Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 97, december 2005

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 97 December 2005

Intelligent Design Grundtyper Religion og biologi Livet i en vanddråbe - Høinfusion Kreativitet og videnskab ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

1

Indhold Intelligent Design i medierne Hvad er Intelligent Design? Redaktionelt

"Utsolgt samme dag" Av Jostein Andreassen

17

3

Hvad er "Grundtyper"? Af Kristian Bánkuti Østergaard

Er du modstander af evolutionslæren? Af Kristian Bánkuti Østergaard

6

20

Livet i en vanddråbe Af Holger Daugaard

Kreativitet og vitenskap - den sidste af fire artikler Av Peder Tyvand

7

24 Eventyret om suppe kogt på en sten Af Arne Kiilerich

Amøbedefinitioner Av Ingvald Straume

10

32

Religionen ud af biologi CXVII Af Knud Aa. Back

12

Indeks 2005

37

Udviklingslæren: FAKTA eller FIKTION?

Kæmper du med tvivl pga . Darwins lære ?

Mange kristne oplever udviklingslæren som et hårdt angreb på troen, fordi de er blevet fortalt, at den er bevist. Universitetslektor Roger Oakland viser på dette videobånd af ca. 120 min. varighed, hvor lidt hold der er i udviklingslæren, og at Bibelens skabelsesberetning faktisk er stærkt underbygget af arkæologiske fund. Båndet er på engelsk, men vi vil gerne gøre det tilgængeligt for det skandinaviske publikum ved at få det tekstet med danske tekster. Det er dog en dyr proces, så for at klare opgaven sætter vi hermed det tekstede bånd til salg for kr. 175 + levering pr stk. (pr. efterkrav), idet vi gør det klart, at båndet først leveres, når der er solgt tilstrækkeligt til at finansiere projektet. Båndet kan bestilles på vor hjemmeside: www.oprindelse.dk eller ved brev til OM handi Products, Kastanien 4 st. tv., 7120 Vejle Ø

2

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Re da kt io ne lt

Intelligent Design i medierne I skolernes efterårsferie oplevede ORIGOs redaktion en sand mediestorm omkring Intelligent Design. Debatten udsprang af en artikelserie i JyllandsPostens tillæg Indblik, hvor såvel kirke- som videnskabsfolk luftede tanken om, at man egentlig burde introducere danskere i almindelighed og skoleelever i særdeleshed for alternativer til evolutionsteorien ikke mindst Intelligent Designteorierne. Som aktive forkæmpere for sådanne tanker blev ORIGO naturligt involveret, og flere i ORIGOs redaktion blev aktivt involveret i interviews til såvel tv som de store morgenaviser. Som venteligt har debatten haft både fortalere og modstandere. En del debattører har været på banen, f.eks. videnskabsteoretikeren Claus Emmeche, der blev citeret for at mene, at Skabelsesteori er ikke videnskab , og lektor Georg Strøm skrev et debatindlæg til JyllandsPosten med overskriften Småt med beviser . JyllandsPosten selv ofrede en leder på endnu en gang at nedgøre ideen om intelligent design eller skabelse med udtryk som religiøse for-

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

mørkelser , vås og overtro helt som avisen har gjort det ved en tidligere anledning. Undervisningsministeren måtte også fremkomme med en udtalelse: Jeg siger nej til obligatorisk undervisning i Intelligent Design . Men værd at lægge mærke til var også, at han ikke ville udstede forbud mod at referere videnskabelige debatter . Med andre ord han udelukker ikke en debat om alternativer i skolernes biologiundervisning. Ak ja det er naturligvis positivt, at ORIGOs synspunkter stadig kan skabe debat, men lidt mistrøstigt, at det fortsat er så vanskeligt at blive taget seriøst at man hellere latterliggør end tager en åben debat om sagerne. I dette nummer af ORIGO bruger vi også en del plads på Intelligent Design (ID). Vi har valgt herunder at bringe ordlyden af den pressemeddelelse, som blev udsendt fra ORIGOs side, da ID-debatten florerede. Den beskriver kort, hvad ID egentlig handler om, og kan være et passende manifest at tage udgangspunkt i. /hd

3

Pressemeddelelse fra tidsskriftet Origo

Hvad er Intelligent Design? Intelligent design er en teori som tager udgangspunkt i den videnskabelige forskning. Ser vi f.eks. på alle de komponenter der skal virke sammen for at få flagellen hos en bakterie til at snurre, så er det tydeligt at en gradvis udvikling, som den Darwin foreskrev, kommer til kort. Hvert lille udviklingsskridt skal nemlig øge kompleksiteten af flagellen og dermed øge bakteriens evne til at overleve. Ganske på tilsvarende måde som med en bil. Med den véd vi at den aldrig vil kunne køre hvis hjulene, akslerne, batteriet eller andre vitale dele mangler. En bil peger tydeligt på at den er resultat af et design, og det samme viser flagellen eller de millioner af andre komplekse strukturer som vi kan se og opleve i naturen. I takt med at forskningen øger vores viden om den ufatteligt komplekse natur, øges styrken af den videnskabelige idé om Intelligent Design for hver dag der går.

Darwins forklaring forældet

Det er meget vanskeligt fortsat at fastholde Darwins forklaring på oprindelsen af livets kompleksitet den er forældet. På Darwins tid regnede man en celle for at være en klat æggehvidestof, og gener kendte Darwin slet ikke til. I dag er vores viden om livets ufattelige kompleksitet vokset eksplosivt! Det kræver en udvikling af de videnskabelige teorier, og hvis det skal lade sig gøre, kræver det at vi ikke låser os fast i 150 år gamle dog-

4

matiske forestillinger om hvordan naturen fungerer.

Er Intelligent Design-teorien religiøs?

Nej det er den ikke. Intelligent Design tager udgangspunkt i forskningsresultaterne og den kompleksitet de viser. Ligesom når det drejer sig om arkæologiske fund, så kan vi genkende når der har været en intelligens bag det vi finder. Påvisning af intelligens er altså en naturlig slutning med baggrund i forskningsresultaterne. Intelligent Design beskæftiger sig ikke med hvad for en intelligens eller kraft der kan være tale om, men konstaterer blot det påviselige design. Det lukker selvfølgelig op for en religiøs fortolkning, men det er ikke anderledes end at darwinismen appellerer stærkt til den ateistiske tro. Vor tids største ateist, Richard Dawkins, skriver i sin bog The Blind Watchmaker at det før Darwin var umuligt at være en intellektuelt tilfredsstillet ateist . Det var fordi man med Darwin endeligt havde udelukket en guddom fra naturens forklaringer. Det er uholdbart at afvise både Intelligent Design og Darwinismen alene på det grundlag at de har potentiale til en eksistentiel og metafysisk forklaring. De må bedømmes på deres evne til at forklare videnskabelige fænomener. Intelligent Design ligesom materialistisk naturalisme er en videnskabsteoretisk position som kan give anledning til opbygning el-

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

ler formulering af videnskabelige forklaringer. Intelligent Design er en teori der ikke udelukker en udefra kommende intelligens sådan som den materialistiske naturalisme gør det. Hvis Intelligent Design fører til en bedre beskrivelse af virkeligheden, så bør den grundantagelse naturligvis foretrækkes frem for naturalismen. I anden række kan man så drøfte det ikke-videnskabelige spørgsmål om religiøs fortolkning, hvis man ønsker det.

Bør der undervises i Intelligent Design i skolen?

Ja men som et supplement til undervisningen i evolution. Alle børn har krav på en grundig undervisning i evolution også på de kristne og muslimske skoler. Det vil dog være naturligt at være kritiske over for teorien, ligesom vi er kritisk over for alle andre teorier eleverne møder i skolen. Det er en lærers fornemste opgave at lade eleverne få lejlighed til at tænke kritisk og sætte dem i stand til selv at tage stilling. Ved at ville forbyde undervisning i Intelligent Design i skolerne, som Biologforbundet ønsker det, vil det fratage eleverne denne demokratiske mulighed. Det vil også stille darwinismen op som en enerådende teori som det ved lov er forbudt at modsige det var kun i andre tidsepoker og i de ekskommunistiske lande man var så ind-

skrænket over for andre forklaringer. Det vil være ganske urimeligt og et udtryk for dårlig undervisning at foregive at en naturalistisk/materialistisk forståelsesramme er eneste tænkelige mulighed. Den samvittighedsfulde lærer bør antage et bredere perspektiv.

Er skabelse.dk og Origo imod evolution?

Nej slet ikke. Der findes mange elementer i Darwins teori som giver en god forklaring på dynamikken i livets udvikling. Men den indeholder desværre også elementer af mere filosofisk karakter, og dem ønsker vi ikke skal have lov til at stå uimodsagt som fakta og god videnskab. Der er endvidere centrale elementer som ikke er tilstrækkelige. Intelligent Design kan netop give anledning til en formulering af en lang række bedre bud på hvordan kompleksitet kan opstå, end dem Darwin gav os for 150 år siden. Man kan sammenligne med kosmologien: Det er velkendt at Big Bang-teorien ved at indbygge et universelt begyndelsestidspunkt, forud for hvilket intet var, også lægger op til en metafysisk eller måske ligefrem religiøs tolkning, idet man jo stilles over for spørgsmålet: Hvad er årsagen til universets begyndelsestilstand? Men ingen vil kalde Big Bangteorien mindre videnskabelig af den grund.

Debatforum og weblog for Intelligent Design - besøg

www.intelligentdesign.dk

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

5

Er du modstander af evolutionslæren? Af cand.scient Kristian Bánkuti Østergaard Jaeh, øhh, mmm, tja, både-og. Så enkelt er spørgsmålet ikke der findes ikke et klart ja eller nej til det. Journalisten ville have et ja eller et nej til sin artikel til JyllandsPosten, men det ville jeg ikke give. Det var måske derfor, mit vævende svar aldrig kom i trykken. Evolution er en multipakke, som indeholder både filosofi, ateistiske kæpheste, en videnskabshistorie men også god og gedigen videnskab. Et ja til spørgsmålet vil være en accept af, at alt levende er fremkommet uden en indblanding fra en intelligens eller Gud. Et ja vil også betyde et ja til, at vi er beslægtet med aberne og alt andet levende, og vi som mennesker er formet af en række små tilfældige ændringer, der gennem tiden har vist sig at klare sig godt. Det vil også være et ja til at acceptere mennesket som et tilfælde, der ikke kan tillægges en værdi, der er højere end en fugleinfluenzavirus. Et ja vil også betyde en tro på, at livets umådelige kompleksitet er opstået helt af sig selv også selvom der ikke engang er sandsynliggjort en teoretisk overvejelse over, hvordan det kunne ske. Og der er da slet ikke lavet forsøg, der viser hvordan kompleksitet og information kan opstå

6

spontant, og det er slet ikke blevet observeret i naturen. Med et ja må vi sætte vores lid til, at informationens opståen finder forskerne nok ud af med tiden . Et ja vil efterlade os i et koldt og tomt univers, hvor der kun findes det, vi kan måle og veje, og alle spekulationer om en højere mening og magt bliver forvist, inden tanken får fodfæste i vores bevidsthed tro og viden må jo ikke blandes sammen. Et nej er lige så problematisk. Et nej betyder en afvisning af, at du og jeg er forskellige og hvem ville dog være så indskrænket at benægte det? Et nej betyder også en afvisning af de videnskabelige elementer i Darwins teori et nej til det faktum, at der fødes flere mus end der er mad til at brødføde dem, et nej til naturlig selektion, et nej til eksistensen af mutationer, et nej til at nye arter opstår, et nej betyder en fornægtelse af, at mørke sommerfugle er bedre camoufleret på en mørk baggrund end lyse sommerfugle og derfor lettere overlever fuglenes sultne blik. Et nej til evolution er som det ofte fremstilles i pressen et nej til selve videnskaben. Er du imod evolutionslæren? Mit svar er et klart og tydeligt: Jaeh, øhh, mmm, tja, både-og.

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Livet i en vanddråbe

Om udviklingen i en høinfusion Af cand.scient. Holger Daugaard Det slår aldrig fejl: På det tidspunkt høinfusionen introduceres til en gymnasieklasse, er alle elever fyr og flamme. De bliver opslugt af den mikroskopiske verden, der åbner sig for dem. Der går sport i at finde flest mulige forskellige mikroskopiske dyr og planter. Og når resultaterne senere samles ind, bliver klasseværelset nærmest omdannet til et auktionslokale: To Coleps her . Mange bakterier her . Rigtig mange tøffeldyr her. Ikke noget under, hvis Anton van Leeuwenhoek mikroskopets opfinder var betaget af det, han som det første menneske så: En helt ny lille verden, der viser sig under mikroskopet. Ligesom nutidens gymnasieklasse bliver det.

Men hvad er en høinfusion?

Man tager lidt vissent hø, putter det i et syltetøjsglas og hælder kogende vand over. Høet står og bløder ud i et par dage, hvorefter en del af vandet hældes fra, og man tilsætter noget vand direkte fra havedammen eller skovsøen. Så er høinfusionen klar. Fra det visne hø frigives løbende organiske stoffer, som sætter en enorm vækst af bakterier i gang. Bakterierne tilsættes fra damvandet, og de opformeres af den rigelige mængde af føde fra det visne hø. Når

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

bakterierne trives, vil også de encellede dyr, der lever af bakterier, opformeres. Og de lidt større dyr, der lever af encellede dyr alle medbragt med damvandet kommer snart efter. En hel kaskade af liv sættes i gang, og udviklingen kan følges over nogle uger. Det lille glas med vand og vissent hø kan betragtes som et lille lukket økosystem, der gennemløber en udvikling det, der i fagsproget kaldes en succession. Et ganske enkelt lille forsøg, der illustrerer nogle grundlæggende principper ved den levende verden: Levende organismer trives, når de har føde til rådighed Er der føde nok, formerer de levende organismer sig De små organismer er fødegrundlag for de større, der er grundlag for endnu større I et lukket system slipper ressourcerne før eller siden op Når grundlaget for fødekæderne forsvinder, uddør de følgende led også. Så hvis bare man har tid nok, kan man få en spændende udvikling at se under mikroskopet!

