Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 79, september 2002

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik Nr. 79 • September 2002

SĂŚrnummer: Nedstammer mennesket fra Adam? Bibelske udsagn og naturvidenskabelige data

1

Nedstammer mennesket fra Adam?

Originaltitel: Stammt der Mensch von Adam ab? Udgivet af Hänssler-Verlag 1995. Oversat af Kristian Bánkuti Østergaard. Layout: Johannes Weiss/Niels Jørgen Vase Trykt med tilladelse fra Reinhard Junker, Wort und Wissen og Hänssler-Verlag

Indhold 1.

Hvordan forskere arbejder

5

2.

Betydningen af de første neandertal fund Et eksempel på data og fortolkning

7 7

3.

Jagten på abemennesket Menneskets forfædre ifølge evolutionsteorien

9 10

4.

Et forslag til en skabelsesteori Ramapithecus et missing link der er ved at glide ud

11 12

5.

Når tolkninger bliver til "fakta" Australopithecus missing link mellem dyr og menneske?

13 14

6.

Ardipithecus ramidus hvordan et nyt fund blev præsenteret Homo habilis en menneskeskabt mellemform?

18 19

Mennesket Homo erectus/ergaster Beregning af hjernevolumen

20 21

Hvad med deres brug af redskaber? De menneskelige racer i dag

23 24

7.

8.

Neandertaleren en menneskelig race Moderne jægere og samlere: Har de overlevet siden stenalderen? 9. 10. 11. 12. 13.

Betydningen af ligheder (homologi) Mennesket et fejlfyldt design? Mennesker med gæller? Bibelens information om menneskets oprindelse

26 27 29 31 31 33

Fossilernes alder Konklusion fra en bibelsk synsvinkel

34 36

Kilder Litteratur

38

Betaling for ORIGO 2002 Der er en del af ORIGOs abonnenter, som endnu ikke har betalt for indeværende årgang. Det kan skyldes beklagelige fejl og uklarheder i vor opkrævningsprocedure. Men vi beder om, at alle snarest muligt betaler, da bladets likviditet for tiden er en del svagere end forventet. Benyt venligst nedenstående gironummer og adresse, hvorfra det også er muligt at bestille ekstra eksemplarer af dette særnummer. Samtidig vil vi benytte anledningen til at sige tak til de af ORIGOs venner, som har støttet arbejdet med gaver. ORIGO v/ Ove Kristensen, Hasselvænget 44, 7800 Skive. Tlf.: 9751 4177. Giro: 730 5753

2

Nedstammer mennesket fra Adam? Bibelske udsagn og naturvidenskabelige data Af Reinhard Junker Næsten alle kender til noget om arternes oprindelse eller teorien om evolution. På et eller andet plan har alle og ofte mange gange hørt, at mennesket stammer fra aberne , eller at mennesket og aberne har en fælles forfader . Selvom ikke alle tænker dybere over betydningen af den påstand, så ved alle, at det er sandt. Vi lærer det som et faktum, ikke bare i skolen, men også i aviser og blade eller fra fjernsynet. Evolutionsteorien står i modsætning til den historiske forståelse af den bibelske fortælling om menneskets oprindelse. Det første menneskepar, der nævnes i skabelsesberetningen i Bibelen, kan ikke have eksisteret, hvis det, der er sket, er en evolutionær nedstamning fra dyreriget. Hvis mennesket udviklede sig fra dyr, på hvilket tidspunkt blev det så skabt i Guds billede ? Med stor tillid til videnskaben og dens objektivitet har mange mennesker forkastet skabelsesberetningen; eller alternativt ser de den blot som et symbolsk billede på en tidløs sandhed. Derfor får folk at vide (f.eks. i kristendomsundervisningen), at Bibelen kun siger, at Gud har skabt, mens videnskaben giver os detaljerne om hvordan. På den måde siges den evolutionære oprindelse af mennesket at være forenelig med Bibelens ord om skabelsen af de første mennesker. At adskillige væsentlige udtalelser i Bibe-

len dermed må omtolkes, lægger man tilsyneladende enten ikke mærke til, eller også har man bevidst accepteret disse omtolkninger. Det er langt fra ligegyldigt, hvordan vi tænker om menneskets oprindelse. Hvis vi stammer fra Skaberens hånd, så er vi også ansvarlige over for ham, og vi kan konkludere, at Gud realiserer et formål i vores liv. Hvis vi på den anden side opstod ved nogle tilfældige processer, så må mennesket sætte sine egne standarder, som aldrig kan blive andet end relative. I yderste konsekvens må det leve uden formål. "Gud skabte mennesket i sit billede" (1 Mos 1,27a)

Hvis mennesket udviklede sig fra dyr, på hvilket tidspunkt blev det så skabt i Guds billede ?

3

Hvorhen? Hvortil? Hvorfra?

I stedet for at lede os på afveje ind i spekulation, så lad os først gøre os selv bekendt med de menneskelige fossiler, videnskaben har gravet op. Denne del af videnskaben hedder palæo-antropologi, studiet af det fortidige menneske. Vi skal se på, hvordan stamtræer (fra abelignende forfædre til mennesket) er konstrueret, ved at bruge de fossile rester af tidlige mennesker. Samtidig vil det blive tydeligt, at disse fund ikke nødvendigvis må tolkes som tegn på fælles afstamning; der er en alternativ mulighed nemlig skabelse. Bibelen giver os en beretning om menneskets oprindelse. Den relevante tekst i 1. Mosebog og andre tekster i Gammel og Ny Testamente om menneskets tidlige historie kræver en vis udlægning. Vi vil senere se på de bibelske tekster. Men først skal det understreges, at meningen i Bibelen ikke skal afgøres af, hvad videnskaben siger. Teksterne skal tale for sig selv. Vi vil her koncentrere os om to overordnede spørgsmål: Hvor stærke er argumenterne for evolutionsteorien om menneskets oprindelse? Hvordan kan man etablere en alternativ teori i overensstemmelse med skabelsen, som den er beskrevet i Bibelen? Med disse spørgsmål in mente vil vi først komme med nogle generelle bemærkninger om rammer og begrænsninger i den videnskabelige forskning.

Palæoantropologi V logos (gr.) = lære V antropos (gr.) = menneske V palæo (gr.) = gammel

4

1. Hvordan forskere arbejder Generelt bliver ordet videnskabelig forbundet med begreberne objektivitet og sikkerhed . Videnskaben samler fakta (data), en proces der står i modsætning til troen. Her må subjektivitet udelukkes. Videnskaben kan kun siges at være objektiv i samme grad, som den beskriver ting, der observeres gentagne gange af forskellige forskere. Når observationer er kombineret med vidtfavnende hypoteser og teorier, så vil der uundgåeligt indgå subjektive elementer i form af antagelser, som ikke kan bekræftes, og elementer af tro. Det er specielt tilfældet, hvor man postulerer teorier om fortiden. Begivenheder, som er sket i fortiden (det emne vi behandler her), kan normalt ikke gentages. Vi kan derfor ikke observere dem bare en eneste gang, men må drage konklusioner om begivenhederne på baggrund af de spor, der er tilgængelige i dag. Det er imidlertid aldrig muligt at gøre dette med absolut sikkerhed.

Data

Data = resultater fra observationer og eksperimenter, lat. Datum, hvad der er givet (= empiriske resultater, der er opnået gennem iagttagelse).

"Fo ssi le ing en r bær P. S etik e ett r chm er." id, ant rop olo g

Figur 1. Den første opdagelse af det fortidige menneske i Neanderdalen i 1856: Kraniet er med fremtrædende øjenbrynsbuer, fra en tegning af Johann Carl Fuhlrott publiceret i 1859; Bækken og lårknogle fra et kobberstik fra en publikation om neandertalere fra 1888.

Fortolkning

Det er fortolkningen, der gør data interessante, men fortolkning består af mere end data alene. Tolkninger kan vise sig at være forkerte.

Eksempler på tolkning af de første neandertal-fund: Professor H. Schaafhausen, anatom (1857): Fossiler fra en vild race af fortidige indbyggere i Nordeuropa hvis ansigtsudtryk og flammende øjne ville have fået en romersk hær til at skælve og bæve.

Professor F.J.C. Mayer, anatom (1857): Ben fra en forkrøblet, krumbenet mongolsk rytter fra Kosak hæren under General Tschernitcheff, som slog lejr nær Neanderdalen i 1814.

5

Alle forskere har brug for et par briller (ideologi, religion, tro), gennem hvilke han kan betragte og tolke sine data (se fig. 2). I sig selv fortæller hans data ham ikke, hvad der er den virkelige relation mellem de arter, han finder. Det omvendte er tilfældet: Forskeren søger efter at tolke data f.eks. fossiler og observationer af mennesker og aber, der lever i dag og at integrere dem i hans model i hen-

hold til hans hypotese om menneskets afstamning. Der er ikke noget forkert i det; man skal bare være opmærksom på, at udtalelser, der er kommet på den måde, ikke kan være fremsagt med absolut sikkerhed. Den, der tror på, at mennesket er blevet til ved gradvis udvikling, ser anderledes på fossilerne end en, som tror på skabelse.

Skabelse

Evolution

Figur 2. Enhver forsker har brug for et par briller (en bestemt måde at se ting på), gennem hvilke han kan se og tolke data. Sådanne data kan være fossile kranier (s. 7ff) eller strukturen af dyr, der lever i dag. Selvfølgelig kan vi prøve brillerne hos den konkurrerende model og tjekke, om den anden måde at se ting på er i overensstemmelse med data, og kritisere det, hvis det er nødvendigt i en ægte debat.

Fordi forskeres viden nødvendigvis er begrænset, er de aldrig i stand til at gøre katagoriske udtalelser om menneskets oprindelse.

6

Den forskningsbaserede viden er som nævnt begrænset, hvis man skal holde sig til det objektive , som det er beskrevet ovenfor. Derfor har videnskaben ikke belæg for at fremkomme med kategoriske

udtalelser om menneskets oprindelse, uanset om vi har at gøre med evolutionær videnskab eller skabelsesbaseret videnskab. Det vil blive demonstreret gennem eksempler i det næste afsnit.

2. Betydningen af de første neandertal-fund Et læreeksempel i data og fortolkning Neandertaleren er sandsynligvis den bedst kendte gruppe af fossiler, som evolutionister placerer på linjen fra dyr til menneske. Mange vil være bekendt med rekonstruktioner af det primitive væsen med lav intelligens og ludende holdning (fig. 3). Neandertaleren er næsten legendarisk i historien om menneskets afstamning fra aberne . Navnet neandertal bliver ligefrem brugt som et skældsord. Disse ideer er tolkninger og har i nogle tilfælde meget lidt baggrund i fakta akademikere holdt op med at udvikle disse tolkninger i 1960erne. Hvilke data har vi, og hvordan kan de lede os til så forskellige tolkninger? Tolkningerne fra 1800-tallets forskere havde ikke meget at bygge på og var ofte bizarre (se fig.1). Først da man i det første årti af 1900-tallet havde udgravet en serie af (næsten) komplette neandertalrester, havde man samlet en database af betydning. Den franske palæontolog Marcellin Boule påtog sig opgaven med at rekonstruere neandertaleren. Han sammensatte knoglerne på sådan en måde, at neandertaleren tydeligt lignede en abe. Han placerede storetåen anderledes end de andre tæer ligesom tommelfingeren. Det ville få neandertaleren til at gå på kanten af sine fødder ligesom en abe. Boule var også af den opfattelse, at knæene ikke kunne strækkes ud, så kun en ludende gang var mulig. Ud fra observationerne konkluderede han også, at rygsøjlen ikke kunne være ret. Han placerede hovedet unaturligt fremskudt. På grund af den lange, flade form af kraniet forestillede han sig en udtalt mangelfuld intelligens. Derimod tillagde han ikke det store hjernerumfang nogen betydning. Det overordnede indtryk var en muskuløs, klodset krop, som Boule udtrykte sig nedsættende om.

