Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 90, oktober 2004

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 90 Oktober 2004

Fuglene - et mysterium "Piltdown-fuglen" Fossile fugle ORIGO NR. 90 OKTOBER 2004 E.F. Lochmann

1

Indhold Mutationer og mirakler

3

Fuglene - et mysterium Af Philip Snow

5

"Piltdown-fuglen" Af Jonathan Wells

8

Fossile fugle Af Thomas Standish

13

"Høygradert vås" Av Jostein Andreassen

19

Ugedagenes navne Af Bent Vogel

21

Årstider, måneder og højtider Af Bent Vogel

22

Første lokallag i Norge

24

E.F. Lochmann (Del 2) Av Else Marie Nerland

25

2

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Mutationer og mirakler Et vigtigt problem for evolutionister er at finde en tilfredstillende mekanisme for en formodet udviklingsmæssig forandring fra en encellet organisme til de livsformer, vi ser i dag. Naturlig selektion, som Darwin foreslog, kan ikke være denne mekanisme, da den ikke skaber ny genetisk information. De fleste moderne evolutionister neo-darwinister vil sige, at genetiske fejl, som vi kalder mutationer, er mekanismen bag evolutionen. Den velkendte evolutionist Ernst Mayr har skrevet: Det må ikke overses, at mutationer er den ultimative kilde til al den genetiske variation, som findes i naturlige populationer, og de er dermed det eneste nye materiale, som den naturlige selektion

kan arbejde videre med (1). Det hævdes at over tid er disse genetiske fejl blevet akkumuleret således, at den mangfoldighed af levende organismer, vi kender i dag, er fremkommet. Er dette sandt? Hvad er fakta om mutationer? Mutationer er sjældne Det er vigtigt at bemærke sig, at mutationer ikke er særligt almindelige. Naturlige mutationer sker meget sjældent, i mindre end én af en million generationer. Mutationshyppigheden kan dog øges betydeligt ved hjælp af visse kemikalier eller ved bestråling (2).

Gå ikke glip af noget!!! Som du kan se foran på det nummer af Origo, som du sidder med nu, er det nummer 90. Der er altså kommet mange numre før dette nummer. Hvis du skulle mangle nogle af disse tidligere numre, så få suppleret op. Vi har stadig ekstra eksemplarer af de fleste numre. Disse gamle blade sælger vi for 30,- per stk. Du kan se nærmere på vores hjemmeside www.skabelse.dk, hvad mange af de tidligere numre indeholder. Du kan så bestille de numre, du mangler eller finder mest interessante, via hjemmesiden eller ved at kontakte mig. Med venlig hilsen Henrik Friis, abonnementsansvarlig for Origo abonnement@skabelse.dk

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

3

De allerfleste mutationer er skadelige Mange mutationer er direkte dødelige. Ordet mutant associerer vi med deformitet, og de fleste mutanter har også lavere overlevelsesdygtighed lige det modsatte af, hvad evolutionen behøver. Skadelige mutationer er ikke altid tydelige, faktisk er de fleste usynlige: Usynlige letale (dødelige) mutationer er omkring 20 gange så hyppige som synlige. Mutationer der har mindre skadelige effekter er endda mere hyppige end de letale mutationer (3). Mutationer tilføjer ikke ny information Det hævdes undertiden, at gavnlige mutationer slet ikke findes, men dette er ikke helt sandt. Mutationer kan være gavnlige for individuelle arter. For eksempel har nogle insekter på vindomsuste øer mistet deres vinger. Det er en fordel, da det forhindrer dem i at blive blæst i havet. Vi må dog bemærke, at de fleste af sådanne gavnlige mutationer repræsenterer tab af genetisk information. Dr. Lee Spetner skriver: Ikke én eneste mutation er blevet observeret, hvor der tilføres information til genomet (4). Eksperimentelle erfaringer I et forsøg på at bevise, at mutationer repræsenterer en mekanisme for evolutionen har forskere udført et væld af eksperimenter med bananfluen (Drosophila melanogaster). Disse hurtig-reproducerende fluer er blevet bombarderet med røntgenstråler for at fremkalde mutationer, og en del ændringer er blevet observeret. Nogle fluer blev født uden øjne og andre med deforme vinger. Man har også set ændringer i form, størrelse, farve og behåring på bagkroppen. Men ingen gavnlige mutationer er set, og gennem alle eksperimenter 4

er bananfluerne blevet ved med at være bananfluer! For at kumulativ selektion er af værdi, er der nødt til at være sket en række gavnlige mutationer rent tilfældigt. Ved hvert eneste trin i en kumulativ selektion må en mutant med positiv overlevelsesmæssig værdi nødvendigvis opstå. Den må også være heldig nok til at overleve og efterhånden brede sig i populationen. Derefter må en anden god mutation opstå osv. osv. Neo-darwinisten synes at tænke, at chancen for, at alt dette vil ske, er stor nok til, at evolutionen kan ske. Men ingen har nogen sinde vist, at noget sådant er sandsynligt eller endog muligt! (5). Mirakler uden Gud? Vi har her set, at mutationer er sjældne, og at de allerfleste er skadelige. Vi har også bemærket, at mutationer aldrig tilfører ny genetisk information, men sædvanligvis medfører tab af information. At finde en kilde til ny genetisk information hvilket er essentielt, hvis evolutionen skal foregå er et af de allerstørste problemer for evolutionisterne. Prisen for at bevare en opfattelse af livets oprindelse uden guddommelig indgriben er tilsyneladende at skulle tro på det umulige mirakler uden Gud! Oversat af Holger Daugaard fra Factsheet no. 3, Creation Resources Trust, England. Referencer 1. Populations, Species and Evolution (1970), p. 103. 2. Oxford Illustrated Encyclopedia of the Natural World, Guild Publishing, London (1985), p. 223. 3. A.M. Winchester, Genetics, 5th Edition (1977), p. 356. 4. Not by chance! Shattering the Modern Theory of Evolution. The Judacia Press, Inc. (1998), p. 160. 5. Ibid., p. 91. 6. Ibid., p. 132. 7. Evolution of Living Organisms. Academic Press, New York, 1977, p. 103.

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Fuglene et mysterium Af ornitolog Philip Snow

drømme om fuglenes herredømme i luften.

Selv om det at flyve er ekstremt omkostningskrævende rent energimæssigt, hævder evolutionister, at flyveevnen er opstået fire gange i dyreriget uafhængigt af hinanden og på meget forskellige måder. De smukke, komplekse og højst forskellige fugle, insekter, flagermus og uddøde flyvende krybdyr bliver alle anset for resultater af tid og tilfælde. Er det videnskab? Eller er det en bevidst lukken-øjnene for den oplagte mulighed en designers værk? Som Richard Lewontin, professor i zoologi, har udtrykt det: Vi står på videnskabens side, trods den udprægede absurditet ved en del af den til trods for videnskabens tolerance over for historier, der ikke er underbygget uanset det går mod vores intuition materialismen er absolut for vi kan ikke tillade en guddommelig fod i døren . I denne artikel skal vi se lidt på fuglenes fabelagtige bygning samt hvilke forhindringer en dinosaur skulle kunne overvinde for at kunne udvikle sig til en fugl. Vi vil ikke fokusere så meget på de fossiler, der er fundet i tidens løb, da dette er behandlet i en anden artikel.

og komme til kort Det propeldrevne fly brummer, og jetflyet hyler, men fugle er lyriske skabninger. At høre den fasanlignende australske fugl lyrehalen (Menura) lave sine næsten ufattelige imitationer, at se en natugle svæve lydløst hen over en eng ved aftentide, at være øjenvidne til en vandrefalks (Falco peregrinus) dyk på 250 km i timen, og at lytte til en lillebitte gærdesmuttes passionerede sang, alt imens den vibrerer med hele sin krop, er at bevidne en designers værk. Ørnen er et af de fire livsvæsener, der omtales i Bibelen. Med sit syn, der er otte gange stærkere end menneskets et syn, der ikke lader noget upåagtet på jorden symboliserer den den Alvidendes syn, der ser ud over skabningen.

At kopiere naturen Fugle har inspireret og hjulpet mennesket i dets bestræbelser på at kunne flyve. Vi har sat principperne ved fuglenes flyveevne i praktisk system, fx når flyene skal lande: Når bagsiden af vingerne sænkes, skaber det bæreevne i luften samtidig med, at farten reduceres. Dette er kun en grov efterligning af fuglenes konkave vinger og løftede tommelvinger, der forhindrer at de staller ved lav hastighed. Mennesket kan kun ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Set fra Beagle Den klassiske forklaring på fuglenes evolution (og som også gælder enhver anden livsform) er ekstrapolation ud fra forholdsvis små ændringer, som f.eks. dem Darwin fandt hos finkerne på Galapagos-øerne. Eftersom de har tilpasset næbformen ud fra en fælles finke-næbtype, således at de har kunnet specialisere sig i forskelligt fødevalg, antog Darwin, at krybdyr over lange tidsrum har kunnet udvikles til fugle. Han hævdede, at mikroevolution (eller variation inden for typer) er ubegrænset og kan således føre til makroevolution, ændring fra en overordnet gruppe til en anden. Musvitten, der er almindelig i Europa, kan uden den store indsats ændre næbform to gange om året tykkere om vinteren, når føden står på nødder, og tyndere om 5

sommeren, når menuen består af insekter. Adskillige arter af Kamerun-finken kommer til verden med tilfældige næbtyper. Strandskader (Haematopus palliatus) former næbbet efter deres personlige føde-præference, og hos Laysanfinker (Telespiza cantans) har man for nylig demonstreret, hvor overfladisk og hurtig en sådan ændring i næbform i virkeligheden er. Eksemplarer af disse fugle blev udsat på forskellige isolerede øer i 1960 erne, fordi man specifikt ville studere ændringer i næbformer, og dette studium har faktisk modbevist Darwins teori. I løbet af meget kort tid tilpassede disse finker deres næbform. Det vil altså sige, at de meget omtalte Galapagos-finker sandsynligvis blot har vist en hurtig næbtilpasning, fra den ene type til en anden, alt efter hvilken føde der har været tilgængelig. Med andre ord er der tale om variation inden for de snævre rammer, det potentiale, som alle arter er født med. Ændringerne er ikke resultat af mutationer, og der bliver ikke tilført nyt genetisk materiale ved processen. Mejser forbliver mejser, og finker forbliver finker. Tab af flyveevne, som Galapagosskarven (Nannopterum harrisi) viser, kan heller ikke forklares ved evolution. Mutationer, der forårsager tab af en fugls flyveevne kan kun øge populationen af jordlevende fugle, når der ingen rovdyr er. På samme måde kan

flyvende fugle blive blæst væk fra isolerede øer. Ikke desto mindre må man indrømme, at fugle uden flyveevne har tabt genetisk information og generelt er mindre tilpassede. Var det sket på fastlandet, ville det have været en ulempe i forhold til den naturlige selektion. Heller ikke farveændringer i fjerdragten har noget at gøre med makroevolution. Den smukke subpolare jagtfalk (Falco rusticolus), der i mange århundreder netop er blevet anvendt som jagtfalk, har en stor variation af fjertegninger, lige fra den meget mørke Labrador-type, via den grålige Scando-Russo og til den meget smukke hvide type, der tidligere blev kaldt Grønlandsfalk. Alle er de falke, uanset om forædlerne udvælger/fremavler slagfalke (Falco sherrug) eller vandrefalke. Hvis man overlader dem til sig selv i naturen, vil de kunstigt udvalgte typer vende tilbage til vildformen ved krydsning. Hvis krybdyr skulle udvikles til fugle Der er store forskelle mellem krybdyr og fugle i dag. For at kunne forklare en eventuel udvikling fra krybdyr til fugle må man kunne dokumentere ændringer i deres forskellige bygningstræk. Vi skal bare se på

Principskitse over en svingfjers opbygning.

