Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 95, september 2005 by biocosmos

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 95 September 2005

Evolutionens Ikoner ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

er m m nu1 r Sæ

Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Evolutionsteorien kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 Kapitel 1: Haeckels fostersammenligninger . . . . . . . . . . . . . . . . 6

1-1 Darwins stærkeste argument for sin teori . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 1-2 Haeckels fordrejning af virkeligheden . . . . 7 1-3 Biologibøger har ikke forandret sig . . . . . . 8

Kapitel 2: Darwins finker . . . . . . . . . . . . . . . . . 9

2-1 Darwins finker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 2-2 Argumenter for Naturlig selektion hos Darwins finker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 2-3 Mikro- og makroevolution . . . . . . . . . . . . . 11

Kapitel 3: En firvinget bananflue . . . . . . . . . . 13 3-1 Genetik og neodarwinisme . . . . . . . . . . . . . 13 3-2 Den firvingede bananflue . . . . . . . . . . . . . . 15 3-3 Firvinget bananflue og evolution . . . . . . . 15

Kapitel 4: Resistente bakterier . . . . . . . . . . . . 17

4-1 Resistens over for antibiotika hos bakterier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 4-2 Resistens hos bakterier har en pris . . . . . . 18 4-3 Bakterieresistens og evolution . . . . . . . . . 19

Kapitel 5: Homologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

5-1 Homologi før og efter Darwin . . . . . . . . . . 20 5-2 Homologi og cirkelslutning . . . . . . . . . . . . 21 5-3 Berras bommert . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21 5-4 Fostre, gener og homologi . . . . . . . . . . . . . 23

Kapitel 6: Den kambriske eksplosion . . . . . . 25 6-1 Klassifikation og Darwins evolutionstræ . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 6-2 Den fossile lagserie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 6-3 Udfordringen af Darwins teori . . . . . . . . . . 27

Kapitel 7: Livets oprindelse . . . . . . . . . . . . . . . 29 7-1 Oparin-Haldane og Miller-Urey . . . . . . . . . 29 7-2 Problemerne ved Miller-Ureyeksperimentet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 7-3 RNA-teorien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 31

Kapitel 8: Menneskets udvikling . . . . . . . . . . 33

8-1 Menneskets udvikling siden Darwin . . . . 33 8-2 Træ til fortolkning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 8-3 Grundtypemodellen en alternativ fortolkning af samme fund . . . . . . . . . . . . . 35 8-4 De ikke-menneskelige grundtyper . . . . . 36 Opret gang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Brug af redskaber . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Hjernen hos Australopithecus . . . . . . . 37 Australopithecus er en uddød abe . . . . 38 Aben falder ikke langt fra stammen . . 38 8-5 Den menneskelige grundtype . . . . . . . . . . 39 Homo erectus/ergaster . . . . . . . . . . . . . 40 Neandertaleren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 Arkaisk Homo sapiens/ H. heidelbergensis . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 Homo sapiens sapiens . . . . . . . . . . . . . 43 Lille økse, lille hjerne . . . . . . . . . . . . . . . 43

Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Forord ORIGO har valgt at skrive dette supplement til bogen Evolutionens Ikoner der udkommer i slutningen af 2005. Her får man et hurtigt overblik over argumenterne. Dette særnummer er selvfølgelig ikke fyldestgørende, og vi henviser til Evolutionens Ikoner og dens omfattende appendiks for yderligere detaljer. Omvendt indeholder dette hæfte oplysninger og informationer som ikke findes i Evolutionens Ikoner, og derfor kan forfatteren Jonathan Wells ikke gøres ansvarlig for indholdet

af dette hæfte. Hæftet afviger også på mange punkter fra Roger DeHarts Study Guide til Icons of Evolution som dette hæfte er inspireret af. Med dette særnummer håber vi at kunne kompensere for den manglende kritiske behandling af evolutionens ikoner som man finder den i danske skolebøger. De spørgsmål som afslutter visse afsnit, er beregnet til kritisk overvejelse og/eller samtale.

Introduktion Dette særnummer af ORIGO er skrevet som et supplement til bogen Evolutionens Ikoner. Evolutionens ikoner er de klassiske argumenter for darwinismens sandhed som bliver trukket frem i især lærebøger. De er kendt både blandt biologer og studerende som hovedhjørnestene i darwinismen. Forfatteren til Evolutionens Ikoner, Jonathan Wells, sætter et kritisk lys på disse ikoner, og det viser at den moderne videnskab har overhalet hovedhjørnestenene i den darwinistiske argumentation. Linus Pauling har fået to nobelpriser, og ifølge ham er videnskab jagten på sandheden. Videnskabsmænd forsøger at afgøre om deres teorier er sande ved at stille dem op imod de kendsgerninger de ser i naturen. Det er kun teorier som er i samklang med videnskabens undersøgelser, der kan betragtes som sande. Men kun midlertidigt. Nye resultater kan efterfølgende dukke op som stiller teorierne i et andet lys, og teorier som kommer i modstrid med forskningsresultater, må revurderes eller forkastes. Sker det ikke, lever teorierne videre som myter og ikke-videnskabelige kendsgerninger. I jagten på sandheden skal alle forskere være yderst forsigtige med hensyn til ikke at fordreje resultaterne for at få dem til at passe til teorierne.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Darwin fortæller i sin evolutionsteori at alt levende stammer fra én eller få oprindelige forfædre de har blot igennem tiden gennemgået talrige variationer. Der er med andre ord to elementer i teorien: 1. Fælles afstamning 2. Mekanismen for variationen. Den mekanisme Darwin troede drev evolutionen, er den naturlige selektion som er en mekanisme som sorterer blandt de tilfældige variationer der konstant opstår blandt levende organismer. Ligesom alle andre teorier må Darwins stilles op imod de seneste forskningsresultater for at afgøre om de er sande. Dette hæfte skitserer nogle af de resultater. 1. Hvorfor er det vigtigt for forskere at stille teorierne op over for forskningsresultaterne? 2. Hvad er de to hovedelementer i Darwins evolutionsteori? 3. Hvad betyder evolutionens ikoner ?

Evolutionsteorien kort

Charles Darwin bliver regnet som evolutionens fader, og det på trods af at flere evolutionsteorier allerede var kendt i 1800-tallet da Darwin levede bl.a. Lamarcks. Denne er derimod kendt for troen på at tilegnede egenskaber nedarves , altså at de muskler smeden får efter mange års hårdt arbejde, går i arv til hans søn. Darwin er i fokus når vi taler evolution i dag fordi det hovedsageligt er hans tanker den moderne evolutionsteori bygger videre på. Darwin studerede den vilde natur i mange dele af verden på den femårige sejlads med H.M.S. Beagle. Darwin skrev blandt andet to meget betydningsfulde bøger On the Origin of Species (Arternes oprindelse) i 1859 og The Descent of Man (Menneskets oprindelse) i 1871. Darwin antog at alle levende organismer mennesket inkluderet havde udviklet sig fra en eller få oprindelige former som levede i en fjern fortid. Han mente at de forandringer de havde gennemgået igennem evolutionen, var et resultat af den naturlige selektion som havde udvalgt de mest levedygtige varianter af dyr og planter. Darwin havde ingen direkte forskningsresultater der viste naturlig selektion in action , så han argumenterede ud fra unaturlig selektion det vi kalder avl. Ved avl er det ikke naturen, men mennesker der udvælger de bedst tilpassede individer som udviser de mest ønskelige variationer, og lader dem leve videre. Igennem generationer kan man f.eks. fremavle en roe med et højt sukkerindhold. Darwin overførte det eksempel til

den vilde natur og argumenterede for at miljøet kan forandre vilde populationer ved kun at tillade at de mest favorable træk overlever og får afkom. Den eneste forskel mellem naturlig selektion og avl er at de individer som overlever i naturen, ikke overlever fordi de tilfredsstiller en roeavler, men at de gør en organisme i stand til at klare sig i kampen om de begrænsede resurser (mad, plads mv.). Selvom man også på Darwins tid vidste at avlere kun kan fremavle mindre forandringer i en eksisterende art, så troede Darwin at nye arter med mærkbare nye egenskaber kunne udvikle sig over millioner af år ved naturlig selektion og tilfældige variationer. Der mangler en forklaring i Darwins teori, for hvordan kan disse nye variationer opstå? Og hvordan nedarves de? Darwin havde chancen for at kende til en mekanisme for nedarvningen, for i hans bogreol stod en uopsprættet bog som senere fik en enorm betydning for genetikken. Det var den østrigske munk Gregor Mendels bog. Ved at lave krydsningsforsøg med ærter viste Mendel i 1860 erne hvordan forskellige træk blev nedarvet efter et meget fastlagt mønster det vi i dag kalder Mendels arvelighedslove. I begyndelsen af 1900-tallet blev Mendels teorier suppleret med mutationsteorier af den hollandske botaniker Hugo DeVires. Mutationer er fejl eller andre ændringer som opstår i DNA et, og er i dag en hovedbestanddel i den moderne evolutionsteori. I 1953 blev strukturen af DNA kortlagt, og det velkendte billede at den snoede stige af

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Charles Darwin (1809-1882) i sine sidste år. Darwin var langt fra historiens første evolutionist, men han er uden sammenligning den mest glorificerede evolutionist som har levet.

molekyler (dobbelt alpha-helix) er i dag kendt af enhver. Kombineret med genetikken blev Darwins teori kendt som neodarwinismen , og ifølge den er enhver organisme et produkt af dens gener og den naturlige selektion som igennem millioner af år har udvalgt og fastholdt de gavnlige variationer. En stor del af variationerne stammer fra tilfældige mutationer i generne, nogle variationer skyldes måske påvirkninger fra miljøet. Neodarwinismen bliver i daglig tale blot omtalt som darwinisme eller evolution. I dag, når vi efterlyser argumenter for evolution, vil de fleste også biologer præsentere os for de samme få eksempler på evolution. Det er ligheder i fostertilstanden hos hvirveldyr, Darwins finker med varierende næbstørrelse, bananfluer med et ekstra vingesæt, resistens hos bakterier, ligheder imellem dyregrupper (homologi), evolutionstræet, og Millers kolbe som forsøger at vise hvordan det første liv opstod på jorden, og menneskets udvikling. De tre af argumenterne for evolution (fostre, homologi og evolutionstræet) forsøger at begrun-

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

de en fælles afstamning. De tre andre (Darwins finker, bananfluer med ekstra vinger og resistens hos bakterier) argumenterer for variation som resultat af naturlig selektion og mutationer, altså mekanismen bag ved evolutionen. Ét argument Millers kolbe forsøger at vise hvordan livet opstod. Grunden til at disse ikoner er så velkendte, er at de findes i de fleste biologibøger fra folkeskole til universitet. I de næste otte afsnit af dette særnummer vil vi holde disse ikoner op imod de moderne forskningsresultater. 4. Hvad hed Darwins to mest betydningsfulde bøger? 5. Hvorfor brugte Darwin avl som argument for sin teori? 6. Hvad er neodarwinisme? 7. Hvad er de syv mest velkendte evolutionsikoner?

Kapitel 1:

Haeckels fostersammenligninger 1-1 Darwins stærkeste argument for sin teori Målet for dette afsnit er at sætte læseren i stand til at gøre rede for hvorfor Darwin mente at det bedste argument for hans teori lå hos fostrene at gøre læseren bevidst om hvordan Haeckels fostertegninger er blevet (mis)brugt med dette formål for øje

Et foster eller embryo er et tidligt stadium af et dyrs udvikling. Darwin skrev i Arternes Oprindelse at de fostre der stammer fra de mest forskellige arter, men som tilhører den samme klasse, er meget ens. Men når de er fuldt udviklet, er de meget forskellige. Fordi Darwin troede at fostrene gentager deres evolutionære historie i deres fosterudvikling, mente han at lighederne blandt fostrene fra forskellige hvirveldyr pegede på deres fælles forfader. Faktisk troede Darwin at alle dyr ville vise os et mere eller mindre komplet billede af hvordan en forfader vil se ud i voksenstadiet . Han skrev til en kollega i 1860 at han så det som det langt stærkeste argument til fordel for sin teori (Darwin tøvede med selv at kalde sin teori for evolutionsteori). I 1860 erne tegnede den tyske biolog Ernst Haeckel fostrene fra fem af de syv hvirveldyrsklasser for at illustrere Darwins teori nemlig at fostrene skulle ligne hinanden, og at de dermed var

Fig. 1-1. En typisk fremstilling af fostrene fra Haeckel. Illustrationen genfindes i mange biologibøger i dag.

beslægtede. På Haeckels tegninger (fig. 1-1) er de tidligste fosterstadier næsten identiske (øverste række). Fostrene udviser større forskelle imens de udvikler sig til færdige individer (fisk, salamander, skildpadde, kylling og fire andre pattedyr). Haeckel troede, som Darwin, at de tidlige stadier viste den fælles forfader til alle hvirveldyr. 1. Hvorfor mente Darwin at ligheder i de tidligere fosterstadier var det stærkeste argument for hans teori? 2. Hvordan støtter Haeckels tegninger Darwins teori?

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

1-2 Haeckels fordrejning af virkeligheden Målet for dette afsnit er at gøre det klart for enhver hvordan Haeckel har misbrugt de faktiske forhold i sine tegninger.

Kort efter Haeckel havde publiceret sine tegninger, blev han kritiseret af sine videnskabelige kolleger. De påstod at han fordrejede virkeligheden. Det har vist sig at Haeckel forfalskede fostrene i den øverste række for at få dem til at se mere ens ud end de i virkeligheden er. Ud over det så tog han kun de hvirveldyr med i sine tegninger som understøttede hans pointe. For at underbygge sit argument for padderne brugte han f.eks. en salamander i stedet for en frø, som ser meget anderledes ud (anden række dyr nr. to). Haeckel brugte også fire pattedyr fra den samme underklasse. Måske er de valgt fordi fostrene fra f.eks. næbdyret eller kænguruen ser meget forskellige ud, og derfor ikke passer ind i teorien. Fordrejningen af virkeligheden blev komplet da Haeckel udelod tegninger af to af de syv hvirveldyrsklasser. Øjen-

Fig. 1-2. En sammenligning mellem Haeckels tegninger af hvirveldyrene og virkeligheden afslører store uoverensstemmelser.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Fig. 1-3. Tegninger af de stadier der gik forud for de første stadier på Haeckels tegninger. Også her ses en forbavsende forskel.

synligt også fordi de ikke passede i hans teori. De udeladte dyr er de kæbeløse fisk (f.eks. lampretten) og bruskfiskene (rokker og hajer). Bevidst fordrejning af virkeligheden kan ikke tillades, men normalt forventer man at sådanne fejltagelser bliver rettet med tiden det er kun sket delvist med dette fosterbevis . Haeckels fordrejninger blev gentagne gange afsløret i perioden fra 1860 til 1990 uden der blev rokket synderligt ved deres position som evolutionsikon. I 1997 publicerede den britiske embryolog Michael K. Richardson sammen med sine kolleger virkelige fotos af hvirveldyrfostrene (figur 1-2). Fotografierne blev trykt i det ansete Anatomy and Embryology, og det viste én gang for alle at Haeckels tegninger var forkerte. Richardson konkluderede i et interview til tidsskriftet Science, at det ser ud til at det er ved at blive en af de mest berømte forfalskninger i biologien. Haeckel udvalgte altså de fostre som passede til Darwins teori, og så fordrejede han dem, så de så ud til at understøtte teorien endnu bedre. Den

måske største fordrejning af virkeligheden var udeladelsen af de reelt tidligste stadier som går forud for den første række i figur 1-1. Figuren viser nemlig kun et halvudviklet foster. Den egentlige begyndelse starter som bekendt med en befrugtet ægcelle. I de tidligste stadier er dyrene meget mere forskellige (fig. 1-3). Nogle af de store forskelle i de helt tidlige fosterstadier er ægstørrelsen (øverste række fig. 13). Dertil kommer vidt forskellige kløvninger1 af den tidlige cellemasse hos specielt pattedyr (anden række i fig. 1-3). Ser vi på forskellene i fjerde række i fig. 1-3, opdager vi at de adskiller sig endnu mere, hvor foldninger og celledelinger udviser radikalt forskellige mønstre. Embryologer ved i dag at hvirveldyrenes fostre helt fra starten ser meget forskellige ud, men midtvejs igennem deres udvikling har de visse lighedstræk. Det er de lighedstræk som Haeckel angav som værende de tidligste stadier. Efter dette midterstadium bliver dyrene igen meget forskellige. William Ballar som er embryolog, skrev i tidsskriftet BioScience i 1976 at argumentet for at de tidligste stadier af hvirveldyrene ligner hinanden og dermed viser en fælles afstamning kun kan opnås ved betydelige tricks og subjektiv udvælgelse af bevismaterialet . I stedet for at være et af de stærkeste argumenter for evolutionen, så er sagen nu vendt til at være et komplekst mønster i fosterudvikling som evolutionister er nødt til at bortforklare.

