Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 80, november 2002

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik Nr. 80 November 2002

Kontrol af kristne gymnasier

F

i asc

n

n ere

Uv

t er e t e D

r -elle n e t en

ide

nh

ed

Men nesk et u ndre s

de Tidsskrift mod evolut ion

? r udvikling e ll e e ls e b a Er det sk B Vis eskyldninger se k choke e rer d l r i y s f

l ska n e Tro

tne for bav ser

ed arnest s n e Der er jo in ism gen konflik Fanat t

Debatten om tro & viden: Centrum i en avisdebat Darwin til diskussion Af en creationists bekendelser Fra en naturforskers liv Forklarer udviklingslæren alt?

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

1

Indhold Centrum i en avisdebat - Interview med Holger Daugaard

3

Darwin til diskussion Af Knud Aa. Back

6

Bevisets stilling og troens nødvendighed Af Peter Øhrstrøm

8

Af en creationists bekendelser Af Knud Aage Back

10

- Klippe, klippe, sa Darwin Av Jostein Andreassen

14

Forklarer utviklingslæren alt? Av Ingolf Kanestrøm

20

Evolusjonær psykologi og psykiatri Av Wolfgang B. Lindemann

27

Boganmeldelse Af Peter Øhrstrøm

32

Opstod livet i rummet? Af Bent Vogel

34

ORIGO jubilerer Det første nummer af tidsskriftet ORIGO - der for øvrigt hed KOSMOS - udkom marts 1983. Dvs. at forårsnummeret 2003 vil markere ORIGOs 20 års jubilæum. I den anledning vil der blive ændret på layout'et og strammet op på indholdet, så det gerne skulle blive mere læservenligt. Også derfor håber vi, at endnu flere vil betale for abonnementet eller støtte arbejdet med gaver, for som det fremgik af betalingspåmindelsen i det seneste nummer, er bladets likviditet ringere end forventet. Indbetalinger kan foretages på giro 730 5753. Red.

2

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

Centrum i en avisdebat

JyllandsPosten har igennem størstedelen af oktober måned ført en til tider noget ophedet debat under temaet Tro og viden . Islamiske og senere også kristne friskoler har måttet holde for i debatten, der ikke altid har været lige nuanceret og sober. Kernepunktet i debatten har været spørgsmålet om skabelse og evolution om de danske friskoler har lov at omtale skabelsesmodeller såvel som evolutionsteori i undervisningen eller ej. På et tidspunkt nåede journalisterne ud til de to gymnasier i Jylland med et kristent idégrundlag, dvs. Det kristne Gymnasium i Ringkøbing og Vejlefjordskolen ved Daugård. Holger Daugaard, biologilærer på sidstnævnte, blev interviewet og oplevede således at komme på forsiden af avisen den 18. oktober.

Hvordan føles det at komme på forsiden af en af landets største aviser? - Jeg må indrømme, at det var en stor overraskelse for mig, at sagen ligefrem kunne bære en forsideartikel. Så det var med lidt blandede følelser, jeg så mig selv citeret her. Hvad var essensen af artiklen? - Under overskriften Kontrol af kristne gymnasier beskrev avisen, hvordan de to private gymnasier angiveligt sætter Bibelens ord højere end evolutionsteorien. Mine udtalelser blev citeret i den retning, at jeg nærmest tilsidesætter bekendtgørelsen vedr. biologiundervisning i bestræbelserne på at undervise med skabelse som grundlag. Man havde så samtidig indhentet udtalelser fra undervisningsministeren, der naturligvis mente, at jeg ikke måtte fravige bekendtgørelsen, og fra fagkonsulenten, der ikke mente, at Bibelens skabelsesberetning hører

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

hjemme i biologiundervisningen og i øvrigt var enig med ministeren i, at bekendtgørelsen skulle overholdes. Var du korrekt citeret? - I store træk, ja. Men jeg var naturligvis ikke klar over på forhånd, at jeg skulle bruges i en bestemt sags tjeneste, da jeg ikke havde fulgt den forudgående debat i avisen. På den måde fremtrådte mine synspunkter betydelig mere bastante og unuancerede, end jeg brød mig om. Hvad var og er dit hovedbudskab? - Jeg mener, at biologiundervisningen burde være langt mere åben og nuanceret, end der er lagt op til i bekendtgørelsen for gymnasiet. Det er godt nok kun i biologi på højniveau, at der direkte er krav om undervisning i evolution, men herom hedder det i bekendtgørelsen, at man i undervisningen skal sikre en grundig indføring i genetisk teori og metode, herunder menneskets genetik og evolutionsteori . Der står intet om omtale af alternativer. Jeg mener, at evolutionsteorien har så mange huller, at det må være på sin plads at omtale andre alternative modeller i biologiundervisningen. Det er det, jeg mener med større åbenhed i undervisningen. Eleverne i gymnasiet bør oplæres til at være kritiske samfundsborgere, der ikke bare sluger evolutionsteorien råt. I øvrigt står der intet i bekendtgørelsen om, at kun evolutionsteorien skal omtales, og at andre alternativer ikke må tages op. Hvordan ville et ideelt undervisningsforløb være, set fra dit synspunkt? - Min drøm vil være, at man fremlægger data ud fra en åben og fordomsfri debat, fremlægger de alternative modeller, der kan forklare data, tolker data og først derefter tager stilling til, hvilken model der bedst forklarer data. Som det er i dag, har man allerede på forhånd beslut-

3

Klip her og på flg. sider er alle fra Jyllands-Posten den 18. oktober 2002

tet , at evolutionsteorien er den tilgrundliggende teori, og data tolkes i sammenhæng med denne. Skabelseslæren udelukkes på forhånd ud fra den betragtning, at den handler om religion og ikke naturvidenskab. Kan du give et eksempel? - Ja, der er mange. Tag f.eks. den anatomiske opbygning hos hvirveldyrene. Når man på forhånd har valgt evolutionsteorien som arbejdsgrundlag, er det meget nærliggende at antage, at hvirveldyrenes fælles knoglebygning er forårsaget af en fjern, fælles stamform. Det viser sig jo, at stort set enhver knogle i menneskekroppen findes tilsvarende hos alle pattedyr, lige fra aber til dværgmus. Men hvis man havde en fordomsfri debat, kunne konklusionen på lighederne lige så vel være, at den samme Designer har anvendt en fælles skabelon for sit skaberarbejde nøjagtig ligesom en kunstner har et fælles præg over sine kunstværker. Et andet eksempel kunne være spørgsmålet om mellemformer. Som evolutionist har man en forventning om, at der i sedimenterne bør kunne findes i tusindvis af mellemformer, idet livet har udviklet sig gradvist gennem årmillionerne. Denne forventning gav Darwin allerede udtryk for. Når vi så står 150 år senere og må konstatere, at der ikke er fundet andet end nogle få diskutable eksemplarer, må den naturlige konklusion vel være, at de ikke eksisterer. Men i stedet for at overveje alternative modeller (f.eks. en skabelse af et antal grundformer, der kun har ændret sig inden for nogle rammer siden), forsøger man at udbygge evolutionsteorien med mere eller mindre fantasifulde tillæg om hopeful monsters og udvikling i spring. Et tredje eksempel kunne være spørgsmålet om livets oprindelse. Efter at diverse forskere gennem årene har måttet give op i forsøget på at skabe liv eller forstadier til liv i laboratoriet, kunne det måske være tiden at overveje, om liv overhovedet kan opstå af livløst stof eller om det kun sker, når informationen dertil er til stede (med andre ord: en Designers værk). Men nej.

4

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

Hvad har du lært af denne avisdebat? - Jeg har med glæde set, at emnet evolution skabelse stadig kan vække stor debat i Danmark. Det synes jeg er meget positivt. Til gengæld er det betænkeligt, at der fra det offentliges side tilsyneladende er en stigende tendens til

at kontrollere og ensrette. Lad os håbe, at debatten trods alt har fået mange danskere til at overveje, hvorvidt evolutionsteorien trænger til et kvalificeret modspil både i skolerne og i alle andre sammenhænge.

Udokumenterede påstande Hvorfor er det illegitimt at interessere sig for naturvidenskabens filosofiske basis? Der ville, hvilket turde være almen viden, ikke eksistere videnskab i moderne forstand uden i den jødisk-kristne kontekst, den er født ind i. Hvorfor er det illegitimt at påpege de gange, hvor et af protestantismens største trossamfund, ateismen, har blandet religion og videnskab sammen med sine umotiverede spark til skabelsestroen, i både folkeskolens og gymnasiets lærebøger i biologi? Der harceleres over en tænkt undervisning i, at mennesket blev sat på jorden af rumvæsener . Tanken er måske ikke så fjern i forhold til dét, der faktisk foregår i biologitimerne: Mange neodarwinister er nemlig villige til at flygte ud i den rene E.T.-forestilling i frustration over, at livets oprindelse på denne planet ikke er så enkelt forklaret, som mange lærebøger (og tv-udsendelser) giver indtryk af. De spørger nemlig sig selv (og det er seriøst ment): Kommer livet fra rummet? Hvis ens intelligens forhindrer en i at tro på påstanden om, at livets opståen let kan forklares ved mekanisk kausalitet, hvorfor skulle det så være illegitimt at søge en anden tilværelsesforklaring? At der måske burde levnes plads til en eller anden form for transcendens. Knud Aa. Back

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

5

Darwin til diskussion I disse tider med en noget voldsom debat i pressen mellem videnskaben og fundamentalisterne er det interessant at kunne konstatere, at debatten om neodarwinismen og dens eneret på en verdensforklaring faktisk også foregår på et mere akademisk plan. Ud fra Københavns Universitet er gået et initiativ, som kalder sig Forum for Eksistens & Videnskab. Og i dette forum har man i oktober d.å. afholdt sin første interessante diskussion. I oplægget til diskussionen hedder det bl.a.: Naturvidenskabens og teologiens mødested er i den filosofiske diskussion om naturvidenskabens forudsætninger. Her står vi lige, og begge parter kan bidrage på samme niveau ud fra deres fag. Så i stedet for at høre nogle stå og råbe ad hinanden fra hver sin utilnærmeligt bjergtop, var Deres udsendte her vidne til en ægte og yderst interessant diskussion mellem to ikke så ofte sammenstillede sider af den videnskabelige verden, nemlig repræsentanter fra hhv. Det teologiske fakultet og Niels Bohr Instituttet. Første oplæg stod lektor i systematisk teologi Jakob Wolf for, og modspillet kom fra lederen af Center for Naturfilosofi på Niels Bohr Instituttet, biologen og filosoffen Claus Emmeche. CE har i øvrigt været den store bidragyder til Encyklopædiens artikel om Liv. Emnet var: Biologi og Teleologi. Biologi har de fleste vel en fornemmelse af hvad er, men teleologi (ikke at forveksle med teologi!) bør vi måske lige forklare: Ordet betyder formålsbestemthed. Og i sammenhængen her var det interessante, om der må konstateres en form for teleologi i forbindelse med alt levende. JW s indledende foredrag tog nemlig sit udgangspunkt i bogen Darwin's Black Box - The Biochemical Challenge to Evolution af biokemikeren Michael J. Behe. Behe hævder, at de ufatteligt komplicerede biokemiske systemer, som levende organismer

6

fungerer ved hjælp af, umuligt kan være opstået ved en gradvis forandring i arveegenskaberne, som neodarwinismen hævder. (Kan en motorcykel opstå af en gradvis modifikation af en cykel?) JW havde lavet en for- Michael J. Behe håndsopsummering af sit foredrag på et stykke papir med syv påstande, hvormed han gjorde rede for de indvendinger, som Behe har mod den gængse neodarwinistiske tilværelsesforklaring. Vi vil i et par senere numre af Origo gå nærmere i detaljer med de to oplæg. Her skal blot nævnes, at JW supplerede sin udmærkede redegørelse for Behes synspunkt med nogle erkendelsesteoretiske overvejelser: Det er nemlig en gammel filosofisk påstand, at organismer ikke kan forklares fuldt ud ved mekanisk kausalitet (den findes hos f.eks. Kant, Goethe og Løgstrup). Altså at fx et øjes opståen i naturen ikke alene kan forklares ud fra det årsags-virkningsforhold, der ligger i naturlovene. Eller sagt på en tredje måde: Den naturlige udvælgelse og de naturligt forekommende mutationer i arvematerialet kan ikke forklare, hvordan lysfølsomheden kan være opstået i selv det mest primitive øje. CE begyndte på sin side sit indlæg med yderligere illustrationer fra Behes bog af disse komplekse systemer, som hele diskussionen handler om, og så den søde tegning af en Klø en herre i nakken mens denne konserverer en dame-maskine, som den amerikanske Storm P, Rube Goldberg, har konstrueret. Men han fremførte så nogle indvendinger, som andre biokemikere har haft mod Behes opstilling, at der findes andre former for kompleksitet. Behe sammenligner de komplekse systemer, han finder i biologien, med en musefælde

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

eller med Storm P-maskinen: Hvis blot én enkelt del mangler, kan systemet slet ikke fungere. Men analogien til disse maskiner har den skavank, at levende systemer har alternativer: Forsøg har vist, at man godt kan gå ind og ødelægge nogle systemer, uden at organismen dør af det, der er mange måder at klare et stofskifte på, ja, der findes en overflod af muligheder, fremførte CE. Så hovedindvendingen mod Behes argumentation er, at da der findes så mange muligheder, må der også være mange flere tilfældige måder, hvorpå den naturlige selektion kan finde frem til de komplicerede systemer på. CE fremførte også som et argument mod Behes teori om intelligent design, at der findes mange eksempler på dårligt design, men CE s vigtigste argument mod Behe var nok den, at intelligent design-teorien stopper forskningen . Hvis der skal en transcendent forklaring til at forstå disse komplekse systemer, så stopper forskningen. Og det synes CE naturligt nok er kedeligt. Men som nævnt ovenfor vender vi tilbage med en mere detaljeret anmeldelse af diskussionen. Knud Aa. Back

Fra debatten

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

7

Debatten om tro & viden:

Bevisets stilling og troens nødvendighed Af Peter Øhrstrøm

kan forklare/beskrive

Neodarwinismen (passer med en materialistisk filosofi)

➤

8

Grundtypeteorien (passer med en skabelsesfilosofi)

