Origo - om videnskab, skabelse og etik. Nr 78, juni 2002

ORIGO - om videnskab, skabelse og etik Nr. 78 Juni 2002

De to foredragsholdere Udviklingstanken før Darwin Den darwinistiske etiks vanskeligheder Fra etik til politik Barmhjertighedsdrab Krop-sjæl-problemet og evolution ORIGO NR. 78 JUNI 2002

1

Indhold De to foredragsholdere Af C.S. Lewis

3

"Det var Darwin som først hevdet ..." (3) Av Jostein Andreassen

5

Den darwinistiske etiks vanskeligheder Af Peter Øhrstrøm

9

Fra etik til politik Af Torben Riis

17

Barmhjertighetsdrap - drivkrefter og udvikling Av Øystein Løining

23

Krop-sjæl-problemet og evolution Af Jack Sandbæk

28

Hvorfor vi blir syke - Evolusjonsmedisinen svarer Av Wolfgang B. Lindemann

32

Noas Ark Farm Interview med Anthony Bush

37

2

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

De to foredragsholdere Af C.S. Lewis Og således, sagde foredragsholderen, slutter jeg der, hvor jeg begyndte. Evolution, udvikling, den store kamp opad og fremad fra simple og usammenhængende udgangspunkter til stadig højere perfektion og forfinelse, ja, det ser ud til at være formlen bag hele universet. Vi ser eksempler på det i alle de ting, vi studerer. Egen kommer fra agernet. Vore dages ekspreslokomotiv kommer fra Stephenson s Rocket [verdens første lokomotiv o.a.]. Den moderne kunsts højeste udtryksformer er direkte efterkommere af de primitive indristninger, som det præhistoriske menneske udsmykkede sin hule med. Og er det civiliserede menneskes etik og filosofi ikke bare en mirakuløs videreudvikling af de mest primitive instinkter og grusomme tabuer? Vi er alle, fra vor mikroskopiske begyndelse, vokset gennem fosterstadier, hvor vi først lignede fisk mere end pattedyr. Mennesket selv kommer fra dyrene. Det organiske kommer fra det uorganiske. Udvikling er nøgleordet. Alting bevæger sig fra det lavere til det højere. Det var selvfølgelig noget, både jeg og resten af publikum havde hørt før. Men det var godt formuleret (langt bedre end det er blevet i min gengivelse), og foredragsholderens stemme og fremtoning gjorde indtryk. Det må i hvert fald have gjort indtryk på mig, for ellers kan jeg ikke forklare den besynderlige drøm, jeg havde samme nat. Jeg drømte, at jeg stadig var til foredraget, og stemmen fra foredraget lød stadig, men det den sagde, var helt forkert. Måske var det rigtigt, indtil jeg begyndte at lytte efter, men derefter begyndte det i hvert fald at gå galt. Da jeg vågnede kunne jeg huske det således: ser ud til at være formlen bag hele universet. Vi ser eksempler på det i alle de ting, vi

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

studerer. Agernet kommer fra en fuldvoksen eg. Det første lokomotiv, Rocket , kom ikke fra et endnu enklere lokomotiv, men derimod fra noget langt mere perfekt og komplekst end det selv, nemlig den menneskelige intelligens. De første præhistoriske tegninger kom ikke fra tidligere indridsninger, men fra menneskers hænder og hjerner - hænder og hjerner, der ikke på nogen måde stod tilbage for vore. Ja, det er endda klart, at det menneske, som først fik den ide at skabe et billede, må have været et større geni end nogen af de kunstnere, der fulgte efter ham. Fosterstadiet, i hvilket vi alle begyndte livet, har ikke sin oprindelse i noget endnu mere primitivt. Det har sin oprindelse i to fuldt udviklede mennesker, vore forældre. Forsimpling, nedadgående bevægelse, er nøgleordet. Alting bevæger sig fra det højere til det lavere. Det simple og ufærdige kommer altid fra det perfekte og udviklede. Jeg tænkte ikke meget over det, mens jeg barberede mig, men den formiddag havde jeg ingen studenter, og da jeg var færdig med mine breve, satte jeg mig ned og tænkte over drømmen. Det forekom mig, at der var mange ting, der talte til fordel for foredragsholderen i drømmen. Det er sandt, at vi alle vegne ser ting vokse op til det fuldkomne fra en lille og simpel begyndelse; men det er lige så sandt, at den lille og simple begyndelse altid selv stammer fra noget fuldvoksent og udviklet. Det er sandt, at alle voksne har været spædbørn; men alle spædbørn er undfanget og født af voksne. Akset kommer fra frøet; men frøet kommer også fra akset. Jeg kunne endda give foredragsholderen i drømmen et eksempel, han havde glemt. Alle civilisationer stammer fra enkle rødder, men når man ser efter, ser man altid, at disse enkle rødder er blevet tabt (som når en eg taber et agern) fra andre og mere udviklede civilisationer. Den gamle germanske kulturs våben og kogekunst

3

C.S. Lewis

var, så at sige, drivtømmer fra den romerske civilisations skibbrud. Den græske civilisation begyndte på resterne af de ældre minoiske kulturer, med et tilskud fra Egypten og Fønikien. Men hvad så med den allerførste civilisation, tænkte jeg? Straks jeg stillede det spørgsmål, indså jeg, at foredragsholderen i drømmen havde valgt sine eksempler med omhu. Han havde kun talt om de ting, vi kan se rundt omkring os. Han havde holdt sig væk fra spørgsmålet om den absolutte begyndelse. Han havde vist, at i nutiden og i den historiske fortid, ser vi lige så vel ufuldkomment liv komme fra fuldkomment som omvendt. Men han havde ikke forsøgt at svare på den virkelige foredragsholders spørgsmål om alt livs oprindelse. Den virkelige foredragsholder mente, at når man kommer tilstrækkeligt langt tilbage - tilbage til den del af fortiden, som vi ved mindre om - så vil man finde en absolut oprindelse, og den vil være noget småt og simpelt. Det talte til den virkelige foredragsholders fordel, at han i det mindste havde en teori om altings begyndelse, men foredragsholderen i drømmen var gledet let hen over det. Men var den virkelige foredragsholder ikke også gledet let hen over et par ting? Han havde ikke fortalt os, at hans teori om altings oprindelse betød, at vi skulle tro, at naturens vaner var blevet fuld-

4

stændigt ændret siden begyndelsen. I nutiden viser naturen os en uendelig cirkel: Fuglen kommer fra ægget, ægget kommer fra fuglen. Men han ville have os til at tro, at det hele startede med et æg , som ikke kom fra nogen fugl . Måske er det rigtigt, men hele argumentets tilsyneladende sandsynlighed - den lethed, hvormed tilhørerne accepterede det som naturligt og indlysende - afhang af, at han gik let hen over forskellen mellem det og så det, som vi faktisk iagttager. Han gjorde det ved at drage vores opmærksomhed mod, at æg udvikles til fugle, og ved at få os til at glemme, at fugle lægger æg. Rent faktisk er vi gennem hele livet blevet opdraget til at se sådan på det. Vi har lært at se på verden med det ene øje lukket. Evolutionisme bliver gjort sandsynlig ved en form for tryllekunst! For første gang i mit liv begyndte jeg at se på spørgsmålet med begge øjne åbne. I den verden jeg kender, skaber det fuldkomne det ufuldkomne, som så senere bliver fuldkomment - æg bliver til fugl, fugl til æg - i en endeløs række. Hvis der nogen sinde var et liv, der helt af sig selv sprang frem af et fuldstændigt uorganisk univers, eller en civilisation, der løftede sig selv op ved håret fra barbariet, så ville der være tale om en begivenhed fuldstændigt forskellig fra begyndelsen på alle senere liv og civilisationer. Sådan en begivenhed kan måske være forekommet, men den savner enhver sandsynlighed. Lige meget hvordan man ser på det, må den første begyndelse være uden for naturens almindelige processer. Et æg, der ikke kommer fra en fugl, er ikke mere naturligt end en fugl, der har eksisteret i al evighed. Og da æg-fugl-æg-sekvensen ikke fører til nogen sandsynlig begyndelse, er det så ikke fornuftigt at lede efter den virkelige oprindelse uden for denne sekvens? Man må gå uden for rækken af lokomotiver, ind i menneskenes verden, for at finde den virkelige ophavsmand til Rocket . Er det ikke lige så fornuftigt at lede efter den virkelige ophavsmand til naturens orden uden for naturen? Oversat af Søren Holm First and Second Things by C.S. Lewis. Copyright © C.S. Lewis Pte. Ltd. 1985. Extract reprinted by permission.

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

«Det var Darwin som først hevdet ... » Del 3: Om kampen for tilværelsen Enhistorisk oversikt Av Jostein Andreassen 1. Innledning Det kjente uttrykket The Struggle for Existence blir gjerne oversatt med Kampen for tilværelsen . En skulle tro, slik det er knyttet til Charles Darwins navn, at det var et av de uttrykkene eller slagordene han hadde kommet med. Men det stemmer ikke. Overraskende nok tar en kapasitet som Thomas Hylland Eriksen også feil om dette når han i sin glimrende bok Charles Darwin skriver følgende: Wallace ( ) var den første til å bruke formuleringer og uttrykksmåter som Darwin raskt gjorde til sin egne, som uttrykket kampen for tilværelsen (the struggle for existence). (Hylland Eriksen 1998, 57) Som vi skal se, var uttrykket i hevd også før Wallace. Han bruker det ganske riktig i sitt brev On the Tendency og Varieties ( ) som ble lagt fram i det berømte møtet i Linnean Society 1. juli 1858 (Appleman 1970, 81), mens Darwin bruker bare ordet Struggle når han skal beskrive det samme i sitt 14 år eldre Essay . (Barrett et al 1986.) I brevet av 5. september 1857 til botanikkprofessor ved Harvard, Asa Gray, bruker han Struggle for Life . (F: Darwin 1887, 120ff.) Men det er riktig at naturforskeren snart gjør dette uttrykket til sitt. Han benytter det hele 24 ganger i 1. utgave av sitt hovedverk fra 1859, også som kapitteloverskrift. (Barrett et al 1981, 725f.) I hans tidligere Notebooks fra 1830-40-talORIGO NR. 78 JUNI 2002

let finnes det ikke (Barrett et al 1990, 604), men ordet struggle er brukt 7 ganger. 2. Malthus og Lyell Frasen Kampen for tilværelsen er atskillig eldre enn en skulle tro - her er en liste over bruken, like fra 1700-tallet. Som det går fram, er det brukt både av Malthus og Lyell, og deres bøker var svært viktige for at Darwins teori skulle modnes fram. Uttrykket er i sitatene uthevet av meg. Noen norske eksempler er tatt med for kuriositetens skyld: 1798: - Malthus, Thomas R.: The peaceful inhabitants of the countries on which they rushed [strømmet inn], could not long withstand the energy of men acting under such powerful motives of exertion [anstrengelse]. And when they fell in with any tribes like their own, the contest was a struggle for existence; and they fought with a desperate courage, inspired by the reflection, that death was the punishment of defeat, and life the prize of victory. An Essay on the Principle of Population , 1st ed., side 47f. - (6. ed. (1826) har struggles for existence ); jfr. Malthus, Thomas Robert: Om befolkningslova. Utval og kommentarar ved Ståle Dyrvik , Oslo 1975. (Orion debatt). 1832: - Lyell, Charles: In the universal struggle for existence, the right of the strongest eventually prevails; and the strength and durability of a race depends mainly on its prolificness [evne til å formere seg raskt], in which hybrids are acknowledged to be deficient [utilstrekkelig]. Principles of Geology , First Edition, Volume II, Chapter IV, side 56 (The University of Chicago press 1991; Facsimile):

5

1835: Blyth, Edward: I Attempt to Classify Varieties , Mag. Nat. Hist. 8, side 46 brukes uttrykket The struggle for existence. Det samme er tilfelle i 1844: - Wrangel, F. V.: Expedition to the Polar Sea , 2nd ed., side 47. Og første gang jeg finner det hos Wallace, er i 1853: - Wallace, Alfred Russel: Amazon and Rio Negro , side 121. 1858: Ibid.: The life of wild animals is a struggle for existence. (Appleman 1970, 90). On the Tendency of Varieties to Depart Indefinitely from the Original Type by Alfred Russel Wallace , brev til Charles Darwin fra den lille øya Ternate i Indonesia fra februar samme år, mottatt av Darwin 18. juni. 3. Darwin 1842 Sketch : Uttrykket struggle for existence er ikke brukt i 1842 - Sketch - On Selection under Domestication, under Natural selection, and Organic Beeings in the Wild State. I underpunktet Natural Selection bruker Darwin uttrykkene: De Candolle s war of nature , struggle of females , struggle of war or charms , struggle of nature . Glick, Kohn (ed.): Charles Darwin. On Evolution. The Development of a Theory of Natural Selection , Hackett Publishing 1996, side 87ff.; jfr. Barrett et al 1986. 1844 Essay : Dette skrivet heter Variation of Organic Beings in the Wild State . I underpunkt 3 skriver Darwin: De Candolle, in an eloquent passage, has declared that all nature is at war, one organism with another, or with external nature. Senere i samme underpunkt skriver han om struggle of the males , struggle er siden nevnt fire ganger i mer allmenn betydning, senere er this natural struggle amongst the males brukt, og siden igjen the natural struggle for food og på slutten If we admit that every organism maintains 6

its place by an almost periodically recurrent struggle; ( ) . Glick, Kohn (ed.): Charles Darwin. On Evolution. The Development of a Theory of Natural Selection , Hackett Publishing 1996, side 87ff.; jfr. Barrett at al 1986. 1856-58: Darwin, C.: (Stauffer, R. C. (ed.): Charles Darwin s Natural Selection Beeing The Second Part of His Big Species Book Written From 1856 To 1858 , Cambridge 1999: I Index på side 686 ser vi at uttrykket The Struggle for Existence er brukt en rekke ganger (side 172ff.), også som avsnittsoverskrift, jfr. side 175, hvor Kapittel V heter The Struggle for Existence as Bearing for Natural Selection . Det er på 40 sider. Denne boka ( My Big Book ) holdt Darwin på med da han fikk brevet fra Wallace. Den ble siden aldri fullført og heller ikke utgitt av ham selv. I stedet skrev han en ny et utdrag av et utdrag , som ble til Artenes opprinnelse i 1859. 1857: I Abstract of Darwin s Theory Sent to Asa Gray (1857) brukes uttrykket struggle for life i underpunkt 3: I think it can be shown that there is such an unerring [ufeilbarlig] power at work on natural selection (the title of my book), which selects exclusively for the good of each organic being. The elder Decandolle, W. Herbert, & Lyell have written strongly on the struggle for life, but even they have not written strongly enough. (F. Darwin 1887, II, 123) 1858: The Linnean Society Papers (1858): I publikasjonen Extract from an Unpublished work on Species, by C. Darwin, ESQ.; Consisting of a Portion of a Chapter Entitled, On the Variation of Organic Beings in a State of Nature, on the Natural Means of Selction, on the Comparison of the Domestic Races and true Species , der Darwins og Wallaces sine synspunkter på det organiske livets opprinnelse ble lagt fram, ser vi at Darwin gjentar omtalen av Decandolle og Nature at war allerede i 1. setning; se ovenfor. Appleman (ed.): Darwin. A Norton Critical Edition , Norton 1970, side 81ff. ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Thomas Hobbes, Charles Darwin - og hans "bulldog", Thomas Huxley

1859: Vi skal nå drøfte kampen for tilværelsen mer detaljert. I mitt kommende verk vil dette emnet, som det fortjener, bli behandlet langt mer utførlig. De Candolle d.e. og Lyell har på en omfattende og filosofisk måte vist at alle organiske vesener er utsatt for hard konkurranse. Hva planter angår, har ingen behandlet dette emne med mer åndfullhet og klokskap enn W. Herbert, domprost i Manchester, åpenbart som følge av sin store viten innen havebruk. Ingenting er lettere enn å bekjenne seg til sannheten om den universelle kampen for tilværelsen i ord, og ingenting vanskeligere det har jeg i hvert fall erfart - enn hele tiden å ha denne konklusjonen i erindring. Men dersom den ikke er fullstendig rotfestet i en, er jeg overbevist om at naturens hele husholdning, med alle fakta om utbredelse, sjeldenhet, overflod, utdøelse og variasjon, vil bli sett på en uklar måte eller fullstendig misforstått. Sitert fra Artenes opprinnelse 1. utgave, 1998, side 48f.; jfr ovenfor 1857. Dette avsnittet holdt seg uforandret i hvert fall til 6. utgave i 1872. (Peckham 1959, 145) 1859: Og i dette avsnittet setter Darwin virkelig Kampen for tilværelsen i system: Endelig er det kanskje ingen logisk slutning, men for min fantasi er det langt mer tilfredsstillende å betrakte slike instinkter som at gjøkungen skubber sine fosterbrødre ut av redet, - at maur holder slaver, - at snyltevepsens larver ernærer seg inne i de levende kroppene til sommerfugllarver, - ikke som særskilt inngitte ORIGO NR. 78 JUNI 2002

eller skapte instinkter, men som små følger av èn almengyldig lov som er til gavn for alle organiske vesener, nemlig formèr dere, varièr, la de sterkeste overleve og de svakeste dø. Artenes opprinnelse , 1. utgave 1998, side 179. (slutten av kap. VII) 1871: I sitt 2. hovedverk, The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex , bruker Darwin uttrykket The struggle(s) for existence 18 ganger. I sin neste bok året etter, The Expression of the Emotions in Man and Animals , brukes det ikke. 4. Hobbes Vi tar også med Thomas Hobbes på 1600-tallet, som er inne på de samme tankene: Naturretten er slik at vi kan forsvare oss selv med alle midler. Alle er i krig med alle. 1651: Thomas Hobbes: And because the condition of Man, is a condition of Warre of every against every one; in which case every one is governed by his own reason; and there is nothing he can make use of, that may not be a help onto him, in preserving his life against his enemyes; It followeth, that in a such condition, every man has a right to every thing; even to one anothers body. And therefore, as long as this naturall Right of every man to every thing endureth, ( ) The Second, the summe of the Right of Nature; which is, By all 7

means we can, to defend ourselves. Chap. XIV: Of the first and second Naturall Lawes, and of Contracts : Redaktøren, C. B. Macpherson kaller dette struggle for power i innledningen, side 37 og 40. Leviathan , The Penguin English Library 1968, side 189f. Huxley kommenterer Hobbes slik: 1888: Thomas H. Huxley: Til og med så sent som 1888 finner vi at Huxley skriver: Slik som det er mellom disse, slik er det mellom primitive mennesker ( ) livet er en kontinuerlig åpen slosskamp, og under familiens begrensede og midlertidige forbindelse, var den krigen som Hobbes beskriver med et individs kamp mot alle, den normale måten å leve på. (Sitert fra Keith 1950, 56) 1833 (1850): - Tennyson, Alfred Lord: Strides de da, Naturen og Gud, når Naturen nærer så onde drømmer? Med stor omsorg for arten, men uten tanke for det enkelte individ. Fra hans dikt In Memoriam , som er et langt religiøst grublende og filosofisk minnedikt i anledning vennen Arthur Hallams plutselige død i 1833. Og i en annen verselinje fremstiller han naturen som et hensynsløst dyr med blod på tenner og klør. Selve saken om The struggle for existence kommer meget tydelig fram i dette diktet, så tydelig at det vakte oppsikt i en tid da naturteologien var den framtredende. 5. På norsk 1884: - Ibsen, Henrik: Fru Sørby: Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også arbeide for føden, herr Ekdal. Den fede herre: I et godt madhus er det en ren fornøielse. Den tyndhårede: ( ), når det gjelder kampen for tilværelsen, så Fru Sørby: Det har De ret i! (De fortsetter med latter og spøg.) Vildanden , 1. akt, sitert etter: Nutidsdramaer. Jubileumsutgave. Familievennen forlag 1997, side 199 (5 sider ut i stykket).