1-3 Biologibøger har ikke forandret sig Målet for dette afsnit er at gøre opmærksom på at biologibøger af i dag i et vist omfang stadig misbruger fostertegninger

Mange biologibøger bliver ved med at præsentere Haeckel forfalskede fostertegninger. Den nu afdø1

de evolutionist Stephen J. Gould fra Harvard University skrev i tidsskriftet Natural History i 2000 at vi må blive både forbløffet og skamme os over årtiers bevidstløst og vedvarende genbrug af disse tegninger i et stort antal nyere biologibøger, ja, måske ligefrem i hovedparten af dem . For at rette op på problemet har nogle nyere amerikanske lærebøger udskiftet Haeckels tegninger med fotografier af virkelige fostre. Det er et skridt i den rigtige retning, men bøgerne holder stadig fast i to af de tre misforståelser Haeckel gjorde sig skyldig i. De viser kun to ud af de tre klasser af hvirveldyr som kommer tættest på at ligne hinanden. Det giver elever det forkerte indtryk at disse fostre, som rent faktisk er midtvejs i deres udvikling, skulle være på de tidligste stadier. Nogle biologibøger bliver også ved med at påstå at nogle folder i nakkeregionen hos menneskefosteret er gællespalter. Det skulle være et tegn på at vi igennem evolutionen skulle have gennemgået et stadium som fisk. Dette på trods af at alle hvirveldyrfostre har sådanne folder. Den moderne videnskab ved hvordan gæller ser ud, og en simpel mikroskopering kan afsløre at disse folder intet har med gæller at gøre. Den mere opdaterede del af videnskaben véd at disse folder er forstadiet til kirtler hos fisken udvikler strukturerne sig til gællespalter, hos fugle udvikler folderne sig til noget helt andet, og hos krybdyrene noget helt tredje. Eksemplet bliver endnu mere absurd når vi ser at selv fiskefostre ikke har gællespalter midtvejs i deres fostertilværelse. Myten om at mennesket skulle have gællespalter, er ikke udsprunget af videnskabelige resultater, men den kommer af en tro på at evolutionsteorien er sand. 3. Udrydder de nye fotografier Haeckels misforståelser? Forklar. 4. Er det ok at antage at gællespalter i menneskelige fostre bidrager med argumenter for Darwins teori? Forklar.

Kløvning er betegnelsen for processen at den tidlige cellemasse deler og folder sig.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Kapitel 2:

Darwins finker 2-1 Darwins finker Målet for dette afsnit er at sætte læseren i stand til at gøre rede for hvordan begrebet Darwins finker er opstået

950 km fra Ecuadors kyst, på ækvator, ligger Galapagosøerne som omfatter 13 større øer, 17 småøer og 47 rev. I 1835 besøgte Darwin øerne på sin jordomrejse med skibet Beagle. Her samlede han mange forskellige vilde dyr heriblandt nogle finker. I dag regner de fleste biologer med at der findes 13 finkearter på øerne, og de kan skelnes ved forskellige størrelser og former på deres næb. Finkearterne er spredt ud over øgruppen (fig. 2-1). Der er en 14. art som lever nordøst for Galapagosøerne. Darwin indsamlede eksemplarer af ni af de i alt 13 finker; det på trods af at han alene identificerede seks af dem som finker. I modsætning til hvad man kan læse mange steder, var Darwin ikke synderligt imponeret over disse finker da han fangede dem. Uden nogen form for systematisk registrering af de øer finkerne var fanget på, pakkede han dem ned i skibets last. Beagle nåede i havn i England året efter, og herefter gav Darwin finkerne til en ekspert for at få ham til at undersøge dem. Først længe efter fundet af finkerne noterede Darwin det i sin Journal of Researches, og her skrev han at de forskellige finkearter måske var varianter af et oprindeligt finkepar. Først et århundrede senere lagde biologer vægt på de karakteristiske næbformer, og

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Fig. 2-1. De forskellige variationer af Darwins finker. Forskellen ses især i næbtykkelsen.

hvordan de var tilpasset til forskellig føde; og det var også først på det tidspunkt at finkerne fik navnet Darwins finker . De fleste biologibøger giver os indtryk af at Darwins finker spillede en nøglerolle i udviklingen af Darwins evolutionsteori. Vandrehistorien fortæller hvordan Darwin indså at finkerne havde udviklet sig fra en fælles forfader ved at tilpasse sig til forskellige fødetyper på de forskellige øer. Det forholder sig bare ikke sådan. På trods af at moderne evolutionsbiologer ser Darwins finker som et eksempel på den evolutionsteori Darwin var talsmand for, spillede eksemplet en underordnet rolle for Darwin selv; så lille at han slet ikke nævnte finkerne i sin mest kendte bog Arternes oprindelse. På det tidspunkt hvor rejsen foregår, har Darwin i det hele taget kun en meget ringe

idé om den evolutionsteori han senere formulerer. 1. Hvor findes Galapagosøerne? 2. Hvilken rolle spillede Darwins finker for formuleringen af Darwins teori?

2-2 Argumenter for Naturlig selektion hos Darwins finker Målet for dette afsnit er at sætte læseren i stand til at kunne gøre rede for den seneste forskning i naturlig selektion hos galapagosfinkerne forklare betydningen af denne forskning Fig. 2-2. Kort over Galapagos Øerne.

Et team af biologer blev i 1970 erne ledet af Peter og Rosemary Grant på en ekskursion til Galapagosøerne. De tog af sted for at studere Darwins finker og få bedre kendskab til hvordan de lever. Holdet slog lejr på den lille ø Store Daphne (fig. 22) for at studere Mellem jordfinke (Geospiza fortiz) (K i fig. 2-1). Hver fugl blev omhyggeligt vejet og målt, og det var både vinger, ben og tæer; og vigtigst af alt størrelsen og formen på næbbet. Biologerne lavede et skema for hvilke finker der fik afkom, de målte nedbør, og de undersøgte hvilke frø øens planter producerede. Denne måde at undersøge finkerne på var der ikke noget usædvanligt i. Man er nødt til at undersøge så mange faktorer som muligt for at opnå pålidelige resultater også selvom mange af måleresultaterne senere skulle vise sig at være uden betydning. I 1977 ramte en omfattende tørke øerne. Den medførte en kraftig nedgang i mængden af frø til finkerne specielt de små frø. Store Daphnes population af jordfinker svandt ind til 15 % af det oprindelige antal. Forskerteamet observerede at naturlig selektion havde ladet de finker overleve som havde en næbstørrelse som i snit var 5 % større end de andre finker. De konkluderede at

naturlig selektion havde favoriseret de finker som havde næb som var tykke nok til at knække kernerne i de tykke frø som lå tilbage efter den kraftige tørke. Arterne af finker på Galapagos bliver hovedsageligt sorteret efter næbbets størrelsen og form, og det betyder at en forandring i næbstørrelse over tid i sidste ende kan resultere i en ny art. I 1991 skrev Peter Grant en artikel i tidsskriftet Scientific American, og her skønnede han at hvis der kom en tørkeperiode hvert årti, ville det skabe en ny finkeart på blot 200 år. Her havde Peter Grant antaget at den forandring én tørke resulterer i hos finkerne, ville blive fastholdt indtil den næste tørke, som så igen ville øge ændringen. Antagelsen var grebet ud af den blå luft, for der var ingenting i naturen eller undersøgelserne der viste at det hang sådan sammen. Faktisk kom der en fugtig periode med meget regn i 1983, og Peter Grant observerede at de små frø igen var rigeligt til stede på øerne. Ikke nok med det, så forandrede næbstørrelsen sig igen tilbage til det normale som før tørken. Alt i alt var der ingen forandring kun en udvikling frem og tilbage. I stedet

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Fig. 2-3. Hvis man fremskriver en udvikling som har fundet sted i et kort tidsrum, kan man ramme langt fra virkeligheden. De fleste ændringer hos dyr svinger frem og tilbage igennem årene det samme sker med finkernes næb.

konkluderede Grant at den gennemsnitlige næbstørrelse svingede frem og tilbage i takt med forandringerne i klimaet. Kun finker med store næb overlevede under tørke, og den gennemsnitlige næbstørrelse steg, men størrelsen faldt tilsvarende i fugtigt klima med normal nedbør. Det skete på den måde at fugleunger med små næbstørrelser overlevede til voksenstadiet ved normal nedbør; og med deres små næb trak de ned i gennemsnitsstørrelsen af næb hos finkerne. Teorien om at naturlig selektion kunne skabe en ny art på 200 år ved at virke på næbstørrelserne var baseret på urealistiske fremskrivninger af de data man havde tilgængelige for en kort periode. I virkeligheden svinger størrelsen af næbbene frem og tilbage uden nogen permanent forandring (fig. 2-3). Grants grundige undersøgelser gav ikke noget direkte argument for at naturlig selektion på finkernes næb kan skabe nye arter. På trods af det er der dog ikke nogen grund til at afvise at nye finkearter kan opstå ved tilpasning til forskellige frøstørrelser på Galapagosøerne. Det er teoretisk muligt, men undersøgelser har endnu ikke vist hvordan. Endnu en ting som kastede en skygge over Grants teori om forskellige arters opståen, fandt

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

sted i 1983. Her observerede Grants team at mange af finkearterne fik afkom med hinanden som var mere hårdføre end deres forældre. Grant selv regnede sig frem til at en sådan proces kunne få mange af arterne til at smelte sammen til én art på kun 100 år. Altså det omvendte af artsdannelse. I de regnfulde år så det faktisk ud til at det gik hurtigere for finkearterne at smelte sammen end det gik med at danne nye arter. Det er præcist det modsatte af hvad man ville forvente ud fra Darwins evolutionsteori. Overordnet set er Darwins finker en gruppe fugle som har en unik evne til at tilpasse sig det miljø de lever i ligesom man ser det hos så mange andre dyr og planter i naturen. Finkerne er ikke ved at udvikle sig til noget radikalt anderledes; de varierer for at overleve og mekanismen er naturlig selektion, men måske også andre ukendte mekanismer. Naturlig selektion er en kendt dynamik i naturen, og den klarer sig fint uden evolutionsteorien. 3. Hvad skete der efter den hårde tørke på Galapagosøerne i 1977? 4. Forklar hvorfor forandringerne i den gennemsnitlige næbstørrelse er et godt eksempel på naturlig selektion. 5. Hvad sker der når regnen vender tilbage, og hvorfor er det vigtigt?

2-3 Mikro- og makroevolution Målet for dette afsnit er at sætte læseren i stand til at kunne skelne mikroevolution fra makroevolution at gøre rede for hvorfor det første ikke kan bruges som forklaring på det sidste

I mange år har evolutionsbiologer måttet erkende at der er forskel på mikro-evolution som er småskala-forandringer hos organismerne (farve, stør-

relse, muskelmasse osv.), og makro-evolution som er forskelle i kropsplanen som nye knogler, vinger, organer Med andre ord mente han at osv. Denne skelnen mikroevolutionen var de små imellem mikro- og skridt i den store udvikling makro-evolution (makroevolutionen), og det er hævdes ofte at væpræcist her kæden springer af re opfundet af skabelsestilhængere, men det er ikke tilfældet. Læser vi i den anerkendte biologiske ordbog Håndbog i Biologiske fagtermer finder vi der følgende definitioner: Mikroevolution: Mikroevolutionære ændringer i genfrekvenser, kromosomstruktur og antal. Mikroevolutionære begivenheder kan konstateres over en forholdsvis kort tidsskala. Sammenlign makroevolution.

Makroevolution

Evolutionære processer som strækker sig over geologisk tid, leder til udviklingen af markant nye slægter og højere taksonomiske grupper. Sammenlign med mikroevolution

Mikroevolution

Evolutionær ændring som består af forandringer i genfrekvenser, kromosomstruktur eller antallet af kromosomer pga. mutationer og rekombination. En ændring som kan observeres over en relativt kort tid. F.eks. opnåelsen af resistens over for pesticider blandt insekter, den relativt lille ændring som skelner geografiske racer, underarter, søskendearter etc. Sammenlign med makroevolution

Der er ingen som sår tvivl om at mikroevolution finder sted heller ikke blandt skabelsestilhængere. Det vil også være dumt andet, for vi ser det alle steder og mest tydeligt i landbruget hvor nye griseracer med højere kødprocent er fremavlet, køer med højere mælkeydelse, korn med større aks og stærkere stængel. Ifølge Darwin sker de samme slags forandringer ude i naturen, og det kan vi også observere i naturen i dag. Men Darwin gik videre og påstod hvis der var tid nok til rådighed, så ville denne variation skabe grundlæggende nye egenskaber hos organismerne. Med andre ord mente han at mikroevolutionen var de små skridt i den store udvikling (makroevolutionen), og det er præcist her kæden springer af, for der er ikke støtte for den antagelse i videnskaben. Undersøgelserne af Darwins finker giver et rigtigt godt eksempel på mikroevolution, men fordi finkerne varierer frem og tilbage i næbstørrelse, og fordi arterne krydser sig med hinanden ved normal nedbør, så er finkerne ikke et argument for makroevolution. Oprindelsen af en ny grundtype er aldrig observeret. Grundtype er en dyregruppe, ligesom familie som er større end en art, og derfor indeholder flere arter. Mikroevolutionen sker inden for grundtypen, mens det aldrig er observeret at nye grundtyper opstår med nye komplekse egenskaber (makroevolution). Variationerne blandt Darwins finker er en variation af grundtypen. Det er teoretisk muligt at makroevolution vil ske, men Darwins finker kommer ikke bare i nærheden af at være et eksempel på det. Eksemplet forklarer en interessant mekanisme i naturen, men det er uinteressant når vi taler evolution i stor målestok. 6. Hvad er mikroevolution, og hvad er makroevolution? 7. Hvorfor understøtter Grants undersøgelser ikke makroevolution?

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Kapitel 3:

En firvinget bananflue 3-1 Genetik og neodarwinisme Målet for dette afsnit er at gøre opmærksom på hvordan den moderne evolutionsteori (neodarwinisen) afviger fra Darwins oprindelige teori hvorfor den moderne evolutionsteori har brug for gavnlige mutationer

Darwins teori fortæller at al evolution er naturlig selektion som udvælger gavnlige og arvelige variationer. Mikroevolution er en variation som arbejder med det DNA der allerede er til stede hos organismerne. Man taler om at genpotentialet giver mulighed for variation. Det er muligt fordi kun en meget lille del af generne kommer til udtryk ad gangen. Det er en observeret og velbeskrevet del af biologien. Makroevolution er derimod mere spekulativ fordi den kræver at der ikke blot rokeres rundt på eksisterende information, men at der tilføres grundlæggende ny information. Darwin brugte de to første kapitler af Arternes Oprindelse på at godtgøre eksistensen af arvelige variationer i husdyrbrug og ude i naturen, men han havde ingen kendskab til hvordan variationerne blev nedarvet, eller hvordan nye variationer opstod. Uden den viden var Darwins teori ukomplet. Den østrigske munk Gregor Mendel skrev en bog som blev udgivet i 1866, om krydsningsforsøg han havde lavet med planter. I første omgang

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

uden den store interesse. I 1900 blev forsøgene revurderet som en vægtig teori om nedarvning. I 1909 brugte W. L. Johannsen ordet gen for første gang til at beskrive den ting eller det Mikroevolution er en varia sted hvor de arvelige tion som arbejder med det egenskaber befandt sig DNA der allerede er til ste(man kendte endnu ikde hos organismerne. ke til DNA). Det var nedarvningen af disse gener som Mendel havde vist med sine krydsningsforsøg uden at vide hvilken storslået videnskabsgren han havde grundlagt. Senere udviklede biologer teorierne om gener og udpegede kromosomer som de kemiske molekyler der kunne udsættes for tilfældige forandringer. Disse forandringer blev allerede i 1901 kaldt mutationer. I 1930 erne kombinerede biologer Darwins teori med genetikken, og neodarwinismen (ny-darwinismen) var født. Det er i dag så længe siden at man oftest i daglig tale blot kalder den darwinisme eller evolution. Molekylærbiologien sprang for alvor ud i 1950 erne da strukturen af DNA et blev kortlagt, og det blev kendt at det hele var ren kemi. Makroevolution er derimod Den snoede DNA-stige mere spekulativ fordi den består af molekyler kræver at der ikke blot rokesom indeholder en res rundt på eksisterende enorm informationsinformation, men at der tilmængde. DNA er det føres grundlæggende ny inprogram eller den koformation. de som afgør udseende og adfærd hos organismerne. Det er et meget komplekst system, og dybden af vores erkendelse vokser i omfang for hver dag forskerne opdager nye sider af det.

I dette komplekse DNA kan der opstå fejl, ligesom fejl opstår i computerprogrammer. Fejlene kalder man mutationer, og de kan skabe forandringer i generne og Fælles for de mutationer dermed i udseendet hos vi har set indtil i dag, er organismerne. De forandringer giver nye variaat de forandrer den eksi- tioner, og nogle er gavnsterende information det lige for organismen og er denne forandring vi kal- får lov til at overleve, der mikroevolution. mens de skadelige ikke vil nedarves, men gå til grunde. Neodarwinismen kan siges at være teorien om at tilfældige genetiske mutationer leverer råmaterialet til evolutionen. Naturlig selektion udvælger de organismer der har de bedste egenskaber. Med de bedste menes de egenskaber som gør dem i stand til at få mest afkom. Det påstås så at mutationerne og den naturlige selektion igennem tiden har udviklet alle de kendte livsformer vi kender på kloden. Fælles for de mutationer vi har set indtil i dag, er at de forandrer den eksisterende information det er denne forandring vi kalder mikroevolution. Også selvom en ny egenskab kan opstå ved mutationerne, f.eks. resistens hos bakterier, så er der ikke tale om en ny information eller kode, og teorien er helt utilstrækkelig til at kunne forklare udviklingen af alt levende. Nogle mutationer ændrer biokemiske processer f.eks. enzymer som nedbryder føde. Andre mutationer kan påvirke farve og bygning hos mutanterne2. Siden langt størstedelen af mutationer er skadelige for organismen, så vil de blive udslettet i kampen for overlevelse fordi de skadelige mutationer bliver en hæmsko for mutanterne. Kun de ekstremt sjældne mutationer som gavner organismen i dens kamp for overlevelse, bliver bevaret af naturlig selektion og bidrager på den måde til evolutionen. Et almindeligt eksempel i udenlandske biologibøger på en mutant som ændrer udseende er den firvingede bananflue.

Fig. 3-1. En normal og en firvinget bananflue.

1. Hvem var Gregor Mendel, og hvad bidrog han med til biologien? 2. Hvad er neo-darwinismen, og hvordan afviger den fra Darwins oprindelige teori? 3. Hvad er en mutation? 4. Hvorfor er gavnlige mutationer af afgørende betydning for neodarwinismen? 5. Hvad er mikro- og makro-evolution? 6. Kan mutationer skabe ny information? 7. Hvad er en mutant?

