Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 81, december 2002

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik Nr. 81 December 2002

Galileo Galilei Evolutionsteorien og tyngdeloven Kan natuvitenskapelige metoder gi sikre svar? Stamceller og terapeutisk kloning Internetlægen 2010 - etiske perspektivert?

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

1

Indhold Galileo Galilei Ved Knud Aa. Back

3

Evolutionsteorien og tyngdeloven Af Peter Wejse

8

Kan natuvitenskapelige metoder gi sikre svar? Av Bent C. Braskerud

13

Stamceller og terapeutisk kloning Av Torleiv Ole Rognum

21

Internetlægen 2010 - etiske perspektiver Af Søren Holm

29

Vi skulle aldrig være klatret ned fra træerne - Svar på læserbrev

35

Indeks 2002

37

Bestil årgang 2003 af ORIGO nu Der er indlagt et girokort i dette nummer af bladet. Det bedes benyttet ved betaling for den næste årgang af ORIGO. Samtidig vil vi benytte anledningen til at takke venner af ORIGO, som betænker bladet med en gave. Det skyldes netop sådanne gaver, at vi kan holde bladets underskud nede og fortsat tilbyde ORIGO så relativt billigt, som det er tilfældet. Redaktionen

2

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

En af de værste sager kirken har haft mod videnskaben, er sagen

Bedstefar B acks Apologetis ke Hjørne

Galileo Galilei Oversat og bearbejdet af Knud Aage Back Et af de spøgelser der bliver ved med at dukke op igen og igen, er den skrækkelige historie om Galilei. Den har selvfølgelig også stukket sit grimme hoved frem i den aktuelle diskussion om kristne friskolers demokratiske ret (og pligt) til at stille spørgsmålstegn ved videnskabelige autoriteter. Den sædvanlige version af myten lyder nogenlunde som følger: Da Galileo opfinder kikkerten og derved opdager at Kirkens lære om at jorden er universets centrum, ikke længere holder, kommer han på kollisionskurs med Kirken som ser sin position truet. Han bliver indklaget for Inkvisitionen og dømt til tavshed. Han dør, fængslet og blindet i en celle i Rom. Denne historie er brugt, og bruges stadig, til at vise hvor fjendtlig Kirken er af sand videnskab, og hvor godt det er at naturvidenskaben har frigjort sig af dens snærende bånd. Kirken har i samme anledning fået sig et galileokompleks som i stort omfang har fået den til at acceptere at den eneste tro man i dag kan have inden for forskning, er ateismen. Man skal ikke have noget af at brænde fingrene en gang til, og følgelig er det ikke længere god latin at spørge til den ateistisk-materialistiske forsknings forudsætninger og idégrundlag. Endvidere har Kirkens berøringsangst medført at etikken er gået fløjten i megen forskning. Som protestanter har vi endvidere gemt os under den sædvanlige ansvarsforflygtigelse: Den svipser må katolikkerne tage på deres kappe. Vi har da heldigvis ikke lod og del i inkvisitionen og andre viderværdigheder. Men den går selvfølgelig ikke. Det er ikke nødvendigvis os protestanter der forstår at opføre os klogest i disse kontroverser om tro og viden! Man kan blot minde om at Daytonsagen ( abeproces-

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

sen ) er foregået i protestantisk regi. Og så er det sjove at den skitserede fremstilling af sagen Galileo Galilei formodentlig til manges overraskelse har nogenlunde samme sandhedsværdi som nyhederne på tv. Derfor kaster ORIGOs nye klumme Bedstefar Backs Apologetiske Hjørne sig denne gang over en mere nuanceret fremstilling af sagen. Det engelske forlæg fås i internetudgave på følgende adresse: http://www.knight.org/advent/cathen/ 06342b.htm Antikkens autoriteter GALILEO GALILEI blev født i Pisa, den 18. februar 1564. Faderen, Vincenzo Galilei, var en respekteret musiker og matematiker. Drengen afslørede også snart evner for matematik, men forældrene, som ønskede noget mere givtigt for deres søn, bestemte ham for medicinen. Dog forgæves. Allerede tidligt måtte de lade den unge mand følge sit eget hoved, hvilket hurtigt placerede ham i første række blandt datidens videnskabsmænd. Dengang mente man at alt hvad man kunne lære om naturen, var beskrevet af autoriteterne fra Antikken. Forskning var derfor lig med studiet af disse autoriteter frem for at gå til naturen selv og se om det nu også forholdt sig som hidtil beskrevet. Galileo gik imod disse tankebygninger, og i stedet kombinerede han på bedste vis eksperimentet med beregningen. At fx Aristoteles skulle have sagt hvad der var at sige om naturen, var for Galileo ren overtro, og han bekæmpede denne overtro resolut og lidenskabeligt. Men han nøjedes ikke med bare at sætte spørgsmålstegn ved mange videnskabelige dogmer. Han rejste også en storm af protester fra dem hvis meninger han således bragte i miskredit, fordi han var noget af et brushoved der ikke lod det være godt med at påvise at de andre var galt afmarcheret, han gjorde også alt hvad han kunne for at latterliggøre dem! Sir David Brew-

3

ster i Martyrs of Science: Den frimodighed, for ikke at sige hensynsløshed, Galileo lagde for dagen i sine omvendelsesforsøg af sine fjender, holdt dem netop fra erkendelse af sandheden: de følte sig frastødt af ham. Meget andet end astronom Når man i dag taler om Galileo, tænker man først og fremmest på ham som astronom. Men det er faktisk ikke på dette fagområde han har bidraget mest til den menneskelige erkendelse og viden. Det er i langt højere grad inden for fysikdisciplinerne mekanik og dynamik han har gjort sig gældende: Ud fra iagttagelsen af en lampes svingninger i domkirken i Pisa, opdager han fx inden sit fyldte tyvende år lovmæssigheden i pendulets svingninger. 50 år senere bruger han denne opdagelse i konstruktionen af sit astronomiske ur. I 1588 opnåede han en lærestol ved universitetet i Pisa på sin afhandling om legemers tyngdepunkter. Fra Det skæve Tårn i Pisa udførte han et eksperiment som viser hvad selv de fysikelever jeg har haft, har svært ved at acceptere rigtigheden af, nemlig at en bordtennisbold fyldt med bly ikke falder hurtigere end en bordtennisbold fyldt med sæbebobler (Galileo brugte forskellige lodder i sit forsøg). Hans påstand om, og bevis for, at faldhastigheden for et legeme ikke er ligefrem proportionalt med dets vægt, rejste øjeblikkelig en sand storm af protester fra Aristoteles-proselytter som indtog det langt senere J.C. Kristensen-standpunkt at hvis det er fakta, så benægter A fakta! Galileo gav anledning til så megen ballade at han anså det for mest opportunt at forlade Pisa, og han begav sig derfor til Firenze hvor hans familie kom fra. Ved hjælp af indflydelsesrige venner fik han i 1592 en lærestol i matematik ved universitetet i Padova hvor han sad i de næste 18 år, med stadig større ry til følge. Senere begav han sig igen til Firenze hvor han blev udnævnt til storhertugen af Toscanas særlige rådgiver inden for matematik og filosofi. Fra dette tidspunkt og noget nær resten af sit liv studerede han utrætteligt Moder Natur, på alle tænkelige områder. Kikkertens opfinder Men som sagt, Galileo forbindes oftest med astronomien, og her er hans største landvinding 4

opfindelsen af teleskopet. I 1609 hører han at den hollandske optiker Lippershey har konstrueret et instrument hvorved han tilsyneladende kan forstørre fjerne genstande. Efter en enkelt nats overvejelser over lovene for lysets brydning lykkes det Galileo at konstruere et teleskop som kan forstørre tre gange, og inden længe har han forbedret opfindelsen til at kunne forstørre 32 gange. Og da han retter sin opfindelse mod himlen, gør han de opdagelser som har gjort ham berømt. Nu viste det sig nemlig at månen ikke, som den gamle lære hævdede, var en glat og perfekt flade, af forskellig natur fra Jorden, men at den havde bjerge og dale i lighed med vores egen klode. Jupiter sås at have måner, hvorved den viste sig at være et minisolsystem i sig selv, til understøttelse af Kopernikus lære. Man havde argumenteret imod Kopernikus at hvis han skulle have ret, måtte de indre planeter, Merkur og Venus, have faser på tilsvarende måde som Månen. Disse faser kan imidlertid ikke ses fra Jorden med det blotte øje, så Kopernikus så sig nødsaget til at fremsætte den fejlagtige teori at de to planeter skulle være gennemsigtige, og at solens stråler derfor kunne passere gennem dem. Nu kunne Galileo med sit teleskop påvise at Venus faktisk har faser, så den anførte indvending blev pludselig vendt til et argument for Kopernikus. Ville ikke være til grin Allerede før disse opdagelser havde Galileo forladt det gamle ptolemæiske system til fordel for det kopernikanske. Han havde dog, som skrevet til Kepler i 1597, afholdt sig fra offentligt at støtte synspunktet fordi han ikke ville udsætte sig for den spot som var blevet Kopernikus til del. De opdagelser han nu havde gjort med sit teleskop, tvang ham imidlertid til at kaste ethvert forbehold over bord og gå ind for Kopernikus med fuld musik. Kopernikus var nemlig kommet på den idé at solen (Helios) var centrum i vort solsystem. Hidtil havde man holdt sig til den gamle græskægypter Ptolemæus lære om at jorden (Ge) var universets centrum, med sol, måne og stjerner kredsende uden om. Galileos berømmelse er imidlertid på tragisk vis blevet hæftet sammen med hans kontrovers med Kirken, mens denne kontrovers i virkeligORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Galilei

heden mere var med andre videnskabsmænd. Det var nemlig sådan at de beviser Galileo stillede op som argument for at man skulle antage Kopernikus heliocentriske system frem for det ptolemæiske geocentriske, var langt fra entydige. Det lykkedes da heller ikke at overbevise mænd som vores egen Tycho Brahe og engelske Lord Bacon. Men med vanlig sans for det kontroversielle kastede Galileo sig ud i kampen med sine trods alt spinkle argumenter for at overbevise de andre. Og netop hans frastødende form var medvirkende årsag til de problemer han derefter løb ind i. To aspekter er vigtige i denne forbindelse: Videnskaben opfostret af Kirken Mange tror i dag at modstanden mod Kopernikus system først og fremmest kom fra Kirken fordi den ville fastholde menneskenes sind i uvidenhedens mørke , og at Kirken derfor hadede sand videnskab. Påstanden om at Kirken skulle have sådanne hensigter, er direkte tåbelig ud fra den betragtning at det i lange perioder alene har været Kirken der har videreført den moderne videnskabelige tradition. At Nicholas Kopernikus som den første fremkom med den kontroversielle idé om at solen og ikke jorden udgør et centrum rundt om hvilket planterne drejer, skyldes netop at han var en Kirkens ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

mand: Værket De Revolutionibus orblure coelestium blev udgivet af en kardinal og en biskop og dediceret til pave Paul III for at det, som Kopernikus har forklaret, på denne måde ville blive beskyttet mod de angreb han vidste det ville blive udsat for, fra datidens videnskabelige autoriteter. Og faktisk forholder det sig sådan at værket i et kvart århundrede ikke gav anledning til problemer fra katolsk side. (Luther og Melanchthon fordømte derimod Kopernikus værk i utvetydige vendinger.) Og da Galileo selv i 1597 omtaler de risici der ligger i at forsvare det kopernikanske system, nævner han ikke forfølgelse fra Kirkens side med et ord; hans eneste betænkelighed ligger i at han ville blive gjort til grin. Og da han fremkom med sine berømte opdagelser, blev han ikke mindre respekteret for det. Tværtimod! Da han i 1611 ankommer til Rom, modtages han i triumf. Alle, læg og lærd, flokkes om ham. Og da han stiller sit teleskop op i Kvirinalets Have, fremviser han solpletter og andre fænomener for den undrende folkestimmel. Han viste dermed ganske åbent for enhver at solen ikke var hvad man hidtil havde troet, af uforanderlig natur, men at den har sin egenrotation. Problemet opstår Det var først fire år senere der opstod problemer. De kirkelige autoriteter var blevet noget betænkelige ved den måde Galileo udbasunerede den kopernikanske lære på. At betænkelighederne, som det vedblivende påstås, skulle have deres grund i at man frygtede at folket skulle bliver oplyst ved udbredelse af videnskabelige sandheder, holder som sagt ikke. Autoriteterne var tværtimod, med Bacon og andre, overbevist om at denne nye lære i bund og grund var falsk og uvidenskabelig! Og Galileo manglede som nævnt det afgørende bevis for den teori han så lidenskabeligt forfægtede. Professor Huxley undersøgte engang sagen og kom til den konklusion at Galileos opponenter faktisk havde fat i den lange ende . Det som frem for alt gav anledning til uro, var bekymringen for Den hellige Skrifts autoritet, hvis pålydende man dengang anså for højeste autoritet, også med hensyn til videnskab. Når Bibelen taler om at jorden stod stille på Josuas bøn, eller at Jorden er urokkelig, troede man at Kopernikus og Galileos doktrin var 5

antibibelsk og dermed kættersk. Man må også tage i betragtning at med Reformationen var man fra Pavestolens side blevet meget mistænkelig over for nye fortolkninger af Den hellige Skrift. Kirkepolitik Med til at skabe røre i andedammen var også en karmelitermunk, Foscarini, der som Galileos ven med iver kastede sig ind i kampen. Han satte virkelig tingene på den anden ende da han, på italiensk(!), udgav bøger om emnet. Disse teorier, som var forbavsende nyt selv for de lærde, bragte nu uro hos menigmand som ikke havde en jordisk chance for at bedømme de nye oplysningers betydning. Samtidig var der et parti i Italien hvis mål det var at kaste al religion på porten, og dette parti brugte uhæmmet Galileos argumenter. Da Galileo således hører at nogle har forkastet hans læresætninger fordi de skulle være antibibelske, rejser han til Rom i december 1615, og han bliver høfligt modtaget. Han bliver bragt for Inkvisitionen (som skal man måske lige minde om var sat til at forsvare den rette lære). Her når man frem til at den lære som Galileo står for, er uvidenskabelig, antibibelsk og kættersk, og at han derfor må afsværge den. Det går han lydigt ind på, og han lover ikke mere at udbrede den. I marts året efter udsendes en liste over kætterske værker der forfægter det kopernikanske system, men bemærk, Galileos skrifter er ikke med på denne liste! Ved denne handling er det naturligvis klart at de kirkelige myndigheder begår en alvorlig og yderst beklagelig fejl, idet de sanktionerer et helt igennem fejlagtigt princip for den rette udlægning af Skriften. Galileo og Foscarini hævdede med rette at Bibelen handler om hvordan mennesket kommer i Himlen, ikke om hvordan mennesket finder ud af hvad himlene rummer . Samtidig må det ikke glemmes at, på trods af at der ikke var noget bevis for det kopernikanske system, var der ingen hindring for at forfægte synspunktet som hypotese. Hvad der blev opponeret imod, var påstanden om at kopernikanismen skulle være sand i modsætning til hvad der står i Bibelen . Galilei understøttet af paven Galileo syntes ikke at tage Inkvisitionens de6

kret særlig tungt. Han forlod i hvert fald Rom med det tydelige fortsæt ikke at overholde det løfte man havde afkrævet ham. For samtidig med at han ugenert kunne fortsætte sin forskning i de grene af videnskaben som rent faktisk var hans fagområder, lod han ikke en chance gå fra sig til at vise sin foragt for det astronomiske system han havde lovet at acceptere, og som var aldeles perifert i forhold til hans øvrige forskning. På trods heraf får han, da han igen besøger Rom i 1612, en prægtig og overstrømmende modtagelse . Den nu regerende pave, Urban VIII, var allerede fra kardinaltiden hans ven og havde opponeret mod hans fordømmelse i 1616. Han tildelte sin gæst en pension som Galileo, som fremmed i Rom, ingen krav havde på, og som derfor kun kan ses som en støtte til Galileo som videnskabsmand. Men til Galileos skuffelse vil Urban ikke annullere Inkvisitionens dom. Efter sin hjemkomst til Firenze skriver Galileo nu et værk hvori han genopliver og forstærker alle sine tidligere animositeter, og han gør det i form af en samtale mellem en ptolemist og to kopernikanere hvori førstnævnte bliver totalt sablet ned. Værket offentliggøres i 1632 og ses som en direkte udfordring af de romerskkatolske myndigheder, hans tidligere afgivne løfter taget i betragtning. Han indkaldes derfor igen til at give møde for Inkvisitionen. Her tør han ikke forfægte sit standpunkt, og han erklærer at han slet ikke har forsvaret den kopernikanske teori efter rettergangen i 1616. En sådan erklæring kan naturligvis ikke tages særlig seriøst, og han dømmes på grund af bestyrket mistanke om kætteri til foreløbig indespærring. Pæl gennem de sidste myter Galileo forblev under denne fængselsdom indtil sin død i 1642. Det vil dog være forkert at opfatte ham som fange i ordets almindelige betydning. Protestanten von Gebler har skrevet hans biografi, og han skriver: Blot et enkelt blik på de historiske kilder til denne berømte retssag vil overbevise enhver om at Galileo allerhøjst tilbragte 22 dage i Det hellige Embedes (dvs. Inkvisitionens) bygninger, og der var her ikke tale om en fængselscelle med tremmer for vinduet, men om en pæn og behagelig lejlighed tilhørende en af embedsmændene ved Inkvisitionen. I resten af tiden kunne han tilbringe sin ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

husarrest hos venner i luksuriøse og komfortable omgivelser. Det hævdes ofte at han af sine forfølgere blev udsat for tortur, herunder at han blev blindet. Dette er fuldstændigt grebet ud af luften. Men fem år før sin død mistede han af naturlige årsager synet og blev blind. Det er heller ikke rigtigt at han skulle være blevet nægtet begravelse i indviet jord, han ligger rent faktisk begravet i Santa Crose-kirken i Firenze. Paven, Urban VIII, sendte endog sin særlige velsignelse til den døende, også selv om han ikke ville tillade opstilling af et monument over ham. Endelig skrønen om at Galileo efter at han på sine knæ havde afsvoret læren om at jorden bevæger sig, idet han rejste sig skulle have mumlet E pur si muove ( den bevæger sig nu

alligevel ), kan tilbagevises som ren fiktion. Historien opstår først mere end 100 år efter hans død. Galileo dør den 8. januar 1642, samme år som Newton bliver født. Vores morale Hvad kan vi så lære af denne korrigerede historie: At man ikke skal tro ethvert ondt rygte om Kirkens rolle i forholdet til sand videnskab! Nej, det kan tværtimod ikke gentages ofte nok i disse ahistoriske tider: Havde Kirken ikke ført forskningstraditionen med at der findes en Skaber, videre fra jødedom og islam, ville der i dag ikke have eksisteret videnskab i moderne forstand.