En mikro-verden

Det er en fascinerende verden, man kan betragte. Først er der bakterierne. Hvis man skal se dem, kræver det et rigtig godt mikroskop. Bakterier er meget små deres størrelse er mellem 0,001 og 0,5 mm. Van Leeuwenhoeks mikroskop var ikke så kraftigt, så han så ingen bakterier, da han som den første kastede et blik i mikroskopet. Det var først langt senere, at man erkendte

7

Tøfeldyr

Colurella Coleps

bakterier, og først efter at man i mange år havde sluttet sig til, at der måtte være noget . Bakterier optræder overalt og i enorme mængder. I ét gram muldjord findes der f.eks. op til 100 millioner bakterier. Alle ved i dag, at bakterier f.eks. kan forårsage sygdomme, men også at de er meget gavnlige i naturens kredsløb, idet de optræder som nedbrydere af dødt plante- og dyremateriale og dermed sørger for, at stofferne går i kredsløb. Evolutionister vil sige, at bakterier er primitive organismer, men det er en relativ betegnelse. Efterhånden er vi nået til erkendelse af, at de i deres enkelhed dog er uhyre komplicerede. I det hele taget er encellede organismer generelt komplekse, idet de inden for en enkelt celle skal klare alle de livsfunktioner, som flercellede organismer har specialiserede enheder eller organer og væv til. Men bakterierne indeholder adskillige komplekse strukturer, som vi først er ved at opdage. Selv om de ikke indeholder en egentlig cellekerne en egenskab evolutionisterne hæfter sig

8

ved som primitiv har de dog arvemateriale og flere andre strukturer. Nogle bakterier har også svingtråde med en meget kompleks virkningsmekanisme. Så det med enkelheden er absolut en relativ betragtning! Og hvordan de er opstået, er et helt spørgsmål for sig. Når bakterierne findes i rigelige mængder, kommer de bakterieædende encellede organismer til. Her er f.eks. tøffeldyrene, der fascinerer med deres hurtige bevægelser. Tøffeldyrene hører til den gruppe, der kaldes ciliater, de bevæger sig ved hjælp af cilier eller svingtråde, der er fordelt over hele cellens overflade. En anden gruppe, der findes i høinfusionen, er flagellaterne, der som regel kun har et par enkelte længere svingtråde. Endnu en måde at bevæge sig på klarer amøberne, der udskyder cytoplasmaudløbere, hvormed de kryber af sted. Når de encellede bakterieædere først er blevet opformeret, bliver der grundlag for rovdyrene blandt de mikroskopiske dyr. Og ligesom i den store verden er det ikke altid de største, der er de værste. Den lille

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Pediastrum

Coleps er f.eks. en skinbarlig dræber den sætter sig fast på de encellede dyr, den møder, og river dem ganske enkelt i stykker. Det er ingen hindring, at det måske er et tøffeldyr, der er flere gange større end den selv. Ofte angriber Coleps i flokke. Også små flercellede dyr kommer til nogle af dem er faktisk mindre end de største encellede dyr. F.eks. er der flere arter af de såkaldte hjuldyr, som trives i høinfusionen. De har fået deres navn pga. en struktur af cilier, der bevæger sig koordineret og i mikroskopet ligner et lille hjul, der drejer rundt. I virkeligheden bruges hjulet til at filtrere vandet for fødeemner. Her kan man være heldig at se forskellige slags hjuldyr, f.eks. Colurella, der kan sætte sig fast på underlaget ved hjælp af en sjov lille fod, der desuden kan bøjes koket under svømningen.

Algerne

Når bakterierne efterhånden får nedbrudt det visne hø, så der opløses næringssalte i vandet, begynder algerne at trives. Ligesom

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

Scenedesmus

de encellede dyr overføres de med damvandet, men det er først når de rigtige betingelser er til stede, at de begynder at opformeres. Og her får man virkelig flotte farver og former at se! F.eks. er der Scenedesmus og Pediastrum to grønalger af stor skønhed men også flere andre alger i forskellige farver og former kommer til. Hvilken rolle har denne mikro-verden egentlig? Er den nødvendig eller bare endnu en del af naturens mangfoldighed? Vi ved det vel egentlig ikke. Normalt anses mange af de mange organismer for at være de grundlæggende led i nedbrydningen af dødt plante- og dyremateriale, men mangfoldigheden er utrolig. Hver enkelt art og mange er utvivlsomt endnu ikke opdaget, beskrevet og navngivet har sin egenart. Evolutionisten vil nok kalde denne mikroverden for et udslag af evolutionens mangfoldighed; skabelsestilhængeren ser i den et udslag af intelligent design. Du som læser må selv bedømme. Jeg for min del kan ikke lade være med at undres over skaberværkets storhed i det små.

9

Eventyret om suppe kogt på en sten Problemerne ved livets opståen Af rådg. ingeniør Arne Kiilerich Det er nu mere end et halvt århundrede siden, at dr. Stanley L. Miller fremstillede aminosyrer i en laboratorieopstilling. Som min biologilærer i grundskolen sagde: Det er lige før, det rører sig i reagensglasset . Men det har hverken rørt sig i eller uden for reagensglasset. Og der er stadig ingen afgørende gennembrud for ideen om livets spontane opståen. Et af de største problemer for evolutionen er, at det tidligste liv skal være i stand til at formere sig. Al såkaldt udvikling er spildt inden denne egenskab opnås. De mange millioner af år er (heller) ikke i denne sammenhæng evolutionens nærmeste allierede; men derimod evolutionens fjende. Alt hvad der dannes forud for formeringsevnens etablering ødelægges igen på kort tid. Der er intet liv forud for forplantningsevnens opståen .

Bud fra den kulørte videnskab

Illustreret Videnskab har udgivet et temanummer (nr. 13/2005) om Livets Triumf . I dette nummer kan man læse at Jordens liv opstod i tre trin :

10

1. Uorganisk stof bliver til organisk stof. 2. Organiske stoffer reagerer med hinanden og bliver med tiden til makromolekyler. 3. Makromolekylerne (illustreret ved enkeltstrenget RNA) omgives af vesikler og begynder at dele sig. I bladet gives der ingen forklaring på, hvordan organisk stof med tiden bliver til makromolekyler, og hvordan det undgår at nedbrydes hurtigere end det opbygges. Udtrykket med tiden forekommer nærmest ironisk her. Den eneste redning for RNA-molekylet er at springe direkte til trin 3, hvor der er en beskyttende membran og vedvarende fornyelse ved deling. Ideen om gradvis opståen giver ingen mening i denne sammenhæng.

Af jord er du kommet

En teori om formering ved hjælp af replicerende krystaller er formuleret af A. G. Cairns-Smith og diskuteres på flere websites. Der er formentlig nogle som kan huske eksperimenter med krystalvækst af kobbersulfat fra skoletidens fysiklokale. Kobbersulfat er giftigt; men lerkrystaller er mere neutrale og formeres under særlige (og gunstige) omstændigheder i en vis udstrækning. Det påstås desuden, at de kan bære information. Eksperimenter med RNA og ler er udført af Jack Szostak fra Massachusetts General Hospital i Boston og omtales i Illustre-

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

ret Videnskabs temanummer. Krystalvæksten omtales dog ikke i bladet. Lerflageteorien, som tages dybt alvorligt, består i, at DNA- eller RNA-lignende materiale sadler op på en lerflage, og animeres derved til at dele sig sammen med leret. Når RNA eller såkaldt præ-RNA kan selv, kastes lerflagen bort, idet den kun har tjent som et midlertidigt stativ. Det gælder for rytteren om at få kunsten lært i en fart. Lerkrystaller replicerer ikke uendeligt. I virkeligheden skal der være succes allerede i det første forsøg ellers render hesten jo fra rytteren. Og her har vi så (igen) et eksempel på en proces, som ikke kan ske gradvis igennem millioner af år; men der er naturligvis tid til mange enkeltstående forsøg. Teorien er formentlig populær, fordi der ikke rigtigt er andre bud på spørgsmålet om, hvordan organisk liv er blevet til og er begyndt at kopiere sig selv. Der er jo intet stof, som har et indbygget incitament til hverken at organisere sig selv eller andre molekyler på et højere energiniveau end den form, hvorpå de findes i naturen. Har en ydre mekanisk påvirkning nogen indflydelse på en organismes evne til at kunne formere sig? Man kan strække eller sammenpresse en celle, og derved skabe ændringer i cellestrukturen som for eksempel i trykved og trækved i en træstamme. Deling eller formering er derimod uhyre kompliceret og styres indefra af en række enzymer. Formeringsprocessens in-

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

struktioner skal i øvrigt ligge i det DNA-lignende materiale ellers går processen i stå. Det handler jo ikke kun om et one night stand. Kopieringen skal fortsætte uden pauser til dags dato! Men indtil videre er der ikke fundet RNA, som kan formere sig i naturen. Og hvordan kan RNA opstå eller overleve uden for en celle? (En såkaldt præ-RNA-verden er en skrivebordopfindelse for et præbiotisk miljø, som huser et anderledes RNA molekyle, der formodes at kunne formere sig).

Verdens længste forlovelse

Lerflageteorien, som går ud på at ægget skal lære hønen formeringens ædle kunst, er meget problematisk, fordi initiativet nødvendigvis skal opstå i den organiske del af konstellationen. En kat vil heller ikke begynde at formere sig, fordi man trækker den i halen. Lerkrystallens bejlen til det i øvrigt non eksistentielle organiske materiale har derfor meget lange udsigter.

11

Religionen ud af biologi CXVII Af Knud Aa. Back Så skal vi atter igen endnu engang på ny have denne diskussion hvor forskellige aviser på skift demonstrerer at intelligente mennesker ikke kan tvivle på Darwin ! Eller, må jeg præsentere: Endnu et eksempel på tendentiøs journalistik. I den seneste diskussion jeg har kunnet følge i Weekendavisen, har der været en diskussion om ID (Intelligent Design). Og hovedargumentet har igen været at ID blot er en forklædt form for creationisme. Som det hedder i åbningsartiklen af videnskabsjournalisten Lone Frank: Der går et spøgelse gennem det amerikanske samfundsliv. Gespenstet går under navnet Intelligent Design, men mange genkender kreationismens mølædte ånd under de nye smarte gevandter. Og så får den ellers ikke for lidt længere nede i artiklen: Førerbunkeren for udbredelse af ideen om intelligent design er den konservative tænketank Discovery Institute i Seattle. Instituttet er ledet af evangeliske kristne, og dets betydelige økonomiske støtte kommer fortrinsvis fra ligesindede mæcener og fonde. Tilhørsforholdet

12

O Bedstefar Backs polemiske hjørne

fremgår også meget tydeligt af det efterhånden notoriske Wedge document. En relativt kortfattet mission statement som i 1999 lækkede til internettet. »Den antagelse at mennesker er skabt i Guds billede, er et af de grundlæggende principper som den vestlige civilisation er bygget på,« skriver man i selve åbningen. a*) I andet afsnit lamenterer man den videnskabelige materialisme og erklærer den krig. »Tænkere såsom Charles Darwin, Karl Marx og Sigmund Freud portrætterede mennesker ikke som moralske og spirituelle væsner, men som dyr eller maskiner (...) hvis adfærd og tanker er dikteret af biologiens, kemiens og miljøets ubøjelige kræfter.« b*) »De kulturelle konsekvenser af materialismens triumf har været ødelæggende. (...) Discovery Institutes Center for fornyelse af videnskab og kultur søger intet mindre end at nedkæmpe materialismen og dens kulturelle arv.« c*) En af mine norske venner havde denne kommentar til dette fine stykke journalistik: Det er det mest doktrinære, misvisende, ondskapsfulle og lavtpannede innlegg jeg har sett i en avis på svært lang tid. Hårde ord i det høje Nord, måske. Men lad os lige analysere teksten lidt nøjere:

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Dæmonisering

Lone Frank lægger flot ud med en konstatering af at ID-folk nærmest er at sammenligne med hitlertro partisoldater: førerbunkeren! . Så er den ged lissom barberet, idioterne placeret og konspirationen afsløret! Det næste suspekte er naturligvis den konservative tænketank som oven i købet ledes af evangeliske kristne . Findes noget værre? Jo, der er desuden involveret kapitalister! Betydelige økonomiske støtte, ja, hvor betydelig den er, ses tydeligt af sammenligningen til hvor mange penge der gives til enøjet darwinistisk forskning Og for rigtigt at dæmonisere Discovery Institute understreges tilhørsforholdet til det efterhånden notorisk berygtede Wedge Document. Hov, det har bedstefaderen jo ikke citeret korrekt. Jo, faktisk! At bruge ordet notorisk indicerer i konteksten begrebet berygtet, hvilket journalisten som professionel sprogbruger sikkert er ganske klar over. Her er ikke ét ord tilfældigt valgt! Ordet lækkede er ligeledes strategisk anbragt. Det skal nemlig antyde at man har søgt at holde sine reelle motiver skjult for Gud og hvermand. Om dette dokument nu også er så hemmeligt, kan man jo forvisse sig om ved at konsultere Instituttets fremstilling af sagen på http://www.discovery.org/scripts/viewDB/ filesDB-download.php?id=349

