Issuu

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 86 December 2003

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Intelligent design Et genopdaget bedrageri Dyrs integritet Sind og sjæl 1

Indhold Om evolution og intelligent design Af Peter Langborg Wejse

Debataften om intelligent design Af Andreas Peterson

Når bjørner blir til hvaler Av Jostein Andreassen

Feil igjen, Darwin Av Jostein Andreassen

Haeckels embryoer: Et gjenoppdaget bedrageri Av Elizabeth Perennisi

Dyrs integritet Af Jan Nilsson

Sind og sjæl Af Peter Rygaard Lassen

Darwinismen i Norge Av Jon Kvalbein

At tro på at tro Af Peter Øhrstrøm

Fradragsberettigede gaver

Index 2003

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

Århus, december 2003 Kære abonnenter! Så er året ved at rinde ud, og vi skal til at tage hul på et nyt. I den forbindelse kommer vi også ind i en ny abonnementsperiode, nemlig 2004. Jeg håber derfor, at I vil betale jeres abonnement for 2004 så tidligt som muligt, da vi så kan have pengene klar, efterhånden som udgifterne kommer, og ikke skal til at trække på vores kassekredit. Derfor er der vedlagt et girokort i dette nummer. Også for det kommende år er abonnementsprisen 150 kr. Som det fremgår af Knud Aa. Backs notits, er der nu en ordning, så gaver til ORIGO kan blive fradragsberettiget. Hvis der skulle være et eller flere af de tidligere numre, som du skulle mangle eller ønske, så fortvivl ikke, vi sælger dem for kr. 30,- pr. stk. Tak for i år. Hav en god jul og et godt nytår. Vi ser frem til en ny ORIGO-årgang med fem spændende nye numre. Venlig hilsen Henrik Friis Kasserer for ORIGO E-mail: abonnement@skabelse.dk

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Om evolution og intelligent design Af Peter Langborg Wejse Det sidste års tid har der i medierne været en livlig debat af biologiundervisningen i skoler og gymnasier, fordi det er kommet frem, at nogle af religiøse grunde tillader sig at tvivle på evolutionsteoriens pålidelighed. Debattens intensitet og omfang vidner om, at det er et vigtigt emne. Grunden hertil er, at det rækker langt ud over skoleundervisningen, idet det underliggende tema er forholdet mellem videnskab og religiøsitet, mellem sikker viden og tro. Det er altså verdensbilleder, der er til debat; og verdensbilleder det er menneskers livsgrundlag. Designteorien I hele denne debat er der et synspunkt, som ikke har været til at komme udenom. Det er et synspunkt med klare argumenter, og det taler til fordel for skabelse! Egentlig er der tale om en moderne udgave af god gammel sund fornuft, der siger: Når der er så meget, der ser ud til at være designet (skabt), fordi det har nogle træk i formgivning og funktion, der er karakteristisk for designede objekter, så må der også stå en designer (skaber) bag. Dette kan illustreres med en lille historie: Du kommer som den første til Mars, og dér i støvet finder du noget, der akkurat ligner et ur. Viserne drejer endda rundt! Du véd, at der ikke har været mennesker hér før hvad tænker du om uret? 1) Det må være dannet lige så langsomt ved en naturlig proces, hvor metaller og sandkorn er blevet kittet sammen, og tilfældigvis er dette urlignende objekt kommet ud af det. Eller 2) et eller andet intelligent væsen har fabrikeret uret og efterladt det hér. De fleste vil sikkert vælge sidst-

nævnte løsning enhver kan fornemme, at spontan dannelse af noget så indviklet som et ur er umuligt. Men hvad skal vi så mene om levende væsner, kan de mon dannes ved en spontan naturlig proces? De er jo uendelig meget mere komplekse end selv det mest avancerede ur! Konklusionen bliver her, at der må stå en designer bag. Denne følelse af, at der er en skaber, eller i hvert fald noget større end os selv bag universet, den bliver nok de fleste mennesker ramt af, når de ser op på stjernehimlen, ser en smuk sommerfugl eller blomst, eller når de ser ind i øjnene på deres elskede. Det er netop dette, som vi i kristendommen kalder den naturlige åbenbaring . Den er i bund og grund et vidnesbyrd om design. Men hvordan er da den moderne udgave af denne tanke? For at værdsætte denne, må vi først få en fornemmelse af dens modpol: evolutionsteorien. Udvikling er mulig Evolutionsteorien beskriver naturlige mekanismer, der kan lede til ændringer i retning af bedre overlevelse. Denne udvikling foregår kort fortalt ved, at der hele tiden opstår små variationer af alt levende. Disse variationer er helt tilfældige. Nogle varianter klarer sig dårligere end originalen (fx arvelige sygdomme), men ganske få varianter klarer sig lidt bedre. De kan fx have en farveændring, der giver dem bedre camouflage. Disse heldige varianter bliver udvalgt i naturens konkurrence og vil efterhånden komme til at dominere over andre former. Evolutionsteorien forklarer udmærket den slags trinvise ændringer. Med tiden kan det godt tænkes, at denne proces leder til store ændringer af en art. Jeg synes ikke, at det virker usandsynligt, at en hest kunne stamme fra en zebra, eller en hættemåge fra en

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

havmåge. Det var ud fra lignende observationer af bl.a. finkearter, der lignede hinanden meget, at Darwin i sin tid formulerede teorien. Men teorien går meget videre, idet den hævder, at alt levende er udviklet af det første liv via disse mekanismer. Med andre ord hænger alt levende sammen gennem et enormt stamtræ. Kunne dette mon virkelig være muligt - hvis der bare gik tid nok?? I princippet mener jeg ikke, der er noget til hinder for dette, hvis bare udviklingen kunne være sket trin for trin. Og det er netop dette med den trinvise udvikling, der er det springende punkt. Designteorien påpeger nemlig, at der er talrige velkendte biologiske fænomener, der ikke kan være udviklet trinvist, og sådanne strukturer betegnes ikke-reducerbare strukturer, hvilket vil sige, at de ikke kan gøres enklere uden at miste deres funktion. En sådan struktur kan illustreres med en simpel klap-musefælde. Den består af fem dele, der hver især tjener deres formål, og kun samlet kan fælden fungere. Overført til biologien skal alle dele i en sådan struktur altså opstå, før organismen kan få en funktion og dermed fordel ud af det - og dette strider imod evolutionsteorien. Den drivende kraft i udviklingen er jo netop, at der hele tiden, trin for trin, opnås en konkurrencemæssig fordel. Lad os nu se på et eksempel på en sådan ikke-reducerbar struktur. En ikke-reducerbar struktur Mange bakterier kan bevæge sig ved at svømme ved hjælp af en lang spiral, som drejes hurtigt rundt. Denne spiral kaldes en flagel. Faktisk fungerer flagellen som en skrue drevet af en motor! Den kan nærmest sammenlignes med en blanding af en elektromotor og en turbine! Flagellen er en meget kompleks struktur, der består af vældig mange specifikke proteiner, der passer nøje sammen og tilsammen giver bakterien evnen til at svømme. Men hvad er alle disse proteiners forhistorie? Hvordan skal de kunne gå fra en fortidig funktion til nu at fungere sammen på denne komplicerede måde? Kan der gives en gradvis forklaring på dette? Det finder jeg ekstremt usandsynligt! Det ligner i den grad en dygtig ingeniORIGO

NR.

DECEMBER

2003

ørs arbejde, at jeg mener den mest rimelige forklaring er: design! Andre eksempler på ikke-reducerbare strukturer er blodstørkning, immunforsvaret, kopiering af arvematerialet og den genetiske kode i dna. Alle disse eksempler er kendetegnet ved at være avancerede funktioner, som ydermere er så små, at de ikke kan iagttages detaljeret selv med det bedste mikroskop. De befinder sig på det molekylære niveau. Det molekylære niveau Det molekylære niveau er vigtigt, fordi det er helt basalt for alt liv. Derfor er det også vigtigt at se indgående på evolution og biologi på dette niveau. En yderligere grund til at være opmærksom hér er, at forståelsen for biologi på molekyleniveau er så forholdsvis ny, at den var ukendt, da den moderne evolutionsteori, den neo-darwinistiske syntese, blev lavet i efterkrigsårene. Den viden, vi har i dag, er altså ikke tænkt med ind i den samlede evolutionsteori. Evolutionens grundmekanismer, variation og udvælgelse, kan observeres på molekylært niveau. Det er hér, en vigtig del af evolutionen skal ske. Naturligvis har udvælgelse også med højere niveauer at gøre, idet konkurrencen sker mellem enkelte organismer, eller måske endda mellem arter. En diskussion af, hvad der her er muligt inden for evolutionsteoriens rammer, bliver dog let til et spørgsmål om holdninger og tro, frem for tørre facts. Eksempelvis er det overvældende komplekst at gennemanalysere, hvordan en flagermusvinge kan opstå. Hvor mange mutationer i hvor mange gener skal der til for at få vingen? For slet ikke at tale om nødvendige adfærdsændringer, forbedret orienteringsevne og sonar! Og hvad er funktionaliteten undervejs? Er der overhovedet nogen fordel, før det hele fungerer samlet? Det er grænsende til en umulig diskussion. Men ved at diskutere evolution på biokemisk niveau er der konkrete observationer i høj detaljeringsgrad, som vi kan forholde os mere præcist til, og det er netop én af designteoriens forcer. Reaktion på designteorien Designteoriens fokus på ikke-reducerbare 5

strukturer er forståeligt nok blevet mødt med modstand. Der er fremført kritik gående på, at nogle af bestanddelene i ikke-reducerbare strukturer alligevel kunne tænkes at have en anden selvstændig funktion. Dette vil nedbryde strukturen til at kunne være opstået trinvist. Men kritikken er ikke grundig og detaljeret nok til for alvor at udfordre designteorien. Nu skulle man så mene, at designteorien kunne udløse en hel reformation af biologien! Men dette er på ingen måde sket. For at forstå dette er det vigtigt at forstå, at forskere er meget specialiserede. Designteorien taler mest til biokemikere, som netop beskæftiger sig med funktionen af livets molekyler. De, der interesserer sig mest for evolutionen, beskæftiger sig derimod oftest kun overfladisk med det molekylære niveau. Derfor føler de sig ikke alvorligt udfordret af designteorien. Min egen erfaring fra diskussioner med andre forskere og biologer er dog, at mange forbavsede indser, at evolutionsteorien ikke er så sikker en forklaring, som de havde troet. Det giver ofte en åbenhed over for alternative forklaringer såsom muligheden af skabelse. Men jeg møder tit ressonementet: Når man siger design, så betyder det skaber. Det har altså med Gud at gøre, og det er dermed uden for videnskabens område, idet denne kun beskæftiger sig med det, der kan måles og vejes. Med en almægtig skaber kan man jo argumentere for hvad som helst! Men sagen er bare, at det på ingen måde er det, designteorien gør. Den påpeger et virkeligt problem i evolutionsteorien: at der er masser af eksempler på biologiske strukturer, hvor det er umuligt at tænke sig simplere forstadier, der ved evolutionsteoriens mekanismer kunne udvikle sig til det, vi ser i dag. Her mener jeg, at design er en mere rimelig forklaringsmodel end evolution. Men dette synspunkt karikeres ofte således: Her er noget, vi ikke er smarte nok til at forstå, derfor må det skyldes noget udefra (Gud). Her vil jeg så påpege, at det evolutionistiske standpunkt tilsvarende må formuleres: Her er noget, vi ikke er smarte nok til at forstå, men vi fastholder alligevel, at det ikke kan skyldes no-

get udefra. Med det ofte hørte fremtidens forskning vil vise det , kan man også argumentere for hvad som helst! Men heldigvis reagerer mange på designteorien med en større ydmyghed over for, at vi mennesker ikke véd alt, og at det faktisk godt kunne tænkes, at der står en gud bag det hele. Dermed går diskussionen et trin tilbage, til noget mere grundlæggende end de videnskabelige observationer, nemlig vores verdensbillede. Materialisme og teisme Det er sådan, at analyserer man diskussionen af skabelse og evolution til bunds, så er den bagvedliggende uenighed grundet på striden mellem de to store ismer: materialisme og teisme. Der er nemlig disse to vidt forskellige syn på virkeligheden: 1) Det, der kan måles og vejes, det materielle, er alt, der eksisterer. 2) Virkeligheden har en fysisk og en åndelig side, der står en gud bag det hele. Evolutionsteorien udspringer af materialismen, idet den forsøger at forklare arter, strukturer og kompleksitet ud fra egenskaber ved stoffet selv, ud fra naturlovene. Design er derimod en udefrakommende tilførsel af information og dermed struktur til stof. Den hører dermed til i den teistiske boldgade. Og når det kommer til trosforsvaret i mødet med evolutionsteorien, så mener jeg, at den mest frugtbare diskussion kommer ved hurtigst muligt at føre debatten hen på det filosofiske niveau. Det højeste, man kan opnå ved at diskutere evolution og skabelse, er nemlig at påvise, at evolutionen og dermed materialismen har en begrænset forklaringsevne. Og dermed, at det er et spørgsmål om, hvad man vælger at TRO, hvorvidt man stoler på den ene model frem for den anden. Ingen af modellerne er, eller kan blive, videnskabelig bevist. Det gode ved designteorien i relation til trosforsvar er altså, at den tydeliggør, at evolutionsteorien ikke kan forklare alt. Dette er en vigtig pointe i en tid, hvor befolkningen vokser op med en barnetro på evolution.

