Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 89, september 2004 by biocosmos

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 89 Â• September 2004

SĂŚrnummer:

Intelligent Design

Indhold Intelligent design Af Andreas Peterson

Irreducibel kompleksitet og design er fundament for livet Af Michael J. Behe

Dna, design og intelligens Af Stephen C. Meyer

Svar på videnskabelig kritik af intelligent design Af Michael J. Behe

Svar på filosofisk kritik af intelligent design Af Andreas Peterson

Illustrationer: Jane Lodahl Krejberg

Forord Dette særnummer ville ikke have set ud, som det gør, havde en række mennesker ikke valgt at bruge deres tid på at gennemlæse kladderne og givet mig nyttige råd og kommentarer. Mange tak til Kristian Østergaard, hvis røde pen har fjernet mange stave- og slåfejl, og som gjorde mangen sætning lettere at læse. Også tak til Martin Klitgaard, der som filosofistuderende var behjælpelig med litteraturhenvisninger og gode råd, særligt til den næstsidste artikel. Endelig skal også Søren Kongstad, Torben Peitersen og én, der gerne vil forblive anonym, have tak, da de som kritikere af intelligent design har kommenteret argumenterne i den næstsidste artikel. Det er et velkendt fænomen, at man er mindre kritisk over for argumenter, der støtter ens egen opfattelse, og hvis man vil have sit stål hærdet, må man udsætte det for ild. Meget kan jeg takke disse mennesker for kun fejlene er med garanti mine egne. AP, 6. august 2004

Michael J. Behe modtog sin Ph.D. i biokemi fra University of Pennsylvania (1978) og er Professor of Biological

Sciences ved Lehigh University i Pennsylvania og medlem af Discovery Institute. Hans bog, Darwin s Black Box (The Free Press, 1996) diskuterer implikationerne af, hvad han kalder irreducerbart komplekse biokemiske systemer for evolutionsteori. Stephen C. Meyer modtog sin ph.d. i History and Philosophy of Science fra University of Cambridge i 1991 for en afhandling om biologien i livets oprindelse og de historiske videnskabers metodologi. Han er i øjeblikket Associate Professor of Philosophy ved Whitworth College og leder af Discovery Institutes Center for Science and Culture. Han har bidraget til en mængde bøger og er i øjeblikket ved at skrive en bog, hvori han udvikler en videnskabelig teori om biologisk design. Andreas Peterson studerer i øjeblikket biologi ved universitetet og har siden 2000 diskuteret darwinisme og intelligent design på internetfora. I starten deltog han for at forsvare darwinismen, men blev med tiden overbevist om nytten af Intelligent Design, som han har argumenteret for siden 2002. Hans interesser er cellebiologi og forskningsmulighederne ved intelligent design.

Intelligent design: En indledning

Sagen kort Finder vi en maskine af en eller anden slags, finder vi det meget naturligt at gå ud fra at der må stå en form for intelligens bag konstruktionen af den pågældende maskine. Men gælder det også de maskiner vi finder i den levende celle? Herom står diskussionen. For hvorfor ikke kalde dét der i cellen ligner maskiner, for maskiner! Og maskiner kræver design. Det er derimod langt sværere at tage springet til designerens identitet. Er det Gud eller et rumvæsen? Man kan have sine egne tanker om det, men det er ikke noget ID (intelligent Design) udtaler sig om. Dette kan dog undertiden afspore debatten, da nogle af ID's kritikere ser skumle motiver bag denne tavshed: "Hvad har de mon at skjule?" Endnu en årsag til at diskussionen om ID kan ligge lidt tungt, er det faktum at biologer kan være bange for at levere skyts til fjenden (ofte defineret som den amerikanske højrefløj). Som en kinesisk biolog så spøgefuldt har udtrykt det: I Kina kan vi kritisere Darwin, men ikke regeringen; i Amerika kan I kritisere regeringen, men ikke Darwin. Endelig har visse ID-tilhængere også gjort den åbne diskussion vanskelig ved at forlange at ID bliver optaget i skolernes læseplaner for biologi på linje med neodarwinismen. Et noget uklogt synspunkt: Diskussion, ikke tvang, er vejen frem! Vil en lærer eller en elev tage diskussionen op, er det helt fint. En idé, der har sit videnskabelige fundament i orden, vil ikke have noget at frygte fra en åben dialog! .b

Af Andreas Peterson Vil man diskutere Intelligent Design, løber man straks ind i to enkle spørgsmål: Efterlader intelligens sig spor som man kan se, og findes disse spor i naturen? Når man læser ordene i en bog, eller når en arkæolog graver pilespidser op af jorden, er det let nok at se, at man har med en intelligent designers værk at gøre. Men hvad nu når man kigger på en celle i et mikroskop, eller når man graver et fossil op af jorden? Peger disse ting så også mod et intelligent design? Der er naturligvis den forskel, at vi véd at bøger og pilespidser er designede, fordi vi har set mennesker designe dem. Men vil vi også kunne genkende design i situationer, hvor vi ikke har denne viden? Forestil dig, at du arbejder på et

patentkontor og bliver bedt om at vurdere prototypen på en ny maskine. Selvom du aldrig har set maskinen før, vil du nok alligevel være i stand til vurdere, om den er designet. Eller forestil dig, at du er astronaut på en fremmed planet og finder en forladt fabrik. Selv hvis fabrikken er lavet til at fremstille produkter, vi aldrig før har set på Jorden, vil det stadig give mening at antage, at den er blevet bygget af intelligensvæsener. I begge disse tilfælde er det eksistensen af maskineriet, der får os til at konkludere, at der har været en eller flere intelligente designere på spil. Men hvad nu, hvis vi på tilsvarende vis finder maskiner inde i den levende celle? Bruce Alberts er præsident for det højt ansete National Academy of Sciences. Han mener ikke, at cellens forskellige strukturer blot ligner maskiner ifølge ham er de

maskiner, kort og godt. Som han skriver: Hvorfor kalder vi de store protein-konstruktioner, der ligger til grund for cellens funktion for protein-maskiner? Netop fordi disse proteinkonstruktioner, ligesom maskiner opfundet af mennesker til at klare den makroskopiske verdens udfordringer, indeholder bevægelige dele, nøjagtigt koordinerede til hinanden.1 En samling bevægelige dele, sat fint sammen det er en god definition på en maskine, som gælder uanset om denne maskine befinder sig i en celle eller en fabrikshal. En af de strukturer, der falder ind under denne definition, er den flagel, bakterier bruger til at bevæge sig med. Den består af en lang proptrækkerformet svingtråd, der drives af en motor, på samme måde som skruen på en påhængsmotor. David DeRosier, der studerer flagellen, bemærker: I højere grad end andre maskiner ligner flagellen en maskine designet af et menneske. 2 Det er klart, at hverken Alberts eller DeRosier mener, at cellernes maskiner er designede for dem er der blot tale om nogle udtryk, som har vist sig meget nyttige

til at forklare cellen. Men hvis det er en videnskabelig fordel at tale om cellens strukturer som noget, der ser designet ud, hvorfor så ikke behandle dem som om, de rent faktisk er designede? Hvis vi mener, at flagellen er designet, trænger endnu et spørgsmål sig på: Hvem er designeren? Dette spørgsmål lader dog til at være langt sværere at besvare. Ved at studere flagellen kan vi konkludere nogle ting om designeren at vedkommende véd noget om de fysiske og kemiske love, det er nødvendigt at tage højde for, når man vil konstruere noget men vi kan langtfra vide alt: Er designeren et rumvæsen, der har besøgt Jorden for længe siden? Eller en tidsrejsende forsker fra fremtiden? Eller en gud, og i så fald hvilken? Eller måske en mystisk intelligent kraft, der gennemtrænger alt i universet? Mulighederne er mange, men endnu er ingen kommet med forslag til, hvordan man skulle finde frem til designerens identitet. Man kan naturligvis godt have sin egen holdning til, hvem designeren er kristne vil mene, at det er Gud, mens ateister nok vil have lettere ved at acceptere rumvæsner som designerne. Men hvis vi ikke skal kaste os ud i

påstande, vi ikke kan forsvare, må vi indrømme, at vi ikke videnskabeligt kan vide, hvem designeren er. Der er dog nogle, der mener, at fortalere for Intelligent Design (ID) holder noget skjult, når de ikke vil identificere designeren. Som så meget andet stammer ID fra USA, hvor mange mener, at det er en god idé at have en grænse mellem kirke og stat (og ikke som i Danmark, hvor vi har en folkekirke). Mange af ID s fortalere er kristne, og hypotesen bliver af nogle set som et lusket forsøg på at overskride grænsen mellem religion og videnskab. Med andre ord, ID-fortalere vil gerne have Gud ind i biologitimerne, men for at omgå den amerikanske lovgivning siger de det ikke åbent, men lader i stedet for som om, de er uvidende om designerens identitet. ID-tilhængerne mistænkes for som de græske soldater i Den trojanske Hest at skjule deres religion under et uskyldigt dække af intelligent design . Selvom nogle utvivlsomt har denne motivation, er det en misforståelse at forlange af IDfortalerne, at de skal identificere designeren. Som vi har set, er det blot et udtryk for god logik at erkende åbent, at man ikke kan udtale sig om designerens identitet. Når ID-kritikerne alligevel forlanger en sådan identifikation, beder de ironisk nok ID-fortalere om at komme med en påstand, de ikke kan underbygge. Og der er ikke kun kristne mellem ID-tilhængerne, men også muslimer, Hare Krishna-tilhængere og agnostikere. Men misforståelsen er meget uheldig, da den kortslutter diskussionen om ID. I stedet for åbent at overveje spørgsmålet afviser mange det på forhånd. De tager stilling ud fra, hvad de tror ID-fortalernes motivationer er, og af frygt for hvad de tror konsekvenserne vil blive, hvis ID bliver accepteret. Det betyder også, at forskere er mere forsigtige med at kritisere darwinismen af frygt for ikke at give ammunition til fjenden . Inden for faget biologi hersker der den opfattelse, at forskere bør holde deres kritik for sig selv, fordi den religiøse højrefløj til hver en tid er parat til at kaste sig over enhver uenighed evolutionister imellem, siger Danniel Hillis og tilføjer: Der findes en klar fornemmelse blandt biologer af, at man aldrig offentligt skal sætte spørgsmålstegn ved Darwin. 3 Eller som en kinesisk biolog lidt spøgefuldt har bemærket: I Kina kan vi kritisere Darwin, men ikke regeringen; i Amerika kan I kritisere regeringen, men ikke Darwin. 4

Modstanden mod ID er ikke blevet mindre af, at nogle af dens tilhængere har forsøgt at gøre hypotesen til en lovpligtig del af pensum i amerikanske folkeskoler og dermed tvinge lærerne til at undervise i den. Men dette er i mine øjne en fejl. Det bedste vil være blot at overlade ID til de klasseværelser, hvor enten læreren eller nogle af eleverne selv bringer det på bane. Diskussion, ikke tvang, er vejen frem. Hvis Intelligent Design skal have en fremtid, må det ske ved, at dens tilhængere altid er villige til en åben diskussion og ikke er bange for at blive udsat for kritik. En idé, der har sit videnskabelige fundament i orden, vil ikke have noget at frygte fra en åben dialog.

Intelligent Design på nettet Læs mere om ID på disse hjemmesider: Access Research Network: www.arn.org Artikler og debatforum. Center for Science and Culture: www.discovery.org/csc Denne side er en del af Discovery Institute, en konservativ organisation, der håber at kunne bruge ID til at påvirke den politiske debat. Jeg er ikke enig i alle deres målsætninger, men de har ikke desto mindre nogle interessante artikler om ID. International Society for Complexity, Information and Design: www.iscid.org Diskussion af forslag til forskningsprogrammer, bl.a. inden for Intelligent Design.

Noter 1 B. Alberts, The Cell as a Collection of Protein Machines: Preparing the Next Generation of Molecular Biologists , Cell 92:291-4 (1998), s. 291. 2 D.J. DeRosier., The Turn of the Screw: The Bacterial Flagellar Motor , Cell 93:17-20 (1998), s. 17. 3 W.D. Hillis, On the Third Culture , Edge, 1. januar 1997. www.edge.org/discourse/ on3c.html 4 Som citeret i J.Wells, Icons of Evolution: Science or Myth? (Regnery, 2000), s. 58.

Irreducibel kompleksitet og design er fundament for livet

Sagen kort Lige siden en tysk kemiker fandt ud af at også livet gør brug af den uorganiske kemi, har man kunne studere liv videnskabeligt. Med opdagelsen af dna et, den genetiske kode og forskellige former for kloninger er vi nået langt. Men vi står stadig med en diskussion om hvorvidt livet er resultat af en serie tilfældigheder, eller om livet er blevet til med en form for formål. Darwin diskuterer selv vanskeligheder for teorien i sin Arternes Oprindelse idet han bruger øjet som eksempel. Ved en opstilling af forskellige dyrearters mere eller mindre øjne forklarer han sig imidlertid ud af problemet. Tilsyneladende! For selv om han slipper meget logisk fra sit forsøg på forklaring af de forskellige øjenformers evolution, overlader han det vigtigste til en sort boks , nemlig hvordan en celle i første omgang overhovedet bliver følsom over for lys. Darwins undskyldning for at bruge en sort boks er forståelig ud fra den betragtning at man ikke havde den tilstrækkelige viden på hans tid til at kunne finde ud af hvad denne boks indeholder. Det véd vi til gengæld i dag, og dermed falder Darwins forklaring så at sige fra hinanden. For boksen (som repræsenterer noget man véd fungerer, men som man ikke kan forklare i sin teori) viser sig at indeholde en maskine der er irreducibelt kompleks, dvs. en kemisk mekanisme som ikke med rimelighed kan forklares ud fra tanken om små, på hinanden følgende forandringer, altså en gradvis dannelse over tid. Enten er en celle lysfølsom, eller også er den ikke! Den biokemiske proces der ligger bag, er en så fint virkende maskine at man ikke bare kan pille komponenter ud og så forvente at den stadig kan fungere efter sit formål! Maskinen er kompleks, og den lader sig ikke reducere mht. sine enkeltdele! Fuldstændig som en gammeldags musefælde skal have alle sine dele med for at kunne fungere overhovedet. De forskellige organismer er fyldt med tilsvarende eksempler på irreducibelt komplekse systemer: Lungernes og luftvejens fimrehår (cilierne) er ét blandt mange. Hvordan er disse fantastisk komplicerede biologiske maskiner så blevet til? Se, det interessante er at ikke ret mange videnskabelige artikler beskæftiger sig med problemet. Så på trods af at det ikke er blevet sandsynliggjort ved videnskabelig forskning at disse maskiner kan blive til på darwinistisk facon , tror de fleste alligevel på at det kan lade sig gøre. Hvorfor? Måske fordi de er darwinistisk skolede i en sådan grad at de følger Darwins appel om at bruge fantasien. Men fantasi kan være farligt tveægget: Fantasien kan se ting som andre overser, men den kan også stirre sig blind på noget som ikke eksisterer virkeligheden, netop kun i fantasien! Nogle han skudt Behe i skoene at han blander tro og viden i sin designteori fordi han er katolik. Det tilbagevises i artiklen med påvisningen af at design er noget faktisk konstatérbart, ikke noget der har med mere eller mindre tro at gøre. Det illustreres med et eksempel på en fælde hvor konklusionen lyder: En direkte observation af et givet system afslører som et faktum om det pågældende system er designet eller ej. .b

Af Michael J. Behe

Urinstof og formål I 1828 opvarmede den tyske kemiker Friedrich Wöhler ammoniumcyanat i sit laboratorium og var forbløffet over at opdage, at det resulterede i urinstof. Hvorfor var han forbløffet? Fordi ammoniumcyanat er et uorganisk kemikalium et, der ikke findes i levende organismer. Men man vidste, at urinstof var et biologisk affaldsprodukt. Wöhler var den første, der påviste, at et stof, der ikke er levende, kan bruges til at fremstille et stof, der ellers bliver dannet i levende væsner. Hans eksperiment nedbrød den skillelinje mellem liv og ikke-liv, man indtil det tidspunkt havde troet eksisterede. Eksperimentet banede vej for en videnskabelig undersøgelse af livet. Hvis livet består af almindelige materialer, ligesom klipper og alt andet gør, så kan videnskaben studere det. I de mere end 170 år, der er gået siden Wöhlers eksperiment, har videnskaben lært en masse om livet. Vi har opdaget dna-molekylets struktur, knækket den genetiske kode, lært at klone gener, celler og endda hele organismer. Hvad har videnskabens fremskridt fortalt os om livet og universets helt basale indretning? Der er selvfølgelig en masse meninger om emnet, men jeg tror, at vi kan opdele dem i to indbyrdes modstridende lejre. Den første lejr, kan vi sige, repræsenteres af Richard Dawkins, professor og videnskabskabsformidler ved Oxford University. Professor Dawkins har sagt at universet, som vi observerer det, har lige nøjagtigt de egenskaber, vi ville forvente, hvis der på det sted, hvor det hele udspringer, ikke er noget design, intet formål, ingen godhed og ingen ondskab, intet ud over meningsløs ligegyldighed. 1 Bestemt en trøstesløs holdning, men fremsat i ramme alvor. Den anden måde at se på tilværelsen på kan repræsenteres af Joseph Kardinal Ratzinger, en af Pave Johannes Paul II s rådgivere. For omkring ti år siden skrev Kardinal Ratzinger en lille bog med titlen In the Beginning: A Catholic Understanding of the Story of Creation and the Fall. I denne bog skriver Kardinal Ratzinger: Lad os gå direkte til spørgsmålet om evolutionen og dens mekanismer. Forskning i mikrobiologi og biokemi har medført revolutionære opdagelser. Det er naturvidenskabens

opgave at forklare, hvordan netop livets træ fortsætter med at vokse, og hvordan nye grene udspringer fra det. Dette er ikke noget, som troen beskæftiger sig med. Men vi må have den frimodighed at påstå, at de store projekter i livets skabelse ikke skyldes tilfældigheder og fejl. Projekterne peger mod en skabende Fornuft og viser os en skabende Intelligens, og de gør det med meget større styrke og synlighed, end vi nogensinde før har set det. Med ny sikkerhed og glæde kan vi i dag sige, at mennesket i særdeleshed er et guddommeligt projekt, som kun den skabende Intelligens var stærk og stor og frimodig nok til at frembringe. Mennesket er ikke en fejltagelse, men produktet af en vilje.2 Jeg vil gerne påpege tre ting ved Kardinalens argument. For det første siger Ratzinger, til forskel fra professor Dawkins, at naturen lader til at have formål og design. For det andet, for at understøtte argumentet bruger han videnskabelige observationer som peger mod en skabende Fornuft . Ikke filosofiske eller teologiske eller bibelske argumenter, men håndgribelige objekter. For det tredje henviser Ratzinger til studiet af livets Hvad har videnskabens molekylære fundament fremskridt fortalt os om livet biokemien. Den har særlig og universets ultimative relevans for hans konkluindretning? sion. I denne artikel vil jeg forsøge at vise, hvorfor jeg mener, at Kardinal Ratzinger har de bedste kort på hånden, og hvorfor professor Dawkins ikke behøver at fortvivle over den meningsløse ligegyldighed.

At forklare øjet Naturligvis begyndte meget af denne diskussion om livets indretning i 1859, da Charles Darwin offentliggjorde Arternes Oprindelse. I bogen forsøgte Darwin at gøre, hvad ingen før ham havde formået at gøre at forklare hvordan livets mange og komplekse former kunne være opstået, udelukkende ved naturlige processer. Den mekanisme, han foreslog, var selvfølgelig naturlig udvælgelse, der udvalgte de bedst egnede blandt tilfældige variationer. Kort fortalt viste Darwin, at der findes variationer inden for alle arter. Nogle medlemmer af en art har større variationer end andre, nogle er hurtigere, nogle har en mørkere

farve. Darwin vidste, at det ikke er alle medlemmer af en art, der vil overleve og formere sig, simpelthen fordi der ikke er føde nok til alle. Hans konklusion var, at de arter, som har tilfældige variationer, som giver dem en fordel i kampen for at overleve, vil have en større tendens til at overleve og efterlade sig afkom. Hvis variationerne går i arv, vil artens egenskaber måske ændre sig med tiden. Og over store tidsrum vil større ændringer måske finde sted. Darwins teori var en meget elegant idé. Ikke desto mindre kendte biologer allerede i midten af det nittende århundrede til en mængde biologiske systemer, der ikke lod til at kunne blive bygget på en sådan gradvis måde, som Darwin forestillede sig. Et af disse systemer er øjet. Datidens biologer vidste, at øjet udgør en meget kompliceret struktur, der indeholder mange dele, linse, nethinde, tårekanaler, øjenmuskler og så videre. De vidste, at hvis et dyr var så uheldigt at blive født uden en af disse dele, vil resultatet være et væsentligt forringet syn eller direkte blindhed. Så de tvivlede på, at et sådant system kan sættes sammen ved hjælp af de mange skridt, som den naturlige udvælgelse kræver. Charles Darwin kendte dog også til øjet. Og han skrev om det i en sektion i Arternes Oprindelse, der passende har overskriften Vanskeligheder for teorien . Han skrev, at han ikke vidste, hvordan øjet kunne have udviklet sig. Alligevel skrev han, at hvis man kigger på øjnene hos moderne organismer, ser man en betydelig variation. I nogle organismer er der egentlig ikke et øje , men snarere en klump lysfølsomme celler. Et sådant arrangement er ganske vist tilstrækkeligt til at skelne mellem lys eller mørke, men ikke til at afgøre fra hvilken retning lyset kommer. Det er fordi lys fra alle retninger vil ramme de lysfølsomme celler. Darwin argumenterede dog videre, at hvis man tager klumpen af lysfølsomme En sort boks er et udtryk celler og placerer den i en brugt af forskere om en lille fordybning, som man maskine eller et system, ser det hos nogle nulevende der gør noget interessant, dyr, vil det give retningsmen som ingen véd bestemmelse. Det fungerer hvordan fungerer. sådan, at det lys, der kommer fra én side, ikke rammer alle cellerne på en gang, og når nogle celler er i lys og andre i skygge, vil øjet i teorien gøre dyret i stand til at afgøre, fra hvilken side lyset kommer. Der er her tale om en forbedring.

