KOLDING • LUNDERSKOV • BILLUND • VEJEN • GRINDSTED
SEPTEMBER 2017 • 3. ÅRGANG
MAGASINET
FOR ALLE BOVIAS BEBOERE
Fokus på boligdrømme BOVIA holdt kursus for beboere i at udleve deres boligdrømme
12-13 Krop og bevægelse
Her bor vi
Ja til fælles venteliste
Tema om motion og mulighederne for at dyrke krop og bevægelse i boligafdelingerne
Vi præsenterer boligafdelingerne 7 og 10 i Vejen
Boligforeningerne i Grindsted og Vejen stemte ja til fælles venteliste med BOVIA
4-11
16-17
20
1
” LEDER BOVIA MAGASINET Nr. 3 - september 2017 4. årgang ISSN nr.: 2246-347X OPLAG 8.000 eksemplarer UDGIVER BOVIA Engstien 2A 6000 Kolding www.bovia.dk KONTAKT info@bovia.dk Tlf. 75 52 53 44 ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Anni Damgaard REDAKTION Almen Info Media REDAKTIONSUDVALG Tage Øhlenschlæger Sigfred Kristensen Anni Damgaard Louise Iwersen Per Nielsen LAYOUT & TRYK Jørn Thomsen Elbo A/S FORSIDE: Beboere til informationsmøde om råderet i Grindsted. BOVIA Magasinet udgives fire gange om året til alle beboere i boligorganisationer, der er administreret af BOVIA. Det er tilladt at citere fra magasinet med tydelig kildeangivelse.
Medarbejderne har taget udfordringen op og klarer det rigtigt godt. Vi er utrolig glade for, at kunne sige, at overgangen indtil videre ikke har givet nogle nævneværdige problemer. Leif Nielsen
Kære beboer. Kære læser. I Vejen Byggeselskab er vi i øjeblikket meget optagede af, at vi er blevet medlemmer af BOVIA og skal lære at gøre tingene på BOVIAs måde. Det er især en stor omvæltning for vores personale, og det er vi bevidste om. Men medarbejderne har taget udfordringen op og klarer det rigtigt godt. Vi er utrolig glade for, at kunne sige, at overgangen indtil videre ikke har givet nogle nævneværdige problemer. Baggrunden for at gå med i BOVIA fra 1. januar i år er, at vores tidligere administrationsselskab, Bo-Syd, ikke var stort nok til at kunne følge med udviklingen på boligområdet. Vores forretningsfører gik på pension, og vi kunne godt ansætte en ny, men vi blev rådet til at gå med i noget større. Vores størrelse var simpelthen ikke tilstrækkelig til at have en moderne og effektiv administration. Med de moderne tilbud man skal have i dag, kunne vi godt se, at der var brug for nye kræfter. Yngre mennesker bruger jo for eksempel kun computer og internet i dag. Man må bare være med på IT-området og tilbyde den service, de efterspørger. Det sker derfor flere steder i landet, at boligorganisationer går sammen, så der er flere om at betale de store udgifter, der er vedrørende drift, udlejning og administration. Vi blev derfor anbefalet BOVIA som mulig fremtidig samarbejdspartner. BOVIA var oplagt, fordi de i forvejen er i Billund Kommune i kraft af Billund Boligforening, ligesom Bo-Syd var det med boligforeningerne i Grindsted. Og vi skulle passe på, ikke at gå med i noget, hvor vi ville forsvinde i mængden. Der er ikke så langt til Kolding, så med BOVIA er der stadig en lokal forankring. Vi skal nu i gang med at skabe en fælles IT-platform, så vi i Vejen og Grindsted kommer på niveau med de andre medlemmer i BOVIA. Det kommer til at tage noget tid. Senest har vi haft fælles venteliste oppe på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde for et par uger siden. Ingen stemte imod det, men udgangspunktet var da også, at ingen beboere bliver dårligere stillet – tværtimod bliver der flere fordele. I de kommende år skal vi sammen med BOVIA også i gang med nogle totalrenoveringer. Det har vist sig, at der er nogle boligafdelinger, der halter i forhold til vedligeholdelse og her skal der ske noget fornyelsesmæssigt. Hvad der skal ske, bruger vi også energi på at finde ud af i øjeblikket. Vi er glade for, at vi fik anbefalet BOVIA. Der er sket mange forandringer, men vi kan jo se, at BOVIA er en velfungerende administration, hvor man har det fornødne mandskab. Det er lidt dyrere, men det er prisen for en moderne effektiv administration, og BOVIA hører til i den fornuftige ende. BOVIAs ledelse har haft en prøveperiode på et år, hvor de har været meget synlige på kontoret, og det var en god måde at starte på. Vi er helt trygge. Tak for ordet og muligheden for at fortælle lidt om Vejen Byggeselskab. Leif Nielsen Formand for Vejen Byggeselskab
NYT OM BOVIA To medarbejdere fra firmaet Ledon brugte en sommerdag på at montere det nye legetårn.