8

1888: - Kampen for tilværelsen Maleri av Christian Krohg, Nasjonalgalleriet, også i Bergen Billedgalleri. Også tittel på Krohgs samlede skrevne verker 1921, 3. utgave 1989. 2001: Farmen. Kampen for tilværelsen TV2s fjernsynsserie fra september og utover. Litteratur

Appleman, Philip (ed.): Darwin. A Norton Critical Edition. Texts, Backgrounds, Contemporary Opinion, Critical Essays , Norton 1970. Barrett et al: Charles Darwin s Notebooks 18361844 , Cornell University Press 1987. Barrett et al: A Concordance to Darwin s Origin of Species , First Edition, Cornell University Press, 1981. Barrett et al: A Concordance to Darwin s The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex , Cornell University Press, 1987. Barrett et al: A Concordance to Darwin s The Expression of the Emotions in Man and Animals , Cornell University Press, 1986. Darwin, Charles: Sketch (1842) i: Barret et al: The Works of Charles Darwin. Volume 10. The Foundations of the Origin of Species (1986). Darwin, Charles: Essay (1844) i: Ibid. Darwin, Francis: The Life and Letters of Charles Darwin , II, London 1887. Hylland Eriksen, Thomas: Charles Darwin , Gyldendal 1998. Gamlin, Linda: Evolusjon , N.W. Damm & Søn, i serien Oppdag verden , 2001 (om Tennyson). Keith, Sir Arthur: A New Theory of Human Evolution , London 1950. Peckham, Morse (ed.): The Origin of Species by Charles Darwin. A Variorum Text , University of Pennsylvania Press, 1959. Stauffer, R. C. (ed.): Charles Darwin s Natural Selection. Beeing The Second Part of His Big Species Book Written From 1856 To 1858 , Cambridge 1999. Weinschank et al: A Concordance to Darwin s Notebooks 1836-1844 , Cornell University Press 1990. En del kilder er bare nevnt i teksten. Jostein Andreassen er utdannet adjunkt og har undervist i fagene biologi, religion og engelsk i en årrekke. Dessuten har han i over 20 år interessert seg for Darwin og studert ham meget omhyggelig. Mailadressen er: jos.andreassen@c2i.net

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Den darwinistiske etiks vanskeligheder Af Peter Øhrstrøm Evnen til at tænke i etiske kategorier (godt og ondt) er et af de menneskelige træk, som oftest nævnes, når man skal forklare forskellen mellem dyr og mennesker. De allerfleste er enige om, at moralsk ansvarlighed entydigt er knyttet til mennesket, idet det ikke giver mening at holde et dyr moralsk ansvarligt for dets handlinger. Men hvor kommer etikken fra? Ud fra en kristen skabelsestanke vil man straks svare, at menneskets indsigt i moralske kategorier hænger uløseligt sammen med den plads, som mennesket ved dets skabelse er givet i naturen. Mennesket er skabt med en mulighed for at indse sit moralske ansvar over for andre mennesker og over for resten af skaberværket. Det hænger igen sammen med, at mennesket ikke bare er en fysisk/kemisk størrelse, men et væsen, der til forskel fra dyrene, også har ånd. I bibelsk sammenhæng udtrykkes denne afgørende forskel ved, at mennesket er skabt i Guds billede. Det er oplagt, at nogle af de allermest konstruktive bidrag til afklaring af etikkens grundlagsspørgsmål kommer fra teologer og filosoffer, som arbejder ud fra et kristent verdensbillede og menneskesyn. Men hvad kan man ud fra andre positioner end den entydigt kristne sige om moral og etik? Og endnu mere generelt: Hvordan kan man nærme sig spørgsmålene om moral og etik ud fra en almenmenneskelig tankegang, som ikke forudsætter en bestemt gudstro? Disse spørgsmål har en lang historie. Både den græske oldtid (hvorfra vi har ordet etik ) og den romerske oldtid (hvorfra vi har ordet moral ) har leveret væsentlige bidrag i denne sammenhæng. Det gælder også de filosofiske overvejelser, hvor etikken som regel står for spørgsmålenes mere principielle aspekter, og hvor moral ofte står for den mere praktiske side af sagen. Mens der ikke kan være tvivl om, at

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

der med filosofisk afsæt er udformet mange værdifulde bidrag til det moderne menneskes muligheder for selvforståelse, er det på den anden side også klart, at den rent materialistiske tænkning har haft store problemer med at forholde sig til etikkens væsen. Menneskets særlige ansvarlighed i moralsk henseende forekommer uforståelig ud fra rent materialistiske og biologiske overvejelser. Hvis mennesket ikke er andet end en yderst kompliceret materiel størrelse, som ikke refererer til en højere bevidsthed i verden, men kun er sig selv, fremtræder menneskets oplevelse af moralsk ansvar som et besynderligt fremmedelement. Hvordan kan man ud fra et ateistisk og materialistisk verdensbillede forklare forekomsten af det moralske ansvar? Det forekommer ud fra en materialistisk tankegang nærliggende at se moral som en praktisk illusion en form for indbildning, som har bidt sig fast i vor bevidsthed, fordi den indebærer en vis fordel i den store kamp om arternes overlevelse. Sådanne spørgsmål om etikkens status og oprindelse var yderst centrale i 1800-tallet, hvor mange ledende intellektuelle forsøgte at lægge afstand til den traditionelle kristne opfattelse af mennesket som skabt i Guds billede. Det var specielt positivisterne, som var ude i dette ærinde. De ville fjerne alle elementer af religion og metafysik fra opfattelsen af naturen og tilværelsen som helhed. De ville reducere alt i tilværelsen til det, der kan måles, vejes, observeres, og de ville ikke anerkende eksistensen af åndelige realiteter. Men der var også andre intellektuelle, som nok var påvirket af disse ateistiske strømninger, men som af forskellige grunde ikke ønskede at udtrykke sig helt så kategorisk. Blandt disse lidt mere moderate intellektuelle i 1800tallets England er Charles Darwin en helt central skikkelse. Selv om han aldrig selv erklærede sig som ateist, men betegnede sig selv som agnostiker, er hans menneskesyn dog ikke til at tage

9

Den unge Darwin. Allerede tidligt var Charles Darwin optaget af de eksistentielle spørgsmål i relation til menneskets oprindelse. Charles Darwin, 1840 (tegning af Soshichi Uchii)

fejl af: Han ville præsentere mennesket (og dermed alle de specielt menneskelige træk) som et resultat af den naturlige udvælgelse. Darwins skrifter viser, at han var opmærksom på, at etikken udgjorde et problem i forhold til hans teori. Spørgsmålet om moralens status synes allerede tidligt at have optaget ham meget. Allerede i oktober 1838 skrev han i sin dagbog: Der er to klasser af moral-filosoffer. Den ene siger, at vor grundregel i livet er at producere den største lykke. De andre siger, at vi har en moralsk sans. Men min opfattelse forener de to og viser, at de er stort set identiske. Det, der har ført til det største gode, eller snarere det, som var nødvendigt for det gode i det hele taget, er de instinktive moralske sanser (og det alene kan forklare, hvorfor vor moralske sans inddrager hævn)... Samfundet kunne ikke fortsætte uden denne moralske sans - lige så lidt som en bikube kunne blive ved at eksistere under biernes instinkter. [Old & Useless Notes 30, Barret et al., 1987, 609] Citatet viser, at Charles Darwin allerede tidligt var meget opmærksom på de nye tendenser i den moralfilosofiske tænkning, som få år senere førte til John Stuart Mills (1806-73) reformulering af nytte-etikken (utilitarismen), som frem10

trådte som en udløber af positivismen. Med utilitarismen gjorde man etikken til et regnestykke og undsagde den kristne tradition, som havde peget på menneskets iboende opmærksomhed på etiske kategorier, og som havde forklaret denne med henvisning til, at mennesket er skabt i Guds billede. Darwin forsøgte med sin teori at forene de to positioner, idet han på den ene side ville fastholde, at mennesket har en iboende moralsk sans, men på den anden side ville hævde, at denne sans kunne forklares rent biologisk som et instinkt. F.eks. pegede han på, at vor moralske sans fremtræder med trangen til hævn som en tydelig komponent. Darwin så tydeligvis hævnen som et tegn på, at den moralske sans er blevet til i kampen for overlevelse. Men allerede her får man øje på et grundproblem i Darwins forklaringsmodel. Det er jo bestemt ikke altid, at vi finder hævn etisk set i orden! I sammenhæng med sådanne situationer får man altså brug for at kritisere den moralske sans moralsk. Men hvordan kan det lade sig gøre? Kan man kritisere den moralske sans med den moralske sans? Næppe, hvis den moralske sans anskues som noget rent biologisk uden nogen højere (eller dybere) begrundelse. En egentlig kritik af vor moralske sans må jo forudsætte en etisk standard, der er højere end og logisk uafhængig af vor moralske sans. Men hvorfra kommer denne højere etiske standard? Den synes næppe at kunne finde noget hjemsted i det tankeunivers, som Darwin opererede med. Darwin havde mange kristne venner og bekendte. En af dem var pastor Leonard Jenyns, som havde store problemer med Darwins tanker om menneskets afstamning. Jenyns kommenterede i et brev til Darwin synspunkterne i Arternes oprindelse fra 1859 på denne måde: Det er ikke let for mig at forlige mig med den ide, at menneskets rationelle evner og frem for alt dets moralske sans skulle være erhvervet fra irrationelle forfædre, alene ved naturlig udvælgelse - selv om der skulle være tale om en gradvis erhvervelse over så lang tid som der skulle til. Det forekommer mig, at man dermed fjerner det Guds billede, som udgør det uoverstigelige skel mellem menneske og dyr. [Brev til Darwin, Jan.4, 1860. Wilson, 1970, 351.] Der kan ikke være tvivl om, at Darwin i høj grad følte sig tiltrukket af det kristne synsORIGO NR. 78 JUNI 2002

punkt, som indebærer, at der er en guddommelig styring eller plan bag verden som helhed. Men som følgende citat viser, var Darwin på dette punkt meget usikker. Han så sig hverken i stand til at tro på den generelle plan (styring) eller på tilfældighederne som eneste baggrund for verdens sammensætning: Jeg ved med mig selv, at jeg her befinder mig i et håbløst mørke. Jeg tror ikke, at verden, som vi ser den, er et resultat af tilfældigheder; og dog kan jeg ikke se hver enkelt ting som resultat af en plan. [Citeret fra Gregersen 1993, p. 245] Når Darwin ikke kunne forlige sig med tanken om guddommelig styring, hang det tilsyneladende sammen med, at han havde problemer med tanken om en god Gud bag alting. Han skrev: Det var ikke min mening at skrive i en ateistisk ånd. Men jeg indrømmer, at jeg ikke så tydeligt som andre, og som jeg gerne ville, er i stand til at se beviser på planmæssighed og godhed omkring os. Jeg synes, at der er alt for megen ulykke i verden. Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at en god og almægtig Gud med overlæg kan have skabt snyltehveps med den udtrykkelige hensigt, at de skulle finde deres føde i kålormens levende legeme, - eller kan have skabt katten med den hensigt, at den skulle lege med musen [The Correspondence of Charles Darwin 1860 (1993), Vol. 8, p. 674.] Darwin tolkede altså forholdene i dyreriget etisk. Forholdene mellem snyltehvepsen og kålormen, mellem katten og musen etc. tyder ifølge Darwin ikke på, at der står en god Gud bag det hele. Men Darwin forklarer ikke, hvordan en god Gud efter hans mening skulle have skabt verden. Ville det bedste efter hans opfattelse være en verden, hvor ingen kålorm bliver fortæret af nogen snyltehveps, og ingen mus bliver ædt af nogen kat, dvs. sandsynligvis en verden helt uden snyltehveps og helt uden katte! Det kunne jo være, at enhver logisk mulig, alternativ verden ud fra en samlet betragtning ville være en forringelse. I det tilfælde vil den aktuelle, fysiske og biologiske verden altså være den bedst tænkelige verden, som Gud netop derfor har valgt at virkeliggøre. Sådan tænkte den store filosof Leibniz om forholdet. Og hvis det hænger sådan sammen, må man netop sige, at ORIGO NR. 78 JUNI 2002

verden er udtryk for Guds visdom og Hans godhed. Man kan også kritisere selve grundlaget for Darwins argumentation, som jo indebærer, at man kan overføre den menneskelige erfaring om lidelse og død til kålormens og musens livsverden. Det synes at være en argumentation, som antager en ganske ubegrundet og urimelig analogi mellem menneskets og dyrenes livsverden (en såkaldt antropomorfisme). Endnu mere interessant er det måske, at selve Darwins tænkemåde forudsætter en overordnet etisk standard. Darwin gør sig jo tydeligvis til dommer over, hvad guddommelig godhed burde indebære. Han forudsætter altså et begreb om godhed, som går forud for naturen. Det er svært at komme uden om, at han netop dermed forudsætter det absolut gode, hvis eksistens han i øvrigt vil problematisere. Det kan ses som en understregning af, at det er meget vanskeligt måske helt umuligt for os at borttænke de moralske kategorier som objektivt givne. Darwin søgte at løse de begrebsmæssige problemer ved at analysere de etiske begreber og argumentere for, at de alene beror på begreber, som ikke i sig selv er etiske. Det moralsk gode beskrives med henvisning til konkrete menneskelige handlinger, som knytter an til bestemte følelser og evner, og ikke forudsætter et objektivt eksisterende værdisystem. I den forbindelse var den menneskelige samvittighed for Darwin den vanskeligste nød at knække. Han forsøgte at forklare fænomenet ud fra instinkter og refererede i den forbindelse til studier af dyrs, f.eks. hundes, adfærd i de tilfælde, hvor dyrene har fraveget indlærte adfærdsmønstre [Desmond & Moore p.269]. Igen er det en yderst antropomorf argumentation, som benyttes, og som leder frem til den konklusion, at samvittigheden er blevet til som et resultat af naturlig udvælgelse. Den ses som en instinktiv funktion i os, som er erhvervet gennem generationer og har vist sig at være en fordel for os som art. Darwin siger det på denne måde: Den moralske sans frembyder måske den bedste og højeste adskillelseslinie mellem mennesket og de laverestående dyr; men jeg behøver ikke at sige noget om dette emne, da jeg så nylig har gjort mig umage for at vise, at de sociale instinkter det første princip i 11

Herbert Spencer (1820-1903) var højt agtet af Charles Darwin og blev tidligt talsmand for darwinistisk teori om moralens oprindelse. Spencers teori er nu stort set opgivet.

menneskets moralske grundlov ved hjælp af aktive intellektuelle evner og vanens virkning naturligt fører til den gyldne lov: Gør mod andre, som du vil, at andre skal gøre mod dig , og dette er moralens grundlov. [Julian Huxley, Darwin, Martins Forlag 1940, p. 163] I øvrigt var det først og fremmest Herbert Spencer (1820-1903), som blev talsmand for darwinistisk teori om moralens oprindelse. Selv om Spencer formulerede sig på måder, som Darwin ikke selv ville have valgt, er det klart, at Darwin satte Spencer meget højt. I 1870 skrev Darwin til en ven, at han regnede med, at eftertiden ville se Spencer som en af de største filosoffer fra hans tid [Rachels p. 63]. Det kom ikke til at holde stik, selv om Spencer i sin samtid fik stor betydning for udformningen af den darwinistiske tænkning - ikke mindst i USA. Spencer foreslog en definition af den moralsk gode adfærd som den højt udviklede adfærd , dvs. den adfærd, der fører til mange efterkommere og langt liv. Spencers teori kom i begyndelsen