Præsentation af nye redaktionsmedlemmer Knud Aa. Back er uddannet som lærer og har gennem flere år interesseret sig for formidling af og undervisning i spørgsmål om forholdet mellem natursyn og kristen tro. Han har skrevet om emnet i forskellige sammenhænge, og han vil allerede være kendt af ORIGOs læsere som en dygtig formidler.

Bjarne Krak er datamatikerstuderende i Lyngby. Han har sammen med Kristian Bánkuti Østergaard taget initiativ til www.skabelse.dk. Han er webmaster for dette site, som han har udformet, så den fremtræder velfungerende og spændende. Bjarne Krak overtager ansvaret for ORIGOs internet-formidling.

Kristian Bánkuti Østergaard er stud.scient. i biologi ved Aarhus Universitet. Han har i en del år været optaget af formidling og undervisning af temaer vedrørende skabelse og udvikling. Han har sammen med Bjarne Krak taget initiativ til www.skabelse.dk, ligesom han allerede vil være bekendt for ORIGOs læsere som en dygtig formidler. Peter Øhrstrøm

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

7

Evolutionsteorien og tyngdeloven At vide, at man tror eller at tro, at man ved Af Peter Wejse Den sidste tid har der været en livlig debat af biologiundervisningen i skoler og gymnasier, fordi det er kommet frem, at nogle af religiøse grunde tillader sig at tvivle på evolutionsteoriens pålidelighed. Debatten rummer alt fra lommefilosofi til seriøse og gennemtænkte bidrag, og omfanget af den vidner om, at det er et vigtigt emne. Grunden hertil er, at det rækker langt ud over skoleundervisningen, idet det underliggende tema er forholdet mellem videnskab og religiøsitet, mellem sikker viden og tro. Det er altså verdensbilleder, der er til debat. For at trænge til bunds i emnet, er det nødvendigt med noget videnskabsfilosofi og -teori, derefter kommer jeg ind på fortolkningen af egentlige naturvidenskabelige data. Vi starter med forståelsen af det redskab, vi bruger til at danne vores billede af virkeligheden med: vores forstand. Menneskets rationelle tanke At vi ved at tænke rationelt kan erkende og forstå er helt fundamentalt. Men det er jo ikke givet, at der er en kobling mellem processerne i vores hjerne og så den omgivende virkelighed. Kemikeren Halldane formulerede denne logiske vanskelighed således: Hvis mine mentale processer udelukkende bestemmes af atomers bevægelse i min hjerne, har jeg ingen grund til at tro, at det, jeg tror, er rigtigt specielt har jeg ingen grund til at tro, at min hjerne består af atomer!! Og Albert Einstein har sagt: Det eneste uforståelige ved universet er, at det er forståeligt. Med andre ord, at vores rationelle

8

tanke er et større mysterium end selve universet. Eller som nobelprisvinderen i fysik, Eugene P. Wigner, siger det: Matematikkens enorme anvendelighed i naturvidenskaberne grænser til et mysterium, der er ingen rationel forklaring på det det er en trosartikel. Således baseres al videnskab på troen på, at universet er tilgængeligt for menneskets rationelle tankegang. Og dette afviser en myte: At tro er teologiens område og fakta er videnskabens område. Alle videnskabsmænd er dybt troende - nemlig på dette, at universet kan forstås via vores rationalitet. Vi tror alle, at den moderne videnskabs metoder er en hovedkilde til sandhedserkendelse. Men der er faktisk tale om tro, forstået som fast tillid til det, man håber, idet fx fysikken ingen evne har til at forklare sin tro på, at universet kan forstås rationelt, fordi al fysik går ud fra, at universet kan forstås rationelt. Hermed har jeg redegjort for, at alle må tro noget ikke-bevisbart, for at komme i gang med erkendelsen. Vi er nødt til at antage, at vores fornuft er reel. (Dette er et mysterium for materialismen men ikke for teismen. For hvis teismen er sand, så har samme Gud, som skabte universet, også skabt menneskets sind og fornuft. Og så er det ikke overraskende, at universet kan forstås via vores rationelle tankegang. Som teist er den grundlæggende ikke-bevisbare antagelse således Gud.) Den forudsætningsløse og værdifrie videnskab findes altså ikke, som det har stået de fleste videnskabsteoretikere klart siden midten af det 20. århundrede. Alle naturvidenskabens pionerer (fx Pascal, Boyle, Newton, Faraday, Mendel, Pasteur og Kelvin) var skabelsestroende og havde dermed det teistiske udgangspunkt for deres erkendelse. Man kunne sige, at mennesket begyndte at se efter lovformelighed i naturen, fordi det troede på en lovgiver. Uden en Gud står man som ateist uden andet valg end at antage, at menneskets tanke giver egentlig mening. ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Sikker viden og mindre sikker.... Ud fra dette grundlæggende tros-skridt, hvad kan vi da vide med sikkerhed? Det bedste svar herpå, mener jeg, er givet af Sir Karl Popper, en af det 20. århundredes allerstørste filosoffer. Med sit berømte falsifikations-kriterium for videnskabelighed, kræver han, at der i det mindste i princippet skal kunne opstilles et eksperiment, der kan afvise en teori ellers er den ikke videnskab. Teorien kan være både rigtig og interessant, men man kan ikke vide det, og det er ikke videnskab. _____________________________________________________________________ Jeg er nået til den konklusion, at darwinismen ikke er en testbar teori, men et metafysisk forskningsprogram - en mulig ramme for testbare videnskabelige teorier. Og her er grunden til, at darwinismen er blevet næsten universelt accepteret. Den teori om tilpasning var den første ikke-teistiske, og teismen var værre end åbenlys erkendelse af fiasko.... Sir Karl Popper _____________________________________________________________________ Hermed er jeg kommet til min videnskabsfilosofiske hovedpointe: At tro og videnskab ikke er modsætninger, men at tro i en eller anden form er grundlaget for videnskab. Et modsat standpunkt, som ofte mødes, er, at darwinisme leder til ateisme. Synspunktet repræsenteres eksempelvis glimrende af Richard Dawkins. Men kan man rent logisk deducere en filosofi ud fra naturvidenskab?? Nej, det er det, filosoffer kalder en fejlkategorisering. Og selv om man kan forklare, hvordan noget virker rent mekanistisk, kan man ikke konkludere, at det ikke er designet. Altså kan videnskaben ikke afgøre, om teismen eller ateismen er sand. Teorier og modeller kan formes ud fra begge verdensbilleder, og observationer kan så passe med eller stride imod modellerne. Derfor må det vække undren, når nogle ellers oplyste mennesker gør sig til talsmænd for, at viden står over tro, og at evolutionen nok er den bedst underbyggede naturvidenskabelige ide overhovedet! Standpunktet står i skærende kontrast til Poppers udtalelse. Det gør ligeledes udtalelsen, at evolutionsteorien er lige så vel underbygget som tyngdeloven, dette standpunkt er fremført ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

flere gange i debatten. Den slags kategoriske og fejlagtige udmeldinger ødelægger muligheden for seriøs debat. Det er simpelthen en nødvendighed, at vi skelner mellem fakta, underbygget med reproducerbare eksperimenter, og så adduktive slutninger. Jeg betvivler ikke, at der sker udvikling ved mutation, rekombination og naturlig selektion. Det er observeret i utallige eksperimenter, det er sikker videnskab. Men evolutionsteorien er mere end dette. Evolutionsteorien hævder også, at disse mekanismer forklarer den nuværende diversitet, arternes oprindelse. Dette udsagn bygger ikke på induktiv videnskab, eksperimentet kan ikke gentages! Nu hævdes det ofte, at fossilerne dokumenterer udviklingen. De er naturligvis et glimt ind i det nuværende livs forhistorie, men de dokumenterer ikke oprindelsen af livsformerne, ej heller overgangene mellem meget forskellige former. Dette udtrykkes klart i følgende citater af verdensberømte evolutionister: Pr. Stephen J. Gould: The family trees which adorn our textbooks are based on inference, however reasonable, not the evidence of fossils. Og Dr. Michael Denton: There is no doubt that as it stands today the fossil record provides a tremendous challenge to the notion of organic evolution. Og endelig, Dr. Niles Eldredge: There is still a tremendous problem with the sudden diversification of multicellular life. There is no question about that. That s a real phenomenon. Derfor mener jeg, at der er grund til en mere forsigtig holdning til evolutionsteorien. En mere sober fremstilling af, hvad videnskaben véd, og hvad videnskaben tror også i skolebøger og medier. Teistisk naturvidenskab? Nu møder jeg ofte en skepsis, når jeg argumenterer for, at teisme og videnskab kan forenes. En uro, der går på, om man så ikke vil være tilbøjelig til at bruge Gud som forklaring på alt, hvad man ikke forstår? Det ville naturligvis være helt uholdbart, men det er en ubegrundet frygt, mener jeg. De ovenfor nævnte teistiske videnskabspionerer gjorde det som bekendt ikke. Naturvidenskab handler jo i bund og grund om at finde, beskrive og forstå naturlovene at beskrive den del af virkeligheden, som kan måles og vejes. Om virkeligheden indeholder mere end dette, er ikke et spørgsmål, videnskaben kan svare på. Men muligheden foreligger for9

DNA har intelligent designet informationsindhold.

klaringen på virkeligheden kunne godt indeholde såvel det naturlige som det overnaturlige. Forklaringen på kosmos, livets oprindelse og arternes oprindelse kan være skabelse. (Muligheden af skabelse ville end ikke være udelukket, selv hvis naturvidenskaberne kunne forklare det hele rent naturalistisk.) Jeg indrømmer gerne, at det er vanskeligt at forholde sig naturvidenskabeligt til overnaturlige hændelser! Men på den anden side er det farligt at afvise muligheden totalt, idet det medfører en grundlæggende lukkethed over for forklaringsmodeller, der kunne være de virkelige. Det er faktisk muligt, at forholde sig til problemstillingen videnskabeligt. Ikke sådan, at man kan beskrive det overnaturlige direkte, heller ikke ved at blande det overnaturlige umotiveret ind i den rene naturalistiske naturvidenskab. Det overnaturlige er som sådan slet ikke naturvidenskabens område, men må overlades til religionerne. Men med en åbenhed for muligheden af en bagvedliggende overnaturlig kausalitet, så giver det mening at spørge, om vore observationer forklares bedst udelukkende ved hjælp af naturlovene, eller om design er en bedre forklaring. Design er en forklaringsmodel, som man godt kan forholde sig til videnskabeligt, tænk blot på analysen af elektromagnetisk stråling fra rummet. Deri søger man efter en sådan orden, der kunne have et 10

informationsindhold, hvilket ville tyde på intelligens i rummet. Denne form for orden er kendetegnet ved specificeret kompleksitet eller design. Noget lignende gør sig gældende i den genetiske kode. Som videnskabsfilosoffen Steven Meyer udtrykker det: DNA medfører ikke et krav om en intelligent designer, fordi det har en vis lighed med computer- eller menneskesprog. Det kræver en intelligent designer, fordi det besidder en identisk egenskab: Et informationsindhold der er intelligent designet ligesom i menneske- og computersprog. Det samme gør sig gældende med ikke-reducerbart komplekse strukturer (se Michael Behe). Hvad der forstås hermed, vil jeg redegøre for i det følgende, idet det er min datamæssige hovedpointe. Oprindelsen af komplekse strukturer I en diskussion af evolutionens grundmekanismer, må vi først være enige om, hvad der kræves for, at mutation og selektion kan drive en udvikling: Mutation giver variation i generne, hvilket igen medfører ændringer i proteiner samt i reguleringen af genernes ekspressionsniveau. Hvis en sådan ændring medfører øget fitness hos organismen, så vil ændringen fremmes i populationen; er ændringen skadelig, så vil den forsvinde fra populationen. Evolutionen kan altså drive en udvikling, der går igennem ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

funktionelle mellemformer helt ned på molekyleniveau. Trin for trin må mutationerne give øget fitness, ellers vil de ikke bevares. Og nu til den ikke-reducerbare struktur: En ikke-reducerbar struktur består af flere dele, som ikke giver funktion og mening hver for sig, men som samlet giver funktionalitet. En sådan struktur kan ikke opstå gradvist ved variation og naturlig selektion, idet der ikke opnås konkurrencemæssig fordel for hvert trin på vejen til strukturen. Sådanne problemstillinger har været diskuteret i hele evolutionsteoriens tid, og Darwin behandler selv emnet med øjet som eksempel. På høje niveauer som organer og organismer er det vanskeligt at overskue og dermed forholde sig helt nøgternt til. En diskussion af, hvad der er muligt inden for evolutionsteoriens rammer bliver derfor let til et spørgsmål om holdninger og tro, frem for tørre facts. Et eksempel: Det er overvældende komplekst at gennemanalysere, hvordan en flagermusvinge kan opstå. Hvor mange mutationer i hvor mange gener skal der til for at få vingen? For slet ikke at tale om nødvendige adfærdsændringer, forbedret orienteringsevne og sonar. Og hvad er funktionaliteten undervejs? Er der overhovedet nogen fordel, før det hele fungerer samlet? Det er grænsende til en umulig diskussion, men ved eftertanke tror jeg, de fleste vil kunne se, at det ikke er nogen sandsynlig hændelse. Da der ydermere ikke findes fossiler, der dokumenterer en sådan overgang, så er en hævdelse af evolution som forklaring på flagermusenes eksistens temmelig løst funderet faktisk baseret på tro. Men at udelukke, at det kan være sket, er svært. For at kunne diskutere denne type problemer mere grundigt, ønsker jeg primært at holde mig til at diskutere evolution på biokemisk niveau. Her er der konkrete observationer i høj detaljeringsgrad. Lad os prøve at forstå dem og hvad evolutionsteorien har at sige til dem. Det molekylære niveau er vigtigt, fordi det er helt basalt for alt liv. En yderligere grund til at være opmærksom hér er, at forståelsen for biologi på molekyleniveau er så forholdsvis ny, at den var ukendt, da den neodarwinistiske syntese blev lavet i efterkrigsårene. Den viden, vi har i dag, er altså ikke tænkt med ind i den samlede ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Hvor mange heldige mutationer skal der til, for at en flagermusvinge opstår?

