Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 82, april 2003

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik

Nr. 82 April 2003

Skabelsesbevægelser Striden om udviklingslæren i amerikanske skoler Dolly in memoriam Forskning i stamceller fra fosteranlæg ORIGO NR. 82 APRIL 2003 Computeriseringen af vore liv i etisk belysning

1

Indhold ORIGO 20 års jubilæum Af Bent Vogel

3

Skabelsesbevægelser Af Bent Vogel og Peter Øhrstrøm

4

Striden om utviklingslæren i amerikanske skoler Av Ingolf Kanestrøm

7

Dolly in memoriam Af Torben Riis

19

Forskning i stamceller fra fosteranlæg Af Kristian Kærup Sloth

22

Computerisering af vore liv i etisk belysning Af Peter Øhrstrøm

25

Det egoistiske genet Av Jostein Andreassen

29

Er det rationelt forsvarligt at forfægte den kristne tro? Af Klaus Dahl

31

Foredrag på video - anmeldt Af Ole Michaelsen

33

ORIGO og skabelse.dk er fusioneret

34

© ORIGO. Materiale må kun gengives efter aftale med redaktionen.

Betaling for ORIGO 2003 i Danmark Har du husket at betale for den nye årgang af ORIGO? Hvis ikke, kan du gøre det ved at indbetale 150 kr. på vedlagte girokort. Også i 2003 udkommer der i alt 5 numre af bladet (mod tidligere 4 nr. pr. år), og ligesom de to foregående år vil det nummer, som udkommer efter sommerferien, være specielt rettet mod gymnasieelever. Vi vil fra redaktionens side benytte lejligheden til at takke alle, som benytter girokortet til også at give en gave til ORIGOs arbejde. Red.

2

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

ORIGO 20 års jubilæum Det første nummer af bladet ORIGO udkom 1. marts 1983 (under navnet KOSMOS), og siden er bladet udkommet med 4 numre pr. år (de sidste par år dog med yderligere et særnummer/temanummer) og har haft tre ansvarshavende redaktører: Holger Daugaard, Peter Øhrstrøm og Bent Vogel. Egentlig opstod ideen til et blad om skabelse/udvikling i forbindelse med, at Ole Dichmann og Bent Vogel arbejdede med emnet fra sommeren 1980. ORIGO-foreningen blev søsat 20. november 1982 og havde følgende bestyrelse: Ole Dichmann, Odense (formand), Peter Øhrstrøm, Vejle (kasserer), og Bent Vogel, Hjørring. (Foreningen hed dengang KOSMOS, men det navn blev vi nødt til at trække tilbage, idet Martinus-bevægelsen havde et blad af samme navn). Foreningen ORIGO fik snart en ny hovedkraft i biologen Holger Daugaard, og bestyrelsen holdt en del redaktionsmøder i starten: nemlig 23. juni, 16. september og 22. september 1983. Siden da har bladet været meget aktivt, men møderne meget få: 19. oktober 1986, 30. august 1990, og så næste møde senest 1. marts 1991 i Odense det blev det ikke! men derimod 11. november 2000!!! Dernæst 10. november 2001 og 9. november 2002 og igen allerede 29. marts 2003! I nr. 56 (april 1997) kunne det danske ORIGO byde velkommen til en norsk ORIGOforening, der siden har bidraget med mange artikler. Vi er stadigvæk de 3 gamle , som altså kan fejre 20 års jubilæum i 2003. Men vi har også taget hul på fremtiden, idet vi har fået en afløser til abonnements-opgaven (Henrik Jensen) og en udskiftning af H.C. Krøyer (tidl. abonnement og senere regnskab) med to nye redaktører/skribenter: Kristian Østergaard (redaktør af temanummeret i 2002; biolog) og Knud

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

Fra nr. 1 til nr. 81 på 20 år

Aa. Back (overlærer) hvortil kommer Bjarne Krak (webmaster på skabelse.dk og dermed ansvarlig for ORIGOs internet-afdeling; datamatiker-stud.). Desuden består redaktionen af Søren Holm (dr.med.), Klaus Dahl (teolog) samt N.J.Vase (bladets sproglige redaktør/redaktionssekretær og dtp'er; cand.phil.) og de 3 gamle . Cand.scient. Bent Vogel / NJV 3

Skabelsesbevægelser

Organisationer, der skal belyse forholdet mellem tro og viden. Der findes verden over en række ret forskellige organisationer, som hver for sig har til formål at belyse forholdet mellem kristen tro og naturvidenskab mm. ORIGO præsenterer her nogle af disse organisationer.

Access Research Network (ARN) ARN er en åben organisation (et netværk), som har til formål at formidle information om kontroversielle emner, som berører naturvidenskab/teknologi og livssyn. ARN, som har hovedkvarter i Colorado Springs, har ud over dette ikke nogen trosbekendelse, men netværket støttes af universitetsfolk som William A. Dembski, Alvin Plantinga, Phillip Johnson, Michael Behe, William Lane Craig og Jonathan Wells, der i USA er kendt for deres sympati for et kristent livssyn. ARN er blevet hjemsted for en masse meget kvalificeret kritik af neo-darwinismen samt for studierne af Intelligent Design. ARN skal ses sammen med Discovery Institute, Seattle, hvor studiet af ideerne om intelligent design og kritik af et materialistisk verdensbillede er hovedtemaer. Se nærmere på instituttets web-site: www.discovery.org. ARN udgiver tidsskriftet Origins & Design. Nogle af de tidligere numre af bladet kan downloades fra organisationens web-site: www.arn.org. Wort und Wissen Wort und Wissen er en omfattende bevægelse af evangeliske intellektuelle i Tyskland. Bevægelsen har aktiviteter inden for en lang række fag, inden for hvilke der arrangeres faglige se-

4

minarer med fokus på forholdet mellem tro og viden. Blandt bevægelsens ledere kan man fremhæve professor i informatik Werner Gitt, Braunschweig, og professor i biologi Siegfried Scherer, München. Førstnævnte er blandt andet kendt for bogen Am Anfang war die Information, i hvilken forfatteren insisterer på, at naturen har et informationselement, som har været der fra begyndelsen, og som vidner om, at naturen er blevet til ved skabelse. Sidstnævnte har sammen med Reinhard Junker udgivet gymnasielærebogen i biologi, Evolution. Ein kritisches Lehrbuch. Bogen beskriver bl.a. Scherers grundtypebiologi, som går ud på, at alle nuværende livsformer kommer fra et antal skabte grundtyper. Som det er fremgået af flere artikler i ORIGO finder vi, at Scherers grundtypebiologi er meget lovende. Wort und Wissen har udgivet en stor mængde af materialer, som belyser forskellige aspekter af forholdet mellem videnskab og kristen tro. Blandt andet udgiver W&W det evolutionskritiske tidsskrift Studium Integrale. Flere af de tidligere numre kan downloades fra bevægelses web-site: www.wort-und-wissen.de. Reasons To Believe Reasons To Believe (RTB) er en kristen skabelsesbevægelse, grundlagt i 1986 af astrofysikeren Hugh Ross, som stadig er bevægelsens leder. Bevægelsen har hovedkvarter i Pasadena, Californien, USA, og den er meget aktiv med foredrag, litteratur, videoer etc. RTB lægger stor vægt på kommunikation via radio og tv. På bevægelsens web-site kan man lytte til radioog tv-programmer, der formidler eller diskuterer RTB s synspunkter. Hugh Ross og RTB som helhed har præsenteret meget overbevisende argumenter for, at der må have været tale om intelligent design

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

ved tilblivelsen af universet og jorden. Uden design ville det være aldeles usandsynligt, at universet og i særdeleshed jorden kunne være blevet et velegnet hjem for det biologiske liv. Endvidere insisterer RTB på, at neo-darwinismen skal afvises. I stedet argumenterer man i RTB for, at universet, jorden og livet på jorden er skabt af Gud. Bevægelsen lægger vægt på, at livsformerne (grundtyperne) er blevet til ved mirakuløs, speciel skabelse. Mikroevolution inden for den enkelte grundtype antages at have fundet sted i tidens løb, men RTB afviser ideen om makroevolution. RTB har ikke bare et videnskabeligt, men også et evangelisk og et apologetisk sigte. Som navnet siger, vil man gerne i RTB give mennesker gode grunde til at tro på Gud som universets, jordens og livets skaber. Bevægelsen lægger således stor vægt på overbevisningen om Bibelens troværdighed. Til forskel fra visse andre skabelsesbevægelser afviser RTB, at Bibelen har et udsagn om universets og jordens alder. Man mener således, at skabelsesdagene i 1. Mosebog skal tolkes som perioder af uspecificeret varighed. Det betyder, at man i RTB ikke har problemer med de gængse aldre for universet (ca. 15 mia. år), for jorden (ca. 4,6 mia. år) og for livets oprindelse (ca. 3 mia. år). Derimod fastholder man, at menneskets alder er relativt lav f.eks. 50.000 - 100.000 år, hvilket synes at kunne ligge inden for de rammer, som vil være rimelige i lyset af Bibelens kronologiske udsagn. RTB udgiver nyhedsbladet Connections, som også kan downloades fra hjemmesiden, http://www.reasons.org. Peter Øhrstrøm De moderne skabelsesbevægelser, især bevægelser i USA som CRS og ICR, nåede en historisk milepæl i 1961 med udgivelsen af bogen The Genesis Flood, skrevet af geo-ingeniøren Henry Morris og teologen John Whitcombe. Bogen handler om Syndfloden, både geologisk og bibelsk. Creation Research Society CRS, Creation Research Society, blev stiftet 1962-63, og opstod omkring kvartals-tidsskriftet CRSQ i 1964 med hovedpersoner som ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

Henry Morris (geologi), Duane Gish (biokemi), Walter Lammerts og George Howe (biologi). CRS havde i 1980 ca. 800 medlemmer, der alle tror 100 % på Bibelen, dvs. tror på en skabelse for ca. 6000 år siden i løbet af 6 døgn a 24 timer og en verdensomspændende Syndflod, som er årsagen til hovedparten af de fossile sedimentlag. Desuden har alle medlemmer en universitetsgrad inden for de matematisknaturvidenskabelige fag. CRS har stor styrke indadtil (se bogen Why not creation? fra 1970). Derimod er den ikke meget missionerende over for kirkefremmede. En undtagelse er dog udgivelsen af den fine store biologibog Biology, a search for order in complexity, Zondervan 1970. Institute for Creation Research ICR, Institute for Creation Research, opstod omkring 1972 som universitets-overbygning på CHC = Christian Heritage College i San Diego i Sydcalifornien, men flyttede senere til El Cajon. ICR fejrede 30 året i 1970, og firkløveret var stadig i live (og stærke): Henry Morris (geologi), Duane Gish (biokemi), Tim La Haye (præst) samt Chuck Smith (præst i Calvary Chapel, San Fransisco, leder af Jesus People omkring 1970). CHC s ledelse var Tim La Haye (president) og Henry Morris (vicepresident og president for ICR). Fra juni 1972 har ICR udgivet månedsbladet Acts and Facts med artiklen Impacts . Bladet kan stadig fås gratis fra ICR, P.O.Box 2667, El Cajon, CA 92021, USA. ICR er et kristent, bibeltro universitet, der allerede omkring 1980 havde en stab af velkvalificerede videnskabsmænd (forskere og undervisere), af hvilke nogle af de kendteste er Henry Morris (geofag), Duane Gish (biokemi og vicepresident) begge meget dygtige debattører: udviklingslærens folk frygter dem!!! Desuden Gary Parker (biofag plus fossiler), Steve Austin (geofag) og Harold Slusher (astro- og geofysik). Undervisnings-materiale fra ICR om de to modeller: skabelse/udvikling, blev støttet af naturvidenskabs-pædagogen Richard Bliss (1923-1994). ICR er meget produktiv via CLP (nu Master Books ) med bøger, ungdoms- og børnebøger, videoer med debatter osv. ICR er også meget internationalt orienteret med bøger oversat til mange sprog (russisk, 5

Det afhænger af brillerne. Fælles for de mange forskellige skabelses-bevægelser verden over er det synspunkt, at samtlige tilgængelige data om naturen kan tolkes på forskellig vis. De kan bringes til at passe med en darwinistisk model, men de passer også med en skabelsesmodel. De foreliggende data kan altså tolkes ud fra den antagelse, at alkle livsformer stammer fra en enkelt urform (udvikling i brilleglasset til højre i billedet). Man kan også pege på, at alle data passer med det grundsyn, at alle levende former kommer fra et antal skabte grundtyper (skabelse i brilleglasset til vesntre i billedet). (Illustration af Kristian Bank Møller)

spansk, portugisisk, svensk, thai, arabisk, hindi, tyrkisk, koreansk, og mandarin (kinesisk)). ICR ledes nu af John D. Morris, søn af Henry M. og geolog. John Morris har for nylig skrevet en fremragende bog om geologi/ geofysik med titlen The Young Earth. Den har mange fine eksempler og billeder. Forening for Bibelsk Skapelsetro En af Europas mest livskraftige skabelses-bevægelser med tro på en ung jord er FBS i Sverige. FBS står for Forening for Bibelsk Skapelsetro. FBS opstod omkring Saronkyrkan i Gøteborg omkring 1970 med bladet Skapelsetro , og FBS knyttede sig stærkt til en bestemt kirke i modsætning til ORIGO, der lige fra begyndelsen var fælleskirkelig (folkekirken, evangelisk frikirke, pinsekirken, syvendedags adventisterne). FBS er derfor også meget mere teologisk/bibelsk argumenterende end ORIGO. FBS afholder hver sommer et weekend-seminar med en prominent kristen videnskabsmand med samme syn på skabelse og en ung jord. F.eks. har Duane Gish og Gary Parker været hovedtalere i hver sit år i begyndelsen af 1980'erne (se også ICR). FBS har haft mange markante personlighe6

der, men i de senere år står Mats Molen (geofag) og hans kone Gunilla som hovedpersoner også i bladet Genesis , som er det nye blad (fra 1980'erne og fremover), der er kommet efter det langt mindre Skapelsetro . Mats Molens hovedværk er bogen Vårt Ursprung?, udgivet i 1988 og igen i en meget forbedret udgave i år 2000. Mats Molen er både teoretisk og praktisk videnskabsmand og pædagog og har bl.a. studeret i USA og Canada foruden i Sverige, hvor han har arrangeret fossiljagtture og foredrag, seminarer m.m. Han har også oprettet et museum for skabelse og jordens historie i universitetsbyen Umeå. Om skabelsesbevægelser i andre lande kan læses i ORIGO nr. 39, december 1992, side 2527. Bent Vogel

C= Creation = skabelse, R= Research= forskning (videnskab), L= Life = liv, S= Society= forening, P= Publishers = forlag, I = Institute= universitets-afdeling. H= Heritage= arv. C kan også stå for Christian (Kristen) eller College (svarer omtrent til gymnasiets højeste klasser og begyndelsen på universitetet.)