12

af 1900-tallet i store vanskeligheder ikke mindst pga. G. E. Moores berømte bog Principia Ethica, som udkom i 1903. Moore påpegede, at der er store principielle forskelle på den moralsk gode adfærd og den højt udviklede adfærd . Hvis man vil definere den moralsk gode handling ved hjælp af biologiske termer, begår man ifølge Moore den såkaldt naturalistiske fejlslutning, idet man slutter fra, at noget er på en bestemt måde, til, at det bør være på en bestemt måde. Moores analyser blev hurtigt opfattet som så overbevisende, at Spencers teorier stort set blev opgivet. Det betød ikke, at tilhængerne af den darwinistiske idé om moralens oprindelse måtte opgive, men blot at de måtte søge andre veje end den, som Spencer havde foreslået. Tilhængere af en darwinistisk model for etikkens oprindelse har på forskellig vis søgt at bakke synspunktet op med empiriske undersøgelser af dyrs adfærd. Det er da også oplagt, at dyr i mange tilfælde handler på måder, som antropomorft tolket (dvs. tolket i sammenligning med mennesket) må anses for moralsk gode. Mange dyr passer f.eks. deres unger på enestående vis, og der findes mange eksempler på hengivenhed mellem dyr. P.C. Jersild giver i sin bog Darwins ufuldendte [1998] eksempler på, at dyr oven i købet i visse tilfælde påtager sig at beskytte og værne handicappede artsfæller. F.eks. beretter han [p. 26], at der i 1982 i en abekoloni, der rådede over en mindre ø, blev født en blind rhesusabe, som gennem sit liv blev passet af nære slægtninge. Hver gang den blinde abe var i fare, var familiemedlemmer eller venner hurtigt fremme for at hjælpe den blinde abe. Tilsvarende observationer er beskrevet i en interessant artikel af psykologen Jessica C. Flack og zoologen Frans B.M. de Waal [2002], som argumenterer for, at man hos aber kan finde grundlæggende elementer til en moral, f.eks. hengivenhed, omsorg, trøst. Sådanne eksempler er naturligvis tankevækkende, men er det i virkeligheden rimeligt i disse tilfælde at tale om moralsk god adfærd blandt dyr? Det ville det efter min mening kun være, hvis man med rette kunne kalde et dyr moralsk ansvarligt. Hvis de omtalte aber blev betragtet som moralsk ansvarlige, ville det betyde, at man moralsk set ville kunne bebrejde andre aber, som ikke hjælper

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

deres handicappede artsfælle. Så vidt vil man vil ikke gå. Når det kommer til stykket, anskues hverken abers eller andre dyrs adfærd på den måde. Dyr er ikke moralsk ansvarlige. Grunden til de forskellige former for dyreadfærd inklusiv de former for adfærd, som minder os om moralsk god adfærd hos mennesker må alene søges i dyrenes instinkter. Det store spørgsmål er så, om Darwin har ret i, at disse instinkter ved naturlig udvælgelse gennem lang tid kan føre frem til den type moralsk sans, som mennesket har. Selve forekomsten af adfærd, der minder os om menneskelig moral, er naturligvis ikke noget tvingende argument for den darwinistiske position. Selv hvis man anerkendte, at visse typer af dyreadfærd bør ses som udtryk for, at dyr har visse enkle moralske normer, er der ikke dermed noget argument for, at disse normer er opstået alene ved naturlig udvælgelse. Sådanne normer ville oplagt kunne forstås ud fra en skabelsestankegang som en del af de pågældende arters skabte natur. Argumenterne fra de i øvrigt spændende studier af dyrs adfærd afgør således ikke spørgsmålet om moralens oprindelse. Lad os se lidt nærmere på Darwins forslag til en naturalistisk forklaring på fremkomsten af den moralske sans. Denne sans skal ifølge Darwin ses som visse instinkter i mennesket kombineret med fornuften. I hans selvbiografi pegede Darwin på, at religiøse og moralske instinkter kunne være opstået ved naturlig udvælgelse på samme måde som abers frygt for slanger. Kan Darwin have ret? Kan den gyldne regel i dens fulde omfang faktisk være opstået som et resultat af naturlig udvælgelse i kombination med fornuften? Man kan se på reglen på tre forskellige måder eller niveauer svarende til tre former for altruisme: 1. Den gyldne regel kan opfattes som et middel til at få andre til at behandle mig på en bestemt måde. 2. Den gyldne regel er et udtryk for den uegennyttige adfærd, som jeg bør bestræbe mig på at vise over for mine landsmænd/ stammefæller. 3. Den gyldne regel er et udtryk for den uegennyttige adfærd, som jeg bør bestræbe mig på at vise over for ethvert medmenneske.

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Den ældre Darwin

Naturlig udvælgelse kan bruges til at begrunde de to første former for altruisme, idet der her er tale om adfærd, der fremmer overlevelsen henholdsvis min egen og stammens/folkets. Derimod kan naturlig udvælgelse ikke begrunde den tredje form for altruisme. Her er der jo tale om en adfærd, som ikke kan siges at fremme min eller mine medmenneskers overlevelse. Det ligger oven i købet i dette bud, at jeg skal elske mine fjender altså folk, som på ingen måde vil fremme mine egne eller min stammes (mit folks) overlevelses- og formeringsmuligheder, tværtimod! Den tredje form for altruisme kan altså ikke forklares med henvisning til naturlig udvælgelse. Og det er efter min mening netop den form for altruisme, som er det mest ægte udtryk for menneskets indsigt i etisk ansvarlighed. Fra alt levende og i særlig grad fra et medmenneske (landsmand som fremmed) udgår der, som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup har påpeget, en fordring, som kalder på min ansvarsfølelse og deraf følgende handling. Det er baggrunden for den uegennyttige barmhjertighed

13

Emma Darwin, gift med Charles, var en overbevist kristen. Meget tyder på, at hun var dybt bedrøvet over de synspunkter om moral, som hendes mand gav udtryk for.

og for vort etiske ansvar for næsten, som det forekommer ret så udsigtsløst at ville forklare med henvisning til naturlig udvælgelse. I det hele taget har Darwin i sine betragtninger om etikkens oprindelse ikke meget at sige om det etiske ansvar. Det hænger sammen med, at selve tanken om etisk ansvar bliver noget ganske problematisk i det darwinistiske univers. Eftersom etikken ifølge Darwin er et produkt af naturlig udvælgelse, kan man ifølge Darwin heller ikke bebrejde det menneske, der handler uetisk. Allerede i 1838 skriver han i sin dagbog: Ondskab er ikke mere menneskets fejl end legemlig sygdom er det [Desmond & Moore p. 263]. Hvis et menneske handler uetisk eller ligefrem ondt, må det altså ifølge Darwin skyldes, at det menneske ikke har fået udviklet de moralske instinkter, således at de kan fungere sammen med fornuften på samme måde, som det normalt sker hos andre mennesker. Her er Darwin på direkte kollisionskurs med gængs 14

kristen teologi, som jo vil pege på, at alle mennesker har syndet, og at alle mennesker er skyldige, idet de har forbrudt sig mod moralske normer, som de sådan set godt kendte, da de forbrød sig mod dem. Netop derfor er de ansvarlige. Darwin selv var tydeligvis et etisk set godt menneske. Han var imødekommende og venlig. Vurderet ud fra den naturlige udvælgelse måtte han selvfølgelig se i øjnene, at de syge, degenererede og uegnede må bukke under i overensstemmelse med naturens orden. I praksis kunne Charles Darwin dog ikke bare acceptere konsekvenserne af en rå naturlig udvælgelse. Han sendte midler til forskellige former for velgørenhed i Downe, og han hjalp sin søn til et godt job i bankverdenen. Ironisk nok pegede han i den forbindelse på, at han om nogen måtte have en særlig ret til at ødelægge den naturlige udvælgelse, hvor han havde lyst til det [Desmond & Moore 1991, p.522]. Det viser i det mindste, at der i Charles Darwins egen personlige verden rådede en vis uafklarethed omkring, hvad der for ham skulle være god moral. Charles Darwins selvbiografi blev udgivet i 1885 3 år efter hans død redigeret af sønnen Frank. Under arbejdet med udgivelsen af sin mands selvbiografi sendte Emma følgende tankevækkende brev til Frank: Der er en sætning i selvbiografien, som jeg meget gerne vil have udeladt, til dels fordi din fars opfattelse af, at al moral er opstået gennem evolution, er smertefuld for mig; men også fordi sætningen hvis den kommer med vil give læseren en slags chok og give anledning til den ganske vist uretfærdige opfattelse, at din far så på al gudstro på samme måde som nedarvede aversioner og lignende som f.eks. frygt for slanger. Jeg tror, at dette indtryk af manglende respekt vil forsvinde, hvis man udelader den første del med illustrationen om aberne og slangen. Jeg tror ikke, at du behøver at spørge William om denne udeladelse, eftersom den jo ikke vil forandre hovedsigtet i selvbiografien. Jeg ville ønske, at vi kunne undgå at støde din fars religiøse venner, som var så dybt knyttet til ham [Barlow p. 93 ff.] Vi føres med denne brevtekst lige ind i en meget smertelig konflikt i Darwins familie. Charles hustru Emma var en overbevist og meget engaORIGO NR. 78 JUNI 2002

geret kristen. I den sætning, som hun her ønsker slettet, sammenligner Darwin fremkomsten af den moralske sans med udviklingen af frygt for slanger hos aber. Charles havde respekt for Emmas kristne tro, ligesom han også respekterede de religiøse overbevisninger, som i øvrigt fandtes i vennekredsen. Han ville derfor givetvis have accepteret sletningen af den stødende sætning. Men der kan næppe være tvivl om, at han faktisk mente, at den moralske sans hos mennesket var udviklet som et instinkt på linje med andre dyrs instinkter, som har givet dem fordele i kampen for overlevelse. Meget tyder på, at han helt til det sidste spekulerede over livets store spørgsmål, herunder fremkomsten af den moralske sans hos mennesket. I Menneskets Afstamning (The Descent of Man) skrev han: Dette udsagn forekommer mig i høj grad sandsynligt nemlig at et hvilket som helst dyr med udviklede sociale instinkter uundgåeligt vil erhverve en moralsk sans eller samvittighed, så snart dets intellektuelle kapacitet er blevet så udviklet som i mennesket. [Darwin 1875, p. 98] Tydeligvis har Darwin også af og til overvejet en religiøs tolkning af denne position, dvs. at Skaberen har installeret naturlig udvælgelse i naturen, således at etikken nødvendigvis må dukke op, når et bestemt udviklingstrin nås. (Se mere om hans syn på kristendom i ORIGO nr. 64, 72 og 73, jf. referencerne). Men det er i den forbindelse værd at minde om, at naturlig udvælgelse som nævnt ikke vil kunne forklare de mest spændende former for menneskelig altruisme. Hertil kommer, at den darwinistiske tankegang vedrørende moralen leder til en karakteristik af ondskaben som udtryk for en form for (undskyldelig) udviklingsfejl. Endelig synes der som vi har set at være en form for inkonsistens på spil, når det hævdes, at den moralske sans bliver til ved naturlig udvælgelse, men alligevel kan kritiseres etisk ud fra rationel og moralsk vurdering. Eftersom det darwinistiske syn på moralens oprindelse er så svagt, som det faktisk er, forekommer det overraskende, at det stadig har så mange prominente tilhængere, som tilfældet er. Hertil vil tilhængerne af synspunktet sikkert bare sige, at der efter deres mening er en god grund til, at man må opgive at give dybere eller ORIGO NR. 78 JUNI 2002

højere årsager til den moralsk sans, og at man må opgive at gøre rede for, hvad sandhed er, når det drejer sig om etiske udsagn. Den gode grund til denne kommen til kort er efter deres mening, at der simpelthen ikke findes dybere eller højere grunde til den moralsk sans, og at der ikke findes en objektiv sandhed om etiske spørgsmål. Udgangspunktet er her rent ateistisk. I sin relativt nye bog The Myth of Morality (2001) argumenterer den engelske filosof Richard Joyce for netop det synspunkt, at de, der mener, at der findes etisk sandhed eller objektive moralske værdier i tilværelsen, tager fejl på samme måde som dem, der før opdagelsen af ilt troede på phlogiston (et stof, der forsvinder, når noget brænder). Joyce hævder, at ligesom phlogiston ikke findes i virkeligheden, således findes etisk sandhed og objektive moralske værdier ikke i virkeligheden. Den moralske sans, som får mange mennesker til at tro på eksistensen af etisk sandhed og objektive moralske værdier, er ifølge Joyce ren illusion. Han siger det på denne måde: Vi har udviklet os, så vi kategoriserer aspekter af verden ved hjælp af etiske begreber. Naturlig udvælgelse har forsynet os med en tendens til at opfatte verden med værdier, som den ikke har, og med krav, som den ikke stiller. [Joyce, 2001, p. 135] Etikken er altså ifølge Joyce en myte. Den svarer ifølge ham ikke til noget virkeligt. På den anden side, er det ifølge Joyce en ganske praktisk myte. Det har vist sig at være en fordel for samfundet og for menneskeheden som helhed at lade som om, myten beskriver et faktisk forhold. Han peger på, at ordet 'myte' også kan forstås i kulturel sammenhæng som noget meget afgørende nemlig som en grundfortælling, som vi benytter til at få vor tilværelse og vort samvær med hinanden til at fungere. Joyce anerkender altså, at vi som mennesker i hvert fald på vort nuværende udviklingsstade har brug for myten. Vi står os ved at lade som om, myten taler sandt. Joyce forestiller sig, at menneskeslægten engang ude i fremtiden vil være i stand til at se i øjnene, at der slet ikke findes etisk sandhed og objektive moralske værdier. Men indtil videre går det altså ikke at afsløre det! For mig er det sigende, at Joyce må vælge at satse på bedraget. Til syvende og sidst må han 15

anerkende, at der er brug for moralen i det moderne samfund. Ud fra hans eget verdensbillede kan etikken kun opretholdes gennem installation i samfundet af en illusion, en usandhed. Joyces valg af usandhed frem for sandhed forekommer ganske uholdbart og utilfredsstillende ud fra en videnskabelig og ud fra en logisk synsvinkel. Sandhed bør være dyrebar for ethvert menneske og da ikke mindst for en forsker. Samfundet bør ikke bygges på et bedrag. Men selve det, at det moderne samfund åbenbart har brug for at tro det, som ifølge Joyce er fejlagtigt, gør det nærliggende at overveje, om det i virkeligheden ikke er Joyce og tilhængerne af en darwinistisk model for etikkens oprindelse, som har taget afgørende fejl. Positionen medfører i hvert fald som vi har set en række urimeligheder. Som en skærende kontrast hertil, kan man konstatere, at man konsistent med al god videnskab og alle almenmenneskelige grunderfaringer kan opfatte den moralske sans og erkendelsen af det moralske ansvar som udtryk for, at livet er en gave, og at mennesket er skabt som meget mere end bare et materielt system. Referencer Andreassen, Jostein: Gud og Darwin I-II, ORIGO nr. 72 & nr. 73 Barret, P.H. et al., eds. (1987) Charles Darwin s Notebooks, 1836-1844, Cambridge: Cambridge University Press, 1987

16

Barlow, Nora (ed.), The Autobiography of Charles Darwin 1809-1882, Norton 1958 Darwin, Charles: The Descent of Man, second edition, John Morray, London 1875 Desmond, A. & Moore, J.: Darwin, Penguin Books 1991 Flack, Jessica C. & de Waal, Frans B.M.: Darwinian Building Blocks of Morality in Nonhuman Primates, Samfundsøkonomen 2002: 4, pp. 29-38 Gregersen, Niels Henrik (red.): Naturvidenskab og livssyn, Munksgaard 1993 Huxley, J., Darwin, Martins Forlag 1940 Jersild, P.C.: Darwins ufuldendte, Samleren 1998 Joyce, Richard: The Myth of Morality, Cambridge University Press 2001 Rachels, James: Created from Animals. The Moral Implications of Darwinism, Oxford University Press 1991 Wilson, L.G., (ed.) Sir Charles Lyell s Scientific Journals on the Species Question, New Haven: Yale University Press, 1970. Øhrstrøm, P.: Skiftede Darwin mening umiddelbart før sin død? , ORIGO nr. 64