Figur 3. Repræsentant af en muskulær, abelignende neandertal ifølge Zdenek Burian.

7

Boule s rekonstruktion blev bredt accepteret indtil 1950erne, og det gav anledning til det populære billede af et foroverbøjet abemenneske. På det tidspunkt blev andre slående, men ligeledes misvisende billeder af neandertaleren publiceret. Selvom det videnskabelige miljø ved bedre i dag, så bliver sådanne illustrationer uheldigvis stadig brugt, og derved fastholder man det falske billede. I slutningen af 1950erne blev neandertal-skeletterne taget op til nye undersøgelser. Det kom frem, at Boule havde lavet mange alvorlige mistolkninger. Selv om dataene var de samme, så var fortolkningerne radikalt anderledes. Hvordan kunne en så radikal ændring i rekonstruktionen af neandertaleren finde sted? Mellem de fossile fund var et fra Chapelle-aux-Saints i Frankrig regnet for særlig typisk (fig. 4.) Denne neandertal viste sig at lide af svær ledbetændelse. Det havde medført en deform rygsøjle og kæbe. Det viser, at visse træk kan skyldes sygdom. Tillige er nogle dele af skelettet som storetåen og knæet simpelthen sat forkert sammen. Altså, Boule havde observeret ligheder med aberne, hvor der i realiteten var meget få ligheder. Figur 4. Skeletrester fra Den gamle mand fra Chapelle-aux-Saints . Han mistede flere af sine tænder, mens han var i live; med tiden helede hullerne efter de tabte tænder igen.

Alligevel forklarer disse ting ikke fuldt ud den nye forståelse af neandertalfundene. Det var klart, at Boule, ligesom de fleste andre mennesker på den tid, havde en forudfattet mening. De troede, at mennesket havde udviklet sig gennem et stadie af halvt menneske/halvt dyr. De foreliggende data blev tolket i overensstemmelse med den opfattelse. (Bemærk f.eks., at Boule ikke lagde vægt på den store hjernekapacitet). Straus og Cave undersøgte skeletterne på ny og konkluderede: Hvis han kunne reinkarneres og efter et bad, en barbering og iført moderne tøj placeres i New Yorks undergrundsbane, så ville det være tvivlsomt, om han ville tiltrække mere opmærksomhed end andre udlændinge.

8

Figur 5. Illustration af neandertaleren (efter Haviland 1983).

Selvfølgelig tilhører neandertaleren stadig en gruppe, som kan skelnes fra nutidens menneskelige racer. Hvordan han skal forstås inden for skabelsesmodellen, vil blive forklaret i forbindelse med andre menneskelige fossiler.

3. Jagten på abemennesket Forestillingen om, at mennesket var opstået fra dyr, blev udbredt i 1800-tallet efter, at naturalisten Charles Darwin fremsatte teorien om, at alt levende stammer fra en fælles forfader. Af taktiske grunde var Darwin i starten meget forsigtig med at udvide sin teori til at gælde mennesket, men mange af hans samtidige var meget mindre tilbageholdende. Da de dyr, der lignede mennesket mest, var aber, så faldt det naturligt at tro, at mennesket måske stammede fra abelignende forfædre. Dermed startede jagten på rester af uddøde abemennesker; væsner der var en mellemting mellem menneske og dyr.

Fossil = udgravet

Fossiler = objekter som er udgravet , betyder at det er rester eller spor af væsener, som engang levede, f.eks. forstenede knogler, aftryk, afstøbning.

I de sidste hundrede år eller mere er der gjort en serie af fund (forstenede skelet-fragmenter, eller fossiler), som evolutionister opfatter som forfædre til mennesket og har kaldt abemennesker eller primitive mennesker .

Homo erectus/ ergaster Australopithecus V

I dag er disse fund arrangeret i den stamtavle, som er gengivet i enkel form i figur 6. De forskere, der har udført arbejdet, er overbevist om en evolution, og det afspejles i stamtavlerne. Vi bemærker straks to ting:

Homo sapiens

Evolutionsteoretikere er ikke indbyrdes enige om, hvordan individerne skal placeres i stamtræet.

Ramapithecus

Proconsul

Rækkefølgen af jordlagene

Ved konstruktioner af stamtræer spiller subjektive forventninger og fortolkninger en vigtig rolle.

Figur 6. Forfædre til mennesket if. evolutionen. Eneste pålidelige data er den relative rækkefølge af jordlag. For absolut datering se kapitel 12 (side 34-35). Homo erectus, Homo habilis og australopithecus levede delvist samtidigt. (De findes somme tider i samme jordlag).

9

Menneskets forfædre ifølge evolutionsteorien

Orangutang

Chimpanse

Gorilla

Man regner for det meste med, at man kan følge menneskets oprindelse helt tilbage til den insektædende træspidsmus, som måske er lig nutidens Tupaia (træspidsmus). Den er - regner man med - forfader til primaterne. Primater inkluderer prosimian (f.eks. lemurer) og aber, der bliver sporet tilbage til prosimian. Selvom der findes en overflod af primatfossiler, så er mellemformer mellem disse grupper enten spinkelt dokumenHomo teret eller ikke dokumenteret overhovedet. Vi sapiens ønsker derfor ikke at gå detaljeret ind i den del af menneskets stamtræ , men fastholder, at den tidlige udvikling af mennesket i evolutionær forstand ikke er understøttet af nogen form for beviNeanderser, men at det er ren spekulation. taler Blandt de såkaldt højere primater er den tidligste gruppe, man regner som slægtning til mennesket, Proconsul-typen. Alligevel viser anatomien af disse primater en speciel kombination af egenskaber, som ikke passer i nogen evolutionær udvikling frem mod mennesket. Det gælder også andre primater fra perioden. På et tidspunkt blev Ramapithecus regnet for at være et højere stadie på udviklingslinien til mennesket. Efter et temmelig stort spring i fossilerne kommer gruppen Australopithecus (sydaben). Australopithecus placeres i familien af menneskelignende aber (Homonidae), men må simpelthen regnes som en abe (se nedenfor).

Homo ergaster Homo erectus

Ramapithecus

Australopithecus og beslægtede arter

Proconsul

10

Figur 7. Mennesker, aber og nogle uddøde former arrangeret i et stamtræ i henhold til evolutionsteorien. Neandertaleren er placeret på en sidegren.

Nogle forskere regner Homo habilis som et link mellem Australopithecus og mennesket, fulgt af Homo ergaster og H. erectus ( det opretgående menneske ). Afstamningslinien fortsætter via den såkaldt arkaiske form, som f.eks. Steinheim mennesket (fig. 27). I dag er neandertaleren blot regnet for at være en uddød variant af det moderne menneske.

Et forslag til en skabelsesteori I skabelsesteorien når man frem til en noget anden tolkning. Udgangspunktet er den bibelske tradition og skabelsesberetningen. Her er de foreliggende data arrangeret i et grundtype skema (se fig. 8). Fossilerne, som evolutionister opstiller i ét stamtræ, er her i stedet opstillet som flere skabte slags, eller grundtyper. (Den bibelske baggrund for denne indfaldsvinkel er forklaret i kapitel 11.) Inden for grundtypen sker der en variation: Ingen organisme er præcis den samme inden for samme grundtype. Inden for den forud fastsatte mulighed for variation kan organismer specialisere sig, og de kan udvikle sig til forskellige racer. Også nye biologiske arter (efter hvad vi normalt forstår ved arter) kan opstå. Men den moderne definition på arter er ret forskellig fra de skabte grundtyper , som 1. Mosebog taler om.

Orangutang

"Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt" (1 Mos 1,25)

Chimpanse

Homo sapiens

Gorilla

Neandertaler Homo ergaster Homo erectus

Ifølge skabelsesmodellen kan nye arter kun opstå inden for grænsen af de skabte grundtyper. Variation, der er større end grundtyperne, er aldrig blevet påvist, heller ikke eksperimentelt eller ved hjælp af andre data. Eftersom mange specialiseringer er mulige kan en vis opsplitning finde sted inden for grundtypen.

Ramapithecus Australopithecus og beslægtede arter

Figur 8. Tolkningen af skabelsesteorien. Mennesket blev skabt med en mulighed for variation og en race-opsplitning. Andre grundtyper, der er meget forskellige Proconsul fra mennesket, er aberne. Homo ergaster/erectus og neandertaleren er her ikke set som laverestående evolutionære trin, men en uddød menneskelig race, som er efterkommere af Noa og hans familie. Om chimpansen og gorillaen skulle slås sammen til en grundtype er stadig usikkert. Ramapithecus tilhører den samme grundtype som orangutang, mens de forskellige australopithecus arter bliver regnet som medlemmer af en anden grundtype, og det inkluderer i det mindste nogle repræsentanter af homo habilis.

11

4. Ramapithecus et missing link, der er ved at glide ud

Rama-pithecus mytisk hinduprins

lat. "abe"

Figur 9. Relativt komplet kranie af Sivapithecus, som viser klare ligheder med Ramapithecus og orangutang.

Kun få forskere tror i dag, at Ramapithecus er forfader til mennesket. menneske

V

V

chimpanse orangutang gorilla

Ramapithecus

Det synspunkt er næsten totalt afvist i den akedemiske verden idag. Her er Ramapithecus som forfader til mennesket ifølge en skolebog udgivet i 1990 et typisk eksempel på, hvordan skolebøger og populære fremstillinger nogle gange halter årtier efter den nyeste forskning.

a

12

b

c

Figur 10. Rekonstruktion af den øvre kæbe af Ramapithecus (a: menneskelignende, b: abelignende) og den faktiske form (c: ifølge nyere fund).

I begyndelsen af 1900-tallet fandt G.E. Lewis i Indien fragmenter af et relativt menneskelignende kæbeben, men i lang tid tillagde det akademiske miljø ikke fundet stor interesse. Grunden er uklar; måske var det, fordi Lewis var ukendt. Først i begyndelsen af 1960erne blev fragmenterne sat sammen med andre fragmenter, og resultatet blev klassificeret under slægten Ramapithecus og indlemmet som direkte forfader til mennesket. Kindtænderne med lave spidser og tyk emalje, små hjørnetænder og et udpræget parabolformet tandsæt (fig. 10a) så ud til at være menneskelige træk. Fordi Ramapithecus var dateret til en periode, hvor fossiler var næsten ikkeeksisterende, så havde antropologer en stor interesse i disse træk, som så ud til at lede til Homo gruppen. Det viste sig, at Ramapithecus overraskende hurtigt fandt vej til skolebøgerne som den første Homo, eller menneske-lignende dyr. Denne vurdering viste sig at være forhastet. I begyndelsen af 1980erne tvang senere fossilfund sammen med nyere forskning de fleste forskere til at ændre deres opfattelse af Ramapithecus. Det skyldtes undersøgelser af slægtskab mellem moderne aber og mennesket på baggrund af ligheder i proteinerne. Tændernes buegang, som tidligere var rekonstrueret som parabolformet, blev i lyset af senere fund klart erkendt som ikke-menneskelig (fig. 10). Derefter blev flere og flere ligheder opdaget mellem Ramapithecus og Sivapithecus, som bliver regnet for at være en slægtning til orangutangen. I dag overvejes det ligefrem, om Ramapithecus og orangutanger skal klassificeres som den samme art lige nu er meningerne delte. Der er dog stadig få forskere, der stadig mener, at Ramapithecus skal placeres i direkte linje som forfader til mennesket. I lyset af de kendte fossiler kan Ramapithecus inden for skabelsesmodellens ramme tilsyneladende regnes som en uddød abeart. Den er skabt separat fra mennesket og tilhører grundtypen orangutang .