6

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

nogle enkelte af disse bygningstræk. Fra vekselvarme til ensvarme Evolutionister må nødvendigvis forklare, hvordan vekselvarme krybdyr på en eller anden måde har kunnet løse de massive problemer, der er ved overgangen til ensvarme fugle. Det gælder såvel morfologiske som stofskiftemæssige problemer. Fra skæl til fjer Enhver, der har kigget bare overfladisk på en fjer og undret sig over dens aerodynamiske design og komplekse system af filamenter (tynde taver) og stråler, vil aldrig kunne forveksle den med et krybdyrskæl. Skæl er blot hudfolder, formet i et stykke. Fjer er mere en slags hår, der gror frem dybt nede under huden (og er i øvrigt styret af gener, der er placeret forskellige steder på genomet). Bliver vi helt seriøst bedt om at tro på, at et skæl på en eller anden måde har kunnet opdeles i tusindvis af fine små regelmæssige strenge og derefter udvikle millioner af stråler og bistråler, der passer ind i hinanden i et lufttæt mønster? En enkelt sekundær-fjer hos en ørn har omkring 1 million stråler, hver med mange bistråler. Og ud over fjerene måtte en eks-dinosaur udvikle den livsvigtige olie-kirtel til at imprægnere fjerene med. Denne kirtel skulle så placeres ved basis af den øvre del af halen, et sted, som krybdyrene i dag ikke kan komme til. Også fjerenes farvetegning er hi-tech. De smukt udformede halefjer hos påfuglen har en indre basis af melanin og en ydre farvning af keratin på hver bistråle, hvilket danner en todimensional farvestruktur. Antallet og placeringen af basisfarvetegningerne afgør farven på bistrålen og dens intensitet (1). Lunger Dinosaurernes lungesystem kan ikke være udviklet til moderne fugles højeffektive lunger (2). Hos fuglene bliver luften fuldstændig udskiftet ved hvert åndedrag ved hjælp af et ensrettet system, der fører luften helt ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

rundt i kroppen, gennem lange, ensrettede lunger, luftsække og endda gennem deres letvægtsknogler. Dette smukt designede system er vigtigt for at kunne udveksle den maksimale mængde ilt og kuldioxid, når fuglen bevæger sig i høj hastighed og højde. Fugle er forskellige fra andre livsformer også på den måde, at de indeholder store mængder af antioxidanter der nedbryder de destruktive frie radikaler, der er nødvendige i deres høj-energi stofskifte. Kløer Et andet stort problem i dinosaur til fugludviklingen kommer fra evolutionisterne selv (3). Her fremhæves det, at fuglene kan ikke have udviklet sig fra dinosaurer, fordi de anvender forskellig rækkefølge i udviklingen af deres lemmer. Hvis man går ud fra de samme 5-fingrede lemmer, så anvender dinosaurerne finger 1, 2 og 3, mens fuglene anvender nummer 2, 3 og 4. Og samtidig sidder den arvelige information forskelligt på genomet. Konklusion En ændring fra krybdyr til fugl ville indebære en komplet omstrukturering af især lunger, vekselvarmt stofskifte og skæl. Ideen om at fjer kan være resultat af tilfældige mutationer som medfører tab af information er ulogisk. Variationer i næbform har ikke nødvendigvis noget at gøre med evolution, men kan forklares ved variation og selektion. Vi konkluderer, at fuglene med deres variation og skønhed med lige så stor ret kan hævdes at være en designers værk. Oversat og bearbejdet af cand.scient. Holger Daugaard, fra Pamphlet 351, Creation Science Movement, marts 2004. Noter 1. Proc. Nat. Acad. Sciences, DOI and New Scientist 18/10/03. 2. Science, vol. 278, 11/97. 3. New Scientist 9/98. 7

Piltdown-fuglen Nedenstående artikel er uddrag af bogen Icons of Evolution af Jonathan Wells. Denne bog er udvalgt af Origos redaktion som vor næste bogudgivelse, der forventes klar i løbet af 2005.

Af Jonathan Wells

I 1912 annoncerede amatørgeologen Charles Dawson og British Museum, at der tæt ved Piltdown i England var blevet fundet et overgangsled mellem aber og mennesker. Eksemplaret lå på British Museum, indtil det blev afsløret som værende falsk i 1953. En eller anden havde sammensat et gammelt menneskekranium med underkæben fra en nyere tids orangutang og ændret det, så det lignede dele fra ét og samme individ. Piltdown-manden er fortsat det mest kendte fossilfalskneri i videnskabshistorien. I 1999 annoncerede amatørgeologen inden for dinosaurer Stephen Czerkas og National Geographic Society, at et fossil, der var blevet købt for 80.000$ på et Arizona mineralshow, udgjorde det manglende led mellem jordiske dinosaurer og flyvende fugle. Fossilet, som tilsyneladende var blevet smuglet ud fra Kina, havde forlemmer 8

fra en urtidsfugl og hale fra en dinosaur. Czerkas gav den navnet Archaeoraptor. I november 1999 medtog tidsskriftet National Geographic et billede af Archaeoraptor i en artikel, der hed Feathers for T. rex? ( Fjer på Tyrannosaurus Rex? ). Christopher Sloan, artiklens forfatter, hævdede, at man nu kunne sige, at fugle er dinosaurer lige så sikkert, som man kan sige, at mennesker er pattedyr, og at fjerklædte dinosaurer gik forud for den første fugl. Artiklen indeholdt en tegning af en babyTyrannosaurus med fjer deraf titlen. Den indeholdt endvidere et billede af Archaeoraptor-fossilet og forklarede, at dets kombination af nuancerede og primitive træk er præcist det, som forskere ville forvente at finde i dinosaurer, der eksperimenterer med at flyve. Det viste sig, at Archaeoraptor havde de eksakt samme træk, som forskere havde forventet at kunne finde, fordi en vis smed havde kreeret den sådan vel vidende, at den ville indbringe store pengesummer på det internationale fossilmarked. Kreationen blev opdaget af den kinesiske palæontolog Xu Xing, som beviste, at eksemplaret bestod af en dinosaurhale, der var limet fast til kroppen af en urtidsfugl. Storrs Olson, museumsdirektør for fugle på Smithsonian Institution i Washington D.C., sendte et vredt brev til Peter Raven, sekretær for National Geographic Society. Olson anklagede Society for at have allieret sig med en stambesætning af nidkære forskere, der var blevet uforbeholdne og ganske partiske tilhængere af den tro, at fugle stammer fra dinosaurer. En sand og nøjagtig videnskabelig vejning af bevismaterialet har været blandt de første bommerter i deres program, skrev Olson, som hurtigt er blevet et af vor tids største fupnumre. ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

National Geographic sendte en delvis tilbagekaldelse den 21. januar 2000 på deres hjemmeside på internettet. Ikke desto mindre blev tidsskriftet i februar kraftigt anklaget af Nature for på naiv og hastig vis at have udgivet en artikel beskrevet som sensationslysten og uholdbar tabloidjournalistik fra en førende palæontolog sprængfyldt med tvivlsomme påstande. Hændelsen var yderst pinlig for National Geographic, der forsøgte at nedtone den ved at trykke et brev fra Xu Xing om forfalskningen i marts 2000. I mellemtiden skrev tidsskriftets redaktør en protestskrivelse til Nature-artiklen, hvori han hævdede, at afgørende informationer om eksemplarets integritet var blevet holdt tilbage fra National Geographic og fra de forskere, bladet havde betalt for at studere fossilet. Beskyldninger og modbeskyldninger eksisterer fortsat. Nogle af de mennesker, der har været involveret i skandalen, skyder skylden på den internationale handel med smuglerfossiler, mens andre bebrejder den uredelige journalistik. Men det sande offer lader til at være evolutionisternes ønske om at kunne bevise deres teori. Ligesom behovet for et overgangsled mellem aber og mennesker førte til Piltdown-manden, således banede behovet for et led mellem dinosaurer og fugle vejen for Piltdown-fuglen. Overset i ståhejen er den kendsgerning, at selvom Archaeoraptor havde været ægte, er den millioner af år yngre end Archaeopteryx, og det ville således ikke være lykkedes for den at udfylde det hul, der af evolutionistisk metodik er efterladt i fossilhistorien. I april 2000 samledes Czerkas og andre prominente evolutionister med nogle af deres kritikere i Fort Lauderdale i Florida til en konference om dinosaur-fugle-evolution. Jeg deltog også, for jeg ville lytte til diskussionen. Selvom nogle havde frygtet, at den pinlige Archaeoraptor-hændelse ville dominere på konferencen, blev fupnumret nærmest overset. I stedet præsenterede evolutionisterne deres nye stjerne, der er blevet udset til at være det bedste af de manglende led.

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Fjer til Bambiraptor Den nye opdagelse, der stjal billedet fra Archaeoraptor-bedrageriet, hed Bambiraptor. Den blev oprindelig opdaget af en familie fra Montana i 1993 og derefter overladt til professionelle palæontologer i 1995. Dyrets krop var på omtrent samme størrelse som en kylling, men dets lange hale gjorde den næsten en meter lang. Med sine skarpe tænder og kløer lignede den en lille Velociraptor det kvikke rovdyr, der er blevet kendt fra de afsluttende scener fra filmen Jurassic Park. Bambiraptors oprindelige skelet rekonstrueret i en virkelighedstro positur og beskyttet af tykt plexiglas blev stolt fremstillet på konferencen. Fossilet var blevet fundet i klipper fra Den øvre Kridttid, hvilket vil sige, at det var omtrent 75 millioner år yngre end Archaeopteryx. Men analyser har vist, at det havde mange af de skelettræk, som man havde ventet ville eksistere i Archaeopteryx forfader. Faktisk bekendtgjorde de palæontologer, som undersøgte den, at det var den mest fuglelignende dinosaur, der endnu var blevet fundet og et bemærkelsesværdigt overgangsled mellem fugle og dinosaurer. Brian Cooley, der er specialist i rekonstruktion af dinosaurer fra fossile skeletter, havde rekonstrueret Bambiraptor til konferencens udstilling. Han forklarede for deltagerne, at han havde lagt ud med at ville lave Bambiraptor så fuglelignende som muligt, taget dens placering mellem dinosaurer og fugle i betragtning. Han har rekonstrueret musklerne, idet han har brugt fugles anatomi som guide, og han har placeret øjnene i en fuglelignende retning, idet han har brugt de samme kunstige øjne, som konservatorer putter i udstoppede øgler. Cooley gættede på, at Bambiraptor må have været dækket med uglede fjer, og han har derfor tilføjet disse på rekonstruktionen. Der blev uddelt en kopi til hver af konferencens deltagere af den artikel, der indeholdt den officielle videnskabelige beskrivelse af Bambiraptor, udgivet blot tre uger tidligere. Det er meningen, at den først udgivne rapport om en nyfunden art af fossi9

ler skal stemme overens med de højeste videnskabelige standarder og beskrive de forskellige typer eksemplarer med henblik på streng nøjagtighed. Den officielle beskrivelse af Bambiraptor indeholder adskillige tegninger af det rekonstruerede dyr, hvoraf to af dem viser hårlignende gevækster på kroppen og fjer på forlemmerne. Imidlertid blev intet, der på mindste måde ligner fjer, fundet sammen med fossilet. De hårlignende fremspring og fjerene er ren og skær indbildning. Fordi evolutionsteorien forudsætter, de bør være der, bliver de inkluderet i den videnskabelige beskrivelse af fossilet. Det eneste tegn i artiklen på, at fremspringene og fjerene ikke er virkelige, er en billedtekst, der lyder som følger: Rekonstruktion, der viser de ydre strukturer, som man forestiller sig dem. Jeg var overrasket. Almindeligvis ville man forvente noget, der var beskrevet på korrekt og fornuftigt vis, noget i retning af dette: Hårlignende gevækster og fjer er ikke blevet fundet sammen med fossilet, men er tilføjet her ud fra teoretiske overvejelser. Under alle omstændigheder virker artiklen til at være bedre til at skjule sandheden end til at åbenbare den. Der blev luftet megen uforbeholden kritik af dinosaur-fugle-teorien på Florida-konferencen. Ornitolog ved University of North Carolina Alan Feduccia forudsagde, at dinosaur-fugle-teorien ville gå hen og blive palæontologiens mest prekære sag i det 20. århundrede. Endvidere ytrede Larry Martin, at hvis han skulle forsvare dinosaur-fugle-teorien, ville jeg være flov hver gang, jeg ville være nødt til at rejse mig op og fortælle om den. Og Stoors Olson pustede sig op som en brushane og erklærede: Fugle er ikke dinosaurer. Dinosaur-fugle-entusiasterne var imidlertid i overtal på konferencen, og de lod sig ikke distrahere af Bambiraptors imaginære fjer. Eftersom jeg ikke selv er evolutionist, fandt jeg dette forholdsvis morsomt, men som molekylærbiolog fandt jeg derimod noget andet endnu mere morsomt.

