Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 88, juni 2004

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 88 Juni 2004

Djævelens kapellan? Marsmænd Liv på Mars? Det teleologiske forskningsprogram ORIGO NR. 88 JUNI 2004 E.F. Lochmann

1

Indhold Myten om Kirken og videnskaben Af Knud Aa. Back

3

Lady Hopes besøg hos Darwin Af Knud Aa. Back

5

Djevelens kapellan? Av Jostein Andreassen

7

Marsmænd Af Knud Aa. Back

14

Hvad nu hvis de finder spor af liv på Mars? Af Peter Øhrstrøm

17

Det teleologiske forskningsprogram Af Andreas Peterson

20

E.F. Lochmann Av Else Marie Nerland

24

Fokus på intelligent design Af Peter Øhrstrøm

30

Det nye liv Af Peter Øhrstrøm

31

2

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Myten om Kirken og videnskaben Der er visse genfærd som bliver ved med at gå igen i den offentlige debat. Et af de mere sejlivede har vi faktisk forsøgt at aflive tidligere i Origo, men lad os nu gentage det igen igen: Det er simpelthen noget sludder at Galileo fik mundkurv på af Kirken fordi den var modstander af sand viden. Nej, tværtimod. Kirken begik sin fejl bl.a. fordi den forsvarede den herskende videnskabelige opfattelse af tingenens tilstand! Af Knud Aa. Back Det store protestantiske trossamfund ateismen har sine sejlivede myter. En af dem, den mørke middelalder , er der heldigvis en del, bl.a. danske middelalderhistorikere, som er ved at få aflivet. En anden, galileomyten, er mere sejlivet, og vi ser den trukket af stalden gang på gang, senest i en artikelserie i Berlingske som har oplyst om det spændende initiativ som Københavns Universitet har søsat, det tværfaglige satsningsområde: Religionen i det 21. århundrede. Heri hedder det i en artikel Videnskaben må tage religionen til hjælp fra den 28/122003 bl.a.: Naturvidenskabens frigørelse fra kirkens snærende omklamring begyndte med den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei. »Den bevæger sig nu alligevel!« sagde han, da han i 1633 efter at have været udsat for tortur knækket forlod sit fængsel. Forinden måtte han tilskyndet af pavens trusler om døden på bålet afsværge sin overbevisning om, at Jorden bevæger sig omkring Solen. Små 50 år efter det galileiske hjertesuk sendte oplysningstiden og rationalismens filosoffer kirken på aftægt. ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Den italienske astronom og fysiker Galileo Galilei (1564-1642)

Myterne opstod i kredsen omkring Darwins bulldog, Huxley, i 1800-tallet med den helt bevidste intention at fremstille Kirken som modstander af al oplysning og fri tænkning. Til det brug opfandt man galileo-myten med det berømte udsagn E pur si muove ( den bevæger sig nu alligevel ) som Galileo skulle have mumlet da han blev dømt til tavshed. Og for nu at nagelfastslå Galileos martyrstatus udsætter myten ham endvidere for tortur, ja, i de bedste udgaver bliver han oven i købet blindet. Så man nøjes altså ikke blot, som i Berlingske, at udsætte ham for trusler om tortur! Kendsgerningen er imidlertid den at myten er sludder fra ende til anden. Den er endvidere fuldstændig ulogisk, for uden Kirken havde den moderne videnskab ikke 3

været til. Kirkens tro på en Skaber var nemlig forudsætningen for at mennesker anså det for muligt overhovedet at udforske naturen. I et panteistisk univers er det naturligvis uden mening at afsøge naturen for lovmæssigheder! Og i det gamle Grækenland skulle man vare sig for ikke at begå hybris ved at ville aflure guderne naturens hemmeligheder. Nemesis ville så ramme én med usvigelig sikkerhed. Nej, det er faktisk en veloverset kendsgerning at al forskning af betydning foregik under Kirkens beskyttelse. Kopernikus, fx, dedicerede således sit værk til en pave for netop at opnå dennes beskyttelse. Og at Kirken i sin tid begik fejlen over for Galileo, var paradoksalt nok fordi den lyttede til og respekterede videnskaben, ikke fordi den ville knægte den.

» Det er faktisk en veloverset

kendsgerning at al forskning af betydning foregik under Kirkens beskyttelse. Det var nemlig først og fremmest samtidens parnas af videnskabsfolk Galileo generede, ikke Kirken som rent faktisk gav ham en heltemodtagelse i Rom da han havde opfundet kikkerten. At opfindelsen så også fik Galileo til at kaste alle forbehold over bord og gå ind for den kopernikanske model for solsystemet i modsætning til den herskende opfattelse (jf. vores egen Tyge Brahe som jo vidste! at Jorden stod stille), var i situationen af mindre betydning. Det var først da han begyndte at blande sig i kirkepolitik det gik galt. Romerkirken var i en meget ømtålelig situation med de

4

reformatoriske kætterier spredt rundt omkring, og da Galileo var blevet taget til indtægt af en italiensk gudsfornægter for sine synspunkter, indstiller han sig selv for Inkvisitionen fordi han er oprørt over fortolkningen af hans opdagelser. Her når man frem til at den lære som Galileo står for, er uvidenskabelig (hic!), antibibelsk og kættersk, og at han derfor må afsværge den. Det går han lydigt ind på, og han lover ikke mere at udbrede den. Han forlader dog Rom med den udtrykkelige hensigt ikke at overholde det givne løfte. Tværtimod udgiver han kort efter et skrift hvori han gør sine geocentriske kolleger så grundigt til grin at de reagerer med raseri. Og de har åbenbart haft forbindelserne i orden, for det lykkedes dem, altså hans videnskabelige kolleger, at få ham dømt til tavshed ved Inkvisitionen og til en livsvarig husarrest. Her kan han så fortsætte sin øvrige forskning indtil en øjensygdom efterhånden berøver ham synet, fem år før han dør. At galileo-myten, så sejlivet den end er, er det rene vrøvl, understreges af det faktum at Galileo faktisk levede under beskyttelse af sin gamle ven pave Urban VIII, og at han begravedes ikke blot i indviet jord, men også i en af Firenzes kirker i 1642, året hvor Newton fødes. Sætningen E pur si muove tillægges ham først over 100 år efter hans død. Så Kirkens fejltagelse med at fordømme det kopernikanske system skyldes altså udelukkende at den ville forsvare den herskende videnskabelige opfattelse, ikke undertrykke den!

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Lady Hopes besøg hos Darwin Dokumentation Af Knud Aa. Back At der i Danmark cirkulerer rygter om at Charles Darwin skulle have trukket sin evolutionsteori tilbage, kan måske skyldes at man har lagt lidt vel rigeligt i den beretning om Lady Hopes besøg hos den aldrende Darwin som man kan finde i den, mig bekendt, første evolutionskritiske bog der er udgivet på dansk, H. Enochs Udvikling eller Skabelse, Forlaget Perspektiv, 1971. Forklaringen kan være at prof. Enoch bruger en lidt uheldig overskrift, Darwins tilbagekaldelse på sit appendiks. Hvis der var tale om en tilbagekaldelse af noget som helst, er det alene Darwins agnostiske indstilling til kristendommen det drejer sig om, ikke hans teori! Derudover har man åbenbart læst noget ind i beretningen som den vitterlig ikke siger. Men prøv selv at læse beretningen. Vi bringer her Lady Hopes beretning som den stod at læse i The Bombay Guardian, 25/31916 (i en fra første gang lettere forbedret dansk oversættelse): Det var på en efterårseftermiddag med strålende vejr jeg blev bedt om at gå hen at besøge Charles Darwin. Han var på det nærmeste sengeliggende i flere måneder før sin død. Som han sad dér, understøttet med puder, syntes hans ansigtstræk at blive oplyst af glæde da jeg trådte ind i værelset. Han vinkede hen mod vinduet for at gøre mig opmærksom på den smukke solnedgang man kunne se udenfor. I den anden

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Lady Elizabeth Hope (1842-1922). Hendes samtale med Darwin fandt sted i efteråret 1881, året før hans død

hånd holdt han en åben Bibel som han var optaget af at læse i. »Hvad læser De for øjeblikket?« spurgte jeg. »Hebræerbrevet,« svarede han, »til stadighed Hebræerbrevet. Den kongelige Bog, kalder jeg den « Så pegede han forskellige steder ud og kommenterede dem. Jeg kom med nogle hentydninger til de stærke anskuelser som var blevet fremført af mange ikketroende om skabelsesfortællingen og ligeledes til den måde de havde behandlet Første Mosebogs indledende kapitler på. Det så ud til at pine ham, hans

5

fingre vred sig nervøst, og et smerteligt træk fór hen over hans ansigt da han bemærkede: »Jeg var ung og med uformede ideer. Jeg slyngede om mig med kritiske spørgsmål, udkastede formodninger, tvivlede på alt muligt. Og til min forbavselse fængede mine ideer som en løbeild. Man ophøjede dem til religion!«

» Man ophøjede mine ideer til religion!

Så tav han, og efter yderligere nogle få bemærkninger om Guds hellighed og om storheden i den Bibel han stadig varsomt holdt i hånden, sagde han: »Jeg har et lysthus i haven som kan rumme ca. 30 mennesker. Det er dér ovre! (Han pegede ud ad det åbne vindue.) Jeg ville meget gerne have Dem til tale her. Jeg véd De holder bibeloplæsninger i landsbyerne. I morgen eftermiddag ville jeg gerne at stedets tjenestefolk, nogle af lejerne og naboerne kunne samles der. Vil De tale til dem?«

»Hvad skal jeg tale om?« spurgte jeg. »Kristus Jesus,« svarede han med klar, kraftig stemme. Og tilføjede i et lavere toneleje: » og hans frelse. Er det ikke det bedste emne? Og så ville jeg gerne have Dem til at synge nogle salmer sammen med dem. De spiller for på Deres lille instrument, ikke sandt!« Det strålende udtryk der var over hans ansigt, skal jeg aldrig glemme, for han tilføjede: Hvis De holder mødet kl. 3, vil dette vindue stå åbent, og De skal vide at jeg er med i sangen.« I øvrigt henviser vi til den kritiske gennemgang af historien som Origo har bragt i blad nr. 64 fra april 1999. Læs mere om Darwins liv og om hans sidste år i Jostein Andreassens artikel på de flg. sider.

FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ

FAQ

Hvem var neandertalerne? Var de mennesker?

Ja, neandertaleren var et menneske. Han/hun så anderledes ud end vi gør i dag, men det betyder ikke at der er foregået en evolution, blot en variation. Vi ser også forskellige menneskeracer i verden i dag. De er forskellige, men ikke højere eller lavere udviklet. Der er mange grunde til at neandertaleren må være et menneske. Hjernerumfanget var i gennemsnit større end hos det moderne menneske, de begravede deres døde og lagde blomster på graven, der er fundet en udskåret fløjte der tilhører tiden hvor neandertaleren levede. Når neandertaleren alligevel har fået et ry som tung og brovten mellemform, så 6

skyldes det en fremstilling som franskmanden Marcellin Boule konstruerede i 191113. På trods af klare tegn på at neandertaleren er et almindeligt menneske, insisterede han på at fremstille ham som primitiv mellemform. Han opstillede knoglerne på en måde der var fysisk umuligt, med en krum gang og halvt bøjede ben, så neandertaleren kom til at ligne et abelignende menneske så meget som muligt. Den fejl er i dag rettet, men neandertaleren har stadig et dårligt renommé. Du kan læse mere om menneskets afstamning i temanummeret Nedstammer mennesket fra Adam? september 2002. Det kan bestilles på www.skabelse.dk. Kristian Bánkuti Østergaard

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Djevelens kapellan?1) Charles Darwins religiøse tanker Av Jostein Andreassen Sendt som foredrag i det norske p2-akademiet høsten 2003. Du bryr deg ikke om noe annet enn jakt, hunder og rottefangst, og du kommer til å bli en skam både for deg selv og din egen familie!» Denne skyllebøtta fikk Charles Darwin høre av sin far som ung gutt, og utvilsomt forteller den mye om dem begge. Kanskje er ordene det beste eksempel på faderlig kortsynthet som verdenshistorien har bevart. Men Darwin, som nevner episoden i sin selvbiografi, føyer til: Min far, som var det mest godhjertede menneske jeg noensinne har kjent, og hvis minne jeg elsker av hele mitt hjerte, må ha vært svært opprørt og en smule urettferdig da han brukte slike ord. Charles Robert Darwin ble født i den lille byen Shrewsbury i England 12. februar 1809, for øvrig samme dag som Abraham Lincoln. Faren var en velrenommert og rik lege, og hans mor, som døde allerede da Charles var 8 år, var datter av en berømt porselensfabrikant. Hun kom fra en unitarisk tradisjon et religiøst samfunn som forkaster treenigheten og tok med seg sine seks barn til gudstjeneste i menighetens stedlige kapell. Darwin forteller senere at faren var en fritenker i religiøse saker 2), men siden han var et nominelt medlem av Church of England, var barna døpt og fikk ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