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

Debataften om intelligent design Af Andreas Peterson Den 4. november afholdt Forum for Eksistens og Videnskab en debataften om den nye bevægelse kaldet intelligent design i Kældercaféen i København. Jeg mødte op og hørte de to foredragsholdere, professor Niels Henrik Gregersen, Aarhus Universitet, og lektor Jakob Wolf, Københavns Universitet. Niels Henrik Gregersen argumenterede med smittende iver for design og var den mest overbevisende af de to talere. Hvilket var beklageligt, da det var hans modstander, der skulle forsvare tesen om intelligent design (ID). Jakob Wolf havde fået hvervet som fortaleren for ID, men på trods af mine sympatier for dette synspunkt havde jeg svært ved at være entusiastisk over hans oplæg. Han tog afsæt i Michael Behes argument angående eksistensen af irreducérbart komplekse strukturer, og der var således ingen problemer rent logisk. Men desværre lod hans evner som taler meget tilbage at ønske: Hans oplæg var gråsprængt af øh er, han var uhjælpeligt afhængig af sit manuskript, og han havde en imponerende evne til at konstuere lange og knudrede sætninger, der fungerede som airbags om hans argumenters gennemslagskraft. Heldigvis havde Wolf inden foredraget været rundt og uddele ark med stikord, der gjorde det nemmere at følge hans argumentation. Han startede med at definere ID s påstand som både negativ (darwinismen er ikke i stand til at forklare oprindelsen af komplekse biologiske systemer) og positiv (en intelligent årsag kan). Han gjorde desuden klart, at ID ikke afviste evoluti-

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

onen som sådan dvs. arternes afstamning fra en fælles forfader men snarere den darwinistiske årsag til det. Han gik derefter i gang med at forklare, at strukturer som ciliumet ("fimrehår"), den bakterielle flagel og den velkendte musefælde er irreducérbart komplekse, hvis man ved at fjerne en enkelt del ødelægger funktionen. Sådanne strukturer, fortsatte han, kan ikke udvikles gradvist, hvor hver del i små skridt bliver tilføjet. Han kom også ind på Dembskis arbejde med design-filteret (se litteraturlisten), men tiden var ved at løbe ud, og emnet blev kun overfladisk berørt. Til sammenligning var Gregersen langt mere flydende og lettere at forstå og fik salens stemning med sig, da han humoristisk berettede om sine evner som havemand eller rettere mangel på samme. Han startede ironisk nok med at erklære sin enighed med ID på nogle punkter og gav en hurtig præsentation af idéen om det antropiske univers at vi ikke ville være her, havde det ikke været for nogle meget nøje afstemte konstanter. På fem minutter havde han givet et mere overbevisende designargument for universet, end Wolf havde formået at give for den bakterielle flagel på en halv time. Og støtten til ID ophørte ikke dér. Gregersen fortsatte med at bekræfte darwinismens manglende evne til at forklare livets oprindelse såvel som udviklingen af vores kultur, og han havde stor respekt for tilhængere af inteligent design, hvoraf han omtalte Bill Dembski som værende mere intelligent end nogen her i salen eller ihvertfald end Gregersen selv. Jeg var begyndt at spekulere over, hvad han og Wolf i det hele taget var uenige om. Svaret skulle jeg ikke vente længe på. Gregersens anke mod ID gik på, at dens tilhængere angiveligt led under en alt-eller7

intet-holdning til darwinismen og brugte enkelte fejl til at forkaste hele strukturen. Han brugte mere tid end Wolf på at diskutere Dembskis design-filter, som han anså for værende den største udfordring. Gregersen talte om de såkaldte Fibonacci-serier og cellulare automata, der angiveligt skulle udgøre et problem for Dembskis filter. Men, ligesom hos Wolf, var dette et emne, der blev behandlet relativt overfladisk, og jeg tror, at denne del gik hen over hovedet på de fleste tilhørere. Gregersen gik aldrig rigtig i kødet på argumentet omkring irreducérbar kompleksitet. Han brugte en kuglepen til at understøtte en bog (Darwin s Black Box, der lå ved bordet) som et eksempel på en reduceret musefælde (et argument, som Behe allerede har tilbagevist i sin bog). Og hans diskussion af flagellen var begrænset til nogle vage kommentarer om præadaptation, hvor svingtråden skulle have fungeret som en el8

ler anden form for retningsbestemmer, mens motoren skulle have fungeret som temperaturregulator. De to oplæg blev efterfulgt af en pause, hvorefter der var spørgsmål fra salen. Det viste sig, at Bent Foltmann, professor eremitus i biokemi og forfatter til Det ufattelige liv, også var til stede, og han kritiserede nogle kommentarer, som Wolf havde fremsat om øjets oprindelse. Modsat de andre deltagere, der havde stillet deres spørgsmål fra deres pladser, rejste Foltmann sig og gik helt op til foredragsbordet, hvor han i lang tid stod og talte om øjentyper af forskellig kompleksitet og om udbredelsen af det såkaldte Hox-gen. Wolf gjorde den tredje foredragsholder opmærksom på, at denne blot antog eksistensen af en lysfølsom celle, hvilket var det, Behe havde talt om til at begynde med. Foltmann skiftede emne og begyndte at snakke om livets oprindelse, men måtte til sidst erkende, at han ikke vidste, hvordan synet var opstået i den første celle. Jeg talte senere med en agnostisk biolog, der også havde været til stede, og han gav mig ret i, at Foltmann ikke havde fattet konceptet om irreducérbar kompleksitet, og at han ikke havde givet nogle gode modargumenter. I det hele taget var den sidste del af debataftenen noget uorganiseret, og der opstod farcelignende situationer. En mand skældte højlydt Foltmann ud for hele tiden at tage ordet, hvorefter han med oprørt stemme bekendtgjorde, at vi havde lang tid tilbage til at finde ud af disse ting, og at han godt kunne have tænkt sig, at foredraget havde drejet sig lidt mere om eskatologi, dvs. hvad der vil ske på den yderste dag. Begge foredragsholdere havde nok omløb i hovedet til ikke at kommentere dette. Flere gange opstod der diskussioner mellem tilhørerne, og argumenter fløj gennem salen, mens foredragsholderne så målløse til. Når der endelig blev stillet spørgsmål til foredragsholderne, var det oftest til Wolf, der skulle forsvare et eller andet aspekt ved ID. Gregersen fandt forståeligt nok dette kedeligt og sprang et par gange til for at forsvare ID, når Wolf ikke havde svar på rede hånd. ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

Som da en ung mand, der studerede statistik, påpegede, at hvis man tog en uendelig række af bogstaver, ville der et eller andet sted være et meningsfyldt budskab. Gregersen greb en af Dembskis bøger, som han havde medbragt, og forklarede hans idé om den universelle sandsynlighedsgrænse. Dvs. at der ikke er uendelig meget stof i universet, og at dette har en endelig alder (mellem 10 og 20 billioner år, ifølge de højeste vurderinger), og at der derfor ikke er uendelige ressourcer til at efterprøve alle kombinationer. Aftenen led også under, at det ikke var aftalt, hvornår den var slut, og at Gregersen således var nødt til at gå midt i det hele, da han skulle nå et tog. Diskussionen fortsatte endnu en halv time, hvorefter Wolf konkluderede, at vi vist også er ved at være færdige . Selve aftenen var et glædeligt tegn på, at ID optager stadig flere mennesker, og var

en god chance for at vise folk et perspektiv, som gængse biologilærere og naturprogrammer i fjernsynet ofte udelader. Det var blot synd, at denne chance blev ødelagt af dårlig organisation og valg af forkerte foredragsholdere. Litteratur Behe M.J., Darwin s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution (New York, 1996). Dembski W.A., The Design Inference: Eliminating Chance Through Small Probabilities (Cambridge, 1998). Dembski W.A., No Free Lunch: Why Specified Complexity Cannot Be Purchased without Intelligence (Lanham, 2002). Denne og andre artikler om skabelse og evolution kan læses på min hjemmeside: www.geocities.com/evolutionsteori/

FAQ om skabelse og evolution På engelsk-sprogede sites på internettet findes der som regel en klik-mulighed til FAQ ( Fequently Asked Questions ). Her kan man finde svar på de mest almindelige spørgsmål om det emne, som det pågældende site drejer sig om. I ORIGOs redaktion forbereder vi i øjeblikket udgivelsen af en FAQ om skabelse og evolution, således som emnet ses fra ORIGO-redaktionens udkigspost. Spørgsmålene vil fortrinsvis blive hentet fra www.skabelse.dk og fra redaktionsmedlemmernes oplysninger om de spørgsmål, der stilles ved foredrag o.l. Listen omfatter i øjeblikket: Er Darwins evolutionsteori bevist? Er det rigtigt, at livets byggesten kan opstå af sig selv i et primitivt kemisk miljø? Hvilke argumenter for skabelsestanken er de bedste? Udelukker skabelsestanken enhver form for evolution? Hvorfor er der så mange kosmologer og astronomer, som er åbne over for tanken om en overnaturlig oprindelse for universet? Hvad er baggrunden for den nye internationale bevægelse af forskere, som taler om intelligent design ? Hvor afgørende for spørgsmålet om skabelse kontra udvikling er spørgsmålet om Jordens og Universets alder? Hvad man kan sige om menneskets oprindelse? Hvem var neandertalerne? Var de mennesker? Er det rigtigt, at Charles Darwin på sine gamle dage vendte tilbage til sin kristne tro? Flere af denne type basale spørgsmål er meget velkomne på www.skabelse.dk. Vi vil i næste nummer af ORIGO forsøge at give korte svar og kommentarer til disse ofte stillede spørgsmål (FAQ). Red.

