Skip to main content

Bovia Magasinet december 2014

Page 1

KOLDING • LUNDERSKOV • BILLUND

DECEMBER 2014 • 1. ÅRGANG

MAGASINET

FOR ALLE BOVIAS BEBOERE

Husdyr – velkomne eller ej? Tema om fordele og ulemper ved husdyr i lejligheden Læs temaet side

Flyt ind i børnehaven Tidligere børnehave i Kolding indrettes til moderne boliger

4-13

Dyr giver god energi i hjemmet Bolig & livsstil

3

16

Beboer fyldte 100 år Gerda Christensen er boligforeningens ældste beboer

20

1


LEDER BOVIA MAGASINET Nr. 4 – december 2014 1. årgang ISSN nr.: 2246-347X OPLAG 5.500 eksemplarer UDGIVER Bovia Engstien 2A 6000 Kolding www.bovia.dk KONTAKT info@bovia.dk Tlf. 75 52 53 44 ANSVARSHAVENDE REDAKTØR Anni Damgaard REDAKTION Almen Info Media LAYOUT & TRYK Jørn Thomsen Elbo A/S BOVIA Magasinet udgives fire gange om året til alle beboere i boligorganisationer, der er administreret af Bovia. Det er tilladt at citere fra magasinet med tydelig kildeangivelse.

”

Vi anbefaler, at spørgsmålet om husdyr kommer til urafstemning. For indføres et ja eller nej til husdyr er det vigtigt, at der er et solidt forankret flertal i boligafdelingen.

Kære beboer, kære læser Velkommen til det fjerde BOVIA Magasinet med godt læsestof til beboerne i de boliger, BOVIA administrerer. Året er ved at være gået. Det har været et travlt år for BOVIA og de administrerede boligforeninger med mange opgaver både lokalt, kommunalt og regionalt. Opgaver, der er løst med stort flid, entusiasme og professionalisme til gavn for beboerne. Lad os se på, hvad vi kan præsentere læserne for denne gang. På side 4-13 bringer vi et nyt tema om husdyr. Husdyr er et populært emne, der altid giver ekstra fremmøde på afdelingsmøderne. Hvis alle fik en hamster gik det nok, men så enkelt er det ikke. Husdyr er problematiske, det ved vi af erfaring. De er meget ofte genstand for ballade beboerne imellem og giver anledning til klager: ”Kattene render rundt alle steder, og hundene gør hele dagen og skider i græsset. Derfor fødes alle nye boligafdelinger pr. automatik som nej-til-husdyr-afdelinger. I de etablerede boligafdelinger er emnet oppe til debat hvert 2.-3. år, når der har været en udskiftning af beboere. Så skal det prøves igen, hvad enten det er ja- eller nejsiden, der rejser spørgsmålet. Men det er svært – især i etagebyggeri. Udover beboerkonflikter kan de give andre problemer. Vi har oplevet, at katte kan ødelægge en lejlighed med tis, og det er svært at få lugten væk igen. Skal vi så forbyde husdyr generelt i alle vores boligafdelinger? Nej, grundlæggende er det beboerne, der beslutter det. Vi kan ikke sætte demokratiet ud af kraft. Derfor er hovedbestyrelsens råd: Tænk jer grundigt om! Vi anbefaler desuden, at spørgsmålet kommer til urafstemning. For indføres et ja eller nej til husdyr er det vigtigt, at der er et solidt forankret flertal i boligafdelingen. Hele dette nummer er præget af artikler med vinkler på husdyr, men vi har også andet stof, så snyd ikke dig selv for at møde Gerda Christensen i artiklen på bagsiden, vores nok ældste beboer, der fyldte 100 i oktober. Det er imponerende så godt hun klarer hverdagen i sin lille lejebolig. Vi er stolte over at have ældre beboere som hende. God jul og godt nytår. Karl-Jørn Petersen Formand, AAB Kolding Formand, BOVIA