TEKST OG FOTOS AF TOR STENSTROP
Ny legeplads til børnene i afdeling 10 Grindsted Boligforenings afdeling 10 har fået nyt legetårn. Der blev boret og banket hele dagen i afdeling 10 på Fynsgade i Grindsted, men så stod der til gengæld også et splinternyt legetårn, da klokken blev 15.00 den 25. juni. Og mens håndværkerne pakkede deres værktøj sammen, indtog flere af boligområdets børn det nye tårn. Det glædede boligafdelingens formand, for tårnet var tiltrængt. - Vi skal selvfølgelig have en legeplads til vores kære børn her i boligafdelingen, og det legetårn, vi havde før, var blevet så slidt, at vi valgte at købe et nyt, siger Anni Lillie, formand for afdelingsbestyrelsen i afdeling 10. Det gamle legetårn havde stået i mange år, og det måtte til sidst spærres på grund af møre brædder. Det var for far-
ligt for børnene at lege på, fortæller Anni Lillie. - Bestyrelsen så på flere muligheder, men vi har fået en standardmodel, der passer til det allerede indrammede legeområde. Det er stort set det samme tårn som før, men vi har valgt en lidt anden model, der kræver mindre vedligeholdelse, siger hun.
Tårnet bliver flittigt brugt Tårnet, der har kostet cirka 70.000 kroner, er udviklet, produceret og opstillet af firmaet Ledon, et sønderjysk firma, der har specialiseret sig i legepladser. Firmaet hører hjemme i Arnum ved Gram og selvom virksomheden eksporterer til 25 lande, har den hele produktionen i
Danmark blandt andet for at sikre dansk kvalitet og design. Noget kunne tyde på, at konceptet virker, for legepladsen i afdeling 10 er ofte i brug. - Jeg synes, den nye legeplads bliver flittigt brugt. Det er vigtigt, at der er noget at samles om for børnene. Der er også borde og bænke til de voksne. Det giver et godt miljø, hvor man kan boltre sig, og det er rart. Ellers lukker man jo helt ned for den mulighed siger Anni Lillie. Der er 150 lejemål i afdeling 10, der hører under Grindsted Boligforening.
3
TEMA: KROP OG BEVÆGELSE
4
”
Den største gevinst får du ved at gå fra ingen motion til blot en smule
BRUG DIN KROP I BOLIGAFDELINGEN Mange boligafdelinger tilbyder et sundt og aktivt fritidsliv ved at give beboerne forskellige muligheder for at bevæge kroppen. Din krop har rigtig godt af at bevæge sig. Dine muskler bliver større, og dit hjerte slår mere effektivt, så blodet nemmere kommer rundt i kroppen. Når musklerne er aktive, skal de bruge energi, og den får de ved at forbrænde sukker og fedt. Motion er med andre ord en vigtig del af et sundt liv. Gennem motion forbedrer du din almene sundhedstilstand betydelig. Sundhedsstyrelsen anbefaler voksne at bevæge sig minimum 30 minutter om dagen. Du bør også få pulsen op et par timer om ugen med aktiviteter, der giver sved på panden. Det kan være svært at finde tid til motion i en travl hverdag. Men selvom du ikke altid når den halve time, kan du styrke din sundhed ved mindre end det. Den største gevinst får du ved at gå fra
ingen motion til blot en smule, siger Hjerteforeningen. Men motion giver udover sundhed, velvære og energi også gode sociale oplevelser. Derfor er det oplagt at bruge fælleskabet blandt lejere til at dyrke motion, for der er i forvejen et stort fælleskab rundt omkring i boligafdelingerne. BOVIA Magasinet ser denne gang på krop og bevægelse. I artiklerne på de næste sider kan du læse om beboere, der benytter forskellige muligheder for at røre sig i boligafdelingerne og gode råd til at komme i gang. Vi håber, dette tema om kan give inspiration til beboere i de boligorganisationer, hvor BOVIA administrerer boliger. God fornøjelse!
5
TEMA: KROP OG BEVÆGELSE
TEKST: MARLENE GRØFTEHAUGE. FOTOS: NILS ROSENVOLD
Stole kan bruges til andet end at sidde på. Det ved de knap 30 ældre, der hver uge får rørt kroppen og smilemusklerne til stolegymnastik.