også tilknytning der etter at moren falt fra. Gutten vokste opp i landlige omgivelser på den flotte eiendommen The Mount , like ved elva Severn, nokså dominert av sine eldre søstre og av en svært egenrådig far. Kanskje var det derfor at det morsomste Charles visste, var å streife rundt i naturen og kikke på alt som fantes der: Samlermanien, som gjør et menneske til en systematisk naturforsker, kunstelsker eller gjerrigknark, var meget sterk hos meg og tydelig medfødt. Null og nix Fra 1818-25 gikk Charles på en privatskole på hjemstedet. Men han vantrivdes sterkt. Undervisningen besto for det meste av pugging av de gamle klassikere: Som undervisningsanstalt var skolen absolutt null og nix for meg, skriver han. Aller best var det om Darwin kunne ri de drøye 30 kilometrene til godset Maer Hall , hvor moren kom fra, og hvor hans onkel Josiah regjerte på romslig og vennlig vis. Døtrene hans var sjarmerende Darwin ble siden gift med en av dem og for så vel den unge mannen som for husets herre var rapphønsjakta om høsten verdens viktigste begivenhet. På denne tiden innrettet han også et lite kjemisk laboratorium i redskapsboden sammen med sin vennlige og fem år eldre bror Erasmus, hvor de ofte holdt på til langt på natt. Da kameratene fikk høre om dette, gav de Charles kallenavnet Gass . Men rektor Butler kalte ham inn på kontoret, skjelte ham ut for å kaste bort tiden på tøys og kalte ham en poco curante en som bare er interessert i bagateller. Men rektoren skulle bare ha visst i ettertid skriver nemlig Darwin at forsøkene sammen med broren var den beste delen 7

av min undervisning, idet den gav meg innblikk i hva som menes med eksperimentell vitenskap. Edinburgh 16 år gammel sendte faren ham i brorens fotspor til Edinburgh for å studere medisin. Men begge tok student-tilværelsen meget lett de visste nok litt for godt at arven de hadde i vente, var så stor at de aldri ville behøve å opprette noen legepraksis. Dessuten var de fleste forelesningene ifølge Darwin så dødsens kjedelige at han fikk fullstendig avsmak på hele greia. Blod tålte han heller ikke å se: Jeg besøkte to ganger operasjonssalen ved sykehuset i Edinburgh og så to lite vellykkede operasjoner, en av dem på et barn, men jeg rømte av gårde før de var ferdige. Dette var før kloroformens velsignede dager, og tanken på de to stakkars pasientene hjemsøkte ham i flere år. Under oppholdet i Skottland kom Darwin i kontakt med andre som pleide naturvitenskapen, særlig Robert Grant, som siden ble professor ved Universitetet i London. Det var han som introduserte Darwin for Lamarcks utviklingslære, uten at det gjorde noe inntrykk på ham. I denne tiden leste han også gjennom sin poetiske legebestefar Erasmus Darwins berømte bok Zoonomia , som foregriper utviklingstanken. Men heller ikke denne fikk noen betydning without producing any effect on me , skriver Darwin i selvbiografien. Grant satte også legestudenten inn i zoologisk havforskning, og i begynnelsen av 1826 holdt Darwin et par mindre foredrag i vitenskapsselskapet The Plinian Society , bl.a. et om mosdyr, og som avslørte et allerede veltrent øye for naturens små detaljer. Men kanskje ble det sendt signaler hjem som familien ikke likte, for snart kom det brev fra en noe bekymret storesøster Caroline: Kjære Charles, jeg håper du leser bibelen, ikke bare fordi du synes det er galt ikke å gjøre det, men fordi du ønsker å lære hva som er nødvendig for å gå til himmelen etter at du er død. Hun antar at han ennå ikke føler seg beredt til å motta nattverden. 14 dager senere svarer Darwin fromt at 8

han har prøvd å følge rådet hennes og sier at han foretrekker evangeliene: Vet du hvilket av dem som vanligvis regnes som det beste? Av og til går han til gudstjeneste og forteller hvor lettet han ble da prekenen ikke varte i mer enn 20 min.3) Cambridge Etter to år i Edinburgh foreslo faren, som hadde oppfattet Darwins manglende interesse for legeyrket, at han heller burde ta fatt på teologi-studiet. Utvilsomt var dette av frykt for at sønnen skulle bli et nytt eksempel på de dagdrivende sportsmenn i engelsk overklasse , og egentlig hadde en slik utvikling vært nokså sannsynlig, forteller Darwin lakonisk i ettertid. Den unge mannen bad om litt tid til å tenke over saken. Han hadde egentlig ikke noe imot å bli prest ute på landet det var nok av eksempler på at det lot seg fint kombinere med naturstudier. Men først ville han studere Parson on the Creed og andre teologiske bøker for å se om han kunne bekjenne seg til den engelske kirkes læresetninger. Det kunne han: På den tiden hadde jeg ingen tvil om at hvert ord i Bibelen var bokstavelig sant. 4) Dermed fulgte 3 år med teologistudier i Cambridge. Ofte avpasset han sine hverdagslige spaserturer slik at han fikk høre korsangen i King s College-kapellet. Denne likte den unge mannen så godt at han noen ganger leide inn korguttene til å komme hjem og synge for seg! Men som før tok han lett på studiene. På slutten gjorde han imidlertid et skikkelig skippertak og gikk ut med det 10. beste eksamensresultat av 178 kandidater.5) Legesønnen var nå blitt Bachelor i teologi. Om bare ett år ville han være ferdig utdannet, kunne søke Holy Orders og se seg om etter en høvelig prestegård ute på landet et sted. Men som vi vet akkurat sånn gikk det ikke. Billefangeren Oppholdet i Cambridge ble på alle måter en lykkelig tid for Darwin: Det fantes inORIGO

NR.

88

JUNI

2004

genting jeg gjorde med større iver enn å samle biller, skriver han i sin selvbiografi, og fortsetter: Men en sak fikk større innflytelse på hele min karriere enn noen annen. Det var mitt vennskap med professor Henslow. Presten John Stevens Henslow var professor i botanikk og siden i mineralogi. Han var et enestående menneske og en hengiven kristen. He is quite the most perfect man I ever met with , sier Darwin. Han så de evnene studenten hadde, tok ansvaret for det studieåret som gjenstod og lærte ham opp på alle måter. Snart hadde Darwin fått tilnavnet Han som spaserer med Henslow . Noen år senere var ironisk nok rollene byttet om, og professoren ble for sin del kjent som Han som korresponderer med Darwin . Henslow, som kjente alle sider ved naturhistorien , gav sin elev viktige bøker i hånden som oppdageren Humboldts reisebeskrivelse og den store astronomen Herschels naturfilosofi. Begge gjorde et dypt inntrykk. Siden overtalte han Darwin til å studere geologi, de to planla nemlig en tur til Tenerife sammen, og Darwin prøvde å lære seg spansk et språk som ifølge ham selv var intensely stupid . Jeg snakker, tenker og drømmer om Kanarieøyene, min entusiasme er så stor at jeg knapt kan sitte stille på stolen, skriver han til sin søster. Men ingenting av alt dette ble noe av bare en ukes feltkurs i Wales med Henslows venn, den kjente geologen og presten Adam Sedgwick, som for øvrig siden skulle hudflette Darwin for hans bok Om artenes opprinnelse . Da han kom hjem, den 29. august 1831, etter to ukers lykkelig høstjakt på Maer, lå et brev fra Henslow og ventet. Det var det store tilbudet: Kaptein Fitzroy på seilskuta Beagle trenger assistanse av en ung naturforsker på sin jordomseiling, stod det. Verdensomseilingen Det vil her føre alt for langt å fortelle om den 22-årige teologistudentens opplevelser de neste fem årene. Men hans enestående reisebeskrivelse anbefales. HMS Beagle ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

på norsk Sporhunden var utsendt av det britiske admiralitetet for bl.a. å kartlegge ukjente farvann. Det var en særdeles velutstyrt og opprustet skute som satte ut like før nyttår 1831 fra flåtehavnen Devonport ved Plymouth, helt i sørvest, med 74 personer om bord utrolig mange på en bark som bare målte 90 X 25 fot, altså drøye 27 X 7 meter.6) Allerede ute i Biscayabukta viste det seg at naturforskeren om bord led vondt av sjøsyke, noe som fortsatte på hele turen. Jeg hater hver bølge på sjøen , skrev han oppgitt. Men han var tapper og ble godt likt av mannskapet. Filosofen ble han gjerne kalt, og til og med Fluefangeren . Men kaptein FitzRoy var en hard negl og viste seg å være vanskelig å takle. Hans skiftende humør, konservative Tory-bakgrunn og bifall av slaveriet voldte vel størst problemer. Som frenolog en som ser sammenheng mellom hodeform og karakter hadde han nesten avvist Darwin. Han mente at folk med bred neseform knapt tålte de strabaser en verdensomseiling kunne medføre. Men den unge mannen ble godtatt en beslutning som FitzRoy med sin religiøsitet siden skulle angre bitterlig. Pussig å tenke på hadde en av de tre som ble forespurt om naturforskerjobben før Darwin akseptert tilbudet, var det ikke blitt noen Om artenes opprinnelse .7) Regnskogen Inspirert av Humboldts reisebeskrivelser gledet Darwin seg enormt til å oppleve den tropiske regnskogen: Stakkars alle dere biller i Sør-Amerika ! utbrøt han entusiastisk. Det må ellers slås fast at Darwin var en troende kristen på hele verdensomseilingen. Hvordan skal vi ellers tolke følgende utsagn i hans selvbiografi: Om bord i Beagle var jeg helt ortodoks, og jeg husker at noen av offiserene skjønt de selv var ortodokse lo hjertelig av meg da jeg siterte bibelen som en ubestridelig autoritet i moralspørsmål. Ellers ser vi at teologistudentens notatbøker og brev inneholder en rekke bibelske uttrykk i sin beskrivelse av regnskogens overveldende frodighet, tyde9

lig påvirket av William Paleys naturteologiske pensumbøker og bestefarens store dikt The Temple of Nature . Vi ser ytringer som Gloria in excelcis , Hallelujah og Naturen er et tempel, et tempel fylt med Guds skaperverk . I Andesfjellene kunne naturopplevelsene skildres som å høre et kor synge Händels Messias med fullt orkester. Sammen med skipskameraten Hamond anmodet Darwin en britisk prest i Buenos Aires om å gi dem nattverden før skipet satte av gårde mot det fryktede Tierra del Fuego.8) Han deltok aktivt i gudstjenestene om bord, men det ble stort sett med planene om å få lese i sitt greske nye testamente. Samtidig kunne han undre seg over å finne fossiler av utdødde dyr og skriver: Hvorfor døde dyr ut? Hvis alle arter var skapt perfekt, hvordan kunne det da ha seg at Gud tillot noen arter å forsvinne? Reiser på egen hånd Det overrasker kanskje å høre at Darwin kun var om bord i 533 dager 30% altså drøye halvannet år av de knap fem årene turen varte.9) Den øvrige tiden benyttet den sjøsyke-utsatte naturforskeren stort sett til strabasiøse og ikke sjelden farefulle reiser langt inn i det søramerikanske kontinent, ofte på hesteryggen. Oppsiktsvekkende oppdagelser ble gjort på en rekke områder. Landsmannen Lyells nyskapende bøker om de vedvarende geologiske krefter betydde svært mye: Jeg føler alltid at mine bøker kom halvveis ut av Lyells hjerne , skrev han siden. Store mengder preparert naturvitenskapelig materiale ble sendt hjem med tilfeldige britiske skip, hvor hans mentor Henslow tok seg av det på en så god måte at Darwin, da han kom hjem, plutselig oppdaget at han var blitt en berømt vitenskapsmann. Darwins møte med de spennende Galapagos-øyene er verd et foredrag i seg selv. Men i notatboken undrer han seg siden over om en art kan forandre seg til en annen og stiller spørsmålet om to forskjellige skapere hadde vært på ferde. Kanskje er det derfor overraskende å høre at vi finner ikke ett eneste ord om Galapagos-finkene i Om 10

artenes opprinnelse , og vi finner heller ingenting om skilpaddene i krypdyrutgaven av det store verket Zoology of the Beagle .10) Sannsynligvis skyldes dette at den ellers oppmerksomme naturforsker på Galapagos i ettertid skjønte at han ikke hadde vært oppmerksom nok.11) På Tahiti og New Zealand får mannskapet på Beagle så et spennende møte med britiske misjonærer. Og etter Sør-Afrika-besøket skriver FitzRoy og Darwin i 1836 et innlegg til The South African Christian Recorder , hvor de beskriver misjonærenes arbeid på en svært fordelaktig måte. Fra Darwins dagbok siteres lange passasjer, og fra der hvor han forteller at kannibalisme og blodige menneskeofringer har tatt slutt, hentes følgende konklusjon: Når en sjømann lider skipbrudd, hvor sterkt vil han da ikke håpe at misjonærene allerede er ankommet til den stranden han driver i land! Jeg har anskaffet en kopi på 18 sider fra Pretoria, og da jeg sendte denne formelt første Darwin-publikasjon til Misjonshøyskolen i Stavanger, ble de svært overrasket, for å si det mildt!12) Tvil Vel ankommet England bruker Darwin mye tid til å systematisere og publisere sitt innsamlede materiale. Han gifter seg snart med sin kusine Emma Wedgwood, som er en troende kristen og som han skulle få 10 barn med. Men, skriver han, mellom oktober 1836 og 1839 ble jeg ledet til å tenke mye på religion. Planene om en prestegjerning dør en naturlig død. Av hans notatbøker ser vi at sterke tvilstanker gjør seg gjeldende, og han blir også overbevist om at artene ikke er uforanderlige. Han er nok klar over konsekvensene, for til sin nye venn og senere gode støtte, botanikeren Hooker, skriver han: Det er som å tilstå et mord . Og evolusjonen er altomfattende: Mennesket tror i sin arroganse at det er en slags halvgud. Det er mer sant og ydmykt, tror jeg, å se på det som skapt fra dyrene. 13) Å, din materialist! skriver han i 1838. Han leser Comtes positivistiske filosofi og kommer etter hvert til å forkaste ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