Når fortolkninger bliver til fakta Ramapithecus på linjen til Homo sapiens Når vi har at gøre med menneskets oprindelse, så er vores opfattelser formet af populærvidenskabelige fremstillinger i aviser og tv. Et eksempel er, da den internationalt berømte Time-Life bog Forhistoriens menneske blev udgivet i 1970. Bogen var et bidrag til den populære serie naturens undere (eng.: Prehistoric man i serien Wonders of nature). Ramapithecus var her afbilledet som et missing link i en evolutionslinje frem mod mennesket med undertitlen Vejen til Homo sapiens . Den havde følgende brødtekst: Den tidligste menneskelige primat, der er fundet til dato, er Ramapithecus. Nogle eksperter regner den i dag for at være den ældste direkte menneskelige forfader. Dens hominoide* status er baseret på et lille antal tænder, få kæbefragmenter og en gane med en menneskelig form . Måske vil læseren undre sig over, hvordan man kan lave en så komplet og detaljeret rekonstruktion med skind og hår på baggrund af få fragmenter? Bogen indrømmer muligheden af sådan en tvivl ved at skrive: hvordan kan en videnskabsmand fastholde, at Ramapithecus havde ligheder med mennesket alene på baggrund af et par tænder og en del af ganen [fig.11 øverst]? Spørgsmålet bliver besvaret ved at fastslå, at alle menneskeaber og aber har en flad U-formet gane med tænder i parallelle rækker. Hvis man først lægger tænderne og ganen fra Ramapithecus over ganen fra en orangutang [fig. 11, i midten] og derefter på ganen fra et menneske [fig. 11 nederst], så er lighederne med mennesket slående. Hvor mange læsere ville have bemærket, at det, der her kun var en mulig tolkning, blev ophøjet til at være fakta? Man samlede den tilsyneladende menneskelignende overkæbe fra to fragmenter, der ikke er forbundet af noget knoglestykke. Og hvem ville have bemærket, at krumningen var rekonstrueret? Ligheden med mennesket afspejler derfor en (senere modbevist) teoretisk ide en teori, som ikke blev præsenteret som teori, men som faktum. Personen, der var ansvarlig for denne publikation, var ikke en overentusiastisk journalist, men en professor i antropologi i Chicago. Han havde publiceret meget videnskabeligt stof. Dette eksempel skal ikke lægges til grund for at benægte muligheden af at drage sikre konklusioner ud af få knoglefragmenter ved brug af detaljeret anatomisk viden. Men der bør manes til forsigtighed: rådata er ofte åbne for forskellige tolkninger. Forhastede sensationelt præsenterede vurderinger ( den ældste menneskelige forfader o.l.) kan meget vel give stor interesse, men det vil normalt kræve flittige undersøgelser at fastslå, hvor tæt de egentlig er på sandheden (jf. Ardipithecus ramidus, side 18).

* Hominoid er en betegnelse for menneskelignende aber og mennesker.

Figur 11. Rekonstruktion af en øvre kæbe baseret på nogle få tænder og en del af en gane (se teksten for flere detaljer).

Ramapithecus (i midten)

Ramapithecus

Orangutang

Menneske

13

Australo-pithecus lat. "sydlig"

lat. "abe"

5. Australopithecus missing link mellem dyr og menneske? I 1924 fandt palæontologen Raymond Dart et kranie af en hidtil ukendt hominoid fossil i Sydafrika og gav det navnet Australopithecus africanus ( Afrikansk sydabe ). Kraniet tilhørte et ungt individ, som han opkaldte efter findestedet: Taung barnet . I starten blev fundet ikke tillagt større betydning. Det var, fordi hjernestørrelsen var på størrelse med en abes, og den fremherskende holdning på den tid var, at menneskets hjerne havde udviklet sig først, og dernæst den oprette gang.

Figur 12. Australopithecus afarensis.

Da den modsatte holdning senere blev almindelig (opret gang først, og så en større hjerne), så vakte dette fund stor interesse i jagten på en forfader til mennesket. Det var pga. dets relativt lille kranie og indikationen af, at det kunne gå opret, og undertiden også gjorde det.

Figur 15. Nogle vigtige findesteder for Australopithecus-arten. 1 2

Figur 13. Australopithecus africanus.

3 4 5 6 7 8

Nilen

Taung Kromdraai, Sterkfontein, Swartkrans Makapansgat Laetoli Olduvai Koobi Fora Kanapoi Allia Bay

9 10 11 12 13 14 15 16 17

Turkwel Lothagam Omo Middle Awash Hadar Bahr el Ghazal Lomekwi Tugen Hill Uhara/Malawi

Tchad 14

Etiopien

Ndjamena

Addis Abeba

13

11

12

Turkana-søen 6 8

15

Figur 14. Australopithecus robustus.

0

Sydafrika

10 7

Kenya Dar es Salaam

17

Tanzania

Mt. Kenya Victoriasøen

1000 km

1

14

øen nyika-s Tanga

Findested Gravsænkning Bjerg Grænse Hovedstad

9

Nairobi

2

3 Johannesburg

16 5 4

Kilimanjaro

I mellemtiden var der allerede fundet en lang række af Australopithecus. Omkring 7-10 forskellige arter: Den robuste Australopithecus robustus (fig. 14), A. boisei og A. aethiopicus (nogle specialister placerer disse tre arter i en separat slægt Paranthropus), den slanke A. africanus (fig. 13) og A. afarensis (fig. 12 og 16). I midten af 90 erne fik de selskab af Australopithecus ramidus (senere omdøbt til Ardipithecus ramidus), A. anamensis og A. bahrelghazali. Et relativt komplet skelet af A. afarensis blev fundet af Donald Johanson, og det opnåede verdensberømmelse under navnet Lucy (fig. 16). Hvorfor bliver Australopithecus set som en mulig forfader til mennesket? For at kunne vurdere, om det er rimeligt at placere Australopithecus i menneskets stamtræ, skal vi se på nogle menneskelige træk, som vi kan få viden om fra fossilerne. 1. Opret gang 2. Fabrikation af værktøj (fra hvilken man kan udlede overensstemmelse med intelligens) 3. En stor hjerne og evnen til at tale (i de bedst bevarede fossiler kan de områder, der bruges til tale spores ved at lave kranieaftryk). Andre typiske træk, som social adfærd, kunst, begreb om fortid og fremtid, moral, religion, retsfølelse er svære eller umulige at bestemme ud fra fossiler. Kandidater til at være menneskets forfædre skulle vise i det mindste lidt tegn på de forskellige træk. Hvordan forholder det sig med det hos Australopithecus? Bevægelse: I lang tid blev det regnet for nogenlunde sikkert, at Australopithecus kun gik opret. Det ville opfylde et kriterium. Men i tidens løb er der kommet flere ting frem i lyset, der viser, at disse væsner levede lige så meget i træerne og derfor ikke kun levede på jorden. Det var træk som lange krumme fingre og tåknogler, lange arme, bygningen af kravebenet, den tragtformede brystkasse, fodleddene og de relativt korte baglemmer, der pegede på det. For nylig er det blevet påvist, at nogle Australopithecus, Lucy inkluderet, havde fingerknogler, der er karakteristiske for aber, der går på knoerne1 ligesom chimpansen. Disse observationer peger på, at Australopithecus primært har levet i træerne ligesom chimpanser og orangutanger. Lignende re-

1

Collard, M. & Aiello, L.C., 2000. From forelimbs to two legs, Nature 404:339-400.

Figur 16. Skelettet af den berømte Lucy (Australo-pithecus afarensis). Mindst 40% af skelettet blev fundet. Symmetrisk forøgelse bringer det op på hele 70%. Til venstre: En rekonstruktion af Lucy.

15

C

A

B

Figur 17. Den absolutte størrelse og form af hjernen hos: (A) Australopithecus, (B) Homo erectus og (C) Homo sapiens.

sultater kom frem i et studie af det indre øre. Dimensionerne af de semicirkulære kanaler, som er vigtige for at kontrollere balancen og evnen til at gå opret, er anderledes i Australopithecus; og de ligner mere de dimensioner, vi finder i øret på de store aber i dag, end det ligner noget vi finder i moderne menneskelige fossiler2 . I dag regnes det for sikkert, at den tobenede gangart hos Australopithecus er væsentligt forskellig fra den gangart, moderne mennesker har. Faktisk kommer det stærkeste vidnesbyrd for opret gang slet ikke fra knoglerne, men fra fodspor bevaret i en aske, som er dateret 3,7 millioner år tilbage ved Laetoli, Tanzania. Det viser en veludviklet krum fod uden mellemrum mellem storetåen og de andre tæer (se fig. 37). Fodsporene ser så menneskelige ud, at det er svært ikke at tolke dem som menneskelige. Som Russel Tuttle bemærkede: Hvis vi ikke vidste, at fodsporene var så gamle, så ville vi let kunne konkludere, at de var lavet af et medlem af vores [egen] slægt, Homo. 3 Brugen af redskaber: Indtil nu har det ikke været muligt at vise, at nogen Australopithecus brugte redskaber. Det kan tænkes, at en simpel brug af pinde og sten har været en del af dens adfærd, på samme måde som vi finder det hos chimpansen i dag, men det vil slet ikke bringe Australopithecus tættere på mennesket. Der er andre dyr, som bruger simple redskaber, som f.eks. nogle finker, som med en torn kan lirke larver ud fra næsten utilgængelige steder.

Figur 18. Mønstre af vener fra hjerneoverfladen hos Australopithecus robustus (ovenfor) og Homo sapiens (til højre), som er frembragt af aftryk af deres kranier.

