
8 minute read
islandske heste hjælPer sårbare unge til et bedre sted i liVet
På Egemosegård i Nordsjælland bliver unge sårbare med autisme, angst, depression og andre psykiske udfordringer hjulpet til et bedre liv, og islandske heste er en stor del af arbejdet.
På Egemosegård kommer unge mennesker, primært piger, som har det til fælles, at de er glade for heste og dyr generelt og har autisme med tilknyttede diagnoser, angst, stress, traume eller lignende. Lige nu er der tilknyttet 22 børn og unge på Egemosegård.
Advertisement
Det er Vibeke Andersen, som står bag Egemosegård. Det lå ikke fra starten i kortene, at hun skulle drive et sted, som kunne hjælpe unge til et bedre sted i livet.
-Jeg skulle bare have en lille hestepension, en hest til mig og en til mine børn. Der gik et par år, så syntes jeg, det var svært at køre på arbejde, for jeg ville hellere være her. Det betød, at jeg tog orlov et par år og tog så en uddannelse i coaching, hvor jeg endte med at specialisere mig i at bruge heste i arbejdet med mennesker, fortæller Vibeke Andersen.
Psykolog Kirsten Callesen, som er ekspert inden for autisme, mente på det tidspunkt, at der manglede noget til alle disse piger, og hun kontaktede Vibeke Andersen. Det blev starten på rejsen mod et sted, hvor psykisk sårbare unge med autisme lærer at mærke sig selv, sætte ord på tanker og følelser og tackle stress og præstationsangst.
-Disse piger har en atypisk autismeprofil også kaldet pigeprofilen, hvor man ikke umiddelbart kan mærke det, men de er meget følsomme. Det er højintelligente og meget introverte piger, som tit har det svært.
De har en masse følelser, men kan ikke rigtig adressere dem. De er skjulte i skolesystemet, fordi de er søde og pligtopfyldende. I skolen er der ingen problemer, men til sidst ryger de ned med stress, angst, og eventuelt spiseforstyrrelser og bliver måske først udredt i slutningen af folkeskolen eller i starten af gymnasiet. Så har de fået et knæk, fordi de har taget sig sammen i så mange år, forklarer Vibeke Andersen.
Ifølge hende har pigerne befundet sig i en verden, der ikke forstår dem.
-De er gode til at afkode mønstre, og de har jo gjort det, der skulle til. Men egentlig har de slet ikke kunne magte det. I puberteten, hvor der er en masse sprog og signaler og ikke kun det talte, sker der en masse ting, og så kan de ikke følge med mere. Det er præstationspiger, der gerne vil gøre det godt. Mange af dem har autisme med en ADD oveni. Det er tankemylder, som kører rundt indeni og kan føre til spiseforstyrrelser, angst og OCD.
Heste som terapeuter
Mange af disse piger kan rigtig godt lide heste og dyr i det hele taget.
-Nogle af dem har prøvet at gå på rideskole, men det er ofte et miljø, de ikke kan være i, forklarer Vibeke Andersen.
Pigerne er et sted i livet, hvor de ikke magter at følge et almindeligt uddannelsestilbud, og de kan have været igennem en psykiatrisk indlæggelse.
-Samværet med hestene og de øvrige dyr på Egemosegård sænker pigernes stressniveau og motiverer dem til at arbejde med sig selv. Hestene spejler pigerne. De reagerer på pigernes handlinger og følelsesmæssige tilstande. Når vi hjælper pigerne med at oversætte det, hestene spejler, begynder de langsomt at få en selvforståelse og at kunne mærke sig selv igen. Langsomt hjælper vi pigerne til at genfinde styrken, så de igen bliver i stand til at møde den omgivende verden, fortæller Vibeke Andersen.
Hestene er ifølge Vibeke vidunderlige til at hjælpe børnene og de unge.
-Jeg havde i starten enpige fra psykiatrien, som havde det meget dårligt. Hun sagde, at det eneste tidspunkt, hvor hun kunne finde ro i hovedet, var, når hun sad på min hest. Hun endte med at sige, at det var min hests skyld, at hun ville leve. Nu er hun tilbage i livet. Opholdet her med hestene blev et vendepunkt for hende.
De Islandske Hestes Ro Smitter Af