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Når bjørner blir til hvaler Av Jostein Andreassen I Nord-Amerika så Hearne svartbjørnen svømme i timevis med vidåpen munn mens den, lik en hval, fanget insekter i vannet. Selv i et så ekstremt tilfelle som dette kan jeg ikke, hvis tilgangen på insekter var konstant, og hvis bedre tilpassede konkurrenter ikke allerede finnes i landet, se noe å innvende mot at det kunne oppstå en bjørnerase som gjennom naturlig utvalg ble mer og mer vannlevende i bygning og levevis og fikk større og større munn, inntil en skapning like eiendommelig [monstrous] som en hval blir dannet. Darwin: Om artenes opprinnelse , 1. utgave, side 136 i den norske utgaven (kap. VI; et par sider før det snakkes om øyet.) Kommentar På selve utgivelsesdagen for sitt hovedverk, den 24.11.1859, fikk Darwin et brev fra sin venn, den store geologen Lyell, der han ble rådet til å ta ut avsnittet om svartbjørnen og hvalen. Dette brevet kan jeg ikke sitere fra, for det er forsvunnet. Men dagen etter svarer Darwin, og allerede i 3. linje skriver han: I will certainly leave out Whale & Bear. I 2. utgave føyer han til almost , slik at første setning blir: ( ) med vidåpen munn mens den, nesten som en hval, fanget ( ) Den neste setningen: Selv i et så ekstremt tilfelle osv., forsvinner og blir ikke tatt inn i senere utgaver. Det hele reduseres til en opplysning om at Hearne har sett en svartbjørn som fanget insekter i vannet. Det blir da noe meningsløst i sammenhengen, idet dette står i avsnittet Om opprinnelsen av organiske vesener med spe10

sielle levevis og spesiell bygning, og deres overgangsformer . Her er nettopp poenget å svare på hvordan kjøttetende landdyr kan bli omdannet til vanndyr. (Samuel Hearne (1745-92), var oppdagelsesreisende og koloniadministrator i Canada.) Owens kritikk Denne saken kommenterer Darwin i brev til W. H. Harvey i august 1860 og i brev til R. G. Whiteman 5. mai 1881. I det siste skriver han at han tok ut avsnittet etter råd fra Professor Owen (verdens fremste anatom på den tiden og etter Om artenes opprinnelse Darwins hovedfiende). Men Darwin føyer til: Men jeg har alltid angret på at jeg fulgte dette rådet, for jeg tror fremdeles at synspunktet er fornuftig. I brev til Lyell 10. des. 1859 forteller han at det var i en personlig samtale at Owen gav ham dette rådet. Da Darwin svarte at han hadde strøket det, utbrøt Owen: Oh have you, well I was more struck with this than any other passage; you little know of the remarkable & essential relationship between bears & whales. Darwin kommenterer dette slik overfor Lyell: Ved Jupiter! Det ser ut som om han tror en slags bjørn var bestefar til hvalene! Siden, i sin sterke kritikk av Darwins bok i Edinburgh Review III (1860) s. 518, latterliggjør Owen bjørn/hval-avsnittet med følgende ord: We look (...) in vain for any instance of hypothetical transmutation [hypotetisk forvandling] in Lamarck so gross [vulgær] as the one above cited . I et brev til J. Lamont 25. febr. 1861 takker Darwin forfatteren for at hele bjørn/ hval-historien er kommet med i hans bok Seasons with Sea-Horses (1861) - og at La-

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

mont forsvarer den. Men sistnevnte skriver at dette hadde han ikke våget å gjøre, om ikke Darwin hadde skrevet om det først. For han hadde vært inne på liknende tanker på Spitsbergen. - To modige karer, altså!

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Snipp, snapp, snute så er eventyret Da bjørnen ble til en hval ute. Vi kan i dag bare beklage at det dessverre ikke ble tatt med i Asbjørnsen og Moe, H. C. Andersen eller Brødrene Grimm.

Feil igjen, Darwin Av Jostein Andreassen I Charles Darwins fremragende reiseskildring Voyage of the Beagle - oversatt til dansk som Rejse om Jorden i 1876 - ser vi i kapittel 10 at møtet med ildlenderne (yamana-indianerne) gjorde et meget sterkt inntrykk på ham. Til stadighet kommer han tilbake til dette. Han forestilte seg at disse menneskene hørte til de mest laverestående på jorden og at hans primitive forfedre for uminnelige tider siden nettopp så slik ut: Jeg vil aldri glemme hvor ville noen av dem var. En gruppe på fire eller fem menn dukket plutselig opp på en klippe ved siden av oss, og de var aldeles nakne, med langt, flammende hår; mens de hoppet opp og ned og fektet med armene over hodet, utstøtte de de forferdeligste hyl. De fortonte seg så underlig at de knapt liknet mennesker. Han beskriver dem også som de mest stakkarslige og elendige skapninger jeg noensinne har sett og skrev til og med at ved synet av slike skapninger er det vanskelig å tro at de er medmennesker, og beboere av samme verden. Britene med sin sivilisasjon var selvsagt de mest høyerestående og i en klasse for seg - det ligger i tykke lag mellom linjene i hele reiseskildringen. Fordommer I Ingen vil nekte for at Darwin som regel var en skarp iakttager. Likevel er det merkelig å se hvordan han bommet totalt i sin beskrivelse av disse indianerne, ikke minst når vi tar i betraktning at han i lang tid var sammen med tre personer av denne stammen om bord på HMS Beagle . Selv om han hadde vært mye på reise alene i Sør-Ameri12

ka, var det nesten ett år fra skipet forlot Devonport til det nådde Ildlandet. At de tre ble betraktet som mindreverdige, viser mannskapets kallenavn: York Minster, Jemmy Button og Fuegia Basket. Om gjensynsmøtet mellom Jemmy og broren de hadde ikke sett hverandre på tre år skriver Darwin så nedlatende som dette: Det var mindre interessant enn det som oppstår når en hest blir sluppet ut på et jorde og treffer en gammel kjenning. To senere britiske forfattere går sterkt i rette med Darwins beskrivelse. Den ene er Toby Green i boken Saddled with Darwin. A Journey Through South America (1999), og Lucas E. Bridges: Uttermost Part of the Earth (1948). Det vil her føre for langt å gå inn på alle detaljer; den interesserte kan selv sette seg inn i naturforskerens påstander og de to

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

forfatternes imøtegåelser i disse bøkene. Men mens Darwin for eksempel mente at de villes tungemål knapt kunne kalles artikulert og ikke besto av mer enn 100 ord, kunne Lucas Bridges, som selv var vokst opp sammen med disse menneskene i 1870-årene, vise til noe bedre: Hans far, Thomas Bridges, hadde, i den hensikt å fremme misjonens virke, satt sammen en ordbok for det yamananske språket: Yamana English: A Dictionary of the Speech of Tierra Del Fuego , Mödling, Austria, 1933. Utgitt privat. Denne inneholdt 32.000 ord og bøyninger, et antall Lucas mente kunne ha vært langt høyere: Vi som lærte yamanansk som barn, vet at språket, innenfor sine egne begrensninger, er uendelig mye rikere og uttrykksfullt enn både engelsk og spansk. Green skriver: Boken til Bridges er en glimrende illustrasjon på hvorfor reisende sjelden gir annet enn en overfladisk skildring av stedene de besøker. Han henviser da til Bridges, som hevder: "Yamanaene var ikke uvant med bål, mennene gikk ikke og hang, arbeidet var likelig fordelt, kvinnen var ingen slave, de var slett ikke kannibaler og var verken villmenn eller barbarer, slik Darwin hevdet, men hadde mange sosiale skikker og en muntlig historisk tradisjon."

Fordommer II De var annerledes enn Darwin, og Darwins kulturelle fordommer farget i sterk grad blikket han betraktet disse menneskene med, skriver Green, fordomsfullheten og blikket hans var ett. Dette er et mønstereksempel på hvorfor ingen forskning kan hevde å være objektiv. Darwin var langt mer liberal og åpensinnet enn mange av sine samtidige og anså utvilsomt seg selv å være en uhildet observatør. Likevel løp kulturen hans av med ham, og hans 'vitenskapelige observasjoner' var i dette tilfelle fordomsfulle. Så langt Green og Bridges. Det er godt dokumentert at Charles Darwin støttet misjonsarbeidet til Thomas Bridges økonomisk og ideologisk det finnes flere brev om dette fra Darwins hånd og i tillegg en avisartikkel av hans gode venn og skipskamerat på Beagle , senere Admiral Sir James Sulivan, i Daily News . Han var kontaktmann for denne misjonen. Også når det gjelder det kristne budskaps slagkraft overfor disse elendigste skapningene på jorden tok Darwin feil. Og det innrømte han også overfor Sir Sulivan: It is truly wonderful what you have heard from Mr. Bridges about their honesty and their language. (Brev av 20. mars 1881.) Forfatterens e-post adresse er: oj-and@online.no

Xenotransplantation I dette efterår har man på Glasgow University i Skotland efter sigende færdigudviklet en mere sikker metode til kloning af grise, som hævdes at være egnede som organdonorer for mennesker (såkaldt xenotransplantation). Et af de store problemer med denne form for transplantation er ellers, at man løber en risiko for at introducere helt nye sygdomme hos mennesker. Men denne risiko hævdes altså nu med de nye metoder at være meget mindre. Professor Merete Fredholm fra Landbohøjskolen i København er imidlertid skeptisk, og hun mener ikke, at man skal satse på at løse problemet med organmangel på den måde. Til biotik.dk siger hun: Vi ved simpelthen ikke nok om, hvad der vil ske, når vi blander griseceller og menneskeceller sammen i en menneskekrop Man kan simpelthen ikke afprøve de her ting med de redskaber, vi i dag har til rådighed Vi mangler basal biologisk viden på området. Red.

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Haeckels embryoer: Et gjenoppdaget bedrageri Av Elizabeth Perennisi Generasjoner av biologistudenter kan ha blitt forledet av et berømt sett av embryotegninger publisert for 123 år siden av den tyske biologen Ernst Haeckel. De viser virveldyrembryoer av forskjellige dyr i identiske utviklingsstadier. Men det inntrykket de

gir, at embryoene er nøyaktig like, er feilaktig, sier Michael Richardson, en embryolog ved St. George's Hospital Medical School i London. Han håper en gang for alle å diskreditere Haeckels arbeid, som først ble avslørt som feilaktig for mer enn hundre år siden. Richardson har lenge hatt sine tvil om Haeckels tegninger (fig. 1) fordi de ikke

Figur 1. Haeckels embryoer for virveldyr i tre stadier av fosterutviklingen

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

stemmer med hans forståelse av hastigheten som fisker, krypdyr, fugler og pattedyr utvikler sine spesielle former. Derfor utførte han og kollegene sitt eget komparative studium. De undersøkte og fotograferte embryoer av arter med tilsvarende alder som dem Haeckel tegnet. Til deres store overraskelse [lo and behold], så embryoene ofte overraskende forskjellige ut , rapporterer Richardson i augustnummeret [1997] av Anatomy and Embryology . Richardson sier at et slående avvik fra virkeligheten i Haeckels tegninger viste seg å være i halevekst-stadiet [the tail bud stage]. Dette avbildet han som identisk for de ulike artene. Mens virkelige embryoer deler mange trekk på dette stadiet, slik som hale og identifiserbare kroppsdeler, har de også helt særpregede forskjeller [key differences]. For eksempel har embryoer av menneske tynne fremspring [protrusions] kalt lemmeknopper [limb buds], sier Richardson, særlig hvis de har utviklet seg til det stadiet hvor de har så mange kroppsdeler som Haeckel gir dem. Men han inkluderer ikke lemmeknoppene. Og på tegningene hans er kyllingembryoets øye svertet,

slik som pattedyrenes, men det ville ikke være pigmentert så tidlig , sier Richardson. Han tilføyer at Haeckel har gitt fugleembryoet en krøll på halen som samsvarer med den et menneske har. For ikke bare tilføyde eller utelot [add or omit] Haeckel kroppstrekk etter behov, rapporterer Richardson og kollegene hans, men han diktet også opp [fudged] målestokken for å overdrive likhetene mellom artene, til og med når det var 10 gangers [10-fold] forskjell i størrelse. Haeckel tilslørte [blurred] videre forskjeller ved å utelate navn på artene i de fleste tilfeller, som om et eksemplar skulle være representativt for en hel dyregruppe. Richardson og kollegene hans sier det til og med viser seg at embryoer av nærstående fiskeslag varierer lite grann i utviklingen. Det ser ut som om dette er et av de mest beryktede bedragerier i biologiens historie , konkluderer Richardson. Disse nyhetene kan ikke ha vært så sjokkerende for Haeckels likemenn i Tyskland for et århundre siden: de fikk Haeckel til å innrømme at han feilaktig stolte på hukommelsen og brukte kunstnerisk frihet på tegningene sine, sier Scott Gilbert, en utvik-

Figur 2. En sammenlikning av Haeckels tegninger fra første stadium i fosterutviklingen og embryoenes virkelige utseende. Fra J. Wells: Icons of evolution, side 93.