2 Mutant kaldes den organisme mutationerne går ud over .

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

3-2 Den firvingede bananflue Målet for dette afsnit er at gøre læseren i stand til at forklare hvordan mutationer kan frembringe en firvinget bananflue

Bananfluen Drosophilia melanogaster er meget populær inden for molekylærbiologi og genforskning. Den er lille, den formerer sig hurtigt, og så er den let at have med at gøre i laboratoriet. Koden for dens seks kromosomer er kendt, og det er let at påføre dem mutationer ved stråling. Bananfluens krop er delt op i kropsled (segmenter), og det midterste segment, thorax, er opdelt i tre dele. Normalt sidder vingerne på det midterste af de tre segmenter, og på det tredje segment sidder et par køller som går i svingninger under flyvningen og hjælper bananfluen med at opretholde balancen. I 1915 opdagede en genetiker en muteret bananflue hvor det tredje segment lignede det midterste med lidt større køller end normalt. Køllerne lignede minivinger. Den spontant opståede type af en bithorax -mutant har været holdt i live i laboratorier lige siden. Genetikeren Ed Lewis opdagede i 1970 erne på California Institute of Technology at han ved at krydse bithorax-mutanterne med bananfluer med en anden mutation, postbithorax , var i stand til at skabe en bananflue hvor køllerne var endnu større. Afkommet lignede næsten en bananflue med et ekstra par vinger. Han fandt ud af at hvis han krydsede denne krydsning med en tredje mutant, anterobithorax , så fik han en tredobbelt mutant som havde et ekstra sæt vinger magen til de oprindelige vinger (fig. 3-1). Lewis mål med sit arbejde var at komme til en bedre forståelse af de molekylære interaktioner som spiller ind i bananfluens udvikling. Han nåede frem til at alle tre mutationer i den firvingede bananflue ramte det samme store gen, ultrabithorax . Mutationerne berører ikke det protein som genet udtrykker, men kun det sted hvor proteinet produceres i fosterstadiet. Hver celle i bananfluens krop får samme gener fra det befrugtede æg, men efterhånden som fo-

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

steret udvikler sig, bliver bestemte gener slået til, men kun i de celler som har brug for det. Det er meget komplekst hvilke gener som bliver slået til Han fandt ud af at hvis og fra, og den udvælgelhan krydsede denne krydsse styres af de såkaldte ning med en tredje muregulerende gener. Getant, anterobithorax , så nerne kan slås til og fra fik han en tredobbelt musom stikkontakter i tant som havde et ekstra forskellige dele af fostesæt vinger magen til de ret. I en normal bananoprindelige vinger flue bliver ultrabothorax-genet tændt på det tredje segment, og segmentet udvikler køller, ikke vinger. De tre mutationer slukker hver især for dette gen til en vis grad, og sammen slukker de ultrabithorax-genet helt i det tredje segment. Resultat: Der vokser et normalt udseende par vinger frem i stedet for køller. 8. Hvad er køller , og hvad funktion har de? 9. Hvilken funktion har et regulerende gen? 10. Hvordan kan DNA-mutationer producere en firvinget bananflue?

3-3 Firvinget bananflue og evolution Målet for dette afsnit er at gøre læseren bevidst om hvorfor en firvinget bananflue ikke støtter neodarwinismen

Ved første øjekast ser det ud som om den firvingede bananflue viser et fremskridt ind i makroevolutionen med dannelsen af en ny struktur. Virkeligheden er den modsatte. Bananfluen har mistet strukturer som er vigtige for flyvningen. Køllerne som hjælper den med at holde balancen, er forsvundet, og i stedet for at blive erstattet med

noget nyt har den fået en kopi af en struktur som allerede eksisterer i et andet segment. Informationen til den nye vinge var allerede til stede i DNA et både i segFordi mutationerne skader mentet hvor vingen er organismens overlevelse og vokset frem og i alle eliminerer strukturer og ek- de andre celler af basisterende information, bi- nanfluen. De ekstra sæt vinger har heller drager de ikke som et argu- ingen muskler, så den ment for neodarwinismen. ulykkelige flue er svært hæmmet af sit fremskridt . Den er som et fly med et par ekstra, men ubrugelige vinger dinglende fra siden. Den kan måske lette fra jorden, men dens evne til at flyve er kraftigt svækket. Pga. vingerne har de firvingede bananfluer også svært ved at parre sig, og hvis tripel-mutanterne ikke plejes med største omhu i laboratoriet, vil de uddø. Skabningen vil uden tvivl bukke under i kampen for at overleve i naturen. Er det muligt at de firvingede bananfluer viser os baglæns evolution? Evolutionsbiologer mener at tovingede fluer har udviklet sig fra firvingede fluer som vi f.eks. ser det hos guldsmeden. Kan forhistoriske firvingede fluer have fået genetiske mutationer som har reduceret et par vinger til små rudimenter som fik funktion som køller? Da det her drejer sig om en hæmning af et gen og ikke en skabelse af et nyt, er det ikke denne type mutationer som kan drive makroevolutionen. Pro-

blemet med ideen er at en firvinget flue ikke bliver til en tovinget flue ved at mutationer slukker for nogle hypotetiske vinge-gener . Det vil give mere mening hvis man forestillede sig at en firvinget flue blev udviklet til en tovinget ved at udvikle sig et kølle-gen ultrabithorax. Biologer ved ikke hvordan bananfluer har erhvervet ultrabithorax, men genet er for komplekst til at det kan være opstået ved få tilfældige mutationer. Uden at kende til oprindelsen af ultrabithorax kan vi ikke forklare hvordan firvingede fluer skulle have udviklet sig til tovingede lige så lidt som vi kan forklare hvordan insekter har fået vinger fra begyndelsen af. De mutationer som producerer de firvingede bananfluer, lærer os noget om hvordan generne udtrykkes af insekterne i fosterstadierne. Fordi mutationerne skader organismens overlevelse og eliminerer strukturer og eksisterende information, bidrager de ikke som et argument for neodarwinismen. 11. På hvilken måde er den firvingede bananflue hæmmet? 12. Hvorfor kan eksemplet med den firvingede bananflue ikke vise os den omvendte evolution fra firvingede til tovingede? 13. Forklar hvorfor firvingede bananfluer ikke støtter neodarwinismen.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Kapitel 4:

Resistente bakterier 4-1 Resistens over for antibiotika hos bakterier Målet for dette afsnit er at læseren skal vide hvad antibiotika er for noget hvad der sker med bakterier som er resistente over for dem

Antibiotika er kemiske kampstoffer som produceres af mikroorganismer til at slå andre mikroorganismer ihjel eller hæmme deres vækst. Alexander Fleming opdagede i 1928 antibiotikummet penicillin ved et rent tilfælde i en glemt petriskål med mug i. Mug består nok som bekendt af svampe, og den svamp man her stod med, kaldes penicillium . Svampen slog nogle bakterier ihjel, mens andre blev hæmmet af den. Opdagelsen banede vejen for udvikling af en lang række antibiotika som kan bekæmpe infektioner og betændelse, og de har reddet tusinder af menneskeliv. I 1940 erne blev penicillium brugt til at behandle infektioner hos mennesker. I 1944 blev endnu et antibiotikum opdaget streptomycin. Det blev fundet af den amerikanske mikrobiolog Selman Wadsman og hans forskerhold. Det blev udvundet af nogle jordbakterier, og det kunne behandle sygdomme som penicillin ikke kunne kurere, en af dem tuberkulose; og denne opdagelse blev et kæmpe fremskridt for lægevidenskaben. Siden er mange andre antibiotika blevet opdaget bl.a. kloramfenikol, erythromycin og tetracyclin. Allerede inden man begyndte at behandle

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

mennesker med antibiotika, kan resistensen have eksisteret. Det har normalt været enzymer som bakterien har brugt til at nedbryde antibiotika informationen til enzymet var på forhånd til stede i bakteriens DNA. Resistens kan forekomme på mange måder. Resistens over for penicillin ser man ofte når en bakterie producerer et enzym som hedder penicillinase . Dette enzym inaktiverer penicillinen, så den ikke skader bakterien. Enten har bakterierne DNA til at lave penicillinase, eller også har de ikke. Resistensen er altså ikke noget som spontant opstår når der er antibiotika til stede. Ofte har en bakterie ikke resistens-generne i deres DNA, men her er bakterier så sindrigt indrettet at de kan bytte gener. Ved hjælp af et lille sugerør , pili, kan de overføre DNA til hinanden det kan f.eks. være DNA som koder for Enten har bakterierne DNA resistens, så ikke-resitil at lave penicillinase, elstente bakterier kan bliler også har de ikke. Resive resistente. Har de ikstensen er altså ikke noget ke generne for penicilsom spontant opstår når linase, så dør de af penider er antibiotika til stede. cillinen. Har de derimod generne, overlever de, og de fremtidige generationer har et aktivt gen som producer penicillinase de er blevet resistente! Det er langt det mest almindelige at resistensen i forvejen er til stede hos bakteriens DNA, men der findes enkelte undtagelser i andre typer resistens hvor den skyldes en positiv mutation. Det er den type positive mutationer det påstås kan drive hele evolutionen fra amøbe til blåhval. Det er ikke alle tilfælde af resistens som skyldes enzymkomplekser. I sjældne tilfælde kan resistensen skyldes tilfældige mutationer som ændrer eksisterende molekyler hos cellen, så de undgår

den dødelige kontakt med antibiotika. Mange antibiotika forgifter bakterierne ved at binde sig til et bestemt protein inde i cellen. Hvis en mutation ændrer formen af proteinet nok til at forhindre antibiotikaet i at binde sig til det, så går bakterien fri og bliver resistent. Det kræver at proteinet, trods mutationen, bibeholder sin funktion, for ellers er det ikke sikkert at bakterien kan overleve. Denne type resistens kan opnås ved en meget lille ændring af eksisterende kompleksitet f.eks. en udskiftning af en enkelt aminosyre. 1. Hvad er antibiotika? 2. Hvordan kan man i laboratoriet vise at bakterier er resistente? 3. På hvilke to måder kan en bakterie blive resistent? Hvilken er mest almindelig?

4-2 Resistens hos bakterier har en pris Målet for dette afsnit er at gøre læseren bevidst om hvilken pris bakterier betaler for at blive resistente

I laboratoriet dyrker man oftest bakterierne i runde petriskåle med agar som er noget gele der indeholder næringsstoffer for bakterier. Er en petriskål inficeret med en bakterie, dannes der en lille koloni af bakterier som ses som en farvet plet det er magen til det man finder på muggen mad. Ved at placere et Resistente bakterier har nor- stykke filterpapir malt en nedsat forbrænding, som er vædet med og de vokser og reproducerer antibiotika, på agarpladen, kan man se sig langsommere end deres om bakterierne er ikke-resistente fætre. følsomme over for antibiotika. Er de følsomme, vil de dø eller blive hæmmet der hvor filterpapiret har rørt pladen. Det giver et område

Fig. 4-1. Bakteriekolonier i en petriskål ses på billedet som sorte pletter. Området A er påvirket af antibiotika og er ryddet for normale bakterier. Én lille koloni ses dog i området A, og det er en koloni som har opbygget resistens imod antibiotikaet.

omkring filterpapiret hvor der ingen bakterier kan gro. Findes der derimod en resistent bakterie, vil den overleve og danne en koloni der hvor de andre bakterier ikke kan gro (se fig. 4-1). Så længe der er antibiotika til stede har de resistente bakterier kronede dage fordi de kan formere sig uden konkurrence fra de andre ikke-resistente bakterier. Men det har sin pris. Mutationer som leder til resistens, er ikke så gavnlige for bakterierne som det umiddelbart kan lyde til. Fordelen er at det gør bakterierne i stand til at overleve når der er antibiotika til stede, men ellers er det ikke nødvendigvis en fordel. Mutationer ændrer nemlig molekyler inde i cellen, og det skader ofte cellens funktion. Resistente bakterier har normalt en nedsat forbrænding, og de vokser og reproducerer sig langsommere end deres ikkeresistente fætre. Det ses tydeligt hvis man planter den resistente bakterie fra det antibiotika-fyldte over i et almindeligt antibiotika-frit miljø. Så bliver resistensen en belastning for de resistente bakterier, og de ikke-muterede bakterier vil klare sig bedre og måske til sidst udkonkurrere de resistente bakterier.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Ifølge nogle biologer kan der opstå nogle kompensations-mutationer som til en vis grad kan hjælpe de resistente bakterier til en normal vækst, men de kan aldrig gøre skaden helt god igen. Den overordnede tilpasning hos mutanter, i fraværet af antibiotika, er stadig lavere end hos bakterier som ikke er blevet ramt af en mutation. 4. Hvad er prisen for en mutation der resulterer i resistens, og hvad er en kompensationsmutation ?

4-3 Bakterieresistens og evolution Målet for dette afsnit er at læseren skal forstå hvordan resistens hos bakterier bliver brug til at underbygge neodarwinismen hvorfor denne støtte er tvivlsom

Ifølge neodarwinismen er mutationer råmaterialet for evolutionen fordi de skaber ny information og variation til evolutionsprocessen. For at en mutation kan blive udvalgt af den naturlige selektion, skal den være gavnlig for organismen. Gavnlig betyder at mutanten i sidste ende får mere afkom end før mutationen. Anatomiske mutationer, som dem vi så hos den firvingede bananflue, er skadelige, så de kan ikke bidrage med råmateriale til evolutionen fordi bananfluerne kan ikke overleve i den fri natur.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Nogle biokemiske mutationer er til en vis grad gavnlige og resistens hos bakterier er et godt eksempel herpå. Det stigende antal resistente bakterier som opstår i et antibiotikafyldt miljø, bidrager dog kun med en begrænset ændring til en eksisterende art; og fordi fordelen for de resistente bakterier vender når antibiotikaene forsvinder, underbygger resistens bedre mikroevolution, på samme måde som svingningerne i næbstørrelsen hos Darwins finker gør det. Fordi bakterier kan gennemleve mange generationer på meget kort tid (nogle kan formere sig på få minutter), og fordi de let kan udsættes for kemiske og fysiske påvirkninger som resulterer i mutationer, har nogle biologer håbet på at bakterier skulle kunne fremvise gode eksempler på makroevolution og skabelse af ny information. I de 150 år der er gået siden Darwin, har mutationer og naturlig selektion øjensynligt aldrig skabt blot én ny bakterieart. Som den britiske bakteriolog Alan Linton skrev i 2001: 150 års videnskab i bakteriologi har ikke fremlagt så meget som ét bevis for at én bakterieart kan omdannes til en anden. Resistens over for antibiotika er argument for at mutationer kan give råmateriale til mikroevolution. På samme måde som darwinfinkernes næb, viser antibiotika-resistens også en variation, men det giver ikke noget bevis for at mutationer og naturlig selektion kan føre til en makroevolutionær ændring. 5. Hvordan kan resistens ved mutationer være et argument for mikroevolution? 6. Forklar hvorfor antibiotika-resistens ikke understøtter makroevolution.

Kapitel 5:

Homologi 5-1 Homologi før og efter Darwin Målet for dette afsnit er at læseren bliver i stand til at definere homologi før Darwin at definere homologi efter Darwin

I århundreder har biologer og naturforskere bemærket at der er visse ligheder imellem forskellige organismer. En form for lighed er den funktionelle. Sommerfugle har vinger, det har flagermus og fugle også, men på trods af en sådan lighed, er kropsbygningen hos dyrene konstrueret meget forskelligt. En anden slags lighed er den strukturelle. Knoglestrukturen i et marsvins luffer ligner den vi finder hos mennesket, og det på trods af at marsvinet bruger lufferne til at svømme, og vi er designet til at gribe med hånden. Naturforskere (biologer) der levede før Darwin, kaldte de funktionelle ligheder for analogi og de strukturelle ligheder for homologi . De klassiske eksemFor at sikre sig at homologi pler på homologe kun blev brugt om strukturer strukturer er forsom skyldes en fælles forfader, lemmerne hos så omdefinerede senere biolo- hvirveldyr. På trods af at forskelger ordet, så det kom til at belige arter bruger tyde ligheder som skyldes deres forlemmer fælles afstamning . forskelligt en flagermus flyver med sine vinger, marsvinet svømmer med sine luffer, hesten løber på sine ben, og mennesket griber

med sine hænder så er knoglestrukturen i disse forlemmer meget ens. Naturforskere før Darwin tolkede homologi som tegn på at strukturerne stammede fra en fælles grundtype . En grundtype kunne dog have forskellige betydninger. En forklaring var at grundtyper var en plan i Skaberens bevidsthed ligesom vi kan se lighedstræk hos malerier fra den samme kunstner. En anden forståelse var en iboende form i naturen, og en tredje var at grundtyperne var en prototype som gik forud for det eksisterende liv. Før Darwin troede de fleste naturforskere at dyrene var konstrueret efter den samme plan som en grundtype, men de troede ikke at de nedstammede biologisk fra den. I modsætning til disse forestillinger argumenterede Darwin i Arternes Oprindelse for at homologi var et tegn på at dyrene var biologisk beslægtet med hinanden nedarvet med variationer igennem tiden og derfor forskellige trods ligheden i knoglerne. Med den formodning at, som han skriver, der var en tidlig forfader en arketype, om man vil til alle pattedyr, fugle og reptiler, og de lignende knoglestrukturer i hånden hos mennesket, vingen hos flagermusen, luffen hos marsvinet og benet hos hesten kan samtidig forklares ved teorien om fælles afstamning med langsomme og små variationer. Darwin anså homologi for at være det bedste argument for evolution. Nogle strukturelle ligheder er dog ikke erhvervet igennem fælles afstamning. F.eks. ligner strukturen hos øjet i blæksprutten meget det menneskelige øje, men biologer mener ikke at disse ligheder stammer fra en fælles blækspruttemenneske forfader. For at sikre sig at homologi kun blev brugt om strukturer som skyldes en fælles forfader, så omdefinerede senere biologer or-

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

det, så det kom til at betyde ligheder som skyldes fælles afstamning . Så før Darwin (og hos Darwin selv) var definitionen på homologi ligheder i strukturer og placering . Naturforskere før Darwin forklarede homologi ved at tilskrive lighederne en fælles arketype eller plan, men Darwin forklarede det ved at tilskrive det en fælles afstamning. Efter Darwin blev forklaringen på homologi inkluderet i definitionen, og homologi blev synonym med ligheder pga. fælles afstamning . 1. Hvad var definitionen på homologi før Darwin og for Darwin selv? 2. Hvordan afveg Darwins forklaring på homologi fra de naturforskere som gik forud for ham? 3. Hvordan og hvorfor blev homologi omdefineret efter Darwin?