AF SUSANNE S. THORSEN

Flyt ind i børnehaven Seks moderne og meget bynære boliger er på vej i en tidligere børnehave på Vifdam i Kolding. Hidtil har væggene i bygningen på Vifdam 45 genlydt af råb og børnelatter, idet Midtbyens Børnehus har haft til huse på adressen gennem mange år. Men nu er børnene flyttet, og snart kan en håndfuld heldige beboere flytte ind i det, der bliver et moderne og bynært lejlighedskompleks i boligforeningen AAB Kolding. - Der har allerede været forespørgsler på de kommende lejligheder, for beliggenheden er jo meget attraktiv. Helt tæt på byen og alligevel i rolige omgivelser, siger byggeteknisk chef i Bovia, Niels Klausen. Byggeriet på Vifdam begyndte den 15. oktober og BOVIA regner med, at de nye lejligheder er klar den 1. juli til næste år. Den gamle børnehave bliver ryddet indvendigt, men de to etager bevares. Her vil der så blive etableret tre lejligheder i stuen og tre på førstesalen. - Lejlighederne i stuen vil blive etableret med god tilgængelighed for gangbesværede. Til lejlighederne på førstesalen vil der dog være trapper, idet

bygningen ikke har en størrelse, hvor det er muligt at etablere elevator, forklarer Niels Klausen.

Ny facade Bygningen får nyt tag og nye kviste, ligesom facaderne bliver nyisolerede og pudsede. Den røde murstensfacade, der hidtil har kendetegnet bygningen, vil forsvinde til fordel for et lysere udtryk. I haveanlægget vil der blive ryddet op, og udenfor bygningen bliver anlagt seks parkeringspladser, som vil høre til de seks lejligheder. - I kælderen bliver der oprettet et depotrum til hver af lejlighederne. Samtidig er der faktisk flere disponible rum, som vi ikke gør noget ved nu og her. Men muligheden for, at de kommende beboere kan indrette dem til fælleslokaler, er bestemt til stede, siger Niels Klausen. De seks nye lejligheder på Vifdam vil være på 85-115 kvadratmeter, og får enten tre eller fire værelser.

3


TEMA: HUSDYRHOLD

TEKSTERNE I TEMAET ER SKREVET AF SUSANNE S. THORSEN OG TOR STENSTROP

NÅR PJEVS OG BULLER Hunden er menneskets bedste ven. Eller er den? Det er der delte meninger om. Menneskets firbenede venner kan være en kilde til såvel glæde som sure naboer. Kæledyr og husdyr deler i det hele taget vandene blandt lejerne i de boligforeninger, Bovia administrerer. Og sådan er det også andre steder. I dette tema om husdyr ser vi på fordele og ulemper ved at tillade, at der flytter pelsklædte beboere ind i boligafdelingen. Det er nemlig boligafdelingen, der selv beslutter det. Vi giver også gode råd om, hvordan du bedst tager hensyn til dine naboer, hvis du har husdyr. Og så møder vi en beboer, der holder et lidt specielt husdyr i en lejebolig, nemlig høns. Temaet sætter også fokus på et voksende problem, der blandt andet opstår, når folk ikke er sig deres ansvar bevidst omkring de katte, de har anskaffet sig. Det være sig ejere som lejere. Vildkatte huserer i mange boligafdelinger, og på Knud Hansens Vej i Kolding har man valgt en utraditionel løsning på problemet.

4


FLYTTER IND

”

Menneskets firbenede venner kan være en kilde til såvel glæde som sure naboer. Kæledyr og husdyr deler i det hele taget vandene.

5


TEMA: HUSDYRHOLD

Hønen Bertha og duen Frede Henrik Ove Hansen kan godt lide dyr. Og selvom han bor i lejebolig, kan han både holde høns og duer. Henrik Ove Hansen, 62, bor i rækkehus i Jordrup. I ni år har han været lejer. Sidste år fik han en god idé. - Inden jeg flyttede hertil, var jeg husejer og havde høns, det har jeg altid haft, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig igen. Men hvor og hvordan? Jo, herude bagved havde vi så et stykke jord, som tidligere havde været nyttehave, men som ikke blev benyttet til andet end græsplæne. Så spurgte jeg boligforeningen, om jeg måtte holde høns og bygge et hønsehus, fortæller Henrik Ove Hansen begejstret. Henrik Ove Hansen fik besked på at spørge naboerne og bede om deres underskrifter. - Naboerne synes, det var fint, så det g jorde jeg og sendte dem til boligforeningen. Så skulle det op på det årlige afdelingsmøde, og derefter fik jeg brev om, at der blev givet tilladelse til høns, men ingen hane på grund af naboerne. De galer jo, så det går ikke her i byen.