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

lingsbiolog ved Swarthmore College i Pennsylvania. Men Haeckels bekjennelse gikk tapt etter at tegningene hans ble brukt i boka Darwin and After Darwin (1901). Deretter ble de reprodusert en mengde steder i engelskspråklige biologitekster. Feilene i Haeckels arbeid er nå på nytt kommet fram delvis på grunn av nye oppdagelser som viser at mange arter deler gener som styrer utviklingen, og dette har resultert i fornyet interesse for komparativ utviklingsbiologi. Og mens noen forskere

som går i Haeckels fotspor liker å legge vekt på likhetene mellom artene, tror Richardson at det er mer interessant å studere kontrastene. Dette er Gilbert enig i: Det er mer variasjon [i embryoer av virveldyr*] enn vi først kunne anta . Av den grunn, tilføyer han, har Richardsons artikkel gjort utviklingsbiologien en stor tjeneste. (Oversatt av Jostein Andreassen) Artikkelen stod i Science , 1997, nr 277, side 1453 *Artikkelforfatterens tilføyelse

Spændende hjemmeside om tro og videnskab bygget over A. E. Wilder-Smiths arbejder Få forskere i det 20. århundrede har betydet så meget for europæisk og amerikansk tænkning om forholdet mellem tro og viden som professor A. E. Wilder-Smith (1915-95). Han havde tre doktorgrader, og han virkede i flere år som professor i biokemi og pharmakologi ved en række universiteter i Europa, Asien og USA. Bl.a. var Wilder-Smith ansat i perioden 1960-62 som professor i pharmakologi ved universitetet i Bergen, Norge. Han var en kendt foredragsholder i Norge. I de senere år virkede han dels som konsulent, og dels søgte han at skaffe tid til det, der optog ham allermest, nemlig forholdet mellem naturvidenskab og kristen tro. Gennem et langt liv forsvarede han, at det går an at tro på, at alting (kosmos, livet, mennesket) er skabt af Gud, uden at den tro kommer i konflikt med nogen form for god naturvidenskab. Tværtimod mente Wilder-Smith, at troen på Gud som altings skaber er en helt naturlig sag for et menneske, der har en naturvidenskabelig uddannelse som bag-

grund for sin tilgang til naturen og tilværelsen. I Danmark var professor A.E. Wilder-Smith på besøg flere gange. Han holdt gæsteforelæsninger om tro og viden på Aarhus Universitet og på Aalborg Universitet, ligesom ORIGO afholdt kurser med WilderSmith som underviser både i København og på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing. Wilder-Smith var en yderst talentfuld foredragsholder. Han kunne virkelig få det sagt. Vi er mange, der savner hans helt enestående pædagogiske gaver, hans store indsigt samt hans evne til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt i debatten om forholdet mellem kristen tro og naturvidenskab. Men nu kan vi her otte år efter hans død genopleve nogle af hans foredrag på nettet, idet der er oprettet et glimrende web-site, der præsenterer hans virke. Der er bl.a. et medie-bibliotek, som gør det muligt, at man på nettet kan (gen)se og (gen)høre nogle af professor A.E. Wilder-Smiths vigtigste foredrag. Klik ind på: http://www.wildersmith.org

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

Dyrs integritet - om etiske argumenter i Videnskabsministeriets rapport Genmodificerede og klonede dyr Af cand.theol. Jan Nilsson Den genteknologiske udvikling foregår så hurtigt, at det kan være mere end almindeligt vanskeligt for politikerne, endsige befolkningen, at følge med og sætte grænser for, hvad der kan accepteres ud fra etiske overvejelser. Det kan være vanskeligt i lovgivningen at være på forkant med udviklingen: Førend lovgivningen er tilpasset nye teknikker, kan der være opstået helt nye og uventede muligheder inden for forskningen, og så kan lovgivningsarbejdet starte helt forfra. I den situation er det nødvendigt at arbejde med nogle grundlæggende principper for, hvad der kan accepteres, og hvad der ikke kan. Hvis ikke vi har nogle etiske principper, som vi vurderer den konkrete forskning ud fra, kan det være meget vanskeligt at sige fra over for nye teknikker: De vil jo altid tjene et eller andet formål spørgsmålet er blot, om dette formål står mål med de grundlæggende principper, som al forskning og al teknik skal måles ud fra. Skal man være på forkant med udviklingen, skal man altså starte med at finde et etisk udgangspunkt, der kan være rettesnor for al konkret stillingtagen. Og det er faktisk, hvad en rapport fra Videnskabsministeriet fra oktober 2003 gør, hvad angår genORIGO

NR.

DECEMBER

2003

modificering og kloning af dyr. Efter en folketingsdebat i november 2002 nedsatte regeringen et lovforberedende udvalg, der ifølge sit kommissorium blandt andet skulle redegøre for den faglige baggrund for dyrekloning og genmodificering af dyr; beskrive de forskningsmæssige muligheder og risici samt redegøre for de dyreetiske implikationer. Resultatet af dette arbejde er nu offentliggjort i rapporten Genmodificerede og klonede dyr, der på en lettilgængelig måde behandler et svært emne (f.eks. er der hjælp at hente i en fyldig ordliste for dem, der har brug for det). Med rapporten kan enhver fordybe sig i både de faglig-tekniske sider af sagen og de etiske problemstillinger. I denne sammenhæng er det de etiske spørgsmål, der er af interesse, og det viser sig hurtigt i rapporten, at udvalget har taget kommissoriets anvisning om at arbejde med de dyreetiske spørgsmål særdeles alvorligt. Dyreetik At dyr har krav på beskyttelse, kan der næppe være stor uenighed om. Den spontane foragt for dyremishandling er et udtryk herfor, ligesom ordet dyrevelfærd er blevet en naturlig del af det danske sprog. At dyr ikke har det samme krav på beskyttelse som mennesker, kan der næppe heller være stor uenighed om: Vi tillader brugen af forsøgsdyr i forskning, hvis det kan afhjælpe menneskelige sygdomme og lidelser, mens det modsatte er utænkeligt. Det svære spørgsmål melder sig nu: Hvis dyr har krav på beskyttelse, men ikke fuld beskyttelse, hvor går så grænsen for, hvad der ikke kan accepteres, og ud fra hvilke kriterier? I en principiel etisk diskussion må man 17

også stille spørgsmålet: Hvorfor har dyr dette (relative) krav på beskyttelse? Kan der argumenteres principielt herfor? eller bunder det alene i den spontane foragt, de fleste vil opleve konfronteret med grov dyremishandling? Alle disse spørgsmål behandles i rapporten fra Videnskabsministeriet. Udvalget opregner her en række problemer med dyrevelfærd, som er forbundet med genmodificering og kloning af dyr. Dyrekloning resulterer f.eks. i mange aborter og misdannelser samt forholdsvis stor belastning af rugedyret. Sådanne dyrevelfærdsargumenter vil være ukontroversielle for de fleste, men udvalget fortsætter: Udvalget lægger vægt på disse hensyn [dyrevelfærd m.m.], men er samtidig opmærksom på, at der er andre etiske overvejelser, som er mindre klart relateret til gængs videnskabelig tænkemåde. Disse overvejelser sammenfatter udvalget under begrebet integritet (s. 9). Hensynet til dyrs integritet er udvalgets argument imod vilkårlig behandling af dyr også i tilfælde, hvor dyrets velfærd ikke nødvendigvis er trådt under fode. Som eksempel nævnes muligheden for via genmodificering at skabe blinde høns eller kyllinger uden fjer. I disse tilfælde vil dyrene næppe lide overlast (blinde høns kan f.eks. stadig finde føde uden problemer), måske tværtimod: De blinde høns vil ikke som i dag blive stressede og hakke hinanden til blods, ligesom kyllinger uden fjer ikke vil lide under den varme, der er i burene. Alligevel mener udvalget, at sådanne tilfælde vil krænke dyrenes integritet, eller dyrenes værdighed om man vil. Det væsentlige ved dyrs integritet er for det første, at begrebet tager udgangspunkt i hensynet til dyret (også selvom det ikke lider smerte). Respekten for dyrs integritet handler altså hverken om, hvad der eventuelt vil være risikabelt for mennesker (f.eks. miljø- og sundhedsproblemer forbundet med genmodificering) eller om situationer, 18

hvor vi føler, at vores æstetiske sans bliver provokeret (s. 9). Respekten for dyrs integritet er en respekt for dyret som sådan. For det andet, skriver udvalget, dækker begrebet dyrs integritet en holdning, som drejer sig om at lade dyr bestå som naturlige væsner, det vil sige væsner, som ikke er et produkt af menneskelig foretagsomhed (s. 80). Med andre ord: 1) Dyrs integritet skal respekteres for dyrets egen skyld, og 2) dyrs naturlige potentiale må ikke beskæres, således at dyret ikke længere kan bestå som et naturligt væsen . Rapporten giver altså udtryk for den holdning, at dyr har værdi i sig selv - en værdi eller værdighed, som ikke må krænkes, med mindre der er meget gode grunde herfor (se nedenfor). Dette standpunkt, der bestemt ikke er nogen selvfølge i den offentlige opinion, begrundes ikke direkte andetsteds i rapporten. Alligevel gives der en bemærkelsesværdig antydning af en dybereliggende forklaring bag udvalgets standpunkt: Rapportens afsnit Etik - hvad er dyrs integritet? indledes med et langt citat af filosoffen Peter Kemp, der ikke kommenteres yderligere, men hvis indhold kommer til at stå som udgangspunkt for afsnittets videre forklaring af begrebet dyrs integritet . Peter Kemp udtaler sig i citatet imod kloning af dyr og begrunder dette på følgende måde: ... dette teknologiske indgreb er derfor mere uhyggeligt end noget andet, vi hidtil har kendt. Fordi eventuelle fordele, man kan have ved det, betales med en forsimpling og forgrovelse af selve skabelsesprocessen (s. 78). Udvalget ender ikke med en kategorisk afvisning af dyrekloning, som Peter Kemp gør, men citatets henvisning til skabelsesprocessen giver en antydning af, hvad der mere præcist kan menes, når rapporten lidt længere fremme skriver om dyr som naturlige væsner , der ikke må gøres til produkt af menneskelig foretagsomhed : Naturens ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

og dermed dyrs skabthed består blandt andet i, at den er noget givet; og den ligger derfor i sidste ende uden for menneskets vold og magt. Forsøger vi at gøre naturen alene til et middel eller et værktøj i vore hænder, så respekterer vi ikke naturens karakter af at være skabt. Denne tankegang er til stede i Videnskabsministeriets rapport, når Peter Kemp citeres direkte i indledningen til den centrale argumentationsdel, hvor begrebet dyrs integritet skal begrundes nærmere. Proportionalitetsprincippet Udvalget opstiller altså et fast princip som udgangspunkt for den konkrete stillingstagen til forskellige teknikker og muligheder inden for genmodificering og kloning af dyr. En bestemmelse af dyrs integritet siger ikke i sig selv noget om, hvad der kan accepteres, men det giver et holdepunkt, som forskningen kan vurderes udfra. Man må med andre ord spørge: Er fordelene ved denne teknologi (den ene eller den anden form for genmodificering eller kloning) så tungtvejende, at de vitterligt opvejer hensynet til nedsat dyrevelfærd, øget risiko for skader på miljøet samt dyrs integritet? Denne måde at arbejde på kaldes proportionalitetsprincippet. Svaret, der gives i det konkrete tilfælde, vil naturligvis afhænge af, hvem der vurderer, selvom den første forudsætning for en eliminering af vilkårligheden er bragt af bane med begrebet dyrs integritet. Udvalget ender da også med at være delt, når proportionalitetsprincippet bliver anvendt i praksis. Hele udvalget kan blive enig om, at genmodificering og kloning af dyr kun kan tillades, hvis der er væsentlige formål , der taler herfor. Men uenigheden opstår i spørgsmålet om, hvad der er væsentlige formål. Et flertal af udvalget mener f.eks., at grundforskning og anvendt forskning rettet mod at forbedre sundhed og miljø falder inden for bestemmelsens væsentlige formål, mens mindretallet (et medlem) afviser