Hvis sænkningen kan gøres dybere, vil evnen til at bestemme lysets retning blive endnu bedre. Og hvis sænkningen er fyldt med et gelé-lignende materiale, kan dette være begyndelsen til en grov linse endnu en forbedring. Ved hjælp af argumenter som disse var Darwin i stand til at overbevise mange af sine samtidige om, at en gradvis evolutionær overgang ledte fra noget så simpelt som en lysfølsom plet til noget så komplekst som det moderne hvirveldyrs øje. Og hvis evolutionen kan forklare øjet ja, hvad kan den så ikke forklare? Men der var et spørgsmål, som Darwins forklaringer ikke gav noget svar på: Hvor kom den lysfølsomme plet fra? Det virker som et besynderligt sted at starte, da de fleste ting ikke er lysfølsomme. Ikke desto mindre besluttede Darwin sig for slet ikke at forsøge at besvare spørgsmålet. Han skrev: Hvordan det går til, at en nerve bliver modtagelig for lysindtryk, det vedkommer os næppe mere, end hvordan lyset/ livet selv først opstod .3 Nuvel, men i det sidste halve århundrede er videnskaben blevet interesseret i begge disse spørgsmål: Processerne bag synet og livets oprindelse. Ikke desto mindre mener jeg, at Darwin var i sin gode ret til at nægte at svare på spørgsmålet, da videnskaben på hans tid ikke havde de instrumentale eller begrebsmæssige værktøjer til at undersøge det. For at få en fornemmelse af hvad videnskaben vidste i midten af det nittende århundrede, husk på, at atomer grundlaget for kemien på det tidspunkt blev anset for at være teoretiske størrelser. Ingen var sikre på, om de virkelig eksisterede. Cellen, som vi nu véd, er grundlaget for liv, mentes ikke at være meget andet end et mikroskopisk stykke gelé. Så Darwin nægtede at tage spørgsmålet op og behandlede det som en sort boks i håbet om, at fremtidige opdagelser ville støtte hans teori. En sort boks er et udtryk brugt af forskere om en maskine eller et system, der gør noget interessant, men som ingen véd hvordan fungerer. Mekanismen er ukendt, fordi man ikke kan se ind i boksen, og selv hvis man kan, er det så kompliceret, at man stadig ikke ved, hvad der foregår. For de fleste af os (og i hvert fald for mig) er en computer et godt eksempel på en sort boks. Jeg bruger en computer til at skrive dokumenter og spille spil, men jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvordan den fungerer. Selv hvis jeg fjernede kabinettet og undersøgte kredsløbene

indeni, ville jeg stadig ikke vide, hvordan den fungerede. For forskerne på Darwins tid var cellen en sort boks. Den gjorde nogle interessante ting, men ingen vidste hvorfor. Når folk ser en sort boks i aktion, har de en umiddelbar tendens til at antage, at den fungerer efter en eller anden enkel mekanisme boksens indre må være ukompliceret og fungere efter et eller andet letforståeligt princip. Et godt eksempel på denne tendens var troen på, at liv kunne opstå spontant i mudder. I det nittende århundrede troede to prominente forskere og tilhængere af Darwin Ernst Haeckel og Thomas Huxley at noget mudder, der var blevet skrabet op af et skib i forskningsøjemed kunne være levende celler. De kunne tro på dette, fordi de troede, at en celle var, for at bruge Haeckels udtryk, en simpel, lille klump æggehvidelignende blanding af kulstof .4 I lyset af den enorme fremgang, som biologien har undergået i dette århundrede, véd vi naturligvis bedre. Nu da moderne videnskab har åbnet cellens sorte boks, er vi nødt til at tage det spørgsmål op igen, der gjorde Darwin tavs. Hvad kræves der for at danne en lysfølsom plet? Hvad sker der, når en lysfoton rammer nethinden? Forklaringen er kompliceret, og den kan læses i boksen. Er det for stor en mundfuld, så spring videre til næste afsnit.

Darwins kriterium Selvom de fleste vil mene, at beskrivelsen i boksen af synets funktion er kompliceret, er det i virkeligheden blot en kort oversigt over den allermest nødvendige kemi, og jeg har udeladt en mængde ting, som et fungerende syn rent faktisk også behøver. For eksempel har jeg ikke fortalt om, hvordan systemet genoplader hvordan det kommer tilbage til startpositionen og er klar til den næste foton. Ikke desto mindre tror jeg, at beskrivelsen ovenfor er tilstrækkelig til at vise, at det, som Darwin og hans samtidige troede var et simpelt udgangspunkt, har vist sig at være enormt komplekst meget mere komplekst end Darwin nogensinde kunne have forestillet sig. Men hvordan kan vi afgøre, om øjet og andre organismer er for komplekse til at blive forklaret af Darwins teori om en gradvis udvikling? Det viser sig, at Darwin selv gav os et kriterium for en vurdering af sin teori. Han skrev i Arternes Oprindelse: Dersom man kan fremvise et eksem-

Sådan fungerer øjet:

Når en lyspartikel, også kaldet en foton, først rammer nethinden, reagerer den med et lille organisk molekyle, der hedder 11-cis-retinal.5 Retinals form er krum, men når retinal reagerer med lysfotonen, retter det sig ud, hvorved den gennemgår en proces, som man kalder isomerisation, og bliver til trans-retinal. Dette er et signal, der sætter en række af processer i gang, der til sidst resulterer i syn. Når retinal ændrer form, tvinger den proteinet rodopsin, der er bundet til det, til også at skifte form. Ændringen i rodopsins form afdækker et bindingssted, der tillader proteinet transducin at hæfte sig på. Nu river en del af transducin-komplekset sig løs og reagerer med et protein kaldet fosfodiesterase. Når det sker, får fosfodiesterasen den kemiske evne til at kunne klippe i et lille organisk molekyle, der hedder cyklisk GMP, og dermed omdanner det til 5'-GMP. Der er masser af cyklisk GMP i cellen, og noget af det hænger fast i et andet protein, en ion-kanal. Normalt tillader ion-kanalen natrium-ioner at bevæge sig ind i cellen. Når koncentrationen af cyklisk GMP falder på grund af fosfodiesterasens gøren og laden, falder det cykliske GMP, der hænger fast på ion-kanalen, af. Det forårsager en ændring i formen, som lukker kanalen. Dermed kan natrium ikke længere komme ind i cellen, koncentrationen af natrium i cellen falder, og spændingen hen over cellemembranen falder. Dette forårsager, at en bølge af elektrisk ladning bliver sendt gennem den optiske nerve mod hjernen. Og dette er når det tolkes af hjernen hvad syn er. Sådan er det, som moderne videnskab har fundet ud af, at Darwins simple lysfølsomme plet fungerer.

pel på et sammensat organ, som umuligt kan være blevet dannet ved talrige på hinanden følgende små modifikationer, vil dette absolut omstyrte min teori. 6 Men hvilken form for organ eller system kan ikke være blevet formet ved talrige på hinanden følgende små modifikationer ? Til at starte med er det irreducibelt komplekst. Et irreducibelt komplekst Irreducibel kompleksitet system = et system, der er et farligt fint udtryk, har en mængde dele, der men det står for et meget fungerer sammen, og hvis simpelt koncept. Som jeg nogen del fjernes, funskrev i Darwin s Black Box: gerer systemet ikke The Biochemical Challenge to længere. Evolution er et irreducibelt komplekst system: et system sammensat af

Ciliet

Ciliets grundlæggende struktur består af ni dobbelte mikrotubuler.8 Hver af de dobbelte mikrotubuler består af to ringe, lavet af henholdsvis ti og tretten strenge af proteinet tubulin. I midten af ciliet er der to enkelte mikrotubuler. Alle mikrotubulerne er forbundet med hinanden af forskellige former for kæder. Dobbelte mikro-tubuler er forbundet med deres naboer af et protein kaldet nexin. De ydre dobbelte mikro-tubuler er forbundet med de indre enkelte mikrotubuler af eger. Og de to indre mikrotubuler er forbundet med hinanden af en lille bro. Derudover er der på hver dobbelt mikrotubul to vedhæng: En ydre dynein-bro og en indre dynein-bro. Selvom alt dette lyder kompliceret, yder sådan en kort beskrivelse ikke retfærdighed til ciliets fulde kompleksitet, som grundige biokemiske studier har vist indeholder forskellige proteindele. Men hvordan fungerer et cilium? Studier har vist, at det fungerer ved hjælp af en glidende fibermekanisme . Mikrotubuler, der ligger ved siden af hinanden, er fibrene; dynein er et motor-protein . Når ciliet arbejder, rækker dynein, der er forbundet til den ene streng, over og hæfter sig fast til den anden og skubber ned. Når det sker, begynder mikrotubulerne at glide forbi hinanden. De ville fortsætte med at glide, til de blev adskilt, hvis det ikke var, fordi de bliver holdt sammen af kædeproteinet nexin. I starten er det ret slapt, men efterhånden som fibrene glider, bliver nexin mere og mere stramt. Når spændingen mellem nexinet og mikrotubulerne overstiger et vist punkt, bøjer mikrotubulerne. Således bliver den glidende bevægelse overført til en bøjende bevægelse. Hvis man tænker over det, er det let at se, at ciliet er irreducibelt komplekst. Hvis det ikke var for mikrotubulerne, vil der ikke være noget, der kan glide. Hvis dynein mangler, vil hele apparatet være stift og ubevægeligt. Og hvis nexinkæderne mangler, vil hele apparatet falde fra hinanden når dyneinet begynder at skubbe til mikrotubulerne, som det gør i eksperimenter, hvor nexin-kæderne er fjernet.

adskillige samvirkende og til hinanden afpassede dele, der hjælper til med at udføre den grundlæggende funktion, og hvor fjernelsen af en hvilken som helst af disse dele praktisk taget vil få systemet til at ophøre med at fungere. 7 Mindre formelt betyder irreducibelt komplekst blot, at et system har en mængde dele, der fungerer sammen, og hvis nogen del fjernes, fungerer systemet ikke længere. En god illustration af et

irreducibelt komplekst system fra hverdagen er en simpel musefælde. En musefælde består som regel af en træplade, hvortil alle delene er fæstnet. Den har også en fjeder med forlængede ender, hvoraf den ene presser mod træpladen, mens den anden presser mod et metalstykke, kaldet hammeren, som er den del, der knuser musen. Når nogen trykker hammeren tilbage, skal den fastholdes i den stilling, indtil musen kommer forbi, hvilket udføres af en stopper. Stopperens egen ende skal også fastholdes og skal derfor placeres i et metalstykke, krogen. Alle disse stykker er holdt sammen med forskellige stifter. Hvis musefælden nu mangler fjederen, eller hammeren, eller træpladen, kan den ikke blot fange mus halvt så godt, som den plejer, eller en fjerdedel så godt. Den fanger ikke mus overhovedet! Derfor er den irreducibel kompleks. Det viser sig, at strukturer som er irreducible, giver anledning til stor hovedpine hos darwinisten, fordi det er svært at danne dem gradvist, skridt for skridt, sådan som Darwin forestillede sig. For eksempel, hvis vi skulle udvikle en musefælde, hvor ville vi så begynde? Kunne vi begynde med en træplade og så håbe på at vi ved hjælp af den kunne fange et par mus, ikke særlig effektivt, men alligevel? For så at tilføje en stopper og dermed forbedre effektiviteten en smule? Og igen tilføje én del, og én del til, alle delene én ad gangen og således gradvist forbedre hele indretningen? Nej, selvfølgelig kan vi ikke det, for musefælden fungerer ikke, før alle delene er på plads.

Biokemiske udfordringer til darwinismen Musefælder er én ting, biologiske systemer noget andet. Hvad vi virkelig kunne tænke os at finde ud af, er, om der virkelig findes nogen irreducibelt komplekse biologiske strukturer eller cellulære systemer eller biokemiske systemer. Og det viser sig, at der er mange sådanne irreducibelt komplekse systemer. Lad os se på endnu to eksempler. Det første kaldes ciliet. Et cilium er en lille hårlignende organel på overfladen af mange celler. Det har en fascinerende evne til at bølge frem og tilbage og dermed flytte væsker hen over cellens overflade. Nogle celletyper i lungerne har hundredvis af cilier, der bølger i takt. Inde mellem de cilierede celler befinder sig nogle større celler, der kaldes bægerceller. Bægercellerne udskiller

Flagellen - en "maskine"

slim til lungernes sider, og den slim fejer cilierne med deres bølgebevægelser op til struben, hvor det kan blive hostet op sammen med urenheder og snavs, som har forvildet sig ned i lungerne. Men hvad får en lille hårlignende struktur til at bølge frem og tilbage? Studier udført i løbet af de sidste mange årtier har vist, at cilier faktisk er meget komplicerede molekylære maskiner. Igen ligesom tidligere er det tilladt at springe over den tekniske beskrivelse af ciliets opbygning og funktion i boksen (foregående side). På samme måde som en musefælde behøver ciliet en mængde dele for at fungere. Ligesom en musefælde er dens gradvise dannelse på en darwinistisk skridt for skridt-facon meget vanskelig at forestille sig. Et andet eksempel på et irreducibelt komplekst biokemisk system ligner på mange måder ciliet, i og med at det også er en organel, der bruges til at bevæge sig med, men teknisk er det fuldstændig anderledes. Bakteriens flagel er en udenbords motor, der gør nogle bakterier i stand til at svømme.9 [Se figuren.] Ligesom de motorer, der driver vores motorbåde, er flagellen en propel som drejer rundt, og på den måde bliver bakterien drevet frem ved propelkraft. Den del af flagellen, der fungerer som propel, er en lang, piskelignende struktur, lavet af et protein ved

navn flagellin. Propellen er forbundet til en aksel ved et krog-protein, der fungerer som et bøjeligt bindeled, hvilket giver propellen og akslen mulighed for frit at rotere. Akslen er forbundet med rotationsmotoren, der drives af en strøm af syrer fra ydersiden af Studier udført i løbet af de bakterien til indersiden. sidste mange årtier har vist, Akslen er nødt til at stikke at cilier faktisk er meget igennem bakteriens komplicerede molekylære cellemembran, og mange maskiner. forskellige proteiner fungerer som bøsninger for at gøre dette muligt. Selv denne forklaring der kan få flagellens opbyning til at lyde kompliceret, er ikke desto mindre en kraftig forsimpling. Grundige genetiske studier har vist, at omkring fyrre forskellige proteiner er nødvendige, for en flagel kan rotere. Proteinerne er enten en del af selve flagellen eller motoren . Mangler et af disse proteiner, får man ikke bare en flagel, der kan rotere halvt så hurtigt, som den plejer, eller en fjerdedel så hurtigt. Uden alle proteiner vil den slet ikke fungere! På samme måde som et cilium eller en musefælde kræver flagellen en mængde dele for at kunne fungere. Derfor er den irreducibel kompleks, og dens oprindelse udgør en betragtelig anstødssten for darwinismen.

Darwinistisk fantasi Det var ikke mig der opdagede ciliet eller flagellen. Og det var heller ikke mig, der fandt ud af, hvordan de fungerer. Det arbejde blev gjort på masser af laboratorier rundt omkring i verden i løbet af årtier. Men hvis disse strukturer ikke kan forklares af darwinismen, som jeg mener, de ikke kan hvad har andre forskere så sagt om oprindelsen af molekylære maskiner? Et af de steder, hvor man kan lede efter svar, er i Journal of Molecular Evolution. Som navnet antyder, blev JME oprettet for netop at få undersøgt, hvordan det molekylære liv måske kan være opstået og efterfølgende udviklet. Det er et godt tidsskrift, der offentliggør interessant og grundigt materiale. Ud af de omtrent fyrre forskere i redaktionen er omkring femten medlemmer af The National Academy of Sciences. Men tager man et af de nyeste numre, vil man erfare, at størstedelen af artiklerne omhandler noget, der kaldes sekvensanalyse . Kort fortalt er proteiner komponenterne i de molekylære maskiner sammensat af sekvenser af aminosyrer. Hvis man kender rækkefølgen af aminosyrer i et protein (eller i et gen), kan man sammenligne rækkefølgen med et lignende protein fra en anden art og se, hvor meget de ligner hinanden, og hvor forskellige de er. Man kan fx sammenligne sekvensen af hæmoglobin fra de røde blodlegemer fra en hund med en fra en hest. Man kan nu spørge, om aminosyren i det første led i proteinrækken er ens eller forskellig. Hvad med anden position? Tredje? Fyrretyvende? Og så videre. Svaret på dette spørgsmål vil være interessant at kende, og det kan give en et fingerpeg om, i hvor høj grad de to arter ligner hinanden og er beslægtede. Jo, det ville være rigtig interessant at vide! Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at det at sammenligne sekvenser Det at sammenligne sekven- ikke fortæller os, hvordan ser fortæller os ikke, hvordan komplekse, molekylære komplekse, molekylære maskiner som ciliet eller maskiner som ciliet eller flagellen kan være opstået, flagellen kan være opstået. darwinistisk skridt for skridt. Måske vil et eksempel vise, hvorfor dette er tilfældet. Forestil dig, at du sammenligner knoglerne i en hunds forben med knoglerne i en hests. Og du opdager, at de to forben har det samme antal knogler, og de er arrangeret efter det samme mønster. At vide dette vil være interessant, og det kan muligvis fortælle

dig, hvor tæt dyrene er beslægtede, hvilket også vil være en interessant ting at vide. At sammenligne knoglerne i en hunds forben med knoglerne i en hests vil dog ikke fortælle dig noget som helst om, hvor knoglerne kom fra til at starte med. For at få svar på dét spørgsmål, må man konstruere modeller, udføre eksperimenter og så videre. Det viser sig, at så godt som ingen af artiklerne i Journal of Molecular Evolution i det sidste årti har omhandlet sådant eksperimentalt arbejde eller modelbygning.10 Langt størstedelen af artiklerne handler om sekvensanalyser. Endnu en gang må jeg påpege, at sekvensanalyser i sig selv er interessante nok og kan fortælle mange ting, men sekvensanalyser alene kan ikke fortælle, hvordan komplekse molekylære maskiner kan være blevet dannet på en darwinistisk facon. Hvis man kigger på andre tidsskrifter, på Proceedings of the National Academy of Sciences, Cell, Journal of Molecular Biology og så videre, vil man opdage at billedet er det samme. Der er mange, mange studier, hvor man sammenligner sekvenser, men meget få handler om den darwinistiske produktion af komplekse molekylære maskiner. De få, der alligevel overvejer problemerne ved darwinistisk udvikling, er for generelle til at blive underkastet en grundig test. Men hvis den videnskabelige litteratur tidsskrifterne ikke indeholder svarene på spørgsmålet om, hvordan darwinistiske processer kan være ophav til sådanne indviklede molekylære maskiner, hvorfor tror så mange forskere da, at de kan? Det er ikke så let at komme med et detaljeret svar, men en del af svaret på spørgsmålet er, at forskere har fået at vide, som en del af deres videnskabelige uddannelse, at darwinismen er sand. En god illustration kan findes i den udmærkede lærebog Biochemistry af Voet og Voet. I det første kapitel, hvor lærebogen introducerer de studerende til det biokemiske perspektiv på livet, er der en vidunderlig farvelagt tegning, der forestiller evolutionens billede af, hvordan livet er opstået og har udviklet sig. I den øverste tredjedel af tegningen er der en vulkan, glimtende lyn, små solstråler og nogle gasser, der flyder rundt og det er, skal de studerende forstå, sådan at livet er opstået. Den midterste tredjedel af billedet viser en stiliseret tegning af et dna-molekyle, der bevæger sig op af havet, dér hvor livet er opstået, og ind i en bakteries celle for at vise hvordan livet har udviklet sig. (Bakterien er afbildet med en flagel, der på grund af den lille gengivelse ser så simpel

ud som et hår.) Den nederste tredjedel af billedet viser Edens Have, med en mængde dyr dannet af evolutionens evigt malende mølle. Iblandt dem er der en mand og en kvinde uden en trevl på kroppen (hvilket uden tvivl vil have de studerendes interesse). Ser man godt efter, vil man opdage, at kvinden tilbyder manden et æble. Og det er den præsentation de studerende får af, hvordan livet blev til de mange forskellige livsformer. Men hvis man i Voet og Voets lærebog leder efter seriøse videnskabelige svar på, hvordan nogen af disse processer kunne have fundet sted, kommer man til at lede forgæves. I Arternes Oprindelse appellerer Darwin på en mængde områder til sine læseres fantasi. Men fantasi virker som et tveægget sværd. En fantasifuld person kan se ting, som andre overser. Eller han kan se ting, som ikke eksisterer! En gennemgang af den videnskabelige litteratur lader til at vise, at darwinismen er blevet hængende i fantasiens verden.