Bøj og stræk på stoleben - Oop på tæerne og gåå! Næsten 30 personer mellem 70 og 95 år er samlet til stolegymnastik. De står ved hver sin stol, som er stillet op i en rundkreds i festsalen på Snerlevej i Kolding. I midten dirigerer instruktør Anna Grethe Jensen slagets gang. Hun beder deltagerne vippe på fodsålerne, så der kommer gang i bentøjet. - Ja, sådan der. Rigtig godt, roser hun, mens én udbryder kækt: - Vi er som balletdansere. Så finder Eva Nielsen, der også er instruktør, remedierne til næste øvelse frem. Det er tørklæder, som deltagerne skal holde fast i to og to. Nu er øvelsen at sidde på stolen og trække i sin ende. Det styrker reaktionsevnen, og samtidig kommer smilet frem.
Lokket af datteren På gulvet finder vi Frede Witt-Frost,
6
som har haft tre blodpropper med forskellige problemer til følge. Blandt andet er hans balance svækket. Men stolegymnastikken gør ham godt, forklarer han. - Det var min datter, der fik mig lokket herned, ler den 68-årige mand og fortsætter: - Jeg troede ikke, det var noget for mig. Men jeg er blevet rigtig glad for det. Jeg får det bedre. Men jeg er bange for hende der, siger han med et glimt i øjet og peger på instruktør Eva Nielsen. I rækken af stolegymnaster sidder også Kirsten Johansen på 94 år. Hun er frisk trods sin høje alder og glæder sig til hver tirsdag. - Det er hyggeligt. Også fordi vi er sociale bagefter, siger hun med hentydning til rullebordet, hvor kaffen og småkagerne står klar til efter træningen.
Lønnen er smil Idéen til stolegymnastik-holdet fik Anna Grethe Jensen for fire år siden, da hun blev spurgt af en bekendt, om det ikke var noget for hende at lede et hold. Hun kontaktede Eva Nielsen og tog sammen med hende på kursus for at blive uddannet instruktør. De satte sedler op om initiativet - og stillede seks stole op til første time. Men det var imidlertid et fejlskud. - Der kom 20, siger hun med udråbstegnet hængende i luften. Så fortsætter hun leende: - Så fik vi travlt med at sætte flere stole op. Anna Grethe Jensen er blevet spurgt af flere, hvorfor hun har taget den ganske frivillige, ulønnede tjans. Det har hun aldrig været i tvivl om: - Jeg får så mange smil hernede. Det er løn nok for mig.
Anna Grethe Jensen viser deltagerne, hvad de skal gøre.
En bold er god til at træne motorikken.
Lav stolegymnastik derhjemme Du behøver ikke gå på et hold for at træne stolegymnastik. Har du en god solid og stabil spisebordsstol, kan den sagtens bruges til din daglige motion. Øvelserne styrker og forbedrer dine muskler, din motorik og din balance.
Selvom det hedder stolegymnastik står deltagerne også op under træningen.
Varm op ved at gå frem og tilbage, mens du støtter med den ene hånd på dine spisebordsstole (gerne tre på en række). Lav høje knæløft. Sving armen - først venstre, så højre. Gå på tæer. Gå baglæns - uden at falde! Kryds armene foran på brystet og sæt dig næsten, men kun næsten, ned på stolen. Gentag seks gange. Lav øvelserne hver dag. God fornøjelse!
7
TEMA: KROP OG BEVÆGELSE
AF MARLENE GRØFTEHAUGE. FOTO: TOR STENSTROP
” Zumba
kan vi ikke undvære” Et par gange om ugen mødes en flok kvinder i Skovhuset for at give den gas til zumba-rytmer. Dansen skruer op for humøret, er de alle enige om.
Klokken er lidt i 17 denne onsdag og en lille flok kvinder dukker op foran Skovhuset på Skovvejen i Kolding. Småsnakkende bevæger de sig ind i fællessalen, hvor de skal til zumba. Mano Yussuf skubber resolut et par borde væk fra midten af rummet. - Vi skal have plads til at danse, siger den 48-årige kvinde med et smil. Hun er kommet fast til zumbatimerne siden 2012, hvor initiativet blev sat i søen. Og det er Mano glad for. - Vi bevæger os, sveder og bliver glade. Det er godt for kroppen.
8
Kvinderne har ikke nogen instruktør til at guide dem. I stedet trækker de et hvidt lærred ned og sætter en video på, som de danser efter. Det plejer at fungere godt. Denne dag driller teknikken bare, så 49-årige Zeinab Mohammed må opgive at få videoen i gang. Det får dog ingenlunde modet til at forsvinder hos kvinderne. - Sofia, kan du ikke sætte noget musik på den dér, siger Zeinab til sin 13-årige datter og peger på en ghettoblaster. Og det kan Sofia. Minuttet efter dunker musikken ud i rummet, og kvinderne går spontant i gang med at danse.