tanken om at en personlig gud har åpenbart seg. Bibelen står ikke mer til troende enn de gamle hinduistiske skrifter. Darwin vet at disse tankene volder hans kjære Emma stor sorg, men at hun kjemper sammen med ham. Jeg var meget uvillig til å oppgi min tro , skriver han i sin selvbiografi, men meget langsomt kom tvilen smygende inn over meg, og til slutt hadde jeg helt mistet min tro. Noen måneder før han døde, forteller han i et intervju med den kjente ateisten Aveling, Karl Marx svigersønn: Jeg oppgav ikke kristendommen før jeg var 40 år gammel .14) Dette var trolig i forbindelse med dødsfallet til hans tiårige hjertebarn Anne i 1851, en hendelse som voldte ham stor sorg. Noen år senere skrev han i sitt hovedverk om én omfattende lov som fører til fremgang blant alle organiske vesener, og det er denne: Formér dere, forandre dere, la de sterkeste leve og de svakeste dø! Men det er så rart med det, når loven rammer en selv og ens nærmeste, kan det bli så ubeskrivelig tungt ... Hovedverket Inneholder så Darwins hovedverk Om artenes opprinnelse noen religiøse tanker? Ja, faktisk, så formastelig det enn kan høres ut. For skal vi ta teksten alvorlig og det skal vi vel ser det slett ikke ut til at han ennå har fått Paleys Natural Theology ut av hodet. Et studium av denne og så av Darwin gir forbausende mange paralleller, for eksempel i diskusjonen om hvordan øyet har oppstått. Og bokens sentrale uttrykk The Great Tree of Life fra kapittel 4 gir som metafor sterke assosiasjoner til Skapelsesberetningen. Men skissen vitenskapshistoriens mest kjente av det samme treet er som kjent slett ikke særlig bibelsk. For Darwin går sterkt i rette med tidens gjengse oppfatning: Det at artene er skapt uavhengig av hverandre at hver art er et resultat av en særskilt skaperakt og at de er skapt uforanderlige, hver for seg. Tvert imot hevder han at alt liv stammer fra en eller noen få former. Kanskje Om artenes forandring hadde vært en mer dekkende tittel? Men Darwin sier i sin selvbiografi at på ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

den tiden han skrev sitt hovedverk, var overbevisningen sterk om at han fortjente å bli kalt en teist , siden ble den svakere. En teist er en som tror det er en personlig gud som har skapt verden. I alle fall opptrer betegnelsen The Creator 7-9 ganger i de forskjellige utgavene: På nest siste side hevder han faktisk at Skaperen har inngytt sine lover i materien ( the laws [are] impressed on matter by the Creator .) Og vi blir ledet til å spørre: Stammer naturlovene fra en høyere intelligens? Styres evolusjonen av Skaperen selv? Bokens siste setning fungerer tydeligvis som en hovedkonklusjon. Her brukes det bibelske uttrykket om at livet er «innblåst . I andre utgave, som kom seks uker senere, føyde han til av Skaperen ( breathed by the Creator ), og dette ble tross en rekke senere revisjoner beholdt i alle utgaver, til den endelige kom i 1876 (ikke 1872).15) Det kan også nevnes at boken begynner med to, i senere utgaver tre epigrafer fra kjente kristne filosofer. Den ene, Whewell, som hadde vært Darwins rådgiver i grave subjects under studietiden i Cambridge, takket imidlertid for sist ved å sørge for at Darwins verk ble nektet tatt inn i biblioteket på Trinity College. 16) Brev I sin korrespondanse, som omfatter hele 14.000 brev, og som utvilsomt er en av verdens mest interessante samlinger, gir Darwin uttrykk for sitt uoffisielle syn på tilværelsens gåter. Her omtaler han ikke sjelden hovedverket og skriver for eksempel i mai 1860 til botaniker-vennen Gray i USA at han ikke hadde noen intensjon om å skrive ateistisk ( I had no intention to write atheistically ).17) Og til en annen venn, den kjente Huxley, forteller han i jula 1859 at troen på en skapt grunntype har han tatt med i boken fordi det forekom meg nokså sannsynlig ( it seemed to me probable ).18) Ellers i brevlitteraturen finnes en rekke religiøse utsagn og svar på spørsmål som avslører en svært tvilrådig, frustrert og ambivalent holdning, og som utvilsomt kan brukes og misbrukes av så vel misjoneren11

de kristne som ateister til støtte for nettopp deres syn. En hund kunne like gjerne spekulere over Newtons sinn , skriver han en gang nokså oppgitt.19) En annen gang uttaler han: Jeg angriper ikke Moses, og jeg tror Moses kan ta vare på seg selv. Og jeg kan ikke huske at jeg noensinne har publisert et eneste ord direkte mot religionen eller prestene. 20) I sitt annet hovedverk, Menneskets avstamning (1871), er det ingen naturteologi tilbake, nå oppfattes også moralen og religionen som et resultat av evolusjonen. I selvbiografien er også hans religiøse betraktninger med, men en god del av dette ble for sterkt for enkelte familiemedlemmer og strøket da den ble utgitt etter hans død. En usensurert utgave kom først i 1958. I denne kaller Darwin seg for agnostiker, dvs. en som mener at gudserkjennelse er en umulighet, men som ikke nødvendigvis avviser eksistensen av en gud. Omvendelse på dødsleiet? Til påstanden om at Darwin ble omvendt på dødsleiet og derfor tilbakekalte sin evolusjonsteori, knytter det seg stor interesse og mange spørsmål. Ser vi på situasjonen på hjemstedet, den lille landsbyen Downe, det siste halve året han levde, er bakgrunnen denne: 1. september 1881 ble Darwins eneste bror Erasmus begravet på stedets kirkegård, nær ved Darwins hjem. De to var svært nære venner, og siden Darwin utvilsomt også skjønte at snart var det hans tur, tok han dette tungt. I denne situasjonen får han tre uker senere besøk av to fremtredende ateister, tyskeren Büchner og tidligere nevnte Aveling, i forbindelse med fritenkernes internasjonale kongress i London. Fru Emma Darwin er engstelig for mannens vaklende tro og følgelig skeptisk. Når de to ankommer, har hun sørget for at både hun selv, presten og husvennen Innes og sønnen Francis er til stede. I samtalens løp beskriver Darwin seg selv som agnostiker.21) Så langt er alt udiskutabelt. Men en av de påfølgende dager skal Darwin ha fått et nytt besøk denne gang av 12

en stedlig kvinnelig predikant og senere kjent forfatter, lady Hope, eller Elizabeth Reid Cotton. Ifølge henne skal dette ha funnet sted i Darwins soverom i 2. etasje, hvor han er kledd i slåbrok med broderier og nettopp har våknet fra sin middagslur. Det er fra henne vi har beretningen om Darwins omvendelse, men som hans barn Henrietta og Francis siden kategorisk avviste som blank løgn. Hvordan nå allting er, besøket skjedde altså definitivt ikke på hans dødsleie, men minst et halvt år før, på et tidspunkt da barna ikke skal ha vært hjemme. Det kan bevises at de ikke var det lørdag 1. oktober. Hva Emma Darwin og husets tjenere mente om saken, vet dessverre ingen. Lady Hope publiserte først sin beretning i Boston Watchman Examiner 19. aug. 1915, altså hele 34 år etter at det skal ha skjedd og holdt fast på den til sin død. Siden har den gått land og strand rundt. Den fremragende britiske vitenskapshistorikeren James Moore har dukket dypt ned i denne historien. Etter 20 år med undersøkelser, som førte ham verden rundt, publiserte han boken The Darwin Legend i 1994. Han innrømmer at da han langt om lenge fikk seg til å lese Lady Hopes beretning, ble han helt forbauset. Jeg så med en gang at deler av den kunne være autentisk. Nysgjerrigheten var vakt, og han fant ut at vekkelsespredikanten James Fegan rundt 1880 holdt møter i Downe for landsbybefolkningen og de tallrike sesongarbeiderne som plukket humle til ølfabrikasjonen. Ironisk nok florerte drukkenskapen. Møtevirksomheten hadde også det resultat at mange kom ut av sitt alkoholmisbruk. Dette begeistret Darwin, og da høsten kom, fikk predikanten låne et klasserom av ham til møtene sine. Dette hadde Darwin opprinnelig leid til leseværelse for arbeiderne. Parslow, familiens kjære gamle hovmester, ble omvendt, likeledes Mrs. Sales, husholdersken, og flere andre av Darwins tjenere. Tidspunktet for måltidene ble faktisk flyttet for at de kunne gå på møtene.22) Samtidig ser det ut til at Lady Hope fungerte i området i Fegans sted mens han hadde et tre måneders sykdomsfravær høsten 1881. Teorien er da at Darwins kone overtalte ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

ham til å møte Lady Hope som en slags kompensasjon for at hun gikk med på ateistbesøket. En annen teori er at den nå troende Parslow forordnet det hele og var tilstede. Hope sier hun ble budsendt av en tjener. Interessant er det at Fegan anser Lady Hope som upålitelig og kategorisk avviser hennes oppsiktsvekkende påstander i to lange brev datert mai 1925.23) Så konklusjonen må bli: Darwin døde som det han var, agnostiker, og det de nærmeste hørte som hans siste ord var: I am not the least afraid to die. Noter

1) Brev til botanikeren Hooker, 13.07.1856 Correspondence , Volume 6, s. 178 2) Phipps 2002, s. 3; jfr. LLD, III, s. 179 3) Correspondence, Volume 1, s. 36 4) Darwin: Autobiography , s. 57 5) Browne 1995, s. 97 6) Darwin: Narrative 1977, s. 12 7) Browne (ed.) 1989: Darwin: Voyage , s. 5. De tre første var J. S. Henslow, L. Jenyns og H. Chester. 8) Browne 1995, s. 326; jfr. Darwin Manuscript Collection, Univ. Library, Cambridge, 112, 54) 9) Browne (ed.) 1989: Darwin: Voyage , s. 16 10) Concordance , s. 271; Darwin, Charles (ed.): The Zoology of the voyage of HMS Beagle under the Command of Captain FitzRoy. Part 5. Reptiles. By Thomas Bell, London 1838-43 11) Sulloway 1982 12) Keynes 1988, s. 377. Det kan diskuteres om Darwins første publikasjoner heller er artiklene fra The Plinian Society (Browne I, s. 82) eller artikkelen om en bille han fant (ibid. s. 99) 13) Darwin: Notebooks , s. 300 14) Aveling 1883 15) Freeman 1977, s. 80f.: The printing of 1876 is the final text as Darwin left it . 16) Phipps 2002, s. 62 17) F. Darwin (ed.): LLD, II, s. 311f. 18) Ibid. s. 251

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

19) Brev til botanikeren Asa Gray i USA, 22. mai 1860; Correspondence , Volume 8, s. 224. 20) F. Darwin (ed.): LLD, II, s. 288f. 21) Aveling 1883; bekreftes og kommenteres av sønnen F. Darwin 1887 (ed.): LLD, I, s. 317 22) Moore 1994, s. 162 23) Ibid., s. 154ff.

Litteratur

Aveling, Edvard: The Religious Views of Charles Darwin , London 1883, Freethought Publishing Barrett, Paul H. et al (ed.): A Concordance to Darwin s Origin of Species , Ithaca and London 1981 Ibid.: Charles Darwin`s Notebooks 1836-1844 , Cornell Univerisity Press, 1987 Browne, Janet: Voyaging. Volume I of a Biography , New York 1995 Ibid.: The Power of Place. Volume II of a Biography , New York 2002 Ibid. and Neve, Michael (ed.): Charles Darwin. Voyage of the Beagle , London 1989 Burkhardt, F./Smith. S. (ed.): The Correspondence of Charles Darwin , Volume I-VIII, Cambridge 1985Darwin, Charles: The Autobiography of Charles Darwin 1809-82 , New York/London 1958 Darwin, Charles: A Narrative of the Voyage of HMS Beagle , London 1977 Darwin, Francis (ed.): Life and Letters of Charles Darwin I-III, London 1887 (LLD) Freeman, R. B.: The Works of Charles Darwin. An Annotated Bibliographical Handlist , Kent 1977 Keynes, R. D. (ed.): Charles Darwin's Beagle Diary , Cambridge 1988 Moore, James: The Darwin Legend , Michigan 1994; jfr. motsatt hovedkonklusjon i omvendelsesspørsmålet i Croft, L. R.: The Life and Death of Charles Darwin , Elmwood 1989 Phipps, William E.: Darwin's Religious Odyssey , Pennsylvania 2002 Sulloway, Frank: Darwin and his finches: the evolution of a legend , Journal of the History of Biology 15, 1-53, 1982a og: Ibid.: Darwin's conversion: the Beagle voyage and its aftermath , ibid. 15, 325-96, 1982b

13

Marsmænd

I de seneste måneder har spørgsmålet om (fortidigt) liv på Mars været genstand for stor opmærksomhed. Svaret på spørgsmålet hænger sammen med de fundamentale temaer om livets oprindelse. Men det er ikke helt let at sige, hvad de præcise konsekvenser for synet på livet vil være, henholdsvis hvis man finder, og hvis man ikke finder spor af liv på Mars. Vi bringer i dette nummer to redaktionsmedlemmers lidt forskellige vurderinger af disse konsekvenser. Red.