Svar på tiltale

Her finder man nemlig en detaljeret gennemgang af og svar på den gang konspirationsteori som Lone Frank her serverer. Jeg har halet et par stykker ned til de i citatet anførte bogstaver: a*) Gudsbilledet som grundlæggende princip. Ja gys og rædsel! Og dokumentet fremturer oven i købet med at hævde at »den indflydelse kan man se på, om ikke hele dét den vestlige civilisation har kæmpet sig frem til, så i hvert fald det meste af det, herunder det repræsentative demokra-

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

ti, menneskerettighederne, den fri næring og fremgang i kunst og videnskab.« Men som man tørt kommenterer: Hvad så? Det er jo blot en konstatering af nogle historiske facts. Så hvorfor den store forargelse? Det er i øvrigt nøjagtig den samme sprogbrug der anvendes i Den amerikanske Uafhængighedserklæring: »Vi anser følgende sandheder for selvindlysende, at alle mennesker af Skaberen er forlenet med visse ufravigelige rettigheder « b*) Klagesang over den videnskabelige materialisme. Der er nu ikke megen klagesang over Discovery Institute s Center for Science and Cultures konstatering af den materialistiske naturvidenskabs verdensanskuelse. »Vi mener dette verdenssyn er falsk,« skriver man og peger dér på en række -ismers samfundsskadelige virkninger. c*) De kulturelle konsekvenser. »Det indrømmer vi da gerne. Vi finder det materialistiske syn der har præget den intellektuelle verdensanskuelse fra sidst i det 19. årh., falsk, og vi ønsker at bekæmpe det! Ud over det ønsker vi også at denne materialistiske tænkning skal mindskes i vores kultur. Vi stikker bestemt ikke noget under stolen. Vi er stolte af at vores forskere har taget kampen op mod denne videnskabelige materialisme. Materialismen er en menneske-nedværdigende filosofi som er blevet brugt til at retfærdiggøre folkemord, barnemord, medlidenhedsdrab og andre onde ting. Disse ting ønsker vi gjort uacceptable i det gode selskab.« Så med sin intimiderende debatform gør Lone Frank sig selv til et godt eksempel på dét som det videre hedder på Instituttets website: »Indimellem forfalder visse darwinister til falske og ubegrundede påstande om at Discovery Institute gør sig til fortaler for indførelse af teokrati , eller at det er en del af det radikale, kristne højre

13

anklager som kun kan betegnes som bagvaskelse, og det viser blot darwinistens egen svage position. I stedet for at tage stilling til substansen i den videnskabelige debat der finder sted om neodarwinismen, forfalder man alene til angreb der appellerer til folks fordomme.«

Ensidigt fjernsyn

DR2 s Deadline har så taget diskussionen op ved at invitere Lone Frank til en samtale med lektor i molekylærbiologi på Roskilde Universitetscenter Ole Vang. Han fik i diskussionen mildest talt en uartig behandling. Selvfølgelig var studieværten på kollegaens side, og Lone Frank fik derfor lov til at slippe af sted med de rene urimeligheder. Hun tillader sig fx at insinuere at Ole Vang ikke driver ordentlig forskning fordi han har en kristen livsfilosofi, og at det kun er ateister som ikke blander religion og videnskab. Og som udgangsreplik får hun lov til, uimodsagt, at gentage galilei-myten. Så fik vi det eventyr serveret for 117. gang. Jamen, er det ikke mageløst. Her sidder en moderne videnskabsjournalist og serverer sådan en gang fordomme. Som en lakonisk kommentar i Origoredaktionen har lydt, skal hun da være så velkommen på Aalborg Universitet til en forelæsning i videnskabsteori.

Oversætterfejl

En oversættelsesfejl har endnu engang mindet mig om at darwinister ikke har noget at lade Kirken høre med hensyn til negativ påvirkning af historien. Nej, jeg vil tillade mig at hævde at de fortrædeligheder som Kirken som institution har stået for, fordi magtmennesker til enhver tid har misbrugt deres stilling, er det rene vand i forhold til det som kan tilskrives darwinismens filosofiske felttog gennem det 20. århundrede, det som Discovery Institute omtaler som de forskellige -ismer. I Icons hvor der forekommer et bestemt darwincitat, hvor Den Gamle bruger

14

udtrykket the wild , er det i basisoversættelsen blevet til de vilde dyr fordi den venlige oversætter ikke har kunnet forestille sig at Darwin ville give udtryk for et så racistisk synspunkt som tilfældet er. Men den korrekte oversættelse af Darwin det pågældende sted er de vilde , underforstået primitive menneskeracer, hvor over den hvide mand så sig selv som infinitely superior ! Det er nemlig et ubestrideligt faktum at engelskmanden Darwin anså den negroide race for en mellemstation på evolutionsvejen fra aberne til de hvide. Og hvad det har haft af frygtelige konsekvenser for den del af menneskeheden som ikke lige er født hvid , er uhyggeligt at tænke på. Hvad andet end naturlig er den nazistiske tanke om den ariske races overlegenhed og folkemord på jøder, sigøjnere og slaver når det blot er survival of the fittest ?

Misbrug

Nu vil nogle måske mene at bedstefaderen bliver for grov. Men så kan det alene skyldes at man ikke kan læse. Jeg har ikke skrevet at alle darwinister er racister og slet ikke nutidens. Jeg har ikke skrevet at evolutionslæren kan legitimere hverken nazismens eller kommunismens folkemord. Selvfølgelig er det et groft misbrug af darwinismen at nå til sådanne synspunkter. Rent historisk er det blot et uafvaskeligt faktum. Man kommer fx ikke uden om (som det også hedder på DI s website) »at arkitekten bag Sydafrikas apartheidsystem, dr. Verwoerd (1901 1966, Prime Minister 1959 66), studerede psykologi i mellemkrigstidens Tyskland. Her overtog han med begejstring nazisternes teorier om racehygiejne , som på sin side var gennemsyret af Darwins ideer (via Nietzsche og Haeckel)!« Og dét glemmes bekvemt af ateister når de skal have os alle til at gyse over alle de urimeligheder Kirken har udsat videbegærlige mennesker for. Det er faktisk lykkedes ateister med denne bortledningsfokusering på hvad forskruede mennesker har fået sig selv til at

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

gøre i kristendommens navn, at glemme vulgærdarwinismens blodige spor i historien. I dag er det et argument i sig selv med en henvisning til højreorienterede amerikanske kristne hvis man vil gøre et synspunkt suspekt. Man behøver slet ikke argumentere for sagen. Blot henvise til kreationister , så er sagen afgjort på forhånd. Og så selvfølgelig krydret med lidt opspind a la at man i skolerne i Kansas har søgt at få forbudt undervisningen i evolution. Faktum er at kristne forældre blot gerne har villet have det religiøse aspekt af darwinismen ud af biologiundervisning. Hvorfor er det mindre religiøst når en Dawkins erklærer menneskelivet for totalt meningsløst og tilfældigt? Det kan ikke med rimelighed kaldes et videnskabeligt udsagn.

Diskussionen landet

I den efterfølgende diskussion får Lone Frank naturligvis det sidste ord. Og her sker der noget interessant i en artikel som søger at bortforklare gigantproblemet med

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

det konstaterede fænomen man har kaldt Biologiens Big Bang, Den kambriske Eksplosion (se venligst Origo nr. 95, sept. 05 for nærmere forklaring). Citat fra WA: »Den afgørende forskel på encellede og primitive flercellede organismer på den ene side og komplekse flercellede organismer på den anden er differentiering. Det vil sige at de forskellige celler udvikler sig væk fra den oprindelige urtilstand som findes i det befrugtede æg, og antager forskellige identiteter. Nogle bliver til tarmbeklædning, andre får plads i et øje eller en leverlap, og atter andre udvikler sig til elektrisk aktive nerveceller. De deler alle den samme arvemasse, men identiteten kommer an på hvilke af de tusindvis af gener der får lov at udfolde sig i cellen.« Og så når vi frem til et ret forbavsende standpunkt: »Betragter man fosterudviklingen, ligner

15

forvandlingen af celler til færdigt individ mest af alt en mirakuløs proces. En perfekt dirigeret symfoni hvis dirigent man ikke kan få øje på. Samtlige individets celler må imidlertid have klar besked om hvad de skal udvikle sig til, hvordan de skal gøre det skridt for skridt, og hvornår de forskellige skridt skal tages. Her kommer dirigenten ind i form af gener der regulerer.« Nu bør man som gammel dansklærer og sproglig petitessehænger naturligvis lade være med at gå op i at journalisten begynder sidste afsnit med en logisk forkert betingelsesledsætning, så det gør vi så næsten. Hvad der er mere alvorligt, er denne snakken uden om problemet. Man konstaterer noget selvfølgeligt, nemlig at fosterets stamceller skal differentieres til de forskellige organers specialiserede celler, men man løser problemet med en overspringsmanøvre: Identiteten kommer an på hvilke af de tusindvis gener der får lov at udfolde sig Man skulle næsten tro at journalisten mener at alle tænkelige gener, altså også dem der er nødvendige til opbygningen af mennesket, ligger latent i den første urcelle . Men det gør hun naturligvis ikke, for det fører jo til argumentet om at evolutionen er formålsbestemt, og den går jo absolut ikke i det materialistiske univers.

Darwinistisk mytologi

Men noget andet er vældig interessant i dette afsnit. Det lyder næsten som om Lone Frank taler om Intelligent Design når hun taler om en perfekt dirigeret symfoni . Men læg lige mærke til at hun derpå

16

foretager en negation af sin egen helt logiske iagttagelse om at der så at sige må være en dirigent til stede ved at tillægge generne mytologiske evner. Så hvad vi ser igen igen, er denne afvisning af tanken om ID med rene mytologiske argumenter. For lige meget hvor meget der henvises til de homeobox-gener der derefter omtales, kommer vi ikke uden om det grundlæggende spørgsmål for 117. gang: Hvor kommer den nødvendige programmering så af homeobox-generne fra? Den information der ligger i en menneskezygote (det befrugtede æg), kommer jo ikke fra zygoter andre steder i Darwins Livstræ. Og selv om man henviser nok så meget til andre livsformers forunderlige evne til at bytte gener, må man jo konstatere at betragtningen er irrelevant i forbindelse med den menneskelige fosterudvikling. Her ligger den nødvendige programmering klar til at denne ene celle kan udvikle sig (ikke evolvere!!!) til netop et menneske! Kort sagt: Det er fantastisk at man skal mødes af alle disse religiøse argumenter hver gang der er tale om ID fra ateisternes side. Samtidig med at der vedblivende skal tegnes dette misvisende billede af creationister (NB! Jeg bruger ordet positivt og skriver det derfor naturligvis med c) der hele tiden skal blande deres religion ind i den videnskabelige debat. For husk det nu: ID er alene forklædt creationisme! Læs også artiklen Amøbedefinisjoner bagest i bladet!

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Utsolgt samme dag

Av Jostein Andreassen Etter hvert som tiden går, ser vi at mange reagerer på evolusjonistenes gamle og tilsynelatende hevdvunne talemåter. Stadig blir flere av dem gått etter i sømmene, og vi ser at de ikke stemmer. Ukorrekte ting blir ikke sanne fordi vi hører dem ofte. Hvor ofte har vi ikke sett at når evolusjonistene blir særlig ivrige etter å glorifisere Darwin, og det virker som de trenger litt av denne rusen nokså ofte for å holde det gående, er den store helten deres selvsagt gravlagt ved siden av Newton . Jeg har tidligere vist i Origo at dette bare er tull (se nr. 83, s. 20ff.!) Det er Baron Kelvin, Faraday, Clerk Maxwell og matematikeren G. Green som har sine gravmæler ved siden av Newton.

Hvor er Darwin?

Darwin ligger et annet sted, ved siden av de to astronomene Herschel. Uttrykket ved siden av stammer nok fra sønnen Francis Darwins beskrivelse, som lyder slik: The grave is in the north aisle [midtgangen] of the Nave [langskipet], close to the angle of the Choir-screen [korgitter], and a few feet from the grave of Sir Isaac Newton. Vi ser at a few feet er blitt til ved siden av ; ved min kanskje litt smålige oppmåling er avstanden ca 30 fot. Newton og hans fire terner ligger foran et gigantisk alter i Midtskipet, hvis tredjedel viser Newton under jordkloden. Darwin og de to Herschels ligger anonymt ute i gangen,

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

midt i gangveien . Men vi skal ikke unnlate å nevne æren ved å bli begravet ved siden av de berømte astronomene.

The Origin

Så har vi den floskelen om at On the Origin of Species , da den kom ut i november 1859, ble utsolgt samme dag. Har du lagt merke til med hvilken stolthet dette blir sagt, og evolusjonistene glemmer aldri å si nettopp det. Men det er også bare tull. For det første var opplaget bare 1250 eksemplarer. Det er ikke mange i en storby som London og av et meget kjent forlag, John Murray. Dessuten sørget forleggeren for at det ble forhåndsannonsert i det kjente Athenaeum den 15. oktober, en hel side, sammen med andre av forlagets kommende utgivelser. Darwins venn, den store geologen Sir Charles Lyell, hadde allerede den 18. september talt varmt og provocatively om Darwins kommende verk om the difficult and mysterious subject i The British Associations møte i Aberdeen. Selveste Prins Albert, Dronning Victorias gemal var tilstede, noe som gav ekstra oppmerksomhet. Athenaeum hadde en god reportasje av Lyells tale den 24. september.