Kan være tryg og fri Smilene er brede, mens musikken spiller. Zeinab stopper et øjeblik og finder en stol, hun kan sætte sig på for at holde en lille pause. Den er gal med knæet. Slidgigt og en uheldig forstuvning for nogle dage siden har givet hende smerter. Men det får ikke Zeinab til at blive hjemme fra zumbaen. Hun ryster kraftigt på hovedet og tørrer panden for sved. - Nej. Zumba kan jeg ikke undvære. Når vi kommer her, er vi glade og smiler. Det er meget bedre end at sidde
Tirsdag og onsdag hver uge er der zumba i Skovhuset på Skovvejen, og kvinderne fra lokal området nyder en fritime med masser af godt humør og sved på panden.
HVAD ER ZUMBA: Zumba er et populært træningsprogram inspireret af latinamerikanske danse. Zumba danses uden partner og består af opvarmning, danseserier og udstrækning. Zumba får pulsen op og giver en god forbrænding. På verdensplan udøves zumba af flere end 12 milioner mennesker. Kilder: Søndag.dk og dancingteam.dk Zumba bringer de store smil frem .
derhjemme og se fjernsyn i sofaen, siger hun og rejser sig for at være med igen. Veninden Ayan Mohammed, 50, nikker enigt, mens hun skænker sig et glas vand. Her er vi trygge og frie, siger hun og hentyder blandt andet til, at mænd ikke har nogen adgang i rummet, når der er zumba. Det er utænkeligt for dem at vise sig i joggingbukser, når det modsatte køn er til stede. - Nej, nej, det gør vi ikke, griner Mano og giver den igen fuld skrue med rullende hofter og skuldre.
Bedre end fitnesscentret Denne dag har kvinderne inviteret en ny deltager: Therese Ekelund. Hun er veninde med de somaliske kvinder og er vant til at komme i Skovhuset, hvor hun hver uge har et stolegymnastik-hold. Men zumba har hun ikke prøvet før. - Det er sjovt at prøve noget nyt. Og de her kvinder er simpelthen sådan nogle fjollegøjer, der griner og hygger sig. De er nogle skønne mennesker at være sammen med, lyder de rosende ord om flokken af engagerede zumba-udøvere.
Når zumbatiden er slut, er det tid til at lægge sig på de røde måtter og strække ud til lidt mere stille musik. Og til allersidst er der kaffe. Samværet bagefter betyder en masse, synes Mano. Hun kommer også i et af de lokale fitnesscentre, men tiden dér kan slet ikke måle sig med zumba-timerne. - Nej, for her er vi sammen med andre fra området og hygger os. Det er meget bedre.
9
TEMA: KROP OG BEVÆGELSE
AF MARLENE GRØFTEHAUGE
Sådan får du
mere motion i din hverdag De fleste af os vil så gerne dyrke mere motion. For vi ved jo godt, at sved på panden er godt for vores velvære og sundhed. Hverdagen har det bare med at kravle op på nakken af os på grund af mange forskellige gøremål, der ender med at få førsteprioritet. Men motion behøver ikke tage en masse tid eller være besværligt at komme i gang med. Det kræver blot, at du giver det lidt fokus, dropper de dårlige undskyldninger og beslutter, at NU skal det være. BOVIA Magasinet hjælper dig i gang med disse 10 nemme råd.
30 MINUTTER OM DAGEN Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle voksne er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen. De 30 minutter må godt opdeles i for eksempel 15 minutter for eksempel morgen og aften. De 30 minutters fysisk aktivitet kan indgå som en del af hverdagen og kræver ikke nødvendigvis, at man klæder om til træningstøj. Fysisk aktivitet som at cykle eller gå til job eller supermarked, at tage trappen eller udføre anstrengende havearbejde tæller også. Kilde: sst.dk
10
1
Sæt motion i kalenderen
Motion skal prioriteres højt i dit liv, hvis det ikke skal blive kørt ned af arbejde, indkøb og børn. Find to eller tre tidspunkter hver uge, som du skriver i din kalender - og holder fast i dem. Aftalerne med dig selv sikrer, at du får et minimum af motion i løbet af ugen.
2
Vælg en motionsform, der fungerer
For nogle er det bedst at ’gå’ fast til gymnastik hver mandag aften, mens andre foretrækker en mere fleksibel form, hvor de for eksempel er medlem i et fitnesscenter og kan komme og gå, som det passer dem.
3
Drop de magelige vaner
Kører du altid til bageren, selv om butikken ikke ligger ret langt væk? Lav en ny vane: Tag cyklen eller gå derhen. Hvis du ikke føler, du har tid, har du måske heller ikke tid til at spise bagerbrød? Nogle gange kan det være godt at vende vanerne lidt på hovedet.
