Naturguide web

n at u r g u i d e

n at u r g u i d e

naturguide til VGC’s Bane

Af Sven A. Nielsen Bjarne Svensson

Naturguiden er skrevet af Sven Aage Nielsen og illustreret af Bjarne Svensson

Redaktion: Finn Ebbesen

Tilrettelæggelse, layout og tryk: Schweitzer A/S, Vejle

Tak til Munkebjerg Hotel, HL Repro, Sparbank Nord og BG Bank, der har støttet udgivelsen.

Forord Vejle Golf Clubs dejlige bane ligger i et af Danmarks smukkeste områder. Det kan derfor ikke undre, at det har været forbundet med mange overvejelser at bygge en golfbane i et landskabsmæssigt unikt områ­ de. Samspillet mellem en naturoplevelse og en sports­ lig udfoldelse var ikke åbenbar for mange andre end de få, som for mere end 30 år siden tog initiativet til vores bane i og omkring Munkebjergskoven. For mange betød anlæggelsen af golfbanen et farvel til en enestående fauna, som efter manges opfattelse i bed­ ste fald kun blev tilgængelig for en lille kreds af velha­ vere. Skovens værdi som rekreativt område for byens borgere, dens evne til at afgive et fornuftigt afkast for dens ejere og sidst, men bestemt ikke mindst, de mange enestående dyr og planter gav anledning til mange løftede bryn og protester. Virkeligheden har imidlertid vist sig at være en anden, og i dag må vi med glæde konstatere, at Vejle Golf Clubs baneanlæg og spillet på banen er i harmoni med det landskab og den fauna, som fremsynede og modige politikere i amt og kommune åbnede for Vejle Golf Club. Ikke kun for klubbens medlemmer, men også for de tusindvis af golfspillere, som i tidens løb har gæstet vores bane og for nærområdets indbyggere og de

mange turister, som har valgt Munkebjerg­skoven som udflugtsmål, hvad enten de ønsker en særlig naturo­ plevelse eller ved fysiske anstrengelser at bygge krop­ pen op.

Golfspillere fra nær og fjern kan nyde den smukke natur, og offentlige stisystemer tæt på baneanlægget giver alle mulighed for at studere et natursceneri, som bestemt ikke er blevet fattigere, som følge af anlæg af fairways og greens mellem fredsskovens høje bøge­ træer eller på tidligere landbrugsjord. Snarere tvært­ imod.

Med denne lille bog ønsker Vejle Golf Club at give sine medlemmer, sine greenfeespillere og alle som færdes i vores smukke område et indblik i denne natur og medvirke til, at oplevelsen, underbygget af tekst og billeder, bliver total.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, som har medvirket ved bogens tilblivelse. Også sponsorerne uden hvis hjælp værket ikke havde været muligt.

Hans Erik Duschek-Hansen Formand for Vejle Golf Club

naturguide til VGC’s Bane

Denne fortegnelse over nogle af de naturoplevelser Vejle Golf Clubs bane kan byde på, er tænkt som et supplement til Bane-guiden.

Det på de enkelte huller sete anføres hver Bane-farve for sig og med hul-numrene i kronologisk orden.

Fortegnelsen kan derfor, om man vil, bruges som “opladning” til en runde. Eller man kan vælge at læse den som et hele.

Der er, ud over det i fortegnelsen omtalte, meget andet at se, så brug det skrevne til en skærpelse af sanserne inden runden i den flotte natur startes.

Par-3 bane: På vej til Vejle Golf Club passeres, umiddelbart før indkørsel, Par-3 banen. Den er absolut et besøg værd.

Banen er ret åben, men alligevel kan den undertiden byde på gode naturindtryk.

I overgangen mellem forår og sommer er en af de større oplevelser på fuglefronten Nattergalens (Luscinia luscinia) ankomst. Det er en mindre (16-17 cm stor) brungrå fugl, der holder til i tæt buskads og derfor sjældent ses. Men hannen markerer sit område ved sang. Den synger nat og dag, med brask og bram og en styrke der høres viden om. Den kan høres flere steder på banen, men sidst – Maj måned – hørtes den

i Pilebuskene for enden af Par-3 banens hul 2. Æggene lægges på jorden omkring 1. Juni og er udru­ get på ca.14 dage – og så går der 11 måneder, før man igen lægger mærke til Nattergalens tilstedevæ­ relse.

I sommerens løb kan man i nordkanten af banen se en plante af grov kaliber. Det drejer sig om skærmplan­ ten Bjørneklo (Heracleum sphondylium) der med sine store hvide blomsterskærme, 50 cm store blade og en højde på op til 1 1/2 m er svær at overse. Flot at se på, men med ubehagelig lugt og kan ved berøring være årsag til udslæt og betændelse i huden. Så pas på ved eftersøgning af vildfarne bolde, mere end eet medlem har oplevet sviende nærkontakt! Keeper-staben har forsøgt at fjerne planterne, men de er sejlivede, der skal mere end eet forsøg til.

Sidst på sommeren vil man i flere af busk-grupperne på banen lægge mærke til arten Kvalkved (Viburnum

9

ópulus) navnet sigter til, at de røde “bær” er giftige.

Hvis de spises giver det kvalme og opkast. “Bærrene” er stenfrugter med eet frø. Busken kan blive op til 5 meter høj. Bladene er modsatte og 3-5 lappede med stilke, der er forsynet med grønne kirtler. Busken blomstrer i juni med store flade blomsterstande. De yderste blomster, der er sterile og kun tjener som

blikfang for bestøvende insekter, er store og rent hvide. De inderste, der er tvekønnede indeholder honning, er små, gulhvide og med klokkeformede kroner.

Om efteråret farves bladene smukt gule eller røde til rødbrune.

Et af de første træer der efter sidste Istid invaderede Danmark var Bævreasp (Pópulus trémula). Bævreasp kan således på mere end én måde føre sine rødder ca.

12.000 år tilbage i tiden.

Både det latinske trémula og det danske bævre- hen­ tyder til de letbevægelige blade, der ved den mindste vind “bævrer”. Denne bævren fremkommer på grund af ret lange og stærkt fladtrykte bladstilke.

En gruppe Bævreasp ses i skovkanten ved banens hul 8. Bladene får ved løvfaldstid meget smukke høstfar­ ver, der kan variere fra guldgult til brungult og purpur.

I Danmark er Bævreasp ikke af større værdi, tværti­ mod anses den på vore hedearealer for et besværligt ukrudt. I de øvrige nordiske lande derimod har Aspen stor økonomisk betydning, især i tændstikproduktio­ nen. Der har været gjort tilløb til det samme i Danmark. Nogle husker måske de gamle tændstik­ æsker med navnet Gosch. Denne fabrik anlagde ved Helle­ strup på Sjælland en plantage bestående af Aspekrydsningen (Pópulus tremuloídes) med henblik

Naturguide

Vejle Golf Club

på tændstikproduktion. Dette er for længst opgivet, og Tordenskjold tændstikker fås i dag fra Sverige.

Indkørsel: Forbi Par-3 banen passeres Stenen med Klubbens Logo. Til venstre har man skov, og til højre følges en række Birk på vejen mod Klubhuset.

En tør og varm eftersommer kan sætte gang i tidligt løvfald. Birketræerne viser da allerede i August be­gynd­ende takter. Ikke så mærkeligt, for Birk er et lystræ, der kræver plads og derfor tillader meget sollys at nå skovbunden. Med sit højtliggende og fladtstry­ gende rodsystem er Birk derfor særlig udsat for udtør­ ring. Det kan mange haveejere sikkert nikke genken­ dende til.

Normalt skifter birkeløvet langsomt farve fra det grønne gennem gul/orange til brunt, inden det falder til jorden. Men enkelte år går udtørringen så stærkt, at det vanlige farvespil ikke er særlig synligt.

De fleste efterår giver dog som regel stærke farve­ indtryk i løvskovene og således også under runder på vor golfbanes skovhuller. Lidt nattefrost i September og ikke for meget stormvejr, så er betingelserne for et flot farverigt efterår til stede.

Vi har i Danmark to naturligt forekommende arter af Birk, Vortebirk (Betula pendula el. verrucosa) og Hvideller Dunbirk (Betula pubescens). Den Birk, vi ser langs indkørsel til banen og mellem hul 2 og 3 blå, er

11

af arten Vortebirk. Et træ der kan blive op til 25 m højt med langt nedhængende grene og iøjnefaldende hvid bark, med vandrette striber. På ældre, tykkere stam­ mer bliver barken forneden skorpet og furet. Birken er et af de træer, der er tidligst i udspring – er før bøg – men bliver slået af lærk med ca. 1 uge.

Vortebirk er meget brugt som prydtræ, men bruges også af skovbruget som hjælpetræart. Som egentligt produktionstræ ses den ikke meget, den kræver for meget plads og producerer derfor for lidt pr. areal­ enhed. Træet sår sig villigt og er derfor i skovbruget, f.eks. i grankulturer, tit at sammenligne med et besværligt ukrudt.

Hvidbirk ser vi ikke meget til på banen, den er mest knyttet til fugtige arealer, i Danmark vokser den især på sur mosebund. Hvidbirken bliver ca. 20 m høj med hvid bark, der i modsætning til Vortebirken forbliver jævn på det nederste stykke.

I ungdommen kan de to Birke arter nemt kendes fra hinanden ved at føle på de unge skud. Hos Vortebirk er skuddene forsynet med ru, gråhvide harpiksvorter medens de hos Dun/Hvidbirk er fløjlsagtigt behårede.

Birkens ved er hvidligt og ofte med små brune pletter.

Det anvendes til møbler, finér, parketstave og drejer­ træ, og før kunstfiber blev kendt var gode ski af birk.