10

Kalkun-dna fra Triceratops? På konferencens anden dag aflagde William Garstka rapport om, at han med sit team af molekylærbiologer fra Alabama havde udtaget dna fra de fossile knogler fra en 65 millioner år gammel dinosaur. Selvom bevismateriale fra andre studier tyder på, at dna, der er mere end cirka en million år gammel, ikke kan give nogen som helst brugbare sekvens-informationer, undersøgte og sekventerede Garstka og hans kolleger dna en, sammenlignede den med kendt dna fra andre dyr og fandt ud af, at den var mest sammenlignelig med fugle-dna. De konkluderede, at de havde fundet de første direkte genetiske beviser, der kunne indicere, at fugle er de tætteste levende slægtninge til dinosaurer. Deres konklusion blev rapporteret den følgende uge af Constance Holden i Science. Opdagelsens detaljer afslører imidlertid noget. For det første var den dinosaur, som Garstka og hans kolleger angiveligt fik dna fra, en Triceratops. Ifølge palæontologer er der to hovedgrene i dinosaur-familiens træ. Den ene omfatter trehorns rhinoceros-lignende Triceratops, som millioner af mennesker har set på museumsudstillinger og på film. Men fugle tænkes at have udviklet sig fra den anden gren. Så ifølge evolutionære biologer er Triceratops og nutidsfugle ikke så tæt beslægtede, for deres forfædre gik i forskellige retninger for næsten 250 millioner år siden. Endnu mere afslørende var det dog, at den dna, som Garstka og hans kolleger fandt, var 100 procent identisk med levende kalkuners dna. Ikke 99 procent, heller ikke 99,9 procent, men 100 procent. Ikke engang dna fra andre fugle er 100 procent identisk med kalkuners dna (det næsttætteste match i deres undersøgelse var 94,5 procent, med en anden fugleart). Med andre ord lignede den dna, som man skulle forestille at have fået fra Triceratops-knoglen, ikke bare kalkun-dna, det var kalkundna. Garstka sagde, at han og hans kolleger overvejede muligheden af, at nogen havde spist en kalkunsandwich i nærheden, men de var ude af stand til at kunne bekræfte det(!). ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

I begyndelsen af Garstkas fremlæggelse af sine opdagelser troede jeg, det var en aprilsnar, men da var det allerede den 8. april. Derefter kiggede jeg rundt for at se, om der var nogen, der grinede men det var der ingen, der gjorde i hvert fald ikke åbenlyst. Da jeg næste dag vendte snuden hjemad og fortalte min kone historien, sagde hun, det mindede hende om et barn, der prøver at finde på en undskyldning for at blive hjemme fra skole. Når barnets moder anbringer et termometer i dets mund, holder barnet det op mod en elektrisk pære for at få temperaturen til at stige, men han holder det der for længe. Når moderen så kommer tilbage og ser, at temperaturen er over 50 grader, sender hun barnet af sted. Historiens morale er: Hvis man vil forfalske noget, skal man ikke gøre det så åbenlyst. Dna en fra Triceratops ville måske ikke have været så morsom, hvis det ikke havde været 100 procent identisk med en kalkuns dna. I sandhedens interesse indrømmede Garstka, at han var skeptisk med hensyn til resultatet ikke blot på grund af den mulige kalkunsandwich, men også fordi ingen tror på, at fugle nedstammer fra Triceratops. Mærkværdige ting finder naturligvis sted, men den udtagne kalkun-dna fra Triceratops havde alle et fupnummers kendetegn måske et nummer, en eller anden havde lavet med Garstka og hans team. Denne hændelse har overbevist mig om, at nogle mennesker er så ivrige efter at tro, at fugle stammer fra dinosaurer, at de er villige til at godtage stort set alle former for beviser, som ser ud til at lægge sig op ad deres teori uanset hvor langt ude det virker. Medaljens bagside viser naturligvis en uvillighed til på retfærdig vis at ville lytte til kritikeres synspunkt. Og den taler der havde ordet før Garstka, var et udmærket eksempel på denne bagside af medaljen.

Videnskab på revnet kedel-niveau Lige inden Garstka talte, havde Berkeleypalæontologen Kevin Padian bebrejdet kritikere af dinosaur-fugle-teorien at de er uvidenskabelige. Padian forklarede, at han ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

som formand for National Center for Science Education bruger meget tid på at fortælle folk, hvad videnskab er, og hvad det ikke er. (National Center for Science Education er trods dets neutrale navn en gruppe, der taler for Darwins teori og imod, at de offentlige skoler udsætter deres studerende for debatter om evolution.) Padian understregede, at videnskab handler om at teste hypoteser med det tilgængelige bevismateriale. Hvis vi ikke kan teste en idé, er den ikke nødvendigvis forkert, men så er den i hvert fald ikke videnskabelig. Padian kaldte kritikere af dinosaur-fuglehypotesen uvidenskabelige, fordi (sagde han) de ikke fremsætter nogen empiriske, alternative hypoteser. De beviser, som kritikerne citerer for deres hypoteser, erklærede han, var baseret på selektiv fortolkning af isolerede observationer, snarere end på en metode, som er fuldt ud accepteret af det videnskabelige samfund. Selvom videnskab ikke er en afstemning, er den evolutionistiske metode godkendt af National Science Foundation, højt rangerende videnskabelige tidsskrifter og af de allerfleste eksperter. Kritikken af dinosaur-fuglehypotesen er ophørt med at være videnskabelig for mere end et årti siden, og debatten er derfor lukket. Det er overflødigt at sige, at erklæringen om, at debatten er lukket, ikke overbeviste kritikerne blandt publikum. Men det mest slående ved Padians tale var dens chokerende fremstilling af fejlslutninger. Faktisk mindede den mig om en gammel advokatvits. Ifølge vitsen sagsøger Jones Smith for at have lånt hans kedel og leveret den tilbage med en revne. Smiths advokat forsvarer ham på følgende vis: 1. Smith lånte kedlen. 2. Da Smith afleverede kedlen, var der ingen revne i den. 3. Kedlen var allerede revnet, da Smith lånte den. 4. Der findes ingen kedel. Padian forsøgte naturligvis at være morsom, og det kan forekomme uvenligt at sammen11

ligne hans tale med en gammel advokatjoke. Men tag følgende resumé af hans argumenter op til overvejelse: 1. I debatten om fuglenes oprindelse har kritikerne af dinosaur-hypotesen ikke fremstillet nogen som helst alternative hypoteser, som kan testes af bevismaterialet. 2. Bevismaterialet, hvorpå kritikerne baserer deres alternative hypoteser, fortolkes selektivt. 3. Selvom videnskaben ikke er en afstemning, afviser størstedelen af det videnskabelige samfund kritikernes metodik uanset deres bevismateriale. 4. Der eksisterer ingen debat. Det skal siges, at Kevin Padian tager sit arbejde seriøst. Ligesom de mennesker, som har betalt 80.000 $ for Piltdown-fuglen, de palæontologer, der har sat imaginære fjer

på Bambiraptor og de molekylærbiologer, der påstår, at at de har fundet kalkun-dna i Triceratops. Men da jeg forlod konferencen i Florida, kunne jeg ikke lade være med at smile. Der var så meget af det, jeg havde hørt og set, der virkede tåbeligt. Ja, hvis jeg havde været kunstner frem for biolog, ville jeg nok have lavet nogle tegneserier med billedtekster som disse: Dinosaur-fugle-entusiaster skaber deres egen rækkefølge af fossiler. Evolutionist-slæng ruller forsvarsløs dinosaur i tjære og fjer. Kalkunsandwich beviser fugles udvikling fra Triceratops. Gammel advokatvits udgør ny videnskabelig metode. Dette er ikke videnskab. Det er ikke engang en myte. Dette er tegneserie-komik.

Origo søger en PR-ansvarlig Din opgave bliver at øge kendskabet til Origo og www.skabelse.dk. Dine arbejdsopgaver bliver: Udarbejde en PR-strategi for Origo. Tage kontakt til foreninger, der udgiver blade, og lave gensidige markedsføringsaftaler. Designe og indrykke annoncer i blade og aviser. (Selve designet kan også produceres af andre). Iværksætte og planlægge (ikke nødvendigvis udføre) events på konferencer, lejre og ved andre begivenheder, hvor Origo ønsker at være synlig. Udarbejde rabatter og tilbud i forbindelse med kampagner i samarbejde med den økonomisk ansvarlige i Origo. Arbejdet forventes at ske inden for meget frie rammer, men med en overordnet godkendelse fra Origos redaktion ved større principielle og økonomisk tunge beslutninger. Arbejdet er ulønnet, men alle udgifter til arbejdet vil blive dækket. Der medfølger et gratis abonnement på Origo til arbejdet. Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved økonomiansvarlig Henrik Friis, tlf. 9927 2959, abonnement@skabelse.dk. Ansøgningen sendes senest 11. december til: Origo v/ Henrik Friis, Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning abonnement@skabelse.dk

12

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Fossile fugle Af Thomas Standish Geoscience Research Institute* Da bogen Origin of Species først udkom, udgjorde fossilhistorien et alvorligt problem for Charles Darwins ideer. De mellemformer, som hans teori forudsatte, var ikke blevet fundet. Dette tog Darwin højde for ved at hævde, at fossilhistorien var meget ufuldstændig (1). Kort tid efter udgivelsen af bogen, begyndte manglende mellemformer missing links at dukke op. Nogle missing links kunne ikke stå for en nærmere efterforskning, f.eks. Piltdownmanden, der blev ført til torvs som et manglende led mellem aber og mennesker og senere blev afsløret som bedrageri. Og i vor tid har Archaeoraptor (2) en formodet mellemform mellem dinosaurer og fugle vist sig at være et pinligt falsum (3). I det mindste har ét tidligt missing link modstået tidens afprøvninger. Archaeopteryx, et bemærkelsesværdigt fossil fra Solnhofen-sandstenene i Tyskland, viste sig ved første øjekast at være en dinosaur med fjer (figur 1). Da fjer kun forekommer hos fugle og ikke kendes hos nogen dinosaurer, anså man Archaeopteryx for at være en morfologisk mellemform mellem fugle og dinosaurer og således et missing link. Yderligere gjaldt det, at fundene af Archeopteryx blev gjort i formationer fra Øvre Jura, hvor man ville kunne forvente over-

* Geoscience Research Institute blev etableret i 1958 og har som formål at undersøge problematikken evolution-skabelse ved egen forskning primært inden for de geologiske videnskaber. Instituttet anvender både traditionel empirisk videnskab og åbenbaring i studiet af livets oprindelse, fordi man anser empirisk videnskab alene for at være en for snæver tilgang til emnet.