Annonser

Murray fortsatte sin annonsekampanje. 29. oktober har han et nytt oppslag i bladet, denne gang med Darwins nye bok på en mer fremtredende plass. 12. november gjentok det hele seg, med boka ikke så eksponert denne gang, men med større skrift.

17

Uka etter, den 19., kom et nytt iøynefallende oppslag. Og denne gangen setter redaktøren W.N. Dixon inn en anonym omtale, selve lederartikkelen, på fire spalter. Det viser seg at den er skrevet av John R. Leifchild, en forfatter og anmelder. Måten denne er laget på, er så interessevekkende at hadde det ikke vært for bladets uavhengige rykte, ville en tro at redaktøren var betalt av Murray for å få skrevet nettopp en slik omtale! Perfekt timet , akkurat passe fiendtlig til å vekke både engstelse og sinne: If a monkey has become a man what may not a man become? (...) Why construct another elaborate [kunstferdig] theory to exclude Deity from renewed acts of creation? Darwins biograf Janet Browne skriver: The Reviewer declared that Darwin's book was almost too dangerous to read. It should be put in the safe hands of theologians and left to the mercies of the Divinity Hall, the College, the Lecture Room and the Museum. (Browne 2002:87) Darwin skriver så til vennen Hooker: He would, on no account, burn me, but he will get the wood ready, and tell the black beasts [dvs. prestene; han nevner dem i setningen før] how to catch me. Den 22. november ankommer bøkene til bokhandlerne. En rapport om boka kommer i Our Weekly Gossip [sladrespalten] i Athenaeum den 26.

Antallet

Darwins bok trykkes i et antall av 1.250. Derfra må vi trekke fra en del eksemplarer, og det antallet som blir solgt, kommer fram slik: Den 11. og 12. november sender Darwin et eksemplar til venner og prominente personer sammen med et litt smiskende eller unnskyldende brev. Disse var til 90 forskjellige personer, listet opp i Burkhardt et al 1993:555. En del av disse sendes direkte fra trykkeriet, med dedikasjon påskrevet av en kontorfunksjonær. Darwins medfølgende brev står i Burkhardt 1991:365ff. Forfatteren beholdt 12 eks. til seg selv, 41 ble sendt til forskjellige personer og aviser/magasiner til anmeldelse og 5

18

gikk til Stationers Hall Copyright (Freeman 1977:75). Det skulle da bli 1250 90 12 41 5 = 1102 ex som gikk til bokhandlerne!

How could anyone know?

Som Freeman sier det: These facts are at variance with the often-printed statement that all the 1250 copies were sold to the public on publication day, Thursday 24th; indeed once copies had reached the bookshops, up and down the country, how could anyone know whether they were sold or not. (s.75) Peckham skriver dette slik: (...) the statement so commonly made that the book sold out on the first day a statement that many have interpreted as referring to retail sales [detaljsalg] from book shops must be revised. (Peckham 1959:17) Trolig stammer misforståelsen fra Darwin selv, når han skriver i sin dagbok og som blir viderebrakt av Francis Darwin: 1250 copies printed. The first edition was

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

published on November 24th, and all copies sold the first day (F. Darwin II 1887:205). Det bør nevnes at andre bøker som Murray sendte ut samtidig som Darwins, Samuel McClintock: Narrative of the Discovery of the Fate of Sir John Franklin går ut i 7.600 eksemplarer og Samuel Smile: Self-Help i 3.200 eks. Det var nokså mange flere enn Darwins. Browne forteller også at på samme tid hadde Richard Bentley solgt thousands of copies av noveller og The solid religious Bridgewater Treatises hele 60.000 copier. Det er også interessant å legge merke til at av de 1.102 eksemplarene av Darwins bok ble hele five hundred solgt til Mudie's Circulating Library (Browne 2002:88f.; 90). Dessuten må vi huske at Darwin var en kjent forfatter på denne tiden pga sin veldig flotte reiseskildring fra verdensomseilingen ca 25 år før. Omtrent samtidig kjøpte det nevnte biblioteket også opp andre forfattere i et antall av ca 3.000 (do.)

Konklusjon:

Altså: At alle kopier av førsteutgaven av Darwins bok On the Origin of Species (1859) ble solgt ut samme dag, er ikke riktig.

Litteratur:

Browne, Janet: Charles Darwin. The Power of Place. Volume II of a Biography , 2002 Burkhardt et al (eds.): The Correspondence of Charles Darwin. Volume 7 1858-1859 , 1991 Do.: Volume 8 1960 , 1993 Darwin, Francis: Life and Letters of Charles Darwin , III, 1887:361. Freeman, R. E.: The Works of Charles Darwin. An Annotated Bibliographical Handlist , 1977. Peckham, Morse: The Origin of Species by Charles Darwin. A Variorum Text , 1959

Vind et gratis årsabonnement Send dine fotos eller tegninger ind til Origo Har du taget årets foto som andre bare må se, så har du chancen nu. Er du vild med at male eller tegne, så har du muligheden for at udstille dine værker. Kommer dit billede på forsiden, kvitterer vi med et gratis års-abonnement. Betingelse: Fotos eller tegninger skal relatere sig til skabelse, videnskab eller etik. Origo forbeholder sig ret til at anvende indsendte fotos til brug i tidsskriftet med henvisning til ophavsmanden. Send dit bidrag til: krul@skabelse.dk Skriv dit navn og evt. kommentarer i menuen egenskaber til billedet.

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

19

s

Hvad er Grundtyper ?

Af cand.scient Kristian Bánkuti Østergaard I september 2003 udgav Origo særnummeret Grundtyper . Der har været en efterspørgsel på en lidt lettere introduktion til emnet, så den kommer her. Vi ser alle sammen en variation omkring os du og jeg ser forskellige ud. Det er også den variation, som er en vigtig brik i Darwins teori, selvom han ikke forstod, hvorfor variationen opstår. Hvem benægter, at mennesker ser forskellige ud og forandrer sig hele tiden? Vi er anderledes end selv vores forældre og ikke mindst andre folkeslag, som ser endnu mere anderledes ud. Det vil også være intellektuelt problematisk at benægte, at der er et slægtskab mellem en rottweiler og en pekingeser, blot fordi man tror på en skabelse vi ved jo, at de har en fælles forfader i ulven. Der foregår altså en evolution, eller variation om man vil, men hvor går grænsen, hvis vi fastholder, at aberne ikke har en plads i familiealbummet? Det er præcist dét spørgsmål, som grundtypemodellen besvarer, samtidig med, at den opstiller en videnskabelige arbejdshypotese. I sin enkelhed blev der i tidernes morgen designet en mængde grundtyper, som kan tælles i hundrede måske tusinder. Disse grundtyper var fuldt ud funktionsdygtige og på ingen måde laverestående eller mindre komplekse, i forhold til de organismer vi ser på jorden i dag. Grundty-

20

perne er designet med stort potentiale til at kunne variere og tilpasse sig ændringer i miljøet. Mekanismerne for den tilpasning og udvikling kan meget vel være naturlig udvælgelse og mutationer, som evolutionsteorien opererer med. Nogle vil kende denne variation under betegnelsen mikroevolution. Grundtypemodellen findes i mange afskygninger, og de er videnskabeligt set ikke altid lige gennemarbejdede. Der findes dog en meget gennemarbejdet model, som er udviklet af biologen Siegfred Seherer. I 1993 udgav han bogen Typen des Lebens, hvor han med stor videnskabelig grundighed evaluerer problemerne med artsdefinitionerne i biologien og opstiller den alternative grundtypemodel. Trods bogens tyske titel skrives der også på engelsk.

Definition af en grundtype?

En grundtype er en definition af en gruppe dyr, ligesom art, slægt, orden og række er det i det biologiske klassifikationssystem. 1. Dyr og planter inden for en grundtype er beslægtet. 2. En grundtype kan bestå af flere beslægtede arter. 3. Dyr og planter er ikke beslægtet grundtyperne imellem. 4. Grundtyperne er skabt hver for sig som færdige prototyper. 5. Grundtyper er dynamiske dyre- og plantegrupper, som tilpasser sig miljøet med nye variationer og artsdannelser (mikroevolution), men der opstår ikke nye komplekse strukturer (makroevolution).

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Grundtypemodellen er baseret på de samme fund og undersøgelser, som evolutionsteorien støtter sig til, og derfor er den hverken mere eller mindre videnskabelig end den almindelige klassifikation. Forskellen er, at grundtypemodellen tolker samme resultater i et andet lys, end evolutionsteorien gør det gør konklusionen anderledes.

Artsdefinitionen har problemer

Siegfried Scherer, der er skabelsestilhænger, forsker i grundtyper. Han har bl.a. fundet frem til, at det almindelige kriterium om frugtbart afkom ikke er anvendeligt som afgrænsning imellem dyregrupper. Efter den mest brugte artsdefinition er der tale om to arter, hvis individerne får et sterilt afkom (hvis de da overhovedet kan få afkom), men et individ kan blive sterilt blot ved meget små genetiske ændringer. Dvs. at dyr, der ligner hinanden næsten på en prik, ikke kan få afkom blot pga. en lille ændring i generne, der gør deres afkom sterilt. Der findes omtrent 20 forskellige artsdefinitioner, og de har alle problemer i

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

den praktiske biologi, når dyrene skal inddeles i dyrerigets mindste kategorier. En klar afgrænsning er nemlig et afgørende punkt for at kunne bruge definitionen som en gyldig videnskabelig arbejdshypotese. Hvordan adskiller vi så grundtyperne? Siegfried Scherer har opsat nogle kriterier1 for, hvornår man kan tale om en grundtype (med mine kommentarer i parentes) 2 ,3. 1. To individer tilhører den samme grundtype, hvis de kan få afkom. (Bemærk, at det behøver ikke at være formeringsdygtigt, dvs. at hest og æsel tilhører samme grundtype). 2. To individer tilhører den samme grundtype, hvis de kan få afkom igennem en tredje organisme. 1 2 3

Kriterierne varierer hos forskellige forfattere, og grundtype bliver også kaldet prototype eller kind i den engelske litteratur. Typen des Lebens, Studium Integrale, af Siegfried Scherer, 1993, Pascal Verlag Berlin Reinhard Junker og Siegfried Scherer, Evolution Ein kritisches Lehrbuch. Weyel Biologie, 1988(?)

21

get information generne besidder til variation.

Grænser for udvikling

3. To individer tilhører den samme grundtype, hvis de kan befrugtes kunstigt, og det nye tidlige fosterstadie (blastula) kan overleve til et bestemt stadium. Arbejdet med at afgrænse grundtypen skrider langsomt frem. Kun få grundtyper er blevet kortlagt indtil nu. Siegfried Scherer ser det ikke som et nyt klassifikationssystem, men et supplement til det eksisterende system.

Variationen er stor

Det er et meget spændende arbejde. Vi må se helt anderledes på dyregrupperne og være åbne for en meget stor variation. Der er foretaget parringer mellem grupper af dyr, man tidligere ikke har troet hørte sammen, men som man nu kan placere under samme grundtype. Man har parret en løve og en tiger og fået en liger , man har parret en ged og et får og fået en ger , en hval og en delfin og fået en hvalfin , en hest og en zebra og fået en zest , en kamel og en lama og fået en lamel osv. De dyr, der kan få afkom, tilhører samme grundtype. Eksemplet på den største variation af grundtypen er hundene de udviser en enorm variation i størrelse, farve, temperament og pelslængde. Udviklingen af grundtypen er stor, men vi oplever også en begrænsning i, hvor me-

22

I 1747 præsenterede en mand, der hedder Andreas Margraff, flere varianter af roen. I 1786 plantede Franz Achard roer nær Berlin som et forsøg på at få et kommercielt sukkerudbytte ud af avlen, og i 1802 blev den første sukkerroefabrik bygget. I 1811 fik Napoleon øje på fidusen og ville selv producere sukker, så han kunne gøre sig uafhængig af den dyre import fra de vestindiske øer. Han satte et storstilet arbejde i gang og byggede 40 fabrikker og samlede de største botanikere i Frankrig for at forædle roen til at give et højere sukkerudbytte. Roen havde i begyndelsen kun en sukkerprocent på 4%, men den blev efterhånden avlet til at give en ydelse på hele 17% men så var det også slut. Det var som om de ramte en mur, for uanset hvordan de avlede videre, kunne de ikke komme højere. Det ser ikke anderledes ud i dag, hvor sukkerindholdet ifølge Landbrugets Rådgivningscenter ligger og vipper mellem 16% og 18%4 . Eksemplet er ikke enestående. Hos en bestemt hønserace har man fra 1933 til 1965 fordoblet antallet af lagte æg op til 249 om året, og køer har en mælkeydelse, der langt overgår tidligere tiders. I 1950 producerede en ko kun 15 liter om dagen i snit, mens de nu i snit er over 20 liter om dagen. Sukkerroen har et genetisk potentiale, som det var muligt at avle frem til ca. 17 %, og så sagde det stop. Det kan tilsyneladende ikke øges mere, og her findes efter alt at dømme en barriere hos den grundtype sukkerroen tilhører.