5-2 Homologi og cirkelslutning Målet for dette afsnit er at læseren bliver opmærksom på hvad en cirkelslutning er hvordan den moderne definition på homologi kan føre til en sådan cirkelslutning

fælles nedstamning. Hvis homologi derimod bliver defineret som ligheder pga. fælles afstamning , og homologi bliver brugt som arHvis homologi derimod bliver gument for fælles defineret som ligheder pga. afstamning, har vi fælles afstamning , og homoet problem. Det gilogi bliver brugt som arguver en cirkelslutment for fælles afstamning, ning hvor ligheder har vi et problem. Det giver en pga. fælles afstamning skyldes fælles cirkelslutning hvor ligheder afstamning . pga. fælles afstamning skylMange forskere des fælles afstamning . og filosoffer har kritiseret dette misbrug af ordet homologi. Videnskabsfilosoffen Ronald Brady skrev i 1985 at ved at flette vores forklaring ind i definitionen på det vi vil forklare, udtrykker vi ikke en videnskabelig hypotese, men tro. Vi er så overbevist om at vores forklaring er sand at vi ikke længere ser nogen grund til at adskille den fra den situation vi forsøger at forklare. Vi kan ikke fortsat tolerere at sådanne dogmatiske anstrengelser får plads og råderum i det videnskabelige miljø. 4. Hvad er en cirkelslutning? 5. Hvordan kan den moderne definition af homologi føre til en cirkelslutning?

5-3 Berras bommert En cirkelslutning er en form for argument hvor det der skal begrundes, selv bruges som begrundelse. Så snart man accepterer begrundelsen, vil konklusionen logisk følge med fordi det er en af begrundelserne. Problemet med cirkelslutninger er at det på overfladen kan se ud som om man når frem til en konklusion på baggrund af fakta, men i virkeligheden gentager man blot forudsætningen. Så man har ikke vist noget med argumentet. Darwin brugte ikke homologi til at lave en cirkelslutning. Han definerede det som ligheder i strukturer og placering , og så argumenterede han for at de var et argument for hans teori om

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Målet for dette afsnit er at læseren forstår hvorfor en række ligheder ikke er nok til at påvise fælles afstamning

Hvordan kan vi vide om strukturelle ligheder skyldes fælles afstamning, som Darwin mente det gjorde? Eller vide om lighederne skyldes en bygning fra en arketype eller en plan som Darwins forgængere troede? Som vi har set, giver en om-

Fig. 5-2. Berras bommert. Berra brugte udviklingen hos Corvettebiler som eksempel på hvordan organismer udviser forandringer igennem tiden (evolution). Bommerten består i at bilerne er designet de har en designer.

definering af ordet homologi os ikke noget svar på spørgsmålene. Ved første øjekast kan det se indlysende ud at lighederne viser en fælles afstamning hvis man stiller fossilerne (forsteningerne) op i en bestemt rækkefølge, men det besvarer ikke spørgsmålet. Man kan også stille andre ting op som vi med sikkerhed ved ikke er biologisk beslægtede, og lave et stamtræ; vi kan lave et træ over køkkenredskaber, værktøj, malerier, broer eller bilmodeller. Spørgsmålet blev uforvarende illustreret af biologen Tim Berra i hans bog fra 1990. I bogen forsvarer Berra evolutionsteorien imod kritik fra skabelsestilhængere. Berra har sammenlignet fossilerne med en serie bilmodeller. Hvis man sammenligner en 1953- med en 1954-Corvette og stiller dem op ved siden af hinanden, og prøver det samme med en 1954- og en 1955-model osv., vil

nedarvning med modifikationer vise sig overordentlig indlysende. Det er hvad [darwinistiske palæontologer] gør med fossiler, og bevisbyrden er så massiv og vidtspændende at det ikke kan afvises af fornuftige mennesker (fig. 5-2). Vi ved alle sammen at biler er produceret efter arketyper, og i det her tilfælde er det planer som er udarbejdet af ingeniører og designere. Det er indlysende at rækken af biler ikke hjælper os til at afgøre om de er opstået ved fælles afstamning eller ved design. Den eneste måde vi kan vide at en Corvette har udviklet sig ved nedarvning med modifikationer, er ved at påvise en mekanisme hvorved en ældre model kan udvikle sig til en nyere. Det skal til gengæld ske ved naturlige processer og uden hjælp fra ingeniører og designere. De fleste førdarwinistiske naturforskere ville have forklaret oprindelsen af en række fossiler på samme måde som vi forklarer fremstillingen af biler det er skabelse ved design. Så selvom Berra troede at han forsvarede darwinismen imod troen på skabelse, så påviste han ubevidst at en række fossiler med ligheder kan fortolkes som både design og ved fælles afstamning. Phillip E. Johnson er professor i jura og forfatter til mange bøger om skabelse og evolution. Han udråbte eksemplet til at være Berras bommert . Berras bommert demonstrerer at hvis man stiller en række forskellige former (fossiler eller biler) op i en lang række, så leverer det ikke automatisk en forklaring. Der er brug for noget mere en mekanisme. I tilfældet med Corvetterne kan mekanismen så let som ingenting observeres, den er nemlig den menneskelige design og fremstilling, men hvor det drejer sig om en række fossiler, kan vi rent faktisk ikke observere den krævede mekanisme. Her er det så Darwins teori kommer ind i billedet. For Darwin er mekanismen nedarvning med modifikationer. Men nedarvning og modifikationer er blot gummiord i det omfang de ikke står prøve over for de biologiske processer. Som det er demonstreret i dette hæfte, kan disse to begreber netop ikke siges at være forklaring nok på hvordan, som Darwin beskrev det, de utallige arter som findes i verden, er blevet modificeret til det de er i dag.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

6. Hvad er Berras bommert? 7. Hvorfor er en række næsten ens objekter (fossiler eller biler) ikke et argument for nedarvning med variation?

5-4 Fostre, gener og homologi Målet for dette afsnit er at gøre læseren opmærksom på hvorfor de to mekanismer man har forsøgt at forklare homologi med, ikke stemmer overens med virkeligheden

Biologer har foreslået to mekanismer som kan forklare homologi. Den ene er ens udviklingsveje hos fostre, og den anden er ligheder i gensekvenser. Udviklingsveje er den serie celledelinger en befrugtet ægcelle gennemgår frem til voksenstadiet. Siden fostre arver deres essentielle karaktertræk fra deres forfædre, er det rimeligt at tro at ens celler, ens mønstre for celledeling og cellebevægelser og ens omformning til forskelligt væv vil forme karaktertræk ad udviklingsveje som er ens og viser fælles afstamning. Det er homologe træk i fosterudviklingen. Teorien om at homologe strukturer er et produkt af ens udviklingsveje, holder ikke vand hvis man stiller det op imod videnskabens resultater. Det har biologer vidst i over 100 år. I 1958 skrev den britiske embryolog Gavin de Beer at faktum er at den overensstemmelse man ser mellem homologe strukturer, ikke kan presses ned i en forklaringsmodel der hedder at de stammer fra celler der sidder de samme steder på fosteret , eller fra de dele af ægget hvorfra strukturerne i sidste ende er opbygget, eller ud fra de udviklingsmekanismer som har dannet dem. Manglen på overensstemmelse mellem homologi og udviklingsveje hos fostrene er ikke overfladisk, men den ses også i eksemplet med hvir-

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Fig. 5-1. Homologe knoglestrukturer hos flagermus, marsvin, hest og menneske.

veldyrs forlemmer (fig. 5-1). I de fleste hvirveldyrs lemmer sker udviklingen bagfra mod forenden det er hale > hoved -retningen. Det er tilfældet med frøer. Men ser vi på deres fætre salamanderne, opdager vi at de udvikler deres lemmer i den modsatte retning, fra hoved til hale. Med andre ord så udvikler lemmer som regnes for homologe sig på forskellige måder. Evolutionister har også foreslået at de homologe strukturer er opstået fra lignende gener. Eftersom en organismes gener er nedarvet fra dens forfædre, vil det være forventeligt at der er overensstemmelse mellem generne og de strukturer de koder for. Heller ikke det passer med virkeligheden. I 1971 skrev Gavin de Beer: Fordi homologi indebærer fælles afstamning fra en fælles forfader, så kunne man tro at genetikken ville Teorien om at homologe levere nøglen til homostrukturer er et produkt af logiens problem. Det ens udviklingsveje, holder er her det værste chok ikke vand hvis man stiller af dem alle viser sig det op imod videnskabens [fordi] karaktertræk resultater. som er kontrolleret af identiske gener, ikke nødvendigvist er homologe [og] homologe strukturer ikke nødvendigvist er kontrolleret af

lem homologi og de gener som koder for de homologe strukturer. Det gælder helt generelt, og det gælder specielt for forlemmernes udvikling hos hvirveldyrene, f.eks. når en mutation i genet Distal-less (distal referer til en struktur som ikke er smeltet sammen med kroppen: ben, vinger eller arme) blokerer udviklingen af lemmer hos bananfluen. Et lignende gen er blevet fundet hos mus, men også hos søpindsvin, børsteorm og fløjlsorm. Hos alle disse dyr er Distal-less involveret i udviklingen af lemmer, men lemmerne på de fem dyregrupper ligner slet ikke hinanden (fig. 5-3), og biologer tror ikke på at de har udviklet sig fra ens vedhæng hos en fælles forfader. Med andre ord har alle disse dyr et ens lemme-gen , men deres lemmer er ikke homologe. Ingen af de to mekanismer som evolutionister mener, kan frembringe homologi, kan altså stå mål med de videnskabelige resultater. Det fører også kun til cirkelslutninger at omdefinere ordet homologi til at betyde ligheder pga. fælles afstamning , så derfor må vi konkludere at problemet med homologi endnu ikke er løst. Homologi er lige så meget et åbent spørgsmål i dag som da Darwin skrev Arternes Oprindelse i 1859. Fig. 5-3. Ens gener er med i kodningen af disse ikke-homologe (og meget forskellige) lemmer.

de samme gener. De Beer konkluderede at nedarvning af homologe strukturer fra en fælles forfader kan ikke tilskrives generne. Ligesom vi ser en manglende overensstemmelse mellem homologi og udviklingsveje hos fostret, således er der heller ikke overensstemmelse mel-

8. Hvilke to mekanismer har man foreslået skulle kunne forklare at homologe strukturer er et resultat af fælles nedstamning? 9. Hvorfor er disse mekanismer ikke i overensstemmelse med forskningsresultaterne? 10. Forklar kort hvorfor spørgsmålet om homologi stadig er uløst.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Kapitel 6:

Den kambriske eksplosion 6-1 Klassifikation og Darwins evolutionstræ Målet for dette afsnit er at læseren lærer de overordnede niveauer i biologisk klassifikation at kende bliver i stand til at gøre rede for hvordan Darwin har brugt træet som model for sin teori

Længe før Darwin, navngav naturforskere levende organismer efter bestemte systemer for at holde styr på alle de dyr og planter man fandt. Der blev gjort flere forsøg, men det blev svenskeren Carl von Linné der udviklede et system som skulle vise sig at være så holdbart at det bruges den dag i dag det kaldes Linnés klassifikationssystem. Organismer som er så ens at de kan få frugtbart afkom med hinanden, siger man tilhører samme art3. En art er altså ikke noget naturgivet, men en menneskelig definition. Arter som ligner hinanden, grupperer man under samme slægt. F.eks. indeholder slægten Ursus gruppen af bjørne brune, såvel som hvide og sorte. Det videnskabelige navn for en isbjørn viser dets slægt og art Ursus maritimus. Selvom de videnskabelige navne kan forekomme en at være det rene volapyk, er de rent faktisk dannet af latin og græsk, og her giver

3 Der findes en lang række andre definitioner på hvad en art er, men denne er den mest almindelige.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

de stor mening. Bjørn hedder således ursus på latin, og maritimus indicerer fx at isbjørnen er knyttet til det maritime miljø. Slægter bliver samlet i betegnelsen familie, og familier grupperes under orden, orden grupperes under klasser, klasser under rækker, og rækker grupperes så til sidst under et rige. Isbjørnen tilhører dyreriget. Systemet kan ved første øjekast virke lidt uoverskueligt, men det er faktisk let at forstå. Det svarer til mapperne i stifinder på din computer de yderste mapper er arterne, og de mapper der er tættest ved roden, er rækker eller riger. De forskellige niveauer i klassifikationssystemet er vigtige at huske når vi nu går videre og forsøger at forstå og gennemgå Darwins evolutionsteori. Ifølge Darwins teori stammer alle dyr fra den samme forfader som har levet i tidernes morgen, og forfaderen har igennem tiden gennemgået forandringer der har udviklet alle de forskellige dyregrupper vi kender i dag. Darwin forestillede sig at en forfader havde fået afkom hvor enkeltindividerne var lidt forskellige fra hinanden, og mens de levede i et forskelligt miljø, ville de med hjælp fra naturlig selektion med tiden blive mere og mere forskellige og til sidst fremstå som forskellige slægter; derefter familier, ordner og til sidst klasser. Kun efter en lang udviklingshistorie, hvor de små variationer gik i forskellig retning, vil forskellige rækker opstå. Rækker er den højeste enhed inden for dyreriget. Dyr i to forskellige rækker har en forskellig bygningsplan og mange forskellige komplekse strukturer. Se fx på humlebien, den tilhører rækken af arthropoda (leddyr) [articulus (lat.)/arthron (gr.) = led; podes (gr. pluralis) = fødder] ligesom alle andre insekter. Isbjørnen tilhører ligesom alle andre pattedyr chordat-rækken [chorda (lat.) af chorde (gr.) =

1. Lav en liste over de seks niveauer i den biologiske klassifikation. 2. Hvordan har Darwin illustreret nedefra og op -udviklingen med sit udviklingstræ? 3. Hvad er et nedefra og op -mønster, og hvorfor er det så vigtigt for Darwins teori? 4. Hvor mange rækker vil der ifølge Darwins teori have været da dyrene opstod på jorden? Fig. 6-1. Det forventede nedefra og op illustreret i Darwins udviklingstræ i bogen Arternes Oprindelse fra 1859.

streng; altså dyr med rygstreng ( >hvirvelsøjle)]. Da Linné udviklede systemet, var det ikke tænkt som et supplement til troen på evolution Linné troede selv på en skabelse. Senere gik naturforskere bort fra at se livet som et fastlåst system, og Darwin og hans tilhængere i dag opfatter livet som et dynamisk nedefra og op -udviklingstræ. Linné anså dog heller ikke livet for at være uforanderligt som det ofte skrives. Tidligt i sit liv mente han at der ikke Med andre ord starter ud- skete en udvikling ud viklingen med arter, og nye over artsgrænsen, men rækker forventes at opstå senere mente han at der kunne ske en udvikling siden hen. inden for familierne. Det var en tro på en begrænset udvikling som var forskellig fra Darwins tro på en grænseløs udvikling. Darwin illustrerede udviklingstræet i Arternes Oprindelse (fig. 6-1). Vi kan kalde det et nedefra og op -mønster fordi Darwins teori forudsiger at arterne udvikler sig først; først senere kommer slægter og familier; og til sidst udvikler nye dyrerækker sig. Med andre ord starter udviklingen med arter, og nye rækker forventes at opstå siden hen.

6-2 Den fossile lagserie Målet for dette afsnit er at læseren kan gøre rede for begrebet den kambriske eksplosion forklare hvorfor den er det mest slående ved hele den fossile lagserie

For 530 millioner år siden ja, faktisk før det fandtes tre typer af avancerede flercellede dyr svampe, anemoner og marineorm (ligner nutidens fladorm). Det er bemærkelsesværdigt at disse tre dyrerækker dukker op meget pludseligt uden noget klart tegn på en fælles forfader. Men for mellem 530 og 525 millioner år siden skete der noget som var endnu mere bemærkelsesværdigt, nemlig at der dukker et væld af dyr op for første gang i begyndelsen af dén geologiske periode man kalder Kambrium og fordi forekomsten af livsformer nærmest eksploderer , kalder man dette fænomen for den kambriske eksplosion . De fleste geologer mener at eksplosionen tog 510 millioner år (fig. 6-2). Det lyder af meget, men i geologisk skala er det meget kort tid. Sammenlignet med jordens alder på 4,6 milliarder år svarer det til 10-20 promille heraf.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

5. Regnet ud fra de gængse metoder til aldersbestemmelse hvornår skete den kambriske eksplosion så, og hvor længe varede den? 6. Hvad er det der gør den kambriske eksplotion til det mest bemærkelsesværdige i hele den fossile lagserie

Fig. 6-2. Den kambriske eksplosion udspillede sig i et splitsekund af den samlede forventede geologiske alder.