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Figur 1. Et aftryk af "Eichstatt" Archaeopteryxfossilet. Man kan svagt ane fjerene på hale og vinger. Foto: Tim Standish.

gangsformer rent tidsmæssigt nemlig efter dinosaurernes storhedstid og før fossile fugle fandtes. Teorien om, at fuglene nedstammer fra dinosaurerne har siden været både populær og stærkt omdiskuteret. Archaeopteryx var næsten for perfekt som støtte for Darwins evolutionsteori, og mens der er enighed blandt forskere om, at fjerdragten var reel, er ægtheden af den noget kontroversiel (4). I mere end et århundrede stod Archaeopteryx alene som missing link mellem dinosaurer og fugle, men i de sidste 20 år er adskillige fossile fugle blevet opdaget og fundet i lag svarende til de lag, hvor Archaeopteryx blev fundet. Disse nye fossil13

fund bidrager til, at man nu stiller spørgsmålstegn ved placeringen af Archaeopteryx som direkte mellemled. I stedet anses Archaeopteryx nu almindeligvis for at repræsentere en sidegren på evolutionstræet, en sidegren, der senere er uddød (5). I modsætning til Archaeopteryx synes de nye fossiler og deres tilhørsforhold til fuglene ikke at være kontroversielt. I tillæg til dette er en række andre fossiler også blevet fundet med tilknytning til dinosaurerne og med strukturer, der er blevet identificeret som værende fjer. Ægtheden af visse af dinosaur- fjerene er blevet

draget i tvivl og er fortsat uafklarede efter mange forskeres vurdering. Data fra fjerklædte dinosaurer og fossile fugle, som er klart forskellige fra moderne fugle, kan ved en flygtig undersøgelse tyde på, at teorien om fuglenes udvikling fra dinosaurerne er underbygget, selv om man bringer sig i et dilemma ved at skulle beslutte, hvilke af fossilerne der er missing links. Som det ofte er tilfældet, viser det sande billede ved et nærmere studium sig at være klart mere interessant og måske forvirrende, end en overfladisk betragtning kunne tyde på. Tabel 1 viser en oversigt over 32

Tabel 1. Fossile fugle fra Øvre Jura / Nedre Kridt

Slægt

Confuciusornis Confuciusornis Confuciusornis Jibeinia Liaoningornis Archaeopteryx Archaeopteryx Archaeopteryx Liaoxiornis Sinornis Boluochia Cathayornis Cathayornis Longchengornis Otogornis Cuspirostrisornis Largirostrornis Gansus Chaoyangia Songlingornis Jeholornis Yanornis Yixianornis Protopteryx Sapeornis Concornis Nanantius Ambiortus Enaliornis Noguerornis Iberomesornis Eoalulavis

14

Art

sanctus chuonzhous suniae luanhera longidigitus recurva lithographica siemensii delicatus santensis zhengi yandica caudatus sanyanensis genghisi houi sexdentoris yumenensis beishanensis linghensis prima martini grabaui fengningensis chaoyangensis Lacustris eos dementjevi barretti gonzalezi romerali hoyasi

Alder

Øvre Jura Øvre Jura Øvre Jura Øvre Jura Øvre Jura Øvre Jura Øvre Jura Øvre Jura Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt Nedre Kridt

Formation Lokalitet

Basal Yixian - Liaoning, Kina Basal Yixian - Liaoning, Kina Basal Yixian - Liaoning, Kina Yixian - Liaoning, Kina Basal Yixian - Liaoning, Kina Solnhofen Tyskland Solnhofen Tyskland Solnhofen Tyskland Yixian - Liaoning, Kina Jiufortang - Liaoning, Kina Loufotang - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Yijinhuoluo - Yike Zhaomeng, Mongoliet Jiufotang - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Middle Xiagou - Gansu, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Yixian - Liaoning, Kina Jiufotang - Liaoning, Kina Las Hoyas, Spanien Toolebuc - Queensland, Australien Mongoliet Cambridge, England Spanien Las Hoyas Spanien Las Hoyas Spanien

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

fugle-fossiler fra Øvre Jura og Nedre Kridt. Størstedelen af disse nye fossiler kommer fra Kina. Da det er vanskeligt at sammenligne lagserier på tværs af kontinenterne, kan man måske stille spørgsmålstegn ved disse kinesiske fossilers nøjagtige stratigrafiske placering. Hvorvidt nogle af fossilerne er fra Øvre Jura eller Nedre Kridt er dog uvæsentligt for denne diskussion. Nogle af arterne på listen er baseret på meget mangelfuldt materiale. For eksempel er Nanantius eos blevet beskrevet på basis af bare et 3 cm stykke af en tibiotarsus (nedre benknogle) (6). Visse andre mulige Nanantius-fragmenter er også fundet, men et klart billede af denne fugleart forbliver ukendt (7). Af de fossile fugle, som er med på den nævnte liste, er nogle utvivlsomt resultat af ordkløveri blandt palæontologer. For eksempel er der nævnt tre arter af Archaopteryx, flere er foreslået, og man har for nylig bragt til torvs, at det største eksemplar skulle have sit eget slægts- og artsnavn Wellnhoferia grandis (8). Selv om der meget vel kan have været adskillige arter af Archaeopteryx (uanset om den er en fugl eller ej), så kan man sige, at den ekstremt lille mængde data gør artsbestemmelsen

tvivlsom (9). Selv hvis man tillader, at nogle få tvivlsomme eksemplarer bliver stående på listen over Øvre Jura/Nedre kridt-fossile fugle eller ej, så er listen dog temmelig omfattende alligevel, også taget i betragtning, at man generelt har fundet få fossile fugle og at de fleste på listen er fundet på nogle få kinesiske lokaliteter. Det er dog værd at bemærke, at fossiler fra denne periode ikke bare kommer fra Kina. I tillæg til den australske Nanantius og den tyske Archaeopteryx, som allerede er nævnt, har man fundet eksemplarer af varierende kvalitet fra Spanien og England også. Fossile fugle fra kridttiden er fundet på alle kontinenter undtagen Antarktis, og de forekommer vidt udbredt i lag fra Øvre Jura og Nedre Kridt. Den morfologiske forskellighed er en slående egenskab ved de velbevarede fossile eksemplarer. Et veludviklet flyveapparat er til stede hos nogle arter, og velkendte fugle-egenskaber findes hos dem alle, men de fossile eksemplarer ligner ikke i alle tilfælde nulevende arter. For eksempel har mange af dem små tænder, og nogle har haler. Et flertal af dem har vinger med små kløer (figur 2). Mange andre egenskaber,

Figur 2. Liaoxiornis delicates. (A) viser vingens morfologi med fremspring og kløer, (B) sammenlignet med en moderne fuglevinge og (C) knogler fra den nulevende dueart Streptopelia capicola. Foto: Tim Standish.

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

15

Figur 3. Brystdelen af skelet fra duearten Streptopelia capicola med (A) de fremspring ved ribbenene og (B) det store brystben, som findes hos moderne fugle. Foto: Tim Standish.

som man normalt forbinder med fugle, findes hos en del af dem, men ikke hos alle: Hale-rygsøjlen og bryst-delen af rygsøjlen er sammensmeltet hos nogle, men ikke hos andre; nogle fossiler viser et hagekroget fremspring (figur 3) ved deres ribben, mens andre ikke gør det. Denne liste kunne blive meget lang og illustrerer den variation i skeletstrukturen, som findes i disse fossiler. Hvis disse nye fund af fossile fugle repræsenterer de mellemformer, som Darwins evolutionsteori har forudsagt, skulle det være let at arrangere dem sådan, at de egenskaber, der forbindes med moderne fugle, fremkommer i en logisk rækkefølge, således at de egenskaber, der ligner moderne fugle, gradvis akkumuleres op gennem tiderne. Dette er ikke tilfældet med de fossiler, man hidtil har fundet. I stedet udviser de det, man i fagsproget kalder en mosaikevolution. 16

Med andre ord, én art har måske to eller tre bygningstræk, som findes i moderne fugle, og en anden har et andet sæt af disse afledte bygningstræk. For eksempel mangler Confuciusornis sanctus tænder og har et moderne udseende næb, samtidig med at den har en mellemlang hale med hvirvler. På den anden side har Jibeinia luanhera mange tænder, men en meget kortere fugle-lignende hale (selv om den ikke er identisk med moderne fugle). Begge fossiler er fundet i kinesiske Øvre Jura/Nedre Kridt-formationer, og alligevel repræsenterer de tilsammen ikke nogen klar akkumulering af det sæt af bygningstræk, vi kender hos moderne fugle. Hvad skete først tab af tænder eller en forkortning af halen? Et andet træk, der forvirrer, hvis man fortolker fossile fugle ud fra Darwins evolutionsteori, er den rækkefølge, de forekommer i i lagserien. Mange mennesker kender ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

til den kambriske eksplosion, hvor størstedelen af de moderne dyreklasser pludselig fremkommer i kambriske lag med få eller ingen tydelige forgængere. Dette mønster af pludselig fremkomst af forskellige grupper gentages ofte inden for slægter. For eksempel fremkommer dinosaurerne pludselig på global basis sent i Trias, idet de større grupper inden for dinosaurerne allerede er til stede fra begyndelsen (10). Det viser sig, at Øvre Jura/Nedre Kridt repræsenterer en global fugle-eksplosion, hvor en stor variation i former fremkommer pludselig uden klare forgængere. Formodningen om, at dinosaurerne var stamformer til fuglene kan muligvis underbygges, hvis man plukker omhyggeligt i fossilhistorien, men det er ikke en teori, der er selvindlysende ud fra de givne fund. I mangel af fossiler må forgængere til fuglene i stedet postuleres. Et interessant træk ved de fossile fugle, der hidtil er fundet, er, at adskillige såkaldt primitive træk findes hos visse moderne fuglearter. For eksempel nævner professor Hao Lianhai mangel på hagekrogede fremspring ved ribbenene som et primitivt bygningstræk (11), men den nulevende australske emu (Dromaius novaehollandiae) mangler også hagekrogede fremspring ved sine ribben (12). Andre primitive bygningstræk, som findes hos visse nulevende fugle, er f.eks. mærkeligt formede brystben og endog kløer på vingerne af unge sigøjnerfugle (Opistocomus hoazin)(13). Generelt optager de fuglearter, der udviser såkaldt primitive træk, økologiske nicher, som er forskellige fra dem, man typisk forbinder med fugle. Det kan meget vel være, at meget af det, som vi anser som forskelligt fra moderne fugle i de fossile arter faktisk giver en antydning af, at disse arter havde en levevis, som var forskellig fra de nulevende fugles. På grund af deres varierende former og pludselige fremkomst udfordrer de fossile fuglearter snarere Darwins synspunkter end underbygger dem. På Darwins tid var tingene enkle: Dinosaurer kom først, efterfulgt af Archaeopteryx (eller noget lignende), og derefter moderne fugle. I dag ved vi, at fuglene i fortiden viste langt større diORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

versitet end først forudsat, og at de viser sig overraskende hurtigt i fossilhistorien. Dette har fået eksperter til at postulere, at der må findes langt tidligere former, som endnu ikke er fundet. Som professor Hou Lianhai formulerer det: Kun ved at undersøge endnu ældre lag kan der være en større chance for at finde den ægte stamform for fuglene (14). I øjeblikket har lag, der er ældre end Øvre Jura, kun afsløret formodede tegn på fugle eller deres forgængere, nemlig et kontroversielt og mangelfuldt fossil ved navn Protoavis (15) fra Trias, samt nogle fuglelignende fodaftryk, også fra Trias (16). Det gælder for Protoavis hvis den overhovedet repræsenterer en enkelt art at den har bygningstræk, der er for moderne til dens alder, hvorfor den ikke er nogen god kandidat som missing link. Således skubber de nyeste fund af fossile fugle deres oprindelse tilbage til en ubestemt og ukendt fortid. Ironisk nok er det nu således, at fossilhistorien, hvis mangler Darwin i sin tid brugte som undskyldning for sin teoris mangelfulde underbygning, i dag viser mange flere detaljer og dette har faktisk afkræftet brugbarheden af en af de bedste missinglink kandidater Archaeopteryx! Idet man mangler evidens for klare stamformer, synes den nu kendte historie at passe med ideen om, at de blev skabt. Hvad de nye fossilfund synes at vise, er, at den oprindelige skabelse gav ophav til en langt større mangfoldighed af fugle end man tidligere har forestillet sig. Oversat af Holger Daugaard. Litteratur 1. Darwin, C. 1859. The Origin of Species by Means of Natural Selection. 1979 genoptryk af den første udgave. Gramercy Books, New York, p. 292. 2. (a) Sloan, C.P. 1999. Feathers for T. Rex? National Geographic 196(5), 98-107; (b) Zhou, Z., Clarke, J.A. and Zhang, F. 2002. Archaeoraptor s Better Half. Nature 420, 285. 3. Rowe, T., et al. 2001. Forensic Paleonto17