Særlig værdifuldt ved fås af de såkaldte Masur-birk,

Naturguide

Vejle Golf Club

hvor veddets fibre forløber meget uregelmæssigt, hvilket giver en særpræget mønstret struktur.

Birketræ har høj brændværdi og er på grund af udse­ endet meget populært som pejsebrænde. Birkeris (skud af selvsået birk) skåret ved vintertid kan bringes til udspring i løbet af få dage når de sættes i en spand med vand i et lunt rum. De udsprungne kviste bruges til isætning mellem tulipaner eller påskeliljer; det lyser op i en vintermørk stue. Men husk kvistene skal være af Vortebirk og uden rakler. Det sidste for at undgå irriterende pollen-støv.

Beskæres Birk ved forårstid driver sukkerholdig saft fra såret i stor mængde. Så skal havens birk beskæres er det bedst at gøre det tidlig vinter.

Inden P-pladsen nås, har man på venstre hånd Driving Range hvor mange klogeligt starter en runde med lidt opvarmning. Driving Range’s østlige begrænsning ind mod hul 3 blå bane er et løvtræ­ bælte, bl.a. bestående af Hassel. Det gamle danske navn er Nød. Sjovt nok er de gamle danske løvtræna­ vne alle en-stavelsesord f.eks.: Bøg, Eg, Birk, Nød, Ær (Ahorn er det tyske navn), El, Pil, Lind, Ask og Hyld.

Buskens latinske navn er Corylus avellana. Navnet Hassel er måske afledt af det latinske navn Casa = hus. Hasen der som et hus omgiver nødden. Hassel er en af de danske træarter der kan føre sine ”rødder” længst tilbage i tiden, ca. 7- 8000 år. Kun Ene, Pil, Birk

og Asp har flere år på bagen. Hassel kender alle på grund af de velsmagende nødder.

De fleste drenge har vel også på et eller andet tids­ punkt skåret hasselkæppe til buer, pile eller drager.

Hasselbusken er noget af det første der rører på sig når den nye sæson nærmer sig. Hanraklerne der alle­ rede er dannet sommeren før, kan i milde vintre begynde at ”støve” gult inden de røde hunblomster.

Disse spirer frem i spidsen af tykke knopper omkring marts/april. Planter man hassel i haven, for at få nød­ der, så husk at plante mere end én sort, da busken ikke bestøver sig selv. Tidligere var hassel meget brugt til gærdsel og tækkekæppe, men i dag er veddet uden betydning.

13

Her på Driving Range kan man godt en gang imellem, uden at blive straffet, lade blik og sind kople af. Prøv at lytte efter, i overgangen mellem vinter og forår er det meget tit man kan høre Ravnens (Corvus corax) dybe kråå - kråå, der gentages et par gange. Ravnene flyver som regel højt og parvis. Ravnen var før krage­ gift blev forbudt næsten udryddet i Danmark.

Heldigvis har den flotte sorte fugl igen bredt sig og er ikke mere en sjældenhed. Egnen omkring Vejle har dog altid haft enkelte ynglende Ravne, f.eks. på Barritskov og Ørumgård.

På modsatte side af vejen i kanten af Pitching-Green står en klynge Skarntydegran. Allerede her får banen sit ”Internationale” snit, for alle betydende nåletræar­ ter i Danmark er indførte. I forstsproget kaldes de Tsuga efter det latinske navn Tsuga heterophylla. Et træ der stammer fra det vestlige Nordamerika, hvor den når højder på ca. 40-45 m. Træets amerikanske navn er Western Hemlock og hentyder til den duft af skærmplante knuste nåle afgiver. Det danske navn Skarntydegran er dog lidt misvisende, duften minder mere om vild Gulerod. Tidligere – for ca. 50 år siden – plantet i en del danske skove, i dag sjældent plantet.

Veddet anvendes fortrinsvis til papirfremstilling.

Når bilen på P-pladsen parkeres først for til højre, er man næsten i berøring med en anden udenlandsk

Naturguide

Vejle Golf Club

træart, hvis slanke facon har skaffet træet det danske navn Serbisk Søjlegran. På latin hedder det Picea omorika. Træet stammer fra Jugoslavien. Ved floden Drina ca. 100 km øst for Sarajevo, findes på de oprin­ delige voksesteder, de sidste små isolerede bevoksnin­ ger. Kun omkring 60 ha er tilbage. Under 2. verdens­ krig blev disse bevoksninger hårdt behandlet af den tyske værnemagt, der vidste at frø herfra, efter kri­ gen, kunne blive en konkurrent til den tyske eksport af skovfrø. Så indtil danske bevoksninger nåede frø­ sætningsalder var 1 kg Omorika frø en særdeles kost­ bar vare. På grund af sin slanke facon et populært havetræ, men også velanset i skovbruget især på hedejord, da det er et nøjsomt og robust træ, der bedre end rødgran tåler tørke. Nålene er på oversiden mørkegrønne, men på undersiden sølvskinnende og grenene anvendes derfor en del til gravdekoration ved juletid. Træet når på magre jorder samme højde som vor almindelige rødgran, og veddet der minder om rødgrans bruges til samme formål. Men bevoks­ ninger i Danmark med tømmerdimensioner er sjæld­ ne.

Når P-pladsen forlades, kan hen mod slutningen af Maj ses et sikkert forårstegn. Hestekastanien (Aésculus hippocástanum) ved Klubhuset er på grund af de smukke blomsterstande meget iøjnefaldende. Næsten et tegn på, at nu er den nye sæson for alvor ved at

15

være i gang. Navnet Hestekastanie refererer ikke til alm. foderbrug, med forstavelsen Heste- menes uspi­ selig for mennesker og -kastanie hentyder til frugter­ nes lighed med dem fra ægte Kastanie.

Frugten ”Kastanien” der vel har tjent som legetøj for de fleste børn, har på grund af indhold af bitre garve­ stoffer, saponiner m.m. i ældre medicin været brugt som brækmiddel. Tørret og knust har det været brugt som håndvaskemiddel.

Hestekastanie, der stammer fra Lilleasien og det nord­ lige Grækenland, kan blive op til 25 m høj. Veddet er ikke særlig værdifuldt, ofte med snoet vækst og træet har derfor ingen forstlig værdi. Men ses ofte plantet i skov dels af æstetiske grunde og dels for hjortevildtets skyld. Tidligere havde enhver Herregård med respekt for sig selv en Dyrehave, hvor Kastaniens nedfaldne frugter om efteråret leverede naturligt tilskudsfoder.

Når stien fra Klubhuset mod Tee-stederne følges ses lige efter passage af maskinhuset en lille klynge Lind.

Vi har her i landet tre arter Lind. Småbladet Lind (Tilia cordata) også kaldet Skovlind, Storbladet Lind (Tilia platyphyllos) og Parklind (Tilia vulgaris) der er en spontan krydsning mellem de to førstnævnte.

Arten Skovlind ses ikke på banen, men et af eksem­ plarerne ved gavlen af Maskinhuset er Storbladet Lind.

Til venstre for Tee-sted hul 5 rød kan man se tre

Naturguide

Vejle Golf Club

eksemplarer af arten Parklind. Ikke imponerende af størrelse, men med efterårsløv i meget smukke farver.

Forskellen på Storbladet Lind og Parklind er bl.a. at bladene på førstnævnte er hårede, hvorimod Parklinds blade er glatte.

Navnet Lind er næsten internationalt. På tysk hedder træet Linde, på engelsk Linden og svensk og oldnor­ disk Lind. Navnet er beslægtet med det svenske linda = bånd og tysk lind, der betyder bast. Bast har været udvundet af barken i umindelige tider. Det latinske navn Tilia er sikkert beslægtet med det latinske tela = noget vævet.

Lindetræer kan blive 30-40 meter høje og spørgsmål med hensyn til alder besvares bedst således: ”De 200-300 år gamle barokalléer vi ser ved vore herregårde og slotte består oftest af Parklind.”

Veddet er hvidt, ved tørring rødligt, let og blødt. Det anvendes til billedskæring og drejerarbejder.

Som kuriosum kan nævnes at veddet er det bedste til fremstilling af ”tegnekul”.

Er det ved efterårstide man er på vej til en runde, viser de unge bøge til højre for stien et eksempel på det fænomen der i fagsproget kaldes cyclophyse. Kort fortalt ungdoms- og alderstræk i samme individ.

De nederste 2-3 m der er i ungdomsstadiet bevarer det tørre løv om vinteren, mens den øvre ældre del kaster løvet om efteråret.

Er det derimod en forårsrunde der står for tur, kan man ikke undgå at lægge mærke til de smukke Rhododendron. En busk der i overgangen mellem forår og sommer er svær at overse, dens store smukke blomster gør altid indtryk. Men hvilke arter der er repræsenteret på Vejles bane er svært at udtale sig om, der findes trods alt ca. 800 arter og over 5000 hybrider. Egentlig lidt af et paradoks vi har den. Det er nemlig en udpræget surbundsplante, hvilket så må afhjælpes ved inden plantning at fylde plantehullet med tørvejord. Men nogle af de steder den er anbragt, f.eks. ved udslag hul 5 rød bane er andre af plantens krav tilgodeset. Nemlig vekslende sol og skygge, vand i jorden og beskyttet mod udtørrende blæst.

Udenlandske forstfolk, f.eks. Skotter og Irere anser Rhododendron som et meget besværligt ukrudt. Har man prøvet at bevæge sig i et krat af disse buske, der kan nå anseelig størrelse, må man give dem ret. Men det skønhedsindtryk man får, når en hel bjergside står i flor, kompenserer for meget.