Det mest forbløffende træk ved den fossile lagserie ses i den kambriske eksplosion, og hvad der sker herefter: Der er nemlig her tale om et ovenfra og ned -mønster som udfordrer den nedefra og op -udvikling som Darwin mente havde fundet sted. Når vi siger at den kambriske eksplosion viser en ovenfra og ned -udvikling, er det fordi de højeste niveauer (rækker og klasser) dukker op i lagserien før de lavere (familier, slægter og arter). Vi kan se ovenfra og ned -mønsteret som at de store strukturer træder frem før de små variationer. F.eks. når hvirveldyrene første gang dukker op på jorden, sker det i tidlig Kambrium med kun nogle få arter af fisk. Hvirveldyrene repræsenterer en stor og forskelligartet gruppe i dyreriget. Når denne store gruppe først dukker op, er den radikalt forskellig fra alle andre hidtidige bygningsplaner, f.eks. hos de hvirvelløse dyr. Variationer i den lille målestok mellem arter som ligner hinanden, begynder ikke at blive talrige før længe efter at hovedgrupperne er dukket op. Ovenfra og ned betyder at de store hovedgrupper (rækker og klasser) generelt fremtræder igennem jordens historie før de små variationer (familier, slægter og arter). Dette træk ved fossilhistorien er slående, for det er præcist det modsatte af det mønster Darwin forventede ville være der.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

6-3 Udfordringen af Darwins teori Målet for dette afsnit er at gøre læseren i stand til at forstå hvorfor den kambriske eksplosion udgør en alvorlig udfordring for Darwins teori

Darwin vedkendte sig i Arternes Oprindelse at mange af de store grupper i dyreriget opstår pludseligt i de nederst kendte fossilholdige klipper [Kambrium]. Darwin kaldte det et alvorligt problem som indtil videre må forblive uforklarligt, og det må i sandhed fremhæves som et reelt Darwin satte sin lid til at argument mod det syn den fremtidige fossiljagt i jeg her præsenterer. det mindste ville levere Darwin var overbevist noget af den manglende om at problemerne kun evidens. var overfladiske. Han mente at spor af fossiler i klipper som var ældre end Kambrium, var ødelagt af varme og tryk, og det var derfor hovedgrupperne af dyr kun tilsyneladende ser ud til at fremkomme pludseligt i Kambrium. Darwin satte sin lid til at den fremtidige fossiljagt i det mindste ville levere noget af den manglende evidens. Jagten har stået på lige siden, og det materiale palæontologer har fundet i sen Kambrium og i Kambrium, har overbevist dem om at hvis der har været forfædre til de grupper som er fundet i

Fig. 6-3. Oprindelsen af dyrerækkerne: Darwins teori for oven og den fossile virkelighed forneden. Se The Cambrian Explosion: Biology s Big Bang som er nævnt i noterne.

Kambrium, og at de har efterladt sig fossile spor, så ville de være fundet nu. James Velentine og Douglas Erwin skrev i 1987 at [den kambriske] eksplosion er virkelig, Det problem som Darwin og den er for omfattenkaldte alvorligt , er sta- de til at blive bortforklaret som huller i fosdig uløst. silrækken . En anden mulighed er at de prækambriske4 dyr ikke blev omdannet til fossiler fordi de var for små, eller fordi de ikke havde

hårde skeletdele. Disse to argumenter holder ikke. Mikrofossiler af bakterier er nu blevet fundet i klipper som er mere end tre milliarder år gamle, og mange organismer som er fossilleret før og under den kambriske eksplosion, har ingen hårde dele. Geologen William Schopf skrev i tidsskriftet Trends in Ecology and Evolution i 1994: Den gamle forestilling om at prækambriske organismer må have været for små eller skrøbelige til at blive bevaret i det geologiske materiale som fossiler , véd man nu er ukorrekt . Vi må altså antage at fossilserien er komplet nok til at vise os at den ikke understøtter Darwins udviklingstræ som fortæller os at rækker opstår efter en lang periode med variation. I stedet er disse forskelle opstået i løbet af en meget kort geologisk periode. Forskellen er slående: I stedet for et forgrenet udviklingstræ ligner livets opståen snarere en græsplæne (fig. 6-3). Ud af de 28 rækker som er aftegnet i fossilhistorien, dukker de 19 første gang op i den kambriske eksplosion (67,8 %). Livet skulle have udviklet sig nedefra og op hvor den lille variation skulle gå forud for de store ændringer. Som Valentine og hans hold skrev i 1991, så skaber den kambriske eksplosion det indtryk at [dyrenes] evolution hovedsageligt er foregået på hovedet . Ifølge den kinesiske palæontolog J. Y. Chen (med speciale i Kambriums fossiler) vender den kambriske eksplosion Darwins udviklingstræ på hovedet. Det problem som Darwin kaldte alvorligt , er stadig uløst. 7. Angiv to måder hvorpå Darwins teori kan forsvares i mødet med den kam briske eksplosion. 8. Hvorfor har senere fossilfund kastet tvivl om Darwins forklaring? 9. Hvordan udgør den kambriske eks plosion en udfordring for Darwins teori?

Før-kambriske

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Kapitel 7:

Livets oprindelse 7-1 Oparin-Haldane og Miller-Urey Målet for dette afsnit er at gøre læseren i stand til at beskrive Oparin-Haldanes teori om hvordan livet begyndte at forklare hvad Miller-Urey-eksperimentet fra 1953 går ud på

Hvordan opstod livet på jorden? Darwin selv påstod ikke at han havde svar på det spørgsmål, men han havde nogle tanker om at livet var begyndt i en varm lille sø . Der er mennesker som slet ikke mener at livets oprindelse har noget med evolution at gøre og det på trods af at de mener at evolutionen begyndte da den første celle var dannet. Uanset hvad, så er skildringen af livets oprindelse næsten et standardindslag i alle biologibøger. I 20 rne formulerede den russiske forsker A.I. Oparin og den engelske forsker J.B.S. Haldane en teori om livets oprindelse. De forestillede sig en oprindelig primitiv atmosfære som bestod af metan, ammoniak, vanddamp og brint. If. OparinHaldanes teori ville lynnedslag i en sådan atmosfære skabe de organiske molekyler som udgør livets byggesten. Molekylerne ville så blive opløst i urhavet og danne en ur-suppe i stil med hvad Darwin havde forestillet sig. I den suppe kunne den første levende celle opstå. Teorien blev kendt i den bredere befolkning da en Walt Disney-tegnefilm, Fantasia , viste scener

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

fra hvordan en tidlig jord med vulkaner og lynnedslag skabte den første celle i urhavet. Teorien forblev fiktion frem til 1953 hvor den De forestillede sig en oprindeamerikanske kemiker lig primitiv atmosfære som Stanley Miller satte bestod af metan, ammoniak, sig for at efterprøve vanddamp og brint. If. Opaden på Harold Ureyrin-Haldanes teori ville lynlaboratoriet. Han denedslag i en sådan atmosfære signede et eksperiskabe de organiske molekyler ment der skulle vise som udgør livets byggesten. hvordan organiske molekyler ville kunne dannes på den tidlige jord. I et lukket glasapparatur lod Miller en blanding af metan, ammoniak, vanddamp og brint cirkulere som nævnt de gasser der skulle eksistere på den tidlige jord if. Oparin-Haldanes teori. For at eftergøre lynnedslagene konstruerede han en anordning som slog gnister i den cirkulerende gas (fig. 7-1). Efter at forsøget havde kørt i en uge, observerede Miller en rødlig tjære i væsken. Han analyserede væsken og fandt flere forskellige organiske molekyler. Nogle af dem var aminosyrer som er byggestenene i proteinerne; og proteiner indgår netop som helt centrale elementer i enhver levende celle. 1. Forklar kort Oparin-Haldanes teori. 2. Beskriv Millers eksperiment fra 1953 og hvad der kom ud af det. 3. Hvad er det specielle ved at danne aminosyrer?

Fig. 7-1. Apperaturet der i 1953 blev brugt ved det verdensberømte Miller-Urey-eksperiment som forsøgte at skabe livets byggesten.

7-2 Problemerne ved Miller-Ureyeksperimentet Målet for dette afsnit er at gøre læseren i stand til at forklare nogle af de problemer der er ved Millers eksperiment at gøre rede for hvorfor mange forskere ikke længere anser forsøget som relevant i en forklaring på livets oprindelse

De fleste biologibøger har en tegning af Millers kolbe, som den vi ser vist på fig. 7-1, og det giver os det indtryk at eksperimentet viser hvordan livets byggesten kan være opstået fra uorganiske stoffer for millioner af år siden. Siden 1960 erne er der dog kommet ny viden til, og det betyder at de fleste forskere er overbevist om at Miller-Ureyeksperimentet ikke afspejler de reelle forhold på den tidlige jord. Blandt forskere er der nu generel enighed om at Miller-Urey-eksperimentet ikke ville kunne fungere hvis der var ilt til stede i atmosfæren, for ilt optræder som et meget aggressivt molekyle som vil ødelægge den kemiske dannelse af aminosyrer. Var der ilt til stede eller ej det har der været stor diskussion om! Nogle forskere mener ikke der var nogen ilt til stede på den tidlige jord i det mindste ikke før mikroorganismer begyndte at producere den ved fotosyntese. Andre forskere mener derimod at vandmolekyler (H2O) i den øverste del af atmosfæren ville blive spaltet af solens stråler til ilt- og brintmolekyler ved en proces som hedder fotodissociation . Brint er en let gas, og den ville slippe ud til det ydre rum, men ilten er tungere, og den ville blive tilbage i atmosfæren. Selvom iltindholdet ville være meget lavere end det er nu, så har det måske været højt nok til at ødelægge de processer som Oparin og Haldane har forestillet sig kunne finde sted. Der findes nogle geologiske vidnesbyrd om at den tidlige jord ikke indeholdt ilt, mens andre geologiske undersøgelser viser at der fandtes ilt. Ilt eller ej der er aldrig kommet et endeligt svar ud af den mangeårige debat. Nogle forskere argumenterer for at den tidlige atmosfære har været iltfri, for ellers ville Millers eksperiment ikke have virket. Det mener flere andre forskere til gengæld er et dogme fordi det udråber Oparin-Haldanes teori til at være sand og Miller-Urey eksperimentet til at være velbegrundet. Det bliver kaldt et dogme fordi det sker uafhængigt af de forskningsresultater der kommer frem om en tidlig jord. Man kan sige at begrundelsen for at ilt ikke er til stede, bygger på at Millers forsøg kun virker uden ilt, og uden Millers forsøg, så står man uden noget der ligner en mulig forklaring på livets opståen. Selv om den tidlige atmosfære ikke indeholder store mængder ilt, så er der stadig problemer med Miller-Urey-eksperimentet. I den primitive

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

4. Opsummér hvad der sker ved fotodissociation, og forklar hvorfor det kan skabe problemer for OparinHaldanes teori. 5. Hvorfor tror mange forskere i dag at der kun var en lille smule brint i den tidlige atmosfære? 6. Hvad sker der hvis man blander de gasser som man i dag mener, udgør den oprindelige atmosfære? Hvorfor er resultatet interessant?

7-3 RNA-teorien

Fig. 7-2. Figuren viser hvordan fotodissociation (lysspaltning) finder sted. Lysets energirige stråling slår vandmolekylerne fra hinanden og danner ilt og brint.

atmosfære ville metan og ammoniak blive nedbrudt i sollys, og brintmolekylerne herfra ville fordampe ud i det ydre rum. Forskere tror nu at den tidlige atmosfære hovedsageligt bestod af tre gasser som blev udspyet af vulkanerne CO2, kvælstof og vanddamp, altså uden metan og ammoniak. Hælder vi disse gasser på Millers apparatur, kan vi ikke længere fremstille aminosyrer. Det var Miller selv som skrev om det forsøg i tidsskriftet Journal of Molecular Evolution i 1983. Eftersom eksperimentet i 1953 ikke har anvendt en realistisk blanding af gasser, og eftersom aminosyrer ikke bliver produceret i denne blanding, så tror mange forskere ikke længere at forsøget viser hvordan livet er opstået på jorden.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Målet for dette afsnit er at læseren skal kunne beskrive RNA-teorien argumentere for og imod den

Miller-Urey-eksperimentet gav ikke en forklaring på hvordan proteiner kunne være opstået på den tidlige jord. DNA er heller ikke et holdbart begyndelsesprodukt for dannelsen af livet fordi DNA kun kan produceres med hjælp fra komplicerede proteiner. Derfor har nogle forskere foreslået at de første byggesten til livet kunne være RNA. RNA er et mellemprodukt som celler bruger når de skal oversætte informationen fra DNA for at danne proteiner. RNA kopierer og transporterer nemlig informationen. Kemisk ligner RNA meget DNA, og man kan sige at RNA er en midlertidig kopi af DNA. Nogle forskere mener at RNA er opstået først, og at DNA og proteiner først er blevet Nogle forskere mener at dannet senere ved RNA er opstået først, og at hjælp fra RNA et. Hvis DNA og proteiner først er det var tilfældet, så blevet dannet senere ved ville den tidlige jord i hjælp fra RNA et. begyndelsen være fyldt med RNA-molekyler. Man har valgt RNA-molekylet fordi det ud over at bære information har en vis katalytisk

egenskab, og man kunne forestille sig at RNA både har kunnet bære information og agere som enzym når proteiner skal dannes ud fra RNA et. Men så må man til gengæld tage i betragtning at RNA er mere skrøbeligt end både proteiner og DNA, og det dermed er meget lidt sandsynligt at det har været muligt at lave og opbevare det under de forhold man mener fandtes på jorden dengang. RNA danner ikke sig selv. I dag kender man til over 100 komplekse enzymer som skal til for at danne RNA (og DNA). Hvis RNA skulle dannes først, så mangler der en redegørelse for hvor disse enzymer skulle komme fra. Dannelsen af RNA står over for samme problemer som dannelsen af DNA. Nucleotiderne som er bogstaverne i den genetiske kode for RNA og DNA, danner kun en brugbar information hvis de kommer i den rigtige rækkefølge. Skulle det imod alle odds lykkes at danne brugbar information ved et tilfælde, så er det stadigvæk langt fra I dag kender man til over 100 nok til at RNA kan komplekse enzymer som skal omdannes til proteitil for at danne RNA (og ner og dermed beDNA). Hvis RNA skulle dan- gynde livets udvikling. En oversættelnes først, så mangler der en se af RNA til proteiredegørelse for hvor disse en- ner er nødvendig zymer skulle komme fra. før det overhovedet er muligt at bevare det spontant dannede RNA. Problemet er at der skal et avanceret sæt af proteiner til for at danne proteiner fra RNA, eller med andre ord, så skal hønen dannes før ægget kan blive til en høne. Før vi har et brugbart apparat til dannelse af proteiner, har vi brug for at både proteiner og enzymer er tilstede på forhånd. Hvor de skulle stamme fra, findes der ikke svar på. Selv hvis både RNA og de rigtige proteiner var til stede, så kunne RNA ikke omdannes til protei-

ner, for RNA-kæden består både af en del som hedder introns og en del som hedder exons, og den ene del indgår ikke direkte i syntesen af proteiner. Der er brug for et komplekst system af proteiner og enzymer som skal gensplejse RNAstrengen, så kun den streng som koder for proteinet, er tilbage. Et hav af RNA er altså ikke en genvej til dannelse af liv som er baseret på proteiner, men tværtimod en blindgyde fordi teorien står over for en række uløselige problemer. For det vigtige i RNA et er ikke så meget de enkelte bogstaver , nucleotiderne, det er programmeringen! En RNA-verden uden den information der ligger i en intelligent kodning, er uden mening og kan i hvert fald ikke regnes som ophav til den komplicerede programmering der ligger bag den mest primitive celle. Ifølge biokemikeren Gerald Joyce er det usandsynligt at RNA kan produceres i mængder som er store nok på den primitive jord , og den mest fornuftige forklaring vil være at livet ikke er begyndt med RNA . Så RNA-teorien har ligesom Oparin-Haldane-hypotesen ikke leveret et endegyldigt argument for hvordan livets oprindelse er sket. Forskningen fortsætter, men som videnskabsjournalisten Nicholas Wade skrev i New York Times i 2000: Alt omkring livets oprindelse på jorden er et mysterium, og det ser ud til at jo mere vi ved, jo mere kompliceret bliver puslespillet . 7. Beskriv RNA-teorien. 8. Forklar hvorfor nogle forskere er tilhængere af RNA-teorien, mens andre ikke er.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Kapitel 8:

Menneskets udvikling 8-1 Menneskets udvikling siden Darwin Målet for dette afsnit er at læseren skal kunne gøre rede for hvad menneskets udviklingslinie var baseret på på Darwins tid hvad menneskets udviklingslinie er baseret på i dag

Ideen om menneskets udvikling har i sig selv gennemgået en udvikling. På Darwins tid var det en idé uden fund som kunne understøtte den. I Darwins bog Arternes Oprindelse antydede han blot flygtigt at udviklingen også gjaldt mennesket med et menneskets oprindelse og dets historie vil ikke komme til at ligge i et så dybt mørke som før . 12 år senere i bogen Menneskets afstamning (Descent of Man and Selection in Relation to Sex) foldede han tanken fuldt ud, så den også gjaldt mennesket som var et resultat af årmillioners små variationer som var blevet udvalgt af naturlig selektion. Mennesket var ikke længere et resultat af en plan, og værdimæssigt var det på linje med alt andet liv. Mennesket var blot et dyr på lige fod med antiloper, bævere, spoleorm og chimpanser, og naturligvis satte det synspunkt mange følelser i brand, og bølgerne har gået højt lige siden. På Darwins tid var der ikke udgravet overgangsformer til mennesket kun neandertaleren var kendt, men han var (og er) så menneskelignende at Darwin ikke levnede ham nogen interesse som en brik i sin teori. Aberne var velkendte,

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

og chimpansen og gorillaen blev allerede dengang kåret som menneskets næstnærmeste slægtninge de nærmeste var de vilde afrikanere (!). Da der ikke fandtes fund til at understøtte teorien, blev argumentet baseret på ligheder den såkaldte sammenlignende anatomi og embryologien (fosterudviklingen). Disse discipliner er endnu ikke opgivet, men de suppleres af især molekylærbiologiske teknikker som kortlægger ligheder og forskelle i proteiner og DNA i nulevende aber og mennesker. Det er for nylig lykkedes at sammenligne noget DNA fra de uddøde neandertalere med det fra det moderne menneske. Ud over krig er der frem til i dag næppe i samme grad investeret mere tid og flere ressourcer i noget som i jagten på the missing link til mennesket. Der er sket meget siden Darwins tid. Mange nye fund er dukket op. Nogle står stadig til skue i dag, som f.eks. Javamanden og Neandertaleren; mens andre, som Piltdownmanden og Nebraskamanden, vidner om at iveren for at matche teorien med et godt fund også kan tage overhånd. I dag står vi med en lang række menneskelige og abelignende fossiler som fordeler sig over ca. 20 arter i et forgrenet træ der foreløbigt slutter med chimpansen, gorillaen og mennesket. Der findes mange mere eller mindre komplette eksemplarer af hver art, og i alt findes der mindst 6000 fund af rester fra mennesket og vores formodede forfædre. Skal vi tro evolutionsteorien, er hver nyudvikling et resultat af en lang række gavnlige mutationer, i hvert skridt er det den mest gavnlige variation som har overlevet og givet dens gener videre. Overordnet set har man lagt vægt på de variationer som har udviklet et større hjernerumfang, en fleksibel tommelfinger så man kan bruge red-

Orangutang

Chimpanse

Homo sapiens

Gorilla

Neandertaler Homo ergaster Homo erectus

Ramapithecus

Australopithecus og beslægtede arter

cus, også kaldet Sydaben (se fig. 8-1). Der findes en lang række varianter, og de går under navnene Australopithecus africanus, A. afarensis, A. robustus, A. ramidus. Det mest kendte og mest velbevarede eksemplar vi har, er en A. afarensis med tilnavnet Lucy. Australopithecus regnes for at være mellem 5 og 1 million år gammel, og varianterne af ham bliver primært fundet i det østlige Afrika. Australopithecus udviklede sig videre til Homo habilis og derfra over til Homo erectus som er fortsat til det moderne menneske Homo sapiens. 1. Hvilke fund fandtes på Darwins tid til understøttelse af teorien om menneskets udvikling? 2. Hvilke undersøgelser kan i dag un derstøtte udviklingen? 3. Hvilken værdi har mennesket ifølge modellen?