Af Knud Aa. Back Bedstefar Backs polemiske hjørne ser denne gang på hvorfor marsforskningen er så interessant. For mig at se er der ikke noget forskningsprojekt der overgår udforskningen af Mars, nu og i fremtiden. Og hvorfor så det? Jo, jeg som bekender mig til det creationistiske synspunkt, leder nemlig med lys og lygte efter beviser mod min forestilling om verdens opståen og beskaffenhed. Mod?! mener du ikke for! Nej, netop mod! For i de over 30 år jeg har beskæftiget mig med evolutionsteori, har jeg samlet et bjerg af beviser mod denne tankekonstruktion, så mit synspunkt kan kun skærpes ved argumenter mod det creationistiske synspunkt, taget i allerbredeste forstand. Og netop hér er marsforskningen uhyre interessant. Jeg vil gerne henvise til en af mine popstars inden for naturvidenskaber14

Bedstefar B acks Polemiske Hjørne

ne (ja, undskyld udtrykket) Jens Martin Knudsen, vor hjemlige marsmand. Han er kommet med for mig at se et meget væsentligt argument for hvorfor det er så vigtigt at finde ud af om der (er) har været liv på Mars. Citeret efter hukommelsen lyder det nogenlunde sådan: »Hvis vi finder liv på Mars, vil det være et kraftigt indicium på at livets opståen er en naturlig del af stjernedannelsesprocessen!« Den lader vi lige stå et øjeblik: livets opståen en naturlig del af stjernedannelsesprocessen! En aprilsnar Jeg må indrømme at jeg var ved at få min morgenostemad galt i halsen da jeg på Berlingskes forside mødte en historie om at man på Mars havde fundet en fossil børsteorm. Ok, man må jo være stor nok i slaget til at vedgå at ens mere end trediveårige overbevisning kan være gal, for hvis dét er tilfældet, så mener jeg at designteorien falder sammen som et korthus! Det er faktisk en underlig fornemmelse at få sit verdensbillede smadret på de par minutter det tager at læse en sådan artikel. Men inden jeg helt opgav ævred, kikkede jeg op til venstre på samme avisforside og lagde mærke til datoen! Dér var forklaringen: 1. april! Nu vil nogen måske sige: Hvorfor dog gøre så meget ud af en sølle børsteorm på Mars? Det skal jeg gerne forklare nærmere. Når vi taler om Mars, er mit standpunkt nogenlunde klart: Jeg er overbevist om at Mars er lige så steril som Månen viste sig at være før første månelanding! Jeg kan huske hvordan de første månemænd blev holdt i karantæne efter landingen i Stillehavet da de kom hjem fra den første månefærd: Man ville ikke risikere at slæbe noget med

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

skridt pga. saturnraketternes styresystemer, osv. osv. ad libitum. Så selvom en bemandet marslanding vil være kostbar, er den absolut ikke penge ud ad vinduet. Det er kun en kortsigtet betragtning der vil hævde dét, og det gælder i øvrigt al grundforskning. Og netop fordi marsprojektet er så fundamentalt for vores forståelse af livets opståen i dette univers, gælder det bare om at komme af sted, jo før, jo bedre!

hjem fra Månen. Nu véd vi at det eneste biologiske materiale der kan være på Månen, er det som mennesket selv har ført med sig ved sine besøg på drabanten. To ting er for mig forklaring på at Mars må være så steril som en kogeplade: 1. Liv opstår ikke af sig selv, det har Pasteur bevist for længst! (For at sige det på designteoretisk , programmering bliver ikke til af sig selv.) 2. Fossiler opstår kun under helt specielle forhold! Så selvfølgelig er der ikke liv på Mars og har aldrig været der! Men så må du jo også være modstander af marsforskningens planer om en bemandet ekspedition til vores naboplanet! Overhovedet ikke! Somme har hævdet at hele apolloprojektet med de bemandede måneflyvninger var spild af penge, at vi meget hellere skulle have brugt pengene på ulandshjælp. Synspunktet lyder måske meget tilforladeligt, men må dog afvises. Hvis man skal hjælpe ulandene, skal han i gang med et meget vanskeligere projekt end alverdens mars- og månelandinger, nemlig en ændring af EU s landbrugspolitik. Og spild af penge har månelandingerne absolut ikke været. Tænk bare på de keramiske komfurer som ikke havde været til uden forskningen i landingsmodulets varmeskjold, hele IT-teknologien, herunder mobiltelefoni, som har udviklet sig med stormORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Liv opstår ikke af sig selv Designsynspunktet er: Da forskellen på organisk og uorganisk stof kun er programmering, må man kunne forklare hvordan denne helt nødvendige programmering er blevet til hvis man vil forklare livets opståen. Og det kan neodarwinismen ikke! Ikke uden de mest fantastiske og gerne panteistiske forklaringer! Nå, det passer vel ikke, for darwinismen forfalder jo ikke til noget så uvidenskabeligt som filosofisk betingede forklaringsmodeller. Nej, man hævder som videnskabeligt, indiskutabelt faktum at en bunke legoklodser kan blive til en fuldendt model af Amalienborg ved at blive kørt rundt i en blandemaskine, blot man har tid nok! Fossiler kræver helt specielle forhold Jeg bevæger mig nok ud på lidt kontroversiel is nu: Men jeg vil hævde at der i dag ikke opstår fossiler! (Og som først nævnt: Jeg er interesseret i at få skudt alle mine fejlopfattelser ned, så lad mig få nogle beviser på det modsatte.) Og kom nu ikke med tysk pigtråd på norske kyster, de fossiler jeg taler om, skal være baseret på organisk materiale, tak! For hvis man vil forklare fossildannelsen, kommer man ikke uden om følgende fakta: Begravelsen skal foregå lynhurtigt, og den skal foregå i et iltfrit og sterilt miljø. Hvorfor finder vi ikke fossiler af de nulevende arter på de afrikanske savanner? Fordi når et dyr dør på savannen, bliver det straks overfaldet af ådselædere, benædere og bakterier og udraderes derfor i løbet af 15

forbavsende kort tid sporløst fra jordens overflade. Så der bliver ikke meget fossil af dét skind! Læg mærke til at alle de fossiler vi hører om, kræver vands medvirken. Er der få undtagelser? men de kan i så fald kun bekræfte regelen. Og vand i rigelige mængder. Så rigelige at man meget naturligt burde tale om en verdensomspændende oversvømmelseskatastrofe. Men det er jo umuligt! Det kan simpelthen ikke lade sig gøre!!! Måske ikke. Jeg er ikke så overbevist. Der er så meget i fortiden der ikke har kunnet lade sig gøre. Det umulige muligt Da George Gamow i sin tid lancerede begrebet Big Bang i opposition til Fred Hoyles Steady State-teori for universets opståen, var det helt til grin. Hoyle kunne godt nok ikke give en logisk forklaring på hvordan H2 kan opstå spontant i rummet, men at universet skulle have en tidsmæssig begyndelse, var latterligt. Da Kontinentaldriftteorien blev lanceret, var den umulig. Og da de første creationister talte om at Jorden

i fortiden kunne være ramt af en større katastrofe, var det et latterligt synspunkt set ud fra Charles Lyells idé om at nutiden er nøglen til fortiden ! Jeg formoder det ikke er for meget sagt når jeg vil hævde at i dag er de fleste enige om at dinoernes endeligt på denne jord, skyldes en sådan katastrofe i form af en litiumberiget meteorit i kæmpestørrelse. Så kun en tåbe frygter umulige forklaringer blot fordi de er latterlige! Nej, hvis fossildannelsen skal have en almindelig forklaring og ikke må skyldes ekstraordinære forhold , så skulle vores planet i fortiden være plastret til med asfaltsøer! Hvorfor dét så ikke også er en umulig forklaring, undrer mig! Konklusion Så så længe det ikke tyder på at Mars har været udsat for en designtilførsel på sine grundstoffer og en fossildannende katastrofe, forekommer det mig at være et forfængeligt håb at nære at der skulle være livstegn på Mars. Men som sagt, selvfølgelig skal vi gøre alt hvad vi kan for at finde ud af det! Så absolut. So, Planet Mars, here we come!

Rottens gener Det naturvidenskabelige tidsskrift Nature (april 2004) rapporterer, at rottens gener nu er kortlagt. Ud over menneskets gener er også musens gener kortlagt. Forskerne dokumenterer, at 40% af rottens gener er fælles med mennesket. Dette tolkes som et tegn på fælles afstamning. Det er imidlertid ikke den eneste tolkningsmulighed. Alternativt kunne man sige, at de fælles gener er udtryk for et fælles design, som hænger sammen med, at en række af de samme proteiner skal bruges både i rotten og i mennesket. Red.

16

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Hvad nu hvis de finder spor af liv på Mars? Af Peter Øhrstrøm Man skal ikke have hørt eller læst ret meget om de aktuelle Mars-ekspeditioner og om planerne om fremtidige bemandede rumrejser til den Den Røde Planet , før man opdager, at det hele i virkeligheden drejer sig om os selv, dvs. menneskets selvforståelse. Vi vil gerne vide, om vi er alene i universet, og om livet kun er opstået på Jorden. Er livet på Jorden og specielt mennesket noget ganske særligt i universet, som skyldes en eller flere helt unikke begivenheder her på Jorden? Eller er det derimod sådan, at livet (og mennesket) opstår, hvor som helst visse basale forudsætninger er opfyldt? Blandt dem, der mener det andet, nævnes tilstedeværelsen af flydende vand som regel som den allervigtigste forudsætning. Derimod fremhæver dem, der mener det første, at der ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem eksistensen af flydende vand og fremkomsten af liv. Men begge parter kan oplagt kun give udtryk for deres meninger og formodninger. Og nu må sagen undersøges ved direkte observation. Det er her Mars-ekspeditionerne kommer ind i billedet. Det er efterhånden godt dokumenteret, at der engang i fortiden over en længere periode var flydende vand på Mars. Derimod har vi ikke nogen observationer, der kan besvare spørgsmålet om fortidigt liv på Mars, og der er ingen grund til at tro, at vi vil kunne foretage sådanne observationer uden en bemandet rejse til Mars. Ingen har forventninger om, at robotter bygget med forhåndenværende teknologi vil kunne klare opgaven. Heller ikke meteoritter fra Mars som ALH84001 (opkaldt

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

efter findestedet, Allan Hills, og årstallet for fundet, 1984) kan afgøre spørgsmålet om liv på Mars engang i fortiden (se ORIGO nr. 54, 55 & 66). Tilfældighedens og nødvendighedens skole I dansk sammenhæng er Mars-forskningen og dens konsekvenser for vor egen selvforståelse først og fremmest formidlet af prof., dr.scient. Jens Martin Knudsen, der som den eminente pædagog han er har formået at forklare alle interesserede (og flere til), hvori opgaven og udfordringen består. Jeg havde selv sidst i 1960 erne fornøjelsen af at være student under Jens Martin Knudsen. Allerede dengang var hans interesse for spørgsmålet om liv i universet tydelig. Jeg husker, at han ved en forelæsning gav udtryk for, at det ville være en helt provinsiel opfattelse at mene, at livet kun er opstået på en eneste planet (nemlig vores egen) blandt myriader af stjerner i en eneste af myriaderne af mælkeveje. Han var dengang skeptisk næsten afvisende over for dette provinsielle synspunkt. Tilsyneladende er han ikke helt så sikker i sin sag mere. I hvert fald må synspunktet præsenteres som en af de tankemuligheder, som må tages i betragtning. Det formuleres på følgende måde i Jens Kertes glimrende bog Mars og Marsmanden. På rejse til Den Røde Planet med Jens Martin Knudsen : Den franske biolog og Nobelprismodtager anno 1965, Jacques Monod, siger i sin bog Tilfældigheden og nødvendigheden: Langt om længe ved mennesket, at det er alene i det følelseskolde, uendelige univers, hvoraf det udsprang ved en

17

Andre forskere er imidlertid af en helt anden opfattelse. De mener, at livet er indskrevet i den lovmæssighed, hvormed universet udvikler sig Livet opfattes som et ledsagefænomen til stjernedannelsesprocessen. Når en stjerne af samme type som Solen dannes og det sker ofte i vor galakse, Mælkevejen kommer livet med samme tvingende nødvendighed som planeter, asteroider og kometer. Denne opfattelse benævnes Nødvendighedens skole . [Kerte 2003, p.65] Jens Martin Knudsen betoner stærkt, at vi i øjeblikket ikke har observationer, der kan hjælpe os med afgøre striden mellem Tilfældighedens skole og Nødvendighedens skole . Men hvis man finder spor af liv på Mars, og hvis man kan dokumentere, at det ikke stammer fra Jorden, vil det være et stærkt argument mod de relativt få folk, der stadig tilslutter sig Tilfældighedens skole . Hvis man derimod ikke finder spor af liv på Mars, vil det tale afgørende imod Nødvendighedens skole , idet livet altså ikke er opstået selv om alle forudsætninger (især flydende vand) tilsyneladende har været opfyldt på Mars. tilfældighed. Denne opfattelse kaldes i dag Tilfældighedens skole . [Kerte 2003, p.65] Synspunktet indebærer altså, at livet er så usandsynligt, at det givetvis kun er opstået en eneste gang og på et eneste sted i universet nemlig på Jorden. Denne skole er siden 1960 erne blevet kritiseret af flere og flere. Den er blevet opfattet som urimelig, idet den med Jens Martin Knudsens udtryk er udpræget provinsiel set i et kosmisk perspektiv. Hertil kommer, at det ud fra et eksistentielt perspektiv forekommer mange ubærligt, at vi er blevet til som et helt uforudsigeligt og meningsløst (bi)produkt af tilfældighedernes spil i et univers, i hvilket vi dermed kun kan opfatte os selv som et fremmedelement. Inspireret af sådanne betragtninger har mange forskere de seneste årtier talt for en anden model, som Jens Martin Knudsen beskriver på følgende måde: 18

Intelligent design De to positioner repræsenteret af henholdsvis Tilfældighedens skole og Nødvendighedens skole udtømmer imidlertid ikke feltet af mulige positioner. Intelligent design eller intelligent-design-skolen repræsenterer en tredje mulighed, som indebærer, at livet kun opstår, når stoffet tilføres intelligent design. Ud fra den betragtning er livet hverken et resultat af tilfældige processer eller en automatisk konsekvens af stoffets egenskaber og de fysiske forhold. Denne tredje skole vil fremhæve livet som et af de fænomener, der oplagt må skyldes, at stoffet er blevet bearbejdet ud fra en plan ved intelligent design. I en kristen sammenhæng vil livet på denne måde blive forstået som resultatet af Skaberens intelligente plan. Hvad nu hvis de finder spor af liv på Mars? Hvad vil tilhængerne af intelligent design så sige? Det forekommer mig oplagt, at ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

det ikke vil være fatalt for design-skolen , hvis man finder spor af liv på Mars selv ikke hvis man kan dokumentere, at det fundne liv ikke stammer fra Jorden. Hvis man finder sådanne spor på Mars, vil tilhængere af intelligent design (herunder mig selv) blot kunne svare, at så er livet altså også blevet designet (skabt) på Mars. I givet fald vil Tilfældighedens skole være meget svækket, og debatten vil stå mellem tilhængere af henholdsvis intelligent design og Nødvendighedens skole . Sådan set er det allerede situationen, eftersom det må skønnes, at Nødvendighedens skole i forvejen har væsentligt flere tilhængere end Tilfældighedens skole . Men det er klart, at de eventuelle opdagelser på Mars vil naturligvis tilføre debatten nye og interessante perspektiver. Hvis man derimod ikke finder spor af liv på Mars, vil det tale afgørende imod Nødvendighedens skole . Hvis tilhængerne af denne skole ikke kan tale sig ud af det (og

det vil ikke blive let), vil man i realiteten have valget mellem at vende sig til Tilfældighedens skole , som de fleste som nævnt af forskellige grunde har forladt, og at acceptere ideen om intelligent design. Det er altså ikke tilhængerne af intelligent design, men først og fremmest tilhængerne af Nødvendighedens skole , der har noget i klemme i forbindelse med de kommende års Mars-ekspeditioner. Referencer

Steinar Thorvaldsen: Liv på Mars - fantasi og forskning, ORIGO nr. 66, september 1999. Peter Øhrstrøm: Liv på Mars?, ORIGO nr. 54, oktober 1996. Albert A.C. Waite: Liv på Mars refleksioner over et forskningsresultat, ORIGO nr. 55, december 1996 Kerte, Jens: Mars og Marsmanden. På rejse til Den Røde Planet med Jens Martin Knudsen. Aschehoug 2003

FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ FAQ

Hvorfor er der så mange kosmologer og astronomer, som er åbne over for tanken om en overnaturlig oprindelse for universet?