17

Rød bane: Rød 1: En træart der ikke er så nøjeregnende med hensyn til jordbund er Contorta fyr. Navnet er det almindeligt brugte taget fra det latinske navn (Pinus contorta), der sigter til denne fyr’s ofte noget vredne nåle. Træet er indført fra det vestlige Nordamerikas kyst/klitegne og kaldes derfor også klitfyr. Contortafyr er et mindre træ eller busk med kraftige grene, mørkegrønne nåle og skæve tornede kogler, det ses langs Fair-way i højre side kort efter udslag.

Naturguide

Vejle Golf Club

Contorta fyr var tidligere meget brugt i skovbruget til at ”lappe” udgåede huller i det oprindeligt plantede, da den som sagt kan klare sig overalt og er meget hurtigtvoksende. Men veddet er ikke særlig værdi­ fuldt – anvendes til cellulosetræ og brændselsflis – og træet vælter nemt i stormvejr. Så plantes den i dag er det mest dens nærtbeslægtede fætter Murrayna-fyr (Pinus contorta latifolia) der er tale om. Murrayanafyrren er et noget større træ med slankere stamme, kommer ligeledes fra det vestlige Nordamerika men fra det indre af landet. Der hersker en del uvished omkring de to former. Er det samme art, hvor udse­ ende afhænger af voksested eller er der tale om to arter? Den Fyr der ses på vor banen er afgjort af typen Klitfyr.

Heller ikke Murrayana fyr’s ved er særlig værdifuldt, men da det er et større træ end Klitfyrren og med grene der er knap så kraftige, tyder det amerikanske navn Lodgepole Pine på anvendelse i hjemlandet.

Rød 2: Ved sidste approach-slag vil nogle nok have den bag Green liggende sø i tankerne. Men vel fremme kan der slappes af. Kast et blik på vandfladen, et Blis­ hønsepar (Fulica atra) holder normalt til i søen om sommeren. Man kan følge ungerne med det karakte­ ristiske røde hoved i opvækst – men også at det efter­ hånden tynder ud i flokken. Rovfugle – f.eks. Duehøg (Accipiter gentilis) – er ikke sene til at besøge et vel­ dækket ”Ta’ selv bord”.

Om efteråret sker det at søen får besøg af en lille charmerende fugl, en lappedykker. Kun få sekunder på overfladen før den igen dykker ned i ca. 20 sekun­ der, så arten er under dårlige lysforhold lidt svær at bestemme. Der kan nemlig være tale om Lille Lappedykker (Tachybaptus ruficollis) eller Sorthalset Lappedykker (Podiceps nigricollis), der er en anelse større. Er der gode lysforhold vil brunrød farve på hals og kinder indikere Lille Lappedykker, vor mindste af arten. Ikke så sjælden, da det er en ret almindelig ynglefugl i Danmark, men alligevel interessant at den kan ses på golfbanen.

Af og til kan synet af en anden gæst nydes, det drejer sig om Brunnakke eller Pibeand (Anas penelope).

Jægernavnet Brunnakke refererer til hannens rødbrune hoved, hunnen ligner i udseende vor almindelige grå­ and, dog lidt mindre, mørkere og mere ensfarvet.

Skandinaviske Pibeænder yngler i Norge/Sverige/ Finland. Her i landet ses den kun på træk til og fra ynglepladserne følgende kystlinierne. Især i Vest­ jylland ses meget store flokke ofte med flere tusinde fugle. Men vi har jo ikke langt til fjorden, så en gang imellem kan den altså også ses her i søen.

Rød 3: Ankommet til Tee-sted kan man om foråret være heldig at se en meget mindre, men ligeså charme­

19

rende fugl. En Tornirisk (Carduelis cannabina) der siddende i toppen af æbletræet til venstre for udslags­ stedet lader sin sang i form af kvidder og triller høre.

Måske kan sangen tolkes som begejstring og stolthed over at have overstået en rejse fra vinterkvarter i Nordafrika.

På arealet til højre for udslagsstedet ses hvor hurtigt naturen kan reagere. Dyndet fra den oprensede sø lå ikke længe, før det blev dækket af vegetation. Nu er det et sandt botanisk under. I sæsonens løb ses et utal af arter. Vandkarse, Trevlekrone, Valmue, Ranunkel, kløftet Storkenæb, flere slags Forglemmigej og Ærenpris, flere arter Dueurt, gul Iris, Mælkebøtte, Agertidsel, Dagpragtstjerne, Aftenpragtstjerne, Slangehoved, Cikorie, Pileurt og høj (gul) Stenkløver.

Lidt fact´s om nogle af de nævnte: Mælkebøtten (Taraxacum vulgare) med tilnavnet ”Fandens”, da den af de fleste betragtes som ukrudt.

Et andet navn er det mere internationale Løvetand, der henfører til bladenes savtakkede spidser, tænder.

På engelsk hedder den Dandelion, der som det fran­ ske Dent-de-lion kan oversættes direkte. Mælke­ bøtten er en gammel lægeplante, hvilket i Frankrig refereres til ved den folkelige betegnelse Pissenlit.

Sprogkyndige vil heraf kunne udlede, at planten er blevet brugt til fremme af diuresen.

Naturguide

Vejle Golf Club

En anden ukrudtsplante Agertidslen (Cirsium arvense) er køn i blomstring, og at lægge mærke til dens lilla blomster har her i sommer kunnet give en tillægs­ gevinst. Den er nemlig foderplante for en af vore smukkeste dagsommerfugle – Tidselfuglen (Cynthia cardui). Forvingen sort med hvide prikker og bagvin­ gen orange med sorte prikker. En hurtig og dygtig flyver der kommer hertil fra Nord-Afrika, noget af en præstation.

Mange husker sikkert forsøg i fysiktimen med Lakmuspapir. 0gså hos Forglemmigej ses dette farve­ skift i blomsterne.

Cikorie (Cichorium intybus) er en kurveblomst med lyseblå kroner og kendes vel af den lidt ældre genera­

Dagpragtstjernen (Melándrium rubrum) har dybt kløvede,smukke røde kronblade, der syner godt i dagslys og derfor søges af dagsommerfugle.

Aftenpragtstjernen (Melándrium album), der blom­ strer ca.14 dage senere, har store hvide vellugtende blomster der åbner sig om aftenen og derfor søges af natsværmere.

Slangehoved (Echium vulgare) hører til familien de rubladede. Blomsterne sidder på en rank op til 80 cm høj stængel og er først rødlige senere smukt blå.

Stængel og blade er tæt besat med stive børster, deraf familienavnet. Blomsternes farveskift sker på grund af pH-værdi ændring i kronbladenes cellesaft. I unge blomster er cellesaften sur, i de ældre neutral eller svagt alkalisk.

21

tion, da dens rødder især i krisetider har været brugt til fremstilling af kaffeerstatning.

Rød 4: I sæsonens løb kan vejret være særdeles omskifteligt, og det har selfølgelig indflydelse på chancen for at se de lidt sjældnere dagsommerfuglearter. Men af de mere almindelige er især Engrandøje (Aphantopus hyperantus) en sikker træffer. En ikke særlig stor som­ merfugl, der under flugt syner næsten sort. På nær­ mere hold ses det, at den er mørkebrun, og når den folder vingerne sammen fremtræder undersidens gulrandede øjepletter tydeligt Når Green forlades og stien mod Rød 5 følges ses nogle Kristtorn(Ilex aquifólium), Skandinaviens eneste stedsegrønne løvtræ. En mindre busk med blanke, mørkegrønne tornede blade, der dog kan nå højder på op til 15 m. Kristtorn er frostfølsom og trives derfor bedst kystnært, i Danmark særligt i de østjyske skove.

Busken er én-kønnet, og af den grund er det ikke altid man ser den med de kønne røde bær kendt fra jule­ dekorationer. Veddet, der er hvidligt, hårdt og tungt bruges sjældent. Men har tidligere været brugt til drejer- og indlægsarbejder.

Nærmere bekendtskab, f.eks. ved eftersøgning af bold i en klynge Kristtornbuske, kan være en ”stikken” affære, da det især er de lavtsiddende blade der er mest tornede.

Naturguide

Vejle Golf Club

Kristtornen står grøn hele året, men kommer man forbi i det sene forår er der en tillægsgevinst i form af en lille gul blomst, der gror lige ved siden af. Ved nærmere eftersyn ligner den en Døvnælde og er da også nært beslægtet. Kært barn har mange navne, så her kan vælges mellem Guldnælde, gul Døvnælde eller det mest almindeligt brugte Barsvælg (Lamium galeóbdolon). Planten er om ikke sjælden så kun almindelig i Danmarks sydlige egne.

Rød 5: Fremme ved Tee-sted er der et par ting at lægge mærke til. Til venstre de tre tidligere nævnte Parklind

23

røde og set tæt på ualmindeligt smukke. Den står lige i nærheden af bænken ved siden af Tee-stedet.

Mange har sommeren igennem glæde af synet.

og ved forårstid ses ofte den lille vævre dagsommer­ fugl Aurora (Anthocharis cardamines), hannen let kendelig på forvingernes orange partier.

Hen på sommeren kan man nyde synet af en af vore ca. 30 Orchidé arter. Den er ikke særlig sjælden, men på grund af sin overvejende grønne farve falder den let i med anden vegetation i skovbunden, så jeg tror de fleste overser den. Det drejer sig om Skovhullæbe (Epipáctis helleborine), en 25-60 cm høj plante med en lang, mangeblomstret, ensidig klase. Blomsterne stilkede og udvendigt grønne, men indvendigt violet­

Naturguide

Vejle Golf Club

Ved udslag er det klogt at gå venstre om den midt i Fairway stående Bøg. Den står ret irriterende, og mange sår i barken viser da også at en del gode, lige slag har mødt en ond skæbne i form af den hårde bøgestamme.

Bøgens bark er ret tynd, og er stammen udsat for sol vil en skade blive varig. Nogle har måske undret sig over, hvorfor sydvendte Bøgetræer langs nye vejanlæg er blevet hvidkalkede, nu har de forklaringen – det er for at undgå skadelig udtørring.

