Skip to main content

Kirkeblad 2015 Haslund Ølst sogn

Page 1

Kirkebladet

www.haslund-olst-kirke.dk

Nu haster skyerne forbi, og modne æbler falder i oktobermørke haver. Gud lukker årets gyldne ring, og sindet samler sig omkring de lyse nætters gave. Gud, lær os før din vinters gru som æblerne, der falder nu, at slippe alt vort eget. Din Søn var her og viste os, at døden intet finder hos den, som har elsket meget. Lars Busk Sørensen Salmebogen nr. 731 v. 2 og 3

Haslund kirke

Haslund Ølst

Ølst kirke

September, oktober & november 2015


”Luk mig ind – det er Blachman” v. Karen Stubkjær Hvad var det lige, Thomas Blachman havde gang i – på DR 1 i foråret? Det handler om ”at bekæmpe ensomheden i Danmark og styrke fællesskabet”. Sådan lød hans mission. Kunne man også kalde det for diakoni? Diakoni er et gammelt kirkeligt ord. Det betyder ”tjeneste”. Ikke nødvendigvis meget højtragende og specialiseret. Men det ganske enkle at få øje på hinanden – og tage sig af hinanden. Var det ikke det, Blachman var ude efter i de her udsendelser? Vi så ham gå fra hus til hus på en villavej i en landsby og så ham tale ind i en dørtelefon ved en stor boligblok. Og det lykkes ham at komme ind mange steder, knytte bånd og sætte folk sammen på kryds og tværs, så en ung ensom kvinde får nogen at gå tur med, og så en ældre dement kvinde får besøg. Nogle mænd går sammen om at lave en bålplads til områdets børn. En flok beboere i en opgang er for første gang inden for hos den kørestolsbruger, der aldrig kommer uden for sin lejlighed. ”Det her kunne vi selv have gjort”, er der en, der siger til Blachman. Ja. Men hvor kan det være svært. Sådan lige finde den der anledning til at banke på naboens dør. Ensomhed kan være slem. Jeg tror, de fleste kan tale med om det. Vi kan være noget så alene – helt for os selv. Vi kan også være noget så

alene – sammen. Så kan det få helt afgørende betydning, om nogen henvender sig til os. ”Jamen, man vil jo ikke trænge sig på”. Åh, hvor kan vi være bange for at komme galt afsted. Men hellere komme galt afsted, end slet ikke komme afsted. Vi holder en lille stump af hinandens liv i vores hænder. Sådan har den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup sagt det. Vi har rigtig meget indflydelse på, om et menneske – når dagen er gået til ende – kan folde sine hænder og sige tak for den dag, der er gået. At være menneske er at være i Guds hænder og hinandens hænder. Det fanger salmedigteren Lars Busk Sørensen så fint ind i nogle vers fra salmebogens nr. 370 (v. 2, 6 og 7): Du skal bringe verden fred, dagligt brød og kærlighed. Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød. I det blanke morgengry skaber Gud dit liv på ny. Dag er optakt, muligheder for at hjælpe dem, der beder om et værdigt liv på jord. Og når du har brugt din dag til det sidste åndedrag, standser Gud din gråd og klage, tar en misbrugt dag tilbage, nådig skjult i evighed. Karen Stubkjær


Fokus på diakoni I Randers Søndre provsti, som Haslund-Ølst sogne er en del af, har man valgt at sætte fokus på diakonien. Præster og menighedsråd er blevet bedt om at gå i tænkeboks. Hvordan ser det ud hos jer? Kunne der være nyt at se og gøre, når det drejer sig om at få øje for hinanden og række en hjælpende hånd? Nogle tiltag koster meget lidt eller slet ingenting. Andre tiltag koster penge. Provstiet har sat en pulje af, som sognene kan søge penge fra, hvis man ikke selv kan finde dem. Så har du en god idé, så tal med menighedsrådet om det. Den kunne blive til virkelighed. Diakoni handler også om småkager Når man går i kirke i Haslund og Ølst, bliver man næsten altid budt på kaffe i våbenhuset efter gudstjenesten. Graveren har hældt op, så det er bare at gribe koppen. Man må gerne være fri! Man kan have sine grunde til helst at ville hjem. Men tilbuddet skal være der – og med det muligheden for at standse op, veksle et par ord og ønske hinanden en god søndag.