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Fra etik til politik -værdisammenbrudog etiskkrise Af lektor Torben Riis Jeg vil i denne artikel hovedsagelig beskæftige mig med fænomenet »den etiske debat«, altså den del af den offentlige debat, som i de seneste tiår har drejet sig om især bioetiske spørgsmål. Når jeg bruger ordet fænomen, er det med velberåd hu, nemlig for på forhånd at tilkendegive, at jeg hverken har i sinde at kaste mig ud i en kronologisk redegørelse for debattens forskellige faser eller etablere en slags katalog over de mangfoldige emner, den har beskæftiget sig med. Min hensigt er at analysere debatten som fænomen, nærmere bestemt som kulturelt krisefænomen og herunder afdække de ideologiske skillelinier bag den aktuelle debat. Dette vil jeg forsøge at gøre med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvorfor har vi i det hele taget en etisk debat? Det er et spørgsmål, som sjældent stilles i debatten, og som, hvis det endelig stilles, meget ofte besvares med en henvisning til den teknologiske udvikling. Man hævder med andre ord, at den etiske debat skulle være opstået som følge af de senere års medicinsk-teknologiske udvikling. F.eks., siger man, har den viden, vi i dag har om den menneskelige arvemasse, og den detaljerede indsigt, vi har opnået i elementære biologiske processer i forbindelse med menneskelivets opståen og dets tidlige stadier, tilladt os at udvikle nye behandlingsmetoder og samtidig givet os mulighed for at gribe ind og påvirke selve processerne med forskellige formål for øje. Dermed opstår der nye etiske dilemmaer, som vi løbende må tage stilling til for at sikre, at ORIGO NR. 78 JUNI 2002

forskere og behandlere arbejder inden for etisk forsvarlige rammer. Årsag og virkning Alt dette er selvfølgelig ikke direkte forkert eller misvisende, men er det hele sandheden? Givet er det f.eks., at der før 1980 erne ikke var megen anledning til at diskutere kunstig befrugtning, lige som kloning af mennesker først for nylig er blevet et varmt debatemne. Men hvad med den aktuelle debat om aktiv dødshjælp? Er den motiveret af nye teknologiske landvindinger? Man kan ganske vist påpege, at respiratoren har holdt sit indtog og dermed givet os anledning til at spørge, som en kendt politiker gjorde for år tilbage, om det under visse omstændigheder kan være berettiget at slukke for strømmen det ændrer ikke noget ved den grundlæggende etiske problemstilling: Skal vi tilbyde håbløst syge patienter hjælp til at dø, eller skal vi afholde os fra sådanne handlinger? Eller hvad med abortdebatten? Fosterdrab og drab på spædbørn er langt fra noget moderne fænomen. Det eneste, der har ændret sig, er ud over metoderne, der anvendes samfundets, dvs. flertallets, syn på handlinger af denne art. Det er derfor ikke uvæsentligt at præcisere, at fremkomsten af ny teknologi kun i et vist begrænset omfang kan forklare den etiske debat som kulturelt fænomen. Ny teknologi skaber ikke nødvendigvis i sig selv nye dilemmaer. En murhammer er f.eks. et nyttigt instrument, hvis man skal banke puds af sin husfacade, men den kan selvfølgelig også bruges til at slå naboen ihjel med. Dette forhold har imidlertid ikke påført os noget etisk dilemma i forhold til salg og distribution af murhammere, al den stund vi som samfund grundlæggende er enige om, hvad murhammere skal bruges til. 1960 ernes atommarcher var nok heller aldrig blevet til noget, hvis alle kunne have levet i tryg forvisning om, at denne verdens magthavere ikke under nogen

17

omstændigheder ville overveje at udnytte kernekraft til fremstilling af masseødelæggelsesvåben. Og i dette årti kunne man også tage det med sindsro, at det er blevet muligt at fremstille kloner, hvis man ellers var sikker på, at ingen ville drømme om at anvende teknikken på mennesker. Det er med andre ord ikke den viden, vi har erhvervet, der i sig selv skaber problemerne. At hævde noget sådant er slet og ret at forveksle årsag og virkning. Problemerne og debatten opstår først i det øjeblik, vi føler os ude af stand til at formulere fælles retningslinier for, hvilken brug vi kan gøre af den indsigt, vi er i besiddelse af når med andre ord etikken, dvs. det fælles værdigrundlag, krakelerer. Kultur- og værdikrise Og det er netop, hvad der er sket. Gud er død, proklamerede Nietzsche på tærsklen til det 20. århundrede, og hans vigtigste pointe i den forbindelse var, at den i hovedsagen kristent inspirerede moral, som man endnu på dette tidspunkt officielt bekendte sig til, dermed havde mistet sit grundlag. Det er med andre ord min påstand, at den aktuelle etiske debat med sine mange forskellige facetter kun kan forstås og fortolkes fyldestgørende som et udtryk for den kultur- og værdikrise, der i al væsentlighed er identisk med den gradvise afkristning af de vestlige samfund. Denne sekulariseringsproces synes nu at være gået ind i sin slutfase, og det er fremfor alt dette forhold, der forklarer, at vi har så store vanskeligheder med at finde fælles holdbare løsninger på de spørgsmål, den medicinsk-teknologiske udvikling stiller os over for. Man kan umiddelbart undre sig over, at en sådan idéhistorisk fortolkningsramme så godt som aldrig inddrages i den etiske debat. Det er der imidlertid flere gode grunde til. En af dem kunne være, at de kræfter, som har en primær interesse i, at ny teknologi indføres så hurtigt og smertefrit som muligt altså uden forsinkende intermezzoer i form af lange opslidende debatter om etiske komplikationer at netop disse kræfter (forskere, medicinalindustri, visse politikere o.a.) ønsker at bilde offentligheden ind, at der er tale om helt nye problemstillinger, som kræver en helt ny form for etisk tænkning. Det kan næsten formuleres som et slogan: En ny tid kræver en ny etik! Hermed har man 18

Nietzsche. Med hans proklamation af Guds død mistede moralen sit (kristne) grundlag

bekvemt lagt afstand til traditionelle forestillinger om, hvad man kan og ikke kan, og mere end antydet, at man gør klogt i at holde sig på afstand af debatten, med mindre ens forudsætninger er behørigt opdaterede. Ambitionen om at skabe en »tidssvarende« etik på ruinerne af den gamle er i parentes bemærket også levende i fagfilosofiske kredse. I 1997 udkom således bogen »Den bioetiske vending« (Peter Kemp m.fl.), hvori forfatterne forsøger at lancere en »kropsetik«, der efter deres opfattelse bør danne grundlag for fremtidig lovgivning. Så vidt jeg er orienteret, er det blevet ved forsøget, hvilket meget vel kan skyldes, som en af bogens anmeldere skrev, »at uden hovedet går det ikke. Og det har vi jo som bekendt fået for at bruge.« Pligtetikken i defensiven En af de få hjemlige forfattere, der derimod har diagnosticeret den aktuelle krise meget præcist, er nu afdøde professor Johannes Sløk. Sløk havde imidlertid det handicap i forhold til den offentlige debat, at han ikke ganske uforskyldt blev anset for at være en agent provocateur, med andre ord en debattør, ingen i det seriøse ORIGO NR. 78 JUNI 2002

establishment følte sig nødsaget til at tage alvorligt. Det skal imidlertid ikke afholde mig fra at citere hans bog »Moralen, der blev væk« (1993), hvor han skriver: »Vi kan ikke længere operere med moralnormer, hvis gyldighed man kan erkende i kraft af deres overensstemmelse med et overordnet etisk princip. Den model er blevet umuliggjort, da man skiftede syn på mennesket, ikke længere opfattede det som et væsen, der var stillet over for et absolut, eventuelt guddommeligt krav, eller havde til opgave at nå frem til sit yderste og altafgørende formål; når mennesket opfattes som et principielt autonomt væsen, (...) kan der ikke længere udpeges et højeste etisk princip, og man kan følgelig ikke give nogen metafysisk begrundelse for noget moralsk påbud.« (s. 136) Det, Sløk konstaterer på dette sted, er, at den religiøst/metafysisk funderede etik, også kaldet pligtetikken, er kommet i en defensiv position i forhold til ... ja, i forhold til hvad? Sløk udtrykker det således, at moralnormer (i traditionel pligtetisk forstand) er afløst af »klogskabsregler«. Hvis man f.eks. vil begrunde, at det er forkert at lyve, må man kunne begrunde, at det i det lange løb betaler sig bedst at holde sig til sandheden. I modsat fald sætter man sin troværdighed over styr, og det kan naturligvis få ubehagelige konsekvenser for én selv. På den anden side, påpeger Sløk, vil en sådan »moralsk« forskrift altid være situationsbestemt: »Hvis der (...) er tale om en klogskabsregel, gælder den kun, så længe det faktisk er klogt ikke at lyve, så hvis man kommer i en situation, hvor det er klogt at lyve, skal man lyve.« (s. 138) Hermed tegner Sløk et efter min opfattelse korrekt billede af positionerne i den aktuelle debat. På den ene side den kristne pligtetik, som bygger på en religiøs tilværelses- og menneskeopfattelse, og som derfor set med nutidens øjne tager sig mere og mere fortidig og dermed uforståelig ud. På den anden side en moderne konsekvens- eller situationsetik, som anskuer ethvert problem i et horisontalt perspektiv - som et mellemværende mellem involverede personer. To eksempler på etisk tænkning Problemet set i relation til »den etiske debat« er, at det i realiteten er så godt som umuligt at ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Johannes Sløk er en af de få hjemlige forfattere, der har diagnosticeret den aktuelle krise meget præcist

etablere en meningsfuld dialog mellem disse to positioner, fordi de bygger på væsensforskellige forudsætninger og derfor hver især stiller spørgsmål, som forekommer modparten irrelevante. Den forståelse, der f.eks. på det politiske niveau undertiden kan etableres mellem parterne, er derfor mere tilsyneladende end reel. Lad os prøve at se på et konkret eksempel, hvor vi stiller spørgsmålet: Er det etisk forsvarligt at foretage provokerede aborter? Når pligtetikeren skal tage stilling til dette spørgsmål, vil hans interesse først samle sig om selve handlingen, og han vil søge at få klarhed over, hvad denne objektivt set indebærer. Svaret kender vi: En provokeret abort er en handling, hvorved et ufødt barn typisk ved et kirurgisk indgreb fjernes fra livmoderen. Under denne proces går barnet til grunde. Dets liv bringes til ophør. Hermed er det relativt ligetil for pligtetikeren at nå frem til en stillingtagen. Hvis en provokeret abort er det samme som den bevidste afbrydelse af et menneskeliv, må handlingen af19

vises som uetisk, med samme begrundelse som vi tager afstand fra ethvert andet drab. Vil vi forsøge at rokke pligtetikeren i hans anskuelse, må vi derfor forsøge at anfægte selve grundlaget for hans stillingtagen f.eks. ved at påstå, at det liv, der afbrydes, ikke kan betragtes som et fuldgyldigt menneskeliv, men blot er en primitiv form for biologisk liv - altså den type argumenter, vi kender fra abortdebattens tidlige stadier. For konsekvensetikeren tager spørgsmålet sig ganske anderledes ud. Her spørges der ikke til selve handlingen, der som udgangspunkt i sig selv hverken kan være rigtig eller forkert, men til handlingens formodede konsekvenser. Den etiske refleksion består med andre ord i et forsøg på en afvejning af forskellige hensyn. Hvem vil indgrebet gavne, og hvem vil det skade? I forbindelse med en sådan afvejning vil man efter behag kunne inddrage en stribe personer og instanser, som på den ene eller den anden måde er berørt af problemet: den gravide kvinde, hendes partner, andre personer i hendes sociale netværk, lægen, der skal foretage indgrebet, og hvis det endelig skal være det ufødte barn selv. Listen kan gøres meget længere endnu, og endelig kan man også inddrage samfundsøkonomiske overvejelser. Kan samfundet f.eks. være tjent med, at f.eks. en bistandsmodtager yderligere belaster systemet med et barn, som må formodes at få brug for forskellige former for støtte i løbet af sin opvækst? Konsekvensetikkens elendighed Det problematiske i denne type ræsonnement turde være umiddelbart indlysende. En afvejning af forskellige hensyn forudsætter, at man er i stand til at foretage en blot nogenlunde pålidelig konsekvensberegning, og hvem er det, når der er tale om komplicerede menneskelige forhold? Vi kan vælge at mene, at en fødsel vil være en urimelig belastning for en socialt belastet enlig mor på bistand, men vi kan ikke vide det med sikkerhed. Det kunne jo også være, at barnet blev redningsplanken i hendes liv, den udefra kommende faktor, der foranledigede hende til at få mere styr på sin tilværelse, og som gav den mening og indhold. Det kunne ligeledes tænkes, at en provokeret abort ville føre hende ud i en depression, som ville gøre det endnu vanskeligere for hende at komme socialt på fode igen. Vi ved det ikke og vil heller aldrig få det 20

at vide, for uanset til hvilken side afgørelsen falder, kan vi i sagens natur aldrig komme til at kende alternativet. Man kan altså med lethed ræsonnere sig frem til præcis den konklusion, man på forhånd finder mest tiltalende. Konsekvensetikken kan derfor bruges og bliver da også i praksis brugt til at legitimere den ene eller den anden beslutning med henvisning til dennes større eller mindre hensigtsmæssighed. Dens grundlæggende svaghed er, at den ikke er i stand til at opstille kriterier for, hvem der skal foretage den konkrete afvejning, eller efter hvilke principper afvejningen skal ske. Hvem eller hvad skal der tages mest hensyn til i det enkelte tilfælde? Svaret på det spørgsmål vil i praksis ofte blive: den, der har henholdsvis magt eller kløgt til at tvinge sit synspunkt igennem. Et slående eksempel på en sådan konsekvensetisk afvejning af hensyn kan man finde i Det Etiske Råds redegørelse »Fosterdiagnostik og etik« fra 1990. Her kaster de daværende rådsmedlemmer sig ud i overvejelser om, hvorvidt det kan siges at være etisk acceptabelt, at forældre til et handicappet barn vælger abort. Det etiske ræsonnement består som forventet i en afvejning af hensynet til henholdsvis fostret og forældrene. I afsnittet »Fostrets synsvinkel« (s. 38-39) konstaterer man, at valg af abort på den ene side »kan ses som en tilsidesættelse af tanken om menneskeværd«, mens man på den anden side også vil kunne anlægge det synspunkt, »at det er at foretrække ikke at blive født«, især hvis handicappet er tilstrækkeligt alvorligt. »Her er det tanken om det gode liv, der gøres gældende.« I det efterfølgende afsnit »Forældrenes synsvinkel« beskrives forældrenes valg som en personlig stillingtagen til, om de føler sig i stand til at påtage sig de ekstra byrder, der er forbundet med at passe et handicappet barn interessant nok ikke, om de principielt finder det i orden at lade deres handicappede barn aflive. »Barnets tilstedeværelse,« hedder det (s.40), «vil gribe ind i forældrenes indbyrdes forhold, deres arbejdsliv og sociale liv, og det vil ændre opvækstbetingelserne for eventuelle andre børn«. Og så følger konklusionen: »Etisk set er det afgørende at fastholde, at valget af abort virkelig er forældrenes afgørelse. Det er deres liv med eller uden et handicappet barn det drejer sig om. De har ORIGO NR. 78 JUNI 2002

altså ret til at udøve selvbestemmelse.« Konklusionen er således krystalklar, men savner vi ikke præmisserne? Hvordan nåede vi frem til, at hensynet til arbejdslivet og harmonien på hjemmefronten bør have forrang for det handicappede barns menneskeværd? Ja, hvad er højest - Rundetårn eller et tordenskrald? Svaret er, at der ikke er noget svar, fordi der i den konsekvensetiske tankeverden ikke gives endelige svar, kun praktiske løsninger, der tilfredsstiller den part i sagen, hvis behov man af den ene eller den anden grund mener bør tilgodeses. Dette udelukker ganske vist ikke, at konsekvensetikeren kan træffe afgørelser, der også ud fra et pligtetisk synspunkt er rigtige eller gode. Teoretisk set er det muligt at forestille sig, at det ovenfor citerede ræsonnement var endt i den modsatte konklusion: at barnets ret til livet måtte vurderes højere end forældrenes bekvemmelighed. Desværre må man tilføje, at muligheden netop er teoretisk, al den stund konsekvensetikken må betegnes som nærmest skræddersyet til at understøtte og legitimere politisk magttænkning. Dialogens betingelser En dialog mellem konsekvensetik og pligtetik er således på et praktisk operationelt niveau ikke en teoretisk umulighed. Blot må man være klar over, at dialogen nødvendigvis må foregå på konsekvensetikkens præmisser. Hvis man f.eks. forestiller sig en situation, hvor pligtetikeren forsøger at få konsekvensetikeren til at støtte en revision af abortloven, vil det kun kunne lade sig gøre, hvis han kan overbevise den anden om diverse uheldige og eventuelt utilsigtede konsekvenser af den gældende lovgivning: Aborter har for store menneskelige omkostninger, aborter er ikke længere hensigtsmæssige i en situation med fødselsunderskud osv. Samtidig må pligtetikeren gøre sig klart, at enigheden kun varer, indtil konsekvensetikeren eventuelt lader sig overbevise af andre argumenter af samme type. Derfor vil der aldrig være tale om nogen egentlig konsensus eller forståelse mellem de to parter, kun om skrøbelige alliancer. På et principielt niveau må man til gengæld fastholde, at konsekvensetikken netop er karakteriseret ved at ophæve modsætningen melORIGO NR. 78 JUNI 2002