8-2 Træ til fortolkning Proconsul

Målet for dette afsnit er at gøre læseren bevidst om at evolutionstræet kun er én mulig fortolkning af de fundne fossiler Fig. 8-1. Den klassiske udviklingsmodel med ét udviklingstræ som man i hovedtræk har fastholdt siden Darwins tid.

skaber, udviklingen af redskaber og opret gang. Der er ingen praktisk mulighed for at undersøge de mutationer man mener, har opbygget træet, men ved at se på bygningstræk, og i få tilfælde på genetiske træk, har man opbygget en model for hvordan man tror udviklingstræet ser ud. En anden metode er at se på nulevende dyr i stamtræet, og ud fra de forskelle man finder i DNA og proteiner, forsøger man at regne sig frem til hvordan og hvornår en gruppe har dannet en ny gren. Stammen på træet afstives af Australopithe-

Træet har været den eneste arbejdsmodel man har regnet for noget siden Darwin, og det væsentlige ved forestillingen om dette udviklingstræ er at der er tale om én stamme organismer som igennem tiden (ca. 5 millioner år) har udviklet sig til nye arter, hvoraf nogle lever i dag og andre er uddøde. Teorien præsenteres som én glidende proces uden kritiske huller, og ethvert nyt fund forsøger man at tolke ind i det eksisterende udviklingstræ. Der er sjældent enighed om placeringen af nye fund, og der foregår en livlig diskussion om placering og udviklingsforløb blandt forskerne, men træet står fast. I tredje udgave af History of Life advarer Richard Cowen imod at opfatte hans beskrivelse af menneskets evolution som et endeligt facit, for

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

man skal advares om at næsten alt jeg skriver i dette kapitel, er omdiskuteret blandt palæantropologer. Jeg har som sædvanligt svært ved at udvælge hvad jeg tror, er den mest sandsynlige hypotese . Peter K. A. Jensen skriver i forordet til første udgave af sin udmærkede bog Menneskets oprindelse og udvikling at på trods af datasættets omfang er der nu som tidligere betydelige meningsforskelle og usikkerhed om hvordan det skal fortolkes . Den debat afspejler ikke at biologer er ved at opgive udviklingsideen, for debatten begrænses udelukkende til hvordan evolutionstræet skal konstrueres ikke om det skal konstrueres. Evolutionstræet er en helt central del af evolutionsteorien, så det kan man ikke afvige fra. Der findes en udpræget optimisme som tilsiger en at ethvert nyt fund styrker argumentet om menneskets evolution, men det er næppe altid velbegrundet. De amerikanske palæontologer Niles Eldredge og Ian Tattersall har skrevet: Det er en myte at levende væseners evolutionære historie primært er et spørgsmål om opdagelse. Hvis dette virkelig var sandt, ville man trygt kunne forvente at historien om menneskets evolution ville blive klarere i takt med at flere fossiler fra arten homo blev fundet. Men hvorom alting er, er det modsatte sket. Henry Gee er videnskabelig chefskribent for Nature. Han skriver: Således er det traditionelle billede af menneskeevolutionen som linjer af forfædre og nedstamning en total menneskelig opfindelse der er skabt ud fra fakta, men det er formet til for at stemme overens med menneskelige forudsigelser. Det traditionelle billede af menneskets evolution er således en total menneskelig opfindelse med dets nedstamningslinjer over forfædre; linjer der er skabt med de givne fakta og formet til at stemme overens med forudsigelser der leder frem mod mennesket. Gee sætter det på spidsen og skriver At tage en række fossiler, stille dem op og påstå at de repræsenterer et nedstamningsforhold, er ikke en videnskabelig hypotese som kan testes ... Geoffrey Clark, antropolog ved Arizona State University, gav udtryk for det samme i 1997 da han skrev: Vi vælger mellem alternative sæt forskningskonklusioner i overensstemmelse med vore fordomme og forudfattede meninger en proces der på samme tid er både politisk og subjektiv.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Det betyder ikke at evolutionsmodellen for menneskets afstamning nødvendigvist er forkert. Det subjektive element og usikkerheden i fortolkningerne som er forankret i evolutionsteorien, giver dog alle ret til at forholde sig kritisk til fremstillingen. Og det er der forskere der har gjort, forskere som har et andet udgangspunkt, nemlig skabelse. 4. Hvilken betydning for menneskelivet har det om Darwins teori er sand? 5. Hvorfor skal fund fortolkes?

8-3 Grundtypemodellen en alternativ fortolkning af samme fund Målet for dette afsnit er at læseren skal kunne kende forskel på grundtypemodellen og på evolutionsmodellen

Fund af fossiler er fakta, men de er ikke meget bevendt hvis de ikke fortolkes og sættes ind i en sammenhæng. Sammenhængen har traditionelt været baseret på Darwins udviklingstræ, men det er en fortolkning som er begrænset af troen på evolutionens udviklingstræ. Grundtypemodellen er en anderledes måde at tolke samme fund på. Udviklingen kan ses om en række træer som hver især udgør en grundtype (se fig. 8-2). Modellen fortæller os at der i tidernes morgen er opstået flere færdigdannede individer som har haft genetisk potentiale til at udvikle sig og tilpasse sig det miljø de levede i. Ser vi f.eks. på den menneskelige grundtype, opdager vi at den havde det genetiske potentiale som op igennem tiden har udviklet sig til asiatere, afrikanere og europæere. På samme måde findes der mange forskellige aber, og flere af dem kan også opdeles i forskellige grundtyper. Australopithecus, Ramapithecus, Homo erectus, Homo ergaster, Neandertaleren, Cro Magnon og Pe-

Orangutang

Chimpanse

Homo sapiens

Gorilla

Neandertaler Homo ergaster Homo erectus

2. Den menneskelige grundtype: Homo sapiens, Neandertaleren, Homo erectus, Homo ergaster.

6. Hvad er hovedforskellen på grundtypemodellen og Darwins model?

8-4 De ikke-menneskelige grundtyper Ramapithecus Australopithecus og beslægtede arter

Målet for dette afsnit er at læseren skal kunne definere hvilke træk der diskvalificerer de ikke-menneskelige grundtyper fra den menneskelige grundtype

Proconsul

Fig. 8-2. Et alternativt udviklingstræ som er baseret på en ny fortolkning af samme fund som ses opstillet i fig. 8-1.

kingmanden. Lige nu ser du nok det hele som én pærevælling af navne som er svære at udtale. Hvis vi holder fast på grundtypemodellen, siger vi at alle mennesker hører ind under én grundtype. Men hvad er så mennesker, og hvad er ikke? På baggrund af Gerhard Junkers (Wort und Wissen) arbejde kan følgende to opdelinger bruges: 1. Ikke-menneskelige grundtyper: Primært Australopithecus.

Australopithecus placeres uden for den menneskelige grundtype og er derfor ikke beslægtet med fund fra denne. Vi finder desværre ikke Australopithecus i dag da de er uddøde. Selvom eksemplarer af denne art normalt placeres i bunden af det evolutionstræ der fører til mennesket, så er der mange træk hos dem som diskvalificerer dem til at være i familie med mennesket. Australopithecus har siden halvtredserne været regnet som forfader til Homo, og de ældste, nogle ca. 5 millioner år gamle individer, regner man med ligger meget tæt ved menneskelinjens begyndelse, hvor australopithecinerne splittede sig ud til chimpanser og mennesker. Det første fund af Australopithecus blev gjort i 1924 af Raymond Dart i Sydafrika. Man regnede frem til 1973 med at det var A. africanus-grenen som udviklede sig til Homo; senere blev det afarensis (inkl. Lucy). I dag er det ikke helt klart hvilken linje evolutionister vælger. Der er tre ting hos Australopithecus som tolkes i retning af at det er menneskets forfader: De kunne gå delvist oprejst De havde redskaber

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Deres hjerne var i gennemsnit en lille smule større end chimpansens.

Opret gang Den oprette gang er svær at se på et fossil. Mange aber kan faktisk også gå delvist opret, og det er svært ud fra enkelte fossilfragmenter at sige om Australopithecus gik oprejst. Zuckerman skriver: Den anatomiske basis for påstanden om at de gik og løb oprejst som mennesket, forbliver uacceptabel fordi det er så meget mere intetsigende end den bevisbyrde som peger i retning af at deres gangart var en variant af den vi ser hos primitive primater. Troen på at Australopithecus har gået oprejst, skyldes især at man har fundet fodspor i Laetoli som man mener er 3,6 millioner år gamle, og som derfor skulle tilhøre A. afarensis. Detaljeret opmåling og analyse har afsløret at fødderne der har afsat sporene, i forbavsende grad minder om foden hos det moderne menneske. Alligevel konkluderes det, at der er ingen tvivl om at fodsporene er afsat af A. afarensis. Creationisten Marwin L. Lubenow har en anden forklaring, han mener at det er mennesker som har sat fodsporene. Men evolutionsteorien fortæller os at der ikke har levet moderne mennesker på den tid, og det tvinger darwinister til at konkludere at det var fodspor fra en A. afarensis. Hoften er vigtig at undersøge når det skal slås fast om en Australopithecus gik oprejst. De fleste fund er meget mangelfulde, og de indeholder ikke et bækken som er komplet nok til at afgøre om der var tale om opret gang. Bækkenet hos A. afarensis har en struktur som ligner det vi finder hos mennesket, og det antyder en opret gang, men det fortolkes også hos nogle forskere som den form for opret gang en chimpanse kan præstere. Fortolkningen er tydeligvis præget af fodsporene i Laetoli som viser en opret gang. A. afarensis har samtidig træk som peger i retning af aber: En vægt på 30-45 kg, en højde på 11,5 meter, et kranierumfang på 380-450 cm3. Med andre ord har den en del ligheder med en chimpanse. Australopithecus er tilpasset et liv i træerne med dens lange krumme fingre og tæer, og dens lange arme. Den har en kort, tragtformet brystkasse som kendes fra de aber der lever i træerne i

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

dag en kort brystkasse øger fleksibiliteten når dyret klatrer i træer. Længdeforholdet mellem arm- og benlængden og finger- og tåknoglernes let buede form viser også klart at dyret var tilpasset et liv med klatring, og at det højst sandsynligt har levet en stor del af sit liv i træerne. Lucy er det mest berømte eksemplar af Australopithecus fordi man har fundet så stor del af skelettet (40 %). Også det fund peger på at Australopithecus har levet i træerne ligesom mange af de aber vi kender i dag.

Brug af redskaber Der er fund man tolker i den retning at Australopithecus har fremstillet redskaber. Redskaberne tilhører en kultur man kalder Oldowan. Prøv at slå oldowan tools op på nettet, så vil du få en række billeder af disse redskaber frem, og så kan du selv bedømme dem. Det er sten som er flækket så primitivt at ingen ville samle dem op hvis de var ude at gå en tur det ligner tilfældige slag som i tidens løb har slået brudstykker af nogle sten. Skulle det vise sig at det rent faktisk er en Australopithecus der har formået at slå et stykke af en sten og bruge det som redskab, får dét den ikke til at komme den menneskelige grundtype nærmere. I 1990 erne blev der fundet en Australopithecus gahri, og samme sted har man fundet stenredskaber og dyreknogler med skæremærker. Fremstilling af redskaber sker ellers kun hos den menneskelige grundtype (Homo-slægten). Fundene er meget sparsomme og konklusionerne lidt tågede, men nye fund og undersøgelser kaster måske lys over det. En ting er fremstilling af redskaber en anden er brug af redskaber. Det er muligt at Australopithecus har kunnet bruge pinde og sten som redskaber, men det er nu ikke så epokegørende, for det samme ser vi f.eks. hos havoddere og papegøjer, på trods af at de fleste naturudsendelser fejlagtigt giver os det indtryk at chimpanser er det eneste dyr som bruger redskaber.

Hjernen hos Australopithecus Vil man finde et klassisk eksempel på argumentation for evolution, skal man blot tage den måde

man stiller de forskellige (s.k. menneskelige og før-menneskelige) arter op efter hjernerumfang. De fleste har nok set en fremstilling af hvordan hjernerumfanget bliver større og større, jo længere vi kommer frem i udviklingen. Australopithecus bliver placeret i bundet af denne fremstilling. Et hjernerumfang på 400-500 cm3 hos de forskellige Australopithecus-varianter var normalt. Australopithecus har et hjernerumfang der svarer til det der findes hos chimpanser, og det er faktisk betydeligt mindre end hos gorillaer. Deres hjernerumfang alene diskvalificerer dem derfor til en plads i den menneskelige grundtype. Man ser på hjernerumfanget fordi man mener at et større hjernerumfang er udtryk for en højere intelligens, og en højere intelligens er nødvendig for at udvikle avanceEfter alt at dømme er Homo rede redskaber og en habilis en sammenstilling kultur som den vi finder hos det moderne af fragmenter fra menne- menneske. Nu forholsker og Australopithecus. der det sig imidlertid sådan at måling af hjernerumfanget fører til tvivlsomme konklusioner fordi der ikke er en direkte sammenhæng mellem intelligens og hjernerumfang hos moderne mennesker i dag, så hvorfor skulle der have været det den gang i fortiden. En meget mere nærliggende ting ville være at kigge på hjernestrukturen som af og til afsløres af aftryk på indersiden af hjerneskallen, og her finder vi at mennesket og Australopithecus er meget forskellige.

Australopithecus er en uddød abe Ser vi på hele billedet, kan vi konstatere at der er også mange abelignende træk hos Australopithecus: stor kraniekam øje/pandeprofil mund/kæbe-karakteristika fremstående kæbe lav højde Australopithecus har fingre som ligner dem man finder hos aber der går på knoerne som f.eks. chimpanserne. lille, med en vægt på 30 kg

Aben falder ikke langt fra stammen Fund peger på at Australopithecus er en uddød abeart, og at de forskellige afarter udgør en hel eller delvis grundtype. De afviger ikke fra grundtypetræet. De udviser stor variation indbyrdes inden for grundtypen, men i stedet for at tolke det som en evolutionær udviklingsretning ligger det mere for at tyde det som en variation af grundtypen, en tilpasning til det miljø de levede i. Ramapithecus er en anden mellemform som ikke hører til den menneskelige grundtype. Den blev fundet for omkring 100 år siden. Den har lignet en mellemform, for da man skulle rekonstruere den, fik man placeret kæbebuen med en forkert vinkel. Kæbebuen var ikke komplet, så man kan ikke have undgået at have en holdning til om der var tale om en mellemform til mennesket eller ej da man rekonstruerede den. Et menneske har en parabolformet kæbe, mens abers tandrækker er parallelle derfor gør det en stor forskel hvordan de sættes sammen. I firserne har man måttet forkaste den som en mellemform til mennesket fordi Ramapithecus har mange lighedspunkter med den nulevende orangutang. Faktisk mener nogle at de tilhører samme art. Der er dog stadigvæk enkelte forskere der holder fast på at den er forfader til mennesket, men i moderne stamtræer placeres Ramapithecus med henvisning til molekylærbiologiske metoder på grenen som fører til orangutangen. Med andre ord kan vi roligt placere den under samme grundtype som orangutangen. Homo habilis er derimod et problembarn som ikke er så let at placere, og der er næppe noget fossil som er så omdiskuteret. Homo habilis er ikke ét fund, men en gruppe af fund som ser meget forskellige ud. Nogle har træk der ligner Australopithecus til forveksling, mens andre knap kan skelnes fra den menneskelige grundtype. Efter alt at dømme er Homo habilis en sammenstilling af fragmenter fra mennesker og Australopithecus. Dengang Louis Leakey fandt det første individ i 1964, mente han at der var tale om en helt ny gruppe, men hans kritikere mente at der var tale om en Australopithecus africanus fordi hjernerumfanget havde samme beskedne størrelse som hos dem. Ti år senere gravede hans søn Richard Leakey et eksemplar frem der i dag bliver kaldt KNMER 1470 eller Homo rudolfensis. Den mente han

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

også tilhørte hans fars Homo habilis, men det er meget tvivlsomt om det nu også er tilfældet. KMN-ER 1470 er meget menneskelignende, og den har et kranievolumen på 750-800 cm3 som ligger meget tæt på det menneskelige hjernerumfang og er meget langt fra dét på Australopithecus som aldrig kommer bare i nærheden af de 600 cm3. KNM-ER 1813 bliver også placeret i habilisgruppen, men den er på trods af at den er yngre end KMN-ER 1470, udstyret med et hjernerumfang på størrelse med Australopithecus. Flere og flere forskere mener i dag at der er tale om to forskellige arter. Der er gjort mange flere fund som man forsøger at putte ind under betegnelsen Homo habilis. Det mest komplette individ hedder OH 62, og det blev fundet i 1986; det er uden tvivl en Australopithecus fordi fundet kun var en meter høj (mindre end Lucy), og dets hænder hang i knæhøjde (et meget klart abetræk hvor armene er meget lange i forhold til benene). Der er en reel praktisk risiko for at blande de meget fragmenterede fossiler sammen, for i den periode hvor Homo habilis menes at have levet, var der også repræsentanter fra den menneskelige grundtype (Homo erectus og homo ergaster), og i visse tilfælde har man fundet spor fra de forskellige former i samme udgravningssted f.eks. i Olduvaikløften. Derfor kan en forurening af menneskelige fund med knoglefragmenter fra aber give et utilsigtet fejlagtigt billede af en overgangsform som viser både abetræk og mennesketræk. I 1964 introducerede palæontologen Louis Leakey den nye gruppe Homo habilis. Der er ikke basis for at lave den gruppe. De repræsentanter der findes, er forskellige, og de træk de udviser, kan placere dem enten hos Austraopithecinerne eller i den menneskelige grundtype. Det er i sidste ende et fortolkningsspørgsmål som bunder i om man tror på en glidende udvikling, eller ser mennesket som en unik skabt grundtype. 7. Hvilke tre træk ser man primært på hos formodede forfædre til mennesket?