Hjerne: Det er blevet påvist, at hjernestørrelsen på de største Australopithecus ofte er blevet overdrevet. Dart for eksempel skønnede hjernestørrelsen af hans Taung barn til at være mellem 525 cm3 og 562 cm3, hvor nyere undersøgelser har givet det et rumfang på 404 cm3. Ingen kendt Australopithecus havde et kranievolumen, som kom i nærheden af 600 cm3. Spredningen ser ud til at have været mellem 400 og 550 cm3 alt efter kropsstørrelsen. Det svarer til hjernestørrelsen af menneskeaberne fra Afrika (fig. 24), og det er et godt stykke under den volumen, de mindste individer af Homo har (omkring 750 cm3). Det samme spring er tydeligt, når man måler hjernestørrelsen i forhold til kropsstørrelsen. Kropsstørrelsen er en parameter, som det er vigtigt at tage forbehold for, når man laver sammenligninger mellem arterne. Hjernestrukturen giver os også vigtige informationer. Hos nogle fossiler kan man se aftryk af hjernevindinger (fig.18). Fra dem kan vi drage konklusioner om den måde, hjernen er organiseret på. Ved de undersøgelser er det tydeligt, at Australopithecus er abelignende og klart forskellig fra Homo. Australopithecus viser en specialiseret karakter med de overdimensionerede kindtænder og små fortænder i kæben. Bækkenet er forholdsvis bredt (sammenlignet med mennesket og nutidens aber). Det øverste skrå knoglestykke på lårbenet er meget langt. Et overblik over de forskellige karaktertræk har vist, at Australopithecus danner en unik og højt specialiseret gruppe. Med andre ord, når vi ser på alle karaktertrækkene, så indtager Australopithecus

2

Spoor, F., Wood, B. & Zonneveld, F., 1994. Implications of early hominid labyrinthine

morphology for evolution of human bipedal locomotion, Nature 369:645-48 3

16

Tuttle, R.H., 1990. The pitted pattern of Laetoli feet, Natural History, Marh, side 60-65.

ikke en plads som mellemform mellem dyr og menneske. En mulig tolkning er, at denne gruppe repræsenterer en separat skabt grundtype. Samlet set repræsenterer Australopithecus en såkaldt mosaikform; det hedder det, når vi arbejder med en gruppe, der ligesom en mosaik har en kombination af karakterer fra andre grupper. Når det er tilfældet, kan vi se delvist menneskelignende og delvist abelignende karaktertræk. Andre karaktertræk er hverken menneskelige eller abelignende, og de ligger derfor ikke på en linje mellem mennesket og aben (tabel 1). Tilsvarende er der ingen udvikling mod mere menneskelignende karaktertræk inden for gruppen. I mange år troede palæontologer, at A. afarensis pga. kraniet var forfader til A. africanus. Men senere undersøgelser af africanus skinneben og nogle fodknogler antydede, at africanus var mere abelignende end afarensis.4 Menneskelignende Formen af tarmbenet (i hoften) Mellemting Relative hjernestørrelse Formen af kæben Proportionerne af lemmerne

Abelignende Hjernestruktur Næse Brystkasse Skulderblade Krumme fingre og tæer

Hverken-eller Størrelsen af bækkenet Store kindtænder Små fortænder Kraftigt kindben Kan gå på to ben (på anden måde end mennesket)

Fortalere for evolutionsteorien og skabelsesteorien ser fundene gennem deres egne briller . Konklusionen, som kommer frem fra så forskellige syn, kan du se herunder.

Evolutionsteorien

Visse træk bliver taget som belæg for, at Australopithecus kommer fra mennesket (f.eks. redskaber, tegn på opret gang). Der er kun uenighed om, hvilken art der udviklede sig til Homo.

4

Tabel 1. Samling af forskellige karaktertræk fra de forskellige Australopithecus arter. Samlet set passer de ikke ind som et kvalificeret bud på en evolutionær overgangsform fra aber til mennesker.

Skabelsesteorien

Der er ingen glidende udvikling fra Australopithecus til det moderne menneske. Australopithecus er en specialiseret form for primater, på samme måde som nutidens menneskeaber i Afrika.

Hvad er kendetegnet for den gruppe, vi kender som australopithecus? Er de nærmere beslægtet med sig selv end med nogen anden hominid? Eller repræsenterer de snarere et stadie eller niveau af evolution, som er opnået af medlemmer af mere end en hominoid linie? Hvis det første er sandt, så kan ingen kendt Australopithecus være forfader til Homo. Hvis det sidste viser sig at være korrekt, så er Australopithecus en gruppe med en blandet oprindelse. Det nuværende datamateriale er ligeligt fordelt. Wood, in Jones et al (ed., 1992), side 240

Jesco von Puttkamer, W., 1979 (January). Stone Age present meets Stone Age past,

National Geographic Magazine.

17

Et mis sing lin k mind 3.10.94 ) re Abeme nneske forblivtefra Etiopien r en gå (Tages -Anzeig de. er Züric Det æ h, 13.1 0.94) l d Etiopie ste menn n e ske lev (Weserede i Kurier, 23.9.94 ) (Time,

Det er klart ud fra eksemplet fra Australopithecus (=Ardipithecus) ramidus, at sensationspressens rapporterer om abemennesker må tages med forsigtighed. Normalt kræves der års videnskabeligt arbejde, før en sund konklusion kan nås. Sensationspressen har længe givet kritisable overskrifter i forbindelse med ting, hvorom der hersker delte meninger (jf. Ramapithecus).

Ardipithecus ramidus hvordan et nyt fund blev præsenteret I slutningen af 1994 var der et fossil, der fik stor opmærksomhed, især fordi det udfyldte et stort hul i evolutionstræet på 0,5-1 million år. Det var hullet mellem Australopithecus og deres formodede forfædre. (Da Ramapithecus spillede fallit som en forfader til mennesket, blev der jo efterladt et stort hul i fossilrækken). Det nye fund blev klassificeret som en art af slægten Australopithecus, og det blev døbt A. ramidus; senere fik den sin egen slægt Ardipithecus. Aviserne var hurtige til af fejre det som det ældste urmenneske . Hidtil havde Lucy (A. afarensis, fig. 12) haft den titel. Det var, selvom det har været kendt, at det ikke er videnskabeligt veldokumenteret at kalde Lucy for hverken abemenneske eller menneske . Hvad var så interessant ved det nye fund? Først blev der kun fundet tænder (fig.19), få dele af et kranie og armknogler. Tænderne er forskellige fra A. afarensis og ligner i nogen grad chimpansens. På den anden side har det ikke været muligt at sige noget om hjerne eller kropsstørrelse. På grund af de dyrefossiler, man finder på stedet, går forskerne ud fra, at den nye art levede i skove. Antropologer har ellers længe været af den opfattelse, at menneskets forfædre skulle findes i savanne-områderne. I modsætning til de sensationelle overskrifter i pressen, var de første fund så magre, at forskerne ikke engang med sikkerhed kunne fastslå, at der var tale om en ny art. Palæontologen Peter Schmid fra Zürich udtalte, at den nye abeart væsentligst var baseret på den relative længde af kindtænderne (TagesAnzeiger Zürich).

Figur 19. Ni tænder fra underkæben af Ardipithecus ramidus (kilde Tages-Anzeiger, 13. okt. 1994).

18

Tidligt i 1995 kom der flere fund frem, som gjorde Ardipithecus ramidus selskab, inkl. rester af rygraden, hofte og ben. Så meget, at 45% af skelettet kunne rekonstrueres. En senere evaluering har vist, at en placering af A. ramidus som den første hominid kunne diskuteres. Det var tilfældet selv med et evolutionært perspektiv; nogle forfattere foretrækker nu at ophøje nogle varianter af Australopithecus til at have den position. Afhængig af, hvilken karakter man tror, der er vigtig, så kan det evolutionære stamtræ se ret forskelligt ud. Det er faktisk en konklusion, som taler imod selve den evolutionære fortolkning.

6. Homo habilis en menneskeskabt mellemform?

Homo

habilis

lat. menneske

lat. "behændig"

Lad os nu kravle et niveau længere op af det formodede evolutionstræ imod mennesket. Efter Australopithecus kommer Homo habilis ( det behændige menneske ). De fleste skolebøger præsenterer væsenet som en mellemting mellem Australopithecus og Homo. For flere år siden havde nogle former inden for H. habilis gruppen en separat betegnelse, Homo rudolfensis. Tolkningen af de få fund, der tilhører Homo habilis og H. rudolfensis er omdiskuterede. Fossilmaterialet er magert. Louis Leakey oprettede denne ny gruppe i 1960erne, hovedsageligt på baggrund af fragmenter af kraniet og lemmer. På den anden side troede Leakeys kritikere, at denne art var et produkt af en sammensætning af benene fra to forskellige arter. Andre eksperter mente, at fragmenterne stammede fra Australopithecus africanus. Ti år senere så et sensationelt fund dagens lys. Det blev gjort af hans søn Richard og så ud til at afkræfte Leakeys opfattelse. Hvælvingen på dette kranie fra Østafrika (kaldt KNM-1470 og nu klassificeret som Homo rudolfensis) fremtræder menneskelignende. Kraniekapaciteten er sat til 750-800 cm3, og det nærmer sig de mindste menneskelige kranier (jf. fig. 24.). Omvendt var det mest komplette eksemplar af Homo habilis OH 62 , fundet i 1986 uden tvivl en Australopithecus: et abelignende skelet med arme hængende ned til knæene og mindre end en meter høj. Det er lavere end Lucy . Derfor virker det sandsynligt, at Homo habilis er en sammenblanding af to arter, hvor den største form tilhører Homo og den mindre form Australopithecus. Lad os som opsamling se på sagen gennem henholdsvis evolutions-brillerne og skabelses-brillerne :

Evolutionsteorien

Mellemformen mellem Australopithecus og Homo skal findes i Homo habilis og H. rudolfensis.

Skabelsesteorien

H. habilis tilhører samme grundtype som australopithecus. H. rudolfensis (KNMER 1472) lader til at være menneskelig.

Figur 20. Rekonstruktion af kraniet KNM-ER 1470; vinklen af ansigtet er usikker.

19

Homo

erectus

lat. menneske

lat. "opret(gående)"

Figur 21. Homo erectus

7. Mennesket Homo erectus/ergaster I slutningen af 1800-tallet rejste den hollandske doktor Eugene Dubois til Sydasien i den overbevisning, at han ville finde forbindelsen mellem abe og menneske. Han sluttede sig til den hollandske hær, og han fik en post i Java, hvor han begyndte sin søgen. På bredden af floden Solo, ikke så langt fra landsbyen Trinil, fandt han i 1891 faktisk en kranie-overdel, der stod mål med, hvad han havde forventet. Den var meget flad med lav hældende pande, og den havde markante øjenbrynshuler. Han skønnede hjernevolumen til at være 900 cm3. Omkring et år senere fandt Dubois et menneskeligt lårben 16 meter fra stedet, hvor han fandt kranie-overdelen. Han var af den overbevisning, at de to fund tilhørte samme individ, og han kaldte dem Pithecanthropus erectus ( opretgående abemenneske ). Senere fandt han nogle kindtænder, som han også mente tilhørte arten, som senere blev kendt under navnet Javamanden. Dog har senere undersøgelser af engelske forskere vist, at disse fund i virkeligheden ikke var så abelignende, som deres opdagere havde troet. Ifølge de foreliggende data gik væsenet oprejst, og på basis af de karaktertræk, der er tilgængelige, blev fundet til sidst placeret i slægten Homo. I dag bliver de afrikanske udgaver af fundet i stadig større udstrækning klassificeret som H. ergaster. Et stort antal fund fra Østasien, Mellemøsten og Østafrika bliver regnet som Homo ergaster/erectus. Adskillige karaktertræk adskiller dem tydeligt fra de fleste af nutidens mennesker: De har en vigende hage, fremskudt mundhule, kraftige øjenbrynshuler, et relativt fladt forhoved og et robust skelet (fig. 21). Er disse ting bevis for den menneskelige evolution? I det følgende vil vi give nogle grunde til, hvorfor Homo ergaster/erectus nok vil være bedre forstået som en uddød race af normale mennesker.