At forstå design Min kritik af darwinismen repræsenterer egentlig ikke noget nyt: En mængde andre forskere har før mig bemærket, at livets biokemi faktisk er ret komplekst, og at oprindelsen ikke kan forklares ved den gradvise mekanisme, som Darwin har foreslået. Desuden har andre også vist, at den videnskabelige litteratur indeholder få virkelige forklaringer på livets molekylære fundament. Forskere som Stuart Kauffman fra Santa Fe Institute, James Shapiro fra University of Chicago og Lynn Margulis fra University of Massachusetts har alle sagt, at den naturlige udvælgelse ikke er en særlig god forklaring på noget aspekt ved livet. Jeg foreslår et andet alternativ end de. Jeg har skrevet, at hvis man kigger på molekylære maskiner, som fx ciliet og flagellen, vil man opdage, at de ser ud til at være bevidst designede af et intelligent væsen. Det forslag har tiltrukket sig en del opmærksomhed. Nogle af mine kritikere har henvist til, at jeg er romersk katolik, og har dermed antydet, at forslaget om intelligent design altså er en religiøs idé, ikke en videnskabelig. Jeg er uenig. Konklusionen om intelligent design på disse områder er til fulde baseret på ting, vi kan observere i den fysiske verden, parret med en forståelse af, hvordan vi erkender, at et

objekt er designet. Hver eneste dag i vores liv når vi frem til, bevidst eller ubevidst, at nogle ting er designede, og andre er ikke. Hvordan gør vi det? Hvordan når vi frem til disse konklusioner? For at forstå hvordan at et objekt eller et system kan være designet, så forestil dig, at du går ude i skoven med en ven. Pludselig bliver han hevet op med en slyngplante omkring anklen og hænger og dingler i luften. Efter at du har skåret ham ned, undersøger du hvad der er sket. Du ser, at slyngplanten er bundet til en gren, der er bøjet ned mod jorden og holdt fast af en pæl i jorden. Slyngplanten er dækket af blade, så man ikke lægger mærke til den, og så videre. Udfra den måde, delene er arrangeret på, vil du hurtigt konkludere, at der ikke er tale om et uheld dette er en designet fælde. Din konklusion vil ikke være baseret på en religiøs tro; den ville være solidt funderet på observationer af den fysiske verden. Lad os stille nogle flere spørgsmål i forbindelse med denne snare. For det første, hvem har designet den? Efter at have tænkt over dette et øjeblik må vi indse, at vi ikke har nok information til at besvare det spørgsmål. Måske er det en af dine eller din vens fjender, måske er det en spøgefugl. Uden yderligere informationer kan vi ikke afgøre, hvem der har designet fælden. Ikke desto mindre kan vi ud fra konstruktionen konkludere, at den rent faktisk er designet. Et andet spørgsmål er, hvornår blev fælden designet? Igen vil vi efter at have tænkt over det et øjeblik indse, at vi ikke har tilstrækkelige informationer til at besvare dette spørgsmål. Uden yderligere informationer kan vi ikke afgøre, om fælden blev designet for en time siden, for en dag siden, en uge eller endnu længere tid siden. Men igen, vi erkender selve tilstedeværelsen af design, ud fra at fældens enkelte dele er sat sammen, som de er. Konklusionen er, at vi ikke behøver at besvare spørgsmål som hvem, hvad, hvor, hvornår, Hvis man kigger på molekyhvorfor og hvordan fælden lære maskiner, som fx ciliet blev designet. Men det og flagellen, vil man opdage, faktum, at fælden var at de ser ud til at være bedesignet, erkender man ved vidst designede af et intellidirekte at observere gent væsen. systemet. Selvom vi erkender design let og intuitivt, kan spørgsmålet også blive behandlet med videnskabelig grundighed. En har taget hul på at behandle design på en filosofisk og videnskabelig grundig måde, og det er filosoffen og matematikeren

William Dembski i sin monografi The Design Inference: Eliminating Chance through Small Probabilities.11 Som afslutning vil jeg vende tilbage til citatet fra begyndelsen af denne artikel. I mine øjne er der ud fra hårde, empiriske observationer al mulig grund til sammen med Joseph Kardinal Ratzinger at konkludere at de store De store projekter i livets projekter i livets skabelse skabelse er ikke resultatet af ikke er resultatet af tilfældigheder og fejl. tilfældigheder og fejl. [De] peger mod en skabende [De] peger mod en skaFornuft og viser os en bende Fornuft og viser os skabende Intelligens, og de en skabende Intelligens, og gør det med meget større de gør det med meget styrke og synlighed, end vi større styrke og synlighed, nogensinde før har set det. end vi nogensinde før har set det. Oversat af Andreas Peterson Oprindeligt udgivet som Evidence for Design at the Foundation of Life , i Behe, Dembski & Meyer, Science and Evidence for Design in the Universe: The Proceedings of the Wethersfield Institute (Ignatius Press, 2000), s. 113-129.

Noter 1 G. Easterbrook, Science and God: A Warming Trend? , Science (1997) 277:890-893. 2 J. Ratzinger, In the Beginning: A Catholic Understanding of the Story of Creation and the Fall (Eerdmans, 1986), s. 54-56. 3 C. Darwin, On the Origin of Species (1879; genoptryk, New York University Press, 1988), s. 151. 4 J. Farley, The Spontaneous Generation Controversy from Descartes to Oparin (John Hopkins University Press, 1977), s. 73. 5 T.M. Devlin, Textbook of Biochemistry (WileyLiss, 1997), kap. 22.3. 6 Darwin, Origin, s. 154. 7 M.J. Behe, Darwin s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution (Free Press, 1996), s. 39. 8 D. Voet & J.G. Voet, Biochemistry (J. Wiley and Sons, 1995), s. 1252-59. 9 Voet & Voet, Biochemistry, s. 1259-1260. 10 Behe, Darwin s Black Box, kap. 8. 11 W.A. Dembski, The Design Inference: Eliminating Chance through Small Probabilities (Cambridge University Press, 1998).

Dna, design og intelligens

Sagen kort I slutningen af 1800-tallet var forestillingen om livets oprindelse ret simpel. Man troede at livet kunne udvikle sig fra små plasmafyldte dråber , ganske enkelt. Men i begyndelsen af 1900tallet begyndte problemerne at melde sig for denne tanke. Den russiske biokemiker Oparin opdagede at løsningen ikke var så enkel endda, men da Miller opstillede sin kolbe med ursuppen , mente man alligevel at have skovlen under problemet. Nu stod man nemlig med livets byggesten fremstillet helt tilfældigt ! Og dog: Snart viste det sig at der er to store problemer med millerforklaringen, 1) Urhavets ugæstfri miljø over for aminosyrer, og 2) den helt bestemte rækkefølge som disse aminosyrer skal ligge i, i proteinerne! I bund og grund viser det sig at problemet ikke så meget består i fremstilling af tilfældige sekvenser i proteinerne, men det er informationen i dna et der udgør den store hurdle. Fra rumforskning og fra arkæologi slutter vi meget naturligt at hvis vi støder ind i en form for information, må der ligge en intelligens bag. Hvis radioastronomer fx en dag ville opfange informationsbærende signaler, ville de utvivlsomt konkludere at kilden de stammer fra, er intelligent. Hvorfor er det så så vanskeligt at drage en tilsvarende konklusion over for det sprog vi har opdaget i dna et? Kritikken lyder så at talen om en intelligent årsag til koden bag livet fører til en God of the Gaps-argumentation. Hvordan det? Jo, hvis alt dét vi ikke umiddelbart kan forklare, skal forklares med Gud , så mister videnskabelig forskning sin betydning! Gud skal så at sige fylde hullerne ud i vores viden om verden. Og den går naturligvis ikke. Men er det ikke dét design-folkene gør når de argumentere for deres teori? Hertil lyder svaret: Man konkluderer sig ikke bare til design fordi naturlige processer ikke kan bruges til at forklare oprindelsen af biologisk information. Man foretager sin konklusion ud fra det faktum at disse systemer bærer klare kendetegn på at være intelligent designede det vil sige, de besidder træk der i enhver anden sammenhæng ville få os til at slutte os til at her har en intelligent årsag været på spil! Påstanden er at intelligent design er baseret på hvad vi véd, ikke hvad vi ikke véd, om naturens og intelligente væsners måder at agere på. .b

Introduktion

Af Stephen C. Meyer Einstein har sagt: Gud spiller ikke med terninger. Han havde ret. Gud spiller scrabble.

Philip Gold

Siden slutningen af 1800-tallet har de fleste biologer benægtet idéen om, at levende organismer er designede. Selvom mange anerkender, at biologiske systemer tilsyneladende er designede, insisterer de på, at darwinismen, eller neodarwinismen, forklarer, hvordan dette tilsyneladende design er opstået naturalistisk det vil sige uden at invol-

vere en udefrakommende intelligens eller personlighed. Moderne neodarwinister følger som regel i Darwins fodspor, når de accepterer, at naturlig udvælgelse af tilfældig variation kan forklare organismernes tilsyneladende design. Som udviklingsbiologen Francisco Ayala har forklaret det: Organismerne og deres træks funktionelle design lader til at argumentere for eksistensen af en designer. Det var [dog] Darwins største bedrift at vise, at den normgivende organisation af levende væsner kan forklares som resultatet af en naturlig proces, naturlig udvælgelse, uden noget behov for at involvere en Skaber eller andre ydre kræfter. 1 De tilsyneladende tegn på design kan i hvert fald på ét vigtigt område af biologien ikke afvises så let, og det uanset, hvilken holdning man ellers har til darwinismens (eller den moderne neodarwinismes) gyldighed. I løbet af den sidste halvdel af 1900-tallet har fremskridt inden for molekylærbiologi og biokemi revolutioneret vores forståelse af cellens miniatureverden. Forskning har vist, at celler livets fundamentale enheder gemmer, formidler og redigerer information og bruger denne information til at regulere deres mest fundamentale stofskifteprocesser. I stedet for at beskrive celler som simple ensartede plasmafyldte dråber , som Ernst Haeckel og andre biologer har gjort2 det i I stedet for at beskrive celler begyndelsen af århundresom simple ensartede det, beskriver biologer nu plasmafyldte dråber celler med udtryk som beskriver biologer nu celler fordelende realtidsmed udtryk som komplekse computere eller komplekse informationsbehand- informationsbehandlende lende systemer systemer. For nyligt var et særnummer af det anerkendte tidsskrift Cell3 helt og holdent dedikeret emnet makromolekylære maskiner . Darwin kendte naturligvis intet til disse indviklede ting og forsøgte derfor heller ikke at forklare deres oprindelse. I stedet forsøgte han at forklare, hvordan livet kunne have vokset sig gradvist mere komplekst, startende fra en eller flere simple former . De, der insisterer på, at den naturalistisk-darwinistiske mekanisme udelukkende kan forklare det tilsyneladende design i biologi, gaber strengt taget derfor over mere, end de kan sluge. Den biologiske udviklingsteori handler om livets udvikling efter dets oprindelse og kan derfor ikke forklare det første liv og den information, det kræver.

At forklare livets oprindelse materialistisk I løbet af 1870 erne og 1880 erne antog forskere, at det ville være ret let at finde en forklaring på livets oprindelse. Til at starte med antog de, at livet dybest set var en ganske simpel gelé, protoplasma, der let kunne konstrueres ved at blande simple stoffer som kuldioxid, ilt og nitrogen igen og igen. Tidlige teorier har afspejlet dette syn. Haeckel sammenlignede cellens og livets oprindelse med uorganisk krystaldannelse.4 Haeckels britiske modstykke T.H. Huxley foreslog en simpel kemisk totrins-reaktion som forklaring på den første celles oprindelse.5 Ligesom salt kan dannes spontant, hvis man blander natrium og klor, mente Haeckel og Huxley, at også en levende celle dannes ved at blande forskellige kemiske bestanddele sammen, og så lade spontane kemiske reaktioner danne den cellesubstans, som de antog som var livets grundbetanddele. I løbet af 1920 erne og 1930 erne blev en mere sofistikeret version af denne såkaldte kemiske evolutionsteori fremsat af en russisk biokemiker ved navn Alexander I. Oparin. Oparin havde en meget klarere forståelse for kompleksiteten af cellens stofskiftemekanisme, men hverken han eller nogen anden i 1930 erne forstod fuldt ud kompleksiteten af de molekyler, såsom protein og dna, der gør livet muligt. Oparin foreslog, ligesom sine forgængere fra 1800-tallet, at det første liv kunne have udviklet sig som et resultat af en serie kemiske reaktioner. Men til forskel fra sine forgængere forestillede han sig, at denne kemiske evolutionsproces ville involvere mange flere kemiske overgange og mange hundrede millioner (eller endda milliader) år. Den første eksperimentelle støtte for Oparins hypotese kom i december i 1952. Stanley Miller blandede gasserne metan, ammoniak, vanddamp og brint og lod dem cirkulere i en glasbeholder udstyret med et kammer med elektriske udladninger Det skete i forbindelse med Millers studium under Harold Urey på University of Chicago. Miller sendte en kraftig elektrisk strøm gennem kammeret for at efterligne virkningen af det ultraviolette lys på de præbiotiske* gasser. I den U-formede vandlås, som Miller brugte til at samle reaktionsprodukter i bunden af beholderen, fandt han efter to dage nogle få aminosyrer (2 procent). præbiotisk: Før livets oprindelse.

Kemiske evolutionsteoretikere forestiller sig, at liv udviklede sig fra simple kemikalier i en serie af trin som disse. Fra John Wiester

1. Råmaterialer

Ammonium NH3

2. Energikilde og miljø

3. Monomerer

Metan CH4

Hydrogen (brint) H2

Vand H2O

Kuldioxid CO2

Ultraviolet stråling fra solen

Lyn

Aminosyrer Sukker, fosfater og organiske baser

4. Polymerer

Kæde af ovenstående

polypeptider

polynucleotider

5. Sammenklumpning

6. Færdige dele

Proteiner

Enzymer

Dna/nucleinsyrer

7. Første levende celle

Millers succes med at danne biologisk relevante byggeklodser under angiveligt præbiotiske forhold blev udråbt som et stort gennembrud. Hans eksperiment lod til at yde eksperimentel støtte til Oprains kemiske evolutionsteori ved at vise, at et vigtigt skridt i Oparins scenario dannelsen af biologiske byggeklodser fra simplere atmosfæriske luftarter var muligt på den tidlige Jord. Millers eksperiment fik også stor opmærksomhed fra medierne, i populære magasiner som

Time, og gjorde Oparins model til lærebogsortodoksi i løbet af kort tid. Takket være Millers eksperimentelle arbejde er kemisk evolution nu et fast indslag i biologilærebøger, både i gymnasiet og på universiteter, som den accepterede videnskabelige forklaring på livets oprindelse. Men som vi skal se, ved man nu, at kemisk evolution plages af en række problemer. De forskere, der studerer livets oprindelse, mener, at Millers arbejde har lidt eller slet ingen relevans, for hvordan aminosyrer for slet ikke at tale om

proteiner eller levende celler kan være opstået på den tidlige Jord. For at forstå den voksende krise inden for kemisk evolution, vil To alvorlige problemer plager dette kapitel fokusere teorien: problemet med det på de to mest alvorlige fjendtlige miljø og problemet problemer, der plager med kompleksiteten af cellen og teorien: Problemet med dens dele. det fjendtlige miljø og problemet med kompleksiteten af cellen og dens dele.

Fjendtlige forhold i urhavet Da Stanley Miller udførte sit eksperiment, der efterlignede dannelsen af aminosyrer på den tidlige Jord, antog han, at Jordens atmosfære bestod af en blanding af, hvad kemikere kalder, reducerende gasser, såsom metan, ammoniak og brint. Han antog også, at Jordens atmosfære næsten ikke indeholdt noget ilt. I årene efter Millers eksperiment viste nye geokemiske opdagelser dog, at Oparin og Millers antagelser om den tidlige atmosfære ikke kunne understøttes. I stedet tydede observationerne kraftigt på, at neutrale gasser ikke metan, ammoniak og brint var i overvægt i den tidlige atmosfære.6 Derudover viste en mængde geokemiske studier, at betydelige mængder fri ilt også var til stede, selv før planternes ankomst, højst sandsynligt efter vulkanske gasudslip og fotodissociationen* af vanddamp.7 I en kemisk neutral atmosfære vil reaktioner mellem gasserne have svært ved at finde sted. 8 Derudover vil selv en lille mængde ilt stoppe dannelsen af biologiske byggesten og hurtigt nedbryde biologiske molekyler, som andre processer eventuelt kunne have dannet. Man havde længe vidst, at aminosyrer let kunne dannes i den rette blanding af reducerende gasarter selv før Millers eksperiment. Det, der gjorde Millers eksperiment betydningsfuldt, var ikke, at aminosyrer kunne dannes, men at aminosyrer kunne dannes under angiveligt sandsynlige præbiotiske forhold. Som Miller selv har forklaret: I dette apparatur blev det forsøgt at genskabe Jordens primitive atmosfære og ikke at opnå de optimale forhold for dannelsen af aminosyrer. 9 Nu har situationen dog ændret sig. Den eneste grund til at holdt fast i, at der engang har eksistefotodissociation: Når stråling fra Solen spalter et molekyle.

ret en kemisk reducerende, præbiotisk atmosfære, er, at Oparins kemiske evolutionsteori kræver det. Hvis vi et øjeblik antager, at de reducerende luftarter, som han brugte, faktisk efterlignede forholdene på den tidlige jord, så illustrerede Millers eksperiment ironisk nok nødvendigheden af intelligent indgriben. Selv succesfulde simuleringseksperimenter kræver forskernes indgriben for at forhindre, hvad man kalder forstyrrende blandingsreaktioner og andre kemisk ødelæggende processer. Uden menneskelig indgriben resulterer Miller-lignende eksperimenter uundgåeligt i ikke-biologiske stoffer, der nedbryder aminosyrer til andre, irrelevante stoffer. Forskere forhindrer dette ved at fjerne de kemiske produkter, der laver uønskede reaktioner. De benytter sig også af andre unaturlige indgreb. Forskere har typisk kun brugt kortbølget lys, i stedet for både lang- og kortbølget ultraviolet lys, der ville have været til stede i enhver realistisk atmosfære. Hvorfor? Tilstedeværelsen af langbølget ultraviolet lys nedbryder hurtigt aminosyrer. Sådanne manipulationer udgør, hvad kemikeren Michael Polanyi kaldte et betydeligt informationsindgreb .10 Om noget lod disse eksperimenter til at understrege behovet for, at en intelligent person fik styret processen fri af de naturlige, kemiske processers ødelæggende indvirkninger.

Den specifikke rækkefølge i proteiner Men et mere fundamentalt problem består for alle kemiske evolutionsscenarier. Selv hvis det kunne påvises, at byggeklodserne til de essentielle molekyler kan opstå under realistiske, præbiotiske forhold, står man stadig med et problem: Hvordan forklare, hvordan disse byggeklodser har kunnet samles til funktionelle proteiner eller dna. I de tidlige 1950 ere efterviste molekylærbiologen Fred Sanger, hvordan strukturen af proteinmolekylet insulin er. Sangers arbejde gjorde det for første gang klart, at ethvert protein i cellen består af en lang og klart arrangeret rækkefølge af aminosyrer. Aminosyrerne i proteinmolekylerne bliver sat sammen i en kæde, lidt ligesom enkelte togvogne, i et langt togsæt. Derudover afhænger den funktion, proteinet har, af de enkelte aminosyrers rækkefølge. På samme

måde som betydningen af en tekst afhænger af bogstavernes rækkefølge. De forskellige kemiske påvirkninger mellem aminosyrerne i en kæde bestemmer en kompleks tredimensionel form eller topografi, som aminosyrekæden bliver formet i. Denne form (der som regel er ekstremt kompleks) afgør, hvilken funktion aminosyren kan udføre i cellen. Et funktionelt proteins tredimensionelle form lader det passe sammen, som en hånd i en handske, med andre komplekse molekyler i cellen, hvilket gør det i stand til at sætte bestemte kemiske reaktioner i gang eller til at bygge bestemte strukturer i cellen. Opdagelsen af proteinmolekylers kompleksitet og specificitet har rejst alvorlige problemer for kemiske evolutionsteorier, selv hvis man antager, at en tilstrækkelig mængde aminosyrer har eksisteret fra starten. Aminosyrer i sig selv er ikke proteiner, ligesom bogstaver i sig selv ikke er ord, sætninger eller poesi. I begge tilfælde bestemmes helheden af de enkelte deles rækkefølge. Som det er tilfældet med det menneskelige sprog, er det intelligente mennesker, der bestemmer rækkefølgen af bogstaver og ord. I cellen bestemmes rækkefølgen af aminosyrer af den information de biokemiske instruktioner der er kodet ind i dnamolekylet.