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

Bog om ung jordcreationisternes reaktioner på Hugh Ross' skabelsesorienterede position ("gammel jord").

Forside fra bog af Hugh Ross ("Reasons To Believe") om de bibelske og videnskabelige aspekter af debatten om jordens alder mm.

Boganmeldelser:

Skabelse og tid Hugh Ross: Creation and Time er et forsvar for det synspunkt, at både bibelske og videnskabelige grunde taler for at opfatte universet som relativt gammelt. Hugh Ross er kendt i USA både som astrofysiker og som kristen personlighed, der forsvarer troen på, at Bibelen er troværdig i alle henseender. Han er leder af skabelsesbevægelsen Reasons To Believe , som mener, at universet, jorden, livet, arterne (hver for sig) og mennesket er skabt. Hugh Ross afviser kategorisk den darwinistiske forklaring på arternes tilblivelse. Når det drejer sig om universets oprindelse tilslutter Hugh Ross sig en teori, der kan minde om Big Bang-teorien, men han forestiller sig ikke, at universet begyndte med en tilfældig eksplosion, men snarere, at Gud udfoldede universet efter en bestemt plan, som indebar, at Han faktisk allerede ved begyndelsen (for måske 15 mia. år siden) havde os i tanke. Der er ifølge Ross ingen modstrid mellem Bibelen og god videnskab, men vi skal være på vagt over for forkerte tolkninger af begge dele. Forfatteren mener f.eks., at vi bør tolke skabelsesdagene i 1. Mosebog kap. 1 som perioder, hvis varighed ikke oplyses i teksten. Peter Øhrstrøm Hugh Ross: Creation and Time NavPress 1994

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

Creation and time af Van Bebber og Taylor er en grundig og seriøs kritik af Hugh Ross' bog, Creation and time, om progressiv skabelse og et gammelt univers. Ross' teori om progressiv skabelse er vidt udbredt, og der er god grund til at studere emnet nøje. Van Bebber og Taylor argumenterer i deres bog for, at daterings-spørgsmålet er meget væsentligt, idet Ross' teori om en gammel jord bl.a. postulerer en meget lang historie med død og ødelæggelse før skabelsen af Adam og Eva. Van Bebber og Taylor argumenterer for, at dette synspunkt har mange dybe konsekvenser i forståelsen af syndefaldet og dermed Guds frelsesplan for hele naturen (side 15-24). Ross er dybt fascineret af Big Bang-teorien, som man imidlertid kan kritisere på forskellig vis. Foruden denne bog kan man i den forbindelse også henvise til Russells bog Starlight and time, der fremviser en ung jordkosmologi, der forklarer de store kosmiske fænomener ganske anderledes end The Big Bang . Bent Vogel Van Bebber og Taylor: Creation and time

7

Striden om utviklingslæren i amerikanske skoler Av professor Ingolf Kanestrøm Det amerikanske samfunn er på mange måter ulikt de vi kjenner i Europa. Når det gjelder livssyn er amerikanerne mye mer åpne enn vi nordmenn. De kan gjerne fortelle om sin tro og sitt kirkesamfunn. Dette har flere årsaker. En betydelig del av innvandrerne til USA bestod av religiøse grupper som var forfulgt i sitt hjemland. Det rådet ulike syn blant forskjellige grupper. De bygget lokale menigheter i stedet for hierarkiske systemer. Bestemmelsen ble i stor grad fattet på et lokalt nivå. USA har i stor grad vært fødestedet for en rekke uavhengige sekter, ofte sprunget ut av karismatiske bevegelser. Vi kan nevne Kirken av de siste dagers hellige, Jehovas vitner og Christian Science. Innvandrerne kom de til å prege utdanningen i store deler av USA i et par hundre år. Skolene var stort sett bygget uten innflytelse fra stat eller føderale myndigheter. Dermed gikk de fri fra statlig kontroll. Store deler av Europa har læreplaner som er felles for hele nasjonen. I USA derimot behøver ikke skoler i samme distrikt undervise de same emnene i en gitt rekkefølge eller på samme årstrinn. På den måten er amerikansk undervisning ganske forskjellig fra vår. Som vi skal se har dette fått betydning for det vi kan kalle en antiholdning til utviklingslæren. I 1858 kom Darwins bok om artenes opprinnelse ved naturlig utvalg. Darwins tese var at alle arter stammet fra et felles individ. Ved en rekke små forandringer utviklet det seg stadig nye arter som var bedre tilpasset miljøet rundt. Disse ville så ved naturlig utvalg vokse på bekostning av de som var mindre tilpasset. Darwin nevnte ikke menneskene i sin bok. Heller ikke diskuterte han det kritiske punkt, hvordan oppstod livet på jorda. Oppkomsten av liv på jordas overflate er en unik historisk 8

begivenhet som ikke kan etterprøves med eksperimenter i moderne laboratorier. Dette tilsier at livets opprinnelse ikke er en del av naturvitenskapen. For hvordan kan vi rekonstruere enkeltstående forhold som ledet til en unik begivenhet. Vitenskapelig sett står vi overfor samme problem som historikerne. Uansett hvor raffinert vår forståelse av menneskenes natur måtte være, kunne knapt noen historisk teori ha forutsagt at siste verdenskrig startet slik den gjorde. Darwin levde før molekylær biologiens tid. Han hadde derfor ikke noen innsikt i livets byggesteiner. I en tidligere artikkel i tidsskriftet Fast Grunn omtalte jeg den kjente franske molekylær biologen, Jacques Monod. Han sier at det ikke finnes noen metoder innen vitenskapen som kan analysere begivenheter som er så usannsynlige som livets opprinnelse. Francis H. C. Crick var en av de to forskerne som oppdaget DNA-molekylet. Han uttalte tilsvarende at sjansen for at et langt polymermolekyl som kan holder oppe alle levende ting, både protein og DNA, skulle oppstå tilfeldig av de kjemiske bestanddelene det er laget av, er så liten at den kan neglisjeres. Biokjemikeren Micheal J. Behe hevder i sin bok Darwin's Black Box at naturlig utvalg ikke kan forklare visse komplekse molekylstrukturer som ikke kan funksjonere uten et visst antall komponenter som vekselvirker. Som han sier, må en søke etter en intelligent forklaring. Her er ikke plass til å gå nærmere inn på de mange motargumenter som har vært reist gjennom tidene. Vi skal nå se litt på den bekymring utviklingslæren skapte for amerikanske foreldre. Undersøkelser viser at det er klare forskjeller mellom befolkningen generelt og naturvitere omtalt i American Men and Women of Science. I en undersøkelse utført i 1997 svarte 47 % av befolkningen ja på spørsmålet om menneskene ble skapt i sin nåværende form for 10 000 år siden. ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

Andelen av naturvitere var 5 %. På spørsmål om de var enige i en utviklingen der Gud har vært involvert, svarte 45 % av naturviterne bekreftende, mens andelen av legfolk var bare 9 %. Det er ikke slik at alle som tror det har vært en utvikling, er ateister. Amerikanske lærebøker Som vi skal se, var lærebøkene sentrale i striden om utviklingslæren. Lærebøkenes innhold bestemmer i stor grad innholdet i undervisningen. Før Darwins bok kom på markedet, godtok de fleste forskerne Bibelens skapelseslære om at Gud direkte skapte de ulike artene, og at de senere formerte seg som atskilte arter. Unntatt et sentralt læreverk i biologi, var de fleste lærebøkene fri for ideer om utvikling frem til slutten av århundret. For selv om mange forskere etter hvert sluttet seg til Darwins ideer, kom de ikke umiddelbart til syne i lærebøkene. Disse ble i stor grad skrevet av folk som var opptatt av undervisningen. Tidsmessig hadde de en tendens til å ligge etter forskerne. Den første læreboken som beskrev utviklingslæren, var en biologibok som kom ut i 1880. I 1884 skrev geologen Joseph LeConte en lærebok i geologi. Han begynte boken med å skrive. Geologi er i hovedsak historie. Det er historien om utviklingen av jorda og dens beboere. Om mennesker skrev han i sin første utgave Vi har ikke vært i stand til å finne overgangsformer eller ledd som knytter mennesker til de mest høytstående dyr. I en revidert utgave fra 1898 finner vi en fotnote. En slikt ledd er av mange antatt å være funnet på Java, og det kalles Pitheranthropus. Vi venter på flere indikasjoner. Dette må tolkes slik at LeConte følte seg fri til å foreslå at mennesker er et ledd i en utvikling. Dette er den første antydningen funnet i en amerikansk lærebok. Selv om LeConte var en liberal kristen som strevet med å forene utviklingslæren med religion, nevnte han ikke Gud eller skapelse i sin lærebok. Om universets alder skriver han. Noen estimater gir mer enn hundre tusen år noen bare ti tusen. Spørsmålet bør ikke ansees som viktig unntatt som et vitenskapelig spørsmål. Etter hvert ble utviklingslæren behandlet som en doktrine i lærebøkene. Zoologen Vernon Kellogg fra Standford skrev i sin bok fra 1915. Selv om det er mye diskusjon om årsaken ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

bak utviklingen, så er det i praksis ikke lenger noen diskusjon om utviklingen som sådan. Organisk utvikling er et faktum, demonstrert og akseptert. Forfatterne var ikke fornøyd med å bare sette utviklingslæren på tronen, de kritiserte også skapelseslæren. Geologiprofessor Albert P. Brigham skrev i 1900 at selv om missing link som knytter mennesker til andre laverestående former ikke er avdekket, så er religiøse betraktninger om menneskets utvikling upassende. I dette, og i alle spørsmål, skulle sannheten søkes uten forutinntatthet og frykt. En mulig utvikling av mennesker fra laverestående former for liv er vitenskapelige spørsmål. Ikke noe svar som vitenskapen gir vil være inkonsistent med den høyeste oppfatning av vårt opphav og skjebne. I 1914 trykte det ledende tidsskriftet for lærere, School Science, en strategi for hvordan utviklingslæren skulle erobre skolen. Strategien var utarbeidet av en lærer i en småby i Indiana. Han påpekte at folk fra landområder holdt stand mot utviklingslæren. Han påpekte at alle lærere og studenter vet at undervisningen i naturvitenskap ved gymnasiene må omfatte utviklingslæren, men de fleste foreldrene er motstandere på grunn av deres uvitenhet. Disse foreldrene er aldri blitt undervist i utviklingsslæren, og for dem er Darwins utviklingslære og naturlig seleksjon synonymt med Satan, synd, og evig fortapelse. Lærere bør bruke Parent-Teacher Associations til å undervise foreldrene om utviklingslæren. Så kunne de gå videre med elevene. Lærerne måtte undervise studentene lempelig men klart om den antropologiske (menneske i sentrum) nedstamming av mennesket. Det er vår plikt dersom vi blir kalt til det, å korrigere for noen av de ideer som de tidligere må ha fått fra søndagsskole eller hjem. Innføringen av utviklingslæren i lærebøkene fikk støtte fra flere hold. Selv om lærerblad og politikere oppfordret til varsomhet under undervisningen, støttet de ikke undervisning i skapelseslære. At den store striden om utviklingslæren kom noe senere skyldes en del tilfeldigheter. I løpet av siste halvdel av attenhundretallet økte antall gymnas som ga undervisning i botanikk og zoologi. Bare en del av elevene tok disse fagene. Data for perioden 1910 22 viser at andelen ble betydelig redusert. Men ingen knyttet denne reduksjonen til misnøyen med undervisningen i utviklingslæ9

ren. Det som trolig utløste striden var økningen av antall elever på ungdomstrinnet (realskolen). Dette bidrog til å bringe utviklingslæren til et stort antall amerikanske ungdommer. Demningen brister Økt motstand mot utviklingslæren fant sted i en tid med økende tendens til å ta i bruk lover som et middel til å tvinge frem reformer. I 1919 ble loven som forbød offentlig salg av alkoholvarer ratifisert. På mange måter var forbud et typisk resultat av den progressive reformbevegelsen. Historikere har beskrevet ledere av forbudslinjen som velutdannet, geografisk mobile, vinnere av politiske debatter og de levde i nær kontakt med fremtredende politikere. De var kritiske og religiøse, og de var i hovedsak knyttet til evangelikale kirkesamfunn. Alkoholforbudet i 1919 ga frimodighet til å gå løs på andre områder og til å lovregulere sosial og moralsk oppførsel. Det kunne være lover som regulerte aktiviteter som gambling, dans, røking og visning av utuktige filmer. Når de evangelikale registrerte at utviklingen representerte en fare for deres ungdom, følte de det legitimt å ty til lovfestet vern. Historikeren Lawrence Levine konkluderte med at de 36 lovforslag mot undervisning i utviklingslæren (heretter kalt antilover) som ble fremmet i perioden 1921-29 var et resultat av amerikanernes tro på at lover kunne lede folk til å bli moralske og rettenkende. 10

William Jennings Beyan var en av tre sterke ledere for det som populært er blitt kalt korstoget mot utviklingsslæren. Han var en respektert politiker og en glimrende taler. På en av de store bibelkonferansene etter første verdenskrig holdt han et relativt forsonende foredrag. Han pekte på at utviklingsteorien ikke kunne forklare hvordan utviklingsprosessen som sådan startet. Videre sa han; Jeg mener ikke at det er feil ved deg om du ønsker å akseptere teorien. Selv om jeg ikke aksepterer Darwins teori, skal jeg ikke komme i krangel med deg om den. Jeg bare refererer til den for å minne dere om at den ikke løser livets mysterium og menneskets utvikling. I 1921 startet Bayan en aktiv kampanje mot Darwinismen. Hans tale Trusselen fra Darwinismen ble holdt årlig på sentrale bibelseminar. Senere holdt han også talen, Bibelen og dens fiender. Talene ble trykket og sendt i tusentall til prester, jurister, politikere og studenter. Begge talene var bygget over samme lest. De startet med å angripe Darwins lære som uvitenskapelig og ikke overbevisende. Han hevdet at Darwin ikke bruker fakta, men bygget på antagelser, sannsynligheter og fornuftsslutninger. Bryan fokuserte på Darvins vaklende forklaring av utviklingen av individuelle organer og fravær av overgangsformer. Da folk ikke trodde på apeteorien, følte Bryan seg fri til å kjempe mot Darwinismen uavhengig av vitenskapelige opinion. For når reformer starORIGO

NR.