4
Gå en tur efter aftensmaden
Når aftensmaden er spist og opvasken taget, er det let at blive fanget i sofaens dyb. Men inden du vælter omkuld dér, kan du lige smutte i traveskoene og gå en tur. 20 minutter er bedre end ingenting.
5
Få børnene med
Børn kræver tid på mange måder. Men når det gælder motion, kan du sagtens inddrage dem. Få dem med ud at gå ture i området omkring jeres hjem, hop i trampolin med dem eller køb et mål til haven og spil fodbold efter arbejde. Børnene vil elske det, og du giver de gode vaner videre til dem.
6
Gør motion til en stressventil
Gå- eller løbeture, yoga, pilates eller noget helt femte kan fungere som stresslindring for dig. Efter en træning føler du dig renset og stærk. Hvis du vænner dig til at bruge træning på den måde, kan det være lettere at komme af sted. Obs: Er du voldsomt stresset, kan motion gøre dig mere stresset. I det tilfælde må du tage din læge med på råd.
7
Træn i det fri
Forskning har vist, at udendørs træning gør os mere positive, mindre anspændte og mindre vrede. Samtidig er folk, der træner i det fri, mere vedholdende end dem, der træner indenfor - i for eksempel et motionscenter. Motion i naturen er en god kontrast til manges arbejde, der foregår indendøre.
8
Sæt mål
Nogle mennesker fungerer bedst, hvis de har et mål for øje. Og de behøver ikke være gigantiske. Det kan være nok at sige til dig selv, at i næste måned skal du kunne tage 10 armbøjninger på én gang eller kunne ligge i planken i ét minut uden at give op.
9 10
Køb en skridtæller
Anbefalingen er, at du skal gå mindst 10.000 skridt om dagen. Købe du en skridttæller, kan du følge med i fremskridtet dagen igennem.
Få motion med en app
Er du indehaver af en smartphone, har du også adgang til Google Play eller Apple App Store, hvor du kan finde mange forskellige motionsapps. Nogle af dem er endda ganske gratis at downloade. Prøv for eksempel 7 Minute Workout, der har gået sin sejsgang over hele verden. Ifølge brugerne er den hurtigt overstået og virker super godt. Kilder: TV2.dk, Naturli, Femina og alt.dk
11
FOKUS PÅ BOLIGDRØMME
BOVIA satte boligdrømme under lup BOVIA holdt kursus for beboere i at udleve deres boligdrømme. - Er der nogen, der har et bud på, hvornår det kom med i loven, at man godt må lave om i sin bolig? Spørgsmålet hænger i luften i mødelokalet hos Vejen Byggeselskab, hvor cirka 30 beboere er mødt frem for at høre et foredrag om, hvordan man udlever sine boligdrømme som lejer. - 10 år? - Nej, vi skal længere tilbage, siger foredragsholderen. - I begyndelsen af 90’erne? - Ja, det er tæt på. Det var i 1993, at man barslede med disse idéer. Og grunden til at man g jorde det, er at lejere altid har lavet om. Før 1993 fik de bare en regning, når de flyttede. Men vi fik altså påvirket lovgivningen, så det nu er okay at forbedre sin bolig. Der er nogle spidsfindigheder, og man skal huske at kontakte sin boligforening, men I dag siger vi tak til lejere, der laver om. Ordene kommer fra Birgitte Foged Christensen, der er konsulent i landsforeningen BL – Danmarks Almene Boliger. Og så kort kan det gøres. Nemlig at forklare lejernes ret til at lave om i deres bolig, også kaldet råderetten og baggrunden for, at den ret blev indført. I juni tog hun turen til Vejen og Grindsted for at fortælle beboerne her om de ”spidsfindigheder”, der er ved råderetten. Det er nemlig kompliceret stof. Men Birgitte Foged Christensen er ekspert i bolig juridiske emner, og derfor har BOVIA inviteret hende over til at forklare tingene.
12
Boligforeningerne vågnede i 2005 - Alle har deres egne boligdrømme: Det kan være et nyt køkken/alrum, et nyt badeværelse eller en udestue. Jeg tror, det er vigtigt for et ethvert menneske at kunne sige: ”det her er mit, og det ligner ikke de andres”, fortæller Birgitte Foged Christensen og forklarer, at loven siger, at ændringer i boligen skal være rimelige og hensigtsmæssige. Hvem afgør det? Det gør administrationen, der ifølge eksperten skal komme lejeren i møde. Indendørs er der næsten frit valg, men kvaliteten skal være i orden og administrationen skal kontrollere den. I både Vejen og Grindsted spørger hun: - Hvor mange har fået lavet noget om? Godt en håndfuld beboere rækker hånden op. - Har I husket at give boligorganisationen besked? Ja, siger nogen, mens andre nøjes med at grine. Birgitte Foged Christensen går hurtigt videre og fortæller, at der i dag er der godt gang i brugen af reglerne. Det var der ikke tidligere, men da renten faldt i 2005, og mange lejere ville flytte, fordi de nu kunne købe hus, vågnede boligforeningerne og landsforeningen op. Det resulterede i en større indsats med at udbrede viden om råderetten til beboerne. - Jeg har boet til leje i 48 år og har også fået bygget om. Det er helt fint at være lejer. Om det er boligforeningen eller kreditforeningen, der ejer mit hus, kan være lige meget, kom det bramfrit fra en tilfreds beboer, hvilket øjeblikkeligt udløste aftenens største latter.