Skal vi tillade kloning af mennesker? (Fotos af biskop i Roskilde stift, Jan Lindhardt)

lem godt og ondt, og derfor er det efter min opfattelse ikke uberettiget at hævde, at der med konsekvensetikken dybest set er tale om en ophævelse eller negation af, hvad man med rimelighed kan kalde etisk tænkning. Etikken begynder efter min bedste overbevisning der, hvor den enkelte erkender grænserne for sin egen handlefrihed, anerkender et eller andet princip, der rækker ud over, transcenderer den enkelte eller gruppens interesser. Konsekvensetikken legitimerer derimod det synspunkt, at nogle har mere ret end andre, og bliver dermed en anti-etik i det omfang, den prætenderer at kunne afgøre, hvilke interesser der skal have forrang fremfor andre. Som ovenfor citeret beskriver Sløk den aktuelle situation ved at sige, at moralnormer er blevet afløst af »klogskabsregler«. Det er en optimistisk vurdering. Mere præcist tror jeg, man kan sige, at etik er blevet afløst af politik, og at etikken dermed er blevet reduceret til retorik. Hvad betyder nu dette helt konkret? Det betyder, at etikken - for nu at knytte an til Nietzsche - er død. Død i den forstand, at den reelt ikke er en virksom faktor i, endsige udslaggivende for de beslutninger, der tages i samfundet i dag. Her er det markedskræfterne, der er så godt som enerådende. Gode løsninger er rentable løsninger. Så enkelt er det. Skal vi tillade kloning af mennesker? Ja, selvfølgelig, hvis vi kan bruge teknikken til et eller andet nyttigt, svarer konsekvensetikken. Ja selvfølgelig, siger medicinalindustrien og forskerne, hvis der er penge og markedsandele i det. Ja, selvfølgelig, siger politikerne, hvis det gavner valutabalancen. Men hov, vent et øjeblik! Politikere er for21

sigtige folk, der har lært, at det aldrig er klogt at melde for bastant og frem for alt ikke for tidligt ud. Derfor siger de ikke sådan noget højt. De ved, at etisk følsomme emner skal have deres tid. De ved, at der sidder vælgere rundt omkring i det ganske land, som ikke har opdaget, at etikken er en død sild, at etikken kun er kosmetik og som endnu tror på, at der findes sådan noget som moralsk rigtige afgørelser. Derfor træder politikeren varsomt i starten, anlægger et tilpas bekymret udtryk og siger, at her står vi over for et uhyre kompliceret og etisk meget følsomt spørgsmål, som kræver mange og grundige overvejelser. Og selvfølgelig skal Det Etiske Råd have lejlighed til at udtale sig, for alle sten skal jo vendes, inden vi træffer en beslutning. Og heldigvis viser det sig, at Det Etiske Råd også er splittet i dette spørgsmål, for i Det Etiske Råd sidder der flest konsekvensetikere og kun enkelte pligtetikere, så hvordan kunne det blive anderledes? Men lad der nu blot gå lidt tid, lad nu »den folkelige debat« køre et stykke tid endnu, i hvert fald indtil folket har talt sig træt og aviserne har fundet noget andet at skrive om, så gennemfører vi lige så stille den lovgivning, der skal til. Man må have mig tilgivet, at jeg mod slutningen af denne artikel forfaldt til disse lidt Scherfigske toner. Det afgørende for mig var at anskueliggøre den pointe, at markedskræfternes næsten uindskrænkede indflydelse på den politiske beslutningsproces eller på jævnt

dansk: vores kollektive knæfald for pengenes magt har reduceret etikken og dermed den såkaldt etiske debat til, hvad man kunne kalde støj i kulissen, dvs. partsindlæg i form af taktiske replikker fra diverse interessegrupper, det være sig patienter (som af forståelige årsager ønsker en bestemt behandling legaliseret), læger og forskere (der råber på bevillinger) eller politikere på stemmejagt. Debatten fostrer med andre ord ikke ideer, der indgår i politikernes beslutningsgrundlag. Dens væsentligste politiske funktion er derimod at forsyne beslutningstagerne med, hvad vi kunne kalde et demokratisk alibi. I et demokratisk samfund legitimerer politikerne deres magt ved, at de som folkevalgte kan hævde, at de i væsentligt omfang fungerer som eksekutorer af folkeviljen. Derfor har politikerne brug for at kunne henvise til, at der foregår en løbende debat »ude i befolkningen«, en debat som de naturligvis følger med den største interesse. Og de har brug for Det Etiske Råd både i rollen som »ekspertpanel« til at blåstemple beslutninger og i rollen som debatskabende organ til at levere den nødvendige baggrundsstøj, der skal dække over det demokratiske underskud, som i udpræget grad karakteriserer beslutningsprocesserne i bioetiske spørgsmål.

Torben Riis er lektor

Ny portal om bioetik

BioTIK-sekretariatet under Forbrugerstyrelsen har pr. 28/5 2002 åbnet en ny og spændende portal, som bringer nyheder fra hele verden om bioetiske og genteknologiske emner. Man kan gratis få abonnement på denne nyhedstjeneste. Adressen er http://www.biotik.dk/abonnement. Peter Øhrstrøm

22

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Barmhjertighetsdrap drivkrefter og utvikling Av Øystein Løining I denne artikkelen beskrives hvordan uklare lovbestemmelser driver rettsutviklingen i liberal retning. Myndighetene også i Norge har et klart ansvar for å sørge for at lovbestemmelser har et tilstrekkelig presist innhold. Artikkelen belyser dette med flere eksempler - bl.a. senabortproblemstillingen i Norge - men særlig med en gjennomgang av utviklingen i Nederland når det gjelder hjelp til selvmord og såkalte barmhjertighetsdrap. Barmhjertighetsdrap er en problemstilling som for alvor er dukket opp i de senere år. Ved å studere hva som har hendt i Nederland, er det all grunn til å få frysninger nedover ryggen. Nedenfor vil jeg gå nærmere gjennom en del sentrale trekk i saken vedrørende Nederland. Imidlertid vil jeg at en skal ha for øyet en del meget viktige generelle problemstillinger - som kan overføres på en rekke sakskomplekser - som denne saken reiser. Bl.a. er følgende svært iøyenfallende som generell lærdom og bevisstgjøring (også her i Norge) som følge av denne saken i Nederland: På en rekke felter er lovbestemmelser uklare. En kan ofte velge om en på alle viktige punkter vil gjøre lovbestemmelsene helt klare, eller om en til tross for en presisering på en del felter - ønsker å stå igjen med noen punkter som er uklare. Dess mer uklarhet det finnes, dess mer rom for tolkning er det. Tolkningspraksis vil så bli overlatt til statsforvaltningen, til utøverne, eller - i siste instans - til domstolene, med Høyesterett som den øverste tolkningsmyndighet. Det er også betydelige administrative kostnader ved å avgjøre rettspraksis gjennom rettssystemet fremfor å ha en klar lovbestemmelse som regulerer forholdet fullt ut allerede i utgangspunktet. Slike tidkrevende

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

prosedyrer som også vil kreve stor ressursinnsats fra enkeltpersoner - vil også i seg selv lett kunne endre rettsutviklingen. På en rekke felter er det også i Norge - lagt altfor liten vekt på å klargjøre og presisere lovtekster. I det uklare farvann som oppstår i lys av slik uklar lovgivning, vil det alltid etablere seg faktiske løsninger på de ulike spørsmål som dukker opp. Spørsmålet er bare hvem - og hvilke drivkrefter - som etablerer de aktuelle faktiske løsninger. Fravær av politisk makt - særlig ved at politikerne selv ikke tar sitt ansvar - forskyver bare maktbeslutningene over fra de demokratisk valgte politikere til andre aktører. Dette vil ofte være på felter hvor grensene flyttes kontinuerlig - og i et tempo som passer pådriverne uten at lovgiver eller håndheverne reagerer. Et nærliggende og helt parallelt eksempel til situasjonen i Nederland, er her i Norge spørsmålet om senaborter. Abortloven gir visse regler om at det er tillatt med aborter også etter at adgangen til fri abort er utløpt (de tolv første ukene i svangerskapet). For noen få år siden ble det klart at antall senaborter her i Norge, og senheten i svangerskapet ved disse abortene, var både høyere og senere enn det som (på diffust grunnlag) fram til da var antatt å være tilfelle. Dette viser helt klart at det i lys av lovens uklarhet, etablerer det seg faktiske løsninger uavhengig av hva lovgiver faktisk har ment (om da lovgiver i det hele tatt har ment noe bestemt). Her har derfor den nåværende regjering en utmerket anledning til i hvert fall å legge fram et lovforslag om å presisere lovtekstene helt uttrykkelig med hensyn til senabortproblematikken. Problemet er knyttet til paragraf 2 tredje ledd i den nåværende abortlov av 13. juni 1975 nr.50. Her stilles det opp fem kriterier angitt i bokstavene a) e) - for å tillate slike senaborter. Loven gjør det helt klart at det

23

holder at bare ett av kriteriene er oppfylt. Når det så er slik at disse punktene er uklare og det gjelder i særdeleshet punktene a) urimelig belastning for kvinnens fysiske eller psykiske helse - og b) kvinnen kan komme i en vanskelig livssituasjon er det slett ikke underlig at senabortprobemstillingen ikke er under særlig presis styring, for å si det mildt. Det overraskende i denne sammenhengen er at dette ikke ble foreslått rettet opp under den første Bondevik-regjeringen. Men nå har de altså en ny sjanse. Jeg håper at sjansen blir brukt. Det er viktig at de politiske myndigheter til enhver tid har klart for seg at spørsmålet om hvilke lovbestemmelser som skal settes på verdirelaterte områder, ikke er et felt som verken skal eller bør overlates til jurister. Lovutarbeidelse, og juristenes bidrag i den forbindelse, er bare et spørsmål om å sette de verdibaserte løsninger som skal etableres, inn i en juridisk språkdrakt. Juristene har absolutt ingen særkompetanse til å bestemme verdiløsningene. Det er derfor ganske ille når en stundom ser den sammenblandingen som skjer mellom juristenes kompetanse i kraft av selve jusprofesjonen og den vekt synspunktene deres får i debatten, hvor verdispørsmål er det sentrale og jusen bare et biprodukt, og hvor de ikke har noe mer kompetanse enn en hvilken som helst annen person. Dette så en svært tydelig da Straffelovkommisjonen (som besto av fem jurister) nylig la fram sin utredning, hvor helt nye verdigrunnlag ble lagt inn i lovforslagene den la fram. Det er nøyaktig de samme prinsippielle mekanismer som det er redegjort ovenfor, som har drevet fram den nåværende (lov)situasjon i Nederland når det gjelder muligheten til å assistere ved selvmord og til å foreta såkalte barmhjertighetsdrap. Derfor er det som har skjedd i Nederland svært viktig å analysere. Nettopp derfor har jeg brukt plass på å gjennomgå de generelle trekk før jeg i det følgende skal redegjøre for situasjonen på dette konkrete feltet i Nederland. I Nederland har drivkreftene for barmhjertighetsdrap jobbet med et klart mål for øye og med den nødvendige strategiske villighet til å 24

jobbe planmessig over lengre tid. En god illustrasjon på hva som har skjedd i Nederland, er gitt i en artikkel i Lov og rett nr. 10 2001 (s.597), forfattet av advokat Anneke Biesheuvel Borgli. I denne type saker bør en for øvrig merke seg følgende nærliggende utviklingsbane for store deler av samfunnet: Først sjokkeres en, deretter blir en passive, og til sist kan det ende opp med stilltiende eller aktiv akseptering. Faren ved denne type dynamikk når en først er havnet på sklibanen og situasjonen ikke rettes opp raskt er generelt grovt undervurdert. Den 10. april 2001 vedtok det nederlandske parlament en lov som både gir adgang til å hjelpe til med selvmord eller til å foreta såkalte barmhjertighetsdrap. Loven behandler disse to tilfellene likelydende. Nederland er det eneste land i verden hvor lovgiver har åpnet for lovlig form for barmhjertighetsdrap og hjelp til selvmord. Loven trådte i kraft 1.april 2002, altså helt nylig. Under den lovgivning som har vært i Nederland før den nye loven, ble en rekke saker brakt fram for domstolene. Domstolene flyttet grensene, ved sin lovtolkning, suksessivt i liberal retning. I de siste 25 år har debatten pågått i Nederland. I denne perioden er saker av prinsippiell viktighet blitt brakt fram i mediene, og har tvunget myndighetene til å ta standpunkt. Nederlandsk lovgivning (straffeloven) har tidligere helt til den nevnte lovendring i april 2001 helt uttrykkelig forbudt barmhjertighetsdrap. Det var altså ikke bare en tolkning av loven som forbød barmhjertighetsdrap, men et helt uttrykkelig nedfelt lovforbud. Sterke drivkrefter i det nederlandske samfunn presset imidlertid på for å tillate barmhjertighetsdrap, men den politiske konstellasjon i landet var slik at en lovendring ikke var aktuell politikk. Dette førte til at domstolene på egen hånd fant løsninger i samsvar med det som domstolene oppfattet som den generelle rettsfølelsen i folket, men som altså ikke manifisterte seg i form av lovendringer. Slike løsninger ble etablert ved at domstolene utformet kriterier som - hvis disse kriterier var oppfylt - betydde at de ble rammet ORIGO NR. 78 JUNI 2002

av straffeloven, men likevel gjorde at de ikke ble ilagt straff. Det ble fastslått at loven var overtrådt, men oppfyllelsen av de kriterier som domstolene hadde etablert, førte til at den anklagede gikk helt fri (straffefrihet). Som følge av den rettspraksis som ble etablert, tok påtalemyndigheten konsekvensen av dette og endret sin påtalepraksis slik at den ikke brakte saker inn for domstolene hvis de domstolfastsatte kriterier for straffefrihet var oppfylt. Det som reelt skjedde, var altså at domstolene gikk inn og overtok lovgivers oppgave. Domstolene fastsatte altså kriterier for straffefritak i en situasjon hvor loven klart slo fast at handlingen var ulovlig. Slik kan det altså gå når minimumsstraff ikke er satt inn i loven selv, men overlates til rettssystemet. Flere saker ble etter hvert behandlet av Høyesterett, men også Høyesterett la seg på en linje hvor visse alvorlige sykdomstilstander ble ansett for å kunne skape en såkalt medisinsk nødrett som gjorde at selv om vedkommende ble rammet av straffeloven, var det likevel grunnlag for straffefritak. Legestanden likte imidlertid ikke at de ble ansett som kriminelle, selv om de slapp straff. Den ønsket derfor å få barmhjertighetsdrap-problematikken helt ut av straffesystemet, og få det behandlet som et rent medisinsk anliggende. Dette fikk legestanden som et første skritt i denne retningen - gjennomslag for allerede under den tidligere lov gjennom opprettelse av fem såkalte kontrollkommisjoner. I stedet for at barmhjertighetsdrap fram til da systematisk måtte rapporteres til påtalemyndigheten, kunne leger fra da av (1998) rapportere det til en av disse kommisjonene. Kommisjonene prøvde så legens handlinger opp mot de etablerte kriterier domstolene hadde fastsatt for straffefritak, og resultatet ble - sammen med legens rapportering videresendt til påtalemyndigheten. Hvis kommisjonen konkluderte med under tidligere lov - at kriteriene var overholdt, fulgte påtalemyndighetene normalt deres anbefaling og henla saken. Lovendringen som ble foretatt i april 2001, er materielt sett nesten helt i samsvar med de ORIGO NR. 78 JUNI 2002

kriterier som domstolene fra midten av 1990årene hadde fastlagt for straffefritak. Lovendringen besto i at barmhjertighetsdrap fortsatt er forbudt, men - med det meget viktige lovunntak fra dette forbudet - at hvis legen oppfyller såkalte spesielle kriterier som er formulert i den nye separate loven, og melder sin handling i en erklæring til en av de fem kontrollkommisjonene (som fortsatt skal bestå), så er barmhjertighetsdrapet lovlig. Andre former for barmhjertighetsdrap er (iallfall i prinsippet) straffbare. Kriteriene som er nedfelt i loven, og som altså kvalifiserer for at barmhjertighetsdrapet er lovlig, er kort fortalt at legen må være overbevist om at pasienten ønsker å dø, og at dette ønsket er frivillig og vel overveid. Videre må legen være overbevist om at pasientens lidelser er uutholdelige og at tilstanden er utsiktsløs, og pasienten må være informert om den situasjonen han befinner seg i. Videre må det være klart at han i samråd med pasienten er kommet fram til at det ikke finnes andre akseptable løsninger. Videre må vedkommende lege ha rådført seg med minst en annen, uavhengig lege, som har møtt pasienten. Videre slås det fast at selve barmhjertighetsdrapshandlingen må være utført på en medisinsk forsvarlig måte. I 1997 fant det sted en interessant sak. Saken gjaldt en 80 år gammel mann som var blitt plaget av kortpustethet. På sykehuset ble det konstatert at mannen led av en fremskreden og uhelbredlig dødlig lungesykdom. Konfrontert med dette sa mannen at han ønsket å dø. Dette ble innvilget og utført neste dag. Barmhjertighetsdrapshandlingen fant altså sted innen 24 timer etter at pasienten fikk diagnosen. Primærlegen hans var ikke orientert om hva som foregikk. Han medvirket til at saken ble brakt inn for påtalemyndigheten. Til tross for denne meget spesielle og svært viktige prinsippielle saken, tok det nesten tre år før påtalemyndigheten bestemte seg for å følge opp saken. Saken havnet først da i retten, men da nektet retten å gå inn i sakens faktiske forhold, og avviste hele saken pga utidig forsinkelse. Avgjørelsen ble ikke anket. Dette viser at påtalemyndigheten nå 25

befant seg på et stadium hvor den knapt reagerte i det hele tatt. De prinsippielle spørsmål som skulle ha vært avklart her, og som selvsagt kan tenktes å bli avklart i en ny fremtidig tilsvarende sak, er like aktuelle etter innføringen av den nye loven. Det er særlig kriteriene i den nye loven om at tilstanden må være utsiktsløs, og det må være en uutholdelig lidelse, som synes å bli avgjørende for hvor lemplig eller hvor streng den lovlige praksis vil bli. Alt dette kunne ha vært forhindret hvis loven hadde vært mer presis i utgangspunktet. Når det gjelder tolkningspraksis, er det to utgangspunkter: Noen ønsker en objektiv tolkning av loven, mens andre ønsker en subjektiv tolkning. Objektiv tolkning av begrepene fører til at den konkrete bedømmelse av pasientens situasjon foretas etter alminnelig aksepterte medisinske standarder. Ved en subjektiv tolkning er det pasientens oppfatning av sin egen plage og sin egen situasjon som vil være avgjørende. Tidligere holdt Høyesterett i Nederland i det alt vesentlige fast med en objektiv tolkningsmetode både når det gjelder begrepet uutholdelig og begrepet utsiktsløs. Denne tolkningen var koblet til prinsippet om at lidelsen måtte være av fysisk konstaterbar art. I to nyere domsavgjørelser ser det imidlertid ut til at rettssystemet har snudd til fordel for å godta en subjektiv tolkning, som altså betyr at det er pasientens egen opplevelse av seg selv og sin situasjon som skal være avgjørende. Den ene saken gjaldt en kvinne som led av store psykiske plager som følge av bortgangen