82 APRIL 2003

ter i dette landet, starter den med massene. Reformer kommer ikke fra hjernen til de lærde. De er uendelig mye mer enn naturvitenskap; naturvitenskapen så vel som Sabbaten er til for menneskene. Bryans velformulerte og godt kjente argumenter ledet fundamentalistenes lunkne holdning overfor Darwinismen over til et militant korstog mot undervisningen av Darwinismens syn på menneskets opprinnelse. I 1921 vedtok styret for Kentuckys Baptist Misjon å be om lovforbud mot undervisning i utviklingslæren. Bryan støttet forslaget umiddelbart og mente en burde fremme forslaget før plenumsmøtet i den statlige lovforsamling 19. januar 1922. Dermed brast demningen. Selv om stevningen i Kentucky ikke førte frem, ble det i løpet av neste tiår fremmet førtifem slike lovforslag i tjue stater. Darwinismen i rettsalen Tidlig 1923 ble den første antiloven vedtatt i Oklahoma. Loven forutsatte fri distribusjon av elementære lærebøker, men det var ikke tillatt å behandle Darwinismen i teksten. Under kampen i lovforsamlingen lovet flere kandidater at de ville støtte et forslag om antilover. Dette indikerer at folkeopinionen var klar på dette punktet. Programmet om total frihet til distribusjon av lærebøker ble opphevet i 1925. Amerikas andre antilov ble vedtatt i California 25. mai samme år. Byran hadde flyttet til California for å stille som demokratenes kandidat for Senatsvalget. I april sendte han et brev til en av statens senatorer og bad om lovbestemt forbud mot å undervise om ateisme, agnostisisme eller utgi for sant at Darwinismen eller noen annen hypotese om utviklingen som knytter blodsbånd mellom menneske og dyr på et lavere nivå. Bryan fortsatte; For å stoppe slik undervisning, er det svært viktig at den må bli en enkel påstand om at det er ulovlig. Han sendte med to tillegg som ikke ble tatt inn i det endelige radikale lovforslaget. Hovedpoenget her var; Jeg tror ikke at det skal være knyttet noen straffereaksjon til loven. Vi står ikke foran en kriminell gruppe og kun en erklæring om statens politikk vil være tilstrekkelig. Bryan mente at lovforslaget bare skulle ramme undervisning der utviklingslæren ble fremstilt som sann. En bok som bare nevner den som en hypotese, kan beORIGO

NR.

82

APRIL

2003

traktes som en informasjon om et synspunkt, noe som er helt forskjellig fra å fremstille utviklingslæren som et faktum. Noen lesere vil kanskje undre seg over at lovforbudet også omfattet ateisme og agnostisisme. Bakgrunnen for dette var skillet mellom stat og kirke som innebar at en ikke skulle ha religionsundervisning i den offentlige skolen. Dette tilsa at læreplanene ikke kunne omfatte en proreligiøs skapelseshistorie. Da mente Bryan at det tilsvarende måtte gjelde ateismen. Den lovgivende forsamling i statene behandlet normalt nye lovforslag annet hvert år (år med odde tall). Også i Tennessee ble det i 1923 fremmet forslag om antilover. Men forslagene ble nedstemt i begge husene. Men korsfarerne samlet sine krefter. I 1924 holdt Bryan en tale i statens hovedstad hvor han gikk til angrep på utviklingslæren. Talen ble trykket og sendt i tusentall til innbyggere og lovgivere. Statens progressive demokratiske guvenør, Austin Peay, sluttet seg til talens innhold. I løpet av 1924 ble det fremmet nye lovforslag i seks sørstater. Bare i Tennessee skulle de lykkes. Da lovforslaget kom opp i Senatets justiskomité, ble det nedstemt. Derimot passerte det underhuset uten problemer. Det ble uttalt at; Det skal bli ulovlig for enhver lærer å lære bort enhver teori som fornekter historien om guddommelig skapelse av mennesket som skrevet i Bibelen og i stedet lære at mennesket er stammet ned fra lavere ordens dyr. Forbudet skulle gjelde alle lærere i skole med statsstøtte, og brudd på loven skulle utløse en mindre bot. På tass i den radikale utformingen oppstod den ingen oppsiktvekkende debatt i lovforsamlingen, og forslaget ble vedtatt med 71 mot 5 stemmer. Selv om lovforslaget passerte underhuset med letthet, ble det enn betydelig diskusjon før saken ble behandlet i Senatet i mars måned. Det ble holdt folkemøter, petisjoner og gudstjenester. Avisredaktørene tok aktivt del. En ledende forslagstiller i Senatet skrev til Bryan og ba om hjelp, og tilbød ham å møte i lovforsamlingen. Bryan skrev tilbake og foreslo at en skulle stryke klausulen om straff. Under behandlingen i Senatet ble debatten sentrert om religion, utdannelse og folkeopinionen. Motstanderne av loven argumenterte med at utviklingslæren ikke ville underminere religionen, og at lovgiv11

ningen ikke skulle favorisere et religiøst syn på livets begynnelse. Tilhengerne avviste dette. Senatets ordstyrer sa; Dersom du tar disse unge menneskene fra deres foreldre ved en obligatorisk skolelov og lærer dem dette sludderet at mennesket oppstod fra noe protoplasma, vil de aldri tro på Bibelens tale om guddommelig skapelse. Av andre utsagn kan nevnes; Vi ber ikke om at det skal undervises i kristendom ved skolen, men vi ber om at ikke noen motsetning til denne troen skal bli lær . En annen uttrykte grunnen til sin støtte slik; På grunn av at en overveldende majoritet av statens innbyggere tviler på utviklingslæren. Lovforslaget ble vedtatt i Senatet med 25 mot 6 stemmer. Seieren settes på prøve Like etter vedtaket i Senatet i Tennessee etterlyste American Civil Liberties Union (ACLU) en lærer som var villig til å la seg bruke av organisasjonen i en rettssak. Vi trenger en frivillig klient, og UCLU antok at en eventuell rettssak ikke skulle lokaliseres i skolens nærområde. UCLA ble etablert for å støtte personer som var motstandere av den første verdenskrig. I 20-årene ble formålet utvidet til å forsvare menneskeretter generelt, men med spesiell vekt på ytringsfrihet for politisk radikale mennesker og fagforeninger. En leder for et lokalt kullfirma leste annonsen i avisen. Han tok umiddelbart kontakt med lokale forretningsmenn, jurister og skolefolk. De fikk en ung lærer, John T. Scopes, til å stille som forsøksperson. Scopes var ikke biologilærer, men han hadde ledet arbeidet med å lage en oversikt over eksamensoppgaver i biologi og viste til en lærebok han hadde brukt, en bok skrevet av en tilhenger av utviklingslæren. På dette grunnlaget garanterte foretningsmannen å støtte rettssaken. Ledere i Dayton var ute etter å skape oppmerksomhet om byen. Formannen i skolestyret skrev derfor i avisen om det lovbruddet Scopes skulle ha begått. Konsekvensen av dette ble at Worlds Christian Fundamentals Association (WCFA) følte seg tvunget til å saksøke Scopes. ACLU ble da den naturlige forsvarer. Begge parter drog til Dayton for å påvirke folkeopinionen. Deres argumenter var mer rettet mot befolkningen enn mot juristene. De lykkes, for hundrevis av reportere fra USA og 12

Europa møttes i Dayton. Millioner av lesere/ lyttere fulgte den åtte dagers rettssaken som ble betegnet som et slag mellom religion og vitenskap. Begge parter uttrykte i retten at Folket avgjør denne saken. Retten domfelte Scopes. ACLU anket saken inn for Tennessees høyesterett. Debatten der ble konsentrert om temaet individets frihet kontra statens autoritet over offentlig ansatte. Staten hevdet at Folks tro, uttrykt gjennom valgte representanter er en tilstrekkelig og forsvarlig standard for gyldig politisk lovgivning, selv om en slik tro skulle være feil og vitenskapen skulle kunne vise at det var feil. Loven var et forsiktig, hensynsfullt vedtak av suverene personer som hadde til hensikt å beskytte deres barn i den offentlige skole i deres tro på guddommelig opphav av mennesket . Høyesterett besluttet at Scopes ikke hadde noen rett eller privilegium til å tjene staten unntatt etter retningslinjer foreskrevet av staten. Hans frihet til å lære og proklamere utviklingslæren andre steder enn i Statens tjeneste var på ingen måte berørt av loven. Høyesterett konkluderte; Uavhengig av utviklingslærens sannhet, tilsier vanlig folks oppfatning en restriktiv undervisning av utviklingslæren. Etter Scopes saken Etter rettens avgjørelse og diskusjonen i amerikansk presse, kan en kanskje si at ingen av partene vant saken. Men flere stater skulle vedta antilover for den offentlige skole. Først ute var Georgia som vedtok loven i 1926. Da nye lovgivende forsamlinger ble valgt i 1927, var det fremmet 18 lovforslag i 14 ulike stater. Foruten disse lovforslagene var det flere utdanningskomiteer som tok initiativ. Allerede før Scopes saken hadde det statlige utdanningsstyret i California utarbeidet instrukser der Darwinismen bare skulle presenteres som en teori . Styret i Nord Carolina hadde pålagt den offentlige skole ikke å benytte læreverk i biologi som på noen måte antydet et annet opphav av den menneskelige rase enn det som var inneholdt i Bibelen. I 1929 vedtok Texas Textbook Commission etter anmodning fra guvernøren å stryke utviklingslæren fra alle lærebøker. Tilsynsmannen for utdanningen i Louisiana tok tilsvarende grep året etter. Av de lovforslagene som ble sendt inn etter Scopes saken, ble bare to vedtatt. Det første ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

skjedde i Mississippi. Loven som ble vedtatt hadde en form som tilsvarte den i Tennessee, og debatten fulgte samme mønster. Det andre vedtaket fant sted i Arkansas. Lovgiverne her hadde avvist forslaget med liten margin. Dette viser at lovgiveren var blitt påvirket av hetsen i massemedia, noe som var et nytt fenomen. Da kastet redaktørene av to Baptistiske tidsskrift seg inn i striden og lanserte en kampanje. Det ble arrangert en form for folkeavstemning som viste et flertall på ca. 2/3 mot undervisning i Darwinismen. Antiloven ble vedtatt i 1928. Etter dette roet situasjonen seg ned. Flere lærebokforfattere/forlag fjernet eller reduserte omfanget av tekster om Darwinismen. Ingen antydet at denne hadde noe med mennesket å gjøre. Men på femtitallet kunne en merke en ny tendens. Antall forskere økte betydelig. Økt teknologisk forskning hadde stor betydning for den økonomiske utvikling. I 1954 hadde russerne utviklet en hydrogenbombe, og i 1957 sendte de ut den første satellitten. Den kalde krigen medførte enda større satsning på naturvitenskapelig og teknologisk forskning. Dette førte til at vitenskapens fikk større innflytelse hos folket. Legalisering av utviklingslæren Den amerikanske konstitusjon omfatter noen garantier, Kongressen skal ikke lage lover med hensyn til etablering av religion, eller hindre fri utøvelse av denne. Partene i striden om underORIGO

NR.