FAQ

I de seneste år har mange kosmologer og astronomer talt om det såkaldt antropiske princip, som drejer sig om det forhold, at naturkonstanterne (f.eks. gravitationskonstanten, Plancks konstant, lysets hastighed etc.) helt fra universets begyndelse har haft værdier som gør eksistens af organisk liv muligt. Bare nogle få mindre ændringer i disse konstanters værdier ville have gjort livet umuligt. Umiddelbart synes der ikke at være noget i vejen for, at konstanterne kunne have været anderledes end det, der skal ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

til for at gøre livet muligt. Det ser altså ud som om, at universet er indrettet (designet) med naturkonstant-værdier, så livet kan eksistere. På den anden side har nogle videnskabsfolk indvendt, at ingen jo ville kunne have erkendt det, hvis der ikke havde været naturkonstant-værdier, så livet kan eksistere og at vi derfor kan se bort fra hele denne overvejelse. Andre har dog peget på, at det under alle omstændigheder er i orden at undre sig over, at naturkonstanterne har fået disse særlige værdier, som gør livet muligt. Det er klart, at denne undren let leder tanken hen på muligheden for en overnaturlig oprindelse for universet. Peter Øhrstrøm

19

Det teleologiske forskningsprogram Et alternativ til darwinistisk historisme Af Andreas Peterson Introduktion Biologiske organer eller strukturer ses i dag som resultatet af en naturlig proces, i de fleste tilfælde den darwinistiske udvikling. Denne artikel beskriver et alternativ, der forsøger at flytte perspektivet tilbage til en funktionel forklaring. Dette alternativ bærer kimen i sig til frugtbar forskning og bør overvejes grundigt af alle, der ser intelligens som en virkelig kraft i naturen

Forlemmer fra forskellige tetrapoder, med deres ligheder fremhævede. Darwin mente, at disse ligheder skulle forklares historisk, ikke funktionelt. Tilpasset fra Strickberger 2000.

Aristoteles vs. Darwin Aristoteles anderkendes sædvanligvis som grundlæggeren af biologi, og han arbejdede ud fra den antagelse, at organismer var designede, hvilket fik ham til at lede efter formålet (teleos) med deres organer og struk20

turer. Aristoteles tanker lagde grunden til den tradition, der senere skulle resultere i den moderne naturvidenskab, og princippet om formål eller funktionalitet ledte til nye opdagelser. For eksempel blev blodkredsløbet opdaget af William Harvey, der ikke kunne tro, at Gud havde lavet så mange veneklapper uden grund. Dette ændrede sig med Darwins evolutionsteori. Ganske vist foreslog han den naturlige udvælgelse som en mekanisme, der tilpassede organismer til deres miljøer, men ikke desto mindre pegede han i sin argumentation på arrangementer, der udviste dårlig tilpasning. Som Stephen J. Gould forklarede: Mærkelige arrangementer og sjove løsninger er beviserne for evolution veje, som en fornuftig Gud aldrig ville betræde, men som en naturlig proces, begrænset af historien, nødvendigvis må følge. Ingen forstod dette bedre end Darwin. Ernst Mayr har vist, hvordan Darwin, i sit forsvar for evolutionen, regelmæssigt henviste til organiske dele og geografiske distributioner, der gav mindst mening. (Gould 1992, 20-21) Darwin lagde grunden til en historisk forståelse af den levende verden: Organismer skulle ikke længere ses som funktionelle konstruktioner, men som resultatet af en naturlig evolutionsproces. Dette illustreres glimrende af hans diskussion af tetrapodernes lemmer: Hvad kan være mere mærkeligt, end at menneskets hånd, der er dannet til at gribe med, muldvarpens, der er dannet til at grave, hestens ben, hvalens luffer og flagermusens vinger, at alt dette er indrettet efter den samme model og indeholder de samme ben i de samme forskellige stillinger? ... Intet kan være mere

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

håbløst end at forsøge at forklare denne lighed i bygning hos medlemmer af samme klasse ved hjælp af nytteteorien eller læren om de endelige årsager. At forsøget er håbløst, er udtrykkeligt blevet indrømmet af Owen i hans højst interesante værk om Lemmernes natur . (Darwin 1859, 434-5) Denne beskrivelse er, med evolutionsbiologen Arthur Cains ord, alvorligt vildledende på ét punkt. Håbløsheden af forsøget er ikke hvad Owen af dataene var drevet til at indrømme, men hvad hele hans foredrag var beregnet på entusiastisk at bekendtgøre (1964, 11). Owen tilhørte en idealistisk retning, der anså naturens overordnede mønster som havende forrang for de enkelte organismers behov. Han ønskede derfor at vise, at Gud havde konstrueret organismerne over den samme arketype, på trods af at dette ikke gav funktionel mening. Men i sit forsøg på at vise at arrangementet ikke havde en funktionel forklaring, undervurderede Owen kompleksiteten af de opgaver, de hver især skulle løse: Luffen hos en søko eller en hval kan muligvis se simpel ud på ydersiden, når den sammenlignes med menneskets hånd, men det er ikke en simpel, stiv plade, der kun kan bruges til at vifte op og ned. Hestens hov hviler muligvis kun på jorden eller slår kun imod den og er således simplere end menneskets hånd, men hver hov må løftes op og sættes ned uden at hele kroppen tilsvarende løftes, hvis ikke meget energi skal gå til spilde på grund af en ubærlig stødvis gang. Hoven må til en vis grad tilpasse sig de forskellige vinkler på det underliggende materiales overflade, så den ikke glider, og på samme tid må den bære en stor vægt den kan ikke være så skrøbelig som en søstjernes sugefødder. (Cain 1964, 10) Gould henviser til lighederne mellem tetrapodernes lemmer og påstår: En ingeniør, der starter fra bunden, kunne i hvert enkelt tilfælde designe bedre strukturer (1983, 258). Men der findes ingen undersøgelser, der understøtter dette!

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Hvirveldyrenes øje, med de nerver, der forårsager den blinde plet, nederst til højre. Fra Goldstein 1996

Det teleologiske alternativ Det teleologiske forskningsprogram forsøger at få fokus tilbage på den funktionelle forklaring. I stedet for at forklare organismer i lyset af forfædre og fortidige begivenheder, skal de forstås med henvisninger til de forhold de i øjeblikket lever under, og de principper en rationel designer ville have skabt dem efter. Dette betyder ikke, at vi er af den opfattelse, som Voltaire i Candide latterliggjorde, at dette er den bedste af alle mulige verdener . For det første kræver perfektion, at der ikke findes nogen måde at forbedre en organisme på, hvilket vi med vores begrænsede forståelse ikke kan afgøre. Vi kan vise, at en organisme er så godt konstrueret, som vi kan forestille os, men længere kan vi ikke gå. For det andet kan naturlige processer også tilpasse organismer, og i disse tilfælde er en historisk forklaring passende: Salamandre, der efter at have tilbragt generationer i mørke huler, har ubrugelige øjne; pandaen, hvis fordøjelse og tandsæt peger tilbage mod dens fortid som kødæder; og øgler, der er gået over til jomfrufødsler, men som ikke desto mindre må parre sig med en anden hun for at undfange. Det teleologiske forskningsprogram er ofte blevet hindret, når visse retningslinjer er blevet glemt eller overset: (1) Organismer er enheder. Mange analyser starter med at hakke organismen ud i træk , hvorefter man udtrykker undren over, at dette eller hint træk ikke er blevet konstrueret bedre. Men organismer er integrerede helheder, og træk, der i isolation 21

kan synes at være dårligt tilpassede, kan i virkeligheden være det bedste kompromis mellem mange og modsatrettede behov. Den blinde plet i hvirveldyrenes øje er ofte blevet kritiseret, blandt meget andet kaldt tåbeligt designet (Williams 1992, 73) og noget enhver ingeniør ville grine ad (Dawkins 1996, 93). Men den blinde plet er et resultat af nethindens orientering, der, når alt kommer til alt, muligvis giver et bedre syn, enten i kraft af lettere genbrug og reparation af fotopigmenter (Ayoub 1996) eller i kraft af mulighed for højere ilttilførsel (Denton 1999). (2) Organismer er resultater af en fosterudvikling. Endnu en grund til, at en organismes træk må ses som dele af en helhed, er, at organismer ikke bliver samlet af mennesker, som computere og biler bliver, men konstruerer sig selv fra en enkelt befrugtet celle i et æg eller en livmoder. I praksis er det ofte tilfældet, at én struktur bestemmes af forskellige processer, mens én proces bestemmer forskellige strukturer. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at dette sætter en del begrænsninger for forsøg på at forbedre et enkelt træk. Darwins klassificering af brystvorter hos mandlige pattedyr som rudimentære (1859, 450) bliver set som vildledende, når det erkendes, at hanner og hunner er del af samme art, og derfor deler fosterudvikling. I de første seks uger af menneskets fosterudvikling er de to køn ens, og da brystvorter dannes i denne periode, har mænd dem også. Det er langtfra åbenlyst, at en tidligere opsplitning mellem kønnene, med den risiko for komplikationer, som dette ville medføre, ville opveje den minimale energibesparelse, som det ville give at fjerne mandens brystvorter. (3) Ting kan benyttes forkert. Organismer kan på grund af forurening, klimaændringer, fødemangel eller andre omstændigheder være tvunget til at leve under forhold, som de ikke var beregnet til. Nogle evolutionister mener, at hyppigheden af rygsmerter skyldes, at vores rygsøjle ikke er beregnet til en opretstående overkrop (f.eks. Miller 2000, 101). Men det faktum, at rygsmerter ikke var nært så stort et pro22

blem for blot 100 år siden, ligesom de ikke er det blandt naturfolk i dag, tyder på, at det snarere er vores livsstil, med skadelige sidde- og arbejdsvaner, der er årsagen. Hvorfor teleologi? Om hydraen fra den græske mytologi fortælles det, at når den fik hugget et hoved af, voksede der to nye frem. På samme måde opfører darwinismen sig, når det viser sig, at en struktur, som man før havde troet var sløset konstrueret, i virkeligheden er en ingeniørmæssig perle. Efter at have benyttet dens angiveligt dårlige konstruktion som et argument for naturlig udvælgelse den blinde urmager skulle man tro, at darwinister tilsvarende ville acceptere den gode konstruktion som et argument imod samme. Men i deres øjne bliver strukturen nu et bevis på, hvor kraftig den naturlige udvælgelse er. Tag den genetiske kode, der i lang tid er blevet anset som et frossent uheld (Crick 1968) og brugt som et argument for fælles afstamning Hvis nogle grupper er blevet skabt individuelt, hvorfor har de så ikke fået forskellige koder? Men nyere forskning har udfordret denne antagelse: Stephen Freeland og hans kolleger sammenlignede standardkoden med en million tilfældigt genererede alternativer og konkluderede, at standardkoden lod til at befinde sig på eller tæt på et globalt optimum, hvad angår evnen til at minimere fejl: den bedste af alle mulige koder (Freeland et al. 2000, 515; min fremhævelse). Men forskerne selv konkluderer, at de har fundet tegn på den naturlige udvælgelse i funktion. Når fundet af funktionelle forklaringer ikke opfattes som et modbevis af darwinismen, hvad skal designforskere så bruge teleologien til? Den kan bruges til at modbevise to misforståelser, der er udbredte i den videnskabelige verden: At design ikke ansporer til forskning, og at darwinismen kan testes, hvorimod design ikke kan. Hvad angår det første, er biologien fyldt med ting som vestigiale organer og pseudogener, der af den darwinistiske tradition er blevet afvist som nytteløse, men som for designforORIGO

NR.