Når det drejer sig om Homo erectus ( opretgående menneske ), så er der ingen tvivl om, at det tilhører slægten Homo.

Vi har tidligere nævnt de tre generelle træk, som bl.a. adskiller mennesket fra højere primater: Opret gang, bearbejdning af redskaber, og sprog. I forbindelse med Homo ergaster/erectus, eller opretgående menneske er der ingen tvivl om, at den tilhører slægten Homo. Homo ergaster/erectus har i høj grad de første to træk. Sproglige egenskaber kan kun udledes indirekte ud fra aftryk af hjerner og fra kulturelle vidnesbyrd.

20

Figur 22. Skelet af homo ergaster. Vest for Turkana søen fandt den kenyanske fossiljæger Kamoya Kimeu disse fortidige knogler af en dreng, der var omkring 11 år gammel.

Beregning af hjernevolumen Næsten uden undtagelse har ergaster/erectus i gennemsnit en betydelig mindre hjernevolumen end nutidens mennesker. Hjernevolumen hos nutidens menneske varierer meget (mellem 900 cm3 og 2100 cm3) uden nogen nævneværdig forskel i intelligens. Variationen af hjernevolumen af Homo sapiens overlapper volumen hos Homo ergaster/ erectus (fig. 24) en indikation af, at Homo erectus kan regnes for at tilhøre grundtypen menneske . Hjernevolumen alene kan ikke bruges som mål for den mentale evne. Hjernestrukturen giver os flere informationer. Så meget som disse hjerneafstøbninger (fig. 23) nu engang fortælle os, støtter de ideen om, at H. ergaster/erectus havde en hjernestruktur, der var meget lig det moderne menneske Homo sapiens. Situationen i forbindelse med de andre karaktertræk, hvor ergaster/erectus afviger fra det moderne menneske, som f.eks. øjenbrynshuler, er meget den samme problematik som ved hjernestørrelsen. Trækkene kan findes i en mindre udpræget form hos mange racer i dag (fig. 25) f.eks. blandt de australske aborigines. Disse mennesker er heller ikke mindre intelligente end andre racer. For nylig har der også været diskussion om sammenhængen mellem hjernestørrelse og klimaforhold. Når den gennemsnitlige størrelse af mennesker i forskellige dele af verden bliver sammenlignet med et klimakort, så finder vi en sammenhæng: desto varmere klima, desto mindre hjerne (fig. 26). I koldere klimaer er hjernerne derimod relativt større. Her skal konklusionen selvfølgelig ikke drages for hurtigt, da hjernestørrelsen også (dog ikke proportionalt) afhænger af kropsstørrelsen. 0 cm3

500

1000

1500

Figur 23. I dette aftryk af et Homo erectus kranie kan man ane hjernens blodårer såvel som hjernefolderne. Sådanne aftryk kan føre til konklusioner om hjernestrukturen og derigennem bestemte egenskaber (f.eks. tale).

Figur 24. Hjernevolumen hos gorillaen, chimpansen, Australopithecus og mennesket (Homo). 2000

Gorilla Chimpanse Australopithecus A. ("Homo") habilis A. ("Homo") rudolfensis Homo sapiens Homo erectus Neandertaler

21

De forskellige hjernestørrelser hos de menneskelige racer er derfor sandsynligvis forbundet med forskellige livsbetingelser. Det er betingelser, mange mennesker lever under i dag, og det er interessant at følge det samme mønster for de uddøde Homo former. Den lillehjernede Homo ergaster/erectus levede hovedsageligt i et varmt klima, mens den storhjernede neandertaler slog sig ned i de køligere områder af Vesteuropa. Måske den forskellige hjernestørrelse af uddøde former af mennesket ikke er et tegn på forskellige stadier af evolution, men (blandt andre ting) er en tilpasning til klimaet.

Figur 25. Kranie af en moderne australsk aboriginal med karakteristiske træk, som minder om Homo erectus.

Specielt nævneværdige er de fund (fig. 27), hvor det moderne menneske er mikset med karakterer fra enten Homo ergaster/erectus eller neandertaleren (se nedenfor). Sådanne fossiler er svære at putte ind i evolutionstræet. De krydsninger kan også vise, at de såkaldte arter kan få afkom sammen, og de derfor tilhører den samme grundtype nemlig mennesket. Der er vanskeligheder med tolkningen af ergaster/erectus og arkaiske eller blandede former. Det skyldes, at variationen forskellen mellem dem kan tolkes på forskellig måde. På den ene side kan variationen indikere eksistensen af flere arter, som evolutionisten prøver at ordne i en serie af højere og lavere udviklingstrin. På den anden side kan variation også indikere genetisk variation inden for den enkelte grundtype. Hvis det er tilfældet, så har det absolut intet at gøre med højere eller lavere udvikling.

Klimakort

tørt, varmt fugtigt, varmt tempereret fugtigt, koldt tørt, koldt

Hjernestørrelse 1200-1249 cm3 1250-1299 cm3 1300-1349 cm3 1350-1399 cm3 1400-1449 cm3 1450 cm3 + Figur 26. Klimakort sammenlignet med et kort, der viser den geografiske fordeling af mennesker med forskellig gennemsnitlig hjernestørrelse. Om der er en egentlig forbindelse mellem klimazoner og hjernestørrelse mangler stadig at blive undersøgt. Hjernestørrelsen afhænger også af kropsstørrelsen.

22

Hvad med deres brug af redskaber? Mange stenredskaber stammer fra Homo erectus, og de er alle sammen relativt simple. Det faktum giver sammen med de anatomiske karakterer og den høje alder indtryk af, at H. erectus var primitiv. De samme fund kan derimod også tolkes på en anden måde: redskaberne vil være relativt simple, fordi mennesket havde ændret livsstil (jagt), og som en konsekvens deraf var de nødt til at lære en ny teknologi. En sammenligning med mennesker, som lever afsides i naturen i dag, viser, at civilisation ikke er det samme som en bestemt grad af menneskelig udvikling . Det første menneske kunne ikke have bygget en rumraket, selvom de var meget intelligente; mennesket var nødt til at begynde ved langsomt og mere og mere at øge dets kundskaber (ikke intelligens) igennem generationer. Kort sagt: Det kan ikke vises, at erectus formerne havde et mentalt lavere stadium end mennesker i dag. 3

Figur 27. Steinheim mennesket, en hybrid (krydsning).

4

1

2

For at samle trådene, lad os så igen tage brillerne på for evolution og skabelse.

Evolutionsteorien

Oprindelsen af Homo erectus fra Australopithecus er usikker; Homo erectus tolkes som et tidligt stadie af nutidsmennesket. Det er støttet af forskelle i fysik og kulturelle præstationer.

Skabelsesteorien

Da Homo erectus klart er adskilt fra Australopithecus, afvises afstamning fra denne gruppe. Forskellen fra Homo sapiens er et udtryk for stor variation inden for grundtypen menneske .

Figur 28. Stenalderkultur dengang og i dag. 1: Stenøkser, som de bruges i dag i Ny Guineas højland. 2: Håndøkse fra yngre stenalder. 3: Stenhåndøkse fra Paraguay (dokumenteret i 1988) brugt af Caduveo stammen. 4: Stenhåndøkse fra yngre stenalder.

23

Homo

sapiens

lat. "menneske"

lat. "tænkende"

Menneskets oprindelse befinder sig ifølge en videnskabelig teori i Nærøsten

8. De menneskelige racer i dag Det moderne menneske går under det videnskabelige navn Homo sapiens (det tænkende menneske), og det er klassificeret i undergruppen Homo sapiens sapiens. Men skelner mellem 3 hovedracer: mongoloid, kaukasisk (hvid) og afrikaner. Vi har allerede nævnt, at krydsningsformer (hybrider) eksisterer mellem erectus og sapiens. I evolutionære termer kan det tolkes som en indikation af en udvikling fra erectus til sapiens. Skabelsesteorien vil på den anden side se det som argument for, at alle Homo former er ægte mennesker, der alle kunne få afkom med hinanden. Videnskaben har endnu ikke været i stand til at fortælle nøjagtigt, hvor rødderne til det moderne menneske ligger. Der er en række opfattelser, som vi ikke kan gå i detaljer med her. Den herskende opfattelse er, at Homo sapiens indvandrede til Europa fra Afrika, hvor den erstattede de eksisterende befolkninger. Andre holder på at H. erectus udviklede sig til H. sapiens, efter den allerede havde spredt sig fra Afrika til Eurasien. Det genetiske materiale fra det moderne menneske har fået mange forskere til at konkludere, at den originale population blev stærkt reduceret, da den spredte sig ud over jorden. Genetikere kalder en sådan reduktion for en flaskehals (bottleneck) (fig. 30). Af den originale population overlevede kun få mennesker: såkaldte grundlægger-individer , som grundlæggere af en ny population. Fra et bibelsk synspunkt er det fristende at foreslå, at denne grundlægger-population var Noahs familie.

Figur 29. Cro-Magnon-mennesket

24

De menneskelige racer i dag er måske efterkommere af Noahs tre sønner: Sem, Kam og Jafet. Men disse formodninger går ud over, hvad videnskaben kan sige om disse ting. Mens de kan være i overensstemmelse med tilgængelige resultater i videnskaben, vil de ikke selv udgøre et selvstændigt forskningsresultat. De historiske udtalelser i Bibelen får større troværdighed i dette lys. Den antagelse

Kaukasisk

Afrikaner

Mongoloid

Tidlige racer

Neandertaler

Cro Magnon

Homo erectus

Oprindelig population

Figur 30. Flaskehals begivenheder i den menneskelige historie. Genetiske data peger på en kraftig reduktion i den menneskelige befolkning i fortiden (ikke nødvendigvis under syndfloden). kan kun gøres, hvis man ser dataene gennem skabelsesbrillerne (f.eks. under forudsætning af den bibelske åbenbaring, jf. side 33ff). Andre tolkninger er også mulige.

25

Neandertaleren en menneskelig race

Figur 31. Neandertaleren

Hvordan så de første mennesker ud? Forskellige ansigtsudtryk kan rekonstruktueres på baggrund af de samme fossile kranier. Det er, fordi resultatet afhænger meget af de bløde dele, der ikke fossileres. Kunstnerens forudfattede mening spiller en rolle.