logy: the Archaeoraptor Forgery. Nature 410(6828), 539-540. 4. F.eks. se: Hoyle, F. & Wickramasinghe, C. 1986. Archaeopteryx: The Primordial Bird. Rockleigh, New York. 5. Chiappe, L.M. 2002. Basal Bird Phylogeny: Problems and Solutions. I: Chiappe, L.M. & Witmer, L.M. (eds.). Mesozoic Birds: Above the Heads of Dinosaurs, kap. 20, p. 448-472. Berkeley and London: University of California Press. 6. Molnar, R.E. 1986. An Enantiornithine Bird from the Lower Cretaceous of Queensland, Australia. Nature 322, 736738. 7. Kurochkan, E.N. & Molnar, R.E. 1997. New Material of Entiornithine Birds from the Early Cretaceous of Australia. Alcheringa 21, 291-297. 8. Elzanowska, SA. 2002. Archaeopterygidae (Upper Jurassic of Germany). I: Chiappe & Witmer, kap. 6, p. 129-159 (se kilde 5). 9. Senter, P. & Robins, J.H. 2003. Taxonomic Status of the Specimens of Archaeopteryx. Journal of Paleontology 23(4), 961-965. 10. Hunt, A.P. 1991. Synchronous First Ap-

pearance of Dinosaurs Worldwide during the Late Triassic (late carnian: tuvalian). GSA Abstracts with Program 23(5), A457. 11. Lianhai, Hou, 2001. Mesozoic Birds of China. Phoenix Valley Provicial Aviary of Taiwan. Oversat af Will Downs, Bilby Research Center, Northern Arizona University, p.7. http://blacwidow.informatics. sunysb.edu/anatsci/files/hou_00.pdf. 12. Proctor, N.S. & Lynch, P.J. 1993. Manual of Ornithology: Avian Structure and Function. New Haven: Yale University Press, p. 120. 13. Hughes, J.M. & Baker, A.J. 1999. Phylogenic Relationships of the Enigmatic Hoatzin (Opistocomus hoazin) Resolved Using Mitochondrial and Nuclear Gene Sequences. Molecular Biology and Evolution 16(9), 1300-1307. 14. Citeret i: Wei, L. 1999. Liaoxiornis Delicates: The Smallest Bird from the Early Period. Beijing Review (April 1999). 15. Beardsley, T. 1986. Fossil Birds Shakes Evolutionary Hypotheses. Nature 322, 677. 16. Melchior, R.N., De Valais, S., Genise, J.F. 2002. Bird-like Fossil Footprints from the Late Triassic. Nature 417, 936-938

ORIGO særnumre

Ekstra eksemplarer

- også i større antal - kan bestilles hos Henrik Friis (se adr. og tlf.nr. bag i bladet)

18

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Høygradert vås Av Jostein Andreassen Briten Richard Dawkins, den mest profilerte evolusjonisten etter at Stephen Jay Gould døde i 2002, skriver bl.a. følgende i sin bok The Blind Watchmaker (1986): Noen arter av amøbene, som helt urettferdig blir kalt primitive, har så mye informasjon i DNA-et sitt som 1.000 utgaver av Encyclopaedia Britannica. Dette store leksikonet er på 30 bind og har til sammen ca. 33.000 sider med svært liten skrift, anslagsvis 4-punkt. 1000 utgaver tilsvarer da 33 millioner slike sider! En amøbe har altså, ifølge Dawkins, så mye informasjon i sitt DNA at det tilsvarer 33.000.000 sider med liten skrift! Vi får et annet glimt av DNA-ets fantastiske lagringskapasitet i den tyske professor Werner Gitts bok In the Beginning Was Information (1997). Her forteller han om vitenskapsmenn som arbeidet i mange år for å få utviklet en bedre mikrofilm. Til slutt klarte de å plassere hele bibelens tekst på et område på 32 X 33 mm. Imponerende! Men, sier Gitt, et tilsvarende område med DNA kan inneholde informasjon tilsvarende 7,7 millioner bibler! At dette enestående, kodede lagringssystemet, som kan få en data- og mikrofilmekspert til å bli grønn av misunnelse, har laget seg selv ved tilfeldige mutasjoner og naturlig utvalg, er simpelthen for å si det mildt ekstremt usannsynlig! Jeg skulle tro at samtlige av verdens evolusjonister ville ha samlet seg i flokk og gapskrattet om jeg i fullt alvor påstod at jeg kunne gjenfinne et merket sandkorn som en av dem hadde sluppet fra fly over Sahara? Og hva skal vi da si, når samme Dawkins ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

også bruker Isaac Asimovs kjente regnestykke i sin argumentasjon og ved det viser sjansen for hvordan et eneste hemoglobinmolekyl kan ha oppstått tilfeldig? Jo, denne (u)muligheten tilsvarer en brøk med tallet en i teller og et tall med 190 nuller i nevner! Et absurd tall så lite at vi ikke kan forstå det, og selv om hemoglobin-molekylet er svært komplisert, så er det jo ingenting å regne mot det tilsvarende for DNA? Vi må bare si med astrofysikeren Sir Fred Hoyle i Det intelligente univers (1984): Forestillingen om at man kan forklare opphavet til det funksjonelle programmet i en levende celle med tilfeldighet, er høygradert vås. Men heller godta de mest umulige ting enn å tro på intelligent design eller en Skaper: Den kjente evolusjonisten Sir Arthur Keith formulerer det slik: Evolusjonen er ikke bevist og kan ikke bevises, vi tror på den fordi det eneste alternativet er spesiell skapelse, som er utenkelig (sitert i Sæbø: Dogmet om evolusjonen ; 1975). En annen evolusjonist, nobelprisvinner 1967 og Harvard-professor George Wald, er også så ærlig at han sier det like ut: When it comes to the origin of life on this earth, there are only two possibilities: creation or spontaneous generation (evolution). There is no third way. Spontaneous generation was disproved 100 years ago, but that leads us only to one other conclusion: that of supernatural creation. We cannot accept that on philosophical grounds (personal reasons); therefore, we choose to believe the impossible: that life arose spontaneously by chance ( Scientific American , Vol. 199, sept. 1958, s. 100). Wald velger heller å tro det umulige allmenne sannheter som ellers gjelder i 19

biologien, gjelder ikke likevel, når de ikke passer med livssynet: Biogenese er et biologisk prinsipp som sier at en levende organisme bare kan oppstå som et hele fra en eller et par forelder(e). Her utelukkes at en ny levende organisme kan oppstå spontant. Virchow formulerte det slik i 1855: «Omnis cellula e cellula» enhver celle kommer fra en allerede eksisterende celle . Tidligere var det imidlertid vanlig å tro at dyr kunne oppstå spontant fra støv. Aristoteles tenkte seg i sin tid at liv oppstod spontant av død materie som ble besjelet av ånd, en prosess som særlig skulle foregå i råtnende organisk materiale. Denne oppfatningen var stort sett gjeldende gjennom hele middelalderen og i modifisert form til midten av 1800-tallet. Da flere hevdet å ha sett slike «animalkuli» i mikroskopet, ville Paris-akademiet i 1860 gi en pris til den som kunne avklare om det var mulig at liv kunne oppstå spontant. To år senere fikk Louis Pasteur prisen. Ved hjelp av svanehalsflasker med steriliser-

te vekstmedier kunne han vise at slik er det ikke liv oppstår ikke spontant. Et par steder i Norge har vi religiøse grupperinger som kalles De sterkt-troende . Men det spørs om deres tro likevel kan måle seg med evolusjonistenes. Den litterære barnefiguren Alice i Eventyrland har de fleste hørt om. I boka Through the Looking Glass (1872, norsk Gjennom speilet , 1951) forteller forfatteren Lewis Carrol at Alice faller i en brønn og kommer til en bakvendt-verden hvor alt er mulig. Da dronningen prøver å venne henne til denne nye situasjonen, sier hun: Det har ingen hensikt å prøve; en kan ikke tro umulige ting. Du har sannelig ikke mye øvelse, svarer dronningen. Da jeg var på din alder, trente jeg på dette en halv time hver dag. Og vet du hva? Noen ganger klarte jeg å tro på hele seks umulige ting før frokost. I mange biologers verden finnes det åpenbart en lov som åpner for mirakler dersom den støtter evolusjonsteorien.

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no

Be om skolebrosjyre!

www.danielsen.vgs.no

20

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Ugedagenes navne samt Islands eksempel Af Bent Vogel 7-dages ugen blev indført langt tilbage i oldtiden og er bibeholdt i alle lande, trods forsøg på at skabe en 10-dages effektiv uge i Sovjetunionen (som nok også skulle blive forbillede for alle de socialistiske lande). 7dages ugen er ikke bestemt ud fra astronomiske fænomener, således som året (som defineres ud fra Jordens omløb om Solen) eller som døgnet (defineret ud fra Jordens rotation om sin akse); 7-dages ugen er nemlig defineret ud fra Guds skaberuge, hvorom kan læses i 1. Mosebog kapitel 1 og 2 samt 2. Mosebog kapitel 20. Ugedagenes navne har i de europæiske lande et vist fællespræg, idet de begynder med soldag, månedag, tyrsdag (marsdag), odinsdag (merkursdag), thorsdag (jupitersdag), frejasdag (venusdag), hvor de første navne er hentet fra den nordiske mytologi og de i parentes er hentet fra den romerske mytologi (som også er navnene på de i oldtiden kendte planeter); den sidste ugedag hedder lørdag (laugardagr på oldnordisk), som betyder vaskedag, men som hedder saturnsdag eller Saturday på engelsk (den yderste af de i oldtiden kendte planeter). På russisk hedder den dog subbota dvs. sabbatsdagen eller hviledagen (udfra det hebræiske sabbath). Ugedagenes navne i Europa bærer altså præg af, at navnene, der ofte er uændrede siden oldtiden, er hentet fra mytologiens verden. Men der er dog undtagelser. Nogle ugedages navne er saglige som f.eks. midtuge (mittwoch på tysk og midvikdagur på islandsk) samt de islandske navne for tirsdag og torsdag som hedder henholdsvis thidjudagur (= 3. dagen) og fimmtudagur (= 5. dagen). ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

Endelig er der de jødisk/kristne navne: lørdag og søndag hedder på russisk henholdsvis subbota (jødisk sabbatsdag) og vaskresenje (kristent = opstandelsesdagen). På islandsk har man desuden fredagen og lørdagen, der hedder henholdsvis føstudagur (fastedag) og laugardagur (vaske- eller dåbsdag). På fransk hedder søndag i øvrigt dimanche, der betyder Herrens dag. Island er, så vidt jeg ved, det eneste europæiske land, hvor ugedagenes navne blev ændret radikalt efter et radikalt skift fra hedenskab til kristendom. Kristendommen blev på altinget udråbt som Islands nye officielle religion i år 1000. I 1106 afskaffer den islandske høvding, som også er den første biskop i Holar på nordlandet, de hedenske skikke og ændrer de mytologiske ugedagsnavne til saglige og kristne: sunnudagur (søndag), manudagur (mandag), thidjudagur (3. dag), midvikdagur (midtuge), fimmtudagur (5. dag), føstudagur (fastedag), laugardagur (vaske-/dåbsdag) og sunnudagur (søndag). En interessant detalje er, at søndagen må være 1. dag i ugen, idet tirsdagen er 3. dag og torsdagen er 5. dag. Det betyder, at ugen begynder med søndag og slutter med lørdag. Altså er lørdag-søndag ikke ugens slutning (= week-end), men ugen begynder med en fridag og slutter med en fridag! Dette ses også af det tyske navn for onsdag som er mittwoch (= midtuge, dvs. 4. dag). Artiklen her er ikke en fuldstændig analyse af ugedagenes navne i Europa, men skulle inspirere til at følge Islands eksempel med en konsekvent overgang til kristendommen.