Maries kirkekager (ca. 70 stk.) 250 gr. smør 400 gr. sukker 2 æg 2-3 spsk. reven appelsinskal 2-3 spsk. fint hakkede grønne pistaciekerner 3 spsk. fint hakket rosmarin (evt. tørret krydderi) 400-500 gr. hvedemel ½ tsk. salt 3 tsk. bagepulver Pisk smør og sukker hvidt og skummende. Pisk æggene i ét ad gangen. Rør pistacie, rosmarin og appelsinskal i dejen. Rør det godt sammen. Sigt og vend mel, salt og bagepulver i dejen. Ælt godt sammen. Tril dejen i fire tykke ruller og pak dem hver for sig i film eller folie. Læg dem i køleskabet natten over. Skær i tykke skiver og bag ved 190 grader i 5-7 minutter.

I Ølst kirke er småkagerne tit hjemmebagte. Og af en usædvanlig lækker slags! Det er lykkedes mig at få vristet en af de gode opskrifter ud af Marie Andersen, som ofte står for bageriet. Marie Andersen, medlem af menighedsrådet fra Ølst


Velkommen konfirmander! Søn. d. 13. september kl. 10.30 Haslund Kirke Så er det tid at byde årets konfirmander fra Haslund og Ølst velkommen. Konfirmanderne går til forberedelse inde i Johanneskirken i Vorup, hvor de bliver undervist af Karen Stubkjær, indtil vores faste præst, Anne Hanson er tilbage igen efter jul. Til forberedelsen hører naturligvis kirkegang. Man må gå i kirke mange steder, men en del af

de 10 gange skulle gerne være her i Haslund eller Ølst, så man får lært sin egen kirke at kende. Så velkommen til denne første søndag, hvor vi gerne vil samle hele flokken, så menigheden kan få sat ansigter og navne på. Tag gerne hele din familie med!

Høst for børn Tirs. d. 29. september kl. 14.30 Haslund Kirke Der kan være mange anledninger til, at også børn kigger inden for i vore smukke kirker. F.eks. ved høsttid, hvor der er så meget at sige tak for. Denne tirsdag eftermiddag indbydes børn fra dagplejerne i Haslund og Ølst – og andre børn, der måtte have mulighed for det – med deres voksne til en halv times samvær, hvor vi skal tale om, synge om og smage på årets høst. Bagefter bliver der lidt at drikke og måske mulighed for at kravle rundt på en traktor!

Karen Stubkjær til ”høst for børn” i Haslev kirke på Sjælland


Eftermiddagsmøde om Georg Stage Tors. d. 17. september kl. 14.30 Haslund gl. præstegård Vi får besøg af Christian Stubkjær, som vil fortælle og vise billeder fra sit togt med skoleskibet Georg Stage i foråret 2013. De var 62 unge afsted, og turen gik mod Shetlandsøerne, Færøerne, Finland, Ålandsøerne, Letland, Polen, Bornholm samt Christiansø. Christian vil give et unikt indblik i de adskillige udfordringer og oplevelser, man møder hver eneste dag på et skoleskib og fortælle om det stærke bånd, der

opstår mellem mennesker, når succesfuld sejllads og uddannelse er betinget af godt fællesskab, tillid og evnen til at samarbejde. Vi vil høre om søsyge, højdeskræk, vild storm, hængekøjer, sammenhold og meget mere. Der bliver serveret kaffe og te. Arrangementet er gratis.

Musik og fællessang Tirs. d. 6. oktober kl. 19.00 Haslund Kirke Et forrygende ægtepar besøger Haslund Kirke: Betty og Peter Arendt fra Haslev. De var de første til at hente begrebet ”verdenskirkemusik” (folkemusik fra alverdens kirker) til Danmark. Det har inspireret dem til et mangfoldigt kirkeliv, til gudstjenester og koncerter og korworkshops med børn og voksne. De to spænder utrolig vidt. De kan levere Bach, nordisk folketone, indonesisk Helligåndspåkaldelse, spillemandsmesse, afrikansk kormusik, indiske ragaer, latinamerikanske befrielsessalmer, stille meditationsmusik og meget meget mere. Når de to besøger Haslund, vil de prøve at bære alle deres kasketter på én gang! Der bliver Bach, orgelmusik, solosang, nyt fra den store verden, nordisk – og FÆLLESSANG.

Aftenen er blevet til i et samarbejde mellem Haslund-Ølst, Vorup og Kristrup sogne. Det er gratis, og efter musikken og sangen vil der være et lille glas i våbenhuset.