Bertha kom på Facebook I dag har Henrik Ove Hansen otte høns i den fine hønsegård, han selv har bygget. Blandt hønsene er der en personlig yndling. - Jeg har en høne, der hedder Bertha. Den er rigtigt tam. Den kender mig, og ved hvor jeg bor. Slipper den ud, går den rundt om huset her og prikker på ruden og vil ind. Den rendte engang hjemmefra. Min nabo ringede til mig og fortalte, at der stod på Facebook, at nogen henne i Borgergade havde modtaget en suppehøne. ”Det er sgu Bertha”, sagde jeg, og så hentede hun den til mig, for jeg var på arbejde. Senere skrev hun på Facebook, at suppehønen var afhentet, ler Henrik Ove Hansen, der er glad for sine naboers tolerance overfor hønsene. Han har også anskaffet tre duer, som bor i hønsehusets øverste etage. De to af dem er aldrig hjemme, men duen Frede sidder hjemme på balkonen næsten hele dagen.

6


bor hos Henrik

Padder på Plougslundvej Hos Lina Norvilaite på Plougslundvej i Billund bor to dyr, som man normalt finder under væsentligt varmere himmelstrøg: skildpadderne Frederikke og Fredis. - Det er sjovt at have skildpadder, siger Lina Norvilaite, der har haft sine dyr i 2 og 3 år, og nu er på jagt efter et større bur. - De har virkelig vokset sig store. Måske fodrer jeg dem for meget, siger hun med et glimt i øjet og forklarer, at skildpadder faktisk kun skal fodres én gang om måneden, hvis de bor i den rette vandtemperatur. Til gengæld vil de så ikke spises af med et salatblad, men skal have fisk, rejer, snegle, kylling eller oksekød.

Tre kvikke hunde De er ikke bare hyggeligt selskab, de er også uundværlige, når Jimmi Sørensen går på jagt. Derfor var det helt afgørende, at der var tilladt husdyrhold i boligafdeling Ved Søen i Billund, da Jimmi Sørensen og hans kone valgte at flytte ind for fem år siden. De har tre hunde: Fjotte, Tikka og Rico. Og selvom de tre dyr kan slide lidt på lejemålet, så oplever parret det uproblematisk at holde husdyr i en lejebolig. - Vi har faktisk aldrig fået klager over hundene. Hvis én af dem giver et par bjæf af én, der passerer på stien, så er jeg opmærksom og får dem til at tie stille, fortæller Jimmi Sørensen. Siden Jimmi Sørensen og hans kone flyttede ind, er det blevet besluttet, at man kun må have ét dyr pr. lejlighed Ved Søen. De beboere, der havde flere dyr ved vedtagelsen af reglen, har dog fået lov til at beholde dem.

7


TEMA: HUSDYRHOLD

SÅDAN ER DU EN HENSYNSFULD DYREEJER ”Jeg kan godt lide dyr, men jeg bryder mig ikke om dyrevenner,” sagde den berømte arkitekt Poul Henningsen engang. Om baggrunden for citatet var en hensynsløs nabo, der lod sit kæledyr genere omgivelserne, melder historien ikke noget om. Men sandheden er, at husdyr ofte kan være grund til mere eller mindre udtalte nabostridigheder. Så hvordan forhindrer du, at naboer-

8

ne bliver trætte af dig og din vuffende ven?

Når du har hund • Sørg for at aktivere din hund nok til, at den ikke hyler • Opsøg eventuelt en dyreadfærdsekspert, hvis du har store udfordringer med at lære din hund fx at være alene hjemme eller at gø mindre

• Luft din hund væk fra boligområdet og saml altid op efter den • Lad ikke din hund løbe frit på afdelingens område

Når du har kat • Lad ikke din kat løbe frit rundt i boligområdet, men hold den i snor udendørs eller hav den som indekat.