Darwin ikke ude af billedet

Grundtypemodellen er ikke et radikalt opgør med Darwin. Faktisk indeholder teorien flere af de videnskabelige elementer, som Darwin brugte i sin teori her er variation og naturlig udvælgelse de vigtigste 4 Karsten A Nielsen, Landbrugets Rådgivningscenter, januar 2001

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

elementer for tilpasningen af grundtyperne til miljøet (mikroevolution). Forventningerne til den skabende kraft ved mutationer og naturlig udvælgelse er dog normalt mindre hos grundtypeforskerne. Mens mutationer/variation koblet med naturlig udvælgelse har uanede potentialer til at skabe nye komplekse organismer i evolutionsteorien, så regnes naturlig selektion inden for grundtypemodellen kun som en bevarende mekanisme, der sorterer svage individer bort. Mutationer ændrer kun i eksisterende DNA, og det betyder mindre ændringer, men de er ikke medvirkende til en øgning af kompleksiteten hos grundtyperne.

Gammel idé

Grundtypemodellen er ikke en ny idé. Tanken om en afgrænset grundtype er ikke ny, og den støttes allerede i en mere snæver betydning af den skabelsestro svenske videnskabsmand Carl von Linné (17071778). Først de sidste årtier er der gjort gode forsøg på at definere en grundtype med en videnskabelig baggrund, så den kan defineres mere præcist.

Begrænsningen ved teorien

Begrænsningen ved grundtypemodellen er, at det ikke er muligt at gøre rede for, hvordan og hvornår grundtyper blev plantet ved skabelsen. Det ligger desværre

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

uden for vores videnskabelige rækkevidde, for videnskaben kan kun beskrive de ting, vi kan måle og veje. Selvom det ville være at foretrække, at selve skabelsen kunne undersøges, så betyder det ikke, at det ikke er sket men den del af teorien må bero på tro. Alligevel peger især kompleksiteten i livet og den naturlige biologiske afgrænsning af grundtyper på, at skabelsen har fundet sted. Selv om argumentationen for grundtyper er begrundet naturvidenskabeligt, så skal der ikke lægges skjul på, at den er inspireret af en tro på en skabelse. Mere præcist i 1. Mos 1, hvor der står, at Gud skabte alle slags planter/frugttræer/levende væsner/vingede fugle/vilde dyr/kvæg/krybdyr . Grundtyper er synonym for ordet slags . Går man tilbage til ældre oversættelser, ses det endnu klarere, at der står, Gud har skabt forskellige grundtyper. I oversættelsen fra 1872 hedder det efter sin slags , men går vi til forgængeren til den bibeloversættelse, vi bruger i dag, ser vi, det hedder efter deres arter desværre! Det er den sidste oversættelse med ordet art som har ført til den misforståelse, at nye arter ikke kan opstå. Ordet art er en biologisk betegnelse, og derfor er det uheldigt at bruge den i en bibeloversættelse. Når Bibelen taler om art , så referer det ikke på nogen måde til den biologiske artsdefinition.

23

Kreativitet og vitenskap (del 4) Av professor Peder A. Tyvand Fjerde og sidste del av Peder Tyvands artikelserie Kreativitet og vitenskap

6. Hvordan en leder kan knekke kreativiteten hos sine underordnede Lederne i vitenskapelige miljøer har ofte stor makt over de unge rekruttene. I tung eksperimentell vitenskap er dette maktgrepet sterkere enn i de fagfeltene hvor man utvikler egne teorier eller samler data på egen hånd ute i naturen. Store laboratorier i partikkelfysikk, bioteknologi og medisin kan ha en streng pyramidestruktur. Ofte kan den faglige toppfiguren om han vil kreve å få sitt navn med på alle faglige artikler som publiseres fra hans laboratorium. Det hender også at det finnes en gruppe mellomledere som får være med som medforfattere på arbeidet til den unge håpefulle. Den som har gjort den tyngste praktiske jobben på laboratoriet fra dag til dag, må ofte finne seg i at mange andre kommer og vil dele æren med ham. Uten at det står i hans makt å hindre det. At en faglig leder som har den største vitenskapelige autori-

24

teten, skal få være med som forfatter, kan være greit nok. Alle ser at han har mange jern i ilden. Han garanterer for kvaliteten på hele virksomheten, og han er forhåpentligvis også en døråpner internasjonalt. Men det som kan være verre å svelge for den unge håpefulle som sliter på laboratoriet til langt på natt, kan være noen halvgamle og halvgode forskerne i systemet som tilsynelatende tar livet med ro. Men som også lykkes med å komme med som forfattere av den unge forskerens arbeid. Kanskje denne ungdom ikke kan se at alle disse har bidratt med noe til arbeidet hans. En mistanke kan snike seg inn om at noen får være med som forfattere som en belønning for at de er lojale mot sjefen i enhver sammenheng. Man kan føle seg hensatt til en hønsegård hvor det hakkes ovenfra og nedad i rangordningen. Men det er vanskelig å bevise at det virkelig er slik i et system hvor nesten bare ledelsen har full oversikt. Og hvor noen av de andre er nokså lite meddelsomme. Det er likevel ikke bare ulemper forbundet med å ha en faglig pyramidestruktur. Selv du som kanskje må jobbe flere år nederst i pyramiden, skal vite at du kan ha fordeler av dette på lengre sikt. Når ditt solide arbeid er blitt publisert, men det er mange blindpassasjerer som deler æren, har du desto flere som du kan få velvilje

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

fra om du senere skal prøve å avansere i systemet. Og da kan du kanskje senere få være med og selv dele æren for det som den neste generasjonen av forskerspirer får til. En annen fordel du kan ha av en pyramideformet maktstruktur, er at kreativiteten hos deg som underordnet kan ha bedre kår. Det er mindre truende for ledelsen å la de unge få utfolde sin kreativitet, når det likevel for ettertiden vil se ut som om det var de eldre maktfigurene som stod bak. Mindre truende enn om skaperkraften til de yngste skulle true med å sette den faglige senior i skyggen. Denne faren er større i teoretisk enn i eksperimentell vitenskap, om vi da velger å se dette fra ledelsens side. I teoretisk vitenskap har den faglig ledelsen ikke samme typen maktgrep som på et laboratorium. Ledelsen for et vitenskapelig laboratorium kan ha et grep om rammebetingelsene faglig, operasjonelt, mannskapsmessig og økonomisk, med full oversikt over hva som går og ikke går. I teoretisk orientert vitenskap finnes det ikke slike klart avgrensede rammebetingelser. Begrensningene er ofte mer mentale enn prinsipielle. En ung teoretiker kan plutselig finne ut noe viktig helt på egen hånd. Det er ikke alle ledere som klarer å takle like godt at slike unge holder på at vokse dem over hodet. Derfor hender det at le-

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

delsen finner på å bruke skarp lut for å undertrykke rekruttenes kreativitet. Nedenfor vil jeg sette opp en lang liste med utsagn som til tider brukes for å holde underordnede nede. En del av disse har jeg hørt selv i diverse sammenhenger, men jeg har aldri trodd på dem. Det vil si at jeg aldri har tatt dem inn over meg og latt dem begrense meg. Disse holdningene vil jeg gjerne føre videre her i Origo. Enhver undertrykkelse av kreativitet bør identifiseres så tidlig som mulig og avvises. Jeg vil derfor utfordre leseren til å komme med slagferdige svar som kan avvise alle disse angrepene mot hans egen kreative integritet. Ofte spiller man på den underordnedes skyldfølelse eller frykt. Det er de to klassiske herskerteknikkene (Nissen 1945). Til skrekk og advarsel vil jeg, om enn i runde ordelag, omtale en person som dessverre gav etter for press fra høyere hold mot hans egen kreativitet. En mann som var en lovende forsker på slutten av sekstitallet, var fortsatt lovende tretti år senere da han gikk av med pensjon. Heller ikke mer. Han hadde fått publisert en glimrende vitenskapelig artikkel i 1971, men ble av en eller annen grunn tatt hardt av sin overordnede professor. Han ble avvist da han søkte om å få avlegge doktorgraden. Men han ble ikke nektet jobb i systemet. Han fikk vandre rundt som en elskelig universitetslærer i en mannsalder. Men han publiserte aldri mer vitenskap. Og han utfordret så vidt vi vet aldri sin professor. Verbalt eller faglig. Du som arbeider med vitenskap og som leser dette, må aldri havne i den grøfta. Ikke bli servil og handlingslammet! Det er bedre å bli upopulær mens du gjør godt arbeid, enn å bli godt likt fordi du ikke tar initiativ, men er lett å kontrollere. Her følger en nummerert liste av utsagn som du som underordnet kan komme til å høre fra en autoritetsperson som prøver å knekke din kreativitet. Noen av utsagnene skal kamuflere at man faktisk er ute etter å stjele ideen.

25

1) Vi har forsøkt dette tidligere. 2) Dette har aldri vært forsøkt, av gode grunner. 3) Dette er utenfor vårt område. 4) La oss holde på med det vi kan. 5) Dette blir for risikabelt. 6) La oss holde oss på jorda. 7) Dette blir for svevende. 8) Vi har viktigere ting å gjøre. 9) Dette krever for mye ressurser. 10) Jeg synes ikke noe om dette forslaget ditt. 11) Vi er nok ikke modne for dette ennå. 12) Dette har vi tenkt på for lenge siden. 13) La oss tenke grundigere over saken. 14) Kom ikke med dette nå igjen! 15) En god idé, men ikke gjennomførbar. 16) En sørgelig dårlig idé. 17) Man kommer til å le av oss. 18) Hvor har du fått tak i alt dette? 19) Vi klarer oss bedre uten dette. 20) Jeg kan ikke se noen sammenheng i dette. 21) Det er lett å se at dette ikke er nytt. 22) Jeg vet om en som forsøkte det! 23) I det lange løp ville det være en blindgate. 24) Dette er ikke framtidsrettet. 25) Fagets utvikling går i en helt annen retning. 26) Dette ville isolere oss i fagmiljøet. 27) Hva du forsøker å si er vel 28) Det er slik en tenker før en får oversikt over faget. 29) Manglende innsikt gjør at slike tanker dukker opp. 30) Det er bedre å lære seg faget enn å kaste bort tida på slikt. 31) Vi har ikke bruk for uansvarlige dagdrømmere. 32) Du har misforstått. 33) Du vil finne forklaringen når du setter deg skikkelig inn i det jeg har skrevet. 34) Du har ikke oppfattet hva som er viktig i vårt fag. 35) Så du har endelig forstått dette nå? 36) Du mangler faglig selvdisiplin. 37) Dessverre har du latt fantasien løpe løpsk.

26

38) Alt som kan gjøres ut av slike ideer, er allerede gjort. 39) Denne ideen fenger ikke i dag. 40) Du er altfor sent ute med dette. 41) Dette er et tilbakelagt stadium. 42) De som drev med dette, er forlengst glemt. 43) Dette var vi også opptatt av en gang. 44) Vi sluttet heldigvis med dette i tide. 45) Slike aktiviteter vil aldri oppnå anerkjennelse. 46) Velkommen etter! 47) Du overforenkler. 48) Du gjør tingene vanskeligere enn de er. 49) Du konstruerer opp en vanskelighet som ikke er der. 50) Problemet dukker ikke opp når du ser dette på min måte. 51) Det virker som om du prøver å provosere. 52) Prøver du å finne opp kruttet om igjen? 53) Du må følge bedre med i litteraturen! 54) Vet du virkelig ikke at det har pågått en stor debatt om akkurat disse spørsmålene? 55) Dette blir for virkelighetsfjernt. 56) Vi kan ikke trekke vitenskapen ned på et så hverdagslig plan. 57) Kan du gi meg en eneste grunn til at du skulle kunne bidra på dette feltet? 58) Vi må avgrense oss mot slike problemstillinger. 59) Dette er et angrep på vår faglige integritet. 60) Her svikter du vårt fagmiljø. 61) Før i tiden var det noen som tenkte slik. 62) Ingen er interessert i dette. 63) Vil du prøve å bli verdensmester i noe som ingen andre driver med? 64) Her tenker du for snevert. 65) Her gaper du for høyt. 66) Noen kan aldri lære av sine feil. 67) Tenk om du hadde sagt dette til eksamen! 68) Vær glad du sier dette bare til meg! 69) Jeg skal ta hensyn til deg og ikke si det til noen.

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

70) Tør du hevde dette i et seriøst faglig forum? 71) Det er umulig å forholde seg til dette. 72) Når man er gått tom for ideer, hender det at man griper til slikt. 73) Du vet jo ikke hvordan du skal utnytte dette. 74) Bedre lykke neste gang! 75) Du kan ikke konkurrere med alle i utlandet som driver med dette. 76) Tro meg: En gang ble faktisk slike tanker oppfattet som seriøse. 77) Dette blir for upresist. 78) Dette blir for firkantet. 79) Slike løse tanker er ikke vitenskapelige. 80) Dette blir mer ambisiøst enn det er grunnlag for. 81) Dette blir for banalt. 82) Pussig at vi begge fikk denne ideen samtidig. 83) Du har jo ikke ressurser til å følge dette opp. 84) Du klarte ikke å overraske meg. Prøv igjen! 85) Dette er ikke noe sentralt spørsmål. 86) Dette har ikke med selve saken å gjøre. 87) Du konsentrerer deg om det spesielle i det spesielle. 88) La meg si litt om alt det du må beherske før du kan ta hensyn til slike ting. 89) Dette er å snu hele problemstillingen på hodet. 90) Jeg fryktet at denne feilen ville dukke opp igjen en dag. 91) Jeg visste det. Jeg visste at dette ville komme før eller siden. 92) Det er akkurat slik jeg har skolert mine studenter til ikke å tenke. 93) Du kan jo ikke tenke selvstendig. 94) Det vil aldri bli noe faglig miljø for å arbeide med slikt. 95) Du vil aldri klare å markedsføre dette. 96) På forhånd kan jeg si deg at dette aldri vil gå bra. 97) Slike tanker hemmer forskningen. 98) Men dette er jo noe alle vet. 99) Å gjøre dette er en ting. Men husk også på at du må kunne forsvare det.