Derfor ikke megen tvivl, det er kun et spørgsmål om tid, så vil de mange golf-sår give en udtørring der får træet til at gå ud. Bøgen er dødsdømt. Det var hvad der skete på næste hul, hvor en Bøg for nogle år til­ bage var ”anbragt” på lignende måde, men hvor der nu er ”fri bane”.

Rød 6: Under forårets løvspring, er det nok det overvældende indtryk af en nyudsprungen bøgeskov, der står stær­ kest på nethinden. Skovhullerne omgivet af de smukke bøgebevoksninger er vel også det, der giver Vejle Golf Club dets Image.

Bøgen (Fagus silvática), der regnes for vort nationale træ, indvandrede ca. 400 år før vor tidsregning. Det

nuværende navn er egentlig et bevoksningsnavn, flertal af det oprindelige ”bog”. Bog menes at betyde spiselig frugt. Ordet olden dækker i dag både frugten af Eg og Bøg. Så lidt er der sikkert om det, da det oldnordiske ”ala”(olden) betyder ernære.

Bøgen, det vigtigste løvtræ i vore skove, kan blive ca.

40 m høj. I sluttet bevoksning bliver stammen grenfri højt op mod kronen. Hvorimod fritstående træer bli­ ver mere lavstammede med større kroner. Barken er grå, tynd og glat.

Bladene er placeret på grenene – i en slags mosaik – så de næsten fremstår som én samlet bladflade. Det gør træet i stand til at udnytte lyset optimalt og bevir­

ker samtidig, at bøgen er et udpræget skyggegivende træ, der er i stand til at udkonkurrere mere lyskræ­ vende arter.

Bladknopperne er slanke og spidse, hvorimod blom­ sterknopper er tykkere og lidt længere. Forskel på de to slags knopper ses længe før løvspring. Bøgens løvspring starter i slutningen af April/begyndelsen af Maj. Tidligt udspring er ikke, som mange tror, afhæn­ gigt af varme men derimod af lysmængde.

De helt unge lysegrønne blade er foldede og forsynet med bløde hår, der hindrer udtørring og til en vis grad beskytter mod nattefrost. Efterhånden bliver de ægformede blade mørkegrønne.

Synet af den lyse nyudsprungne bøgeskov, der af mange anses som det smukkeste den danske skov kan byde på, afløses derfor som sommeren skrider frem af en mørkere og mere dyster skov. På golf­ banen udviskes dette indtryk lidt, da Fairway’s jo giver sidelys. Det dystre indtryk forsvinder helt med efterårs­ skovens blanding af grønne, gule og orange farver.

Hvis der ikke sidst i Oktober indtræder en periode med hård frost og følgende stormvejr, holder bøgen bladene længe, så farveindtrykket kan kompensere lidt for det triste ved tanken om, at endnu en golf­ sæson snart er ovre.

Bøgene langs fairway Rød 5, 6 og 7 er ca. 120 år gamle, mens de ældste på godt 160 år kan ses

25

omkring Blå 6 og 7. Disse gamle træer er alle frem­ vokset efter oldenår, da indførsel af bøg af uden­ landsk herkomst først fandt sted efter 1880. De er således direkte efterkommere af Danmarks første bøge og kan føre aner/gener helt tilbage til Jernalderen.

Bøgens ved er tungt, omkring 1 ton pr. m3. Det for­ hold havde betydning, når man tidligere lastede bøgestammer fra åben strand ved at slæbe dem ud til opankret skib. Man måtte lænke stammerne sammen så ”synkere” blev holdt oppe af ”flydere”.

Veddet har høj brændværdi og er fortrinligt brændsel.

Særdeles anvendeligt som gavntræ, især brugt som møbeltræ, køltræ, parketstave, dritteltræ og jernbane­ sveller. Som kuriosum kan nævnes, at træet i en ispind

(og tandstikkere) er af bøg, da veddet ikke er slemt til at danne splinter.

Rød 7: Sidst i august, er bøgens blade stadig grønne. Men ser man på de ældre træer langs banen kan der dog anes et brunt skær. Det er bøgens frugter, der er ved at modnes. Frugtstanden består af en 4-klappet, pigget skål der indeholder to trekantede frø = bog.

Med 5-6 års mellemrum sætter bøgen mange frø, det kaldes oldenår. I et godt oldenår kan på skovbunden ses fra 500 til 1000 stk. bog pr. m2. Et sådant oldenår udnyttes af forstvæsnet til naturlig foryngelse af den gamle skov. Fordelene er indlysende, det er en billig metode der samtidig sikrer bevarelse af de oprinde­lige gener. Det er det, der i dag forstås ved naturnær skovdrift.

I år med stort oldenfald – af bog og agern – kan der ventes mange fugle i skoven.

Bliver vinteren ikke alt for hård, vil man tit se store flokke af skovduer. Det er mest Ringduer (Columba palumbus) der indgår i flokkene. Denne store blågrå due er let kendelig på den hvide halsplet og hvidt bånd på vingens overside. I flokkene ses dog af og til en mindre due, også af blågrå farve, men uden Ringduens karakteristiske hvide aftegninger. Det er den egentlige skovdue Hulduen (Columba oenas).

Naturguide

Vejle Golf Club

Som navnet indikerer, ruger den i huller i træerne, f.eks. i forladte Sortspættereder. Efter en lang periode at have været en ret sjælden ynglefugl i Danmark, på grund af manglende redesteder, er den nu i svag fremgang.

Skovduerne er egentlig strejffugle, der i milde vintre flokkes hvor der findes rigeligt med foder, f.eks. olden i skoven. Men i strenge vintre trækker de til Vest- og Sydvesteuropa samt det nordlige Afrika.

Flokke af mindre fugle er også en mulighed; det drejer sig oftest om småflokke af Bogfinker og Kvækerfinker.

Kvækerfinken (Fringilla montifringilla) ligner både i størrelse og adfærd Bogfinken (Fringilla coelebs), af udseende afviger hannen ved sit sorte hoved og hun­ nen ved det lyst orange bryst. Kvækerfinken yngler i Norge og Sverige, yderst sjældent i Danmark. Enkelte år kan den optræde invasionsagtigt og ses da i enorme flokke – med op til en million individer. Forudsætning for at se så store flokke er gode yngleforhold i vore nordlige nabolande og et godt oldenår.

Rød 8: At træer yder deres bidrag til tidlige og meget smukke synsindtryk ses i april. I løvtræhegnet bag Green står en Mirabel med et hav af hvide blomster. Mirabel (Prunus cerasifera) der er det almindeligt kendte

navn, går dog også under navnet Kirsebærblomme, er ofte en større busk eller et mindre træ, op til 8 m højt.

Det ses spredt i hegnene overalt på banen vekslende med Slåen (Prunus spinosa) og Fuglekirsebær (Prunus avium).

Rød 9: Slåen buskene til venstre for Tee-stedet kendes af mange. Buskene blomstrer næsten samtidig med Mirabel og Fuglekirsebær, og som disse med hvide blomster. Navnet Slåen (Prunus spinosa) menes at være afledt af det russiske ord for blomme ”sliva”.

27

For nogle giver det nok associationer til Slivovits = blommebrændevin. At Slåen busken senere på året kan give bidrag til en særdeles velsmagende Bitter er en kendt sag. Knap så behagelig er den kendsgerning, at Slåen er forsynet med spidse grentorne, så søgning efter bold i hegnene langs banen kan være en ubeha­ gelig affære. Et dårligt udslag fra hvid eller gul Tee, der ender i buskene, kan nævnes som eksempel.

Med efterårets komme vil bærrene i Slåenbuskene være modne. Plukker man et af de blåduggede bær, skal man nu ikke smage på det. Det er i hvert fald inden det har fået frost en lidt blandet, snerpende fornøjelse. Først når bærrene har fået frost kan de plukkes til brug. F.eks. til at sætte smag på brændevin.

Men lad dem ikke sidde for længe, de er meget efter­ tragtet af fugle.

Lad hellere dybfryseren om at give dem frost. Inden de lægges i fryser bør de skylles grundigt fri af fugle - og insektsnavs, der kan give en kedelig bismag.

Efter et par dage i fryseren hældes bærrene i en bred­ halset flaske eller et glas, sten fra 10-15 bær hældes samme vej efter dask med en hammer. Det hele over­ hældes med alkohol, der bruges Brøndums Snaps eller som nogle foretrækker Vodka. Lad det trække et par måneder, inden væsken hældes fra og står til klaring nogle dage. Essensen hældes gennem et kaffefilter og er klar til brug. Essensen skal ved brug fortyndes

Naturguide

Vejle Golf Club

meget, resultatet bliver en smuk dybrød snaps, der på grund af kernernes indhold af Amygdalin har en karakteristisk mandelduft.

Amygdalin indeholder bittermandelolie, druesukker og blåsyre (Cyan), sidstnævnte er et giftstof kendt af alle der har læst Agatha Christies kriminalromaner.

Men med de små mængder, der findes i den fortyn­ dede essens, skal der mange dramme til før man nærmer sig det skadelige. – Og så vil det nok ikke være Cyan’en der giver ubehaget!

Til frokosten efter en god golfrunde kan jeg roligt anbefale den smukke og velsmagende Slåensnaps.

Velbekomme!

Blå bane: Blå 1: Hullets handicap er sat til 9 og skulle derfor ikke kunne give de store problemer. Men er man ikke lav­ handicap’er skal der lidt omtanke til. For 140-160 m fremme skærer en dyb slugt fairway. Så vælger man at slå kort af slugten, er det klogt at lægge slaget i højre side af Fairway. I slugten står 3 Aske træer og de to blokerer for andetslaget, hvis man ligger i venstre side.