Den specifikke rækkefølge i dna I løbet af 1950 erne og 1960 erne lykkedes det forskere at afdække strukturen og funktionen af dna. Det var på nogenlunde samme tidspunkt, at molekylærbiologer begyndte at opdage strukturen på og funktionen af mange proteiner. Efter at James Watson og Francis Crick i 1953 fik kastet lys over dna-molekylets opbygning, opdagede molekylærbiologer hurtigt, hvordan dna styrer dannelsen af proteiner i cellen. De fandt ud af, at aminosyrernes specifikke rækkefølge i proteiner kan spores tilbage til dna-molekylets specifikke rækkefølge. Information i dna-molekylet er bevaret som millioner af specifikt arrangerede kemikalier, kaldet nukleotider eller baser. De sidder langs med rygraden på dna-molekylets spiralformede tråde. Kemikere har navngivet de fire baser med bogstaverne A, T, G og C (efter adenin, thymin, guanin og cytosin). Det har vist sig, at særlige områder af dnamolekylet (som man kalder kodende regioner)

Kilde: Dr. Edward Trifonov

Kromosomer i cellekernen er sammensat af tæt opvundne dna-molekyler.

dna Nukleotidpar

Celle Et dna-molekyle og den genetiske tekst den indeholder. Dnamolekylet opbevarer information i form af mange specielt arrangerede kemikalier kaldet nukleotider (de er vist ved bogstaverne A, T, G og C). den genetiske tekst (som vist ved bogstaverne i højre side) læses parallelt med bogstavkoden i den centrale del af dna-molekylet. Efter Doug Stevens og Insight magazine.

besidder den samme specifikke kompleksitet, som man ser i skrevne koder, tekster og proteinmolekyler. Ligesom bogstaverne i det skrevne sprog kan viderebringe et bestemt budskab alt efter den rækkefølge, de er sat i, så indeholder baserne (A erne, T erne, G erne og C erne) langs rygraden af et dna-molekyle en tekst , der beskriver, hvordan cellen skal konstruere proteiner. Baserne A, T, G og C i dna fungerer på mange måder som symbolerne i maskinkoder eller bogstaverne i en bog. I hvert af disse eksempler bestemmes helheden af rækkefølgen. Som Richard Dawkins har bemærket: Genernes maskinkode er uhyggeligt computerlignende. 11 Eller som Bill Gates har bemærket: Dna er som et computerprogram, men langt, langt mere avanceret end nogen software, vi nogensinde har skabt. 12 Med computerkoder er rækkefølgen af blot to forskellige symboler (0 og 1) tilstrækkelig til at indeholde information. Med tekster på dansk gør de 28 bogstaver i alfabetet det samme. Dna indeholder fire bogstaver baserne A, T, G og C som skriver den

information, der er nødvendig for at bygge proteiner. Således stammer rækkefølgen af aminosyrer i proteiner fra rækkefølgen af baserne i dna et. Opdagelsen af dna-molekylets evne til at indeholde information rejste spørgsmålet om den ultimative oprindelse af informationen, både i dna og i proteiner. Faktisk henviser mange forskere nu til informationsproblemet som den Hellige Gral for den del af biologien, der studerer livets oprindelse. Som Bernd-Olaf Küppers for nyligt har slået fast: Problemet med livets oprindelse svarer tydeligvis til Sandsynligheden for at problemet med oprindelsen danne en kæde på 100 af biologisk information. 13 aminosyrer, hvor alle Siden 1950 erne har forskere bindingerne er peptid- fremsat naturalistiske forklabindinger, er groft anslået ringer på oprindelsen af på 1 ud af 1030. information, der falder i tre brede kategorier: Tilfældigheder, præbiotisk naturlig udvælgelse og kemisk nødvendighed.

Tilfældighedernes begrænsning På trods af at mange stadig bruger tilfældighed som forklaring på oprindelsen af biologisk information, selvom de ikke til dagligt beskæftiger sig med livets oprindelse, så er der ikke mange seriøse forskere, der stadig gør det. Siden molekylærbiologer i 1950 erne og 1960 erne begyndte at anerkende den specifikke rækkefølge i proteiner og dna, har man lavet mange udregninger for at finde sandsynligheden for, at der kan dannes funktionsdygtige proteiner og dna-molekyler ved tilfældigheder. Selv hvis man tror på ekstremt gavnlige præbiotiske omstændigheder (hvad enten sådanne antagelser er realistiske eller ej) og de teoretisk maksimale reaktionshastigheder, er chancerne meget små for et gunstigt resultat. Sådanne udregninger har uvægerligt vist, at sandsynligheden for at danne biologiske makromolekyler ved tilfældigheder er med Iya Prigogines ord forsvindende små selv inden for et tidsrum af milliarder af år. 14 Som A. Graham Cairns-Smith har skrevet: Blinde tilfældigheder er meget begrænsede. [Blinde tilfældigheder kan let danne] samarbejdende enheder på et lavt niveau (hvad der svarer til bogstaver og korte ord),

men den bliver meget hurtig inkompetent, efterhånden som mængden af organisation stiger. Lange tidsperioder og massive materielle ressourcer bliver meget hurtigt irrelevante.15 Prøv at overveje de sandsynlighedsmæssige barrierer, der må overvindes for at konstruere selv et kort proteinmolekyle på omkring 100 aminosyrer. For det første må alle aminosyrerne danne en kemisk binding, en peptidbinding, for at proteinkæden kan dannes. Men i naturen er der mange andre kemiske bindinger, som er mulige mellem aminosyrer. Sandsynligheden for at danne en kæde på 100 aminosyrer, hvor alle bindingerne er peptidbindinger, er groft anslået på 1 ud af 1030 [dvs. et ettal med 30 nuller efter sig]. For det andet har hver aminosyre i naturen et spejlbillede af sig selv, en venstrehåndet form (Lform) og en højrehåndet form (D-form). Disse spejlbilledformer kaldes optiske isomerer. Funktionelle proteiner kan kun bruge venstrehåndede aminosyrer, men alligevel optræder de højre- og venstrehåndede isomerer med cirka lige stor hyppighed i naturen. Når man tager højde for dette, falder sandsynligheden for at opnå et biologisk funktionelt protein. Sandsynligheden for ved tilfældigheder kun at have L-aminosyrer i en hypotetisk peptidkæde med en længde på 100 aminosyrer er (½)100 eller igen groft anslået 1 ud af 1030. For det tredje, og dette er det vigtigste punkt, må funktionelle proteiner bestå af aminosyrer, der har en specifik rækkefølge, ligesom bogstaverne i en meningsfyldt sætning må have den rette rækkefølge. Fordi der er 20 biologisk forekommende aminosyrer, er sandsynligheden for at få en specifik aminosyre på en given position 1/20. Selv hvis vi antager, at nogle positioner i kæden vil tolerere flere forskellige aminosyrer, når vi frem til, at sandsynligheden for at få en korrekt række aminosyrer ved tilfældigheder stadig er forsvindende lille , groft anslået 1 ud af 1065 et astronomisk stort tal for et protein, der kun er 100 aminosyrer langt. (Faktisk er sandsynligheden endnu lavere, da der er mange aminosyrer, der ikke indgår i proteiner, som vi ikke har taget højde for i denne udregning.) Hvis man også tager højde for sandsynligheden for at få de rigtige bindinger og kun de venstrehåndede aminosyrer, er sandsynligheden for at danne et ret kort, funktionelt protein ved til-

fældigheder så lille, at det lige så godt kunne være nul (chancen er 1 ud af 10125), selv i vores multi-milliard år gamle univers.16 Lige så ringe sandsynlighed vil gælde for en tilfældig dannelse af et funktionelt dna. Derudover kræver en funktionel celle ikke en, men mindst 100 komplekse proteiner (og mange andre biomolekylære dele, såsom dna og rna), som alle skal samarbejde i et komplekst samspil. Derfor har undersøgelser af cellens kompleksitet forstærket den opfattelse, der siden midten af 1960 erne har været herskende inden for den del af biologien, der beskæftiger sig med livets oprindelse, at tilfældigheder kan ikke fungere som tilfredsstillende forklaring for oprindelsen af biologisk kompleksitet og specificitet.

Naturlig udvælgelse en blindgyde Nogenlunde på samme tid, som mange forskere mistede troen på tilfældighedsforklaringer, mistede teorier om præbiotisk naturlig udvælgelse også deres popularitet. Teorierne overvandt angiveligt problemerne med de rå tilfældigheder ved at henvise til at naturlig udvælgelse kunne fastholde en øget kompleksitet hvis den opstod. Alligevel løb disse teorier ind i mange af de samme problemer, som dem der helt igennem er afhængige af tilfældigheder. Naturlig udvælgelse kræver, at der allerede eksisterer en mekanisme, der gør organismerne i stand til at formere sig. Men evnen til at formere sig afhænger i alle nulevende celler af funktionsdygtige proteiner og dna. Oprindelsen af disse molekyler er netop det, som Oparin forsøgte at forklare. Således afviste mange hans påstand om præbiotisk naturlig udvælgelse og kaldte den en cirkelslutning. Som evolutionsbiologen Dobzhansky har slået fast: Præbiotisk naturlig udvælgelse modsiger sig selv. 17 Ydermere kan naturlig udvælgelse kun udvælge, hvad tilfældigheder allerede har skabt. I hvert fald i et præbiotisk miljø lader tilfældigheder til at være utilstrækkelige til at skabe informationen i selv et enkelt funktionelt protein eller dna-molekyle. Som Christian de Duve har forklaret, har teorier om præbiotisk naturlig udvælgelse uomgængeligt brug for information og det er jo netop det, der skal forklares til at begynde med. 18 Af denne grund afviser de fleste forskere

nu præbiotisk naturlig udvælgelse, da dette i bund og grund er det samme som at sætte sin lid til tilfældigheder.

Selvorganisation På grund af disse problemer forsøgte mange forskere, der beskæftiger sig med livets oprindelse, i midten af 1960 erne at finde en anden løsning. I stedet for at henvise til præbiotisk naturlig udvælgelse og frosne uheld gjorde mange forskere sig til talsmænd for, at selve naturlovene og de kemiske tiltrækningskræfter var ansvarlige for dannelsen af information i dna og proteiner. Nogle har slået til lyd for, at simple kemikalier muligvis besidder selvordnende egenskaber , der er i stand til at organisere proteiner, dna og rna, så molekylerne får de specifikke former, de nu har. Ligesom elektrostatiske kræfter binder natrium (Na+) og klor (Cl ) sammen i et velordnet mønster i et saltkrystal (NaCl), kan aminosyrer med særlige affiniteter* for hinanden måske på samme måde ordne sig selv, så de bliver til proteiner. Kenyon og Steinmann udviklede i 1969 denne idé i en bog med titlen Biochemical Predestination.19 I 1977 fremsatte Prigogine og Nicolis en anden teori om selvorganisation, baseret på deres observationer af, hvordan åbne systemer langt fra deres ligevægt ofte udviser selvorganiserende tendenser. For eksempel vil tyngdekraften danne velordnede strømhvirvler i et badekar, når man hiver proppen op af badekarret, og varme, der bevæger sig gennem en køleplade, vil danne karakteristiske trækstrømme eller spiralbølgeaktivitet . For mange forskere, der beskæftiger sig med livets oprindelse, lader selvorganisatoriske modeller nu til at være den mest lovende forklaring på oprindelsen af biologisk I et præbiotisk miljø lader information. Ikke desto tilfældigheder til at være mindre har kritikere sat utilstrækkelige til at skabe spørgsmålstegn ved både sandsynligheden og relevan- informationen i selv et enkelt funktionelt protein sen af selvorganisatoriske eller dna-molekyle. modeller. Ironisk nok har den første, måske mest prominente fortaler for selvorganisation, Dean Kenyon, nu udtrykkeligt taget afstand fra sådanne

affinitet: To molekylers evne til at bindes til hinanden.

Bindingerne mellem de kemiske bestanddele af dnamolekylet. Sukkermolekyler (repræsenteret ved femkanter) og fosfater (repræsenteret ved P er i cirkler) er kemisk forbundne. Nukleotidebaser (A erne, T erne, G erne og C erne) er bundet til sukkerfosfatrygraden. Nukleotidebaser er af brintbindinger (repræsenteret ved dobbelte eller tredobbelte punkterede linjer) forbundet med hinanden på tværs af dobbeltspiralen. Men der er ingen nævneværdige kemiske bindinger mellem nukleotidebaserne langs spiralens informationsbærende midte, hvilket viser, at fysiske og kemiske kræfter ikke er ansvarlige for molekylets specifikke rækkefølge.

teorier som værende både uforenelige med observationerne og teoretisk usammenhængende.20 De problemer, der plager selvorganisatoriske scenarier, får man illustreret, når man undersøger et dna-molekyle. Figuren ovenfor viser, at dnamolekylets struktur afhænger af adskillige kemiske bindinger. Der er for eksempel bindinger mellem sukker- og fosfatmolekylerne, der udgør de to spiralformede rygrade i dna-molekylet. Der er bindinger, der binder individuelle baser til de to sukkerfosfat-rygrade på hver side af molekylet. Men bemærk, at der ikke er nogen nævneværdige kemiske bindinger mellem baserne i midten af molekylet. Men det er præcis langs denne akse, at dna-molekylets genetiske instruktioner er indkodet. Yderligere kan hver af de fire baser, A, T, G og C, lige let fastgøres hvor som helst på dnamolekylets rygrad, ligesom magnetiske bogstaver kan kombineres i alle mulige rækkefølger på et køleskab. Dette gør alle sekvenser lige sandsynlige. Der opstår den samme form for kemisk binding mellem baserne og rygraden, uanset hvilken base det er, der sætter sig fast. Ingen er foretrukket frem for en anden. Med andre ord kan forskellige bindingsaffiniteter ikke forklare basernes rækkefølge. Da det samme gælder for rna-molekylet, har de forskere, der har gjort sig til talsmænd

for, at livet opstod i en rna-verden * heller ikke formået at løse sekvensproblemet dvs. problemet med at forklare, hvordan den information, der er til stede i alle funktionelle rna-molekyler, kan være opstået til at begynde med. For dem, der gerne vil forklare livets oprindelse som resultatet af selvorganiserende egenskaber ved levende systemers materielle bestanddele, er disse ret elementære molekylærbiologiske fakta altødelæggende. Det mest logiske sted at lede efter selvorganiserende egenskaber, der kan forklare oprindelsen af genetisk information, er i delene til de molekyler, der indeholder information. Men biokemien og molekylærbiologien gør det klart, at tiltrækningskræfterne mellem bestanddelene af dna, rna og protein ikke forklarer den unikke rækkefølge i disse store informationsbærende molekyler. Det er værd at lægge mærke til, at informationsforskere påpeger, at der er gode grunde til at det forholder sig sådan. Hvis den kemiske tilbøjelighed til binding mellem de enkelte bestanddele i dna-teksten bestemte tekstens rækkefølge, ville denne tilbøjelighed til at bindes drastisk forringe dna-molekylets evne til at indeholde information. rna-verden: Den teori, at det første liv udelukkende bestod af rna-molekyler, og at dna og proteiner kom til senere.

Overvej fx, hvad der ville ske, hvis de individuelle baser (A, T, C og G) i et dna-molekyle rent faktisk bandt sig i en ensartet kemisk rækkefølge. Hver gang adenin (A) optrådte i en voksende kæde, ville den sandsynligvis trække tymin (T) med. Hver gang cytosin (C) optrådte, ville guanin (G) følge med. Resultatet ville være, at dna-teksten blev fyldt med gentagne sekvenser af A er efterfulgt af T er, og C er efterfulgt af G er. I stedet for at have et genetisk molekyle, der er i stand til at indeholde ubegrænsede nyskabelser, med alle de uforudsigelige og forskelligartede sekvenser, som karakteriserer informationsrige tekster, ville vi stå med en tekst, der gentager sig selv, og som er fyldt med overflødige sekvenser ligesom det er tilfældet med krystaller. I en krystal forklarer de kemiske tiltrækningskræfter faktisk hele krystallets opbygning, og af denne grund kan krystaller ikke videregive information. Rækkefølgen i krystaller er gentagende og ordnet, men ikke informativ. Når man én gang har set Na , efterfulgt af Cl i et saltkrystal, har man set hele sekvensen. Sådan er det ikke i dna. I den udstrækning, baserne har en tendens til at bindes i en bestemt rækkefølge, nedsætter det mængden af information. De kan derfor ikke bruges til at forklare oprindelsen af information. Stoffers tilbøjelighed til at bindes på en bestemt måde skaber gentagelser, ikke beskeder. Forskere der har arbejdet med selvorganisering, har haft besvær med at skelne mellem orden og information , og det rejser tvivl om, det kan forklare livets oprindelse. Selvorganisationsforskere er gode til at forklare det, der ikke kræver en forklaring. Det, der kræver en forklaring, er ikke oprindelsen af orden (hverken i form af krystaller, snurrende tornadoer eller øjet i orkaner), men oprindelsen af information de meget usandsynlige, forskelligartede og alligevel specifikke sekvenser, der gør biologisk funktion mulig.

Information, design og intelligens Prøv at sammenligne sekvensen ABABABABABAB med sekvensen Hjælp! Vores nabos hus brænder! og se forskellen mellem orden og information! Den første sekvens er gentagende og ordnet, men ikke kompleks eller informativ. Systemer, der karakteriseres af præcision og kompleksitet (hvad informationsforskere

kalder specifik kompleksitet), har et informationsindhold. Da sådanne systemer er komplekse, kan de skelnes fra systemer, der blot består af orden. Således har forsøg på at forklare oprindelsen af orden ingen relevans for diskussioner af oprindelsen af information. Uanset hvordan man ser på det, er det er værd at lægge mærke til, at basesekvensen i de kodende dele af dna har et højt informationsindhold det vil sige, at de både har en høj præcision og er komplekse svarende til meningsfulde danske sætninger eller funktionelle programkoder i software. Alligevel stammer informationen i en dansk sætning eller computersoftware ikke fra blækkets kemi eller magnetismens fysik, men fra en kilde, der står over både fysik og kemi mennesket. I begge eksempler eksisterer sætningens indhold og kodens budskab uafhængigt af mediets egenskaber. Informationen i dna eksisterer også uafhængigt af dets materielle medieegenskaber. Da de kemiske bindinger ikke bestemmer basernes rækkefølge, kan baserne optræde i et enormt antal forskelligartede kombinationer, og de kan dermed udtrykke mange forskellige biokemiske budskaber. Hvis materialets (dvs. mediets) egenskaberne ikke er tilstrækkelige til at forklare oprindelsen af information, hvad er så? Vores erfaring med informationsfyldte systemer (særligt koder og sprog) tyder på, at sådanne systemer altid kommer fra en intelligens, ikke ved tilfældigheder eller af materiel nødvendighed. Konklusionen om en intelligent årsag til information er, Det, der kræver en forklaironisk nok, blevet understøt- ring, er ikke oprindelsen af tet af studiet af livets oprinorden, men oprindelsen af delse. I løbet af de sidste fyrre information år har ingen af de naturalistiske modeller forklaret oprindelsen af information det er de materialistiske teoriers store anstødsten. Således står sind eller intelligens, eller hvad filosoffer kalder agent causation , nu som den eneste årsag, der vides at være i stand til at skabe et informationsrigt system. Det gælder også koden i dna, funktionelle proteiner og cellen i det hele taget. En hjerne eller et intelligent design er en nødvendighed for et informativt system kan dannes. Det er, fordi man ud fra tilstedeværelsen af information kan konkludere, at der har været en intelligent årsag på spil, også selvom selve årsagen

Celle dna helix

Kerne

Aminosyrer

mRNA streng

Proteinsyntesens komplicerede maskineri. Det genetiske budskab er kodet ind i dna-molekylet. Det bliver kopieret og transporteret af mRNA frem til ribosometkomplekset. Her bliver den genetiske kode læst og oversat vha. andre store biomolekyler (tRNA og specifikke enzymer). I ribosomet bliver der produceret en kæde af aminosyrer som kaldt et protein når de bliver lange nok. Efter I.L. Cohen New Research Publications from Darwin Was Wrong: A Study in Probabilities.

tRNA på vej tilbage

rRNA streng

Ribosom

Komplet protein kæde

ikke kan observeres direkte. Blomsterne, der former budskabet Velkommen til Victoria i haverne i Victoria Harbor i Canada, leder gæsterne til at konkludere, at intelligente væsner har været på spil, selv hvis de ikke har set blomsterne blive plantet og arrangeret. Det er, fordi information kræver en intelligent kilde. Forskere på mange fagområder anerkender nu forbindelsen mellem intelligens og information og drager deres konklusioner derudfra. Arkæologer antager, at en intelligens dannede inskriptionerne på Rosettastenen. SETI s jagt efter rumvæsner viser, at møder man information i elektromagnetiske signaler fra rummet, vil det pege på en intelligent kilde.21 Indtil nu har radioastronomer ikke opfanget informationsbærende signaler fra rummet. Men molekylærbiologer, der studerer ting nærmere på jorden, har opdaget

informationer i cellen. Derfor gør dna det rationelt at foretage, hvad sandsynlighedsforskeren William Dembski kalder, designslutningen .22