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

Nesten ett hundre utsagn. Merk at jeg noen ganger har latt utsagn som sier to motsatte ting følge etter hverandre. For å tydeliggjøre at det ikke akkurat er logikk som ligger bak utsagnene. Mer et ønske om kontroll ved å manipulere deg følelsesmessig. Noen av utsagnene er selvopplevd. Andre er kopiert fra diverse uoffisielle rundskriv. To av disse har overskriften: 50 argumenter for å unngå nye forslag/ ideer. 60 punkter til å motarbeide nye ideer . Trykt på to A4-ark som noen har kopiert og sendt meg. Uten referanser eller navn på opphavsmann. Jeg tror at all bevisstgjøring omkring herskerteknikker vil komme ofrene til gode. Humor er viktig for å heve seg over angrepene, og lista ovenfor er unektelig komisk. Noen vil kanskje si at en slik liste kan gi herskerne ny ammunisjon. Det tror jeg ikke, for mitt inntrykk er at slike folk har all den ammunisjon de trenger fra før. Det er viktig å gjennomskue herskerteknikker så man ikke lar seg overkjøre. Du er avhengig av å beholde overskudd og pågangsmot for å være kreativ. For å nøytralisere maktmisbruk tror jeg man bør ha en kombinasjon av fasthet, selvtillit og en tilgivende holdning overfor maktfiguren. Det er et tapsprosjekt å gi etter for fristelsen til bitterhet og hevn. Man kan risikere både å tape kampen og skade seg selv. I Bibelen finner vi et relevant eksempel i 1. Samuelsbok hvor striden mellom kong Saul og hans yngre rival David blir beskrevet. Saul ville uten å nøle ha tatt livet av David om han hadde kunnet, mens David bare skar en flik av kappen til Saul da han hadde muligheten til å drepe ham. I kapittel 24 ser vi at Saul til slutt måtte anerkjenne den godhet David hadde vist ham ved ikke å hogge ham ned. Men vi skal merke oss at David på sin side hadde rømt for Saul, og ikke stilt seg laglig til for hogg .

27

7. Tilfeldigheter og berømmelse

Noen forskere får berømmelse uten å fortjene det. Eller faktisk uten å jobbe for det. Kanskje de ikke har vært kreative, men har hatt flaks (da.: har været heldige). Noen snubler over en viktig oppdagelse, nærmest av vanvare. Eller de hadde gode forbindelser. Slik at de klarte å tilrane seg æren for noe som andre hadde gjort. John Waller (2003) har skrevet en bok om forhistorien til viktige vitenskapelige oppdagelser. Philip J. Davis (2003) skrev deretter en interessant anmeldelse av denne boken, hvor han trakk fram følgende fire utsagn fra boken (lett omarbeidet til norsk): Det å utvikle vitenskapelige resultater er mye sterkere preget av tilfeldigheter enn vi tror. Som i alle typer historieframstilling vil vektleggingen av den store mann og hans oppdagelse neglisjere bidragene fra en mengde individer som aldri fikk den status de fortjente. Vi bør ta imot beretningene om det vitenskapelige geni med en dose nøkternhet. Det vitenskapelige paradigmet, den sosiale og politiske sammenheng og tilfeldighetenes spill må tas i betraktning. Om vi skal kunne vurdere en vitenskapelig oppdagelse uten å begå en feil som moderne historikere kaller presentisme . I følge Davis er presentisme en fordomsfull måte å tolke fortiden på. Det at man ser fortiden utelukkende i lys av den kunnskap og de holdninger som er dominerende i vår samtid. Denne tankegangen bygger på at nåtiden er en likefram og uunngåelig følge av naturlige årsakskjeder i fortiden. Slik at vi enkelt kan ekstrapolere fra nåtiden, bakover i tid. Darwinismen bygger forresten på en slik presentisme når den ofte helt ukritisk forutsetter at: Nåtiden er nøkkelen til fortiden

28

Waller nevner en del eksempler hvor ettertiden sitter igjen med et skjevt bilde av et vitenskapelig framskritt. Her er noen av dem: Overvurdering av en enkeltperson. Sir Alexander Fleming oppdaget penicillin ved en tilfeldighet, men gjorde lite for at oppdagelsen skulle bli til nytte. Neglisjering av måledata. Sir Arthur Eddingtons verifikasjon av Einsteins generelle relativitetsteori. Robert Millikans berømte dråpe-eksperiment. Begge disse to så bort fra en hel del av sine egne eksperimenter for å kunne trekke sine konklusjoner. Avstand mellom liv og lære. Joseph Lister ble kjent som talsmann for antiseptiske operasjoner, men drev selv et sykehus med dårlig hygiene. Falsk krav på berømmelse. Frederick Banting. Han bagatelliserte den viktige rollen som Charles Best spilte i oppdagelsen av insulin som behandling av diabetes. Feilaktig bilde av en debatt. Den berømte debatten mellom Thomas Huxley og biskop Samuel Wilberforce i 1860. Huxley lyktes i ettertid med å skape et bilde av denne debatten som er i strid med hva som faktisk skjedde. Å tro på to motstridende teorier. Charles Darwin var hele sitt liv en overbevist lamarckist. Det vil si at han trodde at erhvervede egenskaper var arvelige. Darwin trodde altså ikke på den darwinisme han i ettertid er blitt tillagt, men like mye på dens motsetning lamarckismen. Feilaktig bilde av å ha vært forut for sin tid. Gregor Mendel representerte ikke den mendelske genetikk. Han la spiren til at den ble utviklet, og det er noe annet. De tre siste eksemplene handler om skapelse og evolusjon. Det finnes knapt noe annet felt hvor grensen mellom myter og naturvitenskapelige realiteter er mer tåkelagt. Hvor fortiden framstilles i et etterpåklokskapens lys, eller det som verre er.

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Fortiden forvrenges til det ugjenkjennelige. For eksempel ved at man tror man vet at alle dyr har en naturlig avstamning fra amøben. Dessverre finnes det kreasjonister som konkurrerer med darwinistene når det gjelder å trekke vidløftige konklusjoner som det ikke er grunnlag for. Som man roper i skogen, får man svar. Den ene ytterlighet legger grunnen for den andre. Origo ønsker å stå for nøkternhet i forhold til livets tilblivelse og utfoldelse. Presentismen lukker øynene for brå framskritt som skyldes flaks og tilfeldigheter. Et mye omtalt eksempel på flaks i industriutvikling er de små gule papirlappene med lim på: Post-it. Disse ble lansert i 1980 av industrikonsernet 3M (Minnesota Mining and Manifacturing Co). En forsker med det klingende navnet Spencer Silver hadde i 1968 utviklet et meget spesielt lim. Ved en tilfeldighet, for han ante ikke hva det eventuelt skulle

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

kunne brukes til. Han har senere uttalt følgende: Min oppdagelse var en løsning som ventet på et problem å løse Limeffekten var nokså svak, slik sett virket det som om limet var mislykket. Men det kunne brukes om og om igjen. Og limet laget ingen merker når man fjernet det fra papir. Silver gikk rundt i korridorene hos 3M i fem år uten å få nevneverdig respons på sitt rare lim. Så var det under prøvene i et kirkekor at hans kollega Art Fry irriterte seg over bokmerker som falt ut av sangbøkene og ned på gulvet. Under prekenen i den påfølgende gudstjenesten fikk Fry den lyse idé å lage bokmerker ved hjelp av Silvers lim. Resten er historie og milliardindustri. Men det var mye tilfeldigheter med i bildet. Pluss mye stahet. Silver gikk rundt i 5 år og maste på sine arbeidskamerater

29

før noe skjedde. Mange andre ville ha gitt opp. Oppdagelsen var lett å avfeie. Dette var jo et mislykket lim. Tilbake til vitenskapen. Det er vanskelig å si hvem som har hatt mest flaks i vitenskapens historie. Men når det gjelder berømmelse, er det umulig å komme utenom Albert Einstein (1879-1955). Han oppnådde en berømmelse som trolig ingen annen vitenskapsmann har hatt i sin levetid. Hans mest berømte teoretiske formel fra 1905 postulerte ekvivalensen mellom masse og energi, og derved ble det teoretiske grunnlaget for atombomber lagt. Ingen annen teori har fått en mer fryktinngytende bekreftelse. Jeg vil ikke påstå at Einsteins berømmelse var overdrevet. Men selv Einstein var avhengig av andres arbeid. Han var nemlig ikke den eneste som bidro til formlene i den spesielle relativitetsteorien. Noe av den ikke-Euklidske geometrien som Einstein utviklet i den generelle relativitetsteorien, var grunnlagt på forhånd, som matematisk disiplin. Man var åpen for at rommet kunne krumme, selv om det først var Einstein som kunne fortelle hvordan rommet ville krumme. Dette ble først bekreftet av Arthur Eddington (1882-1944), om enn med større usikkerhet enn han selv ville innrømme. I våre dager er den generelle relativitetsteori blitt meget nøyaktig verifisert. Det globale navigasjonssystemet GPS tar faktisk hensyn til både den spesielle og den generelle relativitetsteorien når det gjelder å bestemme posisjonen på jordoverflaten. Derved blir bestemmelsen av lengde- og breddegrad atskillig mer nøyaktig enn den ellers ville ha vært. Og man kan stoppe munnen på de av GPS-brukerne som er tilbøyelige til å se på relativitetsteorien som en livsfjern akademisk lek. Det var bemerkelsesverdig at Einstein aldri godtok kvantemekanikken som fundamental naturbeskrivelse. Selv om han hadde lagt grunnen for den med sin teori for kvantisering av lysets energi. Der postulerte han eksistensen av fotonet lyspartikkelen som forklaring på den fotoelektriske effekten. Einstein fant ut at lyset ikke

30

bare var bølger, men også i en viss forstand partikler, om enn uten hvilemasse. Det han ikke påstod, var at materiens minste byggesteiner elektronene ikke bare var partikler, men også i en viss forstand bølger. Denne svært fruktbare tanken dukket opp hos andre, blant dem Niels Bohr (18851962). Men Einstein godtok den aldri helt. Det virket som om Einstein hadde problemer med å tro på andres framskritt etter at han selv var blitt berømt. Og selv oppnådde han forholdsvis lite av nye vitenskapelige framskritt i den siste halvdelen av sitt liv. Som en kontrast til hva han fikk til da han var ung og ukjent. Til Einsteins unnskyldning skal det sies at han i sitt voksne liv konsentrerte seg om et utrolig vanskelig problem: En felles beskrivelse for alle naturkreftene, noe som ingen andre heller har fått til i dag 50 år etter hans død. Det å få mye berømmelse kan virke negativt på kreativiteten. Men det å få for lite anerkjennelse virker også negativt. Australieren John Henry Michell (1863-1940) publiserte i 1898 en teori for bølgemotstand mot skip. Det betraktes i dag som et av de mest nyskapende og oppsiktsvekkende arbeidene i hele hydrodynamikkens historie. Men arbeidet vakte ingen oppsikt i Michells samtid. Først 50 år senere var tiden moden for at hans arbeid kunne bli forstått og ført videre. Det betraktes i dag som selve grunnlaget for den moderne beregning av skipsbølger. Men Michell publiserte dessverre ikke flere arbeider i hydrodynamikk etter sin skipsbølge-teori. Som tydeligvis kom mange år for tidlig. Berømt eller ikke berømt? Det ser ikke ut som om opplevelsen av eller tanken på berømmelse har noen positiv effekt på den vitenskapelig kreativitet. Idrettspsykologien har etter hvert oppdaget dette prinsippet, når man snakker om å fokusere på arbeidsoppgavene istedenfor å tenke på plasseringen. Skikongen Bjørn Dæhlie dro dette ganske langt da han uttalte noe slikt som Verdensmester er ikke noe du er. Det er noe du har vært, og noe du kan bli.