Ask (Fraxinus exelsior) er et værdifuldt skovtræ, der

ynder en lidt fugtig bund med bevægelse i vandet.

Derfor ikke så mærkeligt at se Ask i slugten. Veddet er stærkt og anvendes især til redskabs/skaftetræ.

Træet Ygddrasil var en Ask. I nordisk mytologi er Ygddrasil verdenstræet i Asgård, hvorunder norner­ nes brønd findes. Det var der Urd, Verdandi og Skuld sad og spandt hvert menneskes livstråd. Knap så dramatisk er det vel i dag at havne i slugten under en af Askene, men lidt omtanke vil afgjort give en bedre score.

Blå 2: Når Green forlades har man 2-3 Rødege (Quercus borealis) på højre hånd. Et træ der virkelig kan sætte

kolorit på efterårets løvfald. Hvor farvestrålende bla­ dene bliver, afhænger meget af tidlig nattefrost.

Navnet er for de ældre træers vedkommende lidt misvisende, da bladenes høstfarver nærmest er gul­ brune. Men tidligere – inden centralvarmens tid – var skud fra ung Rødeg, der har et flot rødt efterårsløv, efterspurgt til indendørs dekoration. Vore dages stue­ varme gør imidlertid lynhurtigt løvet brunt og kede­ ligt.

Rødegen der stammer fra det østlige Nordamerika, har været meget brugt i dansk skovbrug, da den ikke er så krævende med hensyn til jordbund. Især i hede­ skovbruget var den populær. Men det er som om væksten stagnerer, når den får nogle år på bagen. Så

29

Naturguide

Vejle Golf Club

man er vendt tilbage til vore egne velkendte Stilk- og Vintereg.

Er der blade på træet kendes det let fra vore hjemlige arter, bladene er nemlig med spidse lapper.

Blå 3: Hullet er Dog-leg’d til højre, og da den til højre for Fairway liggende Bøgebevoksning ikke er særlig høj indbydes der til ”Skæring” af hjørnet.

Men kikses slaget er man i vanskeligheder, det er ærgerligt at skulle ind for at lede. Men er der ikke trængsel på banen, så benyt lejligheden til et kig omkring.

Det er en ung plantet bevoksning der skal ledes i.

Træerne er næsten alle dårligt formede og mange flerstammede. Et eksempel på prægning efter ”Arv”.

Der er nemlig masser af flotte Bøge andre steder langs banen. Så ”Miljøet” er der ikke noget i vejen med.

Bøg har særdeles gode vækstbetingelser på stedet.

Men her har det valgte plantemateriale været af for­ kert afstamning.

Blå 4: Et drilsk hul, for har udslaget det mindste slice i sig lander man i bækken i højre side. Det vil så give lejlig­ hed til at se nærmere på Eng-kabbelejen (Cáltha palústris), vor største ranunkel art, der vokser i kan­ ten. En 15-30 cm høj plante med store gule blomster.

Køn, men giftig i frisk tilstand – så lad den stå.

Længere fremme ad den smalle Fairway er bækken ført over i venstre side. På skråningen over ses eksem­ plarer af almindelig Ædelgran (Abies alba), der har navn efter det tyske Edeltanne, hvilket sigter til det værdifulde ved og de smukke nåle. Ædelgranen bliver her i landet omkring 30 m høj, men under gode betin­ gelser og med tilstrækkelig alder kan man lægge 50% til. Indtil for få år siden stod i Nørreskoven ved Furesøen en gruppe ædelgran fra von Langens tid, det største i gruppen var engang Danmarks højeste træ med en højde på 46,1 m. I dag er der et par af gruppen tilbage og de har således ca. 240 år på bagen.

Som mange nåletræer har ædelgranen sine grene i etagestillede kranse, hvor hvert mellemrum repræsen­ terer et vækstår. Så er træet ikke for højt kan man nemt tælle sig til dets alder.

Skuddene er flade med ret korte mørkegrønne nåle.

Koglerne sidder som hos alle ædelgranarter opret og når de bliver modne falder kogleskæl og frø til jorden, den forveddede koglestab bliver siddende.

Veddet er gråhvidt, let, løst og frit for harpiks. Det anvendes som bygningstømmer og som blindtræ i møbelplader. I de gamle bevoksninger i Alperne fand­ tes ædelgran af sjælden fin kvalitet på grund af lang­ som vækst, de leverede materiale til violinbunde i de

31

berømte instrumenter fra Cremona (Stradivarius, Amati og Guarneri).

Det skal også nævnes at Københavns Rådhus opført 1892-1905 er bygget på et fundament af nedram­ mede ædelgranstammer (piloteringspæle) skovet i en af von Langens plantninger anlagt omkring 1765.

Blå 5: Når Blå 4 forlades og man aser sig opad mod hullet kaldet ”Åndenøden” kan en evt. pustepause bruges til at se på de nåletræer der står til venstre for stien.

Det er ca. 50 år gamle Sitka graner. Sitkagranen (Picea sitchensis) stammer fra det vestlige Nord­ amerikas kystregion, hvor den kan nå højder på godt 80 m og en diameter over 3 m. I Danmark er der tale om mere beskeden vækst, men i Midtjylland findes dog Sitkagran ca. 50 m høje. Nålene er blågrønne og stikkende, derfor tilnavnet Tidselgran. Check kan udføres på et eksemplar, der står mellem Omorika granerne ved P-pladsen, ind mod Pitching-green.

Sitkaen beholder sine nåle året rundt, men barken på ældre træer er ejendommelig ved at være brudt i store, tynde løstsiddende flager.

En sådan barkflage af passende størrelse kan bruges som bordkort. Der skrives på bagsiden med plast­farve eller sølvbronze. Tag flager, der ikke er plettet af har­ piks – svært at få af dugen! Træet tager ikke skade af at miste en stump bark.

Sitka granen er meget brugt i skovbruget, dels fordi

Naturguide

Vejle Golf Club

den er hurtigt voksende, og dels fordi den bedre end Rødgranen tåler saltholdig luft.

Sitkaen har stærkt og sejt ved, der bruges til byg­ ningstømmer næsten på lige fod med Rødgranved.

Det sidste foretrækkes dog, da det er mere retvokset og ikke så harpiksfyldt.

En fugl vi har hele året er Sortspætten (Dryocopus martius). Den er ny som ynglefugl i Danmark, indvan­ drede i ’60 erne og Jylland har vel i dag max.

30-40 ynglepar. Den er sky, men når skovhullerne spilles kan man være heldig at få den at se, og så er der ikke meget at tage fejl af, det er vor største spætteart, kulsort og med ildrød nakkeplet. Den fly­ ver som vore øvrige spættearter i ”guirlander”. Som sagt er det en sky fugl der sjældent ses, men tiere høres. Sortspætten kalder med et meget karakteri­ stisk, langtrukkent ”kly-æææ” og under flugt høres ofte et rullende ”drri-drri-drri”.

Når vi når op til green, ses til højre nogle høje graner med en tyk skorpebark, der kan minde lidt om kork.

Det er Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) opkaldt efter den skotske gartner D.Douglas der 1827 indførte træet til Europa.

Douglas’en stammer fra det vestlige Nordamerika, hvor det er et af de største træer. Det kan blive op til 100 m højt og med en diameter på godt 4 m.

I Danmark er der tale om mere beskeden vækst, men det er dog vort højeste skovtræ, der f.eks. på Silkeborg skovdistrikt når højder nær de 50 m.

Douglasgranen har hængende grene med friskgrønne, bløde nåle. Knopperne er spidse og minder meget om knopperne på Bøg. Koglerne kendes let på de forlæn­

gede tre-fligede dækskæl, der rager frem mellem kogleskællene.

På yngre træer er barken glat og forsynet med talrige harpiksblærer. Med alderen ændrer barken sig til den karakteristisk skorpebark, der kan blive op til 20-25 cm tyk.

I skovbruget er Rødgranen mange steder ved at blive erstattet af Douglasgranen, hvis rod søger dybere ned i jorden og derfor står bedre fast i stormvejr. Det varer dog en ca. 30-40 år, inden rødderne er så dybt nede, at det har betydning for stabiliteten.

Veddet, der kan minde lidt om Fyr, har en gullig splint og en rødlig kerne, det er hårdt og stærkt. Er stam­ men ret og uden for mange knaster, er det særdeles værdifuldt træ, stærkt efterspurgt til hus- og skibs­ bygning, snedkerarbejder f.eks. gulv og vinduestræ, og i de senere år også en del brugt til facadebeklæd­ ning. Ved restaurering af vindmøller er det Douglas­ træ, der bruges til vingerne. Siderne i ældre jernbane­ vogne var enten af Lærke- eller Douglasplanker. Når en snedker taler om Pitch Pine kan det dreje sig om Douglastræ. I Amerika kaldes veddet ofte Oregon Pine.

Blå 6: Efterårsfarver så flotte som i Canadas skove, såkaldt Indian Summer, kan ikke forventes her – og dog.

33

Til venstre for Tee-stedet står et par Benved buske, og sidst i September først i Oktober er løvet på buskene ildrødt.

Benved (Euónymus europaéus) er en busk på indtil 5 m højde, i sjældnere tilfælde et mindre træ op til 8 m højde. Navnet sigter til det hvide ved der tidligere blev brugt til drejerarbejder. De unge grene er grønne og ofte 4-kantede, så selv uden blade er busken nem at kende.

På grund af de stærke høstfarver og de særprægede lyserøde frugtkapsler anvendes Benved ofte som prydbusk.

Ny skov trives bedst i halvskygge givet af rester (kal­ det skærm) af den gamle bevoksning. Herved opstår et ganske smukt skovbillede – som det der ses til højre når der efter udslag gås frem mod Green.

Blå 7: Hullet er langt og tilsyneladende uden problemer.