82

APRIL

2003

visning i utviklingslæren og skapelseslæren i den offentlige skole fokuserte på denne paragrafen. Klausulen om etableringsretten ble betraktet som en støtte for utviklingslæren, mens de som var for skapelseslæren påberopte seg klausulen om fri utfoldelse. Høyesterett har senere begrenset tolkningsmuligheten av klausulen om fri etablering. I 1963 ble det vedtatt at offentlig bønn i skolen var lovstridig. Året etter vedtok en domstol at å lese fra Bibelen og be Fader vår heller ikke var i samsvar med Konstitusjonen. Dommen hadde som premiss at en skulle ha en nøytral skole. På begynnelsen av 60-tallet skjedde noe som skulle bidra til å skjerpe frontene. Den føderale organisasjonen Biological Science Curriculum Study (BSCS) tok inn utviklingslæren som en sentral del av undervisningen i biologi. Etter dette omfattet nesten alle lærebøkene stoff hvor utviklingslæren ble diskutert. Dermed var nøytraliteten brutt. Arkansas Education Assosiation (AEA) var urolig for den negative holdningen overfor utviklingslæren, og i 1965 bestemte den seg for å prøve holdbarheten av antiloven. De ba en unge dame, fru Epperson, å stille som saksøker. Epperson var gift med en offiser i luftforsvaret, og hun ville flytte med når mannen ble forflyttet. Hun hadde således ikke noe å tape, og hun godtok å stille som saksøker. Fru Epperson hevdet at loven var til hinder for hennes frihet til å uttale seg og var til hinder for andre konstitusjo13

nelle friheter. AEAs assisterende sekretær sluttet seg til saksøkeren på vegne av foreldre til skolebarn som ble nektet grunnfestet rett til å lære. I retten hevdet Epperson at hun brøt loven fordi hun hadde en lærebok som omfatter teorien om at mennesket hadde utviklet seg fra et laverestående dyr. For meg synes dette å være en teori som er akseptert i vide kretser, og jeg føler at det er mitt ansvar å gjøre mine studenter kjent med denne. AEAs talsmann hevdet at han ønsket at hans sønn skulle eksponeres for innholdet i lærebøker i biologi som omhandlet utviklingslæren. Statens representant reiste det store spørsmålet om antiloven var rimelig. Han mente at staten måtte ha kontroll over innholdet i undervisningen. Staten mente at Epperson ville undervise i Darwinismen selv om det var dusinvis av andre teorier som andre lærere måtte ønske å forklare for sine studenter. Noen må administrere skolen. Rettssaken varte i bare to timer, og resultatet ble en sier for Epperson. Retten opphevet antiloven. For som dommeren sa, loven bryter med flere rettigheter nedfelt i den føderale konstitusjonen etter Scopes saken. Retten var av den oppfatning at et kapittel i en biologibok som fastslår at en spesifikk teori fremsatt av en person som hevder at mennesket nedstammer fra en lavere form av et dyr, ikke representerer en slik fare for tryggheten, helsen og moralen til folket at den konstitusjonelle friheten med rimelighet kan begrenses av Staten. Staten anket saken inn for høyesterett. Inspirert av seieren til Epperson gikk en jurist til sak mot Staten Tenessee tidlig 1967. Han hevdet at lovforbudet brøt med hans sønns rettigheter og på feil grunnlag etablerte protestantisk fundamentalisme som statens religion. Statsadvokaten avviste saken, men den ble anket inn for Senatet. Til manges overraskelse avviste også Senatet anken, men vedtok å forbedre gjeldende lov slik at den bare skulle forby å omtale utviklingslæren som et faktum. En annen hendelse skulle få store konsekvenser. En ung lærer, Gary Scott, ble midlertidig ansatt som lærer midt i skoleåret 1966-67. Han hadde planer om å vende tilbake til gymnaset høsten 1967. Skolestyret mottok klager fra foreldre som hevdet at Scott beskrev Bibelen som et knippe eventyr. Scott selv vedgikk bare 14

at han hadde definert Darwinismen og sagt at noen historier i Bibelen ikke måtte tas bokstavelig. Skolestyret vedtok å si opp læreren. Men UCLU kom på banen og lovet Scott juridisk og økonomisk støtte om han ville prøve saken for retten. Scott godtok tilbudet, for han trengte pengene som hans kone sa. Da skolestyret ble kjent med at UCLU var koplet inn og hvilken jurist som skulle føre saken, trakk de oppsigelsen tilbake. Samme dag som skolestyret trakk avskjedssaken, skulle Senatet behandle forbudet mot utviklingslæren for annen gang. Uten debatt ble forbudet nå opphevet. Tre representanter hadde skiftet standpunkt siden sist. Mens seieren til Epperson hadde betydning for Tenessee, kom det et antiklimaks i Arkansas. Klagen ble tatt opp i statens høyesterett uten muntlig prosedyre. Retten fant at argumentet i Scopes saken kunne benyttes også i Arkansas, nemlig en gyldig utøvelse av statens myndighet er å spesifisere fagplanene for den offentlige skole. Dermed ble loven opprettholdt i Arkansas. Epperson klaget saken inn for USAs høyesterett, som godtok klagen i 1968. På den tiden opplevde USA en betydelig politisk radikalisering. Bevegelser for menneskerettigheter og antikrigsholdninger tærte på samholdet. Studentopprør mot sosial utrettferdighet var nær ved å ødelegge amerikanske universitet. I dette perspektivet syntes mange at antiloven var uvesentlig. Alt dette bidrog til å svekke folks engasjement i saken. Argumentasjonen i høyesterett fulgte stort sett de tidligere spor. Epperson sendte retten et støttebrev fra National Science Teachers Association (NSTA) som uttalte; Darwins teori om utvikling er i alminnelighet betraktet som et fundamentalt vitenskapelig prinsipp. Det er klart et brudd på akademisk frihet å nekte å undervise en så vanlig og populær akseptert teori som denne. Brevet siterte fra en uttalelse underskrevet av 179 ledende biologer. Arkansas talsmann viste bare til to punkter i sitt forsvar. Vi føler at staten har rett til å sette opp læreplanen for sine skoler. Et annet punkt som kunne være framsett her er at vi sier at dette er en religiøs nøytral akt. Den kunne holde diskusjonen om Darwins teori versus Bibelens skapelseslære unna undervisningen i den offentlige skole. Det var ikke opplagt hva som ville bli resulORIGO

NR.

82 APRIL 2003

tatet av rettssaken. De ni dommerne hadde ulike syn og de vektla de argumentene forskjellig. Men til slutt samlet de seg om å vedta at antiloven skulle oppheves. Avisene var enig med retten i dens syn på den moderen folkeopinionen, og de ønsket Epperson til lykke med seieren. Det er klart at avgjørelsen i høyesterett utløste et press på den siste staten som hadde en antilov. Presset mot Mississippi begynte allerede i 1969. En mor reiste sak mot staten da hun mente loven berøvet hennes datters frihet til å lære og at den brøt med Konstitusjonen. Saken ble tatt opp i Representantenes hus i 1970, hvor det ble en hard debatt. Som eksempler på utsagn kan nevnes; Siden det ikke er tillatt å undervise i religion, så burde det ikke være tillatt å undervise i ateisme (underforstått Darwinisme). La oss holde frem som en kristen stat. Dette er en annen måte å fjerne religionen på. Jeg tror at Gud skapte mennesket, hvordan betyr ikke noe. Representantens hus avviste anken med 70 mot 42 stemmer. Saken ble så anket inn for Mississippis høyesterett. 21 desember 1970 uttalte retten; Vi er bundet til å følge avgjørelsen til USAs høyesterett. For oss er det klart at etter uttalelse i Epperson saken har Høyesteretten for alle praktiske formål fastholdt at antiloven er forfatninmgsstridig. Dermed var Amerikas siste antilov fjernet for denne gang. Likestilling mellom skapelses- og utviklingslæren Etter hvert som lærebøker tok inn mer stoff om utviklingslæren, begynte foreldrene å reagere. Tunge vitenskapelige institusjoner og utdanningsorgan tok utviklingslæren i forsvar og motarbeidet det som gjerne kalles skapelsesvitenskap (creation-science). I møte med denne elite opposisjonen tok folket parti for kreasjonistene. En nasjonal undersøkelse utført av Associated Press og NBC News i 1981 viste at 86 % av folket foretrakk at skapelseslæren ble i skolen. Den kjente kreasjonisten Henry Morris uttalte; Kreasjonistene krever kun rettferdig behandling, ikke særfordeler, i skolen. Holdningen til liberale humanistiske institusjoner innen forskning og utdanning som prøver å opprettholde en eksklusiv indoktrinering i evolusjonær hu-

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

manisme, synes utrolig intolerant og arrogant i et fritt land. Nok en gang skulle Tennessee komme i fokus. Fem senatorer stod bak en stevning der de krevde at alle bøker i den offentlige skole som presenterer en teori om menneskets opprinnelse skal indentifisere konseptet som en teori og ikke som vitenskapelig fakta. Enhver bok som gir plass for en slik teori, skal gi tilsvarende plass for andre teorier inkludert, men ikke begrenset til, skapelsesberetningen i Bibelen. Lovforslaget la ikke ned forbud mot undervisning i utviklingslæren, det fremmet heller ikke spesifikt skapelseslæren. Lovforslaget hadde en spesiell bakgrunn. Biologen Russell Artist var medforfatter til en lærebok støttet av Creation Research Society (CRS). Boken ble ikke godkjent av State Textbook Commission for bruk i den offentlige skolen, søkte Artist rettslig restriksjon mot å bruke tekster som bare omtale utviklingslæren. Han viste til sin bok som han mente representerte en balansert fremstilling. Artist uttalte; Hva er i veien med tilhengerne av utviklingslæren siden de ikke kan motstå en undersøkelse av ærlige forskere? Vi sier ikke at de ikke skal undervise i utviklingslæren la den undervise alt de vil. Nå er dette fordomsfullt. Nei, vi ber bare om like mye tid til å presentere vårt syn på skapelse. Dette skapte et inntrykk av ærlighet, og forslaget passerte Senatet i løpet av tre uker. Tidligere motstandere av antiloven støttet prinsippet om lik tid. Men vedtaket ildnet opp motstanderne. En juss-professor ved Universitiy of Tennessee, Frederic Le Clercq, begynte straks å forberede en rettssak for en føderal domstol, og han fikk støtte av Natioal Association of Biology Teachers (NABT). De hevdet at loven var forfatningsstridig. Men før retten fikk behandlet saken, fikk den en ny sak i fanget. Americans United for Separation of Church and State (AUSCS) hevdet at lovens intensjon er å hjelpe eller motarbeide religiøse synspunkt. Loven måtte derfor være forfatningsstridig. To saker til samme tid skapte problemer for domstolene. Mens statsdomstolen arbeidet for å finne argumenter for og imot liketids prinsippet, vedtok den føderale domstol som behandlet Le Clercq saken å gjøre kort prosess. Den erklærte loven for åpenbart forfatningsstridig. Dom-

15

stolen vurderte ikke betydningen av loven. At den ikke gikk grundigere inn i saken med argumenter for og imot, gjorde det vanskelig å anke saken. Dermed var den første loven om lik tid avgått med døden. I Texas satte kreasjonisten Gabler utdanningsstyret under press. Styret fikk valget mellom å gi skapelseslæren like stor plass i biologibøkene, eller fjerne alle dogmene om utviklingslæren. Styret gikk inn for et kompromiss. Lærebøkene som omhandler teorien om utvikling skulle presentere den som en av flere forklaringer på menneskets opphav og unngå å hindre unge mennesker i deres søken etter meningen med menneskets eksistent. I lærebøker hvor utviklingslæren ble behandlet, skulle det om nødvendig bli klargjort at læren er heller teoretisk enn verifiserte fakta. Gambler betegnet avtalen som en middelvei mellom undervisning i dogmatisk utviklingslære og lik tid prinsippet. Californias utdanningsstyre hadde et vedtak fra 1970 som ga lik anerkjennelse til skapelsesog utviklingslæren. Biologene var lite fornøyd med dette og presset styret. Styret forsøkte å løse striden ved å slutte seg til middelvei prinsippet etter mønster fra Texas. Prinsippet ble godkjent av domstolen i California i 1981. I Kentucky gikk lovgiverne en annen vei for å tilpasse undervisningen for religiøse troende. Læreren skulle ha rett til å undervise i skapelseslæren sammen med utviklingslæren. Dette forslaget ble også akseptert av de lovgiverne som tidligere ikke hadde bøyd seg for kreasjonistene. Senatet godkjente et lovforslag 16

med 32 mot 3 stemmer. I Indiana tok saken en helt annen retning. Lærebokkommisjonen godkjente en kreasjonistisk lærebok A Search for Order, som en av sju bøker for den offentlige skolen. Dette fungerte bra inntil en lokal skole i 1976 bare valgte den ene kreasjonistiske boka. Biologilærerne kvesste stridsøksa, men kommisjonen nektet å trekke godkjennelsen av boka. Da reiste ACLU sak mot kommisjonen og den lokale skolen. Saken kom opp i retten, og dommeren forbød å bruke boka A Search for Order alene eller sammen med en av de andre. Spørsmålet er hvorvidt tekst som er laget kun for å presentere Bibelens skapelseslære i et gunstig lys er forfatningsmessig akseptabelt i en offentlig stat. To hundre år med konstitusjonelt styre krever at svaret er nei. Lærebokkommisjonen strøk boka fra listen av godkjente bøker, men saken roet seg ikke med det. Retten var nok klar over dette for den skrev; Staten Indiana kan overleve at en bok blir diskriminert, men kan dens innbyggere eller domstol støtte destruksjonen av en ide? Gjennom 70-årene høstet kreasjonistene anerkjennelse for deres krav på utdanningssektoren. Begivenhetene i Tennessee, Texas, California, Kentucky og Indiana som her kort har omtalt, representerer bare toppen av et isfjell. Ulv i fåreklær Wendel Bird var en lovende juss-student ved Yale Law School. I 1977 søkte han permisjon fra studiet for å utarbeide en strategi for kreasjonistene. Om seg selv sa han at på grunn av ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

undervisningen i utviklingslæren kom han til å tro på en gudledet utvikling. Han hadde ikke vært klar over at Bibelen lærte noe helt annet eller at det fantes naturvitere med noe annet syn enn Darwinismen. Bird skisserte en strategi i det renommerte tidsskriftet Yale Law Journal og fikk en prisbelønning. Han slo fast at flere trossamfunn erkjente en guddommelig skapelse som et grunnleggende trossetning. Derfor ville det være brudd på forfatningens passus om fri religionsutøvelse om en bare underviste i Darwinismen. Det ville tvinge elever fra slike trossamfunn til å motta kjetterske syn eller så måtte de avstå fra biologisk utdanning. Ut fra tidligere vedtak i Høyesterett argumenterte Bird for at undervisning i Darwinismen alene undergravde kreasjonistenes tro. Å innarbeide vitenskapelig kreasjonisme i den offentlige skole for å nøytralisere undervisningen om universets og livets opprinnelse, vil ikke som primært favorisere noen religion. I Birds strategi ble det slått fast at kreasjonismen er like vitenskapelig som Darwinismen, utviklingslæren har samme preg av religiøsitet som skapelseslæren. Selv om undervisning i bare utviklingslæren bryter med prinsippet om religionsfrihet, vil dette ikke være tilfelle om begge teoriene presenteres. For da må en presentere vitenskapelig belegg for hver teori fremfor en religiøs dogme. Med basis i Birds strateginotat ble det i 1980 fremmet et lovforslag i Arkansas og sju andre stater. Hovedinnholdet var at det skulle være en balanse mellom de to teoriene i alle offentlige skoler, dvs. lik tid prinsippet. Senatet i Arkansas vedtok loven med 22 mot 2 stemmer; En av de som stemte for loven uttalte senere. Dette er en forferdelig lov, men den er så klart formulert at ingen av oss kan stemme mot den dersom vi ønsker å bli gjenvalgt. De tradisjonelle motstanderne av kreasjonistene ante nå en ulv i fåreklær. ACLU sverget at de ville stevne den nye loven inn for domstolene siden den brøt skillet mellom kirke og stat. Men før ACLU gikk til kamp, vedtok staten Louisiana å følge sin nabo Arkansas. Disse to statene hadde vedtatt lover i pakt med folkemeningen, for 70 % av folket ønsket undervisning i begge teoriene.