evolutionsteori. Der er derfor god grund til at undersøge evolutionsteoriens forklaringsevne inden for biokemi og molekylærbiologi. Min kritik går altså på evolutionsteoriens forklaringsevne på området proteiners struktur og funktion: Kan der gives en grundig evolutionær forklaring på proteinstrukturer og deres funktion? Ofte prøver man slet ikke at forklare oprindelsen af et protein grundigt, man nøjes med at sammenligne det med andre kendte proteiner. Men lighed forklarer ikke, hvordan udviklingen skulle være sket det er for overfladisk. For at evolution skal kunne bruges som forklaring, må man sandsynliggøre, at der under hele udviklingen opnås fordele, som kan drive udviklingen. At dette kan være problematisk, hvis ikke umuligt, kan illustreres med flagellen som eksempel. Flagellen Den bakterielle flagel er en meget kompleks struktur, den består af selve filamentet, der er en polymer af proteinet flagellin. Så er der et bøjeligt forbindelsesled til motorens aksel, samt selve denne aksel. Der er yderligere L-ringen, P-ringen, S-ringen, M-ringen og C-ringen, der hver består af forskellige proteiner. Dette er vældig mange specifikke proteiner, der passer nøje sammen og tilsammen giver bakterien evnen til at svømme, drevet af en protongradient over cellemembranen. Hvad er alle disse proteiners forhistorie? Hvordan skal de kunne gå fra en fortidig funktion til nu at fungere sammen på denne komplicerede måde. Kan der gives en gradvis forklaring på dette? Det finder jeg eks11

tremt usandsynligt! Men hvis nogen vil prøve, så er jeg lutter øren. Til forklaringen må høre: Hvad de enkelte proteiner har haft af fortidig funktion enkeltvis. Hvad fordel der har været ved hver ny interaktion, og hvor mange ændringer af proteinernes overflade, der skal til for at give interaktionen. Ændringer i ekspressionsniveauer af de indgående gener. Løsning af problemer i forbindelse med at få dannet flagelstrukturen det rigtige sted, nemlig transmembrant og delvist uden for cellen. Iberegnet selvorganisering af selve flagellen ekstracellulært. Personligt er jeg foreløbig overbevist om, at evolutionsteoriens mekanistiske forklaring kommer helt til kort her. Derfor finder jeg det rimeligt ud fra denne type observationer at slutte design. Intuitivt vil man tænke på design, når man ser noget, der ligner en elektromotor. At det samtidig er en nanomaskine med en virkningsgrad pænt over noget, som mennesker har designet, gør ikke fornemmelsen af design mindre. En grundig gennemgang af det holdbare i en sådan slutning kan findes hos Dembski: The Design Inference. Der er mange andre eksempler på mikrostrukturer, der er så komplekse, at det er utænkeligt at finde rimelige forfaderstrukturer . Cilien og blodkoaguleringskaskaden er et par af dem. Nobelprismodtageren Francis Crick siger ganske vist: Biologer må hele tiden holde sig for øje, at hvad de ser, ikke er designet, men derimod udviklet. Han siger dermed, at man må fastholde evolutionsteorien, selv om det strider imod intuitionen. Påfaldende er det, at han samtidig tyr til panspermia-teorien for at forklare livets oprindelse. For mig at se er det det samme som at indrømme, at naturalismen synes at være kørt fast. Denne fornemmelse styrkes af, at der til dato ikke er nogle holdbare bud på den første celles oprindelse. Det er naturligvis svært at udelukke, at der kan findes en naturalistisk forklaring på disse fænomener, men det er ikke så oplagt sandsynliggjort, som ofte fremstillet. Dette giver grund til åbenhed over for, at virkeligheden måske indeholder det overnaturlige, og at modeller, der i en eller anden grad tager højde for dette, kan have større 12

forklaringsevne og måske åbne op for nye ideer og muligheder. Såfremt vi altså ønsker at forstå virkeligheden uden nødvendigvis at ville fastholde evolutionistisk vanetænkning. Anvendt design Hvad kan dette anvendes til? Mit bud er: Ny kreativitet og åbenhed. Tanken, at evolutionsteorien blot beskriver mekanismer, som varierer over et tema, men at de grundlæggende temaer er designet, kan give anledning til nye idéer. Der er her virkelig nyt stof til Protein Engineering og Drug Design. Lad mig illustrere det: Det er kendt, at mutation og selektion kan ændre specificiteten af et enzym. Dette kan ske med ganske få ændringer. Dermed kan analyser af naturlig variation inden for enzymfamilier give viden om funktionen. Konserverede aminosyrer bærer vigtig funktion, enten strukturelt eller funktionelt. Variationen vil dog næppe overskride en vis grænse proteinets grundlæggende foldning vil bevares. Ud fra designteorien er det rimeligt at antage, at oprindelsen af i hvert fald de forskellige foldningsfamilier skyldes design. Naturen er muligvis ikke i stand til at opfinde noget så grundlæggende nyt. Men intet udelukker, at vi kan være i stand til det. Det er med andre ord muligt, at vi eksempelvis kan designe proteiner i de teoretiske foldningsfamilier, som man endnu ikke har fundet naturlige repræsentanter for. Ud fra standard evolutionistisk tankegang, er det nok mere sandsynligt, at de uudnyttede foldninger repræsenterer ikke-konkurrencedygtige strukturer. Den nye tanke er altså, at menneskelig intelligens og kreativitet kan overskride grænserne for, hvad en naturalistisk proces kan skabe. Set med denne anskuelse, er der en øget sandsynlighed for, at der kan opnås store landvindinger med Protein Engineering og Drug Design. At tro, at design er et vigtigt element i naturen, vil give et glimrende fundament til støtte af den menneskelige kreativitet og designerevne. Litteratur Michael J. Behe: Darwin s Black Box: The Biochemical Challenge to Evolution. New York: The Free Press. 1996. William A. Dembski: The Design Inference: Eliminating Chance through Small Probabilities. Cambridge University Press. 1998. ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Kan naturvitenskapelige metoder gi sikre svar? Prøveforelesningveddr. disputas17.des.2001, Norgeslandbrukshøgskole,Ås Af Bent C. Braskerud Sammendrag Gjennom forsøk og observasjoner søker vi å finne kunnskap om naturen. Det forutsetter imidlertid at naturen har egenskaper som er uavhengige av den enkelte forskers egen oppfatning, dvs. sannhet må eksistere. Vitenskapsfilosofen C.S. Peirce har drøftet forutsetningene for å finne sannhet om naturen ved bruk av naturvitenskapelige metoder. Problemet er at det er vanskelig å vite når vi har funnet noe som er sant, og at delresultatene på vegen mot sannheten kan være feil. Utfordringene er størst i den anvendte forskningen, fordi nyttepespektivet lett flytter forskerens fokus fra det som er sant mot det som er anvendelig. Når forskning og rådgivning kombineres vil forskningsprosessen kunne avsluttes for tidlig, fordi forskeren tror sannheten er funnet. I tillegg vil rådgivning kunne binde opp forskeren og hindre ham eller henne i å forkaste egne teorier når ny kunnskap egentlig krever dette. Forskeren og forskerens oppdragsgiver kan imidlertid imøtegå disse problemene hvis søken etter sannhet er målet, rett metode anvendes og resultatene kvalitetssikres gjennom offentliggjøring. Innledning Målet med forskning er å finne fakta og utarbeide tilfredsstillende teorier på bakgrunn av fun-

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

nene (CP7:94). På den måten øker vår forståelse av naturen og sammenhengene i den. Innsamling av fakta skjer etter forsøksplaner og ved hjelp av forsøksutstyr. Her vil jeg fokusere på forsøksplanene. Forsøksplanen kommer alltid først. Den favner bredere enn valg av forsøksutstyr. Forsøksplaner bygger på tenkning om hvordan naturen fungerer. Dette er basis for vår innsamling av informasjon. I bunnen ligger den hypotetisk-deduktive metode (HDM). Men hvordan virker den i praksis, anvendt med vårt prøvetakingsutstyr? Vitenskapsfilosofi, eller læren om vår erkjennelse, synes lavt prioritert innen naturvitenskaplig utdanning. I den grad slike kurs finnes, tar man dem gjerne tidlig i studiet. Innholdet er godt fortrengt innen arbeidet med hovedoppgaven tar til. Dette er uheldig, fordi utforming av konklusjoner er lettest hvis forsøksplanen er god. De fleste studenter blir dessuten ikke forskere, men brukere av forskningsresultater og oppdragsgivere for ny forskning. Det er viktig å ha kunnskap om de begrensninger naturvitenskaplig forskning har, slik at teoriene som finnes ikke misbrukes med de fatale følger det kan få. Forskeres oppdragsgivere er først og fremst interessert i resultatet, som helst skal være nyttig . Er det mulig å kombinere søken etter sannhet og nytte, slik det gjøres i den anvendte forskningen? Eller vil det ødelegge muligheten for objektiv forskning? Siden fagfeltet vitenskapsfilosofi er meget stort, har jeg valgt å anvende Charles Sanders Peirces (utt: pørs ) tanker som utgangspunkt for drøftingen av naturvitenskapens muligheter for å gi sikre svar. Peirce fikk æren av å være grunnleggeren av en ny filosofisk retning, pragmatismen , ved slutten av 1800-tallet. Ideologisk har denne retningen hatt stor gjennomslagskraft frem til i dag. Satt på spissen hevder denne retningen at det er sant det som vir-

13

ker . Det skulle være et utmerket utgangspunkt for å gi innspill til nytteforskningens muligheter og begrensninger. I fremstillingen har jeg i det vesentligste støttet meg til Skagestads bok fra 1978, samt brukt denne som utgangspunkt for egen lesning av Peirce i Collected papers. Deretter blir Peirces tanker tatt inn i forskerens hverdag. Det hele avrundes med noen råd for forskere og brukere av forskningsresultater. Først vil jeg imidlertid ta en gjennomgang av den kartesianske sannhetssøken, som hevdet at all erkjennelse må bygges på en grunnvoll. Dette står i kontrast til Peirce tanker om erkjennelse som en dynamisk prosess. Den kartesianske grunnvoll Den kartesianske tradisjon så på naturen som et gigantisk urverk, hvor alle hendelser ble styrt av årsak og virkningssammenhenger, og hvor Gud var urmakeren. Newtons oppdagelse av mekanikkens lover passet inn i dette bildet. Mennesket som bevishetsvesen sto utenfor universet, som en observatør. Kunnskapsvekst ble sett på som tegn på et umodent samfunn, siden alle mulige hendelser kunne utledes av noen få enkle lover. Grunnvollen kunnskapen skulle stå på måtte være sikker og hevet over enhver tvil, på samme måte som aksiomer i matematikken. I følge Descartes (1596-1650) har vi evnen til å erkjenne aksiomene direkte ved hjelp av intuisjon . Problemet er at all sanseerfaring er usikker. For å skille fordommer fra ekte intuisjon bør vi èn gang i livet rense sinnet for alle fordommer ved å prøve å tvile på alt. Det vi ikke klarer å tvile på, er sikker intuisjon og en god grunnvoll for videre erkjennelse. Et eksempel på en slik intuisjon er jeg tenker . Andre filosofer som Locke, Berkely, Hume og Kant støttet tanken om en nødvendig grunnvoll, men var mer usikre på hvordan dette fundamentet skulle bygges. Før vi går inn i Peirces lære, tar vi en kort gjennomgang av hans liv. Vi vil seinere se at det fikk betydning for utviklingen av pragmatismen. C.S. Peirces liv Charles Sanders Peirce ble født i 1839, og vokste opp i universitetsbyen Cambridge i Massachusetts (USA), hvor faren var professor i mate14

matikk ved Harvard. Charles viste seg tidlig som en usedvanlig intellektuell begavelse. Faren oppmuntret ham til å studere naturvitenskapelige fag. 24 år gammel avsluttet Charles sine studier i matematikk og kjemi med de beste karakterer. De sosiale ferdighetene var det imidlertid dårligere med. Dette stoppet hans karriere fullstendig. Han hadde en egen evne til å komme i konflikt med sine overordnede, og besatt derfor kun et 5 års engasjement som universitetslektor. Forøvrig arbeidet han i USAs kystoppmåling. I de siste 25 år av sitt liv levde Charles i den ytterste fattigdom. Han livnærte seg såvidt av å skrive bokanmeldelser og populærvitenskapelige artikler, i tillegg til forelesningsoppdrag hans gode venn William James (1842-1910) gav ham. Charles gav ut flere vitenskapelige- og filosofiske artikler mens han levde, men ingen bøker som viste hans filosofiske tanker i sammenheng. Etter hans død i 1914, ble en mengde manuskripter solgt til Harvard, som i perioden 1931-58 utgav en betydelig del som Collected Papers (CP). Sitater derfra viser til volum og avsnitt (CP8: 345 er volum 8, avsnitt 345). Peirce blir av idehistorikeren Peter Skagestad betegnet som den mest betydningsfulle filosof USA har fostret. Her i Norge er han, så vidt jeg kan lese i studentlitteraturen, like bortgjemt som da han levde i USA. Kunsten å gå på myr Peirce forkaster tanken om at erkjennelsen må hvile på grunnvoller slik Descartes foreslo. Peirce tar et annet utgangspunkt. Han mener at erkjennelsen ikke er statisk, som et byggverk, men dynamisk som en endeløs prosess. Prosessen er en marsj fremover med sannheten som et uendelig fjern mål: (Vitenskapen) står ikke på et fjell av kjensgjerninger. Den går på ei myr og kan bare si: Denne grunnen ser ut til å bære for øyeblikket. Her vil jeg stå til den begynner å gi etter (CP5: 589). Skagestad mener Peirce var den første til å forkaste behovet for en grunnvoll. På 1930 tallet var det imidlertid mange vitenskapsfilosofer som kom til en tilsvarende konklusjon, trolig uavhengig av Peirce. Neurath skrev for eksempel i 1932 at vitenskapsmenn er som sjømenn som må bygge om skipet fra kjøl til mast i åpen sjø, uten å søke tilflukt i havn. Hver eneste ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

C.S. Peirce

planke blir vraket underveis, men det er umulig å vrake alle plankene på en gang. Popper hadde sågar en tilsvarende myrhistorie som Peirce. Peirce avviser Descartes grunnvoll bl.a. ved å hevde at erkjennelse i utgangspunktet er en offentlig prosess. Hvis ikke min erkjennelse blir bekreftet eller korrigert av andre, kan jeg ikke skjeldne mellom sann erkjennelse og sansebedrag: Hvis en mann ser noe ingen andre kan se kaller vi det hallusinasjon . Hvordan kan èn persons erfaringer være grunnmur for alle? Av dette følger at samfunn må være demokratiske for at korrigering kan skje. Videre mener han at fullstendig skeptisisme/tvil er umulig, det er et selvbedrag: Vi kan ikke begynne med fullstendig tvil. Vi må begynne med de fordommer som vi faktisk har når vi starter vårt...studium. Disse fordommene er...ting som virker sikre for oss (CP5: 265). Hva betyr avvisningen av en sikker grunnvoll i praksis? For det første må vi oppgi Descartes drøm om å finne en absolutt garanti for pålitelig erkjennelse. For det andre har vi heller ikke noe uavhengig utgangspunkt for å forkaste all vår erkjennelse på en gang. Total skeptisisme er like umulig som total visshet. Fra irriterende tvil til stabil tro I debatten etter at Darwin (1809-82) publiserte ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Origin of Species (1859) ble mennesket gjort til en del av dyreriket. Menneskelige handlinger ble forstått som rent fysiologiske virksomheter, for best mulig tilpassing til omgivelsene. Peirces filosofi er et forsøk på å slå en bro mellom Darwins utviklingslære og den filosofiske og religiøse tradisjonen. Forskning er derfor en form for menneskelig handling, tilsvarende biologisk tilpassing, og er, ifølge Peirce, kampen for å gå fra en irriterende tilstand av tvil, til en stabil tro. I denne sammenheng er «tro» definert som det et menneske er rede til å handle utfra. Hvis du for eksempel tviler på om en bil har bremser, lar du den stå. Eller bedre, du undersøker om den er kjørbar. Hvis dine undersøkelser overbeviser deg, har du tro for å bruke den. Stabil tro innbefatter stabile vaner, som tjener organismens tilpassing til omgivelsene. Tvil derimot, bryter opp vanene og gjør organismen mindre tilpasset. Problemet er at vi stopper forskningen såsnart vi har funnet en tro, sann eller ikke: ...både tvil og tro påvirker oss, selv om det er svært ulikt. Følelsen av tro er en mer eller mindre sikker indikasjon på at det er etablert en vane som vil styre våre handlinger. Tvil har aldri en slik effekt. Tvil er en irriterende og utilfredstillende tilstand, som vi sliter med å fri oss fra for å gå over i en tilstand av tro. Med tvil...begynner slitet, og med tvilens opphør stopper det. ... Med en gang vi finner en stabil tro, er vi fullstendig tilfreds, uavhengig om den er sann eller falsk (CP5: 371,372, 373, 375). Men hvis vår tro ikke bygger på noe som er sant, vil den heller ikke kunne være stabil over tid, fordi omgivelsene rundt vil kunne komme til andre resultater. Dette vil skape tvil hos oss. Vi trenger derfor (1) en metode som fører oss frem til sann tro, og den må være slik at alle som bruker den kan komme til samme konklusjon. (2) I tillegg må det finnes virkelige ting, hvis egenskaper er helt uavhengige av våre meninger om dem. Sannhet må m.a.o. finnes. I denne sammenheng er «sannhet» definert som samsvar mellom oppfatning og virkelighet. Metoden Peirce foreskriver er den hypotetisk-deduktive metoden. Den hypotetisk-deduktive metode (HDM) HDM skulle være kjent for de fleste. Her gjennomgås et enkelt oppsett på bakgrunn av for15