21

Årstider, måneder og højtider Af Bent Vogel Månedernes navne er dels mytologiske (januar, ... maj, juni), dels knyttet til kejserdyrkelsen (juli(us) cæsar, august(us)), og endelig nummererede (september = 7., oktober = 8., november = 9. og december =10). Jeg har et forslag til nye månedsnavne: Nr. 1, 2 og 3: forår 1 (marts), forår 2 (april), forår 3 (maj) Nr. 4, 5 og 6: sommer 1 (juni), sommer 2 (juli), sommer 3 (august) Nr. 7, 8 og 9: efterår 1 (september), efterår 2 (oktober), efterår 3 (november) Nr. 10, 11 og 12: vinter 1 (december), vinter 2 (januar), vinter 3 (februar). Kommentarer 1. Navnene er saglige, uden mindelser om romersk mytologi eller kejserdyrkelse. 2. Navnene siger noget om, hvor de er i forhold til årstiderne. 3. Navnene er nummererede, i alt fald inden for den pågældende årstid. 4. Årets måneder begynder om foråret (som hebræisk nisan eller 1. marts som i den romerske kalender). For at se, at den romerske kalender begynder 1. marts, skal man blot se på månedsnavnene: september= 7., oktober = 8., november = 9., december = 10., januar må være 11., februar må være 12., og marts være 1. måned, da der jo er 12 måneder i året. Månedernes længde Mange kender nok huskereglen med knoerne: januar (høj, 31 dage), februar (lav, 28 eller 29 dage), marts (høj, 31 dage), april (lav, 30 dage), maj (høj, 31 dage), juni (lav, 30 dage), juli (høj, 31 dage), august (høj, 31 dage), september (lav, 30 dage), oktober 22

(høj, 31 dage), november (lav, 30 dage) og endelig december (høj, 31 dage). Groft taget er reglen, at der skiftes mellem høj kno, 31 dage, og lavt mellemrum, 30 dage. Men der er to lange måneder i træk om sommeren. Juli er jo opkaldt efter Julius Cæsar, mens august er opkaldt efter kejser Augustus, der ikke ville stå tilbage for sin forgænger Julius Cæsar, hvorfor han bestemte, at hans måned også skulle have 31 dage. Endelig er der februar, der normalt har 28 dage, dog hvert 4. år har den 29 dage (ved skudår). På grund af hældningen af Jordens akse i forhold til Jordbanens plan (i dens omløb om Solen), får vi årstiderne, med skiftende middags-solhøjde og skiftende daglængde. Her i Danmark har vi sommer-solhverv og længste dag (ca. 17 timer) 21.6. og en middags-solhøjde på ca. 57 grader og vinter-solhverv og korteste dag (ca. 7 timer) 21. eller 22.12. hvor middags-solhøjden er ca. 10 grader. Man har fra oldtiden fejret, at dagene blev længere igen. Der var en hedensk lysfest og senere den kristne jul (Jesu Kristi fødsel), som fejres 24.-25. december, kun få dage efter solhvervet. Omvendt har man længe fejret midsommeren og derpå en mere eller mindre kristen fest, Sct. Hans, opkaldt efter Johannes Døberen, som if. Bibelen blev født ca. ½ år før Jesus. Sct. Hans fejres 23. juni, kun 2 dage efter sommer-solhvervet 21. juni. Jul og Sct. Hans er eksempler på højtider med faste datoer. Men der er også højtider med variable datoer: de kendteste er nok påske og pinse. Datoen for påskedag bestemmes udfra forårsjævndøgn, som altid er 21/.3. samt af 1. fuldmåne efter forårsjævndøgn, som er en variabel dato, sidst i marts eller først i april. Den første søndag efter denne dato er påskedag det pågældende år. Påsken er oprindelig en jødisk festdag (eller rettere festuge), der fejrede Israels udgang fra trældommen i Ægypten, men ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

som i de sidste 2000 år er knyttet til Jesu liv og død: Palmesøndag: indtoget i Jerusalem, skærtorsdag: Jesu afskedsmåltid med sine disciple, langfredag: Jesu død på korset, påskedag: Jesu opstandelse fra de døde. Pinsen er også oprindelig en jødisk festuge. Senere blev det den kristne kirkes fødselsdag, hvor Helligånden kom til alle, som ville tro på Jesus og få tilgivelse og evigt liv hos ham. Pinsedag er den 50. dag efter påskedag. (pentacoste). Beregning af dato for påskedag: Eksempel 1. Første fuldmåne efter 21. marts er 22. marts, og påskedag er meget

tidlig, nemlig søndag d. 26. marts. Dette var tilfældet i 1989. Eksempel 2. Første fuldmåne efter 21. marts er 11. april, og påskedag er søndag d. 12. april. Dette var tilfældet i 1998. Almanakken for 1998 har desuden en tabel over dato for påskedag i perioden 19802019. Den tidligste dato for påskedag er 23. marts (i 2008) og den seneste dato for påskedag er 24. april (i 2011). Man kan læse om påske og pinse i Bibelen: Jødisk påske: 2. Mosebog kapitel 12-13 og 3. Mosebog 23,1-8. Kristen påske: Matt. 21,1-27 og Matt. kap. 26-28. Luk. 19,28-48 og Luk. kap. 22-24 samt Joh. 12,12-20,23. Jødisk pinse: 3. Mosebog 23,15-21 og 5. Mosebog 16,911. Kristen pinse: Ap.G. 1,1-8 og 2,1-47.

Solen skrumper Resume af dr. Russell Akridges: Solen skrumper , Impact no. 82, april 1980. 400 års målinger af Solen har vist en skrumpen på ca. 0,1 % pr. århundrede (ca. 5 fod pr. time) hvilket ikke er alarmerende meget, men dog alligevel betydeligt, konkluderer dr. Russell Akridge, ud fra John Eddys og Aram Boornazians undersøgelser. At Solen er 0,1 % større pr. århundrede, idet vi regner bagud i tid, har ikke den store betydning hvis Solen kun er 6000 år gammel. Solen ville da være blot 6 % større ved skabelsen. Men for 100.000 år siden ville Solen have været dobbelt så stor som nu, og det ville rimeligvis betyde store ændringer i betingelserne for livet på Jorden. For ca. 20 millioner år siden ville Solen have nået ud til Jordens bane, og alligevel er 20 millioner år meget lidt i forhold til udviklingslæren og dens tidsskala, f.eks. 500 2000 millioner år for den biologiske makro-evolution. De fleste moderne beregninger af Solens alder er baseret på den antagelse at Solens udstråling 100 % skyldes termonuklear fusion i Solens indre på samme måde som stjernernes udstråling og udvikling. Denne antagelse er uden bevis for Solens og for stjernernes vedkommende. En del af energien kan skyldes Solens skrumpen. Udviklingslæren erklærer, at Solen undergår ret regelmæssig skrumpen og udvidelse ved den 11-årige solplet-cyklus, skønt målinger viser, at Solens skrumpen har været konstant gennem de sidste 100 år, hvor meget nøjagtige målinger er blevet foretaget. Desuden peger 400 års lidt mindre nøjagtige målinger på, at Solens skrumpen har været konstant i de sidste 400 år. Solen var for 100.000 år siden dobbelt så stor som nu, der altså er en øvre grænse for alderen af livet på Jorden. Solen nåede for ca. 20 millioner år siden helt ud til Jordens bane, så Jorden kan ikke være ældre end 20 millioner år. Solens skrumpen er i fuld overensstemmelse med målingerne og med antagelsen om en lille alder for Jordens liv på nogle få tusind år (under 100.000 år). Artiklen er oversat og sammenfattet af cand.scient. Bent Vogel. Impact-artiklerne er indsat i månedsmagasinet Acts and Facts , som fås gratis ved at skrive til : Institute for Creation Research, P.O.Box 2667, El Cajon, CA 92021-0667, USA.

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

23

Første lokallag i Norge! Den 25. mai ble ORIGO Bergen, det første lokallaget av ORIGO, i Norge, stiftet. Dannelsen av dette lokallaget var planlagt over lang tid, men det var først etter Påske at brikkene falt på plass. Det var kún en håndfull personer som kunne møte denne hustrige maikvelden, men de fremmøtte var tent og hadde mange gode tanker for lokallagsarbeidet. Tanken om et lokallag av ORIGO i Bergen ble forsterket da jeg ble spurt om å være med i en komité som arbeidet med et fagseminar i Bergen i fjor høst. Gjennom denne perioden ble komitémedlemmene sterkt overbevist om at en burde forsøke å starte et lokalt initiativ, som f.eks. kunne drive utadrettet virksomhet. Jeg ble av lederen utfordret til å lede denne prosessen. Det har vært en svært takknemlig oppgave, m.a. fordi jeg har fått konkret hjelp og mange gode tips av Marius Solberg, som for øvrig er medlem av det første styret. Det ble valgt et styre som består av fem dyktige medlemmer. Styret konstituerer seg til høsten. Medlemmene i det jomfruelige styret er alle realister med ulik faglig bakgrunn og erfaring. Felles for alle er at de ser behovet for et lokallag og har lyst til å engasjere seg i å meisle ut en kurs for lokallagsarbeidet. Etter en fin samtale ble vi m.a. enige om å satse på medlemsverving, profilering, og informasjon om ORIGO sine formål. Det er viktig for lokallaget å ha mange støttemedlemmer for å kunne gjennomføre planene vi har. Derfor vil mye av høsten gå med til å finne gode måter å verve mange nye medlemmer på. Det er viktig for oss å engasjere personer fra alle faggrupperinger, gutter og jenter. Vi ønsker ikke å framstå som en gruppe som utelukkende appellerer til tungt skolerte personer. Det er viktig for oss å presisere at alle som har interesse for ORIGO sitt virkeområde kan være med i lokallaget. Medlemmene velger selvsagt i hvor stor grad de vil engasjere seg. Styret ønsker å tilby 2-3 medlemsmøter hvert se24

mester, hvor en kommer sammen til foredrag, diskusjon, og sosial hygge. Det er ikke bestemt hvor disse samlingene skal være, men Universitetet i Bergen er en mulighet. Dersom du kjenner noen eller selv kan tenke deg å bli med i dette lokallaget kan du ta kontakt på adressen under. Av andre oppgaver kan det nevnes at vi ønsker å lage en nettside som kan fungere som informasjonskanal. Kanskje nettstedet kan utvikles til en ressurs for elever i grunnskole og videregående skole. Siden det er en kjent sak at mange læreverk i norsk skole domineres av Darwins evolusjonslære som forklaringsmekanisme til biologisk mangfold kunne det være spennende og gjort tilgjengelig alternativt lærestoff som en ressurs for de lærere som ønsker det. Til å realisere webplanene trenger vi noen dugende datafolk! Vi diskuterte videre mulighetene for å arrangere debatter, kurs, besøk på skoler og kristne skolelag. Kanskje vi kan forsøke å bli gode til å holde foredrag, slik at vi kan bli attraktive på kristne temamøter eller i andre relevante sammenhenger? Som dere skjønner så var det mange forslag som ble kastet frem denne kveldstimen. Jeg gleder meg til å ta fatt på iverksettingen til høsten. Det er styret sitt ønske at ORIGO Bergen kan være et godt redskap i kampen for å peke på Gud som allmektig skaper og opprettholder av jord og univers. ORIGO har nå fått sitt første lokallag som vil ha sitt arbeid i Vestlandets hovedstad. Komiteen som fødte denne ideen mente at ORIGO Norge burde ha til målsetning å stifte lokallag i Oslo, Trondheim, Tromsø, Stavanger og Kristiansand og Bergen. Første etappe er over, vil du ta stafettpinnen videre? Dersom du ønsker mer informasjon om ORIGO Bergen kan du ta kontakt med undertegna på denne e-post adressa: Sigve.Ladstein@mbi.uib.no Sigve Ladstein ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