88

JUNI

2004

skere er usåede marker. Hvad enten ens forskningsområde er biokemi, genetik, cellebiologi, zoologi eller adfærdsbiologi, er litteraturen fyldt med strukturer, der med ringe eller ingen grund er blevet givet en historisk forklaring. Åbn enhver bog, der omhandler evolution, og man vil finde adskillige eksempler, der blot venter på at blive gjort til genstand for teleologisk forskning. Hvad angår den anden misforståelse, anses en teori for værende mere testbar, jo mere restriktiv den er. En teori, der siger, at metal vil udvide sig ved opvarmning, er mere nyttig end én, der siger, at metal enten vil udvide sig eller trække sig sammen ved opvarmning. Design bliver ofte afvist som videnskabelig forklaring, idet det påstås, at alt kan forklares som resultatet af en designers vilje. Men dette er ikke tilfældet med nonfunktionalitet når man skal forklare, hvorfor Venus fra Milo mangler begge arme, siger man ikke, at det var sådan stenhuggeren ønskede, at den skulle se ud. Med darwinismen forholder det sig ganske anderledes; som det er blevet vist, er teorien både forenelig med dårlige og gode konstruktioner. Hvis det kan gøres klart, at design faktisk giver os visse forventninger til naturen, og at disse i mange tilfælde viser sig at holde stik, vil konceptet udøve en tiltrækning på forskere, der i kraft af deres åbensindethed kan overveje alternativer til det nuværende paradigme. Litteratur

Ayoub G., On the Design of the Vertebrate Retina , Origins & Design (1996) 32(17)1:19-22.

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Cain A., The perfection of animals , Biological Journal of the Linnaean Society (1964) 36:329. Crick F.H.C., The origin of the genetic code , Journal of Molecular Biology (1968) 38:367379. Darwin C.R., The Origin of Species (John Murray, 1859). Dawkins R., The Blind Watchmaker: Why the Evidence of Evolution Reveals a Universe Without Design, 2nd ed., (W. W. Norton, 1996). Denton M.J., The Inverted Retina: Maladaptation or Pre-adaptation? , Origins & Design (1999) 37(19)2:14-17. Freeland S.J., Knight R.D., Landweber L.F. & Hurst L.D., Early Fixation of an Optimal Genetic Code , Molecular Biology and Evolution (2000) 17(4):511-8. Goldstein E.B., Sensation & Perception (Brooks Publishing Co., 1996), 4th ed.. Gould S.J., Hen s Teeth and Horse s Toes: Further Reflections in Natural History (W. W. Norton, 1983). Gould S.J., The Panda s Thumb: More Reflections in Natural History (W. W. Norton, 1992). Miller K.R., Finding Darwin s God: A Scientist s Search for Common Ground Between God and Evolution (Harper Collins, 2000). Strickberger M.W., Evolution, (Jones and Bartlett, 2000) 3rd ed. Williams G., Natural Selection: Domains, Levels, and Challenges (Oxford University Press, 1992).

Denne og andre artikler om intelligent design kan læses på min hjemmeside: www.geocities.com/evolutionsteori/

23

E.F. Lochmann - Norges første kritiker av darwinismen Av Else Marie Nerland

Del 1: Presentasjon Ernst Ferdinand Lochmann var lege i sin fødeby Kristiansand i 20 år før han i 1867 ble utnevnt til professor i medisin ved det kgl. Fredriks Universitet i Kristiania. Han markerte seg tidlig med revolusjonerende synspunkter på årsaker til sykdom, men møtte motstand når han argumenterte for at epidemier hadde sitt opphav i et spesifikt stoff som var smittebærende fra person til person. Hans vitenskapelige meritter skulle til slutt gjøre ham til en pioner innenfor smitteforskningen, og han var den første legen som aktivt tok til orde for å spre en moderne sunnhetsopp-fatning ut til folket. I den store åndskampen ved universitet gjennom hele 1870- og 1880-årene opptrådte Lochmann som motstander av darwinismen. Ettertiden har av den grunn tegnet et bilde av ham som en bakstreversk embetsmann som ikke fulgte med i tiden og som ville stoppe utviklingen av et moderne samfunn. Dette mener jeg beror på misforståelser av hans oppfatninger, og min tese er at han atter en gang utmerket seg med visjonære standpunkter. Gjennom sitt inngående kjennskap til naturvitenskapelige fremskritt ga han uttrykk for en spesiell skepsis til at de nye metoder og maksimer innenfor naturforskningen skulle gjelde for alle vitenskaper. 24

Professor Lochmann 1820-1891

Professor Lochmann 1820-1891.

Hans advarsler var rettet mot så vel menneskelige som samfunnsmessige forhold i forbindelse med utbredelsen av Darwins teorier. Bakgrunn I egenskap av praktiserende lege i 1850-årene hevdet Lochmann standpunkter som ikke var i overens-stemmelse med de til sine kolleger. Den rådende oppfatning var at miasmer forårsaket all lidelse. Miasmatikerne betraktet miasmene som et harmløst smittestoff som stammet fra animalske utdunstninger i jorda eller oppsto spontant i luften som en følge av ulike stjernekonstellasjoner.1 Denne teorien var et etterheng fra tysk naturfilosofi og hadde støttespillere til langt utover i 1880-årene. Da Lochmann

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

startet sin legepraksis var hans største utfordring på det forskningsmessige plan å finne ut om forskjellige sykdommer utviklet forskjellige spesifikke smittestoffer. Han konstaterte at det var levende mikroorganismer som spredte seg og han tok i bruk aviser for å opplyse om viktigheten av hygieniske forhold. Den opprinnelige medisins oppgave hadde bestått i å erkjenne sykdommers natur slik at man kunne angi midler til helbredelse. Da koleraen nådde Norge for første gang i 1850 var dens symp- tomer forskjellig fra de man kjente til ved andre epidemier. Medisinal-komiteen som var landets høyeste medisinske autoritet hadde tatt stand-punkt mot karantene og mot koleraens smittsomhet fordi man tviholdt på sykdommens miasmatiske natur. Avmakten overfor denne gåtefulle lidelsen ble begynnelsen til den medisinske disiplinen som gikk under betegnelsen vitenskapelig hygiene. Den fikk en målsetting som på alle måter skilte seg fra det man tidligere hadde arbeidet mot innenfor hygienen.2 Nå ble man mer opptatt av å finne årsakene til de store epidemiene slik at man kunne forebygge dem.3 Således beskrev Lochmann fremveksten av den grenen innenfor medisinen som ble hans spesialområde og sammen med farmakologi det fag han underviste i. Da koleraepidemien dukket opp for fullt i 1866 skjedde det et epokegjørende sammenstøt i det medisinske selskap mellom

Bildet viser en 23 år gammel kvinne før hun ble angrepet av kolera og én time etter. Fra Folkets helse landets styrke , Universitetsforlaget 2003.

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

den gamle og nye tid. Midt under de heftigste debattene benyttet Lochmann seg av Morgen-bladet for å nå ut til befolkningen med sitt syn på koleraens smittsomhet. I det medisinske selskap ble han beskyldt for å handle uforsiktig når han uttalte seg så bestemt som han gjorde. Likeledes ble han anklaget for å forstyrre samfunnets ro, når lesere som ikke kunne tenke selvstendig i slike saker, ble presentert en ensidig mening. Kritikken var spesielt rettet mot hvor uheldig det ville være hvis de teorier han hadde oppstilt som ubestridelige naturvitenskapelige sannheter, ikke holdt stikk.4 Lochmann innrømmet på et møte at han ønsket å opparbeide en opinion for sitt standpunkt om at kolera kun skyldtes Import fra en Syg . Siden han trodde det var umulig å bekjempe kollegenes motstand, forela han saken for allmennheten.5 Han ga uttrykk for at han mang en gang hadde følt seg overveldet av de mange nærgående personlige angrep og la ikke skjul på at han ofte hadde hatt lyst til å oppgi hele saken. Men som god soldat hadde han besluttet at han ville bli på sin post og forsvare seg.6 Imidlertid skulle han vise seg å være en farligere agitator enn noen hadde kunnet forestille seg, og han rettet sine angrep mot den annen part hvor han minst var forberedt. Da epidemien opphørte og kjensgjerningene var åpenbare, viste det seg at Lochmanns appell til allmennheten ikke hadde vært forgjeves.7 Han ga da uttrykk for at det kanskje skyldtes ham at offentligheten endelig hadde fått erstattet de gamle og famlende fremstillinger med et klarere bilde av måten koleraen spredte seg på, og han bemerket i den forbindelse at han håpet at andre ville felle en mildere dom over ham enn den som var uttalt i selskapet.8 På grunn av sine klarsynte observasjoner og skarpe uttalelser om sykdommers smittsomhet ble Lochmann i en viss forstand isolert i det medisinske miljøet. Han fikk liten tilslutning til sin anbefaling om at karantene og desinfeksjon var de viktigste hjelpemidler mot epidemier.9 Da han formidlet sine erfaringer videre til studentene fortalte han at han hadde brukt nesten en menneskealder på Undersøgelser om Sygdom25

mers Oprindelse og Aarsager . Han gjorde oppmerksom på at det var mange oppgaver av innviklet art som det var vanskelig å løse på grunnlag av de kunnskaper som for tiden var tilgjengelige, og han bemerket at hans arbeide fremdeles måtte betraktes som både ufullkomment og litt ensidig.10 Men Lochmann var bevisst sitt betydningsfulle bidrag i prosessen som hadde ledet frem til en revolusjon innenfor hygienen, og i denne perioden benevnte han seg selv som legen med Fremskridts-Ideer der maaske gaa noget vidt .11 I både sin yrkespraksis og undervisning opptrådte og formulerte Lochmann seg i henhold til kjensgjerningene innenfor den moderne bakteriologi som fikk sitt gjennombrudd med blant annet opp-dagelsen av leprabasillen i 1873 og kolerabasillen i 1883. Lochmann hadde helt siden studietiden hatt klare forestillinger om dynamikken rundt de giftstoffer som vitenskapsmenn senere så i mikroskopet. Hadde han satt navn på sine forskningsfunn hadde muligens omtalen av hans pionerarbeid fått en langt mer fremtredende plass i medisinens historie.

Leprasyk jente.

Vitenskapsmannen som valgte religionen Det var den nye innsikten innenfor mikrobiologien som til slutt skulle avløse den gamle miasmeteorien, og ved hjelp av kjemiske og bakterio-logiske tester ble det mu26

lig å identifisere de sykdomsfremkallende organismene. Disse vitenskapelige fremskritt betydde at det ble lettere å stille diagnoser, og deretter var det første skritt i retning av den store ambisjonen det ble å stoppe utviklingen av sykdommer. Vaksinasjonsprogrammene som trådte i kraft, var en viktig spore i den altomfattende optimismen som hadde fått et fast grep i menneskenes sinn da de gikk inn i et nytt århundre.12 Men den fremskrittsoptimismen som i så høy grad satte sitt preg på nesten alle områder i samfunnet, ble stående i sterk kontrast til Lochmanns fremtidsvisjoner. I sitt ettermæle har han ikke fått full kreditt for at hans fremsynte smitteantakelser til slutt viste seg å være korrekte. Han huskes snarere som medisinprofessoren som stilte seg avvisende til de bakteriologiske nyvinninger som fant sted. Med darwinismens inntreden på den vitenskapelige arena fikk Lochmanns tidligere anseelse som en radikal forsker et nytt innhold. Han som tidlig i sin karriere hadde vært talerøret for et moderne syn på hygienens samfunns-messige betydning, han ble på sine gamle dager beskyldt for å motarbeide fremskrittet. Han benevnes sågar i siste utgave av norsk idehistorie som en av de mest eksplisitte og engasjerte antimodernistiske stemmer i debattene som raste i den store åndskampen i 1870- og 1880årene.13 Disse berømmelige stridighetene startet etter at Darwins teorier ble forelest fra kateteret med en lærers legitimitet. Lochmanns forsvar for de kristne verdier ble vakt til live bare noen få år etter at han ble professor, og helt frem til sin død i 1891 prøvde han å overbevise sin samtid om viktigheten av at kristendommen ble lagt til grunn i all forskning og undervisning ved universitetet. Han ga aldri opp å kjempe for det vitenskapsidealet han hadde tilegnet seg som student. Lochmanns vitenskapsideal I den første fasen av sin karriere kan Lochmann med rette betegnes som en visjonær vitenskapsmann med sterk tiltro til de resultater han følte seg sikker på at vitenskaORIGO

NR.

88

JUNI

2004

pen kunne frem-bringe. Men vi skal merke oss at disse medisinske fremskritt hadde sin basis i en forskning hvis verdensanskuelse avvek sterkt fra det vitenskapsidealet som utviklet seg med utbredelsen av darwinismen. Da Lochmann var student ble naturforskningen betraktet som et beskrivende og registrerende studium der man forholdt seg til den gamle kjensgjerning om at mennesket var bundet av sine sansers ufullkommenhet. Det hersket en ufravikelig regel om at ingen vitenskapelige resultater kunne rokke ved de sannheter som befant seg på et høyere og uangripelig plan. Naturforskningen omfattet kun en viss krets av kjensgjerninger, og den hadde preg av en forskerånd og et åndeligt initiativ som Lochmann beskrev som den ægte Videnskabeligheds Særkjende . En sand vitenskapsmann så grensen som gikk opp til den høyere sfære hvor sjelelivet hadde sitt sete. Han søkte ikke i barnaktig overmot ut over de grenser som var satt for den menneskelige tenkning, men han forsto at det bak forskningen skulle ligge et rolig og alvorlig tankearbeid som førte frem til den kritiske overveielse.14 De svar som naturen ga, var vanskelige å tyde, derfor måtte man trekke slutninger om fenomenenes sammenheng og vesen med den største reservasjon. For Lochmann var det viktig at man utøvde filosofisk kritikk i sine iakttakelser. Filosofien hadde alltid hatt sin plass i historien, hevdet han og understreket at den virkelige filosofi aldri noen gang kunne komme i konflikt med kristendommen. Han ga klart uttrykk for at ingen kunne løfte det slør som skjulte livets hemmelighet.15 Darwinismens popularitet ble en utfordring for det gamle vitenskaps-idealet. Det skjedde etter hvert et brudd med tradisjonen om at enhver vitenskapsmann alltid skulle holde seg innenfor sitt fags område. Darwins naturforskning hadde skapt et nytt verdensbilde som tillot at naturvitenskapelig kunnskap krysset over grensen i religionens sfærer.16 De moderne tankeretningene Det er gjerne Lochmanns immatrikuleringsORIGO

NR.