God of the gaps? Det er måske meget forståeligt at mange forskere har udtalt, at man opgiver videnskabenligheden, hvis man inkluderer design i sin forklaringsmodel. De siger, går man ind for design, er det et resultat af videnskabelig uvidenhed en God of the gapsfejl . Da videnskaben endnu ikke ved, hvordan biologisk information kan være opstået, appellerer designforskere til en mystisk størrelse intelligent design for at fylde et hul ud i den videnskabelige viden. Men designforskere konkluderer sig ikke til

design, bare fordi naturlige processer ikke kan forklare oprindelsen af biologisk information, men fordi disse systemer bærer klare kendetegn på at være intelligent designede det vil sige, de besidder træk, der i enhver anden sammenhæng ville få os til at slutte os til en intelligent årsag. For eksempel har Michael Behe sluttet sig til design, ikke blot fordi den naturlige udvælgelses gradvise mekanismer ikke kan danne irreducibelt komplekse systemer (se næste artikel i dette blad), men også fordi det er vores erfaring, at irreducibel kompleksitet er et træk, der besiddes af systemer, der er intelligent designede. Det vil sige, hver gang vi ser systemer, der er irreducibelt komplekse, og hvor vi ved, hvordan systemet er opstået, vil intelligente designere uundgåeligt have spillet en rolle i sådanne systemers oprindelse. Behe konkluderer, at intelligent design er den bedste forklaring på oprindelsen af den irreducible kompleksitet, vi finder i cellens motorer. Den er baseret på, hvad vi ved, ikke hvad vi ikke ved, om naturens og intelligente væsners formåen. På samme måde peger tilstedeværelsen af kompleksitet eller information i dna et og proteiner på, at der står en intelligens bag, fordi kompleksitet og højt informationsindhold er klare kendetegn på (eller signaturer for) intelligens. I alle de eksempler, hvor vi véd, hvordan højt informationsindhold eller specifik kompleksitet er opstået, har vores erfaring vist, at intelligent design har spillet en rolle. Når vi således støder på en sådan information i de biologiske molekyler, som livet afhænger af, kan vi konkludere udfra vores viden om årsag og virkning at en intelligent årsag engang i fortiden har grebet ind og dannet den information, der har været nødvendig for livets oprindelse. Designforskere peger på eksistensen af en intelligent årsag ud fra eksisterende viden om årsag og virkning. Designkonklusioner benytter sig således af de sædvanlige uniformitaristiske metoder*, som alle historiske videnskaber benytter sig af, og hvoraf mange ofte finder intelligente årsager. Vi ville for eksempel ikke sige, at en arkæolog havde begået en fejl, blot fordi han konkluderede, at en intelligent årsag havde lavet en gammel hieroglyfinskription. I stedet ser vi, at arkæologen har nået en konklusion på baggrund uniformitarisme: Den antagelse, at nutiden er nøglen til fortiden; at årsager altid har virket, som de virker i dag.

af tilstedeværelsen af et træk Intelligent design er den (nemlig højt informationsbedste forklaring på indhold), der uden tvivl oprindelsen af den involverer en intelligent irreducible kompleksitet, vi årsag. Det er ikke (kun) finder i cellens motorer. gjort på baggrund af fraværet af tegn på en tilstrækkelig naturlig proces. Intelligente væsner har unikke evner til at lade ting ske, som naturen ikke har. Når vi observerer begivenheder, som vi kun ved, at sådanne væsner kan være skyld i, konkluderer vi med rette, at der eksisterer en intelligens, selvom vi ikke har observeret dette væsens handlinger. Dna udviser et træk (nemlig informationsindhold), som ifølge vores erfaring kun intelligente væsner kan forårsage. Det viser intelligent design (og ikke tilsyneladende design), og det er den bedste forklaring på dna-molekylets informationsindhold. Oversat af Andreas Peterson Oprindeligt udgivet som Word Games: DNA, Design and Intelligence , i Dembski & Kushiner (red.), Signs of Intelligence: Understanding Intelligent Design (Brazos, 2001), s. 102-117.

Noter 1 F.J. Ayala, Darwin s Revolution , i Campbell & Schopf (red.), Creative Evolution?! (Jones and Bartlett, 1994), s. 4-5. 2 E. Haeckel, The Wonders of Life (Watts, 1905; overs. J. McCabe), s. 111. T.H. Huxley, On the Physical Basis of Life , The Fortnightly Review (1869) 5:129-45. 3 Cell (1998) 92(3). 4 E. Haeckel, Generelle Morophologie der Organismen (G. Reimer, 1866; Vol. 1), s. 179-180. Haeckel, The History of Creation (Truber & Co., 1892; overs. E.R. Lankester), s. 411-413. H. Kamminga, Studies in the History of Ideas on the Origin of Life (University of London, 1980), s. 60-61. 5 Huxley, On the Physical Basis of Life , s. 138-9. 6 J.C.G. Walker, Evolution of the Atmosphere (Macmillan, 1977), s. 210, 26. R. Kerr, Origin of life: New ingredients suggested , Science (1980) 210:42-43. C.B. Thaxton, W.L. Bradley & R.L. Olsen, The Mystery of Life s Origin: Reassessing

Current Theories (Lewis and Stanley, 1984), s. 73-49. 7 L.C. Berkner & L.L. Marshall, On the origin and rise of oxygen concentration in the earth s atmosphere , Journal of Atmospheric Science (1965) 22:225-261, s. 225. R.T. Brinkman, Dissociation of water wapor and evolution of oxygen in the terrestrial atmosphere , Journal of Geophysical Research (1969) 74:5354-5368, s. 5355. E. Dimroth & M.M. Kimberly, PreCambrian atmospheric oxygen: Evidence in sedimentary distribution of carbon, sulfur, uranium and iron , Canadian Journal of Earth Sciences (1976) 13:1161-1185, s. 1161. J.H. Carver, Prebiotic atmospheric oxygen levels , Nature (1981) 292:136-138, s. 136. H.D. Holland, B. Lazar & M. McCaffrey, Evolution of the atmosphere and oceans , Nature (1986) 320:2733. J.F. Kastings, S.C. Liu & T.M. Donahue, Oxygen levels in the prebiological atmosphere , Journal of Geophysical Research (1979) 84:3097-3102. Kerr, Origin of life , s. 4243. Thaxton, Bradley & Olsen, The Mystery of Life s Origin, s. 73-94. 8 Thaxton & Bradley, Information and the Origin of Life , i Moreland, The Creation Hypothesis (InterVarsity Press, 1994), s. 184. 9 S.L. Miller, A production of amino acids under possible primitive earth conditions , Science (1953) 117:528-529. 10 M. Polanyi, Life Transcending Physics and Chemistry , Chemical & Engineering News (1967) 21:57-65, s. 64. 11 R. Dawkins, River out of Eden: A Darwinian View of Life (BasicBooks, 1995), s. 17. 12 B. Gates, The Road Ahead (Blue Penguin, 1996), s. 228. 13 B. Küppers, Information and the Origin of Life (MIT Press, 1990), s. 170-172. 14 I. Prigogine, G. Nicolis & A. Babloyantz, Thermodynamics of evolution , Physics Today (1972) 25:23-31, s. 23. Citatet lyder i sin helhed: Sandsynligheden for, at et makroskopisk antal molekyler ved almindelige temperaturer bliver samlet til de i høj grad ordnede strukturer og til de koordinerede funktioner, der karakterise-

rer levende organismer, er forsvindende små. Idéen om spontan skabelse af liv i dets nuværende form er derfor højst usandsynlig, selv inden for et tidsrum på de milliarder af år, over hvilke den præbiotiske evolution har fundet sted. 15 A.G. Cairns-Smith, The Life Puzzle (Edingurgh: Oliver and Boyd, 1971), s. 95. 16 E. Borel, Probabilities and Life (Dover, 1962; overs. M. Bandin), s. 28. W.A. Dembski, The Design Inference: Eliminating Chance through Small Probabilities (Cambridge University, 1998). 17 T. Dobzhansky, Discussion of G. Schramm s Paper , i S.W. Fox, The Origins of Prebiological Systems and of their Molecular Matrices (Academic Press, 1965), s. 310. 18 C. De Duve, Blueprint for a Cell: The Nature and Origin of Life (Neil Patterson Publishers, 1991), s. 187. 19 D.H. Kenyon & G. Steinman, Biochemical Predestination (McGraw-Hill Book Co., 1969). 20 R.A. Kok, J.A. Taylor & W.L. Bradley, A statistical examination of self-ordering of amino acids in proteins , Origins of Life and Evolution of the Biosphere (1988) 18:135-142. 21 T.R. McDonough, The Search for Extraterrestrial Intelligence: Listening for Life in the Cosmos (Wiley, 1987). 22 Dembski, The Design Inference. Oversætterens anmærkninger: Dette er en fri oversættelse. Da den oprindelige artikel var skrevet i et populærmagasin, var dens noter yderst sparsomme. Jeg tillod mig derfor at udbygge dem, bl.a. ud fra noterne i Meyers artikel, The Explanatory Power of Design fra artikelsamlingen Mere Creation (InterVarsity, 1998), en mere detaljeret udgave af denne artikel. Mere Creation er redigeret af William A. Dembski og copyright © 1998 af Christian Leadership Ministries. Tilladelse givet af InterVarsity Press, P.O. Box 1400, Downers Grove, IL 60515, USA. www.ivpress.com

Svar på videnskabelig kritik af intelligent design

Svær tekst

Sagen kort Nu strammer vi lige den faglige skrue en tand. I denne artikel diskuteres nogle eksempler fra den biokemiske verden. Første del er meget fagteknisk, men artiklen slutter til gengæld med nogle overvejelser om mulighederne for at teste Designteorien (og neodarwinismen, for den sags skyld) hvor det måske er lettere for almindelige dødelige at være med. Så er det første for specielt, prøv da at springe frem til afsnittet Test af teorien. Behe skal have sagt at en sand lakmusprøve på darwinismens evne til at forklare irreducibel kompleksitet vil være at fjerne et eksisterende del af et system bestående af mange dele og så se om evolutionen kan kompensere for tabet ! Kenneth Miller, der er professor i cellebiologi ved Brown University, har gennemgået et eksperiment foretaget af Barry Hall. For at studere bakteriers udvikling i laboratoriet har Hall i midten af 1970 erne fremstillet en kultur af E.coli hvor genet for galaktosidasedelen af lacoperonet var fjernet. Diskussionen går så på om evolutionen har kompenseret for tabet i dette eksperiment. Vi gør opmærksom på at diskussionen fortsætter, så dette indlæg er kun ét i en serie af argumenter og modargumenter på det tekniske plan. Men netop denne diskussion er vigtigt i relation til artiklens sidste del. Den vender vi straks tilbage til. Et andet eksempel som påstås at gå mod intelligent design angår blodstørkningssystemet. Blodstørkning er en meget indviklet biokemisk proces, og den kræver mange proteindele. Behe har skrevet et kapitel i Darwin s Black Box om blodstørkningskaskaden, og påstanden er at den er irreducibel kompleks. Russel Doolittle, prominent biokemiker, medlem af National Academy of Science og ekspert i blodstørkning, er dog uenig. Se det faglige diskussion i afsnittet Blodstørkning. Men som sagt: Sidste afsnit har måske størst almen interesse. I National Academy of Sciences nyeste brochure, Science and Creationism, kan man læse: Intelligent Design er ikke videnskab fordi den ikke kan afprøves videnskabeligt. Denne påstand kan man sige Behe tilbageviser med overbevisning idet han henviser til det faktum at når kritiske anmeldere fremsætter videnskabelige argumenter mod intelligent design, viser det at intelligent design faktisk er falsificerbar. Og så slutter artiklen med en meget interessant appel, nemlig en der går på at hvor man støder ind i en problemforklaring som virker meget usandsynlig, at man så overvejer om man i det hele taget søger i den rigtige retning, eller om det måske ville være mere frugtbart at forsøge sig med noget helt nyt. Dette helt nye og fordomsfrie kunne måske være designteorien! .b

Af Michael J. Behe

Introduktion [ ] Selvom jeg mener, at intelligent design er en ganske selvfølgelig hypotese, lader min bog [Darwin s Black Box] ikke desto mindre til at have overrasket mange mennesker, og den er blevet anmeldt mange forskellige steder. New York Times, Washington Post, Allentown Morning Call alle de større medier har kastet et blik på den. Overraskende nok var ikke alle enige med mig. Faktisk har adskillige forskere i deres svar på mine argumenter peget på eksperimentelle resultater, der, påstår de, enten kaster tvivl om påstanden om intelligent design eller direkte modbeviser den. I resten af denne artikel vil jeg diskutere disse modeksempler. Jeg vil vise, at kritikpunkterne ikke blot undlader at støtte darwinismen, men at de faktisk passer meget bedre til en teori om intelligent design. Derefter vil jeg diskutere spørgsmålet om testning af teorien.

Et udviklet operon* Kenneth Miller, der er professor i cellebiologi ved Brown University, har for nyligt skrevet en bog ved navn Finding Darwin s Miller henviser til et God, hvori han forsvarer eksempel på en darwinistisk darwinismen mod en overlegenhed, der demon- mængde kritikere, mig selv strerer darwinismens inklusive. I et kapitel rettet begrænsninger og nødven- mod Darwin s Black Box gør digheden af design. han ganske rigtigt opmærksom på, at en sand lakmusprøve på darwinismens evne til at forklare irreducibel kompleksitet ville være at fjerne et eksisterende del af et system bestående af mange dele og så se, om evolutionen kan kompensere for tabet .1 Han refererer dernæst til det omhyggelige arbejde, som Barry Hall fra University of Rochester i løbet af de sidste femogtyve år har lavet med eksperimenter der viste udvikling af et system der udnytter laktose hos E.coli bakterien. Processen er kompliceret og er beskrevet i boksen (se flg. side). Efter at have givet sin tolkning af Barry Halls operon: En samling gener, der ligger ved siden af hinanden på dna-molekylet, og som oversættes som et samlet hele.

eksperimenter, bemærker Kenneth Miller ivrigt: Prøv at overveje det hvis vi kiggede på det gen-udviklede laktose-system i al dets samvirkende, biokemiske kompleksitet, ville vi så ikke være imponerede over, hvor intelligent dets design var? Laktose aktiverer en reguleringssekvens, der tænder for produktionen af et enzym, der dernæst nedbryder den selvsamme laktose. De stoffer, der bliver produceret ved denne nedbrydning af laktose, aktiverer dernæst generne for lac-permeasen, hvilket sikrer, at en jævn forsyning af laktose strømmer ind i cellen. Irreducibel kompleksitet. Hvad nytte ville permeasen gøre uden galaktosidasen? Ingenting, selvfølgelig. Med den samme logik, som Michael Behe benytter om andre systemer, burde vi derfor konkludere, at systemet er blevet designet. Bortset fra, at vi ved, at det ikke er designet. Vi ved, at det har udviklet sig, fordi vi har set det ske lige for næsen af os i laboratoriet! Der er ingen tvivl udviklingen af biokemiske systemer, selv de komplekse, der består af mange dele, kan forklares af evolutionen. Behe tager fejl.2 Det billede, som Miller maler, er groft og vildledende overdrevet. I stedet for at være et problem for design, ville jeg faktisk betegne de resultater, som Miller henviser til som et eksempel på en darwinistisk overlegenhed, der demonstrerer darwinismens begrænsninger og nødvendigheden af design. Så hvad er det rent faktisk, Barry Hall har foretaget sig? For at studere bakteriers udvikling i laboratoriet har Hall i midten af 1970 erne fremstillet en kultur af E.coli, hvor blot genet for galaktosidasedelen af lac-operonet er fjernet. Han skriver senere: Alle de andre dele, der udfører laktose-nedbrydning, inklusiv laktose-permease og reaktionerne for nedbrydning af glukose og galaktose, de stoffer, der bliver produceret ved nedbrydning af laktose, forbliver intakte, og således kræver generhvervelsen af laktose-nedbrydning kun udviklingen af en ny funktion for ß-galaktosidase.3 Således stik imod Millers eget kriterium for en sand lakmusprøve blev et system bestående af

mange dele ikke fjernet kun én del af et system bestående af mange dele blev slettet. To af delene, Lac-permeasen og repressoren, forblev intakte. Ydermere blev, som vi skal se, det kunstige stof IPTG tilføjet til kulturen, og det alternative gen, kryptisk galaktosidase, forblev intakt. Uden galaktosidase kan Halls celler ikke gro, hvis de kun har laktose som en fødekilde. Hvis de derimod bliver placeret i et miljø, der også inkluderer alternative næringsmidler, kan bakteriekolonier blive oprettet. Når de andre næringsmidler bliver brugt op, holder kolonierne op med at vokse. Hall bemærkede dog, at efter adskillige dage til adskillige uger voksede der hyfer* på nogle af kolonierne. Da han isolerede cellerne fra hyferne, bemærkede Hall, at de ofte havde to mutationer, hvoraf den ene var i et gen for et protein han kaldte udviklet ß-galaktosidase ( ebg ), der gjorde det i stand til effektivt at nedbryde laktose. Ebg-genet befinder sig i et andet operon, langt fra lac-operonet, og kontrolleres af dets eget repressor-protein. Den anden mutation Hall fandt var altid i genet for ebgs repressorprotein, hvilket gjorde repressoren i stand til at binde sig til laktose med tilstrækkelig styrke til at genaktivere ebg-operonet. Fordi der var to separate mutationer i forskellige gener hvoraf ingen alene muliggjorde cellevækst4 blev Hall forskrækket. Han vidste, hvor lille sandsynligheden var for, at mutationerne kunne opstå tilfældigt og uafhængigt af hinanden.5 Halls resultater og lignende resultater fra andre laboratorier førte til forskning inden for et område kaldet tilpassede mutationer .6 Som Hall senere har skrevet: Tilpassede mutationer er mutationer, der finder sted i celler, der ikke deler sig, eller kun deler sig langsomt, i løbet af ikke-dødelig udvælgelse, som lader til at være beregnet til at møde udvælgelsens udfordring, i og med at de eneste mutationer, der opstår, er dem, der giver cellen en vækstfordel. Dette spørgsmål har været kontroversielt, idet det modsiger vores mest grundlæggende antagelse om at mutationer virker tilfældigt i cellen.7 De tilpassede mutationers mekanisme(r) er i øjeblikket ukendt. Mens man forsøger at finde ud af dem, virker det i bedste fald uærligt at henvise til hyfe: Tynd, forgrenet celletype.

