gror, palmer og buske og blomster, der var farver, der var duft, der var de høje stammer, det lave krat, de planter der kravler, de træer der bærer frugt, de brede kroner, de smalle blade, de røde bær.

Gud syntes det så ret godt ud, alt det på sølle tre dage.

Den fjerde dag hængte Gud månen op og pyntede med stjerner. Så var natten som den skulle være. Bagefter satte Gud solen op, så dagen var dag. Og så der var ordentlig forskel på de to.

Den femte dag rørte Gud liv i havet, de mindste, de største og alle dem indimellem, finner, gæller, haler alle vegne. Og Gud hviskede liv på himlen, fugle i alle

15

O g G ud skabte V erden

16

O g G ud skabte V erden

17

OG GUD SKABTE VERDEN

størrelser, alle farver, store næb, små næb, snart var der vingeslag og kvitten og tvitten og kvidren i luften.

Den sjette dag var alle de andre dyrs dag. Gud kaldte dem frem fra jungler, fra skove, fra buskadser, fra huller i jorden, de spidse pigge, den glatte pels, skarpe tænder, bløde muler, horn og haler og snuder og knurhår, pletter og striber, Gud gjorde sig umage med at finde på.

Så gravede Gud dybt efter det fede ler og æltede og formede et menneske, to ben, to arme, hoved, mund, ører, og til sidst blæste Gud ånde i mennesket, og mennesket slog øjnene op, mennesket blev levende.

Pyha, sagde Gud og lænede sig tilbage, lagde sig faktisk i det høje græs. Når man sådan har arbejdet hårdt seks dage i streg og har skabt alting, ja, så er man godt træt og med god grund.

Derfor gjorde Gud hverken det ene eller det andet på den syvende dag. Gud hvilede sig bare. Sov tungt og godt. Og drømte om alt det nye, fuglene, træerne, havene, lerjorden, dyrene, bjergene, frugterne. Åh, sikke en jord.

ADAM OG EVA

de to allerførste mennesker

Mennesket hed Adam. Det var selvfølgelig et navn Gud fandt på, og Gud satte Adam i en have, en dejlig have, Edens Have, Paradis.

Men Gud var stadig træt efter at have skabt både himmel og jord og bad Adam finde på altings navne.

20

A D A M O G E VA

Der var nok at gå i gang med, hverken fugl eller fisk havde navne endnu, alting hed ingenting.

Må jeg helt selv bestemme? spurgte Adam.

Det måtte han. Og så var det bare at gå i gang fra en ende af.

Bananpalme, sagde Adam til en høj palme med lange, gule frugter.

Stork, sagde Adam til en fugl med langt næb og tynde, røde ben.

Bavian, sagde Adam til et sjovt dyr med både arme, fingre og ben og en ordentlig rød numse.

Delfin, sagde Adam til et af de mange dyr i havet.

Og sådan blev han ved. I dagevis. Ugevis, faktisk. I starten var det let og sjovt, næsten en leg. Men ting bliver sjældent ved med at være sjove, og Adam fik osse sværere og sværere ved at komme op med nye navne. Marehalm. Sildehaj. Flagspætte.

Og da Adam omsider havde givet alting navne, var der ikke rigtig andet at lave i Edens Have. Adam sad lidt og gloede. Lå lidt og kiggede skyer. Travede lidt rundt om en enebærbusk. Satte sig igen. Det kan godt være Gud havde skabt et paradis med alt hvad man kunne ønske sig, men Adam følte sig alligevel trist og ønskede sig noget han ikke vidste hvad var.

21

A D A M O G E VA

Men det vidste Gud. Adam var ensom.

Og det er ikke godt for mennesket at være ensom.

Så Gud pustede blidt på Adams øjenlåg og fik ham til at sove. Så tog Gud et af Adams ribben, han havde heldigvis en hel del, og af det ribben formede Gud et nyt menneske. En kvinde denne her gang, så der var en af hver.

22

A D A M O G E VA

Og Adam vågnede. Og troede ikke sine egne øjne. Et menneske som han selv, bare ikke helt som han selv, det menneske han havde savnet uden at vide at det var det menneske han havde savnet. Nu var de en mand og en kvinde, Adam og Eva, og de var ikke ensomme mere, de havde jo hinanden.

23

A dam og E va

24

A dam og E va

25

S L A N G E N I T RÆ E T

stol aldrig på krybdyr!

Paradisets Have var det rene paradis. Adam og Eva rendte rundt uden tøj på i det dejligste vejr, og det træ Gud kaldte livets træ, gav dem evigt liv. De drak af det reneste kildevand, de lå i det blødeste græs, de spiste de lækreste frugter, søde, modne, fulde af saft, og Adam og Eva måtte spise lisså mange de ville, morgen, middag, aften, frugterne af alle træer. Alle træer på nær ét. Kundskabens træ.

I spiser ikke af frugterne på kundskabens træ, sagde Gud.

26

SLANGEN I TRÆET

Hvorfor ikke? spurgte Adam og Eva og så på de røde, skinnende æbler.

Fordi jeg siger det! sagde Gud. Hvis I spiser æblerne af det træ, skal I dø!

Han mener det virkelig, hviskede Eva til Adam, og så spiste de af de andre træer, drak af det klare vand, lå i græsset og så på skyer.

Men en dag hvor Adam og Eva tumlede rundt om æbletræet, var der pludselig en slange oppe mellem æblerne, en slange der hviskede til dem: Mærkeligt, ikke sandt?