26

Figur 32. Øverst: Neandertaler kranie med en moderne profil. Nederst: Det samme kranie med en abelignende profil (jf. fig. 3 på side 7)

Neandertaleren (fig. 31) har længe været et populært øgenavn for primitive mennesker. Faktisk er man de seneste år gået væk fra den måde, man oprindelig har skildret deres liv på (se også diskussionen på side 7). I begyndelsen af 1900-tallet blev neandertaleren opfattet som et væsen med et brutalt udseende og hørende til et sted mellem abe og menneske. Hans gang var foroverbøjet og hans adfærd dyrisk. I dag regner alle forskere - næsten uden undtagelse - ham som fuldt menneskelig. Det er påvist, at neandertalerne begravede deres døde, spillede på fløjte, organiserede sig selv i sociale grupper, og havde et forhold til hinanden, som vi kender det fra mennesker i dag. Neandertalerens knogler var betydeligt mere robuste end dem hos det moderne menneske, men de ligger stadig inden for nutidens variation af mennesker. I gennemsnit var deres hjerner faktisk større end nutidens menneskers. En mulighed er, at deres fysik viste en tilpasning til kulde. Nogle forskere har den opfattelse, at neandertaleren indvandrede til Nordeuropa pga. klimatiske ændringer (øget ørkendannelse i de sydlige områder), og at han på den måde blev isoleret fra andre menneskegrupper. De udviklede forskellige karaktertræk i deres isolation. Neandertaleren er derfor generelt opfattet som en uddød race af mennesket (eller mere præcist en underart men det har intet at gøre med undermenneske!). Sandsynligvis fik neandertaleren afkom med andre mennesker noget der også er tænkeligt hos Homo erectus (se tidligere).

Moderne jægere og samlere: Har de overlevet siden stenalderen? I vurderingen af Homo erectus blev det nævnt, at en simpel stenalderkultur ikke nødvendigvis behøver betyde tilbageståenhed eller underudviklethed . Det kan være udtryk for en stamme, der har mistet deres tidligere færdigheder. Der er et væld af vidnesbyrd om indfødte stammer, som i dag fører et kulturelt simpelt liv som jægere og samlere, men ikke behøver blive set som overlevende fra en tidlig stenalder . De har muligvis ændret sig til en slags primitiv livsstil fra en mere avanceret 5. De sydamerikanske indianere mistede deres højt udviklede kultur, fordi de blev isoleret efter den spanske erobring. Et andet eksempel er Guajá fra Brasilien, som er en af de få tilbageværende stammer fra de sydamerikanske sletter. De sikrer deres overlevelse udelukkende ved jagt, selvom deres forfædre praktiserede et højt udviklet landbrug. En indikation på det er deres brug af ord for nytteplanter, som majs, yamsrod eller søde kartofler. Guajáerne blev sandsynligvis affolket pga. en sygdom, som blev bragt med dertil af de hvide nybyggere. Nogle klaner overlevede ikke epidemierne, mens andre faldt så meget i antal, at de tilbageværende ikke kunne arbejde i marken, og resultatet var, at de nyttige planter gik tabt.6 Bororo-stammen fra Matto Grosso fik tydeligvis en lignende skæbne. Disse jægere og samlere havde tidligere avlet majs og produceret keramik. I alle disse tilfælde kan der ikke påvises nogen evolutionær baggrund for deres levevis og kulturelle stadie . Simple kulturer kan spores tilbage til tab af tidligere færdigheder. En anden mulighed er, at folk blev tvunget til at leve på en anden måde på grund af nye miljøpåvirkninger. Observationer af den slags sår desuden tvivl om ideen om, at den forhistoriske menneskehed var primitiv , således som det ofte sluttes i forbindelse med de angiveligt primitive former for kultur, som f.eks. stenredskaber viser. Stenredskaber er ikke nødvendigvis et udtryk for en menneskehed, som er mentalt underudviklet (i evolutionære forstand). Det er måske snarere som det er åbenlyst i tilfældet med nutidens stenkulturer et udtryk for, hvordan miljøet påvirker den måde, man lever livet på.

Figur 33. Stenhåndøkse fra Caduveo stammen, Paraguay, dokumenteret i 1988.

Figur 34. Stenalderkultur er ikke nødvendigvis et udtryk for en mentalt underudviklet menneskehed, men snarere, som det er åbenbart i forbindelse med nutidens stenkulturer (f.eks. Inuit), en refleksion af, hvordan leveforhold er påvirket af miljøet. 5

Pain, S., 1993. Modern hunter-gatherers no guide to Stone Age past, New Scientist

137, no. 1861. 6

Jesco von Puttkamer, W., 1979 (January). Stone Age present meets Stone Age past,

National Geographic Magazine.

27

Et nævneværdigt eksempel på det forhold er den kulturelle tilpasning, som Maorierne gennemgik, efter de slog sig ned på New Zealand (ca. år 1000). På de tropiske øer, som var deres tidligere hjemland, var de agerdyrkere. Det var passende i det klima. Ifølge de evolutionistiske ideer er landbrug regnet for at være et højere udviklet kulturelt stadie end jagt.

Figur 35. Spredningen af Maorierne med båd fra Ny Guinea via Tahiti til New Zealand.

28

Figur 36. Spydhoved produceret med traditionelle stenarbejderteknikker af australske aboriginals; materialet er glasisoleringsmateriale (fra telefonledninger) og knuste flasker.

I New Zealand, som ikke ligger i troperne, tillader klimaet kun, at der drives landbrug i den nordlige del af Nordøen. Maorierne rejste til den sydlige del af øen for at samle og jage inden for en enkelt generation dvs. til en i evolutionær forstand mere primitiv form for samfund. Med de miljøforhold, der var almindelige på det sted, var det ganske simpelt det mest effektive at gøre. Denne ret så pludselige overgang kan derfor ikke betegnes som en degeneration eller en tilbagegang, men snarere som en nøje udtænkt strategi. Kulturer er ifølge Lothar Käser strategier for at skabe og opretholde eksistens. Efter hans opfattelse har den evolutionære model ikke opnået accept i adfærdsforskningen, men den har ledt til en åbenbar modsigelse. Sådanne observationer og de konklusioner, der bliver draget af dem, kan også anvendes på Homo erectus og hans brug af redskaber: Der er en voksende diskussion om, i hvilket omfang typen af stenredskaber afhænger af de ydre vilkår (spisevaner, madforsyning, tilgængelige råmaterialer, den bestemte funktionen af redskaberne, stabilitet af miljøet, stammetraditioner) fremfor af evolutionære processer, eller hvor intelligente redskabsmagerne var. Det er også i overensstemmelse med studier af mennesker i dag, som har stenkulturer: Palæolitiske arbejdspladser kan uden problemer sammenlignes med tilsvarende i dag, som f.eks. i Australien. Typen af redskaber tillader os ikke at drage konklusioner om fremstillerens mentale kapacitet. 7

7

Hartwig.Scherer, S., 1991, op. Cit.

9. Betydningen af ligheder (homologi) Som det har været nævnt før, så ligner vi mennesker aberne i bygning, adfærd og andre kendetegn. Vi kender alle den tydelige lighed i adfærden mellem aber og mennesker fra fjernsynet eller fra vores besøg i zoologisk have. Vi forstår deres ansigtsudtryk, og i det mindste i nogen grad kan de kommunikere med os, og vi føler, vi har en grad af slægtskab med dem.

tolkning. Lighed kan også være resultatet af en skabelse af en og samme skaber. Det kan tydeligt demonstreres ved at sammenligne teknologi og kunst. For eksempel har bilmodeller fra det samme firma visse ligheder ( varemærker ) som f.eks. formen (fig. 38). Det viser, at den/de samme personer har stået bag fremstillingen. De fundamentale komponenter, som de har fælles, stammer fra begrænsninger i pro-

Taler ligheder ikke til fordel for fælles afstamning? Når det kommer til stykket, så er ligheder mellem børn og deres forældre en konsekvens af slægtskab. Så tolkningen, at lighed betyder fælles afstamning, er nærliggende. Men det er ikke den eneste mulige

Figur 37. Ligheder og forskelle mellem orangutang og menneske

29

duktionen. På samme måde viser malerier fra den samme maler og musik fra den samme komponist visse stilistiske kendetegn. I alle disse eksempler opstår lighederne pga. samme forfatter eller samme fremstillingsbetingelser. Vi kan fortolke det levende på samme måde: Det levende har ligheder, fordi det er skabt af den samme skaber. Figur 38. Ligheder mellem Porsche (tv) og VW boblen peger i det her tilfælde på den samme fremstiller-gruppe. Når det gælder ting af teknisk oprindelse, er lighederne normalt baseret på en ingenørs retningslinjer, som fabrikanten må følge. Derfor kan lighed også tolkes som et udtryk for en skabelse (intelligent design).

Begge fortolkninger evolution eller skabelse er i princippet mulige, hvor der findes ligheder. Ved blot at henvise til ligheder gør det os ikke i stand til at drage en definitiv konklusion. Hvis mennesker ligner hinanden, så betyder det heller ikke altid, at de er nært beslægtede. Muligheden bør klarlægges gennem familietræer, eller med andre ord må muligheden klarlægges på baggrund af en anden slags argumenter end ligheder. I palæoantropologien kommer dette ekstra argument fra fossilerne, hvilket jo er temaet i denne diskussion. Men vi opfatter også den bibelske fortælling som et historisk vidne et historisk argument. Det følger også af de bibelske vidnesbyrd om skabelsen betragtet som historisk argument, at lighederne mellem mennesker og dyr bør tolkes som relationer, der skyldes fælles skabelse.

Evolutionsteorien

Samme fylogenetisk oprindelse V Ligheder

30

Skabelsesmodellen

Samme skabers håndskrift V Ligheder

10. Mennesket et fejlfyldt design?

Og en anden ting: Hvordan kan det nogen sinde slås fast, at et organ ikke har nogen funktion? Rent ud sagt kan vi aldrig vide det; vi kan kun fastholde, at en funktion endnu ikke er blevet fundet. Mod slutningen af 1800-tallet samlede den tyske anatom Robert Wiedersheim en liste over 100 rudimentære menneskelige organer. (Han troede ikke, at alle var funktionsløse. Nogle var svundet ind og havde en vis restfunktion). Ud af den liste er der i dag næsten ingen tilbage. Selv den halvmåneformede fold ved øjet har længe være kendt som et forsvar imod fremmedlegemer, der kommer ind i øjet. Hvis der stadig er nogle organer, hvis funktioner ikke er fundet, så betyder det ikke, at de skal regnes som rudimentære. Derimod viser udtyndingen af Wiedersheims liste over rudimentære organer, at vi skal være varsomme med at drage forhastede slutninger.

Figur 39. Menneskelige tarm. Den 7,5 cm lange blindtarm er fundet ved overgangen mellem tynd- og tyktarmen.

V

Men kendsgerningerne er ikke så simple, som de gøres til her. Lad os starte med blindtarmen: Det har længe været kendt, at blindtarmen har en funktion. Ligesom mandlerne virker den som en slags forsvar mod sygdomsfremkaldende bakterier en rolle som er specielt vigtig i de tre første år af livet. Senere mister blindtarmen sin betydning (det er ikke det eneste forsvarscenter mod sygdomsbakterier). Eksemplet er tankevækkende, for det viser, at man skal tage udviklingen af organismen gennem hele livet i betragtning, før man kan bedømme, hvilken funktion et organ har.

V

Hver syvende europæer lider på et eller andet tidspunkt i sit liv af blindtarmsbetændelse (fig. 39) og er nødt til at gennemgå en operation for at få den fjernet. Hvis der ikke er nogen komplikationer efter operationen, så kan patienten leve med tabet af blindtarmen uden problemer. Så til hvad nytte er dette organ? Tilsyneladende sidder den der kun for at genere folk. Hvis den brister og giver en infektion, kan det ligefrem blive livstruende. Planlagde Gud et ubrugeligt og ligefrem farligt organ i den menneskelige krop? Er menneskets design ufuldkomment? Ja, siger nogle forskere. Organer som blindtarmen bliver kaldt rudimentære, og de er et argument imod skabelse og for evolution. Et andet eksempel er den halvmåneformede fold (det såkaldt rudimentære tredje øjenlåg i hjørnet af øjet, fig. 40), som tolkes på samme måde.