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

8. Nævn fire grunde til at Australopithecus ikke tilhører den menneskelige grundtype. 9. Hvorfor er Homo habilis ikke at finde i figur 8-2?

8-5 Den menneskelige grundtype Målet for dette afsnit er at sætte læseren i stand til at gøre rede for de forskelle og ligheder der findes inden for den menneskelige grundtype

Mennesket er et biologisk væsen som har gennemgået en evolution ligesom dyrene, men udviklingen er begrænset til mikroevolutionære ænMennesket er et biologisk dringer af grundtypen. væsen som har gennemgåKlimaet og leveforholdeet en evolution ligesom ne har skiftet igennem dyrene, men udviklingen tiderne, og det har æner begrænset til mikroevodret vores levevis og udlutionære ændringer af seende igennem tiden. grundtypen. Det betyder at vi har fået en størrelse, en kultur, redskaber og et hjernerumfang, så det i dag er muligt at inddele os i forskellige racer. Ikke bare blandt de nulevende moderne mennesker findes der menneskeracer, men naturligvis også blandt de fortidige mennesker. De tæller Neandertaleren, Homo erectus ( det oprejste menneske ), Homo ergaster ( det arbejdende menneske ) og enkelte af Homo habilis-fundene. De tidligste former er Homo erectus, eller Homo ergaster som er den afrikanske form af Homo erectus. De bosatte sig og spredte sig ud over Eurasien. Fra ergaster mener man at mennesket udviklede sig til en art som dels senere udviklede sig til neandertaleren, og dels ud ad grenen imod det moderne menneske Homo Sapiens. Den nye art kaldes Homo heidelbergensis, og den inkluderer de fleste af de fossiler som kaldes arkaisk H. sapiens som også tilhører

den menneskelige grundtype. Virkeligheden viser sandsynligvis et langt mere forgrenet stamtræ end skitseret ovenfor. Men de forandringer der findes inden for den menneskelige grundtype, er minimale i forhold til springet til aberne eller Australopithecinerne.

Homo erectus/ergaster Homo erectus har en relativt mindre hjerne end både Neandertaleren og det moderne menneske; han gik oprejst og havde et kraftigere kranium samt tykke hvælvede knogler. Kraniet var aflangt og havde et rumfang på 750 cm3 og 1250 Han kalder Ergaster et mellem 3 , så det ligger inden for cm meget stort og afgørenden nutidige variation af de skridt i udviklingen den menneskelige grundtyhen imod det moderne pe, selvom det i gennemmenneske snit er mindre. I ansigtet var øjenbrynsknoglerne meget fremtrædende, og han havde ikke en markeret hage som hos det moderne menneske. Erectus tilhører, ligesom neandertaleren og arkaisk H. sapiens, grundtypen der stammer tilbage fra de første mennesker. Der er enighed, også blandt evolutionister, om at de var langt mere avancerede end Australopithecus. Peter K. A. Jensen er ikke i tvivl. Han kalder Ergaster et meget stort og afgørende skridt i udviklingen hen imod det moderne menneske Den første systematiske jagtadfærd; de første helt sikre bosættelser der havde en vis permanent karakter; den første helt systematiske redskabsfremstilling; den første brug af ild; uden tvivl var H. ergaster i stand til at føre en tilværelse der var rigere, mere varieret og mere kompleks end det nogen sinde tidligere havde været muligt [og så] kan H. ergaster betragtes som det første egentlige menneske på Jorden. De fleste fund af erectus er sket i Asien, og ikke tættere på Europa end i Kaukasus. Et fund fra Nariokotome af en 12-årig dreng som næsten er komplet, Turkanadrengen som han kaldes, viser at han ville være 180 cm høj som fuldvoksen, og det svarer helt til hvad man finder hos moderne mennesker i dag. Brystkassen er heller ikke kort og kegleformet som hos Australopithecus og en menneskeabe, men tøndeformet som hos de moderne mennesker. Propor-

tionerne mellem arme og ben er også lig det moderne menneske og ikke Australopithecus, og det viser at erectus levede på jorden, ikke i træerne, og at de var bygget til det. Strubehovedet var placeret lavere end det vi finder hos menneskeaber i dag, og undersøgelser af undersiden af kraniet hos erectus antyder at nogle af de anatomiske forudsætninger for et moderne sprog var til stede. På mindst et område var erectus mere avanceret end det moderne menneske. Den øverste del af lårbensknoglen er lidt forskellig fra det moderne menneske, og bækkenet var lidt snævrere, og det giver et mere effektivt mekanisk vægtstangsprincip som viser at erectus sandsynligvis var langt mere udholdende i gang og i løb end vi er i dag. Kulturelt har erectus også været sine formodede forfædre overlegen. Han havde en redskabskultur som kaldes Acheuléen, og den er kendetegnet ved dråbeformede håndøkser og specialiserede redskaber som blev fremstillet ved en mere avanceret, såkaldt bifacial, teknik. Test af redskaberne har vist at de har været fremragende til partering af de store pattedyr som de har jaget. Der er fundet stenredskaber på Flores i det indonesiske øhav, og det er interessant, for Flores har aldrig været landfast med de øvrige øer, og det har betydet at erectus har tilbagelagt en havstrækning på mindst 20 kilometer. H. erectus må være sejlet dertil i båd! Richard Leakey, som er evolutionist, skriver at forskellen mellem Homo erectus og nutidsmennesket er mindre end den forskel vi i dag finder moderne mennesker imellem. Hvis han har ret, så understøtter det at erectus er en variant af den menneskelige grundtype. Vi kender i dag til mindst 222 erectus-individer. Peking-mennesket er også en repræsentant for erectus, på trods af at den blev udråbt til at være en ny art i 1920 erne da en lang række tænder blev fundet sammen med adskillige redskaber i Zhoukoudian-hulen i Kina. Tænderne stammede fra i alt 40 individer. Hulen har måske været beboet i 200.000 år, og fund i hulen har givet forskere et vigtigt indblik i huleboernes brug af ild, madlavning, redskaber, jagt, sociale strukturer med deling af jagtbytte og en arbejdsdeling mellem kønnene. Siden 1960 erne er disse og andre lignende fund slået sammen under gruppen Homo erectus.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Neandertaleren Neandertaleren er en af de bedst beskrevne forfædre til mennesket. Alene det at fundene er så unge, har gjort at der er fundet mange velbevarede fossiler. Vi kender i dag til 275 individer, spredt over 70 udgravninger i Europa, og helt ned til Israel hvor man har udgravet både neandertalere og moderne mennesker i samme huler. Det første fund af en neandertaler blev fundet i Neanderdalen i Tyskland i 1857. Evolutionisten Huxley mente dengang at neandertaleren var for menneskelignende til at være nogen mellemform. Det er værd at bemærke fordi Huxley var den person af alle der på Darwins tid var mest interesseret i at fastslå menneskets evolution. I dag er det de færreste der tror på at neandertaleren er væsentlig forskellig fra det moderne menneske, og diskussionen går på om neandertaleren lever videre i vores gener eller ej. Neandertaleren er dateret til at have levet mellem for 130.000 år og lidt under 30.000 år siden. Det menes at neandertaleren har udviklet sig fra H. heidelbergensis5 . Når neandertaleren alligevel har fået ry af at være en tung og brovten mellemform, skyldes det en kedelig rekonstruktion som franskmanden Marcellin Boule lavede i 1911-13. Han ville, på trods af klare tegn på at neandertaleren er et menneske, fremstille ham som primitiv for at kunne bruge ham som stamform til det moderne menneske. Han opstillede knoglerne på en måde der var fysisk umulig, med krum ryg og halvt bøjede ben. Fremstillingen var så subjektiv at Boule må have vidst bedre. Man skal heller ikke undervurdere den faste overbevisning han havde om at neandertaleren var et missing link mellem chimpansen og det moderne menneske. En sådan åbenlys forkert fremstilling har desværre stærkt farvet almindelige menneskers opfattelse af neandertaleren. Det er rigtigt at knoglerne ser lidt anderledes ud end det moderne menneskes, men de forskelle peger ikke på at det er en mellemform mellem en abelignende forfader og mennesket. Denne anderledes form er snarere en tilpasning til det liv neandertaleren har levet. Alle forskere

5 Ligesom alle andre afstamningsteorier er der også her forskellige bud på udviklingsretningen. Dette er blot en af dem.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

(også evolutionister) tager i dag afstand fra Boules subjektive fremstilling og placerer neandertaleren meget tæt på det moderne menneske. Neandertalerne var nogle hårdføre varianter af mennesket. De levede hovedsageligt i det kolde nord tæt ved istidens iskant, men fund viser at de også levede i middelhavsområdet og helt nede omkring Iran og Irak. De var uhyre stærke og vejede omkring 120 kg i rene muskler. Skinnebenene var faktisk ofte krumme fordi musklerne var så stærke at de ligefrem bøjede dem. De var efter alt at dømme samlere og jægere. De har levet et hårdt liv, og nogle mener at de har nedlagt deres byttedyr, som var mammutter og grizzlybjørne, med lanser og de bare næver! Det bevidnes bl.a. af at man ikke har fundet nogen våben de på sikker afstand har kunnet dræbe byttedyrene med. Deres knogler bærer præg af en enorm Han opstillede knoglerne på mængde sammenvoken måde der var fysisk sede knoglebrud, og umulig, med krum ryg og disse brud er så omfathalvt bøjede ben. tende at de kan sammenlignes med en rodeorytters. Det faktum viser hvilke hårde forhold de levede under. Ligesom erectus beherskede de brugen af ild. Et meget menneskeligt træk er at de begravede deres døde og lagde blomster på deres grave. Der er også et eksempel på at de har lavet en fløjte af en knogle af en bjørn. Der er i La Chapelle-auxSaints fundet en neandertaler som led af svær paradentose og forskellige former for leddegigt og læsioner, og som var 40-45 år gammel. Det er måske den maksimale alder for en neandertaler. Han har ikke kunne overleve uden omsorg og pleje. Også et fund af en mand, kaldet Shanidar 1-kraniet, med kranielæsion og måske lammelse af højre side af kroppen har overlevet. Det viser at Neandertalerne ikke efterlod de syge, og det tyder på at de havde et fungerende socialt samfund med pleje og omsorg. De har dog også deres mørke sider, for fund ved Krapina peger på at de var kannibaler. De har sandsynligvis også talt sammen fordi de havde et tungeben der er placeret samme sted som hos det moderne menneske. Chimpansen har til sammenligning intet tungeben og har derfor rent fysisk ikke nogen mulighed for at tale. Alt i alt tegner der sig et billede af et menne-

ske der levede et afsidesliggende liv, væk fra civilisationen længere sydpå. Det var nok ikke på noget kulturelt højt stadium, men stadig på et niveau vi kan genfinde steder den dag i dag hos naturfolk i bl.a. Sydamerika. Anatomisk adskilte neandertaleren sig fra det moderne menneske ved at have et aflangt fladt kranium, nogle kraftige øjenbrynsbuer, et robust skelet og en højde Neandertaleren havde en høj som er lavere end hjernevolumen på 1250- hos både erectus og 1750 cm3, og det er et stør- det moderne menneske ca. 165 cm. Nere gennemsnit end hos det andertaleren havde moderne menneske. en høj hjernevolumen på 1250-1750 cm3, og det er et større gennemsnit end hos det moderne menneske. Både neandertaleren og erectus har et mere fremskudt mundparti end det moderne menneske. En meget sandsynlig forklaring på det er at de brugte tænderne meget som værktøj. F.eks. til bearbejdning af dyrehuder. Undersøgelser viser at tænderne er slidt efter et sådant arbejde. Samme slid finder man hos eskimoer i dag der har brugt tænderne til forarbejdning af skind. Det anderledes udseende anser man også for at være en kuldetilpasning, og vi ser mange ligheder med eskimoerne som er tilpasset kulden med deres tætte robuste og muskuløse bygning. Det fremstående næseparti har sandsynligvis hjulpet til at opvarme den kolde, tørre luft inden den nåede ned i lungerne. En anden forklaring på den lidt anderledes knoglestruktur kan være at de led af rakitis, også kaldet engelsk syge. Det er en knoglesygdom der kan give deforme knogler, og den skyldes mangel på D-vitamin. Allerede på Darwins tid hvor den første neandertaler blev fundet, mente den verdenskendte tyske anatom Rudolf Virchow (18211902) at den havde lidt af rakitis som barn og led af gigt. Virchow blev senere ignoreret for sin teori måske fordi han var imod tanken om evolution. Nyere undersøgelser af de mange knogler fra neandertalere bekræfter at Virchow havde fat i noget af det rigtige, men engelsk syge er nok ikke hele forklaringen på den anderledes knoglestruktur. Uanset hvad man vægter, så er der velbegrundede teorier der forklarer den lidt anderledes kropsbygning hos neandertaleren.

Neandertaleren forsvandt pludseligt for omkring 30.000 år siden, og det skete samtidig med at fuldt moderne mennesker indvandrede til Europa sydfra. Der er stadig uenighed om hvordan neandertaleren forsvandt. De mulige teorier er: Et folkedrab, at befolkningsgrupperne blandede sig, eller at de blev udkonkurreret og uddøde fordi de var teknologisk underlegne i forhold til de moderne mennesker. Meget tyder på at neandertaleren var underlegen over for det moderne menneske på de fleste områder. Neandertaleren udviser træk som er meget menneskelignende både i udseende og i deres kulturelle stadium. Det er oplagt at inkludere dem i den menneskelige grundtype.

Arkaisk Homo sapiens/ H. heidelbergensis Arkaisk Homo sapiens er en betegnelse for en gruppe mennesker som nogle forskere regner med er bindeleddet mellem Homo erectus og Neandertaleren. Det er i dag mere og mere almindeligt at kalde dem Homo heidelbergensis. Andre igen regner dem som bindeleddet mellem Homo erectus og det moderne menneske. Arkaisk Homo sapiens omfatter mindst 49 individer og er meget forskellige. Gruppens forskellige repræsentanter udgør mindst en menneskeart. Gruppen indeholder mange interessante variationer af den menneskelige grundtype. Deres hjernerumfang er ca. 30 % større end hos erectus, og denne forøgelse kan ikke blot tilskrives en større kropsstørrelse. Fundene er dårligt dateret, men man regner med en alder på mellem 200.000 og 500.000 år. De findes i både Europa og Afrika. Gruppen bruges lidt som en skraldespand hvor man putter de menneskelige fossiler i som har store hjerner, for de er meget forskellige, og der er også stor uenighed om hvor og hvordan de skal placeres i stamtræet frem til det moderne menneske. Gruppen er typisk repræsenteret med et eksemplar fra Zambia der blev udgravet i 1921, kaldet Rhodesia-mennesket . Han har et hjernerumfang på 1280 cm3, som svarer til den størrelse mange nutidige mennesker har. Han har kraftige øjenbryn og et fladt kranium, og generelt er han meget menneskelignende. Fundet bliver normalt dateret til 300.000 år eller lidt yngre. Han blev

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

fundet i en zinkmine sammen med to, måske tre andre individer, hvoraf overkæben på den ene var meget lig det moderne menneskes. En ting der kraftigt antyder at der er tale om et menneske, er findestedet en zinkmine! Det kan enten skyldes at Rhodesia-mennesket selv arbejdede i minen, eller befandt sig der efter at minen var udnyttet af andre mennesker; i alle tilfælde i en tid hvor det moderne menneske har levet. Begge dele peger langt væk fra en primitiv forfader, for udvinding af zink er ikke umiddelbart en aktivitet man tillægger primitive forfædre der skulle være mindst 300.000 år gamle! Første Mosebog fortæller at de første mennesker på jorden ikke var primitive. De beherskede både musikinstrumenter og smedearbejde6. Måske er det på tide at vi ikke ser mennesker som primitive og laverestående, blot fordi de har levet i en fjern fortid.

Homo sapiens sapiens også kaldet det moderne menneske, altså os. Vi er en art der er svær at afgrænse, men Homo sapiens er de individer som ikke basalt anatomisk kan skelnes fra nulevende mennesker. Vi er ikke nogen ny opfindelse, men vi er blot en af de mange varieteter vi finder i nutiden og fortiden. Vi er ikke mere intelligente, vi går ikke mere oprejst end den resterende del af den menneskelige grundtype. Nogle af de træk som man mener vi har tilegnet os igennem udviklingen siden Australopithecus, er hjernens størrelse og brugen af redskaber.