Men længere fremme, hvor sidste approach-slag skal slås, står en enlig Eg i vejen. ”Anbragt” på skråningen og lige midt for Green.

Vore forfædre tog varsler af mange ting, bl.a. af træ­ ernes udspring. Kendt er vel rimet: ”Springer Eg før Ask, går som’ren i vask.” På dette sted burde det omredigeres til: ”Eg før Green, gi’r golfer spleen.”

Slå hellere uden om, for rammes Egen giver det pro­ blemer.

Eg er sejlivet og overlever selv nok så mange hit’s med golfbolde, for barken er tyk. Så også af den grund er det frustrerende at ramme træet.

Vi har i Danmark to slags (Rødegen er indført) Eg, Stilkeg og Vintereg. Stilkeg (Quercus robur) er den almindeligste og den vi ser på vor bane. Den bliver ikke så høj – omkring 25 m – men kan blive ret anse­ elig i tykkelse. De bedst kendte gamle Ege er de tre store fra Jægerspris Nordskov, Kongeegen, Storke­ egen og Snoegen. Kongeegen, der stadig lever, er med sine ca. 1900 år på bagen Danmarks (måske Europas) suverænt ældste træ.

Navnet på Vintereg (Quercus petraea) sigter til, at en stor del af efterårsløvet bliver siddende vinteren over.

I øvrigt er ligheden mellem de to arter stor.

Egen er et vigtigt skovtræ og veddet værdifuldt.

Gulve og møbler af egetræ er velkendte. Også som skibstræ har Egen været værdsat gennem tiderne.

Efter Englænderne i begyndelsen af 1800 tallet øde­ lagde den danske flåde, blev egeplantningen i vore skovene intensiveret. Så sent som i 1960’erne solgtes egekævler til Orlogsværftet (til bygning af motortor­ pedobåde).

Blå 8: Et enkelt af vore nåletræer deltager i efterårs løvfaldet,

Naturguide

Vejle Golf Club

nemlig Lærken. De grønne nåle går fra gulgrønt over orange til brunt, før de falder til jorden.

Som de øvrige nåletræer i vore skove er de Lærk vi ser indførte. Europæisk Lærk (Larix decidua) stammer fra Mellem Europa, nærmere betegnet Alperne og Japansk Lærk (Larix leptólepis) fra den japanske ø Honshu.

Lærken er det første egentlige skovtræ, der springer ud om foråret, så det har en lang vækstperiode. Det er nok årsagen til den europæiske Lærks Achilleshæl, nemlig kræftskader. Når træet starter væksten så tid­ ligt, er det meget udsat for skader i forbindelse med forårsfrost. Ærgerligt, for den europæiske Lærk er den mest fingrenede og retvoksende af lærkeracerne og derfor den af danske savværker foretrukne.

Eksempel på nogle meget flotte europæisk Lærk – 75 år gamle – kan ses på skråningen til venstre for Teestedet.

På grund af kræft risiko har skovbruget stort set for­ ladt den europæiske Lærk og er gået over til den japanske fætter.

Japansk Lærk er resistent overfor kræft men følsom overfor forårstørke. Den er grovgrenet og ikke så retvoksende som europæeren. I ungdommen er det nemt at kende forskel på de to racer, skuddene hos europæeren er lysegule og hos japaneren røde.

Omkring 1919 fandt man i Scotland nær Dunkeld en

spontant opstået hybrid/krydsning mellem japansk og europæisk Lærk, der var resistent overfor kræft, var hurtigt voksende og havde den europæiske Lærks gode stamform. Arboretet i Hørsholm startede det danske forædlingsarbejde med at frembringe en hybridlærk (Larix eurólepis), der nu anvendes som alternativ til den japanske Lærk.

Det værdifulde ved er med rødlig kerne, stærkt og holdbart. Inden glasfiberæraen skulle en god jolle være bygget af lærk på eg.

Som for Birks vedkommende kan grene tages ind om vinteren til ”drivning”. Men husk også her at undgå grene med han blomster, der ved udspring støver ret voldsomt.

Blå 9: Ved vintertid er skovhullerne, heriblandt dette, luk­ kede. Men også en tur uden køller kan være beri­ gende. Prøv at starte en tur her – i omvendt række­

35

følge. Allerede i februar ses grønne blade på Caprifolien/almindelig gedeblad (Lonícera periclyme­ num) i skovkanterne.

Er der snelæg vil spor på Fairways afsløre, at i løbet af natten og tidlig morgen har der har været besøg af hare, råvildt, ræv, mår og grævling. Fod af kronvildt er også set. Er man lidt opmærksom kan samme spor læses året rundt på stier og i Bunkers – hvis man ellers er gæst der!

Rævens spor – af størrelse som en lille hunds - står under normal gangart som ”Perler på snor”, i en lige linie. Mårens spor, på størrelse med en kats, men med mærker efter kløer, sidder to og to parvis. Den bevæ­ ger sig hoppende i en bevægelse der minder om Kålormens. Grævlingens spor, lidt større end rævens,

Naturguide

Vejle Golf Club

har mærkerne efter kløerne siddende lidt foran selve poteaftrykket.

Så selv om Golfen i perioder må lægges på hylden har banen altid motion med indbyggede naturoplevelser at byde på.

Gul bane: Gul 1: Er det en solrig forårsdag kan der være pres på banen, men nyd ventetiden ved at ”folde” ørerne ud og lytte til fuglene, f.eks. skogrende fasankok og kurrende skov(ring)duer.

Første udslag på en runde er altid forbundet med lidt ekstra spænding, og et kikset slag ender ofte i venstre sides løvtræbælte. Fortvivl ikke, men nyd Pilens smuk­ ke hvide ”Gæslinger”, et tidligt forårstegn. Pil ses spredt i løvtræbælterne omkring gul bane. På nogle af piletræerne bliver gæslingerne senere gule, det er hanraklernes støvbærere der ses. På ”Hun”-træerne er raklerne grønne og overses nemt. Pilens latinske slægts navn er - salix. Barken indeholder nemlig sali­ cylsyre. Så måske ville det hjælpe at tygge lidt bark fra et af piletræerne, såfremt det skæve slag giver anled­ ning til hovedpine.

Sidst i april dukker de første dagsommerfugle op.

37

Citronsommerfuglens (Gonepteryx rhamni) skrigende gule han er svær at overse.

Lidt mere beskeden i udseende – i hvert fald på

afstand – er Nældens Takvinge (Aglais urticae). En af Europas almindeligste dagsommerfugle. Tæt på læg­ ger man især mærke til vingerandenes små blå pletter.

Som navnet antyder søger den nælde som foder­ plante, og brændenælder langs flere af banens Fairways er ikke mangelvare.

Gul 2: Skråt til venstre for udslag ligger et mindre vandhul, hvor man i kanten kan se sumpplanten Brudelys (Bútomus umbellátus) ca. 1 m høj og med store rosen­ røde blomsterskærme. Tegn på at vandet er kalkrigt.

Sidst på sæsonen er der ikke mange af sommerens blomster tilbage. Men ved flere af banens vandhuller kan man dog året rundt glæde sig over synet af den dekorative Dunhammer, også kaldet Flægkølle.

Vi har i Danmark to arter, den bredbladede Dun­ hammer (Typhaceae latifolia) – den vi ser på banen – med mørkt næsten sort, tykt frugtaks samt smal­ bladet Dunhammer (Typhaceae augustifólia) der som navnet siger har smallere blade og lysere brunt frugt­ aks.

Gul 3: Et lidt drilsk hul, der er Dog-leg’d til højre. Lige efter knækket har man et vandhul til højre for Fairway.

Vandfladen er omkranset af træer, bl.a. Rødel der er stærkt afhængig af vand.

Naturguide

Vejle Golf Club

I Danmark findes tre slags El, Rødel (Alnus glutinosa) der er vor oprindelige El, Hvidel (Alnus incana) der af von Langen er indført fra Norge samt en krydsning (Alnus spuria). De to førstnævnte findes langs og på vor bane, Rødel i kanten af vandhuller og Hvidel meget brugt i løvtræbæltet langs Andkærvej og i træ­ grupperne på Par-3 banen.

Forskellen på de to ses på blade og bark. Hvidel’s blade ender med en spids, hvorimod Rødel’s blade ender med et indhak. Rødel’s bark er på ældre træer

en mørkegrå skorpebark, mens Hvidel’s bark er glat og grå.

Rødel’s ved er lige efter hugst stærkt orangegult og meget let. Tidligere brugt til særligt fine, lette (hol­ landske) træsko, nu om dage er veddet mest søgt som brænde til røgerier. De røgede sild fra Gudhjem får deres gode smag fra Rødel.

Gul 4: Det er ikke altid naturen retter sig efter banearkitek­ tens intentioner. Der er f.eks. ingen tvivl om at flere af

39

de plantede træer lider af vandmangel i vækstperio­ den.

I den forbindelse kan sagen have to sider. Een god og een dårlig. F.eks i trægruppen til højre for udslag ses flere af stammerne, især hos Ask, belagt med mos.

Det er et godt tegn - nemlig luft uden forurening.

Hos træer i god vækst fornyes barken når stammen tiltager i omfang. Det vil sige mos når ikke at sætte sig fast. Så når man her kan se flere af de unge træers stammer med fastgroet mos er det et tegn på lang­ som vækst, altså et dårligt tegn. Den meget tætte Rough stjæler det meste af nedbøren.

Træernes vækst kunne forbedres ved at fjerne nogle

Naturguide

Vejle Golf Club

m2 græstørv omkring stammerne og dække jorden med træflis.

Gul 5: Dammen mellem udslag og Green er for år tilbage oprenset og befriet for vegetation. Lidt hårdhændet, men den hvide Åkande (Nymphaéa alba) også kaldet Nøkkerose er nu ved at vende tilbage. Spillere kan igen nyde synet af denne smukke hvide blomst, der med sine ca. 10 cm i tværmål er Danmarks største.