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

grundforskning som et væsentligt formål og kun kan acceptere den forskning, der direkte vedrører forebyggelse og bekæmpelse af væsentlige specifikke sygdomme hos mennesker og dyr (s. 104 f). Uenighederne i anvendelsen af proportionalitetsprincippet består stadig. Rapportens store fortjeneste er dog ikke desto mindre, at den opstiller nogle spilleregler for den etiske argumentation, som gør det muligt at føre en saglig og kvalificeret debat om emnet. Man savner dog overvejelser over, at hensynet til dyrs integritet må vægtes forskelligt i den konkrete vurdering, afhængigt af hvilke dyr der er tale om. Udvalget skelner kun mellem hvirveldyr (f.eks. pattedyr, fisk og fugle) og hvirvelløse dyr (f.eks. insekter, gopler og encellede organismer). Rapporten omhandler alene hvirveldyr, der har et centralnervesystem, hvilket menes at være af afgørende betydning for at føle smerte, angst og anden lidelse. Inden for denne skelnen mangler der dog en yderligere differentiering hvirveldyrene imellem. Der vil givet kunne accepteres flere indgreb i det genetiske materiale hos en mus end hos et får eller f.eks. en chimpanse. Graden af beskyttelsesniveau stiger tilsyneladende med kompleksiteten i centralnervesystemet. Ikke fordi et komplekst centralnervesystem giver et dyr værdighed i sig selv, men det komplekse centralnervesystem er et udtryk for det, som får os til at anerkende integriteten eller værdigheden, f.eks. muligheden for at føle smerte. Overvejelser og argumenter af den art leder man desværre forgæves efter i rapporten. Det skal dog ikke ødelægge glæden over at have fået et solidt fundament til den videre etiske debat om genmodificering og kloning af dyr. Reference Genmodificerede og klonede dyr, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, oktober 2003 (rapporten kan findes på ministeriets hjemmeside, www.vtu.dk)

Sind og sjæl Af Peter Rygaard Lassen Grundtvig kaldte mennesket et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. De fleste videnskabsmænd ville afvise dette udsagn. Men er materien alene nok til at forklare vores intuitive opfattelse af verden og os selv? Er vi andet end vores krop? Er vi ansvarlige for vore handlinger? Det er store spørgsmål, som i forskellige former har beskæftiget menneskeheden til alle tider. Et materialistisk verdensbillede har efter min mening helt absurde og uacceptable konsekvenser, når man betragter menneskets sind eller sjæl ud fra den synsvinkel. Vi vil nedenfor beskrive og overveje de logiske konsekvenser af nogle sjæl-legemeteorier og på den baggrund spørge, om et rent materialistisk udgangspunkt kan holde. Det er altså selve materialismen, som står for skud. Videnskabsfolk må erkende Et utraditionel portræt: Denne artikel er skrvet af ph.d.-stipendiat og cand.polyt. Peter Rygaard Lassen, der som illustration har leveret denne nydelige scanning af sin egen hjerne

Grundtvig kaldte mennesket et guddommeligt eksperiment af støv og ånd. Se mere herom f.eks. i Solveig Bøyes artikel "Grundtvigs menneskesyn" (1998), som findes på adressen: http.//grundtvigsiden.homepage.dk/artikler/ msksyn.htm

muligheden for eller måske ligefrem nødvendigheden af at der kan eksistere andet og mere end elementarpartikler og naturlove. 1. Filosofiske udgangspunkter Begreberne bevidsthed, sind og sjæl er svære at afgrænse, og forskellige forfattere er da heller ikke helt enige nogle undgår fx at bruge ordet sjæl. I dette afsnit vil jeg præsentere nogle væsentlige filosofiske holdninger og deres relation til sjæl-legeme-problematikken. De falder i to hovedkategorier, dualistiske eller monistiske, alt efter om de anerkender nogen virkelighed ud over den fysiske verden eller ej.

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

René Descartes (1596 1650) har med sit forsvar for dualismen haft stor indflydelse på opfattelsen af sjæl-legemeproblemet

1.1 Dualisme René Descartes (1596 1650) har haft stor indflydelse på opfattelsen af sjæl-legemeproblemet [1]. Vigtigst er hans idé om, at den skabte verden består af to grundlæggende forskellige substanser: den materielle verden (res extensa) og bevidsthedens verden (res cogitans). Han forestillede sig, at alle hændelser forløber parallelt i de to verdener. Derved kunne den fysiske verden være styret af deterministiske love, mens sjælen ikke var underlagt disse begrænsninger. Descartes havde dog et problem med at forklare, hvordan den frie sjæl kan få nogen indflydelse på en persons handlinger, der jo udspilles i den fysiske verden. På Descartes tid var der en udbredt forestilling om sjælen som en lille styrmand placeret bag øjnene. Denne homunculus (latin for lille menneske) modtog alle sanseindtryk og styrede musklernes bevægelse. Ingen vil vel i dag seriøst holde fast ved den teori. Alligevel rammer det meget godt følelsen af at være menneske. Det berettiger en fortsat brug af ordet om ikke andet så som metafor. Et mere nutidigt bud på en dualistisk verdensopfattelse kommer fra Karl Popper (1902-94) [2], der opererer med tre kategorier: Verden 1, 2 og 3. Verden 1 er den objektive, fysiske verden af stof og energi: atomer, muskler, hjerner... Verden 2 er de psykologiske eller mentale fænomener; vores indre verden. Her finder vi følelser, vilje og subjektive erfaringer (bevidste som ubevidste). I en vis forstand ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Videnskabsfilosoffen Karl Popper (1902-94) (t.v.) har sammen med hjerneforskeren John Eccles (1903-97) argumenteret for en moderne dualisme. Popper har bl.a. argumenteret for, at spekulationerne om bevidsthedens oprindelse "sandsynligvis aldrig vil kunne udvikle sig til en videnskabelig teori, der vil kunne testes". (Citeret fra N.H. Gregersen: "Naturvidenskab og livssyn" Munksgaard 1993, p.255)

findes der en Verden 2 for hver af os. Verden 3 er mere abstrakt. Den består af menneskets kultur, sprog, etiske værdier samt videnskabelige problemer og logiske argumenter. Her kan vi let komme til at blande Verden 1 og 3 sammen, men et par forklaringer kan måske gøre adskillelsen tydeligere. To eksemplarer af samme bog er forskellige objekter i Verden 1, men samme objekt i Verden 3, fordi indholdet - den sprogligt formulerede menneskelige kundskab - hører til Verden 3. Desuden skal det bemærkes, at alle videnskabelige teorier uden skelen til sandhedsværdi hører under Verden 3. Og som sådan kan de gøres til genstand for logiske overvejelser. Disse er Poppers tre verdener. Han forestiller sig så, at der er kausal vekselvirkning mellem Verden 1 og 2 og mellem Verden 2 og 3. På den måde bliver den fysiske verden (mere præcist vore hjerner) åben for ydre årsagsmæssige påvirkninger. Nobelpristageren John Eccles (1903-97) [3] arbejdede sammen med Popper. (Se også ORIGO nr. 44, 1994) 1.2 Monisme Monismen hævder, at virkeligheden kun består af én substans. Videnskabsfolk med denne opfattelse kan vi også betegne som 21

T.v.: Fransk frimærke med fysikeren Laplace (1749-1827), som opfattede verden som fuldstændig deterministisk T.h.: Fysikeren Werner Karl Heisenberg (19011976) argumenterede med sine usikkerhedsrelationer for en fundamental ubestemthed i naturen, dvs. en grundlæggende indeterminisme

materialister , idet deres grundholdning er: Den fysiske verden er alt, hvad der eksisterer, og derfor er den isoleret fra ydre påvirkninger. Materialisme i sin mest ekstreme form benægter eksistensen af bevidsthed og mentale fænomener. Materialismen anerkender kun Verden 1 som virkelig, så alt kan reduceres til fysiske bestanddeles vekselvirkning. Vi ikke blot har en krop, vi er identiske med vores kroppe. Således elimineres sjæl-legemeproblemet, og vi må forvente at finde en videnskabelig forklaring på sindet. Døden er blot afslutningen på livsprocesserne, og ingen sjæl lever videre efter døden. En repræsentant for denne holdning er Francis Crick (født 1916) [4]. Verden 2 er en delmængde af Verden 1, nemlig de dele af hjernen, som er associeret med bevidste fænomener. Dette betyder, at vore meninger og følelser er lokaliserede til bestemte steder i hjernen, og deres dynamik følger lovmæssige sammenhænge. Man kan betragte hjernen som en computer, der kører en form for personligheds-program. 2. Determinisme kontra indeterminisme Spørgsmålet om, hvorvidt verden er deterministisk indrettet, er selvsagt af stor betydning for, om vi kan have en fri vilje. Laplace (1749 1827) opfattede verden som fuldstændig deterministisk: Ud fra et præcist kendskab til alle partiklers positioner og kraftpåvirkninger til et bestemt tidspunkt 22

ville man kunne beregne tilstanden på et hvilket som helst andet tidspunkt [2]. Herunder skal vi se, hvordan den moderne fysik modificerer den deterministiske tankegang. 2.1 Kvantemekanik I starten af det 20. århundrede blev fysikken revolutioneret af kvantemekanikken. Blandt de vigtigste resultater inden for den disciplin er Werner Heisenbergs usikkerhedsrelation, der udtrykker en fundamental ubestemthed i naturen: Man kan ikke samtidig kende en partikels position og impuls med arbitrær nøjagtighed. Dermed bliver Laplaces beregningsprojekt umuliggjort i praksis. Når man foretager en måling, støder man også ofte på et indbygget tilfældighedsaspekt, idet det enkelte eksperiment er uforudsigeligt, men dog ved et stort antal gentagne forsøg viser sig at beskrive en veldefineret, statistisk fordeling. Niels Bohrs korrespondensprincip bør også nævnes. Det siger, at et kvantemekanisk system vil nærme sig en klassisk, newtonsk beskrivelse, efterhånden som fx størrelsen eller energien vokser. Denne såkaldte klassiske grænse er dog ikke veldefineret. 2.2 Ikke-lineær dynamik Den ikke-lineære dynamik (eller populært kaosteorien) kom til i sidste halvdel af det 20. århundrede. Eksempler på kaotiske systemer er vejret eller et terningkast. Kaotiske systemer er stadig deterministiske det tilfældige ligger i, at udfaldet ikke kan forORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