søk der forurenset vann renses i små våtmarker som mottar landbruksavrenning. Forskeren lager først en hypotese om hvordan våtmarka virker. Deretter kan han utlede (dedusere) forutsigelser fra hypotesen som kan etterprøves ved observasjon eller eksperiment. Hvis ikke forutsigelsen slår til, må hypotesen forkastes (falsifiseres). La oss se på eksempelet: Hypotese: Hvis vannets oppholdstid i en våtmark øker, så øker renseevnen. Forsøk 1: Vi tester om dette stemmer ved å gjøre et forsøk der vi måler nitrogenfjerningen når oppholdstiden er lang og kort: Resultat 1: Nitrogenfjerning var størst ved lang oppholdstid. Konklusjon 1: Hypotesen beholdes, men er den sann? Andre faktorer kan ha hatt betydning. Hvis oppholdstiden for eksempel var lang om sommeren med høy temperatur, og kort om høsten med lav temperatur, vil temperaturen kunne være den egentlige årsaken til endret vannkvalitet, fordi nitrogenomsetningen påvirkes av temperaturen. Forsøk 2: Gitt at vi testet tilbakeholdingen av fosfor på samme måte som i Forsøk 1: Resultat 2: Fosforfjerningen var best ved kort oppholdstid. Konklusjon 2: Hypotesen forkastes. Vi måtte lage nye hypoteser, for eksempel: Hvis fosforrike partikler som ankommer våtmarka ved høy vannføring har større sedimentasjonshastighet enn partikler som ankommer ved lav vannføring, så vil renseevnen øke. Deretter kan den nye hypotesen testes osv. Forskningsprosessen Bruk av HDM Peirce har stor tiltro til den hypotetisk-deduktive metodens evne til å finne sann tro i det lange løp. På kort sikt ville den kanskje lede oss til gale konklusjoner like ofte som til riktige, men den enestående evnen til å korrigere feiltagelser vil gi oss rett retning på sikt. Vi kan derfor stole på metoden. Selv om forskeren i seg selv er opp16

hengt i fordommer, vil metoden i seg selv være korrigerende, hvis forskeren følger oppskriften (CP7:54). Vi lærer mer når en hypotese falsifiseres enn når den blir stående. En hypotese som står, er bare på prøve, den kan aldri bevises. Ved å teste feilaktige oppfatninger kan vi mao. nærme oss sannheten: Den beste hypotesen for en forsker, er den som lettest lar seg forkaste hvis den er usann. Dette er mye viktigere enn at en hypotese er sannsynlig. For når alt kommer til alt, hva er en sannsynlig hypotese? Det er den som lettest faller inn i våre forutbestemte idéer. Men disse kan være usanne (CP1:120). En forsker skal derfor være lykkelig når en av hypotesene hans faller, fordi enda en usannhet dermed er ryddet av veien. I tillegg kreves det at forskeren har et åpent sinn: (En forsker) tar selv hypoteser som virker nesten helt usannsynlige på alvor, og behandler dem med respekt inntil videre. Hvorfor gjør han dette? Simpelthen fordi ethvert vitenskapelig utsagn alltid står i fare for å bli avsannet og forkastet på kort varsel (CP1:120). Peirce mener at før eller siden vil en uriktig hypotese falle. Men det er bare ved å ikke tro på egne hypoteser at en forsker motiveres for videre studier av hypotesen. I et hav av spørsmål for studier, er det likevel grenser for hvor langt en bør gå i praksis: Tvil er en spesiell følelse. Den har ikke bare grader av intensitet, men varierer også i kvalitet. Det ville være bortkastet tid å ...undersøke hvorvidt...min følelse av tvil...er 3/8 eller 5/13... Istedenfor...anvender jeg min energi på å lære mer om tema som jeg har betydelig tvil til. Jeg neglisjerer tema med liten tvil til jeg kan redusere mengden av tvil på emner av større betydning (CP7:109). Forskersamfunnet Peirce mener et vel fungerende forskersamfunn er en forutsetning for å finne sannheten. Medlemmene i dette samfunnet er kollegiale «tvilere». Hypotesene må fremlegges i full offentlighet, slik at andre forskere kan etterprøve hypotesene. Hvis fellesskapet av forskere finner å måtte forkaste hypotesen, vil hypotesens opphavsmann selv forkaste den. Vitenskapen kan m.a.o. ikke gå fremover hvis forskeren forsvaORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

rer sine egne overbevisninger og yndlingsteorier. Peirce har høye tanker om forskeren og forskersamfunnet. Kritikere er ikke motstandere, men medarbeidere i den felles streben etter å nå sannheten. Det er et åpent fellesskap hvor alle medlemmer deler interessen av å finne sannheten. Forskeren må være sannhetsøkende. Denne holdningen til forskning som prosess er bygget inn i Peirces begrep om sannhet: En forsker må være en ærlig og oppriktig person. Hvis ikke vil hans kjærlighet til sannheten smelte vekk, umiddelbart (CP1:49). Sannheten er funnet når et ubegrenset antall forskere samtykker over en oppfatning, dvs. de tviler ikke på den. Oppfatningen er derfor uavhengig av individet. Det er nødvendig å skille mellom en langvarig, men midlertidig enighet og Den Endelige Enigheten. Peirce gir ingen kriterier for dette, men han ser dannelsen av skoler eller retninger som et problem for å nå sannheten. Uenighet og diskusjon er m.a.o. av største betydning for å holde forskningens vei åpen. Men den eneste uenighet som vil kunne bringe forskningen fremover, er den som forutsetter at enighet i prinsippet er oppnåelig, dvs. at sannhet finnes. Problemet med den hypotetisk-deduktive metode er at den på kort sikt vil fordrive tro og skape tvil. Dermed vil vi igjen komme inn i en irriterende situasjon. Imidlertid, hvis mennesket søker stabil tro ved metoder som gir umiddelbar tilfredstillelse, vil det bli skuffet i det lange løp. Men hvis oppfatninger ikke bare velges på grunnlag av umiddelbar fysiologisk tilfredstillelse, men på grunnlag av normer for hva som vil lede til sannheten, kan ikke mennesket bare være et medlem av dyreriket. Det må også være borger av en åndelig verden, som overskrider grensene for den organiske verden. En norm angir om tenkningen er god eller dårlig, riktig eller gal, etter som den leder oss mot målet. Vi tar derfor i bruk begreper som sannhet og gyldighet , men dette er begreper som ikke kan observeres i naturen: Et naturfenomen bare er. Det omfattes ikke av de normative begrepene. Peirce mente at striden mellom religion og vitenskap kunne bilegges hvis det ble erkjent at tenkningen innbefatter normative begreper som sannhet , som ikke betegner noe naturfenomen, og som derfor ikke faller inn under naORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

turvitenskapens gyldighetsområde. Peirce konkluderer derfor med at biologisk kunnskap om mennesket er viktig for å forstå menneskelig erkjennelse. Når biologiske begreper ikke strekker til lengere, må vi ikke dogmatisk hevde at det ikke er mer å forstå. Det vil kunne sperre forskningens veg. Anvendt forskning En skulle tro at pragmatismens far ville støtte en nær tilknytning mellom forskning og samfunnets behov. Slik er det ikke: Intet er viktig for vitenskapen; ingen ting kan være viktig. ..Forskeren er ikke på noen måte gift med konklusjonene sine. Han legger ingen prestisje i dem. Han står klar til å forkaste en eller alle så snart forsøk går imot dem. Noen av konklusjonene har han erklært som etablerte sannheter, men det betyr bare at ingen kompetente personer betviler dem. ..De kan fremdeles bli forkastet i morgen; og skulle det skje vil forskeren være glad for å ha blitt kvitt en feil. Det finnes derfor ikke i vitenskap et begrep som tilsvarer begrepet tro (CP1:635). Det er nesten tvert imot. Hvis det viser seg i en undersøkelse at noe skulle bli nyttig, må denne siden holdes strengt skjult i resten av utforskingen. Problemet er kanskje innlysende: Hvis forskeren får andre motiv enn sannheten å strebe etter, vil det kunne styre arbeidet videre. Til nå har vi sett at arbeidet med å finne fram til sannheten fordrer mye av de som er involvert i prosessen. Peirce har imidlertid et mer pragmatisk forhold til den praktiske anvendelsen av resultatene som er oppnådd: en teori mister ikke nødvendigvis sin nytte ved å ikke være tvers igjennom sann. Dette er tilfelle for nesten alle teorier som benyttes av ingeniører (CP7:95). Peirce skiller mellom forskeren og de som utnytter forskningens resultater. Disse er mer som ingeniører å regne. De har full rett til å anvende de til enhver tid stående teorier; selv om de ikke nødvendigvis er sanne, er de det beste vi har for øyeblikket. For forskningsprosessen gjelder imidlertid det motsatte av handling i praktiske formål: Forskningens drivkraft er tvil, mens løsning av praktiske formål krever tro. I livsviktige forhold må vi handle; og prinsippet vi handler på er tro (CP1:636). 17

Siden teorier kan være feil, har Peirce en advarsel om misbruk av teorier. Men han advarer også mot det motsatte; å ikke tørre å håndtere teorier som er politisk ukorrekte (CP7:96). Pragmatisme og pragmaticisme Så langt er det lite å spore av den spissformuleringen pragmatismen er kjent for; det er sant det som virker . Gjennomgangen over viser at Peirce tvert imot fastholder jakten på sannheten. Peirce gode venn James, derimot, la noe annet i begrepet. Han mente hendelsene gjør idèen sann. Dens sannferdighet er faktisk en hendelse, en prosess: Nemlig prosessen der den verifiserer seg. James var en av de første moderne psykologer. Han ville vise hva sannheten betyr for oss i praksis; og vi kaller gjerne en oppfatning sann hvis vi på en eller annen måte har fått verifisert eller bekreftet den. De fleste har vel hørt utsagnet: Dette er sant for meg, noe annet er sant for deg . Problemet er at verifiserte oppfatninger alltid kan vise seg å være feilaktige. Sannhet blir til underveis i erfaringen, på samme måte som helse, velstand og styrke. Hvis en oppfatning blir sann ved å bli verifisert, er sannheten alltid relativ til mengden av vår erkjennelse til enhver tid, ikke et absolutt ideal som erkjennelsen gradvis kan nærme seg. Vitenskapelig sett er det vanskelig å forholde seg til at sannheten er relativ. Politisk har pragmatismen i James form har hatt stor innflytelse i ettertiden. Politikere bruker for eksempel ordet «pragmatiker» om seg selv som motstander av ideologisk fanatisme. Mer alvorlig er det at James relative sannhet fikk negative politiske konsekvenser. For totalitære regimer med behov for stadig å omskrive historien for øyeblikkets behov passet James doktrine godt inn. Peirce og James var rake motsetninger. James var en meget høyt skattet professor ved Harvard i sin samtid, kjent for sine glitrende forelesninger. Han utgav dessuten flere bøker. På den måten ble pragmatismen spredt raskt og effektivt. Det vant stor gjenklang i samtiden. Selv om James og Peirce alltid hadde et meget godt forhold seg imellom, måtte Peirce se at pragmatisme fikk et annet innhold enn det han la i det. Forsøk på å rette opp innholdet lot seg ikke gjøre. Til slutt gav han opp og laget et nytt ord pragmaticismen , for å beskrive sin filoso18

fi. Det er et ord så stygt at det ville være i fred for kidnappere . Anvendt forskning i praksis Denne korte gjennomgangen av Peirce vitenskapsfilosofi har gitt oss en god og en dårlig nyhet: Det er mulig å finne sannheten ved hjelp av naturvitenskapelige metoder, men det er vanskelig å si når vi har funnet den. Hva gjør så forskeren som undersøker anvendte problemstillinger? Han eller hun må følge Peirces strenge krav på best mulig måte hvis forskningsprosessen skal ha retning mot sannheten. De viktigste kravene kan formuleres som (1) et reelt ønske om å finne sannheten, (2) utøvelse av godt forskningshåndtverk, og (3) at forskningsprosessen og resultatene offentliggjøres. La oss se nærmere på de utfordringene forskeren står overfor i møte med disse kravene. De kan være av praktisk, psykologisk og moralsk art: 1. Ønske om å finne sannheten. For forskeren kan det oppstå et habilitetsproblem mellom leting etter sannhet og forskerens eller oppdragsgiverens egne behov. Nytteaspektet ved forskningen kan bevisst eller ubevisst dreie oppmerksomheten fra en uhildet undersøkelse. Oppdragsgiveren kan lage problemer ved å binde forskeren til visse forventninger, eller enda verre; ikke ønske at forskningsprosessen skal ha retning mot sannheten. Forskeren har et behov for å overleve økonomisk, dvs. stadig hente inn nye oppdrag. Uansett vil det være en konflikt mellom forskningsprosessens drivkraft tvil og råd som forutsetter tro. Trolig kan dette forklare den mer eller mindre utbredte holdningen om at forskere ikke gir enkle, klare svar: Hvis tvilen er drivkraft i forskningsprosessen vil en uttalelse som gir uttrykk for tro stoppe bevegelsen. Kravet om å gi råd vil dessuten kunne binde forskeren, slik at en eventuell forkastelse av hypoteser seinere blir vanskeliggjort. 2. Utøve godt håndtverk. I praksis anvendes den hypotetisk-deduktive metode i forsøksplanleggingen. Videre velges og anvendes rett prøvetakingsutstyr. I begge tilfeller møter imidlertid forskeren raskt problemer med rammevilkårene undersøkelsen skal foregå under. ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Den viktigste er trolig økonomiske begrensninger. Økonomien styrer valg av utstyr, antall analyser som kan gjennomføres, og ikke minst tiden forskeren kan anvende på oppgaven. Rammevilkårene bestemmes imidlertid også rådende idéer i samfunnet. Sannhet som idé har for eksempel magre kår i mange sammenhenger (jamf. James pragmatisme). En kompliserende faktor er tvilen på eksistensen av objektiv forskning, en tvil den anvendte forskningen trolig kan takke seg selv. Peirce antyder en frykt for at forskningsprosessen ville bli gjenstand for forakt hvis den endte opp som et instrument for praktisk nytte (CP1:43). I tillegg er trolig metoder fra andre vitenskaper enn den naturvitenskapelige på veg inn i naturvitenskapen, i alle fall den anvendte, brukerrettede, delen. I utgangspunktet var den hypotetisk-deduktive metode (HDM) forbilde for undersøkelser i samfunns- og humanistisk vitenskap. Disse har imidlertid ofte utviklet egne metoder i tillegg, fordi HDM ikke alltid er tilpasset fagfeltet. Samtidig synes troen på vitenskapens evne til å løse kompliserte samfunnsproblemer svekket. Det er for eksempel vanskelig å tenke seg at enkle modeller kan forklare komplekse problemstillinger. På den annen side er komplekse modeller så innfløkte at brukerne mister oversikten og blir skeptiske til svarene modellene gir. Fortellingen blir ofte et håndgripelig alternativ, dvs. historien om enkeltpersoner, hendelser eller et demonstrasjonsfelt. Bruk av holistiske forsøk med et stort, og ofte uoversiktlig antall variabler tiltar. Parallelt har det vært en glidning i terminologien fra forsøk til utprøving. I forsøk ligger den hypotetisk-deduktive metode i bunnen, mens utprøving kan ha preg av demonstrasjon. Fortellingen inneholder det komplekse, men gir ofte greie, forståelige svar eller resultater. En fortelling er dessuten lett å huske og dermed et godt pedagogisk vektøy. Problemet oppstår idet en ønsker å generalisere resultatene: Når, hvor og for hvem, gjelder dette? Som eksempel på bruk av fortellingen , og problemer med den, kan jeg bruke min egen forskningsvirksomhet, som jeg ikke synes er unik i så måte: Den startet på basis av fire demonstrasjonsanlegg for rensing av diffus stoffavrenning fra landbruket (konstruerte våtmarORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

ker, også kalt fangdammer). Hovedhensikten var å få gårdbrukere til å adoptere den nye teknologien. For å teste om anleggene virket, ble det tatt prøver i inn- og utløp. De besøkende bønder fikk dermed høre fortellingen om den gjeldende fangdam. Problemet oppstod når vi ønsket å forstå hvorfor anlegget virket, og om det var mulig å gjøre det bedre. I utgangspunktet var ingen av anleggene bygget for den type forsøk. Problemet med overførbarhet eller generalisering er trolig lettere å illustrere ved hjelp av følgende konstruerte «fortelling»: En sosiolog undersøker et fiskevær med fem sjeler i NordNorge for å teste hypoteser om samspillet mellom øyboerne. Etter et år i felt går han i sitt studerkammer og trekker sine konklusjoner. Det vil trolig være problematisk å overføre konklusjonene fra øystudien til å gjelde samspillet mellom beboere i sentrum av Oslo. Selv om det i begge tilfeller gjelder kategorien mennesker bosatt i Norge. Likevel er det kanskje det vi ofte gjør i praksis? Godt vitenskapelig håndtverk kan kanskje være vanskelig å gjennomføre i typiske demonstrasjonsforøk. Det burde imidlertid interessere oppdragsgiver av slike utprøvinger at historien som fortelles er sann for det aktuelle feltet. Så lenge dette kravet er oppfylt, vil demonstrasjonsfeltet være et forsøk. Dermed innhentes observasjoner som kan anvendes i prosessen for å finne sannheten, for eksempel ved å forkaste eller modifisere teorier fremsatt av andre. Da får en heller godta at problemstillingene man kan undersøke blir enkle. 3. Offentliggjøring. Offentliggjøring av forskningsprosessen og resultatene kvalitetssikrer forskningen. Konklusjoner som skal offentliggjøres vil trolig kunne bidra til redusere problemet med habilitet i planleggingen av forsøket. Ulempen med dette kravet er at publiseringsprosessen er tidkrevende og ofte kostbar. Noen oppdragsgivere ønsker dessuten at konklusjonene skal unndras offentligheten. De løper en åpenbar risiko med mindre oppdragsgiver har kompetanse til å vurdere forskningsprosessen selv. Konferanser er steder der nye konklusjoner fremlegges. I prinsippet skulle det være et velegnet sted å teste tvil og tro. I praksis er debatten ofte høflig lavmælt. 19