26

av begge hennes sønner. Den ene sønnen hadde begått selvmord og den andre sønnen døde av kreft. Det hele endte med at en psykiater hun gikk i konsultasjon hos, ga henne de nødvendige tabletter for at hun kunne ta sitt eget liv. I denne saken åpnet Høyesterett for første gang for at psykiske lidelser, altså ikke bare fysiske, skulle gi grunnlag for hjelp til barmhjertighetsdrap eller hjelp til å begå selvmord. Videre godtok Høyesterett for første gang en subjektiv vurdering, og sa at det var i orden å hjelpe til med barmhjertighetsdrap eller selvmord dersom legen var nøye nok i forhåndkontrollen og i sin konsultasjon med de legene han etter loven var forpliktet til å konsultere før selvmordshjelpen kunne settes ut i livet. En konkret vurdering av selve spørsmålet om barmhjertighetsdrap eller hjelp til selvmord ble etter dette bli nærmest umulig. I debatten om den nye loven gikk den nederlandske justisminister til et kraftig angrep mot et slikt syn. Ministeren innrømmet i debatten at begrepet uutholdelig lidelse vanskelig lar seg prøve på en objektiv måte. Men ifølge ministeren var selve sikkerhetsnettet begrepet usiktsløshet. Ministeren mente at dette begrepet skulle tolkes slik at pasientens situasjon, etter en medisinsk sakkyndig vurdering, ikke kunne bedres. Dermed mente ministeren at dette begrepet kunne fullt ut prøves på objektivt grunnlag. Slike ord i en debatt er lite verdt så lenge ikke kriteriene helt presist er nedfelt i lovteksten. I en slik situasjon har selv en justisministers ord liten reell betydning, verken på kort, og enda mindre, på lengre

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

sikt. Det varte ikke lenge før de som var uenige med justisministeren og hadde uttrykt redsel for de nye prinsippene Høyesterett hadde introdusert, fikk vann på mølla. Den neste saken som ga vann på mølla - er fortsatt i rettssystemet og kan forbli der i flere år. Saken gjaldt en kjent og aktiv politiker som var blitt 86 år gammel, og som begikk selvmord som legen han hjalp ham å utføre. Mannen var i utgangspunktet både fysisk og psykisk frisk. Han bodde selvstendig i en flott villa, og han klarte seg utmerket. Likevel ble hans liv behersket av en følelse av avmakt, nedstemhet og utsiktsløshet. Han hadde i tillegg fått sin situasjon ytterligere forverret ved at han var pedofil. Han hadde i sin politiske karriere arbeidet aktivt for å få forståelse for de pedofiles situasjon. Etter den horrible Dutroux-saken (pedofili kombinert med en rekke barnedrap) i nabolandet Belgia, hadde de negative holdningene svingt sterkt mot de pedofile i det nederlandske samfunnet. Når det gjaldt det utsiktsløshetskriteriet som justisministeren hevdet skulle fortolkes objektivt, la retten i denne saken vekt på uttalelse fra spesialister som knyttet dette kriteriet opp til pasientens subjektive oppfatning. Pasienten sa at for ham var livet utsiktsløst. Dermed var altså det objektive også her erstattet med det subjektive av domstolen. Lærdommene av utviklingen i Nederland er mange. Jeg viser her til de innledende deler av artikkelen hvor jeg har beskrevet hvordan en rettsutvikling kan foregå i en situasjon med uklar lovgivning. Dette skyldes at politikerne

selv kan gripe inn og presisere lovene slik de ønsker, men ofte unnlater å gjøre dette. En kan også passe på å introdusere minstestraff. Begge deler mangler i den nye nederlandske lovgivning. En skal ikke ha særlig fantasi for å tenke seg hva utviklingen vil bringe: gamle som føler at livet er forbi, barn som synes det ville være fint om foreldrene dør slik at de kan overta en arv og bli kvitt sin gjeldstyngende situasjon (og som ved sin væremåte overfører sine holdninger til sine gamle foreldre), personer som - endog rent midlertidig - befinner seg i en psykisk vanskelig situasjon, og som der og da ikke har noe høyere ønske enn å dø. Videre står de vestlige land overfor en stor eldrebølge, og den offentlige økonomi presses fra alle kanter. Personlig fortvilelse hos de eldre og langvarig syke som følge lite tilfredsstillende tilbud og følelse av å bli salderingspost i landenes økonomier en følelse som kan bli mer og mer reell kan også få alvorlige konsekvenser. Særlig kan utviklingen bli dyster når de ulike faktorer virker sammen. Noen vil hevde at dette er et skremmebilde, men utviklingen i Nederland er altså helt entydig. Den nederlandske helseminister uttalte endog i april 2001 at en ny (senere) lov burde åpne for en selvmordspille (Drionpillen). Pillen har for øvrig fått navn etter en nederlandsk høyesterettsdommer som het Drion, som var en stor tilhenger av en slik pille. Drion fikk for øvrig selv sitt liv avsluttet ved at noen hjalp ham med å ta livet sitt.

Terapeutisk kloning på køer

Amerikanske forskere har implanteret klonede hjerte- og nyreceller i køer. De anvendte celler kom fra et 8 uger gammelt klonet ko-foster. Cellerne er ikke blevet afstødt og fungerer tilsyneladende fint. Interessen for resultaterne er stor, fordi mange drømmer om at gøre noget lignende på mennesker. Men man må indrømme, at denne drøm rejser en række alvorlige etiske spørgsmål. Peter Øhrstrøm

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

27

Krop-sjæl problemet og evolution Af Jack Sandbæk Umiddelbart vil jeg tro at en pæn del af Origo's læsere er bedre bevandret udi filosofiens og religionens verden, end jeg er, hvorfor der næppe er grund til at udpensle krop-sjæl problemet særligt. Når jeg alligevel starter der, er det fordi problemet den dag i dag er uhyggeligt nærværende i psykologiens verden. Faktisk vil jeg mene, at der indenfor overskuelig tid kan ske nogle skred i vores selvforståelse både som menneske og som samfund. Men det emne hører til en anden diskussion. Først skal vi ud på en lille tidsrejse. Vi skal nemlig tilbage til en grå novemberdag i 1983, hvor jeg som sædvanlig sad på en af de bagerste rækker i zoologisk museums auditorium ved Aarhus Universitet. Emnet var evolutionslæren. Jeg var, som så mange andre, jo nærmest blevet flasket op med evolutionsteoriens uimodsigelige sandhed og absolutte forklaringskraft! Heldigvis var jeg i dåbsgave blevet udstyret med en rimelig klar hjerne og en god portion sund skepsis. Det udmøntede sig i, at jeg begyndte at få en fornemmelse af, at autoriteterne var autoriteter i kraft af deres position og magt snarere end i kraft af deres kritiske tænkeevne/ vilje. Den dag fødtes en spire af uro i mig hvad var sandt, ja - hvad er sandhed egentlig for noget? Som alle, der har turdet sætte spørgsmålstegn ved de videnskabeligt dokumenterede sandheder omkring evolution, formentlig har bemærket, er hoben af spørgsmål, hvis svar er udformet som en historie, der alene beror på en række beviser , der igen beror på andre fortællingers sandhedsværdi og så videre, gigantisk. Med andre ord så er cirkelslutninger ualmindeligt almindelig i den historiske videnskab, som evolutionslære jo primært er. Men det er naturligvis også gængs erkendelse for Origo's læsere.

28

I dag, hvor vi skriver den 26. maj 2002, har jeg i snart 20 år indædt forfulgt den uro, som var sået i mit sind. I dag vil jeg ikke tøve med at kalde den paradigmatiske udgave af evolutionslæren for det ultimative blufnummer i moderne videnskab. Det synes klart, at de mekanismer, som man indtil videre har påstået udgør det biologiske grundlag for udviklingen af nye egenskaber, ultimativt nye arter, ikke kan forklare de fænomener, vi kan observere i naturen omkring os. En natur, der set på populationsplan over et antal generationer, er fantastisk dynamisk, men set på individplan er utrolig rigid. Der må simpelthen eksistere et niveau (et informationsniveau?) over det rent fysisk-kemiske niveau, som i høj grad influerer på de fysiologiske processer. Det er denne ovenfra-og-ned styring, som videnskaben i dag kun har en vag fornemmelse for, og som genfindes i krop-sjæl problemet. Hvis problematikken på fysiologisk niveau kun kan skues af specialister udi naturvidenskaberne, ja så kendes problematikken af de fleste i diskussionen om mennesket og menneskets selvforståelse. For her sættes tingene nemlig på spidsen, idet krop-sjæl problematikken helt tydeligt tegner problemstillingen op. De problemer, der direkte kan relateres til spekulationerne over, hvordan forbindelsen er mellem et individs genotype* og til de selektive mekanismer, der, som Darwin beskriver så klart, må virke på populationsniveau altså på det fænotypiske* plan, bliver aldeles skarpe, når blikket rettes mod menneskets egen verden.

* Evolutionsteoriens grundprincip er at alle nye organismer forudsætter spontane ændringer i det genetiske materiale, der findes i alle levende organismers celler. Dette genetiske materiale kaldes organismens genotype. Disse ændringer giver sig udslag i forskellige ydre fremtoninger på individ-

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Næppe nogen vil i dag påstå, at de sociale omgangsformer og interaktioner, som vi hver dag er en del af, alene er styret af vores genetiske konstitution. Denne form for radikal behaviorisme hører vist til den tid, hvor den molekylære biologi gjorde markante fremskridt, altså fra efterkrigsårene helt frem til et sted i 80'erne det der kunne kaldes neodarwinismens tid. Dog beror varianter af kognitive teorier stadig i høj grad på et biologisk determinisme-syn. Men generelt synes der i den psykologiske verden at herske en udbredt enighed om, at det netop er de sociale konstruktioner, der styrer menneskets adfærd og dermed former det. Jeg tror, at alle er enige om, at godt nok sætter det biologiske grundlag nogle rammer for et menneskes udvikling, men de kræfter, der styrer et individ i dets miljø, må være knyttet til tankens kraft , hvilket automatisk bringer sproget i centrum. Kenneth J. Gergen, som er en af de markante social-konstruktivister, skriver således i sin bog, An invitation to Social construction : At vurdere selvet er at vurdere en personlig indre bevidsthed ( mig , her ) i modsætning til en ydre verden ( derude ). Faktisk antager vi, at der både findes en indre psykologisk verden (som opfatter, overvejer og beslutter) og samtidig en fysisk verden (den, der eksisterer uden for vores tankeverden). Dette system virker temmelig indlysende men kun indtil vi begynder at studere det nærmere. I filosofiske termer bekender vi os bekvemt til en dualistisk ontologi tankens og verdens virkelighed. Men som filosofiske skrifter gennem mange år har lært os, skaber dualistiske opfattelser store og uløselige problemer. Blandt de vanskeligste udfordringer er problemet med at forstå, hvordan der kan være årsagssammenhæng mellem en tankeverden og en fysisk verden. At ordet bliver kød er en gammel religiøs tanke, men det er et mysterium, som vi må overlade til Gud at forklare. I nutidige termer kunne vi spørge:

Hvordan bliver en tanke ( Jeg må hellere ringe til hende ) til handling (at løfte telefonrøret); hvordan fremkalder et ønske eller en hensigt konkrete bevægelser? Man siger måske til sig selv: Jeg har tænkt mig at bevæge mig, men denne hensigt aktiverer ikke neuronerne i rygmarven. Vi har ikke de store problemer med at forstå årsagssammenhænge indenfor den fysiske verden (f.eks. hvordan rygning kan forårsage lungekræft) eller indenfor den mentale verden (f.eks. hvordan tanker kan påvirke vore følelser.) Men kan en tanke eller en følelse forårsage kræft? Og hvis det er tilfældet, hvordan påvirker det psykologiske så det fysiske? Descartes mente, at denne mystiske forvandling fandt sted i epifysen, en opfattelse, som hjerneforskerne for længst har forkastet. Spørgsmålet om, hvordan tanker fremkalder fysiske ændringer eller omvendt, er endnu ubesvaret. Logikken er altså, at alt tyder på, at der eksisterer såvel en materiel virkelighed, der underlægger sig naturlovene, og en sjælelig (rettere åndelig!) virkelighed, der i dagligdagen er synonym med tanken , og som ikke underlægger sig naturlovene. Alle forsøg på at forene de to virkeligheder i en sammenhængende teori er slået fuldstændig fejl! Hvad burde erfaringen af dette være? Ja, logikken burde være en accept af det åndeliges eksistens og dets betydning for menneskets hverdag. Men en sådan accept er jo også en accept af, at der må være noget udenfor os, som langt hen ad vejen styrer os , og som i hvert fald ikke kan forklares med gængs evolutionsteori. Når der tales om the missing link i følgen af menneskeaber/mennesker, så er det efter min mening for intet at regne i forhold til the missing link i ovennævnte dualistiske problem. Mange psykologer ved det, mange teologer ved det, mange biologer ved det, mange andre mennesker ved det ja, men hvorfor fremstår evolutionsteorien stadigvæk som sandhed i

plan. Denne ydre fremtoning kaldes organismens fænotype. Det Darwin så rigtig påpegede var at der på det ydre plan (det fænotypiske plan) virker kræfter som angiveligt skal sikre artens (organismens) overlevelse. Derved er det tænkeligt at nogle nye genotyper gennem selektionen på det fænotypiske plan vælges

fremfor andre. Netop heri ligger det den dynamik, der angiveligt skulle kunne forklare den vrimmel af organismer som findes på jorden ud fra én urskabelse . At der ligger en masse problemer gemt i en så forsimplet kobling mellem det genotypiske og det fænotypiske plan negligeres i ekstrem grad.

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

29

Sociologen Anthony Giddens, der har lanceret begrebet 'otologisk angst'

manges øjne? Ja, mit gæt er ontologisk angst ! Begrebet er hentet fra sociologen Anthony Giddens' teorier omkring mennesket som værende på en og samme tid skaber af og skabt af de handlinger, som er et vilkår for alle mennesker. Kort sagt mener han, at vi alle vil prøve at dulme den ontologiske angst ved at lede efter størst mulig tryghed i hverdagen. Det som vil give sig udslag i en følelse af selvværd. Heri skal evolutionsteoriens sande styrke findes! For de mekanismer, Darwin pegede på, var aldeles lette at operationalisere. Efter min mening var det motivationen til den gigantiske vækst i de biologiske videnskaber, som skete i den sidste halvdel af det 19. århundrede. De mekanismer, som Darwin beskrev på populationsplan, er ganske simpelt dokumenterbare (sande) og, hvad vigtigere var, ualmindeligt gode redskaber i en naturvidenskabsmand hænder! Denne anvendelighed har virket som en gigantisk tiltrækningskraft på forskere i mange discipliner, alene fordi den anviser en masse mulige forskningsområder. Derudover er den i lægmandsudgaven så snublende enkel (vel sagtens fordi den er et spejlbillede af den måde vi tænker og lærer på, nemlig gradvist, kontinuert og progressivt!), at alle lægmand såvel som fagmand nærmest kan se den for sig. Det gryende oprør fra de teologiske dogmer, som allerede fandtes i filosofiens og litteraturens verden, fik ligeledes brændstof af uanede dimensioner. At psykologien opstod i samme periode er givet også en konsekvens af en Darwin-inspireret tro på, at sandheden om mennesket kan findes i mennesket og i dets miljø! 30

Så evolutionsteoriens betydning for udviklingen af den videnskab, som vi kan se i dag, er ganske afgjort enorm. Intet under at teorien er gået hen og blevet paradigmatisk. For hvad ville der ske, hvis man tog konsekvensen af det, vi egentlig ved? Ja, konkret vil mange af de lærdes job blive radikalt omdefineret. Og det bryder vi os ifølge Giddens ikke om! Samtidig måtte man genoptage tonsvis af forskningsresultater og prøve at luge ud i de mange fejlslutninger, evolutionsteorien har ført med sig. Det vil i overført betydning hive gulvtæppet væk under mange forskere og umiddelbart stede lægmanden i et meget alvorligt eksistentielt tomrum! Et tomrum, der kun kan fyldes ad troens vej. En sådan erkendelse vil givet kunne udløse en mængde alternative teorier om mekanismerne bag udviklingen af denne jords levende væsner, som kan vise sig at være meget mere frugtbare end den nuværende. Selv finder jeg, at Bibelens skabelsesberetning udmærket kan hænge sammen med en afvikling af nogle indbyggede muligheder i nogle urskabninger. Hvis naturvidenskabsfolk virkelig ville, kunne de sagtens sætte gængs viden ind i nogle andre teoretiske rammer og forsøge at regne lidt på sandsynligheder. Men tør man det? Nej, for hvis konsekvensen er at der må findes en skabende Gud, ja så forekommer det jo nærliggende at mene, at vi risikerer at blive stillet til ansvar for alle de handlinger, vi normalt tilskriver os selv! Men jeg vil mene, at megen videnskab i dag står midt i et vadested, hvor der er god grund til at træde et skridt tilbage og prøve at fastholde de store træk . Hvis naturvidenskaben har bevist noget som helst vedrørende evolutionslæren, ja så må det nærmere blive, at den i bedste fald er decideret mangelfuld og i værste fald decideret løgnagtig. Når der i dag er en spæd begyndelse til selv-erkendelse hos videnskabsfolk, så tror og håber jeg, at det er starten til en renæssance for kristendommen. For hvor evolutionsteorien i dag synes mere vakkelvorn end længe, forholder det sig modsat med Bibelens sandhed . Til slut vil jeg gerne sige tak for opfordringen til at skrive et indlæg til ORIGO, og samtidig på det skammeligste udnytte dette. I øjeblikket sidder jeg og arbejder på et metateoretisk speciale i psykologi, netop omhandlende koblinORIGO NR. 78 JUNI 2002

gen mellem tanke og materie. I den forbindelse vil jeg gerne stille et spørgsmål, som evt. interesserede meget gerne må kommentere: Prøv at antage at vi som menneske betragtet er bundet både af den materielle verden omkring os og af den sociale/psykiske struktur i

vore tanker og dermed reelt er berøvet ethvert frit valg. Hvilken betydning vil det i givet fald få for tankerne omkring skyld og Jesu sonoffer? Kommentarer kan sendes til Jack Sandbæk, Hertug Hans Plads 14, 1.th., 6100 Haderslev, email: benedicte.sandbaek@mail.tele.dk