E.F. Lochmann Norges første kritiker av darwinismen Av Else Marie Nerland

Del 2: Om Lochmanns forståelse av den nye tankeretningen På møtet i Studentersamfundet den 24. februar 1877 bestiger medisinprofessor Lochmann talerstolen. Den vevre skikkelsen fanger forsamlingen i sitt grep; Mine Herrer! Jeg har en Fordel når jeg her træder frem for Dem, og det er at mitt Standpunkt er klart. Det kan misbilliges og vil maaske også blive misbilliget, men det er så bestemt som en Mann etter mange års Studium, ufullkomment som alt menneskelig Arbeide er, kan nå det. Mitt emne er vor Tids Naturforskning , og hvad jeg her vil foredrage bliver i Grunden en Gjentagelse av nogle Foredrag som jeg for nogle Aar siden holdt her i Studenter-samfundet og som dengang ble hørte med Velvilje. Dengang gav jeg mine Foredrag overskriften Darwinismen, men den Benævnelse tror jeg nu vil være for snever for mitt Øiemed. Talerens hensikt var nemlig å belyse naturforskningens nye og revolusjonære preg. Han hevdet at naturvitenskapen nå befattet seg med alle forhold i livet og bredte seg ut over nesten ethvert område av menneskelig tenkning og viten. Det var ikke lenger ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

snakk om bare industriens tekniske anvendelse av natursannhetene. Lochmann beklaget det han kalte for en sammenknytning av alle vitenskaper og mintes sine studentdager da de forskjellige disipliner sto fjernt fra hverandre. Den gang var for eksempel geologi, naturhistorie og historie atskilte fag, men han konstaterte at de nå sto sammen i sine undersøkelser om å finne tilbake til menneskehetens opprinnelse. Den evige søken etter å løse livets gåte var noe som tidligere ble tilfredsstilt ved fordypning i teologi og filosofi. En skaperakt lå så langt tilbake i tiden at den ble ansett for å ligge utenfor vitenskapens område, og naturvitenskap var intet mer enn en eksakt disiplin som utelukkende bygget sine resultater på sikre kjensgjerninger. Den moderne naturvitenskap under innflytelse fra evolusjonslæren inneholdt derimot det han beskrev som betydelige Elementer af Fantasteri, storartede Hypoteser eller Digtekunst .1 Han siktet til den dogmatiske darwinisme. Lochmann satte et skarpt skille mellom Charles Darwin og de han benevnte som hans doktrinære disipler. Han omtalte med respekt den engelske naturforskers skarpsindige iakttakelser over livsytringene som bekreftet enheten i naturen. Overalt har Darwin forsøkt å påvise likheten ved planter og dyrs ernæring, og han har til en viss grad avslørt identiteten i de fysiologiske prosesser. Hans arbeide må betegnes som et fremskritt i kunnskaper som overgår det noen tidligere periode har brakt, sa Lochmann, og føyde til at hvis man kalte disse resultatene darwinisme var alle naturforskere i vår tid darwinister. Han erkjente at han kunne slutte seg til antakelsen om at det hadde vært en viss bevegelighet eller bøyelighet i de organiske livsformer som 25

innbefattet muligheten for en høyere form. Men på det stadiet var ikke darwinismen lenger en eksakt vitenskap, ifølge Lochmann hadde den fått karakter av en tro der intet verken kunne bevises eller begrunnes. Han skjønte ungdommens begeistring for evolusjonslæren og mente at de eldre burde følge dem til dette nivået i forståelsen av utviklingen. Men han sa klart ifra at han ville stanse der hvor kjensgjerningene ikke lenger tillot noen videregående slutninger. Utover fakta i paleontologien og embryologien var alt bare teori og hypoteser, og han presiserte at det var der den doktrinære darwinisme begynte.2 Den kunne kjennetegnes ved at Darwins tilhengere hadde opphøyd til sannheter det som i utgangspunktet bare var søkende tanker og sannsynligheter for den beskjedne forsker. De doktrinære darwinister ville se utvikling overalt og trodde alt skulle bli bedre bare det gikk fremover. Tidligere fulgte den religiøse bevegelse forandringene i samfunnet, men kristendommen strekte ikke lenger til for den fremadskridende menneskehet. Vitenskapen var kommet i forgrunnen og fordret nye idealer.3 I samsvar med de moderne ideer var utviklingen av alt organisk liv gitt ved naturlover, sagt med andre ord: alt ble avledet kun av ytre, mekaniske forhold.4 De darwinske lover Darwin har lært oss arvelighetens store betydning. Han har vist oss at det klima dyrene lever i, sammen med de næringsmidler de nyter, påvirker deres organisme. Likeså har han lært oss at organenes bruk og ikke bruk har betydning for forskjellige varieteter, dvs. forskjellige avvikelser fra de alminnelige organiske former. Darwin har ikke latt det bli med bare å iaktta fenomenene. Han er den første som har satt opp naturlover på grunnlag av disse forandringene,5 fortalte Lochmann og understreket at innenfor disse grensene var læren aldeles ubestridelig. Men han markerte at her ville han stoppe, ved det han betegnet som den dype kløft som skapte det klare skillet til de doktrinære darwinister. Han påpekte at de 26

gikk utover darwinismen i snever forstand og utelukket enhver skapertanke i utviklingen. Årsaken til alt liv ble betraktet som et resultat av Darwins naturlover; den naturlige seleksjon, arvelighetsloven, de omgivende mediers innflytelse, variabiliteten, korrelasjon i vekst, kort sagt en hel dogmatikk.6 Lochmann var ikke i tvil om at disse lovene eller det han kalte forhold, hadde utøvd en viss innflytelse på de organiske livsformer og lokket frem det som lå skjult, men han holdt fast ved at det ikke fantes bevis for i hvilken grad disse innflytelsene bare nådde utover et begrenset område. Hans høylydte skepsis til den doktrinære darwinismen ble rettet mot at den ikke hadde noe annet grunnlag for sitt system enn nettopp et dogme. Det var et spørsmål av filosofisk og intellektuell karakter som skilte de doktrinære darwinister fra andre naturforskere, sa han, og påsto uten blygsel at det vitnet om mangel på kunnskaper i biologi og fysiologi når man gikk ut fra den såkalte Urzeugung eller abiogenese: det at alt liv var oppstått spontant av uorganisk stoff. Når en slik usikker hypotese blir et dogme, er man inne i en dogmatikk som minner om de uheldigste og mest intolerante tider i kirkens historie, fortsatte Lochmann, med henvisning til professor Ossian Sars s uttalelse om at denne selvdannelsesteorien ikke kunne bevises, men var nødvendig som et utgangspunkt for den darwinske teori.7 Darwin har lykkes i å påvise den sammenhengen i naturen som naturforskere alltid har fornemmet, erklærte Lochmann, og slo fast at erkjennelsen av livsformenes enhet ville bestå uavhengig av de darwinske lover. De betraktet han kun som en antydning til en forklaring og definerte dem som en sum av krefter og impulser som hadde bevirket til at livets urformer hadde utviklet seg til et uendelig mangfold av det organiske livs åpenbaringer. For ham var det innlysende at de lover eller krefter hvis fulle betydning Darwin hadde demonstrert, kun var ytre modifiserende momenter.8 Han var overbevist om at det var de indre utviklingslover i sin skjulte virksomhet som var ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

hovedsaken.9 Disse lovene var av en høyere art som vi ennå ikke kjenner eller kanskje aldri vil forstå, men han understreket at det var de som betinget Hensigtmæssigheden og Harmonien i Naturen .10 Hva striden står om Evolusjonens kjensgjerninger var tidligere forenlig med religionen, men den nye utviklingslære er i sin innerste grunntanke materialistisk og ateistisk, påsto foredragsholderen. Hans forståelse av motsetningsforholdet mellom den eldre naturoppfatningen der arten sto som noe gitt og bestemt, og det han omtalte som den darwinske hypotese, var måten en utvikling hadde foregått på. Man hadde valget mellom dogmet om skapelse eller avstamming. Det avgjørende stridsspørsmål handlet om utviklingen skyldtes en formlagt plan som har vært ledet og påvirket, eller om den har vært overlatt til seg selv slik at all den mangfoldighet av livsformer vi nå ser bare er Tilfældighedens Værk .11 Medisineren Virchow hevdet at splittelsen begynte og skoler ble dannet i det øyeblikk naturvitenskapen forlot iakttakelsenes sikre grunn. Man merket ikke overgangen til naturfilosofien og dens fantasier. I Tyskland hadde de filosofiske retninger innenfor biologien vært i vekst, men det var også der reaksjonen var tydeligst. Vitenskapens virkelige mål og søken mot sannheten tillot nemlig ikke at villfarelser fikk festne seg. Lochmann omtalte også botanikeren og naturfilosofen Naegli, som holdt fast ved abiogenesen,12 men som likefullt så motsigelsene i den nye lære. Som eksempel nevnte han Naeglis innsigelse mot at utviklingslæren ikke kunne forklare hvorfor det fortsatt fantes lavere eller mindre utviklede livsformer. I henhold til Darwins hovedsatser var de forpliktet til å variere, tilpasse seg omgivelsene og kjempe for eksistensen inntil de mest skikkede overlever. Det kunne jo ikke gjøres noe unntak her. Lochmann polemiserte med at hvis alt er naturlover så får livsformene innrette seg deretter. Desto mer beklagelig blir det når naturen ikke retter seg etter naturlovene. Kanskje er de ikORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

ke hva de gir seg ut for? Kanskje inneholder de darwinske lover ikke livets normer, men er kun en frukt av spekulasjon?13 Mangler ved Darwins lære Som svar på Darwins uttalelse om at det behøves en skaper til de første celler eller organiske livsspirer, kommenterte Lochmann at det går ikke an å påberope seg en enkelt guddommelig Indskriden af en Skaber uden at tenke seg denne fortsat. 14 Men det klareste beviset på lærens svakhet mente han lå i at det verken i Darwins egne skrifter eller i den rike litteraturen som var utgått fra hans skole fantes en klar fremstilling av naturlovene. Årsaken til det trodde han muligens lå i tilhengernes ulike vektlegging av de forskjellige lovenes betydning for utviklingen. Noen anså teorien som omhandlet alles kamp mot alle som den viktigste, mens andre igjen la vekt på naturens planløse krefter som etter en uendelighet av mislykkede forsøk og gjennom tusener av ufullkomne mellomformer endelig nådde frem til arter som kunne overleve. Den naturlige seleksjon benevnte taleren som det mest omtalte slagord, men poengterte at teorien ikke var holdbar verken fra et filosofisk eller empirisk standpunkt. Helt korrekt betegnet ordet darwinist en tilhenger av det naturlige utvalg, så egentlig burde ikke darwinisme blandes sammen med den gamle tanken om evolusjon. Læren benyttet seg av store naturhistoriske sannheter som byggesteiner, men den var i virkeligheten bare en fortolkning av disse fenomener omsatt i et doktrinært og skjematisk uttrykk. Alle forhold ble brakt under visse lover, og på den måten hadde Darwin forsøkt å forklare artenes overganger og forandringer. Men Lochmann gjorde det klart at den naturlige seleksjon så langt fra kunne frembringe nye arter, og viste til Moritz Wagners innlegg i tidskriftet Kosmos .15 Lochmann sa seg imidlertid ikke uenig i prinsippet om at de mest skikkede former overlever, men han ønsket å bringe på det rene at det er så mange andre forhold som har innskrenket og undertiden tilintetgjort 27