Jeg aner konturene av skoler , retninger eller rådende paradigmer, i tillegg til frykt for å tråkke andre på tærne. I følge Peirce er det ikke en vennligsinnet handling å la være å gi konstruktiv kritikk. Utfordringen blir i stedet: Hvordan stimulere til en åpen og kritisk kommunikasjon mellom forskere? Jeg skulle gjerne møte den forskeren som alltid jubler når hypotesene hans eller hennes faller! En kommer ikke utenom at det er hypotesenes fedre og mødre som høster den største anerkjennelsen. Det var for eksempel Charles Darwins bok Artenes opprinnelse som ble kåret til den viktigste bok i det forrige årtusen. I følge Peirce er den forskeren, som etter riktig bruk av HDM får alle sine hypoteser forkastet, kanskje den som har ført fagfeltet lengst mot sannheten, siden han eller hun har utelukket en mengde muligheter. Et menneske skal ha god selvtillit og høy motivasjon for å kunne glede seg over slike funn. Det er imidlertid holdningen til sannheten som er Peirces anliggende. Egen prestisje må aldri stå i vegen for ny erkjennelse. Et ordtak lyder: Teoriene dør med professorene. Hvis en forsker er opptatt av ettermelet, er dette ord å legge inn over seg. Konklusjoner Naturvitenskaplig forskning kan bringe oss nærmere sannheten, men forskningen har en betydelig ulempe; vi vil ikke kunne vente å finne sannheten på kort sikt. Forskningen kan sågar gi feil svar. I mellomtiden foreslår Peirce at vi viser respekt for ikke-vitenskapelig erkjennelse på praktiske livsområder. Til oppdragsgivere og brukere av forskning vil jeg framheve et tidligere nevnt Peirce sitat: Forskeren er ikke på noen måte gift med konklusjonene sine. Han legger ingen prestisje i dem. Han står klar til å forkaste èn eller alle så snart forsøk

20

taler imot dem (CP1:635). Jeg tror dette er den beste innstillingen for alle parter hvis det er sikre svar vi søker etter. Hvis denne bevisstheten får slå rot, vil det lette forskerens mulighet til å gi råd. Takk A. Finnseth, A. Grønlund, S.-A. Hanserud og T. Hynnekleiv takkes for kommentarer til manuskriptet. Kilder Braskerud, Bent C., 2001. Sedimentation in Small Constructed Wetlands. Retention of Particles, Phosphorus and Nitrogen in Streams from Arable Watersheds. Dr. Scient theses 2001:10, Norges landbrukshøgskole, Ås. Føllesdal, Dagfinn, Lars Walløe og Jon Elster, 1990. Argumentasjonsteori, språk og vitenskapsfilosofi. Universitetsforlaget, Oslo. Hempel, Carl, 1966. Philosophy of Natural Science. Prentice-Hall, Inc., NJ, USA. http://www.philosophypages.com/ph/ index.htm Peirce, Charles Sanders, sitatene er alle fra Collected Papers (CP) som ble publisert post mortem av Belknap Press of Harvard Univ. Press, Massachusetts (CP8:345 er volum 8, avsnitt 345). Oversettelsene er gjort av undertegnede. Scheffler, Israel, 1974. Four Pragmatists. A Critical Introduction to Peirce, James, Mead, and Dewey. Routledge & Keagen Paul, London. Skagestad, Peter, 1978. Vitenskap og menneskebilde. Charles Peirce og amerikansk pragmatisme. Universitetsforlaget, Oslo. Braskerud er forsker ved Jordforsk.

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Viktige etiske veivalg i medisinen:

Stamceller og terapeutisk kloning Artikkelforfatteren mener vi bør satse på forskning på adulte, multipotente stamceller og stamceller fra navlestrengsblod, framfor embryonale stamcellekilder. Slik unngår vi de etiske problemene knyttet til bruk av kildene befruktede egg, provoserte aborter og terapeutisk kloning. Rognum hevder at bruk av sistnevnte kilder vil røre ved vårt grunnleggende verdisyn, da menneskespiren blir et middel framfor et mål i seg selv.

dyrket fra tidlige embryoer eller fra fostre. Disse stamcellene kan bli til alle typer kroppsvev, men ikke til morkake. Multipotente stamceller er umodne celler fra fødte individer som kan transformeres til flere forskjellige typer organspesifikke stamceller. De totipotente og de pluripotente stamcellene utvinnes fra embryoer og kalles derfor embryonale stamceller. Multipotente stamceller finnes i organer fra fødte personer og kalles derfor adulte stamceller.

Av Torleiv Ole Rognum I Nature for april 2001 (1) kunne man lese at kunstig fremkalte hjerteinfarkter i rotter kunne helbredes ved hjelp av stamcelle-behandling. Det skadede området ble erstattet av ny muskulatur når man injiserte benmargsstamceller rett inn i hjertemuskulaturen. Dette og lignende eksperimenter gjør at det nå er berettiget håp om at stamceller skal komme til å revolusjonere behandlingen av store folkesykdommer som hjerte- og karlidelser, kreft, diabetes, Parkinsons sykdom og Alzheimers sykdom. Embryonale stamceller og terapeutisk kloning - den medisinsk/biologiske bakgrunnen Det er flere typer stamceller og de kan fremstilles på forskjellige måter. For å kunne diskutere de etiske implikasjonene som fremstilling og bruk av stamceller innebærer, skal jeg gi et lite sammendrag av feltet: Stamceller deles inn i følgende typer Totipotente stamceller kalles de første 2-16 cellene etter at det befruktede egget har begynt å dele seg. Hver av cellene har potensiale til å utvikle seg til et nytt individ. Pluripotente stamceller er umodne celler

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Neurale stamceller Benmargstamceller Muskelstamceller Benmargstamceller

B B B B

blodceller muskelceller blodceller hjerneceller (astrocytter) Benmargstamceller B leverceller Benmargstamceller B nerveceller Tabell 1. Publiserte transformasjoner av adulte stamceller (15)

To veier til embryonale stamceller I et par tiår har man isolert umodne celler fra tidlige musefostre og fått dem til å formere seg og utvikle seg til alle typer kroppsvev (2). I 1998 rapporterte to amerikanske forskergrupper at de hadde isolert menneskelige pluripotente stamceller (Fig 1). Forskningsgruppen til James Thompson fra Universitetet i Wiscounsin isolerte pluripotente stamceller fra 4-5 dager gamle blastocyster, dannet fra befruktede egg som var til overs etter prøverørsmetoden (1)(Fig 1a), og Gearharts gruppe ved Johns Hopkins Hospital i Baltimore dyrket pluripotente stamceller fra primordiale kjønnsceller isolert fra 5-9 uker gamle fostre etter provosert abort (1)(fig 1b). Disse pluripotente stamcellene har et ubegrenset delingspotensiale og kan dyrkes i det uen-

21

Fig 1. To metoder for fremstilling av pluripotente stamceller. A: fra overtallige befruktede egg (blastocyst) (Thomsen-metoden) . B: fra provosert aborterte foster (Gearhart -metoden).

delige og bli til et stort antall stamceller. Alle cellene er like og kalles en stamcellelinje. Thomsen et al (3) injiserte de menneskelige pluripotente stamcellene i immunsviktmus (SCID mice), der de utviklet seg til tvillingsvulster (teratomer) som inneholdt tarmepitel, brusk, benvev, glatt og tverrstripet muskulatur, nervevev og flerlaget epitel. Man så straks et stort potensiale i å produsere vev til transplantasjon og til erstatningsvev for ødelagte organer.

ver er det bare én av én million potensielle givere som har vevstype forenlig med mottakers. Dersom erstatningsvev skal produseres fra fremmed embryonalt vev, er det klart at det trengs et meget stort antall overtallige befruktede egg eller fostre etter provosert abort, for å dekke behovet for de forskjellige vevstypene. Mulige løsninger kan være stamcellebiobanker som oppbevarer stamceller med de fleste aktuelle vevstyper (3), eller å genmodifisere stamcellene slik at de passer for mottaker.

Avstøtning et problem ved transplantasjon av stamceller En vanskelighet ved bruk av stamceller til transplantasjoner var ennå ikke overvunnet; både pluripotente stamceller fra overtallige befruktede egg og fra fostre etter provosert abort har sin egen vevstype som er arvet fra mor og far. Sjansen for at slike stamceller passer med vevstypene til en pasient som trenger erstatningsvev, er heller liten. Til transplantasjon av nyrer, hjerter, lunger og lever trengs det 40 forskjellige vevstyper for å dekke de viktigste variantene. Ved benmargstransplantasjon fra fremmed gi-

Terapeutisk kloning - en løsning på avstøtning av stamceller? En tredje mulighet til å unngå avstøtning vil være å fremstille pluripotente stamceller fra en blastocyst som er blitt til ved kloning av pasienten som trenger stamcellebehandlingen. Stamcellene vil da få pasientens vevstype. Dette kalles terapeutisk kloning.

22

Hva er kloning? Kloning betyr fremstilling av en tro kopi, f.eks. av et gen, en celle eller et individ. Kloning av et gen betyr å lage en kopi av en DNA-sekvens ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Fig 2. Kloning ved kjerneoverføring (,Dolly-metoden»). En kroppscellekjerne fusjoneres med et ubefruktet egg uten kjerne. Kloningsembryo settes inn i livmor og vokser til fullt utviklet individ.

som koder for et peptid eller et protein. Ved kloning av en celle lager man identiske kopier av denne cellen. For å klone et individ har man to muligheter. Enten hjelper man naturen med å lage eneggede flerlinger - såkalt embryosplitting eller man skaper et embryo ved å transplantere kjernen fra en kroppscelle til et ubefruktet egg - såkalt kjerneoverføring. Kloning ved embryosplitting benyttes i husdyravl og består i at man deler opp et embryo på 4-8-cellestadiet. Hver av cellene kan utvikle seg til et selvstendig individ. De som vokser opp, er identiske flerlinger. Metoden er neppe aktuell i medisinsk bruk til behandling av sykdommer. Kloning ved kjerneoverføring ble anvendt da sauen Dolly ble født i 1996 (5). Man fjernet kjernen i et ubefruktet saueegg og erstattet den med en kroppscellekjerne fra juret til en voksen sau (fig 2). Ved hjelp av spesielle teknikker, inkludert elektrisk stimulering, fikk man egget med kroppscellen til å utvikle seg som embryo. Embryoet ble satt inn i livmoren til en tredje sau, og etter et vellykket svangerskap ble Dolly født (fig 2). Denne metoden kalles reproduktiv ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

kloning fordi man lar embryoet utvikle seg slik at det nye individet blir født (fig 2). Ved terapeutisk kloning blir blastocysten ikke satt inn i en livmor slik at den får utvikle seg til fullbårent individ (fig 3A). Blastocysten dissekeres og det indre cellelaget (fosteranlegget) benyttes til å lage stamceller (Fig 3B). Det ytre cellelaget (morkakeanlegget) fjernes. Terapeutisk kloning er derfor en måte til å skreddersy stamceller på. Ved å produsere pluripotente stamceller fra et embryo som er en klon av pasienten (fig 3B) - isteden for å bruke overtallige befruktede egg etter en vanlig prøverørsbefruktning (fig 1A), ville vevsforlikelighets-problemet være løst. Det klonede embryoet er en tilnærmet enegget tvilling til den aktuelle pasienten, og pluripotente stamceller isolert fra dette embryo vil være skreddersydde . Juridiske og etiske problemer som trenger avklaring Hva sier dagens norske lovgivning? I dag forbyr bioteknologiloven bruk av teknikker med sikte på å fremstille arvemessig like in23

Fig 3. Produksjon av vevsforlikelige stamceller. A: ved reproduktiv kloning (kopi individ). B: ved terapeutisk kloning. C: alternativ fil kloning gjennom reprogrammering av adulte stamceller

divider (§ 3A-1). Både terapeutisk kloning og fremstilling av embryonale stamceller med utgangspunkt i overtallige befruktede egg, vil dessuten støte imot bioteknologilovens forbud mot forskning på befruktede egg (§ 3-1). 14. februar 2001 gikk et knapt flertall i den norske Bioteknologinemnda inn for å tillate terapeutisk kloning. Dette innebærer at nemnda ønsker endreing i bioteknologiloven. Lov om medisinsk bruk av bioteknologi ble vedtatt av Stortinget 5.8.1994. Loven regulerer kunstig befruktning, forskning på befruktede egg, kloning, genetiske tester før og etter fødselen samt genterapi. Stortinget bestemte at loven skulle revideres etter fem år. Man erkjente at utviklingen innen moderne bioteknologi går så raskt at lovgiverne har liten mulighet til å forutsi hvilke områder som det blir aktuelt å lovregulere. Den norske bioteknologiloven ble fra starten utstyrt med en formålsparagraf som gir signaler om hvilke verdier som bør legges til grunn for medisinsk bruk av bioteknologi. 24

I formålsparagrafen heter det at bioteknologiloven skal sikre at medisinsk bruk av bioteknologi benyttes til beste for mennesker i et samfunn der det er plass til alle, i samsvar med prinsipper om respekt for menneskeverd, menneskelige rettigheter og personlig integritet og uten diskriminering på grunn av arveanlegg. Verdigrunnlaget er basert på etiske normer nedfelt i vår vestlige kulturarv. Glimt fra den norske etikkdebatten Terapeutisk kloning og embryonale stamceller er blitt et medisinsk-etisk stridsspørsmål både i USA og i Europa. Også i Norge har svært divergerende meninger kommet frem. 31.7.1998 ble professor Kåre Berg intervjuet av Nationen om temaet (6). Berg mente at det var etisk uproblematisk å helbrede alvorlig syke med organer og vev dyrket frem på en kloning av dem selv. Motstandere av terapeutisk kloning har på den annen side henvist til filosofen Immanuel Kant, og hevdet at denne behandlingsformen ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

vil komme til å endre vårt menneskesyn og vår kultur, fordi vi aksepterer at mennesker skapes og brukes som et middel, uten å være et mål i seg selv (7,8). Filosofene Berge Solberg og Bjørn Myskja hevdet i en kronikk i Aftenposten (9) at produksjon av menneskespirer til forskningsformål, bryter med den grunnleggende respekten for at menneskelivet er noe annet og mer enn en ren ting. I et intervju med Nationen 6.3.2001 (10) imøtegikk lederen for Sosial- og Helsedepartementets arbeidsgruppe for stamceller (11), etikkprofessor Jan Helge Solbakk, de to filosofene. Solbakk lanserer følgende påstand: Vi skaper ikke liv med terapeutisk kloning. Det vi gjør er å ta utgangspunkt i foreliggende celler og kombinere dem på en bestemt måte . I Dagens Medisin 8.2.2001 (12) prøver Solbakk å redusere det etiske problemet med terapeutisk kloning til et donorproblem. Problemet med denne måten å lage vevsforlikelige erstatningsvev på, er at det utviklingsmedium man er avhengig av - eggcellene - bare finnes hos den kvinnelige halvpart av befolkningen. Denne stamcelleveien gjennom de ubefruktede kvinneeggene er ikke problemfri, medgir Solbakk, men de etiske utfordringene synes for ham først og fremst å være relatert til problemer i forbindelse med donasjon, lagring og kontroll av ubefruktede egg. Egget blir fremstilt som et dyrkningsmedium for stamceller. Andre vil helt enkelt påpeke at det kjerneløse egget sammen med kroppscellekjernen fra det klonede individet representerer starten på et nytt embryo. Egget bidrar både med sin struktur og med arvestoffet i mitokondriene (mitokondrielt DNA). Solbakk misliker i det hele begrepet terapeutisk kloning, antakelig fordi det gir assosiasjon til den kloning som går ut på å fremskaffe et barn. Det er imidlertid umulig å si ja til terapeutisk kloning uten å vurdere konsekvensene også for reproduktiv kloning, repliserte professor Ola Didrik Saugstad til Solbakk i Nationen 6.3.2001 (10). Skråplaneffekten Noen hevder at akseptering av terapeutisk kloning er første skritt på veien til å tillate reproduktiv kloning. Firmaet Clonaid i USA tilbyr allerede nå kloningshjelp til foreldre som ønORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