Menneskelig værdighed og frihed

Hvad er et menneske? Det er det centrale spørgsmål bag det videnskabelige temanummer, som Morgenavisen JyllandsPosten netop har udgivet i samarbejde med Det Etiske Råd under titlen Fremtidens krop . Forholdet mellem menneskets krop, sjæl og ånd belyses på en spændende måde i 17 artikler. Bl.a. har professor Søren Holm, som er medlem af ORIGOs redaktion, skrevet en artikel om Kunstige organer . Også i andre artikler kommer forfatterne ind på forholdet mellem det kunstige og det naturlige. Kan man risikere, at mennesket til sidst bliver mere kunstigt end naturligt? Er vi i virkeligheden i forvejen ikke andet end avancerede maskiner? Anders Sandberg, Institut for Numerisk Analyse og Datalogi, Stockholm, gør sig i sin artikel til talsmand for transhumanismen, dvs. menneskets projekt om at gøre sig til andet og mere, end det er i øjeblikket. Tanken blev lanceret allerede af Julian Huxley, som udtrykte sig på følgende måde: Mennesket kan, hvis det ønsker, transcendere sig selv - ikke bare sporadisk [...] , men som menneskehed. Vi mangler et navn for denne nye tro. Måske vil transhumanisme være brugbart: mennesket forbliver menneske, men overskrider sig selv ved at indse de nye muligheder i og for den menneskelige natur. Sandberg mener ikke, at det er et problem, at mennesket gør sig til noget andet og mere, f.eks. at bygge sig en anden krop, der kan klare flere opgaver bedre. Vor værdighed sidder ifølge ham ikke i kroppen, men den beror på vor unikke frihed til at vælge, hvad vi vil blive . Og her lader der ifølge Sandberg til at være fri bane. Mennesket kan ud fra hans tankegang på sigt vælge at blive 'gud'. Bare vi udnytter vor frihed optimalt. Sandbergs synspunkt står i skærende kontrast til synspunkterne i artiklen Computeren i hjernen af Benny Lautrup, lektor ved Niels Bohr Instituttet, og Lars Kai Hansen, lektor, PhD ved Danmarks Tekniske Universitet. De argumenter for, at den form for frihed, som vi til daglig tillægger hinanden, i virkeligheden er en illusion. De siger: Der er ikke plads til, at ånd kan påvirke stof gennem viljen, som ved telekinese, der på trods af mange forfinede eksperimenter aldrig er blevet påvist.... Men hvis frihed til at handle er en illusion, hvem er det så, vi straffer i retssystemet? Straffer vi i virkeligheden mennesker for deres gener og omgivelser og de tilfældigheder, der har afgjort deres såkaldte 'frie valg'. Noget kunne tyde på det. Hvis Anders Sandberg har ret i, at menneskets værdighed beror på dets frihed, og hvis Benny Lautrup & Lars Kai Hansen har ret i, at menneskets frihed i virkeligheden er en illusion, så beror menneskets værdighed altså på en illusion. Hvis den konklusion ikke er sand, så er mindst en af præmisserne falsk. Personligt vil jeg hævde, at både Sandberg og Lautrup & Hansen tager fejl. Menneskets værdighed hænger faktisk sammen med dets ånd og dets frihed. Lautrup & Hansen har aldeles ikke præsenteret tvingende argumenter mod det. På den anden side har Sandberg bestemt ikke vist, at menneskets frihed giver mulighed for, at mennesket kan gøre sig selv til mere end menneske. Mennesket skal ikke gøres mindre end det er, sådan som Lautrup & Hansen gør det med deres reduktion af mennesker til avancerede maskiner. På den anden side skal mennesket ikke gøre sig til mere, end det er. Hvis vi tror, at vi i ét og alt er vore egne herrer, så vi selv kan sætte dagsordenen, tager vi grueligt fejl. Peter Øhrstrøm Reference: Artiklerne fra JyllandsPostens særtryk Fremtidens krop , maj 2002 (kan også læses på Det Etiske Råds web-site: www.etiskraad.dk/futurebody)

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

31

Hvorfor vi blir syke Evolusjonsmedisinen svarer BokanmeldelseavR.M. Nesse, G.C. Williams: Why We Get Sick: The New Science of DarwinianMedicine Av Wolfgang B. Lindemann For kort tid siden ble boka Hvorfor vi blir syke. Evolusjonsmedisinen svarer valgt til årets vitenskapelige bok i Tyskland. Boka kom ut i første opplag i 1995 ved Times Books i New York, og på tysk ved C.H. Beck forlag i München i 1997. Denne anmeldelsen er til den tyske utgaven. Forfattere er: Randolph M. Nesse, professor i psykiatri ved universitet Michigan med spesialområde forstyrrelser gjennom redsel, og George C. Williams, pensjonert professor for økologi og evolusjonsforskning ved State University of New York, og utgiver av fagtidsskriftet The Quarterly Review of Biology . Begge vitenskapsmenn har gått sammen for å skrive den omtalte boka. Det handler om et tema som ikke kan være likegyldig for kreasjonistisk tenkende mennesker med interesse for naturvitenskap. Mennesket har nemlig etter Bibelens beretning i den opprinnelige gode skapelsen vært fri fra sykdom, lidelse og død. Først etter syndefallet kom de destruktive elementene inn i verden, de som vi lider under og som også kommer til å ta livet av oss. Døden er en følge av synden. I synden vil mennesket selv gripe etter livets tre, og egenmektig rive til seg

32

livet. Dermed forgriper det seg, og påtar seg for mye. Isteden for livet velger det døden (saml. 1.Mos 2,17; 3,19). Så kan Paulus si: Synden kom [inn i verden] på grunn av ett menneske, og med den kom døden. (Rom 5,12). Bokas tema blir beskrevet slik på baksiden: Bakterier, virus, gener, feil ernæring - medisinen kjenner godt til årsakene til våre sykdommer. Allikevel gir den ikke noe riktig svar på hvorfor vi blir syke. Framfor alt: hvorfor er vi ikke blitt mer motstandsdyktige i løpet av evolusjonen? Forfatterne ønsker å forklare fenomenet sykdom innenfor rammen av evolusjonsteorien. Overskriftene til de forskjellige kapitlene gir et godt inntrykk av innholdet, og listes derfor opp: 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7.

Mysteriet sykdom Evolusjon gjennom naturlig seleksjon Symptomer på infeksjonssykdommer Kapprustning uten ende Sår Toksiner: Gamle og nye, tilstede overalt Gener og sykdommer: Feil, luner og kompromisser 8. Aldringsprosessen som ungdomskilde 9. Evolusjonær arv 10.Sivilisasjonssykdommer 11.Allergier 12.Kreft 13.Seksualitet og forplantning 14.Er psykiske forstyrrelser sykdommer? 15.Medisinens evolusjon Det innledende kapitet Evolusjon gjennom naturlig seleksjon forklarer i første omgang på en lettfattelig måte grunnlaget til evolusjonsteorien og dens terminologi. Spesielt legges det vekt på konstateringen at seleksjonen optimerer videreføring av gener, men ikke overlevelse av

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

organismer. Her, og andre steder i boka, skisseres det antatte evolusjonære opprinnelser og seleksjonspress. Alle disse eksempler lar seg entydig tilordne til mikroevolusjon, f.eks. den forsterkede pigmentering av de negroide raser, sigdcelleanemi eller antibiotikaresistens-virkninger ved bakterier. Forfattere vet om den ufattelige kompleksiteten til den menneskelige kroppen, og at dette fører til at en naturlig opprinnelse er usannsynlig. Men dette fører ikke til at de betviler (makro-)evolusjonen. Forfatterne tolker menneskelig atferd, defekter ved det menneskelige legeme, sykdom og død i evolusjonsteoretisk kontekst, med målsettingen å grunnlegge en darwinistisk medisin. Et vesentlig mål ved den darwinistiske medisinen skal være å finne en evolutiv opprinnelse til defekter og sykdommer, å gi pasientinformasjon på denne basisen og å utvikle nye forskningsmodeller. De prøver å tilordne seks typer evolusjonære årsaker til menneskenes sykdommer: De første av disse kategoriene er motstandsog forsvarsmekanismer. Et eksempel: Kvinner lider i den tidlige graviditeten som oftest av kvalme og liten matlyst. Hensikten med dette symptomet kunne, etter forfatternes syn, vera i å beskytte embryoet som i de første tre måneder er meget sensitivt mot toksiske bestanddeler i morens næring. Moren kan uten problemer for seg og barnet redusere tilførselen av næring i de første månedene av graviditeten. Denne mekanismen fører altså til en optimal beskyttelse for det voksende barn. En terapi er tilsynelatende bare delvis meningsfull, og skulle i alle tilfelle bare foregå om moren blir informert nøyaktig om egnede og ikke egnede næringsmidler. Den andre kategorien er endrede miljøbetingelser : Sivilisasjonssykdommer i videste forstand bli f.eks. forklart med at kroppen vår opprinnelig var tilpasset for et liv på den afrikanske savannen, og lever nå i omgivelser som kroppen ikke er beregnet for. På savannen var det knapphet på næringsmidler. Derfor var det fordelaktig å spise så mye som mulig for å danne fettreserver for tider med sult. Dessuten var det mye bevegelse i frisk luft. I det moderne industrisamfunnet er det ikke fare for hungersnød, men en genetisk forankret tilbøyelighet til

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

å spise mer enn nødvendig i øyeblikket fører til at en stor del av vår befolkning lider under kronisk overvekt, og av de følgesykdommene som er forbundet med dette. Dagens mangel på mosjon i frisk luft er ikke sunt, og skader hele vår organisme. Den tredje kategorien er infeksjonene: I kampen for tilværelsen er vi også truet av mikroorganismer som på en måte betrakter oss som måltid, og som vi må forsvare oss imot. Som fjerde kategori nevner forfatterne feil og defekter i vårt arvemateriale som fører til sykdommer. Ved dette kan et bestemt sykdomsgen i seg selv være fordelaktig for den som bærer det, men kan ha negative følger i forbindelse med ugunstig ytre innflytelse, eller sammen med andre gener, eller ved å oppnå en bestemt alder, eller ved homocygoti, slik at seleksjonen har vansker med å utsortere genet. Den femte og sjette kategorien betegner forfatterne som designkompromisser og evolusjonær arv . Evolusjonen som ingeniør kunne umulig finne en ideell løsning for alt, men må nøye seg med et nivå som kan bli nådd, især om det må oppfylles motstridende krav. Bena bør være så bruddfaste som mulig. På den andre siden ville mer stabile ben være tyngre, og belaste organismen mer ved bevegelse - en viss mulighet for brudd må altså tolereres. Mange sykdommer skal stamme fra slike kompromisser. Under betegnelsen evolusjonær arv oppsummerer forfatterne de mange - etter deres oppfatning - feilkonstruksjoner i vår kropp, som den omvendte netthinnen og blindtarmen. Til tross for påstått designkompromiss (se ovenfor) er bokas vesentlige tankeskjema konklusjonen om en meningsfull konstruksjon etter fullbyrdet evolusjon. Slik skal eksistensen av en beskyttelsesmekanisme for et barn i mors liv mot toksiner i mors næring etter forfatternes vurdering være bevis for dens evolusjonære opprinnelse. I kapitel 3 -14 anvendes de grunnleggende prinsippene fra de to første kapitlene på de forskjelligste sykdommer. Forfatterne foretar en gjennomgang gjennom nærmest hele medisinen, og tolker de mest betydningsfulle sykdommer i en evolusjonsteoretisk kontekst, bl.a. infeksjoner, allergier, kreft, reumatisme, psykiske forstyrrelser og aldringsprosesser.

33

Her er noen teksteksempler på dette: Barn stiller oftest de mest intelligente spørsmål. Hvorfor , spør et nysgjerrig barn, vokser en ny arm på sjøstjernen, men ikke på onkel Robert? (...) Det generelle svaret i evolusjonsbiologisk sammenheng lyder at den naturlige seleksjonen ikke vedlikeholder evner som med stor sannsynlighet ikke blir benyttet, eller at de forventete fordelene ikke oppveier kostnadene.(...) Et steinaldermenneske som mistet en arm kunne forblø i løpet av få minutter. Hadde det lyktes ham å stanse blødningen, hadde han med stor sannsynlighet snart dødd av tetanus, sårbrann eller en annen infeksjon. Enhver prosess som kunne ha tillatt våre fjerne forfedre å regenerere en arm gikk tapt gjennom en oppsamling av mutasjoner som ikke var underlagt seleksjonen. (...) Hvordan er det med tap av en finger? Dette fører ikke med seg den samme sannsynlighet for død som tapet av en arm. Slike sår leges også under steinalder-betingelser. (...) For det ene er denne regenerative evnen sikkert ikke ofte av stor nytte. Den skaffer altså ikke de som besitter den en overveldende stor fordel. De fleste mennesker mister ingen finger. Og skjer det, er den langsiktige skadevirkningen ikke nødvendigvis tungtveiende (...) En annen grunn er at enhver adapsjon har sine kostnader. Evnen til å regenerere skadet vev fører ikke bare til kostnadene til de tilsvarende mekanismer, men minsker også evnen til å kontrollere farlige svulster. En mekanisme som tillater cellulær replikasjon øker risiko for kreft. (s.95f). Av Tay-Sachs-syndrom dør homozygote personer allerede som barn. Dette genet er tilstede ved 3 til 11% av alle Aschkenasim (jiddisktalende Jøder). Vedlikehold av en slik genhyppighet bør ha en reproduksjonsfordel på 6% for heterocygote genbærere, sammenlignet med de homozygote bærere av det normale genet. Data for infeksjonsrater og populasjonsfordelinger antyder at fordelen for de heterozygote genbærerne muligens kan ha ligget i en beskyttelse mot tuberkulose, som i historien til Aschkenasim danner et viktig seleksjonspress. (s. 123). Mange primater, og de fleste andre pattedyr, produserer selv det vitamin C de trenger. Vi mennesker kan det imidlertid ikke. Vår næringsomstilling i urtiden til frukt og grønnsaker med mye vitamin C førte til at det biokjemiske 34

apparatet for fremstilling av dette vitaminet degenererte sakte i løpet av førti millioner år. (s.154). Vår vitamin D-syntese avhenger av solstråling på vår hud. Om vi oppholder oss inne størstedelen av dagen, og dessuten kler oss godt når vi går ut, syntetiserer vi bare en brøkdel av mengen vitamin D- som en jeger i den afrikanske savannen har produsert, og dette kunne målt mot vårt metabolske behov - være alt for lite (...) D-vitaminmangel fører til helseproblemer, spesielt til forstyrrelser i kalsiumstoffskiftet. Den mest kjente konsekvensen av D-vitaminmangel er uten tvil rakitis. (s. 180f). Hele boka er skrevet med stor kunnskap, og omhandler mange medisinske fagområder, orientert utfra interessen til en medisinsk legmann. Den inneholder 300 tekstsider. Boka kan betraktes som kompetent og faglig bra gjennomarbeidet. Stilen er tilsvarende interessant og humoristisk. Den medisinsk interesserte legmann, men også legen, kommer til å lese denne boka med gevinst, og kommer til å lære mye om konstruksjon og funksjon av vår kropp. Kritiske anmerkninger: Forfatterne går ut i fra at evolusjonsteorien er gjeldende og bevist. De prøver i denne boka ikke å bevise dens riktighet, men tolker humanbiologiske fakta i evolusjonsteoriens kontekst. Det lykkes dem ikke å unngå logiske sirkelslutninger: Eksistensen av en meningsfull innretning i den menneskelige kroppen, som f.eks. forsvarsmekanismer, sier ikke noe om hvordan de er oppstått. Konklusjonen fra eksistens av en meningsfull konstruksjon, til at en evolusjon har funnet sted, er uten grunn. Ved enhver struktur og ethvert organ er to spørsmål mulig: Spørsmål etter det ontogenetiske opphav, og den funksjonelle meningen. Et bra filosofisk argument mot evolusjonsteorien avleder seg her: bare ved levende vesener er det meningsfullt å spørre om hva denne eller en annen struktur er til, f.eks. om hva hjertet er til. Ved abiotisk materie har det samme spørsmålet ingen mening, f.eks. hvorfor tordner det ved uvær. Her kommer en ny dimensjon til, som ikke er tilstede innen de fysikalske og kjemiske naturlover, men som er nødvendig for at livet, selv i form av det enkleste bakterie, kan eksistere. ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Innen evolusjonsteoriens ramme er det riktignok meningsfullt å skille mellom de seks nevnte kategoriene for sykdomsårsaker - men sykdom kan, som Bibelen lærer oss, imidlertid også betraktes som følge av helt andre hendelser i menneskehetens historie. Naturvitenskapen innsnevrer a priori sitt syn for virkeligheten gjennom sin (berettigede!) metodiske ateisme. Svarene som ligger utenfor dens selvvalgte begrensning kan den derfor per definisjon ikke gi. Fakta er at vi i dag lever i en annen omverden en den som vår kropp trolig var bestemt for, at vi kan bli syke gjennom infeksjoner, at vårt genom er belastet med feil, og at vår kropp er et resultat av kompromisser mellom ulike motstridende krav. Men dette må ikke uten videre tydes som levninger av en evolutiv opprinnelse. Også religiøse forklaringsmodeller har så stor tyngde på dette punktet, at en rent naturvitenskapelig diskusjon blir vanskelig. Slike designkompromiss som ved knokkelbygningen nevnt ovenfor er heller ikke til å unngå for en intelligent Skaper som tenker som en ingeniør. Sykdomsårsak 6 evolusjonær arv avhenger i høyeste grad av en teori, siden vår egen evolusjon ikke er historisk mulig å observere, og forutsetter følgelig at man antar et bestemt saksforhold som evolusjonær arv , og en forestilling om evolusjonens veier og avstamming. Ingen av de eksempler som forfatterne kommer med for å vise til de tallrike feilkonstruksjoner i vår kropp overbeviser etter min mening. At en feilkonstruksjon eksisterer er prinsipielt neppe bevisbar, siden man alltid kan argumentere med at vi på grunn av manglende kunnskap ikke forstår konstruksjonen. Nesse og Williams legger vekt på å innføre en ny tenkemåte i medisinen. De vet om den faglige usikkerheten i noen av sine begrunnelser for sykdom - f.eks. kvalme under graviditeten. Selv om de ettertrykkelig går inn for tilstrekkelig medisinsk forsyning for alle mennesker - og avgrenser seg her behagelig fra den radikale darwinistiske medisinen etter Malthus, Nietzsche eller nasjonalsosialismen, så godkjenner de abort og prenatal diagnostikk, for å finne ut om sykdommer i fosteret, og så drepe det før det blir født. Menneskelig adferd og etikk blir konsekvent behandlet i en evolusjonær sammenheng: Naturligvis har den menneskelige naturen ORIGO NR. 78 JUNI 2002