➤

Debatten om tro og viden har på det seneste bølget frem og tilbage i den danske dagspresse. Desværre lider store dele af debatten af et rystende ringe kendskab til de logiske vilkår, som al naturvidenskab må være underlagt. Mange skribenter forestiller sig tilsyneladende, at generelle naturvidenskabelige teorier i praksis kan bevises, således at de ikke længere bør være til diskussion, når beviset en gang for alle er givet. Det lader til, at mange oven i købet mener, at de neodarwinistiske teorier om arternes oprindelse er endegyldigt bevist, og at det derfor er lige så urimeligt og tåbeligt at diskutere, om de er sande, som det ville være at diskutere holdbarheden af den pythagoræiske læresætning for retvinklede trekanter i den euklidiske geometri. Sagen er imidlertid, at generelle naturvidenskabelige teorier aldrig kan bevises i samme forstand som teorier i matematik kan det. Naturvidenskabelige teorier skal derfor i princippet altid holdes op mod den bedste kritik, som man kan levere. Afvisning af enhver form for kritik af en naturvidenskabelig teori vil være et attentat mod selve den naturvidenskabelige idé. Det hører med i billedet, at mængden af mulige empiriske data (dvs. samtlige mulige målinger og observationer, som man med tiden vil kunne levere) normalt ikke bestemmer entydigt, hvilken teori der er den sande. Videnskabsteoretikere taler om, at der kan være empirisk ækvivalente teorier. Tager vi f.eks. den tyske biologi-professor Sigfried Scherers grundtypeteori, som er inspireret af skabelsestanken, og sammenligner den med den gængse neodarwinistiske teori om arternes oprindelse, kan det meget vel være, at vi her har at gøre med to empirisk ækvivalente teorier. Hvis det er korrekt, er forholdet mellem alle data (nuværende

og fremtidige) og teorierne som vist på nedenstående figur:

kan forklare/beskrive

Samtlige data (nuværende og fremtidige målinger og observationer) Hvis dette er situationen, vil sagen aldrig kunne afgøres ved henvisning alene til målinger og observationer. Det betyder naturligvis ikke, at man skal opgive at indsamle data og fund. Tværtimod er det afgørende for den naturvidenskabelige praksis. Måske kunne det også vise sig, at fremtidige data ville give en eller begge af teorierne problemer og gøre justeringer nødvendige, således at teorierne stadig kan forklare/beskrive alle forekommende data. Sådanne justeringer skal nok kunne gennemføres, idet begge teorier er relativt overordnede og fleksible. Hvis der er tale om empirisk ækvivalens her, ligger forskellen mellem de to teorier altså på et andet plan end det empiriske, nemlig det filosofiske. Den neodarwinistiske teori bygger på en filosofisk antagelse, som kan formuleres på følgende måde: Den materialistiske basishypotese: Når komplekse livsformer er opstået i naturen, er det altid sket på grundlag af noget ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

simplere, og tilblivelsen er alene forløbet ved mekanismer, som principielt også ville kunne erkendes i naturen i dag (ligesom til enhver anden tid). Hypotesen kan ikke bevises. Jeg kan heller ikke forestille mig, at den ville kunne afvises ved nogen som helst tænkelig observation eller måling. Det samme gælder hypotesens modsætning: Den skabelsesfilosofiske basishypotese: Når komplekse livsformer er opstået i naturen, er det ikke altid sket på grundlag af noget simplere. I nogle tilfælde i historiens løb er komplekse livsformer (grundtyperne) blevet til på måder, som ikke ville kunne erkendes i naturen i dag. Den dominerende moderne videnskab afviser den skabelsesfilosofiske basishypotese. Men det er meget vigtigt at understrege, at afvisningen alene beror på en filosofisk skråsikkerhed, som ikke ville kunne afprøves endegyldigt mod empirien (målinger og observationer). Den materialistiske basishypotese kan i virkeligheden også læses som en afvisning af muligheden for mirakler. Der er her tale om en materialistisk tro. Vi kan oven i købet bruge Bibelens definition på tro: Overbevisning om ting, man ikke ser .

Der kan dyrkes god videnskab ud fra den materialistiske basishypotese. Det gør de fleste forskere. Men der kan dyrkes lige så god videnskab på grundlag af den skabelsesfilosofiske basishypotese. Det gør f.eks. professor Scherer og hans forskergruppe ved universitetet i München. Endda vil den sidstnævnte type af forskning have det fortrin, at den holder flere muligheder åbne end den førstnævnte, som kategorisk vil udelukke, at noget i fortiden kunne være hændt på måder, som ikke ville kunne erkendes i naturen i dag. Under alle omstændigheder kommer ingen uden om at gøre trosmæssige forudsætninger. Den forudsætningsløse videnskab findes ikke. Hvis man vil gøre sig håb om at forstå noget som helst, må man starte med at tro! Man kan ikke logisk bevise den materialistiske basishypotese. Det samme gælder den skabelsesfilosofiske basishypotese. Alligevel kan man rationelt diskutere de to hypoteser mod hinanden, således som vi gør det i ORIGO. Og den debat kan meget vel føre til en overbevisning om skabelsestankens troværdighed! Reference: Mere om Scherers grundtypeteori kan læses i bogen: R. Junker, S. Scherer: Evolution - ein kritisches Lehrbuch. Se nærmere på http://www. wort-und-wissen.de/

Fra debatten

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

9

Af en creationists bekendelser Af Knud Aage Back For nogen tid siden søgte skeptikerforeningen Skeptica med deres bogudgivelse Bedst af alle verdener at få skovlen under dagens mange former for overtro. Godt nok, men i deres jagt på vildskud på troens overdrev er de også gået efter creationismen, som kort fortalt er en kritik af den darwinistiske tilværelsesforklaring. Det forekommer mig underligt, at hver gang man forsøger at stille spørgsmålstegn ved evolutionsteorien, bliver man automatisk båset med de argeste amerikanske højrefolk og fundamentalister. Og når man ikke føler sig som specielt højredrejet eller fundamentalistisk, er det virkelig træls. Specielt også når man, som jeg, mener at vores civilisation i høj grad bygger på en sund videnskabelig indstilling til tilværelsen og diverse tilværelsesforklaringer. I det stykke tror jeg mig ikke meget uenig med Skeptikerne. At creationisme i mange danskeres bevidsthed automatisk er sortlistet, har nok sin begrundelse i, at mange finder, at det creationistiske standpunkt er en utidig sammenblanding af tro og viden. Jeg vil hævde, at det er det stik modsatte: faktisk et forsøg på at nå frem til erkendelse af livets opståen ved at si det fra, vi tror, vi véd, si det fra dét, vi rent faktisk kan vide! På det seneste har der endvidere været angreb på de kristne skolers frihed fra et politisk hold, der tror, at man netop ikke kan kritisere og dermed have et mere nuanceret syn på darwinismen. Creationisme kan dække mange anskuelser, derfor er her min definition på det creationistiske standpunkt: Et menneske som vedkender sig sit filosofiske grundlag for sin nysgerrighed over for, hvordan naturen hænger sammen, og som tager sit udgangspunkt i ordet I begyndelsen skabte Gud Og uha, fy fy skamme, det må man ikke!

10

Det smager for meget af religion, det har ikke noget med videnskab at gøre! Det har i allerhøjeste grad noget med videnskab at gøre at afklare sit filosofiske udgangspunkt for en diskussion af livets største mysterier. Det kniber det til gengæld gevaldigt med i det almindelige naturvidenskabelige synsfelt. Problemet er nemlig ikke eventuelle amerikaneres (mis)forståelse af den bibelske skabelsesberetning. Det virkelige problem ligger i, at den i dag mest udbredte tilværelsesforklaring i høj grad baserer sig på en religiøs opfattelse, nemlig ideer fra dét protestantiske trossamfund, der kalder sig ateismen. Og dette trossamfund har et solidt tag i naturvidenskaben: Tv s naturudsendelser er fx uhyggeligt enøjet darwinistiskmaterialistiske i deres forenklede forklaringer. For her nærmer vi os en vigtig pointe: Den ateistiske videnskabsfilosofi hviler på alt for enkle forklaringer! Og at Darwin er sluppet godt fra sit bud på arternes oprindelse skyldes, at der ligger store, betydelige hvide pletter på hans forklaringsverdenskort, pletter, som på hans tid lå uudforskede hen. Genetikken, ikke mindst! Darwinismens filosofiske grundlag At evolutionsteorien i sin tid blev modtaget med stormende begejstring i visse videnskabelige kredse skyldtes ikke først og fremmest argumenternes vægt, men deres art: At Darwins ideer absolut ikke faldt på klippegrund skyldtes, at jorden i forvejen var godt gødet af ateismen. I det 19. århundrede var ateisterne nemlig virkelig på fremmarch blandt intellektuelle (i endnu højere grad end venstreorienteringen efter 68oprøret). Alt, der blot lugtede af kristen filosofi, blev hakket sønder og sammen, kirken blev (berettiget?) angrebet for dobbeltmoral og svigt over for samfundets lavere klasser, osv. osv. Men én havde man hidtil ikke kunnet komme uden om: Skaberen! Så da Darwin påviste , at skabelsesberetningen var forkert på

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

den , greb man påstanden med kyshånd. Endelig kunne man erklære Gud, himlens og jordens skaber, for død. Livet på jorden var bare blevet til, lidt efter lidt. Helt af sig selv! Så med darwinismen gik ateismen sin sejrsgang blandt de lærde jorden rundt. Det blev moderne at slå Maren i Kæret oven i hovedet med: Ja, du tror men vi véd! Og dermed opstod også det kunstige skel mellem tro og viden, som vi stadig døjer med. Nu er der løbet meget vand i åen, siden Darwin fremkom med sin skæbnesvangre opdagelse , og forklaringerne er siden blevet revideret og moderniseret i neodarwinisme mmm. Men én ting står fast: man bliver ved med at forklare altings opståen uden om Gud, også der hvor man faktisk er religiøs i sine forklaringer. Han er stadig en hypotese den moderne videnskabsmand ikke har brug for . Men den historieløse videnskab har glemt, at jødisk-kristen tilværelsesforståelse er selve grundlaget for dens forskning. For i fx panteistisk tankegang giver det naturligvis ingen mening at undersøge naturen videnskabeligt, eftersom Gud er en del af naturen. Netop Bogens religioners påstand om, at Gud er uden for skaberværket, giver den menneskelige nysgerrighed mulighed for at finde ud af, hvordan Han så har båret sig ad . Tider skifter, teorier mildnes Én af de ting, man som creationist virkelig kan undre sig over, er den mangel på nytænkning, man har set inden for darwinismen. Alle andre naturvidenskabsgrene har forandret sig voldsomt i løbet af det 20. århundrede, men evolutionsmodellen er grundlæggende den samme! Her fristes man til at stille det drilske spørgsmål: Er darwinister mere dogmatiske end creationister? Eller har de blot en dårligere hukommelse? Skifter teorier ikke fra tid til anden? Jeg kan huske, hvordan George Gamows Big Bang Theory i min gymnasietid nærmest var helt til grin. At universet skulle have taget sin begyndelse i ét punkt, The Big Bang smagte alt for meget af Skabelse til, at den idé kunne accepteres. Fred Hoyle havde de fleste stemmer for sin Steady State Theory, som bl.a. omfattede den tanke, at hydrogen opstår spontant i universet og dermed danner grundlag for stjernedannelsen. Det gør ikke så meget, at en teori lyder ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

fantastisk, blot den fungerer , var hans argument. Men i dag er det altså Det store Brag, der har overtaget aktiemajoriteten på det videnskabelige parnas, også selv om spørgsmålet om, hvor The Big Bang kom fra, faktisk kunne give anledning til religiøse overvejelser. Men bemærk, denne eventualitet forhindrer ikke den seriøse kosmolog i at stemme for teorien som den bedste af mulige forklaringer i dag. Så er det creationisten spørger: Hvorfor kan man ikke på samme måde acceptere begrebet design i forklaringsmodellen for livets opståen, uden at det skal tillægges religiøse overtoner? Hvorfor kan design ikke bruges som springbræt for en videre frugtbar forskning i naturens sammenhænge? Jeg vil gerne bekende mig som creationist, fordi betænkeligt mange sammenblander begreberne tro og viden, ikke blot på den amerikanske side af Dammen. Og det er vel ikke helt forkert at påstå, at mange rent faktisk er meget religiøse i deres tilgang til en tilværelsesforklaring, de kan leve med. Og dette gælder i aller højeste grad også darwinister! Magiske evner Lad os tage en påstand, som man møder i enhver naturudsendelse med respekt for sig selv: Hvis en dyreart mangler en egenskab, vupti: så udvikler den den bare. Vupti, fordi den store trylleformular her er årmillioner! Sådan helt ukompliceret kunne en dino forsyne sig med flyveegenskaber for at forvandle sig til en fugl. Keine Hexerei, nur Behendigkeit! Men ved nærmere eftersyn er der alligevel en Hvis en art skal forvandles til en anden art, er det programmering det handler om, ikke et dyrs besjælede geners længsler efter en højere grad af kompleksitet.