sker seg en genetisk kopi av en eksisterende person. Prisen er 200.000 amerikanske dollar. Første par ut skal være et amerikansk ektepar som i fjor mistet ett av sine tre barn under et operativt inngrep. Fødselen vil skje i løpet av 2001, hevdes det. Selv om ettersprørselen etter reproduktiv kloning neppe blir stor, kan det kanskje bli fristende å dyrke kloningsembryoet noe lenger enn 14 dager før man høster pluripotente stamceller. Hvorfor ikke tillate embryoene å leve til organ-anleggene er blitt tydelige, slik at man kan høste organspesifikke stamceller til det formål man trenger? Internasjonal etikkdebatt Det er vanlig å høre at vi i Norge vil ha resultater av etisk problematisk forskning, men ikke selve forskningen. Når det gjelder terapeutisk kloning og embryonale stamceller er nok debatten i mange andre land like intens som i Norge, og de store toneangivende landene synes å gå hver sin vei. I USA sa kongressen i 1994 nei til bruk av statlige midler til human embryoforskning, og i 1995 foreslo president Clinton et moratorium for både offentlig og privat finansiert forskning innen feltet. Etter at det hadde lykkes å fremstille humane pluripotente stamcellelinjer fra blastocyster og fostre etter provosert abort, reagerte president Clinton imidlertid umiddelbart. På bakgrunn av de nye mulighetene for behandling av kreft, hjertelidelser, diabetes og Parkinsons sykdom ba Clinton det nasjonale råd for bioetikk om en grundig gjennomgang av de etiske og medisinske spørsmålene forbundet med slik forskning. Det nasjonale etikkråd avgav sin uttalelse utpå sommeren 1999, men allerede i februar samme år hadde Clinton-administrasjonen bevilget statlige midler til forskning på embryonale stamceller. Det nasjonale etikkråd gikk inn for å tillate slik forskning, men bare på overtallige embryoer etter prøverørsmetoden. Det skulle ikke være lov å fremstille menneskelige embryoer for stamcelleformål. Umiddelbart etterpå åpnet den amerikanske regjering pengesekken for forskning på overtallige embryoer. I januar 2001 satte president George Bush ned et rådgivningspanel som skal vurdere bruk av embryonale stamceller. Støtten til de pågåen25

de prosjektene fortsetter i mellomtiden. Det er få som tror at president Bush virkelig vil stoppe denne forskningen. Kampen om de embryonale stamcellene fortsetter imidlertid i senatet og i kongressen. I England har regjeringen i august 2000, gått inn for å tillate terapeutisk kloning. Forutsetningen var at det ikke skulle være andre terapimuligheter. Embryoer skal ikke kunne dyrkes lenger enn til 14-dagersstadiet og det er ikke tillatt å lage hybrider mellom menneske og dyr. Det kreves informert samtykke fra egg- og sæddonor, og reproduktiv kloning er forbudt. I februar 2001 vedtok parlamentet regjeringens forslag. I Tyskland sa forbundsdagen sommeren 2000, nei til terapeutisk kloning. Den tyske grunnloven av 1949 understreker at statens viktigste oppgave er å verne alt menneskeliv, og Tyskland er vel i dag et av de land som er mest tilbakeholdne med å tillate manipulering med humane embryoer. F.eks. er det forbudt å fryse ned overtallige befruktede egg etter prøverørsbefruktning. EU-parlamentet vedtok 7. september 2000, en resolusjon der de oppfordret medlemslandene til ikke å tillate terapeutisk kloning. I november 2000 uttalte The European Group on Ethics in Science and New Technologies, som er et rådgivende organ for EUs ministerråd, at tiden ikke er moden for terapeutisk kloning og at det å skape embryoer kun for forskning er et skritt i retning av å instrumentalisere menneskelivet (13). Blir embryonale stamceller og terapeutisk kloning tillatt i Norge? Dagens bioteknologilov forbyr som nevnt, forskning på befruktede egg og bruk av teknikker med sikte på å fremstille arvemessig like individer. I forbindelse med revisjon av bioteknologiloven vil det helt sikkert bli debatt i Stortinget om disse spørsmålene. Flertallet i den nye Bioteknologinemnda, oppnevnt av Stoltenberg-regjeringen i juli 2000, går inn for å tillate både forskning på befruktede egg og terapeutisk kloning. Vi vet ennå ikke sikkert hva helseminister Tønne vil foreslå for Stortinget.(skrevet en tid før Stortingsvalget. Red.anm.) Det vi vet er at han trakk tilbake Ot.prp. nr 24 om endringer i 26

transplantasjonsloven. I den hadde hans forgjenger, Dagfinn Høybråten fremmet forslag om å forby bruk av celler og vev fra fostre etter provosert abort til forskning og behandling. I den nye Ot.prp. nr 77 om endringer i transplantasjonsloven foreslår helseminister Tønne tvert imot å tillate slik bruk. I den grad dette signaliserer forskjellig grunnholdning i forhold til humane embryoer og fostre, vil det kanskje ikke være noen stor overraskelse om Tønne forslår å tillate terapeutisk kloning? Men det gjenstår å se. Dersom Stortinget ønsker å vedta så pass dramatiske forandringer i bioteknologiloven, burde man kanskje også vurdere å revidere lovens formål. Medisinsk bruk av bioteknologi skal skje i samsvar med prinsipper om respekt for menneskeverd og være basert på etiske normer nedfelt i vår vestlige kulturarv, heter det i dagens formålsparagraf. Ved terapeutisk kloning starter forskerne et menneskeliv. Kloningsembryoet er imidlertid bare et middel og ikke noe mål i seg selv. Man kan vel stille spørsmål om dette er i tråd med de verdier vårt samfunn tradisjonelt har vært bygd på? I et intervju med Vårt Land (21.9.2001) sier generalsekretær i Funksjonshemmedes Fellesorganisasjon, Liv Aarum, at hun opplever at folk i hennes organisasjon blir stående mer og mer alene, når de advarer mot bruk av stamceller fra befruktede egg og fostre. Aarum, som er medlem av Bioteknologinemnda, frykter at man er på en vei som er vanskelig å styre, og etterlyser engasjement fra medisinere og etikere. Finnes det alternativer til embryonale stamceller og terapeutisk kloning? Adulte stamceller - et alternativ til de embryonale Terapeutisk kloning er som allerede nevnt, ikke eneste vei til å produsere vevsforlikelige stamceller. Også hos godt voksne mennesker vet man nå at det finnes stamceller innimellom de modne organcellene. I 30 år har man benyttet benmargstamceller fra pasienten selv til autolog benmargstransplantasjon. Ved denne form for kreftbehandling rekonstrueres benmargen etter en potensielt dødelig stråledose. Det nye er at slike benmargstamceller nå er vist å kunne la seg omprogrammere til andre typer ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

organspesifikke stamceller. De adulte stamcellene kan ikke bli til alle typer kroppsceller. De er ikke pluripotente, men ny forskning viser at stadig flere transformasjoner er mulige. En lederartikkel i Nature Neuroscience oppsummerte høsten 2000 de vellykkede transformasjonene som inntil da var blitt publisert (tabell 1). Etiske fordeler ved adulte stamceller Ved å satse på de adulte stamcellene (Fig 3C) vil man unngå det etiske problemet det er å skape et kloningsembryo, som må destrueres for å tjene til behandling (Fig 3B). Det er interessant at forsøket til Orlic et al (1) med rekonstruksjon av infarcert hjerte i rotte, ikke skjedde med embryonale stamceller, men ved hjelp av benmargstamceller fra transgene dyr. Transgene dyr er genmodifiserte, slik at alle dyrene i en stamme har samme genetiske egenskap. Situasjonen ligner med andre ord på den man har ved adulte stamceller fra en vevstypeforlikelig donor eller ved autolog benmargs-transplantasjon. Medisinske fordeler ved adulte stamceller Et argument mot å benytte embryonale stamceller i behandling av mennesker, er disse umodne cellenes enorme vekstpotensiale. Dyreksperimenter har vist at injeksjon i voksne mus av celler fra det indre cellelaget i blastocysten, ikke bare gir vekst av godartede tvillingsvulster (teratomer), men også av kreftsvulster (teratokarsinomer). Beandling av mennesker med embryonale stamceller kan derfor tenkes å innebære en kreftfare. Adulte stamceller har ikke det samme vekstpotensiale som de embryonale. Dette representerer en teknisk vanskelighet, men gjør dem trolig sikrere når det gjelder faren for ondartet vekst. Avsluttende personlig bemerkning Debatten om terapeutisk kloning og pluripotente humane stamceller er langt fra over. Når Stortinget i 2002 trolig skal ta stilling til revisjon av bioteknologiloven, får det en vanskelig oppgave. Medisinske og etiske konsekvenser vil bli vurdert mot mulige behandlingsgevinster. Noen ganger har jeg fått spørsmålet: Ville du ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

selv ha tatt imot behandling basert på terapeutisk kloning om det var den eneste utveien? Eller ville du tillate det om det var den eneste utveien for ditt barn? Jeg håper ikke vi kommer dit at dette blir et reelt valg for mennesker i livskrise. Behandling med stamceller synes lovende og mange studier tyder på at bruk av adulte stamceller er den sikreste veien. Jeg håper at myndighetene i Norge vil bevilge rikelig med forskningsmidler til de norske sentrene som arbeider med adulte, multipotente stamceller og stamceller fra navlestrengsblod. Det vil være det beste argumentet overfor dem som hevder at vi i Norge bare vil ha forskningsresultetene, men slippe å gjøre den etisk problematiske forskningen selv. Referanser: 1) Orlic D, Kaistura J, Chimenti S, et al. Bone marrow cells regenerate infarcted myocardium. Nature 200 1;410:701-705 2) Martin GR. Isolation of pluripotent cell line from early mouse embryos cultured in medium conditioned by teratocarcinoma stem cells. Proc Nati Acad Sci 1981; 78:7634-7638 3 Thomson JA, Itskovitz-Eldor J, Shapiro SS,Watnitz MA, Swiergiel J, Marshall VS, Jones JM. Embryonic stem cell lines derived from human blastocysts. Science 1998; 282: 1145-1147 4) Shamblott MJ, Axelman J, Wang S, Bugg EM, Littlefleid JW, Donovan Pj, Blumenthal PD, et al. Derivation of pluripotent stem cells from cultured human primordial germ cells. Proc Natl Acad Sci 1998; 95: 1372613731 5) Wilmut I, Schrieke AE, McWhir J, Kind AJ, Campell KHS. Viable offspring derived from fetal and adult mammalian cells. Nature 1997; 385:810-813 6) Syke kan reddes av sin egen klon. Intervju med Kåre Berg. Nationen 31.07.98 7) Saugstad OD. Kampen om stamcellen. Kronikk, Aftenposten, 10.09.2000 8) Rognum TO. Klone oss selv for å forlenge livet. Kronikk,Aftenposten 18.10.2000 9) Solberg B, Myskia B. Er et embryo en bruksgjenstand. Aftenposten 21.02.01 10)Abort og kloning. Farbare veier til helbre27

delse? Intervju med Ola Didrik Saugstad og Jan Helge Solbakk. Nationen 06.03.2001 11)Rapport fra en arbeidsgruppe: Stamceller fra aborterte fostre og befruktede egg - medisinsk forskning, klinisk anvendelse og mulige alternativer. Sosial- og Helsedepartementet 2000 12)Solbakk JH. Terapeutisk kloning? Dagens Medisin, torsdag 8. februar 2001 13)European panel rejects creation of human embryos for research. Nature 2000; 408:277 14)Frykter stamcelleforskning. Intervju med generalsekretær i FFO, Liv Aarum. Vårt Land 21.09.2000

15)Nature Neuroscience. Stem cells show the muscle. Editorial 2000; 3:961

Torleiv Ole Rognum er professor på Institutt for Rettsmedisin i Oslo og har bl.a. forsket mye på krybbedød. Han satt som leder av Bioteknologinemda 1998-2000. Rognum var også en av initiativtakerne og grunnleggerne av AAN, Alternativ til Abort i Norge. Artikkelen har tidligere vært publisert i Inter Medicos, nr2/3 2001.

8. Europæiske Skabelseskonference i Sverige 15.-20. august 2003 Det er 50 år siden, at DNA dobbeltspiralen blev opdaget hvad ved vi egentlig om genetisk information? Det er 50 år siden, at det første rigtige Livets oprindelse -eksperiment blev udført hvor meget mere ved vi i dag? Det er 144 år siden, at Darwin publicerede sin bog kan tilfældige mutationer og naturlig selektion virkelig bevirke kompleksitet? Er mennesket kun et højt udviklet dyr? Hvordan skal man undervise om oprindelsesproblematikkerne i skolen? Disse og mange andre spændende spørgsmål vil blive behandlet på Den Europeiska Skapelsekonferensen (European Creationist Congress). Sted: Gullbrannagården i Halland, ca. 8 km syd for Halmstad. Mere information findes på hjemmesiden www.gullbrannagarden.se. Program: For opdateret information om tid, talere og emner se konferencens hjemmeside: www.8thECC.com Pris: ved tilmelding før 16. april 500 SKr for hele konferencen (for par 900 kr, studenter 250 kr); derefter hhv. 700 kr, 1200 kr og 350 kr. Tilmelding kan ske på konferencens hjemmeside: www.8thecc.com Spørgsmål vedr. opholdet til Föreningen Genesis, c/o Marcus Rosander, Kavlevägen 107, 141 59 Huddinge eller e-mail sleep@8thecc.com Spørgsmål vedr. konferencen til Föreningen Genesis, c/o Stefan Halldorf, Algatan 8, 388 41 Trekanten eller e-mail info@8thecc.com

28

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Internetlægen 2010 etiske perspektiver Ved Syddansk Universitet blev der i marts 2002 afholdt en konference om etik og informationsteknologi. Et af temaerne på konferencen angik automatisk, lægelig rådgivning over internettet. Kan man forestille sig, at væsentlige dele af den lægelige rådgivning i de kommende år vil blive automatiseret og stillet til rådighed for patienterne (brugerne) over internettet? Hvad vil være fordelene og ulemperne ved en sådan udvikling? Hvilke etiske problemer må man forholde sig til i den forbindelse? Professor Søren Holm beskæftigede sig i sit indlæg på konferencen netop med disse spørgsmål, idet udgangspunktet var et scenario om de tænkte fremtidige internet-tilbud DoktorNet 2010 .