Figur 40. Den halvmåneformede fold

Mennesker med gæller? Argumenterne for et slægtskab med dyreriget kommer også fra embryologien. Embryologien er den del af biologien, som har at gøre med udviklingen af den enkelte organisme - fra befrugtet æg til fødsel. På trods af, at en overflod af undersøgelser er kritiske over for ideen, så kan man stadig støde på den ide, at mennesket går gennem fiskestadiet og andre evolutionære trin, efterhånden som embryoet vokser i livmoderen. Belæg for det er f.eks. gællespalter (fig. 42), som siges at udvikle sig tidligt i embryoets udvikling. Det er, hvad vi ofte læser i skolebøgerne eller hører i tv.

31

Teorien, som fortæller, at ontogenesen (fosterudviklingen) afspejler fylogenesen (den evolutionære udvikling) , blev fremsat i 1866 af den tyske zoolog Ernst Haeckel. Ideen var kendt som den biogenetiske lov . I dag er det mere almindeligt at tale om den biogenetiske regel , hvor man holder sig til Haeckels grundlæggende ide om, at specielle dele af menneskets evolutionære udvikling (startende med en encellet organisme) afspejles i embryoets udvikling fra æg til fuldt udviklet foster. Ikke alt det, som fandt sted i den evolutionære udvikling, kan genfindes. Selvom de fleste akademikere i dag er kritiske over for Heackels lov, så er den almindelige opfattelse meget påvirket af den. Man hører stadig snak om menneskets tidligere gællespalter, hale eller pels. Ved at tage de bedst kendte eksempler vil vi vise, hvor langt fra virkeligheden den biogenetiske regel er. Hjerte Arm

Navlestreng

Øje

Ben

Hvirvelsøjle

Figur 41. Figuren foroven viser, hvordan Haeckel ændrede eller udelod mere end halvdelen af de livsvigtige organer. Det var for at kunne dokumentere sin biogenetiske lov . - Figuren forneden viser et 4-uger gammelt embryo (4,2 mm langt) med alle dets organer.

1

Gællespalterne: Hverken menneske eller pattedyr har gællespalter. Det, de har, er spalter i huden, som senere udvikler sig til underkæbe, nedre gane og strubehoved (fig. 42). Padder er meget tættere på fisk i den formodede evolutionære udvikling fra fisk til menneske, men de har overhovedet ingen gællespalter (selvom de dog har gæller), og det gør det svært også med de evolutionistiske briller på at forstå, hvorfor pattedyr skulle have brug for gællespalter igen . Hale: Da rygmarven og rygraden anlægges tidligt hos mennesket, stikker de i starten ud fra resten af kroppen (se fig. 42). Det har ikke mere at gøre med en hale end den ormeformede fedtstrimmel ved rumpen, som meget få børn fødes med. Når embryoet udvikler sig videre, vokser de sidste rygled sammen til halebenet. Desuden skyldes den lille hale , som meget få nyfødte får, en ikke-arvelig fejl. Udvæksten indeholder fedt og bindevæv, og der har aldrig været fundet et stykke rygsøjle svarende til dem, rigtige haler har. Det er også kun meget sjældent, at den er fundet den det rigtige sted (nemlig der, hvor rygsøjlen forventes at fortsætte). I forbindelse med dyr med hale er sådanne halelignende udvækster desuden kendt fra forskellige steder på kroppen og som ekstra udvækster. Uanset hvad, hvilket dyr kan mennesket så have arvet halen fra? Ifølge evolutionsteorien havde den direkte forfader til mennesket ikke nogen hale, hvilket i øvrigt også gælder store nulevende aber som orangutang, gorilla og chimpanse. Pels: Det såkaldte lanugo hår, der sommetider kan dække embryoet med et ret tykt lag hår, har en vigtig funktion. Efter håret er fældet , bliver hårene slugt sammen med fostervandet; de stimulerer sandsynligvis tarmbevægelserne. Hvis den menneskelige lanugo er et evolutionært levn efter et dyrs fældning, så vil de hårede dun mangle hos aber. Men de har også lanugo, der ligesom hos mennesket falder af før fødslen. Derfor svarer det menneskelige lanugo ikke til dyrenes fældning. Karaktertrækkene, som vi har diskuteret her, har derfor et formål, og de giver god mening i lyset af skabelsesteorien.

2

32

Figur 42. Et 28 dage gammelt menneskeligt embryo, 4,2 mm langt. Folderne (1), som har været mfejlfortolket som gælleåbninger , kan ses i halsområdet. Rygsøjlen i den nederste del af kroppen (2) vokser sammen til halebenet, når embryoet vokser videre; halebenet er ikke en lille hale.

11. Bibelens information om menneskets oprindelse Vi har allerede henvist til Bibelen et par gange som en kilde til historisk information. 1. Mosebog udtrykker sig meget klart om menneskets oprindelse:Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem (1. Mos. 1,27). Jesus Kristus selv bekræfter, at mennesket blev skabt ved en særskilt skabelsesakt: Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde? (Matt. 19,4). Det viser, at menneskets skabelse er et gennemgående tema i hele Bibelen og ikke kun i de første to kapitler. Den undervisning, som Jesus og hans apostle formidlede, og som er beskrevet i Ny Testamente, er også baseret på bibelske udsagn om skabelsen. Uden disse udsagn om skabelse ville undervisningen i Ny Testamente miste noget fundamentalt. Alternativt ville det være nødvendigt med en omfortolkning en skæbne, som i øvrigt ofte er overgået de bibelske tekster! Disse omfortolkninger ville ikke primært være baseret på, hvad teksten selv siger, men på midlertidige videnskabelige hypoteser eller teorier, og de ville altid være usikre. Midlertidig relativ viden er ikke et passende fundament for livet. Den bibelske tradition beskriver ikke kun den oprindelige skabelse. Den taler også om den vedvarende historie om Guds relation til mennesket indtil Jesu tid og derfra frem til i dag. For at forstå naturhistorien er det specielt vigtigt at kende konsekvensen af syndefaldet og syndfloden. Som et resultat af syndefaldet befinder mennesket sig sammen med resten af skabningen i forfald; verden er invaderet af død og af alle de fænomener, som følger med, som sygdom og sorg. Men gennem Jesus Kristus er vi tilbudt en mulighed for at blive reddet ud af den forfærdelige situation. Jesu Kristi lidelse, død og opstandelse kan ikke forstås uden med baggrund i menneskets tidlige historie. Jesu frelsesgerning er svaret på Adams syndefald. Hvis derimod mennesket nedstammede fra abelignende forfædre, så ville der ikke være noget oprindeligt menneskepar. Synd og død ville heller ikke være kommet ind i verden pga. mennesket. Snarere ville synd og død være kendetegn for og konsekvenser af evolutionen, for den darwinistiske evolution er kun mulig, hvor døden hersker sammen med sygdom, deformitet og ulykke. En anden global konsekvens af den menneskelige synd er syndfloden, som Gud påførte jorden pga. menneskets synd. Af alle mennesker og landdyr på jorden overlevede kun de, der var ombord på arken. Efter syndfloden bosatte de sig igen på jorden. For forskeren betyder det, at han kun kan undersøge en verden, som er arret af synd og død en ustabil verden, hvor katastrofer i fortiden ikke har været ualmindelige, hvilket jo også jordlag og fossiler af levende organismer tyder på.

Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede . Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. Rom 5,12.18

Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden Rom 8,20-21

Verdens naturhistorie er i overensstemmelse hermed mærket af naturlige katastrofer. Vi har beretningen om, hvordan hele naturen igen bredte sig ud over jorden efter syndfloden. Fossiler, som inkluderer menneskelige fossiler, må tolkes på den baggrund (se kapitel 13).

33

12. Fossilernes alder Normalt er mennesker eller menneskelignende fossiler dateret til at være flere hundrede tusinder, ja måske flere millioner år gamle. Det betyder, at det kunne synes umuligt at tolke dem ind i den bibelske historiske baggrund, som det foreslås her.

Radioaktiv datering

- eksemplificeret ved kalium-argon-metoden

V

calcium-40

V

Ustabile (radioaktive) isotoper* henfalder (i dag) med en konstant rate. Kalium-40 henfalder til calcium-40 og argon-40. I Østafrika, for eksempel, er der vulkanske aflejringer (basalt og tuf) i de lag, som indeholder fossilerne, og hvorfra argon-40 bliver isoleret. Ud fra mængden af argon, som er produceret ved radioaktivt henfald, kan man beregne en model-alder (se teksten). Calcium-40 tages ikke i betragtning her, fordi det ikke kan skelnes fra det calcium, der som regel vil være til stede i forvejen.

argon-40

kalium

Dateringer ser ud til at skabe seriøse problemer i forbindelse med skabelsen. Specielt fordi den høje aldersdatering påstås at være absolut . Men udtrykket bliver ikke brugt i betydningen absolut nøjagtig , men derimod som modsætning til en relativ datering. Sidstnævnte beskriver blot den relative rækkefølge af begivenheder uden at være specifik om konkrete (absolutte) dateringer. Aldre opnået ved hjælp af radiometriske metoder er ofte beskrevet som model-aldre (f.eks. kalium-argon-alder). I de fleste tilfælde kan fossilerne ikke dateres direkte. Derimod er det muligt at fastslå den relative position af et bestemt fossil i jordlagene.

Fossilets alder kan skønnes, hvis det er muligt at datere jordlaget ovenover og nedenunder. I tilfældet med de menneskelige fossiler kan en indikation af en alder opnås fra aflejringer af basalt og vulkansk tuf, som bliver dannet under vulkanudbrud. De kan dateres med kalium-argon metoden (fig. 43). På den måde kan man give en omtrentlig alder på de jordlag, der ligger mellem de vulkanske lag. Under alle dateringsmetoder ligger der en række antagelser, som kan påvirke resultatet. Den foretrukne dateringsmetode for vulkanske lag er kaliumargon metoden. Et centralt problem her er tilstedeværelsen af overskydende argon, når klipper køler ned argon, som enten allerede var til stede i mineralerne eller tilført fra atmosfæren. Efter nedkøling kan denne argon ikke skelnes fra den argon, som stammer fra radioaktivt henfald fra kalium (se boksen om radioaktiv datering). Under visse omstændigheder tillader argon-isotop forhold måling af et overskud af argon. Ideelt set skulle al den originale argon fra mineralerne være diffunderet ud. På den måde vil man forudsat at der ikke finder forstyrrelser sted kun måle den argon, som er produceret ved radioaktivt henfald. Ved de lavere aldre (få millioner år eller hundredetusinder år) har overskuddet af argon sammen med fjernelsen af kalium og udsivningen af radioaktivt argon, en langt større effekt end ved de højere aldre. Uopdagede forstyrrelser kan influere væsentligt på dateringerne, og det gælder også klipper, der findes ved hominoide fossiler. Hvis vi ser bort fra usikkerheden, så må det indrømmes, at flertallet af de publicerede dateringer regner med millioner år et faktum som normalt tolkes som et tegn på, at aldersbestemmelserne er korrekte. Selvom denne tolkning er fornuftig ud fra den aktuelle indsigt, så skal muligheden for, at målingerne måske kan tolkes inden for en kortere tidsskala, holdes åben. Den opgave, skabelsesforskningen står overfor, er at undersøge, om andre systematiske årsager måske er ansvarlige for den høje alder. Isokrone* dateringer fra Grand Canyon viser, at sådanne årsager måske eksisterer. F.eks. er isokron

* Isotoper: Kemiske elementer med samme atomnummer og samme kemiske egenskaber, men forskel på antallet af

34

neutroner i atomkernen.