Folk finder næsten altid

EN LØSNING

BOVIA Magasinet har taget en snak med Susanne Parbo, der behandler klager over husdyr som katte, hunde og krybdyr. Der kan let opstå problemer omkring husdyr i lejligheder, men de ender næsten altid med at blive løst mindeligt. Det fortæller direktionssekretær Susanne Parbo, som tager sig at husdyrklager i BOVIA. - Det er mit indtryk, at naboerne er ret tolerante i de boligområder, hvor husdyr er tilladte, ligesom dyreejerne er opsatte på at finde løsninger, så naboerne ikke bliver generet af deres dyr, fortæller hun. Det er først og fremmest hunde og katte, der bliver klaget over til BOVIA. Omkring hundene er de største problemer, hvis de hyler, fordi de eksempelvis ikke kan lide at være alene hjemme, eller hvis ejerne glemmer at samle deres efterladenskaber op. Hvor sidstnævnte problem nemt kan løses, kan førstnævnte være en meget stor udfordring.

at problemer omkring et husdyr ender med, at folk må flytte. Der findes næsten altid en løsning af den ene eller anden slags. Omkring katte er det store problem, at katte i for eksempel et rækkehusområde ikke må løbe rundt på den jord, der hører til de andre boliger. Og det er i praksis umuligt at få en kat til at blive i blot én lille have. - De eneste måder at løse det problem på er ved at holde katten i snor, når den er ude, eller ved simpelthen at gøre den til en indekat, siger Susanne Parbo. Når hun modtager klager fra beboere, er det første hun gør at sende en henstilling. Bliver problemet ikke bedre herefter, kan BOVIA kræve af dyreejeren at skille sig af med dyret. Sker dette heller ikke, kan beboeren i sidste ende blive pålagt at flytte. Udover de allerede nævnte klager, modtager Susanne Parbo også mange klager fra beboere i områder, hvor man egentlig ikke må holde dyr, men hvor der alligevel er nogle beboere, der gør det.

Må sjældent flytte - Jeg husker en familie, som købte en hund, der ikke kunne være alene hjemme. Den hylede hele dagen, og efter at naboerne havde været tålmodige en tid, begyndte klagerne at komme. Familien g jorde hvad de kunne, men eftersom de ikke kunne løse problemet, og ikke ville af med hunden, endte de med at flytte til et sted med knap så tætte naboer, fortæller Susanne Parbo. Hun understreger, at det er en stor sjældenhed,

9


TEMA: HUSDYRHOLD

Ti vildkatte fik et hjem på Knud Hansens Vej Ti tidligere vildkatte er blevet en del af livet i en boligafdeling på Knud Hansens Vej. De jager andre vildkatte, rotter og mus på flugt. En god løsning for både katte og mennesker. Det har man fundet i en boligafdeling på Knud Hansensvej, der indtil for et år siden var plaget af at have aggressive, larmende og strintende vildkatte løbende rundt på de grønne områder. Nu har boligafdelingen taget 10 af vildkattene til sig. De er blevet steriliseret, vaccineret , øremærket og har fået en fin fodringsstation, der også kan give læ for vind og vejr. - Kattene gør et godt stykke arbejde, for de forsvarer deres territorium og holder andre vildkatte væk. Samtidig udrydder de rotter og mus, fortæller Marlene Bendixen, der er beboer og frivillig i projektet. Ligesom de andre frivillige er hun dyreven og synes, at de ti katte spreder

10

stemning. Det piner hende ligeledes, at så mange katte bliver vildkatte, fordi deres ejere bare slipper dem løs og svigter deres ansvar. - Vi kan jo på ingen måde redde alle katte, og derfor er det også vigtigt for os at prøve at råbe katteejerne op, så de ikke bare overlader deres katte til en trist skæbne, siger hun.

Tillid til beboerne De ti tidligere vildkatte, der nu er fast tilknyttet boligafdelingen på Knud Hansens Vej, giver ikke længere problemer a la dem, man før kunne opleve. Det gør steriliserede katte nemlig ikke. - De er blevet ret tamme og man kan mærke, de har tillid til os. Der er for eksempel én af kattene, der tit går med,

når jeg går en tur med min hund, fortæller beboer Anna Thygesen. Hun er blandt dem, der frivilligt påtager sig at fodre kattene og holde øje med, at alt er i orden omkring foderstationen. I BOVIA glæder man sig over initiativet. - Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man kan lide katte eller ej. Det er et spørgsmål om at begrænse de gener, der er i et område med mange vildkatte. Og det har projektet opnået, siger beboerservicechef Dorte Radik, der har assisteret boligafdelingens frivillige i den mere formelle del af projektet. Og en bonus er, at ti tidligere vildkatte nu har fået et langt mere fredeligt liv med tag over hovedet, kærlige klap og mad nok.