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

Kreasjonismen erklært ulovlig ACLU valgte å stevne lov i Arkansas for domstolen i Little Rock. 75 nyhetsmedier samlet seg for å dekke rettssaken. Dusinvis av naturvitere og teologer var samlet som vitner. Anklagerne hevdet at like tid prinsippet fremmet religionen i strid med forfatningen, den brøt prinsippet om akademisk frihet og det la vage bindinger på lærerne. En rekke eksperter skulle stadfeste at loven kun hadde et religiøst siktemål. Stasadvokaten på sin side brukte Birds argumenter. I januar 1982 falt dommen. Dommeren mente at loven hadde en forfatningsstridig religiøs hensikt. Det var bare et ensidig forsøk på å introdusere Bibelens versjon av skapelsen inn i skolepensum. Han var uenig med ACLU i at lovgiverne ikke kunne foreskrive fagplaner for den offentlige skole. Det staten ikke kan gjøre er å bruke sin myndighet til å fremme religionen. Døra på gløtt I Louisiana ble det en lang strid mellom hovedaktørene Bird og ACLU. Hele åtte år skulle det gå før loven basert på liketid prinsippet ble erklært forfatningsstridig av USAs høyesterett. Før den tid hadde saken vært gjennom føderale domstoler og Høyesteretts ankeutvalg og plenum. Her som ellers mente UCLA at loven var forfatningsstridig for den hadde til hensikt å fremme et bestemt religiøst syn i den offentlige skole. I Louisiana mente Bird at det ikke var noe religiøst anliggende bak loven, men at liketid prinsippet var basert på to likeverdige teorier, utviklingslæren og skapelsesvitenskapen. Her er det ikke plass til å beskrive den omstendelige rettsgangen i detalj. Dommer Jolly som skrev domsdokumentet for Fifth Circuit US Court of Appeals avviste loven. Men skrev; Vi sier ikke, og kan ikke si, at skapelsesteorien for alle er bare og utelukkende et religiøs læresetning. Vi nekter heller ikke for at kreasjonismen kan understøttes av vitenskapelig materiale. Men dette rettferdiggjør ikke et pålegg om å undervise i skapelsesvitenskap under dekke av akademisk frihet, siden lærere allerede kan presentere samme vitenskapelige elementer av skapelseslæren. Ingen rett har så langt vi vet hindret frivillig undervisning angående rent vitenskapelig bevis for hva som hendte, selv om det skulle falle sammen med religiøse dogmer eller 17

læresetninger. Med dette ble en dør åpnet slik at det ble skapt rom for å undervise i skapelseslæren for individuelle lærere, men den lukket døren for å etablere skapelseslære som tema i den offentlige skole ved hjelp av loven. Sommeren 1988 kom avgjørelsen fra USAs høyesterett. Rettens dommere hadde ulike syn. Sju (5 pluss 2) av rettens ni dommere gikk inn for å oppheve loven, men med ulik begrunnelse. De to resterende stemte for at saken skulle sendes tilbake til en distriktsdomstol til full behandling med sakkyndige vitner. Men også Høyesterett holdt døra på gløtt. I flertallsuttalelsen heter det; Ethvert vitenskapelig konsept som er basert på etablerte fakta, kan allerede nå inkluderes i undervisningsplanene, ingen ny lovgivning er nødvendig for at dette skal kunne skje. Å undervise skolebarn i flere vitenskapelige teorier angående opprinnelsen av menneskeheten er tillatt når det har en klar verdslig hensikt å øke effekten av undervisning i vitenskap. Bare tiden vil vise hvor åpen den døra egentlig er. Ett tiår med fortsatt strid En kan spørre seg om domstolene har vært på linje med folkemeningen. Så sent som i 1997 ble det foretatt en gallup undersøkelse som viste at 67 % av amerikanerne mente at kreasjonismen burde undervises sammen med utviklingslæren i den offentlige skole. Dette gjenspeiler noe av det som har skjedd i flere stater det siste tiåret. Siden 1966 har lærebøker i staten Alabama en beriktigelse som sier at utviklingslæren bare er en kontroversiell teori. Selv om en appelldomstol la ned et forbud mot en tilsvarende muntlig beriktigelse i Louisiana, beordret Oklahoma lærebokforlag å ta inn en beriktigelse som Alabama hadde gjort. I 1996 vedtok New Mexicos utdanningsstyre at fjerne mange aspekter av biologien, geologien og fysikken fra læreplanene. Siktemålet var å eliminere deler av utviklingslæren fra læreplanen. Ved nytt valg av utdanningsstyret i 1999 mobiliserte vitenskapsmennene, og en tilhenger av kreasjonismen ble erstattet av en tilhenger av utviklingslæren. Dermed ble vedtaket av 1996 omgjort i det nye styret. Den siste striden ble utløst av utdanningsstyret i Kansas 11. august 1999. Styret vedtok at å ta ut utviklingslæren fra undervisningsstandarden for staten. Det samme gjaldt deler 18

av fysikken som kosmologi. Hva studentene skulle bli undervist i, ble avgjort av den enkelte lærer. Poenget var at disse emnene ikke skulle gå inn i studieplanene slik at de skulle bli gjenstand for kunnskapstester eller eksamen. Vedtaket skapte mange og krasse utfall mor utdanningsstyret. Mange mente at dette ikke bare plasserte utviklingslæren på hylla, men at det skapte tvil om teorien om Big bang. Kandidatene til presidentembetet i USA ble konfrontert med vedtaket i Kansas. Ingen av kandidatene som uttrykte noen entydig støtte til utviklingslæren. George W. Bush sa; Jeg tror barn bør bli utsatt for lik eksponering fra forskjellige teorier om hvordan verden startet. Den republikanske kandidaten Gary Bauer sa; Personlig tror jeg ikke at mine barn nedstammer fra apene. Al Gores pressemann sa at Al Gore foretrakk utviklingslæren, men lokalsamfunnene burde være fri til å undervisningen i kreasjonismen. Senere uttalte han at undervisningen i kreasjonisme burde legges til religionsundervisningen. Videre lesing Science; 20. August 1999, 22. Oktober 1999, 12 november 1999. Edward J. Larson, TRIAL AND ERROR, Oxford Paperbacks 1989

Ingolf Kanestrøm er professor i geofysikk ved Universitetet i Oslo. Han er tilknyttet meteorologigruppen ved Institutt for geofysikk. Kanestrøm har også vært dekanus ved Det matematisk-naturvitenskapelige fakultet ved Universitetet i Oslo. Hjemmeside: http:// folk.uio.no/ingolfk/

Illustrationer: Niels Kr. Sørensen ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

Dolly in memoriam Af Torben Riis For nylig kunne man læse i pressen, at fåret Dolly har forladt denne verden og er gået til de evige græsmarker, hvor hun forhåbentlig nyder sine nye omgivelser fjernt fra denne verdens emsige biologer med deres forsøgsprotokoller og laboratorieudstyr. Men er fåret Dolly end ophørt med at eksistere som biologisk individ, kan vi som der er tradition for at gøre det i nekrologer tilføje, at hun endnu i en rum tid vil leve i vores bevidsthed, ligesom vi, de efterladte og det er så en lidt mindre sentimental tilføjelse er nødt til at leve videre med de politisk-ideologiske omstændigheder, der gjorde, at hun i det hele taget kom til at se dagens lys. Netop disse omstændigheder er der grund til at dvæle ved. Jeg tror, det er en temmelig udbredt opfattelse, at videnskabelige landvindinger i dette konkrete tilfælde udviklingen af komplicerede teknikker til kloning af somatiske celler opstår ved et sammentræf af omstændigheder, som unddrager sig menneskelig kontrol på samme måde, som vi undertiden rammes af naturkatastrofer eller uforudsigelige bevægelser på verdens børser. Således kan det naturligvis gå for sig. Der er mange eksempler på, at grundforskning har ført til praktiske resultater, som ingen på forhånd havde forestillet sig, og at epokegørende opdagelser er gjort af forskere, der i virkeligheden var på udkig efter noget helt andet end det, de fandt. Men netop i tilfældet Dolly har jeg vanskeligt ved at godtage en sådan forklaring. Forskning kræver finansiering Dollys far Ian Wilmut var leder af et forskerteam på Roslin Instituttet ved Edinburgh, men det er værd at bemærke, at den forskning, der i 1997 førte frem til Dolly, i et ikke ubetydeligt omfang blev finansieret af den skotske biotek-

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

nologivirksomhed PPL Pharmaceutics, som også Novo Nordisk har aktier i. Og som enhver ved, var Dolly resultatet af en lang række forsøg, hvilket igen vil sige resultatet af mange højt kvalificerede menneskers arbejde over en lang periode. Højt kvalificerede menneskers arbejde er som bekendt ikke gratis. Det er heller ikke gratis at stille laboratorier og laboratorieudstyr til rådighed for dem, så på et eller andet tidspunkt må seriøse mennesker i et eller flere direktionskontorer være nået til enighed om, at det trods al usikkerhed om det endelige resultat ville kunne svare sig at investere i eksperimenter af denne type. De må grundigt have overvejet risici og muligt afkast af deres investering, inden de tog checkhæftet frem og gav forskerne mulighed for at sætte projektet i værk. I dag ved vi, hvad de fleste af os nok ikke spekulerede så meget over dengang, at biotekindustrien tegner til at blive en guldgrube, og at den formentlig i en ikke fjern fremtid vil overgå selv computerindustrien i omsætning. Dolly var med andre ord ikke nogen tilfældighed. Dolly var et resultat af målforskning, målbevidste menneskers bestræbelser på at nå et bestemt resultat. Ian Wilmuts team virkeliggjorde, hvad den biologiske sagkundskab få år forinden havde betegnet som en umulighed: at skabe et selvstændigt biologisk individ, et nyt liv, med arvemassen fra en kropscelle. Det kan faktisk heller ikke lade sig gøre med mindre man udvikler metoder til at manipulere kropscellen, så den så at sige glemmer, at den er en specialiseret celle. Det var her, det videnskabelige gennembrud skete, som med ét forvandlede science fiction-forfatterens visioner til konkret virkelighed. Forbud mod kloning? Jeg konstaterer på denne baggrund, at nogen havde en dagsorden, som ikke umiddelbart 19

blev gjort til genstand for debat, at markedskræfterne i dette som så mange andre tilfælde havde frit spil, og at offentligheden så at sige blev taget på sengen og lidt benovet vågnede op til en ny virkelighed, som man i første omgang havde meget svært ved at forholde sig til. For hvad skulle teknikken bruges til? Veterinærerne konstaterede umiddelbart, at der var andre og ulige billigere metoder til rådighed, hvis formålet var at frembringe særligt fremragende avlsdyr. Så mange penge er der jo heller ikke i fåreavl, vel? Spekulationerne i pressen gik dernæst på, om teknikken kunne tænkes at blive anvendt på mennesker. Var dr. Frankensteins monster lige om hjørnet? Den slags overvejelser blev prompte affejet som aldeles urealistiske. Hvem i alverden ville have interesse i at frembringe ens menneskelige individer? Og skulle det endelig komme dertil, at nogen fik tanker i den retning, ville det være relativt simpelt at hindre dem i at realisere deres hensigter ad lovgivningens vej. Politikerne var i de dage ved at falde over hinanden for at forsikre os om, at teknikken aldrig ville blive anvendt på mennesker, og forbudene kom vitterlig også, både i USA, i EU og herhjemme. Men hvad var det, man forbød? I det store udland gik forbudet på, hvad vi i dag kalder reproduktiv kloning. Man forbød altså forskerne at skabe menneskelige kloner, men man forbød dem ikke at videreudvikle den teknik, der kunne gøre noget sådant muligt. I Danmark var vi mere restriktive, hvad der meget vel kan skyldes, at vi ikke på daværende tidspunkt forskningsmæssigt var nået så langt, at et forbud kunne stille sig hindrende i vejen for danske interesser. Allerede i den første udgave af lov om bioetisk forskning (1992) siges det således udtrykkeligt, at det er forbudt at foretage »forsøg, der har til formål at muliggøre fremstilling af arvemæssigt identiske menneskelige individer«, og denne passus overføres uændret ved den senere revision af loven i Dolly-året 1997. Hermed var der foreløbig sat bom for kloningsprojekter i Danmark, men det er værd at bemærke, at forbudet ikke var formuleret som en generel afvisning af at gøre 20

