3 minute read

Horbelev Præstegård fylder

100 R

Horbelev Præstegård, som vi kender den i dag, er opført i 1923 på samme sted, hvor den gamle præstegård lå med lindetræet (plantet i 1835) midt på gårdspladsen.

Advertisement

Præstegården afløste ”den gamle præstegård”, som pastor Munkebo antager er fra omkring 1726. I al litteratur omtales den som et helt usædvanlig smukt, hyggeligt og levende hus, som det daværende menighedsråd i 1921 valgte at rive ned. I stedet byggede man en ny præstegård i forbindelse med ansættelsen af en ny præst. Den firlængede præstegård med stalde og udbygninger var ikke længere tidssvarende, og som den afgående præst beklagede, ”ville det koste en del at restaurere den. Et håndværkeroverslag udviste, at det var billigere at opføre en helt ny præstegaard i betydelig mindre dimensioner og uden harmoni med den omgivende gamle Have, men som det blev sagt:” Præsten skulle da ikke bo ringere end Stationsforstanderen.”

Pastor Munkebo fortæller i ”Horbelev Præstegaard omkring 1800: ”På begge sider af Indkørslen var Stendiger med Ask og Kastanie. De sidste plantet i 1811, da præsten ved et besøg på Skørringe forlangte nogle Castanie Træer af Etatsraaden til Alleen ved min Præstegaard og fik Løfte om dem”.

I år er alleen blevet fældet, og man kan nyde synet af præstegården og lindetræet for enden af alleen, indtil nye træer vokser op og bliver en del af miljøet omkring præstegården, der er helt i harmoni med haven med de gamle træer.

Det sker i Karleby, Horreby og Sdr. Alslev kirker:

Midsommergudstjeneste

I år vil der ikke være gudstjeneste Sankt Hans aften, men derimod vil der et par dage før være en hyggelig familiegudstjeneste, hvor vi får besøg af spejderne fra Karlslunde, der skal overnatte i shelteren på smedegrunden.

Solnedgangsgudstjenester

De lange lyse sommeraftener giver god mulighed for en særlig stemningsfyldt gudstjeneste, hvor vi synger solen ned med nogle af de smukke aftensalmer

Efter en gudstjeneste, vil der være en kop kaffe i kirken og hvis ellers solen skinner er der mulighed for at tage en tur op i kirketårnet/på kirkeloftet og se solen gå ned i nordvest.

Minikonfirmanduge

I sensommeren mens vejret stadig er varmt nok til, at vi kan være ude, holder vi minikonfirmanduge med alle de 3. og 4. klasser der har lyst til at være med.

Vi tænker derfor at der vil lyde glade børnestemmer både i og udenfor Horreby kirke mange gange i løbet af ugen. Se også næstsidste side i kirkebladet.

Nyt fra Folkekirkens Skoletjeneste Sylf

Årsplanen for det kommende skoleår er lavet, og er nu ved at blive delt ud til alle skolerne i Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommune. Her er hvilke nye projekter vi kan tilbyde:

Et æble om dagen 1.-2. klasse: Et projekt om guder, myter og æbler. Æbler er ikke bare æbler, hvordan smager de hvordan laver man mad med dem og hvilken betydning har de i de religiøse myter.

Når søskende strides 1.-3. klasse: Forholdet mellem søskende er fuld af følelser. De positive følelser er vi gode til at håndtere. Men når misundelsen, vreden eller følelsen af at være overset melder sig, bliver det svært.

Julemysteriet 1.-3. klasse: I en julehistorie på 14 afsnit skal de to børn Asta og Lukas opklare en gammel familiehemmelighed, undervejs kommer de rundt i lokalområdet.

På sporet af Jesus 4. klasse: Med udgangspunkt i et rollespil, præsenteres eleverne for en række centrale fortællinger fra Det nye Testamente.

Hvælvingens hemmeligheder 4.-6. klasse: Hjælp dine elever med at afsløre kalkmaleriernes hemmeligheder og giv dem et overblik over sammenhængen mellem de centrale fortællinger i Bibelen.

Man kan da ikke gå på vandet 5.-6. klasse: Her møder I en dreng, der øver sig i at se verden og bibelske tekster med forskellige briller. Han opdager at ord og begreber kan være både konkrete, metaforiske og symbolske.

Stald, stue og stamværtshus 5.-7. klasse: Julen er ikke altid idyl og glæde, både Jesu fødsel og hovedpersonen i den nyskrevne novelles jul er nødt til at foregå et andet sted end det de havde drømt om.

Ham der Jesus 7.-9. klasse: Den historiske Jesus undersøges gennem kildearbejde, og eleverne skal se nærmere på den kristne Jesus, og hvordan han fremstilles i andre religioner.

Knust og samlet på ny 7.-10. klasse: Alle oplever på et eller andet tidspunkt at der går skår i glæden, men kan man blive et helt menneske alligevel? Det religionsfaglige aspekt i projektet omhandler teodice-problematikken. For hvor eller hvem er Gud, når verden går i stykker?

Kræmmerhuset 7.-10. klasse: Kræmmerhuset er en digital adventskalender, der fletter poesien ind i julepynten.

Minikonfirmanduge

Alle der går i 3. og 4. klasse på Møllebakkeskolen inviteres igen i år til at gå til minikonfirmand.

Ligesom sidste år foregår forløbet over 5 dage i år i uge 34.

Vi tager udgangspunkt i de gode bibelhistorier, men vi skal ikke bare høre bibelhistorier vi skal også lege dem.

Vi skal synge, lege og lave teater, lave en masse kreativt og selvfølgelig spise kage eller boller og hygge.

Minikonfirmandundervisning er et supplement til det, man kan lære af forældre og skole om, kirke og kristendom. Det meste foregår i Horreby kirke så vi kan gå på opdagelse i kirkerummet.

Kender du en der går i 3. eller 4. klasse på Møllebakkeskolen, så spørg om ikke det er noget for dem.

I hverdagene vil minikonfirmanderne blive hentet på skolen efter skoletid, og dem, der ikke bliver hentet i kirken bagefter, kan blive kørt hjem eller fulgt tilbage til skolen.

Det er frivilligt og gratis at deltage. Vi kræver blot, at man opfører sig ordentligt.

Mange hilsner præsterne

Tom Friis, Mette Marie Trankjær og Anna Sloth Jørgensen