Af Søren Holm Dr. Nielsen har stået for udvikling af et diagnosesystem, som i en række tilfælde kan stille diagnoser ved diverse psykiske og fysiske lidelser og foreslå behandlinger. Systemet virker i år 2010 meget sikkert og pålideligt. I alle kendte tilfælde har det været lige så godt til at stille diagnoser og foreslå behandlinger som de bedste læger. Systemet benyttes på den måde, at man indtaster patientens symptomer, hvorefter diagnosen kan stilles af systemet med angivelse af diagnosens sikkerhed samt et forslag til behandling. Dr. Nielsen får et godt tilbud fra det berømte medicinske site DoktorNet 2010 , og Nielsen vælger at sælge systemet. Bestyrelsesmedlemmerne bag sitet DoktorNet 2010 føler sig trygge ved systemet og udbyder det på nettet mod en vis brugerbetaling. Fru Hansen har det skidt en dag i 2011 og konsulterer derfor DoktorNet 2010 , som

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

hun tidligere har haft gode erfaringer med. Systemet foreslår, at hun søger læge, og det udskriver også et begrundet forslag, som hun kan tage med til lægen som et godt forslag fra systemet. Forslaget indebærer, at fru Hansen skal ordineres en bestemt dosis af en bestemt medicin. Fru Hansen har tilfældigvis denne medicin stående i skabet fra tidligere. Da fru Hansen har stor tillid til systemet, tager hun uden at gå til læge den pågældende medicin. Det viser sig desværre at blive helt fatalt for hende Det scenario, der udmales her, er placeret nogle år ud i fremtiden, men der findes allerede i dag mange medicinske sites på internettet, og der er ingen tvivl om, at der vil komme flere og mere intelligente sites i fremtiden. I stedet for at slå op i Familiens lægebog vil vi søge information og rådgivning på nettet, og det er også sandsynligt, at sundhedsvæsenet selv vil forsøge at få os til at erstatte nogle besøg hos den praktiserende læge eller på skadestuen med besøg hos internetlægen. Det vil jo spare penge for sundhedsvæsenet! Det er derfor vigtigt allerede nu at tænke over de etiske problemer, det rejser at give automatiseret medicinsk rådgivning på nettet. Der er forskel på websites Medicinske sites dækker et bredt spektrum både med hensyn til hvem, der står bag dem, hvad deres formål er, hvor bredt et område, de dækker, og om de er kommercielle eller ikke-kommercielle. I den ene ende af spektret har vi sites som det engelske sundhedsvæsens officielle site NHS Direct Online (http://www.nhsdirect.nhs.uk/), der bl.a. indeholder et stort lægeleksikon og et interaktivt diagnostisk system, hvor man som bruger bliver ledt gennem en række spørgsmål, der diagnosticerer, om ens problem er alvorligt eller ej. Hvis problemet er alvorligt eller ser ud

29

til at kræve receptpligtig medicin, bliver man henvist til enten at tilkalde en ambulance (hvis systemet f.eks. kommer til den konklusion, at man har en blodprop i hjertet) eller at ringe til NHS Directs telefonservice eller besøge sin praktiserende læge (hvis systemet f.eks. kommer til den konklusion, at man har en urinvejsinfektion). Hvis problemet ikke er alvorligt, giver systemet råd om, hvad man selv kan gøre. Informationen på dette web-site opdateres regelmæssigt, og der er et stort panel af eksperter, der kontrollerer, at information er korrekt, før den lægges på nettet. I den anden ende af spektret har vi sites oprettet af små interessegrupper eller af privatpersoner. Disse sites kan have en ganske alternativ tilgang til medicin og medicinsk behandling. Der findes f.eks. ganske mange antivaccinationssites, hvor informationen er rettet imod at overtale forældre til ikke at vaccinere deres børn (se f.eks. http://www.avn.org. au/ der er et af de mest professionelle antivaccinations sites). De mindre sites lider også af et problem, der er mere generelt for ikke-kommercielle sites, nemlig at deres opdateringsfrekvens ofte er ganske lav. I mellem disse to ender af spektret findes der et utal af forskellige tilbud fra de halvofficielle og bredt dækkende som sundhed.dk (http:// www.sundhed.dk) over kommercielle og meget professionelle sites som netdoktor.dk (http:// www.netdoktor.dk/) til de rene amatørsites. Dette brede spektrum af sites giver anledning til det første praktiske og etiske problem, som medicinsk rådgivning på nettet rejser: Hvordan kan brugeren vurdere om informationen og rådgivningen er fra en god kilde? Forskning på området viser, at en bruger vurderer et medicinsk websites troværdighed ud fra kriterier som den opgivne kilde, professionelt design, videnskabeligt eller officielt præg, sproget der anvendes, og hvor let sitet er at bruge (Eysenbach 2002). Der er en vis sammenhæng mellem disse kriterier og et websites kvalitet, men langt fra fuldstændig overensstem30

melse (Kunst 2002); og der er kun dårlig overensstemmelse mellem et sites popularitet og dets kvalitet (Funda 2002). Vi ved også, at brugere ofte kun søger, indtil de har fundet et site, som de finder troværdigt, og derefter handler de ud fra de oplysninger, de finder der. Dette gælder specielt, hvis de har brug for oplysningerne lige nu (Eysenbach 2002, Funda 2002). Dette problem kunne løses ved bedre uddannelse af brugerne, men det har nok lange udsigter. De fleste af os anvender f.eks. uhensigtsmæssige søgestrategier på nettet, men fordi de virker tit nok, eller fordi vi ikke får noget tydeligt feedback, som siger, at de ikke virker, er der ikke noget stærkt pres på os til at lære os bedre søgestrategier. På sundhedsområdet er der yderligere det problem, at mange kun sjældent har brug for at søge netop denne slags information og derfor ikke har nogen mulighed for at udvikle gode vaner. En anden løsning på problemet kan være kvalitetsmærkning af de enkelte sites, enten officiel eller uofficiel. Problemet med denne løsning er dels, at vi først bliver nødt til at operationalisere kriterier for, hvilke sites der kan få kvalitetsstemplet (og disse kriterier skal jo helst selv være af god kvalitet), dels bliver nødt til at undersøge om de enkelte sites opfylder kriterierne, både nu og med regelmæssige mellemrum i fremtiden. Obligatorisk officiel kvalitetsmærkning er problematisk pga. internettets distribuerede karakter. Et website kan ligge på en server i et helt andet land end der, hvor det bliver anvendt, og der er f.eks. ingen måde, hvorpå man kan tvinge en udbyder af et dansksproget medicinsk site på en server i et andet land til at lade sit site kvalitetsmærke. Verdenssundhedsorganisationen WHO har forsøgt at løse dette problem ved at få oprettet et specielt top level domænenavn .health, som kun kan anvendes af sites der opfylder bestemte kvalitetskrav, men dette har mødt stærk modstand og rejst spørgsmål om mulig censur, idet det er uklart, hvem der skal fastsætte kriterierne for at bruge dette doORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

mænenavn, og hvem der skal bestemme, om de enkelte sites opfylder kriterierne. Mange forskellige uofficielle kvalitetsmærker bliver anvendt på nettet. En nylig artikel identificerede således 98 forskellige kvalitetsmærker på medicinske websites, men det var kun muligt at finde kriterierne for tildeling for ganske få af dem, og mange af dem havde kun haft en meget kort blomstringsperiode, før de var forsvundet igen (Gagliardi 2002, Jadad 1998). Et af de væsentligste problemer er, at ligesom det er meget ressourcekrævende at holde et website opdateret, er det meget ressourcekrævende for en kvalitetsmærkningsorganisation at holde sin mærkning opdateret ved regelmæssigt at undersøge, om de mærkede websites stadig er af høj kvalitet (Wilson 2002). Hvis der skal ske en fornuftig kvalitetsmærkning af medicinske sites, må der på en eller anden måde etableres en situation, hvor den enkelte udbyder har en interesse i at få sit site kvalitetsmærket. Noget af dette pres kan komme gennem den almindelige konkurrence mellem sites, men det er endnu uklart, om det er nok. I Amerika er der flere organisationer, der har udformet etiske retningslinjer for medicinske websites. (Se f.eks. eHealth Code of Ethics of the Internet Health Coalition, www. ihealthcoalition.org/ethics/ethics.html). De store websites overholder sædvanligvis disse retningslinjer, men vi ved endnu ikke, om den samme udvikling vil ske i markeder, hvor konkurrencen er mindre. Hvem har ansvaret? Det andet etiske problem, som medicinske web-sites rejser, er, hvem der har ansvaret for den information og den rådgivning, der gives på nettet? Det er relativt klart, at den, der lægger information på nettet og direkte eller indirekte hævder, at denne information er korrekt, også har et ansvar, hvis det viser sig ikke at være tilfældet. Men hvor langt strækker dette ansvar sig, og hvad hvis informationen i sig selv er korrekt, ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

men f.eks. er givet til den forkerte person, fordi web-sitets ekspertsystem ikke er perfekt? Fordeling af etisk ansvar, hvis noget går galt som følge af medicinsk rådgivning via internettet, er allerede i sig selv et kompliceret spørgsmål, og hvis vi bevæger os videre fra etisk ansvar til juridisk ansvar, bliver det endnu mere kompliceret, så her vil vi udelukkende diskutere etisk ansvar. Etisk ansvar har vi normalt for vore handlinger og for de konsekvenser, vore handlinger har, og som vi enten har forudset eller burde have forudset, før vi handlede. I en simpel situation, hvor en hændelse har en meget simpel kausal sammenhæng med en handling, er det derfor relativt enkelt at placere det etiske ansvar. Hvis jeg lægger medicinsk information ud på nettet, som jeg ved er forkert, eller hvis mit website bruger et ekspertsystem, som jeg ved giver forkerte råd, så er jeg ansvarlig for de ulykker, dette medfører for brugerne. Men i scenariet med Fru Hansen er sagen langt mere kompliceret og viser, hvor svært, det kan være at fordele det etiske ansvar for en bestemt hændelse (Fru Hansens død), når der bag hændelsen ikke ligger en simpel lineær kæde af årsager, men et komplekst årsagsnetværk. I scenariet ovenfor synes det klart, at ansvaret hovedsageligt er Fru Hansens selv, fordi hun tager tabletterne, selv om systemet siger, at hun skal gå til læge, men er det nu så simpelt? Vi skal i næste afsnit se lidt nærmere på nogle af problemerne omkring direkte brug af ekspertsystemer på nettet, men lad os først forestille os et par forskellige variationer af scenariet, som kan gøre problemerne om ansvarsfordeling lidt klarere. I variation 1 viser systemet, før det giver adgang til selve diagnosen og behandlingsforslaget, en side, der klart og tydeligt siger, at man som bruger ikke skal behandle sig selv ud fra behandlingsforslaget, men skal konsultere sin læge, og at webudbyderen ikke har noget ansvar, hvis man ikke overholder dette, og man får ikke lov til at se behandlingsforslaget, før man har sagt Ja til, at man har læst, 31

forstået og accepteret dette. Har webudbyderen dermed sikret sig, at hele det etiske ansvar falder på brugeren? Umiddelbart kunne det godt se sådan ud, brugeren har jo selv accepteret, at webudbyderen ikke har noget ansvar. Men der er problemer med denne analyse. Er det ikke fuldstændig forudsigeligt, at de fleste brugere ikke vil læse siden med advarsler og ansvarsfraskrivelse, og blot vil trykke Ja , fordi de ved, at det er det, som de er nødt til at gøre for at komme videre til det, som virkelig interesserer dem, nemlig selve behandlingsforslaget? Er der ikke en analogi til, hvordan de fleste af os handler, når vi installerer software og kommer til skærmbilledet med licensbetingelserne. Det er de færreste, som læser alle betingelserne og alle ansvarsfraskrivelserne, før de accepterer dem og går videre til den egentlige installation. Webudbyderen kan måske flytte noget af ansvaret over på Fru Hansen, man har trods alt gjort noget for at advare mod selvbehandling, men kan aldrig fraskrive sig hele ansvaret på denne måde, fordi det er fuldstændig forudsigeligt, at mange ikke vil læse advarslen eller ikke vil tage den alvorligt. I selve designet af websitet må man derfor medtænke ansvarsaspektet og tage hensyn til den viden, der eksisterer om netbrugeres behandling af den information, de får, og om netbrugeres dårlige brugervaner. I variation 2 er der en endnu ikke erkendt fejl i ekspertsystemet, som gør, at det i visse situationer ikke fungerer korrekt. Hvis en bestemt uheldig kombination af input opstår, giver det et forkert råd, og det er netop det, der er sket i Fru Hansens tilfælde. Hun skulle have været rådet til ikke at tage den medicin, hun har i skabet, men i stedet til at drikke rigeligt og spise fiberrig kost. Hvordan fordeler ansvaret sig her? Umiddelbart synes ansvaret nu at ligge hos systemudviklerne, som ikke har testet deres system ordentligt. Her er vi ved en ganske kompliceret problematik, og vi kan ikke her komme ind på de praktiske og teoretiske problemer, som fyldestgørende aftestning af et kompliceret stykke software rejser. For en kritisk applikation som et medicinsk ekspertsystem må kravene til aftestning være høje, fordi de mulige konsekvenser af en fejl kan være store. På den baggrund kan det også meget vel tænkes, at systemudviklerne ikke har levet op til kravene. 32

Men, på den anden side må Fru Hansen stadig have et eller andet ansvar, for hun blev jo rådet til at gå til lægen, før hun tog medicinen. Men skulle systemet også have advaret hende om, at det engang imellem kan tage fejl? Her kan webdesigneren komme i et dilemma, fordi man på den ene side gerne vil have brugerne til at stole på sitet og på den rådgivning, det giver, på den anden side er nødt til at sikre sig, at de ikke har for meget tillid til det. Fordeling af etisk ansvar for uheldige hændelser som følge af brug af medicinske websites er, som disse eksempler viser, ofte kompliceret, og man kommer ofte i en situation, hvor ansvaret ikke kan tilskrives en enkelt aktør, men hvor det må deles mellem flere. I disse situationer vil det ansvar, som falder på webudbyderen bl.a. afhænge af, om brugeren har handlet, som de fleste (eller måske blot en del?) brugere handler, fordi det kan gøre hændelsen mere forudsigelig. Den elektroniske ekspert Generelt har det vist sig, at det er meget vanskeligt at få medicinske ekspertsystemer til at fungere, selv under veldefinerede modelforhold, og endnu vanskeligere at få dem til at fungere i virkeligheden. De problemer, der opstår, er (se f.eks. Berg 1997): 1. For lav nøjagtighed i diagnosen 2. Manglende overførbarhed til andre forhold end der, hvor systemet blev udviklet 3. Vanskeligheder med at få indsamlet komplette datasæt for den enkelte patient 4. Vanskeligheder med at implementere systemet i en uordentlig virkelighed Disse vanskeligheder optræder under udvikling og brug af alle former for medicinske ekspertsystemer, uanset om de er regelbaserede, statistiske eller bygger på neurale netværk. En fuldstændig diskussion af alle disse problemer ligger uden for rammerne af denne artikel og hører mere hjemme i diskussionen af ekspertsystemer generelt. På internettet er der tale om systemer, der henvender sig direkte til slutbrugerne (patienterne og de mulige patienter), og det rejser specielt problemer omkring indsamling af datasættet og systemets indpasning i en uordentlig virkelighed. For at det ekspertsystem, der ligger bag websitet, skal kunne stille den rigtige diagnose og ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

give de rigtige råd, er det vigtigt, at det får de rigtige oplysninger, og i vort scenario skal oplysningerne komme fra Fru Hansen. Det lyder umiddelbart simpelt. Kan vi ikke bare stille Fru Hansen en række spørgsmål, som hun så kan svare Ja eller Nej til? Det er f.eks. den måde, som NHS Direct Online gør det på. Den simple overflade skjuler imidlertid et stort, og også filosofisk, ganske kompliceret problem. Hvordan kan vi være sikre på, at Fru Hansen forstår spørgsmålet på samme måde, som vi/systemet gør? Spørgsmålet Har du feber? betyder fra systemets side måske Er temperaturen over 380 C? , men Fru Hansen svarer måske Ja , fordi hun føler, hun har feber, eller Nej , fordi hun ikke har nogen følelse af feber. Vi kan forsøge at komme uden om dette problem ved at præcisere spørgsmålet til Er din temperatur over 380 C? , men det ville straks udelukke alle brugere, som ikke har noget termometer hjemme; og mange af dem ville sikkert tilbageoversætte spørgsmålet til Har du feber? og svare på det i stedet. For andre typer af spørgsmål bliver dette problem endnu mere kompliceret, fordi der ikke bare er nogle få mulige måder at forstå spørgsmålet på, men mange forskellige, der ydermere kan variere mellem forskellige aldersgrupper og sociale grupper. Tænk f.eks. på hvor mange forskellige ting diarré kan betyde. Er der tale om hyppighed, konsistens, mængde, pludselighed, lugt, udseende eller en eller anden kombination af disse faktorer (er myldrebæ og tyndskid f.eks. begge former for diarré?). Når et ekspertsystem implementeres i sundhedsvæsenet, kan man i løbet af nogen tid disciplinere personalet til at forstå spørgsmålene på en bestemt måde, og kun svare ud fra denne forståelse (Berg 1997), men det kan vi ikke gøre i befolkningen. Ud fra den generelle GIGO regel (dvs. Garbage In = Garbage Out) må det nødvendigvis betyde, at ekspertsystemer på internettet giver betydeligt mere usikre resultater i mange tilfælde end ekspertsystemer, der fungerer som beslutningsstøtte i sundhedsvæsenet. ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Der må derfor være en større sikkerhedsmargen, før der gives konkrete råd. Problemet omkring systemets implementering i en kompleks og uordentlig verden er også langt mere kompliceret på internettet, end når et ekspertsystem anvendes i sundhedsvæsenet. I sundhedsvæsenet kan brugeren se bort fra ekspertsystemets rådgivning, hvis patienten er speciel på en eller anden måde, men det kan et system på internettet ikke. Antallet af mulige forhold hos brugeren, som gør, at systemets rådgivning bliver fejlagtig, er teoretisk set uendeligt stort, og også i praksis så stort, at man ikke kan spørge patienten om hver enkelt af dem. At en patient har sukkersyge påvirker f.eks. den diagnostiske proces og diagnosens sikkerhed for en hel række andre sygdomme og symptomer, men sukkersyge er blot en tilstand ud af mange. Dette forhold medfører også at medicinsk rådgivning på internettet nødvendigvis må operere med en stor sikkerhedsmargen. Nødvendigheden af at rådgive med stor sikkerhedsmargen medfører to problemer, et praktisk og et etisk. Det praktiske problem er, at hvis websitet ikke giver råd, der er tilstrækkeligt konkrete til at tilfredsstille brugerne, eller hvis det råber mulighed for farlig sygdom for ofte, vil brugerne holde op med at bruge det og i stedet finde et mere imødekommende og konkret rådgivende website. Det etiske problem drejer sig om, præcis hvor stor en sikkerhedsmargen et website skal operere med. Der er tale om en afvejning mellem nytte eller velfærd for forskellige grupper af personer. På den ene side de personer, som bliver fejldiagnosticeret og fejlrådgivet, på den anden side de personer, som får den rigtige diagnose, men som vi ikke tør rådgive, fordi vi ikke er helt sikre. Her er det vigtig at være opmærksom på, at hvis vi vil have et system, som aldrig laver fejl, er prisen, at det stort set aldrig kan give nogle råd. Dette problem kan vi forsøge at omgå ved at flytte ansvaret over på brugeren. Man kan f.eks. forestille sig, at vi viser brugeren de to mest sandsynlige diagnoser med deres re33