Den islandske hest har med sin rolige, afbalancerede natur en unik evne til at sænke stressniveauet hos mennesker. Hesten er rummelig, tålmodig og dømmer ikke. På Egemosegård bruger man disse karaktertræk til at give psykisk sårbare gode oplevelser, der øger livsglæde og selvværd.
-Hesten stiller ikke en masse krav. Den er der bare, og derfor er samspillet med dyret langt mindre krævende end kontakten med andre mennesker. Sammen med hesten får mennesker med autisme og anden psykisk sårbarhed positive sociale oplevelser, der forbedrer evnen og lysten til at være sammen med andre mennesker, forklarer Vibeke Andersen.
fAkTA:
Oxytocin
Et af de vigtige hormoner, som samværet med heste og andre dyr er med til at stimulere, er oxytocin - også kaldet ”kærlighedshormonet”.
Det produceres ved for eksempel kram, massage, eller når en nybagt mor ammer sit barn. Mennesker med et højt indhold af oxytocin i blodet er mere rolige og tillidsfulde.
Det er videnskabeligt bevist, at nærkontakt med dyr, som for eksempel heste og hunde, øger oxytocinniveauet.

Oxytocin får blodtrykket til at falde og gør os mere imødekommende; en imødekommenhed, der giver plads til udvikling af sociale kompetencer.
Kilde: Egemosegård
Mange mennesker med autisme har på grund af sanseforstyrrelser svært ved berøring fra andre mennesker, men det er nemmere med hesten, som bare står dér med sin ro og sit nærvær.
Generelt er dyr og naturen med til at øge tilgangen af de gode signalstoffer til hjernen, hvilket betyder, at mennesker med autisme og anden psykisk sårbarhed magter mere. Alt sammen er med til at fremme den personlige udvikling og øge selvværd og selvtillid, som denne gruppe har så hårdt brug for.
Der er en helt særlig og personlig grund til, at Vibeke Andersens valg faldt på de islandske heste.
-Da jeg var ung, flytte familien Hoffmann ind på mine forældres ejendom.Der lærte jeg at ride islandske heste, og der besluttede jeg, at jeg skulle have en islandsk hest en dag. Efter et stykke tid var mine forældres jord fyldt med islandske heste, og deriblandt stod Vigdís, som var min første islandske hest. Så købte jeg en islænder til min datter, og så måtte vi jo have en gård. Det startede med en hestepension på max 10 heste, og nu står her cirka 50. Jeg har selv to rideheste.


Et Sted Uden Forventninger Og Pres
De unge, som kommer på Egemosegård, får bevilget opholdet hos kommunen, og så starter der en rejse uden forventninger og pres. Man er bare sammen med dyrene og ikke mindst hestene. Trækker dem ind, strigler dem og er bare i deres nærvær.
-Vores heste er udannet til det og har et meget roligt og dejligt liv. Der er en, som træner dem ved siden af 15 timer om ugen og sørger for, at de kan gå i en afspændt form og have det godt. De har masser af plads og et godt hesteliv. Hestene møder faktisk pigerne ude på folden. Der er den første kontakt. Det handler meget om omsorg og ikke så meget ridning, forklarer Vibeke Andersen.
-Vi går ofte i skoven med hestene. Det er en rigtig god måde at tale sammen på, uden at man kigger på hinanden, og så bliver det mere naturligt. Det der sker ved interaktionen med dyr er, at pludselig reagerer hesten. Vi arbejder meget ud fra dæmpende signaler og taler om, hvorfor hesten gør, som den gør. De her piger kan ikke rigtig mærke sig selv, og det er det, vi skal have dem i gang med. Mange siger bare nej til alt i verden, fordi de kan ikke mærke noget og har fundet ud af, at det er for voldsomt. Vi lærer dem at begynde at mærke sig selv lidt. Så kan de begynde at navigere i verdenen igen. Hestene hjælper med, at vi får noget at snakke ud fra.