Navnet Nøkkerose henviser til den gamle folketro, at damme var befolket af Nøkker, et ondskabsfuldt fol­ kefærd, der skjulte sig under de brede blade.

Berøvet deres skjul synes de at kræve ekstra ofre. Det er som om vandfladen trækker flere bolde til sig end før. Ja, selv fra Fairway gul 4 ses bolde forsvinde i dammen.

Er man uheldig med sit udslag, hvilket sker for de bedste, og ender i skoven til venstre kan det være svært at finde bolden. Men lige indenfor skovkanten er en lidt fugtig lysning, og her ses Eng-nellikerod (Geum rivale) og Mjødurt (Filipendula ulmaria), hvem skulle have troet det.

Som navnet angiver, har Mjødurt været anvendt som tilsætning i mjød og øl. Det er den stærke, søde duft der stammer fra æteriske olier i kronbladene der udnyttes. At gnide bikuber med blomsterne for at lokke en sværm til er et gammelt trick. I ældre tid har man ved fester strøet Mjødurt på gulvet, hvor de så afgav deres fine duft, når de under dans blev trådt i stykker.

Stien der fører til Gul 6 går gennem skov, og på det tidspunkt man må forvente anemonerne dukke op er ”skovhullerne” – rød og blå bane – som regel lukkede, men heldigvis kan vi så her nyde synet af den smukke blomst.

Anemonens latinske navn er Anemone nemorosa – og antyder hørende til skov, hvilket tilkendegiver, at hvor der står grupper af anemoner udenfor skoven, har der før været skov.

Anemonen har travlt. Den skal sætte blomst og gen­ nem blade samle næring til næste års forårsoffensiv, inden skovens udspring lukker for den lystilgang foto­ syntesen kræver.

De der plukker en buket har sikkert lagt mærke til, at anemoner står i grupper og måske også set at disse grupper ofte er en anelse forskellige i farve. Nogle er rent hvide og andre har et anstrøg af violet på under­ siden af blosterbladene.

Hver gruppe er faktisk en klon opstået af eet enkelt frø. Bemærkelsesværdigt at tænke på, at naturen har skabt kloner årtusinder før den i dag værende ophe­ dede debat om samme emne.

Langs stien, hvor der ses anemoner vil man samtidig se en lille smuk gul blomst. Det er Vorterod med det latinske navn Ficaria verna (= hørende til forår).

Vorterod vokser også i grupper, kloner. På det tids­ punkt anemone og vorterod blomstrer, findes ikke mange insekter i luften, så en bestøvning af blom­ sterne er usikker. Det klarer naturen så ved, for ane­ monens vedkommende brug af jordstængel og for vorterods vedkommende brug af yngleknolde, der sidder i bladhjørnerne. Altså vegetativ formering.

Samme sted som ovenfor nævnt ses endnu en forårs­ blomst, Skovsyre (Oxalis acetosella) også kaldet Surkløver. Som både det danske og det latinske navn

41

angiver indeholder planten syre, oxalsyre. Den sarte lyslilla blomst med hvide eller røde årer sidder på en trådfin stængel. Bladene der ligner tre-kløver smager syrligt, det forhindrer insekt- og snegleangreb.

Bladene kan bruges som tilsætning til grønne salater, men gør det med måde, hos nogle kan det udløse nyresten af oxalsure salte.

Et stykke til højre for stien står flere grupper vinter­ gækker. Ingen tvivl om de stammer fra haveaffald, så også det kan der komme noget kønt ud af.

Efter Anemonernes afblomstring tager andre blomster over, f.eks. kan man se en spæd hvid blomst dukke op. Det er Bukkar (Aspérula odoráta) også kaldet Skovmærke eller Mysike, kært barn har mange navne.

I ældre tid blev den indsamlet, tørret og lagt mellem linned i skabene. Planten indeholder det vellugtende stof Kumarin, der holder møl væk. Økologisk ”Insekticid”! Samme stof findes i græsset Vellugtende Gulaks, tænk på duften af velbjerget hø.

En anden hvid blomst, der afløser anemonen, er en ca. 10 cm høj lysegrøn plante, der samlet i spidsen har 6-7 ægformede blade, hvorfra der udgår en spinkel stilk med en stjerneformet, hvid 7-tallig blomst med røde støvknapper.

Det drejer sig om Skovstjerne (Trientális europaéa) vor eneste 7-tals blomst, almindelig i Jylland men ikke så

Naturguide

Vejle Golf Club

almindelig i resten af landet. Den kan, omkring Juni ses langs stien, formerer sig vegetativt ved udløbere og indeholder saponiner i jordstænglen. Saponiner er en gruppe af kvælstoffri glykosider, der har været anvendt som vaskemidler, i hostesaft og ved skum­ slukning. En del saponiner er giftige, kan fremkalde hæmolyse, ødelæggelse af røde blodlegemer.

mede træarter. Stort set alle de vigtigste nåletræarter i danske skove har von Langen stået fadder til.

Rødgranfrø indførtes fra Harzen, Ædelgran fra Thüringen, Böhmen og Tyrol, Skovfyr fra Norge og Nordtyskland, Lærke fra Tyrol og Cembrafyrfrø fra Mellemeuropa. Fra Amerika indførtes Weymouthsfyr og Thuja.

Skoven man går igennem består bl.a. af en rødgran bevoksning. Flotte slanke ca. 60 år gamle træer.

Mærke­ligt at tænke sig, at dette vort almindeligste nåletræ ikke er naturligt forekommende i det danske landskab. Som ungt træ, det man oprindeligt forstod ved et juletræ, og som mange stadig holder fast ved i stedet for den nu almindeligt anvendte Nordmanns­ gran.

Von Langen fik ikke nogen lang arbejdsperiode i Danmark, for allerede i 1776 døde han i Jægersborg 77 år gammel. Men at hans arbejde havde båret frugt bevidner en optegnelse samme år fra de Langenske plantager og planteskoler. Heri angives antallet af planter til at være: 1.414.266 nåletræer og 5.815.531 løvtræer, i alt 7.229.797 planter.

Det er så en del af forklaringen på, at vore dages vinterbane har lidt grønt at byde på – og at vi engang imellem, da nålene er gode til at holde på sne, kan nyde synet af snepudrede træer.

Alle vore nåletræer, bortset fra Enebær og Taks, er indførte. Det hele startede for 240 år siden. På foran­ ledning af Overjægermester C.C.Gram lod Kong Frederik den 5. i 1763 den Brunsvigske forstmand Johan Georg von Langen indkalde, så der kunne blive sat skik på driften af de Nordsjællandske skove.

Skovene blev opmålt, inddelt i driftsenheder og den højskovsdrift man kender i dag tog sin begyndelse. Så det var en driftig og fremsynet herre, man havde fået fat i. Men det der i dag, for os i Vejle Golf Club, er mest interessant er imidlertid hans indførsel af frem­

Rødgranen (Picea abies) der er Skandinaviens vigtig­ ste skovtræ kan kan blive over 30 m høj og opnå en alder på godt 200 år. Nålene er mørkegrønne og 4-kantede i tværsnit. Første del af navnet rødgran sigter til den hos yngre træer rødlige bark. Ordet gran er gammelnordisk og betyder stak – som på kornaks – og sigter til rødgranens tynde spidse nåle.

Grenene sidder i etagestillede kranse med, til forskel fra skovfyrren, mindre kviste imellem, så et granbrædt

43

skelnes bl.a. fra et fyrrebrædt ved at der mellem de store knaster findes flere små.

Roden, der kaldes skiverod, er fladtstrygende, går ikke særlig dybt (ses på en væltet grødgran til venstre for stien) og er derfor rødgranens Achilleshæl.

Rødgranen vælter let i storm og det er jo Vejles golf­ spillere velkendt.

I begyndelsen af maj blomstrer rødgranen og tit så voldsomt at det gule pollen, der ses overalt – f.eks. på alle vandpytter – kan være ret generende.

Hunblomsterne er først oprette, men den udviklede kogle, der bliver op til 16 cm lang er hængende.

Som tidligere nævnt anvendes yngre rødgran som juletræer. Men også store, ældre rødgran må stå for skud. Grib Skov i Nordsjælland har tit leveret Københavns juletræ. Rødgranen er et skyggetræ og i sluttede bevoksninger har de store, ældre træer derfor kun døde, nåleløse grene på de nederste mange meter. Så store juletræer skal søges, hvor de står frit med grønne grene til jorden. De kan f.eks. findes i kanten af moser eller enge i skoven. For et par år siden blev Berlins juletræ leveret fra Grib Skov, det var 22 m højt!

Rødgranved er det af vore nåletræssavværker fore­ trukne. Retvokset og frit for snoningstendenser er der utallige anvendelses muligheder, bl.a. til bygnings­

Naturguide

Vejle Golf Club

tømmer, til papirfremstilling, ringere kvaliteter til brændselsflis og hele stammer til piloteringspæle og el-master.

Gul 6: Skovkanten til venstre for udslag er et typisk skov­ bryn. I Skovlovens §27 står: ”På Fredskovspligtige arealer skal ydre skovbryn af løvtræer og buske beva­ res”. Heldigvis! For om foråret kan skovbryn være meget smukke, som her med enkelte blomstrende æbletræer.

Ofte er ”vilde” æbler en krydsning med den dyrkede form sødæble. Men det er næsten sikkert, at det her drejer sig om en ægte Skovabild (Malus sylvestris), da denne især findes i Skovbryn og hegn.

Andet kendetegn på den ægte vare er lange bladstilke og grentorne. Malus er det latinske navn for æbletræ, mens sylvestris betyder voksende i skov, altså vildt­ voksende.