hele klasser av livsformer. Han bemerket at parasitære prosesser hadde forårsaket mange dyrs død. Det hjalp ikke å være den best skikkede, ha den heldigste fargen og de hurtigste ben der disse snyltedyrene opptråde i tilstrekkelig antall. Som dokumentasjon for sitt syn brukte han en undersøkelse over de amerikanske gresshoppers historie. Den stadfestet at de organismer som overlevde en enorm utvikling av parasitære livsformer simpelt hen var de som parasittene ikke nådde. De såkalte Survivals kunne derfor ikke betegnes som noe fremskritt i utviklingen. Lochmann trakk en sammenligning til soldater som kom uskadde fra et slag og forsikret at de ikke var de dyktigste fordi kulene ikke traff dem. Den parasitære ødeleggelse tok likeså lite hensyn som projectilene.16 Slike fenomener var så alminnelige og velkjente, og når det ikke ble tatt med i betraktningen, anså Lochmann det som et slående bevis på ensidigheten i den darwinske dogmatikk. Den logiske utvikling av dens system var kort og godt for enkel. Hva angår de krefter som hadde fått organismene til å variere, så betraktet darwinistene dem som et dunkelt og uforklarlig spørsmål. Noen ganger lot de de ytre forhold spille den vesentligste rollen, og andre ganger var det noe skjult og hemmelighetsfullt som åpenbarte seg. Men siden alle resultater fulgte så matematisk nødvendig etter hverandre ble den boklærte overbevist om den ubetingede sannhet i slutningene, harselerte Lochmann. Som eksempel på hvor langt det var mulig å gå innenfor den darwinske dogmatikk, nevnte han forfalskningshistorien til Haeckel. I stedet for å forkaste en teori som ikke stemte overens med virkeligheten oppstilte han en ny hypotese. Haeckel forklarte at rudimentære organer fortsatt Haeckel forekom, men de 28

kunne ikke betraktes som annet enn merker fra et tidligere utviklingstrinn og eksisterte bare i henhold til loven om arv. Lochmann kommenterte at etter Darwins grunnlov skal uutviklede organer som ikke er til nytte forsvinne, så i dette tilfellet ble to naturlover stående i strid med hverandre. Stortinget kunne gi lover som ikke harmonerte, men slik er ikke naturen. Han fant det derfor utrolig at noen kunne la disse lovene være det eneste grunnlag for all utvikling. Selv trodde han det kom av at tidens naturvitenskapelige forfattere hadde en høyst merkelig evne til å gi forklaringer som ikke kunne sies å være annet enn kjensgjerninger omsatte i tekniske uttrykk.17 Utviklingshistorien Lochmann fortalte sine tilhørere i Studentersamfundet at tyskeren Caspar Friedrich Wolff var den første som skrev om utviklingen av dyr og planter. Hans fremstilling fra 1759 la grunnlaget for utviklingshistorien, men det var først med landsmannen von Baaer at hans arbeide om embryologien kom til sin rett. Tidligere visste man at menneskets legeme på samme måte som dyrenes ble utviklet av egg, små celler eller blærer, men forandringene som egget undergikk var så godt som ukjente inntil Wolff undersøkte dets utvikling. Hans funn forble upåaktet inntil von Baer presenterte dem på begynnelsen av 1800-tallet. Lochmann hevdet at de innebar en likeså stor vitenskapelig oppdagelse som Darwins lære, og understreket at von Baer var en av dem som opptrådte med størst bestemthet mot Darwins teori. Von Baer forklarte at det menneskelige egg er utgått fra en eneste celle som i sin ytre form ikke kan skilles fra en hvilken som helst annen celle. Men han var bevisst at den menneskelige celle skiller seg ut ved at den inntil fullkommenhet utvikler den form som mennesket har. Hans kritikk ble derfor rettet mot dem som ved falsk argumentasjon bygget identiteter mellom cellene. Lochmann innrømmet at det lød merkeORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

lig at det menneskelige egg under utviklingen gjennomløper former som tilsvarer den til de lavere dyr. Han fortalte at han på en sesjon hadde truffet en mann som hadde to symmetriske huller på halsen, noe han beskrev som det eneste tilfelle han hadde sett av en levning av gjellespalter som fosteret har i en tidlig periode av sin utvikling. Lochmann presiserte at mennesket gjennomgår former som minner om, men slett ikke er identiske med de til de lavere dyr. Det som ligger i disse kjensgjerninger er kun at utviklingen skjer etter visse bestemte typer.18 Det er et faktum at det i det organiske livs utvikling, fra egget av og inntil det fullkomne individ og fra den tidligste tid av og inntil nåtiden, har skjedd en veksel av former, der de tidligste synes å være de laveste, og de seneste de mest fullkomne. Dette er sikre kjensgjerninger, og den moderne naturvitenskap har ført oss et mektig skritt fremover og gitt oss dybde og klare innblikk i mange forhold. Men Lochmann konstaterte at det var halvt idiotisk å uttale at en slik fullkommenhet i form og bygning kun skulle være en følge av ytre tilfeldigheter.19 Mål og vekt Med oppdagelsen av surstoffet i 1772 ble den moderne kjemi innledet. Fremveksten av den moderne mekaniske verdensbetraktning kan tilbakeføres til de nye fakta som ble lagt frem i kjølvannet av ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

denne oppdagelsen, hevdet Lochmann. Kjemien ble en yndlingsvitenskap som ble dyrket overalt og fikk et presist og eksakt utseende. Vitenskapsmenn fastslo materiens uforgjengelighet og evighet, og etter hvert som den kjemiske vitenskap utviklet seg ble også den gamle atomteorien til Demokrit stilt opp i en ny form. Vekten ble innført i kjemien, og fra det tidspunktet gikk det ikke lenger an å tenke på kjemikeren uten vekt. I den sammenheng minnet Lochmann om at det i den hellige skrift undertiden hadde vært antydninger til sannheter som naturforskere først etter lange tider fant frem. Han nevnte at det i et av de merkeligste steder i Salmenes bok het at Alt har Gud ordnet efter Maal og Vægt .20 Flere viktige oppdagelser fulgte. Lochmann fortalte om betydningen av læren om kreftenes identitet som fastslo at alle de krefter man kjenner under navn av varme, lys, elektrisitet, mekanisk kraft, galvanisme osv. alle er ytringer av den samme kraft og kan gå over i en annen form uten noen gang å forsvinne. Engelskmannen Joule fortsatte arbeidet til tyskeren Mayer, og hans teori er blitt kjent under navnet det mekaniske Varmeæqvivalent . Når man har et bestemt æqvivalent kan man overføre varme til kilograms benevnelse og omvendt. Lochmann forklarte at dette var noe som lå nært opp til den vitenskap han befattet seg med, nemlig menneskets ernæring. Vi behøver varme for å eksistere, og den får vi fra næringsmidlene. Kornet får varme fra sollyset, og når vi spiser brød foregår det spaltninger av atomene slik at den varme vi får er solens varme.21 Oppdagelsen av stoffers uforanderlighet og evighet, den nye forståelsen av kreftenes enhet og sammenheng, alt dette hadde vakt en enorm interesse hos naturforskere. Lochmann trodde det var årsaken til at man for tiden følte seg så bundet til materien, noe som igjen resulterte i den gjengse oppfatningen av at det ikke eksisterer noen særskilt livskraft. Det usynlige og det som ikke kunne veies fantes liksom ikke mer. Bare man trengte inn og forklarte de mekaniske og fysiske krefter så trodde man at 29

det hele kunne bringes på det rene. Siden menneskeånden lærte disse kreftene å kjenne var den blitt overveldet av sin egen store visdom. Det er denne tanke som går gjennom en stor del av nåtidens naturforskning, konkluderte Lochmann, og for å tone ned forventningene opplyste han om at de mest avgjørende fremskritt i naturvitenskapen var blitt overvurdert. Vi kjenner formlene og det skjematiske, men selve tingenes vesen er fullstendig ukjent for oss. Sammen med de store fremskritt som er skjedd, må kritikken komme. Det er sannheten vi søker, og den er ennå ikke funnet. Kanskje den også er fjernere enn noensinne. Jo nærmere vi tror vi kommer den, desto mer viker den tilbake. Lochmann beklaget at han nesten sto alene her i landet i forsøket på å forstå biologiens utvikling. Han fortalte at han hadde fulgt evolusjonslæren skritt for skritt og gjentatte ganger i så vel vitenskapelige diskusjoner som i skrifter gjort oppmerksom på den kritiske retningen som vitenskapen hadde fått i den siste tiden. Henvendt til forsamlingen oppfordret han den til å huske at naturvitenskapens fremskritt ikke måtte måles etter antallet av oppklarte kjensgjerninger. Selv opplevde han at alle de nye oppdagelsene og hurtige fremskritt snarere hadde et snev av tilbakeskritt i seg: den genuine interessen for de lavere fenomener hadde sløvet blikket for å se at livet er noe skjult og atskilt fra kjemiske prosesser. En fyldestgjørende forklaring av de høyere livs- og åndsfenomener kan ikke gis med utredninger ad kjemisk og fysisk vei, presiserte han, og ønsket at tilhørerne skulle forstå at det stemte mer med de eksakte kjensgjerninger at alt liv fremkom med en nødvendighetens lov og etter en plan. Det passet liksom bedre, ikke til den teologiske og prestelige oppfatning, men til menneskets intelligens. Del 3: Lochmanns kritikk av darwinismen var rettet mot de konsekvenser han fryktet læren ville få for menneskelige og samfunnsmessige forhold.

30

Noter 1 Ms.fol.1819.1. Vor Tids Naturforskning , foredrag i Studentersamfundet 24.2.1877 2 Ms.fol.1819,1, Evolutionslæren I 3 Foredrag i Studenterhjemmet, side 15 4 Jeg veler å benytte uttalelser fra flere av Lochmanns fordrag for å kunne gi en mest mulig oversiktelig og omfattende innføring i hans forståelse av darwinismen 5 Darwinisme , foredrag i Videnskapsselskabet 6 Fra foredraget i Vitenskabsselskabet 7 ibid. Georg Ossian Sars var professor i zoologi og han regnes som den første universitetslærer i Kristiania som brakte utviklingslæren inn i undervisningen. 8 Ms.fol.1819.1, Evolutionslæren I 9 Darwinisme 2.8.83 10 Ms.fol.1. Charles Darwin 11 Foredrag i Studenterhjemmet, side 20 12 abiogenesis; antakelsen at en organisme kan oppstå av seg selv, noe Pasteeur motbeviste gjennom sine eksperimenter 13 Ms.fol.1819,1, Decententslæren 14 Ms.fol.1819. 1. Darwinisme 2.8.83. Lochmann skriver at det var Quartrefages som med rette hadde kommet med denne uttalelsen først. Lochmann skriver også at darwinisten Moleschoft hadde gjort Darwin oppmerksom på denne inkonsekvens. 15 Ms.fol.1819,1, Darwin og darwinisme 16 ibid 17 Foredrag i Vitenskabsselskabet 18 Lochmann forklarte at Goethe var den første som omtalte fenomenet om bestemte typer. 19 Foredrag i Studentersamfundet, Vor Tids Naturforskning 20 Lochmanns 2. foredrag om Vor Tids Naturforskning . I dagens utgave av Bibelen finnes ikke dette utsagnet i Salmenes bok. Det nærmeste man kommer Lochmanns hentydning er Jobs bok, 28,25. Da han fastsatte vindens vekt og gav vannet dets mål. 21 ibid

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

ORIGO Redaktion i Danmark Overlærer Knud Aa. Back, Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. Tlf. 5927 1864. E-mail: back@skabelse.dk Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren@skabelse.dk IT-ansvarlig, datamatiker Bjarne Krak, J.P. Jacobsensvej 45, 1., 8230 Åbyhøj Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard, Harald Jensens Plads 9, 2. th., 8000 Århus C. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær) Redaksjon i Norge Konsulent, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Cand.real. Jon Kvalbein, Amund Hellandsv. 17, 1165 Oslo. E-post: jkvalbei@online.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Friis, Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning. Tlf. 9927 2959. ORIGOs Internet-adresse: www.skabelse.dk Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg Ansv. red. af dette nummer: Holger Daugaard. Ansv. red. af næste nummer: Peter Øhrstrøm © ORIGO. Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

ORIGO

NR.

90

OKTOBER

2004

31

Returneres ved varig adresseændring

Returadresse:ORIGO v/Henrik Friis, Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige teorier og modeller vedr. skabelse, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 32 0109-6168

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer 5 gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning Tlf. 9927 2959

Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

ORIGO NR 90 OKTOBER ORIGO .NR . 90 OKTOBER2004 2004