11

hel del hekseri i den forklaring! For forvandlingen fra dino til fugl kommer ikke uden om en meget kompliceret ændring af den programmering, der ligger i DNA et. Og dét er interessant, for skal en art forvandles til en anden art, er det programmering, det handler om, ikke et dyrs besjælede geners længsler efter en højere grad af kompleksitet! Enhver påstand om evolutionær forandring i en genpulje er nemlig uden mening, hvis man ikke nøjagtigt på det molekylære plan gør rede for, hvordan denne programmeringsændring har fundet sted. At påstå, at det bare er sket af sig selv, som den materialistiske darwinisme gør, er ren mytologi. Jamen, det er jo sket! Er det? På den måde som Darwin påstår? Ja, en af evolutionsbiologernes intimiderende argumentationsmetoder er at henvise til mikro-evolutionen (fx Darwins finker), når creationisten taler om, at makro-evolutionen er umulig (nemlig at et krybdyr kan blive til en fugl): »Her kan I se, sådan er det foregået«. De glemmer i deres diskussionsiver, at det i højeste grad er en trossag, om man regner med, at mikro-evolutionen uhindret er fortsat i makroevolution. Hvorfor skal det være sekterisk at påpege denne logiske brist? Det må være ganske legitimt, at man som sandhedssøgende, kundskabshungrende menneske søger at få skovlen under evolutionsteorien, hvis man mener, den er forkert. Hvis teorien da ikke har indtaget dogmets plads. Så er den naturligvis urørlig. For de troende! Når så mange videnskabsfolk holder sig til evolutionsteorien, er det creationistens påstand, at det sker ud fra filosofiske årsager, ikke ud fra, hvad de kan iagttage i naturen. Lad mig her anføre, hvad vi i dag rent faktisk véd om livets opståen her på jorden. Forklaringen er bevidst renset for alle trospåstande. På et tidspunkt i fortiden var vores jord klar til beboelse. Den havde en passende sol at kredse om, i passende afstand, med passende atmosfære, med passende balance mellem hav og land. På et andet tidspunkt var denne jord befolket med myriader af livsformer, alle efter deres arter. Disse ur-arter var alle sammen til stede i begyndelsen, i balance med hinanden, og hver art var forsynet med en utrolig til12

pasningsevne, så de ikke gik til ved den første, den bedste naturkatastrofe. Som tiden gik, forsvandt nogle arter, og andre splittedes op i underarter. Hvis miljøforandringerne lå ud over, hvad arten naturligt kunne tilpasse sig, uddøde den. Hvis en del af arten blev geografisk isoleret (fx da broen over Beringsstrædet blev lukket for færdsel), resulterede det i en begrænsning af variationsbredden: en degenerering fandt sted. (Vi har set fugle miste flyveevnen på blot få generationer, hvor de ikke længere var under pres fra rovdyr. Hvad vi derimod aldrig har set er, at en fugl, der får brug for at kunne flyve igen, har genopfundet evnen. Det påstås tit i tv s naturudsendelser. Det bliver det ikke mere rigtigt af!) Den biologiske udvikling består kort sagt i, at arter forsvinder for aldrig mere at genopstå. At vor jord bliver fattigere på arter for hvert år, der går. Dét er, hvad vi kan bevise. Det er, hvad vi véd. Slut! Jamen, du har glemt det vigtigste: Hvordan er det hele opstået? Hvorfor er vi her? Skal min forklaring være baseret på videnskabelige fakta, kan jeg netop ikke svare på dét spørgsmål. Det hører naturligvis med til den videnskabelige nysgerrighed at stille spørgsmålet. Men svaret blæser i et andet departement, religionens. At påstå noget andet er intellektuelt uvederhæftigt. Når videnskabsmanden udtaler sig herom, er han ikke større autoritet end enhver anden amateur, der elsker at stille spørgsmål til tilværelsen. God of the Gap For det sjove er, at mange, også paradoksalt nok ateister, bruger Gud til det, de ikke kan forklare. Men dette afgudsbillede har den katastrofale konsekvens, at jo mere vi kan forklare, desto mindre bliver der så helt naturligt plads til Gud. Lad os tage et eksempel: Sjælen! Vi kan i dag forklare det meste i kroppens funktionsmåder, men sjælen kan vi ikke lige forklare. Argumentet er, at der er stadig noget ved mennesket, som ikke kan forklares, mennesket er ikke en maskine, vi består ikke alene af kød og blod, men også af ånd! Derfor har vi brug for Gud til at forklare det uforklarlige! Gud kan evt. bruges dér, hvor vi ikke kan ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

forklare tingene , har en naturvidenskabsmænd udtalt til min avis. MEN, MEN, men. Hvis det uforklarlige = Gud, må det nødvendigvis være sådan at jo mindre uforklarligt, der er tilbage i vores tilværelse, desto mindre må Gud derfor være. Det er logisk! Og derfor er det også meget naturligt, at man kan møde påstanden om, at min intelligens forhindrer mig i at tro på Gud. Mennesket en maskine Jeg vil meget hellere vende det om: Det forklarlige = Gud! Og den logiske konsekvens af det er, at jo mere forklarligt vi får øje på i verden omkring os, jo mere ser vi Gud bag konstruktionerne. Derfor vil jeg komme med følgende provokerende påstand: Mennesket er en maskine! En fantastisk velfungerende maskine, javel, men alligevel en maskine! Og det er kun et spørgsmål om tid, før vi også kan se, at hjerneprocesserne er forklaring nok på fænomenet sjæl. Maskinen Mennesket er en yderst kompliceret konstruktion. Studerer man medicin, kan man se, hvor lidt der skal til, før det går galt! En af de fantastiske ting ved denne maskine er, at den er selvreparerende! At tænke sig at have en cykel, der, når den punkterer, kan lappe sig selv! Og hvis kæden knækker, at den så kan gro sammen af sig selv. Lad os udføre et lille eksperiment: Jeg skal bruge en vandballon og en finger! Prik et lille hul på ballonen! Hvad sker der? Vandet løber lige så stille ud af ballonen, indtil der ikke er mere i den: Ballonen løber tør! Så prikker jeg et tilsvarende hul i min finger? Hvad sker der? Løber jeg også tør og falder om som en slatten ballon?! Det er der vist ingen, der venter, vel? Men hvorfor er det sådan? Se, det har vi faktisk en forklaring på. I mikrobiologien. Vi kunne også kalde faget for studiet af maskinen Mennesket . Forestil Dem en serie dominobrikker stillet op på den kendte måde, at vælter den første, river den den næste med i faldet, og således videre til den tredje, den fjerde Blodstørkningsprocessen består af sådan et sæt dominobrikker : Det ene enzym sætter gang i det næste, ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

som sætter gang i det tredje, osv. Man kan også sammenligne processen med en slags Storm P-maskine: Vand drypper fra en tagrende ned i et glas med en flyder forsynet med en nål. Når glasset er fyldt, prikker nålen hul på en ballon, som eksploderer, og eksplosionen får en hund til at besvime og falde om på ryggen. Dens åndedræt brystkassens bevægelse op og ned får nu et stempel til at bevæge sig med op og ned, hvorved en kløpind aktiveres til at klø en herre i nakken, mens han uforstyrret konverserer en dame. Når vi kan oplyse, at blodstørkningsprocessen rent faktisk er endnu mere kompliceret end denne klømaskine , kan læseren så få øje på de fulde implikationer af dette? Ville klømaskinen fx virke uden hund??!! Hver enkelt del nødvendig Sensationen i dette stykke mekanik er nemlig, at hver enkelt del er nødvendig for at få mekanikken til at fungere! Hvis blot ét element fjernes, går processen i stå. Denne mekanik kan derfor ikke, som Darwin hidtil uimodsagt har kunnet påstå, udvikles lidt efter lidt. Enten er mekanikken til stede, fuldt funktionsdygtig, eller også er den totalt ubrugelig og vil derfor naturnødvendigt blive udryddet af den darwinistiske tautologi kun den bedst egnede overlever ! Og så har vi for resten glemt, at vi lige skal have dominoeffekten stoppet igen, ellers dør jeg af en kæmpe blodprop!! Der skal altså gå en besked tilbage til kontrolcenteret: Hul stoppet, afvikl størkningsproces! Sagt på en anden måde: Dominobrikkerne skal blive stående! Så er det, jeg spørger: Hvordan er denne programmering af maskinen Mennesket blevet til? For der findes i tusindvis af tilsvarende mekanikker, som maskinen er afhængig af for at kunne fungere så fint, som den gør. Som creationist vil jeg hævde: Det gives der ingen videnskabelig forklaring på. Så for at komme videre er vi nødt til at inkorporere biologiens Big Bang, design! Der er et design bag programmeringen af DNA et, vi ikke kan forklare! Ikke desto mindre er der stadig nogle, der hævder, at mekanikken er blevet til af sig selv! Til dem har jeg kun ét svar: Min intelligens forhindrer mig i at tro på en sådan forklaring! 13

- Klippe, klippe, sa Darwin 1) Fraennaturforskersliv mars november1859 Av Jostein Andreassen Den 28. mars 1859 skriver Darwin til sin venn, den kjente geologen Charles Lyell og spør om det er så at han har snakket med John Murray. Dette var en velrenommert forlegger i London, som Lyell hadde brukt til å publisere sitt store verk «Elements of Geology». Til tross for at flere ting fremdeles er uklare, ser det ut til at Murray kan tenke seg å gi ut den boken Darwin holder på med - «An Abstract of an Essay on the Origin of Species and Varieties Through Natural Selection by Charles Darwin». Men allerede to dager senere har Lyell meddelt ham at forleggeren ikke vil godta tittelen: «Jeg er lei for at Murray protesterer mot begrepet utdrag [abstract], for jeg ser på det som den eneste unnskyldningen for ikke å oppgi fyldige referanser og fakta», skriver Darwin. (Burkhardt & Smith (ed.) 1991, side 272) Noen dager senere sender han et brev til Murray og redegjør nærmere for boken. Han kan få de tre første kapitlene og en kort innledning så snart disse blir returnert fra kopistene. «Det er resultatet av mer enn 20 års arbeid, men bare et populært utdrag av et større verk 2) om samme emne, uten referanser til autoriteter og uten lange kataloger med de fakta som konklusjonene mine bygger på. Boken burde bli populær for en stor del lesere av vitenskapelig og populærvitenskapelig litteratur, siden den vedrører jordbruk og historien til husdyrene og hele området av zoologi, botanikk og geologi.» (s. 274) En skjebnesvanger kommodeskuff Lyell og en annen god venn, botanikeren Joseph Dalton Hooker har lest gjennom hele ma14

nuskriptet på forhånd og kommet med sine innvendinger, og Darwin korrigerer og retter opp så godt han vil og kan: «Takk for at du forteller meg om uklarhet i stilen. Men Vårherre skal vite at ingen neger med pisken over seg kunnet ha trellet hardere for å være klar enn jeg har.» (s. 296) Han antyder at en dame som har lest hele manuskriptet (se nedenfor), kun har funnet tre uklare setninger og lover å gjøre sitt beste med korrekturarkene. Botanikeren hadde forresten et litt dramatisk uhell - han hadde av vanvare lagt det renskrevne manuskriptet om geografisk utbredelse (kap. 11) i samme kommodeskuff som kona oppbevarte løse ark til barnas tegneoppgaver. På denne måten forsvant en fjerdedel av manuskriptet, og dette ble selvsagt svært ille for Hooker. Men Darwin tok det pent: «Jeg har det gamle manuskriptet, hvis ikke ville tapet ha drept meg!» (s. 284) Ingen diskusjoner om 1. Mosebok Den 1. april svarer Murray og takker for Darwins detaljer om boken. På grunn av denne grundigheten og hans kjennskap til Darwins tidligere publikasjoner 3) nøler han ikke med å avvike fra sin vanlige rutine og bekrefter at utgivelse, det blir det og det uten å ha sett manuskriptet! Her har selvsagt også den verdensberømte Lyells anbefaling gjort sitt, selv om Darwin hadde bedt ham om å antyde at det kunne være et kontroversielt prosjekt: «Jeg ber om et godt råd om jeg skal si til Murray at boken er ikke mer uortodoks enn emnet gjør det uunngåelig. At jeg diskuterer ikke menneskets opprinnelse. At jeg ikke bringer inn noen diskusjoner om 1. Mosebok o.l., bare gir fakta og trekker bare slike konklusjoner fra dem, som jeg synes er rette.» (B. 270). Og til Murray: «Min bok kan ikke bare være lettlest, noen deler kan være kjedelige og noen heller vanskelige å forstå, men så langt jeg kan bedømme det (kanskje

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

helt galt), vil den bli interessant for alle (og de er mange) som er opptatt av det underlige spørsmålet om opprinnelsen til alle dyreformene [«the origin of all animate forms».] ( ) Stol på, at jeg skal arbeide som en slave for å gjøre alt ferdig. PS: Jeg vil tilføye at det er umulig for deg og noen annen å dømme om den virkelige verdien til boken min, uten å lese den helt igjennom, siden det hele er et eneste langt argument.» Han er dessuten sikker på at synspunktene er originale. Darwin spør ham om å lese de tre første kapitlene og deretter sende dem med et omtenksomt bud direkte - til en frk. Georgina Tollett - «denne damen, som er en utmerket dommer angående stilen, skal se etter skrivefeil for meg.» (s. 277f.) Av brev til Hooker 11. april går det fram at Murray har lest det han ble bedt om og at han opprettholder tilbudet om publisering. (s. 283) Darwins helse er dårlig på denne tiden, så han planlegger et flere måneders opphold på en kuranstalt. Derfor er det viktig for ham å få ut boken raskt. Han vil av den grunn ha korrekturarkene så fort som overhodet mulig etter at de er trykt (s.286). Teolog og jurist leser manus I begynnelsen av mai får Murray et langt brev fra teologen Whitwell Elwin, redaktør av Murrays «Quarterly Review», som han i all hemmelighet hadde rådført seg med etter lesingen. Av brevet går det fram at Elwin slett ikke anbefaler boken utgitt i sin nåværende form. Denne har derfor oppsøkt Lyell og diskutert saken. De blir enige om at redaktøren skal komme med en del skriftlige innvendinger, som Murray skal sende videre til Darwin selv: «Det syntes for meg at å sette fram teorien uten bevis ville være å gjøre stor urett mot synspunktene hans og til de tyve årene med observasjoner og eksperimenter.» Det ville være synd om en forfatter hadde en mengde fakta som var helt essensielle for et viktig spørsmål om ikke dette ble lagt fram for leseren, mener Elwin. «It is to ask the jury for a verdict without putting the witnesses into the box.» (289) I motsetning til «Journal» [Darwins bok om verdensomseilingen, se nedenfor], som er «one of the most charming books in the language», har denne en mye hardere og tørrere stil. Elwin forteller også at Lyell har sterkt anbefalt at boken blir utgitt før andre naturforskere kommer Darwin i forkjøpet, og ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

at et større, veldokumentert verk om samme emne snart vil bli publisert. Med dette mener geologen Darwins «Big Book», som han hadde skrevet på i to år, men som han måtte avbryte da Wallaces berømmelige brev kom 18. juni 1858 og som forårsaket at han i stedet besluttet å skrive et «Abstract». Lyell sa at han fryktet at i sin iver etter å gjøre sitt arbeid perfekt, ville Darwin utsette en utgivelse i det uendelige å få formulert sitt budskap skikkelig, og at verden på den måten til slutt ville bli berøvet hans arbeid. I tillegg søker også forleggeren råd fra sin venn, juristen George Frederick Pollock. Denne er imidlertid svært positiv og foreslår at det blir trykket 1000 eksemplarer i stedet for de 500 Murray hadde planlagt (290). Darwin mottar brevet fra Elwin og takker for hans gode vilje og råd, men de er av mange grunner umulige å gjennomføre i praksis. Til forleggeren melder han den 6. mai om mange rettelser på manuskriptet, men han håper at disse ikke skal fordyre eller forsinke produktet. Imens fortsetter Hooker å lese over manuskriptarkene etter hvert som Darwin får gjort dem ferdige. Lyell er i ferd med å reise til utlandet. I brev til Murray den 14. mai skriver Darwin at han er svært opptatt av stilen og vil gjøre sitt ytterste for å forbedre den. Helsa til tross han vil ikke fare lett over korrekturen. Men fire dager senere forteller han at nettopp helsa har sviktet, han må dra avgårde på kursopphold i en uke. Den 27. mai skal han etter avtale med boktrykkeren Cloves være klar til å ta fatt på korrekturen. (s.299) Det viser seg at han kommer seg raskt og er klar allerede den 25. Den forbannede korrekturen Darwin leser også korrektur for Hooker, som holder på å utgi sin «On the Flora of Australia». Den 31. mai skriver han til Murray: «Manuskriptet som jeg trodde var temmelig klart, er veldig uklart, og jeg er lei for det, både for tidens og omkostningenes skyld, at mine rettelser [på korrekturarkene] er temmelig omfattende og vil ta meg mye lenger tid enn jeg antydet.» (301) Og den 14. juni: «Det går veldig sakte fremover med korrekturen. Jeg husker jeg skrev til deg at jeg trodde det ville bli ikke så mye rettelser. Jeg skrev ærlig det som jeg trod15