”
Jeg har boet til leje i 48 år og har også fået bygget om. Det er helt fint at være lejer.
13
ALMEN INFO
FORBEDRINGER ELLER FORANDRINGER? Forbedring: • Øger boligens brugsværdi • Giver ret til en vis godtgørelse, når du flytter • Intet krav om reetablering ved evt. flytning Forandring: • Øger ikke boligens brugsværdi – f.eks. maling af skabslåger • Giver ikke ret til godtgørelse, når du flytter • Ved nogle forandringer kan du blive afkrævet reetablering ved fraflytning
EKSEMPLER PÅ FORBEDRINGER/FORANDRINGER: • Modernisering af badeværelse • Modernisering af køkken • Ny gulvbelægning • Sænkning af loft • Opsætning eller fjernelse af skillevæg • Opførelse af redskabsskur • Nye havefliser
14
”
eside På hjemm en adress .dk/ ages www.e-p finde og u d bl/2 kan e en pjece d a downlo deret. om rå
Ingen lejere kommer til at betale for forbedringer eller forandringer, som andre beboere får lavet.
SKAB DIN PERSONLIGE BOLIG Med RÅDERETTEN har du mulighed for at sætte et personligt præg på din bolig. Du må nemlig godt lave ændringer inde og ude. De fleste mennesker vil gerne give deres bolig et personligt præg. At kunne bo og indrette sig på sin helt egen måde, giver mange stor glæde. Som lejer i en almen bolig har du også rig mulighed for at indrette boligen efter dine ønsker. Med råderetten har du mulighed for at lave forbedringer og forandringer i din bolig. Og det kan faktisk godt være ret så store ændringer, men du skal i mange tilfælde selv styre arbejdet med at lave ændringerne – og selv betale.
Det vigtige princip i råderetten Det er altid kun de lejere, som får forbedringer eller forandringer, som betaler for disse. Ingen lejere kommer til at betale for forbedringer eller forandringer, som andre beboere får lavet.
Forbedringer og forandringer skal være rimelige og hensigtsmæssige, og de må ikke ændre din boligs karakter af at være almen. Det er BOVIA, der vurderer, om der er tale om forbedringer eller forandringer, og om disse er rimelige.
Husk at informere BOVIA først Før du starter med at lave ændringer i din bolig, skal du informere BOVIA, som vil lytte til dine ideer. Du skal vente på accept, før du går i gang. Når ændringerne er lavet, skal du igen informere BOVIA, der skal godkende ændringerne og få dem skrevet ind som tillæg i din boligkontrakt. Så er der ingen ubehagelige overraskelser, hvis du flytter fra boligen senere.
15
HER BOR VI
Leif Nielsen t.v. og Torkild Olsen foran Leifs hus, hvor han har boet siden 1993. Generelt bor folk længe i området. Ventetiden på en bolig er da også otte til ti år.
TEKST OG FOTO: MARLENE GRØFTEHAUGE
’HER BOR VI SGU GODT’ Grønne områder og byens nærhed gør Askevej og Bøgevej i Vejen til et skønt sted at leve sit liv, er tre beboere rørende enige om. En gavmild sensommersol gør legepladsen ved Askevej i Vejen til et lunt bekendtskab denne tirsdag, hvor BOVIA Magasinet er på besøg. En gartner knokler med at få hækken klippet færdig. Da hun får øje på de to afdelingsformænd, Leif Nielsen og Torkild Olsen, stopper hun apparatet et øjeblik: - Fem minutter. Så er jeg færdig, siger hun og kører en hånd over sin svedige pande. Så tænder hun igen maskinen og klipper de sidste grene af. Det grønne område ved legepladsen bliver holdt pænt, så beboerne har lyst til at komme dér med børnene, gå en tur eller bare sidde ved bord-bænke-sættene og tage en slapper i solen. Den grønne kile mellem husene er det, beboerne nævner først, når de skal pege på, hvad de holder af i området. - Her har jeg gået mange ture med min hund, fortæller Leif Nielsen, der er formand for afdeling 7. Torkild Olsen, formand for afdeling 10, og bestyrel-
16
sesmedlem Pia Jensen nikker. Torkild tager prisen med hensyn til antallet af år i området. Han slog sig ned på Bøgevej sammen med hustruen Tove for næsten 45 år siden. Da boligen blev for lille efter nogle år, flyttede familien til noget større et stenkast derfra. Og her er deres verden udgået fra lige siden. - Det var nogle dejlige og helt nye boliger at flytte ind i dengang. Og så var der ingenting udenom, siger Torkild og peger rundt. Siden er de nøgne marker blevet bebygget, men et stort grønt område i midten er bevaret. Det glæder Pia Jensen. - Min datter render stadig herover, når hun er hjemme fra efterskolen, fortæller hun.