Hvad er mærkeligt? spurgte Eva. I må spise frugterne af alle træer, bare ikke æbletræet her?

Tjoh, sagde Adam. Men det er vist ikke bare et æbletræ, det er kundskabens træ, og vi mangler jo ikke noget.

Ved I hvorfor Gud ikke vil have jer til at smage på æblerne?

Det vidste hverken Adam eller Eva, lidt mærkeligt var det jo.

Hvis I spiser af æblerne på kundskabens træ, bliver I lisså kloge som Gud. I vil vide hvad der er godt og hvad der er ondt. Andet sker der ikke.

27

SLANGEN I TRÆET

Og mennesket har altså noget underligt i sig. Noget nysgerrigt. Noget der bare vil vide det de ikke ved. Noget der kan gøre en mand og en kvinde helt vilde for at smage på et æble, bare fordi de ikke må smage det.

Så Eva plukkede et æble og tog en bid. Én sølle bid.

Hvordan smager det? spurgte Adam.

Prøv selv. Hun rakte æblet til Adam, og han gjorde det samme, tog en bid, én sølle bid.

Velbekomme, hvislede slangen, og væk var den.

Adam og Eva så på hinanden. Pludselig var de flove over ikke at have tøj på, de gemte sig bag buske og dækkede sig med figenblade, så godt det nu kunne lade sig gøre.

Det blev aften. Gud forstod ikke hvor Adam og Eva var henne? Gud ledte efter dem, kaldte på dem.

Adam? Eva? Hvor er I? Her, svarede Adam bag en busk.

Her, svarede Eva bag en anden busk.

Hvorfor gemmer I jer?

Vi har ikke rigtig noget tøj på, sagde Adam.

Vi er ret nøgne, sagde Eva. Vi har kun figenblade at dække os med.

Så vidste Gud at de havde spist af kundskabens træ.

Og han blev rasende, rigtig rasende.

Det var Eva der lokkede, peb Adam.

30

SLANGEN I TRÆET

Det var slangen der lokkede, peb Eva. Det hjalp ikke. Gud råbte: Hvad er meningen!? I kan ikke bo her i min have mere! I ryger ud! Og I kommer til at arbejde hårdt for føden! Og I skal føde børn i stor smerte! Og I kommer ikke til at leve evigt, glem livets træ, I vil blive gamle, og I vil dø! Og slangen skal altid være jeres fjende og bide jer i hælen!

Gud forbandede osse slangen. Du, slange, du skal krybe på din bug og æde støv alle dine dage! Og menneskets børn skal smadre dit hoved med sten!

Så måtte Adam og Eva forlade Edens Have. De skammede sig, men sådan blev det. Og selvom Gud i sin tid havde truet med at slå dem ihjel hvis de spiste af æblerne, ja, så skete det ikke, faktisk gav han dem skindtøj med på rejsen så de ikke frøs derude i verden. Man elsker sine børn lige meget hvor umuligt de opfører sig. Og Gud elskede stadig Adam og Eva.

KAIN OG ABEL

mord mellem �rødre!

Adam og Eva fik to sønner og elskede dem overalt på jorden, sådan er det som regel med forældre og børn.

Den ene søn hed Kain, den anden hed Abel. De lignede hinanden, som brødre tit gør, og de var meget forskellige, som brødre tit er. De kunne skændes og slås så Adam og Eva blev helt bekymrede, men man håber altid på at de vokser fra den slags.

Det gjorde Kain og Abel desværre ikke. Kain var

32

KAIN OG ABEL

nemlig misundelig på sin bror, og den slags kan være svært at få bugt med.

Abel er sødere end mig, sjovere end mig, kønnere end mig, dygtigere end mig, jeg vil vædde på at mor og far elsker ham højere end mig.

Sådan plagede Kain sig selv.

KAIN OG ABEL

En dag ville begge brødre bringe Gud et offer, det var noget man gjorde en del dengang. At ofre er lissom at give Gud en gave, at sige tak.

Abel ville give Gud et lam. Kain ville give Gud et stort bundt modent korn. Abel stegte lammet, og røgen steg til vejrs, og Gud takkede Abel for den fine lugt, den dejlige gave.

34

KAIN OG ABEL

Men Kains korn osede, og Gud vendte ryggen til den sorte røg, sikkert fordi den sved i øjnene.

Typisk! rasede Kain, han gik rundt om sig selv og stirrede ned i jorden. Typisk at Gud takker Abel og vender ryggen til mig!

Kain, sagde Gud. Tænk lyst og godt, og se op, du skal ikke lade dine mørke tanker få tag i dig.

35

KAIN OG ABEL

Men Kain hørte ikke efter, de mørke tanker simrede og gærede i ham, og en dag de to brødre var i marken, kom de op at toppes, og tænk, Kain tog en stor sten og slog Abel ihjel!

Gud så Abels blod på jorden og spurgte Kain hvor hans bror var henne?

Hvad ved jeg, sagde Kain. Jeg skal vel ikke gå og passe på min bror?

Hvad har du dog gjort? spurgte Gud. Din brors blod lyver ikke! Fra nu af skal du være flygtning i verden, ingen steder har du hjemme, en fredløs skal du være!

Fredløs, jamrede Kain. Så kan alle slå mig ihjel hvis de får lyst?

Nej, sagde Gud. Du skal bære et mærke i panden, og det mærke vil beskytte dig mod ondskab.

Men flygte måtte han, Kain, han måtte forlade sine marker, sin mor, sin far, alt hvad han kendte til og elskede.