Foto: Rune Hansen


Menighedsmøde Tirs. d. 27. oktober kl. 18.30 Haslund gl. præstegård En gang om året afholder menighedsrådet et menighedsmøde, som adskiller sig fra et almindeligt menighedsrådsmøde. På menighedsmødet forsøger vi at trække de store linjer op. Vi gør status over, hvad menighedsrådet har arbejdet med i det forløbne år, og hvad vi har planer om at gøre i fremtiden. Alle fremmødte medlemmer af menigheden har taleret - modsat et almindeligt menighedsrådsmøde, hvor der er fri adgang, men ingen ret for andre end rådets medlemmer til at sige noget.

Mødet vil forløbe sådan her: • Status over det forløbne år og planer for fremtiden • Præsentation af regnskabet for 2014 og budgettet for 2016 • Menighedsrådet er vært ved en kop kaffe eller te Efter mødet er alle inviteret til at deltage i det ordinære menighedsrådsmøde.

På rejse gennem Grønland Tors. d. 5. november kl. 19.00 Haslund gl. præstegård Foredrag ved Ulrik Edelmann, der er læge og bosat i Haslund. Ulrik Edelmann vil fortælle om sine rejser gennem Grønland – fra inde på indlandsisen, oppe fra station Nord

Foto: Ulrik Edelmann

og rundt om kysten til den lille bygd Siorapaluk, som er verdens nordligste beboede samfund. En billedrejse med naturoplevelser og andre oplevelser, i arbejde og fritid. Fra sne og kulde til varme. Foredraget er gratis (inkl. kaffe/te)


Alle Helgen 2015

Retrætedage i Viborg

Første søndag i november er det Alle Helgens søndag. Ved gudstjenesterne den dag vil navnene på dem, der er bisat eller begravet her lokalt hos os siden sidste Alle Helgen, blive læst op. Ønsker man ikke det, kan man henvende sig til præsten. Det er naturligvis også muligt at mindes mennesker, vi måtte tage afsked med for år tilbage. Der kan være megen sorg og savn knyttet til sådan en mindedag. Men forhåbentlig andet og mere end det. Der er mere at sige om os og vore kære, end at vi skal dø. Der er også det at sige, at vi fik lov til at leve livet med hinanden – om det så var kort eller længe. Og der er det at sige, at vi hører den Gud til, som er os nær altid og engang vil genoprette alt. Derfor kan der også være plads til glæde, håb og tak på Alle Helgens dag. Det vil være muligt den dag at tænde lys i kirken for dem, der måtte være i vore tanker, for os selv - og for alt det, vi ser i retning af, i tro, håb og kærlighed. Efter gudstjenesten er der en kop kaffe eller te.

Det sidste års tid har jeg været på efteruddannelse i retræteledelse. Ordet ”retræte” har med tilbagetrækning at gøre. Mange af os lever et uroligt liv. Det kan være godt engang imellem ”at trække stikket ud”. Retræten tilgodeser den åndelige dimension af vores liv, behovet for at erfare Guds nærhed. Det er tid til refleksion, stilhed og bøn.

Stillegudstjeneste Tirs. d. 17. nov. kl. 19.00 Haslund Kirke På en novembermørk aften vil der være lys og varme inden for i kirken. Der vil være poetiske og bibelske læsninger, bøn og stilhed, meditative sange og salmer - og mulighed for lystænding.

Som et led i min uddannelse skal jeg arrangere to retrætedage. Jeg holder dem i Viborg lørdag den 24. oktober og lørdag den 14. november, kl. 9.30 – 17. Man kan være med begge eller blot den ene dag. Der vil være introduktion til retrætetanken, bibelord og stilletid - suppleret af vandring til en nærliggende kirke (ca. 3 km hver vej). Om søndagen går vi til gudstjeneste i samme kirke - og på den måde afrunde retræten. Pris: 100 kr. pr gang. For de penge får man kaffe og te, sandwich og kage. Der er plads til 15-20 deltagere. Tilmelding til Karen Stubkjær senest 1. okt. Man kommer med efter ”først-til-mølle”.


Krybbespil Søn. d. 29. november kl. 16.00 Haslund Kirke Kom og vær med til at opføre dette krybbespil! En forudsætning for at være med er, at du kan være med til at øve 4 torsdage i november: 5., 12., 19. og 26. november kl. 1617.30 i Haslund gl. præstegård. Både børn og voksne kan være med. Der er også brug for voksne til det praktiske. Første gang vil vi fordele roller.