Ingen tager ansvar

for herreløse katte Manglende lovgivning er grunden til, at op mod 500.000 vildkatte strejfer rundt i Danmark. Det mener en række dyreværnsorganisationer, som opfordrer til politisk handling. Op mod en halv million danske katte har ikke noget hjem. De har ingen ejer, der hjælper dem, når de er syge eller kommer i nød, og der er ingen, der sørger for, at kattene neutraliseres, så de ikke formerer sig og bliver til endnu flere herreløse katte. Problemet vokser på daglig basis, og dyreværnsorganisationerne kan snart ikke følge med længere. Derfor gik en række af landets største dyreværnsorganisationer for nyligt sammen i et forsøg på at råbe både politikere, katteejere og befolkningen op. - Der er ingen tvivl; Danmark har et alvorligt katteproblem, og der må gøres noget nu. I Dyrenes Beskyttelse har vi på bare to år oplevet en stigning i katte på 57 procent. Det betyder, at vi nu dagligt har sager med gennemsnitligt 27 katte i nød. Det svarer til næsten 10.000 katte om året, fortæller Jens Jokumsen, projektleder i Dyrenes Beskyttelse.

Svært at placere ansvar Dyreværnsorganisationerne er enige om, at en kattelov, der gør det lovpligtigt at mærke og registrere katte, ville kunne afhjælpe en stor del af problemerne. En sådan lov findes for blandt andet hunde og heste, men ikke for katte. - Efterladte katte er fuldstændig retsløse. Hvis de ikke er mærkede, kan vi ikke finde deres ejer. Og hvis de endelig er mærkede, men ejeren nægter at tage katten tilbage, er der heller ingen hjælp at hente, end ikke hos politiet, for der er jo ingen lovgivning på området, siger Anne Trane, der er internatleder på Dansk Dyreværns Aarhus. Dyreværnsorganisationer har sendt et forslag til handlingsplan til folketinget og kommunerne. Og sender i øvrigt også en kraftig opfordring ud til katteejerne om at tage ansvar. - Der er helt overordnet flere store udfordringer; Vi mangler en lovgivning, der gør det obligatorisk at mærke og registrere ejerkatte, vi mangler oplysning om vigtigheden af at neutralisere ejerkatte. Vi mener, der skal løftes et politisk ansvar kommunalt, og så skal vi også have vendt udviklingen med dumpede katte, hvor nogle ejere simpelthen smider katte ud, siger Jens Jokumsen, projektleder i Dyrenes Beskyttelse.

11


TEMA: HUSDYRHOLD

SKAL HUSDYR VÆRE VELKOMNE

ELLER EJ? Skal man, eller skal man ikke tillade husdyr i sin boligafdeling? Det har beboere revet sig i håret over på mangt et afdelingsmøde. For der er både fordele og ulemper ved at tillade firbenede beboere i sin boligafdeling.

Fordele ved tillade husdyr: • I får bedre mulighed for at leje boliger ud, da der er efterspørgsel på boliger, hvor man må holde husdyr. • For dyrevenner blandt beboerne kan husdyrhold give øget livskvalitet. • Huskatte i området er et godt værn mod mus, rotter og vildkatte. • I er ikke alene, hvis der opstår problemer. Bovia har udarbejdet regler for husdyrhold og har erfaring med problemstillinger.

Ulemper ved at tillade husdyr: • Der kan opstå klagesager som følge af støjende adfærd. • Der kan være beboere, som ikke får fjernet deres dyrs efterladenskaber. • Der kan være beboere, som ikke holder deres husdyr indenfor egne rammer. • Det er en lang proces at få en lejer sat ud som følge af, at gældende regler for husdyr ikke overholdes. • Øget slidtage på lejemålet, som administrationen skal være opmærksom på ved fraflytning.