Forskellen mellem menneske og maskine. Ingen vil drage en computer til ansvar, hvis den begår fejl. En computer følger jo blot et program. I stedet kan man bebrejde konstruktøren eller programmøren

udsiges, fordi vi ikke kender begyndelsestilstanden med uendelig nøjagtighed. Her har vi endnu et problem for Laplaces opfattelse. 2.3 Computere og bevidsthed Vil en computer nogensinde kunne opnå bevidsthed? Ja, hvis det blot er et spørgsmål om tilstrækkelig kompleksitet af et elektronisk netværk, så er det muligt. Funktionalismens analogi mellem hjerner og computere er nærliggende. For eksempel kræver begge en form for styring for at kunne fungere. Hos mennesker er det bevidstheden, og hos computere er det software, der står bag opførslen. Men på den anden side regner vi normalt med en fundamental forskel: ingen vil drage en computer til ansvar, hvis den begår fejl. Så bebrejder man i stedet konstruktøren eller programmøren. Det viser, at vi i praksis tænker anderledes om mennesker. Det er klart, at bevidsthed i en computer vil være deterministisk, da en computer blot følger et program slavisk ud fra logiske regler. 3. Sind og sjæl: den virkelige gåde Det virker som om, nogle er af den opfattelse, at en videnskabelig beskrivelse af bevidsthed er nok til også at forklare sindet og sjælen hvis en sådan eksisterer. Måske ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

skinner det tydeligst igennem, når man uden videre overfører resultater af dyreforsøg til mennesker. At pattedyr har bevidsthed, følelser og fantasi synes hævet over al tvivl, men hvor meget af Verden 2 har de? Har de moralske overvejelser ligesom mennesket? Har de fri vilje, samvittighed og andet, som vi vil henføre under betegnelsen sind eller sjæl? Vi kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Er sindet bare et emergent ledsagefænomen til bevidsthed, eller skal vi søge dets oprindelse andetsteds? Hvis vi kun betragter bevidsthed og aldrig overvejer sindet og sjælen, så løser vi slet ikke gåden. Bevidsthed har vi sandsynligvis tilfælles med pattedyrene; derfor må vi for at finde sjælen se nærmere på det, som tilsyneladende adskiller dem og os: Fri vilje, etik, moral, filosofi og religion. Hvordan kan vi finde sindet eller sjælen? Videnskabelige studier af Verden 1 kan ikke i sig selv bevise eksistensen af noget metafysisk; en uforklarlig hændelse kan lige så godt skyldes manglende viden om fysikken. Naturvidenskaben har pr. definition sat sig selv uden for at kunne studere andet end Verden 1. Men der er altid en filosofi bag ens videnskabelige arbejde, og videnskabelige resultater har betydning for filosofien. Vores fælles udgangspunkt er, at vi stoler på vore sanser og rationelle dømmekraft. 3.1 Fri vilje Den primære ingrediens i sjælen må være fri vilje, muliggjort ved den fysiske verdens kausale åbenhed. Vi bør bemærke, at viljeshandlinger ikke primært har at gøre med kausalitet, men intentionalitet. En fri handling udføres med et formål, mens en tvungen handling (fx en refleks) udføres på grund af en årsag. At vi har reflekser ligesom dyrene, kan derfor ikke blot ekstrapoleres til at være sandheden om hele vores adfærd. Materialisten er nødt til, hvis han afviser fri vilje, at efterrationalisere en tilsyneladende viljeshandling ved at forklare årsagerne til den. Er vores følelser eller vilje ikke andet end kemi i hjernen? I så fald er viljen ikke fri, men bundet til naturlovene. Det er velkendt, at følelser og vilje genererer signaler 23

Er valgfrihed en realitet eller en illusion? Er vores følelser eller vilje ikke andet end kemi i hjernen? I så fald er viljen ikke fri, men bundet til naturlovene

Det etiske valg. Hvis begreber som etik og moral skal have nogen reel mening, forudsætter det en fri vilje

i hjernen. Men er disse signaler alt, hvad der er? Hvis man udefra kunne generere samme signaler i hjernen, som transmitteres rundt under en viljesakt, kunne man så fjernstyre en person? Og ville vedkommende så opdage det eller mene selv at være bestemmende over sine handlinger?

være forpligtende, med mindre der er en overmenneskelig autoritet bag udsagnet. Vi kunne lige så godt forsvare at undertrykke de svage for at sikre artens videre udvikling frem mod et højere væsen. For dem, som anfægtes af den naturlige udvælgelses brutalitet, er der ikke andet at gøre end at søge ly under en anden religion (!) end darwinismen.

3.2 Etik og moral Er mennesket kvalitativt noget særligt i forhold til dyrene? Mange vil sige nej, men afviser alligevel visse typer menneskeforsøg som uetiske. På hvilket grundlag? Hvis begreber som etik og moral skal have nogen reel mening, forudsætter det en fri vilje. Hodgson fremhæver desuden, at fakta om den materielle verden aldrig kan omsættes til en objektivt sand moral [5]. Moralske værdier kan derimod gøres til genstand for rationelle overvejelser og debat. Men enhver, der nærer betænkeligheder ved menneskeforsøg, vil jeg betegne som skabsdualist . Selvfølgelig kunne vi ud fra en symmetribetragtning antage den moralske holdning, at vi ikke må gøre mod andre, hvad vi ikke ønsker gjort mod os selv. Eller positivt udtrykt: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Men det er et citat af Jesus. Det kan ikke 24

3.3 Det ondes problem Ville menneskeheden blive moralsk bedre, hvis vores intelligens blev videreudviklet? De værste slyngler, vi kan komme i tanker om, Hitler, Milosevic, Saddam Hussein ..., mangler netop ikke intelligens, men moral, medlidenhed og samvittighed. De har stillet sig i ondskabens tjeneste. Og de har evnet at få almindelige mennesker med på deres vanvittige planer, fordi vi alle er gjort af samme stof som dem. Det er menneskeligt at fejle. Dette er faktisk en del af kristendommens svar på det ondes problem. Spørger man, hvordan kan der være så meget ondt i verden, hvis der er en kærlig Gud, så er det nærliggende at konkludere, at Gud enten er ond eller fraværende. Vi er tilbøjelige til at bebrejde Gud for det onde, som sker, mens vi selv tager æren for det gode. SandORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

Grundprincippet i de mest almindelige kunstige neurale netværk. Hver forbindelse er forsynet med en faktor, som inputværdien ganges med. Hver neuron har en tærskel, som den samlede inputværdi skal overstige for at få neuronen til at fyre . Denne datalogiske teknik har vist sig velegnet til konstruktion af systemer beregnet til mønstergenkendelse

heden er snarere omvendt. Hvad er materialismens svar på det ondes problem? Den har ikke noget. Eller rettere: Den ser slet ikke noget problem. Det, der sker, er det rigtige. Hvad enten verden er deterministisk, tilfældig eller midt imellem, så kan vi ikke opdele hændelser i gode og onde. Et kunstigt neuralt netværk (se figuren) kan måske lære at skelne godt og ondt (dvs. lære en etisk holdning), men vi kan ikke tilskrive dets eller vores mening om godt og ondt nogen sandhedsværdi inden for Verden 1. Der kan højest være tale om, at noget føles godt eller ondt. Men følelser er noget subjektivt. Hvad nu, hvis jeg slår en person ihjel hurtigt og smertefrit, fordi jeg føler glæde ved det? Så har jeg ikke voldt nogen smerte og fortjener vel ingen kritik? 4. Konklusion Vi har set på, hvordan to typer verdensop-

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

fattelser når frem til vidt forskellige svar på spørgsmålet om fri vilje, etik og sjælens eksistens. Jeg kan ikke acceptere materialismens jantelov: Du skal ikke tro, du er nogen. Uden metafysik (sind eller sjæl) bliver verden meningsløs, idet begreber som vilje, ansvar, godt og ondt mister deres mening. Når jeg udfører en handling, kan den måske beskrives deterministisk. Men den kan ikke forklares rent materialistisk. Reel fri vilje forudsætter påvirkning fra en sjæl, der ikke er en del af den fysiske verden. Det er og bliver en trossag, hvorvidt ordrerne til at bevæge musklerne genereres internt af hjernen eller skyldes påvirkning fra en sjæl. Men jeg har påpeget det meningsløse og erfaringsstridige ved den gængse, videnskabelige opfattelse. Det kan forhåbentlig få læseren til at være mere bevidst om sit eget ståsted. Vi kan lige så godt vælge et rationelt, selvkonsistent religiøst udgangspunkt, for der er intet at tabe og alt at vinde. Litteratur [1] Poul Lübcke, redaktør. Politikens filosofi leksikon. Politikens Forlag A/S, 1983. [2] Karl R. Popper. The Open Universe: An Argument for Indeterminism. Century Hutchinson Ltd., 1982. [3] John C. Eccles. How the Self Controls Its Brain. Springer-Verlag Berlin Heidelberg, 1994. [4] Francis Crick. The Astonishing Hypothesis: the Scientific Search for the Soul. Charles Scribner s Sons, 1994. [5] David Hodgson. The Mind Matters: Consciousness and Choice in a Quantum World. Oxford University Press, 1991. Artiklen er en bearbejdet og forkortet udgave af en artikel på www.skabelse.dk

Darwinismen i Norge Bokomtale Av Jon Kvalbein Dag O. Hessen og Thore Lie gav i 2002 ut boka Mennesket i et nytt lys. Darwinisme og utviklingslære i Norge på Cappelen Forlag. Hessen er professor i biologi ved Universitetet i Oslo med evolusjonsbiologi og økologi som arbeidsområde. Lie er forlagsredaktør og dr. scient. i biologi, og har i flere år arbeidet med norsk kultur- og vitenskapshistorie. Det dreier seg om en stor bok på 410 sider, som tar for seg Charles Darwins innflytelse på norsk åndsliv. Litteraturlisten er omfattende. Et betydelig arbeid er nedlagt, og boka byr på mye interessant stoff. Det ble eventyrsamleren og naturforskeren P. Chr. Andersen som introduserte Darwins bok Om Artenes opprinnelse (1859) i Norge gjennom tidsskriftet Budstikken i 1861. Men diskusjonen brøt løs for alvor da dansken Georg Brandes åpnet for en kombinasjon av ateisme, positivisme og darwinisme som en åndsbølge fra sør. Filosofiprofessor Marcus Jacob Monrad og medisinprofessor Ferdinand Lochman tok oppgjør med Darwins tenkning. Siden kom protesten fra kirkelig hold, særlig fra biskop J.C. Heuch i boka Den moderne Vantro (1876). Den grunnleggende debatten har pågått helt til vår tid: Er alt levende et resultat av en guddommelig skaperakt eller av blind og tilfeldig utvikling? Men i det akademiske miljø ble darwinismen forholdsvis fort godtatt. Det kan nevnes at professor Ivar P. Seierstad ved Menighetsfakultetet i 1946 tok et grundig oppgjør med utviklingslæren. Siden den tid har norske teologer engasjert 26

seg lite i debatten, til tross for at utviklingslæren river ned troen på Gud som skaper og oppholder. Redselen for å komme i konflikt med naturvitenskapen sitter dypt. Boka skildrer hvordan darwinismen tidlig fikk sterk innflytelse på norsk åndsliv gjennom diktere som Arne Garborg, Alexander Kielland og Bjørnstjerne Bjørnson. Den siste brøt med sin grundtvigianske kristendom og skrev til den svenske forfatteren Ellen Key: Utviklingslæren må bli religion. (1880) Innenfor Arbeiderbevegelsen slo lederen Erling Falk i sin bok Utviklingslæren fast at utviklingslæren står som motsats til Bibelens skapelsesberetning, og at den nå er helt anerkjent i den moderne videnskap, den gjennomsyrer tankegangen innenfor den opplyste almenhet og er overalt i ferd ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

med å trenge frem til befolkningens brede lag . Darwinismens tanke om at den sterkeste overlever i kampen for tilværelsen la grunnlaget for en sosial-darwinisme som preget den voksende Arbeiderbevegelsen. Johan Scharffenberg ble Arbeiderpartiets sosialpolitiske talsmann. Han fikk gjennomført en steriliseringslov som skulle beskytte arbeidsklassen fra å bli forurenset av uønsket arvemasse. Samfunnet bør ikke ale opp skrap på de sunnes bekostning , skrev han. Helsedirektør Karl Evang fulgte opp, og ikke få ble tvangssterilisert etter en lov som ikke ble opphevet i Norge før i 1977. I dag drøftes det å gi offentlig erstatning til de menneskene som ble sterilisert etter denne loven. Mer ukjent er det nok at Fridtjof Nansen, Norges berømte polfarer, vitenskapsmann og humanist, hadde sterke sosialdarwinistiske sympatier. Han skrev: Naturen vil det, og samfunnets sunnhet krever det, at udugeligheten skal synke til bunns Saken er at naturen aldeles ikke har gitt ethvert individ rett til å leve og aller minst til å leve godt. Naturen har alene gitt den sterkeste rett til å leve. For Nansen var den nordiske skiløper den ypperste representant for den ariske rasen. Boka skildrer debatten om evolusjonslæren slik den har vekslet opp gjennom årene. Forfatterne har ingen sympati for sosial-