menneskelige befrugtede æg til forskningsobjekter. Man holdt lovgivningsmæssigt døren på klem i 1992-udgaven med en blåstempling af forsøg, der har til formål »at forbedre in vitrobefrugtning med henblik på at fremkalde en graviditet«, og i 1997-revisionen med endnu en undtagelse fra hovedreglen, denne gang for forsøg, der har til formål »at forbedre teknikker til genetisk undersøgelse af et befrugtet æg med henblik på at fastslå, om der foreligger en alvorlig arvelig sygdom (præimplantationsdiagnostik)«. Loven er med andre ord udformet som et katalog over forskellige typer forsøg, et katalog, som vel at mærke løbende vil kunne revideres i takt med, at nye behov opstår. Alt hvad der skal til for at indføre nye undtagelser, f.eks. for at give grønt lys for såkaldt terapeutisk kloning, er en mindre justering af loven, en enkelt tilføjelse til den gældende lovtekst. Politisk slutspil En sådan tilføjelse foreligger allerede i form af et lovforslag fra regeringen. Forslaget er foreløbig sendt til høring hos diverse organisationer og vil formentlig uden større sværdslag kunne vedtages i Folketinget inden sommerferien. Tilføjelsen lyder i al sin enkelthed således: »Hvis forsøgene ved anvendelse af befrugtede æg og stamceller herfra har til formål at opnå ny viden, som vil kunne forbedre mulighederne for behandling af sygdomme hos mennesker«. Mere skal der ikke til. Hermed er den politiske proces, som baner vejen for bioteknologiens fremmarch, afsluttet. Investorerne er fortrøstningsfulde, forskerne har fået arbejdsro, og pludselig forstår vi alle, hvorfor Dolly langt fra at være det synlige resultat af et meningsløst videnskabeligt eksperiment tværtimod indvarsler en ny strålende fremtid, hvor mennesket ikke blot på et individuelt plan får kontrol over sin egen reproduktion, således som det er sket med indførelse af kunstig befrugtning, ægsortering m.m., men hvor selve menneskelivet i dets tidligste fase, det befrugtede æg, den totipotente celle, kommer under menneskelig kontrol ja mere end det, bliver ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

et produkt af menneskelig snilde og følgelig vil kunne indgå som råvare i en industriel produktion. Det er der perspektiver i. Friske organer, når de gamle sætter ud, nye hjerneceller, når seniliteten truer, og sikkert meget mere, som vi endnu ikke har fantasi til at forestille os. Ja, det ligner næsten et løfte om evigt liv eller i hvert fald om et langt liv, hvor vi med tiden vil kunne forsikre os imod flere og flere sygdomme og defekter. Så hvad var det egentlig, nogen havde imod terapeutisk kloning? Var der i grunden tale om andet end den nervøsitet, der altid griber os, når vi står over for noget nyt og ukendt, som vi ikke umiddelbart kan overskue? Ja, hvad skulle der egentlig ske ved at lade nogle forskere lave forsøg under kontrollerede forhold, naturligvis med nogle celler, som godt nok repræsenterer en form for potentielt menneskeligt liv, men som alligevel aldrig bliver til noget, og da slet ikke, hvis vi bruger de nedfrosne celler, som er til overs fra IVF-behandlingerne, og som man alligevel efterfølgende har tænkt sig at kassere? Med andre ord, enhver tale om menneskelivets ukrænkelighed, om tingsliggørelse, om at mennesker ikke må bruges som forsøgsmateriale osv., er set med moderne øjne fuldstændig sort tale, den rene middelalder. Bygger den slags argumenter ikke på forestillingen om Gud som verdens skaber, om en Vorherre med langt hvidt skæg, der sidder i sit værksted og laver små mennesker for sin fornøjelses skyld? Men og det er netop den aktuelle pointe den teknik har vi nu selv lært os, og dermed kan vi én gang for alle sende Vorherre på pension og sammen med ham forestillingen om, at mennesket skulle være et eller andet guddommeligt projekt bestemt til at udfylde en rolle i verden. Set med nutidens øjne er mennesket sit eget projekt, og menneskelivet har præcis den mening, vi hver især vælger at lægge i det. Heraf følger igen, at mennesket i fostertilstanden kun er til som et liv i rent biologisk forstand: nogle celler, en organisme, der vokser. Hvad man gør med menneskelivet i denne

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

Illustration af de mange temaer, som fulgte i den offentlige etiske debat i kølvandet på fødslen i 1997 af det klonede får Dolly. Figuren gengives fra "Debatoplæg om kloning og kloningsrelaterede teknikker", Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd, 2000.

fase, kan derfor være ligegyldigt, for så vidt som fosteret ikke har nogen viden om, hvad der overgår det. Rigtige mennesker bliver vi først et vist stykke tid efter fødslen, når vi bliver i stand til at indgå i det sociale samspil, når vi bliver til i vore forældres bevidsthed, og når vi senere igen bliver i stand til at bidrage positivt til samfundsøkonomien. Derfor er den politiske debat om både reproduktiv og terapeutisk kloning et overstået stadium, ja faktisk var den overstået, længe inden Dolly blev født undskyld produceret nærmere bestemt da vi med abortloven havde besluttet os for at gøre det ufødte menneskelivs retsstatus afhængig af menneskers skiftende sociale og emotionelle behov. Allerede dengang stod det skrevet med usynligt blæk, at Dolly før eller siden ville gøre sin entré på verdensarenaen og indvarsle en ny tid.

21

Forskning i stamceller fra fosteranlæg Af stud.med. Kristian Kærup Sloth Regeringen regner med, at der den 1. september 2003 træder en ny lov i kraft, der går ud på at tillade forskning i stamceller fra fosteranlæg (såkaldte embryonale stamceller). En embryonal stamcelle er betegnelsen for den lille mikroskopiske enhed, som man får, når en ægcelle smelter sammen med en sædcelle. I løbet af de første par dage, efter gentagne delinger, fremkommer en lille klump helt ens celler stamceller. En stamcelle er det, man kalder pluripotent, hvilket betyder, at den kan udvikle sig til en hvilken som helst af de over 200 forskellige slags celler, der findes i den voksne krop. Og som bekendt, så vil denne pluripotente celle mangedeles og uddifferentiere sig til hud-, nerve- og muskelceller etc., underforstået at den befinder sig i dens rette omgivelser, nemlig en livmoder. Fertilisationsklinikker landet over producerer embryoner (et befrugtet æg) til par, hvis respektive sæd og æg af den ene eller anden grund ikke vil interagere. Det foregår oftest på den måde, at kvinden går i hormonbehandling, en regulær hormonstorm, og i hendes ovarier (æggestokke) modnes nu et større antal æg, som man med en miniaturestøvsuger kan suge ud. Disse æg kan dernæst i en petriskål befrugtes med mandens sæd, såfremt i fald denne er af en passende kvalitet. Hvis det skulle hænde, at sædcellerne ikke er i stand til at bevæge sig ved egen hjælp, sprøjtes en enkelt celle med en mikrokanyle ind i ægget. Resultatet: et befrugtet æg. Voila! Samme procedure gentages, indtil man har opnået et passende antal fosteranlæg (embryoner), hvorfra man efter nogle bestemte kriterier typisk udvælger to, der sættes tilbage i livmoderen. Hvis alt går vel, vil mindst det ene af disse to æg fanges i livmoderen, og ni måneder senere håbes succeskriteri22

Billede af tidligt forsteranlæg

erne at blive opfyldt, og en lille ny vil se dagens lys for første gang! Så langt så godt! Den teknik har glædet mange mennesker verden over og i takt med, at teknikkerne forfines, kan flere og flere erstatte titlen barnløst par med forældre . Desværre står man nu tilbage med et antal befrugtede æg, der ikke var blandt de to æg, der blev udvalgt til at skulle sættes tilbage i livmoderen. Disse æg gemmes til senere brug, eller de bliver destrueret, hvilket jo i sig selv er nok til at råbe vagt i det etiske gevær. Et æg, der lige så vel kunnet have været det, der blev sat tilbage i livmoderen og dermed var blevet til et barn, har i dagens Danmark ingen rettigheder. At opstille nogle retslige retningslinjer for disse æg, der aldrig bliver til noget, er selvfølgelig svært. Og når ret skal være ret, så hører det befrugtede æg og livmoderen sammen som kirken og amen. Det er aldrig nogensinde lykkedes for forskere at udvikle et befrugtet æg til noget rigtigt , til et selvstændigt individ, uden for livmoderen. Ikke desto mindre er det selvfølgelig beklageligt, at man skaber sig et mindre overskud af liv, der dernæst destrueres. Dette er dog prisen, som man har væ-

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

Figuren illustrerer specialiseringsprocessen af cellerne i et menneske. Et "nej" til forbrug af menneskelige fosteranlæg til terapeutiske formål forhindrer ikke et "ja" til stamcelleforskning med stamceller fra andre kilder end fostre. Figuren gengives fra "Debatoplæg om kloning og kloningsrelaterede teknikker", Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd, 2000.

ret villig til at betale. Og set i lyset af, at man på denne måde har sat et nyt barn i verden, er det måske prisen værd. Forhåbentlig vil man med tiden kunne nøjes med at frembringe ikke flere end de to befrugtede æg, der sættes tilbage i livmoderen. Dette vil eliminere de største etiske skismaer i denne sag. En tredje og bestemt væsentlig mere etisk beskæmmende løsning for, hvad man kan gøre med de overskydende æg, er dukket op. Man vil nemlig give disse æg til forskere! Man formoder at forskning i disse befrugtede æg vil kunne blotlægge kimen til forskellige alvorlige sygdomme. Ligeledes indeholder disse stamceller potentielt store behandlingsmuligheder af fx Parkinsons sygdom og andre cerebrale lidelser. Forskernes håb er også, at man med tiden kan dyrke forskellige organer i laboratorier. Dette vil måske kunne afhjælpe problemerne ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

med manglende donororganer. Spørgsmålet er, om forskning i noget så sensibelt som embryonale stamceller kan forsvares. Rundt om i verden stiller man sig forskelligt i forhold til, hvad man har fundet legitimt. Sverige og Finland har tilladt forskning i tiloversblevne æg fra den førnævnte IVF-behandling (in vitro fertilisation, altså kunstig befrugtning) indtil 14 dage efter befrugtningen. Det er denne model, som den danske regering vil efterligne. Englænderne er gået endnu videre og har i begrænset omfang tilladt, at man skaber sig befrugtede æg udelukkende med det formål at forske i dem. Endvidere har de tilladt forskning i kernetransplantation. Kernetransplantation er faktisk det samme som kloning. Man udtager arvematerialet (23 kromosomer) fra et æg og erstatter det med kernen (46 kromoso23

mer) fra en hvilken som helst anden celle, eventuelt fra et andet individ. Denne tilstedeværelse af 46 kromosomer kan føre til, at der igangsættes en udviklingsproces helt som den, der normal finder sted, når en ægcelle befrugtes og begynder at dele sig. Hvis det kernetransplanterede æg placeres i en livmoder, som man gjorde det med fåret Dolly, fødes en klon af et andet individ. I Tyskland er forskning i fosteranlæg (embryoner) ikke tilladt. Tyske forskere kan dog undtagelsesvis få tilladelse til at importere embryonale stamceller som er udtaget før 1.1.2002 fra overskydende befrugtede æg fra IVF-behandling. Stamceller i den reneste form fås kun fra embryonale stamceller. Dog kan stamceller fra navlestrengsblod eller fra knoglemarv også være potentielt vigtige forskningsområder. Og disse områder udmærker sig ved at være etisk korrekte . I noterne til lovforslaget nævnes det, at stamcelleterapi i det hele taget befinder sig på et indledende stadie, hvor der endnu ikke er umiddelbar udsigt til en behandling . Hvis forskningen er så usikker endnu, kan man så ikke lige så godt starte med at nå til bunds i navlestrengsstamceller? Hvis det nu viste sig, at man kunne udrede diverse behandlingsmetoder via noget så simpelt som celler fra knoglemarv, hvorfor så ikke starte her? Med hensyn til tilvejebringelsen, så vil det (jf. det nye lovforslag) ikke være tilladt at fremstille befrugtede æg udelukkende til forskning. Kun overskydende befrugtede æg fra IVF-behandling må bruges. Og kun med skriftlig samtykke fra forældrene . Denne formulering giver dog også anledning til bekymring. For hvordan skal man sikre sig mod, at fertilisationsklinikkerne aftaler det hele med forældrene på forhånd og dermed ender med det held i uheld , det er, at stå med en usædvanlig stor mængde overskydende æg fra IVFbehandlingerne? Det bliver svært at føre kontrol med, at man i realiteten fremstiller et unødvendigt stort antal befrugtede æg blot for

24

at sikre medicinalindustriens forskningsbehov. Anvendelsen af befrugtede æg til forskning er allerede delvist reguleret med Danmarks ratificering af Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin (Bioetikkonventionen). Ifølge konventionen er dannelsen af et befrugtet æg udelukkende til forskningsformål ikke tilladt. Under afsnittet om kernetransplantation beskrives teknikken som havende meget store behandlingsmæssige fordele . Forskellen mellem reproduktiv kloning og terapeutisk kloning (i form af kernetransplantation) er ikke stor. Hvis man tillader, at fosteranlæg kan fremstilles ved kloning og leve i petriskålen i op til 14 dage, hvordan skal man så begrunde, at disse menneskelige liv ikke må fortsætte livet i en kvindes livmoder, hvis de ser ud til at have forudsætningerne for det? Hvis lovens bemærkninger betyder, at regeringen har i sinde i næste omgang at tillade terapeutisk kloning, så vil det blive meget svært at argumentere mod reproduktiv kloning altså at der skal kunne fødes børn, som er blevet undfanget ved kloning. Formålet helliger midlet , et godt gammelt udtryk som efter min mening dækker over en yderst uetisk holdning! Forskning i embryonale stamceller kan måske om mange år fra nu udstyre sundhedsvæsenet med endnu bedre behandlingsmuligheder. Spørgsmålet er bare, om vi ønsker disse fremskridt, hvis prisen, vi må betale, er en anerkendelse af forskere som herrer over liv og død hvis prisen er, at medicinalindustrien skal diktere vores opfattelse af god etik.