Lac-operon

Her er en kort beskrivelse af hvordan det system, man kalder lac-operonet, fungerer. E.colis lac-operon indeholder gener, der koder for adskillige proteiner, der er involveret i nedbrydningen af sukkerformen laktose. En af lac-operonets proteiner, permease, sørger for, at laktose kan bevæge sig igennem den ellers uigennemtrængelige cellemembran. Et andet protein er et enzym kaldet galaktosidase, der kan spalte laktosen til de to monosakkarider, galaktose og glukose. Disse kan cellen derefter nedbryde yderligere. Fordi laktose sjældent er tilgængeligt i naturen, slukker bakterien for generne, indtil laktose er tilgængeligt. Denne mekanisme styres af et andet protein, som hedder en repressor, og dens gen er placeret ved siden af operonet. Normalt binder repressoren sig til lac-operonet og slukker det ved fysisk at blokere for operonet. Hvis den naturlige aktivator allolaktose eller det kunstige stof IPTG er til stede, vil repressoren dog binde sig til aktivatoren og slippe operonet, hvormed cellen bliver i stand til at producere lac-operonets enzymer.

resultaterne af en proces, der modsiger vores mest grundlæggende antagelse omkring mutationers tilfældighed , til at argumentere for darwinistisk evolution, som Miller gør. Hvis vi et øjeblik ser bort fra detaljerne om de adaptive mutationer, er der god grund til at anse Barry Halls resultater for at være ganske beskedne, nemlig at delene ebg-proteinerne både repressoren og galaktosidasen ligner E.colis lacproteiner, og at de udfører lignende funktioner. Begge de umuterede ebg-proteiner binder allerede laktose. Ved bindingen til selv den umuterede ebgrepressor øges produktionen af ebg-operonets proteiner hundrede gange.8 Selv den umuterede ebg-galaktosidase kan nedbryde laktose en tiendedel så godt som en Klasse II muteret galaktosidase, der støtter cellevækst.9 Dette er ikke nok til at gøre E.coli i stand til at vokse på laktose, men de er allerede til stede. De mutationer, som Hall har berettet om, øger blot proteinets allerede eksisterende aktiviteter. I en artikel offentliggjort for nyligt10 gør professor Hall opmærksom på, at enzymerne for både lac- og ebg-galaktosidase er del af en familie af stærkt konserverede* galaktosidaser, hvor tretten ud af konserveret: Benyttes om træk, som har været forholdsvis uændrede gennem en lang periode i udviklingshistorien.

femten aktive aminosyre-rester er identiske, og som tilsyneladende har adskilt sig fra hinanden ved genduplikation for mere end to milliarder år siden. De to mutationer i ebg-galaktosidase, der øger dets evne til at nedbryde laktose, ændrer to af de aminosyre-rester, der ikke er identiske, tilbage til aminosyre-resterne fra andre galaktosidaser, således at de aktive steder på enzymet er identiske. På den måde før eksperimentet overhovedet var gået i gang var de aktive steder hos ebg allerede næsten identiske med andre galaktosidaser og blev kun mere aktive ved at blive en nøjagtig kopi. Det er interessant at bemærke, at ved hjælp af fylogenetiske analyser* * konkluderer Hall, at Sådanne resultater er fuldt ud disse to mutationer er de forenelige med forventningerne eneste i E.coli, der resulteom, at irreducibel kompleksitet rer i evnen til at nedkræver intelligent indgriben. bryde laktose det vil sige, intet andet protein, ingen anden mutation i E.coli vil gøre dette. Hall skriver: De fylogenetiske observationer tyder på, at enten er Asp-92 og Cys/Trp-977 de eneste acceptable aminosyrer på disse positioner. Ellers er hver enkelt af alle de aminosyreændringer, som kunne have muliggjort andre aminosyreændringer, så skadelige, at de udgør en dyb evolutionær kløft, der ikke er blevet krydset i de 2 milliarder år, der er gået siden disse proteiner adskilte sig fra deres fælles forfader.11 Sådanne resultater støtter næppe de overdrevne påstande om darwinistiske processers skabelsesevner. Kenneth Miller nævner ikke en anden kritisk advarsel, om at de mutanter, der til at begynde med blev isoleret, ikke vil være i stand til at bruge laktose ude i naturen de er afhængige af, at det kunstige stof IPTG er til stede. Som Barry Hall tydeligt gør opmærksom på,12 er der ingen overlevelsesdygtige mutanter i fraværet af IPTG. Forklaringen på dette er, at en permease er nødvendig for at fragte laktose ind i cellen. Ebg har dog kun en galaktosidase-aktivitet, ikke en permease-aktivitet, så det eksperimentelle system er nødt til at benytte sig af det allerede-eksisterende lac-permease. Siden lac-operonet er slukket, medfylogenetiske analyser: Analyser, der afdækker arternes familieforhold til hinanden.

mindre der enten er allolaktose eller IPTG til stede, vælger Hall at tilføre det kemiske stof, så cellerne kan vokse. Således blev systemet kunstigt støttet ved intelligent indgriben. Formuleringen i Millers bog skygger for de kendsgerninger, at det meste af laktose-systemet allerede var til stede, da eksperimentet begyndte, at systemet blev båret igennem ikke-levedygtige stadier af tilførslen af IPTG, og at systemet ikke fungerer uden allerede eksisterende dele. Ser man skeptisk på det, har Barry Halls beundringsværdigt omhyggelige arbejde involveret en række mikromutationer, som bliver hæftet sammen ved intelligent indgriben. Han har vist, at et slettet enzyms aktivitet kun kan erstattes af mutationer på et andet, homologt protein med et så godt som identisk aktivt område. Og kun hvis den anden repressor allerede binder sig til laktose. Og kun hvis systemet også bliver kunstigt aktiveret af IPTG. Og kun hvis systemet også får lov til at benytte sig af en allerede eksisterende permease. I mine øjne er sådanne resultater fuldt ud forenelige med forventningerne om, at irreducibel kompleksitet kræver intelligent indgriben og om de darwinistiske processers begrænsninger.

Blodstørkning Et andet eksempel, som påstås gå imod intelligent design, angår blodstørkningssystemet. Blodstørkning er en meget indviklet biokemisk proces, der kræver mange proteindele. Jeg har skrevet et kapitel i Darwin s Black Box om blodstørkningskaskade, hvori jeg påstår, at processen er irreducibel kompleks, og at den således ikke passer særlig godt ind i et darwinistisk verdensbillede. Russel Doolittle er dog uenig. Han er en prominent biokemiker, medlem af National Academy of Science og ekspert i blodstørkning. Idet han i en artikel i Boston Review diskuterer lighederne mellem proteinerne i blodstørkningskaskaden, bemærker han, at de nye proteiners gener stammer fra gamle gener ved genduplikation. 13 Doolittles brug af genduplikationer er blevet gentaget af mange forskere i deres anmeldelser af min bog, men det er udtryk for en almindelig misforståelse. Gener, hvis sekvenser ligner andres, peger kun mod fælles afstamning de siger ikke noget om evolutionens mekanisme. Denne pointe er vigtig

for mit argument og kan godt blive slået yderligere fast: Observationer for fælles afstamning er ikke observationer for naturlig udvælgelse. Ligheder mellem enten organismer eller proteiner støtter nedarvning og variation, det vil sige udvikling. Naturlig udvælgelse er dog en mekanisme, der er blevet foreslået som en forklaring på, hvordan udviklingen muligvis finder sted dens mekanisme og må således blive støttet af andre observationer, hvis man ikke skal argumentere i cirkel. Doolittle henviser dernæst til en artikel med titlen Loss of Fibrinogen Rescues Mice from the Pleitropic Effect of Plasminogen Deficiency [ Mangel på fibrinogen redder mus fra plasminogen-mangels pleitropiske virkninger ].14 (En kort forklaring: Fibrinogen er forstadiet til materialet, der danner klumper; plasminogen er et protein, der nedbryder klumper.) Han kommenterer: For nyligt blev genet for plaminogen [sic] fjernet fra musene og, som forudset, havde disse mus trombotiske* komplikationer, fordi fibrinklumper ikke kunne fjernes. Ikke lang tid derefter fjernede de samme forskere genet for fibrinogen i en anden gruppe mus. Igen led disse mus under mangelen, hvilket er, hvad man kan forvente, men i dette tilfælde var det et blødersyndrom, der var problemet. Og hvad tror man, der skete, da man krydsede disse to grupper mus? Musene, der manglede begge gener, var så godt som normale! Modsat påstandene om irreducibel kompleksitet er hele samlingen af proteiner ikke nødvendig. Musik og harmoni kan opstå fra et mindre orkester.15 Det ligner en antydning af, at en simplere størkningskaskade kan mangle dele som plasminogen og fibrinogen, og måske kan det blive udvidet til det moderne størkningssystem ved genduplikation. Denne tolkning stemmer dog ikke overens med en omhyggelig læsning af Bugge og kolleger.16 I deres artikel bemærker Bugge og kolleger at manglen på plasminogen hos mus resulterer i mange problemer, såsom høj dødelighed, åbne sår, alvorlige blodpropper og forsinket sårheling. På den anden side resulterer manglen på fibrinogen i, at musene har en manglende evne til trombose: Dannelsen af en blodprop.

at størkne blod, har blødersyndromer, og at hunnerne dør under graviditeten. Bugge og hans kollegers pointe er, at hvis man krydser de to musebestande som har fået nogle gener fjernet, og dermed får plasminogen- og fibrinogen-manglende mus, så lider disse mus ikke af de mange problemer, som mus, der kun mangler plasminogen, gør. Siden titlen på artiklen lægger vægt på, at mus er blevet reddet fra nogle dårligdomme, kunne man blive vildledt til at tro, at musene, der mangler to gener, er normale. Det er de ikke. Som Bugge og kolleger forklarer i indledningen til deres artikel: Mus, der mangler plasminogen og fibrinogen, er fænotypisk ikke til at skelne fra fibrinogenmanglende mus. 17 Med andre ord har musene, der mangler begge gener, alle de problemer, som musene, der kun mangler fibrinogen, har: De kan ikke danne klumper, de har blødersyndromer, og hunnerne dør, hvis de bliver gravide.18 De er bestemt ikke lovende evolutionære mellemformer. Den mulige forklaring er lige ud ad landevejen. De dårligdomme, som musene, der blot mangler fibrinogen, lider af, skyldes tilsyneladende klumper, der ikke er blevet nedbrudt. Men fibrinogenmanglende mus kan ikke danne klumper til at begynde med. Så problemer forårsaget af unedbrudte klumper opstår ikke hos hverken fibrinogen-manglende mus eller hos mus, der mangler både plasminogen og fibrinogen. Ikke desto mindre lider også de sidstnævnte mus af de problemer, der følger med mangel på blodstørkning hos de fibrinogen-manglende mus. Gravide hunner går stadig til grunde. Det vigtigste i spørgsmålet om irreducibel kompleksitet er dog, at musene, der mangler begge gener, ikke nøjes med at have et mindre sofistikeret, men stadig brugbart blodstørkningssystem. De har ikke noget funktionelt blodstørkningssystem overhovedet. De støtter ikke teorien om den darwinistiske udvikling af blodstørkning. Derfor er mit At systemet er irreducerbart argument, at systemet komplekst, står stadig upåvirer irreducerbart komplekst, står stadig upå- ket af eksemplet. virket af eksemplet. Andre resultater fra det samme laboratorium er foreneligt med det synspunkt, at blodstørkningskaskaden er irreducibel kompleks. Eksperimenter med mus, hvor generne for andre blodstørkningskomponenter, nemlig Tissue Factor og protrombin, er blevet fjernet hver for sig, vi-

Flagellen - et meget komplekst system

ser, at disse dele er påkrævet for blodstørkning, og i deres fravær lider organismen af alvorlige mangler.19

Test af teorien Lad os nu se på spørgsmålet om, hvorvidt en teori kan blive modbevist, altså om den er falsificerbar. Lad mig starte med at sige, Det faktum, at kritiske at jeg ved, at de fleste anmeldere fremsætter videnskabsfilosoffer ikke videnskabelige argumenter anser falsificerbarhed for at mod intelligent design, være en nødvendig del af en viser, at intelligent design velfungerende videnskabelig faktisk er falsificerbar. teori. Ikke desto mindre er falsificerbarhed en vigtig faktor at overveje, da det er nyttigt at vide, om ens teori kan vise sig at være forkert, når den den konfronteres med den virkelige verden. En anklage, man ofte ser fremsat mod intelligent design, er, at den ikke kan modbevises eller afprøves. For eksempel skriver National Academy of Sciences i deres nyeste brochure, Science and

Creationism: [I]ntelligent design [er] ikke videnskab, fordi [den] ikke [kan] afprøves ved hjælp af videnskabelige metoder. 20 Denne påstand lader dog til at modsige den kritik, jeg just har beskrevet. Russel Doolittle og Kenneth Miller fremfører helt klart videnskabelige argumenter, hvis formål er at modbevise intelligent design. Hvis Bugge og hans kollegers resultater21 havde været som Doolittle først troede, eller hvis Barry Halls arbejde virkelig havde vist, hvad Miller har antydet, så havde de haft ret i at tro, at mine påstande om irreducibel kompleksitet ville have fået et gevaldigt slag. Men man kan ikke både blæse og have mel i munden. Man kan ikke både sige, at intelligent design er umulig at modbevise (eller efterprøve), og at der findes observationer, der går imod teorien. Enten er den ufalsificerbar og flyder roligt uden for eksperimentelle angrebs rækkevidde, eller også kan den kritiseres på baggrund af vores observationer og er derfor mulig at efterprøve. Det faktum, at kritiske anmeldere fremsætter videnskabelige argumenter mod intelligent design (uanset om de holder eller ej), viser, at intelligent design faktisk er falsificerbar. Ydermere er der frit slag for forsøg på at modbevise den med en lang række laboratorieeksperi-menter som dem, Miller og Doolittle har henledt opmærksomheden på, hvilket netop er grunden til, at de har gjort opmærksom på dem. Lad os nu vende situationen om og spørge: Hvordan kan man modbevise en påstand om, at et bestemt biokemisk system er dannet i en darwinistisk proces? Kenneth Miller har fremlagt en lakmusprøve af den naturlige udvælgelses evne til at skabe irreducibel kompleksitet. Han besluttede så, at prøven var bestået, og påstod uden at tøve, at intelligent design er blevet modbevist. Men hvis E.coli faktisk er dumpet i laktose-systemets lakmusprøve , hvilket jeg mener er tilfældet vil Miller så mene, at darwinismen er blevet modbevist? Højst sandsynligt ikke. Han vil sikkert sige, at Barry Hall er startet med den forkerte bakterieart eller har benyttet det forkerte udvælgelsestryk og så videre. Så det viser sig, at denne lakmusprøve ikke er en afprøvning af darwinismen; den afprøver kun intelligent design. Den samme form for ensrettet afprøvning er blevet benyttet af Russell Doolittle. Han har gjort opmærksom på Bugge og kollegers resultater og har brugt dem til at argumentere imod intelligent design. Men da resultaterne viste sig at være de

modsatte af dem, han oprindelig havde regnet med, opgav professor Doolittle ikke darwinismen. Det tyder således på, at intelligent design er klart åben for at blive modbevist, i hvert fald på de områder, vi diskuterer hér, hvilket nok vil komme bag på de fleste. Darwinismen lader på den anden side til at være ganske umulig at modbevise. Grunden til dette kan ses, når vi undersøger de to idéers grundlæggende påstande om et bestemt biokemisk system, som for eksempel bakteriens flagel. Intelligent designs påstand er: Ingen uintelligent proces har kunnet danne dette system. Darwinismens påstand er: En eller anden uintelligent proces kan danne dette system. For at modbevise den første påstand behøver man kun at vise, at i hvert fald én uintelligent proces har kunnet danne systemet. For at modbevise den anden påstand ville man være nødt til at vise, at systemet ikke kan være blevet dannet af nogen af de potentielt uendelige mængder af uintelligente processer, der findes hvilket i realiteten er umuligt at gøre. Faren ved at acceptere en hypotese, der i realiteten er umulig at modbevise, er, at videnskaben ikke har nogen mulighed for at afgøre, om troen stemmer overens med virkeligheden. I videnskabens historie har det videnskabelige samfund troet på en mængde ting, der har vist sig ikke at være sande, ikke at være virkelige, som for eksempel universets æter. Hvis der ikke var nogen måde, hvorpå man kunne teste disse ting, ville videnskabens fremskridt måske have lidt skade. For at tage den aktuelle sag: Hvis darwinismens omfattende påstande virkelig ikke er sande, så vil teoriens manglende evne til at blive testet få videnskaben til at stå i stampe, hvad jeg mener er tilfældet. Men hvad kan der så gøres? Jeg mener ikke, at svaret er at undlade at udforske en teori, der ikke kan modbevises. Selvom darwinismens påstande er umulige at modbevise, er de ikke desto mindre i princippet i stand til at blive understøttet. Hvis en forsker for eksempel udfører et forsøg, der demonstrerer udviklingen af en flagel (eller et andet, lige så komplekst system) ved darwinistiske processer, vil darwinismens påstand være bekræftet. Problemet dukker kun op, når vi får negative resultater. Jeg mener, at adskillige skridt kan tages. For det første må man få øjnene op for være opmærksom på hvornår en teori er umulig at modbevise. For det andet bør en tilhænger af en

teori, som ikke kan testes, så vidt muligt omhyggeligt forsøge at understøtte hypotesens påstande. For det tredje må man slække på Darwins kriterium fra denne formulering: Dersom man kan påpege et eller andet sammensat organ, som umuligt kan være blevet dannet ved talrige på hinanden følgende små modifikationer, vil dette absolut omstyrte min teori. til noget i retning af dette: Dersom et komplekst organ eksisterer, hvor det synes meget usandsynligt, at det er blevet dannet ved talrige på hinanden følgende små modifikationer, og hvis ingen eksperimenter har vist, at det eller lignende strukturer kan blive dannet på denne måde, går vi måske i den forkerte retning. Så LAD OS FORSØGE NOGET NYT! Selvfølgelig vil folk være uenige om, på hvilket tidspunkt de bør forsøge noget nyt. Men med dette realistiske kriterium kunne der i det mindste være observationer, der gik imod det ufalsificerbare. Hvis darwinismens omfattende påstande virkelig ikke Så ville folk som Doolittle er sande, så vil teoriens og Miller i det mindste sætte noget på spil, når de manglende evne til at blive henviser til et eksperiment, testet få videnskaben til at stå i stampe der viser det modsatte af, hvad de troede. Så ville videnskaben i det mindste have en mulighed for at undslippe sumpen af den manglende testning og tænke nye tanker. Oversat af Andreas Peterson Oprindeligt udgivet som Answering Scientific Criticisms of Design , i Behe, Dembski & Meyer, Science and Evidence for Design in the Universe: The Proceedings of the Wethersfield Institute (Ignatius Press, 2000), s. 133-149.

Noter 1 C. Darwin, The Origin of Species (Bantam Books, 1859), s. 154. 2 M.J. Behe, Darwin s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution (Free Press, 1996), s. 39.

3 C. deDuve, Vital Dust: Life as a Cosmic Imperative (Basic Books, 1995), p. xiv. 4 D.J. DeRosier, The Turn of the Screw: The Bacterial Flagellar Motor , Cell (1998) 93:17-20. 5 W.A. Dembski, The Design Inference: Eliminating Chance through Small Probabilities (Cambridge University Press, 1998). 6 K.R. Miller, Finding Darwin s God: A Scientist s Search for Common Ground between God and Evolution (Cliff Street Books, 1999), s. 145. 7 Miller, Finding Darwin s God, s. 146-147. 8 B.G. Hall, Experimental Evolution of Ebg Enzyme Provides Clues about the Evolution of Catalysis and to Evolutionary Potential , FEMS Microbiology Letters (1999) 174:1-8. 9 B.G. Hall, Evolution of a Regulated Operon in the Laboratory , Genetics (1982) 101:335-344. 10 B.G. Hall, Evolution on a Petri Dish: The Evolved ß-Galactosidase System as a Model for Studying Acquisitive Evolution in the Laboratory , i M.K. Hecht, B. Wallace & G.T. Prance, Evolutionary Biology (Plenum Press, 1982), s. 85-150. 11 P.L. Foster, Mechanisms of Stationary Phase Mutations: A Decade of Adaptive Mutation , Annual Review of Genetics (1999) 33:57-88. 12 B.G. Hall, On the Specificity of Adaptive Mutations , Genetics (1997) 145:39-44. 13 Hall, Regulated Operon . 14 Hall, Experimental Evolution .

15 Hall, Experimental Evolution . 16 Hall, Experimental Evolution . 17 Hall, Petri Dish . 18 R.F. Doolittle, A Delicate Balance , Boston Review (1997) February/March, s. 28-29. 19 T.H. Bugge et al., Loss of Fibrinogen Rescues Mice from the Pleitropic Effects of Plasminogen Deficiency , Cell (1996) 87:709-719. 20 Doolittle, Delicate Balance . 21 Bugge et al., Loss . 22 Bugge et al., Loss . 23 T.T. Suh et al., Resolution of Spontaneous Bleeding Events but Failure of Pregnancy in Fibrinogen-Deficient Mice , Genes and Development (1995) 9:2020-2033. 24 T.H. Bugge et al., Fatal Embryonic Bleeding Events in Mice Lacking Tissue Factor, the CellAssociated Initiator of Blood Coagulation , Proceedings of the Royal Academy of Sciences (1996) 93:6258-6263. W.Y. Sun et al., Prothrombin Deficiancy Results in Embryonic and Neonatal Lethality in Mice , Proceedings of the Royal Academy of Sciences (1998) 95:75797602. 25 National Academy of Sciences, Science and Creationism: A View from the National Academy of Sciences (National Academy Press, 1999), s. 25. 26 Bugge et al., Loss .

Svar på filosofisk kritik af intelligent design

Sagen kort Man kan være sikker på en tåkrummende reaktion hos videnskabsfolk hvis man forsøger sig med argumenter om at evolutionsteorien kun er en teori som ikke er bevist, for det er slet ikke sådan videnskab fungerer. Alt er teori, og intet er så at sige bevist! Videnskaben opererer alene med tolkninger af data, og her er diskussionen om den og den tolkning er bedre, mere fyldestgørende end en anden. Det handler således ikke først og fremmest om beviser eller mangel på beviser. Men det handler måske nok så meget om hvad man har kaldt paradigmets prioritet, dvs. hvordan kommer man i det hele taget igennem med nytænkning inden for forskningen. Man ser jo tit i den videnskabelige verden at der skal unge brushoveder til for at få vendt op og ned på ting som i én genration anses for indiskutable sandheder, selvom sandheden netop ikke findes som videnskabeligt begreb. Med til den videnskabelige diskussion hører også, mere eller mindre berettiget, diskussionen om noget er videnskab eller ikke-videnskab. Ofte er modstanderens argumentation søgt miskrediteret ved, ved hjælp af såkaldte demarkationsargumenter, at hævde at der slet ikke er tale om videnskab. Rent videnskabsteoretisk og filosofisk har der dog været så store problemer med diverse demarkationsargumenter, at de faktisk er opgivet. De opstillede kriterier har fx ekskluderet teorier som vi anser for at være videnskabelige, og/eller inkluderet andre som vi absolut anser for at være uvidenskabelige. Men på trods af det, er flere demarkationsargumenter ført i marken mod designteorien. Man har anklaget den for ikke at være observérbar (empirisk), man har anklaget den for at være for bred , og endelig at den er ude af stand til at komme med forudsigelser. Disse anklager behandles en for en. Artiklen slutter med en statusopgørelsen for designteorien. I betragtning af dens barnestade kan det vel ikke undre at den ikke fremstår fix & færdig. Den fremtidige opgave består i at få formuleret et god designteori og få den afprøvet! .b

Af Andreas Peterson

Introduktion Diskussionen om intelligent design er ikke begrænset til spørgsmålet om, hvordan de videnskabelige observationer af f.eks. flagellen skal fortolkes. Mindst lige så mange gnister fyger

omkring ørerne på en om, hvorvidt design-tolkningen overhovedet er tilladelig rent videnskabeligt. Det er blevet forsøgt at afgrænse design fra videnskab det såkaldte demarkationsprojekt (fra engelsk demarcation; afgrænsning). I denne artikel vil jeg først forsøge at forklare, hvordan videnskabelige teorier bliver accepteret og forkastet, dernæst vil jeg vise, hvordan demarkationsargumenter generelt har slået fejl, og endelig

Det er blevet forsøgt at afgrænse design fra videnskab det såkaldte demarkationsprojekt.

forsøger jeg at besvare de mest almindelige demarkationsargumenter, der specielt er rettet mod design.