Abild kommer af oldnordisk ”apaldr” og er træets gamle navn, medens frugten altid har heddet æble ”epli”.

Frugterne, æblerne ædes og kernerne spredes af dyr.

Så forekomst relaterer sig ofte til tidligere kreatur­ græsning.

Det hårde, fine ved anvendes til drejertræ og møbelindlæg. Æblerne giver, især i blanding med

Sargents æble (nævnes senere) og Rønnebær, en meget velsmagende gele.

Gul 7: Et Par-5 hul der ligger ud mod en landbrugsejendom, hvor bygningerne ligger til venstre for Green.

Prøv engang at lægge mærke til de flotte solitære løvtræer, eet ved hver gavl af bindingsværk laden.

Uden blade fremstår træerne i den rette belysning – i silhuet – næsten som en tusch tegning af Mads Stage.

På marken til venstre for fairway har man nogle forår i træk kunnet se et kragepar. At de går sammen er nok tegn på at æglægning ikke er overstået, rugning altså ikke startet. Intet usædvanligt i det. Men den ene i parret er af den normale grå/sorte slags (Corvus corone cornix), hvorimod den anden er næsten sort.

Ikke helt almindeligt at se på vore kanter. Men når talen er om krager findes der faktisk to racer inden for samme art. Ud over den først nævnte grå krage findes i det vestlige Europa en helt sort krage (Corvus corone corone) der af og til ses i det sydlige Danmark og altså p.t. på Vejles golfbane.

På afstand er det svært at se om den ”sorte” er helt sort. Det synes som om den har en anelse grå bryst­ fjer. Hvis det er tilfældet er der tale om en mellem­ form/krydsning og da disse bastarder er yngledygtige bliver det interessant at se, hvorledes afkommet falder

45

ud. Er der dominerende gen for sort, falder ungerne ud til den sorte side.

snefald, er der syn for sagen. Masser af fod efter råvildt.

Bag Out-of-bounds pælene langs Fairways højre side ses en juletræskultur med Nordmannsgran. I vore dage foretrækkes juletræer af ædelgranarter, der bedre end rødgran holder på nålene i centralopvar­ mede stuer. Det populæreste er Nordmannsgranen (Abies Nordmanniana). Navngivet efter den finske botaniker A. von Nordmann der fandt træet i Kaukasus i 1836. Det er lidt langsommere voksende end sin fætter, almindelig Ædelgran, på grund af et lidt senere udspring og er derfor ikke så udsat for skader i forbindelse med sen forårs nattefrost. Men nok så vigtigt for salget, den langsomme vækst gør at der ikke er så langt mellem grenkransene. De blanke mør­ kegrønne nåle er både opad- og fremadrettede, så skuddene får en halvtrind facon, træet fremtræder derfor fyldigere og er efter de flestes mening vort smukkeste juletræ.

Som almindeligt skovtræ er Nordmanns granen ikke meget anvendt her i landet. Men da juletræer og pyntegrønt for mange skovdistrikter er blevet en af de vigtigste indtægtskilder, ses den ofte dyrket i kulturer udelukkende med jul for øje.

Når træerne som her har nogle år på bagen giver de Råvildtet et perfekt skjulested, tilmed er træets knop­ per et yndet foder. Spadserer man en tur derinde efter

Gul 8:

Naturguide

Vejle Golf Club

Fremme på Green er man tæt på Andkærvej, og her kan man være heldig at se den røde Glente (Milvus milvus) i luften. Det er en meget smuk rovfugl, der i rette belysning viser sin teglstensrøde farve. Den er en anelse større end Musvågen og kendes fra denne på sin længere, kløftede hale og lidt flagrende flugt.

Tidligere sjælden, men i de senere år er der i det syd­ østlige Jylland kommet en del ynglende par, men almindelig er den ikke. At den lige ses her er ikke så sært, da den afsøger vejen for ådsler – overkørte mus, frøer, firben o.l..

Gul 9: I løvtræbæltet langs Fairway kan i overgangen mellem forår og sommer ses en lav busk med kønne hvide blomster der sidder i bundter.

I modsætning til vore hjemlige buske Slåen, Mirabel og Tjørn, der også indgår i bæltet, men blomstrer lidt tidligere, er denne en indført art. Den stammer fra Japan og blev i 1892 opdaget af C.S. Sargent, grund­ læggeren af Arnold Arboretet nær Boston, derfor er busken døbt Malus sargentii, der på dansk bliver til Sargents æble.

Da busken, der blev introduceret i Danmark omkring

1925, trives pĂĽ de fleste jordtyper er den meget brugt i lĂŚ- og vildtplantninger. Frugterne kan give en fin gele takket vĂŚre indhold af pektin.

47

Munkebjerg – Munkebjergskoven Navnet Munkebjerg har nu igennem 125 år fået utal­ lige herhjemme og i udlandet til at mindes et væld af skønhedsindtryk fra Vejle Fjord.

Udsigten over fjorden ind mod Vejle By i den gryende morgen, eller når aftenen slører konturerne af bakker, træer og huse. Spadsereture ad stier, der lukker alt ude undtagen lyden af dyre og fuglestemmer samt vindens susen i Munkebjergskovens trækroner.

Opdagelsen af dyr og fuglearter. Glæden over en planterigdom af Bøg, Eg, Røn, Taks, Kristtorn, Gran, Vrietorn, Gedeblad, Fyr, Enebær, Lyng, Blåbær, Bregner og sjældne mosarter, En eventyrverden, hvis idyl under grønne bøge veks­ ler med efeubevoksede slugters mosgroede sten, bregner og væltede træstammer, der skaber den mystik, som Munkebjerg også er kendt for.

Og så pludselig udsigten med åbent terræn af en skønhed uberørt af tiden, som ellers ændrer så meget.

Blot ikke indtrykket af Munkebjergs storslåede natur.

Takstræer Her finder man stadig takstræer, der i Danmark er sjældne og kun gror vildt på Munkebjerg.

Det var i øvrigt en af de engelske baneingeniører, der i 1865 var ved at anlægge jernbanen igennem

Naturguide

Vejle Golf Club

Munke­bjergskoven, der opdagede den vildtvoksende taks – Taxus Baccata. Man troede ellers, at dette op til 15 m høje nåletræ, der også ses som en mangestam­ met busk, var uddød i Danmark. En af årsagerne til træets sjældenhed er nok den kendsgerning, at det gennem flere århundreder har leveret materiale til krigs- og jagtvåben.

Det værdifulde ved er hårdt, elastisk og uden harpiks, med smal gullig splint og mørk rødbrun kerne.

Den nordiske langbue, af vikingerne bragt til England, var forarbejdet af taks. Langbuen et formidabelt våben der i flere slag gjorde udslaget.

Engelske langbuer var i slaget ved Crecy 1346 fransk rytteri overlegent, og i slaget ved Azincourt 1415 besejrede engelsk infanteri ved hjælp af langbuen en 5 gange større fransk styrke.

Taks-fundet resulterede i en sagkyndig botanisk undersøgelse året efter, og den blev gentaget i 1871.

De sagkyndiges diskussion gik ud på, hvorvidt de taks, der fandtes på Munkebjerg, nu også var vildt­ voksende.

De takstræer botanikerne fandt, var temmelig forkrøb­ lede og medtagne af skovhuggeres hårde behandling, men træerne på Munkebjerg var absolut vildtvoksende.

I 1925 besøgte botanikeren, professor Johs. Helms, Munkebjerg Badehotel og konstaterede til sin over­ raskelse, at nu stod takstræerne i frodig vækst.

Den daværende ejers fredningsbestræbelser, der blev fulgt op af hans børn, har igennem årene resulteret i bevarelse og en større udbredelse af de berømte nåle­ træer, der den dag i dag stadig vokser vildt omkring Munkebjerg.

Munkebjergbøgen De stejle vandholdige kløfter der skærmer godt for vinterens storme og kulde, giver optimale betingelser for bøgeskovens vækst, og dermed også for at Munkebjergbøgen kan optræde som forårsbebuder i Danmark år efter år.

Munkebjergskoven har tradition for at være det sted i Danmark, hvor bøgen springer først ud. Rekorden i nyere tid er fra 1989, hvor Munkebjergbøgen sprængte sine knopper den 28. marts, og dermed viste de første spæde tegn på de lysegrønne blade.

Indenfor 14 dage folder bladene sig helt ud og gør skoven til et af de mest betagende syn, man kan fore­ stille sig.

49

SVEN A. NIELSEN, forfatter af Naturguiden, er født i Edgeware ved London i 1931 og startede sin karriere i skovbruget i 1951. Han blev statsskovfoged i Kompedal plantage i 1965 og blev samme sted til sin pensionering i 1999.

S. A. blev medlem af Silkeborg Golf Klub i 1989 – og er det stadig. Han blev medlem i VGC i 1999, da han flyttede til Bredballe i 1999. Golf, som dyrkes med et handicap lige på den anden side 20, konkurrerer med to andre store interesser, jagt og fiskeri – to interesser, der har bragt ham til fjerne egne af kloden.

BJARNE SVENSSON, der har illustreret Naturguiden, kommer fra Sjølunds fagre sletter og blev – efter sigende – nærmest ved en tilfældighed fuldtidsoptaget af golf. Han blev medlem af VGC i 1977. Bjarne Svensson var i en årrække formand for Dansk Golf Union og har siden været en af de store ildsjæle i VGC, der har startet et unikt uddannelsesprogram med henblik på at finde og udvikle helt purunge med henblik på at gøre noget stort ud af dem – men gøre det langsomt. Efter at have lagt Karnovs lovsamlinger bag sig har Bjarne Svensson med talent kastet sig over at tegne, male og skildre naturen i akvareller.

Fællessletgård Ibækvej 46 DK-7100 Vejle www.vgc.dk

www.schweitzer.dk

Vejle golf Club