12


Husk altid at søge om tilladelse Selv om det er tilladt at holde husdyr i en boligafdeling, betyder det ikke, at man uden videre kan anskaffe sig alle de dyr, man har lyst til. For at alle beboere, der ønsker at holde husdyr, kender betingelserne, er det vigtigt med et system med tilladelse i hvert enkelt tilfælde. En husdyrtilladelse er et tillæg til den almindelige lejekontrakt. Hvis du som beboer ønsker at anskaffe dig et husdyr, skal du derfor først henvende dig på ejendomskontoret for at få en konkret tilladelse. Det er vigtigt. Uden tilladelse kan du i sidste ende miste din bolig eller være tvunget til at skaffe dig af med et husdyr.

De meste populære husdyr i danske hjem 1. Hund 2. Kat 3. Kanin 4. Fisk 5. Fugl 6. Marsvin 7. Hamster 8. Gnaver (såsom rotte, mus og jordegern) 9. Skildpasse 10. Øgle (såsom leguan, firben og gekko) Kilde: Berlingske Tidende

13


ALMEN INFO

Du kan være med til at afgøre spørgsmålet

OM HUSDYR Hver boligafdeling bestemmer selv, om det skal være muligt at holde et eller flere husdyr, og det er et emne, du som lejer kan tage op på et afdelingsmøde, hvis du gerne vil have det ændret.

Spørgsmålet om husdyr i en boligafdeling hører under den aktuelle husorden. Det er det årlige afdelingsmøde – altså beboerne, der beslutter, hvad husordenen skal indeholde. Det er derfor også afdelingsmødet, der fastsætter reglerne for om husdyr er tilladt – og i givet fald hvilke og hvor mange husdyr beboerne må have. Husordenen bliver vedtaget ved almindelig stemmeflertal. Afdelingsmødet kan dog beslutte, at den endelige afgørelse af spørgsmålet skal ske ved en urafstemning i boligafdelingen. En urafstemning er en skriftlig afstemning blandt alle afdelingens beboere. Det anbefaler BOVIA og boligforeningerne.

Få små dyr er tilladte Selv om der generelt er forbud mod husdyrhold i boligafdelingen er der typer af dyr, som er tilladte i en almen bolig. Det er dyr som guld-fisk i bowle, hamstere og fugle i bur. Når der er tale om lidt større dyr, bliver det straks lidt mere problematisk. Kaniner og tam-ildere kræver for eksempel tilladelse. Det er ikke alene dyrets art, der kan have betydning for, om en tilladelse er nødvendig. Også antallet kan spille en rolle. Selv om man godt kan holde en enkelte undulat uden tilladelse, er dette ikke ensbetydende med, at man også kan have 15-20 fugle. Her vil man lægge vægt på hensynet til de øvrige beboere og eventuelle gener fra dyrene. For at undgå sådanne sager, hvor der er tvivl om, hvad et forbud mod husdyr omfatter, kan det være en god idé at ind-

14


føje i husordenen, hvilke dyr man må holde helt uden tilladelse og antallet heraf.

Klare regler Det er i det hele taget en god ide at have en detaljeret husordenen på husdyr-området. For eksempel ses det ofte, at der i en boligafdeling er tilladelse til at holde kat, men ikke hund, eller til at holde 1 hund eller 2 katte. Det kan desuden være en god idé at lave en positivliste, således at husordenen nævner de tillad-

te dyr - og antallet heraf - og således at øvrige husdyr ikke er tilladte. Det kan være en god idé, at give afdelingsbestyrelsen bemyndigelse til at dispensere fra et forbud i ekstraordinære tilfælde. En sådan dispensationsmulighed skal vedtages på et afdelingsmøde. Hvis en boligafdeling beslutter, at det ikke længere er tilladt at holde husdyr, vil en sådan beslutning kun have virkning fremover. De beboere, der har anskaffet sig et husdyr i henhold til en tidligere tilladelse, kan beholde det men kan ikke anskaffe sig et nyt.

Det skal med i reglerne • Må man have flere end ét husdyr? • Skal der restriktioner på størrelsen af dyret/ dyrene? • Skal de såkaldte muskelhunderacer udelukkes? • Retningslinjer for halsbånd og øremærkning • Sanktionsmuligheder hvis dyret generer naboerne • Regler for luftning af hunde på afdelingens arealer Læs mere på www.bovia.dk På BOVIAs hjemmeside kan du også se i hvilke boligafdelinger, det er tilladt at holde husdyr.