* Isokron: Materiale med samme model-alder.

Tiltagende modelalder

metoden regnet for at være en pålidelig dateringsmetode, men med mere end 300 dateringer har man vist, at isokron systematisk (dvs. reproducerbart) kan give anledning til aldre, som er mange gange større end dem, som følger af deres stratigrafiske* position15 . Så i disse tilfælde må der være andre grunde end alder til, at der findes isokroner. Sådanne uregelmæssigheder skulle stimulere en søgen efter alternative fortolkninger af den isokrone fordeling i klipperne.

V

V

Den oprindelige argon i den vulkanske aflejring (diffunderer bort)

V

Den oprindelige argon er diffunderer bort, mens næsten ingen ny argon er dannet.

V V

Argon, som ikke længere kan diffundere bort, er produceret af kalium henfald efter aflejring.

Figur 43. Skematisk præsentation af dannelsen af vulkansk aflejring, som indeholder kalium og argon og af mellemliggende fossil-bærende jordlag.

* Stratigrafisk: I henhold til den geologiske lagdeling (rækkefølgen af jordlag).

8

Austin, S. & Snelling, A., 1998. Discordant potassium-argon model and isochron ages for Cardeanas Basalt (Middle

Proterozoic) and associated diabase of eastern Grand Canyon, Arizona. In: r. E. Walsch (ed.), Proc. 4th Int. Conf. On Creationism, Pittsburgh, pp 35-51.

35

13. Konklusion fra en bibelsk synsvinkel

ganer i den menneskelige krop kan ikke påvises; tværtimod bliver formålene med alle organerne bedre og bedre kendt. Udviklingen af embryoet viser ikke utvetydigt paralleller med den formodede evolutionære linie.

Vi kan opsummere ved at vende tilbage til de spørgsmål, vi stillede i begyndelsen (side 4): Hvor stærke erargumenterne for evolutionsteorien om menneskets oprindelse? Hvad er grundlaget for at tro på et skabelsesorienteret alternativ?

Hvordan kan fossilerne så forstås i sammenhæng med den bibelske frelseshistorie? Hvilken forbindelse kan man knytte til syndefaldet og syndfloden?

Evolutionsteorien

Først og fremmest er der ingen rester fra Edens have og den verden, der eksisterede før syndfloden. Øjensynligt blev landet og dets beboere ødelagt af syndfloden i en sådan grad, at der ingenting er tilbage.

Det er muligt at ordne fossilerne i et enkelt stamtræ, hvis man tager evolutionen som forudsætning. Men det giver nogle problemer, for fossilerne kan også ordnes i separate linjer menneske, Australopithecus, Ramapithecus etc. i overensstemmelse med en forudsætning om skabelse. Menneskets afstamning fra dyreriget kan ikke vises med de fossiler, vi har til rådighed.

Homo erectus, neandertaleren og alle de andre menneskelige former, som kendes fra fossilfundene, kan opfattes som efterkommere af Noa og hans familie. Derimod tilhører Australopithecus arterne en anden skabt grundtype. Ramapithecus tilhører heller ikke den samme linje som mennesket, men må snarere tilhøre samme grundtype som orangutangen.

Den relative rækkefølge af aflejringer, som indeholder fossilerne, kan tolkes (men ikke bevises) som et argument for evolution: Homo erectus er fundet i et dybere lag end neandertaleren og Homo sapiens. Evolutionært bliver det tolket som et udtryk for, at Homo sapiens stammer fra Homo erectus.

Menneskelige fossiler er fundet i jordlag, som er opbygget efter syndfloden. Dengang var jorden stadig ved at komme sig efter katastrofen, og den var langt mere ustabil med flere vulkanudbrud end i dag. Derfor var erosionsraterne og aflejringsraterne også langt højere dengang. Sandsynligvis skyldes karaktertrækkene hos erectus og neandertalerne tilpasninger til et bestemt klima (se ovenfor). Ustabiliteten af disse forhold har nok ikke stimuleret til en

Negroid

Mongolid

V

V

Homo erectus

V

Noas familie: 8 personer V

Neandertaler

V

Figur 44. Homo erectus, Neandertaleren og alle andre kendte fossiler af mennesket er opfattet som efterkommere efter Noahs familie.

Europid

Cro Magnon

V

Rækken af jordlag viser derfor løbende migrationsbølger. I løbet af de migrationsbølger har mennesket ændret sig. Det betyder ikke at en race er mere udviklet (i darwinistisk forstand) end andre racer.

V

Ligheder mellem aber og menneske kan enten tolkes som evolution eller som skabelse. Overflødige or-

36

Skabelsesteorien

Adam og Eva

Figur 45. Migrationsmønsteret hos mennesket efter syndfloden under den tidlige istid.

nybyggerkultur, så den letteste måde at leve på var at jage og samle. Den rækkefølge, fossilerne forekommer i (Homo erectus nederst, neandertaleren og Homo sapiens højere oppe), kan tolkes inden for den bibelske historie og vise forskellige bølger af vandringer efter syndfloden (jf. fig. 45). Som eksemplet med Noa viser, så dyrkede mennesket allerede tidligt jorden, men det er usandsynligt, at der findes rester fra denne tidlige landmandsaktivitet for så længe siden, selvom vi vidste, hvor vi skulle lede. Måske tusinde år efter Noa, da der var blevet en lidt større befolkning, men inden forsøget på at bygge Babelstårnet, begyndte små grupperinger af mennesker at vandre væk fra det kontinent, hvor arken var strandet. (1. Mosebog fortæller, at folkeslagene spredte sig ud over jorden efter syndfloden, og at folk på den tid, hvor de første byer i Mesopotamien blev bygget, var spredt ud over hele jorden, men talte kun et sprog. Formålet for nybyggerne var at skabe et navn for dem selv og slutte nomadetilværelsen.) Civilisationen og udnyttelsen af mineraler i jorden forudsætter en fastboende livsstil. Før civilisationens fremkomst levede de fleste mennesker i telte, som meget sjældent efterlader nogen spor til arkæologien. Eftersom de levede en nomadetilværelse, var den mest simple og mest praktiske metode at lave redskaber på at forme stykker af sten, træ eller ben. Det står stadig mere klart, at menneskets kulturelle fremgang ikke er afhængig af intelligens, men af hans tro og af miljøforhold. Derfor skulle vi ikke tale om stenalderen og stenaldermanden , men snarere om stenkulturer . Der findes stenkulturer helt

op til i dag. På den måde er alle perioder stenaldre ! Anatomisk er der et stort skel mellem aberne, inkl. Australopithecus, og mennesket. Som Wood og Collard har vist, var mennesket anderledes i kroppens størrelse og form, i hjernestørrelse, i bevægelse og i kraft af hans kæber og tænder. Det ældste menneskelige fossil er fundet i Afrika og er klassificeret som Homo erectus. Senere dukker der erectus-mennesker op i Europa og Asien, og de er øjensynligt udvandret fra Afrika. Nogle af de europæiske fossiler viser en blanding af erectus- og neandertaltræk. Det kunne tyde på, at de to racer fik afkom med hinanden, eller at neandertaleren, som kom senere, i bund og grund var den samme grundtype som erectus, men bare tilpasset det kolde klima. Senere endnu dukkede Homo sapiens formerne op: først i Afrika og så i Europa. Racemæssigt så de ud til at være anderledes end neandertaleren, men de var stadig medlemmer af den samme art. Rækken af jordlag viser derfor løbende migrationsbølger. I løbet af disse migrationsbølger har mennesket ændret sig både fysisk og kulturelt. Inden for grundtypen af Homo sapiens eksister der i dag en række forskellige menneskeracer. Det betyder ikke, at en race er mere udviklet (i den darwinistiske forstand) end andre racer. Overordnet set kan man konkludere, at de videnskabelige data med god mening kan tolkes inden for den bibelske historiske ramme, selvom en række spørgsmål står åbne.

37

Tak

Min specielle tak går til Dr. Sigrid Hartwig-Scherer. Uden hendes forskning var dette hæfte ikke blevet til virkelighed (jf. hendes publikation nedenfor). Vigtige kommentarer kom også fra Richard Wiskin og Michael Brandt.

Kilder

Adam, K.D., Der Mensch der Vorzeit (fig. 1) Angst, R., Ursprung des Menschen (fig. 12, 18) Blechschmidt, E., 1976, Wie beginnt das menschliche Leben? Stein am Rhein (fig. 41, 42) Day, M. H., 1984, The Fossil History of Man, Carolina Biology Readers, no. 32 (fig. 9, 16, 37) Hartwig-Scherer, S., 1989, Ramapithecus Vorfahr des Menschen? Berlin Hitching, F., 1982, The Neck of the Giraffe (fig. 7, 41) Jones, S., Martin, R. & Pilbeam, D., 1992 The Cambridge Encyclopaedia of Human Evolution, Cambridge (fig. 16) Lambert, D., 1988. Alles über die Frühmenschen (fig. 32, 37) Schmidt, P. & Rottländer, E., 1989, Evolutiondes Menschen die phylogenetische Entwicklun der Hominiden, DIFF, Tübingen (fig 15, 17, 18, 23) Weaver, K. F., 1985 (November), The search for our ancestors, National Geographic (fig. 22) Wolf, J., 1989, Menschen der Urzeit (fig. 3, 30, 44)

Til videre læsning kan anbefales Holger Daugaard: Udvikling eller skabelse - to modeller. En gennemgang af generelle forudsætninger, argumenter og konsekvenser (ORIGO nr. 74, september 2001) Gary E. Parker: Skabelse og videnskab (Lohses Forlag 1995)

38

Origo Redaktion i Danmark

Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Konsulent, cand.scient. Holger Daugaard, Ærtebjerggårdvej 75, 5270 Odense N. Tlf. 6618 4100. E-mail: hod@ffl.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Handelsoverlærer H. C. Krøyer, Hundborgvej 42, 7700 Thisted. Tlf. 9792 0460. E-mail: h.c.kroyer@post11.tele.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktør)

Redaksjon i Norge

Professor, dr. philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Forskningsleder, dr. scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Avdelingsingeniør, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Ansvarshavende for dette nummer: Kristian Bánkuti Østergaard (gæsteredaktør) Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø, Tlf. 7767 2948. Danmark: Ove Kristensen, Hasselvænget 44, 7800 Skive, Tlf. 9751 4177. ORIGOs Internet-adresse: http://www.tidsskriftet-origo.net Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg

39

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning m.m. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168

40

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer 5 gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Ove Kristensen Hasselvænget 44, 7800 Skive Tlf. 97 51 41 77 Giro 730-5753 E-mail: tidsskriftet-origo@mail.tele.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 77 67 29 48. Giro 0540 0461890

ORIGO NR. 79 SEPTEMBER 2002