Tæt på det hele På legepladsen høres nærmest ikke en lyd, da gartneren har slukket sin hækkeklipper. Selv om vejene ligger meget centralt i Vejen, er der ikke nogen trafikstøj af høre.
- Vi har 10 minutters gang ned til centrum. Og lidt mere hen til idrætscentret. Så vi bor virkelig tæt på alting, siger Leif Nielsen, der er fraskilt og bor alene i sit hus på Askevej. Pia Jensen kom lidt tilfældigt til Vejen, da hun for nogle år siden havde akut behov for et nyt sted at bo. Hun fik anvist en bolig i området, og det er hun uendelig glad for. - Det er nemt at komme ned i byen, når man ikke selv har bil. Og de grønne områder får mig til at føle, at jeg også er lidt på landet. Det er fedt, siger Pia, der dog er ked af at kommunens beslutning om at droppe buskørslen til centrum hver halve time. Nu kører den kun en gang i timen. Men det faktum får hende på ingen måde til at overveje en flytning. - Jeg har fået virkelig gode naboer herude, siger hun. - Ja, her bor vi sgu godt, konkluderer Torkild, der aldrig har haft tanker om at
Træer, buske og stier er med til at gøre området indbydende, er Leif Nielsen, Torkild Olsen og Pia Jensen enige om.
Legepladsen ved Askevej i Vejen er netop renoveret for næsten 100.000 kroner, så den igen indbyder til leg og hyggeligt samvær. Her afprøver Leif Nielsen og Pia Jensen legetårnet .
flytte - hverken til andre byer eller et andet sted i den sydjyske by. - Vi har friheden til at bestemme over vores hus og have. Så længe vi lader de bærende vægge stå, må vi indrette os, som vi vil, forklarer han. Bestyrelsen i afdeling 7 har ansøgt Landsbyggefonden om midler til at renovere husene, da murstene smuldrer flere steder. På sigt kræver det formentlig en totalrenovering, som Leif Nielsen håber at få ja til i løbet af næste år. - Det er tiltrængt, så det håber vi på at få igennem. Det skulle gerne være lige så dejligt at bo her om ti år også, siger han.
17
Sudoku Udfyld de tomme felter, så hver række og 3x3 blok indeholder alle tallene 1-9 én gang
WWW.RB-TEGNESTUE.COM
18
Løsninger findes på www.bovia.dk
SERVICE OG INFORMATION
Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Har du brug for hjælp eller har du spørgsmål om din bolig, så kan du henvende dig til områdekontoret, afdelingsbestyrelsen eller BOVIA.
VIDSTE DU AT BOVIA er en almen boligadministration, hvis fornemmeste opgave er: • At udleje, administrere, vedligeholde og modernisere boliger i samarbejde med boligorganisationer og deres beboerdemokrati • At yde professionel rådgivning i forbindelse med energi og opførelse af nybyggeri • BOVIAs målsætning er derfor i samarbejde med boligorganisationerne at drage omsorg for, at de almene boligafdelinger er økonomisk, socialt velfungerende og fysisk fremstår i god og tidssvarende standard. • BOVIA administrerer og udlejer i dag ca. 7.500 boliger i Kolding, Billund, Vejen, Grindsted og Lunderskov.
Områdekontoret Områdekontoret passer boligerne i den boligafdeling, hvor du bor. Har du praktiske spørgsmål eller problemer, så kan du trygt spørge områdekontoret. Som regel er der fast kontortid hver dag. Får du alvorlige problemer uden for kontortiden – hvis der for eksempel springer et vandrør – skal du ringe til det nummer, som du fik oplyst da du flyttede ind. Se faktaboks.