15


BOLIG & LIVSSTIL

AF RUMDESIGNER BETTINA THERESE MØLLER

Husdyr giver

god energi til hjemmet

Et hjem skal opfattes som en organisme, som hele tiden har brug for bevægelse ud i alle afkroge og her er dyr fantastiske.

16

Jeg beskæftiger mig med indretning med mening, så hvorfor skriver jeg nu om husdyr? Det gør jeg, fordi jeg har fokus på velvære, trivsel og nærvær, når jeg giver råd om hjemmet. Og her kommer de kære husdyr ind i billedet. For hvorfor ønsker vi at holde husdyr? Der kan være mange grunde, men jeg tror en af de vigtigste, er et helt grundlæggende ønske om at drage omsorg og kæle for dyret. Heraf velsagtens også navnet kæledyr. Kæledyr giver dog energi til hjemmet. Ud over hyggen og glæden ved et dyr, så skaber især de kæledyr, som kan gå frit, energi ud i alle hjørner. Og også når vi ikke er hjemme, så er der stadigvæk husdyret til at skabe energien. Tænk blot på de gange, hvor I er kommet hjem fra ferie, hvor jeres kæledyr endnu ikke er der, fordi det er ude og blive passet. Hjemmet føles pludseligt meget tomt. Et hjem skal opfattes som en organisme, som hele tiden har brug for bevægelse ud i alle afkroge og her er især de løsgående dyr fantastiske, men også marsvinet, som pludselig går på opdagelse. Hjemme hos os har vi Oscar, den skønneste franske bulldog på 7 år. Han passer på huset, når vi ikke er hjemme, og han bliver altid så glad, når han hører os i indkørslen. Han tager imod som om, det er meget længe siden, han sidst har set os. Han er altid glad og elsker at blive kælet for og er bestemt med til at skabe trivsel og glæde i familien.


”

Ud over hyggen og glæden ved et dyr, så skaber især de kæledyr, som kan gå frit, energi ud i alle hjørner.

Dyr følger desuden deres instinkt og ved, hvad der er godt for dem. Hvis solen skinner, kan jeg altid finde Oscar lige der, hvor et solstrejf finder vej indenfor. Det kan vi mennesker lære af. Jeg oplever nemlig ofte, hvor jeg kommer – både i private hjem og på arbejdspladser, at man lukker solen alt for meget ude. Rul persienner eller gardiner fra, når solen ikke længere generer. Vi har brug for så meget dagslys som muligt især om vinteren. Jeg er dyreelsker – ingen tvivl om det – men jeg respekterer, når jeg får besøg af folk, som ikke synes, Oscar er det mest fantastiske, de nogensinde har mødt. Og mange er jo direkte bange for dyr. Så det handler om gensidig respekt. Og så handler det om god hygiejne, når man vælger at holde husdyr og ikke mindst udluftning. Al charmen går bort, hvis hjemmet bærer præg af, at her holder vi husdyr – det gælder både vedligehold og renlighed men især udluftning. Sidstnævnte er jo desuden afgørende for indeklimaet som helhed – og også om vinteren, skal vi huske den daglige udluftning, så vi får skiftet indeluften med fugt og partikler ud med frisk luft. Som med børn og legetøj, er det vigtigt, at vi sørger for, at husdyr ikke får lov til at tage overhånd. Der skal være plads til alle og hundekurve, fuglebure, klatretræer, marsvinehuse og så videre er kun charmerende i begrænset omfang. Vi skal huske, at det først og fremmest er familien, der bor i hjemmet.

17


UNDERHOLDNING

Løsninger findes på www.bovia.dk

18


SERVICE OG INFORMATION

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Har du brug for hjælp eller har du spørgsmål om din bolig, så kan du henvende dig til områdekontoret, afdelingsbestyrelsen eller BOVIA.

Områdekontoret

VIDSTE DU AT... Hvis du ønsker at installere en vaskemaskine, tørretumbler eller opvaskemaskine i din bolig, skal du huske at give BOVIA besked, inden du installerer de hårde hvidevarer. Du skal selv dække alle udgifter til vedligeholdelse og reparation af det installerede og være opmærksom på, at du har erstatningspligt, hvis der sker skader, som er forårsaget af installationen. Ønsker du at søge om at installere hårde hvidevarer, kan du bruge en blanket, som kan hentes i administrationen eller online på bovia.dk. I blanketten kan du læse mere om reglerne omkring installationen.