88

JUNI

2004

tale i 1874 det refereres til i dag når man snakker om motstanden mot darwinismen i Norge. Her tok han et oppgjør med det han kalte for den Materialismens Aand som bredte seg innenfor naturvitenskapelige miljøer med særlig tyngde i Tyskland. Han redegjorde for at darwinismen og positivismen var beslektede retninger som utviklet seg derfra, og at positivismen dannet mønster innenfor de humanistiske vitenskapene. Denne retningen var et resultat av at Naturvitenskabens seierrige Tog hadde trått utenfor sin grense og trengt inn på åndsvitenskapens område, sa han og fortalte videre at den i sin forskning la til grunn de darwinske prinsipper om at alt liv på jorden hadde oppstått av en uorganisk materie og deretter utviklet seg etter store naturlover hvor mennesket var det siste i rekken og følgelig nedstammet fra dyret. Menneskeheten hadde kommet så langt nå at man kunne se de store lover, og da behøvde man ikke lenger ta hensyn til fenomener som menneskets frie vilje og samvittighet. Disse begrepene var noe som tilhørte et tilbakelagt stadium der den kristne religion hadde representert et hinder for åndens frie utvikling. Nå var det tilstrekkelig å anvende matematikk, fysikk og statistikk på menneskelige livsforhold. Disse metodene var et resultat av de nye kunnskapene om det organiske liv. Men naturvitenskaplige sannheter ble ført langt videre enn kjensgjerningene tillot når de ble overført til samfunnsvitenskapelig forskning, påsto Lochmann. For ham ble det feil å la løsninger fra mekaniske forhold i biologien gjelde for alle forhold i livet. Han forklarte at livet i seg selv var en sentral kraft hvor mye var uavhengig av ytre forhold. De moderne ideer måtte kun betraktes som hypoteser og derfor rettet han harde skyts mot den yngre garde av idealistiske vitenskapsmenn som lot de nye lærdommer fremstå som allmenngyldige sannheter.17 Kjernen i Lochmanns kritikk bunnet i hans frykt for at vitenskap i seg selv til slutt skulle bli ansett som betingelsen for utvikling og fremskritt. Hans særegne måte å advare mot de farer han mente ville ramme hele nasjonen hvis den gudsforlatte moder27

ne vitenskap en dag skulle lykkes i å fortrenge kristendommen, vakte oppsikt. Talen ved studentfesten indikerte et skille i hans tid som professor, og med sine velutviklede talegaver og utpregede allmenninteresser ble han den selvskrevne hærfører i felttoget mot de moderne tankeretningene. En naturvitenskapelig orientert medisin Samtidig med at de nye strømninger vant gehør hos den radikale del av åndseliten, fikk grunnprinsippene i Darwins teorier stadig større gjennomslag på alle forskningsområder. Når Lochmann rettet kritikk mot den nye utviklingen innenfor medisinen, er det i dag berettiget å stille spørsmål ved om hans samtid egentlig forsto dybden i hans visjoner. Dr. philos. Aina Schøitz skriver i sin bok at bakteriologien representerte et gjennombrudd for den naturvitenskapelig orienterte medisin, og det skjedde for en stor del til fortrengsel for fagets århundrelange humanistiske tradisjoner.18 Lochmanns motsetningsforhold til bakteriologene var i hovedsak rettet mot den selvsikkerheten de la for dagen om sine resultater. De oppførte seg som om de hadde monopol på å drive undersøkelser og de trodde de hadde eneretten på å dra slutninger, hevdet han.19 På den annen side ga han uttrykk for at det ikke kunne falle ham inn å undervurdere den moderne Bakteriologis Fremskridt. 20 Men som alltid på den tiden rettet han kritikk mot de vitenskapsmenn som ut fra noen få sikre sannheter bygde opp det han mente var et helt system av doktriner. Lochmann ville motarbeide det han kalte for den nye Invation af bakteriologiske Skolemestere som forfektet at bakterier var årsak til enhver sykdom.21 Han beskrev deres slutninger kun som et ubevisst uttrykk for den materialistiske oppfatningen, som i sine betraktninger overså at det fantes en større helhet av energier og krefter som samvirket i enhver livsprosess på jorden. I denne opprørets tid henvendte Lochmann seg til de yngre legene i det medisin28

ske selskap og fortalte at han ønsket å stå som representant for konservative interesser i medisinen.22 Han ga uttrykk for at han ville opptre forsonende, men mot all skjematisk visdom måtte han protestere. Svært mye innenfor medisinen berodde på skjønn, forfektet han og mente at man ikke burde tillegge de nye metoder for stor vekt. Han fant det uriktig å behandle alle tilfeller likt, og understreket at det å individualisere utvilsomt var en vanskelig sak. Man måtte ikke glemme den tyngde som lå i det gamle praktiske blikk som også tok hensyn til de mangfoldige småting.23 Lochmanns grunnprinsipp for medisinsk forskning var at man skulle gripe minst mulig inn i de prosesser som foregikk i en organisme. Han nærte en stor frykt for å påføre en pasient ytterligere skade, noe som kanskje kan vitne om en dyptfølt innlevelse i andres plager. I hans erindringer fra rikshospitalet får vi kontakt med hans følelsesliv via en beskrivelse av et hospital som gjennom et halvt århundre hadde rummet saa meget smerte .24 Det er så tydelig at han var i stand til å trenge bak de vitenskapelige iakttakelser og fange inn de menneskelige lidelser. Torolf Elster skriver i sin bok om Rikets Hospital at sykehuset i virkeligheten var et sentrum for medisinsk forskning og undervisning, der pasientene stort sett ble betraktet som et stykke arbeidsmateriale .25 Han beskriver videre den gjengse oppfatningen om at en pasient først og fremt var et forskningsobjekt for en medisinsk professor.26 Denne skildringen blir stående i sterk kontrast til Lochmanns opplevelse av forholdet mellom legen og pasienten. Kanskje vi her kan se en av grunnene til hans avstandtaken fra sine moderne kolleger og det etiske synet som rådet bak de interesser som drev forskningen frem. Hans Navn blev forglemt av hans Samtid Det var Lochmanns motstandere i kulturkampen som førte sine ideer frem til seier, og det er de som i hovedsak har stått for en ensidig formidling av hans standpunkter. I ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

nesten alle frem-stillinger påpekes det at han som professor stagnerte innenfor sitt eget fag, og man stilte seg uforstående til de store motsetninger som oppsto i hans indre anlegg.27 Det kan synes som om Lochmann er blitt offer for sin egen påstand om at det i vitenskapens historie ofte skjer at et navn blir glemt av sin samtid, men at det etter lang tid atter kommer frem.28 Tiden er nå moden for å gjenoppfriske hans viten-skapssyn. Jeg har funnet materiale som ikke tidligere er publisert, og mye tyder på at han hadde en dyp forståelse av darwinismen som hans samtid ikke var villig til å låne øret til. Mange av hans ukjente medisinske oppfatninger tåler også godt å se dagens lys igjen. Han var for eksempel meget opptatt av den innvirkning et gjensidighetsforhold mellom psyke og soma hadde på menneskets helse og helbred. Hans innsikt på dette området kom i konflikt med tankegangen til de moderne vitenskapsmennene som sverget til den nye vitenskapelige erkjennelsen hvor det ikke var rom for et sjelelig innhold. Fra forskjellig forskerhold kan det i dag høres røster som hevder at mange av vår tids kriser skyldes forsøk på å løse problemene med et materialistisk-mekanistisk vitenskapssyn. Det later til at dagens kritikere har kommet frem til standpunkter som stemmer godt overens med Lochmanns advarsler. Mon tro om hans argumenter i ånds-kampen kunne bære bud om en vitenskapsmann som enda en gang var forut for sin tid. Er det mulig å finne svar på om den fremskrittsoptimismen han stilte seg midt i ildlinjen for å stoppe, har klart å innfri de forventninger som nettopp lå i den? Jeg tror at den rådende oppfatningen om at han ikke fulgte med i utviklingen, kan ha sin årsak i at han talte et annet språk enn de som kjempet for et fremskritt etter de nye begrepene. Gjennom mitt studium av Lochmann har jeg kommet frem til at han forsto meget godt hva de snakket om, men han kunne ikke støtte opp om et vitenskapsideal som utelukket Sjelens Dignitet .29

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Næste gang: Del 2: En innføring i Lochmanns forståelse av darwinismen Noter

1 Aina Schøitz, Folkets helse-landets styrke, Universitetsforlaget 2003, side 30 2 E.F. Lochmann, Forelæsninger over Hygienen , 1876, side 2 3 ibid, side 26 4 Forhandlimger i det medicinske Selskab 1866, side 219 5 Forhandlinger i det med. sel. 1866, side 218 6 ibid, side 268 7 S. Laache, Norsk Medicin i hundrede aar , 1911, side 150 8 Forhandlinger i det medicinske Selskap 1866, side 271 9 Studiemagasinet, Nasjonalbiblioteket, Katalogsignatur U 185/117 10 E.F. Lochmann, Forelæsninger over Hygienen , 1876, side 1 11 Morgenbladet, 11.77.1866. Fra Forf. til Kolera-Medelserne 12 Aina Schøitz, Folkets helse-landets styrke 1850-2003 , Universitetsforlaget 2003, side 52 13 Bliksrud, Hestmark og Rasmussen, Vitenskapens utfordringer , Norsk idehistorie bind IV, Aschehoug, 2002, side 75 14 E.F. Lochmann, Den nyere Hygiene , 1873, side 6 15 E.F. Lochmann, Om Darwinismen , Nyt norsk Tidsskrift, 2. Aargang 1883 16 E.F. Lochmann, Populære Opsatser , Kristiania 1891, side 3 17 E.F. Lochmann, Tale ved Immatrikuleringen 2. september 1874 18 Aina Schøitz, Folkets helse-landets styrke 1850-2003, Universitetsforlaget 2003, side 52 19 Ms.fol.1819.1, ark uten overskrift 20 Ms.fol.1819, ark uten overskrift, men i teksten viser han til et sitat fra 17. februar 1890 21 Ms.fol. 1819, ark uten overskrift 22 Forhandlinger i det med.sel. 1875, side 242 23 Forhandlinger i det med.sel. 1875, side 254 24 E.F. Lochmann, Det gamle rigshospital, Populære Opsatser, Kristiania 1891, side 166 25 Torolf Elster, Rigets Hospital, Aschehoug 1990, side 179 26 ibid, side 180 27 Norsk Biografisk Leksikon VIII, Aschehoug, Oslo 1938, sidene 420-426 28 Ms.fol.1819.1, Vor Tids Naturforskning , 1877 29 Ms.fol.1819.1, Evolutionslæren

29

Fokus på intelligent design: Den oversete elefant Af Peter Øhrstrøm Professor William Dembski, som er en af de mest markante fortalere for teorien om intelligent design, har i maj 2004 været gæsteforelæser i Danmark. Dembski, der både er matematiker, filosof og teolog, er ansat som forskningsprofessor i videnskabsteori ved Baylor universitetet i USA. Han har i denne omgang holdt forelæsninger ved Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Dembskis forelæsning ved Aarhus Universitet, som jeg selv overværede, var et overbevisende argument for, at der i en række sammenhænge kan peges på klare tegn på intelligent design i naturen. Der findes fænomener, som hverken er nødvendige eller tilfældige, men derimod komplekse og specifikke på en sådan måde, at de matcher uafhængigt givne mønstre. Dembski lægger vægt på, at vi principielt aldrig kan have mere end et stærkt sandsynlighedsargument for intelligent design, men det er i virkeligheden typisk for vor almindelige erkendelse. Hvis nogen f.eks. er i stand til at slå krone 100 gang i træk med en mønt, vil vi bestemt gå ud fra, at der i virkeligheden er tale om en eller anden form for snyd eller manipulation. Et sådant resultat får man simpelthen ikke ved tilfældige kast med en almindelig mønt. På samme måde er der meget stærke indicier for, at væsentlige træk af naturen skyldes intelligent design og hverken nødvendighed eller tilfældighed. Dembski sammenligner træk i naturen med menneskeskabte maskiner. Han mener ikke dermed, at livet kan reduceres til en maskine. Tværtimod kan levende systemer ifølge Dembski gøre ting, som ingen maskine gør. Men hvis vi alene betragter de træk ved de levende systemer, som ligner menneskeskabte maskiner, får vi stærke ar30

gumenter for teorien om intelligent design. De levende systemer synes i lige så høj grad som maskinerne at forudsætte intelligent design. I sin interessant kronik, Den intelligente natur, i Berlingske Tidende d. 9. maj bedømmer lektor, dr.theol. Jakob Wolf, Københavns Universitet, teorien om intelligent design på følgende måde: Intelligent design teorien er en fornyelse af en gammel tradition, og fornyelsen består i en præcisering af det gamle argument. Denne præcisering foregår på to måder. For det første består den i en præcis kritik af den darwinistiske lære. For det andet består den i en præcisering af analogiseringen mellem den menneskeskabte maskine og det komplekse biologiske system. Jakob Wolf fremkommer desuden med følgende fyndige udtalelse om styrken i argumenterne for intelligent design: At overse intelligent design i naturen svarer til, at man er stue sammen med en elefant, og så overser den. Pointen er naturligvis, at intelligent design er den helt evidente tolkning af en række fænomener i naturen. Man overser kun denne helt oplagte forståelse af naturen, fordi man har taget den darwinistiske ortodoksis briller på, således at man end ikke kan se det allermest åbenbare i naturen. Der henvises i øvrigt til John Nørgaards artikler om intelligent design i ORIGO: "Design og Demski's forklaringsfilter", nr 72, april 2001, "Natur, Design og Videnskab", nr. 75, november 2001, og "Blind tilfældighed versus intelligent design", nr. 83, juni 2003.