Ark” og ” Et barn er født i Betlehem”. Musikken til sidstnævnte er kendte julesalmer og egne kompositioner. Som væver, uddannet ved Århus Kunstakademi, har jeg vævet, filtet og broderet kostumerne, og de fleste er syet i hånden. Stalden, som det lille Jesus-barn bliver født i, er fremstillet af simpelt træ og har stråtag. Den er bygget som samlesæt og kan transporteres i min bil. Kom og vær med! Det plejer at være sjovt!

Instruktør og idékvinde bag stykket er vores organist Bodil Marie Ester. Hun fortæller:

Nærmere oplysninger og tilmelding til Bodil Marie, tlf. 86394271, mail: bodilester@gmail.com Man kan også tilmelde sig til kirkesanger Knud Wieland og sognepræst Karen Stubkjær.

”Et barn er født i Betlehem” er opført 15 gange, siden det blev uropført i Marie Magdalene Kirke år 2000. Inspirationen til krybbespillet kom, da jeg i 1998-99 havde orlov fra mit arbejde i Simon Peters Kirke i Grenå. I det forløbne år uddannede jeg mig til sognemedhjælper ved Diakonissestiftelsen i København. Her spillede jeg desuden til den daglige morgenandagt, alle børnegudstjenester og arbejdede med forskellige kirkespil. Efter min hjemkomst skrev jeg maDe 3 vise mænd ved uropførelsen i nuskripter til ”Noas Marie Magdalene Kirke år 2000.


Luciaoptog i Haslund - Ølst Sogne Alle piger (Luciapiger) og drenge (Luciasvende) fra 0. klasse og opefter kan deltage. Vi øver i Haslund Kirke tre gange tors. den 3. dec. kl. 16.00 - 16.45 ons. den 9. dec. kl. 16.00 – 16.45 lør. den 12. dec. kl. 11.00 – 12.15 (kjoler udleveres) og deltager derefter med Luciaoptoget ved gudstjenesten i Ølst Kirke søndag den 13. dec. kl. 16.00.

Knud Wieland, kirkesanger i Haslund og Ølst Kirker 86 44 51 96/ 24 67 51 98 knud@kwieland.dk

Vil du være med i Luciaoptoget, skal du møde mindst to øvegange.

Ølst kirke har fået en flot ny folder. Den er blevet til i et samarbejde mellem menighedsrådet og fotograf Bjørn Hede, som har taget smukke billeder af kirke, kirkeinventar og kirkegård. Man kan tage folderen med sig rundt ved et besøg i kirken – og købe den med hjem for 10 kr.

Foto: Bjørn Hede

Flot ny folder

Vi synger julen ind Ons. d. 2. december kl. 19.00 Haslund Kirke Traditionen tro ”synger vi julen ind” med Hadsten bl. Kor. Aftenen vil være bygget op omkring ”De ni læsninger”. Læsningerne vil undervejs blive læst af unge og voksne fra menigheden. Efter koncerten går vi over i den gamle præstegård, hvor vi synger videre og nyder lidt julegodter. Arrangementet er gratis.

OBS! Sæt også kryds ved tors. d. 10. december, hvor der er juleeftermiddag i Haslund gl. Præstegård


Konfirmander i Haslund Kirke, 1. maj 2015

Øverst fra venstre: Laura Nørgaard Jensen, Marcus Grøn, Mark Thisted, Mathias Breinholm Pedersen, Søren Peter Fjordvald Sørensen, Marcus Frank Rasmussen Nederst fra venstre: Karen Stubkjær, Sofie Ladefoged Johannsen, Katrine Johanne Jakobsen, Caroline Juul Justesen, Cecilia Juncher Prip, Clara Skafsgaard Møller, Pernille Tange Rasmussen, Ingrid Kirstine Høj Laursen Foto: Peter L. Nielsen, venstrehaandsarbejde.com

Konfirmander i Ølst Kirke, 1. maj 2015 Til konfirmationsgudstjenesterne havde alle konfirmander lavet en bøn, der blev læst af præsten. Det lød f.eks. sådan her:

Fra venstre: Juna Skjødt, Karen Stubkjær, Charlotte Pedersen Foto: Helle Søborg Pedersen

”Tak Gud fordi vi kan holde denne dag og at jeg kan tro på dig. Tak for min familie, for alle jeg har mødt, og som jeg kender og som jeg elsker. Jeg ber til at dagen vil gå godt, jeg ber for alle fra Danmark og resten af verden, særligt for dem der har det svært, dem der er fattige, og dem der ikke har et liv, som er lige så godt som mit”.