Hookers flora tilbake til forfatteren sammen med en rekke bemerkninger. Han forteller også at han har vært dårlig og at på grunn av den forbannede korrekturen har hatt to dager med oppkast. Han skal snart på kuranstalt igjen. Og den 25. juli i brev til Murray fra kuranstalten, der han har tilbrakt en uke: Jeg tror jeg har fått stilen temmelig god og klar med uendelig trøbbel. Men om boken har lyktes i den grad at den kan tilfredsstille deg, kan jeg virkelig ikke gjette. Hjemme igjen forteller han Hooker at det går meget sakte fremover, han har knapt gjort halve korrekturen ferdig. (320) Og til forleggeren i slutten av august skriver Darwin at han gjør regning med å være ferdig med rettingen om en måned, om ikke helsa svikter totalt. Men etterpå skal han øyeblikkelig reise av sted på kuranstalt noen måneder. Stadig sender han korrekturark tilbake til Hooker, som han skryter av. Og i begynnelsen av september har han bare to kapitler igjen av sin egen bok. Men nå kan han bare arbeide tre timer om dagen.

de, men tok alvorlig feil. Jeg finner stilen utrolig dårlig og har svært vanskelig for å gjøre den klar og smidig. Jeg er svært lei for å si det, på grunn av utgiftene og tidstapet for meg, at rettelsene er veldig store, - så store som vel mulig.» (303) Darwin tilbyr Murray kompensasjon for hans ekstra utgifter på grunn av dette. Hvordan kan en mann ha noe å si når han tilbringer hele dagen med å lese en forbannet korrektur, og en slik korrektur! Jeg må for det meste sverte arkene og feste papirstrimler til manuskriptet, så elendig har jeg funnet stilen. Du sa du drømte at boken min var underholdende, jeg drømmer også om det, men jeg begynner å frykte at folk vil finne den uakseptabel tørr og forvirrende , skriver han til Hooker den 22. juni. (308) Og omtrent samtidig til Lyell: Jeg arbeider veldig hardt, men det går sent fremover for rettingene er meget omfattende. Han er ferdig med omtrent fjerdeparten: Jeg har prøvd å gjøre den klar og grei, men frykter svært at jeg har bommet, for så mange diskusjoner er og må være veldig forvirrende. Den 2. juli sender han noe korrektur av 16

Jeg har nesten skrevet den om igjen .. Lyell er nå kommet tilbake og vil se de ferdig trykte arkene. Jeg har, som Murray sier, rettet så mye at jeg nesten har skrevet den om igjen, men fremdeles frykter jeg at den er dårlig skrevet. Han selv føler seg svært utilpass og nesten utslitt. (329) Og den 10. september har han bestemt seg for at ordet varieteter i tittelen skal sløyfes. Den er for lang. Dagen etter er korrekturen ferdig. Han føler seg helt elendig og kan vanskelig motta flere korrekturark fra Hooker. Likevel er han villig, for slikt ville være ille etter all den hjelpen botanikeren har gitt ham i mer enn 15 år. Korrekturarkene til hans egen bok har nå blitt så uforståelige at han er forberedt på å rette nokså mye på annenkorrekturen også. Men boken skal ut i første uka av november: Oh good Heavens, the relief to my mind & body to banish [forvise] whole subject from my mind. Den 20. september får han tilbake en god del rettede ark og kommentarer fra Lyell, som han takker hjertelig for. Han skriver at han den 3. oktober planlegger å dra til Ilkley Wells i Yorkshire for å gjennomgå en vannkur, my health is much broken. For da må han være helt ferdig med den siste finpussen, indeks og det hele. ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

Til sin gode venn og tremenning, presten William Darwin Fox, forteller han at Lyell har lest gjennom halvparten av de ferdig trykte arkene og berømmer det han har sett (selv om han er uenig i Darwins arts-teori og en typisk lamarckist) (335). Men for Darwin har boken kostet så mye arbeid at han nesten hater den. Han er alvorlig bekymret for at to av barna har arvet hans dårlige helse. De er også syke. (336) My Lord High Chancellor Den 30. september sender Darwin så resten av arkene til Lyell my Lord High Chancellor in Nature Science - for gjennomsyn. (338) My work thank God is over. Murray har trykket 1250 eksemplarer: which seems to me rather too large an edition, but I hope he will not lose [lide tap]. 4 dager senere er Lyell ferdig med lesningen. Han har en masse kommentarer, men skriver også: Jeg er oppriktig glad for at jeg gjorde mitt beste sammen med Hooker for å overtale deg til å offentliggjøre det du satt inne med uten å vente på en tid som sannsynligvis aldri ville komme selv om du levde til du ble 100 år, når du hadde bearbeidet all dine fakta som du trekker så mange store generaliseringer fra. (339) Den 11.oktober skriver Darwin en lang kommentar til Lyells bemerkninger: Du henviser ofte til Lamarcks verk. Jeg vet ikke hva du tenker om det, men jeg synes det er svært dårlig [extremely poor], jeg fikk ikke et eneste faktum eller ide fra det. (348) 4) Og til Hooker 4 dager senere: Du kan ikke tro hvor oppkvikkende det er bare å drive av gårde hele dagen og knapt tenke på min fordømte bok, som nesten tok livet av meg. Den 15. oktober tar han en siste titt på de resterende korrekturarkene. Han tilbyr forleggeren ekstra penger for alle rettelsene og sier at han ville bli glad for å få sitt besværlige avkom [troublesome progeny] tilsendt i posten. Så takker han Murray for hjelpen og håper av hjertet at boken vil bli så suksessfull at han ikke vil komme til å angre på at han gav den ut. Av et brev til Lyell fem dager senere går det fram at Darwin fremdeles akter å gi ut sitt større verk om samme tema. (354) Hvem skal anmelde boken? På Ilkney blir han snart sittende med betennelORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

se i leggene. Men føttene er også blitt kalde: Han blir nå opptatt av å prøve å styre hvem som skal anmelde boken i Murrays magasin Quarterly Review og setter igjen sin lit til at Lyell kan redde ham: Jeg håper Sir H. Holland [dronningens livlege] ikke vil anmelde den, han er så anmassende og vet så lite. (358) En drøy uke etter skriver Lyell i sin tur til Murray med samme hensikt og mener at ingen som ikke har god greie på paleontologi bør anmelde den nye boken. Murray valgte imidlertid Samuel Wilberforce, biskopen i Oxford, som skulle bli så meget godt kjent etter legendariske diskusjonen med Huxley i The Linnean Society of London sommeren 1860. (359) 5) Darwin skriver til flere han kjenner og forteller at nå er boken like rundt hjørnet. De oppfordres til å peke på feil og mangler i den - bruk blyant, sett streker i margen! Så endelig, den 3. november 1859, mottar Darwin sitt første eksemplar på Ilkney: I am infinitely [uendelig] pleased & proud at the appearance of my child. Tiden var kommet for å sende On the Origin of Species by Means of Natural Selection or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life by Charles Darwin MA 6) ut i verden .. Sammendrag: Darwin begynte altså å samle stoff til en bok om sin arts-teori i 1837. I 1842 og 1844 laget han korte sammendrag, og i 1857 presenterte han denne teorien for sin botaniker-venn i USA, Asa Gray. Fra 1856-58 arbeidet han på en større bok om emnet. Skrivingen av denne ble stoppet pga. det nå så kjente brevet fra Alfred Russel Wallace, som utrolig nok viste seg å være et meget godt konsentrat av hans teori. Darwin laget da an abstract of an abstract av denne, som kom ut i 1859. Da Darwin la siste hånd på verket, arbeidet han svært med å gjøre sin framstilling så klar som mulig, og både i det ferdige manuskriptet og i korrekturen gjorde han svært omfattende endringer og rettelser, ja, nesten skrevet den om igjen. Jevnfører vi oversikten ovenfor med min artikkel Darwin modifiseringens mester? i Origo nr. 71, 2000, går det fram at vi med god grunn kan krone naturforskeren Charles Darwin nettopp med en slik tittel. I 17

Darwins levetid kom det ut 10 forskjellige utgaver og ett opptrykk av hans hovedverk i løpet av 21 år. Alle utgavene er forskjellige, til dels meget forskjellige. Noter 1) Dette uttrykket stammer fra det norske folkeeventyret Kjerringa mot strømmen og sikter til en person som alltid vil ha tingene på sin måte. I dagligtale brukes det vanligvis om en som aldri kan bli ferdig med sine spissfindigheter, og det er i denne siste betydningen det er benyttet her. 2) Det store og ufullendte verk - My Big Book ble påbegynt 14. mai 1856 og avsluttet 18. juni 1858, da brevet fra Alfred Russel Wallace ankom. Det var Lyell som i brev av 1. mai 1856 oppfordret Darwin til å skrive en bok om det han hadde samlet. Det ble utarbeidet etter en målestokk som var 3-4 ganger så stor som Artenes opprinnelse . På de to årene skrev Darwin 11 kapitler, som hans sønn Francis D. beregner som omtrent halvparten. Men det igjen var bare et utdrag av hva han hadde samlet. My Big Book ble først offentliggjort av Cambridge University Press i 1975 av R. C. Stauffer. Den er på hele 692 sider, og fullt ferdig er den av redaktøren beregnet til ca. 375.000 ord mot ca. 225.000 i den foreliggende. (1. utgave av Artenes opprinnelse har 153.773 ord.) Den fullt ferdige boken kan da beregnes til ca. 1153 sider! Om sin Big Book sier Darwin i selvbiografien at Hadde jeg behandlat ämnet i den skala som jag började skriva det i år 1856 skulle boken ha blivit fyra eller fem gånger större än Arternas uppkomst [som i den norske utgaven av 1998 er på 366 sider], og yterst få skulle ha haft tålamod att läsa den. (Hagberg (ed). 1959, 92) Med Wallaces brev hadde det plutselig gått opp for Darwin at han ikke var alene om sine teorier. Men etter hvert fikk han det veldig travelt, og i stedet for å fullføre sitt verk, begynte han på en ny bok. Denne besto av et utdrag av den ufullendte samt en god del nytt og uskrevet. Et godt utgangspunkt var hans kortversjon om sin teori fra 1844. Den 5. september 1857 skrev han et sammendrag av sin teori til den 18

amerikanske botanikeren Asa Gray, det var bl. a. dette som ved Lyell og Hookers hjelp ble lest opp i Linnean Society i London den 1. juli året etter, sammen med brevet fra Wallace. (Burkhardt & Smith (ed.) 1991, side 122; F. Darwin 1887, 125) Så den nye boken ble egentlig et utdrag av et utdrag. (F. Darwin 1887, 67f.) Denne ble påbegynt på King s Head Hotel, Sandown, Isle of Wight den 20. juli 1858. (F. Darwin 1887, 131) og altså endelig fullført 15. oktober året etter under hans kuropphold på Ilkney i Yorkshire. 3) Forleggeren hadde tjent meget gode penger på at han i 1845 hadde kjøpt rettighetene til Darwins 2. utgave av «Journal of Researches («The voyage of The Beagle») for kun 150 pund! (Moorehead, 1971, 252). Dette var en naiv økonomisk tabbe av Darwin. 4) Det er virkelig en skjebnens ironi at Darwin fikk så lite ut av Lamarck. Med det mente han franskmannen Jean-Baptiste L.s bok Zoological Philosophy , som kom ut i hans eget fødselsår 1809 og som for alvor introduserte evolusjonslæren på vitenskapelig basis. Han ble også berømt for sin mening om at ervervede egenskaper nedarves prinsippet om at smedens sønn fødes med kraftigere overarmsmuskler enn kontoristens. Darwins bok var nettopp tenkt å erstatte Lamarcks lære. Likevel er det en kjent sak at engelskmannen ble mer og mer lamarckist utover på 1860-tallet. Sterkt preget av lamarckismens lære om ervervede egenskapers nedarving er ikke minst også hans bøker The Variation of Animals and Plants under Domestication (1868) og The Descent of Man (1871); se for eksempel Desmond & Moore 1991, side 617. 5) Wilberforces anmeldelse kom merkverdig nok først i juli 1860 og var ikke særlig overraskende negativ. Darwin mistenkte ham for å ha innhentet motargumenter hos anatomen Owen og geologen Murchison. (Burkhardt &Smith (ed.) 1993, 601.) 6) Darwin tok sin teologiske eksamen for BA degree (Bachelor of Arts) 22. januar 1831 ved Universitetet i Cambridge. Han ble nr. 10 av ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

168 kandidater, han fikk altså en meget god eksamen. (Burkhardt & Smith (ed.) 1996, 9) Han fikk sin MA (Master of Arts) av Universitetet i Cambridge i 1837 etter at han hadde overlatt fossiler og preparerte dyr fra Beagle -samlingen til ulike institusjoner. (Landquist 1959, 51). 40 år senere ble han æresdoktor samme sted. (F. Darwin III 1887, 373). Littaratur: Burkhardt, Frederick (ed.): Charles Darwin s Letters - a selection , 1996, Cambridge. Ibid. & Smith, Sydney (ed.): The Correspondence of Charles Darwin 1858-59 , 1991, Cambridge. Ibid.: The Correspondance of Charles Darwin

1860 , 1993, Cambridge. Darwin, Francis: The Life and Letters of Charles Darwin , 1887, London. Desmond, Adrian & Moore, James: Darwin. The Life of a tormented Evolutionist , 1991. Hagberg, Knut (ed.): Charles Darwin. Självbiografi och andra skrifter , 1959, Natur och Kultur. Landquist, John: Charles Darwin. Liv och verk , 1959, Natur och Kultur. Moorehead, Alan: Darwin and the Beagle , Penguin 1971. Stauffer, R. C. (ed.): Charles Darwin s Natural Selection. Beeing the Second Part of his Big Species Book Written from 1856 to 1858 , 1975, Cambridge. Noen bøker er kun nevnt i teksten.