Underskriftsindsamling mod regeringsforslaget om brug af fosteranlæg til stamcelleforskning: www.nejtilkloning.dk

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

Computerisering af vore liv i etisk belysning Af Peter Øhrstrøm Da debatten om etiske spørgsmål i forbindelse med bioteknologien skulle sættes i gang her i landet i begyndelsen af 1980erne skete det bl.a. med bogen Fremskridtets pris [1984]. Bogens titel er overordentligt velvalgt. Den signalerer jo, at intet teknologisk fremskridt er gratis. Det er naturligvis ikke den økonomiske pris, der tænkes på her, men derimod det tab af medmenneskelige værdier, som teknologien fører til. Det er ikke bare bioteknologiens fremskridt, som indebærer en medmenneskelig pris. Også informationsteknologiens landvindinger koster ofre på medmenneskelighedens alter. Hvordan går det f.eks. med os, når den fagre nye verden folder sig ud med det, som på engelsk kaldes pervasive computing , og som dækker over drømmen om den totale og gennemgribende computerisering af vor tilværelse? Computere bygges ind i hvad som helst omkring os. Det gælder ikke bare de mest oplagte mål, såsom fjernsynet, radioen, telefonen, køleskabet, støvsugeren, fyret etc. Vi skal også have computere i møblerne ja sågar i sengen, således at den computeriserede seng kan overvåge min tilstand, mens jeg sover. Teknologiens muligheder er mangfoldige. Computerne er på vej overalt. De skal endda også indbygges i vore kroppe, således at der bliver mulighed for nøje at følge vor indre tilstand og måske endda lade teknologien tage de første automatiske skridt til at gøre noget ved et evt. problem. F.eks. taler man nu om, at mikroskopiske robotter skal bekæmpe forkalkningen i vore blodårer. Forskerne forestiller sig endda også, at man også kan styre det mentale med informationsteknologi. I USA har forskere f.eks. konstrueret en chip, som efter sigende kan erstatte hjernens hukommelsescenter ved at blive fastgjort på kraniet, og som forventes på læn-

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

gere sigt at kunne hjælpe patienter, hvis hjerne er blevet beskadiget. Det kan uden tvivl i mange tilfælde være en fordel for et menneske at få indbygget chips i sin krop eller i tøjet. Det vil kunne give lægerne (eller måske endda det automatiske system i sig selv) bedre mulighed for at kunne gribe ind i tide, hvis noget er ved at gå galt. Med denne teknik kunne man måske også hjælpe handicappede til at genvinde dele af de mistede handlemuligheder. Men hvad er bagsiden af medaljen? Hvad er fremskridtets pris i forbindelse med computerisering af vore liv? Vi skal i det følgende kort se på tre etiske udfordringer, som melder sig i forbindelse med computeriseringen af den menneskelige tilværelse. 1. Risiko for et overvågningssamfund Den allestedsnærværende datakraft giver hidtil uanede muligheder for, at sundhedsvæsen og myndigheder kan følge den enkelte borger. Udvikling af intelligente systemer gør det i princippet realistisk teknisk set at lade alle blive overvåget hele tiden. Overvågning kan naturligvis i nogle tilfælde føre til mere tryghed hos den, der tror, at overvågning vil føre til, at nogen kommer til undsætning, hvis der opstår behov for det. På den anden side kan det jo også være irriterende og ligefrem krænkende at blive overvåget hele tiden. Mit privatliv bliver jo væk, når jeg er under konstant overvågning. Blandt de helt oplagte IT-etiske grundspørgsmål i forbindelse med den voksende mulighed for overvågning af borgerne kan man nævne: 1) Hvilke oplysninger om den enkelte skal kunne registreres? 2) I hvilken grad skal registrering af informationer om en borger forudsætte tilladelse (informeret samtykke) fra den pågældende? 25

Vi må forvente, at computere i de kommende år vil blive indbygget i hvad som helst - inklusiv den menneskelige krop. Ovenfor ses en artikel fra Aalborg Universitets nyhedsblad, Vidensskabet (nr. 15, 2003), hvori det beskrives, hvordan man kan indbygge mikroskopiske robotter i menneskers blodårer for at bekæmpe forkalkningen.

3) Hvem skal i hvilke situationer og på hvilke betingelser kunne få adgang til de registrerede oplysninger? 4) Hvem skal kunne beslutte, at informationer slettes fra databaserne? Det er uomtvisteligt, at det er en meget væsentlig opgave at sikre en betryggende og demokratisk kontrol med evt. registrering og anvendelse af informationer om den enkelte borger. Det forekommer ligetil, at politiet skal kunne få adgang til de data, der er af betydning i forbindelse med opklaring af alvorlige forbrydelser. Der kan også gives gode grunde til at forsyne dementes tøj med chips, så de pågældende altid kan spores. Men hvor skal grænsen drages for registreringen og overvågningen? Hvornår vil overvågningen kunne siges at være en krænkelse af privatsfæren?

26

2. Computeriseringen og ansvarsbegrebet Det er et oplagt element af tilværelsens computerisering, at den enkelte IT-bruger vil kunne få vidtgående adgang til sundhedsdata om sig selv. Dermed ligger det også i kortene, at der vil blive lagt mere op til egenomsorg, end vi har set det tidligere. Det virtuelle hospital vil måske efterhånden kunne blive allestedsnærværende. Det vil give nye og vidtrækkende muligheder for den kompetente IT-bruger, som ønsker selv at tage ansvar for sit helbred. Faktisk er det meget sandsynligt, at computeriseringen vil medføre en betydelig nytolkning af ansvarsforholdene vedrørende den enkeltes sundhed. Omvendt kan en sådan samfundsudvikling også blive et problem for den del af befolkningen, som ikke mestrer teknologien på samme kompetente måde. Endnu engang er ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

det problemstillingen om A- og B-holdet, der melder sig og denne gang med sundhedskonsekvenser! Det må være en vigtig samfundsmæssig opgave at sikre, at de teknologi-svage borgere ikke også marginaliseres sundhedsmæssigt i takt med den stigende computerisering af samfundet. Niels Boye er i bogen Pervasive Healthcare [p. 31] inde på, at computeriseringen meget vel kan føre til, at den traditionelle subjektive ansvarsopfattelse bliver erstattet af et organisatorisk funderet ansvarsbegreb, der betyder, at ansvar opfattes som knyttet til organisationer snarere end til enkeltpersoner. Vi kan her også henvise til det, som ofte er blevet kaldt de mange hænders-problem : Hvis mange personer er involveret i en beslutning, eller hvis selve beslutningen tages af et IT-system forsynet med kunstig intelligens , så er det ikke let at placere ansvaret hos nogen enkeltperson og heller ikke at gøre rede for den præcise ansvarsfordeling. Det forekommer i den situation mere oplagt at knytte ansvaret til en organisation. Men spørgsmålet er bare, om nedtoningen af ideen om den enkeltes personlige ansvar også rykker afgørende ved selve menneskeopfattelsen, dvs. ved vor grundlæggende opfattelse af os selv som etisk ansvarlige. Kunne det tænkes, at brug af teknologien på denne måde fører til tab af en ansvarsforståelse, som er værdifuld for os som afgørende element i vor selvforståelse? 3. Drømmen om det perfekte menneske Ideen om chips i den menneskelige krop leder tankerne hen på den britiske fremtidsforsker Ian Pearson [2000], som har forsøgt at beskrive sine forventninger til menneskehedens fremtid. Han mener, at mennesket vil forsøge at forbedre sig selv som art. Man vil imidlertid opdage, at man med genteknologi mm. ikke kan nå så langt, som man gerne ville. Man må derfor for at nå målet også drage nytte af informationsteknologien ved direkte at indbygge computere i menneskets krop. Han forestiller sig, at man efterhånden vil udskifte flere og flere biologiske funktioner med informationsteknologi. Det vil ifølge Pearson via cyborgs kunne føre os frem til homo machinus en art , der primært må karakteriseres som et informationsteknologisk produkt. Dermed ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

vil mennesket have undsagt sin egen menneskelighed og i realiteten have afskaffet sig selv som art. Man kan altså med Pearsons science fiction-agtige betragtning in mente spørge, om der i selve bestræbelsen på computerisering af mennesket ligger en risiko for, at vi er slået ind på en vej, der fører til afskrivning af os selv som mennesker måske med tabet af sjælen til følge. Mennesket vil måske til sidst have erstattet sig selv med en ultra-avanceret robot! Meget tyder på, at vi for at sikre opretholdelsen af grundlæggende medmenneskelige værdier står os ved at opgive tanken om at forbedre os selv med informationsteknologi. Det vil være hybris at forestille sig, at vi i længden vil kunne sige, hvad der er en forbedring, og hvad der i stedet kan blive et katastrofalt tab af medmenneskelighed for os. Hvis man følger den linje, betyder det, at chips i kroppen ikke bør have andre formål end afhjælpning af funktionstab. Men er det overhovedet realistisk at sætte en sådan grænse? Vil den i praksis kunne blive respekteret? Computeriseringens etiske udfordring Ideen om den allestedsnærværende datakraft er en etisk udfordring til det moderne menneske. Hvordan udnytter man de positive sider af teknologien uden at krænke privatheden og uden at afskrive medmennesker, der ikke er specielt IT-kompetente? Hvordan kan en stadig stigende grad af computerisering af menneskets krop undgå at forrykke vor selvforståelse og vort menneskesyn? Hvordan kan man på baggrund af computerisering af mennesket besinde sig på, hvad det er, og hvad det bør indebære at være menneske? Hvad er fremskridtets pris, når det gælder menneskets computerisering, og er vi klar til at betale den? Sådanne spørgsmål betyder, at menneskesyn og livsforståelse nu også spiller en rolle i relation til informationsteknologien og dens anvendelser. Hvis man tager udgangspunkt i det kristne menneskesyn, ifølge hvilket mennesket er skabt i Guds billede som meget mere end noget rent materielt, så skal vi være meget forsigtige med at tro, at vi fuldt ud kan genskabe mennesket som en rent teknologisk størrelse, og at vi med informationsteknologiske indlejringer i menneskets krop kan gøre mennesket til mere, end det er fra Skaberens hånd. Om27

vendt må man også sige, at teknologien også ud fra et kristent menneskesyn vil kunne bruges ansvarligt f.eks. til at hjælpe handicappede medmennesker. Man kan endda sige, at man ud fra denne tankegang bør lede efter ansvarlige anvendelser, der står i livets tjeneste. Referencer Fremskridtets pris, Indenrigsministeriet 1984.

Pervasive Healthcare. Et visionært bud på fremtidig anvendelse af teknologi inden for sundhedsområdet. Århus-regionens IT-råd, 2003. Pearson, Ian: The Future of Human Evolution, 2000, http://www.bt.com/sphere/insights/pearson/ human_evolution.htm

Etik og nanoteknologi The Joint Centre for Bioethics på universitet i Toronto har netop offentliggjort en ny rapport om nanoteknologi og etik. Nanoteknologi er teknologi i meget lille skala, hvor man arbejder med molekyler som byggesten. Det drejer sig bl.a. om at fremstille helt nye materialer og meget små computere, konstrueret af molekyler. Etikerne bag den canadiske rapport mener, at denne nye teknologi kan komme til at ændre vores levevilkår på afgørende vis, og at vi bl.a. risikerer et overvågningssamfund samt en masse uoverskuelige miljøproblemer. Men der er desværre ikke noget etisk beredskab, som kan sætte etiske grænser for teknologien. Den ret så kontroversielle etiker Peter Singer siger herom til BBC: Videnskaben gør hele tiden fremskridt, men det gør etikerne ikke, og samtidig er der meget lidt offentlig interesse for denne teknologi. Prøv at gå ind på en engelsk pub og sig 'nanoteknologi', ingen vil vide hvad du taler om. Det første skridt, vi må tage, er at skabe en informeret offentlighed, sådan at vi kan optimere fordelene ved teknologien og minimere ulemperne. Kilde: Biotik, d. 24/2 2003

Hukommelseschip Forskere ved University of Southern California i USA har konstrueret en chip, som påstås at kunne erstatte hjernens hukommelsescenter. Chippen er designet som en kunstig udgave af hjernecentret hippocampus, idet man har forsøgt at kopiere centrets funktion på basis af utallige forsøg. Forskerne mener, at chippen på længere sigt skal bruges til hjerneskadede mennesker. Tanken er, at chippen skal fastgøres på patienternes kranie. I første omgang er det dog planen, at chippen skal testes på rotter og aber. Kilde: Biotik, d. 23/3 2003

28

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

Det egoistiske genet -bokanmeldelse Av Jostein Andreassen Richard Dawkins kjente bok The selfish Gene er nå kommet i norsk oversettelse. Forfatteren er professor i forskningsformidling ved Universitetet i Oxford, og som dette er han utvilsomt meget dyktig. Hans populærvitenskapelige bøker er blitt bestselgere, og han har vunnet en rekke vitenskapelige og litterære priser. Hva er det så han formidler i denne boken, og hvorfor står nettopp Humanist forlag som utgiver og Human-etisk Forbund som økonomisk støttespiller? Jo, budskapet er knitrende materialistisk. Ikke rart at biologiprofessor Dag O. Hessen skriver i forordet at knapt noen bok innen biologi har, etter Darwins Om artenes opprinnelse, vakt slik oppsikt og debatt. Den er en av de mest omtalte, hatede og elskede bøker innen fagfelter som spenner fra biologi til filosofi. Her er ingen metafysikk, bare logikk og mekanikk selv om Dawkins innfallsvinkel og tolkninger bygger på klare premisser. Påstanden om at Der Mench ist, was er isst mennesket er hva det spiser oser fra hver side. Vår eksistens skyldes kun en blanding av slump og naturlover. Tilværelsen er uten mening og dypere mål, og verdensrommet er komplett døvt for våre lengsler og krav. Den gode handling eksisterer følgelig bare i den grad den er til individets beste. I boken kan vi lese om livet på jorda sett fra genenes synsvinkel. De er gjennomført egoistiske. Selv om dette for Dawkins er et bilde, genene kan ikke føle noe moralsk ansvar, blir det vanskelig å unngå inntrykket av at denne egoismen er både positiv og ønskelig. Gen-