-Pigerne kan for eksempel sige: ”Hesten står så uroligt i dag, når jeg strigler den.” Så spørger jeg: ”Men hvordan har du det i dag?”, hvortil pigen for eksempel svarer: ”Jeg havde et angstanfald, inden jeg gik ud ad døren.” Hesten viser pigerne et spejl, fordi den er med til at vise, hvordan pigerne har det. De ser, at når hesten slapper af, så er der faktisk kontakt til dem selv. Så kan de begynde at se, at det er det, de skal lede efter hos sig selv.
Vibeke forklarer, at der var en pige med massiv spiseforstyrrelse, som lærte, at når hesten sænkede halsen og smaskede, så var hun faktisk også selv i balance. Så kunne hun begynde at lede efter den følelse selv.








Rlighed Er Vejen Frem
-Hestene siger ikke dumme ting eller bruger ironi, de er bare ærlige, og det elsker de her piger. Så vi er også meget ærlige. Vi går heller ikke med en skjult intention. De skal ikke gå og gætte, for det gør dem urolige. De er enormt sensitive og kan mærke alt, de kan bare ikke oversætte det, fortæller Vibeke Andersen.
Nogle af de piger, som er her i længere tid, begynder også at få rideundervisning. Men det er ikke der, vi begynder. I starten handler det bare om samværet.
På Egemosegård passer man godt på hestene. Der er brug for, at de trives og er velafbalancerede, for at de kan udføre deres opgaver med pigerne. De har blandt andet skiftende ryttere, så der er mange gentagelser, så hestene kan være i balance, og så der er forudsigelighed. Hestene er kun ude en gang om dagen, og der er lagt ferier ind i løbet af året.
-Hvis en pige er meget dårlig og urolig, laver vi et skift, så det ikke er den samme hest hele tiden. Det gør vi, for at hesten aflastes. Vi passer meget på vores heste, forsikrer Vibeke Andersen og tilføjer:
-Herude er der meget højt til loftet. Det eneste, der ikke er højt til loftet med, er behandlingen af dyrene. Vores største udfordring er dem, som har lært tingene på en måske kedelig måde. Det prøver vi at omkode. Vi forklarer, at hestene kan mærke selv en flue, som sætter sig. Efter et stykke tid finder pigerne en enorm ro i at være sammen med hestene ved brug af helt fine signaler. Det er en stor oplevelse at slippe en hest fri i ridehuset og opleve, at den bare følger med dig. Det giver fantastisk meget kontakt.
Elsker At Se B Rnene Vokse
Vibeke Andersens ambition med Egemosegård er, at alle disse unge, dygtige piger ikke havner på en førtidspension. At de ikke bliver skrottet af samfundet, men får et liv.
-Jeg elsker at se de unge vokse. Det er det, der driver mig og dette sted. Vores største glæde er, når vi kan slippe dem. Disse piger vil så gerne noget. De vil gerne have et liv, en uddannelse og et arbejde. De har bare opgivet at finde deres vej.
-Min tanke er, at jeg gerne vil lave en uddannelse, hvor heste og autisme er i fokus. Så andre hestesteder også kan håndtere autistiske børn og unge, som ligger i den lettere ende af skalaen. Der mangler steder, hvor de kan ride, for de passer ikke ind på almindelige rideskoler. Der skal være ro, forudsigelighed og en plan, slutter Vibeke Andersen. fAkTA:
Vibeke Andersen, stifter af Egemosegård
Vibeke er oprindeligt uddannet som agronom fra Landbohøjskolen. Efterfølgende har hun taget en MCc i Coaching & Development fra Portsmouth University, hvor hun specialiserede sig i at bruge heste i menneskelig udvikling.
Vibeke har de sidste 10 år arbejdet med børn og unge med autisme i et samarbejde med Kirsten Callesen og Psykologisk Ressource Center, og hun har gennemført VITA-uddannelsen på Psykologisk Ressource Center for at understøtte sit arbejde med børn med autisme.
Som supplement har Vibeke uddannet sig som mindfulnessinstruktør og Horse in Harmony-træner. Desuden har hun en uddannelse som relationel, biologisk traumeterapeut.