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

darwinismen. Men de er varme forsvarere av darwinismen, og den positivismen som utgjør dens filosofiske fundament. Motstanderne blir derfor overflatisk referert. Vitenskapelig og logisk argumentasjon mot utviklingslæren blir ikke tatt på alvor. Vi får vite at noen faglig oppegående alternativer til Darwins prinsippielle forklaring finnes ikke i dag . Det er makt i de foldede hender er en av Trygve Bjerkrheims mest kjente kristne sanger. Makt i de foldede gener er overskriften på et avsnitt i denne boka. Det illustrerer hvor grensene i åndskampen går. Striden står dypest sett mellom to livssyn. Et materialistisk/mekanisk livssyn er blitt spredt via utviklingslæren til det norske folk i lange tider. Ved universitetene er det nesten umulig å få ansettelse som biolog dersom du stiller kritiske spørsmål til utviklingslæren. Det er etablert et kunnskapsmonopol, som også har fått lærebokmonopol. Men fra filosofer og idéhistorikere er det nå kommet kritikk mot utviklingslæren, og i den kristne dagsavisen Dagen har evolusjonskritikken kommet sterkt til uttrykk det siste året. I boka ytres det undring og bekymring over at en stor del av den norske befolkning fremdeles stiller seg kritisk til utviklingslæren, tross iherdig innsats fra massemedia og skole. Men motstanden kan jo skyldes en sunn folkelig skepsis mot tanken på at de selv bare er et utilsiktet resultat av en lang kjede av tilfeldigheter. Boka er tankevekkende lesning. Her er gjort et grundig arbeid. Men boka gir ingen objektiv beskrivelse av debatten omkring utviklingslæren, fordi sympatien åpenbart ligger hos darwinismens forkjempere. En annen vitenskapelig grunnvoll enn positivismen synes å være utenkelig for forfatterne. Cappelen forlag, 2002, kr. Kr 349,-

At tro på at tro Anmeldelse Af Peter Øhrstrøm Tor Nørretranders (TN) har et stort problem. På den ene side er han ateist, dvs. at han ikke tror på Gud eller den åndelige verden som noget objektivt (virkeligt) eksisterende. På den anden side er Tor Nørretranders et ærligt menneske, som ikke vil benægte, at han har en religiøs følelse, og at han har oplevelser af det sublime, dvs. oplevelser, som det religiøse menneske typisk ville forstå som oplevelser af Guds nærvær eller kald. Som en specielt interessant variant af denne slags oplevelse kan man nævne menneskets ønske om at handle godt (moralsk set), selv om det ikke indebærer nogen umiddelbar fordel. Dette ønske om at gøre noget aldeles uselvisk synes at komme indefra fra den drivkraft, som i kristendommen er blevet kaldt samvittigheden. Men hvordan kan man få den religiøse oplevelse eller moralske samvittighedsoplevelse til at passe ind i et ateistisk verdensbillede, som jo i bund og grund er en afvisning af den form for virkelighed, som religionerne hævder som en faktisk eksisterende og helt afgørende side af virkeligheden? Både den religiøse oplevelse i øjeblikket af det sublime og samvittighedsoplevelsen (ønsket om at handle godt) synes at være noget fremmed i et ateistisk verdensbillede. Dette tema er udgangspunktet for Tør Nørretranders nye bog At tro på at tro. Menneskesyn med mere. Bogen handler om menneskets relation til verden, og den er et forsøg på et forsvar for et ateistisk verdensbillede. Og forfatteren tager som nævnt afsæt i sit eget dilemma, som han beskriver

på følgende måde: Som en slags ateist, der er professionelt optaget af at formulere verdslige verdensbilleder, er det mærkeligt samtidig at måtte leve med tilbagevendende mystiske oplevelser af, at der er noget stort inden i os mennesker og noget endnu større udenfor, hinsides det verdslige. (p.10). Dette vigtige problem er bestemt ikke nyt for Tor Nørretranders. Det synes faktisk allerede at have været drivkraften bag hans store bogsucces fra 1991 Mærk verden, hvor hovedbudskabet var, at det religiøse kan forstås som udtryk for et forhold i menneskets indre et forhold mellem det ubevidste Mig og det bevidste Jeg. Tor Nørretranders mener, at det ubevidste Mig i vir-

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

keligheden er det ukendte, som vi kan og bør tilbede med vort bevidste Jeg . Dette synspunkt kommer igen i Tor Nørretranders nye bog, hvor det kombineres med panteismen, som ifølge Tor Nørretranders allersmukkest blev formuleret af den hollandske filosof Baruch de Spinoza (163277), som hævdede, at den ubegrænsede verden (substansen) og Gud må være ét og det samme. Tor Nørretranders sammenfatter det hele i følgende enkle formel (p.216): Gud = Mig et + Verden-som-Gud + vekselvirkning Ud fra den betragtning argumenterer Tor Nørretranders i det ateistiske manifest i bogen for følgende religiøst klingende udsagn: Derfor må vi som udgangspunkt, både i forhold til os selv og i forhold til omverdenen, bøje os og knæle ned for det forhold, at der er meget mere inden i os og inden i andre mennesker, og i det hele taget i verden, end vi kan vide. (p.215-16). Men det bliver imidlertid hurtigt klart, at der faktisk slet ikke er brug for at anvende det religiøse sprog og for at tale om Gud i denne sammenhæng. Ovenstående formel kunne nemlig uden videre erstattes af følgende variant: Verden = Verden-indeni + Verden-udenfor + vekselvirkning Livets store spørgsmål: Hvorfor mig? behøver således ifølge Tor Nørretranders ikke at blive besvaret med noget religiøst. Han mener, at dette store eksistentielle spørgsmål i stedet for at blive besvaret med Gud kan besvares med: Verden . Umiddelbart forekommer Tor Nørretranders svar mig at være utilstrækkeligt og uklart. Kan et hvorfor besvares tilfredsstillende uden et derfor ? Når jeg spørger efter meningen med mit liv, efterspørger jeg et formål nogens idé med, at jeg skulle være mig. Det kristne svar, som henviser til en personlig og alvidende Gud, giver mening som svar på mit hvorfor . Det gør henvisningen til en upersonlig, ikke-planlæggende og ikke-planlagt substans efter min mening ikke. ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Også i forhold til menneskets oplevelse af ønsket om den uselviske handling gentager og bearbejder Tor Nørretranders synspunkter, som han tidligere har peget på. Også dette problemfelt er gammelt. Allerede Charles Darwin (1809-82) kæmpede med det: Hvordan kan etik og moral være opstået i mennesket som et resultat af den naturlige udvælgelse? Hvordan kan princippet om den bedst egnedes overlevelse blive til et princip om etikkens overlevelse? Hvordan går det til, at uselvisk adfærd kan give forbedrede overlevelsesmuligheder? Tor Nørretranders fremhæver, at den evolutionære psykologi i 1980'erne og 1990'erne har løst problemet med sin henvisning til den såkaldte seksuelle selektion (p.65). Dette var faktisk forfatterens hovedbudskab allerede i bogen Det generøse menneske (2002). Pointen er, at hunnerne vil opleve de hanner, der handler moralsk, som specielt attraktive partnere. I bund og grund bliver den moralske trang til uselvisk handling samt hele udviklingen af etikken gennem generationerne altså ifølge Tor Nørretranders til et spørgsmål om scoretricks . På denne måde er der efter tankegangen udvalgt gener, som får os til at ville handle etisk. Så er det bare heldigt, at vores etik i form af hjælpsomhed og indbyrdes tillidsfuld imødekommenhed samtidig viser sig at være en stor fordel for menneskeslægten som helhed. Dette svar forekommer mig aldeles utilfredsstillende. Etikken fremtræder på denne måde som noget aldeles vilkårligt, som tilfældigvis (og heldigvis) er påført vore gener. I den sammenhæng kan man næppe tale om objektive, etiske sandheder. Desuden medfører svaret en urealistisk tro på, at mennesket vil blive bedre og bedre helt af sig selv. Tillidsfuldheden i mennesket fører til, at vi gerne vil tro. Tor Nørretranders vedkender sig dette uden nogen vaklen, og han synes også, at der er noget attraktivt ved at tro. Han siger det bl.a. på denne måde: Det er menneskeligt at tro og livet bliver så meget smukkere, når vi tør tro. Vi kan måske lære, at der findes mange forskellige måder at tro på, men at de alle har det til fælles, at de indebærer at tro på at tro. (p. 29

Immanuel Kant (1724-1804)

184) Tankegangen i bogen er, at det er selve dette at tro , der er en kvalitet ikke troens objekt. Alligevel hævder bogen ikke, at det er ligegyldigt, hvad man tror. Alt er ikke lige sandt. Bogen er jo også et forsvar for ateismen, og Tor Nørretranders viger ikke tilbage for at hævde, at de, der f.eks. mener, at miraklerne beskrevet i Det Nye Testamente faktisk fandt sted, tager aldeles fejl (p.15). Sandhedsspørgsmålet er altså trods alt vigtigt for ham i debatten mellem ateisme og teisme. Det er sikkert grunden til, at han bogen igennem kredser om tilværelsens udfordringer til det ateistiske verdensbillede, som han jo gerne vil forsvare. F.eks. henviser han til Immanuel Kant (1724-1804), som lagde vægt på det forhold, at ethvert fornuftigt menneske med sig selv ved, hvad der er rigtigt og forkert. Både i forhold til den indre virkelighed og det store kosmos, er der grund til ærefrygt og beundring. Tor Nørretranders citerer (p.54) den berømte betragtning, som også 30

Immanuel Kants gravsten i Kaliningrad. Teksten, som er fra bogen Kritik af den praktiske fornuft , lyder i dansk oversættelse: To ting fylder sindet med stadig fornyet og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og jo mere vedholdende jeg tænker over dem: stjernehimlen over mig og moralloven i mig.

er gengivet på Kants gravsten (se figuren): To ting fylder sindet med stadig fornyet og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og jo mere vedholdende jeg tænker over dem: stjernehimlen over mig og moralloven i mig. Det gælder for dem begge, at jeg ikke skal søge dem uden for min synskreds og gøre dem til genstand for formodninger, som var de indhyllede i mørke eller placere dem i det transcendente; jeg ser dem for mig umiddelbart med bevidstheden om min eksistens. Immanuel Kant: Kritik af den praktiske fornuft, Hans Reitzels Forlag. På dansk ved Tom Bøgeskov, København 2000, s. 159. Fundamentale erfaringer som dem, der beskrives i dette citat, giver ateisten probleORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

mer. Hvordan den tilsyneladende plan med alting forstås, hvis ingen nogensinde har planlagt verden? Det tjener faktisk Tor Nørretranders til ære, at han vælger at tage udfordringen i stedet for blot at undgå de mange problemer for hans tilværelsesopfattelse. Der findes ikke meget nyt i Tor Nørretranders nyudgivelse. Det skulle da lige være hans omtale af pastor Grosbøl, som i løbet af sommeren 2003 blev kendt som præsten, der ikke tror på Gud. Grosbøl fremtræder nærmest som en helt i bogens sammenhæng. Hans tro beskrives i et selvstændigt afsnit (p.14-16). Alligevel er hovedsynspunkterne i bogen som det fremgår af ovenstående allerede sagt i Tor Nørretranders tidligere bøger. Alligevel er bogen værd at læse, hvis man vil have en beskrivelse af, hvordan en moderne ateist tænker. Bogen er velskrevet, og den præsenterer ærligt ateismens problemer, lige-

som den præsenterer diverse løsningsforsøg på problemer. Tor Nørretranders forsøger at vise, at det, der ligner Guds kald til mennesket i den religiøse oplevelse, i virkeligheden ikke er Guds kald til mennesket. Og han forsøger at påvise, at det, der ligner Guds aftryk i menneskets indre (samvittigheden), ikke skyldes nogen Gud. Disse løsningsforsøg er ikke ret gode. De er ikke overbevisende. Og det er ikke Tor Nørretranders' skyld. Man kan næppe finde bedre argumenter for ateismen end de meget svage argumenter, som han har fremlagt i denne bog og i sit forfatterskab i øvrigt. Det kræver en meget stor (og helt urealistisk) tro at tro på dem. På den måde bliver bogen faktisk også for den opmærksomme læser et lærestykke i, hvor utrolig og usandsynlig ateismen er. Tør Nørretranders: At tro på at tro. Menneskesyn med mere. Forlaget Anis 2003