også edlere aspekter. Det finnes ting som kjærlighet og sannferdighet. Dessverre har de evolusjonære opphavene av slike kvaliteter sine røtter i fordelene som forholdene i en liten stamme kunne by på. Den naturlige seleksjonen fremmer entydig - på grunn av felles gener bra adferd mot nære slektninger. Den fremmer også - hvis man er kjent for det - å innløse løfter og ikke å gå bakom andre medlemmer av sin egen gruppe, eller fortrolige handelspartnere i andre grupper. Utenom slike lokale relasjoner har altruismen aldri hatt noen fordel. Menneskerettigheter av global gyldighet er nymotens krav. Det fantes ingen lobby for slike i steinalderen. (s. 163). Spesielt støtende er reduksjonen av ekteskapet til en biologisk prosess. Til tross for mange forskjeller, var begge kjønn i alle kulturkretser på hele kloden enige i de viktigste kjennetegn de ville lete etter ved en fremtidig partner: Forståelse, elskverdighet og så intelligens. Hvorfor ønsker seg begge kjønn i første linje en pålitelig og omsorgsfull partner? For å kunne svare på det, må vi forstå hvorfor 35

det finnes en innretning som ekteskapet. (...) Dette spørsmålet kan ikke svares på med sikkerhet. Men det menneskelige mønster av næringserverv og barneoppdragelse bidrar ikke uvesentlig til å avklare dette spørsmålet. I en naturomgivelse er det for en aleneforsørger ekstremt vanskelig å oppdra et barn. I mange år er barna for hjelpeløse og tunge til å ta med på samleturer. (...) Kort sagt: et barn krever såpass mye arbeid at det kreves muligens mer enn en person for å oppdra det. (s.220). Utsagn om religion avrunder forfatternes verdensbilde: Når det skjer noe fryktelig - og en farlig sykdom er alltid noe fryktelig - da spør menneskene: Hvorfor? . I en polyteistisk verden var saken enkel. En gud hadde forårsaket sykdommen, en annen kommer til å helbrede den. Siden menneskene har forsøkt å nøye seg med en gud, er det blitt vanskeligere å forklare sykdommer og det onde. ( ) Den darwinistiske medisinen kan ikke tilby en erstatning for denne forklaringen. Den kan ikke tilby et univers hvor alle hendelser er del av en guddommelig plan. (s. 286f) Et annen sted i teksten stilles bygging av pyramider og katedraler på samme trinn som religiøs utfoldelse .

Det er ikke klart hvor nytten av den darwinistiske medisinen skal ligge for pasienten. Forfatterne vil muligens nevne en bedre pasientinformasjon. Gjennom den darwinistiske medisinen skal det igjen innføres en endelig synsmåte for medisinen. En pasient som forstår årsaken til sin sykdom, er bedre motivert for forebygging og terapi. Dessuten håpet forfatterne på bredere og dypere forskning på basis av en utvidet, nedelige betraktning. Selvfølgelig kan man også oppnå det samme i en ikke-evolusjonær kontekst. Januar 1999 kom det et utdrag i Spektrum der Wissenschaft under tittelen Der evolutionære Ursprung der Krankheiten . Spektrumartikkelen henviser til flere bøker om samme tema, som nylig er kommet ut. Ettersom evolusjonsteoretiske tendenser til nå ikke har spilt noen vesentlig rolle innen medisinfaget - spesielt i Tyskland har misbruk av evolusjonsteorien gjennom sosialdarwinismen og nasjonalsosialismen spilt en rolle åndshistorisk - synes det nå å være et trendskifte på gang.

Wolfgang B. Lindemann er lege i Strassbourg. Lindwb9@aol.com

Bush s tale til senatet: Forbyd menneskekloning

Den 10. april holdt præsident Bush en meget engageret tale til det amerikanske senat. Bush ønsker, at senatet skal stemme for et forbud mod al menneskekloning - såvel den reproduktive som den terapeutiske. Bush finder ligesom en stor del af den amerikanske befolkning al menneskekloning uetisk. Omvendt har en række forskere energisk lagt pres på senatet for at få senatorerne til at afvise forslaget af hensyn til forskningens muligheder. - Et flertal i Repræsentanternes Hus har allerede vedtaget forslaget. Peter Øhrstrøm

36

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Noas Ark Farm

en engelsk attraktion, der er et besøg værd Interview med Anthony Bush Man vil nok ikke forvente at finde Noas ark langt inde i Somerset i England men det er lige præcis, hvad man kan finde, hvis man besøger Moat House Farm i byen Wraxall. Noas Ark Farm er et dejligt sted. Der findes over 100 dyr af i alt 40 forskellige arter. Der er legepladser, udstillinger, traktorture og meget mere. Den vigtigste del af NAF er dog utvivlsomt Noas ark udstillingen. Det er den eneste af sin art i hele verden, bl.a. med en flot 5 m lang rekonstruktion af Arken, komplet med dyr i skalastørrelse om bord. Derudover er der mange underbyggende informationer, ikke mindst oversigtstavler om historiske og videnskabelige opdagelser og informationer vedrørende de bibelske skabelses- og vandflodsberetninger. Anthony og Christina Bush har været de drivende kræfter bag tilblivelsen af dette center, og i det følgende bringer vi en oversættelse af et interview med dette ægtepar. Anthony, hvor længe har i drevet landbrug i Wraxall? - Jeg tog uddannelsen for 40 år siden og giftede mig med Christina året efter. Vi har 4 børn, der alle er gift, og 12 børnebørn. I 1960 erne drev vi landbrug på gammeldags vis med malkekvæg og kalve, kødkvæg, grise, høns og kalkuner, og vi dyrkede foruden korn også kartofler. Igennem årene har vi specialiseret produktionen noget mere, og i dag har vi kun malkekvæg. Hvornår begyndte du at blive opmærksom på de bibelske skabelsesberetninger? - I skolen havde vi nogle ret så kraftige debatter om skabelse og evolution. På den tid i ORIGO NR. 78 JUNI 2002

1950 erne blev evolution ikke taget så alvorligt som i dag, og den syntes ret suspekt for flere af lærerne. Det har den altid gjort for mig også! Hvordan gik det til, at I begyndte at udvikle Noas Ark Farm-centret? - I 35 år drev vi gården med malkekvæg på forpagtningsbasis. I 1995 fik vi så mulighed for at købe gården, da der viste sig mulighed for at sælge malkekvoter. Vi følte dette var en gylden anledning til at etablere en slags temapark vedrørende religiøse emner. Noa har altid interesseret mig, så det var nærliggende at lade Noas ark være det overordnede tema. Hvornår åbnede centret? - Vi havde en forsøgsperiode i 1998, hvor vi åbnede 2 dage om ugen i 10 uger. Der var fri adgang, og vi havde på det tidspunkt kun nogle få af de aktiviteter, vi har i dag. Efter denne start har tingene udviklet sig, og vi tager i dag entré og har til gengæld mange flere aktiviteter. Hvor mange besøgende har I haft siden? - Omkring 58.000 gæster. Vi har også et mødelokale, hvor forskellige kirkelige kredse kan afholde kurser. Vi har forskellige skuespil, der opføres hvert år, gospelkoncerter og andre begivenheder. Vi har i dag omkring 50 frivillige på mellem 11 og 16 år, der hjælper os med at passe dyrene og hjælpe de besøgende. Men vi har også nogle få medarbejdere, der får løn. Hvad med skoleklasser? - Vi har masser af yngre børn, der kommer sammen med deres skolelærere. Vi ville også gerne se de lidt ældre børn, men de fleste skoler er ikke gearet til at sende større elever på ekskursion. Vi kan hjælpe dem med mange informationer, men hidtil er der af ældre elever primært kommet klasser fra kristne skoler.

37

Noah's Ark Farm Center i det sydlige England (fra websitet: www.noahsarkfarmcentre.co.uk)

Hvilke dyr har I på centret? - Vi forventer snart at få en zoo-licens, så vi kan udvide vores samling med bisonokser og kameler. Vi har allerede lamaer, forskellige slags kvæg, får, geder, vandbøfler, kaniner, påfugle og flere andre. I alt 40 forskellige arter. Vi lægger stor vægt på, at de besøgende kan få nærkontakt med dyrene, hvis de vil. Hygiejne er derfor en vigtig ting for os, det er et krav, at alle vasker hænder før og efter, de har været sammen med dyrene. Måske det mest spændende del af centret er Noas Ark udstillingen. Kan du fortælle lidt om den? - Ja, det er bestemt hovedtemaet i temaparken, og vi har arbejdet hårdt for, at den er fuldt opdateret i forhold til skabelsestilhængernes tænkning over hele verden. Der er f.eks. skarp uenighed mht. om, vandfloden forårsagede eller kom efter den geologiske lagserie. Vi forsøger her at forklare begge synspunkter på en fair måde. Begge synspunkter har troen på en forholdsvis ung jord som baggrund, og vi har information om dette også. I år har vi opsat en Noas ark, som børnene kan lege i, som en ny aktivitet. Der kan børnene så lege, mens de voksne studerer de mange plancher og informationer. Hele udstillingen er at finde i en gammel lade, som vi synes danner en smuk ramme.

38

Jeg var glad for at se, hvordan I introducerer skabelseshistorien meget naturligt i jeres præsentationer. Hvilke reaktioner får I fra de besøgende på udstillingen? - Folk ser ud til at tage det ud fra forskellige niveauer. Nogen kommer for dyrenes og legepladsernes skyld, andre synes godt om de dejlige omgivelser, eller kommer for at høre om landmandslivet, som vi forklarer på rundvisninger. Atter andre sætter pris på de informationer, vi giver på udstillingen. Vi sætter pris på alle de besøgende og håber, de får et udbytte på alle niveauer. Børnene elsker tilsyneladende stedet? - Ja, de sætter stor pris på at være her, både dyrene og legepladserne bliver flittigt benyttet af dem. Vi prøver at give mange af rundvisningerne og informationerne på deres niveau. Men vi har også andre ting, som er mere rettet mod de voksne. Vi håber på, at både børn og voksne får noget godt ud af deres besøg på stedet. Interview ved Paul Garne

Oversat fra Origins vol. 31, Juli 2001 p. 2-4 af cand. scient. Holger Daugaard

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

Origo Redaktion i Danmark

Cand.theol. Klaus Dahl, Skæring Hedevej 52, 8250 Egå. Tlf. 8674 2120. E-mail: klausdah@post7.tele.dk Forskningsleder, cand.scient. Holger Daugaard, Ærtebjerggårdvej 75, 5270 Odense N. Tlf. 6618 4100. E-mail: Holger.Daugaard@agrsci.dk Professor, dr.med. Søren Holm, Centre for Social Ethics and Policy, University of Manchester, Humanities Building, Oxford Road, Manchester M13, 9PL UK. E-mail: soren.holm@man.ac.uk Handelsoverlærer H. C. Krøyer, Hundborgvej 42, 7700 Thisted. Tlf. 9792 0460. E-mail: h.c.kroyer@post11.tele.dk Cand.scient. Bent Vogel, Kristrupvej 31, 8900 Randers. Tlf. 8641 0496. E-mail: bvogel@worldonline.dk Professor, dr.scient. Peter Øhrstrøm, Stokrosevej 5, 9380 Vestbjerg. Tlf. 9829 7061. E-mail: poe@hum.auc.dk Freelancer, cand.phil. Niels Jørgen R. Vase, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. E-mail: vacvase@vactext.dk (redaktør)

Redaksjon i Norge

Professor, dr. philos. Peder A. Tyvand, Bjørnekroken 69, 1430 Ås. E-post: peder.tyvand@itf.nlh.no Forskningsleder, dr. scient. Willy Fjeldskaar, Solliv. 9, 4020 Stavanger. E-post: wf@rf.no Avdelingsingeniør, cand.scient. Rune Espelid, 5650 Tysse. E-post: runesp@statoil.com Høgskolelektor, cand.real. Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø. E-post: steinar@hitos.no Adjunkt Ingvald Straume, 4389 Vikeså. E-post: ingvald.straume@c2i.net Ansvarshavende for dette nummer: Peter Øhrstrøm Illustrationer: Niels Kr. Sørensen Abonnement og bestillinger: Norge: Steinar Thorvaldsen, Sørliavn. 10, 9018 Tromsø, Tlf. 7767 2948. Danmark: Ove Kristensen, Hasselvænget 44, 7800 Skive, Tlf. 9751 4177. ORIGOs Internet-adresse: http://www.tidsskriftet-origo.net Layout og sats: VAC text, Jerlev Landevej 14, 7100 Vejle. Tlf. 7586 4144. Fax 7586 4274. E-mail: vacvase@vactext.dk Tryk: Tolstrups Trykkeri, Esbjerg

ORIGO NR. 78 JUNI 2002

39

Om ORIGO Tidsskriftet ORIGO er oprettet af en gruppe kristne med interesse for forholdet mellem tro og naturvidenskab. Udgangspunktet for ORIGOs arbejde er troen på, at universet, naturen og livet er skabt, og overbevisningen om, at dette synspunkt har mange etiske og filosofiske konsekvenser. Redaktionen er opmærksom på, at troen på skabelse kan kombineres med naturvidenskabelig aktivitet på flere forskellige måder, og at de videnskabelige teorier, som involverer skabelsestanken, endnu er ufuldstændige. På den anden side vil redaktionen fastholde, at det grundlæggende skabelsessynspunkt kan underbygges mindst lige så godt i videnskabelig henseende som den materialistiske udviklingshypotese. ORIGO har til formål at udbrede kendskabet til: 1. De videnskabelige skabelsesteorier, som er alternativer til udviklingsteorierne om universets opståen, livets oprindelse, menneskets afstamning m.m. 2. De videnskabelige metoder især med henblik på videnskabernes muligheder og begrænsninger. 3. Etiske problemstillinger vedrørende naturvidenskab og medicin. 4. Videnskabsfilosofiske spørgsmål med relation til forholdet mellem tro og videnskab.

ISSN 0109-6168 40

Nogle artikler i ORIGO forudsætter et vist kendskab til naturvidenskabelige teorier, men bladet redigeres således, at hvert nummer indeholder artikler, som kan læses uden specielle forudsætninger. Normalt er artiklerne i det enkelte nummer sat i rækkefølge efter voksende sværhedsgrad. ORIGO er ikke knyttet til noget bestemt trossamfund og bringer ikke rent forkyndende artikler. Ligeledes gøres der opmærksom på, at de enkelte artikler i ORIGO ikke nødvendigvis svarer til redaktionens synspunkter. Bladet er et åbent forum. Redaktionen modtager gerne artikler, der ligger inden for ORIGOs virkefelt. Det er redaktionens håb at kunne bidrage til en sober stillingtagen i de meget væsentlige spørgsmål om universets og livets oprindelse. Dette vil blive tilstræbt gennem saglig, videnskabeligt forsvarlig argumentation. ORIGO udkommer 5 gange om året. Et årsabonnement koster 150 kr. Henvendelse vedrørende abonnement bedes rettet til: ORIGO / Ove Kristensen Hasselvænget 44, 7800 Skive Tlf. 97 51 41 77 Giro 730-5753 E-mail: tidsskriftet-origo@mail.tele.dk I Norge: ORIGO / Steinar Thorvaldsen Sørliavn. 10, 9018 Tromsø Tlf. 77 67 29 48. Giro 0540 0461890

ORIGO NR. 78 JUNI 2002 ORIGO NR. 78 JUNI 2002