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

Richard Dawkins

enes eneste mål er å bringe flest mulig kopier av seg selv videre til nye generasjoner, og til det trengs ett verktøy organismen. Hvert levende vesen er derfor å betrakte som en genstyrt robot, en marionett under DNA-trådene. Vi er opplevelsesmaskiner robotkjøretøyer som er programmert til å bevare de egoistiske molekylene kjent som gener, påstår forfatteren. Dawkins' nærmeste naturhistoriske slekt29

ning er den franske biokjemikeren og nobelprisvinneren Jacques Monod, hvis fremste budskap var at menneskeslekten kun var et hell (eller uhell ?) i evolusjonsprosessen vårt nummer kom ut, omtrent som ved spillehjulet i Monte Carlo. Dawkins' bok er glimrende skrevet og hadde en ny og interessant vri da den kom ut første gang (i 1976). I så måte har den utvilsomt generert nye problemstillinger og avhandlinger. Men for meg er innholdet så ensidig og budskapet så reduksjonistisk at dette blir bortenfor alle blåner. Taler her vitenskapen eller vår tids Münchhausen? I hvert fall er det nettopp på premissene Dawkins svikter. Han hopper direkte fra sin metodologisk agnostisisme i vitenskapelige arbeider og over til materialistisk filosofi. Selv om vitenskapen i sine vurderinger alltid bør legge seg på naturlige forklaringer , er det ikke dermed sagt at det derfor må være slik at mennesket ikke har fri vilje, dypest sett er uten ansvar for sine handlinger, eller at livet egentlig er meningsløst og uten håp. For den metodologisk agnostisismen lar seg ikke nødvendigvis overføre til et riktig og fullstendig livssyn, uten at man mister avgjørende sider ved det å være menneske og naturvitenskapsmann. For forskning forutsetter nettopp at også vitenskapsmannen er en fri aktør som uten å være forhåndsprogrammert

av sine gener frivillig må lage seg hypoteser, velge gode tester av hypotesene og så tolke resultatene på fritt grunnlag. For øvrig kan dataprogrammene som forfatteren beskriver og som skal vise seleksjonens kraft ses på som eksempler på nettopp den forhåndsdesignen og intelligente programmeringen som han filosofisk sett avviser. Dawkins bok vitner mer om den store troen som en bestemt type forskere har på naturkreftene, enn på noe reflektert livssyn. For høy kompetanse og stor innsikt i biologien gir ikke automatisk autoritet i filosofi/teologi. Derfor ser vi at når Dawkins og Monod likevel prøver seg, avslører begge det samme nivået som kosmonauten Gagarin, som ikke så Gud og dermed avskrev ham etter en time og 48 minutter i verdensrommet. Om dette er populærvitenskap som får leseren til å føle seg som et geni, slik det heter så prangende på forsiden av boken, er det forstemmende. Å redusere livet inkludert våre tanker - til dypest sett genenes egoisme , er nemlig å slå bena vekk under enhver mulighet til egentlig å være et geni. For selv om boka handler om det egoistiske genet, vitner den heldigvis mer om det egoistiske geniet. Adresse: Jostein Andreassen, Moneveien 69, 4640 Søgne, Norge

Mennesket er ikke en bakterie Nyhedsportalen Biotik bragte for nylig den opsigtsvækkende nyhed, at mennesket ikke er en bakterie. I forbindelse med kortlægningen af den menneskelige arvemasse hævdede nogle forskere på basis af analyseresultater fra 2001, at mennesket har en del bakterielle gener i sig. Men nu har forskere fra Zoologisk Institut ved Københavns Universitet påvist, at det alligevel ikke ser ud til at være tilfældet. Mennesket har altså alligevel ikke blandet gener med bakterierne. Alt tyder på, at analysen fra 2001 var foretaget på et materiale, der på en eller anden måde var blevet forurenet. Kilde: Biotik, d. 11/3 2003

30

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

Er det rationelt forsvarligt at forfægte den kristne tro? -boganmeldelse Time, Reality, and Transcendence in Rational Perspective er en dybdeborende gennemgang af nogle af de mest omdiskuterede emner inden for filosofi, videnskab og teologi. Bogens særlige sigte er en diskussion om, hvorvidt det er rationelt forsvarligt at forfægte en religiøs tro og da specielt den kristne tro. Time, Reality, and Transcendence in Rational Perspective er blevet til på baggrund af en række foredrag, som blev holdt på Aalborg Universitet i marts 1999. Anledningen var en konference om bogens emne arrangeret af professor Peter Øhrstrøm. Artiklerne i Time, Reality, and Transcendence in Rational Perspective spænder vidt og berører hver især forskellige vigtige punkter inden for filosofi, videnskab og teologi. Artiklerne repræsenterer også forskellige synsvinkler på disse emner, og det er tydeligt, at der ikke blandt indlægsholderne hersker nogen fuld konsensus. Tværtimod repræsenterer flere af forfatterne vidt forskellige holdninger og overbevisninger. Mest markant er denne divergens i den interessante debat mellem Lennart Nørreklit (Aalborg Universitet) og William Lane Craig (Talbot School of Theology, California), som repræsenterer henholdsvis ateismen og kristendommen. I denne debat krydser de to debattører virkelig klinger. Historisk set har der været utallige debatter om ateismens versus kristendommens rationalitet og integritet. En af de mest kendte af disse debatter var debatten mellem den katolske filosof Frederick Copleston og ateisten Bertrand Russell. I nyere tid har ikke mindst professor William Lane Craig været en aktiv debattør og fortaler for kristen teisme.

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

Nu kan det ofte være vanskeligt at udråbe en vinder af en debat. Men når man gennemlæser denne debat, er det svært ikke at komme til følgende konklusion: Her udstilles ateismen virkelig for det, den er: Et febrilsk og håbløst forsøg på at retfærdiggøre en fornægtelse af Guds eksistens og magt. Men bogen rummer også en række andre spændende og meget lærerige artikler. Flere af disse artikler rummer banebrydende tanker og argumenter, som det absolut er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Det gælder bl.a. Nicolai Winther-Nielsens og William Lane Craigs artikler. Jeg er ikke enig i alle detaljer i bogens artikler. Men jeg anser denne bog for at være et meget vigtigt og vægtigt indlæg i debatten om bogens emner. Fælles for alle artiklerne er, at de holder et

31

højt akademisk plan. Det gør dog ikke bogen urimelig vanskelig at læse. Tværtimod vil de fleste læsere her virkelig finde stof til eftertanke og samtidig blive bedre rustet til at gennemtænke de grundlæggende emner, som bogen behandler. Jeg anbefaler denne bog til den læser, som ønsker at gå mere i dybden med livets grundlæggende metafysiske og filosofiske spørgsmål. Jeg er ikke i tvivl om, at læseren vil føle sig

bedre rustet til selv at deltage i debatten efter at have læst denne vigtige bog. Klaus Dahl Peter Øhrstrøm (red.): Time, Reality, and Transcendence in Rational Perspective Aalborg Universitetsforlag 2003 Bogen kan bestilles via forlagets hjemmeside: http://www.forlag.auc.dk

50 årsdagen for DNA-spiralens opdagelse Den 28. februar 2003 var det 50 år siden, at James D. Watson og Francis Crick offentliggjorde opdagelsen af den dobbelte DNA-spiral. Det er helt klart en af det 20. århundredes allerstørste bedrifter inden for naturvidenskaben. Siden har forskningen i menneskers og dyrs arvemasse været revolutionerende. Ud fra et skabelsessynspunkt er det meget interessant at bemærke, at alle ved beskrivelsen af DNAs funktioner i vore celler sammenligner med intellektuelle produkter et stort leksikon med opskrifter eller et gigantisk edb-program. Man kan stilfærdigt bemærke, at man næppe kan forestille sig et leksikon med opskrifter uden en meget vidende forfatter, og at man heller ikke kan forestille sig et gigantisk og velfungerende edb-program uden en genial programmør og systemudvikler, der har skabt programmet.

32

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

Foredrag på video -enanmeldelse Da den katolske kirke sad på magten, blev alle, der udtrykte synspunkter, som stred med Kirkens officielle opfattelse (teologisk eller videnskabeligt) gjort tavse på en eller anden måde. I dag er det ikke Kirken, der har magten, men mennesker, der dyrker det humanistiske livssyn (sætter mennesket over Gud), så nu er det dem, der gør andre tavse, og her bruges udviklingslæren som et af de vigtigste instrumenter. Enhver, der vover at sætte spørgsmål ved udviklingslæren, bliver gjort til grin og mistænkeliggjort af såkaldte videnskabelige eksperter, som ofte vælger helt at se bort fra åbenlyse fejl i bevisførelsen for læren. Dette bliver på en klar og letforståelig måde blotlagt af Roger Oakland i disse to videoer, som virkelig kan anbefales til enhver med blot nogenlunde engelskkundskaber. Hvis videoerne købes via nedennævnte internetadresse, er det dog nødvendigt at have adgang til en videoafspiller, som kan afspille amerikanske videoer. Undertegnede vil dog arbejde på at gøre videoerne tilgængelige i PAL format og med danske undertekster. Lykkes dette, vil der blive informeret om det i ORIGO. Civilingeniør Ole Michaelsen, Vejle To videoforedrag af Roger Oakland: 1) Ancient Man Created or Evolved 2) Evolution Fact or Fiction?

De to videoforedrag kan købes på følgende internetadresse: www.Understandthetimes.org

Skabelseskonference i Sverige Det kan stadig nås at blive tilmeldt skabelseskonferencen i Sverige, som finder sted i dagene 15.-20. august (se ORIGO nr. 81, s. 28). Blandt de mange foredragsholdere er Peder Tyvand, medlem af den norske ORIGO-redaktion. Materiale kan rekvireres hos redaktøren - eller på www.8thecc.com

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

33

ORIGO og skabelse.dk er fusioneret www.skabelse.dk er fremover adressen på ORIGOs officielle hjemmeside. Målet med fusionen er at samle danske artikler og links til alle danske hjemmesider om skabelse på et sted. Det skal fungere som et videnscenter, hvor alle kan samle information om skabelse. Både til almen interesse og til studieog gymnasieopgaver. På siden er det ligeledes muligt at afprøve sine ideer og tanker i et aktivt debatforum, hvor der for tiden er ca. 5 daglige indlæg. Det er vores håb, at flere læsere af bladet også vil blande sig i debatten. Tidligere artikler fra ORIGO bliver løbende lagt ud på siden, så vi får en voksende database med artikler om skabelse, videnskab og etik. Omkring 60 mennesker benytter sig af tilbuddet hver dag, og tallet er stigende. ORIGOs læsere er meget velkomne til at kommentere siden, samt foreslå nye emner til

hjemmesidens indhold. Send det til webmasteren på adressen webmaster@skabelse.dk Nye e-mails I samme forbindelse har ORIGO fået nye emails: ORIGO: origo@skabelse.dk Abonnement/bestillinger: abonnement@skabelse.dk

Tak til H.C. Krøyer for 20 år i ORIGOs redaktion For kort tid siden besluttede handelsoverlærer H.C. Krøyer, Thisted, at udtræde af ORIGOs redaktion. Der er grund til at sende en stor tak til H.C. Krøyer for trofast arbejde i redaktionen gennem ca. 20 år. Med sit dygtige organisationstalent lagde H.C. Krøyer fra grundlæggelsen af bladet hovedlinjerne for forretningsgangen omkring ORIGO. Gennem flere år stod han for bladets administration og regnskab. Vi vil ønske H.C. Krøyer alt godt i de opgaver, som han nu har valgt at koncentrere sig om. PØ

34

ORIGO

NR.

82 APRIL 2003

ORIGO Redaktion i Danmark

Overlærer Knud Aa. Back, Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. Tlf. 5927 1864. E-mail: back@spongenberg.dk Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Ærtebjerggårdvej 75, 5270 Odense N. Tlf. 6618 4100. E-mail: hod@lr.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Datamatikerstuderende Bjarne Krak, Kollegiebakken 1, værelse 111-2, 2800 Kgs. Lyngby Tlf: 5192 8192. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Stud.scient. Kristian Bánkuti Østergaard, Harald Jensens Plads 9, 2. th., 8000 Århus C. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktør)

Redaksjon i Norge

Avdelingsingeniør, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no

Ansvarshavende for dette nummer: Peter Øhrstrøm

Abonnement og bestillinger:

Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø, Tlf. 7767 2948. Danmark: Henrik Jensen, Dybedalen 3, 10.th., 8210 Århus V, Tlf. 8616 7185.

ORIGOs Internet-adresse: www.skabelse.dk

Layout og sats:

VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk

Tryk:

Tolstrups Trykkeri, Esbjerg

ORIGO

NR.

82

APRIL

2003

35

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning mm. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168 36

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer 5 gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Henrik Jensen Dybedalen 3, 10.th., 8210 Århus V Tlf. 8616 7185 Giro 730-5753 E-mail: abonnement@skabelse.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 7767 2948. Giro 0540 0461890

ORIGO NR. 82 APRIL 2003 ORIGO NR. 82 APRIL 2003