På vej mod et FN-forbud mod kloning af mennesker? Anført af USA og Costa Rica har en gruppe på ca. 60 lande foreslået, at FN vedtager et total-forbud mod enhver form for fremstilling af menneskeliv ved kloning. Forslaget gælder naturligvis i første række reproduktiv kloning (dvs. at børn frembringes ved kloning), men det omfatter også såkaldt terapeutisk kloning (dvs. frembringelse af menneskelige fosteranlæg (fostre), som ikke skal blive til fuldbårne børn, men som derimod skal bruges som råmateriale til fremstilling af lægemidler). I FN har den norske regering givet sin klare og éntydige støtte til forslaget om et verdensomspændende total-forbud mod fremstilling af menneskeliv ved kloning. Derimod har den danske regering erklæret sig imod forslaget fra USA m.fl. Den danske regering ønsker kun et FN-forbud imod reproduktiv kloning og vil tilsyneladende gerne holde en dør på klem for terapeutisk kloning. Det sidste er underligt for nu at sige det mildt idet Danmark har tilsluttet sig den Europæiske Bioetik-konvention, ifølge hvilken fremstilling af menneskelige fosteranlæg (og fostre) alene til forskningsformål er forbudt. Nu er sagen skudt til hjørnespark , idet Iran med et snævert flertal på 80 mod 79 har fået vedtaget et forslag om at udsætte beslutningen i 2 år. Så må man håbe, at USA, Costa Rica, Norge m.fl. i denne periode får held til at overbevise tvivlerne herunder Danmark om holdbarheden af deres etiske argumentation imod enhver form for fremstilling af menneskeliv ved kloning. Red.

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Fradragsberettigede gaver Der har på det seneste været en del forespørgsler på om gaver til ORIGOs arbejde var fradragsberettiget. Det er de ikke direkte, men vi har nu fået en ordning så gaver til ORIGO kan gøres fradragsberettigede, nemlig i et samarbejde med Kirkeklokkens Missions-indsamling, KMI, Mars Allé 38, 2860 Søborg. Det gøres som følger: Det beløb som man ønsker at give som gave til Origo, indbetales på KMI s postgirokonto 282-3519, mærket Origo . 3% af gavebeløbet bliver hos KMI (til brug for regnskabsaflæggelse over for Skattefar, osv.), og de 97% sendes videre til ORIGO. Da enhver gave til KMI er fradragsberettiget, kan man trække sit fulde gavebeløb fra på selvangivelsen efter de sædvanlige regler for skattefri gaver til almennyttige formål. 5.500 kr s-reglen: Op til kr. 5.500,- (minus de første kr. 500,-) er fradragsberettiget. OBS. Første år bliver man som regel afkrævet en kopi af kvitteringerne, så husk lige at gemme dem. - Efter denne regel kan man godt give til forskellige formål, hvoraf ORIGO fx kan være ét af dem, man skal blot være opmærksom på at der kræves et vist minimumsbeløb til hver enkelt modtager. Gavebrevsreglen: Hvis man tegner sig for et bestemt årligt beløb ved underskrivelse af en gavebrevskontrakt som skal løbe i mindst 10 år (eller en fast procentsats af sin indtægt), kan det fulde beløb fratrækkes selvangivelsen. Her er man til gengæld bundet til den samme modtager i de ti år. Endelig kan man naturligvis også betænke ORIGO testamentarisk gennem KMI, men det kræver advokatbistand, så det vil vi ikke gå nærmere ind på her. Knud Aa. Back

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

Index 2003 Indhold af nr. 82. April 2003 Bent Vogel og Peter Øhrstrøm Skabelsesbevægelser Ingolf Kanestrøm: Striden om utviklingslæren i amerikanske skoler Torben Riis: Dolly in memoriam Kristian Kærup Sloth: Forskning i stamceller fra fosteranlæg Peter Øhrstrøm: Computerisering af vore liv i etisk belysning Jostein Andreassen: Det egoistiske genet Klaus Dahl: Er det rationelt forsvarligt at forfægte den kristne tro? Indhold af nr. 83. Juni 2003 Kristian Bánkuti Østergaard: Tror I på det? Erik Fanøe: Debatforum. Babelstårnet Knud Aa. Back: Indoktrinering i særklasse Peter Øhrstrøm: Det generøse menneske - en boganmeldelse Jostein Andreassen: Loven om hulter til bulter Jostein Andreassen: Darwin satte Skaperen ved livets opprinnelse John Nørgaard: Blind tilfældighed versus intelligent design Peter Øhrstrøm: Det antropiske princip Indhold af nr. 84 (særnummer). September 2003 Reinhard Junker og Siegfried Scherer: Grundtyper. Artsbegreber og taksonomi - Evolutionsmekanismer Indhold af nr. 85. Oktober 2003 Holger Daugaard: Blomsterkongens haveparadis Paul Garner: Hvad skal vi bruge drøbelen til? Knud Aa. Back: Opfindelsen af en overgangsform mellem menneske og dyr Svend Boisen og Bent Vogel: Komplicerede maskiner Malcolm Bowden: Kinesin transportører Daniel Øhrstrøm Poulsen: Biologen tror ikke på Darwin - Interview med Ole Vang Willy Fjeldskaar: Om jordas alder Peder A. Tyvand: Skapelsesdager viktigere enn skapelsen Colin Mitchell og Holger Daugaard: Geologiske tegn på en ung jord Peder A. Tyvand: Sannferdige intervjuer II Ingolf Kanestrøm: Universets og Jordas alder R.L. Wysong og Bent Vogel: Oprindelsesspørgsmålet Bent Vogel: Hvordan det? - Svar på spørgsmål Bent Vogel: Starlight and Time - en boganmeldelse Indhold af nr. 86. December 2003 Peter Langborg Wejse: Om evolution og intelligent design Andreas Peterson: Debataften om intelligent design Jostein Andreassen: Når bjørner blir til hvaler Jostein Andreassen: Feil igjen, Darwin Elizabeth Perennisi: Haeckels embryoer: Et gjenoppdaget bedrageri Jan Nilsson: Dyrs integritet Peter Rygaard Lassen: Sind og sjæl Jon Kvalbein: Darwinismen i Norge Peter Øhrstrøm: At tro på at tro

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Forfatterindeks 2003 Jostein Andreassen: Det egoistiske genet (82) Jostein Andreassen: Loven om hulter til bulter (83) Jostein Andreassen: Darwin satte Skaperen ved livets opprinnelse (83) Jostein Andreassen: Når bjørner blir til hvaler (86) Jostein Andreassen: Feil igjen, Darwin (86) Knud Aa. Back: Indoktrinering i særklasse (83) Knud Aa. Back: Opfindelsen af en overgangsform mellem menneske og dyr Svend Boisen: Komplicerede maskiner (85) Malcolm Bowden: Kinesin transportører (85)

(85)

Klaus Dahl: Er det rationelt forsvarligt at forfægte den kristne tro? (82) Holger Daugaard: Blomsterkongens haveparadis (85) Holger Daugaard: Geologiske tegn på en ung jord (85) Erik Fanøe: Debatforum. Babelstårnet (83) Willy Fjeldskaar: Om jordas alder (85) Paul Garner: Hvad skal vi bruge drøbelen til?

(85)

Reinhard Junker: Grundtyper. Artsbegreber og taksonomi - Evolutionsmekanismer (84) Ingolf Kanestrøm: Striden om utviklingslæren i amerikanske skoler (82) Ingolf Kanestrøm: Universets og Jordas alder (85) Jon Kvalbein: Darwinismen i Norge (86) Peter Rygaard Lassen: Sind og sjæl (86) Colin Mitchell: Geologiske tegn på en ung jord

(85)

Jan Nilsson: Dyrs integritet (86) John Nørgaard: Blind tilfældighed versus intelligent design (83) Elizabeth Perennisi: Haeckels embryoer: Et gjenoppdaget bedrageri (86) Andreas Peterson: Debataften om intelligent design (86) Daniel Øhrstrøm Poulsen: Biologen tror ikke på Darwin - Interview med Ole Vang

(85)

Torben Riis: Dolly in memoriam (82) Siegfried Scherer: Grundtyper. Artsbegreber og taksonomi - Evolutionsmekanismer (84) Kristian Kærup Sloth: Forskning i stamceller fra fosteranlæg (82) Peder A. Tyvand: Skapelsesdager viktigere enn skapelsen Peder A. Tyvand: Sannferdige intervjuer II (85)

(85)

Bent Vogel: Skabelsesbevægelser (82) Bent Vogel: Komplicerede maskiner (85) Bent Vogel: Oprindelsesspørgsmålet (85) Bent Vogel: Hvordan det? - Svar på spørgsmål (85) Bent Vogel: Starlight and Time - en boganmeldelse (85) Peter Langborg Wejse: Om evolution og intelligent design (86) R.L. Wysong: Oprindelsesspørgsmålet (85) Peter Øhrstrøm: Skabelsesbevægelser (82) Peter Øhrstrøm: Computerisering af vore liv i etisk belysning (82) Peter Øhrstrøm: Det generøse menneske - en boganmeldelse (83) Peter Øhrstrøm: Det antropiske princip (83) Peter Øhrstrøm: At tro på at tro (86) Kristian Bánkuti Østergaard: Tror I på det? (83)

ORIGO NR. 86

DECEMBER

2003

ORIGO Redaktion i Danmark Overlærer Knud Aa. Back, Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. Tlf. 5927 1864. E-mail: back@spongenberg.dk Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Tranevej 21, 8721 Daugaard. Tlf. 6618 4100. E-mail: hod@landscentret.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Datamatikerstuderende Bjarne Krak, Kollegiebakken 1, værelse 111-2, 2800 Kgs. Lyngby Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Stud.scient. Kristian Bánkuti Østergaard, Harald Jensens Plads 9, 2. th., 8000 Århus C. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktionssekretær) Redaksjon i Norge Konsulent, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Cand.real. Jon Kvalbein, Amund Hellandsv. 17, 1165 Oslo. E-post: jkvalbei@online.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Jensen, Dybedalen 3, 10.th., 8210 Århus V. Tlf. 8616 7185. ORIGOs Internet-adresse: www.skabelse.dk Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg Ansv. red. af dette nummer: Peter Øhrstrøm. Ansv. red. af næste nummer: Knud Aa. Back © ORIGO. Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

ORIGO

NR.

DECEMBER

2003

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168 36

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabelig forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer fem gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Jensen Dybedalen 3, 10.th., 8210 Århus V Tlf. 8616 7185. Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890 E-post: steinar@hitos.no

ORIGO NR. 86 DECEMBER 2003 ORIGO NR. 86 DECEMBER 2003