Lille økse, lille hjerne Mange fund understøtter at både heidelbergensis, neandertaleren og erectus ikke befandt sig på et laverestående udviklingstrin blot fordi de levede i en anden kultur og med en anden teknologisk arv end vi gør i dag. Alt tyder på at de var mindst lige

så intelligente som det moderne menneske. Viden går i arv; og meget af den viden vi er stolt af i dag, er en opsamling af tusinder af års opAlt tyder på at de var findelser og opdagelmindst lige så intelligente ser vi har jo ikke som det moderne menneske. grundlagt den viden som skal til at bygge en rumraket eller en computer på en enkelt generation. Både ild og elektricitet skulle opfindes først. Når fund skal forklares, ser man ofte at der sker en kobling mellem primitive stenredskaber og en underudviklet hjerne. En sådan kobling er ugennemtænkt og direkte forkert. Ingen undersøgelser viser at et menneske der bruger en stenøkse, er mindre intelligent end et mennesket der bruger en motorsav. Man glemmer helt hvordan vi som moderne mennesker ville være stillet i et ursamfund hvis vi pludselig blev sat tilbage i tiden eller strandede på en øde ø som det skildres af William Golding i Fluernes Herre. Vi ville heller ikke have andre muligheder end at bruge stenredskaber uanset hvor kloge og højtudviklede vi synes vi er. Grunden til at vi kan sende e-mails i dag, er at vi har akkumuleret viden igennem mange år, og ikke fordi vi er mere intelligente. Der findes naturfolk i dag som anvender primitive stenredskaber som i stenalderen; det er ikke fordi de er uintelligente, men fordi den tidligere viden i deres samfund er gået tabt. 10. Nævn fire repræsentanter fra den menneskelige grundtype. 11. Er menneskets forfædre mere primitive end moderne mennesker? Hvorfor/hvorfor ikke? 12. Nævn syv ting i udseende og adfærd som gør repræsentanterne fra den menneskelige grundtype menneskelige .

1 Mos 4,21-22.

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Noter Introduktion Bogen Evolutionens Ikoner af Jonathan Wells udgivet af Origo 2005 indeholder mere detaljerede oplysninger både i selve bogen, men også i det omfattende tillæg til bogen. Linus Pauling udtalte at videnskab er jagten på sandhed i bogen No More War! (New York: Dod, Mead & Company, 1958), p. 209. En gennemgang af Darwins teori og den moderne evolutionsteori kan findes i Peter J. Bowlers bog Evolution: The History of an Idea (revideret udgave Berkley University og California Press, 1989). En meget grundig gennemgang af darwinismens historie fås i Darwinism evolving: Systems Dynamics and the Genealogy of Natural Selection af David J. Depew og Bruce H. Weber. (London: Massachusetts Institute of Technology, 1997).

Kapitel 1: Haeckels fostersammenligninger For Darwins syn på fosterudvikling og evolution se The Origin of Species, kap 14, og The Descent of Man, kap 1. Darwins udtalelse hvor han kaldte embryologi det stærkeste argument for hans teori, var i et brev fra 1860 som er gengivet af Francis Darwin i The Life and Letters of Charles Darwin (New York: D. Appleton, 1896), vol. 2, p. 131. Versionen af Haeckels fostertegninger her i hæftet er fra George J. Romanes, Darwinism Illustrated (Chicago: Open Court, 1892), pp. 42-43. Artiklen fra 1997 som sammenligner Haeckels tegninger med fotografier af virkelige fostre, er fra Michael K. Richardson & al., There is no highly conserved embryonic stage in the vertebrates: Implications for Current Theories of Evolution and Development, Anatomy & Embryology 196 (1997): 91-106. Richardsons udtalelse om one of the most famous fakes er fra Elisabeth Pennisis, Haeckel s Embryos: Fraud Rediscobered, Science 277 (1997): 1435. "For the Gastrulation: Real and Verbal, BioScience 26 (1976): 36-39. Goulds udtalelse er fra Stephen Jay Gould, Abscheulich! Atrocious! Natural History (March, 2000): 42-49. Find mere information i Jonathan Wells Haeckel s Embryos and Evolution: Setting the Record Straight, The American Biology Teacher, 61 (maj, 1999): 345-349.

Kapitel 2: Darwins finker Bogen Darwin and His Finches: The Evolution of a Legend

giver en god indsigt i historien bag Darwins finker. Den er skrevet af Frank J. Sulloway, Journal of the History of Biology 15 (1982): 1-53; Sulloway, Darwin and the Galapagos, Biological Journal of the Linnean Society 21 (1984): 29-59. Grants studier af naturlig selektion på Galapagos-øerne kan man læse om i Peter T. Boag & Peter R Grant, Intense Natural Selection in a Population of Darwin s Finches (Geospizinae) in the Galapagos, Science 214 (1981): 82-85; og Peter R. Grant, Ecology and Evolution of Darwin s Finches (Princeton: Princeton University Press, 1986). Fremskrivningen af de tørkepåvirkede ændringer som skulle have en langtidsevolutionær effekt, se Peter R. Grant, Naural Selection and Darwin s Finches, Scientific American 265 (October, 1991): 82-87. Resultaterne efter regnen vendte tilbage, kan læses i H. Lisle Gibbs & Peter R. Grant, Oscillating selection on Darwin s Finches, Nature 327 (1987): 511-513. Sammensmeltningen af finkearter, se Peter R. Grant & B. Rosemary Grant, Hybridization of Bird Species, Science 256 (1992): 193-197. Mere information om Darwins finker kan findes i The Beak of the Finch (New York: Vintage Books, 1994). Citatet om mikro- og makroevolution findes i Henderson s Dictionary of Biological Terms, 11. udgave. (Essex: Longman House 1995).

Kapitel 3: En firevinget bananflue Genetikken og darwinismens historie, se Peter J. Bowler, Evolution: The History of an Idea, Revised Edition (Berkeley: University of California Press, 1989); om kombineringen af de tre mutationer for at få en firevinget bananflue, se E.B. Lewis, A Gene Complex Controlling Segmentation in Drosophilia, Nature 276 (1978): 565-570; og Philip A. Beachy, A Molecular View of the Ultrabithorax Homeotic Gene of Drosophilia, Trends in Genetics 6 (1990): 46-51. Der kan læses om manglen på flyvemuskler i det andet vingepar hos H. H. El Shatoury, Developmental Interactions in the Development of the Imaginal Muscles of Drosophilia, Journal of Embryology and Experimental Morphology 4 (1956): 228239; og J. Fernandes & al., Muscle Development in the Four-winged Drosophilia and the Role of the Ultrabithorax Gene, Current Biology 4 (1994): 957-964. Angående det genkompleks som er nødvendig for at producere køllerne, se Scott D. Weatherbee & al., Ultrabithorax Regulates Ge-

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

nes at Several Levels of the Wing-patterning Hierarchy to Shape the Development of the Drosophila Haltere, Genes & Development 12 (1998): 1474-1482. Håndbog i Biologiske Fagtermer, Ole Rasmussen, Gads forlag, København 2001.

Kapitel 4: Resistente bakterier Læs om egenskaberne ved antibiotisk resistens i Antibiotika resistens af Sigrid Andersen, Gyldendal uddannelse, 1999, og hos Harold C. Neu, The Crisis in Antibiotic Resistance, Science 257 (1992): 1064-1073; Julian Davies, Inactivation of Antibiotics and the Dissemanation of Resistance Genes, Science 264 (1994): 375-382; og Brian G. Spratt, Resistence to Antibiotics Mediated by Target Alterations, Science 264 (1994): 388-393. Citatet fra Linton er fra Alan H. Linton, Scant Search for the Maker, The Times Higher Education Supplement (April 20, 2001), p. 29.

Kapitel 5: Homologi En gennemgang af homologi, se Peter J. Bowler, Evolution: The History of an Idea, Revised Edition (Berkely: University of California Press, 1989). Darwins citater er fra Origin of Species, kapitel XIV og XV. Citatet fra Brady er fra Ronald H. Brady On the Independence of Systematics, Cladistics 1 (1985): 113-126. Om Berras bommert, se Tim Berras, Evolution and the Myth of Creationism (Stanford, CA: Stanford University Press, 1990), pp. 117-119; og Philip E. Johnson, Defeating Darwinism by Opening Minds (Downers Grove, IL: Intervarsity Press, 1997), pp. 62-63. Om udviklingsvejene i fostrene se Gavin de Beer, Embryos and Ancestors, Third Edition (Oxford: Clarendon Press, 1958), p. 152; og Neil H. Shubin & Pere Alberch, A Morphogenetic Approch to the Origin and Basic Organization of the Tetrapod Limb, Evolutionary Biology 20 (1986): 319-387. Problemerne med generne, se Gavin de Beer, Homology: an Unsolved Problem (London: Oxford University Press, 1971), pp. 15-16; og Grace Panganiban & al., The Origin and Evolution of Animal Appendages, Proceedings of the National Academy of Science USA 94 (1997): 5162-5166. For mere information, se Jonathan Wells og Paul Nelson, Homology: A Concept in Crisis, Origins & Design 18:2 (1997): 12-19.

Kapitel 6: Den kambriske eksplosion Darwins tegning af evolutionstræet er fra The Origin of Species, Kap IV. For biologiens Big Bang, se Jeffrey S. Levinton, The Big Bang of Animal Evolution, Scientific American 267 (November, 1992): 84-91. Datering af den kambriske eksplosion, se Samuel A. Bowring & al., Calibrating Rates of Early Cambrian Evolution, Science 261 (1993): 1293-1298. Citatet fra Velentine og hans kolleger findes i James W. Valentine

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

& al., The Biological Explosion at the Precambrian-Cambrian Bundary, Evolutionary Biology 25 (1991): 279-356. Darwins kommentar om Alvorlige problemer med sin teori er fra The Origin of Species, Kap 10. Valentine og Erwins kommentar om ovenfra og ned -evolution er fra James W. Valentine og Douglas H. Erwin, Interpreting Great Developmental Experiments: The Fossil Record, pp. 71-107 i R. A. Raff og E.C. Raff (ed.), Development as an Evolutionary Process (New York: Alan R. Liss, 1987). Om den ukorrekte antagelse om at de prækambriske organismer var for små til at blive bevaret som fossiler, se J. William Schopf, The Early Evolution of Life: Solution to Darwin s Dilemma, Trends in Ecology and Evolution 9 (1994): 375-377. For mere information, se Stephen Jay Gould, Wonderful Life (New York: W. W. Norton, 1989): På dansk, Forunderlige liv ved Vivianne Berg-Madsen (Kbh., Gyldendal 1991); Simon Conway Morris, The Crucible of Creation (Oxford: Oxford University Press, 1998); og Stephen C. Meyer, Paul A. Nelson, Marcus Ross og Paul Chien, The Cambrian Explosion: Biology s Big Bang, pp. 323-402, i John Angus Campbell og Stephen C. Meyer (ed.), Darwinism, Design and Public Education (East Lansing, MI: Michigan State University Press, 2003).

Kapitel 7: Livets oprindelse Darwins spekulationer om en varm lille sø er at finde i et brev fra 1871 som er genoptrykt af Francis Darwin (ed.), The Life and Letters of Charles Darwin (New York: D. Appleton, 1887), vol. 2, p. 202. Det originale eksperiment af Miller blev beskrevet i Stanley Millers A Production of Amino Acids Under Possible Primitive Earth Conditions, Science 117 (1953): 528-529. Fotodissociation og den tidlige atmosfære med ilt, se L. V. Berkner & L. C. Marshall, On the Origin and Rise of Oxygen Concentration in the Earth s Atmosphere, Journal of the Atmospheric Science 22 (1965): 225-261; R. T. Brinkmann, Dissociation of Water Vapor and Evolution of Oxygen in the Terrestrial Atmosphere, Journal of Geophysical Research 74 (1969): 5355-5368; J. H. Carver, Prebiotic Atmospheric Oxygen Levels, Nature 292 (1981): 136-138; James F. Kasting, Earth s Early Atmosphere, Science 259 (193): 920-926; Kenneth M. Towe, Enviromental Oxygen Conditions During the Origin and Early Evolution of Life, Advances in Space Research 18 (1996): (12)7(12)15. Kommentaren om dogmer, se Harry Clemmey & Nick Badham, Oxygen in the Precambrian Atmosphere: An Evaluation of the Geological Evidence, Geology 10 (1982): 141-146. Om den mulige vulkanske oprindelse af jordens tidlige atmosfære, se Heinrich D. Holland, Model for the Evolution of the Earth s Atmosphere, pp. 447-477 i A. E. J. Engel, Harold L. James & B. F. Leonard (ed.), Petrologic Stu-

dies: A Volume in Honor of A. F. Buddington (Geological Society of America, 1962); Philip H. Abelson, Chemical Events on the Primitive Earth, Proceedings of the National Academy of Science USA 55 (1966): 1365-1372; Sidney W. Fox & Klaus Dose, Molecular Evolution and the Origin of Life, Revised Edition (New York: Marcel Dekker, 1977). Information om at Millers eksperiment ikke fungerer uden en høj koncentration af brint, se Gordon Schlesinger & Stanley L. Miller, Prebiotic Synthesis in Atmospheres Containing CH4, CO, and CO2: I. Amino Acids, Journal of Molecular Evolution 19 (1983): 376-382. Om manglerne ved RNA-teorien, se Gerald F. Joyce, RNA Evolution and the Origins of Life, Nature 338 (1989): 217-224; og Robert Irion, RNA Can t Take the Heat, Science 279 (1998): 1303. Citatet af Wade er fra Nicholas Wade, Life s Origins Get Murkier and Messier, The New York Times (tirsdag, d. 13. juni, 2000): D1-D2. For mere information, se Robert Shapireo, Origins: A Skeptic s Guide to the Creation of Life on Earth (New York: Summit Books, 1986); og Gordon C. Mills, Malcolm Lancaster & Walter L. Bradley, Origin of Life & Evolution in Biology Textbooks A Critique, The American Biology Teacher 55 (februar, 1993): 78-83.

Kapitel 8: Menneskets udvikling Reinhard Junker, 1995 Stammt der Mensch von Adam ab? 5th udg., Druckhaus Gummersbach, 2000. Darwin on Trial, Phillip Johnson, InterVarsity Press, 1993. Jensen, Peter. K. A., Menneskets oprindelse og udvikling. [Munksgaards bogklubber, 2002.], 2. udg. Gads Forlag, 2001. Abemennesker og jagten på menneskets oprindelse af David J. Tyler, Origo nr. 72, april 2001. Collard, M. og Aiello, L. C., 2000: From Forelimbs to Two Legs, Nature 404: 339-400. Lowenstein, J. og Zihlman, A. (1998): The Evidence Envisible Ape, New Scientist 120 (3. December), 56-59. Særnummer Origo, september 2002, Nedstammer mennesket fra Adam? . Louis S.B. Leakey, Phillip V. Tobias, and John R. Napier, A New Species of the Genus Homo from Olduvai Gorge, Nature 202 (4 April 1964): 7-9. Annals de Paleontologie . B. Arensburg & al., Nature 338 (27 april 1989), 759-60: A Middle Palaeolithic Human Hyoid Bone , B. Arensburg & al. Richard G. Klein, The Human Career: Human Biological and Cultural Orgins (Chicago University of Chicago Press, 1989), 281-82. Francis Ivanhoe, Was Virchow Right about Neandertal? , 1970, Nature 227 (8 aug 1970): 577-79. Michael H. Day, Guide to Fossil Man, 4th ed. (Chicago: University of Chicago Press, 1986), 267.

Bestil Evolutionens Ikoner allerede nu! Senere på året går Origos første bogprojekt i luften en oversættelse af den amerikanske bestseller Icons of Evolution. Den er allerede oversat til mange sprog, og nu kommer den på dansk. Forfatteren Jonathan Wells lader lyset fra den nyeste forskning skinne på de gamle evolutions-ikoner og det kan de ikke holde til. Få det at vide din biologibog eller lærer aldrig fortæller dig om. Bogen går i dybden, men i et flydende sprog uden tekniske forhindringer. Evolutionens Ikoner er en bog alle fra 8 kl. og op roligt kan gå i gang med. Advarsel: Er du først gået i gang, så er bogen svær at slippe igen. Bestil bogen på abonement@skabelse.dk og du vil få bogen med posten på udgivelsesdagen. Pris kun 250 kr. for over 300 illustrerede sider.

Du kan også sende din forhåndsbestilling til: Henrik Friis Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning (fra 1. november er adressen: Lavendelvej 6, 7400 Herning)

ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

ORIGO Redaktion i Danmark

Overlærer Knud Aa. Back Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. Tlf. 5927 1864. E-mail: back@skabelse.dk Cand.theol. Klaus Dahl Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk Professor, dr.med. Søren Holm Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren@skabelse.dk IT-ansvarlig, datamatiker Bjarne Krak Ryhavevej 1A, st.mf., 8210 Århus V Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.oecon. Henrik Friis Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning. Tlf. 9927 2959. E-mail: abonnement@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard Harald Jensens Plads 9, 2. th., 8000 Århus C. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær)

Redaksjon i Norge

Konsulent, cand.scient. Rune Espelid 5650 Tysse. E-post: rune.espelid@online.no Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Cand.real. Jon Kvalbein Amund Hellandsv. 17, 1165 Oslo. E-post: jkvalbei@online.no Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no

Abonnement og bestillinger:

Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Friis, Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning. Tlf. 9927 2959.

ORIGOs web-adresse:

skabelse.dk

Layout og sats:

VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk

Tryk:

Øko-Tryk, Videbæk

Ansv. red. af dette nummer: Kristian Bánkuti Østergaard Ansv. red. af næste nummer: Knud Aa. Back © ORIGO. Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen. ORIGO NR. 95

SEPTEMBER

2005

Returneres ved varig adresseændring

Returadresse: ORIGO v/Henrik Friis, Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige teorier og modeller vedr. skabelse, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer fem gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning Tlf. 9927 2959 Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

ORIGO

NR. 95 SEPTEMBER 2005 ORIGO NR. 95 SEPTEMBER 2005