Videnskabens natur Understøttes, ikke bevises Det er ikke ualmindeligt at høre påstande som Der er fundet nye beviser på, at der har været vand på Mars eller Rygning forårsager lungekræft: Det er videnskabeligt bevist . I og for sig er der intet galt med disse påstande: Der er fundet formationer på Mars, som kun er blevet observeret i forbindelse med vand,1 og selvom alle lader til at kende en eller anden 90-årig, der har røget som en skorsten hele sit liv og aldrig har haft en sygedag, er der generel enighed om, at cigaretter ikke er særligt sunde. Alligevel kan de ovenstående udsagn få tæerne til at krumme sig på forskere og videnskabsfilosoffer, da sådanne påstande uforvarende giver et forkert indtryk af videnskaben: At den beviser ting. Dette er også grunden til, at velmenende kristne gør sig selv til grin, når de insisterer på, at darwinismen kun er en teori, og at den ikke er bevist: Alt inden for videnskaben er teorier, og intet bliver nogensinde fuldstændig bevist. Beviser hører til i matematik eller logik. At to og to er fire, og at hvis alle mennesker er dødelige, og Sokrates er et menneske, må Sokrates være dødelig, er ikke noget, som vi har mulighed for at tage fejl af. Det er ikke sådan, at vi i morgen kan gøre en opdagelse, der viser, at to og to i virkeligheden er tre; og det logiske princip, at Sokrates ikke både kan være dødelig og udødelig på samme tid, er heller ikke noget, som ny viden kan ændre på.2 Men sådan forholder det sig ikke i videnskaben. Måske viser det sig, at formationerne på Mars i virkeligheden skyldes en anden væske, der har flydt hen over planetens overflade. Eller måske skyldes sammenhængen mellem rygning og lungekræft et gen, der gør, at folk med risiko for lungekræft vil begynde at ryge, men at cigaretten i sig selv er helt uskadelig. Sådanne muligheder kan forekomme søgte, men vi kan ikke med fuldstændig sikkerhed garantere, at de er umulige. Hvis vi ser tilbage i tiden, vil vi også se fine ek-

sempler på, at forskere rent faktisk har taget fejl, og at tilsyneladende indlysende teorier har vist sig at være forkerte. I ca. 1400 år troede man, at Solen bevægede sig om Jorden, der var universets centrum (til sammenligning er det kun 500 år siden, at Kopernikus gjorde sig til talsmand for, at det forholdt sig anderledes). I nyere tid var forskere i 60 erne overbeviste om, at geosynklinalmodellen var den rigtige. En geosynklinal var et enormt, indsynkende trug i jorden, som blev fyldt op med sedimenter og til sidst dannede en foldebjergkæde. Så sikker var man på geosynklinalmodellens sandhed, at en lærebog rosende sammenlignede den med evolutionsteorien: Geosynklinalmodellen er et af geologiens store forenende principper. På mange måder er dens rolle i geologien at sammenligne med evolutionsteoriens, der integrerer de biologiske videnskabers mange grene. Ligesom doktrinen om evolution er universelt accepteret blandt biologer, er også de store bjergsystemers geosynklinale oprindelse et veletableret princip i geologi.3 Men i dag er der ikke mange, der kender til geosynklinalmodellen. Ti år efter lærebogens udgivelse var teorien blevet opgivet til fordel for pladetektonik, der siger, at bjerge foldes, når kontinentpladerne støder sammen. Videnskaben kan altså aldrig med absolut sikkerhed garantere, at dens teorier er rigtige. Betyder det, at vi bør forkaste videnskaben, at den ene teori er lige så god som den anden? Bestemt ikke; selvom det ikke er muligt at opnå absolut viden, vil der for de fleste være et punkt, hvor man mener, at en teori er god nok. Vi kan ikke med 100% sikkerhed vide, at Solen vil stå op i morgen, men vi planlægger stadig vores hverdag efter antagelsen, at den gør. Der findes flere kriterier for, hvornår noget er en god teori: Nøjagtighed, frugtbarhed, konsistens, enkelhed, forudsigelsesevne og mange flere. Ingen teori opfylder dem alle, og hver enkelt forsker må beslutte, hvilke kriterier han eller hun lægger vægt på.4 Alligevel kan vi ofte blive enige om, hvornår en teori er god, og hvornår den er dårlig, og ved diskussion er det da også muligt at overbevise andre om ens konklusioners sandhed eller selv blive overbevist, for den sags skyld. Men

hvordan vi når disse konklusioner, er en spændende og kompleks proces, der ikke kan koges ned til en simpel sort eller hvid -opfattelse. Modbeviser? Mange, der har forstået, at videnskaben ikke beviser ting, har til gengæld en sort eller hvid opfattelse af modbeviser. Ifølge denne opfattelse, som videnskabsfilosoffer kalder for naiv falsikationisme , kan alverdens succesfulde forsøg ganske vist aldrig fuldkommen bevise en teori, men et enkelt fejlslagent er nok til at modbevise den. Det fortælles, at fysikeren Robert W. Wood engang ved et middagsselskab beskrev fysikken på denne måde: Fysikeren har en idé. Jo mere han tænker over den, jo mere fornuftig lader den til at være. Han undersøger den videnskabelige litteratur. Jo mere han læser, jo mere lovende ser idéen ud. Efter på denne måde at have forberedt sig går han i laboratoriet og udtænker et forsøg, der skal efterprøve idéen. Eksperimentet bliver samvittighedsfuldt udført. Mange muligheder bliver undersøgt. Målingernes nøjagtighed bliver justeret, fejlmarginen reduceret. Han lader tingene falde ud, som de nu engang gør. Han helliger sig kun, hvad eksperimentet viser. Efter alt dette arbejde, gennem omhyggelig eksperimentering, viser idéen sig at være ubrugelig. Så fysikeren forkaster den, rydder op i sit sind efter det rod, fejlen har forårsaget, og går videre til noget andet.5 Dette er et meget heroisk billede af forskere, og som alle andre heroiske billeder er det groft vildledende på adskillige punkter; blandt andet antagelsen, at et enkelt mislykket forsøg er nok til at få forskeren til at forkaste sin teori. At dette er forkert, vil jeg illustrere ved at beskrive diskussionerne om en af historiens mest succesfulde teorier: Newtons bevægelseslove. Newtons love muliggjorde udregninger af, hvordan tyngdekraften påvirkede planeternes baner, og disse resultater stemte smukt overens med de baner, der rent faktisk blev observerede. På ét punkt var der dog problemer: Uranus, der på det tidspunkt mentes at være den yderste planet, fulgte en bane, der overhovedet ikke stemte overens med beregningerne. Hvis forskerne skulle have opført sig, som Wood sagde,

burde de straks have opgivet Newtons tåbelige bevægelseslove og være gået videre til noget andet . Men det gjorde de ikke. I stedet foreslog de, at Uranus bane kunne forklares, hvis den blev påvirket af tyngdekraften fra en hidtil ukendt planet, og de udregnede oven i købet den bane, som denne ukendte planet skulle følge. Dermed vidste astronomer, hvor de skulle rette deres kikkerter hen, og efter få år blev planeten Neptun opdaget, præcis i den forudsagte bane. Dette er langtfra den eneste gang, hvor forskere har ignoreret, hvad der ellers ville have været et modbevis af deres teori. Som videnskabsfilosoffen David Hull bemærker: Gang på gang siger forskere, at dette eller hint ville være ødelæggende for deres teori, men så snart det bliver klart, at sådanne problematiske sager faktisk finder sted, omarbejder forskerne deres teori til at tage højde for disse fænomener. 6 Hypoteser testes i bundter En af grundene til, at dette lader sig gøre, er, at en teori i sig selv ikke siger noget om verden, men må kombineres med en mængde andre hypoteser, teorier eller antagelser. For eksempel var det kun muligt at udregne planeternes baner, hvis Newtons love blev suppleret af andre hypoteser: At stjernekikkerterne var troværdige, at Newtons love gjaldt over alt i universet, og naturligvis, at de enkelte planeter ikke blev påvirket af andre kræfter. Da dette bundt ikke formåede at forklare Uranus bevægelser, måtte man vælge, hvilke af hypoteserne, der måtte droppes, og det endte med at blive den sidste. Man kunne også have foreslået, at Uranus var lavet af et ukendt materiale, der ikke adlød Newtons love, eller at lovene kun gjaldt i det inderste af solsystemet, og at Uranus simpelthen befandt sig i et område, der adlød andre love. Det spændende ved hypoteser er, at selvom de ikke testes individuelt, kan de testes i forskellige bundter, således at man alligevel kan nærme sig en forståelse af, hvilke hypoteser der er forkerte, og hvilke der er rigtige. I dette tilfælde kunne man tage den hypotese, at der eksisterede en ekstra planet, og føje den til sit eget bundt (sammen med hypoteserne om Newtons love og instrumenternes troværdighed) og efterprøve dette. Men hvad nu, hvis heller ikke dette bundt

havde været succesfuldt? Hvad hvis astronomerne, efter årtiers spejden ud i verdensrummet, stadig ikke havde fundet den ekstra planet? I så fald kunne de have postuleret eksistensen af en sky af kosmisk støv, der skjuler planeten. Denne hypotese ville kunne testes ved at opsende en rumsonde, der ved hjælp af følsomme instrumenter kunne bekræfte skyens eksistens. Men hvis heller ikke denne hypotese var succesfuld, ville forkastelsen af Newtons love ikke være nogen tvingende nødvendighed. Man vil kunne foreslå, at der er et magnetfelt, der forstyrede satellittens instrumenter, og sådan kunne man blive ved.7 Paradigmets prioritet Denne modvillighed mod at forkaste en teori, der er løbet ind i problemer, kaldes af videnskabshistorikeren Thomas Kuhn for paradigmets prioritet . I sin bog Videnskabens revolutioner indførte Kuhn begrebet paradigme, hvilket ikke blot betegner en videnskabelig teori, men hele den verden, som forskerne lever i, inklusive deres måde at udføre forskning på. Paradigmet består af de spørgsmål, som det er interessant at undersøge, samt de metoder, som man må benytte for at besvare dem. Det er i vidt omfang de eneste problemer, dette samfund vil anerkende som videnskabelige eller tilskynde medlemmerne til at arbejde med. 8 I den aristoteliske fysik var stilstand naturligt, og det var derfor ikke interessant at undersøge, hvorfor en rullende kugles fart aftog. Til forskel derfra anså den newtonianske fysik en lineær, konstant bevægelse som værende naturlig, og derfor opfattedes en ændring af hastigheden som et afvigende fænomen. Dette ledte fysikerne til at forsøge at besvare et spørgsmål Hvilken kraft mindsker kuglens fart? som den tidligere opfattelse aldrig ville kunne have stillet. Det mest skelsættende ved Kuhns tese var hans påstand om, at en forsker ser verden gennem sit paradigmes briller , og at hans observationer er farvet af, hvad de lader ham forvente.

Uden at jeg kan forklare meningen med det nærmere, udfører fortalerne for konkurrerende paradigmer deres arbejde i forskellige verdener. på visse områder ser de forskellige ting, og de ser dem i forskellige indbyrdes forhold. Det er grunden til, at en lov, som ikke engang kan bevises for én gruppe forskere, til tider kan synes intuitivt indlysende for en anden.9

Ifølge Kuhn falder langt størstedelen af videnskabens historie ind under det, han kalder normalvidenskab, det vil sige inden for rammerne af et etableret paradigme. Normalvidenskaben er et forsøg på at tvinge naturen ind i den præfabrikerede og temmelig stive kasse, paradigmet udgør. Forskerne forsøger ikke at finde på nye teorier, og de er ofte intolerante over for dem, andre udtænker. 10 Efterhånden begynder uregelmæssigheder at dukke op, men forskerne holder stædigt fast ved paradigmet, enten fordi de nægter at anerkende uregelmæssighederne, eller fordi de er overbeviste om, at paradigmet en dag vil kunne forklare dem. Dette fortsætter, indtil en ny teori formuleres, der peger på en vej ud af problemerne som regel af unge forskere, hvis tænkning endnu ikke er låst fast til paradigmets verdensbillede. De vil forsøge at overbevise deres kolleger om nytten af deres teori, men på grund af paradigmets briller vil disse have besvær med at se, hvordan observationerne støtter den nye teori, eller simpelthen forkaste den, fordi løsningen ikke er interessant eller falder uden for selve videnskabens rammer udfra den måde, hvorpå det gamle paradigme definerer videnskab . Disse problemer er blevet bemærket af forskerne selv. I slutningen af Arternes Oprindelse skrev Darwin, at han ikke forventede at overbevise erfarne naturhistorikere, hvis tanker er fyldt med en mængde kendsgerninger, som igennem mange år er blevet betragtet fra et synspunkt, som er direkte modsat mit ... Men jeg ser tillidsfuldt hen til fremtiden til unge, opvoksende naturhistorikere, som vil være i stand til upartisk at se begge sider af sagen. 11 Og i sin selvbiografi beklagede Max Planck sig over, at en ny videnskabelig sandhed ikke sejrer ved at overbevise sine modstandere og få dem til at se lyset, men snarere fordi dens modstandere efterhånden dør, og en ny generation vokser op, som er vant til den. 12 Formuleringen af et alternativ til det gamle paradigme er en meget vigtig proces. Da paradigmet bestemmer, hvilken forskning der er interessant, og udfra hvilke antagelser observationerne skal tolkes, vil det at forkaste et paradigme selv et utilstrækkeligt et til fordel for uvidenhed være som at forkaste selve videnskaben.

Demarkationsargumenter En af filosofiens største udfordringer har været at formulere nogle kriterier, som kunne adskille videnskab fra ikke-videnskab eller pseudovidenskab, uafhængigt af på hvilken tid og inden for hvilket felt de blev benyttet: Det såkaldte demarkationsproblem. Store filosoffer, fra Platon til Popper, har forgæves forsøgt at løse dette problem, og nogle filosoffer er nu ved at komme til den konklusion, at problemet slet ikke lader sig løse. I artiklen The Demise of the Demarcation Problem gennemgår filosoffen Larry Laudan forskellige forsøg på kriterier, der skulle adskille videnskab fra ikke-videnskab, og viser, hvordan ingen af dem er tilstrækkelige.13 Enten udelukker de teorier, som vi anser for videnskabelige, eller også inkluderer de ting, som vi anser for uvidenskabelige, hvis de da ikke gør begge dele. Men hvis demarkationsargumenterne har lidt så krank en skæbne, hvorfor har folk så overhove-

det forsøgt at formulere dem? Laudan forklarer, at de, der har fremlagt sådanne argumenter, ofte har benyttet dem som retoriske våben mod andre. Hvis det kunne påvises, at modstandernes opfattelser var uvidenskabelige, ville en stor sejr være vundet, og mange demarkationsargumenter lader til at være konstrueret, så netop en særlig teori blev udelukket. En af de første, der forsøgte at formulere et demarkationskriterium, var Aristoteles, der mente, at for at noget kunne kaldes for videnskabeligt, måtte det opfylde to kriterier: Det skulle være ufejlbarligt sandt, og det skulle forklare et fænomen i kraft af dets årsager. Vi har allerede set, at det første kriterium ikke gælder inden for videnskab, men ironisk nok var det det andet kriterium, der først blev skrottet. Problemet er, at f.eks. astronomiske observationer, der beskriver planeternes baner, ikke kan være videnskabelige, medmindre de kan forklare, hvorfor planeterne bevæger sig, som de gør. På samme måde med

Newton, der formulerede teorier om tyngdekraftens virkninger uden at komme med forslag til, hvad der forårsager den. Et demarkationskriterium fra det nittende århundrede var de videnskabelige metoder , der mentes at karakterisere sand videnskab. Også dette forslag løb dog ind i en mængde problemer, ikke mindst i kraft af det faktum, at man ikke kunne blive enige om, hvilke metoder der var tale om. Det gjorde ikke sagen bedre, at de metoder, der blev foreslået, var så vage, at det i praksis var umuligt at afgøre, om en bestemt teori levede op til dem eller ej. For slet ikke at tale om, at metoderne ikke havde meget at gøre med den måde, forskere rent faktisk udførte deres daglige arbejde på. I 1920 erne og 1930 erne var den logiske positivisme populær, og man mente, at en videnskabelig teori måtte være en påstand med en klar betydning, og hvis sandhed kunne efterprøves. Som bekendt brød positivismen sammen, ikke mindst fordi påstanden om, hvad der kunne anses for at være sandt, ikke levede op til de krav, den selv stillede (hvordan efterprøver man den påstand, at enhver påstand skal kunne efterprøves?), men dens definition af videnskab løb også ind i problemer. Ting som astrologi og frenologi* , som bliver anset for at være pseudovidenskaber, fremsætter nemlig klare påstande, som i princippet kan efterprøves. Påstandene om, at planeterne styrer vores liv, eller at man kan bestemme personligheden udfra formen på ens kranium, er i princippet ikke mere uefterprøvelige end påstandene om, at Månen styrer tidevandet, eller at man kan bestemme sin sundhed ud fra ting som blodtryk og blodsukker. Den eneste forskel er, at hvor det ene sæt påstande har vist sig at være forkerte, er det andet sæt korrekte. At et synspunkt kan kaldes videnskabeligt, er nu pludselig ikke nogen garant for dets sandhed. Fra den samme periode stammer sir Karl Poppers kendte falsifikationskriterium. Popper foreslog, at for at være videnskabelig må en teori kunne modbevises. Dette betyder naturligvis ikke, at en teori skal være modbevist, men det må være muligt at forestille sig observationer, som, hvis de blev foretaget, ville føre til teoriens forkastelse. Som vi har set ovenfor, er falsifikation dog langtfra så simpel en affære. Poppers forslag støder Frenologi: Læren om, at man på grundlag af kraniets form kan udlede personens psykiske anlæg.

også ind i det samme problem som positivismen har gjort, idet mange teorier, som vi anser for uvidenskabelige, er blevet afvist, fordi de er blevet modbevist. Når folk, der påstår at kunne opfange jordstråler , kommer frem til vidt forskellige resultater i den samme bolig, vil de fleste konkludere, at deres påstande er blevet modbeviste. Men hvis dette er tilfældet, må de have været falsificérbare, og påstandene er nu videnskabelige ifølge Poppers kriterium. På trods af demarkationsargumenternes historiske fiasko forsøger nogle videnskabsfilosoffer stadig at formulere nyttige kriterier for, hvornår noget kan kaldes videnskab. Laudan behandler kort disse og viser, at der er så meget variation inden for de videnskabelige felter, at intet enkelt kriterium formår at indfange dem alle, hvad enten det er testbarhed, forudsigelsesevne eller evne til at forene observationer eller inspirere til nye teorier. Laudan konkluderer, at håbet om at finde et kriterium, der let kan adskille videnskab fra ikkevidenskab, er tomt: Hvis vi vil stå på fornuftens side, bør vi afstå fra udtryk som pseudovidenskab og uvidenskabelig ; de er blot tomme fraser, der kun har følelsesmæssig vægt. 14 Dermed siger han ikke, at enhver teori er lige god: Vi foretrækker stadig kemi frem for alkymi, og astronomi frem for astrologi, men ikke fordi vi kan putte teorier ned i en fin lille kasse, mærket videnskab . I stedet må vi vurdere den enkelte teori og afgøre, om den er fornuftig at tro på uafhængigt af, hvilken mærkat vi hæfter på den. På trods af at demarkationsargumenterne generelt har slået fejl, er det muligt, at der netop ved desigteorien er nogle forhold, der gør den uegnet som en videnskabelig teori. Mange sådanne forhold er blevet fremført, og i det følgende vil vi kigge nærmere på de mest populære.