Kirkelig kontakt

Kirkelig vejviser

Sognepræst (Vikar for Anne Hanson) Karen Stubkjær Kontortid: Haslund Gl. Præstegård Tirsdag kl. 10.00 - 15.00 Eller efter aftale. Tlf. 86445052 KJNS@km.dk

Fødsel Jordmoderen anmelder automatisk fødslen til kirkekontoret, hvis du føder på hospitalet. Føder du derhjemme skal du selv anmelde fødslen til kirkekontoret inden 14 dage (se vejledning på borger.dk). Er I ikke gift, kan Omsorgs- og ansvarserklæring” (medfører fælles forældremyndighed) udfyldes med NemId på borger.dk

Graver Niels Thomsen Tlf: 40966810

haslund-olst-graverkontor@mail.dk

Kirkebil Randers TAXA Tlf. 87113030

Dåb Henvend dig på kirkekontoret i god tid før dåben. Husk at medbringe navn og adresse på fadderne.

Kirkekontor Vorup, Kristrup, Haslund og Ølst Sogn Absalonsvej 2 8960 Randers SØ Kontortid: Man-Fre kl. 9.00 – 13.00. Torsdag kl. 16.00 - 17.00. Tef. 86413099 / 86425016

Bryllup Kontakt kirkekontoret for at reservere en dato. Herefter modtager I en bekræftelse på reservationen samt en skriftlig vejledning. Før vielsen skal I også udfylde en ægteskabserklæring (se borger.dk), hvorefter I modtager en prøvelsesattest som afleveres på kirkekontoret. I bliver kontaktet af præsten for at aftale samtale.

Menighedsrådsformand Finn Arne Sørensen Tlf. 86445500 / 40207403 fas@pc.dk

Dødsfald Skal anmeldes af pårørende eller evt. bedemand via borger.dk senest 2 dage efter dødsfaldet.

Kirkebladets redaktion Kirsten Breum Jørgensen Karen Stubkjær Finn Arne Sørensen

Gravsted Skal du have anlagt eller repareret et gravsted, eller vil du lave en aftale om pasning eller lignende, så henvend dig til kirkegårdslederen (graveren).


Gudstjenester og arrangementer i september Søn. d. Tors. d. Søn. d. Søn. d. Tirs. d.

13. kl. 17. kl. 20. kl. 27. kl. 29. kl.

10.30 Haslund Kirke Konfirmandvelkomst (kirkekaffe) 14.30 Haslund gl. p.gård Foredrag om Georg Stage 10.30 Ølst Kirke Høstgudstjeneste (kirkekaffe) 10.30 Haslund Høstgudstjeneste (kirkekaffe) 14.30 Haslund Kirke Høst for børn

Gudstjenester og arrangementer i oktober Tirs. d. Søn. d. Søn. d. Tirs. d.

6. kl. 11. kl. 18. kl. 27. kl.

19.00 10.30 10.30 18.30

Haslund Kirke Sang- og musikaften Haslund Kirke Gudstjeneste (kirkekaffe) Ølst Kirke Gudstjeneste (kirkekaffe) Haslund gl. p.gård Menighedsmøde

Gudstjenester og arrangementer i november Søn. d. 1. kl. 10.30 Haslund Kirke Alle Helgen Mindegudstjeneste (kirkekaffe) Søn. d. 1. kl. 19.00 Ølst Kirke Alle Helgen Mindegudstjeneste (kirkekaffe) Tors. d. 5. kl. 19.00 Haslund gl. p.gård Foredrag om Grønland Søn. d. 8. kl. 10.30 Haslund Kirke Gudstjeneste (kirkekaffe) Tirs. d. 17. kl. 19.00 Haslund Kirke Stillegudstjeneste Søn. d. 29. kl. 16.00 Haslund Kirke Advent m. krybbespil

Nyhedsmail Når du tilmelder dig vores nyhedsmail, bliver du opdateret hver gang, der sker noget i Haslund-Ølst. Du kan tilmelde dig ved at gå ind på vores hjemmeside www.haslundolst-kirke.dk. Din mailadresse bliver IKKE videregivet, og du kan til enhver tid framelde dig nyhedsmailen igen.

Kollektindsamling September, oktober & november 2015 Folkekirkens Nødhjælp


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Kirkeblad 2015 Haslund Ølst sogn by Bruno Sørensen - Issuu