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Som mental øvelse har dette sikkert vært vellykket for å kunne nullstille seg til stadig nye prestasjoner. Åtte olympiske gullmedaljer er bevis godt nok. Men hver slik idrettsprestasjon hadde tross alt seieren og berømmelsen som belønning. Hvorfor motivere seg da, når dette forsvinner igjen nesten med en gang det er oppnådd? Jeg tror ikke en eneste fysiker ville si: Nobelprisvinner er ikke noe du er. Det er noe du har vært, og noe du kan bli. Tvert i mot, nobelprisvinner er noe man er. Om man da blir det. For har man fått en nobelpris, kan man temmelig sikkert gå ut fra at man ikke får en til. Dog har en mann Linus Carl Pauling (1901-1994) fått nobelprisen både i kjemi (1954) og fred (1962). En svensk og en norsk pris. Sunn vitenskap har større varighet enn idrettsprestasjoner. Det blir helt feil å fokusere på berømmelse i forhold til det å oppnå innsikter om Guds skaperverk. Varige vitenskapelige resultater er hevet over konjunkturene i det akademiske liv, i media og i politikken. Berømmelse er derimot prisgitt slike skiftende konjunkturer. Det å begi seg inn i vitenskapen i dag i håp om å bli berømt, er som å tro på julenissen. Australieren Michell ble ikke berømt mens han levde, og hvem du nå er, vil du neppe bli i stand til å fortjene det mer enn ham. Ganske mange fagområder kan aldri gi deg noen berømmelse som rent faglig rekker særlig langt ut over det spesialistmiljøet du vil bli en del av. Jaget etter berømmelse er helt patetisk når vi ser det fra følgende synsvinkel. Mange vitenskapsmenn løper rundt med den hensikt å få sitt arbeid bekreftet og verdsatt av de andre. Men det er ingen der ute til å gi denne positive tilbakemeldingen man søker. Hvorfor? Fordi alle andre strever med å få sitt arbeid omtalt positivt. Alle vil ha bekreftelse, men det er ingen til å gi

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

den. Alle vil ha berømmelse, men et innadvendt fagmiljø evner ikke å gi berømmelse til en eneste en. Slik er det noen ganger. Dog ikke alltid. Uansett bør man prøve å bryte med et mønster der alle er opptatt av en berømmelse som ikke er å få, fordi det ikke er noen til å gi den. Tenk hvor kjedelig det ville være for musikere aldri å få opptre for andre enn kritisk lyttende medmusikere. Musikere på et anstendig nivå har alltid et publikum. Det har ikke alltid vitenskapsmenn. Men neste gang du drar på en konferanse, kan du velge å flytte fokus vekk fra ditt eget foredrag straks du har holdt det. Og i stedet interessere deg for det som de andre kommer med. Dette er mye smartere når det gjelder å knytte kontakter og vennskap. Alle vil jo gjerne snakke om det de selv gjør, så alt du har å gjøre er å vise en ekte interesse. Den må ikke være påtatt, og den må ha et grunnlag i at du faktisk har prøvd å sette deg inn i det som den andre har gjort. Du vil på sikt høste rikelig tilbake i form av stimulans og egen kreativitet når du flytter fokus vekk fra din egen navle.

Litteraturhenvisninger:

P.J. Davis (2003) Debunking or telling it as it was? SIAM news, September 2003, side 6. I. Nissen (1945) Psykopatenes diktatur. Aschehoug, Oslo. J. Waller (2003) The Truth Behind Some of the Greatest Scientific Discoveries. Oxford University Press. www.3m.com. På dette nettstedet finner man historien om Post-it. Fra hovedsiden klikker man seg inn på United States , deretter Company Information og til slutt History , hvor man kan laste ned et pdf-dokument: A Century of Innovation. The 3M Story.

31

Amøbedefinisjoner

Hvordan vinne fram i den offentlige debatt om evolusjonsteorien (neodarwinismen) Av Ingvald Straume

Innledning

Enhver saklig debatt om evolusjonsteorien (neodarwinismen) forstyrres av at sentrale begreper er upresist definert. Denne manglende presisjon i begrepsdefinisjonene utnyttes fra evolusjonistisk hold til å innsnevre, utvide og omforme definisjoner underveis i debatten. Som oftest skjer dette ubemerket og uten at den evolusjonistiske debattant arresteres for det. «Anvendelse av amøbedefinisjoner» kan være et dekkende navn på en slik retorikkpraksis. De gangene jeg har sett at evolusjonister har vunnet en faglig diskusjon om neodarwinismen i media, er det nettopp fordi de har fått slippe unna med sin anvendelse av amøbedefinisjoner. Noen ganger har jeg også sett at motdebattanten(e) aksepterer, eller til og med adopterer evolusjonistenes tøyelige og upresise definisjoner. Dermed gis evolusjonistene et enormt retorisk overtak, ved at de kan vri og vende på, ikke bare sine egne argumenter, men også motdebattantens. Seriøse evolusjonskritikere slipper sjelden til i media i Norge. Når de gjør det, er det kun i begrenset grad, og

32

som oftest i en ramme som sterkt favoriserer det evolusjonistiske (neodarwinistiske) standpunkt. Skal vi som avviser eller kritiserer neodarwinismen, vinne fram i den offentlige debatt, må vi ta definisjonsmakten fra neodarwinistene ved å kreve presise definisjoner av dem innledningsvis i debatten og deretter påpeke og påtale innbitt hver gang de endrer innholdet i sine begreper. Det er behov for noen begrepsavklaringer. Jeg vil her ta for meg fire begreper/ begrepsgrupper og gjøre rede for hvordan jeg mener vi bør forholde oss til disse i debatten om neodarwinismen. De fire er: 1) begrepet »evolusjon«/»utvikling«, 2) begrepet »slektskap«, 3) begrepene »art« og »artsdannelse«, og 4) begrepsparet »positive« og »negative mutasjoner«.

»Evolusjon«

I følge en vanlig lærebokdefinisjon er evolusjon »populasjonsgenetiske forandringer i løpet av generasjoner«, altså endringer i en artsbestands samlede genetiske arv, eller det at den frekvensvise forekomsten av ulike gener og alleler (forskjellige utgaver av samme gen) hos en artsbestand ikke er konstant over et tidsspenn som overgår tiden fra enkeltindividene fødes/unnfanges til de formerer seg. Hvis vi skal legge denne definisjonen til grunn: Har det da skjedd, og skjer det en evolusjon? Utvilsomt, over alt og hele tiden. To eksempler: Mørkhudede afrikanere og lyshudede europeere er etterkommere etter den samme gruppen mennesker som levde før oss. Det har skjedd genetiske forandringer som har gjort afrikanere mørkere i huden, og europeere lysere. En større prosentandel

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

av Norges befolkning er bærere av genet for blodtypefaktor B i dag enn for 50 år siden. Dette er evolusjon, i følge ovenstående definisjon. Problemet oppstår når en neodarwinistisk debattant i neste omgang slår fast at hvis man godtar at slike trivielle og nesten selvfølgelige tilfeller av »evolusjon« er i samsvar med virkeligheten, så har man også godtatt at mennesket stammer fra fiskene, at fugler stammer fra krypdyr, at karplanter (planter med stengel og rotsystem) stammer fra forhistoriske encellede grønnalger i havet, og at alt som lever, er naturlige etterkommere etter et encellet vesen som antas å ha oppstått i »ursuppen« for et par milliarder år siden. Den siste påstanden, at den første cellen oppstod spontant som resultat av tilfeldige kjemiske reaksjoner, har ingen ting med Darwin og gjøre, og regnes riktignok (i noen sammenhenger) ikke som en del av neodarwinismen. Men den er en viktig del av neodarwinistenes livssyn, eller deres »skapelsesberetning« om man vil, hvor hovedsiktemålet er å forklare den levende natur uten å måtte plages av tanken på eksistensen av en eventuell Gud eller skaper, en tanke som man på forhånd har tatt avstand fra. Det er forøvrig interessant å bemerke at forestillingen om spontan tilblivelse av liv i »ursuppen» er i strid med all vitenskapelig erfaring og framstår i dag som en ren spekulasjon uten empirisk grunnlag. Med tanke på kompleksiteten i organiseringen av atomer og molekyler, er avstanden større og overgangen mer usannsynlig fra uorganisk materie til en funksjonell levende celle, enn fra encellet vesen til menneske. Men i begge tilfellene er avstanden svimlende. Det er altså dette de neodarwinistiske debattantene vil ha oss til å godta, og påstår at vi har godtatt hvis vi aksepterer banale kjensgjerninger som at utbredelsen av et gen for en bestemt blodtype i en befolkning kan forandres over tid, eller at mørkhudede og lys-

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

hudede mennesker har felles stamfedre og stammødre.

Mikroevolusjon og makroevolusjon eller: evolusjon i »nedoverbakke« og »oppoverbakke«

Noen evolusjonister er redelige nok til å medgi at statistiske variasjoner i forekomsten av bestemte enkeltgener og endringer i plastisk foranderlige egenskaper som hudfarge, lengden på lemmer osv. forandringer som på ingen måte kan betegnes som revolusjonerende i evolusjonær forstand ikke er tilstrekkelige som støtte for påstanden om at alle nålevende og utdødde livsformer har utviklet seg fra et felles, primitivt encellet opphav. Det bringer diskusjonen opp på et litt høyere intellektuelt nivå. Man innfører et skille mellom »mikroevolusjon« og »makroevolusjon«. Mikroevolusjon er de små forandringene, som i eksemplene med blodtyper og hudfargen hos mennesker i forskjellige verdensdeler. Makroevolusjon er de store forandringene, som i følge evolusjonsteorien leder fra eksisterende organismetyper til utvikling av nye organismetyper og livsformer. De mest oppriktige blant evolusjonistene innrømmer at det skal mer til enn å påvise små endringer (»mikroevolusjon«) for å kunne hevde at store endringer (»makroevolusjon«) finner sted og har funnet sted. Men heri ligger det en fordreining bort fra de faktiske forhold. Det er ikke størrelsen på endringene som er kjernen i diskusjonen, men retningen. Man kan argumentere for sannsynligheten av at hesten nedstammer naturlig fra en forhistorisk flertået skapning på størrelse med en foxterrier (eller hvilken klisjé man liker å bruke). Det finnes sterke belegg for å kunne hevde, som Charles Darwin ansporet til i sin bok »On the Origin of Species«, at alle nålevende hestearter (hest, esel, halvesel, mongolsk villhest og tre sebraarter) og quaggaen (en nå utdødd sebra/hesteart, som fremdeles

33

fantes på Darwins tid) nedstammer fra en felles opprinnelig form. De som vil forfekte påstanden at strutsen er etterkommer etter en flyvende fugl som var atskillig mindre, kommer også godt i fra det. Det er videre meget mulig at hønsefuglenes forfedre hadde nebb med tenner. En profesjonell neodarwinist (les: fagbiolog ved f.eks. Universitetet i Oslo) kunne lagt fram stabler av lignende eksempler, og forelest i det vide og brede om dem. Noen av eksemplene er veldokumenterte og godt sannsynliggjort, blant annet gjennom anatomiske og fysiologiske studier, sammenligninger og krysningsforsøk. Her er det på det rene at det har skjedd relativt store endringer. Jeg ser ingen grunn til å betvile det. Hvorvidt man skal kalle det »makroevolusjon« er et definisjonsspørsmål. Men hva snakker vi egentlig om? Ingen av eksemplene viser at noe nytt er kommet til. At det oppstår forplantningsbarrierer innenfor en art slik at arten splittes opp i to eller flere underarter som krysningsmessig helt eller delvis er ufruktbare i forhold til hverandre, som hos hesteartene, beviser ikke at det har skjedd en utvikling i retning av mer avanserte eller grunnleggende annerledes organismer, bare at fruktbarhetsevne har gått tapt. (En trolig årsak til dette fenomenet kan være en kombinasjon av innavl og mutasjoner.) Eksempelet med hesteartene gir ikke grunnlag for å hevde at den funksjonelle genetiske variasjonen mellom artene har oppstått som følge av en utvikling. Det er mer sannsynlig at den genetiske lasten som de for-

34

skjellige hesteartene med en viss variasjon bærer med seg, lå nedlagt allerede hos den felles stamformen. Å vise til at et dyr har utviklet seg i retning av å miste tær, at en fugl har tapt flyveevnen og fått forkrøplede vinger, og at tenner har forsvunnet, er det diametralt motsatte av å hevde at funksjonelle lemmer og tær har vokst ut hos typer av organismer som ikke hadde slike kroppsdeler fra før av, at flyvende fugler har utviklet seg fra ikke-flyvende vesener og at tenner har blitt dannet. Det første er evolusjon »i nedoverbakke«, i retning av funk-sjonstap og reduksjon av kompleksiteten i den genetiske informasjonsbanken som arvematerialet representerer. Det siste er evolusjon »i oppoverbakke«. Slik evolusjon forutsetter tilblivelsen av nye gener som koder for oppbygning og funksjon på et mer avansert nivå enn det som fantes i utgangspunktet. Neodarwinistene kan vise til mengder av eksempler på evolusjon »i nedoverbakke«, eller i beste fall »på flatmark«. Men det blir feil når de hevder at de dermed har dekning for å slå fast at det har skjedd en naturlig utvikling fra enkle vesener til mer komplekse (evolusjon »i oppoverbakke«). Vi bør derfor fokusere bort fra begrepene »mikroevolusjon« og »makroevolusjon«, eventuelt avvise bruken av dem som mer eller mindre irrelevant, og i stedet etterlyse sannsynliggjorte og empirisk dokumenterte eksempler på en utvikling som har frambrakt ny og mer funksjonelt avansert genetisk informasjon som det er grunn til å tro ikke fantes latent i forfedrenes genetiske last. Det er det som er spørsmålet. Ikke hvor mange og lange evolusjonære »nedoverbakker« neodarwinistene kan redegjøre for.

Ytterligere klargjøring: begrepet »utvikling«

»Utvikling« er et ord fra dagligtalen som gjerne brukes synonymt med fagtermen evolusjon. Begrepet »utvikling« er enda mer upresist, og koblet mot evolusjonsbegrepet gir det neodarwinistene muligheten til å gjøre bruk av en enda mer tøyelig og omformelig amøbedefinisjon. Jeg har fun-

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

net at »utvikling« har (minst) fire betydningsforskjeller som er vanlige. I de følgende punktene går jeg igjennom disse, nummerert fra A til D. I en diskusjon om evolusjonslæren eller utviklingslæren som den også heter er det vesentlig å skille mellom disse.

A) utvikling = forandring

I den mest generelle betydningen er utvikling forandring. Det er altså snakk om en overgang fra en tilstand til en annen, hvor den nye tilstanden ikke er identisk med den første. Simpelthen det! Når ordet utvikling tas i denne vide og upresise mening, sier man ikke noe om i hvilken retning utviklingen går, om den representerer forbedring og berikelse, eller om det er snakk om forfall. Ordet har likevel en klang som gir assosiasjoner i retning av »utvikling til det bedre«, »forandring fra det enkle og primitive til noe mer komplekst og avansert«. Denne ordklangen vet neodarwinistene å utnytte i sin retorikk.