Demarkationsargumenter mod design Empirisme Det er en velkendt sandhed, at videnskaben baserer sig på empiri, dvs. det, vi kan observere (enten direkte eller ved hjælp af instrumenter), og Intelligent Design bliver af nogle anklaget for ikke at leve op til dette. Ved første øjekast lader dette argument til at misforstå Intelligent Design. Tilhængerne af denne teori baserer ikke deres kon-

klusioner på hellige tekster eller drømmesyn, men på konkrete observationer af naturen. Kritikere kan naturligvis påstå, at observationerne skal tolkes anderledes, men det er et andet argument. Muligvis går anklagen på, at designeren ikke kan observeres, og således ligger uden for videnskabens rækkevidde. Problemet med dette er, at designeren kun kan observeres indirekte gennem sit design, ligesom atomer kun kan observeres via den måde de påvirker instrumenter på; og begivenheder, der fandt sted før mennesket har eksisteret, kun kan observeres via de spor, de efterlader sig. Som videnskabsfilosoffen Philip Kitcher siger i sin skabelseskritiske bog Abusing Science: Selv det at appellere til en uobserveret Skaber behøver ikke at være mere uvidenskabeligt end at appellere til uobserverbare partikler. Det, der betyder noget, er den måde, hvorpå forslagene bliver fremsat. 15 Hyperfleksibilitet Der er en frygt for, at designteorier er alt for fleksible, at de kan forklare alle tænkelige observationer, uanset hvor modstridende de er. Hvis tingene forholder sig på én måde, vil designtilhængerne sige: Tingene er sådan, fordi det var sådan, designeren har ønsket dem. Men hvis det så viser sig, at tingene forholder sig lige omvendt, vil svaret være: Nå, men så må det være sådan, designeren har ønsket det. Hvis dette er et problem, er intelligent design dog ikke den eneste teori, der lider under det. Også i situationer, der kun involverer naturlige processer, kan der være så mange faktorer og usikkerheder, at man er i stand til at strikke en historie sammen, uanset hvad man observerer. I bogen Beyond Natural Selection giver Robert Wesson flere eksempler på, hvordan den naturlige udvælgelse er blevet benyttet til at forklare modstridende fænomener. For eksempel har hunnen hos én fugleart fået en forkærlighed for hanner, der er gode til at samle føde, mens hunnen hos en anden art vælger en han, der forsømmer familien, så hun undgår, at han henleder rovdyrs opmærksomhed til reden. Nogle væverfugle holder sig til én mage, fordi føden er knap, andre, fordi der er masser af mad. På højdedrag bliver murmeldyrfamilier sammen længere, fordi der ikke er meget føde. Men hvis det var tilfældet, at ungerne hurtigere forlod familien, kunne årsagen være, at det var nødvendigt at finde nye græsgange.16 Uanset hvad man finder, vil man kunne sige: Nå, men så

må det være sådan evolutionen har gjort det. Endnu et eksempel blev givet ved en professionel konference om problemer med darwinismen: Da jeg var i Cambridge arbejdede vi med to britiske spidsmusearter. Vi havde opstillet et lille forsøg, hvor et objekt bevægede sig henover dem; en af arterne flygtede, og den anden art sad helt stille. Desuden levede den ene art i skoven, mens den anden levede på marken. Dette var ret underholdende, og da jeg ikke var zoolog, opsøgte jeg nogle af mine venner, der var zoologer, og byttede om på dataene. Jeg spurgte dem ganske enkelt, hvorfor det skulle være tilfældet, at en art, der levede på marken, sad helt stille, mens den, der levede i skoven, løb væk (når det omvendte var tilfældet). Gid jeg havde optaget deres forklaringer, for de var ganske imponerende.17 En af de indbudte biologer forsvarede darwinismen ved at henvise til endnu en videnskabelig teori, hvor det samme var gældende: Kritikken var, at hvis et dyr udvikler sig på én måde, har biologer en god forklaring; men hvis det udvikler sig på en anden måde, har de en lige så god forklaring. Så hvad nytter al denne forklaren? Hvis jeg ser, at Jupiter har seks måner, har fysikerne en god newtoniansk forklaring; men hvis jeg opdager, at den har syv, er dette ikke ødelæggende for newtoniansk fysik, der lige så let kan komme med en lidt anderledes forklaring, der forklarer dette lige så godt. Dette er en nøjagtig parallel til, hvad der er tilfældet med evolutionsteorien. Det betyder, at teorien på dette niveau ikke er en teori, der er i stand til at komme med forudsigelser om, hvad der vil ske. Det er en teori, der fortæller dig, hvordan du skal analysere de mange mulige begivenheder, du kan støde på; [det er newtoniansk fysik på dette niveau, der] simpelthen fortæller dig, i hvilken retning du skal kigge efter forklaringer.18 Pointen er, at forklaringer kan befinde sig på flere niveauer, og at en teori kan komme med forklaringer på nogle af niveauerne, mens andre ikke lader sig forklare. Så selv hvis det er tilfældet, at Intelligent Design heller ikke kan besvare spørgsmålet om, hvorfor den ene spidsmuseart gør det ene,

Skemaet skal læses sådan, at man har tre baser (U C A eller G). Har man f.eks. AGC, så går du ind fra venstre side under A. Det næste bogstav finder du ved at gå ned oppe fra ved G. Du har så en boks med 4 forskellige tripelkoder vælg den kombination, som har C til sidst, og så har du den aminosyre, som svarer til AGC, nemlig Serin. Bemærk, at flere koder kan kode for den samme aminosyre. Af praktiske årsager er T et blevet skiftet ud med et U

mens den anden gør noget andet, forsøger den at besvare et helt andet spørgsmål, nemlig hvordan de specifikt komplekse strukturer, som alle mus indeholder, er blevet til. Det ene niveau handler om, hvordan en struktur er blevet til, det andet om, hvorfor den lige netop skulle have den form, den har. I denne forbindelse bør det også nævnes, at design selv på højere niveauer ikke lader til at være helt så fleksibel, som det ofte påstås. For at tage et eksempel fra menneskeligt design kan vi sagtens genkende Venus fra Milo som værende designet og forklare statuens ansigtstræk som et udtryk for billedhuggerens vilje. Men hvis nogen spørger os, hvorfor hun mangler begge arme, ville vi næppe svare, at det var sådan, designeren har ønsket det, men i stedet henvise til naturlige processer.19 Forudsigelser Ifølge denne anklage er Intelligent Design ikke i stand til at komme med forudsigelser, der ellers er et krav til videnskabelige teorier. Denne anklage er ofte baseret på den antagelse, at Intelligent Design er en hyperfleksibel teori, der er besvaret i det foregående. Men er det egentlig et ufravigeligt krav, at en teori skal komme med forudsigelser? Som bemærket af Laudan ovenfor, er forudsigelighed ikke et fejlsikkert demarkationskriterium, da nogle videnskabelige teorier ikke kommer med forudsigelser. For eksempel er

strengteorien inden for partikelfysik almindeligvis anset for at være videnskabelig, selvom den ikke kommer med nogle forudsigelser.20 Men kan Intelligent Design bruges til at formulere forudsigelser? Jeg kan ikke se nogen grund til, at dette i princippet skulle være umuligt. Umiddelbart giver antagelsen om design en forsker grund til at have visse forventninger til, hvad man vil observere: At ting er effektive og velfungerende, og at der er et formål med tingene. Hvis en designforsker finder et system, der lader til at være sløset konstrueret, og hvor en åbenlys forbedring lader til at være mulig, har vedkommende flere muligheder åbne: Måske ved vi ikke nok om systemet det kan være, at hvad vi tror er en fejl, i virkeligheden tjener et nyttigt formål. Vi må undersøge systemet nærmere og se, om dette er tilfældet. Eller måske er den foreslåede forbedring slet ikke mulig på grund af andre begrænsninger. Det kunne være rart, hvis vi havde vinger og kunne flyve med lysets hastighed, men der er flere fysiske love, der forhindrer denne forbedring . Endelig er det også en mulighed, at systemet slet ikke er designet, men blot resultatet af naturlige processer. Denne mulighed må også tjekkes efter, ved at undersøge om de naturlige processer virkelig kan danne systemet. Den genetiske kode er et lærerigt eksempel. Som beskrevet i artiklen Dna, design og intelligens bestemmes proteinernes form af dna-molekylet, der fortæller cellen, hvilke aminosyrer proteinerne skal indholde og i hvilken rækkefølge.

Dette giver os et potentielt problem: Der findes 20 forskellige aminosyrer, hvorimod der kun er fire baser til rådighed til at kode for dem. Det er derfor nødvendigt at sætte flere bogstaver sammen, så de kan stave til de 20 forskellige ord i livets ordbog. To baser giver kun 16 kombinationer (4 x 4), hvorimod tre baser giver 46 kombinationer (4 x 4 x 4), hvilket er rigeligt til alle aminosyrerne, og det giver også mulighed for at skrive start og stop , så man kan se, hvor et gen starter og slutter. Sådanne tre baser kaldes for en triplet, og skemaet viser, hvilke tripletter der koder for hvilke aminosyrer. For eksempel koder triplettet GCA for aminosyren alanin (ala), mens UCG koder for serin (ser). Dette er den genetiske kode. Da den først blev opdaget, mente man, at den var et frossent uheld ; at den specifikke sammenhæng mellem tripletter og aminosyrer var blevet fastsat mere eller mindre tilfældigt, og at ændringer derefter var umulige.21 Senere blev der udført adskillige undersøgelser, der ovenikøbet lod til at vise, at langt bedre alternativer var mulige.22 At der skulle eksistere en kode, der var bedre, men som designeren ikke havde opdaget, ville være svær at forene med hypotesen om, at livet er designet. I 1998 udkom bogen Nature s Destiny, hvori biokemikeren Michael Denton argumenterede for, at mange aspekter ved livet er optimale, og at de ikke kan være konstrueret anderledes.23 I kapitlet om dna behandler han den genetiske kode, og argumenterer for det optimale i at benytte fire baser i stedet for to eller seks. Han må dog indrømme, at han ikke har noget svar på, hvorfor de forskellige tripletter netop skulle være arrangeret som de er. Ikke desto mindre kommer han med den risikable forudsigelse, at koden også ville vise sig at være optimal; det vil sige umulig at forbedre.24 Allerede samme år udkom den første af en række artikler af Stephen Freeland og hans kolleger, der begyndte at opfylde denne forudsigelse.25 Ved hjælp af komplicerede matematiske analyser udregnede de den genetiske kodes evne til at tolerere mutationer, der ellers ville have været skadelige. De sammenlignede resultatet med en million alternative koder, der var tilfældigt udvalgt, og konkluderede, at den genetiske kode var den bedste af alle mulige koder. 26 De påviste også de problemer med de tidligere analyser, der havde fået dem til fejlagtigt at pege på, at der var

bedre alternativer. Forfatterne mente naturligvis, at det var den naturlige udvælgelse, der havde optimeret koden, men kom ikke med detaljerede bud på, hvordan dette skulle være gået til. Måske ville forskere hurtigere have fundet frem til kodens optimalitet, hvis de ikke havde anset den for at være resultatet af uintelligente naturlige processer?

Hvad nu? Hvor står Intelligent Design nu? Nogle biologiske strukturer bærer præg af at være designede, og der lader ikke til at være nogen principielle grunde til, at forskere ikke skulle kunne drage denne konklusion. Men at vide, at noget er designet, er ikke det samme som at have en detaljeret design-model. Ligesom en boganmeldelse ikke kan nøjes med at sige om en bog, at den har en forfatter, ville det være en stor skam, hvis designforskere lod sig stille tilfredse med, at de havde opdaget design, og ikke benyttede dette til at opnå yderligere indsigt i naturen. Dette er, som jeg ser det, hvor Intelligent Design står i dag. Det står klart for mange, at darwinistisk udvikling ikke giver en fyldestgørende forklaring på livets mangfoldighed. Derudover er der en mængde spor, som peger i retning af design, hvilket man ikke behøver at være hverken forstokket fundamentalist eller uvidende om biologi for at konkludere. Men det er vigtigt at huske på, at fundet af design er begyndelsen på en videnskabelig efterforskning, ikke afslutningen. Andre spørgsmål trænger sig på: Hvordan blev designet udført? Hvornår greb designeren ind, og på hvilken måde? Blev de forskellige typer skabt separat, eller styrede designeren udviklingen ved indimellem at ændre en arts dna? Skabte designeren nogle livsformer (måske de første celler) på en måde, der garanterede, at andre strukturer ville udvikle sig? Kan vores nanoteknologiske forsøg på selv at designe organismer kaste lys over, hvilke valg den oprindelige designer stod over for? Hvis to strukturer i forskellige arter er ens, er det så, fordi de har arvet dem fra en fælles forfader, eller fordi designeren har genbrugt sit design? Kan man skelne mellem disse to muligheder? Hvordan? Intelligent Design er en ganske ny teori og har højst et par hundrede offentlige fortalere. Til sam-

menligning har darwinismen 150 års erfaring og har på verdensplan så godt som alle biologer til at tale dens sag. Det betyder, at designforskere ikke har alle svarene hvis de havde, ville der ikke være brug for forskning. Men dette er samtidig en befrielse: Designforskere er ikke bundet til gamle konventioner om, hvordan verden hænger sammen, og der er plads til at arbejde med forskellige modeller. Jeg vil gerne afslutte med et citat af designforskeren Paul Nelson, der giver udtryk for en holdning til hele dette emne, som jeg deler: Når designforskeren kigger på den naturalistiske evolutions ufuldstændige mosaik, har han lyst til udbryde: Lad mig vise dig, hvorfor disse problemer fortsætter med at være uløste: Det billede, som er normgivende for dit arbejde, er forkert. Men han opdager, at hans råd er uønskede, og at hans forståelse af videnskab bliver afvist som et forsøg på at putte religion ind, hvor den ikke hører det hjemme. Som svar til dette kan designforskeren pege på den forlorne måde, hvorpå videnskabelige forklaringer begrænses til naturalistiske fortolkninger. Reglerne er blevet lavet, så de modarbejder design. Men et andet svar appellerer til den skeptiske tilskuer, der spekulerer over, om design måske alligevel kan forklare ting. Denne tilskuer er ligeglad med, om teorien kræver en intelligent årsag. Sådanne årsager ved vi eksisterer (menneskelig intelligens), eller vi har formodninger om, at de gør (overjordisk intelligens, guddommelig intelligens). Denne tilskuer studerende, forsker eller filosof vil prøve at finde ud af, om design måske er sandt. Og det er et interessant spørgsmål, værd at stille og prøve at besvare. Opgaven er at finde en god designteori og så teste den.27

Noter

1 NASA, Opportunity Rover Finds Strong Evidence Meridiani Planum Was Wet , 2. marts 2004. www.marsrovers.jpl.nasa.gov/ newsroom/pressreleases/20040302a.html 2 Dette er faktisk ikke helt korrekt. Matematikkens historie indeholder eksempler på, at antagelser, som man troede var helt igennem logiske, har vist sig at være forkerte (se D.R. Hofstadter, Gödel, Escher, Bach, Basic

Books, 1979). Der er dog tale om meget abstrakte systemer, som størstedelen af dette blads læsere aldrig vil stifte bekendtskab med. 3 T.H. Clark & Stearn C.W., Geological Evolution of North America (Ronald Press Co., 1960), s. 43. 4 J. Faye, Athenes kammer: En filosofisk indføring i videnskabernes enhed (Høst Humaniora, 2000), s. 100-101. 5 Som citeret i C. Sagan, The Demon-Haunted World: Science as a Candle in the Dark (Balantine Books, 1996), s. 37. 6 D.L. Hull, The Use and Abuse of Sir Karl Pop per , Biology and Philosophy (1999) 14:481-504, s. 488. 7 Disse eksempler er hentet fra I. Lakatos, Falsification and the Methodology of Scientific Research Programmes , i Lakatos & Musgrave (red.), Criticism and the Growth of Knowledge (Cambridge, 1974), s. 100-101. 8 T.S. Kuhn, Videnskabens revolutioner (Fremad, 1995), s. 85. 9 Kuhn, Videnskabens revolutioner, s. 189. 10 Kuhn, Videnskabens revolutioner, s. 73. 11 C.R. Darwin, The Origin of Species (John Murray, 1859), kap. 14, s. 482. 12 M.K.E.L. Planck, Scientific Autobiography and Other Papers (New York, 1949), s. 33-34. 13 L. Laudan, The Demise of the Demarcation Problem , i M. Ruse (red.), But Is It Science? The Philosophical Question in the Creation/Evolution Controversy (Prometheus Books, 1996), s. 337350. 14 Laudan, The Demise of the Demarcation Problem , s. 349. 15 P. Kitcher, Abusing Science: The Case Against Creationism (MIT Press, 1982), s. 125. 16 R. Wesson Beyond Natural Selection (MIT Press, 1997), s. 17. 17 J. Fentress, Discussion , i P.S. Moorhead & M.M. Kaplan (red.), Mathematical Challenges to the Neo-Darwinian Interpretation of Evolution (Wistar Institute Press, 1967), s. 71. 18 C.H. Waddington, Discussion , i Moorhead & Kaplan, Mathematical Challenges, s. 98. 19 Evolutionsbiologer anerkender implicit dette argument, når de bruger påståede eksempler på dårligt design til at argumentere for evolutionsteorien. Se S.J. Gould, The Panda s Thumb (W. W. Norton, 1980), s. 19-26, for et eksempel, og P.A. Nelson, The Role of Theology in Current Evolutionary Reasoning , i R.T. Pennock (red.), Intelligent Design

Creationism and Its Critics (MIT Press, 2001), s. 677-704, for en kritik. 20 Woit P., Is String Theory Even Wrong? , American Scientist (2002) 90:110. Forfatteren fortsætter med at bemærke, at strengteori faktisk har fremsat en forudsigelse, men den viste sig at være forkert! 21 F.H.C. Crick, The origin of the genetic code , Journal of Molecular Biology (1968) 38:367-379. 22 J.T.-F. Wong, Role of minimisation of chemical distances between amino acids in the evolution of the genetic code , Proceedings of the National Academy of Sciences USA (1980) 77:1083-1086. M. DiGiulio, The extension reached by the minimisation of polarity distances during the evolution of the genetic code , Journal of Molecular Evolution (1989) 29:288-293. DiGiulio, On the optimisation of the physiochemical distances between amino acids in the evolution of the genetic code , Journal of Theoretical Biology (1994) 168:43-51. N. Goldman, Further results on error minimisation in the genetic code , Journal of Molecular Evolution (1993) 37:662-664.

23 M.J. Denton, Nature s Destiny: How the Laws of Biology Reveal Purpose in the Universe (The Free Press, 1998). 24 Denton, Nature s Destiny, s. 165-166. Der er ikke noget, der tyder på, at Denton kendte til analyserne i note 18. 25 S.J. Freeland & L.D. Hurst, The genetic code is one in a million , Journal of Molecular Evolution (1998) 47:238-248. Freeland et al., Early fixation of an optimal genetic code , Molecular Biology and Evolution (2000) 17:511-518. Freeland et al., Measuring adaptation within the genetic code Trends in Biochemical Sciences (2000) 25:44-45. Freeland, The Darwinian Genetic Code: An Adaptation for Adapting? , Genetic Programming and Evolvable Machines (2002) 3:113-125. 26 Freeland et al., Early fixation of an optimal genetic code , s. 515. 27 P.A. Nelson, Thinking About the Theory of Design , Origins Research (1993) 15(2). http:// www.arn.org/docs/orpages/or152/ 152main.htm

Seminar i Kristiansand fredag 29. okt. Sted: Mediehøgskolen Gimlekollen Gimlekollen, Bergtorasvei 74, Kristiansand John Lennox er professor i matematikk ved Green College, University of Oxford. Han er kjent som en meget dyktig foredragsholder. Program, fredag 29.oktober 2004: Kl. 08.45 - 09.15: Kl. 09.15 - 11.00: Kl. 11.15 - 12.00:

Kl. 12.30 - 13.15: Kl. 13.15 - 14.00: Kl. 14.15 - 14.45: Kl. 14.45 - 15.00:

Registrering Prof. John Lennox: «Plan or Randomness Science without God?» Prof. John Lennox: Professor John Lennox Plan in the Universe the anthropic principle . Samtale og spørsmål. Lunch Else Marie Nerland: «Professor Lochmann Norges første Darwinkritiker». Steinar Thorvaldsen: «Faglitteratur, media og undervisningsmateriell tilpasset skolesituasjonen». Avslutning.

Kl. 19.00 avholdes årsmøtet for Origo Norge. Mediehøgskolen Gimlekollen, Sørvisboks 410, NO-4604 Kristiansand Telefon 38 14 50 00 - http://www.mediehogskolen.no/

Kristen friskole midt i Bergen sentrum Tlf. 5555 9800 Fax 5555 9820

danadm@danielsen.vgs.no

www.danielsen.vgs.no 46

Be om skolebrosjyre!

ORIGO

Redaktion i Danmark Overlærer Knud Aa. Back, Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. Tlf. 5927 1864. E-mail: back@skabelse.dk Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klaus@skabelse.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: holger@skabelse.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren@skabelse.dk IT-ansvarlig, datamatiker Bjarne Krak, J.P. Jacobsensvej 45, 1., 8230 Åbyhøj Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bent@skabelse.dk Cand.scient. Kristian Bánkuti Østergaard, Harald Jensens Plads 9, 2. th., 8000 Århus C. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: peter@skabelse.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær) Redaksjon i Norge Konsulent, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Cand.real. Jon Kvalbein, Amund Hellandsv. 17, 1165 Oslo. E-post: jkvalbei@online.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Friis, Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning. Tlf. 9927 2959. ORIGOs Internet-adresse: www.skabelse.dk Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg Ansv. red. af dette nummer: Kristian Bánkuti Østergaard. Ansv. red. af næste nummer: Holger Daugaard. © ORIGO. Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

Returneres ved varig adresseændring

Returadresse:ORIGO v/Henrik Friis, Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168 48

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer 5 gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning Tlf. 9927 2959

Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

ORIGO

NR.

SEPTEMBER

2004