Nej til at bruge små menneskeliv som medicin Stamcelleforskningen bør udelukkende bruge stamceller fra voksne og fra navlesnorsblod. Små menneskeliv skal ikke ofres for at høste stamceller til forskning og behandling. Det mener Komiteen mod kloning, der er oprettet med det formål at rejse en folkelig modstand imod brug af små menneskeliv til medicinske formål. Genteknologiudvalget afleverede d. 24. oktober 2002 sin rapport. På det grundlag skal Folketinget nu tage stilling til, om man i Danmark skal kunne bruge stamceller fra fosteranlæg, og om man ved kloning skal kunne fremstille fosteranlæg for at kunne helbrede andre mennesker. Men det er et så vigtigt spørgsmål, at politikerne ikke må lade sig presse til en forhastet beslutning i Folketinget. Komiteen mod kloning mener, at Danmark bør følge Norges eksempel og sige nej. Menneskeligt liv må ikke bruges alene som et middel for andre mennesker. Komiteen har derfor startet en elektronisk underskriftsindsamling på dens hjemmeside. Man kan støtte komiteens synspunkter på adressen: www.nejtilkloning.dk PØ

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

19

Forklarer utviklingslæren alt? Av Ingolf Kanestrøm Som naturviter blir man slått av undring når en ser universets storhet. Ser man nærmere på de kompliserte prosessene i levende organismer, blir man nærmest stum av forbauselse. De er så finjusterte og samspillet er så nødvendig at det går langt ut over det de fleste av oss kan forestille oss. Er dette fenomener som har oppstått rent tilfeldig av uorganisk (ikke- levende) materiale? Dersom det er tilfelle, hva skal vi da si om etikk, menneskenes fri vilje osv. Hvordan skal vi stilles til ansvar for våre handlinger om det er ukontrollerte tilfeldigheter som råder? Her ligger det en rekke vanskelige spørsmål som vi i dag ikke kan besvares ut fra naturvitenskapen. I denne artikkelen skal vi begrense oss til se litt nærmere på noen prosesser som illustrerer naturens kompleksitet. Utviklingen innen naturvitenskap og teknologi har vært betydelig. Vi bruker avansert utstyr som datamaskiner og mobiltelefon uten at vi behøver å tenke på hvordan utstyret er laget eller hvordan det virker. På natthimmelen kan vi se planetene. Vi kan beregne deres baner, for vi vet hvilke krefter som virker. Dette kan vi gjøre selv om vi ikke vet sikkert hvordan solsystemet har oppstått. Mange mener at dersom vi skal herske over naturen, må vi vite hvordan den er dannet og hvordan livet oppstod. Charles Darwin mente at alt liv hadde et felles opphav uten at han prøvde å forklare hvordan livet oppstod. Darwin baserte sin teori på observasjoner i naturen og egne forsøk med krysninger av bl. a. duer. Ved å systematisere observasjonene laget han sin teori om hvordan artene utviklet seg med naturlig variasjon. De variantene som var best tilpasset omgivelsene, ville ha størst sjanse for å overleve og føre arten videre. Observert utvikling med små sprang synes i forbausende grad å være i tråd med Darwins teori. Men når det gjelder store sprang, ma-

20

kroutvikling, mener noen forskere at teorien kommer til kort. De mener at det ikke er belegg for å hevde at et stort sprang kan brytes opp i mange små. Biokjemikeren Michael J. Behe er en av disse. Vi gjør ikke Darwin noen urett om vi sier at han hadde liten innsikt i molekylærbiologi. Naturvitenskapen i dag lærer at livet er et molekylært fenomen. Behe gir et uttrykk for dette ved å si at molekylene virker som bolt og mutter, tannhjul og remskiver i det biologiske systemet. Kunnskapen innen biokjemi har økt formidabelt de siste tiårene. Kompleksiteten av de biologiske system på molekylnivå har lagt en demper på forskernes ambisjoner om å forklare hvordan de første molekylene har oppstått. Begrepet utvikling er flertydig. Det kan bety noe så enkelt som gradvis forandring over tid. Det kan gis en snevrere definisjon, nemlig en utvikling av alle levende former for liv fra et felles opphav uten å spesifisere mekanismene som virker. Her vil begrepet brukes om en prosess som ledet til at liv oppstod fra ikke-levende materiale og som senere har utviklet seg ved naturlige prosesser. Selv om jeg i artikkelen vil benytte begreper som maskin, bolter og mutter, må dette ikke tolkes slik at forfatteren slutter seg til et mekanistisk livssyn. Begrepene er benyttet for om mulig å illustrere noen molekylære prosesser. Molekyler som livets maskineri Omlag hundre år etter utgivelsen av Darwins bok Om artenes opprinnelse hadde vitenskapen kommet så langt at den kunne bestemme formen og egenskapene til noen molekyler som danner levende organismer. Etter hvert økte kunnskapen, og en kunne lage seg et bilde der det ble klart at livet er basert på maskineri bygget av molekyler. Maskinene frakter last fra en del av en celle til en annen langs en motorvei bygget av andre molekyler. Andre deler

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

virker som kabler eller taljer for å opprettholde formen av cellen. Maskiner skrur cellebrytere av og på, noen ganger drepes cellen, andre ganger blir den stimulert til vekst. Maskiner drevet av solenergi kan omdanne sollys til kjemisk energi. Maskiner driver strøm gjennom nervene. Ja, maskiner kan også bygge andre molekyler. Foruten at disse prosessene er viktige hver for seg, må de også være tilpasset hverandre. Ovennevnte er bare et lite utvalg av prosesser, men det burde være tilstrekkelig til å illustrere at maskineriet er enormt komplekst. Dersom deler av maskineriet svikter, får det katastrofale følger for hele organismen. Det menneskelige øye Øyets pupill virker som en gardin som slipper inn tilstrekkelig lys til at en kan se i sollys eller i kveldsmørke. Linsesystemet i øyet fokuserer lyset på netthinna slik at det dannes et skarpt bilde. Øyemusklene gjør at øyet kan bevege seg svært raskt. Forskjellige farger i lyset (med ulike bølgelengder) ville danne et uskarpt bilde dersom ikke linsen kunne forandre tettheten slik at alle bølgelengdene brytes likt til ett bildepunkt. Dersom dette ikke fungerer, vil det forårsake synsforstyrrelser. I boka si omtaler Darwin øyet. I følge hans modell kan ikke et komplisert organ som øyet bygges momentant. Øyet måtte utvikles over generasjoner med langsomme små endringer i en positiv retning. Darwins argumenter går omtrent slik: Mennesket har et komplisert og godt fungerende øye, men mange små dyr må klare seg med et enklere organ. Noen små skapninger har bare en enkel grop med pigmentceller, ikke stort mer enn en lysfølsom flekk. En kan knapt si at skapningen har noe syn, men det fornemmer forskjell på lys og mørke. Det følsomme området til sjøstjerner er noe mer avansert. Øyet er lokalisert i en grop slik at lyset fra noen retninger blir blokkert av kanten på gropa. Dermed kan sjøstjernen registrere fra hvilken retning lyset kommer. Dersom krumningen av gropas vegger økes, vil retningssansen forsterkes, men følsomheten reduseres. Følsomheten kan økes ved å fylle gropa med gelatin som kan virke som en linse. Darwin mente at en utvikling langs en linje som skissert ovenfor, kan forklare en utvikling fra en lysfølsom flekk til et avansert menneskeøye. Men han ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

gjorde ikke noe forsøk på å forklare hvor den lysfølsomme flekken kom fra. Selvfølgelig kunne han ikke på den tiden beskrive hva som skjer når lys treffer netthinnen. Biokjemien er nå kommet så langt at en kan forklare de kjemiske prosessene som finner sted når lys treffer netthinna. Det blir for komplisert å forklare alt her, men la oss trekke opp en skisse. I øyet er det celler som inneholder positive ioner av natrium (positiv elektrisk ladede atomer). I celleveggen er det en kanal som slipper inn ionene. Men for å opprettholde en balanse, vil et protein pumpe ut ioner (Protein er en fellesbetegnelse på en gruppe nitrogenholdige stoffer i levende vev som bygger strukturer og står for de kjemiske reaksjonene som er nødvendig for at liv skal opprettholdes). Når lys treffer netthinna, vil det reagere med et molekyl som vil forandre sin form. Dette skjer i løpet av en milliondel av en milliondel av et sekund. Proteinet molekylet er budet til, vil også forandre sin form. Denne forandringen vil igjen påvirke andre proteiner som en kjedereaksjon. Resultatet blir at kanalen som slipper ioner inn til cellen, lukkes. Dermed oppstår det en fortynning av ionekonsentrasjonen i cellen og en ubalanse i ladningen over celleveggen. Dette utløser en strøm som går gjennom synsnerven til hjernen. Hjernen tolker dette som syn. Men dersom det ikke skjedde noe mere, ville cellen tømmes for ioner Det må derfor være kjemiske reaksjoner som fører cellen tilbake til den opprinnelige tilstand. Denne prosessen er like komplisert som den som startet synsinntrykket. For å forstå hva som skjer når vi observerer en gjenstand, må vi forstå alle relevante trinn i prosessen, også det som skjer på molekylnivå. Dette illustrerer at det ikke er tilstrekkelig å kjenne øyets anatomi for å danne seg et bilde av utviklingen. Ethvert anatomisk steg som Darwin mente var enkle, medfører forstyrrelser i kompliserte kjemiske prosesser. Anatomien er på en måte irrelevant angående spørsmålet om utviklingen fant sted på molekylnivå. Fossiler kan ikke si noe om hvorvidt de kjemiske prosessene kan utvikles trinn for trinn eller ikke. Ikke reduserbare systemer Vi skal nå se på systemer hvor man ikke kan fjerne deler uten at systemet slutter å virke. Michael Behe har i sin bok Darwin´s Black Box 21

Musefella er et eksempel på det vi kaller et ikke reduserbart system.

valgt en musefelle som eksempel. Det er et enkelt system som vi alle kjenner. Fella består av en grunnplate, en fjær som kan strammes opp, en bøyle drevet av fjæra, en stang som holder fjæra i spenn, og en låseanordning for stanga og feste for lokkematen. Det er ikke vanskelig å innse at alle disse delene er nødvendige om systemet skal fungere som en musefelle. Uten fjær ville vi ikke ha noen drivmekanisme. Grunnplaten er nødvendig for å binde elementene sammen. Uten stangen ville vi ikke holde fella spent osv. Musefella er et eksempel på det vi kaller et ikke reduserbart system. Men det er ikke tilstrekkelig at vi har alle delene, de må også være tilpasset hverandre. Er for eksempel stanga for kort, vil den ikke kunne holde fjæra spent. At et system ikke er reduserbart betyr at systemet ikke kan ha noen funksjonell forløper. For å forstå konsekvensen av dette må vi skille mellom en fysisk og en begrepsmessig forgjenger. En kan tenke seg å fange en mus ved å støtte opp en boks med en pinne. Men dette er ingen fysisk forgjenger for en ordinær musefelle, da den ikke i tråd med Darwins teori kan omformes trinn for trinn til en musefelle. Eller la oss ta et annet bilde. Vi kan tenke oss en rekkefølge av gjenstander; tråsykkel, motorsykkel, bil, fly, romskip. Det kan se ut som vi her står overfor en naturlig progresjon siden alle gjenstandene kan brukes til transport, og siden de er ordnet etter økende kompleksitet. En kan forestille seg at de er forbundet, og at de går sammen i et kontinuum. Men en sykkel kan 22

ikke betraktes som en typisk forløper til motorsykkelen. Drivstoffet i motorsykkeltanken har ingen ting med tråsykkelen å gjøre. Sykkelen er bare en begrepsmessig forløper. En celle som svømmer Vi har kort sett på en musefelle som en mekanisk innretning. Som vi skal se, blir også celler drevet av en maskin en såkalt molekylær maskin . Tilsvarende de maskiner vi kjenner fra dagliglivet, vil de molekylære maskinene variere i kompleksitet. Vi skal se på hvordan celler svømmer. De bruker da cilier som ligner på et hår, og som slår som en svøpe. Ciliene står i kontakt med cellens indre. Elektronmikroskopi viser at disse ciliehårene har en komplisert indre struktur. Dersom en celle med cilier kan bevege seg fritt i en veske, vil ciliene forflytte cellen som en åre brukes til å forflytte en båt. Dersom en slik celle er plassert i midten av et lag med andre celler, vil den væte de andre cellene med å slå med disse hårene. Naturen bruker cilier både til å ro og til å fukte andre celler. Sædceller bruker cilier til å forflytte seg. Stasjonære celler i luftveiene har flere hundre celier. De beveger seg rytmisk lik årene på en robåt. På den måten kan de fjerne små forurensningspartikler som er fanget av slimhinnen. Biokjemiske analyser viser at motoren som driver celiene, er plassert i celiene selv og ikke i membranen den er festet til. Fjerner man proteinet dynein, blir ciliet helt stivt. Det viser at motoren til ciliene er plassert i dette proteinet. For å forstå bevegelsesformen til ciliene, må vi ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

si noen få ord om strukturen. Enkelt kan man si at ciliet ( håret ) er satt sammen av en rekke tynne rør som sammen danner veggen i et større rørsystem. Ciliene er lenket sammen med slakke lenker. Motorarmen til proteinet dynein kan trykke ned det ene røret slik at lenken til naborøret strammes. Dersom røret trykkes ytterligere ned, vil det andre røret begynne å bøye seg. Dette viser at i ciliene blir en glidende bevegelse omgjort til en bøyende bevegelse. Dette forteller oss at bevegelsen forutsetter en rekke tynne rør, ellers kunne vi ikke ha noen glidende bevegelse. Det må være en motor til å drive bevegelsen. Dessuten må de tynne rørene være lenket sammen, ellers ville de falle fra hverandre. Det siste er bekreftet av eksperimenter. Som i tilfelle med musefella, vil ikke ciliene virke uten de tre komponentene. Dette viser at ciliene utgjør et ikke reduserbart system. Dette viser at på molekylnivå er alle detaljer kritiske. Dersom en molekylær mutter eller bolt mangler, kan hele systemet bryte sammen. De fleste cellene i kroppen (anslagsvis 95 %) er reduserbare. Det vil si at de kan gjennomgå mutasjoner (forandringer) uten at det skjer alvorlige skader. For de resterende cellene vil en mutasjon kunne være livstruende. Hvordan har ciliene oppstått? Ingen har svaret. I løpet av et par dekader er mer enn tusen avhandlinger med cilier i overskriften, publisert. Bare to forfattere har gjort et forsøk på å lage en modell for hvordan ciliene er oppstått. Disse to er ikke engang enige om hvilken hovedvei en eventuell utvikling har tatt. Levring av blod Vi har sett på to ikke reduserbare systemer, et mekanisk og et biologisk. Vi har sett at alle delene er nødvendige for at systemet skal virke. Vi skal nå se på et fenomen som forutsetter koordinering av prosesser. Sammenlignet med andre væsker oppfører blodet seg ganske spesielt. Det tar ikke lang tid før blodet fra et lite sår levrer seg og stopper blødningen. Dette er svært viktig. Dersom denne egenskapen uteblir, lever vi et risikofylt liv. Vi skal skissere hvordan dette foregår (leseren bør la være å henge seg opp i detaljer og vanskelige fagtermer). Proteinkomplekset fibrinogen er nødvendig for å danne blodkoagel. Fibrinogen består av seks proteinlenker som inneholder tre forskjelORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