Afdelingsbestyrelsen Afdelingsbestyrelsen er valgt af beboerne. Medlemmerne får ikke løn, men arbejder frivilligt for at styrke din boligafdelings sociale liv og for at varetage beboernes interesser. Du skal gå til afdelingsbestyrelsen med alt, hvad der handler om aktiviteter i boligafdelingen. Find din bestyrelse på www.bovia.dk
BOVIA BOVIA ordner alt, hvad der handler om betaling af husleje og eventuelt forbrug. Du kan også henvende dig til BOVIA, hvis du får problemer med nogle af dine naboer eller har spørgsmål omkring udlejning eller økonomi.
BOVIA Engstien 2A, 6000 Kolding Tværvej 3, 7190 Billund Falkevej 6, 6600 Vejen Nørregade 36, 7200 Grindsted Email: info@bovia.dk www.bovia.dk
Find dit områdekontor Du kan finde dit områdekontors telefonnummer på vores hjemmeside www.bovia.dk
Vagttelefoner: Kolding/Lunderskov 79 33 33 93 Billund: VVS: 75 33 12 76 EL: 75 33 10 82 Vejen: 76 11 72 27 Grindsted: 23 39 63 11 OBS: Kun ved akut hjælp uden for normal åbningstid
19
Leif Nielsen, formand for Vejen Byggeselskab talte til boligorganisationens repræsentantskab.
Grindsted Boligforenings repræsentantskab mødtes den 14. september.
Beboere i Byggeforeningen af 1949 i Grindsted stemmer til den ekstraordinære generalforsamling den 29. august. Ingen stemte imod fælles venteliste, og mødet tog kun 21 minutter.
Stort JA til fælles venteliste i Grindsted og Vejen Boligsøgende i BOVIA får i fremtiden adgang til ledige boliger i Grindsted og Vejen, hvor beboerne modsat får mulighed for at søge alle boliger i BOVIA for ét enkelt gebyr. Dog tidligst til næste år. Der er stor tilslutning til at oprette en fælles venteliste med BOVIA i Vejen Byggeselskab, Grindsted Boligforening og Byggeforeningen af 1949. Det står klart efter to ekstraordinære repræsentantskabsmøder og en ekstraordinær generalforsamling i de tre boligorganisationer i august og september. Forslaget om en fælles venteliste, der var det eneste punkt på dagsordenen, blev enstemmigt vedtaget på alle tre møder. Resultatet er, at 2.300 boliger i Vejen Byggeselskab, Grindsted Boligforening og Byggeforeningen af 1949 lægges ind under BOVIAs venteliste, som allerede tilbyder boligsøgning blandt 5.300 boliger i AAB Kolding, Billund Boligforening, Grønnevangen og Lunderskov Boligforening. Dermed får beboerne i Vejen og Grindsted nu mulighed for at komme på venteliste i hinandens boligorganisationer og på venteliste til de 5.300 boliger i BOVIA. Og vel at mærke for et enkelt gebyr, hvor der før var flere.
Med denne udvidelse af BOVIAs venteliste vil alle boligsøgende desuden fremover kunne stå på venteliste til ca. 7.500 boliger i Kolding, Vejen, Billund, Grindsted og Lunderskov for en pris på 150 kroner pr. år.
Ikke ringere stillet - men bedre På alle møderne gennemgik BOVIAs medarbejdere de nye muligheder, hvorefter medlemmerne af repræsentantskaberne kunne give deres mening til kende og stille spørgsmål. På mødet i Vejen den 24. august fik direktør i BOVIA, Per Nielsen, dog først lige ordet: - I Boligselskabernes Landsforening bliver der talt meget om effektiv drift, og en fælles venteliste er også et udtryk for effektiv drift, fordi boligsøgende beboere sparer penge på et gebyr fremfor tre og administrationen sparer penge på at vedligeholde et IT-system fremfor tre. Den tid kan vi så bruge på anden service. En beboer spurgte, om man stadig kunne komme på venteliste til en speciel bolig, og svaret var ja.
- Ingen beboere bliver ringere stillet. Tværtimod får vi adgang til flere boliger for det samme gebyr. Og vi har stadig fortrinsret til boliger i vores egne boligafdelinger, lød budskabet fra formanden for Vejen Byggeselskab, Leif Nielsen inden afstemningen. - Jeg var nysgerrig for at høre om prisniveauet, og jeg synes, det lyder godt. Jeg har fået de svar, jeg ville have, så jeg stemmer for forslaget, sagde Flemming Nielsen, der har boet i Vejen Byggeselskab i fire år og stået på ventelisten i 30 år. Hvornår de tre boligorganisationers boliger kommer med i boligsøgningen via BOVIAs hjemmeside, vides endnu ikke. - Der ligger et stort arbejde forude med at integrere boligerne i Vejen og Grindsted i den fælles boligsøgning, men nu er det formelle på plads, og så kan vi gå i gang med opgaven, siger Louise Iwersen, der er udviklingsassistent i BOVIA.