spektive sandsynligheder. Det er f.eks. sådan, de Dombals diagnosesystem for akutte mavesmerter præsenterer sine resultater for de læger, der bruger det (de Dombal 1972 & 1991). Men det er en løsning, som forudsætter, at brugeren kan fortolke disse oplysninger på en fornuftig måde. De Dombals brugere ved, hvad de forskellige diagnoser betyder, og er også blevet disciplineret til at fortolke de sandsynligheder, som systemet genererer (Berg 1997). Den almindelige internetbruger har ingen af de forudsætninger, og givet hvad vi ved om folks evne til at forstå og operere med sandsynligheder, har vi al grund til at tro, at mange vil tage de forkerte beslutninger, hvis de bliver præsenteret for systemets resultater på denne måde (Redelmeier 1993, Tversky 1974). Systemudviklerne kan altså ikke undgå at tage beslutningerne om systemets sikkerhedsmargener. Men det at skulle afveje fordele for nogle brugere mod ulemper for andre rejser en række klassiske, etiske problemer omkring retfærdig fordeling af goder og risici i samfundet. Hvordan sikrer vi at Fru Hansen overlever i 2011 Som vi har set, rejser medicinsk rådgivning via internettet en række etiske og praktiske problemer, men ingen af dem er fuldstændig uløselige. At et problem ikke er uløseligt betyder desværre ikke, at det er sikkert, at det bliver løst. Der er f.eks. mange politiske problemer, som har løsninger, men som aldrig er blevet løst! Hvordan sikrer vi os, at de problemer, vi har identificeret, bliver løst, så Fru Hansen kan leve videre, glad og fro? Hvis vi er optimistiske, kan vi antage, at alle problemerne vil løse sig selv. Vores ekspertsystemer vil blive perfekte inden 2010, og alle internetbrugere vil blive ekspertbrugere. Dette ville være i tråd med de mest utopiske fremskrivninger af internettet som en virtuel og ideel verden, som ikke er plaget af den fysiske verdens problemer (Kurzweil 1999; for en filosofisk kritik af disse utopier se Hamelink 2000). Men sådan en fremskrivning er meget usandsynlig. Man har arbejdet med ekspertsystemer i mange år, uden at de er blevet perfekte (og de nuværende er ikke så meget bedre end de første fra slutningen af 1960erne), og det vil helt givet også være sådan i fremtiden, at der er stor varia34

tion blandt brugerne af nettet i, hvor erfarne og fornuftige de er. Vi er altså nødt til at gøre noget for at redde fru Hansen fra hendes sørgelige skæbne. Den tekniske udvikling af medicinske ekspertsystemer vil naturligvis fortsætte, men der må også ske andre ting, og en af de vigtigste ting, der må ske, er, at der må forskes i, hvordan brugere interagerer med sundhedsinformation på internettet. Det er kun, hvis vi ved, hvordan brugerne søger, behandler og handler ud fra sundhedsinformation og internet rådgivning, at vi kan designe systemer, der nedsætter risikoen for, at fru Hansen og andre som hende kommer ulykkeligt af dage. Referencer Berg M 1997. Rationalizing Medical Work: Decision-Support Techniques and Medical Practices. Cambridge, MA: MIT Press. de Dombal FT 1991. The Diagnosis of Acute Abdominal Fain with Computer Assistance: Worldwide Perspective. Annales de Chirurgie 1997; 45: 273-7. de Dombal FT, Leaper DJ, Staniland JR, McCann AP, Horrocks JC 1972. Computer-aided Diagnosis of Acute Abdominal Pain. British Medical Journal 1972; 2: 9-13. Eysenbach G, Köhler C 2002. How do Consumers Search for and Appraise Health Information on the World Wide Web? Qualitative Study Using Focus Groups, Usability Tests, and In-depth Interviews. BMJ 2002; 324: 573-7. Funda M, Bernstam EV, Mirza NQ, Hunt KK, Ames FC, Merrick IR, Kuerer HM, Pollock RE, Musen MA, Singletary SE 2002. Breast Cancer on the World Wide Web: Cross Sectional Survey of Quality of Information and Popularity of Websites. BMJ 2002; 324: 577-81. Gagliardi A, Jadad AR 2002. Examination of Instruments Used to Rate Quality of Health Information on the Internet: Chronicle of a Voyage with an Unclear Destination. BMJ 2002; 324: 569-573. ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Hamelink CJ 2000. The Ethics of Cyberspace. London: Sage Publications. Jadad AR, Gagliardi A 1998. Rating Health Information on the Internet: Navigating to Knowledge or to Babel? JAMA 1998; 279: 6114. Kunst H, Groot D, Latthe P, Latthe M, Khan KS 2002. Accuracy of Information on Apparently Credible Websites: Survey of Five Common Health Topics. BMJ 2002; 324: 581-2.

Tversky A, Kahneman D 1974. Judgment under Uncertainty: Heuristics and Biases. Science 1974; 185: 1124-31. Wilson P 2002. How to Find the Good and Avoid the Bad or Ugly: A Short Guide to Tools for Rating Quality of Health Information on the Internet. BMJ 2002; 324: 598-602.

Kurzweil R 1999. The Age of Spiritual Machines. New York: Viking. Redelmeier DA, Rozin P, Kahneman D 1993. Understanding Patient Decisions. JAMA 1993; 270: 72-6.

Søren Holm er professor v/ University of Manchester & Universitetet i Oslo

✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ ✉ Svar på spørgsmål fra læser:

Vi skulle aldrig være klatret ned fra træerne Origo er blevet spurgt, hvorfor der hyppigt falder en bemærkning om, at ryggen er tilpasset en gang på alle fire. Grunden til den opfattelse er tilsyneladende, at mange mennesker har rygproblemer. Den mest nærliggende årsag er for mange, at ryggen ikke er fuldt evolutionært udviklet til den hverdag, vi lever i dag. Et sådant argument har to sider. 1. Et argument for evolutionen, hvor det viser, at mennesket er under udvikling, og man må forvente, at ikke alt har udviklet sig til fuld funktion endnu. 2. Et argument imod skabelse, for hvordan kan en designer skabe en uperfekt ryg? Det viser en mangel på planlægning, en fejlagtighed hos designeren. De to konklusioner må få en skabelsestilhænger ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

til at reagere, og der findes da også en bedre forklaring på problemet, end at vi lider under gamle egenskaber fra vores fortid som aber. Tilsyneladende er det ikke et nyt vestligt problem. Ser vi på knoglerne fra de gamle egyptere, kan vi se, at de led af både gigt og diskusprolaps og en betydelig mængde andre knoglelidelser. Men skal vi virkelig se på evolutionen som årsag til vores ryglidelser? Lad os tage et andet eksempel. Hvis jeg drak meget alkohol og fik skrumpelever, ville jeg så påstå, at det er, fordi vi er dårligt udviklet, eller at min designer har begået en fejl? Næppe, for det er jo selvforskyldt, at jeg ødelægger min krop med alkohol. Det er en usund livsstil, som min krop ikke er bygget til at kapere. Det samme gælder dårlig ryg. Vi behøver ikke at blade avancerede tidsskrifter igennem for 35

at finde årsagen. På www.netdoktor.dk kan vi få at vide, at 75% af rygproblemerne er svære at identificere årsagen til, men meget tyder dog på, at både fysiske og psykiske livsstils- og arbejdsfaktorer spiller ind . Og resten: I omkring 25 procent af tilfældene er det imidlertid muligt at stille en rimelig præcis diagnose. Det kan dreje sig om patienter med discusprolaps, knogleskørhed (osteoporose), skæv ryg (skoliose) eller for eksempel ved infektioner i ryggen (diskit). 1 Af de 25% andre ryglidelser er diskusprolaps en af de mere almindelige. Her kan livsstilen også være årsagen, for Muligvis giver hårdt fysisk arbejde anlæg til diskusprolaps. En diskusprolaps ses af og til i tilslutning til egentlige faldulykker, trafikulykker eller andet traume. 2 Det er betryggende at vide, at vores læger forsøger at finde naturlige årsager til vores sygdomme i stedet for at stille sig tilfreds med en evolutionær forklaring. Hvis den evolutionære udvikling var grunden, så forsvinder motivationen til at finde den egentlige baggrund for problemet. I så fald vil millioner af rygpatienter kunne kikke forgæves efter den forskning i problemernes naturlige årsager, som kunne give dem et bedre liv. Når min nye bil bryder sammen efter få dage, fordi jeg udelukkende kører i 1. gear, så skal jeg ikke klage til designeren af bilen. Jeg kan ikke bebrejde bilfabrikanten for min egen dumhed. Jeg skal bruge min bil på den måde, den er designet til. Hvis jeg er fuldt overbevist om, at min bil var et resultat af en lang målløs udvikling, så er det nærliggende at tro, at problemet skyldes en fejlagtig udvikling. Men denne konklusion vil jeg aldrig nå frem til, hvis ikke jeg troede på udviklingen i forvejen. Det samme gælder problemer med ryggen det tjener kun som argument for dem, der allerede tror. Jeg tror, at min bil er designet, fordi den er så hensigtsmæssigt indrettet og fungerer til sit formål. Jeg tror også på, at den er designet, fordi jeg ved, at der er en fabrik, der hedder Ford, som har designet og bygget bilen. Jeg har godt nok ikke set det ske, men jeg tager Fords ord for det. Taget i betragtning alle de millioner processer og funktioner, der dagligt finder sted i vores krop helt uden problemer, så må vi fascineres 36

over, at vores designer har kunnet gøre det så godt. Vores læger giver os gode råd om, hvordan vi skal leve for at få bilen til at fungere. Vi gør klogt i at følge de råd og lade være med at skyde skylden på hverken designeren eller evolutionen. Stud.scient. (biologi) Kristian Bánkuti Østergaard 1 http://www.netdoktor.dk/ sygdomme/Fakta/rygsmerter.htm 2 http://www.netdoktor.dk/ sygdomme/fakta/diskusprolaps.htm ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Indeks 2002 Indhold af nr. 77. April 2002 Holger Dauggard: Trækfuglenes præstationer Olav Wik: Skapelse kontra evolusjon Trygve Gjedrem: Evolusjonsteorien og skapelsen Jostein Andreassen: "Det var Darwin som først hevdet ..." (2) Kristian Bánkuti (tidl. Krull) Østergaard: Positive mutationer - de findes! Peter Øhrstrøm: Den kunstige livmoder Torben Riis: Status om kloning af menneskeligt liv Peter Øhrstrøm: Ingen viden uden tro Lennart B. Jessen: Kunstig intelligens og etik Svar på læserbrev Indhold af nr. 78. Juni 2002 C.S. Lewis: De to foredragsholdere Jostein Andreassen: "Det var Darwin som først hevdet ..." (3) Peter Øhrstrøm: Den darwinistiske etiks vanskeligheder Torben Riis: Fra etik til politik Øystein Løining: Barmhjertighetsdrap drivkrefter og udvikling Jack Sandbæk: Krop-sjæl-problemet og evolution Peter Øhrstrøm: Menneskelig værdighed og frihed Wolfgang B. Lindemann: Hvorfor vi blir syke Evolusjonsmedisinen svarer Noas Ark Farm Interview Indhold af nr. 79 (særnummer). September 2002 Reinhard Junker: Nedstammer mennesket fra Adam? Indhold af nr. 80. November 2002 Centrum i en avisdebat Interview Knud Aa. Back: Udokumenterede påstande Knud Aa. Back: Darwin til diskussion Peter Øhrstrøm: Bevisets stilling og troens nødvendighed Knud Aa. Back: Af en creationists bekendelser Jostein Andreassen: Klippe, klippe, sa Darwin Peter Øhrstrøm: Nej til at bruge små menneskeliv som medicin Ingolf Kanestrøm: Forklarer utviklingslæren alt? Bent Vogel: Om arkæologi Wolfgang B. Lindemann: Evolusjonær psykologi og psykiatri Per A. Larssen: Utviklingslæren i krise Bent Vogel: Opstod livet i rummet? Indhold af nr. 81. December 2002 Knud Aa. Back: Galileo Galilei Peter Wejse: Evolutionsteorien og tyngdeloven Bent C. Braskerud: Kan naturvitenskapelige metoder gi sikre svar? Torleiv Ole Rognum: Stamceller og terapeutisk kloning Søren Holm: Internetlægen 2010 etiske perspektiver Svar på læserbrev ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

37

Forfatterindeks 2001 Jostein Andreassen: "Det var Darwin som først hevdet ..." (2) (77) Jostein Andreassen: "Det var Darwin som først hevdet ..." (3) (78) Jostein Andreassen: Klippe, klippe, sa Darwin (80) Knud Aa. Back: Udokumenterede påstande (80) Knud Aa. Back: Darwin til diskussion (80) Knud Aa. Back: Af en creationists bekendelser (80) Knud Aa. Back: Galileo Galilei (81) Bent C. Braskerud: Kan natuvitenskapelige metoder gi sikre svar? (81) Holger Dauggard: Trækfuglenes præstationer (77) Holger Dauggard: Centrum i en avisdebat Interview (80) Trygve Gjedrem: Evolusjonsteorien og skapelsen (77) Søren Holm: Internetlægen 2010 etiske perspektiver (81) Lennart B. Jessen: Kunstig intelligens og etik (77) Reinhard Junker: Nedstammer mennesket fra Adam? (79) Ingolf Kanestrøm: Forklarer utviklingslæren alt? (80) Per A. Larssen: Utviklingslæren i krise (80) C.S. Lewis: De to foredragsholdere (78) Wolfgang B. Lindemann: Hvorfor vi blir syke Evolusjonsmedisinen svarer (78) Wolfgang B. Lindemann: Evolusjonær psykologi og psykiatri (80) Øystein Løining: Barmhjertighetsdrap drivkrefter og udvikling (78) Torben Riis: Status om kloning af menneskeligt liv (77) Torben Riis: Fra etik til politik (78) Torleiv Ole Rognum: Stamceller og terapeutisk kloning (81) Jack Sandbæk: Krop-sjæl-problemet og evolution (78) Bent Vogel: Om arkæologi (80) Bent Vogel: Opstod livet i rummet? (80) Peter Wejse: Evolutionsteorien og tyngdeloven (81) Olav Wik: Skapelse kontra evolusjon (77) Peter Øhrstrøm: Den kunstige livmoder (77) Peter Øhrstrøm: Ingen viden uden tro (77) Peter Øhrstrøm: Den darwinistiske etiks vanskeligheder (78) Peter Øhrstrøm: Menneskelig værdighed og frihed (78) Peter Øhrstrøm: Bevisets stilling og troens nødvendighed (80) Peter Øhrstrøm: Nej til at bruge små menneskeliv som medicin (80) Kristian Bánkuti Østergaard: Positive mutationer de findes! (77) Kristian Bánkuti Østergaard: Svar på læserbrev (77) Kristian Bánkuti Østergaard: Svar på læserbrev (81) 38

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

Origo Redaktion i Danmark

Overlærer Knud Aa. Back, Ibsvej 27, 4440 Mørkøv. Tlf. 5927 1864. E-mail: back@spongenberg.dk Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Ærtebjerggårdvej 75, 5270 Odense N. Tlf. 6618 4100. E-mail: hod@ffl.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Datamatikerstuderende Bjarne Krak, Kollegiebakken 1, værelse 111-2, 2800 Kgs. Lyngby Tlf: 77426021. E-mail: bjarne@skabelse.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Stud.scient. Kristian Bánkuti Østergaard, Harald Jensens Plads 9, 2. th., 8000 Århus C. Tlf. 86752462. E-mail: krul@skabelse.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktør)

Redaksjon i Norge

Avdelingsingeniør, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Forskningsleder, dr.scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Professor, dr.philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no Ansvarshavende for dette nummer: Peter Øhrstrøm Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø, Tlf. 7767 2948. Danmark: Ove Kristensen, Hasselvænget 44, 7800 Skive, Tlf. 9751 4177. ORIGOs Internet-adresse: http://www.tidsskriftet-origo.net Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002

39

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning m.m. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168 40

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer 5 gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Bent Vogel Kristrupvej 31, 8900 Randers Tlf. Tlf. 8641 0496 Giro 730-5753 E-mail: tidsskriftet-origo@mail.tele.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 77 67 29 48. Giro 0540 0461890

ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002 ORIGO NR. 81 DECEMBER 2002