lige proteiner og utgjør to-tre prosent av proteinet i blodplasmaet. Fibrinogen er oppløst i blodplasmaet på samme måte som salt i havvann. Det flyter omkring i blodet inntil en skade forårsaker blødning. Da vil et annet protein, trombin, skjære løs noen av delene fra de tre proteinkjedene i fibrinogenet. Det reduserte proteinet, fibrin; blir klebrig i snittflatene, og andre fibrinmolekyler vil klebes fast til flatene. Men dette skjer ikke tilfeldig. På grunn av molekylformen vil de danne lange tråder som krysser hverandre og lager et nett over sårflaten. Nettet fanger opp blodceller som danner blodkoagel. Dette skjer på en økonomisk måte med minst mulig bruk av protein. Dersom dette var det hele, ville levringen fortsette til alt blodet i kroppen hadde levret seg og størknet. Det må derfor finnes andre mekanismer. Et legeme lagrer vanligvis enzymer (enzymer starter kjemiske prosesser, f. eks. omdanning av fibrinogen til fibrin) i en passiv form, en form som kan brukes senere. Det passive enzymet kalles proenzym. Når det kommer signaler om behov for et bestemt enzym, vil et proenzym aktiviseres og starte på jobben sin. Trombin eksisterer i utgangspunktet i en passiv form, protrombin. Det som omdanner protrombin til trombin, er et protein som kalles Stuart faktor. Men hva med Stuart faktor? Hvorfor lager den ikke aktivt trombin hele tiden? Undersøkelser viser at det aktiviseres av et annet protein, accelerin. Dette betyr at vi trenger to proteiner accelerin og Stuart faktor for å produsere trombin raskt nok til å hindre forblødning. Accelerin lagres også i passiv form. Eksperimenter viser at det er trombin som aktiviserer accelerin. Men nå har vi sett at trombin befinner seg lengre nede på reaksjonskjeden enn proacellerin, og det skaper vanskeligheter for vår forståelse. For å anskueliggjøre dette vil det tilsvare at et barnebarn regulerer dannelsen av bestemora, noe som er ulogisk. Vi skal ikke gå lengre i detaljer her, men påpeke at den langsomme produksjonen av trombin forårsaket av Stuart faktoren, gjør at det alltid finnes spor av trombin i blodet. Blodlevring er derfor det vi kaller auto-katalytisk prosess. Dannelsesprosessen kan skjematisk skrives som:

23

B

Stuart faktor, accelerin

B B

B

Protrombin B trobin B

B fibrinogen B fibrin B blodlevring Samspill mellom andre proteiner stopper prosessen før alt blodet har stivnet. Vi har nå skissert hvordan blodet levrer seg ved skader. Vi kan glemme detaljene, men skissen viser at det skjer en rekke viktige prosesser på molekylnivå. Disse prosessene er hver for seg viktige. Men det er essensielt at de samvirker på en riktig måte og til riktig tid. Naturlig utvikling på molekylnivå Den kjente amerikanske biokjemikeren professor Russell Doolittle tok i 1961 sin doktorgrad om blodlevring; The Comparative Biochemistry of Blood Coagulation. I avhandlingen angir ikke Doolittle noen årsaksfaktorer, men bruker betegnelser som opptrer, er født, oppstår og springer fram. Dette fører oss ikke nærmere noen utviklingsteori. Doolittle brukte begrepet springer fram om molekylet Tissue Plasminogen Activator (TPA). TPA har fire forskjellige typer domener som binder til fibrin. Vi kan lage et overslag over sannsynligheten for at TPA bare kan springe fram. La oss anta at et dyr med kjeder av blodlevringsprosesser har omtrent 10 000 gener og at hver av disse i middel er delt i tre deler. De gir totalt 30 000 gendeler. Sannsynligheten for at de fire domenene til TPA tilfeldig skal falle sammen i en av disse delene er lik én dividert med 30 000 i fjerde potens. Det vil si at dersom vi utfører en million forsøk per år, vil det ta ca. tusen milliarder år før vi lykkes, dvs. hundre ganger universets alder. Tilsvarende små sannsynligheter vil vi finne for dannelsen av protrombin, fibrinogen, proaccelerin osv. For å få blodet til å levre seg, må både et enzym og en aktivitør være tilstede samtidig. Sannsynligheten for at dette skal skje er lik produktet av sannsynligheten for at de skal dannes hver for seg. Det blir et svært lite tall med 36 nuller foran. Tar man dette lille tallet i betraktning, er det ikke merkelig at begrepet utvikling er nærmest fraværende i lærebøker i biokjemi. Av tretti utgaver som er trykket etter 1970, er det hele tretten utgaver som ikke refererer til utvik24

ling i emneregisteret. De resterende 17 bøkene har i snitt 6 300 stikkord, derav bare åtte som viser til utvikling. Slike betraktninger er i trå med synspunktene til H.C. Criek som var en av de to forskerne som oppdaget DNA-molekylet. Han har uttalt at sjansen for at et langt polymermolekyl som kan holde oppe alle levende ting, skulle oppstå tilfeldig av de kjemiske bestanddeler det er laget av, er så liten at den kan neglisjeres. En intellektuell designer Kompleksiteten til levende organismer på molekylnivå er så enorm at den nærmest har lammet forskningsmiljøene i deres forsøk på å forklare hvordan livet har oppstått. Michael Behe hevder at ingen ved Harvard University, ingen ved National Institutes of Health, ikke noe medlem av National Academy of Sciences, ingen Nobelprisvinner kan gi en detaljert forklaring på hvordan synet, cilium eller blodlevring kan ha utviklet seg med en rekke små påfølgende forandringer. Men en ting står fast, vi er her. Etter det vi har sett, kan vi slå fast at dersom ting er satt sammen gradvis, så må det ha skjedd raskt eller nærmest plutselig. Dersom en funksjonen ikke blir mer effektiv ved at man legger til en del, må en legge til sammensatte deler. Det har vært lansert to teorier som tar vare på dette konseptet. I stedet for Darwins antagelse om fremgang ved kampen for tilværelsen, blir det antatt at utviklingen skjer ved samarbeid og symbiose. Organismene hjelper hverandre, forener krefter og utfører sammen det de ikke kunne utføre hver for seg. Men siden symbiose starter med komplekse allerede fungerende systemer, kan denne teorien ikke forklare livets opprinnelse. Den andre teorien kalles kompleksitetsteorien. Hovedideen er at systemer som består av et stort antall komponenter som vekselvirker, plutselig organiserer seg i et ordnet mønster. Noen ganger er det flere mulige måter å organisere seg på, og da kan en forstyrrelse føre systemet over i et annet mønster. Heller ikke denne teorien kan forklare hvordan liv oppstod. Etter all streben etter å finne en teori som kan forklare livets framspring, blir flere stående med en forklaring, en intellektuell designer. Blant disse er Behe som er metodist, og som sier at han tror på en utvikling. Mange vil stoppe ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

David Hume ga ingen alternativ forklaring for komplisert biologisk design

ved dette begrepet designer, for de mener at det ikke er mulig via vitenskapen å si hva som skjuler seg bak dette begrepet. Etter min mening er dette ærlig nok. Men ikke alle vil godta at det står en designer bak. Allerede i 1779 argumenterte filosofen David Hume mot en slik forestilling. I sin bok The Blind Watchmaker beskriver den velkjente vitenskapsskribenten Richard Dawkins en samtale mellom en naturfilosof og seg selv ved middagsbordet. Jeg (Dawkins) sa at jeg ikke kunne forestille meg å være en ateist noen gang før 1859, da Darwins bok Om artenes opprinnelse ble publisert. Hva med Hume?, repliserte filosofen. Hvordan forklarte Hume den organiserte kompleksiteten av den levende verden? spurte jeg. Han forklarte det ikke, sa filosofen. Hvorfor krever det en spesiell forklaring? Dawkins selv prøver å gi en forklaring. Det blir noen ganger sagt at den store skotske filosofen (Hume) gikk fra argumentene mot design et århundre før Darwin. Men det Hume gjorde var å kritisere bruken av logikken om design i naturen som en positiv påvisning av eksistensen av en Gud. Han ga ingen alternativ forklaring for komplisert biologisk design. Den amerikanske filosofen Sober skrev i 1993: ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

Hume tror vi må spørre hvor like er klokker og organismer i virkeligheten. Et øyeblikks refleksjon viser at de er svært forskjellige. Klokker er laget av glass og metall, de hverken ånder, utsondrer, metaboliserer eller reproduserer Den umiddelbare konsekvens er naturligvis at argumentet for design er et svært svakt analogiargument. Det er meningsløst å slutte at organismer har en gitt egenskap bare fordi klokker har den. Dette må bety at Hume tenker at argumenter for design er tett knyttet til likhet i tilfeldige detaljer mellom biologiske organismer og andre konstruerte objekter. Men dette er en tankebane som vil ødelegge alle analogier, siden hvilket som helst par av ikke like objekter vil være forskjellige på flere måter enn de er like. Vi kan ta et banalt bilde; du kan ikke sammenligne en bil med et fly, selv om de begge benyttes som transportmiddel. Flyet har vinger, men det har ikke bilen. Sober avviste Humes tanker, for som han sier, et intelligent design-argument er virkelig noe som støtter den beste forklaring. Selv om deler av det filosofiske og naturvitenskapelige miljø argumenterer for en intellektuell design/designer, har de ikke tatt stilling til hva en bør legge i dette begrepet. For en kristen kan det være naturlig å vise til skapelsesberetningene slik de er gitt i Det gamle testamente. De representerer ikke naturvitenskapelig fagstoff, og der blir designeren beskrevet som en personlig Gud. I den konteksten er det ikke noen konflikt mellom naturvitenskap og kristen tro. Spørsmålet blir da hvordan en vil tolke Bibelens skapelsesberetninger. Skapte Gud mennesket momentant av intet, eller ble Livets Ånd blåst inn i det første mennesket på en annen måte. Det viktigste for troens folk må være at Den Allmektige Gud gjorde det på sin egen måte etter sin frie vilje. Konklusjon Observasjoner viser at dyreverdenen blir påvirket av ytre forhold, slik at det skjer tilpasninger. En utviklingen som har skjedd med et stort antall påfølgende små sprang synes å være i samsvar med Darwins teori. Når det gjelder store sprang, makroutviklingen, mener en del vitenskapsmenn at utviklingsteorien kommer til kort. Det enkle bildet av musefalla illustrerer dette. Enten har vi en hel felle med alle sine de25

ler som kan fange mus, eller så er det ingen felle. Tilsvarende har vi sett at det finnes en rekke ikke reduserbare biologiske systemer som ikke kan ha utviklet seg trinn for trinn. Sannsynligheten for at disse skal oppstå tilfeldig er så liten at universets alder ikke strekker til. En nærliggende forklaring vil være at det står en designer bak. Men dette er ikke noe vitenskapelig bevis på at det ikke har skjedd en utvikling. Mange vil vegre seg for å konkludere med en designer, da de mener at det i for stor grad vil peke mot en guddom. Men i 1997 ble det i USA foretatt en undersøkelse blant vitenskapsmenn omtalt i American Men and Women of Science. 45 % av disse mente at det har vært en utvikling der Gud har vært involvert. Dette støtter mitt eget syn om at det ikke er noen holdbar naturvitenskapelig begrunnelse for å avvise en designer, en designer som jeg tror er Bibelens Gud.

Litteratur Charles Darwin, Om artenes opprinnelse. Bokklubben Dagens Bøker, 1997 Michhael J. Behe, Darwins Black Box, A Touchstone Book, Simon & Schuster, 1998 Richard Dawkins, The Blind Watchmaker, W.W. Norton, 1996 Russel f. Doolittle, The Evolution of Vertebrate Blood Coagulation: A Case of Yin and Yang, Thrombosis and Haemostasis,70, 1993

Ingolf Kanestrøm er professor i geofysikk ved Universitetet i Oslo. Han er tilknyttet meteorologigruppen ved Institutt for geofysikk. Kanestrøm har også vært dekanus ved Det matematisknaturvitenskapelige fakultet ved Universitetet i Oslo. Hjemmeside: http://folk.uio.no/ingolfk/

Om arkæologi Omtrent samtidig med Charles Darwin, dvs. for ca. 150 år siden, fremkom en dansk forsker med en teori, der fik afgørende indflydelse på vor opfattelse af menneskets oprindelse og udvikling. Det drejer sig om professor Thomsens inddeling af oldtiden i stenalder, bronzealder og jernalder. Inddelingen efter redskabernes materialer er meget nyttig, men den har den store ulempe, at man ikke får de vigtige undtagelser med. Således finder man en del stenredskaber af høj kvalitet både i bronzealder- og jernalderfund. Stenredskaberne, der er skarpere end metalredskaberne, blev nemlig brugt samtidig med metalredskaberne. En anden ulempe ved den traditionelle sten-, bronze- og jernalder-inddeling er, at man er tilbøjelig til at mene, at der overalt på Jorden er en tidsmæssig og udviklingsmæssig tendens fra stenalder via bronzealder til jernalder. Man glemmer, at der mange steder i Mellemøsten ikke har været nogen eller kun en kortvarig stenalder. Der findes selv i dag stenalderkulturer, f.eks. på Ny Guinea. Om man har brugt sten, bronze eller jern er ikke så meget et spørgsmål om udvikling, men i høj grad et spørgsmål, om man har haft direkte adgang til metallerne eller i det mindste handelsforbindelser med lande, der havde kobber og tin eller jernmalm. At stenalder-mennesker kun opnåede en alder på 30-40 år og ikke 70 år er ikke et spørgsmål om udvikling og datering, men om leve-miljøet og de barske vilkår i Nordeuropa og den nordlige del af Nordamerika i et istids- eller tidlig efteristids-klima. For eksempel led Neandertalmændene i Nordeuropa af D-vitaminmangel og fik knoglesygdomme, mens Neandertalmændene i Israel ikke led af disse sygdomme. Selv i dag er levealderen i Vietnam kun ca. 47 år, mens den i Europa er ca. 75 år. Levevilkårene er altså stadig en vigtig faktor, når det drejer sig om levealderen. Bent Vogel og Paul Thomsen

