Caritas Nyt 2022 #2

Krigen i Ukraine oplevet på nærmeste hold

Efter et stykke tid begynder du at ignorere luftalarmen. National chef i Caritas Danmark Jacob Nue Sønderstrup mærkede følgerne af den russiske invasion på egen krop, da han i begyndelsen af sommeren var til et partnerskabsmøde i Warszawa og derefter besøgte Lviv i det vestlige Ukraine. Med ringe udsigter til fred er krigen blevet noget, man har lært at leve med. Her fortæller han om sine oplevelser.

Caritas gør meget for at støtte børnene på modtagecentrene og hjælpe dem med at bearbejde de voldsomme oplevelser, de har haft, for eksempel gennem leg og dans.

Fra den 13. til den 15. juni mødtes vi flere end 50 repræsentanter fra Caritas-organisationer i 20 forskellige lande til et partnerskabsmøde i Warszawa. Formålet med mødet var at koordinere nødhjælpsarbejdet i Ukraine sammen med landets to Caritas-organisationer.

Jeg fik mulighed for at mødes med generalsekretærerne for begge organisationer, Tetiana Stawnychy fra den græsk-katolske Caritas Ukraine og fader Vyacheslav Grynevych fra den romersk-katolske Caritas Spes, der var med til mødet sammen med flere af deres medarbejdere. Det var tydeligt at se, at krigen har knyttet et særligt bånd mellem de ukrainske kolleger. Tetiana fortalte mig, at de, siden krigen begyndte, ofte giver hinanden kram for at få noget tryghed i et kort øjeblik. Der var heller ikke langt mellem grin og våde øjne, da vi talte sammen, og de fortalte, hvordan krigen har ramt dem personligt.

På den ene side var de ukrainske medarbejdere glade for at være i Polen og for en tid at være væk fra luftalarmer og konstant usikkerhed, men de var også rastløse. Jeg kunne mærke, at de følte et behov for at tage tilbage til Ukraine og være lige der, hvor de følte, de bedst kunne gøre en forskel.

Pludselig lød luftalarmen

Dagen efter mødet var vi en lille gruppe, der sammen med et sikkerhedsteam krydsede grænsen til Ukraine for at få en bedre forståelse for, hvad der sker i landet, og hvordan vi bedst muligt kan støtte. Vi besøgte de nationale Caritas-organisationers aktiviteter omkring Lviv i den vestlige del af landet. Her var situationen på daværende tidspunkt nogenlunde stabil.

Inden vi tog afsted, skulle vi downloade en app, som var forbundet med de ukrainske luftværnssirener, og som ville alarmere os, hvis et missil havde retning imod Lviv. Da vi var omkring 20 km. fra den ukrainske grænse, begyndte alle vores telefoner at larme. Det lød meget som den sirene, vi kan høre den første onsdag i maj i Danmark. Men denne alarm var ikke en test, men en klar og tydelig påmindelse om virkeligheden af den krig, som jeg indtil da kun havde set og hørt om på sikker afstand. For mine ukrainske kolleger var alarmen blevet en del af hverdagen og en forstyrrelse, som de i nogen grad havde lært at ignorere. Det kunne vi andre ikke.

De fleste af de tilbageværende på modtagecentret i Lviv var kvinder og børn, heriblandt en søskendeflok, hvoraf den ældste for nyligt havde født en lille pige.

Ned i beskyttelsesrummet

Turen fra Warszawa til Lviv tog omkring 10 timer på grund af en 20 km. lang kødannelse ved grænsen. Vi nåede kun med nød og næppe at få aftensmad, før restauranterne som følge af udgangsforbuddet måtte lukke køkkenet kl. 20. Endnu en påmindelse om, at vi befandt os i et land i krig.

På mange måder var byens indbyggere ellers begyndt at leve deres liv som før krigen. Det var også tydeligt, da jeg kort tid efter at være faldet i søvn blev vækket af luftalarmen og skyndte mig ned i hotellets parkeringskælder, som vi havde fået udpeget som det nærmeste beskyttelsesrum. Her var det nærmest kun os fra Caritas-gruppen, der havde søgt ned. For byens indbyggere var luftalarmer flere gange om ugen, nogle gange flere gange samme nat, noget, man havde vænnet sig til og forsøgte at ignorere.

De hvide sandsække, som bruges til værn mod skud og eksplosioner, kan ses flere steder i Lviv og i mange af de mindre byer, vi kører igennem i Ukraine.

Caritas’ respons på krigen

Caritas Ukraine og Caritas Spes havde inden den 24. februar forberedt sig på en russisk invasion ud fra tre forskellige scenarier, men i ingen af scenarierne havde man regnet med så voldsomt et angreb fra så mange fronter.

De første dage og uger efter invasionen var kaotiske, men man tilpassede hurtigt indsatsen. For Caritas Ukraine og Caritas Spes handlede det først og fremmest om at tilbyde beskyttelse i kirkerne og i de forskellige Caritas-centre på tværs af landet.

Derefter skulle der distribueres nødhjælp fra den polske grænse i vest til de områder i Ukraine, som Caritas stadig havde adgang til. Den anden vej, fra øst til vest, evakuerede Caritas flere forældreløse børn fra børnehjem i nogle af de hårdest ramte områder. Caritas stod også sammen med tusindvis af frivillige på togstationer og uddelte mad, vand og tøj til dem, der var ved at flygte ud af landet.

Flere steder etablerede Caritas akutte modtagecentre for flygtninge, som var på vej ud af landet, eller søgte mod et mere sikkert sted i Ukraine. Vi besøgte to af disse centre i Lviv. Det ene center var omgivet af fredfyldt natur – en idyl, der kun blev brudt af de allestedsnærværende skilte, der pegede hen til nærmeste beskyttelsesrum.

Området var enormt, men i de første uger efter krigen var der mennesker overalt, og de måtte sove på gulvene i gangene eller på skift i sengene. Caritas’ medarbejdere arbejdede i døgndrift for at tage imod og hjælpe så mange som muligt på deres vej til den polske grænse.

Caritas Spes og Caritas Ukraine har tilsammen sendt 730 tons nødhjælp til mere end 1 millioner mennesker i konfliktzonerne. En af de største logistiske udfordringer er sikkerhed for chaufførerne og mangel på diesel.

De, der blev tilbage

Da jeg besøgte centeret, var der ikke mange mennesker tilbage – omkring 150, hovedsageligt ældre og kvinder med små børn, der ikke følte sig trygge ved at forlade deres hjemland, men heller ikke kunne tage tilbage til det hjem, de kom fra. Nogle havde mænd, brødre eller sønner, som kæmpede ved fronten, og som de ikke ville efterlade i Ukraine. Nogle kom også forbi modtagecenteret på deres vej tilbage til Ukraine. Enkelte af dem søgte hjælp igen, da de endnu engang måtte forlade Ukraine, fordi det hjem, de rejste tilbage til, ikke længere eksisterede. På centeret var der mad og drikke, gratis lægehjælp, psykosocial støtte og aktiviteter for børnene.

Alle de medarbejdere, jeg mødte fra Caritas Spes og Caritas Ukraine, udtrykte stor taknemmelighed for den støtte og solidaritet, de har mærket fra store dele af verden. Jeg følte selv en stor ydmyghed og beundring over den enorme indsats, de yder for at hjælpe andre, samtidig med at de selv og deres kære er ramt af krigen, og de hver især har deres egen traumatiske, personlige fortælling om tiden efter den 24. februar.

Vi besøgte en kirke i udkanten af Lviv, som fungerede som flygtningecenter. Her holder jeg et oplæg, der bliver oversat af en tolk.