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

Det nye liv Boganmeldelse Af Peter Øhrstrøm Videnskabsjournalist og biolog Lone Frank (LF) har for nylig udgivet bogen Det nye liv, som mest af alt er et forsøg på en frontalangreb mod de etikere, politikere, fagfolk mm. i det moderne samfund, som i en række tilfælde finder god grund til at fare med lempe, når det drejer sig om udnyttelse af bioteknologiens muligheder. LF mener, at der i høj grad er tale om en ubegrundet fremtidsangst. Hendes kritik er ikke mindst rettet mod Det Etiske Råd, som hun opfatter som en uhensigtsmæssig konstruktion for nu at sige det meget mildt. LF s bog har fået megen omtale i de danske medier, selv om den tydeligvis rummer en række fejl, og selv om meget tyder på, at forfatteren ikke helt har forstået de gængse teorier og modeller for etisk argumentation, men tilsyneladende bygger sine synspunkter på naiv og forældet opfattelse af etikken. Når LF mener, at Det Etiske Råd aldrig burde have været oprettet, hænger det dels sammen med, at hun mener, at politikerne selv burde have taget sig af sagen, og dels hænger det sammen med hendes (forældede) syn på etik som sådan. Hun skriver: Det er ikke noget, der objektivt set er rigtigt eller forkert i forbindelse med kunstig befrugtning, stamceller eller for den sags skyld kloning. Det drejer sig om fortolkning og om de værdier, der ligger til grund. Og ret beset kan politikerne vel selv have en subjektiv opfattelse af de forskellige etiske spørgsmål. [p.75]

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

LF mener altså, at man slet ikke kan tage objektivt fejl i bioetiske spørgsmål. Det er ifølge hende ikke bare svært eller ligefrem umuligt at erkende objektive sandheder om bio-etiske temaer. LF mener simpelthen, at sådanne sandheder slet ikke findes. Der findes ifølge hende kun subjektive afgørelser, når det drejer sig om etik. Det betyder altså, at hvis nogen i forbindelse med kunstig befrugtning for eksempel vil frasortere forskellige typer af handicappede, eller hvis nogen vil benytte fosteranlæg til produktion af sæbe, eller hvis nogen med bioteknologiens hjælp vil give mennesker et øje i nakken ja, så kan sådanne anvendelser af teknologien ikke anses for objektivt forkerte. Vi kan højst blive enige om at bedømme sådanne handlinger som subjektivt set anstødelige og usmagelige. Men hvordan går det så med den etiske argumentation? Naturligvis kan man stadig tale rationelt om sine subjektive oplevelser om etik ligesom man f.eks. kan diskutere glæden (eller det modsatte) i forbindelse med indisk mad. Men spørgsmålene om objektiv sandhed i forbindelse med etiske udsagn forsvinder, og argumentationen om sådanne udsagn vil af den grund næppe blive særlig livskraftig. Den menneskelige værdighed LF er specielt ude efter folk, der mener, at livet har krav på respekt og beskyttelse helt fra den allerførste begyndelse befrugtningen. Hun skriver: I forbindelse med stamcelleforskningen bliver der talt om, at det er betænkeligt, at man krænker værdigheden af embryonet, altså det befrugtede æg bestående af et halvt hundrede umodne celler. Hvis man ved lidt om cellebiologi, skurrer 31

den slags slemt i ørerne. Hvordan i alverden kan man få sig selv til at tale om menneskelig værdighed i forhold til et befrugtet æg, der er nogle dage gammelt? En celle er ikke et menneske, og det er halvtreds celler heller ikke. Det er og bliver en klump biologisk materiale, som ikke ser noget, ikke hører noget og med garanti heller ikke føler sig krænket. [p.55-6] Her skal man først og fremmest bemærke sig sprogbrugen. LF har åbenbart besluttet sig til ikke at bruge den terminologi, som Det Etiske Råd og til dels også lovgivningen anvender nemlig at det menneskelige livs første fase kaldes et fosteranlæg . LF taler i stedet om en klump biologisk materiale . Dette er i øvrigt en ganske god illustration af, at man ved valg af sprogbrug kan fremme et bestemt formål, og at der bestemt ikke er nogen grund til at tro på myten om 32

videnskabens værdifrihed . Her er den ideologiske kamp om respekten for menneskelivet i dets første fase blevet til en kamp om sproget. Det er i øvrigt ganske interessant at følge andre eksempler fra den medicinske verden på det samme felt. Man kan f.eks. nævne, at tilhængerne af de hollandske regler for eutanasi taler om aktiv dødshjælp , mens mange af modstanderne hellere vil tale om drab efter begæring . Ligeledes taler tilhængerne af såkaldt fosterreduktion ikke om et dræbt foster , men derimod hellere om et foster, der er standset i væksten . Blandt de allermest grelle eksempler på sproglig tilsløring af uetiske handlinger står nazisternes anvendelse af ordet Figuren som betegnelse på de fanger, som skulle sendes til gaskamrene i udryddelseslejrene hvilket nazisterne i øvrigt kaldte Transportabfertigung . I sit forsøg på at retfærdiggøre en umenneskelig behandling af fosteranlæg, benytter LF også et såkaldt autotitetsargument . Hvis man ved lidt om cellebiologi , siger hun. Det underforstås, at folk f.eks. fra Det Etiske Råd, som taler om værdigheden af embryonet, ved mindre end lidt om cellebiologi! Retorikken får alt, hvad den kan trække, når hun peger på, at et halvt hundrede umodne celler hverken kan se eller høre, og når hun betoner, at et befrugtet æg ikke kan føle sig krænket. Dette er et såkaldt fugleskræmsels-argument . LF opbygger selv sin egen udgave af argumentationspartneren og forsyner denne med argumenter, som vedkommende aldrig kunne drømme om at forsvare, men som hun vil have lettere ved at angribe. Naturligvis har ingen fra Det Etiske Råd nogensinde argumenteret sådan, som LFs fugleskræmsel gør det. Derimod har nogle af rådets medlemmer argumenteret med, at alt menneskeligt liv har iboende værdighed, og at alle humane fosteranlæg er menneskelige liv. Denne argumentation tager LF slet ikke op. Heller ikke det såkaldte forsigtighedsargument får en reel behandling i LF s bog. Dette argument tager udgangspunkt i, at vi ikke med sikkerhed ved, hvornår den menneskelige værdighed/integritet indtræder. Ud fra forORIGO

NR.

88

JUNI

2004

sigtighedsovervejelser argumenteres der så med, at man bør vælge at regne værdigheden/integriteten fra det tidligst tænkelige stade, dvs. fra befrugtningen. Til gengæld argumenterer LF med, at et menneskeligt liv på kun 50 celler er så lille, at det ikke kan have værdighed. Tilsyneladende har hun slet ikke øje for den helt oplagte indvending, at værdighed slet ikke er et spørgsmål om fysisk størrelse, men er et spørgsmål af en helt anden karakter. På samme måde har hun heller ikke ret i at sammenkæde værdighed og evne til at føle sig krænket. LF indser tilsyneladende slet ikke, at et menneskeligt liv meget vel kan have værdighed, selv om det ikke kan have følelsen af at blive krænket. Mennesket ikke kun et middel LF tager også fat på diskussionen om sortering af fosteranlæg (såkaldt præimplantationsdiagnostik) med henblik på at finde frem til et fosteranlæg, som er vævsforligeligt med en syg bror eller søster, og som derfor vil kunne blive donor for denne bror eller søster. LF skriver: Mange har også reageret med dyb forargelse og bestyrtelse i de sager, hvor forældre til syge børn vælger at få endnu et barn, som kan donere livsvigtigt væv og redde sin bror eller søster fra at dø. Argumentet er, at det er moralsk forkasteligt at sætte et barn i verden med et erklæret formål selvom formålet er at redde et eksisterende liv. Ret beset må det ifølge den samme logik også være et udtryk for tingsliggørelse i det hele taget at lave børn ved reagensglasbefrugtning. Et menneskebarn, som er købt, bestilt og fremstillet for sine forældres skyld. [p.57] Igen serverer LF en vulgær præsentation af sine modstanderes argumenter, idet hun tillægger dem det synspunkt, at det er moralsk forkasteligt at sætte et barn i verden med et erklæret formål. Hun har naturligvis ret i, at et sådant synspunkt ville ramme al form for kunstig (og i øvrigt også naturlig) befrugtning. Men sådan er der heller ingen, der argumenterer. Det er igen en fugORIGO

NR.

88

JUNI

2004

leskræmsels-argumentation . Den tese, som LF noget misvisende hentyder til, går tilbage til Immanuel Kant (1724-1804), som siger: Du skal altid behandle menneskeheden, både i dig selv og i enhver anden, som mål i sig selv og aldrig kun som middel. Den korrekte anvendelse af det kantianske princip ville altså være at tage udgangspunkt i, at det er moralsk forkasteligt at forsøge at sætte et barn i verden udelukkende som middel til at opfylde andres formål. Igen kan LF altså kritiseres for slet ikke at tage hensyn til det argument, som faktisk fremføres. Etik og logik LF mener at have lokaliseret logiske brist i debatten om destruktion af fosteranlæg i forbindelse med stamcelleforskningen. Hun skriver: Debatten om bioteknologi og etik er præget af selvmodsigelser og mangel på stringens. Et præmieeksempel på at argumenterne ikke hænger sammen, er diskussionen om forskning på embryonale stamceller, som er udtaget fra menneskelige befrugtede æg. Man mente, at det var uetisk at bruge de ugegamle embryoner og dermed ødelægge et potentielt liv Her ville det være nok så rimeligt at sammenligne med forholdet til abort Logikken springer ikke ligefrem i øjnene. [p.59-60] Igen er det beskæmmende, at LF tilsyneladende slet ikke har sat sig ind i den faktiske argumentation og i principperne for etisk argumentation. De, der vil forsvare den såkaldte fri abort, forudsætter jo ikke således som LF tilsyneladende tror at det under alle omstændigheder og til ethvert formål er etisk acceptabelt at destruere menneskeligt liv, der er yngre end 12 uger. For dem, der vil argumentere for fri abort , er forudsætningen for aborten, at den gravide skønner, at hendes livssituation ikke tillader hende at blive mor nu, og at dette skøn bør accepteres som en acceptabel begrundelse for aborten. Ud fra denne argumentation ses provokeret abort som en slags nødløsning. 33

Det er let at se, at denne type argumentation slet ikke kan anvendes, når det drejer sig om ugegamle fosteranlæg. Hertil kommer, at abort-argumentet på ingen måde drejer sig om anvendelsen af materiale fra det destruerede foster. Accept af det nævnte abort-argument har ikke oplagte konsekvenser for holdningen til destruktion af fosteranlæg med henblik på diverse anvendelser f.eks. i lægemiddelindustrien. Man kommer slet ikke i nærheden af de problemer om selvmodsigelser og mangel på stringens , som LF åbenbart mener at kunne se! Menneskesynet LF forsvarer et materialistisk menneskesyn i bogen. Hun finder oven i købet, at hun kan tage videnskaben til indtægt for sin materialisme:

Gener er ikke vor skæbne, men biologi er vor skæbne. På den simple måde, at vi til enhver tid er vores biologi. Der er ingen uafhængig Ånd eller Sjæl, som på mystisk vis bliver indblæst i os udefra. Der er kun celler, kemiske substanser og komplekse netværk af kommunikationsforbindelser, som befinder sig i en konstant og dynamisk udveksling med hinanden. [p.147] Denne påstand er helt hen i skoven. Ligesom naturvidenskaben ikke med rimelighed kan bruges til at afskaffe objektive sandheder om etiske spørgsmål, udtaler naturvidenskaben sig heller ikke om menneskets Ånd eller Sjæl. Den der tror det, har misforstået de grundlæggende vilkår for den naturvidenskabelige praksis og teori. Lone Frank: Det nye liv. Gyldendal 2004

En nano-robot Biotik.dk rapporterer, at amerikanske forskere nu har bygget en mikroskopisk robot af dna. Robotten, som kun er 10 nanometer lang, vurderes at være et kæmpemæssigt fremskridt inden for nanoteknologien. Det næste skridt i denne forskning og udvikling er at producere en nano-robot, der kan flytte atomer. Det er oplagt, at hvis det kan lade sig gøre, vil det åbne for enorme muligheder for brug og misbrug. Det er klart, at den nye teknologi kalder på etisk overvejelse. Red.

34

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

ORIGO Redaktion i Danmark Overlærer Knud Aa. Back, Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. Tlf. 5927 1864. E-mail: back@spongenberg.dk Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: hod@landscentret.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Datamatikerstuderende Bjarne Krak, Kollegiebakken 1, værelse 111-2, 2800 Kgs. Lyngby Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Stud.scient. Kristian Bánkuti Østergaard, Harald Jensens Plads 9, 2. th., 8000 Århus C. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær) Redaksjon i Norge Konsulent, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Cand.real. Jon Kvalbein, Amund Hellandsv. 17, 1165 Oslo. E-post: jkvalbei@online.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Friis, Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning. Tlf. 9927 2959. ORIGOs Internet-adresse: www.skabelse.dk Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg Ansv. red. af dette nummer: Peter Øhrstrøm. Ansv. red. af næste nummer: Kristian Bánkuti Østergaard © ORIGO. Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

ORIGO

NR.

88

JUNI

2004

35

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168 36

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer 5 gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Friis Gl. Landevej 51 A, 1.th., 7400 Herning Tlf. 9927 2959

Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

ORIGO NR. 88 JUNI 2004 ORIGO NR. 88 JUNI 2004