26

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

Evolusjonær psykologi og psykiatri Av Wolfgang B. Lindemann Skal man akseptere evolusjonsteorien, er det å forvente at ikke bare anatomien og fysiologien til levende vesener, dyr som mennesker, er formet i et vekselspill av mutasjon og seleksjon men også følelsene og adferden. Derfor finnes det i den evolusjonistisk pregede forskningen tilløp til å forklare den menneskelige psykologi og psykiatri mot en evolusjonistisk bakgrunn. Det finnes en stor mengde populærvitenskapelige publikasjoner som befatter seg med evolusjonær psykologi , dvs. forklaringer på alle psykologiske egenskaper hos mennesket. (1) (2) I alle større bokhandler støter man på bøker med dette tankegodset. De prøver å gi evolusjonsbiologiske forklaringer på sosial adferd, seksual- og parbindingsadferd, familieliv, aggresjon og til og med kunst og religion. Slike populærvitenskapelige bøker bygger på sosiobiologiske og humanetologiske fagpublikasjoner. (3) Den aktuelle psykologien skal utvides med en ny dimensjon: de evolusjonsbiologiske forklaringer . For å si det abstrakt: et bestemt psykologisk kjennetegn har for det første en umiddelbar forklaring (psykologisk, anatomisk, læringsteoretisk m.m.); I tillegg har det en evolusjonsbiologisk forklaring, som tar for seg hvilken hensikt, mening eller funksjon dette kjennetegnet har for organismen i sin helhet. For eksempel bærer mange kvinner med seg ønsket om å gifte seg og få barn, fordi (umiddelbar forklaring) denne selvreproduktive adferden utløses gjennom hormonell omstilling i puberteten. Hensikten eller funksjonen ved dette er (evolusjonsbiologisk forklaring) at gener som kan styre hele organismen i retning av en slik adferd, kommer bedre til uttrykk i den følgende generasjonen. Med tiden økte mengden av slike gener i populasjonen, mens på den andre siden et individ hvis gener ikke fremkaller

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

en adferd for selvreproduksjon har en mindre sannsynlighet for etterkommere. Den menneskelige psykologi blir nå forstått som resultatet av alle enkeltmekanismer, tilpasninger og programmeringer som Homo sapiens sapiens har ervervet seg i evolusjonens løp. Her dreier det seg mer om en serie enkeltvise tilpasninger enn om en gjennomtenkt, harmonisk planlagt helhetlig mekanisme. Gjennom hele evolusjonens forløp har den stadig måtte reagere på nye, uforutsette utfordringer som ikke står i forbindelse med hverandre. Et annet grunnleggende postulat er at vår hjerne ble formet for en annen omgivelse enn dagens: den afrikanske savannen, hvor mennesket skal ha tilbrakt størstedelen av sin hypotetiske evolusjon - og ikke i industrisamfunnet i det 3. årtusen etter Kristus. Tilsvarende viser det seg at vår psykologiske utrustning i flere henseende ikke er adekvat i dag, og mange angivelige feil kan forklares på denne måten. Hertil noen sitater fra en av de mest utbredte bøkene om dette temaet: Det som vi frykter, er dypt rotfestet i vår underbevissthet, og enda i dag bærer vi med oss urfrykten etter våre forfedre. Vår evolusjonspregede psyke er innstilt på å reagere på ganske bestemte farer i vårt miljø. (...). Alle foreldre gjør den frustrerende erfaringen at deres kjære små uten å betenke seg springer omkring på trafikkerte veier, eller pirker med gaffelen i en stikkontakt. Samtidig er de fryktelig redde for store hunder, edderkopper eller mørke kjellere. Man trenger ikke mye fantasi for å kunne forestille seg at store rovdyr, giftige edderkopper og mørke huler spredte frykt (med god grunn) hos våre forfedre; Hovedveier og stikkontakter har ikke funnes såpass lenge at de har kunnet utøve et evolusjonspress på vår psyke. (p. 130f) Det at tidspunktet for når kvinnen kan bli gravid er skjult, utviklet seg muligens som et sjakktrekk i den subtile maktkampen som ka-

27

rakteriserte det sosiale samspillet mellom kvinner og menn i urhistorien. Siden kvinner investerer mest i sine barn, vil de være sikre på (dvs. at gener blir selektert, som fremmer en slik adferd hos kvinner - kvinnene handler slik uten at de er seg bevisst om de dypere årsaker WL) at også faren hjelper til med barneoppdragelsen. Samtidig ønsker fedrene (fedrenes gener osv. WL) naturligvis en garanti for at de barna de oppdrar er sine egne. Fra mannens synsvinkel hadde det vært bedre om kvinnen hadde gitt tydelig til kjenne når hun kan bli gravid. Da kunne han være mer sikker på om han er faren. Under den korte fruktbare fasen kunne han verge mot konkurrentene - og i den resterende tiden overlate henne til seg selv . (4) Med tiltagende økonomisk uavhengighet kommer den moderne kvinnen tilbake til en type relasjon til mannen som våre tidlige forfedre har levet i gjennom mange tusen år. ... Innen jeger- og samlergrupper lever parene f.eks. sammen i bare fire-fem år, hvilket er tilstrekkelig for å oppdra et småbarn; Deretter går de, om de ønsker, atskilte veier og leter etter en ny partner. De tidligere menneskene som levde i tusener av år som jegere og samlere kunne hatt en lignende pardannelsesadferd . Antropologen Helen Fischer fra det amerikanske museet for naturhistorie tror at det forbannede 7. året i nåtidens ekteskap er en levning av det serielle monogamiet, slik som våre forfedre kunne ha levd. (5) Et av de mest innlysende og særdeles ergerlige eksempler på hvordan evolusjonære mekanismer virker ubremset på dagens samfunn er sjalusi-adferden hos menn og kvinner. Den evolusjonære logikken for sjalusi er enkel: En mann som investerer i et barn som en annen har avlet lider fra en evolusjonær synsvinkel et stort ressurstap, siden han har strevet for etterkommeren til en annen . (6) Trist, men dessverre sant: Evolusjonspsykologisk sett er den høye voldsberedskapen i gjenger på ingen måte unormalt når forutsetningene fattigdom, manglende utdannelse og en passende anledning sammenfaller. Når man eier noe er det ikke verdt å miste livet for det, sier Wilson. Men når en ikke har noen ting, er utsikten til å være død og til å leve et helt liv uten en kvinne eller en sosial status i grunnen fullstendig likeverdig. Utviklings-historisk må en be28

trakte livet sitt som verdiløst om en ikke har utsikt til etterkommere. Jo færre muligheter han ser i fremtiden, desto mer er han villig til å risikere. (7) Som drivende kraft for evolusjonen av primatenes hjerne mot dens enestående størrelse antar man at det har eksistert et seleksjonspress mot en høykompleks sosial adferd: Primater som levde sammen i flokk hadde ulik tilgang til næringsmessige og seksuelle grupperessursser, avhengig av ens sosiale posisjon. Individer som kunne forbedre sin posisjon gjennom en økt evne til bedrag, trusler, allianser, utnyttelse av egnede øyeblikk og ikke minst gjennom fysisk makt, hadde større sjanse til å etterlate seg avkom med sitt arvemateriale, som jo hadde gitt dem disse evnene. Ved dette ekstrapoleres etologiske forskningsresultater på afrikanske menneskeaper mot de hypotetiske menneskelige forfedrene. En kritisk vurdering av slike tanker vil vise at de er meget spekulative: Adferden til de antatte menneskelige forfedre og dens evolusjon er à priori ikke observerbar. Fossiler som eneste vitner til fortiden gir ingen opplysninger om adferden. Man vinner slike data fra observasjon av dyr som lever i dag og overfører dem til påståtte menneskelige forfedre - og gjennom fantasifulle konstruksjoner av seleksjonspress , som skal forklare en bestemt adferd og et bestemt psykologisk kjennetegn. Til sist trekker man slutningen fra en eksisterende meningsfull funksjon til en evolusjon som har funnet sted noe som er logisk umulig. En slik konklusjon er bare tillatt om man forutsetter evolusjonsteorien. (Konklusjonen blir enda mer komplisert gjennom at også likeså meningsløse konstruksjoner kan forklares med evolusjon: som feilkonstruksjon eller levninger ). Innen psykologifaget blir dette konsekvent funksjonelle synet av begge pionerer i den darwinistiske eller evolusjonære psykiatrien Michael McGuire, professor i psykiatri ved University of California og Alfonso Troisi, psykiater ved det medisinske fakultetet i Roma, utvidet til å gjelde sykelige tilstander i den menneskelige psyken (8): I første omgang utvikler de en teori om menneskelig adferd, menneskelig etologi, som består av virkning av og interaksjon mellom fire evolusjonært oppståtte subsystemer for: ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

Overlevelse Selvreproduksjon Slektning-hjelp Vekselvis-hjelp Avhengig av den konkrete situasjonen kan det ene eller det andre av subsystemene bestemme adferden - f.eks. blir anstrengelser for å finne en seksualpartner redusert når en befinner seg i livsfare. Omvendt er den enkelte villig til å redusere sin egen mulighet for å overleve for å bistå barn eller slektninger (dem han deler genene med) eller venner (dem han forventer en lignende bistand fra). Hver enkelt av disse fire subsystemene kan videre deles opp i fire nøkkelkomponenter som bygger på hverandre, og interagerer med hverandre, for å frembringe en adferd som svarer til situasjonen. I rekkefølgen med minskende elementæritet dreier det seg om: Automatiske systemer Motivasjoner og mål Algoritmer Adferds-strategier Automatiske systemer er anatomisk-fysiologisk-psykologiske systemer, som filtrerer ekstern og intern informasjon, selekterer og klassifiserer den etter prioritet uten å være underlagt vår bevisste vilje direkte. Eksempler er å se, å høre, å gjenkjenne personer, å registrere andre menneskers ønsker og emosjonelle tilstander. Motivasjon og målsettinger er spesifikke for hvert av de fire subsystemene, og betyr i subsystem 1 å opprettholde den fysiske helsen, eller å finne og bruke ressurser og å søke nærheten til fortrolige personer og omgivelser. Innen subsystem 2 er motivasjon og målsetting rettet mot å erkjenne og binde en seksualpartner, å få avkom og beskytte det. Subsystem 3 har bl.a. som motivasjon og målsetting å lete frem sikre omgivelser for slektninger, respektivt å beskytte slektninger for angrep. Subsystem 4 inneholder å identifisere gode og dårlige venner, å lete etter dem, eller å unngå dem ( gode er de som gir hjelp, dårlige er de som nekter å hjelpe). Algoritmer benytter informasjonen som er stilt til disposisjon av automatiske systemer, og utvikler ut av dem adekvat adferd for å oppfylle motivasjonen og målene, mens adferds-strategier omsetter adferden som er utviklet av algoritmene. Denne adferdsteorien blir nå anvendt på ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

psykiatriske sykdomsbilder: Ved et bestemt sykdomsbilde som depresjon, schizofreni, eller anoreksia nervosa eller en fobi, finner man frem til subsystemer og deres komponenter som i det enkelte tilfelle kan være forstyrret. I neste steg etableres en terapiplan. Den anvender de fire vesentlige psykiatriske terapeutiske fremgangsmåter: psykoanalyse, adferds- og kognitiv terapi, medisinering og sosioterapi som tilstreber en forbedring av tilstanden eller helbredelse av pasienten. Denne terapien går leilighetsvis ut over de intervensjoner og mål som oppfattes som klassisk medisinsk terapi. Den tilstreber nemlig en normalisering av den helhetlige adferden til hele livskonteksten hos et individ. I forbindelse med en slik evolusjonær terapi kan f.eks. en ugift middelaldrende kvinnelig pasient, som lider av depresjon i forbindelse med biologisk sterilitet, bli anbefalt å skifte bosted for å støtte sin søster som tante ved oppdragelsen av hennes barn (kompensasjon for manglende oppfyllelse av motivasjon og mål i subsystem 2 gjennom styrket engasjement i subsystem 3). Slike utgangspunkt for terapi gir faktisk bedre resultater enn den isolerte symptombehandlingen av depresjon gjennom medikamenter, eller forsøket på å bevirke en relativisering av uoppnåelige motivasjoner og mål i området til subsystem 2 gjennom psykoterapi. Et av de grunnleggende anliggender i den evolusjonære psykologien og psykiatrien, nemlig (igjen-)innføringen av et funksjonelt syn innen de to fagene, kan bare ønskes velkommen. (9) Et menneske og det han føler og fornemmer, og hvordan han forholder seg, kommer ikke ut av et lufttomt rom, og kan ikke formes etter en hvilken som helst metode. Det er ikke bare betinget gjennom miljøet eller et resultat av oppdragelsen . Det finnes psykologiske kjennetegn som preger menneskets adferd, og som det har fått med seg . Både fra et evolusjonistisk eller et kreasjonistisk syn er det meningsfullt å anta at vesenet menneske eksisterer i to utførelser (mann og kvinne) som er spesialisert på ulike oppgaver, med tilsvarende små forskjeller i kroppsbygning, tankesett og adferd. Den moderne psykologien bekrefter eksistensen av subtile forskjeller mellom mann og kvinne i de nevnte områdene. Felles for begge er en foruttilpasning til verden de må leve i. Også 29

en intelligent skaper kunne være interessert i å lette livet for sine skapninger, ved at han utstyrer dem med en bestemt adferd og bestemte tenkeskjemaer. Det er åpenbart at dagens mennesker ikke forholder seg slik Gud har oppfordret dem til å gjøre gjennom Jesus Kristus. Det er meningsløst å anta at en god Gud har frembrakt mennesker med alle de svakheter og feil som de fremviser i dag. Derfor er det her viktig å innføre begrepet til natura vulnerata . (10) Etter bibelsk overbevisning og kirkens lære er mennesket slik vi kjenner det i dag ikke blitt skapt slik av Gud. Etter en tilstand av vennskap med Gud i besittelse av urstandsnåden: donum scientiae, donum immortalitatis og friheten fra brennende seksualdrift, er mennesket falt i synd av egen skyld. Dette betydde tap av de overnaturlige gaver fra Gud til menneskene, og en svekkelse av de naturlige gaver. Spesielt er innordningen og harmonien av de menneskelige drifter, følelser og emosjoner i en sannferdig menneskelig helhet blitt tapt. Menneskets tilbøyelighet til å synde - f.eks. å bryte ekteskapet, forlate hustru og barn, stjele fra medmennesker, å såre dem eller drepe dem - er riktignok mulig å beskrive psykologisk. Den er i mindre grad uttrykk av en forstyrret eller evolusjonært oppstått hjernefunksjon, men et uttrykk av at vår natur er syndig og såret. Disse svakhetene er allikevel ikke så sterke at de overvinner mennesket og behersker det - de bøyer dets adferd i en bestemt retning, som oftest er rettet mot Guds vilje, men de tvinger det ikke frem. Hvorfor ser mange av disse svakheter meningsfulle ut? En forklaring finner vi muligens i følgende overveielse: Bibelen sier at Gud laget klær til menneskene ved utdrivelsen av paradiset (1. Mosebok 3,21). I videre forstand kan dette forstås slik at Han ga mennesket en utrustning som skulle gjøre det mulig for det å overleve i en verden som er blitt fiendtlig for det. Til denne utrustningen kunne det regnes en rekke av instinkter, psykologiske mekanismer og egenskaper, som delvis ble omtalt her. De skulle gjøre livet lettere for de uvitende menneskene. Ved siden av den allerede nevnte preferansen for bestemt næringsrik mat, kan det nevnes redselen for bestemte situasjoner, mannens preferanse for unge og pene kvinner (som sannsynligvis ennå befinner seg foran menopausen og dermed har reproduksjonsevne og er friske) og 30