Områdekontoret passer boligerne i den boligafdeling, hvor du bor. Har du praktiske spørgsmål eller problemer, så kan du trygt spørge områdekontoret. Som regel er der fast kontortid hver dag. Får du alvorlige problemer uden for kontortiden – hvis der for eksempel springer et vandrør – skal du ringe til det nummer, som du fik oplyst da du flyttede ind. Se faktaboks.

Afdelingsbestyrelsen Afdelingsbestyrelsen er valgt af beboerne. Medlemmerne får ikke løn, men arbejder frivilligt for at styrke din boligafdelings sociale liv og for at varetage beboernes interesser. Du skal gå til afdelingsbestyrelsen med alt, hvad der handler om aktiviteter i boligafdelingen. Find din bestyrelse på www.bovia.dk

BOVIA BOVIA ordner alt, hvad der handler om betaling af husleje og eventuelt forbrug. Du kan også henvende dig til BOVIA, hvis du får problemer med nogle af dine naboer eller har spørgsmål omkring udlejning eller økonomi.

BOVIA Tlf. 75 52 53 44 Engstien 2A, 6000 Kolding Tværvej 3, 7190 Billund Email: info@bovia.dk www.bovia.dk

Find dit områdekontor Du kan finde dit områdekontors telefonnummer på vores hjemmeside www.bovia.dk

Vagttelefoner: Kolding/Lunderskov 79 33 33 93

Billund VVS: 75 33 12 76 EL: 75 33 10 82 OBS: Kun ved akut hjælp uden for normal åbningstid

19


AF TOR STENSTROP

På Sneppevej i Kolding bor en af AAB Koldings ældste beboere. Vi besøgte hende, da hun i efteråret fyldte hun 100 år. Duften af friskbrygget kaffe breder sig ud i alle ender og kanter af den lille toværelseslejlighed på Sneppevej i Kolding, hvor Gerda Christensen har boet i 23 år. Sofaen er fyldt til bristepunktet med børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn, der er kommet for at fejre ”farmor”. De mindste har fået fri fra skole i dagens anledning, og snakken går på kryds og tværs. I en lænestol sidder fødselaren stille og nyder opmærksomheden. - Det er et roligt kvarter. Der er slet ingen støj fra opgangen. Det kan jeg godt lide. Det er altså dejligt. Lejligheden er fin nok. Og den er tør, siger Gerda Christensen.

Keder sig aldrig Gerda Christensen er født i Dollerup Sogn ved Lunderskov i 1914. Hun kom til at arbejde på pensionat i Middelfart, da Lillebæltsbroen blev bygget. Det var den gamle bro vel at mærke. Senere arbejdede hun hos Karl Møllers maskinfabrik og på fjerkræslagteriet i Vamdrup. Men det er efterhånden mange

år siden nu, hun stoppede på arbejdsmarkedet. I 40 år har hun selv fået tiden til at gå. - Jeg keder mig aldrig, det har jeg ikke tid til. Jeg tørrer støv af, og det tager jo tid. Jeg kommer ikke så meget ud, men jeg har det også bedst herhjemme, hvor jeg ser nyheder i tv og kigger lidt i avisen. Tiden går hurtig, selvom der ikke sker så meget, siger Gerda Christensen.

Officielt besøg Men i dag er der stort ståhej i den lille lejlighed, hvor det officielle Danmark siger tillykke. På et lille bord – blandt de mange buketter – står brevet med lykønskningen fra dronningen, og kl. 11 ringer det på døren. Ind i stuen kommer borgmester Jørn Pedersen, formand for seniorudvalget Søren Rasmussen og kommunens senior- og socialdirektør Lars Rasmussen for at hilse på fødselaren og overrække en stor buket blomster. En lille time senere siger de tre igen farvel til en lidt træt, men tydeligt glad Gerda Christensen. Og i morgen er der atter en dag.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Bovia Magasinet december 2014 by Louise Iwersen - Issuu