B) utvikling = intelligent styrt skapende prosess

Å utvikle kan bety å skape (over tid eller i flere trinn) gjennom en prosess som involverer målrettet, strukturert arbeid, intelligens og kreativitet. Når vi for eksempel leser i avisen: »Japanske forskere har utviklet ...« så er det denne betydningen av ordet som ligger til grunn. Neodarwinistene tar notorisk avstand fra skapelsestanken innenfor biologi, som vi har vært inne på fordi den strider mot deres livssyn: deres grunnleggende ateistiske/materialistiske verdensanskuelse. Men når neodarwinistisk forkynnende naturprogrammer på TV viser skapninger som har en eller annen storartet egenskap eller et imponerende organsystem som får menneskelige ingeniørbragder til å fortone seg som puslingers puslespill, er det denne betydningen av ordet som virker inn på TV-seerne ubevisst, og gjør at det låter tilforlatelig når kommentatorstemmen forklarer at dette er noe organismen »har utviklet«.

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

C) utvikling = ut-vikling

Utvikling kan forstås i den ordrette betydningen: at noe som allerede er der, for eksempel i et fysisk system, en kjemisk løsning, et frø eller en befruktet eggcelle eller i den samlede genetiske lasten hos en artsbestand, men som ligger skjult, vikles ut blir synliggjort. Sagt på en annen måte er utvikling i denne betydningen av ordet en manifestasjon (tilsynekomst, aktivering) av latente (skjulte, uvirksomme) egenskaper. Det samme bokstavelige innholdet ligger i ordet »sevolusjon», som direkte kan oversettes med «utrulling». Hvis vi skal bruke betegnelsen utvikling om mønsterdannelser som er så vanlige i kjemi, eksempelvis dannelse av saltkrystaller i en vannløsning som tørker inn, så er det utvikling i betydningen C vi legger til grunn. Dette gjelder også for et frø som spirer, og for barnet som utvikler seg i mors liv. I husdyravl og foredling av kulturplanter gjelder det samme, i vesentlig grad. (Men her er det også et visst innslag av utvikling i betydningen B.) Når vi ser på de mange hunderasene som er blitt frambrakt, slår det oss hvor stor variasjonen er. Men faktum er at langt de fleste egenskaper som vi ser hos husdyr og nytteplanter i dag, er egenskaper som fra først av lå latent hos de opprinnelige artsbestandene som våre dagers raser og varianter er avlet fram fra. Egenskapene fantes med andre ord i den genetiske lasten som stamfedrene bar på, men ble ikke synliggjort før de var avlet fram. Det er rimelig å anta at den genetiske informasjonen som skulle til for å framstille gul eller svart labradorpels, faktisk fantes i genene til ulvebestanden(e) som labradorene stammer fra, selv om disse opprinnelige ulvene antakeligvis verken var gule eller helt svarte. Likeså er det rimelig å anta at den opprinnelige paprikaplanten ikke bar frukter i alle fargenyansene fra grønt til gult til rødt, men at den hadde latente gener som gjorde det mulig for dens etterkommeres frukter å framstå i de forskjellige fargene. Men det er derimot ikke rimelig å anta at den opprinnelige ulven hadde gener for sebrastripete pels. For

35

noe i nærheten av det har man aldri klart å avle fram hos hund. Det er heller ikke rimelig å anta at paprikaplanten har genetisk last til å framstille frukter med mintblå farge og hvite prikker, for eksempel, og derfor vil man aldri klare å dyrke fram dette. Ut i fra det ovenstående blir det klart at mange av eksemplene som biologer i evolusjonsdebatten viser til som belegg for at det har skjedd en utvikling, dreier seg om utvikling i betydningen C, i det det er snakk om en utrulling tilsynekomst av latente egenskaper, egenskaper som allerede er til stede i det genetiske materialet. Utvikling i betydningen C omfatter ikke tilblivelse av noe som ikke lå nedlagt i materien fra før.

D) utvikling = tilblivelse av liv/ livsmangfold på neodarwinistisk vis

Utvikling kan bety det som forsvarere av neodarwinismen mener når de sier: »Livet på jorden har utviklet seg fra den første urcellen« eller »Den første urcellen utviklet seg fra enklere kjemiske bestanddeler i ursuppen ....« Utvikling i denne betydningen av ordet innebærer at det oppstår noe grunnleggende nytt. Utvikling fra «urcelle» til f.eks. menneske innebærer at det må ha blitt dannet en rekke avanserte strukturer, organer og funksjoner som ikke fantes i utgangspunktet, samt økende differensiering og samtidig med dette et stadig mer utbytterikt samarbeid mellom de ulike organer og typer av celler i organismen. Kort sagt: Det må ha skjedd en enorm kompleksitetsøkning. Nå mener ikke neodarwinistene at evolusjonen måtte medføre kompleksitetsøkning, eller at det »lå i kortene« fra først av at mennesket eller andre høyerestående vesener noen gang skulle oppstå. Evolusjon er i følge neodarwinismen »læren om tilfeldigheten og nødvendigheten« (Jaques Monod). Mutasjonene kilden til alt genetisk materiale, »råstoffet« om vi vil kalle det det oppstår tilfeldig. Naturlig utvalg vir-

36

ker med nødvendighet og tar vare på de mutasjonene som er gunstige for individets overlevelse, eller rettere sagt: dets reproduktive suksess. Kun de og kun derfor. Evolusjonen er helt uten mål og mening, i følge den neodarwinistiske filosofiskmaterialistiske lære. Evolusjonen hadde ikke til hensikt å frambringe mennesket, sier de rettlærende neodarwinister. Men det ble nå en gang slik, grunnet en lang, lang rekke med tilfeldige omstendigheter bevirket av naturlig utvalg. Poenget her er at neodarwinistene påstår at evolusjonen, ved mutasjoner og naturlig utvalg, faktisk har frambrakt mennesket og alle andre kompliserte levende organismer som finnes på denne planeten. Dermed påstår de også at det har skjedd en enorm kompleksitetsøkning, selv om de også hevder at denne kompleksitetsøkningen ikke nødvendigvis måtte ha skjedd. Utvikling i betydningen D innebærer altså kompleksitetsøkning, eller mulighet for kompleksitetsøkning, en mulighet som er blitt realisert, i følge utviklingslæren. Denne kompleksitetsøkningen påstås å ha kunnet framkomme helt og holdent uten intelligent innblanding og uten at kompleksiteten lå latent skjult i materien i utgangspunktet. Det er i følge evolusjonsteorien kun naturens krefter slik vi kan observere dem i dag, som har virket inn, og ført til at livet på jorden, inkludert menneskene, har fått sin tilblivelse. Disse betydningene (A D) av ordet utvikling blandes sammen, i dagligtale og av neodarwinister som skal forklare utviklingslæren. Når neodarwinistene definerer utvikling som »forandring« for deretter snike inn hele evolusjonshistorien i definisjonen, er det eksempel på sammenblanding av A og D. Andre ganger er det C og D som røres sammen. Det er utvikling i betydningen D: mekanisk selvtilblivelse, evolusjonistene må stå til rette for, uten å dekke denne betydningen bak de andre tre. Fortsættes i næste nummer

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

Indeks 2005 Indhold af nr. 92. Marts 2005 Knud Aa. Back: Styr på friskolerne Peder Tyvand: Tsunami - havets farligste bølge Kristian Bánkuti Østergaard: Mutationer er 100% tilfældige - eller er de? Knud Aa. Back og Kristian Bánkuti Østergaard: Ind i biologien Erling Skaar: Hvilken informasjon får vi fra "Genetisk tomgods"? Peder Tyvand: Kreativitet og vitenskap (del 1) Knud Aa. Back: Evolutionsteorier på kristne friskoler Knud Aa. Back: En gang høvl til creationister II Indhold af nr. 93. Maj 2005 Redaktionelt: Darwin og friskolen Knud Aa. Back: Religionen ud af biologitimerne Kristian Bánkuti Østergaard: Positive mutationer har svært ved at overleve Peder Tyvand: Kreativitet og vitenskap (del 2)s Arne Kiilerich: En Steen kand ikke flyve Josetin Andreassen: Darwin - den gode lamarckist Indhold af nr. 94. Juni 2005 Josetin Andreassen: Falske profetier Knud Aa. Back: Kullets vej fra kultid til kulproduktion Erling Skår: Hva er fakta og hva er spekulasjon i forbindelse med moderne genforskning? Peter Øhrstrøm: Kloning af menneskeliv Peder Tyvand: Kreativitet og vitenskap (del 3) Knud Aa. Back: Anmeldelser Indhold af nr. 95 (særnummer). September 2005 Jonathan Wells (bearb.a. Kristian B. Østergaard): Evolutionens Ikoner (overs.a. Lisbet Daugaard) Indhold af nr. 96 (særnummer for teenagere). November 2005 Mats Molén (bearb.a.. Knud Aa. Back): "Tågen letter" (overs.a. Anna Jacobsen) Indhold af nr. 97. December 2005 Redaktionelt: Intelligent Design i medierne / Hvad er Intelligent Design? Kristian Bánkuti Østergaard: Er du modstander af evolutionslæren? Holger Daugaard: Livet i en vanddråbe Arne Kiilerich: Eventyret om suppe kogt på en sten Knud Aa. Back: Religionen ud af biologi CXVII Jostein Andreassen: "Utsolgt samme dag" Kristian Bánkuti Østergaard: Hvad er "Grundtyper"? Peder Tyvand: Kreativitet og vitenskap (del 4) Ingvald Straume: Amøbedefinitioner

ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

37

Forfatterindeks 2005 Josetin Andreassen: Darwin - den gode lamarckist (93) Josetin Andreassen: Falske profetier (94) Jostein Andreassen: "Utsolgt samme dag" (97) Knud Aa. Back: Styr på friskolerne (92) Knud Aa. Back og Kristian Bánkuti Østergaard: Ind i biologien (92) Knud Aa. Back: Evolutionsteorier på kristne friskoler (92) Knud Aa. Back: En gang høvl til creationister II (92) Knud Aa. Back: Religionen ud af biologitimerne (93) Knud Aa. Back: Kullets vej fra kultid til kulproduktion (94) Knud Aa. Back: Anmeldelse af Evolutionslåset (94) Knud Aa. Back (red.) og Mats Molén: "Tågen letter" (96) Knud Aa. Back: Religionen ud af biologi CXVII (97) Holger Daugaard: Livet i en vanddråbe (97) Arne Kiilerich: En Steen kand ikke flyve (93) Arne Kiilerich: Eventyret om suppe kogt på en sten (97) Mats Molén (bearb.a.. Knud Aa. Back): "Tågen letter" (96) Erling Skaar: Hvilken informasjon får vi fra "Genetisk tomgods"? (92) Erling Skår: Hva er fakta og hva er spekulasjon i forbindelse med moderne genforskning? (94) Ingvald Straume: Amøbedefinitioner (97) Peder Tyvand: Tsunami - havets farligste bølge (92) Peder Tyvand: Kreativitet og vitenskap (del 1) (92) Peder Tyvand: Kreativitet og vitenskap (del 2) (93) Peder Tyvand: Kreativitet og vitenskap (del 3) (94) Peder Tyvand: Kreativitet og vitenskap (del 4) (97) Jonathan Wells (bearb.a. Kristian B. Østergaard): Evolutionens Ikoner (95) Peter Øhrstrøm: Kloning af menneskeliv (94) Kristian Bánkuti Østergaard: Mutationer er 100% tilfældige - eller er de? (92) Kristian Bánkuti Østergaard og Knud Aa. Back: Ind i biologien (92) Kristian Bánkuti Østergaard: Positive mutationer har svært ved at overleve (93) Kristian B. Østergaard (red.) og Jonathan Wells: Evolutionens Ikoner (95) Kristian Bánkuti Østergaard: Er du modstander af evolutionslæren? (97) Kristian Bánkuti Østergaard: Hvad er "Grundtyper"? (97)

38

ORIGO NR. 97

DECEMBER

2005

ORIGO Redaktion i Danmark

Overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. Tlf. 5927 1864. E-mail: back@skabelse.dk Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk Seniorforsker, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk Professor, dr.med. Søren Holm Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren@skabelse.dk IT-ansvarlig, datamatiker Bjarne Krak Ryhavevej 1A, st.mf., 8210 Århus V Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.oecon. Henrik Friis Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909. E-mail: abonnement@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard Skovgårdsvej 9, Voel, 8600 Silkeborg. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjon i Norge

Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse. E-post: rune.espelid@online.no Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Cand.real. Jon Kvalbein Amund Hellandsv. 17, 1165 Oslo. E-post: jkvalbei@online.no Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no

Abonnement og bestillinger:

Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Friis, Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning. Tlf. 9927 2909.

ORIGOs web-adresse:

skabelse.dk

Layout og sats:

VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Ansv. red. af dette nummer: Holger Daugaard Ansv. red. af næste nummer: Knud Aa. Back © ORIGO. Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen. ORIGO

NR.

97 DECEMBER 2005

39

Returneres ved varig adresseændring

Returadresse: ORIGO v/Henrik Friis, Lavendelvej 6, 7400 Herning

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige teorier og modeller vedr. skabelse, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168

40

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer fem gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis Lavendelvej 6, 7400 Herning Tlf. 9927 2909 Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

ORIGO

NR. 97 DECEMBER 2005 ORIGO NR. 97 DECEMBER 2005