kvinners preferanse for sosialt bra situerte menn som partnerer (slike garanterer en større trygghet under svangerskapet og oppdragelsen av barna) osv. Etter at mennesket har mistet Guds vennskap, og dermed urstandsnåden, faller mennesket delvis tilbake til et dyrisk nivå. Men det er ikke et dyr, og kommer aldri til å bli et dyr. Mennesket forblir et vesen med eget ansvar; med evnen til innsikt og kjærlighet, og dermed til sist et menneskelig vesen med evnen til å erkjenne Gud. Vi ser sporene av en god Skaper også innen psykologien - en tanke som på ingen måte er ny: Den greske generalen og filosofen Xenophon, som skrev naturvitenskapelige avhandlinger etter han hadde forlatt sin aktive tjeneste, berettet om en samtale mellom sin lærer Sokrates og Atheneren Aristodemos for 2400 år siden: Oppfatter du de som skaper ubevegelige bilder uten sjel som mer verdt å beundre, enn de som skaper levende vesener med sjel og bevegelsesevne? Naturligvis, ved Zeus, de som skaper levende vesener - så fremt de ikke oppstår gjennom en ren tilfeldighet, men gjennom en skapende fornuft. Av de gjenstander det er usikkerhet hva de brukes til, og de som åpenbart tjener et nyttig formål, hvilke mener du er blitt til gjennom tilfeldighet, og hvilke er blitt til gjennom skapende fornuft? Naturligvis er de som tjener et nyttig formål blitt til av en skapende fornuft. Synes det ikke at Han, som skapte mennesket fra begynnelsen, har gitt dem egenskaper de kan observere alt med, nemlig øynene for å se det synlige, ører for å høre det hørbare? Og hva slags gevinst hadde vi av luktene om ingen hadde gitt oss nesene? ... Synes du ikke at det ligner verket av et forsyn - at den har beskyttet øyet med øyelokk som åpner seg under bruk, men er stengt under søvn siden det er lett sårbart; og at den har plassert øyevippene som nett slik at vindene ikke skader? ... selv om dette er innrettet såpass omsorgsfullt, er du i tvil om hvorvidt dette er et verk av tilfeldighet eller av en skapende fornuft? Neida, ved Zeus, svarte Aristodemos, hvis man betrakter det slik, ligner dette jammen verket av en klok og vennlig mester. Til oppsummering kan vi si at den evolusjonære psykologi og psykiatri, under en annen betegnelse, nemlig den funksjonelle psykologi ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

og psykiatri, kan bety en vesentlig forbedring av våre kunnskaper, siden den markerer overgangen fra deskripsjon til en kausal erklæring. Det er sikkert ønskelig at også kristne befatter seg med denne materien. Uakseptabelt for kristne - og naturvitenskapelig betenkelig - er slutningen fra meningsfull konstruksjon til pågått evolusjon, ignorering av Bibelens utsagn om ufullkommenhetens opprinnelse, lidelse og død innen skaperverket, og en etisk rettferdiggjørelse av den menneskelige adferd som vi observerer i dag. Noter 1 f.eks William F. Allman, Mammutjäger in der Metro, Wie das Erbe der Evolution unser Denken und Verhalten prägt, Heidelberg - Berlin 1999, Spektrum Akademischer Verlag (amerikansk 1. opplag 1994). 2 Luigi Luca Cavalli - Sforza, Gene, Völker und Sprachen: Die biologischen Grundlagen unserer Zivilisation, oversatt fra italiensk, München 1999. Andreas Paul, Von Affen und Menschen, Verhaltensbiologie der Primaten, 1998. Klaus Richter, Die Herkunft des Schönen, Grundzüge der evolutionären Ästhetik, 1999. Bernhard Derk, Das universale Weltbild, Evolution und Naturphilosophie, 1991.

3 f.eks standardverk til Lorenz-elev Irenäus Eibl - Eibesfeldt, Die Biologie des menschlichen Verhaltens, Grundriss der Humanbiologie, 3. überarbeitete Auflage, Seeehamer Verlag 1997. 4 William F. Allman, ibidem p. 165 5 ibidem p. 170 f 6 ibidem p. 176 7 ibidem p. 197 8 Michael McGuire, Alfonso Troisi, Darwinian Psychiatry, Oxford New York u.a. 1998, Oxford University Press. 9 uten å gi nærmere henvisninger minner en på at det var selvfølgelig for naturforskere i den kristne middelalderen og den tidlige nytiden før Darwin å finne en teologi i alle levende vesener. 10 saml. Alfred Niedermeyer Mennesket er (...) en skapelse som er falt fra den opprinnelige skapelsestilstanden (prinsippet av natura vulnerata). Gjennom dette fallet allene forklares opprinnelsen av det onde i verden i: idem, Allgemeine Pastoralmedizin, Band 1: Philosphische Propädeutik der Medizin, Wien 1955 p. 163.

Wolfgang B. Lindemann er lege Strasbourg Lindewb9@aol.com

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

31

Anmeldelse: Matematisk kulturhistorie en spændende bog af Steinar Thorvaldsen Af Peter Øhrstrøm Steinar Thorvaldsen, som jo er medlem af ORIGOs redaktion, har netop udgivet en spændende bog om matematikken i kulturhistorisk lys. Bogen gennemgår på forbilledlig vis en række klassiske forløb fra matematikkens historie. Det gælder f.eks. træk af antikkens matematik (talbegrebets og geometriens historie) og fremvæksten af matematisk analyse (ikke mindst med Newton og Leibniz). Men læseren får desuden en række værdifulde perspektiver på stoffet, som ofte ikke er med i gængse bøger om matematikkens historie. Jeg vil her nævne et par eksempler fra bogen, som har relation til ORIGOs emnekreds. Tallet p Forholdet mellem en cirkels omkreds og dens diameter betegnes traditionelt med det græske bogstav p. Værdien er 3,141592 Det har ofte været hævdet, at man ved bygningen af Salomons tempel i Jerusalem omtalt i Bibelen (1. Kongebog kapitel 7) regnede med en p-værdi på 3, fordi der nævnes et kar med omkreds på 30 alen og en diameter på 10 alen. Steinar Thorvaldsen gør imidlertid opmærksom på, at man ikke af teksten med sikkerhed kan udlede en pværdi, idet det fremgår, at det gældende kar også havde en vis tykkelse. Måske er diameteren et ydre mål og omkredsen et indre mål. I så fald ville det kunne lade sig gøre at producere et bægerformet kar med de givne mål. Kepler og Guds matematiske planlægning I bogens interessante kapitel om Kepler og den første regnemaskine fremhæver Steinar Thorvaldsen, at Johannes Kepler, som jo er en af den moderne naturvidenskabs pionerer, mente, at der i naturen måtte være en matematisk orden. Baggrunden for denne tro og dermed for driv-

32

kraften i Keplers forskning var troen på, at Gud har skabt verden ud fra en ophøjet og genial planlægning. Mendel og matematikken Steinar Thorvaldsen gennemgår på pædagogisk vis ideerne i den matematiske analyse, som Gregor Mendel (1822-84) gennemførte på grundlag af resultaterne fra de planteforsøg, som han havde udført, og som ledte frem til de arvelove, som nu bærer hans navn. Det har ofte været hævdet, at Mendels resultater er så gode, at Mendel må have forbedret dem eller snydt på anden vis. Det finder Steinar Thorvaldsen ikke dokumenteret, men peger på, at Mendel selv nævner, at det kun er en del af resultaterne, som han offentliggør. Man kan meget vel fore-

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

stille sig, at Mendel har haft en videnskabelig intuition, som har spillet ind i denne forbindelse. Interessant er det også, at Mendel med sine teorier kunne producere en kritik af synspunkter i Darwins teorier i Arternes oprindelse. Desværre var denne kritik længe relativt upåagtet i det videnskabelige miljø. Man kan naturligvis spekulere over, hvordan det ville være gået, hvis Mendels love havde været kendt i de kredse i England mm., som diskuterede Darwins teorier. Matematikkens og logikkens grænser Steinar Thorvaldsen peger i bogen også på, at den matematiske logik har sine principielle grænser, og at det bl.a. har konsekvenser for datalogiens mulighed med hensyn til at skabe kunstig intelligens. Sagen er, at der inden for et logisk system, som bare er en smule kompliceret, altid vil findes udsagn, som hverken kan bevises eller modbevises. Det viste den store matematiker Kurt Gödel. Dermed vil der også således som f.eks. Allan Turing indså - være principielle grænser for, hvilke opgaver der vil kunne løses med logiske maskiner (dvs. datamaskiner).

Videre læsning Bogen er rigt illustreret, og den lanceres sammen med en web-site, hvor man kan forfølge emner i flere detaljer. Adressen er: http://www. afl.hitos.no/ mahist/bok/. Bogen skal varmt anbefales. Steinar Thorvaldsen: Matematisk kulturhistorie, Høgskolen i Tromsø, Eureka Forlag 2002

Fra bogens bagside

I forhold til tro Hawkings bog kan også læses som et apropos til den debat, som er foregået her i avisen for nylig. Hvis nogen har en ide om, at et verdenssyn, der baserer sig på naturvidenskabens resultater, i en eller anden forstand giver fast grund under fødderne, må vedkommende tro om igen. Her efterlades læseren ikke i en tryg og overskuelig, forudsigelig verden i den klassiske rationalismes forstand men i en verden, hvor der er andet og mere mellem himmel og jord, end mange fortalere for et "videnskabeligt" verdenssyn synes at have tænkt på. Hvem er da i virkeligheden "fundamentalister"? Fra anmeldelse i Jyllands-Posten den 8. november 2002 af Stephen Hawkings "Universet i en nøddeskal" skrevet af Jesper Høgenhaven

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

33

Opstod livet i rummet? For nogen tid siden sendte DR2 et program med titlen Stammer vi fra rummet? Udsendelsen handlede om forskellige teorier angående spørgsmålet om, hvor livet opstod. Livet kunne være opstået på Jorden, eller på Mars, eller et andet sted i Solsystemet, eller langt borte i Universet. Udsendelsen fortalte, at der er sket meget i de sidste 20 år inden for utraditionelle biologiske områder, nemlig vedrørende livet, der trives under ekstrem varme eller ekstrem kulde, på Jorden eller på Mars. Spørgsmålet er, om livsformer eller blot organiske molekyler er blevet transporteret via meteoritter, f.eks. fra Mars til Jorden. Udsendelsen sluttede med at stille spørgsmålet: Er vi alene i Universet, eller er der liv mange andre steder i Universet? Jeg synes, udsendelsen var meget interessant, men også at man må stille sig nogle endnu mere grundlæggende spørgsmål. Uanset om der er liv mange steder i Universet, eller om det blot er her på Jorden, så er det store spørgsmål: Hvordan opstod dette liv? Startede det ved, at stoffet opstod ud af intet ved mystiske årsager, og dan-

nede det senere liv ved lige så mystiske omstændigheder? Eller var der en intelligens bag tilblivelsen af såvel stoffet som livet? Uanset hvor interessant spørgsmålet er om liv i rummet, så er der vigtigere spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Og hvor går jeg hen? Og på disse spørgsmål er der kun to mulige svar: udviklingslæren eller speciel skabelse. Derfor vil vi lægge vægt på en fortsat diskussion: udvikling eller skabelse? Bent Vogel Litteratur:

Origo, 1.årg. nr.4, december 1983, side 37-42. Kun to muligheder? . Origo, 6.årg. nr.3, december 1988, side 3-7. Mars og jakten på liv i Solsystemet. . Origo, 8.årg. nr.1, juni 1990. side 15-34. Temahefte om livets oprindelse. Origo, 10.årg. nr.2, oktober 1992, side 27. Er der liv på andre kloder? Origo, 14.årg. nr.1, juni/juli 1996, side 3-4. Er vi alene i Universet? Origo, 14.årg. nr.2, oktober 1996, side 3-5. Liv på Mars? . Origo, 14.årg. nr.3, december 1996, side 14-16. Liv på Mars . Origo, 17.årg. nr.2, september 1999, side 5-9. Liv på Mars fantasi og forskning .

Matematisk kulturhistorie Av Steinar Thorvaldsen

Ny lærebok. Rikt illustrert, 180 sider. Nkr. 150 + porto. Bestilling til: eureka@hitos.no - eller til: Eureka forlag, Høgskolen i Tromsø, 9293 Tromsø Norge.

34

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

Origo Redaktion i Danmark

Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Ærtebjerggårdvej 75, 5270 Odense N. Tlf. 6618 4100. E-mail: hod@ffl.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Handelsoverlærer H. C. Krøyer, Hundborgvej 42, 7700 Thisted. Tlf. 9792 0460. E-mail: h.c.kroyer@post11.tele.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktør)

Redaksjon i Norge

Professor, dr. philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Forskningsleder, dr. scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Avdelingsingeniør, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Ansvarshavende for dette nummer: Peter Øhrstrøm Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø, Tlf. 7767 2948. Danmark: Ove Kristensen, Hasselvænget 44, 7800 Skive, Tlf. 9751 4177. ORIGOs Internet-adresse: http://www.tidsskriftet-origo.net Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002

35

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning m.m. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168 36

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer 5 gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Ove Kristensen Hasselvænget 44, 7800 Skive Tlf. 97 51 41 77 Giro 730-5753 E-mail: tidsskriftet-origo@mail.tele.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 77 67 29 48. Giro 0540 0461890

ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002 ORIGO NR. 80 NOVEMBER 2002